# Gesta Danorum - **Verk:** Gesta Danorum (verk:saxo_gesta_danorum) - **Upphov:** Saxo Grammaticus - **Datering:** 1185/1216 - **Källsamling:** Saxo Grammaticus, Gesta Danorum (latin; Winkel Horns danska översättning) - **Utgåva:** Fr. Winkel Horn (övers.), Saxo Grammaticus: Danmarks Krønike, København 1898, heimskringla.no. - **Språk:** dan - **Typ:** oversattning - **Översättare:** Fr. Winkel Horn - **Licens:** Public domain ## Saxos Fortale til Ærkebiskop Andreas Sunesøn (Winkel Horn 1898) Til Ærkebiskop Andreas Sunesøn i Lund. Eftersom andre folkefærd plejer at sætte en ære i de bedrifter, de har udført, og at have glæde af at mindes deres forfædre, kunne Danmarks ærkebiskop Absalon, som altid brændte af iver efter at forherlige sit fædreland, ikke finde sig i, at danskerne skulle savne et sådant mindeskrift og berømmeligt eftermæle, hvorfor han, da andre vægrede sig ved at påtage sig dette arbejde, pålagde mig, den ringeste af hans Tjenere, at skrive den danske krønike, og ved stadig indtrængende opfordring nødte han mig uværdige til at give mig i lag med et arbejde, der oversteg mine kræfter. Hvorledes skulle nemlig nogen før have kunnet give sig af med at skrive om Danmarks historie? Det er ikke længe siden, at landsets folk her antog kristendommen, og en tid lang stod det kun småt til både med troen og med kyndighed i latinen, og da der var kommet orden i kirkeskikkene, og folk samtidig havde lært latin, var man lige så doven, som man før havde været uvidende, lige så meget at laste for efterladenhed, som man før havde været det for ukyndighed. Heraf kommer det, at jeg, hvor ringe jeg end er, og skønt jeg indså, at et sådant arbejde lå over mine kræfter, hellere har villet påtage mig det end vægre mig ved at efterkomme Absalons bud, for at det ikke skulle hedde sig, at vi danske fra Arilds tid af havde ladet vore berømmelige bedrifter gå i glemme i stedet for at optegne dem, medens vore naboer har deres gammen af at mindes, hvad de har udrettet. Derfor var jeg nødt til at tage den byrde, som alle fortidens skribenter har ladet ligge, på mine i sligt arbejde uøvede skuldre, og da jeg ikke turde sidde det pålæg, jeg havde fået, overhørig, har jeg taget fat med større dristighed end evne, idet jeg fra hans storhed, som bød mig gøre det, hentede den fortrøstning, min ringe begavelse nægtede mig. Da døden imidlertid bortrev Absalon, inden jeg fik mit forehavende fuldført, beder jeg nu snarest eder, Andreas, som i en lykkelig stund enstemmig blev valgt til hans eftermand i hans ærefulde embede og til at være vor kirkes øverste, om at være som en fader og formynder for mit værk, på det at misunderes avind, som især går ud over, hvad der gør opsigt, må blive beskæmmet, når jeg har en sådan talsmand, thi I sidder inde med en sådan mangfoldighed af kundskaber, en sådan overflod af herlig lærdom, at I er at ligne ved en helligdom fuld af himmelske skatte. For at lære boglige kunster og samle kundskaber berejste I Frankrig, Italien og England, og efter at have rejst i lange tider fik I det glimrende hverv at stå for Styret for en udenlandsk højskole, for hvilken I blev en sådan støtte, at man snarere må sige, at I var en pryd for lærerembedet, end at det prydede jer. Derfor blev I også formedelst eders fremragende berømmelse, udmærkede dyder og fortjenester gjort til kongelig håndskriver, og denne bestilling, som hidtil kun havde været agtet ringe, hævede I ved de store ting, I ved eders flid udrettede i den, til en sådan anseelse, at den, efter at I er bleven befordret til den ærespost, I nu beklæder, attrås som en gunst af mænd, der sidder inde med de højeste værdigheder. Det er da også vitterligt, at skåningerne er jublende glade over, at de har hentet deres biskop fra et andet landskab i stedet for at vælge en at deres egne, thi med rette fryder man sig over et valg, man har så megen ære af. Ja, da I ikke blot udmærker jer ved herkomst, kundskaber og åndens gaver, men også styrer og vejleder menigheden ved den rigeste udfoldelse af eders lærdom, har I erhvervet jer eders hjords største kærlighed og ved den hæderfulde og pålidelige måde, hvorpå I røgter eders embede, hævet det til berømmelsens tinde. Og for at I ikke formedelst rigdom skulle få ord for at bruge eders magt og myndighed urettelig, har I med from gavmildhed bestemt, at eders rige fædrenearv skal tilfalde kirker og klostre, idet I smukt foretrak at skille jer ved rigdom og de bekymringer, der følger med den, fremfor at lade jer hilde i gerrighedens snarer. I har også skrevet et beundringsværdigt værk fuldt af ærværdige lærdomme, og har altid ladet jer det være magtpåliggende at varetage kirkens tarv fremfor eders eget. Dem, der vilde forholde kirken, hvad der tilkom den, har I ved gavnlige råd og formaninger fået til at bøje sig for den og vise den skyldig lydighed, og den uret, der i gammel tid var øvet imod kirkerne, har I afhjulpet og skaffet dem fromme bøder for, hvad der var forbrudt imod dem. Dem, der hengav sig til et ukysk levned og mer end sømmeligt var fulgte kødets lyst, har I ved stadig formaning og ved at foregå dem med det mest lysende eksempel på afholdenhed ført tilbage fra blødagtig svaghed til en hæderligere tænkemåde, så det ikke er let at sige, om I har opbygget dem mest med eders ord eller med eders levned. Alene ved eders vise formaninger har I opnået, hvad ingen af eders forgængere har formået at opnå. Og nu må man vel vide, at de gamle Danske, når de havde øvet heltegerninger, satte så stor pris på ære og navnkundighed at de ikke blot ligesom romerne i pyntelige ord skildrede deres egne udmærkede gerninger så at sige med en slags digtekunst, men også kundgjorde forfædrenes bedrifter i kvad på modersmålet, som de så lod indriste i klipper og stene med de den gang brugelige bogstaver. Disse deres spor har jeg fulgt som skrifter fra oldtiden, jeg har gjort mig al flid for i min gengivelse nøje at følge tråden, har gengivet vers som vers, og på dem støtter min fortælling sig, så det er ikke noget nyt og selvlavet, jeg byder på, men hvad der stammer fra oldtiden, thi i dette værk må man ikke vente at finde løs snak, der tager sig prægtig ud, men pålidelig oplysning om oldtiden. Hvor mange historiebøger må vi ikke tro, at folk, der var således sindede, vilde have frembragt, hvis de havde været latinen mægtige, så de kunne have fået deres skrivelyst styret, eftersom de, skønt de var ukyndige i romersproget, var så opsatte på at bevare mindet om deres bedrifter, at de brugte klipper og stene som bøger? Heller ikke islændernes flid bør jeg forbigå i tavshed. Da deres fædrenejords goldhed forbyder dem at hengive sig til overdådighed, har de bestandig ført et mådeholdent liv og plejer at anvende al deres tid på at samle og udbrede kundskab om andre folks bedrifter og bøder således på deres fattigdom ved hjælp af åndens gaver. De holder det nemlig for en fornøjelse at kende alle folkefærds bedrifter og overlevere dem til efterverdenen og anser det ikke for at være mindre ære værd at fortælle om fremmedes store og gode gerninger end selv at øve dem. Deres skatkamre, som er fulde af kostelige vidnesbyrd om fortidens tildragelser, har jeg omhygelig ransaget, og en ikke ringe del af dette værk har jeg sammenskrevet med deres fortællinger som forbilleder, thi jeg har ikke anset det for at være under min værdighed at bruge dem som hjemmelsmænd, da jeg vidste, hvor kyndige de var, i hvad der angår oldtiden. Og ikke mindre har jeg ladet mig det være magtpåliggende nøje at give agt på og omhyggelig at optegne alt, hvad Absalon har fortalt mig, hvad enten det drejede sig om, hvad han selv eller hvad andre havde udført, thi hvert et ord, der kom over hans ærværdige læber, var for mig som en guddommelig åbenbaring. Jeg beder nu eder, vor velsignede fyrste og fader, vort fædrelands mest strålende lys, kong Valdemar, hvis berømmelige æt jeg skal skildre fra Arilds tid af, om at se med milde øjne på mit værk, hvor lidet det end måske er lykkedes mig, thi jeg frygter for, at jeg trykket af mit forehavendes vanskelighed, mere røber min egen ukyndighed og mine svage evner end skildrer eders herkomst, som det sømmer sig. I har jo nemlig ikke blot taget et stort rige i arv efter eders fader, men yderligere øget det ved at underlægge jer eders naboer, og ved at udvide eders herredømme således, at det også omfatter Elben med dens ebbe og flod, har I føjet en ikke ringe berømmelse til den store navnkundighed, I alt i forvejen havde vundet. I er ved eders store bedrifter bleven eders forgængeres overmand i henseende til ære og berømmelse, thi selv imod dele af det romerske rige har I vendt eders våben. Og da I har ord for at være i højeste grad både tapper og gavmild, er det ikke let at sige, om I mest skræmmer fjenderne i krig eller gør jer elsket af eders undersåtter ved eders huldsalighed. eders herlige bedstefader tilbedes og æres nu af alle som helgen, ved sin uforskyldte død vandt han udødelighedens krone, og hans helgenglans blænder nu dem, som han i sin tid underlagde sig ved sine sejre, så der randt i virkeligheden mere kraft end blod af hans hellige sår. For øvrigt har jeg med den skyldige hørighed og lydighed, der fra gammel tid er gået i arv til mig, besluttet, at jeg vil stride for eder, om ikke andet så dog med åndens våben; det er jo vitterligt, at min fader og min bedstefader tjente eders berømmelige fader som trofaste krigere. Jeg stoler altså på eders gunst og bevågenhed, og for at det følgende kan blive tydeligere, vil jeg til at begynde med at beskrive vort fædreland efter dets beliggenhed, for at de enkelte ting i fortællingen kan træde klarere frem, når jeg har begyndt med at gennemgå de steder, hvor hver enkelt begivenhed er foregået, og gøre rede for, hvorledes stederne ligger. Danmarks rige er da således beliggende, at dets yderste dele dels begrænses af andre lande, dels af havet, men det indre beskylles rundtom af havet, der skyder sig ind overalt og snor og bugter sig på mange måder, snart i smalle sunde og snart i brede strømme, så at det danner en mængde øer. Da Danmark således gennemskæres af havet, har det kun få sammenhængende fastlande, og disse adskilles fra hverandre ved de mange sunde og bælter. Af disse fastlande indtager Jylland den første plads formedelst sin størrelse, og fordi riget så at sige begynder med det, og ligesom det ligger yderst, således strækker det sig også helt ned til Tyskland, hvorfra det skilles ved Ejderfloden, medens det imod nord bliver noget bredere og strækker sig op til Skagerak. I Jylland ligger Limfjorden, der er så rig på fisk, at folk dér på egnen synes lige så fuldt at have deres næring af den som af jorden. Til Jylland grænser også Lille Frisland, hvis jordsmon skråner ned fra Jyllands højdedrag, så at det ligger meget lavere og som følge af havets oversvømmelser giver overmåde rig grøde. Tvivlsomt er det dog, om disse oversvømmelser gør folkene dér mest nytte eller fortræd, thi når det stormer stærkt, bryder bølgerne for det meste igennem dæmningerne, hvormed de beskytter sig imod havet, og vælter sådanne Vandmasser ind over markerne, at de undertiden ikke blot bortskyller afgrøden, men også mennesker og huse. Øst for Jylland ligger øen Fyn, som kun skilles fra fastlandet ved et temmelig smalt bælte, og ligesom Fyn har Jylland liggende mod vest, således vender det mod øst til Sjælland, der må prises for sin overvættes frugtbarhed og også overgår alle rigets andre landsdele i fagerhed. Man holder også for, at denne ø ligger midt i landet, så at der fra den er lige langt til alle dets udkanter. Øst for Sjælland ligger Skåne, skilt derfra ved et sund, som hvert år plejer at fylde fiskernes garn med rig fangst, thi der er for det meste så fuldt op med fisk, at skibene undertiden bliver siddende fast og knapt kan ros igennem dem, og at man ikke har nødig at bruge garn for at fange dem, men ligefrem kan tage dem med hænderne. Fra Skåne skyder Halland og Bleking sig ud som to grene, der fra den samme stamme bøjer sig vidt ud fra hinanden, idet Halland strækker sig op imod Norge og Bleking imod Gøtland. I Bleking er der ellers en klippe, over hvilken der går en fodsti, og som er oversået med sære skrifttegn. Stien strækker sig lige fra havet imod syd op i Værends stenede ødemark, indfattet på langs af to linier, der kun ligger et lille stykke fra hinanden; det flade mellemrum imellem dem er overalt helt gennemfuret af skrifttegn, og skønt fladen ligger i temmelig forskjellig højde, idet den snart går over høje klipper og snart over dale, ser man dog stadig bogstaverne holde rækken. Kong Valdemar, Hellig Knuds velsignede søn, som undrede sig såre herover, sendte folk over for at komme på det rene med, hvad den skrift betød, og de gik over klippen og undersøgte omhyggelig den hele række af skrifttegn og skar dem senere ud i stave, ganske som de var indristede. De kunde imidlertid ikke få nogen mening ud af dem, fordi hulhederne dels var fyldte med jord og skarn og dels udslidte af fodtrin, så formedelst det slid, der var gået af stien, løb tegnene forvirret over i hinanden. Heraf kan man se, at selv hvad der er indristet i hårde klipper, i tidens løb kan udslettes af fugtighed, skarn og regnskyl. Eftersom Danmarks rige såvel i henseende til sprog som til beliggenhed er nær pårørende med Sverige og Norge, vil jeg også omtale disse landes beskaffenhed. De ligger op imod Nordpolen under Karlsvognen og Nordstjærnen og strækker sig helt op til den kreds, hvor der hersker evig frost, så hinsides den kan ingen mennesker bo formedelst kuldens uhørte strænghed. Imod Norge har naturen kun været lidet gunstig; det er et fælt stenet land, alle vegne opfyldt med golde fjælde og klipper, så hvor man ser hen, ser man kun ødemarker og uhyggelige bjærge. Højest imod nord i dette land fjæler solen sig ikke om natten, det er, som om den ved sin stadige nærværelse lader hånt om de skiftende timer, idet den lyser med samme glans både nat og dag. Vest for Norge ligger, omskyllet af det store hav, den ø, som kaldes Island, hvor der næsten ikke er til at bo for mennesker, og om hvilken der er hartad utrolige ting at fortælle, så vidunderlige er de. Dér er en kilde, som med sit rygende vand forvandler en hvilken som helst tings naturlige beskaffenhed, thi hvad der besprænges med dunsterne af dens røg, bliver så hårdt som sten. Det er ikke så lige en sag at sige, om det er mest forunderligt eller farligt, at der kan være sådan en hårdhed gemt i det bløde, flydende vand, at hvad der overgydes af dets rygende damp, pludselig forstenes, om det end beholder sin udvortes skikkelse. Der skal også være nogle andre kilder dér, i hvilke vandet snart stiger således, at det går over sine bredder og sprøjter højt i vejret, snart svinder helt bort og synker ned i jordens skjød, så der næsten intet af det er at se på bunden; snart overstænker de, når de svulmer op, alt, hvad der kommer i nærheden af dem, med hvidt skum, snart er de helt forsvundne, så selv de skarpeste øjne ikke kan opdage dem. På denne samme ø findes der også et bjærg, der ligesom ætna står i brand og uafladelig spruder ild. Dette er lige så sælsomt som det ovenfor omtalte, thi skønt der ruger den stærkeste kulde over jorden, må den altså have en sådan overftod af hede i sig, at den lønlig kan holde en stadig ild ved lige og bestandig give brændsel til at nære et sådant bål ved. Til bestemte tider kommer der en umådelig Masse Is drivende til denne ø, og når den første Gang tørner imod de ru klipper, høres der fra Dybet sælsomme Råb og høje brøl, som om klipperne skreg, hvorfor man har troet, at det var sjælene af mennesker, der havde ført et syndefuldt liv og nu var dømte til at lide deres straf og sone, hvad de havde forbrudt, her i den svare kulde. Når man hugger et stykke af denne is og binder det fast, river det sig strax løs, så snart den øvrige drivis bryder op, om man så har bundet det med aldrig så mange knuder, og hverken bolt eller slå mægter at stænge for det. Vel må man i højeste grad undre sig over, at det således til trods for de ubrydeligste låse og alle de hindringer, man lægger det i vejen, følger med, når den masse, det er en del af, driver bort igjen, og at det er så uvægerlig nødvendigt for det at give sig på flugt, at det skuffer selv den omhyggeligste påpasselighed. Der findes også der inde imellem fjældåsene og klipperne en anden slags is, om hvilken det hedder, at den til visse tider pludselig vender sig, så at det øverste kommer nederst og det nederste øverst. Til stadfæstelse heraf anføres, at da nogle folk en gang løb over en ismark og faldt i de gabende revner i den, fandtes de lidt efter døde oven på den, uden at der var så meget som en sprække at se i isen. Derfor plejer mange at holde for, at isen har vendt sig og givet dem fra sig igjen, som den havde opslugt. Efter hvad rygtet fortæller, skal der også rinde en kilde med så skadeligt vand, at hvo som drikker deraf, falder død om, som om han havde fået gift. Der er også andre kilder, hvis vand skal smage som øl, end videre en slags ild, som ikke kan brænde træ, men fortærer vand, og endelig en sten, som, uden at nogen rører ved den, ganske af sig selv ved egen kraft ruller ned ad fjældskrænterne. Men for at vende tilbage til Norge, som jeg må beskrive lidt nøjere, så må man vide, at det imod øst grænser til Sverige og Gøtland og mod vest og syd omgives af havet. Mod nord vender det imod et land, hvis beskaffenhed og navn er ukjendt, hvor der ingen mennesker bor, men er fuldt op af sælsomme uhyrer, og som er skilt fra den lige overfor liggende del af Norge ved et umådeligt hav. Da sejladsen på det er såre usikker, er det kun yderst få, som er komne lykkelig hjem igjen efter at have vovet sig ud på det. Havets løb er for øvrigt således, at det til den ene side efter at have gennemskåret Danmark går videre og slår en stor bugt sønden om Gotland, til den anden side går det op norden om Norge og ind imod øst, hvor det danner en stor bredning og ender i en bugt, som vore forfædre kaldte Gandvig. Imellem Gandvig og havet sønden for er der kun et smalt stykke fast land, der vender ud til begge have, og havde naturen ikke sat dette grænseskjel imellem de to have, der er så nær ved at flyde over i hinanden, vilde Sverige og Norge have udgjort en ø. I den østlige del af disse egne bor skridfinnerne, et folkefærd af ivrige jægere, som bruger en egen slags skridsko, på hvilke de færdes omkring på ellers utilgængelige bjærge og når, hvorhen de vil, ved sindig at sno og dreje sig, thi der gives ikke nogen klippe så høj, at de ikke ved snildt at krydse sig frem kan nå op på toppen af den. Fra dalbunden arbejder de sig nemlig i bugtninger op ad klipperne og styrer deres løb med mange svingninger således, at de til sidst efter at have gjort mangfoldige sving når den top, de vil op på. De plejer at sælge dyrehuder til nabofolkene. Sverige grænser mod vest til Danmark og Norge, mod syd og for en stor del også mod øst vender det ud til havet. Hvor dette hører op på østsiden, bor der en mængde forskjellige barbariske folkefærd. At Danmark i gamle dage må have været beboet af kæmper, har vi vidnesbyrd om i de overordentlig store sten, der er anbragt over de gamles grave og huler. Skulde nogen tvivle om, at det er sket ved hjælp af kæmpekræfter, så lad ham blot se op på toppen af nogle af vore bakker og sige os, i fald han kan, hvem der skulle kunne have slæbt så mægtige blokke helt der op, thi enhver, som skjønner, hvad det er for underværker dér er gjort, må anse det for utænkeligt, at almindeligt menneskearbejde eller almindelige menneskelige kræfter skulle kunne få sådanne masser, som det er vanskeligt eller umuligt blot at rokke på flad mark, slæbt op på toppen af så høje bakker. Men hvorvidt det er de jætter, som har levet efter syndfloden, der har udrettet dette, eller det har været mennesker, som overgik andre i henseende til legemskræfter, derom er intet overleveret os. Hos os holder man imidlertid for, at det er de samme, som nu til dags siges at bo i den vilde og utilgængelige ørken, jeg før talte om, og som skal have en sådan evne til at forandre deres legemer, at de pludselig og på den forunderligste måde snart kan være nær og snart langt borte, snart komme til syne og snart forsvinde. Det er forbundet med skrækkelige farer at komme did, og det er sjældent, at nogen der har prøvet derpå, er sluppen helskindet derfra og nået hjem igjen. Og nu går jeg over til, hvad jeg egentlig vil fortælle. ## bok 1: Dan og Angel (Winkel Horn 1898) Dan og Angel, Humbles Sønner, fra hvem de Danske har deres Oprindelse, var vort Folks Grundlæggere, om end den franske Krønikeskriver Dudo vil vide, at Danskerne stammer ned fra Grækerne eller, som de ogsaa kaldtes, Danaerne og har faaet deres Navn fra dem. Dan og Angel var ogsaa de første, som herskede i vort Land, men skjønt de formedelst de store Fortjenester, de indlagde sig ved deres Tapperhed, med Folkets enstemmige Samtykke besad kongelig Magt og Myndighed, bar de dog ikke Kongenavn, thi det var paa den Tid endnu ikke kommet i Brug blandt vore Forfædre. Angel, fra hvem Anglerne siges at stamme, gav den Del af Landet, han raadede for, sit Navn, hvorved han paa en let Maade gjorde det udødeligt. Hans Efterkommere underlagde sig nemlig senere Britannien og gav dette Rige Navn efter deres Fædreland i Steden for det Navn, det fra gammel Tid af havde været kaldt med, hvilken Bedrift i Oldtiden holdtes for saare anselig. Dette vidner den navnkundige gejstlige Skribent Beda, der var en født Englænder og som foruden at skrive om gudelige Ting ogsaa lagde Vind paa at skrive om sit Fædrelands Historie, eftersom han lige saa fuldt ansaa det for en kristen Skribents Skyldighed at skildre Fædrenes Bedrifter som at skrive om det, der hører Religionen til. Fra Dan nedstammer efter de gamles Vidnesbyrd vor Kongeslægt, som fra denne ypperlige Begyndelse har siddet paa Danmarks Trone lige ned til vore Dage. Han havde med en højbaaren tysk Kvinde Grytha Sønnerne Humble og Loter. ## bok 1: Humble og Loter (Winkel Horn 1898) Vore Forfædre havde for Skik, naar de skulde kaare en Konge, at staa paa store Stene, der laa fast i Jorden, hvilket skulde give til Kjende, at deres Valg var urokkeligt som Stenene, de stod paa. Paa den Vis blev Humble kaaret og kejset af Folket, da hans Fader var død, men Lykken var ham saa umild, at han fra at være Konge atter sank ned til at være Undersaat. Hans Broder Loter førte nemlig Krig med ham og tog ham til Fange, og han maatte kjøbe sit Liv ved at give Afkald paa Tronen, andet Redningsvilkaar bødes ham ikke. Idet han saaledes ved sin Broders Vold og Uret blev nødt til at frasige sig Kongemagten, gav han Menneskeheden et Bevis paa, at om der end er mere Pragt og Herlighed, er der til Gjengjæld mindre Tryghed i Kongeborgen end i Hytten. Han bar ellers den Uret, der var overgaaet ham, med saadan Taalmodighed, at man skulde tro, han glædede sig over Tabet af sin Værdighed, som om det var en Lykke, der var bleven ham til Del, saa han har efter mit Skjøn dømt som en Vismand om, hvad det at være Konge i og for sig er værd. Loter fòr ikke mindre grumt frem som Konge, end han havde gjort som Kriger, thi han herskede med stort Hovmod og gik ikke af Vejen for Forbrydelser; han fandt det ret og billigt at skille alle de ypperste Ædlinger ved Liv eller Gods og saaledes berøve Fædrelandet gjæve Mænd, thi i hver den, han holdt for sin Jævning i ædel Byrd, saa' han en Medbejler til Kongemagten. Længe fik han dog ikke Lejlighed til ustraffet at øve sine Skjændselsgjerninger, thi Landsens Folk sammensvor sig imod ham og tog ham af Dage, saa de samme, der havde givet ham Riget, tog hans Liv. ## bok 1: Skjold og Gram (Winkel Horn 1898) Loters Søn Skjold skyldte vel sin Fader Livet, men i Sæder slægtede han ham ingenlunde paa, thi allerede fra Barndommen af artede han sig i alle Maader helt anderledes, og i Steden for at træde i sin skjændige Faders Fodspor, tog han sin Farfaders Dyder op som en Arvelod, der vel var gammel, men derfor ikke mindre god. I sin Ungdom vandt han Navnkundighed blandt sin Faders Jægere ved at faa Bugt med et grumt Vilddyr, hvorved han gav et herligt Varsel om, hvad man kunde vente sig af ham længer frem i Tiden. Han havde nemlig en Gang af sine Formyndere, der gjorde sig al Flid med at opdrage ham til Dyd og gode Sæder, faaet Lov til at gaa med og se paa Jagten, og da der saa kom en umaadelig stor Bjørn imod ham, og han ingen Vaaben havde at værge sig med, bandt han Vilddyret med sit Bælte og holdt det saaledes, til de andre kom til og fældede det. Han skal ogsaa i Ungdommens Dage have overvundet flere for deres Manddom navnkundige Kæmper, af hvilke der især gik stort Ry af to, som hed Atle og Skate. Da Skjold var femten Aar gammel, var han saa stærk og vel voxen, at han kunde tage det op med hvem som helst, og havde givet saa store Prøver paa Snille, at alle Danmarks senere Konger har taget Navn efter ham og ladet sig kalde Skjoldunger. Han formanede ogsaa ivrig enhver, der førte et ryggesløst og daadløst Liv og satte sin Manddomskraft til ved Overdaadighed og Blødagtighed, til at slaa ind paa en bedre Vej og tage sig noget nyttigt for. Og hvor store hans Legemskræfter end var, hans Mod og Manddom var dog endnu større, og han øvede Bedrifter, som man knapt skulde tro, han kunde staa og se paa, saa ung som han var. Medens han nu saaledes, alt som Tiden led, forfremmedes i Dyd og gode Sæder, blev han æsket til Tvekamp af Skate, der var Høvedsmand i Alemanien, fordi han bejlede til den samme Kvinde som Skate, en saare fager Mø ved Navn Alvilde. Kampen stod i hele den tyske og danske Hærs Paasyn, og Skjold vog Skate. Tyskerne, som syntes, de selv var slagne, da deres Høvedsmand var falden, underkastede sig Skjold, og saaledes gjorde han sig Alemanien skatskyldigt. Men Skjold udmærkede sig ikke blot ved Vaabendaad, men ogsaa ved Kjærlighed til Fædrelandet. Han afskaffede ubillige Love og gav gode nye i Stedet, og alt, hvad der kunde fremme Fædrelandets Vel, lagde han af al Magt Vind paa. Riget, som hans Fader havde mistet ved sin Slethed, vandt han tilbage ved sine Dyder. Han gav først den Lov, at frigivne atter kunde gjøres til Trælle; en Træl, han selv havde skjænket Friheden, og som hemmelig stræbte ham efter Livet, straffede han ikke blot haardt paa denne Maade, men han gav ogsaa den nævnte Lov, som om det ikke var mer end ret og billigt at lade alle andre frigivne bøde for, hvad den ene havde forbrudt. Han betalte alles Gjæld af sit eget Skatkammer, og det var, som om han kappedes med andre Konger i Mod, Gavmildhed og Ædelmodighed. De syge lod han bringe Lægedom, og de, som led ilde, bragte han Trøst og Hjælp, og i alle Maader viste han, at han bar større Omhu for sit Fædreland end for sig selv. Sine Høvedsmænd gav han ikke blot Sold, men lod dem ogsaa beholde det Bytte, der toges fra Fjenden, thi, som han plejede at sige, Byttet tilkommer Krigerne, Æren er Kongens. Den fagre Mø, for hvis Skyld han var gaaet i Tvekamp, tog han, da han havde fældet sin Medbejler, som Kampens Løn og gjorde hende til sin Viv, og da en Stund var leden, fødte hun ham en Søn, der blev kaldt Gram, og som saa ganske slægtede sin Fader paa i Dyder og herlige Anlæg, at han saa at sige i alle Maader fulgte lige i hans Fodspor. Han havde faaet alle Legemets og Sjælens ypperligste Gaver og vandt allerede i Ungdommens Aar den højeste Ære og Berømmelse, og den beholdt han ogsaa hos Efterkommerne, hvorfor de gamle danske Skjalde i deres Kvad, naar de ret vil hædre en Konge, kalder ham Gram. Alle Idrætter, der kunde tjene til at styrke og hærde Legemskræfterne, drev han med den største Iver, og med forfarne Kæmper som Læremestre øvede han sig flittig i Vaabenbrug, baade i at hugge og bøde for sig. Han giftede sig af Taknemlighed mod sin Fosterfader Roar for den Omhu, han havde vist ham i hans spæde Barndom, med hans Datter, der var hans jævnaldrende og Diesøster, men siden lod han en Mand ved Navn Besse faa hende til Løn for den Hjælp, han altid havde af ham, thi Besse var ham en saadan Stalbroder i alle hans Krigsbedrifter, at det ikke er let at sige, om han havde sin egen eller Besses Tapperhed at takke for al den Hæder og Ære, han vandt. Gram fik Nys om, at Svenskekongen Sigtryg havde lovet sin Datter Graa bort til en Jætte; det tyktes ham, at det var et skammeligt Ægteskab for en Mø af kongelig Byrd, og han satte sig da for at give sig i Krig med Svenskerne for som en anden Herkules at prøve Kræfter med Utysker. For at jage Skræk i dem, han mødte paa sin Vej, klædte han sig i Bukkeskind og vilde Dyrs Huder og tog en vældig Kølle i Haanden, saa han i alle Maader var at se til som en Jætte, og saaledes drog han ind i Gøtland. Der mødte han i en Skov Graa, som kom ridende med nogle Terner paa Vej til en Sø, hvor hun vilde bade sig. Hun troede strax, det var hendes Fæstemand, og blev paa Kvindevis saa ræd ved det fæle Syn, at hun slap Tømmen af Haanden og rystende over hele Kroppen kvad: Kommer ej Jætten med Kølle i Haand grum og gram for Graa at hente? Maatte mit Syn mig svigte nu og Dyrehammen dølge en anden! Besse kvad: Gode Mø paa Gangeren graa, hvem est du, og hvem er din Fader? Graa kvad: Gjærne siger dig Graa sit Navn, Sigtryg Konning kalder jeg Fader. Sig nu mig, du yske Svend, hvorfra du stammer, og hvem du est. Besse kvad: Besse jeg hedder, bold man mig kalder, tit jeg stævned i Strid med Ære; hvor Besse gaar frem, Blod der flyder, Sværd og Spyd jeg svinger med Lyst. Graa kvad: Sig mig da, Besse, jeg beder dig, flux, hvem er Høvding for Hæren, du følger? Hvi stævned I hid Strid at søge? Hvem skal blegne paa blodig Val? Besse kvad: Gram hedder Drotten gjæv og god, der raader for Hæren som Høvding og Herre. Bedre Kæmpe kjender jeg ej, altid han sejrer, hvor Saarbier summe. Graa kvad: Besse, jeg raader jer brat at fly, farlig for vist jer Færd jeg finder. Kommer Sigtryg, han sejrer for vist, dig og Kong Gram han i Galgen klynger. Besse kvad: Først dog min Drot en Dyst vist prøver og svinger sit Sværd mod svenske Svende; din Fader vare sig vel for os, at ej hans Hoved fra Halsen vi skille. Graa kvad: Hjem jeg mig skynder til Sigtrygs Gaard, hjem vil jeg, inden Jætten kommer. Graa vil ej se jer i Græsset bide, men glad hun vorder, naar paa Valen I ligge. Besse kvad: Skynd du dig hjem til Sigtrygs Gaard, dig vil ej Ve eller Vaande vi volde. Rid med Fred, vi frygter ej, Sind at skifte er Kvinders Sæd. Nu tabte Gram Taalmodigheden og kunde ikke tie længer, han paatog sig et grovt og skrækindjagende Mæle, som passede til hans Udseende, og kvad: Frygt ej for mig, du fagre Mø, blot som min Broders Bud jeg kommer. Ej vil med Vold din Vilje jeg tvinge, din Gunst jeg lønner med Guld og Gammen. Graa kvad: Saare mandlysten maate jeg være, om fule Jætter jeg favntag undte. Lodden krop og krumme Kløer tækkes kun ilde unge Kvinder. Gram kvad: Vældig Kæmper vog jeg paa Val, Bytte jeg gjorde, hvor Sværdene blinked. Dig mit Guld og Gods jeg giver, om du, væne min Viv vil vorde. Med disse Ord kastede han Hammen, og lige saa ræd hun før havde været for ham, lige saa optændt blev hun nu af Attraa efter ham, da hun saa', hvor fager han var, og da han havde vundet hendes Elskov, gav han hende gode Fæstensgaver. Da han drog videre, varede Folk, han mødte, ham ad, at tvende Stimænd havde lagt sig paa Lur ved Vejen. Da disse nu over Hals og Hoved styrtede frem for at plyndre ham, hug han dem strax ned begge to, og for ikke at faa Ord for at have øvet en Velgjerning mod sine Fjender, Svenskerne, stillede han de to Kroppe op og bandt dem til Pæle, saa at de saa' ud, som om de var levende, og saaledes ogsaa efter Døden blev ved at skræmme de vejfarende, som de havde gjort Fortræd, medens de var i Live, saa at Folk holdt Vejen for at være lige saa farlig som før. Heraf kan man da se, at han vog de to Stimænd for sin egen og ikke for Svenskernes Skyld; hvorledes han var sindet imod dem, blev yderligere aabenbart ved den næste Bedrift han øvede. Han havde af nogle Spaamænd faaet at vide, at Kong Sigtryg kun kunde overvindes med Guld, derfor lod han sin Trækølle beslaa med Guld, og saa maatte Sigtryg bide i Græsset for ham. Om denne Daad gjorde Besse dette Kvad: Gram i Gøtland Guld ej spared, dyre Hug gav Drotten der Sværd og Spyd han svang saa tit, Gøtekongen med Køllen vog han. Spot og Spe ham Spaamænd loved: Fly af Landet, før du fældes, Jærn og Staal ej Sigtryg bider, ikkun Guld den gjæve fælder. Tog da Gram sin tunge Kølle, Guld han hamred haardt omkring den, svang den over Svenskekongen, Gøtlands Drot for Guldhug segned. Efter at Gram havde fældet Sigtryg, var det hans Agt at sætte sig i fast Besiddelse af Riget, som han saaledes havde underlagt sig med Vaabenmagt, og da han havde Svarin, Høvedsmanden i Gøtland, mistænkt for at tragte efter at vinde det fra ham, udæskede han ham til Tvekamp og fældede ham; da Svarins sexten Brødre, af hvilke de syv var ægtefødte, de ni Slegfredssønner, vilde hævne hans Død, tog Gram Kampen op med dem, hvor ulige den end var, og fældede dem alle. Kong Skjold, som nu var en ældgammel Mand, gav nu sin Søn Lod og Del i Kongemagten for hans store Bedrifters Skyld, og fordi han holdt det baade for nyttigere og mageligere nu, da han gik paa Gravens Rand, at dele Kronens Byrde med sit eget Kjød og Blod end at bære den alene. Det tog en højbaaren Sjællænder ved Navn Ring ham ilde op, han fandt nemlig, at Gram var for ung til en saadan Ære, og at Skjold var for gammel, hvorfor han eggede en stor Del af Danskerne til at gjøre Oprør, idet han forestillede dem, at ingen af de to var skikket til at være Konge, thi den ene var kun en Dreng, og den anden gik i Barndom. I den Krig, som deraf opstod, faldt Ring og kom saaledes til at give Bevis for, at Mod og Manddom kan trives i enhver Alder. Kong Gram øvede endnu flere andre Bedrifter. Da han førte Krig med Finnekongen Sumble, blev han ved Synet af hans Datter Signe saa betagen af hendes Fagerhed, at han nedlagde Vaabnene og fra Fjende blev til Bejler; han fik Løfte paa hende imod at love, at han vilde forskyde sin Dronning. Men strax efter blev han optagen af at føre Krig med den norske Konge Svibdag, der havde skjændet baade hans Søster og hans Datter, og Sumble sveg da sit Løfte og trolovede Signe med Sachserkongen Henrik. Da Gram fik Nys herom, var hans Elskov til Møen større end hans Kjærlighed til sine Krigsfolk, han forlod i Stilhed sin Hær og skyndte sig til Finland, hvor han kom, just som Bryllupsgildet var i Gang. Han havde klædt sig i Pjalter og satte sig paa den ringeste Plads. Da han blev spurgt, hvad han havde at byde paa, svarede han, at han var forfaren i Lægekunsten, og da omsider alle vare overstadig drukne, sendte han Bruden et hvast Blik, og midt under Lystigheden og Larmen talte han hende haardt til for hendes Letfærdighed og priste sine egne Dyder i høje Toner, idet han kvad: Sært kan Skæbnens Traade sno sig, bedre Kaar jeg burde have. Kvindeluner lege med mig, dertil Gram for god dog er. Mangen Daad har Drotten øvet, vidt hans Ry fløj over Verden. Husk blot Svarins sexten Brødre, som for Gram i Græsset bed. Nu har Signe, Sumbles Datter, sveget mig, saa Hjærtet svider. Ingen tro paa Kvinders Tale, kun paa Løgn og List de pønse. Med de Ord sprang han op fra sit Sæde og dræbte Henrik, bedst som han sad i Bryllupsgammen med Venner og Frænder om sig; mange af Gjæsterne hug han ogsaa ned, og Bruden rev han ud af Brudeternernes Kreds og sejlede bort med hende. Saalunde blev Brudefærden til Ligfærd, og Finnerne fik den Lære, at de gjorde bedst i at holde sig fra andre Folks Elskovssager. Derefter tog Gram atter den Krig op, som han havde begyndt med den norske Konge Svibdag for den Vold, han havde øvet imod hans Søster og Datter, men han blev slagen og faldt, thi Sachserne havde sendt Svibdag en stor Hær til Hjælp, ikke saa meget for hans Skyld som for at hævne Henriks død. ## bok 1: Svibdag og Guthorm (Winkel Horn 1898) Da Svibdag saaledes havde vundet Danmarks Rige, blev Grams Sønner, Guthorm, som han havde med Graa, og Hading, som Signe havde født ham, af deres Fosterfader Brage ført over til Sverige paa et Skib og overgivne til to Jætter Vagnhoft og Hafle, som paatog sig baade at opfostre og forsvare dem. Saasom jeg af og til kommer til at tale om saadanne Utysker og deres Bedrifter, og jeg nødig vil have Ord for at udgive noget for sandfærdigt, der strider imod Sandheden eller almindelig Folketro, holder jeg det for Umagen værd her at fortælle, at der i gamle Dage var tre forskjellige Slags Uvætter, som ved Kogleri øvede mange sære Undergjerninger. Først var der nogle vanskabte Uhyrer, som de gamle kaldte Jætter, og som var meget større og stærkere end almindelige Mennesker. Den anden Slags var de første, der lagde Vind paa Kundskab til Naturens Love og var i Besiddelse af Spaadomsgave. De kunde ikke maale sig med Jætterne i Størrelse og Kræfter, men overgik dem langt i Kløgt og Snille. Imellem dem og Jætterne var der stadig Strid om Herredømmet, indtil Jætterne omsider blev overvundne, og Troldkarlene ikke blot tilrev sig Herredømmet, men ogsaa fik Ord for at være Guder. Begge disse to Slags Folk var saa store Hexemestre og saa drevne i Øjenforblindelse, at de kunde give baade sig selv og andre et helt andet Udseende, end de i Virkeligheden havde, og øve andet Kogleri. Den tredje Slags var avlet ved Blanding af de to andre og kunde ikke paa langt nær maale sig med Jætterne i Størrelse eller med Trold karlene i Kløgt og Snille, men alligevel blev de af dem, de forblindede med deres Kogleri, ansete for Guder. Og det var ikke at undres over, at vankundige Mennesker af deres mærkelige Gjerninger lod sig forlede til en falsk Afgudsdyrkelse, eftersom ogsaa de kløgtige Romere lod sig forlokke til at dyrke dødelige Mennesker som Guder. Dette har jeg anført, for at Læseren ikke skal holde det for lutter Løgn og løs Tale, naar jeg af og til fortæller om Kogleri og Undergjerninger. Og nu tager jeg igjen fat, hvor jeg slap. Da Gram var falden, og Svibdag havde underlagt sig Danmark og Sverige, lod han sig ved sin Dronnings stadige Bønner bevæge til at kalde hendes Broder Guthorm tilbage af hans Landflygtighed og satte ham til at raade for Danmark, imod at han lovede at betale Skat. ## bok 1: Hading (Winkel Horn 1898) Hading vilde ikke tage imod nogen Velgjerning af sin Fjende, men foretrak at hævne sin Fader. Han havde allerede fra Barnsben af alle Manddommens ypperste Dyder; Vellyst foragtede han og tænkte stadig kun paa Krig og Orlog, thi han kunde ikke glemme at hans Fader havde været saa stor en Krigsmand, og at han derfor burde anvende hele sin Livstid paa herlige Bedrifter. Dette mandhaftige Sindelag søgte Vagnhofts Datter Hartgrepe at svække ved at lokke ham til Elskov og lod ham atter og atter høre, at det først og fremmest var hans Skyldighed at gifte sig med hende, saa meget som hun havde gjort for ham lige fra hans spæde Barndom af, og det nøjedes hun ikke med at sige ham med jævne Ord, men hun gjorde ogsaa Vers derom og kvad: Sært dit Sind mig synes, Hading, kun paa Kamp og Krig du pønser. Kun naar Sværd med Sværd sig krydse, er du glad og godt til Mode. Kjærlighed du kjender ikke, ænser aldrig unge Kvinder. Bejle bør du, Brud dig vinde, favne fro en fager Mø. Dig som Barn mit Bryst jeg bød, nu min Gunst jeg glad dig byder. I min Favn du finder Lykke, som du aldrig smagte før. Hertil svarede Hading, at hun var alt for stor af Væxt, til at noget Menneske kunde tage hende i Favn, enhver kunde jo se paa hende, at hun var af Jætteæt, men saa sagde hun, at det skulde han blot ikke bryde sig om, hun kunde, alt efter som det lystede hende, gjøre sig stor eller lille, tyk eller tynd, bred eller smal, snart gjøre sig saa høj, at hun ragede helt op i Skyerne, snart paatage sig et Menneskebarns Skikkelse. Og da han endnu stadig betænkte sig og ikke ret vilde tro, hvad hun sagde, kvad hun: Frygt ej for at føje mig, Knøs, let vi to kan Leje dele. Jeg er stor, naar stor jeg vil være, naar det mig lyster, liden jeg er. Højt mod Himlen mit Hoved jeg hæver, og liden jeg bliver som Barn ved Brystet Lydig mit Legem lystrer mit Bud, strækker sig ud eller skrumper sig sammen. Vil Mand med Vold min Vilje tvinge, rejser jeg mig, saa ræd han flyer; giver jeg Mand min Gunst og Gammen, gjør jeg mig favr og fin og lille. Ved saaledes at lokke for ham fik hun Hading til at tage hende i Favn, og saa stor var den Elskov, hun bar til ham, at da han fik Lyst til at besøge sit Fædreland, betænkte hun sig ikke paa at klæde sig i Mandsklæder og følge med ham for at kunne have den Lykke at dele Farer og Gjenvordigheder med ham. Som de nu saaledes rejste sammen, søgte de en Gang Ly for Natten i et Hus, hvor Manden var død, og Husets Folk under Graad og Klage var i Gang med at holde hans Ligfærd. Hartgrepe fik da Lyst til at øve sine Trolddomskunster paa den Døde for at tvinge ham til at sige, hvad Skæbnen havde beskikket dem. Hun ristede ramme Runer paa Træ og lod Hading lægge det under Ligets Tunge, og tvungen heraf kvad den døde Mand med skrækkelig Røst: Hvem er du, som vover at vække Draugen af Dødsens dybe Søvn? Til Ve og Vaande min Vrede dig vier, over dit Hoved Hævnen komme! Ramme Runer risted hun for mig, tvungen jeg taler, tungt det mig falder. Sige jeg maa, hvad jeg ser, vil ske, liden Lykke jeg lover Hartgrepe. Hun, som risted de ramme Runer, skal lade Livet for lede Jætter. Dig, o Hading, Held skal følge, hende kun min Hævn skal ramme. Da de den næste Nat, de tilbragte i en Skov, havde lagt sig til at sove i en Hytte tækket med Ris, saa' Hading en umaadelig Jættehaand, som famlede omkring inde i Hytten, og ved det Syn blev han saa ræd, at han kaldte Hartgrepe til Hjælp. Hun gjorde sig stor, rakte og strakte sig og pustede sig op, og saa tog hun et haardt Tag i Haanden og holdt den hen til Hading og bød ham hugge den af. Han gjorde saa, og der kom meget mere Edder end Blod ud af Saaret. Til Straf for den Gjerning rev de andre Jætter hende i Stumper og Stykker; hverken hendes Jættenatur eller hendes Størrelse hjalp hende; hun maatte lade Livet under sine forbitrede Frænders Kløer. Da Hading nu saaledes havde mistet sin Fostermoder, mødte han en gammel enøjet Mand, som ynkedes over, at han var saa ene, og fik en Søhane ved Navn Liser til at slutte Fostbroderskab med ham. Det gik i gamle Dage til paa den Maade, at man blandede Blod i sine Fodspor, hvilket ansaas for det sikreste Venskabspant, man kunde give hinanden. Da Liser og Hading saaledes havde lovet hinanden ubrødeligt Venskab, gav de sig i Krig med Kurlændernes Konge Lokker. De blev slagne, og da Hading havde givet sig paa Flugt, mødte han igjen den gamle Mand, som tog ham op paa Hesten til sig og førte ham til sit Hus og gav ham en overmaade sød Drik at styrke sig med og spaaede ham, at han skulde faa svære Legemskræfter. Saalunde kvad han: Snart er du fangen i Fjendevold, for grumme Vilddyr vil de dig kaste. Tab dog ej Modet, munter vær, om end de i Baand og Bast dig snører. Kort dem Tiden med Kvad og Sagn, til mætte af Mjød og Mad de døse. Med Søvntorn jeg selv i Søvn dem stinger; bryd da de Baand, de bandt dig med. Lidet du ænse Løven, du møder, let din Glavind dens Grumhed tæmmer; jag det kjækt i dens Hjærte ind, tag en Brad af dens Kjød, og dens Blod du drikke. Kræfter du får da, Kæmpekræfter, som ingen Sinde du aatte dem før. Som Staal sig spænde de stærke Sener, Musklerne hærdes som haarde stene. Da han havde kvædet dette, satte han atter Hading op paa Hesten foran sig og slog sin Kappe om ham. Som han nu sad der, højlig forundret over alt dette og ikke helt fri for at være ræd, kigede han ud igjennem et Hul i Kappen og saa' da, at Hesten fløj hen over de vildene Vover, men den gamle lod ham strax vide, at det maatte han ikke, og fuld af Forundring over, hvad han havde set, tog han da Øjnene til sig og saa' sig ikke mere om, saa længe den grufulde Færd varede. Senere blev han fangen af Lokker, og han fik da i alle Maader Syn for Sagn, at den gamle Mand havde spaaet sandt, thi det gik ganske, som han havde sagt. Derefter gav han sig i Krig med Kong Handvan af Hellespont, som i Steden for at gaa imod ham i aaben Mark holdt sig bag Byen Dunas stormfri Mure og Volde. Da Hading mærkede, at dem kunde han ikke magte, lod han drevne Fuglefængere fange alskens Fugle, der havde deres Reder under Byens Tage, og lod brændende Svamp binde under deres Vinger, saa de stak Byen i Brand, da de søgte hjem til deres Reder. Byens Folk fik nu saa travlt med at slukke, at ingen havde Tid til at tænke paa Portene, og Hading indtog da Byen og tog Handvan til Fange, men skjønt han kunde have taget hans Liv, lod han Naade gaa for Ret og gav ham Lov til at beholde det, imod at han som Løsepenge udredede saa meget Guld, som han selv vejede. Efter at have vundet store Sejre i Østerleden drog Hading tilbage til Sverige, hvor han ved Gotland mødte Svibdag med en overmaade stor Flaade og fældede ham. Saaledes vendte han hjem ikke blot med Hæder og Bytte, han havde vundet i fremmed Land, men ogsaa med Hævn for sin Fader og Broder og ombyttede Landflygtigheden med Herredømmet i sit Fædreland, som han fik, saa snart han var vendt hjem. Paa den Tid var der en Mand ved Navn Odin, som over hele Europa falskelig ansaas for en Gud. Han holdt for det meste til i Upsal, hvad enten det nu kom af, at Folk der var særlig vankundige, eller at han fandt særlig Behag i Stedet for den smukke Egns Skyld. Kongerne i de nordiske Lande, som ret var opsatte paa at vise ham guddommelig Ære, lod hans Billedstøtte støbe i Guld, prydede den yderligere med svære Armringe og sendte den ned til ham i Byzanz som et Vidnesbyrd om, hvor højt de i deres Gudsfrygt ærede ham. Han blev glad over den store Hæder, de viste ham, og tog med Kyshaand imod Gaven, men hans Hustru Frigg lod nogle Smede komme og tage noget af Guldet af Billedstøtten for selv at pynte sig med det. Odin lod Smedene hænge og Billedstøtten stille op paa et højt Fodstykke og magede det sindrig og kunstfærdig saa, at den gav Lyd, saa snart nogen rørte ved den. Frigg satte imidlertid Pynt og Stads over sin Husbonds Guddomsære; hun tog en af hans fortrolige Venner til Boler, og han fik ved sin Snedighed Billedstøtten ned, saa at det Guld, der var givet til offentlig Gudsdyrkelse, kom til at tjene hendes Pyntesyge. Lidet ænsede det skammelige Kvindfolk, der vilde regnes for en Guds Hustru, at hun maatte ofre sin Kyskhed for at kunne tilfredsstille sin Griskhed, saa man kan ikke sige andet end, at hun som Hustru og han som Gud var lige meget værd. Saa forblindede var Folk i gamle Dage! Opfyldt af Skam og Harme over den dobbelte Forsmædelse, der var overgaaet ham, gik Odin i Landflygtighed i den Tanke, at han derved vilde aftvætte den Plet, hans Hustru havde sat paa ham. Da han var borte, kom der en Mand ved Navn Midodin, af hvis Undergjerninger der gik stort Ry, ret som om han var udstyret med Himlens Naadegave. Han benyttede sig af Lejligheden til at give sig ud for en Gud og hilde de vankundige Sjæle i en ny Overtros Mørke og faa dem til at yde ham guddommelig Ære og Tilbedelse. Han paastod, at naar Guderne var vrede eller følte sig krænkede, lod de sig ikke forsone ved, at man ofrede til dem alle under ét, hvilket han derfor forbød, men hver Gud skulde have sit særlige Offer. Da Odin vendte tilbage, opgav Midodin sine Trolddomskunster og flyede til Finland for at skjule sig dèr, men Folk dèr stimede sammen og slog ham ihjel. Da han var død, kom det ret for Dagen, hvilken skjændig Karl han var, thi enhver, som kom hans Grav nær, døde pludselig, og der stod saadan Pest af ham efter Døden, som om han vilde hævne sig paa dem, der havde undlivet ham, at hans Eftermæle næsten blev værre end det Ry, han havde vundet i levende Live. Landsens Folk, som havde stor Fortræd heraf, tog da hans Lig op af Graven, huggede Hovedet af det og jog en Pæl igjennem Brystet paa det, og det hjalp. Da Odin var vendt tilbage fra sin Landflygtighed, efter at hans Hustru var død, hvorved han igjen kom til sin gamle Anseelse og ligesom fik den Plet aftvættet, der var bleven sat paa hans Guddomsære, tvang han alle dem, som under hans Fraværelse havde tiltaget sig guddommelig Anseelse, til at opgive den som noget, der ikke tilkom dem, og splittede ved sin Guddomsglans de Bander af Troldmænd, der havde samlet sig, ligesom Solen spreder Taagerne. Og han tvang dem ikke blot til at aflægge deres Guddomsværdighed, men ogsaa til at rømme af Landet, idet han holdt for, at de, der uden Ret prøvede paa at trænge sig ind i Himlen, fortjente at udryddes af Jorden. Imidlertid havde Asmund, Svibdags Søn, grebet til Vaaben imod Hading for at hævne sin Fader. Da han midt under Kampen fik at vide, at hans Søn Henrik, hvem han elskede højere end sit eget Liv, tappert kæmpende var falden i Slaget, blev han led ved Livet og gav sin Sorg Luft i dette Kvad: Hvem skal Vaaben og Værge jeg give? lidet mig baader Brynje at bære. Leve længer ej lyster mig nu, siden min Søn segned paa Valen. Haardt har Hærfader hærget mit Hus, højt jeg elsked den yske Svend. Mig skulde han i Høj have lagt, nu er han Lig, og jeg i Live. Kjæk han var i Krig og Fejde, ædel Arving til Ættens Ære. Leve længer ej lyster mig nu, én Gang dog end jeg æsker Kampen. Med haarde Hug vi Helten hævne, frem mine Mænd mod Fjendeflokken! Lad Spydene svirre, Sværdene sving, Ravn og Ulv vi Aadsler give. Da han havde kvædet dette, tog han med begge Hænder om sit Sværd, kastede sit Skjold paa Ryggen og hug ned for Fode uden at ænse nogen Fare. Kong Hading kaldte da sine Skytsaander til Hjælp, og strax kom Vagnhoft og kæmpede i hans Fylking. Da Asmund saa' Jættens krumme Sværd, oplod han højt sin Røst og kvad: Ej skal dit Glavind gavne dig, Trold, om end du Runer har ristet paa det. Hexekunster ej Helte kuer; tro mig, Taabe, Trold kan tæmmes. Ej din Galder gruer jeg for, dit Liv skal du lade, lede Jætte. Ej mit Sværd med Svig du døver, din fule Krop jeg kløver flux. Som han kvad dette, jog Hading sit Krogspyd igjennem ham, men Asmund fik hævnet sig, før han døde, thi i den stakkede Stund, han havde tilbage, gav han sin Banemand et Mærke til stadig Amindelse, idet han saarede ham i Foden, saa han blev halt for Resten af sin Levetid. Saalunde satte den ene Livet og den anden sin Førlighed til. Asmunds Lig blev højtidelig begravet ved Upsal med kongelig Æresbevisning. Hans Dronning Gunhild dræbte sig selv for ikke at overleve ham, thi hun vilde hellere følge ham i Døden end leve uden ham. Hendes Lig blev af hendes Venner jordet i hendes Husbonds Grav, thi den, tyktes det dem, hun var værdig til at dele med ham, eftersom hun havde elsket ham højere end sit Liv, og saalunde vandt Gunhild endnu mere Anseelse ved at ligge ved sin Mands Side i Graven, end hun havde haft ved at dele hans Leje i levende Live. Efter at have vundet denne Sejr hærjede Hading i Sverige, og Asmunds Søn Uffe, som ikke turde vove sig i Slag med ham, drog da over til Danmark med en Hær, idet han holdt det for raadeligere at falde ind i Fjendens Land end at værge sit eget og nemmest at lønne sin Fjende for den Overlast, han gjorde ham, ved at give ham lige for lige. Danskerne blev da nødte til at gaa tilbage for at forsvare deres eget Land, eftersom de foretrak at frelse Fædrelandet fremfor at undertvinge fremmed Land, og Uffe vendte saa hjem og fandt Sverige rømmet af Fjenden. Da Hading kom tilbage fra Krigen i Sverige, opdagede han, at der var stjaalet af hans Skatkammer, hvor han plejede at gjemme det Krigsbytte, han gjorde. Han lod strax Skatmesteren, Glum, hænge og lod snildelig udraabe, at hvis nogen af Tyvene vilde bringe Tyvekosterne tilbage, skulde han faa den Ærespost, Glum havde haft. Der var da strax en af dem, som blev mere opsat paa at faa den lovede Løn end paa at skjule sin Brøde og derfor bragte Kongen, hvad han havde stjaalet. Da hans medskyldige saa', hvor stor Gunst han kom i hos Kongen, og tænkte, at den var lige saa sikker, som den gav meget af sig, kom de ogsaa med deres Tyvekoster i Haab om at faa lige saa god Løn. Da de havde bekjendt, fik de først baade Guld og Ære, men strax efter deres fortjente Straf, hvoraf man kan lære, at man ikke skal være for lettroende. Jeg mener da ogsaa, at de ikke var bedre værd end at komme til at dingle i Galgen, eftersom der ingen Fare havde været, naar de havde tiet stille, og det var dem selv, der styrtede sig i Ulykke ved ikke at holde Tand for Tunge. Da det var besørget, rustede Hading igjen sin Hær den hele Vinter, og om Vaaren, saa snart Isen smeltede, drog han atter til Sverige, hvor han førte Krig i samfulde fem Aar. Da Levnedsmidlerne slap op som Følge af den lange Tid, Toget varede, kom hans Krigsfolk i den yderste Nød, saa de maatte æde Paddehatte, som voxede i Skoven, ja de maatte for at stille Sulten ty til Hestekjød og Hundeaadsler, ja, de blev endogsaa nødte til at æde Menneskekjød. Da Danskerne saaledes var bleven drevne til den yderste Fortvivlelse, hørtes der om Natten i Lejren en Røst, som kvad, uden at nogen vidste, hvorfra den kom: I usæl Stund stævned I hid, Ve og Vaande vil den jer volde. Fremmed Folk, som fejder her, faar kun haarde Hug, ej Hæder. Svenske Sværd skal svide jer saart, mod dem ej Skjolde skjærme Ryggen Hvo ikke falder, fejgt maa fly, og vigende Mænd til Værn ej due. Sveriges Svende svigter ikke, Landet de værne med Vaaben og Værge. Daarer er I, kun Død jer venter, Sul I savne, og Sejr faa vi. Den Spaadom gik i Opfyldelse. Dagen efter, da en Mængde Danske maatte bide i Græsset. Den næste Nat hørte de svenske Ungersvende i deres Lejr lige saadan en Røst, som heller ingen vidste om, hvorfra den kom, og som kvad: Taabelig, Uffe, du Trods mig byder, haardt min Harm og Hævn skal dig ramme. Spyd skal dig stinge og Sværd dig volde Saar, som ej Urt eller Salve læger. Mat og mødig af mange Vunder skal du dig vride og vaande paa Valen. Din Ryg jeg mærker med røde Strimer, Ulv og Ørn dit Aadsel skal æde. Da Hærene samme Nat stødte sammen, saa' man ved Stjærnernes Skjær to fæle, vanskabte, skallede Gubber, skrækkelige at se til, kæmpe frygtelig med hinanden, den ene i Danskernes, den anden i Svenskernes Fylking. Hading blev slagen og flyede til Helsingland. Da han der en Dag badede sig i det kolde Vand for at svale sig efter den stærke Solhede, mødte han et sælsomt Uhyre, som han dræbte med mange Slag og Stød og lod føre til Lejren. Som han nu gik og brystede sig af den Bedrift, mødte han en Kvinde, der kvad: Ve dig, Hading, for hvad du har gjort, Guders Hævn vil haardt dig ramme; hvor end i Verden du vender dig hen, paa Land eller Sø, den sikkert dig følger. Huset over dit Hoved ramler, rystet og væltet af vældige Storme, Snekken, som bærer dig, synker strax og tumles som Vrag paa de vildene Vover. Alle skal fly dig som farlig Pest, hvad du rører, Vanheld du volder I dit Spor gaa Sot og Syger; hvor du vandrer, visner alt. En Gud du dræbte i Dyreham, nu vende sig alle Vætter imod dig, om for din Brøde du bøder ej flux, om du ej soner, hvad svart du synded. Hading gav sig nu paa Hjemvejen, og det gik i alle Maader, som Kvinden havde spaaet; hvor han kom, satte han alting i Oprør. Da han var paa Søen, rejste der sig et forfærdeligt Uvejr, som ødelagde hans Flaade, og da han som skibbruden Mand havde søgt Tag over Hovedet, ramlede Huset pludselig sammen over ham. Al den Fortræd fik først Ende, da han havde sonet sin Synd ved Ofre, og Guderne igjen havde taget ham til Naade. For at forsone dem ofrede han sort Kvæg til Guden Frø. Dette Sonoffer bragte han hvert Aar og hans Efterkommere ligesaa. Svenskerne kaldte det Frøblot. Nu spurgte Hading, at Ragnhild, en Datter af Nithernes Konge Hagen, var bleven lovet bort til en Jætte, hvilket han fandt saa uværdigt, at han besluttede at forhindre dette vederstyggelige Ægteskab ved en ædel Daad og drog til Norge og dræbte den kongebaarne Jomfrus lede Fæstemand. Saa højt satte han nemlig Manddomsgjerninger over Fred og Ro, at, skjønt han kunde have levet i kongelig Herlighed, var det hans største Lyst at hævne og hindre Uret, og det ikke blot den, der blev øvet imod ham selv, men ogsaa imod andre. Jomfruen, som ikke vidste, hvem hendes Velgjører var, gjorde sig al sin Flid med at læge de mange Saar, han havde faaet, og for at have et Mærke, hvorpaa hun kunde kjende ham senere hen i Tiden, lagde hun en Ring i et Saar paa hans ene Skinneben. Da hendes Fader senere en Gang holdt Gilde og gav hende Lov til at vælge sig en Mand blandt Gjæsterne, følte hun de unge Mænd paa Benene for at finde den, hun havde mærket, og da hun saaledes ved Hjælp af Ringen havde kjendt Hading, ænsede hun ingen anden, men faldt ham strax om Halsen og tog den til Mand, der ikke havde villet finde sig i, at Jætten fik hende. Medens Hading opholdt sig der, oplevede han en sælsom Hændelse. En Gang som han sad ved Nadverbordet, saa' han en Kvinde stikke Hovedet op af Gulvet henne ved Arnen. Hun havde en Urtekost af Skarntyder i Haanden, og idet hun stak Barmen frem, syntes hun at spørge, om nogen vidste, hvor i Verden der voxede saa grønne Urter ved Vintertid. Det havde Hading nok Lyst til at vide, og hun slog da sin Kaabe om ham og tog ham med ned under Jorden - de underjordiske Guder havde vel bestemt, tænker jeg, at han i levende Live skulde gjæste de Steder, hvor han skulde hen efter Døden. Først kom de igjennem en tyk Taage, og saa gik de ad en Sti, som man kunde se var meget befærdet. Der saa' de flere fornemme Mænd i Purpurklæder, og da de var komne forbi dem, kom de omsider til aabne, solbeskinnede Steder, hvor der voxede saadanne Urter som de, Kvinden havde i Haanden. De gik videre og kom til en Flod med blaaligt Vand; der gik en strid Strøm i det, og i den hvirvlede alskens Vaaben af Sted i rivende Fart. Over Floden førte en Bro. Da de var komne over den, saa' de to Fylkinger kæmpe med hinanden. Hading spurgte, hvad det skulde betyde. "Det er Folk", sagde Kvinden, "som er faldne i Kamp, og nu stadig viser, hvorledes det gik til, og som i et Skuespil efterligner de Bedrifter, de har udført i levende Live". De gik videre, til Vejen spærredes for dem af en Mur, der var meget vanskelig at komme over; Kvinden prøvede forgjæves derpaa, det hjalp ikke, at hun skrumpede sig sammen, saa hun blev ganske lille. Saa vred hun Hovedet om paa en Hane, hun havde med, og kastede det over Muren, og strax hørte de den gale, som Vidnesbyrd om, at den igjen var lyslevende. Efter at Hading var kommen op paa Jorden igjen, drog han tilbage til sit Fædreland med sin Hustru. Undervejs blev han forfulgt af nogle Vikinger, som laa paa Lur efter ham, men han slap fra dem, thi skjønt de havde lige saa mange Sejl og lige saa god Vind i dem som han, sejlede han dog hurtigere end de. Imidlertid lod Uffe kundgjøre, at den, som fældede Hading, skulde faa hans Datter, en overmaade dejlig Jomfru. Den Lykke blev en Mand ved Navn Tuning saare opsat paa, og han samlede da en Flok Bjarmer for ved deres Hjælp at opnaa den udlovede Belønning. Da Hading, som besluttede at møde ham, sejlede langs Norge med sin Flaade, saa' han paa Strandbredden en gammel Mand, som blev ved at vinke ad dem med sin Kappe for at faa dern til at lægge til Land. Skjønt hans Folk gjorde Indvendinger og mente, at den Afstikker vilde der ikke komme noget godt ud af, tog Hading dog den gamle Mand om Bord paa sit Skib og lod sig belære af ham om, hvorledes han burde inddele sin Hær og lægge mere Vind, end han plejede, paa Opstillingen af sin Fylking; I første Række skulde der være to Mand, i anden fire, i tredje otte, og saa fremdeles stadig dobbelt saa mange som i Rækken foran; og Slyngekasterne og Bueskytterne skulde han stille bagest. Da Fylkingen var bleven opstillet saaledes i Form af en Kile, tog den gamle Mand selv Stade allerbagest; Af en Pose, han havde om Halsen, tog han en Bue, som først var ganske lille, men snart strakte sig saaledes, at den ragede ud over begge Fløje; Paa den lagde han ti Pile ad Gangen, som han afskød mod Fjenden med stor Kraft, og hver Pil saarede sin Mand. Saa tyede Bjarmerne til Trolddomskunster i Steden for at bruge deres Vaaben; De galdrede en tæt Taage og en øsende Regn frem paa den klare Himmel; men den gamle Mand satte en anden Sky op imod Bjarmernes med saadan Kraft, at Regnen drev over. Da Hading havde vundet Sejr, forlod den gamle Mand ham, men først spaaede han ham, at han ikke skulde falde for Fjendehaand; men selv gjøre Ende paa sit Liv, og paalagde ham hellere at føre Krig med store og anselige Folk end med smaa og uanselige og hellere med fjærne Lande end med sine Naboer. Siden bød Uffe Hading til sig i Upsal under Paaskud af, at han vilde tale med ham; Hading kom, men flygtede i Nattens Mørke, fordi han ved Uffes Svig havde mistet alle sine Folk. Da Danskerne nemlig var lokkede sammen for at holde Gjæstebud, stod der Folk uden for Dørene og huggede Hovederne af dem, eflerhaanden som de kom ud. For at hævne denne skammelige Gjerning drog Hading imod Uffe med en Krigshær og fældede ham; men saa var det ogsaa forbi med hans Vrede, Han lod rejse et prægtigt Gravmæle over Uffe for derved at give til Kjende, hvilken anselig Mand han boldt sin Fjende for at have været. Saaledes lod han den Mand, han i levende Live saa tit havde baaret Sværd imod, vederfares al Ære nu, da han var død, og for at forsone hans overvundne Folk, gav han Riget til Uffes Broder Hunding, for at det ikke skulde gaa over til fremmede, men blive i Asmunds Æt. Efter at have fældet denne sin Fjende levede Hading adskillige Aar i Fred og Ro, men omsider blev ban kjed af at dyrke Jorden, længtes igjen efter at pløje Søen og syntes, at Krig dog var fornøjeligere end Fred, hvorfor han gjorde sig Bebrejdelser for Lediggang og kvad: Led er mig Landet, for længe jeg var der, ni Nætter er nok. Ilde lyder Ulvens Tuden, smukkere Svanens Sang. Hvi bliver jeg her som Bondemand I skumle Skoves Skygge? Bedre der er, hvor Bølger bruse og Hvaler vildt sig vælte. Bedre der er, hvor Biler blinke, og Sværd svinges mod Sværd. Ud paa de vildene Vover vil jeg Hæder og Bytte at hente. Hans Hustru, som langt foretrak det skovbevoxede Land og afskyede Havfuglenes Skrig i den aarle Morgen, svarede herpaa med dette Kvad: Sove jeg kan ej ved Søens Bred for Fugles skingrende Skrig. Ved aarle Morgen Maagen mig vækker, giver paa Havet Hals. Brændingen bryder med Brøl mod Land, ilde huer mig Havet. Fælt mig tykkes dets Fraad og Skum, skjøn den skyggende Skov. Paa den Tid gjorde en Mand af ringe Herkomst i Jylland ved Navn Toste sig navnkundig ved sin Ondskab. Han pinte og plagede Folk saa grusomt paa alle Maader, at han blev kjendt vidt og bredt under Navn af Toste Nidding. Han afholdt sig heller ikke fra at øve Vold og Overlast imod Folk i andre Lande, men efter at have plaget sit Fædreland paa det skammeligste angreb han Sachsen. Da det gik Sachserne ilde i Slaget, bad deres Hertug Siegfried om Fred, og den lovede Toste ham, naar han vilde slutte Forbund med ham om at paaføre Hading Krig. Da Fyrsten krympede sig derved og ikke turde gaa ind paa det Vilkaar, tvang Toste ham med de værste Trusler til at love at føje sig efter hans Vilje, som det saa ofte gaar, at hvad Folk ikke kan faa med det gode, truer de sig til. Hading blev slagen af Toste til Lands, og paa Flugten kom han til Tostes Skibe, som han borede lække, saa de ikke duede til at sejle med, og derefter styrede han ud paa Havet i en Baad. Toste troede, han var falden, og søgte længe efter hans Lig paa Valpladsen, og da han ikke kunde finde det, gik han ned til sine Skibe, og der saa' han Baaden langt ude paa Havet. Han lagde da strax ud med sine Skibe for at sætte efter den, men for ikke at lide Skibbrud maatte han vende om og naaede med Nød og næppe til Land. Han fik nogle andre Skibe ud, som ingen Skade havde lidt, og sejlede atter ud efter Baaden. Hading, som nu indsaa, at han ikke kunde undslippe, spurgte den Mand, han havde med i Baaden, om han kunde svømme, og da. Manden svarede Nej, kæntrede han med Vilje Baaden og holdt sig inde under den, saa at hans Forfølgere troede, at han var druknet. Derefter kom han bag paa Toste, som nu mente, han kunde være tryg, og havde travlt med at samle Resten af Krigsbyttet sammen, adsplittede hans Hær, nødte ham til at lade Byttet i Stikken og hævnede saalunde sin Flugt ved at gjøre Gjengjæld. Toste pønsede stadig paa Hævn, men da han ikke i Danmark kunde komme til Kræfter igjen efter det store Nederlag, han havde lidt, drog han til England under Foregivende af, at han var Kongens Sendemand. Undervejs lokkede han Folkene til for Morskabs Skyld at spille Tærninger og fik det maget saa, at der opstod Strid mellem dem om Spillet, saa de ynkeligen dræbte hverandre. Saaledes blev Følgen af det, der skulde være en fornøjelig Tidskort, Splid og Strid, og Morskaben avlede Blodsudgydelse. Men Toste forstod at drage Fordel af de andres Ulykke, thi han tog de dræbtes Penge, og for dem hyrede han en paa den Tid navnkundig Viking ved Navn Koll til sin Tjeneste. Med ham drog han kort efter tilbage til Danmark og blev der fældet i Tvekamp af Kong Hading, som hellere vilde udsætte sig selv end sine Krigsfolk for Fare. Heltene i gamle Dage vilde nemlig ikke sætte alles Liv og Velfærd paa Spil, hvor nogle faa kunde klare Sagen. Efter at disse Begivenheder havde tildraget sig, aabenbarede Hadings afdøde Dronning sig en Nat for ham i Drømme og kvad: Ved du vel, du et Vilddyr avled? Mangen Ulv skal Ufærd det volde. Og strax efter kvad hun fremdeles: Farlig Fugl du fostrer, Hading, hæslig Ugle i Svaneham. Om Morgenen, da Kongen vaagnede, fortalte han en Drømmetyder sin Drøm, og han tydede Vilddyret som Kongens Søn, der skulde volde sine Fjender stor Fortræd, og Uglen i Svaneham som hans Datter, der skulde staa sin Fader efter Livet. Og som han spaaede, saa gik det, thi hvad enten Hadings Datter Ulfhild, som var gift med en Mand af ringe Stand ved Navn Guttorm, nu var fortrydelig over sit uanselige Giftermaal, eller hun higede efter Ære og Højhed, satte hun den Kjærlighed, hun skyldte sin Fader, til Side og vilde hellere æres som Dronning end som Kongens Datter, hvorfor hun eggede sin Mand til at slaa Faderen ihjel. Hvorlunde hun eggede ham, vil jeg anføre med hendes egne Ord; de faldt omtrent saalunde: "Ve mig ulykkelige, hvis ædle Byrd skjændes af et ulige Giftermaal! Ve mig ulykkelige, hvis Stamtræ er bleven plantet ud i en Bondes Abildgaard! Jeg ulyksalige Kongedatter, som ved mit Giftermaal er bleven lig en ganske almindelig Kvinde! Er jeg ikke at ynke, en Kongedatter, hvis Kyskhed en ligegyldig Fader har givet til Pris for en ussel, foragtelig Mands Favntag! Et Ulykkesbarn fødte du til Verden, Moder, thi min Ægteseng gjorde det af med min Lykke, mit rene Legeme tager en skidden Bonde i Favn, min Værdighed maa bøje sig for en uværdig, min ædle Byrd udslettes af mit Giftermaal. Men hvis der er Ære skabt i dig, Guttorm, hvis du har Mands Mod og Hjærte, hvis du vil vise dig værdig til at være en Konges Maag, saa riv Scepteret ud af min Faders Haand, bød paa din usle Byrd ved ædelt Sind, paa dit lave Stamtræ ved Mandemod og paa dit daarlige Blod ved et stort Hjærte. Den, som vinder Hæder og Ære ved mandig Daad, er lykkeligere end den, der tager den i Arv; det er bedre at naa Ærens Tinde ved Bedrifler, end fordi man er sin Faders Søn; den Hæder, man vinder ved Daad, klæder bedre end den, man har sin Fødsel at takke for. Desuden er det ingen Synd at rydde en gammel Mand af Vejen, som er lige ved at falde sammen af sig selv. Min Fader har længe nok baaret Scepteret. Benyt dig af hans Alderdom til at tage det; gjør du det ikke, faar en anden det. Gammel Mand gaar paa Gravens Bred. Længe nok har han staaet for Styret, nu bør du tage det. Jeg vil ogsaa hellere have min Mand end min Fader til Konge. Hellere en Konges Hustru end en Konges Datter! Hellere vil jeg favne en Konge end æres som en Konges Datter, hellere være en Konges Hustru end hans Undersaat. Du bør ogsaa selv foretrække at se Scepteret i din egen Haand frem for i min Faders. Enhver er sig selv nærmest, det er saa Naturens Orden. Det vil være en let Sag at sætte det i Værk, naar du blot har Viljen dertil. Snildhed overvinder alt. Vi bereder et Gjæstebud, sørger for alt paa bedste Maade og indbyder min Fader. Ved forstilt Venlighed baner vi Vejen for vor Svig. Intet dækker bedre over Svig end Frændskab. Betænk ogsaa, hvor let det vil gaa at dræbe ham, naar vi faar ham drukken. Naar han da sidder og smykker sit Hoved, er optagen af Sagn og Viser, stryger sig om Skjægget og kæmmer sit Haar, da er det Tid at bore Sværdet i hans Hjærte, thi naar man har Hovedet fuldt af sligt, tænker man ikke paa Fare. Din Haand skal hævne al den Uret, han har gjort. Det er en god Gjerning at hævne dem, som lide ilde". Da Ulfhild saaledes trængte paa, gav Guttorm efter for hendes Overtalelser og lovede hende sin Bistand ved dette Forræderi. Men Hading var af sin Drøm bleven advaret mod sin Datters Svig, og da hun indbød ham til et Gjæstebud, som hun foregav at have beredt af Kjærlighed til ham, lod han nogle væbnede Mænd stille sig paa Post i Nærheden for at de kunde være ved Haanden, i Fald det viste sig, at der var Svig paa Færde. Medens de sad ved Bordet, blev Kongen en Tjener var, som bar Vaaben skjult under sin Kjortel; det var ham, de havde overdraget at udføre Niddingsdaaden, og han stod nu og ventede i Tavshed paa en gunstig Lejlighed dertil. Kongen kaldte da ved at blæse i sit Horn sine Mænd til, de kom strax, og Fals slog sin egen Herre paa Hals. Imidlertid var der kommet Svenskekongen Hunding et falsk Rygte for Øre om, at Hading var død. Han vilde da drikke hans Gravøl, og til det Gilde bød han alle de ypperste Mænd i Landet. Han lod sætte et stort Kar fuldt af Øl midt i Hallen, og for at det skulde gaa ret højtideligt til, paatog han sig en Tjeners Skikkelse og skjænkede selv for Gjæsterne. Som han nu for at røgte dette Hverv gik omkring i Salen, snublede han og faldt i Karret, hvor han druknede i Øllet, hvad enten det nu var en Straf fra Dødsrigets Fyrste, fordi han holdt Gravøl for en levende, eller fra Hading, fordi han løj ham død. Da Hading fik Nys herom, vilde han vise den, der havde gjort Ære af ham, sin Taknemlighed ved ikke at overleve ham, hvorfor han hængte sig i hele Folkets Paasyn. ## bok 2: Frode I (Winkel Horn 1898) Efter Hading blev hans Søn Frode Konge. Han oplevede adskillige mærkelige Hændelser. Da han var kommen til Skjels Aar og Alder, var han i Besiddelse af alle de Dyder, der pryde en Yngling, og for ikke al sætte dem til i Lediggang holdt han sig fra al Slags Vellyst og lagde sig med største Flid efter Krigsvæsenet. Da hans Faders Krige havde tømt Skatkammeret, havde han imidlertid ingen Midler til at udrede Sold til sine Krigsfolk, og som han nu grublede over, hvor han skulde faa, hvad han saa nødvendig havde behov, kom der en af hans Undersaatter til ham og kvad: En Ø ved jeg ligge, ej langt af Led, Guld og Gods den har i Gjemme. Paa det rade Malm en Drage ruger, fælder du den, faar du Skatten. Gram og grum er Guldets Vogter. Tungen kløftet, Tanden takket. Edder spyr den, sparer ej Spy, kun en klog at kue den mægter. Hyl dig i Huder fra Hoved til Fodsaal, lidet dens Edder saa du ænse. Sving kun kjækt ditt Sværd imod den, værg dig med Skjold mod dens skarpe Tænder. Agt dog vel paa, hvor du sigter, skjællet Ryg som Skjold den skjærmer. Sin Bane kun under Bugen faar den, paa en liden Plet lys af Lød. Har du saa fældet den fule Drage, hæv saa Skatten skjult i Mulde. Fjældet er fuldt af fagert Malm, gyldne Ringe og Guld i Barrer. Frode fæstede Lid til Mandens Ord og drog ene over til Øen, thi han vilde, at de skulde være én mod én, som Sæd var mellem Kæmper. Han traf Dragen, da den havde været nede ved Vandet og drikke og var paa Vej hjem til sin Hule. Dens Hud var saa haard, at Frodes Sværd ikke bed paa den, og hans Spyd prellede ogsaa af paa den uden at volde den nogen Skade, men da han ikke kunde komme af Sted med at saare den i Ryggen, fordi den var for haard, gav han nøje Agt paa dens Bug, til han fandt det bløde Sted, og dèr jog han sit Glavind ind. Udyret vilde hævne sig paa ham ved at bide, men alt, hvad det mægtede, var at jage sin tornede Braad i hans Skjold; derpaa lod det Tungen spille adskillige Gange, spyede Edder og opgav med det samme Aanden. Det var en saare stor Skat, Kongen fandt, og han rustede nu en Flaade og sejlede til Kurland. Kongen der - Dorne hed han - siges i sin Skræk for den farlige Krig, der forestod, at have talt saalunde til sine Krigsfolk: "I gode Mænd! denne Fjende, som kommer fra fremmed Land med næsten al Vesterlands Vaabenmagt, ville vi søge Frelse for ved at forhale Tiden og lade Sult gjøre det af med ham. Sult er en indvortes Syge, som det vil falde ham tungt at faa Bugt med. Sulten Mand er let at slaa. Vi kan bedre overvinde denne Fjende med Sult end med Vaaben, den er det hvasseste Spyd, vi kan saare ham med. Hungersnød avler Sot, som tærer paa Kræfterne. Naar det skorter paa Mad, nytter det kun lidet at have fuldt op af Vaaben. Medens vi selv holde os i Ro, skal Sulten kæmpe for os. Saalunde bringe vi dem i Fare, medens vi selv er uden Fare, og tage dem af Dage uden Blodsudgydelse. Vi har Lov til at besejre vor Fjende ved at ligge stille. Hvem vil hellere kæmpe saaledes, at han lider Skade derved, end saaledes, at han er i Sikkerhed? Hvem vil selv kalde Ulykken ned over sit Hoved, naar han kan være skadesløs? Vore Vaaben vil have mere Udsigt til Sejr, naar Hungersnøden først har kæmpet for os. Med den i Spidsen vil vi holde vort første Slag. I vor Lejr skal alt være stille og roligt, Sulten skal kæmpe for os, først naar de faa Bugt med den, vil vi ikke længer holde os i Ro. Den, som er mat og mødig, bukker let under for den, der har sine Kræfter i Behold; en vissen Haand duer ilde til at føre Vaaben; den, som er medtagen af Nød og Gjenvordigheder, er sløj til at slaas. Sejren er snart vunden, hvor en sund og stærk Mand kæmper med en, der er mat og udtæret. Saaledes kan vi, selv uskadte, volde vore Fjender Skade". Efter at have holdt denne Tale lod han sine Folk hærje Landet overalt, hvor han skjønnede det var vanskeligt at forsvare, og kom Fjendernes Grumhed i Forkjøbet, saaledes at han intet lod blive tilbage, som de kunde bemægtige sig, og derefter lagde han største Delen af sin Hær i en overmaade vel befæstet By, som han ganske rolig lod Fjenden belejre. Da Kong Frode intet Haab havde om at kunne indtage denne Stad, lod han inden for Lejren grave adskillige dybe Grave, og Jorden lod han hemmelig føre bort i Kurve og kaste i Floden tæt uden for Bymuren. For at ingen skulde ane Uraad, skjulte han Gravene ved at lægge Græstørv over dem i den Mening, at Fjenderne uforvarende skulde styrte ned i dem og begraves, naar Græstørvene skred sammen under dem. Derefter gav han det Udseende af, at han var bleven ræd, og trak sig lidt bort fra Lejren, og da de belejrede forfulgte ham, svigtede Jorden allevegne under deres Fødder, og de blev overdængede og dræbte med Kastespyd, da de var faldne i Faldgruberne. Frode drog nu bort fra Kurland og angreb Russernes Konge Trane. Da han vilde udspejde Russernes Flaade, lod han lave en Mængde Trænagler og ladede en Baad med dem. Han kom saa ved Nattetid til den fjendtlige Flaade og lod sine Folk bore Huller i Skibene under Vandgangen, og for at Vandet ikke pludselig skulde strømme ind, lod han Hullerne stoppe med Naglerne, som de havde i Beredskab. Da de havde boret saa mange Huller, som han mente der skulde til for at faa Flaaden til at synke, lod han Naglerne tage ud, saa at Vandet kunde strømme ind, og samtidig lod han sin Flaade omringe Fjendens. Russerne, der saaledes var stedte i en dobbelt Fare, vidste ikke, hvad de skulde gjøre, om de først skulde værge sig mod Fjenderne eller stoppe for Vandet. Medens de forsvarede Skibene mod Fjenden, gik de til Bunds. Faren indenfor var større end Faren udenfor; medens de kæmpede med Fjenden udenfor, fik Vandet Magt over dem forinden. Fra begge Sider stormede Ulykken ind over de stakkels Mennesker, som ikke vidste, om de snarest kunde bjærge sig ved at svømme eller ved at slaa fra sig. Bedst som de var i Gang med at slaas, fik de den anden Ulykke at drages med. De havde paa én Gang to Dødsmaader for Øje, som i Forening vilde gjøre det af med dem. Det var ikke let at sige, hvad der voldte mest Fortræd, Vandet eller Fjendens Sværd. Den, som værgede sig mod Fjenden, blev slugt af det indstrømmende Vand, og den, der søgte at stoppe for Vandet, faldt for Sværdhug, og Vandet farvedes af de faldnes Blod. Efter saaledes at have overvundet Russerne drog Frode hjem til Danmark; men da det kom ham for Øre, at de Sendemænd, han havde skikket til Rusland for at opkræve Skat, var bleven grumt myrdede af de troløse Russere, drog han, opbragt over denne dobbelte Tort, derover igjen og gav sig til at belejre Byen Rotala. For at Floden, der løb imellem ham og Byen, ikke skulde sinke dens Indtagelse, delte han den ved at lade grave en Mængde Render saaledes, at der blev fuldt op af Vadesteder, hvor der før havde været dybt Vand, og at den rivende Strøm nu, efter at den var bleven delt, løb dorsk og trægt og til sidst var helt grund. Da han saaledes havde faaet Bugt med Floden, indtog han uden Modstand Byen, der nu var berøvet sit naturlige Værn. Efter den Bedrift lagde han sig med sin Hær for Byen Paltisk. Da han mente, at det oversteg hans Kræfter at indtage den med Magt, greb han til List. Han trak sig nemlig, uden at ret mange vidste Besked derom, tilbage til et hemmeligt Smuthul og lod for at gjøre Fjenden tryg det Rygte udsprede, at han var død; for at gjøre det saa meget troligere lod han sin Ligfærd holde og opkaste en Gravhøj, og selv de af hans Krigsfolk, der vidste Besked, lod som om de sørgede over deres Konges foregivne Død. Det Rygte gjorde Kong Vespasius saa tryg, som om han alt havde vundet Sejr; han blev saa dorsk og ligegyldig for Byens Forsvar, at hans Fjender snart saa' deres Snit til at bryde ind i den og dræbte ham, medens han sad med Hænderne i Skjødet optagen af Leg og Lystighed. Da han havde indtaget denne By, gjorde Frode sig Haab om at underlægge sig hele Østerleden, og han lagde sig nu for Kong Handvans By. Det var den, som Hading i sin Tid havde stukket i Brand, og Handvan, som var bleven klog af Skade, havde ladet alle Fugle, som byggede Reder under Tagene, udrydde, for at den ikke mere skulde være udsat for at blive ødelagt paa den Maade. Men Frode fandt paa en ny List. Han iførte sig Kvindeklæder og gav sig ud for at være en Skjoldmø og kom ind i Byen under Paaskud af, at han var Overløber. Han undersøgte nøje alt der inde, og Dagen efter sendte han en, han havde med sig, ud med Bud om, at Hæren skulde samles ved Murene, saa skulde han nok sørge for, at Portene blev lukket op. Det lykkedes ham at narre Vægterne, og da Byens Folk laa i deres sødeste Søvn, fik de Straf for deres Ligegyldighed, idet Byen blev hærjet, mere som Følge af deres egen Uagtsomhed end af Fjendens Tapperhed. I Krig er nemlig intet farligere end at opgive al Frygt og slaa sig til Ro, saaledes at man i alt for stor Tryghed lader alt gaa, som det bedst kan. Da Handvan saa', at det var ude med hans Land, lod han sine kongelige Klenodier bringe om Bord paa nogle Skibe, som han derpaa lod bore i Sænk, thi han vilde hellere, at de skulde blive Havets end Fjendens Bytte, skjønt det havde været bedre, om han ved at skjænke dem til sine Fjender havde vundet deres Gunst, end at han ikke undte nogen at have Nytte af dem. Da Frode senere skikkede Sendemænd til ham for at bejle til hans Datter, svarede han, at Frode skulde vogte sig for, at han ikke af Lykkens Medhør lod sig bedaare til at forfalde til Hovmod over sin sejrrige Fremgang; hellere burde han skaane de overvundne og i deres nuværende usle Kaar ære deres fordums Herlighed og lære selv i deres nuværende Fornedrelsestilstand at agte dem formedelst deres fordums Lykke. Derfor burde han vogte sig for at rane dens Rige, han ønskede at komme i Svogerskab med, vare sig vel for at tvinge den ned i usle og ringe Kaar, som han vilde hædre ved at bejle til hans Datter, og for af Havesyge at forringe den Ære, han kunde have af sit Ægteskab. Ved denne venlige Tiltale opnaaede han baade at faa Sejrherren til Svigersøn og at faa Lov til at beholde sit Rige. Imidlertid havde Svenskekongen Hundings Enke Thorhild, som bar et uslukkeligt Had til sine Stifsønner Regner og Thorald, sat dem til at vogte Kongsgaardens Kvæg for derved at udsætte dem for alskens Fare. Da Hadings Datter Svanhvide fik det at vide, drog hun med sine Søstre som Terner til Sverige for at prøve, om hun ved Kvindelist kunde redde de højbaarne Ungersvende fra Undergang. Hun kom til dem, da de var ved at holde Nattevagt ved deres Hjorder, og Søstrene vilde strax stige af hestene. Men da hun saa', at alskens Uvætter sværmede omkring dem, forbød hun dem det i følgende Kvad: Troldtøj ser jeg tumle sig her, Drager og Drauger i Kreds sig dreje Fælt er her til Fods at færdes, godt at vi sidde paa Gangerne trygt. Nisser byde Nøkker til Dans, Helhest humper med Hexe om Kap. Se, hvor Troldene truer ad os; bedst vi paa Hestene bliver, Søstre. Regner sagde nu, at han var en af Kongens Trælle, og at han var kommen saa langt hjemmefra, fordi det Kvæg, han var bleven sendt ud i Marken med og skulde vogte, var løbet fra ham, og da han havde opgivet alt Haab om at faa fat paa det, vilde han hellere blive borte end gaa hjem og tage den Straf, der ventede ham. Han glemte da heller ikke at tale om sin Broder; saaledes kvad han: Trælle er vi, ikke Trolde, Faar og Køer vi fik at vogte. Men som Legen lystigst gik, paa Flugt den halve Flok sig gav. Langt vi løb og ledte længe, fandt ej Faar og fandt ej Køer. Vender hjem vi uden Hjord, ved for vist vi, hvad der vanker. Derfor tør vi stakkels Trælle ej tilbage gaa til Borgen. Tidsnok Bagen faar vi barket, heller løbe vi af Landet. Svanhvide gav sig nu til nøjere at betragte hans Ansigt og faldt i Forundring over dets Dejlighed. "Dine straalende Øjne", sagde hun, "give til Kjende, at du er kongebaaren og ikke trællebaaren. Æblet falder ikke langt fra Stammen, og din ædle Sjæl lyser dig ud af Øjnene. Dit klare Blik røber din Herkomst, den kan ej være født i ringe Stand, hvis Fagerhed saa tydelig vidner om høj Byrd. Dine spillende Øjne give til Kjende, at der bor en herlig Sjæl i dig, dit Ansigts Fagerhed taler tydelig om, af hvad Æt du er runden, og om dine Forfædres Ypperlighed, thi saa fager og fin kan man ikke være, naar man har en ufrels Fader. Ædelt Blod har sat ædelt Præg paa din Pande, jeg ser din Slægt i dit Aasyn som i et Spejl. Saa herlig en Skikkelse kan ikke have et ringe Ophav. Skynd eder derfor bort herfra og pas paa ikke at komme i Kast med disse Utysker, at eders dejlige Legemer ikke skulle blive det lede Troldtøjs Bytte". Regner, som følte sig saare skamfuld over de usselige Klæder, han bar, og som han mente var det eneste Middel, han havde til at skjule sin kongelige Byrd, svarede hertil, at Trællekaar ikke altid udelukkede Mod og Manddom, tit dækker lurvet Kappe en stærk Arm, og skidden Kjortel skjuler tit en kraftig Haand. Tapperhed bøder paa, hvad der brøster i Byrd, og en fribaaren Sjæl vejer op imod ædle Forfædre. Han var ikke ræd for Utysker; den eneste, han var bange for, var Asathor, hvis vældige Kræfter ingen, hverken Guder eller Mennesker, kunde maale sig med. Troldtøj, som kun har Thurseham at skræmme med, burde ingen med Mod og Mandshjærte ræddes for, det var kun blege Gjøglebilleder, som kun for en stakket Stund laante Legemsskikkelse af den lette Luft. Svanhvide tog derfor fejl, naar hun troede, hun kunde jage Kvindefrygt i stærke og haardføre Mænd, der ikke plejede at lade sig overvinde i Strid, og prøvede at gjøre dem blødagtige som Kvinder. Svanhvide, som undrede sig over Ungersvendens Mod, splittede nu Taagen, der blindede hans Øjne og skjulte Troldene for ham, og lovede at give ham et Sværd, han kunde have Gavn af i al Slags Strid. Samtidig aabenbarede hun sig for ham i al sin jomfruelige Dejlighed, og da hun saa', hvor betagen han blev af Elskov, lovede hun at blive hans Brud, idet hun rakte ham Sværdet og kvad: Sværdet, Svend, Svanhvide dig rækker, giver det glad som Fæstensgave. Vis da nu, du er Gaven værd, at du ej Mod og Manddom mangler. Lidet gavner Glavind godt, om Modet svigter den, som det svinger. Stort ej baader stærke Arme, om rød og ræd du ryster for Fjenden. Hvast Værge, vældig Arm og Mod i Brystet maa Manden have, da fælder han Fjender og fanger Sejr. Sving nu Sværdet, Svanhvide dig gav. Efter at have kvædet dette og adskilligt andet sendte hun sine Terner bort og kæmpede saa hele Natten sammen med Regner mod Uvætternes lede Flok, og da det blev Dag, saa' de adskillige Drauger og sære Skabninger ligge slagne rundt om, og iblandt dem selve Thorhilds Ham, der havde faaet mange Saar. De samlede dem alle i en Dynge og brændte dem paa et vældigt Baal, for at ikke den lede Stank fra disse fule Aadsler skulde brede sig i Luften og smitte og forpeste Folk, som kom i Nærheden af Stedet. Derefter skjænkede Svanhvide Regner Sveriges Rige og blev hans Dronning. Han syntes rigtignok, at det lod ilde at begynde sin Krigerbane med at holde Bryllup, men i Erkjendelse af, at han havde hende at takke for Liv og Velfærd, holdt han sit Løfte. Imidlertid bemægtigede en Mand ved Navn Ubbe, som alt i nogen Tid havde været gift med Frodes Søster Ulvilde, sig, pukkende paa sin Hustrus høje Herkomst, Danmarks Rige, som han var bleven sat til Statholder for, hvilket Hverv han just ikke havde røgtet med synderlig Omhu. Frode blev derfor nødt til at afbryde sin Krig i Østerleden, og da han paa Hjemvejen kom til Sverige, angreb han der sin Søster Svanhvide og holdt et stort Slag med hende. Han blev slagen, og om Natten gik han hemmelig ud med en Baad og sejlede rundt omkring for at se sit Snit til at bore Fjendens Flaade i Sænk. Han blev greben af sin Søster, og da hun spurgte ham, hvorfor han saadan luskede om ad alskens Krogveje, svarede han hende med det samme Spørgsmaal, thi Svanhvide var ogsaa gaaet ene ud i en Baad ved Nattetid og roede hid og did. Hun forestillede nu sin Broder, hvorledes han hidindtil havde ladet hende have sin fulde Frihed, og bad ham saa mindelig om, at han vilde tillade hende at leve med den Husbond, hun havde valgt sig, og godkjende, hvad der var sket, eftersom han selv, da han drog i Krig med Russerne, havde givet hende Lov til at gifte sig, med hvem hun vilde. Ved disse ikke ubillige Bønner lod Frode sig bevæge til at slutte Fred med Regner og tilgav den Overlast, han mente, hans Søster ved sin Selvraadighed havde tilføjet ham, og da de gav ham lige saa mange Folk med, som han havde mistet, glædede han sig over, at det stygge Nederlag, han havde lidt, var blevet opvejet ved en smuk Velgjerning. Da han kom tilbage til Danmark, blev Ubbe, der var bleven tagen til Fange, ført frem for ham. Han foretrak at tilgive ham frem for at lade ham lide den Straf, han havde fortjent, eftersom det mere var hans Hustrus Tilskyndelse end hans egen Begjærlighed, der havde drevet ham til at bemægtige sig Riget, saa han ikke saa meget syntes selv at være Ophavsmand til denne Misgjerning, som at have gaaet en andens Ærind. Ulvilde straffede han ved at give hende en anden Mand, tog hende fra Ubbe og nødte hende til at ægte hans Ven Skotte, efter hvem Skotterne har faaet Navn. Han lod hende kjøre bort i sin kongelige Vogn og gjengjældte i alle Maader ondt med godt, idet han mere tog Hensyn til sin Søsters Herkomst end til det Sindelag, hun havde lagt for Dagen, mere til sit eget Eftermæle end til hendes Slethed. Hendes Broders Velgjerninger kunde dog ikke faa hende til at opgive sit indgroede Had, og hun overhængte stadig sin nye Mand for at faa ham til at slaa Frode ihjel og bemægtige sig Danmarks Rige, thi det gaar jo saa, at sent man glemmer, hvad ung man nemmer, den som pønser paa ondt, arges, som han ældes, gammel Kjærlighed ruster ikke, og gammel Vane bider bedst. Da hendes Mand stadig vendte det døve Øre til, stræbte hun ham efter Livet i Steden for Broderen og hyrede Folk, der skulde skære Halsen over paa ham i Søvne, men en af hendes Terner røbede det for ham, og den Nat, da han vidste, Mordet skulde gaa for sig, gik han i Seng med Brynje paa. Da Ulvilde spurgte, hvorfor han gjorde det, svarede han, at det havde han nu Lyst til for en Gangs Skyld, og da de lejede Stimænd troede, han var falden i Søvn, og brød ind til ham, sprang han ud af Sengen og dræbte dem. Saaledes fik han baade vænnet Ulvilde af med at stræbe sin Broder efter Livet og givet andre et godt Bevis paa, at man bør vare sig vel for Hustrus Svig. Medens delte stod paa, fik Frode i Sinde at paaføre Frisland Krig, for at Folk i Vesterlandene kunde faa Øjnene op for den Berømmelse, han havde vundet ved sine Sejre i Østerleden. Da han var kommen ud i rum Sø, kom han først i Kamp med en frisisk Viking ved Navn Vitte. Han bød sine Folk taalmodig at finde sig i Fjendens første Angreb, saaledes at de blot skjærmede sig med Skjoldene, men ikke brugte deres Pile, før end Fjendernes var slupne helt op. Jo taalmodigere Danskerne fandt sig i Pileregnen, des ivrigere blev Friserne, thi Vitte troede, at Frodes Lemfældighed kom af, at han var opsat paa at faa Fred. Medens Pilene susede dem om Ørene, svarede de blot med at blæse i deres Horn, saa det gjaldede, men da de taabelige Frisér havde brugt alle deres Kaste- og Skudvaaben op, overdængede Danskerne dem med deres. De blev slagne, flyede op paa Land og omkom imellem Grøfterne, som Landet der alle Vegne er fuldt af. Derefter sejlede han op ad Rhinen og angreb Tysklands yderste Grænser. Da han atter var kommen ud paa Havet, angreb han Frisernes Flaade, der var løbet paa Grund, og de, der ikke var omkomne i Skibbrudet, blev dræbte. Men han var endda ikke fornøjet med at have gjort det af med saa mange Fjender og gik løs paa England. Da han havde overvundet Kongen der, gik han imod Melbrik, der var Høvedsmand i Skotland, men just som han skulde til at yppe Krig med ham, fik han af en Spejder Nys om, at Englandskongen var lige i Hælene paa ham, og da han ikke paa én Gang kunde angribe dem, han havde foran sig, og værge sig mod dem, der vilde falde ham i Ryggen, kaldte han sine Krigsfolk sammen og bød dem lade deres Vogne i Stikken, kaste fra sig, hvad de førte med af Bohave, og strø alt det Guld, de havde, rundt omkring paa Markerne. Det var den eneste Udvej, de havde, sagde han, der var ikke andet at gjøre end at lokke Fjenden til at tilfredsstille sin Havesyge i Steden for at bruge sine Vaaben. De burde nu, da den yderste Nød krævede det, villig give Afkald paa det Bytte, de havde hentet i fremmede Lande, saa meget mere som Fjenderne sikkert vilde faa lige saa travlt med at kaste det fra sig igjen, som de i deres Griskhed havde haft med at sanke det op, da det snarere vilde blive dem til Byrde end til Gavn. Saa tog en Mand ved Navn Torkel, der var gjerrigere og ogsaa bedre skaaren for Tungebaandet end de andre, til Orde efter at have taget sin Hjælm af og støttende sig til sit Skjold: "Dit strænge Bud gaar de fleste af os nær til Hjærte, Konge, thi vi sætte stor Pris paa, hvad vi have vundet med vort Blod. Man kaster nødig bort, hvad man har erhvervet ved at udsætte sig for de største Farer, og giver ikke villig Afkald paa, hvad man har opnaaet ved at sætte Livet paa Spil. Det er den største Taabelighed paa Kvindevis at agte det ringe, man har erhvervet sig ved Mandemod og Kæmpehaand, og at byde Fjenden Skatte, han aldrig har gjort sig Haab om. Kan noget være usømmeligere end at foregribe Krigslykken ved at kaste Vrag paa det Bytte, vi har vundet, og at give Slip paa et sikkert Gode, vi har i vore Hænder, af Frygt for et tvivlsomt Onde? Endnu har vi ikke set noget til Skotterne, og saa skulde vi saa vort Guld paa Markerne? Hvad vil man regne os for i Slaget, naar vi, som er dragne ud for at søge Kamp, taber Modet ved den blotte Tanke om Kamp? Vil ikke vi, som har været en Skræk for Fjenden, gjøre os latterlige derved og sætte det Ry, vi har, til og faa Foragt i Steden? Britterne vil undre sig over, at de er bleven slagne af Folk, som de nu ser slagne af den blotte Frygt. Skal vi ræddes for dem, vi før har gjort rædde? Skal vi ryste af Angst for dem, nu da vi ikke ser dem, medens vi kun agtede dem ringe, da vi stod Ansigt til Ansigt med dem? Vinde vi Bytte i hæderlig Kamp for at kaste det fra os af Frygt? Skal vi vrage det Guld, vi har kæmpet for, blot for at undgaa Kamp? Skal vi gjøre dem rige, som vi burde gjøre fattige? Vi har vundet Bytte ved Tapperhed, skal vi nu kaste det bort af Fejghed? Kan der tænkes noget skammeligere end at give vort Guld til dem, vi bør mærke med vore Sværd? Man bør aldrig af Frygt give fra sig, hvad man har vundet ved Tapperhed. Hvad der er vundet i Kamp, bør kun tabes i Kamp. Lad Byttet koste dem lige saa meget, som det har kostet os. Med Staal maa vort Guld kjøbes. Bedre at dø en hæderlig Død end at gjøre sig foragtelig ved Begjærlighed efter at leve. Vort Liv faar hastig Ende, Skam og Skjændsel følger os ud over Døden. Og hertil kommer, at naar vi kaste vort Guld fra os, vil Fjenden saa meget ivrigere forfølge os, som han tror, at Frygt har drevet os dertil. Desuden, hvad enten Lykken gaar os med eller imod, har vi ingen Grund til at være kjede af vort Guld; sejre vi, ville vi være glade ved at have det, blive vi slagne, efterlade vi os noget til at bekoste vor Jordefærd med". Saaledes talte den gamle Kriger. Krigerne tog imidlertid mere Hensyn til Kongens end til deres Stalbroders Ord og foretrak at følge Kongens Opfordring; de kappedes om at komme frem med, hvad de havde i deres Gjemmer af Guld og Gods, ja de læssede det Bohave og deslige af, som Hestene havde faaet at bære paa, og efter at de saaledes havde tømt deres Lommer, havde de lettere ved at bære deres Vaaben. De rykkede nu længere frem, og Englænderne, som var efter dem, spredte sig for at samle Byttet, de havde strøet ud for alle Vinde. Da deres Konge saa', at de var saa overvættes ivrige efter at sanke Guldet op, bød han dem tage sig i Vare for, at de ikke fik Hænderne, som de skulde slaa fra sig med, alt for fulde; de vidste nok, sagde han, at Sejr maa vindes, før Skat kræves; derfor burde de vrage Guldet og forfølge dets Ejermænd, ikke tragte efter det blinkende Malm, men efter den straalende Sejr; bedre at gribe efter Hæder og Ære end efter Guld og Gods. Naar de ret overvejede begge Dele, maatte de ogsaa skjønne, at Tapperhed er mere værd end Guld, thi Guldet tjener kun til udvortes Pryd, men Tapperhed giver baade den indvortes og den udvortes Pryd Værd. Derfor skulde de vende deres Øjne Tra Guldet, lade deres Griskhed fare og kun tænke paa at kæmpe. Desuden maatte de indse, at naar Fjenden havde kastet sit Guld bort, havde han gjort det med Vilje, han havde strøet det ud for at lokke dem i en Fælde, og ikke for at de skulde have Gavn deraf, og om Sølvet end skinnede nok saa uskyldig, kunde de være visse paa, at der stak Svig under, thi ingen skulde faa ham til at tro, at de, som før havde drevet de tapre Briter paa Flugt, nu selv flyede. Intet var desuden foragteligere end det Guld og Gods, der blot gjør den, som grisk griber efter det, til Træl, medens han bilder sig ind, at det gjør ham rig. Det var Danskernes Agt med Død og Undergang at straffe dem, som de syntes at byde deres Guld, saa hvis de tog det, vilde de blot snart efter komme til yderligere at berige Fjenden; lod de sig daare af det Gulds Glans, som laa der paa Alfarvej, vilde de ikke blot gaa Glip af det, men ogsaa miste, hvad de endnu havde tilbage. Hvad Nytte var det til at sanke det op, som de strax vilde blive nødte til at give Slip paa igjen? Men hvis de nu ikke lod dette Guld vinde Sejr over dem, vilde de sikkert vinde Sejr over Fjenden. Derfor burde de hellere som tapre Mænd hige efter Ære end nedværdige sig ved Griskhed, ikke lade sig trække ned af Havesyge, men med ophøjet Mod gribe efter Æren; med Vaaben, ikke med Guld, skulde der kæmpes. Da Kongen havde endt sin Tale, tog en engelsk Ridder til Orde, idet han viste alle, hvorledes han havde hele Favnen fuld af Guld. "Din Tale røber to Ting, Konge", sagde han, "for det første, at du er bange, og for det andet, at du ikke under os det godt, eftersom du af Frygt for Fjenden forbyder os at røre Guldet og hellere vil, at vi, dine Krigsfolk, skal være fattige end rige. Kan noget være styggere end saadant et Sindelag? Kan noget være dummere end saadant et Forbud? Vi ser vort eget Guld og Gods ligge her, og det skulde vi betænke os paa at tage! Skulde vi nu, da det kommer tilbage af sig selv, lade det ligge, som vi drog ud for at tage tilbage med Vaaben i Haand, og rede til at kjøbe tilbage med vort Blod? Skulde vi betænke os paa at tage, hvad der med Rette tilhører os? Hvem er mest ræd, den, der kaster det fra sig, han har vundet, eller den, der ikke tør sanke det op? Se, her har Lykken givet os tilbage, hvad Nøden tvang os til at give Slip paa. Dette Bytte tilhører os, ikke Fjenden, Danskerne har ikke bragt Guld til England, men ført Guld bort derfra. Skal vi nu, da vi kan faa dei igjen for intet, kaste Vrag paa, hvad vi nødig og nødtvungne lod tage fra os? Det er skammeligt at se surt til saadan en Lykkens Gunst og Gave. Kan der tænkes noget taabeligeie end at begjære forbudent Guld og Gods, der holdes under Laas og Lukke, og ikke agte det, der ligger paa Alfarvej, for værd at tage op? Skal vi lade haant om det, der ligger lige for vore Øjne, og gribe efter det, vi har ondt ved at faa fat paa? Skal vi holde Hænderne fra det, der er lige til at tage, og søge det, der er langt borte og i fremmedes Vold? Hvornaar skal vi gjøre Bytte hos andre, naar vi lade det, der hører os til, gaa fra os? Gid Guderne aldrig maa blive mig saa gramme, at jeg skal lade mig tvinge til, naar jeg har Favnen fuld af Guld og Gods, som jeg har arvet efter min Fader og Bedstefader, at kaste den Byrde fra mig, som jeg bærer med saa god Ret. Jeg kjender nok Danskernes Umaadelighed; de var aldrig rendt fra fulde Vinfade, om ikke Frygt havde drevet dem dertil, de giver hellere Slip paa Livet end paa Vinen. I det Stykke har vi nu ikke noget at lade dem høre, hvad det angaar, er vi ikke bedre end de. Men sæt nu ogsaa, at deres Flugt er forstilt, saa maa de dog først tage en Dyst med Skotterne, inden vi kan vente dem her tilbage. Aldrig skal dette Guld faa Lov til at ligge her i Skarnet og trædes under Fødder af Svin og vilde Dyr, saa maa det da hellere komme Folk til Nytte. Desuden, naar vi tager den Krigshærs Bytte, der har overvundet os, bringer vi Sejrherrens Lykke over paa vor Side, thi hvilket sikrere Varsel om Sejr kan vi faa end at gjøre Bytte, før end vi slaas, og uden Sværdslag at indtage Fjendens Lejr, som han er rømmet fra? Det er bedre at sejre ved at indjage Skræk end ved Hjælp af Sværdet". Næppe havde Ridderen endt sin Tale, før alle var i fuld Gang med rundt omkring at samle det røde Guld op. Man maatte forundre sig over deres hæslige Griskhed, det var en umaadelig Havesyge, man her fik at se. De rev Græs op sammen med Guldet, kivedes og stredes indbyrdes, glemte helt Fjenden og lod Sværdet skille Trætten, ænsede hverken Frændskab eller Stalbroderskab, alle var bosatte af Havesyge, at holde Venskab brød ingen sig længer om. Imidlertid var Frode draget den lange Vej igjennem Skoven, som gjør Skjel imellem England og Skotland og bød sine Folk gribe til Vaaben. Da Skotterne saa' hans Fylking og kom under Vejr med, at Danskerne var langt bedre rustede end de, som blot havde lette Kastespyd, flygtede de, inden Slaget var begyndt. Frode, som var bange for, at Englænderne skulde kaste sig over ham, forfulgte dem ikke ret langt, og saa stødte Ulvildes Mand Skotte til ham med en stor Hær; han var i sin Iver for at bringe Danskerne Undsætning kommen helt oppe fra Skotlands yderste Grænser. Efter hans Raad opgav Frode at forfølge Skotterne, drog tilbage til England og tog tappert det Bytte igjen, som han snildelig havde givet Slip paa. Lige saa rolig han havde ladet det i Stikken, lige saa let fik han det igjen. Nu angrede Englænderne, som maatte bøde for deres Havesyge med deres Blod, at de havde taget den Byrde paa sig, de ærgrede sig over, at de havde brugt deres Arme i Havesygens Tjeneste uden at have faaet noget ud deraf, og skammede sig over, at de ikke havde fulgt Kongens Raad, men deres egen Lyst til Guld og Gods. Derefter drog han imod London, den navnkundigste By i Landet, og da han paa Grund af dens Mures Fasthed ikke kunde tage den med Storm, brugte han List i Steden for Vold og lod udsprede, at han var død. Da Daleman, som var Høvedsmand i London, spurgte denne falske Tidende, tog han imod Danskernes Tilbud om at overgive sig, tilbød dem en Englænder til Høvding og gav dem Lov til at komme ind i Byen, for at de selv kunde vælge sig en af Flokken. Medens de lod, som om de var meget optagne af dette Valg, omringede de ham hemmelig ved Nattetid og dræbte ham. Efter den Bedrift vendte Kongen tilbage til Danmark, hvor en Mand ved Navn Skate gjorde Gjæstebad for ham, for at han i Gammenslag kunde kvæge sig efter Krigens Besværligheder. Men medens Frode sad til Bords der paa de efter kongelig Skik med guldindvirkede Tæpper belagte Hynder, blev han æsket til Kamp af en Mand, som hed Hunding, og skjønt han havde sat sin Hu til at gjøre sig til gode ved Gildebordet, var han dog gladere ved Kampen, der forestod, end ved Maden og Mjøden, han havde for sig, gik i Holmgang og sejrede. Han fik dog i den Dyst et farligt Saar, men da en anden Kæmpe ved Navn Hagen ogsaa æskede ham til Holmgang, var han alligevel strax rede og hævnede sig paa ham ved at dræbe ham, fordi han havde forstyrret hans Ro. To af sine Kammersvende, der var bleven aabenbart overbeviste om, at de stræbte ham efter Livet, lod han binde til store Stene og styrte i Havet for saaledes, ved at give deres Legeme en svær Byrde at slæbe paa, at straffe dem for den svare Synd, de havde villet tage paa deres Samvittighed. Det hedder sig, at Ulvilde ved den Lejlighed gav ham en Kjortel, som Jærn ikke kunde bide paa, saa at han, naar han bar den, var usaarlig. Vi bør heller ikke glemme at fortælle, at Frode havde for Skik at drysse sin Mad over med stødt og malet Guld, hvilket han brugte som et Middel imod de mange Forsøg, der af hans Frænder blev gjort paa at forgive ham. Da Frode omsider angreb Kong Regner i Sverige, som falskelig beskyldtes for at pønse paa Forræderi imod ham, omkom han, ikke for Fjendehaand, men kvalt af Hede i Kroppen og sine tunge Vaaben. Han efterlod sig tre Sønner, Halvdan, Ro og Skate. ## bok 2: Halvdan, Ro og Skate (Winkel Horn 1898) Disse tre Brødre havde ikke noget at lade hverandre høre, hvad Dyd angik, de var lige griske efter Herredømmet, hver for sig higede de hlot efter at blive Konge. Broderkjærlighed lagde ingen Baand paa dem; naar man bærer alt for stor Kjærlighed til sig selv, gaar Kjærligheden til andre jo bort, man kan ikke paa én Gang pleje sin egen Ærgjerrighed og pleje Venskab med andre. Halvdan, som var den ældste af dem, besmittede sin Kongebyrd ved Niddingsdaad, dræbte Ro og Skate og banede sig saaledes Vej til Tronen ved Brodermord, og for at der ikke skulde savnes noget Vidnesbyrd om, hvor grum han var, lod han alle deres Tilhængere gribe og, efter først at have holdt dem i Fængsel, hænge. Hvad der var mest at undres over ved ham, var, at, skjønt han ikke gjorde andet hele sit Liv igjennem end øve Grumhed, var Lykken ham saa god, at han ikke blev slaaet ihjel, men døde af Alderdom. ## bok 2: Ro og Helge (Winkel Horn 1898) Halvdans Sønner vare Ro og Helge. Ro siges at have bygget Roskilde, som Kong Svend Tveskjæg senere udvidede og fik flere til at bosætte sig i. Ro var lille og spædlemmet, Helge høj og anselig. De delte Riget saaledes imellem sig, at Helge fik Havet at raade over, og han angreb og overvandt strax med sin Flaade Kong Skalk i Venden. Da han havde underlagt sig hans Rige, flakkede han om paa Havet vidt og bredt. Han var barsk og grum, men hans Letfærdighed var ikke mindre end hans Grumhed; han var saa hengiven til Ukyskhed, at det ikke er let at sige, hvad der brændte stærkest i ham, Overmod eller Løsagtighed. Ved Øen Thorø voldtog han en Jomfru, der hed Thora, og avlede med hende en Datter, som han senere gav Navnet Yrsa. Han overvandt ved Byen Stade Sachserkongen Syriks Søn Hunding i Slag, og derpaa æskede han ham til Holmgang og fældede ham, hvorefter han til Amindelse om denne Sejr antog Tilnavnet Hundings-Bane. Han fratog Sachserne Jylland og satte Heske, Eyr og Ler til Høvedsmænd over det. Han gav i Sachsen den Lov, at der skulde gives samme Bøde for en frigiven Træls som for en fribaarens Drab, som om han derved klarligen vilde give til Kjende, at i Tyskland var alle lige trællefødte, og at det stod lige slet til med alles Frihed der, saa at den ene ikke havde noget at lade den anden høre. Da han en Gang igjen paa et Vikingstogt kom til Thorø, udpønsede Thora, som endnu stadig sørgede over sin tabte Jomfruære, et skammeligt Anslag til Hævn for den Tort, han havde tilføjet hende. Hun sendte nemlig med Overlæg sin Datter, der nu var mandvoxen, ned til Stranden og magede det saa, at hendes Fader fik legemlig Omgang med hende. Hvorvel han nu saaledes lod sig daare af en svigefuld Vellysts Tillokkelser, maa man dog ikke derfor tro, at han havde sat al Ære og Retsindighed til Side, thi i sin Uvidenhed om, hvem hun var, havde han en god og gyldig Undskyldning for sin Misgjerning, men hvad skal man sige om den taabelige Moder, som, for at hævne Tabet af sin egen Ære, tillod, at Datteren mistede sin, og ikke brød sig om sin Datters Kyskhed, naar hun blot kunde faa ham, der i sin Tid havde røvet hendes Jomfruære, til at gjøre sig skyldig i Blodskam. Hvilket grumt Kvindehjærte! for at straffe Kvindeskjænderen lod hun sig saa at sige skjænde igjen, thi ved det, hun gjorde, syntes hun jo snarere at forøge den Uret, der var øvet imod hende, end at formindske den, efterdi hun ved den Gjerning, der skulde skaffe hende Hævn, begik en Misgerning, og da hun vilde raade Bod paa den Skade, hun havde lidt, føjede skammelig Uret til den, idet hun handlede som en ond Stifmoder imod sit Barn og for at udslette sin egen Skam ikke skaanede hende for Vanære. Der kan jo ingen Tvivl være om, at hun maa have haft en nedrig Sjæl, naar hun var i den Grad skamløs, at hun ikke bluedes ved at søge Trøst for den Uret, der var bleven øvet mod hende, i sin Datters Skjændsel. Det var en stor Misgjerning, men én Ting sonede den: det Barn, der blev Frugten af den, bødede ved sin Lykke Brøsten, saa lige saa sørgelig den maatte siges at være, lige saa glædelig blev den i sine Følger. Yrsa blev nemlig Moder til Rolv, der aftvættede den Plet, som klæbede ved hans Fødsel, ved en Række Bedrifter, hvis straalende Herlighed til alle Tider skal prises og roses i de højeste Toner. Det kan nemlig føje sig saa, at Sorg vendes til Glæde, at det, der begynder i Skam, ender i Ære. Lige saa skjændselsfuld Faderens Vildfarelse var, lige saa lykkelig en Udgang fik den altsaa, idet hans ypperlige Søn sonede den ved sit Levneds straalende Herlighed. Imidlertid døde Kong Regner i Sverige, og kort efter døde hans Dronning Svanhvide af en Sot, hun havde faaet af Sorg, saa at hun fulgte sin Mand i Døden, som hun ikke havde villet skilles fra ham i Livet; det gaar nemlig for det meste saa, at de, der nære en overvættes Kjærlighed, attraar at følge den i Døden, som de elskede, medens han var i Live. Efter dem kom deres Søn Hødbrod til Styret. Han gav sig for at udvide sit Rige i Krig mod Østerleden, og efter at have anrettet et umaadeligt Mandefald avlede han Sønnerne Adils og Hød, hvem han til Fosterfader gav en Mand ved Navn Gevar, som han havde knyttet til sig ved store Velgjerninger. Den Sejr, han havde vundet i Østerleden, var ham ikke nok; han angreb derfor Danmark og fældede Kong Ro efter at have holdt Slag med ham tre Gange. Da Helge fik Nys herom, bød han sin Søn Rolv holde sig inde paa Lejreborgen, for at Rigens Arving kunde være i Sikkerhed, hvorledes det saa end gik ham selv. Derefter sendte han, for at fri Landet fra fremmedes Herredømme, Drabanter om til Byerne med Paabud om at dræbe de Høvedsmænd, Hødbrod havde sat over dem; selv slog han Hødbrod og hele hans Flaade og fældede ham og tog saaledes blodig Hævn for den Uret, der var øvet ikke blot imod hans Broder, men ogsaa imod hans Fædreland. Dette skaffede ham Tilnavnet Hødbrods-Bane, ligesom han efter at have fældet Hunding var bleven kaldt Hundings-Bane. Derhos straffede han Svenskerne, som om de ikke havde lidt nok i Krigen, ved at give dem de foragteligste Kaar, idet han indførte den Lov, at der for ingen Fortræd, som tilføjedes en Svensker, maatte gives lovlige Bøder. Derpaa fattede han, skamfuld over den Misgjerning, han i sin Tid havde begaaet, Lede til sit Fædreland og drog atter til Østerleden, hvor han døde. Nogle mene, at der er bleven gjort ham Bebrejdelser for hans Brøde, og at han har taget sig dem saa nær, at han frivillig søgte Døden ved at styrte sig i sit Sværd. ## bok 2: Rolv Krage (Winkel Horn 1898) Efter Helge fulgte hans Søn Rolv, en ypperlig Mand baade i Henseende til Legemets og Sjælens Gaver, lige saa udmærket ved Dyd og Tapperhed, som stor og fager af Skikkelse. Da Sverige paa den Tid var Lydland under Danmark, søgte Adils, Hødbrods Søn, paa en snild Maade at skaffe sit Fædreland Friheden ved at ægte Rolvs Moder Yrsa, for at faa sin Stifsøn til for Svogerskabets Skyld at eftergive ham den Skat, han havde at udrede, hvilket ogsaa lykkedes ham. Han hadede og afskyede fra Barnsben af al Gavmildhed og var saa nærig, at han ansaa det for en Skam at have Ry for at være rundhaandet. Da Yrsa fik Øjnene op for den smudsige Gjerrighed, han var befængt med, og derfor gjærne vilde være ham kvit, holdt hun det for raadeligst at bruge List og skjulte med stor Snedighed den Svig, hun pønsede paa. Hun lod nemlig, som om hun hadede sin Søn, opmuntrede flittig sin Mand til at gjøre Oprør for at gjøre sig fri og fik ved Løfter om store Gaver Rolv til at komme til Sverige. Hun mente nemlig bedst at kunne naa sine Ønskers Maal ved, naar Sønnen havde faaet Stiffaderens Guld, at løbe bort med Kongens Skatte, saa at han ikke blot mistede den, der skulde have delt hans Leje, men ogsaa sine Skatte, idet hun holdt for, at der ikke var nogen bedre Maade at straffe ham for hans Gjerrighed paa end at røve ham hans Rigdom. Dette hendes snedige Anslag, som hun i alle Maader havde udpønset med den største Snildhed, var ikke let at opdage, fordi hun skjulte sin Lyst til at blive fri for Manden under Skinnet af at tragte efter Frihed, men hvor forblindet maa han alligevel ikke have været, naar han kunde tro, at Moderen stræbte Sønnen efter Livet, og ikke skjønnede, at det var hans egen Ulykke, hun pønsede paa. Ja, taabelig maa han have været, siden han ikke forstod, at hans Hustrus utrættelige Anstrængelser under Skin af Had til Sønnen gik ud paa at slippe fri for Manden, og eftersom man ikke bør fæste Lid til nogen Kvinde, var hans Tillid til hende des taabeligere, jo lettere det faldt ham at bilde sig ind, at hun var svigefuld imod sin Søn og tro imod ham. Tilskyndet af de store Løfter drog Rolv nu til Adils, men da han og Yrsa saa længe havde været borte fra hinanden og var komne ud af den daglige Omgangs Vane, kjendte hans Moder ham ikke strax. Han bad hende for Spøg om noget at stille sin Sult paa, og da hun svarede, at Mad maatte han bede Kongen om, viste han hende en Rift i sin Kjortel og bad hende om at sy den sammen. Da hun vendte det døve Øre til, sagde han: "Svært er det at finde sandt og oprigtigt Venskab, naar Moderen nægter sin Søn Mad, og Søsteren ikke vil sy om sin Broder". Saaledes straffede han hende for hendes Vildfarelse og fik hende til at skamme sig over sin Mangel paa Venlighed. Da Adils, medens de sad til Bords, ankede over, at han sad ved Siden af sin Moder, og kaldte det Løsagtighed, eftersom det var uhøvisk, at Broder og Søster sad sammen, svarede Rolv, at det var al Ære værd, at kjærlig Moder laa ved Sønnens Bryst, idet han saaledes forsvarede sig imod det Angreb, der var blevet gjort paa hans Uskyldighed, ved at minde om det Baand, hvormed Naturen havde knyttet dem saa inderlig til hinanden. Da Gjæsterne spurgte ham, hvilken Slags Mod han satte højest, svarede han: "Taalmod", og da de spurgte Adils, hvilken Dyd han især lagde Vind paa, svarede denne: "Rundhaandethed". De forlangte nu, at den ene skulde give en Prøve paa sit Mod, den anden paa sin Rundhaandethed, Rolv først. Han maatte sætte sig hen ved Ilden, og den Side, Ilden hedede stærkest, skjød han Skjoldet for, og efter saaledes at have dækket den ene Side, væbnede han den anden med Taalmod, det var det eneste Værn, han havde til den. Det var nu meget snildt af ham at bruge Skjoldet til at skjærme sig imod Heden, saa at det nu maatte tjene ham til Værn imod den, ligesom ellers imod de susende Spyd. Men da Heden, der var hvassere end noget Spyd, ikke kunde komme nogen Vegne med den Side, der var skjærmet af Skjoldet, tog den fat paa den, der var udækket. En Terne, der stod tæt ved Arnen og saa', hvor ulidelig Heden sved hans Sideben, tog da Spundset ud af en Tønde, saa dens Indhold gjød sig ud over Ilden og fik Bugt med den, saa denne Væde, der kom saa betimelig, slukkede Branden, da den kun var naaet halvvejs med at gjøre Fortræd. Rolv fik stor Berømmelse for det store Taalmod, han havde vist. Nu blev Adils opfordret til at vise sin Rundhaandethed, og det hedder sig, at efter at han havde givet sin Stifsøn rige Gaver, føjede han, for at give Topmaal, en umaadelig svær Halskjæde til. Paa Gjæstebudets tredje Dag søgte Yrsa nu Lejlighed til at sætte sin Svig i Værk, lod, uden at hendes Mand anede noget derom, de kongelige Skatte læsse paa Vogne, sneg sig hemmelig ud af Borgen og gav sig i Nattens Dæmring paa Flugt tillige med sin Søn. Adils satte imidlertid strax efter dem, og da hun ikke nærede ringeste Haab om, at de kunde fortsætte deres Flugt, bød hun i sin Angst sine Folk kaste Guldet fra sig; det gjaldt Pengene eller Livet, forsikrede hun, det eneste Middel til Frelse var at give Slip paa Guldet, kun ved at lade det i Stikken kunde de fortsætte deres Flugt. De maatte altsaa betjene sig af det samme Middel, som det hed sig, at Frode i sin Tid havde bjærget Livet ved i England. Der laa heller ikke megen Vægt paa, sagde hun, at de lod Svenskerne tage tilbage, hvad der hørte dem til, naar det, der sinkede deres Forfølgelse, blot hjalp dem selv til Flugt. Det maatte snarere regnes for at give fremmed Gods tilbage end for at lade sit eget i Stikken. For at komme saa meget hurtigere af Sted, adlød de ufortøvet Dronningens Bud, tømte deres Lommer og lod Fjenderne rives om Byttet. Somme paastaa, at Yrsa beholdt Guldet, og at det, hun strøede ud til sine Forfølgere, ikke var andet end forgyldt Kobber, og det kan jo være troligt nok, at et Kvinde der pønsede paa saa store Gjerninger, ogsaa kunde have lavet noget uægte Stads til for at kaste det for Fjenderne, saa det falske Skin fik dem til at tage det for ægte Varer. Da Adils saa' Halskjæden, han havde givet Rolv, ligge imellem de andre gyldne Smykker, kunde han ikke faa Øjnene fra denne sin Gjerrigheds kjæreste Skat og lagde sig i sin Griskhed paa Knæ for at tage den op. Ved saaledes at se ham ligge der i Støvet lo Rolv ad ham, der blev slagen med sine egne Gaver, idet han nu begjærlig tog tilbage, hvad han i Træskhed havde givet bort. Medens Svenskerne frydede sig over deres Bytte, skyndte Danskerne sig af al Magt til deres Skibe, lagde alle Kræfter i ved Aarerne og slap saaledes bort. Det hedder ellers om Rolv, at hvad man saa end bad ham om, havde han for Skik med redebon Gavmildhed strax at give det fra sig ved den første Anmodning, saa at ingen nogen Sinde havde nødig at bede anden Gang. Han vilde nemlig hellere komme Anmodningens Gjentagelse i Forkjøbet ved strax at tilstaa Gaven end, forringe dens Værd ved at lade den vente for længe paa sig. Derfor søgte ogsaa Kæmper i Mængde til ham, thi Tapperhed anspores af Ros og næres ved Gaver. Ved denne Tid gjorde en Mand ved Navn Agnar, Ingels Søn, stort Gilde for at fejre sit Bryllup med Rolvs Søster Rude. Kæmperne holdt sig lystige der med alskens Larm og Lystighed, og blandt andet kastede de jævnlig svære Knogler i Hovedet paa en, som hed Hjalte. Det traf sig nu saa, at saadan en Knokkel gik fejl og ramte Hjaltes Sidemand Bjarke voldsomt i Hovedet, og denne Forhaanelse tillige med Smerten gjorde ham saa vred, at han kastede Knoglen tilbage til den, der havde sendt den, med saadan Kraft, at Ansigtet kom til at vende bagud og Nakken fremefter, saa han til Straf for sit vrange Sind fik Hovedet vendt. Dermed fik denne forsmædelige og overmodige Leg en brat Ende, og Kæmperne brød op fra Borgen. Brudgommen, der var vred over den Uret, han mente, der var tilføjet Gjæsterne, besluttede at gaa i Tvekamp med Bjarke og tage Hævn over ham, fordi han havde forstyrret Lystigheden. Da Tvekampen skulde til at begynde, blev der længe tvistet om, hvem af dem det første Hug tilkom, thi naar der i gamle Dage blev holdt Tvekamp, gjaldt det ikke om at faa skiftet saa mange Hug som muligt, men man huggede i en bestemt Orden og tog sig god Tid imellem Huggene; faa, men drøje Hug, det var, hvad det kom an paa, deres Styrke mere end deres Antal vandt man Hæder ved. Agnar fik nu Fortrinet paa Grund af sin høje Byrd, og han hug til med saadan Kraft, at han kløvede den øverste Del af Bjarkes Hjælm og saarede ham oven i Issen, og Sværdet blev siddende fast i en af Midteraabningerne i Hjælmen. Nu skulde Bjarke til at hugge, og for at kunne give Sværdet større Sving støttede han Foden paa en Stub og hug med sit ypperlige Sværds hvasse Eg Agnar midt over. Somme siger, at Agnar leende opgav Aanden, for at ingen skulde mærke, at det gjorde ondt. Da de andre Kæmper nu ivrig krævede Hævn, beredte Bjarke dem en lignende Død, han havde nemlig et ualmindelig langt og sjælden skarpt Sværd, som han kaldte Blad. Da han nu gik bort stolt af disse Bedrifter, vandt han en ny Sejr over et af Skovens Dyr, en umaadelig stor Bjørn, der kom ham i Møde i Tjørnekrattet; han fældede den med sit Spyd og bød sin Stalbroder Hjalte sætte Munden til Saaret og drikke Dyrets Blod som en Styrkedrik, thi man troede, at en saadan Drik gav Kræfter. Ved disse udmærkede Bedrifter vandt Bjarke de ypperste Mænds Venskab og kom ogsaa i stor Gunst hos Kongen, der gav ham sin Søster Rude til Ægte, saa han som Sejrens Løn fik den overvundnes Brud. Derefter drog han imod Adils, som stadig tirrede Rolv, overvandt ham og gjorde det helt af med ham. Rolv satte nu en meget kløgtig ung Mand ved Navn Hjartvar til Høvedsmand i Sverige, imod at han lovede at betale ham aarlig Skat, og for at bøde paa, at han saaledes ikke helt var sin egen Herre, gjorde han ham til sin Svoger, idet han gav ham sin Søster Skuld til Ægte. Her vil jeg nu indskyde en morsom Tildragelse. En ung Mand ved Navn Vøgg kom til Rolv og stod længe og betragtede nøje og med stor Beundring Kongens anselige Skikkelse, og saa spurgte han spøgende, hvad det var for en Krage, Naturen i sin Ødselhed havde gjort saa overvættes stor, med hvilke skjemtsomme Ord han hentydede til Kongens usædvanlig høje Skikkelse. Ordet Krage betyder nemlig paa Dansk et Træ med stynede Grene, som man, ved skiftevis at flytte Fødderne fra den ene Grenstump til den anden, kan klatre opad, til man naar helt op til Toppen, ligesom ad en Stige. Det Ord greb Rolv strax og tog Krage til Tilnavn og lønnede Vøgg for hans Skjemt med en svær Armring. Vøgg satte den strax paa sin højre Arm, som han holdt i Vejret, medens han holdt den venstre paa Ryggen, for at det skulde se ud, som om han skammede sig over den, og saaledes gik han om og saa' ganske latterlig ud, som han gik der og sagde, at den, som længe havde fristet Fattigmands Kaar, var glad for ringe Gave. Da han blev spurgt, hvorfor han bar sig saaledes ad, svarede han, at hans venstre Haand, der ingen Stads havde at prale med, ved Synet af den højre skammede sig over sin Fattigdom. Dette snilde Svar indbragte ham en Armring til, lige saa god som den første, thi Rolv sørgede for, at den Haand, han holdt skjult, lige saa godt kom i Vejret som den anden. Vøgg undlod ikke at give Vederlag for Gaven, han aflagde nemlig det højtidelige Løfte, at om Rolv blev dræbt, vilde han hævne hans Død paa hans Banemænd. Man maa nemlig vide, at det i gamle Dage var Skik, at Ædlinge, der tog Tjeneste ved Hove, strax naar de tiltraadte den, som en højtidelig Indledning til deres Læretid aflagde Løfte til Kongen om at øve en eller anden Stordaad. Imidlertid holdt Skuld det for en Skam, at hendes Mand skulde være skatskyldig, og gav sig til at ruge over onde Planer. Hun forestillede Hjartvar, hvilke skammelig slette Kaar de havde, og at han burde afkaste Trældomsaaget, og indgav ham, da hun først havde faaet ham til at spinde Rænker, de grummeste Anslag til Forræderi, idet hun foreholdt ham, at man burde agte Friheden højere end Slægtskab. Hun ladede hemmelig Skibe med store Mængder af alskens Vaaben, og bød Hjartvar sejle til Danmark, som om han kom for at betale den sædvanlige Skat, men Meningen var, at han ved Nattetid skulde overfalde og dræbe Kongen. Med Skibene fulde af denne falske Last drog han til Byen Lejre, som Rolv havde bygget og smykket med kongelig Pragt, saa at den baade som grundlagt af Kongen og som Kongesæde langt overgik de andre Byer i de tilgrænsende Landsdele. Rolv tog gladelig imod Hjartvar, var helt optagen af Gildebordets Glæder og drak vældig, medens hans Gjæster imod Sædvane var bange for at drikke sig en ordentlig Rus. Da Danskerne laa i deres sødeste Søvn, begyndte Svenskerne, som ingen Ro kunde faa for deres Iver efter at tage fat paa deres Niddingsdaad, at liste sig ud af deres Sengekamre; de hentede de Vaaben, de havde skjult om Bord paa Skibene, væbnede sig i Stilhed og gik saa op til Kongeborgen, hvor de brød ind i Kamrene og dræbte de sovende for Fode. Adskillige vaagnede og satte sig, forfærdede over dette pludselige Myrderi og endnu fortumlede af Søvnen, til Modværge imod den Fare, de knapt kjendte, idet de paa Grund af Nattens Mørke ikke kunde skjelne, om det var Venner eller Fjender, de havde for sig. Det traf sig saa, at Hjalte, der var en af Kongens ædleste Hirdmænd, just den Nat hemmelig var gaaet ud paa Landet, hvor han havde en Slegfred. Da han i det fjærne hørte Vaabengnyet, foretrak han strax, skjønt han knapt kunde tro sine egne Øren, Tapperhed for Vellyst og vendte sig fra Elskovs søde Tillokkelser til Krigens barske Farer. Hvor glødende maa ikke denne Kæmpes Kærlighed til sin Konge have været, eftersom han hellere vilde sætte sit Liv paa Spil i aabenbar Fare end bevare det for Vellyst, skjønt han til Undskyldning for, at han ikke mødte, kunde foregive, at han ikke vidste noget om, hvad der var paa Færde. Da han vilde til at gaa, spurgte Frillen ham, hvor gammel en Mand hun skulde vælge, i Fald hun mistede ham. Hjalte bød hende komme hen til ham, som om han vilde hviske noget til hende, og i sin Harme over, at hun spurgte ham til Raads om hans Eftermand, skar han Næsen af hende for ved dette skammelige Saar at strafte hende for hendes letfærdige Spørgsmaal og ved at skamfere hendes Ansigt lægge en Dæmper paa hendes løsagtige Sind. Og efter at have gjort det sagde han, at nu kunde hun vælge frit efter sin Lyst. Derpaa skyndte han sig tilbage til Byen, brød ind i Trængslen, hvor den var tættest, og saarede og fældede mange Fjender. Da han kom forbi Kammeret, hvor Bjarke endnu laa og sov, bød han ham vaagne og kvad: Vaagner alle Venner af Rolv, vaagner alle Ædlingens Mænd. Tid er ej længer ledig at ligge, Dag er oppe, Daad os vinker. Hører mig, herlige Helte alle, ætstore Mænd, som aldrig flyede. Ej jeg jer vækker til Vin eller Viv, men til Hildes haarde Leg. Hver, som Kongens Ven sig kalder, gribe sit Sværd og svinge det kjækt. Hæder og Ære hente vi vil, ingen er ræd af Rolvs Kæmper. Ved denne Tiltale vaagnede Bjarke og kaldte paa sin Svend Skalk, som han tiltalte saalunde: Skalk, stat op og skaf os Varme, Ild vist ulmer end under Asken. Lad Luer lystigt lyse paa Arnen; valne Hænder ej Ven bør rækkes. Atter kvad Hjalte: Tid det er at takke med Daad vor gjæve Drot for gode Gaver, for tyske Sværd og svenske Skjolde, for røde Ringe, Rolv os gav. I fredens Tid fuldt op vi fik, nu lønne som kjække Kæmper vi Kongen. Om Skæbnen skifter, gjør ingen Skjel, hans Ve som hans Vel, Venner, vi dele. Mindes I, Mænd, hvad ved mjøden vi loved, naar glade vi sad og gjorde os Gammen? Aldrig svor vi, svigte vi Rolv, til Sejr eller Fald vi tro ham følge. Danedrotten Daad vi skylde, hver, som god og gjæv vil nævnes. Ve den fejge Nidding, som flyr, naar Kongen trænger til trofast Følge. Derfor Sværd fra Lænden, Svende, med haarde Hænder hug på Fjenden. Bryst mod Bryst vi kjækt ham byde, som Ørn i Luften med Ørne mødes. Sløvt ej Svensken Sværdet svinger, stovt og støt han stævner imod os; hans Guldhjælm glimter, hans Glavind gungrer, med Haadingsord han Dansken haaner. Ej for Gøters Flok vi grue, reddes ej for svenske Rænker. Ve dig, Hjartvar, ve din Viv, at hun dig fik til Falskhed lokket. Snart vor sidste Stund er kommen, Drotten har alt Døden fundet. Hævn som Helte den Herre god, slaa ned for Fode i Fjendeflokken. Rude, hør mig, Søster til Rolv, kom ud, til Kamp jeg dig nu kalder. Med slebne Brynjer og sløve Sværd staa vi endnu stærke i Striden. Rude, hør mig, Rolv er falden, Bod du faar ej for Broderbane. Men Hævn skal du faa i fulde Maader; med Sværd og Øxer vi Svenskerne fælde. Efter at have anrettet et stort Blodbad blandt Fjenderne, kom Hjalte for tredje Gang til Bjarkes Hus, og da han nu troede, det var Frygt, som gjorde ham saa opsat paa at sove, talte han haardt til for hans Fejghed: Sen er du, Bjarke, sover du end? Bliver du her saa brænder du inde. Kom hellere ud og hævn din Drot, hjælp mig at brænde de svenske Bjørne. Borgen er fuld af fangne Fjender, nu svider vi dem til Tak for Svig. Resten vi mærker med røde Vunder, hævne vor dyre, døde Drot. Mindes du Rolv, da vi Rørik slog, ham, som grisk paa Guld kun tænkte? Hæder og Ære han aldrig ænsed, blev rød og ræd da Rolv han mødte. Ej til Kamp han Krigsfolk rusted, rasled kun med røde Ringe. Gyldne Dynger bød han Drotten, om han Fred ham unde vilde. Ej dog af Skjoldungen Skaansel han kjøbte, flux vi fældte den fejge Usling. Tog saa vor Drot det dyre Malm, gavmild han gav det til sine gjæve. Herligt var det Helten at se, naar sværdene sang og Pile sused; altid forrest i Farens Stund, rap som Hjorten gik Rolv i Striden. Slagen nu ligger Lejredrotten paa blodig Val med Vunder dybe. Smile jeg saa' ham for sidste Gang som fordum da Guld han ved Fyris saaede. Stævner da støt i Striden frem at hævne vor herlige Heltekonge. For tredje Gang, Bjarke, jeg byder og beder: kom dog, kom, til Kamp jeg dig kalder! Nu svarede Bjarke og kvad: Raab ej saa højt, du raske Svend, meget af Munden mærker jeg, har du; snart skal Syn for Sagn vi faa, om du har Mod som Mund og Mæle. Stakket Stund du end dig styre, Først maa Brynjen Brystet dække, Sværdet jeg ved Siden spænder, saa min Hjælm - her er jeg, Hjalte. Ej jeg nægter, nødig vil jeg ryges ud som Ræv af Hulen; Daad jeg dog ogsaa Drotten skylder, for hvad godt han mig har gjort. Fremmed var jeg og frændeløs, da jeg kom til Danekongen. Fylker tolv jeg fik at styre, Guld og Gods gav mig Kongen. Brynjen vi kaste, blotte Brystet, skynde os frem med Skjoldet paa Ryggen, storme stolt til blodigt Stævne, hævne vor kjære Herres Fald. I Hjartvars Blod vil Blad jeg bade, Agnars Bane mit bolde Glavind. Med Høding mit Hoved Agnar hug, til Blad ham mejed midt over Midjen. Stærk og stolt han stod i Striden, til Blad ham bed, og bleg han segned. Fagert Minde Agnar fik, leende Helten Livet lod. Nys en anden Ædling jeg vog, ung af Åar, af gammel Adel. Vaaben ej og Værge hjalp ham, Brynjen brast, da Blad den bed. Svenske Svende, prøv mit Sværd, Bryst som Bag dets Egge bider! Hjartvar, kom med dine Kæmper, Blad vil læskes i dit Blod. Stadig stævner fler til Striden, sløvt ej deres Sværd de svinge; trende Hug jeg tror jeg faar, hver Gang Blad en Fjende bider. Fagert Følge faar Kong Rolv, Flok af ædel- baarne Fjender. Vældig voxer Valen om mig, døde Mænd i Dynger ligge. Ej jeg ser den yske Svend, som saa stolt til Strid mig stævned. Er han flygtet fejgt for Fjenden, skjønt med tolv Mands Liv han trodsed? Hjalte kvad: Liden Hjælp har Hjalte her, støt dog staar han end i Striden. Sværd og Spyd omkring mig suse, drøje Kaar mig Kampen byder. Ej mit Skjold mig skærmer mer, ej en Spaan de spared af det. Glad jeg ser dig, gamle Ven, kom du sent, for syv du hugger. Bjarke kvad: Last mig ej, for jeg vente dig lod, tit man tvungen tøver, Hjalte. Nys en Svenskers Sværd mig bed, kløved som et Klæde Brynjen. Se, jeg gad nu Sejerfader Odin, ham med det ene Øje. Ser du ham, Rude, sig mig det flux, vis mig ham, som Valen ejer. Rude kvad: Med Hammerens Tegn du tegne dig, Bjarke, se saa under Armen, jeg bøjer. Odin da ser du, Sejerfader, vis og vældig, Valens Ejer. Bjarke kvad: Frigg, om din Husbond se jeg faar, jeg sværger, hans Skjold skal ej ham skjærme; ej skal hans høje Hest ham hjælpe, levende rider han ej fra Lejre. Valens Ejer paa Valen jeg fælder, thi Rolv er falden og faldne hans Mænd. Ej dog jeg kalder det onde Kaar at falde i Kamp ved sin Konges Side. Mens Liv os undes, ét vi attraa, at dø i Daad, som Døgnet ej døder. Ved Kongens Hoved jeg lægger mig hen, lig du, Hjalte, som Lig ved hans Fødder. Da skal de se, naar de syne Valen, at Livet vi gav for Guld, vi fik. Lad Ravn og Ørn kun æde vort Lig, vor Drot, som sig sømmer, i Døden vi fulgte. Disse Taler har jeg særlig af den Grund gjengivet paa Vers, at et dansk Kvad af samme Indhold endnu lever i Mindet hos mange, der er fortrolige med Oldtidens Tildragelser. Svenskerne sejrede, og hele Rolvs Krigerskare faldt, den eneste Ungersvend, der overlevede Kampen, var Vøgg. Saa højt skattede nemlig Kong Rolvs Mænd hans herlige Egenskaber, at de, da han var falden, alle attraaede at dø og holdt det for større Gammen at følge ham i Døden end al leve. I sin Glæde lod Hjartvar strax efter Kampen anrette et Gjæstebud for ved et Gilde at fejre sin Sejr. Da han var bleven mæt og drukken, sagde han, at det undrede ham, at der, saa mange Krigsfolk Rolv havde, ikke var én af dem, der havde bjærget sig ved at fly eller lade sig tage til Fange; det var grant at se, sagde han, med hvor stor Troskab de havde elsket deres Konge, siden de ikke vilde overleve ham; ilde var det, at der ikke var en eneste af dem tilbage, der kunde træde i hans Tjeneste. Folk som dem, sagde han, vilde han saa inderlig gjærne have. Da Vøgg saa blev ført frem for ham, blev han saa glad, som om han havde faaet en kostbar Gave, og spurgte, om han vilde tage Sold hos ham. Da han svarede Ja, rakte Hjartvar ham sit dragne Sværd, men Vøgg vilde ikke tage ved Odden, han vilde have Fæstet, saaledes plejede Rolv at byde sine Kæmper Sværdet, sagde han. Det var nemlig i gamle Dage Skik, at den, der vilde give sig i Kongens Tjeneste, lagde Haanden paa Sværdets Hjalte og svor ham Troskab. Da han saaledes havde faaet Fæstet fat, jog han Odden igjennem Hjartvar og fuldbyrdede saaledes den Hævn, han havde lovet Rolv, og saa stolt og glad var han over den Bedrift, at han ivrig opfordrede Hjartvars Krigere til at støde til, da de styrtede ind paa ham, idet han sagde, at hans Glæde over, at han havde dræbt Voldsmanden, var større end hans Harme over, at han selv skulde lade Livet. Saalunde blev Gjæstebudet forvandlet til Ligfærd og Sejrsjublen til Graad og Klage over den døde. Altid bør denne Mand mindes med berømmeligt Eftermæle, han, som kjækt holdt sit Løfte og frivillig gik i Døden efter ved sin Daad at have bestænket Gildebordet med Voldsmandens Blod. Hans Sjæls fyrige Mod gøs ikke tilbage for Drabsmændenes Hænder, da han saa' det Sted, hvor Rolv plejede at sidde, rødnet af hans Morders Blod. Saalunde vandt og mistede Hjartvar Riget paa en og samme Dag, thi Fals slaar sin egen Herre paa Hals, og længe faar man ikke Gavn af, hvad man har erhvervet ved Synd og Svig, og saalunde gik det til, at Svenskerne, kort efter at de var bleven Herrer i Danmark, ikke kunde bjærge Livet, thi Sjællænderne kom over dem og fældede dem som et skyldigt Sonoffer for den hedenfarne Konge. Saaledes straffer Skæbnen som oftest dem, der Jarer frem med Svig og Falskhed. ## bok 3: Hød og Balder (Winkel Horn 1898) Adels' Broder Hød, der, som før meldt, var Kong Gevars Fostersøn, tog nu efter Hjartvar Styret i begge Riger. For at det, som timedes ham, bedre kan forstaas, vil jeg begynde fra Begyndelsen af; thi det, som tildrog sig i de sidste Aar af hans Liv, træder smukkere og fyldigere frem, naar man ikke forbigaar de første i Tavshed. Da Hødbrod var bleven fældet af Helge, tilbragte hans Søn Hød sin Barndom hos sin Fosterfader Kong Gevar, og da han var kommen til Skjels Aar og Alder, overgik han i Legemsstyrke sine Diebrødre og jævnaldrende, og derhos var han vel forfaren i alskens Idrætter, saasom Svømning, Bueskydning og Brydning. Han var saa smidig, som han efter sin Alder kunde være, og lige saa øvet, som han var stærk. I Henseende til Sjælens Evner og Anlæg var han langt forud for sine unge Aar. I at spille paa Luth og Lyre havde han ikke sin Overmand, og Hakkebræt og Lire og alskens Strængeleg var han ogsaa dreven i, saa han ved sine Toner kunde vende Menneskenes Følelser, som han vilde, og forstod at vække Glæde eller Sorg, Medlidenhed eller Harme i deres Sjæle, saa han snart kildrede deres Øren, snart fyldte dem med Skræk. Gevars Datter Nanna fandt Behag i alle disse Ynglingens Færdigheder og fattede Elskov til ham. Man ser jo nemlig tit, at unge Mænds Dyder er nok til at vække Møers Attraa, og at de tager til Takke med Bravhed, selv hvor det skorter paa Tække, thi Elskovs Veje er mangfoldige; til nogle baner et smukt Ansigt Vej, til andre Dyd og atter til andre Idrætter; nogle vinder Kjærlighedens Gunst ved høvisk Væsen, nogle ved Fagerhed, og modige Mænd saarer ikke Pigehjærter mindre end smukke Mænd. Men nu hændte det, at Odins Søn Balder fik Nanna at se, en Gang hun var i Bad, og dette Syn fyldte ham med uslukkelig Elskov; hendes dejlige Legemes Herlighed og hendes straalende Fagerhed tændte hans Sjæl i Brand, thi intet opflammer Lidenskaben saa stærkt som Fagerhed. Da han nu frygtede for, at Hød især vilde staa hans Attraa imod, besluttede han at dræbe ham, for at han uhindret kunde tilfredsstille sin utaalmodige Elskovs Trang. Ved samme Tid fòr Hød paa Jagten vild i Taagen og kom til et Sted, hvor nogle Skovmøer havde deres Jomfrubur. De hilste ham ved Navn, og han spurgte da, hvem de var, hvortil de svarede, at de raadede for Lykken i Krig, thi de var tit usynlig til Stede i Kampen og ydede hemmelig deres Venner Hjælp til at vinde den attraaede Sejr, de kunde nemlig, efter som de fandt for godt, berede Sejr eller Nederlag, sagde de. Derhos fortalte de ham, hvorledes Balder var bleven opflammet til Elskov ved at se hans Diesøster Nanna i Bad, men formanede ham til, hvor grumt han end havde Aarsag til at hade ham, ikke at udæske ham til Kamp, thi han var en Halvgud, der i Løndom var runden nf guddommelig Sæd. Saa snart Hød havde faaet dette at vide, forsvandt Huset pludselig, og han stod ene under aaben Himmel, uden Tag over Hovedet, midt ude paa Marken. Han undrede sig især over Pigernes pludselige Flugt, over Stedets Omskiftelighed og over, at Huset var et rent Skyggebillede; han vidste nemlig ikke, at hvad der var foregaaet omkring ham, blot var Blændværk og tomt Gjøglespil. Da han kom hjem, fortalte han Gevar, hvorledes han var faret vild, og hvorlunde der var bleven drevet Gjæk med ham, og bejlede derhos strax til hans Datter. Hertil svarede Gevar, at han med Glæde vilde føje ham, hvis han ikke var bange for at paadrage sig Balders Vrede ved at give ham et Afslag, thi han havde først været hos ham i samme Ærind, og hans Legem var saa stærkt og helligt, at Sværd ikke bed paa det. Han vidste nu alligevel ét Sværd, sagde han, der kunde give Balder Banesaar, men det var godt gjemt; det tilhørte en Skovtrold ved Navn Miming, og han havde ogsaa en Armring, der ved en hemmelig og vidunderlig Magt bevirkede, at dens Ejermands Rigdom stadig voxede, men Vejen til Stedet, hvor disse Ting fandtes, var ufarbar og fuld af Hindringer, saa det var ikke let for noget Menneske at komme derhen; paa største Delen af den herskede der desuden til Stadighed en usædvanlig stærk Kulde. Derfor skulde han spænde Rener for sin Vogn, for at de hurtig kunde føre ham over de i Frost stivnede Fjælde. Naar han var kommen til Stedet, skulde han rejse sit telt saaledes vendt fra Solen, at dets Skygge faldt paa Hulen, Miming holdt til i, og at det selv ikke laa i Skygge, for at Mørket ikke skulde skræmme Trolden fra at gaa ud. Paa den Maade vilde han kunne faa fat i Armringen og Sværdet, af hvilke den første skaffede Rigdom, det andet Sejr, saa at begge Dele var kostelige Klenodier for den, som ejede dem. Saaledes talte Gevar, og Hød var ikke sen til at gjøre, som han sagde, rejste sit Telt paa den Maade, der var bleven ham anvist, og tilbragte Nætterne med at ligge paa Lur og Dagene med at gaa paa Jagt, saa han hverken Nat eller Dag fik Søvn i sine Øjne, men delte Døgnet imellem at gruble over Tingene og at skaffe Midler til Livets Ophold. Som han saaledes en Nat igjennem sad mat og døsig med Sindet opfyldt af Bekymringer, saa' han Troldens Skygge falde over sit Telt; han kastede sit Spyd efter ham, saa han faldt, og da han ikke mægtede at fly, bandt han ham og afæskede ham med de grummeste Trusler Sværdet og Armringen. Trolden var ikke sen til at kjøbe sit Liv ved at give ham, hvad han forlangte, thi det gælder for alle, at Livet gaar fremfor alt andet, intet plejer at være de dødelige dyrebarere end det. Med de vundne Klenodier vendte Hød nu hjem, glad over sit lille, men kostelige Bytte. Da Geld, Kongen i Sachsland, fik Nys om, at Hød havde vundet disse Klenodier, eggede han ved jævnlige Overtalelser sine Mænd til at fratage ham dette herlige Bytte, og omsider gav de efter og udrustede i al Skyndsomhed en Flaadé. Gevar, som var fremsynet og overmaade forfaren i Spaadomskunsten, havde forudset dette, kaldte Hød for sig og bød ham, naar han kom i Slag med Geld, taalmodig at tage imod hans Pile og ikke begynde at afskyde sine, før han saa', at Fjenden ikke havde flere tilbage, og saa skulde han desuden bruge Stavnleer og med dem hugge Skibene i Stykker og trække Hjælmene og Skjoldene fra Krigerne. Hød fulgte hans Raad, og det stod han sig ved. Han bød sine Mænd rolig finde sig i Gelds første Angreb og blot dække sig med Skjoldene, thi i den Dyst skulde Sejren vindes ved Taalmodighed, sagde han. Fjenden sparede nu ikke i nogen Maade paa Spyd og Pile og blev blot des hidsigere til at overdænge Hød med sine Kastevaaben, jo taalmodigere han mærkede, at han tog imod dem; kun faa af dem gav Saar, en Del af dem blev siddende i Skjoldene, en Del i Skibsplankerne, og adskillige gik helt forgjæves og gjorde slet ingen Fortræd. Høds Krigere havde nemlig gjort, som deres Konge bød, og dannet en fast Skjoldborg, som Pilene tørnede imod, og adskillige af dem prellede med et svagt Stød af imod Skjoldbulerne og faldt i Vandet. Da hele Gelds Forraad var sluppet op, og han saa', at Fjenden med stor Ivrighed sankede hans egne Vaaben op og sendte ham dem tilbage, lod han et rødt Skjold hejse op i Mastetoppen, hvilket var Fredstegn, og bjærgede Livet ved at overgive sig. Hød tog imod ham med et mildt Ansigt og venlige Ord og besejrede ham ikke mindre ved sit høviske Væsen end ved sin Snildhed. Ved den samme Tid sendte Helge, Kongen i Helgeland, Gang efter Gang Bud til Finnernes og Bjarmernes Konge Guse for at bejle til hans Datter Thora, eftersom den, der véd med sig selv, at han staar paa svage Fødder, er nødt til at søge Støtte hos andre. Det var nemlig ellers paa den Tid Skik, at unge Mænd, naar de bejlede, selv talte deres Sag, men Helge havde en Skade i Munden, som gjorde, at han undsaa sig for at bruge den hjemme, endsige blandt fremmede, efter som man jo helst vil dølge sine Lyder, thi jo mere aabenbare Legemsbrøst er, des tungere er de at bære. Guse lod kun haant om denne hans Bejlen og svarede, at den, der stolede saa lidt paa sig selv, at han maatte lade andre bejle for sig, ikke var værdig til at indtræde i Ægtestand. Da Helge fik det Svar, bad han saa mindelig Hød, som han vidste havde en sleben Tunge, om at tage sig af hans Sager og lovede i sin Iver til Gjengjæld at gjøre alt, hvad han forlangte af ham. Hød lod sig bevæge ved den unge Mands indtrængende Bønner, rustede en Flaade og drog med den til Norge for at sætte igjennem med Magt, hvad han ikke kunde opnaa ved Ord. Da han med den sødeste Veltalenhed havde talt Helges Sag, sagde Guse, at han vilde spørge sin Datter, hvad hun mente derom, for at det ikke skulde se ud, som om han med stræng faderlig Myndighed paa Forhaand havde afgjort Sagen imod hendes Vilje, og da han lod hende kalde og spurgte, om hun vilde have den Mand, der bejlede til hende, og hun svarede Ja, fæstede han hende til Helge. Saaledes fik Hød ved sin søde og flydende Veltalenhed Guse til at lukke Ørene op, skjønt han før havde stoppet dem til, for hvad han bad om. Medens dette gik for sig i Helgeland, drog Balder med Vaaben i Haand ind i Gevars Land for at kræve Nanna til Brud. Da Gevar sagde, at han maatte spørge Nanna, hvad hun selv mente om den Ting, talte han Pigen til med de fagreste og sødeste Ord, og da han ingen Vegne kunde komme dermed, vilde han endelig vide, hvad Grunden var til hendes Afslag. Hun svarede, at en Gud ikke kunde ægte et Menneske, det forbød den overvæltes Forskjel paa deres Natur; Guderne gjør jo endogsaa undertiden selv Ende paa saadanne Ægteskaber og bryder Baandet imellem Folk, der er saa ulige stillede; der kunde heller ikke finde nogen stadig Forening Sted imellem Væsener af saa vidt forskjellig Art, eftersom Smaafolks Lykke altid bliver krank hos Storfolk. Rigdom og Armod kunde ikke bo under Tag sammen, og der kunde ikke sluttes nogen fast, gyldig Pagt imellem den rige Fugl og den fattige Fugl. Endelig kunde det, der hører Jorden til, ikke spændes sammen med det, der hører Himlen til, imellem dem havde Tingenes indbyrdes stridige Natur ved deres Oprindelse sat et uoverstigeligt Skjel, eftersom der er en uendelig Afstand imellem et dødeligt Menneske og en i Herlighed straalende Guddom. Med saadanne Spidsfindigheder afviste hun Balders Bønner og gav snildt Grunde for sin Vægring ved at indlade sig paa dette Ægteskab. Da Hød fik dette at vide af Gevar, beklagede han sig stærkt for Helge over Balders Frækhed. Ingen af dem vidste ret, hvad der var at gjøre, og de lagde længe Raad op sammen. I Modgang er det altid godt at have en Ven at tale med, thi selv om det ikke afvender Ulykken, lindrer det dog Sorgen. Efter at de havde drøftet forskjellige Anslag, fik Modet Overtaget, og de gav sig til at holde Søslag med Balder. Det blev en Kamp imellem Guder og Mennesker, thi Odin og Thor og hele Gudernes hellige Hærskare stred for Balder, saa i den Dyst brødes guddommelige og menneskelige Kræfter med hinanden. Hød, hvis Brynje intet Sværd kunde bide paa, brød ind i Gudernes tætteste Fylkinger og fo'r saa drabeligt frem, som det er muligt for et Menneske over for Guder. Men Thor svang sin tunge Kølle saaledes, at ethvert Skjold, den ramte, splintredes, og opfordrede lige saa stærkt Fjenderne til at gaa imod ham som sine Stalbrødre til at værge sig; intet Vaaben eller Værge holdt Stand imod hans Slag, hvad han ramte knustes, hverken Skjolde eller Hjælme stod sig mod hans vældige Kølle, ingen var saa stor eller stærk, at han jo maatte bukke under for ham. Sejren vilde da ogsaa være tilfalden Guderne, hvis ikke Hød, da hans Fylking begyndte at vige, hurtig var løbet frem og havde gjort Køllen ubrugelig ved at hugge Skaftet over paa den. Da Guderne havde mistet det Vaaben, gav de sig strax paa Flugt. Man skulde ikke tro, at Guder kunde overvindes af Mennesker, hvis de gamle ikke forsikrede det, men for Resten var de jo mere Guder af Navn end virkelige Guder, vi kalde dem blot saa, fordi Hedningerne gjorde det, ikke fordi de virkelig var det. Balder reddede sig ved at løbe sin Vej, og Sejrherrerne sønderhuggede nogle af hans Skibe og borede Resten i Sænk; ikke tilfreds med at have overvundet Guder lod de deres Grumhed gaa ud over, hvad der var tilbage af Flaaden, og styrede deres ulyksalige Krigslyst ved at ødelægge den; Medgang øger jo for det meste Overmodet. Havnen, hvor Slaget stod, minder endnu ved sit Navn om Balders Flugt. Sachserkongen Geld, der faldt i det samme Slag, gav Hød en herlig Ligfærd; han lod bygge et Baal til ham af Skibe og lagde ham der oven paa Ligene af hans Skibsfolk og lod ikke blot en prægtig Gravhøj opkaste over hans Aske, Resterne af det kongelige Lig, men fulgte det ogsaa til Jorden med alle Æresbevisninger. Derefter vendte han, for at ikke yderligere Gjenvordigheder skulde trække hans Giftermaal i Langdrag, tilbage til Gevar og holdt sit med Længsel attraaede Bryllup med Nanna, hvorpaa han efter at have skjænket Helge og Thora rige Gaver, førte sin Brud hjem til Sverige, i lige saa høj Grad æret af alle paa Grund af Sejren, som Balder var bleven til Latter ved sin Flugt. Da de svenske Stormænd en Stund efter drog til Danmark for at betale Skal, fik Hød, der for sin Faders udmærkede Fortjenesters Skyld var bleven kaaret til Konge af sine Landsmænd, en Prøve paa Lykkens Ustadighed, thi han blev overvunden i et Slag af Balder, som han selv kort i Forvejen havde overvundet, og maatte flygte til Gevar, saa at den Sejr, han havde vundet som Undersaat, blev ham fravristet som Konge. Efter at have vundet denne Sejr lod Balder for at skaffe Vand, hans Krigere kunde læske deres Tørst med, grave dybt i Jorden i Haab om at finde nye Kilder; Vandet vældede ogsaa frem, og de tørstige Krigere satte Mundene til de sprudlende Væld rundt omkring. Man holder for, at Navnet paa disse Kilder endnu lever i Folkemunde, saa at Sporene af dem endnu ikke er helt udslettede, skjønt det fordums Væld nu er udtørret. Om Nætterne blev Balder stadig saa stærkt plaget af Marer i Nannas Skikkelse, at han faldt i en Sot, der tog saaledes paa ham, at han ikke kunde støtte paa Benene, hvorfor han begyndte at vænne sig til at age i Vogn eller Kærre, naar han færdedes ude. Saa stærkt var hans Hjærte opfyldt af Elskov, at han næsten helt svandt hen, og han syntes, at Sejr ingen Ting havde at betyde for ham, naar den ikke bragte ham Nanna som Bytte. Frø bosatte sig nu ogsaa som Gudernes Statholder ikke langt fra Upsal, hvor han i Steden for den gamle Maade at ofre paa, der havde været brugt i saa mange Hundrede Aar og af saa mange Folk, indførte en ny sørgelig og gruelig Slags Ofre; han bragte nemlig Guderne vederstyggelige Ofre ved at lade Mennesker slagte til deres Ære. Imidlertid havde Hød faaet at vide, at Danmark var uden Høvding, idet Rolv var bleven dræbt af Hjartvar, som strax havde maattet bøde derfor med Livet. Her havde Tilfældet bragt ham, hvad han knapt havdo kunnet haabe, sagde han, thi baade havde Rolv, som han selv burde have dræbt, fordi Rolvs Fader Helge havde raadet hans Fader Hødbrod Bane, nu faaet sin Straf af en anden, og ved en uventet Lykkens Gunst havde der nu ogsaa aabnet sig en Lejlighed for ham til at bemægtige sig Danmark, thi naar man rigtig undersøgte Forfædrenes Stamtavler, viste det sig, at han havde lovligt Arvekrav paa dette Rige. Derpaa drog han til Sjælland med en stor Flaade for at benytte sig af den Gunst, Lykken i Øjeblikket bød ham, og bemægtigede sig Havnen Isøre. Her mødte den danske Almue ham og kaarede ham til Konge, og da han kort efter fik at vide, at hans Broder Adils, som han havde sat til at herske over Sverige, var død, forenede han Sverige med Danmark. Adils fik forøvrigt et skammeligt Endeligt; thi da han i sin Hjærtensglæde over Rolvs Død fejrede denne med et Gjæstebud, drak ban saa overstadig, at han pludselig døde og saaledes ved en styg Død maatte bøde for sin hæslige Umaadelighed, saa at han i sin overvættes Glæde over en andens Død selv voldte sin egen. Da Hød var draget hjem til Sverige, kom Balder ogsaa til Sjælland med en Flaade, og da han baade havde Ry for at være en berømmelig Kriger og en ypperlig Høvding, gik Danskerne strax ind paa alt, hvad han forlangte, og lod ham tage Styret. Saa vægelsindede var vore Forfædre! Hød drog da atter fra Sverige og begyndte en farlig Krig med ham. En svar Dyst blev det, de førte om Overtaget, thi de var begge opsatte paa at vinde Riget, og Enden blev, at Hød maatte fly; han tyede over til Jylland, hvor han slog sig ned i en lille By, som han opkaldte efter sit Navn. Da Vinteren var leden, drog han ganske alene over til Sverige igjen, stævnede sine Stormænd til sig og sagde, at han var kjed af Livet nu, da det var gaaet saa skjævt for ham, at Balder to Gange havde sejret over ham. Derpaa tog han Afsked med dem alle, søgte hen til vanskelig tilgængelige Egne, hvortil der hverken førte Vej eller Sti, og vankede om i Udørkener, hvor ellers aldrig noget Menneske satte sin Fod. Det gaar jo nemlig gjærne saa, at den, som hjemsøges af Sorg, han ingen Trøst kan finde for, tyr til fjærne og afsides Steder, som om det kunde hjælpe til at fordrive Sorgen, og at den, der har tunge Bekymringer, ikke kan finde sig i at færdes blandt Mennesker, saa højt elsker Sorgen Ensomhed, og den, som er syg paa Sjælen, finder mest Behag i Snavs og Urenlighed. Hød havde haft for Skik at sidde paa Toppen af et meget højt Bjærg og afgive sine Kjendelser, naar Folk kom og raadspurgte ham, og de, som nu søgte ham forgjæves der, klagede over hans Ørkesløshed, alle skjældte med de haardeste Ord over hans Fraværelse. Men da Hød en Stund havde vanket om i vildsomme Egne og var kommen igjennem en Skov, hvor Mennesker ellers aldrig færdedes, kom han til en Hule, hvor nogle ukjendte Møer holdt til, som viste sig at være de samme, som i sin Tid havde givet ham hans Kjortel, som Vaaben ikke bed paa. Da de spurgte, hvorfor han var kommen did, fortalte han dem, hvor ulykkelig det var gaaet ham i Krigen, sagde, at de havde sveget ham, og begyndte at jamre sig over den kranke Skæbne, han havde haft, og den Vaande, han var i, og at beklage sig over, at det havde føjet sig helt anderledes for ham, end de havde lovet. Dertil svarede Skovmøerne, at skjønt han kun sjælden var gaaet af med Sejren, havde han dog voldt sine Fjender lige saa stort Tab, som han selv havde lidt, og ikke anrettet mindre Mandefald blandt dem end de blandt hans Folk. Forøvrigt var Sejren ham vis, dersom han kunde faa fat i en overmaade sød Spise, som Balder havde opfundet til at øge sine Kræfter med; kunde han blot berøve sin Fjende denne styrkende Mad, vilde intet falde ham svært. Da Hød hørte det, fik han strax igjen svært Mod paa at kriges med Balder, skjønt det maatte tykkes saare vanskeligt at angribe Guder med jordiske Vaaben. Der var ogsaa dem af hans Folk, som holdt for, at det ikke vilde være raadeligt for ham at give sig i Krig med Guder; men saa umaadelig ophidset var hans Sind, at al Ærbødighed for deres ophøjede Væsen var forsvundet af det; thi hos tapre Mænd faar ikke altid Fornuften Bugt med Hidsigheden, stundom faar Dumdristigheden Overtaget over Besindigheden. Maaske har Hød ogsaa betænkt, at de ypperste Mænds Magt tit staar paa de svageste Fødder, og al liden Tue kan vælte stort Læs. Balder samlede nu Danskerne og rykkede imod Hød for at holde Slag med ham. Da der var faldet en umaadelig Mængde, næsten lige mange paa hver Side, gjorde Natten Ende paa Kampen. Omtrent ved den tredje Nattevagt gik Hød, uden at nogen vidste det, ud for at udspejde Fjenden; thi han kunde ikke sove for den Bekymring, den overhængende Fare holdt ham i, som det jo for det meste gaar, at Sindets overvættes Bevægelse hindrer Legemet i at finde Hvile, og Sjælens Uro ikke tillader Legemet at falde til Ro. Da han var kommen ind i Fjendens Lejr, fornam han, at de tre Møer, der bragte Balder den hemmelighedsfulde Spise, havde forladt Lejren. Han kunde følge deres Spor i Duggen og løb efter dem og kom saaledes omsider til det Hus, de holdt til i. Da de spurgte, hvem han var, sagde han, at han var Harpespiller, og gav dem strax Syn for Sagn, thi da de rakte ham en Harpe, og han havde stemt den, slog han Strængene og spillede saaledes for dem, at han kildrede deres Øren med de lifligste Toner. Disse Møer havde tre Snoge, hvis Gift de plejede at blande i den styrkende Spise, de lavede til Balder; de fik dem til at gabe, og saa randt der en Mængde Edder fra dem ned i Spisen. De to af Møerne vilde i deres Venlighed have budt Hød at spise af den; men den ældste af dem forbød dem det og sagde, at det vilde være Svig imod Balder, om de øgede hans Fjendes Kræfter. Han sagde dertil, at han ikke var Hød selv, men hans Stalbroder, og Møerne var da saa venlige ikke blot at lade ham nyde noget af Spisen, men ogsaa at skjænke ham et dejligt skinnende Bælte, som bragte Sejr i Kamp. Da han nu gik samme Vej tilbage, som han var kommen ad, mødte han Balder og saarede ham saaledes i Siden, at han blev liggende halv død. Da dette spurgtes, gjenlød hele Høds Lejr af hans Krigeres Fryderaab, og Danskerne kærede og klagede over den Skæbne, der var overgaaet Balder. Da denne grant skjønnede, at det led mod Døden med ham, begyndte han, opflammet af de Smerter, hans Saar voldte ham, Dagen efter Kampen igjen, og medens den rasede, lod han sig i en Bærestol føre om i Slaget, for at han ikke skulde faa Ord for at have søgt en uhæderlig Død i sit Telt. Natten efter anbenbarede Hel sig for ham i en Drøm og sagde, at Dagen efter skulde han hvile i hendes Favn. Og det var intet tomt Drømmevarsel, thi da Tredjedagen var leden til Ende, døde Balder af de overvættes Pinsler, hans Saar voldte ham. Hans Krigsfolk holdt en kongelig Ligfærd efter ham og opkastede en Høj over ham. Denne Høj gav nogle Mænd i vore Dage - deres Formand hed Harald - sig en Gang ved Nattetid til at grave i, fordi de som Følge af det Ry, der gik af den Begravelse, der i gammel Tid havde fundet Sted, haabede at finde Skatte i den; men de blev pludselig slagne af Skræk og opgav deres Forehavende. Det syntes dem nemlig, som der pludselig fra Højens Top, som de havde gravet igjennem, brød en vældig brusende Vandstrøm frem, der med den voldsomste Fart overskyllede Markerne nedenfor og rev alt med, hvad der kom i Vejen for den. Forskrækkede over dens Voldsomhed kastede de deres Hakker og tog Flugten til alle Sider i den Tro, at det frembrydende Væld vilde rive dem bort med sig, i Fald de længere vedblev med deres Forehavende. Saaledes drev den Skræk, dette Steds Skytsaander pludselig indjog de, unge Mennesker, dem til at opgive deres Griskhed og tænke paa deres Frelse og lærte dem at lade de Skatte, de higede efter, i Stikken og at tage Vare paa deres Liv. Det er nu sikkert nok, at denne fremvældende Vandstrøm var et Blændværk og ingen Virkelighed, ikke opstaaet i Jordens Indvolde, men frembragt ved Gjøglekunster; thi Naturen lader ikke Kilder vælde frem paa slige tørre Steder. Men siden den Tid har alle som Følge af Rygtet om den Gravning ladet Højen ligge i Fred. Derfor véd man ikke, om der er Skatte gjemt i den, eftersom der ikke siden Haralds Tid er nogen, der har dristet sig til at grave i dens dunkle Grund. Odin søgte nu, uagtet han ansaas for den øverste Gud, til Spaamænd og Sandsigere og alle andre, som han havde hørt lagde sig efter at se ind i Fremtiden, for at faa at vide, hvorledes han skulde tage, Hævn for sin Søn; thi saadan en ufuldkommen Gud har for det meste menneskelig Bistand nødig. En Finne ved Navn Rostjov forudsagde: ham da, at han med Rind, en Datter af Ruthenernes Konge, skulde avle en anden Søn, der skulde hævne sin Broders Bane, thi Guderne havde bestemt, at deres Medbroder skulde hævnes af denne sin endnu ufødte Broder. Da Odin havde hørt det, trak han Hatten ned over Øjnene, for at ingen skulde kjende ham, og drog til den nævnte Konge og gav sig i Krigstjeneste hos ham. Kongen gjorde ham til sin Krigsøverste, og med den Hær, han fik at raade over, vandt han den herligste Sejr over Fjenden, og som Følge af den Tapperhed, han havde vist i Kampen, blev han en af Kongens allerbedste Venner og blev overøst ikke mindre med Gaver end med Æresbevisninger. Kort Tid efter drev han ganske alene Fjendernes Fylking paa Flugt og vendte tilbage ikke blot som Budbringer om dette vidunderlige Nederlag, men ogsaa som den, der havde anrettet det. Alle undrede sig over, at én Mands Kræfter havde været nok til at vinde saa stor en Sejr over utallige, og da han nu, stolende paa den Fortjeneste, han saaledes havde indlagt sig, hemmelig aabenbarede Kongen sin Elskov, tog denne med den største Velvilje imod hans Bejlen, men da han saa, glad herover, bad Pigen om et Kys, gav hun ham en Kindhest i Steden. Hverken den Spot eller den Skade, denne Forsmædelse havde bragt over ham, fik ham imidlertid til at opgive sit Forehavende. Aaret efter kom han nemlig, eftersom han ikke med Skam vilde opgive, hvad han til al begynde med havde været saa opsat paa, tilbage til Kongsgaarden i en ande Dragt. De han traf paa, skulde nu have ondt ved at kjende ham igjen, thi sine virkelige Ansigtstræk havde han udvisket med Smuds, og han havde dækket sin gamle Skikkelse med et Lag af Uhumskhed. Han kaldte sig Rost og sagde, at han var dreven i Smedehaandværket, og ved at smede adskillige Ting i Kobber med stor Kunstfærdighed lagde han i den Grad sin Dygtighed for Dagen, at Kongen gav ham en Mængde Guld og bød ham gjøre Kvindesmykker deraf. Han smedede da alskens Smykker, og saa forærede han Pigen et Armbaand, der var endnu kunstfærdigere gjort end alt det andet, og nogle lige saa herlige Ringe. Men Lede lader sig ikke overvinde, hvor megen Umag man end gjør sig derfor; da han bad Rind om et Kys, fik han en Næsestyver; thi Gaver agtes kun ringe, naar den, som giver dem, er ilde lidt; kjærkomment er kun, hvad der rækkes af Vennehaand, saa hvad Gaven er værd for den, der faar den, kommer for det meste an paa, hvem Giveren er. Den stivsindede Pige tvivlede ikke om, at den gamle havde en Ræv bag Øret og ved sin foregivne Gavmildhed kun vilde opnaa at faa sin Lyst styret, saa hun maa have været lige saa skarpsindig som ubøjelig, eftersom hun opdagede, at der laa Svig bag hans Venlighed, og at hans Gavmildhed dækkede over uhøviske Lyster. Hendes Fader gav hende mange onde Ord, fordi hun ikke vilde tage ham til Mand, men hun, som kun med Afsky kunde tænke paa at gifte sig med en Gamling, sagde, at Piger ikke burde forhaste sig med at tage en Mand i Favn, saa længe de var unge, og gav saaledes sin Ungdom til Paaskud for sin Uvilje imod dette Giftermaal. Men Odin, som vidste, at intet hjælper Kjærligheden til at naa sit Maal mere end Udholdenhed, drog for tredje Gang til Kongen, skjønt han nu to Gange havde lidt den Tort at blive saa forsmædelig afvist. Han paatog sig atter en ny Skikkelse og gav sig denne Gang ud for at være forfaren i alskens krigerske Idrætter, hvilket ikke blot Elskov, men ogsaa Lyst til at aftvætte den Forsmædelse, han havde lidt, drev ham til. De, der i gamle Dage var drevne i Gjøglekunster, formaaede saaledes med Lethed at paatage sig forskjellige Skikkelser og give sig ud for hvad det skulde være. De kunde foruden deres naturlige Udseende give sig Skin af at have hvilken Alder de vilde, og Gamlingen gav da nu de fornøjeligste Prøver paa sin Kunst ved frejdig at give sig i Dyst ridt med de dygtigste. Men heller ikke dette kunde bøje Pigens stride Sind; thi den, som først har fattet stærk Lede til en, lader sig sjælden vende til Elskov. Da han, inden han red bort, vilde tage et Kys fra hende, gav hun ham saadant et Puf, at han gik forover og slog Hagen i Jorden; men saa rørte han strax ved hende med et Stykke Bark, hvorpaa der var ristet Tryllevers, og deraf blev hun ligesom helt vanvittig, og med den ringe Hævn for den Forsmædelse, hun nu saa mange Gange havde tilføjet ham, lod han sig nøje. Odin opgav dog endnu ikke sit Forehavende; thi den Tro, han havde til sin Højhed, indgjød ham stadig Haab; han klædte sig i Kvindeklæder og drog ufortrøden til Kongen for fjerde Gang. Kongen tog ham i Sin Tjeneste, og han viste sig ikke blot som et flittigt Tyende, men var ogsaa noget raa af sig; da han imidlertid gik i Kvindeklæder, troede de fleste, at han virkelig var en Kvinde. Han kaldte sig Vegge og gav sig ud for at forstaa sig paa Lægekunsten og gav ogsaa de største Prøver paa sin Dygtighed deri. Omsider fik han Tjeneste i Dronningens Fruerstue som Prinsessens Terne og blev sat til at to hendes Fødder om Aftenen, saa han havde Lejlighed til at klappe hende baade paa Lægge og Laar. Og eftersom Lykken er omskiftelig, skjænkede Tilfældet ham nu, hvad han ikke havde kunnet opnaa ved List. Det hændte nemlig, at Pigen blev syg og maatte søge Lægehjælp, og for at komme sig maatte hun kalde den til Hjælp, som hun havde vraget, og lade sig frelse af den, hun bestandig havde baaret Afsky for. Efter at han paa det nøjeste havde undersøgt Sygdommens Kjendetegn, foreskrev han hende en Lægedrik, for at hun saa hurtig som muligt kunde faa Bugt med den, men den var saa besk, sagde han, at hun ikke vilde kunne gaa den Kur igjennem, hvis hun ikke lod sig binde, thi det gjaldt om at drive Sygdomsstoffet ud af hende, og det sad dybt inde. Da hendes Fader hørte det, bød han strax, at Pigen skulde bindes i sin Seng og taalmodig finde sig i alt, hvad Lægen gjorde ved hende; han lod sig nemlig narre af Kvindedragten, som den gamle betjente sig af til at skjule sin haardnakkede Snedighed med. Saalunde fik Odin Lejlighed til at sætte sin Vilje igjennem med hende, thi da han saa' sit Snit, lod han Lægedom være Lægedom og styrede sin Lyst, førend han tænkte paa at jage Feberen paa Flugt, idet han benyttede sig af hendes Svaghed, eftersom han af Erfaring vidste, at naar hun var rask, kunde han ingen Vegne komme med hende. Jeg maa dog hertil uden Fortrydelse bemærke, at der er to Meninger om den Ting; thi somme sige, at da Kongen saa', hvor Lægen led af Elskov, og at han ingen Vegne kom til Trods for alle de Anstrængelser, han gjorde sig baade legemlig og aandelig, syntes han, at han ikke burde narres for sin vel fortjente Løn, og gav ham Lov til hemmelig at favne Pigen. Saa vidt kan en Faders Ukjærlighed over for sit Afkom gaa, naar Vreden faar Bugt med den naturlige Mildhed. Da Datteren siden gjorde Barsel, skammede han sig da ogsaa og fortrød sin Vildfarelse. Da Guderne, som havde deres Hovedsæde i Byzanz, skjønnede, at Odin havde besmittet sin guddommelige Værdighed ved saaledes paa forskellig Maade at have sat sin Anseelse til, besluttede de at udelukke ham af deres Forsamling. De fratog ham ikke blot Herredømmet, men skilte ham ogsaa ved den Ære og Tilbedelse, han var Gjenstand for hjemme, og jog ham i Landflygtighed, idet de ansaa det for bedre, at deres skammelige Høvding mistede sin Magt, end at den almindelige Gudsdyrkelse vanhelligedes, og de, som var uskyldige, blev indviklede i en andens Brøde og kom til nt bøde for, hvad han havde forbrudt. De indsaa nemlig, at de, som de havde forført til at yde dem guddommelig Ære, foragtede dem i Steden for at adlyde dem, da det blev bekjendt, hvilken Tort der var overgaaet den øverste Gud, at de skammede sig over dem i Steden for at tilbede dem, ansaa Gudsdyrkelsen for Helligbrøde og de fastsatte højtidelige Tempelskikke for barnagtige Tossestreger. De havde saa at sige Døden for Øjnene, var opfyldte af Frygt og mente, at den enes Synd vilde komme over alles Hoved, og for at han ikke skulde drive den almindelige Gudsdyrkelse i Landflygtighed, dømte de derfor ham dertil og gjorde ikke blot en Mand ved Navn Oller til deres Høvding, men tildelte ham ogsaa guddommelig Værdighed, som om det var lige nemt at gjøre en Mand til Høvding og til Gud. Og skjønt de foreløbig kun havde kaaret ham til Ypperstepræst, gav de ham fuld guddommelig Ære og Myndighed, for at han ikke skulde faa Ord for blot at forvalte en andens Embede, men i alle Maader være hans lovlige Efterfølger, og for at gjøre hans Anseelse fuldkommen, gav de ham ogsaa Odins Navn, for ved den Gunst, det nød, at forebygge Misfornøjelse med den skete Forandring. Da Oller havde indtaget Forsædet i Gudernes Raad i en halv Snes Aar, ynkedes de omsider over de tunge Kaar, Odin fristede i sin Landflygtighed, og mente, at nu var han bleven straffet haardt nok, hvorfor de atter drog ham op af Skarnet og indsatte ham i hans fordums Herlighed, eftersom Tiden nu ogsaa havde udvisket den Skamplet, han havde faaet paa sig, skjønt somme mente, at han var uværdig til nogen Sinde mere at nyde guddommelig Anseelse, fordi han ved sine Forklædninger og ved at paatage sig Kvindegjerning paa det forsmædeligste havde skamskjændet sit Guddomsnavn. Der er da ogsaa dem, som siger, at han kjøbte sin tabte Værdighed igjen i dyre Domme ved at smigre for somme af Guderne og formilde somme ved Gaver, og at det kostede ham svære Penge igjen at opnaa den Hæderspost, han havde beklædt. Om man vil vide, hvor meget han gav derfor, faar man spørge dem, der har bragt i Erfaring, hvor meget en Guddomsbeslilling koster; jeg maa bekjende, at jeg ikke ved det saa nøje. Da Oller var bleven fordreven fra Byzanz af Odin, drog han til Sverige, hvor han, som om han var kommen til en helt ny Verden, søgte at bringe sit Ry paa Fode igjen; men Danskerne slog ham ihjel. Rygtet fortæller, at han var saa dreven i Trolddomskunster, at han, naar han skulde over Havet, i Steden for Skib betjente sig af en Knokkel, som han havde rislet Galdresange paa, og at han paa den Maade kom lige saa hurtig af Sted, som om han havde roet sig frem. Da Odin igjen havde opnaaet sin guddommelige Værdighed, vandt han saadan Ære og Anseelse, at dens Glans bredte sig over alle Lande, saa alle Folk ansaa ham for Lyset, der var vendt tilbage til Verden, og der ikke var noget Sted paa hele Jordens Kreds, hvor man ikke bøjede sig for hans Guddomsmagt. Da han fik Nys om, at hans Søn Bue, som han havde avlet med Rind, lagde sig ivrig efter Krigsvæsenet, kaldte han ham for sig, bød ham mindes sin Broders Død og opfordrede ham til hellere at tage Hævn over Balders Banemænd end kriges med Folk, der ingen Ting havde gjort ham, eftersom Kamp sømmer sig bedst og bringer mest Held, naar den har en Guderne velbehagelig Grund i et retfærdigt Ønske om Hævn. Imidlertid spurgtes det, at Gevar svigefuldt var bleven tagen af Dage af sin Statholder Gunne. Hød rustede sig da af alle Kræfter for at hævne hans Død, fangede Gunne, kastede ham paa et Baal og brændte ham levende til Straf for, at han ved Nattetid var kommen bag paa Gevar og havde brændt ham inde. Efter saaledes at have hævnet sin Fosterfaders Død satte han hans Sønner Herlet og Gerit til at raade over Norge. Derefter stævnede han sine Stormænd til Tinge og sagde dem, at i den Krig, han nu skulde til at føre med Bue, vilde han komme til at lade Livet, hvilket ikke var noget, han havde en usikker Formodning om, men havde tilforladelige Spaamænds Ord for. Han bad dem derfor om at lade hans Søn Rørik blive Konge efter ham, for at ikke onde Mennesker skulde mage det saa, at Kongemagten gik over til fremmede og ukjendte Slægter. Han vilde føle større Glæde ved at vide, at hans Søn skulde være hans Eftermand, end Sorg ved Tanken om sin nær forestaaende Død, sagde han. Det føjede de ham strax i, og derefter holdt han Slag med Bue og faldt. Men Bue havde ingen Glæde af Sejren; thi han blev saa haardt saaret, at hans Krigere maatte skiftes til at bære ham paa Skjold hjem fra Slaget, og Dagen efter døde han under stor Pine af sit Saar. Den ruthenske Hær holdt en prægtig Ligfærd efter ham, opkastede en mægtig Gravhøj over hans Lig og gav den Navn efter ham, for at saa ypperlig en Ungersvend ikke alt for hurtig skulde gaa Efterslægten af Minde. ## bok 3: Rørik, Hardvendel og Fenge (Winkel Horn 1898) Kurerne og Svenskerne fik nu i Sinde at angribe Danmark, som de hvert Aar plejede at bringe Skat, som om Høds Død havde løst dem fra deres Skatskyldighed; det gav ogsaa Slaverne Mod til at falde fra, og flere andre Folk blev fra Undersaatter til Fjender. For at afværge denne Uret kaldte Rørik Danskerne under Vaaben, mindede dem om Forfædrenes Bedrifter og opflammede dem ved kraftig Formaning til at vise sig som tapre Mænd. For ikke at føre Krig uden at have en Høvding, som de saa', de ikke kunde undvære, valgte Fjenderne sig en Konge, og efter at have lagt to Afdelinger af deres Hær i Skjul rykkede de frem i aaben Mark med Resten. Men Rørik lod sig ikke narre af deres List. Da han saa', at hans Flaade var kommen ind i en snæver og grund Vig, lod han den føre af Grunden og ud paa Dybet, for at Fjenden ikke skulde angribe den fra forskjellige Sider, medens den sad fast i Dyndet. Derhos bød han en Del af sine Folk om Dagen at holde sig i Skjul, hvorfra de uventet skulde falde over Fjenderne, naar de angrub hans Skibe, saa kunde det være, sagde han, at de selv faldt i den Grav, de havde gravet for ham. De Fjender, der laa i Baghold, vidste ikke, hvor forsigtig Danskerne havde baaret sig ad, og var ubesindige nok til at gjøre et Udfald og blev alle dræbte. Resten af Slaverne, som ikke vidste noget om det Nederlag, deres Stalbrødre havde lidt, kunde ikke begribe, hvorfor Rørik tøvede saa længe, og efter at de længe havde ventet på ham i Tvivl og Uvished, og det Dag for Dag faldt dem besværligere, besluttede de omsider at angribe ham med deres Flaade. Der var iblandt dem en Mand, som udmærkede sig ved sin høje Væxt og var en stor Troldkarl. Da de fik Øje paa Danskernes Rækker, sagde han til dem: "Lad en Kamp paa Tomandshaand gaa forud for det almindelige Nederlag, for at de manges Fare kan forebygges ved, at nogle faa opofrer sig. En saadan Dyst vil jeg ikke undslaa mig for, om nogen af jer drister sig til at gaa imod mig, men jeg forlanger, at der skal stilles ét Vilkaar, som jeg vil udtrykke saaledes: Sejrer jeg, er vi for Fremtiden fri for Skat, bukker jeg under, udredes Skatten som hidtil til eder, saa at jeg enten som Sejrherre befrir mit Fædreland for Trældomsaaget eller, i Fald jeg bliver overvunden, lægger det paa det. Hvordan Lykken end føjer sig, byder jeg mig selv som Borgen og Sikkerhed for, at det bliver, som jeg har sagt". En af Danskerne, hvis Mod var større end hans Legemsstyrke, spurgte, da han hørte det, Rørik, hvad den skulde have i Løn, som optog den Kamp, der udæskedes til. Rørik havde sex Armbaand, der dannede en uopløselig Knude, idet de var saaledes snoet ind i hverandre, at de ikke kunde skilles ad. Dem lovede han den, der turde paatage sig den Dyst, men Ungersvenden, som ikke stolede paa Lykken, svarede: "I Fald jeg kommer godt derfra, Kong Rørik, vil jeg overlade til din Gavmildlied at lønne mig derfor og lade dig selv bestemme Sejrens Pris; men hvis det nu ikke gaar efter Ønske, hvad Løn mener du da at skylde den overvundne, hvis Lod enten bliver den grumme Død eller tung Skjændsel, thi det er de Følgesvende, Svagheden plejer at faa, det er de Overvundnes Sold, hvad andet end den største Vanære venter dem? Hvad Løn udredes der, hvad Tak ydes der den, der ikke vinder Tapperhedens Løn? Hvem fletter Kranse til den, der bukker under i Strid, hvem rækker ham Sejrspris? Tapperhed, ikke Afmagt tilkjendes Prisen, og den, der ikke har Lykken med sig, vinder ingen Hæder; Tapperhed faar Ros og Ære, Uheldet følges enten af en uhæderlig Død eller af et Liv i Skjændsel. Jeg ved ikke, til hvilken Side Krigslykken vil vende sig, og vil derfor ikke dumdristig anmasse mig til at begjære en Løn, om hvilken jeg ikke ved, om den med Rette tilkommer mig, thi den, som ikke er vis paa Sejren, bør ikke tilegne sig Sejrherrens visse Løn. Saa længe det er uvist, hvad Udfald Sagen faar, vil jeg ikke kræve Sejrskransen, som om jeg havde fortjent den. Jeg vil ikke tage imod Guld og Gods, der lige saa godt kan blive mig Dødsens som Livsens Sold. Det er Daarskab at gribe efter umoden Frugt og at ville plukke den, før man ved, om man har Ret dertil. Denne min Haand skal enten bringe mig Sejr eller Død". Efter at have talt saalunde, hug han til Fjenden med sit Sværd, men hans Lykke var ringere end hans Mod, thi han blev slaaet tilbage og faldt for det første drøje Hug. Det var et bedrøveligt Syn for Danskerne, men Slaverne gjorde stor Stads af deres sejrrige Landsmand og tog imod ham med festlige Danse. Dagen efter tren han igjen frem for Danskerne og udæskede dem ligesom forhen, hvad enten nu den nys vundne Sejr havde gjort ham hovmodig, eller han var begjærlig efter at vinde en ny; thi han troede, at det var Danskernes tapreste Mand, han havde fældet, og at ingen anden af dem havde Mod til at kæmpe med ham. Han stolede paa, at han ved den ene Kæmpes Fald havde lammet hele Hærens Kræfter og tænkte, at intet mere vilde falde ham vanskeligt, hvad han saa end prøvede paa, thi intet nærer Hovmod mere end Held, og Medgang er den kraftigste Spore for Overmod. Det gik Rørik nær til Hjærte, at én Mands Frækhed skulde lamme hele Hærens Mod, at Danskerne, der havde vundet saa stor Navnkundighed ved deres Sejre, ikke blot blev overmodig behandlede, men ligefrem skammelig ringeagtede af dem, de fordum havde overvundet, og at der iblandt saa mange Krigere ikke fandtes nogen, der havde saa frejdigt Mod eller saa stærk en Haand, at han fik Lyst til at ofre sin Velfærd for sit Fædreland. Denne Danskernes skammelige Sendrægtighed raadede en Mand ved Navn Ubbe Bod paa ved sin Højsindethed. Han var slørre og stærkere end de fleste og dygtig i Trolddomskunster. Han spurgte ogsaa med velberaad Hu om, hvad han skulde have i Kampløn, og Kongen lovede ham Armbaandene. "Hvor kan jeg stole paa dit Løfte", sagde Ubbe, "naar du selv beholder Kampprisen i Hænde i Steden for at give en anden den i Forvaring? Lad en komme hid og tage den i sin Varetægt, for at du ikke siden skal tage dit Løfte tilbage; thi urokkelig Vished om Kampens Løn opflammer Kæmpernes Mod". Det er nu sikkert nok, at han blot sagde dette for Spøg, thi kun Tapperhed drev ham til at afværge sit Lands Forsmædelse; men Rørik, som troede, at det var Griskhed, der lagde ham de Ord i Munden, og ikke vilde have Skin af imod kongelig Sæd at ville tage sin Gave tilbage eller at tilbagekalde sit Løfte, vilde da, som han stod der paa Skibet, med et vældigt Kast slynge Armbaandene over til ham. Det mislykkedes nu for ham paa Grund af den store Afstand, han satte for lidt Kraft paa, saa Armbaandene naaede ikke saa langt hen, som de skulde, og faldt i Vandet, og heraf fik han Tilnavn og blev kaldt Rørik Slyngebaand. Dette gav Anledning til, at Ubbe gav et stort Bevis paa sin Tapperhed; thi det, at han gik glip af sin Løn ved, at den gik til Bunds, fik ham ikke til at opgive sit dristige Forehavende, for at det ikke skulde faa Udseende af, at hans Tapperhed var i Gjerrighedens Sold. Derfor higede han ivrig efter at komme til at slaas og viste, at han var mere opsat paa at gjøre, hvad hæderligt var, end optagen af Vindesyge, at han satte Tapperhed over Griskhed, og at den tillidsfulde Fortrøstning, han havde, ikke havde sin Grund i Haab om Belønning, men i Højsind. Der blev strax afstukket en Kreds, Krigerne flokkedes om den, Kæmperne tørnede sammen med Bulder og Gny, og Tilskuerne raabte deres forskjellige Ønsker om Stridens Gang i Munden paa hverandre. De to Kæmper var Fyr og Flamme og gav hinanden Hug paa Hug, til de faldt, saa Kampen og begges Liv fik Ende paa én Gang. Jeg tænker, at Lykken føjede det saa, for at ingen af dem skulde faa Ære og Gammen af den andens Død. Men dette Udfald fik Oprørerne til at falde til Føje over for Rørik, og de betalte atter Skat som hidtil. Ved samme Tid satte Rørik Brødrene Hardvendel og Fenge, hvis Fader Gervendel havde været Høvedsmand i Jylland, ved Styret samme Steds. Efter at han havde været Høvedsmand i tre Aar, havde Hardvendel vundet saa stor Navnkundighed ved sine Vikingetog, at Kong Koll i Norge, der var skinsyg paa ham for hans Bedrifter og Ry, kom paa de Tanker, at det vilde være en stor Hæder for ham, om han ved at overvinde ham kunde fordunkle den Glans, der vidt og bredt stod om denne Vikings Navn. Efter at have sejlet vidt og bredt omkring og spejdet efter ham stødte han omsider paa hans Flaade. Der laa en Ø midt ude i Havet, og ved den havde de to Vikinger lagt til med deres Skibe, hver paa sin Side af den. Kysten var saa fager, at de begge fik Lyst til at gaa i Land, og Egnens Dejlighed lokkede dem længere og længere ind i Landet, hvor de vankede om i de grønne Lunde.og Skove, og der traf det sig saa, at de mødte hinanden ganske ene. Hardvendel tog da først til Orde og spurgte Kong Koll, hvilken Maade han helst vilde slaas med ham paa; selv syntes han bedst om, at der var saa faa med dertil som muligt, sagde han. Tvekamp var bedre end nogen anden Slags Kamp skikket til at vinde Sejr ved Tapperhed; thi i den havde man kun sit eget Mod at stole paa, eftersom fremmed Hjælp var udelukket. Koll undrede sig over Ungersvendens kjække Ord og svarede: "Eftersom du overlader til mig at vælge, hvorledes vi skulle kæmpe, mener jeg, at vi gjør bedst i at slaas paa Tomandshaand uden Forstyrrelse af andre; thi baade kræver den Kamp maade mest Mod og fører hurtigst til Sejr, det er vi ganske enige om, og den Mening er vi komne til af os selv, hver for sig. Men eftersom Udfaldet er uvist, bør vi love at behandle hinanden høvisk, og ikke lade os saaledes rive med af vor Lidenskab, at vi undlader at vise hinanden den sidste Ære. Vort Sind er nu opfyldt af Had, men det bør dog ogsaa have Plads til Kjærlighed, at den, naar Tiden kommer, kan at løse Naget, thi ihvorvel der er Splid imellem vore Sjæle, bør dog Naturens Ret forsone os, den knytter et Baand imellem os, hvor stor den Avind end er, som skiller os ad. Lad det derfor være en hellig Aftale imellem os, at den, som sejrer, sørger for den overvundnes Ligfærd; thi det er Høviskhedens sidste Pligt, som ingen retsindig Mand unddrager sig. Begge vore Hære skulle uden Nag i Endrægtighed røgte dette Hverv. Efter Døden bør al Avind være forbi, ved Graven bør Fjendskabet høre op. Lad os ikke være saa grumme, at vi forfølge hinanden hinsides Graven, om der end var Had imellem os i levende Live. Det vil være en Ære for Sejrherren, at han giver den overvundne en prægtig Ligfærd; thi den, der giver sin døde Fjende, hvad der tilkommer ham, vinder de efterlevendes Kjærlighed, og den, der beflitter sig paa at vise Høviskhed imod den hedengangne, overvinder de levende ved sin Kjærlighedsgjerning. Der er ogsaa en anden ikke mindre sørgelig Skæbne, nemlig at man undertiden vel beholder Livet, men bliver lemlæstet; den, hvem det overgaar, mener jeg, man bør være lige saa villig til at tage sig af som den, Døden rammer. Det hænder ofte, at man slipper fra Kampen med Livet, men efter at have sat sin Førlighed til, og det regnes for en tungere Skæbne end Døden; thi naar man er død, er alting glemt, men Krøblingen kan ikke slippe bort fra sit lemlæstede Legeme. Den Ulykke bør der ogsaa raades Bod paa. Lad os derfor være enige om, at dersom en af os bliver lemlæstet, faar han af den anden ti Mark Guld i Skadeserstatning; thi byder Kjærlighed os at ynkes over andres Ulykker, hvor meget mere bør man da ikke ynkes over sine egne? Enhver bør sørge for sit Legems Tarv; den, der undlader det, er for Selvmorder at regne". Efter at de havde givet hinanden Haanden herpaa, begyndte de Kampen; hverken det, at de mødtes for første Gang, eller den vaargrønne Skovs Fagerhed afholdt dem fra at krydse Sværd med hinanden. Hardvendel, som i sin overvættes Hidsighed var mere opsat paa at angribe sin Fjende end paa at skjærme sit eget Legeme, kastede Skjoldet og svang Sværdet med begge Hænder. Hans Dristighed fik sin Løn; thi efter at han havde hugget saa længe paa Kolls Skjold, at der ikke var stort tilbage af det, hug han den ene Fod af ham, og det blev hans Banesaar. Som aftalt var, gav han ham en kongelig Ligfærd og lod opkaste en prægtig Høj over ham. Derefter forfulgte og dræbte han hans Søster Sela, der ogsaa var vel forfaren i alt, hvad der hørte til Viking og Krigsvæsen. Efter i tre Aar at have øvet de største Heltebedrifter skjænkede Hardvendel Rørik de Vaaben og alt det udsøgte Bytte, han havde taget, for at komme saa meget højere i hans Gunst, og Kongen fattede da ogsaa saa stort Venskab for ham, at han gav ham sin Datter Gerut til Ægte, med hvem han avlede en Søn Amlet. Den store Medgang, Hardvendel havde, vakte hans Broder Fenges Avind, saa han besluttede at tage ham af Dage. Saa lidt kan Dyden være tryg. Selv over for den gjælder det, at Frænde er Frænde værst. Da han saa' Lejlighed dertil, betænkte han sig ikke paa at følge sit Hjærtes grumme Lyst og besudle sine Hænder med sin Broders Blod, og til Brodermord føjede han saa Blodskam, idet han ægtede sin myrdede Broders Hustru. Det gaar jo nemlig for det meste saa, at naar en har begaaet en Forbrydelse, er han strax rede til at begaa en ny, idet den ene driver ham til den anden. Saa fræk og snedig var han derhos til at dække over sin skjændige Gjerning, at han gav det Udseende af, at han havde begaaet sin Misgjerning i en god Mening og smykkede Brodermordet med Kjærlighedens Navn, idet han foregav, at skjønt Gerut var saa blid af Sind, at hun ikke gjorde nogen den ringeste Fortræd, havde hendes Husbond baaret det voldsomste Had til hende, og at han havde dræbt sin Broder for at frelse hende, fordi det tyktes ham uværdigt, at saa blid en Kvinde, der ikke havde den ringeste Smule Galde i sig, skulde finde sig i hans grumme Haardhed. Den Løgn forfejlede da heller ikke sin Hensigt; thi høje Herrer, som ikke saa sjælden skjænke. Smigrere deres Gunst og holde Øretudere i Ære, er det ikke svært at faa til at tro paa en Løgn. Saaledes betænkte Fenge sig ikke paa med lige forbrydersk Sind at gjøre sig skyldig i en dobbelt Ugudelighed ved at besmitte sin Broders Ægteseng efter først at have myrdet ham. Da Amlet saa' det, fandt han det ikke raadeligt at bære sig fornuftig ad for ikke derved at vække Mistanke hos sin Farbroder; han stillede sig derfor an, som om han var taabelig og i højeste Maade havde taget Skade paa Forstanden, og ved dette snilde Paafund skjulte han ikke blot, hvad der boede i ham, men reddede ogsaa sit Liv. Han laa stadig hjemme Ved sin Moders Arne og døsede i Skarnet og smurte sig til over hele Kroppen med alskens Uhumskhed, saa han var fæl at se, og Trækkene i hans Ansigt, der var dækket af Smuds, var prægede af den latterligste Fjollethed, ligesom alt, hvad han sagde, lød helt forrykt, og alt, hvad han tog sig for, vidnede om fuldstændig Sløvhed; kort sagt, man skulde ikke tro, han var et Menneske, men et latterligt Uhyre, der var helt fra Sans og Samling. Stundom, naar han sad ved Arnen og ragede i Asken med Hænderne, lavede han Trækroge, som han saa hærdede i Ilden og krummede i Enderne, saa de kunde hægles tæt sammen. Da han en Gang blev spurgt, hvad det var, han tog sig for, svarede han, at han lavede hvasse Spyd til at hævne sin Fader med, hvilket Svar vakte ikke liden Lystighed, thi alle ansaa dette hans Arbejde for latterligt og ørkesløst, skjønt netop det siden hjalp ham til at fuldbyrde sit Forsæt. Den Snildhed, der i Virkeligheden var i dette Svar, vakte nu imidlertid først Mistanke hos dem, der saa' dybere i Tingene, om at han var klogere, end han saa' ud til, thi den Flid og Omhu, hvormed han arbejdede paa saa ringe Ting, tydede paa en Sindrighed, som han holdt hemmelig, og man kunde heller ikke tro, at den, der forstod at bruge sine Hænder saa snildt, havde Skade paa Forstanden. Han plejede ogsaa at samle disse svedne Kjæppe i en Dynge og at gjemme dem paa det omhyggeligste, og somme paastod derfor, at hans Forstand var god nok, men at han dulgte sin Kløgt under paatagen Enfoldighed og rugede over dybe Planer, som han snildelig skjulte. De mente, at den bedste Maade at komme under Vejr med hans Listighed paa var paa et hemmeligt Sted at lade ham møde en dejlig Kvinde, der saa skulde prøve paa at forlokke ham til Elskov, thi Trangen til Elskov er saa heftig, at den ikke lader sig skjule, den vilde være for stærk til, at han kunde holde den i Tømme ved Snildhed, og hvis hans Galskab var forstilt, vilde han, naar Lejlighed gaves, strax give efter for sin Lyst. Der blev da sat nogle Folk ud paa ham, som skulde ride langt ind i Skoven med ham og hemmelig være til Stede, naar han blev sat paa den Prøve. Det traf sig saa, at dér blandt dem var en, som havde haft Amme sammen med Amlet, og som ikke havde glemt den Kjærlighed, der havde været imellem dem i deres felles Barndoms Dage. For ham betød Mindet om deres fordums Samliv mere, end hvad der nys var blevet ham paalagt, og han fulgte med Amlet blandt de beskikkede Mænd mere for at give ham et Vink end for at lokke ham i Fælden, thi han tvivlede ikke om, at der vilde times ham det værste, dersom han véd det ringeste Tegn gav til Kjende, at han var ved sin Fornuft, og især hvis han for deres Øjne hengav sig til Elskov. Det indsaa Amlet nu ogsaa godt selv, og da man bød ham stige til Hest, satte han sig med Vilje saaledes op, at han vendle Ryggen til Hestens Hoved og Ansigtet til Halen, og paa denne lagde han Bidslet, som om det var hans Mening at styre Hestens Fart ved den. Ved dette snilde Paafund skuffede han Farbroderens Anslag og undgik Snaren. Det var ellers et nok saa latterligt Syn, da Hesten løb af Sted uden Tømme med en Rytter, der styrede den ved Halen. Da de paa Vejen mødte en Ulv i et Krat, og hans Ledsagere sagde, at det var en ung Hest, sagde Amlet, at Fengé havde alt for faa af den Slags gaaende imellem sit Kvæg, hvorved han paa en lige saa stilfærdig som vittig Maade ønskede ondt over, hvad der hørte hans Farbroder til. Da de hertil bemærkede, at det var meget forstandigt svaret, sagde han, at han med Vilje havde udtrykt sig saaledes, for at man ikke i nogen Maade skulde kunne sige om ham, at han fo'r med Løgn. Det var ham nemlig om at gjøre kun at sige, hvad han mente, derfor sagde han det paa en saa sindrig Maade, at man ikke kunde sige, han løj, og heller ikke paa Grund af den sindrige Iklædning faa fat i hans virkelige Mening. Nede ved Strandbredden saa' de Roret af et strandet Skib, og hans Ledsagere sagde da, at det var en svært stor Kniv, de der havde fundet. "Ja", sagde han, "den skal have en ualmindelig stor Skinke at skære i", hvorved han tænkte paa Havet, som Rorets Størrelse passede godt til. Da de kom forbi nogle Sandklitter og gjorde ham opmærksom paa dem med den Bemærkning, at det var noget dejligt Mel, svarede han, at det jo ogsaa var malet af Stormen og Havets Skum, og da hans Ledsagere roste dette Svar, sagde han selv, at det var meget klogt sagt. Da de med Vilje havde forladt ham, for at han saa meget dristigere kunde følge sin Lyst, mødte han ligesom ved et Tilfælde paa et afsides Sted den Kvinde, hans Farbroder havde sat ud paa ham, og han vilde sikkert strax have taget hende i Favn, hvis ikke hans Diebroder havde givet ham et lønligt Vink om, at der var Forræderi med i Spillet. Efter at denne havde overvejet, hvorledes han bedst skulde bære sig ad med hemmelig at advare ham og faa ham til at styre sin farlige Lyst, havde han nemlig fundet paa at anbringe en Avne, han fandt paa Jorden, under Bagen af en Bremse, som han saa gjennede lige hen til det Sted, hvor han vidste Amlet var, og dermed gjorde han ham, som ikke anede Uraad, en stor Tjeneste; Amlet var nemlig lige saa snild til at forstaa Advarslen som den anden til at finde paa den, thi da han saa' Bremsen med Avnen paa Bagen, skjønnede han strax, at det var et hemmeligt Vink om, at der var Ulve i Mosen. Da han nu saaledes havde faaet sin Mistanke vakt og Skræk i Blodet, tog han, for at kunne være tryggere, Kvinden med hen til et afsides Sted, hvor der var fuldt op af Moser, og der fuldbyrdede han sin Hensigt og bad hende derhos paa det indstændigste om ikke at røbe det til nogen, hvilket hun var lige saa villig til at love ham som han ivrig til at bede hende derom; thi hun var bleven opfostret sammen med ham og holdt derfor overmaade meget af ham. Da Amlet kom hjem, og de alle for Løjer spurgte ham, om han saa havde faaet sin Elskov styret, svarede han ja, han havde hvilet i Pigens Favn, og da de videre spurgte, hvor det var gaaet for sig og hvilke Bolstre de havde hvilet paa, svarede han, at de havde ligget paa en Hestehov, en Hanekam og nogle Loftsfelter, han havde nemlig, for ikke at blive nødt til at lyve, taget lidt af hver af disse Ting med, da han gav sig ud paa denne Fristefærd. Dette Svar vakte da ogsaa almindelig Latter, skjønt hans spøgefulde Ord ikke sagde andet, end hvad sandt var. Da de nu ogsaa spurgte Pigen, svarede hun, at der ikke havde været noget imellem dem, og det troede de saa meget villigere, som ingen af dem, der havde været med, vidste noget om, hvad der var foregaaet; men han, som havde givet Bremsen Avnen at flyve med, sagde, for at Amlet kunde vide, at det var ham, der havde frelst ham ved sit snilde Paafund, at han nylig ganske særlig havde været betænkt paa hans Tarv. Amlet gav ham et lige saa snildt Svar; thi for at han kunde vide, at han var ham taknemlig for det Vink, han havde givet ham, sagde han, at han nok havde set, at der kom noget flyvende i fuld Fart med et Straa paa Ryggen og en Avne i Bagen. De andre var ved at revne af Latter over det Svar, men Amlets Ven glædede sig over hans Forstand. Da han nu saaledes havde narret dem alle, og ingen kunde faa hans Forstandskiste dirket op, sagde en af Fenges Venner, der var klogere i sine egne Tanker end i Virkeligheden, at det ikke lod sig gjøre ved almindelig Snedighed at faa en Forstand, der var saa godt gjemt, frem for Dagens Lys, han var alt for stædig, til at man kunde komme nogen Vegne med ham ved at stille ham paa lette Prøver, hans Snedighed var saa mangfoldig, at det ikke kunde nytte at bruge simple Midler. Derfor havde han nu ved at granske dybt over Tingene udfundet en sindrigere Fremgangsmaade, som det ikke var svært at følge, og som sikkert vilde føre til, at de kom paa det rene med, hvad de søgte at faa at vide. Fenge skulde nemlig lade, som om han for en vigtig Sags Skyld var nødt til at rejse bort, og saa skulde Amlet lukkes ind i Sovekammeret til sin Moder, efter at der først, uden at nogen af dem vidste det, var stillet en Mand paa Lur i en Krog derinde for at give nøje Agt paa, hvad de talte sammen; dersom Amlet var ved sin Forstand, vilde han nemlig ikke tage i Betænkning at tale rent ud til Moderen, thi hendes Ærlighed vilde han ikke være bange for at stole paa. For at vise, at han lige saa fuldt var Mand for at føre sin Plan igjennem som for at finde paa den, tilbød han selv at paatage sig den Spejdertjeneste. Fenge blev glad over dette Forslag og drog bort under Paaskud af, at han skulde paa en lang Rejse. Manden, som havde fundet paa dette Raad, havde lønlig listet sig ind i Kammeret, hvor Amlet skulde være sammen med sin Moder, og skjult sig i Halmen, Gulvet var strøet med. Men Amlet fandt ogsaa Udvej til at undgaa den Snare. Da han frygtede for, at der var Lurere, bar han sig først ad paa sin sædvanlige vanvittige Maade, galede som en Hane, baskede med Armene, som om det var Vinger, og sprang omkring i Halmen for at prøve, om der laa nogen gjemt i den. Da han mærkede noget ligesom en Klump under Fødderne, stak han i det med sit Sværd, gjennemborede det og trak saa Manden frem af hans Skjul og slog ham ihjel, derpaa huggede han hans Lig i Stykker, kogte Stumperne og kastede dem i Kulen til Æde for Svinene, saa Uslingens Krop fik sit Leje i Skarn og Uhumskhed. Efter at han saaledes havde faaet Lureren af Vejen, gik han atter ind i Kammeret, og da hans Moder nu begyndte at græde og jamre sig over hans Forrykthed, sagde han: "Hvorfor søger du, skammelige Kvinde, at skjule din grove Synd med falske Taarer, du, der som en fræk Skjøge skjænder og besudler dit Leje, idet du fuld af Ukyskhed favner din Husbonds Morder og med de væmmeligste Kjærtegn slesker for den, der har undlivet din Søns Fader? Saaledes tager Hopper imod de Hingste, der bar overvundet dem, de før holdt sig til; det er umælende Dyrs Natur snart i Flæng at parres med en, snart med en anden, og du viser jo noksom ved at bære dig ad som de, at du har glemt din første Mand. Jeg stiller mig ikke uden Grund an, som om jeg var forrykt, thi jeg tvivler ikke om, at han, der har myrdet sin Brodér, ogsaa vilde fare frem med samme Grumhed imod andre Frænder. Derfor er det bedre, at jeg har Udseende af at være gal end af at være klog; ved at lade, som om jeg er rent forrykt, redder jeg Livet. I mit stille Sind pønser jeg dog stadig paa at hævne min Fader; men jeg passer mit Snit, jeg venter paa gunstig Lejlighed dertil. Hver Ting maa have sin Tid og sit Sted. Over for en falsk og grum Mand maa man gaa mere snedig til Værks. Du har derfor ikke nødig at jamre dig over min Forrykthed, med mere Føje burde du græde over din egen Skjændsel, snarere sørge over, at din egen Sjæl er i Ulave, end over at andres er det. Og glem saa for Resten ikke at holde Tand for Tunge". Ved saaledes at overdænge sin Moder med haarde Ord fik han hende til at vende tilbage til Dyd og Ærbarhed og til at indse, at hendes fordums Kjærlighed var mere værd end den Vellyst, hun havde givet sig hen til. Da Fenge vendte tilbage, og Spejderen ingen Steds var at finde, lod han længe paa det ivrigste søge efter ham, men alle sagde, at de hverken havde hørt eller set noget til ham. De spurgte ogsaa for Spøg Amlet, om han ikke havde Færten af, hvor han var bleven af; han svarede, at han var gaaet i Kulen og gaaet til Bunds der, og saa havde Svinene ædt ham med alt det Skarn, han havde faaet paa sig. Skjønt hans Ord indeholdt en Tilstaaelse af Sandheden, lo de dog blot ad den, fordi den lød som Vanvid. Fenge havde nu imidlertid stadig en stærk Mistanke om, at hans Stifsøn pønsede paa Svig, og vilde derfor gjærne tage ham af Dage, men da han ikke selv turde gjøre det af Frygt baade for hans Bedstefader Røriks og hans Moders Vrede, besluttede han, for selv at kunne lade, som han var uden Skyld, at faa en anden til at gjøre det og lade Kongen af England myrde ham, idet han, opsat, som han var, paa at skjule sin Grumhed, hellere vilde bringe Skjændsel over sin Ven end paadrage sig selv Vanry. Ved sin Bortrejse paalagde Amlet lønlig sin Moder, naar der var gaaet et Aar, at tjælde Hallen med Tæpper og holde hans Gravøl, som om han var død; til den Tid lovede han at komme tilbage. I Følge med ham var to af Fenges Hirdmænd, der havde Brev med til Kongen af England, i hvilket det paalagdes ham at lade den medfølgende unge Mand dræbe - det var indristet i en Trækjevle, hvilket i gamle Dage var en meget almindelig Maade at skrive Brev paa. Medens de sov, ransagede Amlet deres Gjemmer og fik fat i Brevet, og da han havde læst det, skrabede han Indholdet ud og ristede noget helt andet i Stedet, idet han satte sine Rejsefællers Navne i Steden for sit eget og anmodede om, at de maatte blive ombragte. Og ikke nok med, at han saaledes friede sig selv fra Døden og lod den komme over de andres Hoveder, tilføjede han falskelig en Anmodning i Fenges Navn, om at Kongen af England vilde give den højst forstandige unge Mand, han sendte ham, sin Datter til Ægte. Da de kom til England, og Sendemændene fik Foretræde for Kongen, overrakte de ham Brevet, som de troede skulde bringe en anden Døden, men som i Virkeligheden indeholdt deres egen Dødsdom. Kongen lod som ingen Ting og tog venlig og gjæstfrit imod dem, men Amlet agtede det kongelige Maaltid, der anrettedes for dem, saa ringe, som om det var den simpleste Mad, vendte sig med en Afholdenhed, som alle lindrede sig over, fra Bordets rige Overflod og vilde hverken spise eller drikke. Alle saa' med Forundring paa, at denne fremmede unge Mand bar saadan Afsky for det kongelige Bords lækre og med Overdaadighed tillavede Retter, som om det havde været grov Bondekost. Da Maaltidet var til Ende og Gjæsterne gik til Ro, lod Kongen en Mand skjule sig i deres Sovekammer for om Natten at erfare, hvad de talte sammen. Da Amlets Rejsefæller nu spurgte, hvorfor han, da de sad til Bords, ikke havde villet røre Maden, som om det havde været Gift, svarede han, at Brødet var besmittet med Blod, Øllet smagte af Jærn, Flæsket stod der Stank af som af Menneskelig, det havde været en død Mands Aadsel for nær og var blevet fordærvet deraf. Han sagde endvidere, at Kongen havde Trælleøjne, og at Dronningen i tre Ting havde baaret sig ad som en Trælkvinde, og smædede saaledes nok saa meget dem, der havde ladet Maden lave, som Maden selv. Hans Stalbrødre skjændte nu paa ham, fordi han nu igjen kom med sit gamle Vanvid, og begyndte at spotte ham og give ham spydige Ord, fordi han lastede, hvad han burde rose, klagede over, hvad godt var, førte usømmelig Tale om saa ypperlig en Konge og en Kvinde af saa høviske Sæder, og ved sine forsmædelige Ord tilføjede dem den største Tort, skjønt de begge var al Ære værd. Da Kongen fik delte at vide af sin Drabant, sagde han - og ved de faa Ord viste han, hvor kløgtig han var -, at enten maatte dette Menneske have mere Forstand end andre, eller han maatte være forrykt. Han lod derpaa sin Foged kalde og spurgte, hvor han havde Brødet fra. Da Fogden svarede, at det var lavet af deres egen Bager, spurgte Kongen, hvor Kornet, det var bagt af, havde voxet, og om der var Tegn til, at nogen var bleven slaaet ihjel der, og Fogden sagde da, at der tæt ved Kongsgaarden var en Mark, der var fuld af gamle Ben af slagne Mænd, saa det var tydeligt nok, at der i gamle Dage havde fundet et stort Mandefald Sted, og der havde han i Haab om at faa overmaade mange Fold ladet Vaarsæden saa, fordi der var mere Grøde i Jorden der end anden Steds, og det kunde jo derfor nok være, at Brødet havde faaet nogen Afsmag af de raadne Ben. Da Kongen hørte det, skjønnede han, at det var rigtigt, hvad Amlet havde sagt, og han vilde nu ogsaa have at vide, hvor Flæsket kom fra. Fogden sagde da, at hans Svin som Følge af, at der ikke var blevet passet tilstrækkelig paa, var slupne ud og havde ædt det forraadnede Lig af en Røver, saa det kunde maaske være, at det var deraf deres Kjød smagte fordærvet. Da Kongen var kommen paa det rene med, at Amlet ogsaa havde haft Ret i dette, spurgte han, hvad Øllet var brygget af, og da Fogden svarede, at det var brygget af Spelt og Vand, lod han grave dybt i det Kildevæld, Fogden viste ham, og der fandt de en Mængde rustne Sværd, som man holdt for havde givet Vandet Afsmag. Andre siger, at det var Mjøden, Amlet lastede, fordi han, da den blev øst op, fandt nogle Bier i den, der havde ædt af en død Mands Ister, og saa var den daarlige Smag gaaet over i Mjøden fra Honningen. Da Kongen nu saaledes saa', at det havde sin Rigtighed med den Afsmag, Amlet havde anket over, og yderligere, da han spurgte ham, hvad han mente med de nedsættende Ord, han havde sagt om hans Øjne, fik at vide, at han havde sigtet til en Plet, der hvilede paa hans Herkomst, talte han hemmelig med sin Moder og spurgte hende, hvem der var Fader til ham. Da han, efter at hun havde svaret, at hun ikke havde haft Samkvem med andre end Kongen, truede hende med, at han nok skulde faa Sandheden ud af hende ved Hjælp af Pinebænken, tilstod hun, at det var en Træl, der var Fader til ham, og af denne aftvungne Bekjendelse fik han saaledes at vide, hvorledes det forholdt sig med den Plet paa hans Herkomst, Amlet havde hentydet til. Men medens han skammede sig over sin lave Byrd, glædede han sig paa den anden Side over den unge Mands Kløgt, og han spurgte ham nu, hvorfor han havde tilføjet Dronningen den Tort at sige, at hun bar sig ad som en Trælkvinde. Men da han nu saaledes besværede sig over, at hans Gjæst om Natten havde talt nedsættende om hans Hustrus Høviskhed, fik han at vide, at hendes Moder virkelig var en Trælkvinde, thi Amlet sagde, at de tre Ting, han havde ment, da han lastede hende for at bære sig ad som en Trælkvinde, var for det første, at hun paa saadanne Kvinders Vis svøbte Hovedet ind i sin Kaabe, for det andet, at hun kiltrede sin Kjortel op, naar hun gik, og for det tredje, at hun stangede sine Tænder og tyggede Madresterne, og for at han kunde se, at hun ikke blot havde Trællelader, men ogsaa var af Trællebyrd, fortalte han ham, at hendes Moder var bleven taget til Fange og gjort til Trælkvinde. Kongen fik nu saadan Ærbødighed for hans Klogskab, som om det var guddommelig Visdom, han var begavet med, og gav ham sin Datter til Ægte, og alt, hvad han sagde, tog han, som om det kom fra Himlen. Hans Ledsagere lod han i Henhold til sin Vens Anmodning hænge Dagen efter. Amlet lod, som om han blev fortrydelig over denne Vennetjeneste, som om det var en Uret, der var sket ham, og Kongen gav ham da i Mandebod noget Guld, som han senere lod smelte og hemmelig støbe ind i nogle hule Træstokke. Da han havde været i England et Aar, bad han om Lov til at rejse og vendte hjem, og af alle de Skatte, Kongen havde givet ham, tog han ikke andet med end Stokkene med Guldet i. Da han kom til Jylland, afførte han sig sine fine Klæder og aflagde sit høviske Væsen og antog i Steden derfor med Vilje atter de latterlige Lader, han tidligere havde baaret til Skue, og da han bedækket med Smuds traadte ind i Hallen, hvor de var ved at holde hans Gravøl, vakte det den største Forbavselse hos alle, at Rygtet altsaa havde løjet ham død. Deres Forskrækkelse forvandledes imidlertid omsider til Lystighed, og Gjæsterne gjorde Løjer med hverandre, fordi de holdt Gravøl efter ham, som om han var død, og saa stod han levende iblandt dem. Da de spurgte ham, hvor hans Stalbrødre var, viste han dem Stokkene, han havde med, og sagde, at her var de begge to, og det er jo ikke saa lige at sige, om dette Svar var mest sandfærdigt eller morsomt, thi skjønt de fleste ansaa det for taabeligt, var det jo overensstemmende med Sandheden, for saa vidt som han i de dødes Sted viste dem den Mandebod, han havde faaet for dem. Derpaa gav han sig til at hjælpe Mundskjænkene for at faa Lystigheden bedre i Gang imellem Gjæsterne og drak dem flittig til, og for at hans side Kjortel ikke skulde hindre hans Gang, bandt han den op med sit Sværdbælte, og Sværdet trak han jævnlig ud af Skeden og saarede sig med dets Od i Fingerspidserne, hvorfor nogle af Gjæsterne slog en Jærnnagle igjennem det og Skeden, saa at det ikke kunde drages. For saa meget tryggere at kunne bane Vejen for sit Anslag skjænkede han flittig for Hirdmændene, fik dem til at tømme det ene Horn efter det andet og overvældede dem alle saaledes med Drik, at de af Drukkenskab ikke kunde staa paa Benene og lagde sig til at sove i Borgen og saaledes brugte Gildehallen som Sovekammer. Da han nu saa', at de var lette at overliste, og at Lejligheden til at udføre hans Forsæt var kommen, hentede han de Kjæppe, han i sin Tid havde lavet til, frem fra Stedet, hvor han havde forvaret dem, og gik atter ind i Huset, hvor Hirdmændene laa hulter til bulter paa Gulvet og brækkede sig, alt medens de sov Rusen ud. Han skar Baandene over, der holdt Tæpperne fast, som hans Moder efter Aftale havde tjældet Hallens Vægge med indvendig, og da de faldt ned over de snorkende Mænd, stak han Kjæppene med Krogene i dem og filtrede det hele saa uløselig sammen, at ingen af dem, der laa under det, kunde rejse sig, hvor meget de end anstrængte sig. Derpaa stak han Ild paa Huset, Flammerne tog hurtig til i Styrke, saa Ilden bredte sig og snart omspændte hele Borgen og fortærede den med alle dem, der var i den, hvad enten de nu stadig laa i dyb Søvn, eller de forgjæves søgte at rejse sig. Derpaa gik han ind i Fenges Sovekammer, hvor Kongen var bleven baaren ind af sine Mænd, rev Sværdet, der hang ved hans Seng, til sig og hængte sit eget i Stedet for. Saa vækkede han sin Farbroder og sagde ham, at hans Hirdmænd var ved at brænde op, og at Amlet var kommen rustet med sine gamle Kroge og opsat paa at tage den Hævn, han havde til gode for sin Faders Drab. Da Fenge hørte det, sprang han ud af Sengen og blev fældet, da han savnede sit eget Sværd og forgjæves søgte at drage det, der hang i dets Sted. En modig Mand og værdig til et evigt Eftermæle var Amlet, som snildelig gav sig Udseende af at være en Taabe og ved en beundringsværdig godt paatagen Galskab holdt sin overmenneskelige Kløgt skjult og ikke blot ved sin Snildhed fik bjærget Livet, men ogsaa ved dens Hjælp fandt Lejlighed til at hævne sin Fader, saa det maa staa uafgjort hen, om han ved saaledes snildt at vare sig selv og kjækt at hævne sin Fader lagde mest Mod eller Klogskab for Dagen. ## bok 4: Amlet og Viglet (Winkel Horn 1898) Efter at Amlet havde fældet sin Stiffader, ansaa han det, da han frygtede for, at det ikke var sikkert, hvorledes hans Landsmænd vilde dømme om hans Daad, for raadeligst at skjule sig, indtil han var kommen paa det rene med, hvorledes den jævne Almue vilde gaa til Værks. Folk i Nabolaget, som om Natten havde set Ildebranden, kom næste Morgen, opsatte paa at faa at vide, hvorledes det hang sammen, og fandt Borgen sunken i Aske, og da de ransagede den endnu varme Brandtomt, fandt de ikke andet end uformelige Levninger af brændte Lig. Saa graadig havde Ilden fortæret alt, at der ikke var Spor at opdage af, hvorledes denne store Ulykke var opstaaet. Fenges Lig fandtes ogsaa med blodige Klæder og gjennemboret af et Sværd. Nogle opfyldtes af aabenlys Harme, andre af Sorg og nogle af hemmelig Glæde. Nogle græd over deres Herres Død, andre glædede sig over, at der var gjort Ende paa det med Broderblod besudlede Voldsherredømme. Saaledes vakte Kongens Død forskjellige Følelser hos de tilstedeværende. Da Amlet saa', at Almuen holdt sig rolig, fattede han Mod til at forlade sit Skjul, sammenkaldte dem, om hvem han vidste, at de bevarede hans Fader i trofast Minde, gik frem paa Tinge og holdt følgende Tale: "I gode Mænd, i Fald I sørge over Hardvendels ynkelige Død, kan I ikke sørge over den Ulykke, I her har for øje. I, siger jeg, som har bevaret eders Troskab imod Kongen, eders Kjærlighed til Landsens Fader, kan ikke sørge derover. I se her en Brodermorders, ikke en Konges Lig. Det var i Sandhed et ganske anderledes sørgeligt Syn, da I saa' vor Konge ynkelig myrdet af den skjændigste, jeg vil ikke sige Broder, men Brodermorder. Ja, med taarefulde øjne saa' I Hardvendels sønderhuggede Legeme, hans Lig bedækket med talrige dræbende Saar. Hvem tvivler om, at hans grumme Bøddel berøvede ham Livet for at kunne berøve Fædrelandet dets Frihed? Den samme Haand gav ham Døden og eder Trællekaar. Hvem skulde da kunne være saa afsindig at foretrække Fenges Grumhed for Hardvendels Kjærlighed? Husk, med hvilken Livsalighed Hardvendel sørgede for eder, hvor retfærdig han handlede imod eder, hvor ømt han elskede eder. Husk, at I mistede den mildeste Konge, den retfærdigste Fader, og i hans Sted fik en Voldsmand, en Brodermorder, at I blev berøvet eders Ret, at alt blev besudlet, at Fædrelandet blev besmittet med Skjændselsgjerninger, at I maatte bøje eders Nakker under Aaget, at den fri Selvbestemmelsesret blev tagen fra eder. Og nu er alt dette forbi, da I se, at dets Ophavsmand ligger paa sine Gjerninger, at Brodermorderen har faaet Straffen for sine Forbrydelser. Hvilket blot nogenlunde forstandigt Menneske, som ser dette, vil anse det, der er en Velgjerning, for en Uret? Hvem, som er ved sin Fornuft, vil beklage, at Forbrydelsen er kommen over Forbryderens eget Hoved? Hvem vil begræde den blodbestænkede Bøddels Fald eller sørge over den grumme Voldsmands retfærdige Død? Her ser I den, der har øvet denne Daad. Jeg tilstaar, at jeg har taget Hævn baade for min Fader og mit Land. Den Gjerning, som det lige saa fuldt var eders Skyldighed at gjøre, har jeg gjort. Hvad det sømmede sig for eder at gjøre sammen med mig, har jeg fuldbyrdet alene. Føj hertil, at jeg ingen Hjælper har haft ved denne berømmelige Daad, ingen har ydet mig en Haandsrækning dertil, skjønt jeg godt ved, at I, om hvem jeg ikke tvivler paa, at I har bevaret eders Troskab imod Kongen, eders Kjærlighed til Landsens Fader, gjærne vilde have hjulpet mig i denne Sag, i Fald jeg havde bedet eder derom. Men jeg foretrak at straffe disse Misdædere uden at udsætte eder for Fare, jeg ansaa det ikke for rigtigt at lade andre lægge Skuldre til denne Byrde, som jeg mente mine egne var stærke nok til at bære. Jeg har holdt de andres Baalfærd, kun Fenges Krop har jeg overladt til eder at brænde, for at I dog derved kan tilfredsstille eders Begjærlighed efter en retfærdig Hævn. Skynd eder derfor, rejs et Baal og brænd den ugudelige Krop, steg de vanhellige Lemmer, spred den forbandede Aske, lad den flyve for alle Vinde, ingen Urne, ingen Gravhøj skal gjemme de skjændige Rester af hans Ben. Lad der ikke blive Spor tilbage af Brodermorderen, hans fule Krop skal ikke finde noget Hvilested inden for vort Fædrelands Grænser, den skal ikke forpeste Omegnen, hverken Hav eller Land skal besmittes ved at gjemme dette forbandede Aadsel. Resten har jeg sørget for, kun dette ene har jeg overladt til eder som en Kjærlighedsgjerning. Det er den Ligfærd, der tilkommer Voldsmanden, saaledes bør Brodermorderen stedes til Hvile. Han har røvet Fædrelandet Friheden, hans Aske bør ikke gjemmes i dets Skjød. "Og nu! hvorfor skal jeg rippe op i mine Gjenvordigheder? hvorfor skal jeg opregne mine Ulykker, fortælle om mine Sorger, som I kjender fuldt saa godt som jeg selv? Min Stiffader stræbte mig efter Livet, min Moder agtede mig ringe, mine Venner spottede mig, saaledes sled jeg kummerlig Tiden, levede alle mine Dage i Sorg og tilbragte mit Liv i Utryghed, fuld af Frygt og omspændt af Farer. Kort sagt, hele min Levetid har jeg tilbragt paa den ynkeligste Maade i den yderligste Modgang. I sukkede tit i Løndom over mig og klagede i eders stille Sind over, at jeg var berøvet min Fornuft, saa at min Fader ikke blev hævnet og Brodermorderen ikke straffet. Det var mig et lønligt Tegn paa eders Kjærlighed, at jeg saa', at Mindet om Kongemordet endnu levede i eders Sind. Hvem er saa klippehaard, hvem har et saadant Stenhjærte, at ikke Medfølelse med mine Lidelser maa smelte det og Medynk med mine Gjenvordigheder gjøre det blødt? I maa have Medlidenhed med eders egen Fostersøn, I maa røres over mine Ulykker, alle I, som ikke har besmittet eders Hænder med Hardvendels Drab. Forbarm eder ogsaa over min ulykkelige Moder, og glæd eder over, at eders fordums Dronnings Vanære er udslettet, hun, som tog sin Husbonds Broder og Morder i Favn og blev tvungen til at give sit Legeme til Pris for en dobbelt Skjændsel. For at dølge den Hævn, jeg pønsede paa, maatte jeg skjule min Forstand, jeg var ikke virkelig vanvittig, men stillede mig kun saa an. Under en paatagen Forryktheds Skin arbejdede min Forstand paa store Planer. Om den har udrettet noget, om jeg nu endelig har naaet Maalet, maa I afgjøre, jeg overlader til eder at dømme i denne vigtige Sag. Træd Brodermorderens Aske under Fødder, vis eders Foragt for den Mands jordiske Levninger, som besudlede sin myrdede Broders Hustru og bedrev Utugt med hende, som forbrød sig imod sin Herre og Konge og skammelig forraadte ham, som paaførte eder det haardeste Voldsherredømme, berøvede eder Friheden og føjede Blodskam til Brodermord. Mig, der har fuldbyrdet en saa retfærdig Straf, mig, der har arbejdet paa en Guderne saa velbehagelig Hævn, bør I modtage med ædelt Sind, yde mig den Hyldest, der tilkommer mig, og styrke mig ved at se paa mig med milde øjne. Jeg har aftvættet Fædrelandets Skam, jeg har udslettet min Moders Skjændsel, jeg har omstyrtet Voldsherredømmet, jeg har fældet Brodermorderen, jeg har undgaaet min Farbroders lumske Efterstræbelser ved at sætte List imod List; levede han endnu, vilde Tallet paa hans Forbrydelser voxe fra Dag til Dag. Jeg sørgede over den Uret, der blev øvet baade imod vort Fædreland og min Fader, og fældede ham, der herskede grumt over eder og med større Overmod, end det sømmede sig for Mænd at finde sig i. Paaskjøn den Velgjerning, jeg har vist eder, ær min Forstand og giv mig Riget, i Fald jeg har fortjent det; I har i mig den Mand, der har gjort eder saa stor en Tjeneste, en ikke vanslægtet Arving til min Faders Magt, ikke en Morder, men Rigets lovlige Arvtager og Brodermordets Guderne velbehagelige Hævner. I skylder mig, at I har faaet eders Frihed tilbage, at eders Plageaands Herredømme er til Ende, Undertrykkerens Aag afkastet, Brodermorderens Trone omstyrtet, Enevoldsherredømmets Scepter traadt i Støvet. Jeg har udfriet eder af Trældom, skjænket eder Friheden, gjenoprettet eders Anseelse, hævdet eders Ære, fældet Voldsherskeren og knust Bødlen. Det staar nu til eder at gjøre Gjengjæld, I kan selv bedømme, hvad jeg har fortjent, af eders Dannished kræver jeg min Løn". Ved denne Tale bøjede den unge Mand alles Sind og rørte nogle til Medynk, andre endogsaa til Taarer, og da deres Sindsbevægelse havde lagt sig, kaarede de ham ivrig og enstemmig til Konge, thi alle satte stort Haab til hans Snille, efterdi han med den dybeste Kløgt havde udpønset saa stor en Bedrift og fuldført den med saa utroligt Arbejde, og mange undrede sig over, at han i saa lang en Tid havde kunnet holde saa snildt et Anslag skjult. Da Amlet havde faaet alt dette udrettet i Danmark, sejlede han med tre prægtigt udrustede Skibe til England for at besøge sin Hustru og Svigerfader, og han tog i sin Tjeneste og med sig paa Toget de skjønneste Ungersvende med de herligste Vaaben, saa at, ligesom han før havde været ussel og uanselig i hele sin Optræden, udfoldede han nu i alle Maader stor Pragt, og havde han før lagt Vind paa Armod, lagde han sig nu efter Glans og Herlighed. Han havde ogsaa ladet sig gjøre et Skjold, paa hvilket han havde ladet male ypperlige Billeder, der fremstillede alle hans Bedrifter lige fra hans første Ungdomsdage, og dette Skjold, som han bar ligesom et Vidnesbyrd om sine store og gode Egenskaber, indbragte ham megen Berømmelse. Der saa' man afmalt Hardvendels Mord, Brodermorderens Blodskam, den skjændige Farbroder og den taabelige Brodersøn, de krøgede Kjæppe, hvorledes Stiffaderen fattede Mistanke og Stifsønnen forstillede sig, de Fristelser, han blev ført i, Pigen, der blev sat ud paa ham, den gabende Ulv, Roret, de fandt, Klitten, de kom forbi, Skoven, de gik ind i, Bremsen med Avnen, hvorledes Ynglingen forstod Vinket og førte sine Ledsagere bag Lyset ved at favne Pigen paa et afsides Sted. Man saa' ogsaa der afmalt Kongeborgen, Dronningens Sammenkomst med sin Søn, hvorledes Lureren blev dræbt, Liget kogt og kastet i Kulen, hvor Svinene aad det. Man saa', hvorledes Amlet opdagede sine sovende Rejsefællers Hemmelighed, skrabede Skriften ud og skrev andet i Stedet, hvorledes han ved Gjæstebudet væmmedes ved Maden og øllet, lastede Kongens Ansigt og Dronningens kejtede Lader, hvorledes Sendemændene blev hængte og Ynglingen holdt Bryllup, hvorledes han sejlede tilbage til Danmark, hvor hans Gravøl holdtes, hvorledes han i sine Rejsefællers Sted fremviste Stokkene, hvorledes han gjorde Tjeneste som Mundskjænk, hvorledes han med Vilje saarede sig i Fingrene med Sværdet, hvorledes der blev rammet en Nagle igjennem det, hvorledes Gjæsternes Lystighed voxede, og Dansen gik vildere og vildere, hvorledes Tæpperne blev kastede over de sovende Mænd og fæstede med Krogene, saa de ikke kunde rede sig ud af dem, hvorledes han stak Ild paa Huset og brændte Gjæsterne inde, hvorledes Borgen sank sammen fortæret af Ilden, hvorledes han gik ind i Fenges Sovekammer, tog hans Sværd og hængte sit eget ubrugelige i dets Sted, samt hvorledes Kongen faldt for sit eget Sværd i Stifsønnens Haand. Alt dette havde en dygtig Kunstner afmalet paa hans Skjold med den ypperligste Kunstfærdighed, saaledes at Ting og Begivenheder var gjengivne paa den livagtigste Maade. Hans Ledsagere havde ogsaa, for at tage sig saa meget prægtigere ud, guldbelagte Skjolde. Kongen af England tog imod dem med kongelig Pragt og overmaade venlig. Da de sad ved Maaltidet, spurgte han ivrig, om Fenge levede og led vel, og han fik da af sin Svigersøn at vide, at det var til ingen Nytte at forhøre sig om hans Helsen, eftersom han var bleven dræbt, og da han saa fremdeles ivrig spurgte om, hvem der var Drabsmanden, fik han at vide, at den, der meldte hans Død, ogsaa havde dræbt ham. Da Kongen hørte det, blev han maalløs af Forbavselse, thi han vidste med sig selv, at han i sin Tid havde lovet Fenge at hævne hans Død, de havde nemlig svoret at hævne hinanden. Paa den ene Side stod hans ømhed for Datteren og hans Kjærlighed til Svigersønnen, paa den anden hans Venskab for Fenge og derhos den dyre Ed, hvormed de gjensidig hellig havde forpligtet sig, og som det vilde være en Skjændsel at bryde. Omsider fik Troskaben imod hans Ed Overtaget, saa han ikke ænsede Slægtskabets Baand, men besluttede at opfylde sin hellige Pligt paa sin Svigersøns Bekostning. Men da det ogsaa ansaas for en Skjændsel at krænke Gjæstevenskabets Love, saa' han helst, at en anden udøvede Hævnen i hans Sted, saa at det, skjønt han hemmelig var Ophavsmand til Daaden, kunde tage sig ud, som om han var uskyldig. Han skjulte derfor sin Svig og sin Iver efter at komme ham til Livs under et venligt og elskværdigt Væsen, og da hans Hustru nylig var død af Sot, bad han Amlet om at paatage sig en Sendefærd for ham og bejle til en anden paa hans Vegne; han var nemlig saa glad over hans ypperlige Forstand, sagde han. Rejsen gjaldt Skotland, hvor der var en Dronning, som han var stærkt opsat paa at faa til Ægte, sagde han. Sagen var, at han vidste, at hun ikke blot af Blufærdighed ikke vilde opgive sin Jomfrustand, men ogsaa var saa grum og overmodig, at hun ligefrem bar Had til sine Bejlere og straffede hver den paa Livet, der søgte at vinde hendes Gunst, saa at der ikke var én af hendes mange Friere, der ikke havde maattet bøde med Livet for sin Bejlen. Skjønt det var et farligt Hverv, der blev paalagt ham, vilde Amlet ikke undslaa sig for at paatage sig det, og han gav sig altsaa paa Rejsen, idet han dels stolede paa sine egne Folk, dels paa dem, Kongen af England gav ham med. Da han var kommen ind over den skotske Grænse og ikke var langt fra Dronningens Borg, gik han ind paa en Eng ved Vejen for at lade Hestene bede lidt, og da han frydede sig over Stedets Fagerhed, og en yndig rislende Bæk gav ham Lyst til at sove, lagde han sig til Hvile efter at have stillet Folk paa Post, som skulde holde Udkig. Da Dronningen fik Nys herom, sendte hun ti unge Mænd ud for at udspejde, hvem disse fremmede var, og hvad de havde for. En af dem, som var snildere end de andre, skuffede Vagtposterne, sneg sig helt hen til Amlet og listede Skjoldet fra ham, som han havde lagt under sit Hoved, da han lagde sig til at sove, og saa forsigtig bar han sig ad, at hverken Amlet eller nogen af de mange andre sovende Mænd vaagnede derved, og saaledes kunde han ikke blot bringe sin Dronning Bud, men ogsaa sikkert Jertegn. Ogsaa Brevet, Amlet havde med, listede han med samme Behændighed op af Buddiken, han forvarede det i. Da han havde bragt Dronningen disse Ting. saa' hun nøje paa Skjoldet og fandt ud af hele Sammenhængen med de Billeder, der var malede paa det, og skjønnede, at dets Ejer, som hun snart kunde vente Besøg af, var den Mand, som med saa stor Snildhed havde hævnet sin Faders Død. Hun læste ogsaa Brevet, hvori Kongen begjærede hende til Ægte, og da hun var led ved at gifte sig med en gammel Mand, men nok havde Lyst til en ung, slettede hun Indholdet ud og skrev et helt andet Brev fra Kongen af England til hende, saa det saa' ud. som han selv havde sat sit Navn og sit Segl under, hvad hun havde skrevet; det gik ud paa, at han bad hende gifte sig med Overbringeren, og for at Skjoldet kunde tjene til Bekræftelse paa Brevet og Brevet til Forklaring af Skjoldet, beskrev hun ogsaa i Brevet hans Bedrifter, som hun havde lært at kjende ved at se paa Skjoldet. Derpaa bød hun Spejderne bringe begge Dele tilbage og lægge dem paa deres Plads igjen for saaledes at narre Amlet paa samme Maade, som hun havde set, at han havde narret sine Rejsefæller. Imidlertid havde Amlet opdaget, at Skjoldet var blevet listet bort under hans Hoved, og han lukkede da strax igjen øjnene og lod, som han sov, for derved at faa det tilbage, som han havde mistet, medens han virkelig sov; thi han tænkte, at da Skjelmen var kommen saa godt fra det første Skjelmsstykke, vilde han saa meget snarere komme igjen og prøve paa et nyt. Det tog han da heller ikke fejl i, og da Spejderen kom listende for at lægge Skjoldet og Brevet tilbage, hvor han havde taget dem, sprang han op, greb ham og lod ham binde. Derpaa vækkede han sine Ledsagere og begav sig op til Dronningens Borg, hilste hende fra sin Svigerfader og overrakte hende Brevet med hans Segl under. Da Hærmdrude - saaledes hed Dronningen - havde læst det, roste hun i høje Toner Amlets Snildhed og Bedrifter; Fenge havde faaet sin velfortjente Straf, sagde hun, og Amlet havde med utrolig Skarpsindighed udført en Gjerning, som man ikke noksom kunde berømme, idet han ikke blot med ubegribelig Kløgt havde udpønset en Plan til at hævne sin Faders Død og sin Moders Skjændsel, men ogsaa ved sine prisværdige Bedrifter havde taget Riget fra den, der idelig havde stræbt ham efter Livet. Derfor undrede det hende ogsaa, at en Mand af saa udmærket Forstand havde kunnet begaa en saadan Fejl med Hensyn til sit Ægteskab, at han, hvis Berømmelse næsten overgik alle andre Menneskers, havde faaet en saa simpel og uanselig Ægtefælle; thi hendes Forældre var trællebaarne, om end Lykken havde føjet det saa, at de bar kongeligt Skrud, og naar det gjaldt om at vælge sig en Hustru, burde en klog Mand ikke se efter Skjønhed, men efter ædel Byrd. Derfor burde den, der rettelig vilde søge sig en Ægtefælle, se paa Slægten og ikke lade sig daare af et smukt Ansigt, som kun er et Lokkemiddel, der tit som en falsk Sminke gjør det af med den oprindelige hvide Lød. Der var imidlertid en, som var hans Jævning i ædel Byrd, og som han kunde faa, hun var selv nemlig baade saa rig og af saa fornem Herkomst, at hun kunde være ham en jævnbyrdig Hustru, som han hverken overgik i kongelig Magt og Myndighed eller i Henseende til berømmelige Forfædre, thi hun var Dronning og kunde, hvis hendes Kjøn ikke var i Vejen, godt gaa og gjælde for Konge, ja, hvad der var endnu vissere, den, hun værdigede at gjøre til sin Husbond, blev Konge, sammen med sin Haand skjænkede hun ham Riget; her svarede Kongespiret og Hustruen til hinanden. Heller ikke maatte det regnes for nogen ringe Gunst, at hun, som plejede at skille sig af med sine Bejlere med Sværdet, selv bød ham sin Kjærlighed. Hun bad ham derfor om at lægge Vind paa at tækkes hende og give hende sin Tro, idet han mere saa' paa ædel Byrd end paa Skjønhed. Og med de Ord faldt hun ham om Halsen. Han blev glad over Jomfruens venlige Tale, gjorde Gjengjæld med at kysse og favne hende og sagde, at hendes Vilje var hans. Saa blev der gjort Gjæstebud, hvortil deres Venner og de skotske Stormænd blev budne, og Brylluppet blev holdt. Derefter drog han med sin Brud til England, og en stor skotsk Hær lod han følge tæt bag efter, for at han kunde betjene sig af den, i Fald man pønsede paa Forræderi imod ham. Da han var kommen hjem til England, kom Kongens Datter, som han var gift med, ham i Møde. Skjønt hun havde god Grund til at klage over, at han krænkede hende ved at føre hende sin Slegfred paa Halsen, fandt hun det dog uværdigt at lade Hadet til hende faa Overtaget over Kjærligheden til sin Husbond, sagde hun, Hun kunde heller ikke være sin Mand saa fjendsk, at hun kunde dølge de Rænker, hun vidste man spandt imod ham, thi hun havde i sin Søn et Pant paa deres Ægteskab, og Hensynet til ham maatte paalægge hans Moder at elske sin Husbond. "Lad ham hade sin Moders Medhustru", sagde hun, "jeg vil elske hende. Ingen Gjenvordighed skal slukke min Kjærlighed til dig, ingen Avind faa Bugt med den, saa at jeg ikke aabenbarer, hvad der er udpønset til din Fortræd, og røber de Rænker, jeg har opdaget. Tag dig derfor i Agt for min Fader, efterdi du har søgt din egen Fordel paa Sendefærden og omgaaet hans ønske, som sendte dig, ved egenmægtig at tilegne dig alt Udbytte deraf". Af denne hendes Tale ser man klarlig, at Kjærligheden til hendes Husbond var stærkere i hende end Kjærligheden til hendes Fader. Medens hun talte saaledes, kom Kongen af England og tog tilsyneladende paa det kjærligste imod sin Svigersøn og bød ham til Gjæstebud for under Skin af Velvilje at skjule den Svig, han pønsede paa. Amlet, som jo nu vidste, hvad han bar i sit Skjold, lod sig ikke mærke med, at han følte sig utryg, men tog to Hundrede Ryttere med, trak en Brynje paa under Klæderne og efterkom Indbydelsen; thi han vilde hellere udsætte sig for Fare ved at tage imod Kongens forstilte Venlighed end vise den fra sig paa en Maade, han kunde have Skam af, i den Grad var det ham i alle Maader magtpaaliggende at holde paa sin Værdighed. Da han nu kom ridende ind i Porthvælvingen, der havde begge Fløjene aabne, gik Kongen løs paa ham og vilde have gjennemboret ham med sit Spyd, hvis det ikke var prellet af paa Brynjen. Nu fik han kun et let Saar og red saa tilbage til det Sted, hvor han havde paalagt de unge Skotter at vente paa ham; derpaa sendte han sin ny Hustrus Spejder, som han havde taget til Fange, op til Kongen og lod ham fortælle, hvorledes han hemmelig havde taget Brevet til Dronningen ud af Buddiken, det var forvaret i, saa at han skjød Skylden over paa Hærmdrude og fuldstændig frikjendte Amlet for at have begaaet noget Forræderi. Kongen betænkte sig imidlertid ikke paa ivrig at forfølge Amlet, der var flygtet, og dræbte største Delen af hans Folk, saa da Amlet Dagen efter vilde holde Slag med ham for at bjærge Livet, mistvivlede han om, at han kunde gjøre tilstrækkelig Modstand med den Styrke, han havde. For tilsyneladende at gjøre sin Hær større, end den var, tog han da sine faldne Krigeres Lig, stillede nogle af dem op med Pæle til Støtte, bandt andre fast til store Sten, satte andre op paa Heste, som om de var levende, og ordnede dem fuldt rustede, som de var, i Fylking og Slagorden, som om de var rede til at holde Slag, og der var ikke færre paa de dødes Fløj end i de levendes Skare. Det var et sælsomt Syn, da de døde stod rede til at rykke i Slag, som om de, der alt havde maattet lade Livet, atter skulde til at vove en Dyst, men dette Paafund kom sin Ophavsmand til gode; thi da Solens Straaler spillede paa Dødningerne, tog de sig ud som en vældig Hær; Gjøglebillederne af de faldne Krigere bevirkede nemlig, at det saa' ud, som om Hæren var lige saa mandstærk som før, saa at man maatte tro, at det Nederlag, den havde lidt, ikke i mindste Maade havde mindsket den. Da Englænderne saa' det, flyede de, inden Kampen var begyndt, og saaledes blev de overvundne af de døde, som de havde overvundet, da de var i Live, og jeg ved ikke, om man skal sige, at denne Sejr mest skyldtes Lykken eller Forstanden. Kongen, som var noget senere til at give sig paa Flugt, blev dræbt af de fremstormende Danske. Efter at have vundet denne Seje og gjort et stort Krigsbytte og hærjet i England drog Amlet til Danmark med sine to hustruer. Imidlertid var Rørik død, og Viglet, som havde taget ved Riget, pinte og plagede med stor Frækhed Amlets Moder paa alle Maader og berøvede hende al kongelig Magt og Myndighed, idet han besværede sig over, at hendes Søn ved at bemægtige sig Herredømmet i Jylland havde krænket Lejrekongens Ret, eftersom det tilkom ham at give og fratage, hvem han vilde, saadan Værdighed. Dette tog Amlet med saa stor Selvbeherskelse, at han endogsaa skjænkede Viglet det bedste af det Bytte, hans Sejr havde indbragt ham, og saaledes gjengældte hans Bagvadskelse med Velgjerninger. Men da han siden fandt Lejlighed til at hævne sig, paaførte han ham Krig og overvandt ham og blev saaledes fra en hemmelig til en aabenbar Fjende. Fjaler, der var Høvedsmand i Skaane, drev han i Landflygtighed, det hedder sig, at han skal være flyet til et Sted, der hed Undensaker, men som ingen nu om Stunder kjender. Da Viglet, som havde samlet friske Kræfter i Skaane og Sjælland, derpaa ved Sendemænd lod ham æske til Kamp, skjønnede han med sin vidunderlige Kløgt, at han var stedt imellem to vanskelige Kaar, af hvilke det ene vilde bringe ham Skjændsel, det andet Fare, thi han vidste, at i Fald han tog imod Udfordringen, gik det paa Livet løs, og at hvis han afslog den, var hans Krigerære beskæmmet, men da han, der stadig havde Dyden for øje, overvejede Sagen, fik dog Ærekjærheden Overtaget, og hans store Attraa efter at vinde Hæder fik Bugt med Frygten for at lide et Nederlag, at han ikke ved frygtagtig Sky for Døden skulde sætte den sikre Ærens Glans, han havde vundet, over Styr. Han skjønnede ogsaa, at der næsten er lige saa stor Forskjel paa et uhæderligt Liv og en herlig Død som paa Ære og Skjændsel. Men Hærmdrude elskede han saa højt, at han nærede større Bekymring for hendes tilstundende Enkestand end for sin egen Død og gjorde sig al Umag for at finde et nyt Giftermaal til hende, inden han drog i Krig, hvorfor Hærmdrude erklærede, at hun havde Mands Mod og Hjærte og højt og helligt lovede, at hun ikke engang vilde skilles fra ham i Kampens Hede; det var en ussel kvinde, sagde hun, der var bange for at følge sin Husbond i Døden. Dette sjældne Løfte holdt hun dog kun daarligt, thi da Amlet i Jylland var falden i Slaget ved Viglet, overgav hun sig til ham og lod ham tage hende i Favn. Saaledes gjør Lykkens Ustadighed det af med alle Kvindeløfter, Tidernes Omskiftelse gjør dem til intet, og tilfældige Omstændigheder svækker Kvindens Troskab, der altid staar paa svage Fødder. Ligesom hun er hurtig til at love, er hun sen til at holde sine Løfter. Hun lader sig lokke og hilde af sine Lyster, og glemmende det forbigangne giver hun sig stadig med aandeløs Begjærlighed til hovedkulds med Griskhed at hige efter noget nyt. Saalunde omkom Amlet, som, hvis Lykken havde været ham lige saa huld, som Naturen havde været gavmild imod ham, vilde være bleven Guderne lig i straalende Glans og ved sine herlige Egenskaber have overgaaet Herkules i Bedrifter. Hans Grav vises i Jylland paa en Mark, som bærer hans Navn. Viglet døde af Sot efter i Fred og Ro at have staaet for Styret i mange Aar. ## bok 4: Vermund og Uffe (Winkel Horn 1898) Efter Viglet fulgte hans Søn Vermund. Han levede i lange Tider i den største Tryghed, medens Landet nød en langvarig lykkelig Freds Velsignelser. I sin Ungdom fik han ingen Børn, men paa hans gamle Dage, da han havde levet saa mange Aar uden Afkom, var Lykken ham saa god at skjænke ham en Søn, der blev kaldt Uffe. Han overgik alle sine Jævnaldrende i Størrelse og Førlighed, men gik i sin tidlige Ungdom for at være saa sløv og taabelig, at han syntes helt uskikket til at tage Vare baade paa sine egne og Landets Sager; han plejede nemlig i sin Opvæxt hverken at lege eller paa anden Maade more sig og var saa ligegyldig for alt, hvad der ellers fornøjer Menneskenes Børn, at han aldrig lukkede Munden op, og at man aldrig saa' et Smil paa hans Læber. Men var han anset for dorsk i Ungdommens Dage, fik han siden den Foragt, man nærede for ham, til at slaa om til Berømmelse, og lige saa stort et Drog han havde været, lige saa lysende et Forbillede blev han i Henseende til Klogskab og Tapperhed. I Betragtning af hans Dvaskhed lod hans Fader ham ægte en Datter af Frovin, Jarlen i Slesvig, fordi Svogerskabet med denne udmærkede Mand kunde blive ham til den største Nytte, naar han en Gang skulde staa for Styret. Frovin havde ogsaa to unge Sønner med de herligste Anlæg, Kette og Vig, hvis ypperlige Egenskaber Vermund gjorde Regning paa ikke mindre end Faderens skulde komme hans Søn til gode i Fremtiden. Paa den Tid herskede i Sverige en Konge ved Navn Adils, en navnkundig og tapper Mand. Efter at han haardt havde hjemsøgt sine Naboer vidt og bredt med Krig, lagde han sig med største Iver efter adskillige nye Ting for ikke ved Ro og Lediggang at sætte den Berømmelse til, han havde vundet ved sin Tapperhed. Saaledes havde han blandt andet for Skik hver Dag at gaa alene ud iført sin prægtige Rustning, dels fordi han paa Krigsvæsenets Omraade ikke kjendte noget herligere end stadig at omgaas med Vaaben, dels for at vinde yderligere Berømmelse ved den Idræt. Det var for Resten lige saa meget Selvtillid som Ærgjerrighed, der drev ham dertil, thi han mente, at der ikke var den Ting i Verden, som var saa grum, at han havde nødig at være bange for, at den skulde knække hans Mod, i Fald han mødte den. Adils satte med sin Hær over til Danmark og stævnede Frovin til Slag i Slesvig, og da der var faldet mange paa begge Sider, hændte det, at de to Høvdinger tørnede sammen, og Slaget blev da fortsat som en Tvekamp, idet de ved Siden af det Udfald, Kampen i sin Helhed fik, ogsaa vilde afgjøre Sagen ved en Tvekamp, thi de var begge lige ivrige efter at faa det afgjort paa denne Maade, for at de kunde vise, hvad de duede til ved egne Kræfter uden deres Folks Hjælp. Enden blev, at Adils, efter at de havde givet hinanden mange Hug, sejrede og fældede Frovin, hvorpaa han splittede og tilintetgjorde Danskernes Skarer og saaledes til sin særlige Sejr over Frovin føjede en almindelig Sejr over hans Hær. Derpaa drog han tilbage til Sverige, hvor han ikke blot lod Frovins Død afmale blandt sine øvrige tapre Bedrifter, men ogsaa fik for Skik at prale af den, saa han ved sit Ordgyderi satte den Hæder til, han havde vundet ved denne Bedrift, thi det tager sig stundom nok saa smukt ud beskedent at tie om sin Tapperhed som at bralle op om den. Vermund tildelte Frovins Sønner den samme Værdighed, som deres Fader havde haft, og viste saaledes sin for Fædrelandet faldne Vens Børn sin Gunst, som billigt var. Dette bevægede Adils til atter at paaføre Danmark Krig. Han kom derfor igjen, dreven af den Selvtillid, den forrige Dyst havde givet ham, og det var ikke nogen lille Hær, han havde med, men hele Sveriges kampføre Styrke, som om han vilde bemægtige sig hele Danmarks Rige. Dette lod Frovins Søn Kette sin Høvidsmand Folke melde Vermund, som den Gang opholdt sig paa Jellinggaard. Folke traf Kongen ved Maaltidet sammen med hans Venner og forrettede strax sit Ærind og opmuntrede dem ved at sige, at nu var den Krig for Haanden, som de saa længe havde attraaet, nu kom den af sig selv Vermunds ønske i Møde, eftersom der nu bød sig en Lejlighed til at slaa Fjenden, og han havde det i sin Magt, i Fald han ønskede det, at vinde en fuldkommen Sejr. Det var derfor en stor og uventet Lykkens Gunst, Kongen længe havde sukket efter, der skjænkedes ham ved det, som nu var sket. Adils var nemlig kommen med en utallig Hob Svenskere, som om han paa Forhaand var ganske vis paa Sejr, og da der ingen Tvivl kunde være om, at Fjenden vilde foretrække at dø fremfor at fly, tilbød der sig ved denne Krig en gunstig Lejlighed til at hævne det Nederlag, de nylig havde lidt. Vermund sagde, at han havde røgtet sit Hverv som Sendemand som en flink og kjæk Mand, og bød ham slaa sig ned lidt og kvæge sig ved et Maaltid Mad, eftersom det ikke var godt at rejse fastende. Da han svarede, at han ikke havde Stunder til at spise, sagde Kongen, at han i alt Fald skulde slukke sin Tørst, og da han havde gjort det, bød Kongen ham beholde Guldbægeret, han havde drukket af, thi naar man er træt og varm af at gaa er det nemmere at drikke af et Bæger end af den hule Haand, og det smager ogsaa bedre, end naar man maa hjælpe sig med Haanden. Den unge Mand blev glad baade over den anselige Gave og over de venlige Ord, der fulgte med, og aflagde det Løfte, at før vilde han drikke lige saa stort et Maal af sit eget Blod, end Kongen skulde se ham vende Ryg i Slaget. Vermund sagde, at saa kjækt et Løfte var fuldt Vederlag, og havde endnu mere Glæde af at have givet ham Gaven end Folke af at have faaet den. Han fik da ogsaa Syn for Sagn, at han ikke havde haft mere af Munden, end han stod ved i Slaget; thi da det var i Gang, og de forskjellige Skarer stormede løs paa hverandre, hændte det, at Folke og Adils tørnede sammen og en stakket Stund kæmpede med hinanden. Det gik Svenskerne ilde, og de gav sig paa Flugt ligesom deres Høvding. Adils blev nemlig ogsaa saaret og flyede til sine Skibe. Da Folke nu mødig og tørstig af sine Saar og det Arbejde, han havde haft, og ikke mindre tørstig af Heden end af Anstrængelsen havde opgivet at forfølge Fjenden, samlede han sit eget Blod op i sin Hjælm og drak det for at læske sig, og saalunde ydede han rigeligt Vederlag for Bægeret, han havde faaet af Kongen. Da Vermund hændelsesvis kom til og saa' det, roste han ham i høje Toner, fordi han havde holdt sit Løfte. Folke svarede, at store Løfter burde man altid holde, og ved disse Ord priste han jo selv sin Daad lige saa højt som Vermund. Da Danskerne nu, som det plejer at gaa efter et Slag, havde afført sig deres Rustninger, og, medens de hvilede sig, talte om forskjellige Ting, sagde den slesvigske Jarl Kette, at det højlig undrede ham, at Adils havde set sit Snit til at slippe bort, da der dog var saa mange Ting, der hindrede ham deri, saa meget mere, som han havde været første Mand i Slaget og den sidste til at fly og derhos var den af alle Fjenderne, som det laa Danskerne mest paa Sinde at faa fældet. Hertil svarede Vermund, at han maatte vide, at der i enhver Krigshær er fire Slags Krigere. Den første er dem, der holder til Raade med deres Tapperhed, slaar drabelig løs paa dem, der staar dem imod, men undser sig ved at forfølge de flygtende; det er nemlig Folk, som ved lang Tids øvelse i Krigsvæsenet har erhvervet sig sikkert Ry for Tapperhed og som ikke sætter deres Ære i de overvundnes Flugt, men i at overvinde dem, det gjælder om at overvinde. Saa er der en anden Slags Krigere, som stoler paa deres Mod og Legemsstyrke, men ikke kjender det ringeste til Barmhjærtighed, de hugger med lige saa grumt Raseri løs paa Fjendens Ryg som paa hans Bryst; det er nemlig Folk, som henrevne af ungdommelig Hidsighed higer efter at indvi deres Krigerbane ved Heltebedrifter, Folk, som baade deres Ungdom og deres Ærgjerrighed sætter i Fyr og Flamme, og som med lige stor Sorgløshed giver sig i Kast med, hvad der er ret, og hvad der er uret. Den tredje Slags er dem, som staar og trykker sig midt imellem Angst og Skam, som Angsten hindrer i at gaa frem, og som for Skams Skyld ikke tør gaa tilbage; det er Folk af fornem Herkomst, men det er ogsaa det eneste, de udmærker sig ved, de tæller med i Fylkingen, men styrker den ikke og gjør ikke Fjenden mere Fortræd med deres Vaaben end med deres Skygger, saa de er kun med i Flokken for et Syns Skyld; da de med Tiden skal arve store Midler og mere udmærker sig ved deres Herkomst end ved Mod, gjør deres forventede Velstand dem opsatte paa at bjærge Livet, og det driver dem til at blive fejge i Steden for at lægge sig efter, hvad stort og ædelt er. Saa er der endelig nogle, der blot giver sig Udseende af at slaas, men som i Virkeligheden ikke gjør det, de holder sig i de bageste Rækker og er de første til Flugt og de sidste til Kamp; de sikre Tegn paa Frygt røber deres Ynkelighed, de søger stadig med Flid at slippe bort fra det hele og slæber sig frygtsomt og sendrægtig af Sted efter de kæmpende. Dette maa man anse for Grunden til, at Kongen kunde redde sig ved at fly, thi han blev ikke forfulgt af den første Slags Krigere, der ikke lægger an paa at hindre de overvundne i at fly, men blot paa at sikre Sejren og derfor slutter sig tæt sammen i Fylkingerne for at danne et tilstrækkeligt Værn om den nyvundne Sejr, saa at den kan blive fuldstændig afgørende. Den anden Slags Krigere, der er opsatte paa at hugge ned for Fode alt, hvad der kommer paa deres Vej, har ladet Adils slippe uskadt, ikke af Mangel paa Mod, men paa Lejlighed, det har ikke skortet dem paa Dristighed til at gjøre ham den Fortræd, de kunde, men de har ikke set deres Snit dertil. Den tredje Slags Folk, som, medens Slaget staar paa, tripper forskrækkede omkring og hindrer deres egne Stalbrødres Fremgang, har, selv om de har haft Lejlighed til at gjøre Kongen Fortræd, ikke haft Mod til at prøve derpaa. Saalunde gjorde Vermund Ende paa Kettes Forundring og sagde, at det virkelig var af de Grunde, han havde anført, at Adils havde bjærget sig. Adils flyede nu hjem til Sverige, hvor han gjorde umaadeligt Væsen af, at han havde dræbt Frovin, og uafladelig brovtede af denne Bedrift, ikke fordi han tog sig det Nederlag let, som han havde lidt, men for ved at tale om sin tidligere Sejr at bøde paa den Sorg, hans Flugt i det sidste Slag voldte ham. Herover blev Kette og Vig, som rimeligt var, opbragte, og de tilsvor da hinanden, at de vilde hævne deres Fader, men da de mente, at de ikke kunde gjøre det ved ligefrem at paaføre Adils Krig, iførte de sig en lettere Rustning, drog alene til Sverige og gik ind i en Skov, hvor de af Rygtet havde hørt, at Kongen plejede at færdes uden Ledsagere, og der gjemte de deres Vaaben. Da de nu under Foregivende af, at de var Rømningsmænd, havde talt en stakket Stund med Adils, og han spurgte dem, hvor de havde hjemme, svarede de, at de var fra Slesvig, og at de var dragne hjemmefra for et Drabs Skyld. Kongen troede, at det Drab, de talte om, var et, de havde begaaet, og anede ikke, at det var et, de havde svoret at begaa; de var nemlig opsatte paa at føre ham bag Lyset med dette træske Svar, da han frittede dem, saa at de sandfærdige Ord, de sagde, bragte ham i Vilderede og gav ham et falsk Indtryk ved, at Sandheden skjultes under det, de fortav; thi i gamle Dage holdt fornemme Folk det for det værste, de kunde gjøre, at lyve. Saa sagde Adils, at han gad vide hvem Danskerne holdt for var Frovins Banemand, hvortil Kette svarede, at man ikke tilfulde vidste, hvem Æren for denne store Bedrift maatte tilskrives, saa meget mere som det var vitterligt for alle, at han faldt i Slaget. Det var ingen Nytte til, sagde saa Adils, at tilskrive andre Frovins Drab, thi han havde selv fældet ham i Tvekamp. Derpaa spurgte han, om Frovin havde efterladt sig Afkom, og da Kette svarede, at der var to Sønner efter ham, sagde han, at han havde stor Lyst til at vide, hvor gamle og hvor store de var. Kette sagde da, at de paa det nærmeste var af deres Størrelse og Førlighed og ogsaa lige gamle med dem. "Hvis de havde deres Faders Mod og Manddom", sagde Adils, "maatte jeg belave mig paa en haard Dyst". Derpaa spurgte han, om de tit talte om deres Faders død, hvortil Kette svarede, at det jo ingen Nytte var til at tale om, hvad der ikke kunde ændres, og at blive ved at besvære sig over en Ulykke, der ikke kunde raades Bod paa, med hvilke Ord han gav til Kjende, at man ikke bør foregribe sin Hævn med Trusler. Da de saa', at Kongen hver Dag gik ene ud for at øve sine Kræfter, tog Brødrene deres Vaaben og fulgte efter ham. Da Adils saa' dem, blev han staaende, fordi det tyktes ham uhæderligt at fly for dem, naar de trængte ind paa ham. Da de nu sagde, at de kom for at hævne Frovin, som han havde dræbt, saa meget mere som han saa hovmodig brovtede af, at han havde været ene om det, sagde Adils, at de skulde tage sig i Agt for, at de ikke for at søge Hævn med taabelig Dumdristighed indlod sig paa en Kamp, som deres Kræfter ikke forslog til, og at de ikke i deres Iver efter at fælde en anden selv kom til at bide i Græsset og af overilet Begjærlighed efter Hæder forspildte de herlige Gaver, Naturen havde skjænket dem. De burde derfor skaane deres haabefulde Ungdom og ikke letsindig styrte sig i Døden. De burde tillade ham at give Mandebod for deres Faders Drab og anse det for en stor Ære at faa Ord for at have tvunget en Høvding som ham til at give Bod og saa at sige at have skræmmet ham dertil; for Resten sagde han ikke dette, fordi han var bange, men fordi han ynkedes over deres Ungdom. Hertil svarede Kette, at det ingen Nytte var til, at han spildte Tiden med al den Snak og søgte at dæmpe deres Attraa efter saa retfærdig en Hævn ved at love dem Penge; han bød ham gaa frem og kæmpe med ham paa Tomandshaand, i Fald han duede til noget; thi han vilde selv stole paa sine Kræfter og ikke have Hjælp af sin Broder, for ikke at faa det Vanry paa sig, at Kampen var ulige. Som det jo nemlig er ubilligt, at to kæmper mod én, holdt de gamle det for en Skjændsel, og en Sejr, der blev vunden paa den Maade, fik man ingen Ros for, den ansaas snarere for at bringe Vanære end Hæder; thi at to overvandt én, holdtes for en let Sag og en stor Skam. Adils var imidlertid saa overmodig, at han opfordrede dem begge til at gaa imod ham paa én Gang; da han ikke kunde faa dem til at opgive deres Lyst til at slaas, sagde han, vilde han mage det saa for dem, at de kunde slaas nogenlunde trygt. Kette afviste dog bestemt denne Skaansomhed og sagde, at han hellere vilde dø end tage imod den, fordi han mente, at den Maade at slaas paa, som Adils tilbød, vilde blive regnet ham til Last. Da han nu hidsig angreb Adils, vilde denne føre Kampen lemfældig og hug blot ganske lempelig med Sværdet paa hans Skjold og tænkte mere paa blot at bjærge sig end paa at forsvare sig, saa det havde Fynd og Klem. Da dette havde varet en stakket Stund, opfordrede han ham igjen til at tage Broderen til Hjælp og sagde, at han ikke havde nødig at skamme sig ved at søge Bistand hos en anden, han saa' jo, at han ikke var Mand for ene at fuldføre sit Forsæt. Da Kette stadig sagde Nej, sagde Adils, at saa vilde han ikke skaane ham længere, og det var ikke tomme Trusler, thi nu angreb han ham af al Magt. Kette tog imidlertid imod ham med saa vældigt et Hug, at hans Hjælm kløvedes, og han fik et Saar i Hovedet. Opbragt herover - thi Blodet strømmede ud af Issen paa ham - gav han Kette det ene vældige Hug efter det andet, saa han sank i Knæ. Dette kunde Vig, som tænkte mere paa sin Kjærlighed til Broderen end paa Skik og Vedtægt, ikke holde ud at se paa, han satte sin Skamfølelse til Side for Hensynet til Broderen og anfaldt Adils, idet han foretrak at skjærme Broderen i hans Afmagt for at staa ledig og se til, hvilket han imidlertid havde mere Skam end Ære af, idet han ved at komme Broderen til Undsætning overtraadte Lovene for Tvekamp og derfor mere var ham til Nytte end til Ære med sin Hjælp, da han paa den ene Side gav efter for sin Kjærlighed til Broderen, paa den anden Side paadrog sig Vanære. Saaledes fik de med større Hast end Hæder Bugt med Adils, og for at gjøre det almindelig bekjendt, huggede de Hovedet af ham, hængte Liget over en Hest og førte det ud af Skoven til den nærmeste Landsby, hvor de overgav det til Byfolkene og sagde, at det var Frovins Sønner, der havde hævnet deres Faders Død paa Svenskekongen. Da de kom hjem til Danmark og meldte denne Sejr, tog Vermund imod dem med stor Ære, idet han mente, at det var en saare nyttig Gjerning, de havde gjort, og mere saa' paa den Ære, det var at have fældet en saadan fjende, end paa det Vanry, de havde paadraget sig, og ikke holdt det for en Skam, at de havde dræbt Voldsmanden; men det blev et Mundheld udenlands, at Adils' Bane brød gammel Kæmpevane. Da Vermund af Ælde mistede Synet, sendte Sachserkongen, som mente, at Danmark nu var hovedløst, Bud til ham, at han skulde overlade ham Styrelsen af Riget, som han nu paa Grund af sin Alder ikke var tjenlig til at styre, for at hans alt for langvarige Herskesyge ikke skulde gjøre det baade lov- og værgeløst. Hvorledes skulde den vel kunne regnes for Konge, hvis Aand var omtaaget af Alderdom, og hvis Syn i lige saa høj Grad var formørket af Blindhed. I Fald han vægrede sig og havde en Søn, der turde gå i Tvekamp med hans, skulde han gaa ind paa, at den, der gik af med Sejren, fik Riget, men hvis han afviste begge disse Forslag skulde han faa at mærke, at han ikke vilde lade det blive ved Formaninger, men sætte sin Vilje igjennem med Vaaben, saa at han tvungen skulde komme til at give ham, hvad han ikke vilde give ham frivillig. Da Vermund hørte dette, sukkede han dybt og svarede, at det var en stor Skam at smæde ham for hans Alderdom, da han ikke havde paadraget sig den Ulykke at blive gammel ved i sin Ungdom fejgt at sky Kamp, og ikke mindre utilbørligt var det at laste ham for hans Blindhed, eftersom den Lyde for det meste følger med Alderdommen, det var en Ulykke, man snarere burde ynke end haane ham for. Med større Ret kunde man lægge Sachserkongen til Last, at han ikke, hvad der havde sømmet sig bedre, hellere afventede en gammel Mands Død end krævede Riget af ham, eftersom det var bedre at blive en død Mands Efterfølger end at plyndre ham, medens han var i Live. Men for at han ikke skulde faa Ord for som en gal Mand at afstaa sin gamle Friheds Herlighed til en fremmed Magt, vilde han selv tage imod Udfordringen. Hertil svarede Sendemændene, at de vidste, at deres Konge vilde holde det for en Tort at kæmpe med en blind Mand, eftersom en saa latterlig Kamp snarere vilde blive anset for en Skam end for en Hæder; det sømmede sig bedre, at begge Kongers Ætlinger afgjorde Sagen. Da Danskerne ved at høre dette blev ganske maalløse og i deres Bestyrtelse ikke vidste, hvad de i en Hast skulde svare, traadte Uffe, der tilfældigvis var til Stede, frem og bad, som om han efter at have været stum pludselig havde faaet Mæle, sin Fader om Lov til at give Svar paa Tiltale. Da Vermund nu spurgte, hvem det var, der havde bedt om Lov til at tale, og hans Hirdmænd svarede, at det var Uffe, sagde han, at det var nok, at fremmede i deres Hovmod drev Spot med hans Ulykke, hans egne burde ikke saaledes haane ham; men Hirmændene blev ved at forsikre, at det virkelig var Uffe, og Kongen sagde da, at hvem han saa end var, skulde det staa ham frit for at sige, hvad han havde paa Sinde. Uffe sagde da til Sachserne, at det tjente til intet, at deres Konge krævede Riget, thi det havde saavel sin egen Konge som tapre Mænds Vaaben og Snille til Værn. Desuden havde Kongen ogsaa en Søn, der var Arving til Riget, og han vilde lade dem vide, at han ikke blot vilde kæmpe med deres Konges Søn alene, men samtidig med en hvilken som helst af deres gjæveste Landsmænd, han vilde tage med. Da Sendemændene hørte det, gav de sig til at le, idet de holdt hans Ord for tom Pral. Stedet og Tiden for Kampen blev dog ufortøvet fastsat, men alle de, der var til Stede, undrede sig højlig over, at Uffe saa uventet havde talt og udæsket Sendemændene, og vidste ikke, hvad de mest skulde undres over, at han havde talt, eller at han havde talt saa frejdig. Da Sendemændene var dragne bort, roste Vermund den, der havde svaret dem, fordi han havde lagt saa stor Tillid til sit Mod for Dagen, at han havde udæsket ikke én, men to, og sagde, at han hellere vilde afstaa Riget til ham, hvem han saa var, end til en overmodig Fjende, men da alle vidnede, at det virkelig var hans Søn, der med ophøjet Selvtillid havde givet et stolt Svar paa Sendemændenes hovmodige Tiltale, bød han ham komme nærmere, for at han ved at føle paa ham med Hænderne kunde overtyde sig om, hvad han ikke kunde se med sine øjne. Efter at han omhyggelig havde befølt ham og af Lemmernes Størrelse og Former havde skjønnet, at det var hans Søn, begyndte han at fæste Lid til, hvad de sagde, og spurgte ham, hvorfor han med største Flid havde skjult sin herlige Stemme og i hele sin Levetid givet sig ud for maalløs og afholdt sig fra alt Samkvem, hvortil der kræves Tale, saa at man maatte tro, at han fuldstændig manglede Mæle og var stum fra Fødselen af. Hertil svarede Uffe, at det hidtil havde været ham nok, at hans Fader førte Ordet, og at han ikke havde haft nødig at bruge sit Mæle før nu, da han mærkede, at hans Landsmænds Sindighed blev bragt i Knibe af fremmedes Mundkaadhed. Da Kongen fremdeles spurgte, hvorfor han havde udæsket to i Steden for én, svarede han, at han havde foretrukket den Kampmaade for ved en enkelt Mands Daad at udslette den Tort, det var for Danskerne, at der havde været to om at fælde Adils, og for ved en ny Prøve paa Tapperhed at aftvætte den gamle Skamplet; saaledes burde den Skjændselsdaad bringes i Glemme ved en ny Hæder. Vermund sagde, at det var vel betænkt alt sammen, og bød ham øve sig i Vaabenbrug, som han havde lagt sig alt for lidt efter. Da der nu blev bragt Vaaben, viste det sig, at han var for før til at kunne bruge andres Brynjer, de var alle for snævre til hans brede Bryst, saa han sprængte Ringene, og der var ikke én at finde, som passede ham. Til sidst, da han ved sit Legemes voldsomme Bevægelser ogsaa sprængte sin Faders Brynje, bød Vermund, at den skulde skæres op i venstre Side og spændes sammen, det gjorde ikke saa meget, sagde han, at den gabede i den Side, hvor Skjoldet dækkede ham. Han bød ham nu med største Omhu vælge sig et Sværd, som han trygt kunde bruge. Der blev bragt adskillige, men saa snart Uffe tog om Fæstet og prøvede dem, brast de alle, der var ikke ét iblandt dem, som var saa stærkt, at det ikke sprang i Stumper og Stykker, første Gang han svang det. Kongen havde imidlertid et Sværd, som hed Skrep og var saa ualmindelig hvast, at det med ét Hug kløvede, hvad det skulde være; der var ikke den Ting, som var saa haard, at den kunde staa sig for dets Egg. Men da Vermund mistvivlede om, at hans Søn vilde blive til noget, havde han gravet det dybt ned i Jorden for ikke at efterlade det til andre, eftersom han ikke undte nogen anden det. Da de nu spurgte ham, om han ikke havde et Sværd, der passede til Uffes Kræfter, sagde han, at han havde et, som passede, hvis han blot kunde finde det Sted, hvor han i sin Tid havde gravet det ned. Han bød dem føre ham ud paa Marken, og ved hele Vejen at spørge sig for hos dem, der ledede ham, fik han omsider Kjending paa Stedet, lod Sværdet grave op og gav sin Søn det. Da Uffe saa', hvor medtaget det var af Rust ved at have ligget saa længe i Jorden, tvivlede han om, at det duede, og spurgte, om han ikke skulde prøve det ligesom de andre; det var altid bedst at prøve et Sværd, før man skulde bruge det, sagde han, men Vermund svarede, at hvis det ogsaa sprang i Stykker, naar han svang det, var der intet, der var stærkt nok til hans Kræfter, saa det var bedst at lade være, da man ikke kunde vide, hvorledes det vilde gaa. Da den aftalte Tid kom, begav de sig til Kamppladsen. Det var en Holm i Floden Ejderen, som man kun til Skibs kunde komme over paa. Uffe begav sig ene derover, Sachserkongens Søn havde en vældig Kæmpe med; paa begge Flodens Bredder var der fuldt af Mennesker, som var ivrig opsatte paa at se, hvad der skulde gaa for sig. Medens nu alle stod og stirrede over paa Holmen, satte Vermund sig ud paa Broens yderste Ende; det var nemlig hans Agt at kaste sig i Floden, hvis det føjede sig saa, at Uffe blev overvunden; thi han vilde hellere følge ham i Døden end opleve den Sorg at se sit Land gaa til Grunde. Begge de unge Sachsere angreb nu Uffe, men da han ikke stolede paa sit Sværd, bødede han blot for Huggene med Skjoldet og besluttede taalmodig at føle sig frem for at komme paa det rene med, hvem af dem han især burde tage sig i Agt for, for at han i alt Fald kunde gjøre det af med ham med ét hug. Vermund, som troede, at den Taalmodighed, hvormed han tog imod deres Hug, kom af Svaghed, rykkede lidt efter lidt længere ud paa Broens skraa Kant for, i Fald Sønnen fik sin Bane, at søge Døden ved at styrte sig ud, men Lykken holdt sin Haand over den gamle Mand, der elskede sin Søn saa højt. Uffe opfordrede nemlig Kongesønnen til at angribe ham med større Iver og øve en udmærket tapper Bedrift, der svarede til hans høje Herkomst, for at ikke hans Stalbroder, der var af ringe Byrd, skulde faa Ord for at overgaa ham i Tapperhed, og dernæst bad han Kæmpen, for at prøve hans Mod, om kjækt at følge sin Herre efter og formanede ham til ved herlig Vaabendaad at vise sig verdig til den Tillid, Kongesønnen havde vist ham ved at vælge ham alene frem for alle andre til Stalbroder i Kampen. Kæmpen kunde for Skams Skyld ikke andet end efterkomme Opfordringen og rykkede ham nærmere paa Livet, hvorpaa Uffe hug ham tværs over med sit første Hug. Da Vermund hørte det, kom der Liv i ham, det kunde han høre var hans Søns Sværd, sagde han, og spurgte, hvor paa Lav det drabelige Hug havde ramt, hvortil hans Hirdmand svarede, at Uffe ikke havde ramt noget enkelt Sted, men hugget hele Karlen lige tværs over, og saa rykkede Vermund bort fra Kanten og satte sig længere ind paa Broen, thi nu var han lige saa opsat paa at leve, som han før havde været paa at dø. Nu opfordrede Uffe, som nok gad gjøre det af med den anden fjende paa samme Maade som med den første, med kraftige Ord Kongesønnen til at hævne sin Stalbroder, der var gaaet i Døden for ham, ved at fælde hans Banemand som et Sonoffer for hans Drab. Da han nu blev nødt til at efterkomme hans Opfordring og rykkede nærmere, udsøgte Uffe sig omhyggelig et Sted, hvor han vilde føre sit Hug, og da han var bange for, at Sværdeggen var for spinkel i Forhold til hans Kræfter, vendte han den anden Side til og hug ham midt over. Da Vermund hørte det, sagde han, at nu hørte han for anden Gang Lyden af Skrep, og da det blev sagt ham, at nu havde hans Søn fældet begge Fjenderne, brast han i Graad af overstrømmende Glæde og udgjød saaledes i Fryd de Taarer, Sorgen ikke havde kunnet afpresse ham. Medens Sachserne opfyldte af Sorg og Skam under bitre Klager holdt deres Kæmpers Ligfærd, modtog Danskerne Uffe med Jubel. Saaledes blev Skammen over Adils' Død udslettet ved Sachsernes Beskæmmelse. Da Sachsenland saaledes var kommet under Danmark, kom Uffe, som man havde troet ikke engang var Mand for tilbørlig at herske over ét Land, til at staa for Styret i begge Riger efter sin Fader. Adskillige kalde ham Olaf, og paa Grund af sin Sagtmodighed fik han Tilnavnet den Spage. Hans senere Bedrifter er ved Forfædrenes Forsømmelighed ikke bleven tilbørlig optegnede, men det maa antages, at de er bleven ypperligere og ypperligere, efter at han havde gjort saa berømmelig en Begyndelse. I Anledning af den korte Omtale af hans Bedrifter vil jeg gjøre opmærksom paa, at vort Lands Fattigdom paa Skribenter har unddraget vore berømmelige Mænd meget af den Hæder og Ihukommelse, de havde Krav paa. Havde Lykken føjet det saa, at Latinen allerede i gamle Dage havde været i Brug i vort Land, vilde vi nu have haft utallige Bøger om danske Mænds Bedrifter at læse i. ## bok 4: Dan II og Huglet (Winkel Horn 1898) Uffe blev efterfulgt af sin Søn Dan, som efter at have ført Krige i fremmede Lande og ved talrige Sejre udvidet sit Herredømme fordunklede den Hæderens Glans, han havde opnaaet, ved hæslig Hoffærdighed og vanslægtede saaledes fra sin berømmelige Faders ædle Sind, at ligesom denne udmærkede sig frem for andre ved sin Sagtmodighed, foragtede han alle andre, opblæst af Hovmod og Indbildskhed. Han satte ogsaa de Skatte, han havde arvet efter sin Fader, saavel som dem, han selv havde gjort til Bytte i fremmede Lande, skammelig over Styr, idet han bortødslede de Midler, han burde have brugt til at vedligeholde sin Krones Glans med. Saaledes kan Børn undertiden vanslægte fra deres Forfædre og blive ligesom Skiftinger. Efter ham kom Huglet, der i et Søslag skal have fældet to svenske Voldsmænd, Hømod og Høgrim. ## bok 4: Frode II (Winkel Horn 1898) Efter Huglet fulgte Frode kaldet den Stærke, hvilket Tilnavn han svarede til baade i Henseende til Legeme og Sjæl. Efter i Krig at have fældet ti norske Jarler begav han sig til den ø, der siden fik Navn efter ham, for til sidst at angribe selve Kongen af Norge, som hed Froger og udmærkede sig ved to Ting, idet han var ikke mindre navnkundig for Tapperhed end for Rigdom; han bragte sit Rige i stor Anseelse ved ridderlige øvelser og var lige saa fremragende ved Legemsidrætter som i Henseende til Værdighed. Han var, efter hvad nogle siger, en Søn af Odin, og da han bad de udødelige Guder om at skjænke ham en Gunst, lovede de ham, at han kun skulde kunne overvindes af den, der, medens Kampen stod paa, kunde tage Støvet under hans Fødder op med sin Haand. Da Frode hørte, at Guderne havde begavet ham med saadan Styrke, udæskede han ham til Tvekamp for at prøve, hvad List formaaede over for denne Gudernes Gave. Han lod nemlig til at begynde med, som om han ikke forstod sig paa Krigsvæsen, og bad ham, som han vidste ved øvelse og Erfaring var dreven deri, om at undervise ham. Froger glædede sig over, at hans Fjende ikke blot anerkjendte ham som sin Mester, men endogsaa bad ham om Vejledning, og sagde, at det var forstandigt af ham som et ungt Menneske at ty til en gammel Mands Erfaring, thi hans Ansigt, der var helt frit for Skrammer og Ar, viste noksom, at han ikke var synderlig forfaren i den Slags Ting. Han afridsede derpaa, for at begynde Undervisningen med at bestemme Pladserne, de skulde indtage, paa Jorden lige over for hinanden to Firkanter, en Alen paa hver Led, og da han havde gjort det, tog hver af dem Plads i sin. Saa bad Frode ham, om han ikke vilde bytte Vaaben og Plads med ham, hvilket Froger ikke var sen til at gaa ind paa, thi Frodes Vaaben stak ham i øjnene med deres Glans, hans Hjalte var nemlig belagt med Guld, og hans Brynje og Hjælm var ogsaa overordentlig straalende og kostbare. Frode tog nu Støv op paa det Sted, Froger havde staaet paa, i den Formening, at han derved havde faaet Forjættelse om Sejren, hvilket han heller ikke tog fejl i, thi han fældede strax Froger og vandt saaledes ved saa ringe et Fif det største Ry for Tapperhed; thi hvad ingen før havde mægtet at udrette ved Styrke, naaede han ved Snildhed. ## bok 4: Dan III (Winkel Horn 1898) Saa blev Dan Konge. Da han gik i sit tolvte Aar, kom der Sendemænd til ham fra Sachserne, som overmodig bød ham Krig, hvis han ikke vilde betale Skat til dem. Hans Æresfølelse drev ham til at foretrække Kamp for at betale Skat, til hellere at falde som en tapper Mand end leve som en fejg Usling. Da han saaledes havde valgt at kæmpe, lagde han ind i Elben med saa mange Skibe, vel bemandede med ungt Mandskab, at man lettelig kunde gaa over Floden paa de sammenbundne Stævne som paa en Bro, og Følgen heraf blev, at Sachserkongen maatte underkaste sig de Kaar, han selv havde foreskrevet Danskerne. ## bok 4: Fridlev (Winkel Horn 1898) Fridlev med Tilnavnet den Raske tog ved Styret efter Dan. Medens han var Konge, sluttede Hvyrvil, der var Høvedsmand i Holand, Forbund med Danskerne og angreb Norge. Han øgede ikke lidet den Hæder, hans Bedrifter alt havde skaffet ham, ved at overvinde Rusla, en Jomfru, der kappedes med Mænd i krigerske Idrætter, og han indlagde sig saaledes Manddomsære ved at bekæmpe en kvindelig Fjende. Hendes fem Stalbrødre, Brodde, Bild, Buge, Fanning og Gunholm, der var Sønner af Finn, sluttede han Fostbroderskab med for deres store Bedrifters Skyld. Stolende paa Venskabet med dem overhuggede han med Sværdet det Forbund, han havde sluttet med Danskerne, og tilføjede dem derved saa meget større Skade, som han sveg dem; thi Danskerne tænkte ikke paa, at han saa pludselig fra Ven skulde blive til Fjende. Saa let kan somme Folk slaa om fra Kjærlighed til Had. Man skulde næsten tro, at vi i vore Dage har taget Skikken op efter den Mand, eftersom vi ikke holder det for syndigt og foragteligt at fare med Løgn og Svig. Da Hvyrvil havde lagt til Land ved den søndre Side af Sjælland, angreb Fridlev ham i en Havn, som siden fører Navn efter ham. I dette Slag kæmpede Krigerne, ivrige, som de var, efter at indlægge sig Ære, saa tappert, at næsten alle paa begge Sider blev paa Valpladsen, eftersom kun ganske faa unddrog sig Faren ved at fly, og ingen af Hærene vandt Sejr, men begge led lige stor Skade, i den Grad var alle mere opsatte paa at vinde Hæder end paa at bjærge Livet. De af Hvyrvils Folk, der var blevne i Live, bandt om Natten Resterne af deres Flaade sammen, for at Skibene kunde blive tilhobe; men samme Nat huggede Bild og Brodde de Tove, deres Skibe var bundne med, over og sejlede lønlig bort fra de andre, idet de for at undgaa Fare lod deres Brødre i Stikken og saaledes mere lod sig lede af Frygt end af Broderkjærlighed. Da det blev Dag, og Fridlev saa', at kun Hvyrvil, Gunholm, Buge og Fanning var tilbage efter det store Nederlag, deres Fæller havde lidt, besluttede han ene at kæmpe med dem alle, for at de ilde medtagne Rester af hans Hær ikke igjen skulde blive nødte til at udsætte sig for Fare. Foruden sit modige Hjærte havde han ogsaa en Kjortel, som Sværd ikke bed paa, at sætte sin Lid til. Den bar han baade i Slag og Enekamp som Beskyttelse for sit Liv. Han kom lige saa heldigt fra sit Forehavende, som han kjækt gav sig i Lag med det; thi da Gunholm, efter at Hvyrvil, Buge og Fanning var faldne, døvede hans Sværd ved Galder, som han havde for Skik, slog han ham saa tit med Fæstet, at han lod Livet derved, men ved saa ivrig at holde om Odden overskar han Senerne i sin Haand saaledes, at han bestandig siden havde krogede Fingre. Da han en Gang belejrede Dublin, en By i Irland, og skjønnede, at Murene var for stærke til, at han kunde tage den med Storm, betjente han sig af den samme List som i sin Tid Hading og bød sine Folk binde Svampe, de stak Ild i, til Svalernes Vinger, saa de stak Husene i Brand, da de søgte til deres Reder. Da Byfolkene nu fik travlt med at slukke og var mere optagne af at faa Bugt med Ilden end af at vare sig for Fjenden, indtog han Dublin. Da han derpaa i England mistede en stor Del af sine Mænd i Slag og skjønnede, at det vilde falde ham svært at naa ned til Strandbredden, lod han de faldnes Lig stille op og ordne i Fylking, saa det saa' ud, som om der var lige saa mange som før, og det ikke var til at se, hvor stort Skaar hans Hær havde lidt. Dette berøvede ikke blot Fjenden Lysten til at slaas, men drev ham endogsaa paa Flugt. ## bok 5: Frode III (Winkel Horn 1898) Da Fridlev var død, tog Danskerne enstemmig hans syv Aar gamle Søn Frode til Konge, og paa Tinge besluttede de, at der skulde beskikkes ham Formyndere, medens han var Barn, for at Riget ikke skulde gaa til Grunde som Følge af Kongens Mindreaarighed; saa højt ærede nemlig alle Fridlevs Minde og Navn, at de vilde give hans Ætling Riget til Trods for hans store Ungdom. Efter foregaaet Valg blev det overdraget Brødrene Vestmar og Koll at staa for Kongens Opdragelse, og derhos blev Isulf og Aage tillige med otte andre berømmelige Mænd, som alle havde fuldt op af Tapperhed og Visdom og udmærkede sig ved mange baade legemlige og aandelige Fortrin, betroede til ikke blot at være Kongens Formyndere, men ogsaa til at staa for Styret paa hans Vegne. Saaledes blev Danriget styret af Stedfortrædere, medens man ventede paa, at Kongen blev Mand for selv at raade. Koll havde en Hustru, der hed Gotvar, og som havde saa umaadelig fræk en Tunge, at hun stoppede Munden paa alle og enhver, hvor godt de saa end var skaarne for Tungebaandet, thi hun var dreven i at skjændes og aldrig forlegen, naar hun skulde skifte Ord med nogen; naar hun skjændtes, holdt hun sig nemlig ikke til Spørgsmaal alene, men holdt ogsaa ud til det sidste med at svare igjen. Ingen kunde hamle op med hende, skjønt hun kun var en Kvinde; thi hendes Mund var som et Kogger fuldt af Pile. Somme tog hun Vejret fra med en Strøm af grove ord, andre ligesom hildede hun i et Net af Stiklerier og kvalte dem i et Spind af Spidsfindigheder, i den Grad dreven var det Kvindemenneske. For øvrigt var hun lige dygtig til at faa Folk til at gaa i Spænd sammen og til at skille dem ad, begge Dele besørgede hun med sin hvasse Tunge, hun kunde baade sætte Splid imellem Folk og faa dem forligte, det kom hende ud paa et, saa tvetunget var hun. Vestmar havde tolv Sønner, af hvilke de tre hed Grep, de var nemlig Trillinger, og det fælles Navn skulde betegne den fælles Fødsel; de var overmaade dygtige til at slaas baade med Næverne og med Sværd. Til Høvding for Flaaden havde Frode sat en nær Frænde ved Navn Odd. Koll havde tre Sønner. Kongens Søster hed Gunvør, hun kaldtes paa Grund af sin Dejlighed med Tilnavnet den Fagre. Da Vestmars og Kolls Sønner endnu var ganske unge og hidsige af Sind, vendte deres Selvtillid sig til Letsindighed, saa de slog sig paa Uterlighed og uhøviske Sæder og besudlede sig med skammelige Gjerninger; de bar sig nemlig saa frækt og tøjlesløst ad, at de skjændede andre Folks Hustruer og Døtre og syntes at have bidt Hovedet af al Skam. De holdt sig hverken fra gifte eller ugifte Kvinder, ingen kunde vide sin Seng sikker for dem, og der var næsten ikke det Sted i Landet, hvor deres Løsagtighed ikke havde sat Spor. Ægtemændene levede i stadig Frygt, og Hustruerne blev skjændede. Vold og Uret herskede alle Vegne, Ærbødigheden for Ægteskabet tabte sig, og Voldtægt blev almindelig; Løsagtighed blev øvet i Flæng uden Hensyn til Ægteskab, kun øjeblikkelig Vellyst søgte man. Aarsagen til alt dette var ørkesløshed; thi da de intet andet havde at bruge deres Legemer til, gav de dem i deres Lediggang Lasten i Vold. Omsider hørte den ældste af de tre, der hed Grep, tilsyneladende op med sin Vildskab, idet han nemlig dristede sig til at søge en Havn for sin omflakkende Vellyst i Kjærlighed til Kongens Søster. Det var jo nu heller ikke, som det skulde være, thi ligesom han burde have haft Skamfølelse nok til at holde sin ustadige og vildfarende Vellyst i Tømme, var det dumdristigt af en af den Stand som han at begjære en Kongedatter. Hun blev saa forskrækket over hans ublu Bejlen, at hun for at være sikker for Overlast lukkede sig inde i et Jomfrubur med en Vold omkring, og der blev beskikket hende tredive Svende, som stadig skulde holde Vagt om hende. Da Frodes Hirdmænd nu i høj Grad savnede kvindelig Hjælp, eftersom de hverken havde noget at sy nye Klæder af eller kunde bøde de gamle, formanede de indstændig Kongen til at gifte sig. Han undskyldte sig i Førstningen med sin unge Alder, men til sidst gav han efter for deres indtrængende Opfordringer. Da han nu var opsat paa at faa at vide af dem, der saaledes havde tilskyndet ham, hvem de mente var tjenlig for ham at indlade sig i Ægteskab med, priste de i højeste Grad en Datter af Hunnerkongen. Det vilde Frode nu ikke høre Tale om, og da de trængte ind paa ham for at faa Grunden dertil at vide, sagde han, at han havde hørt af sin Fader, at det ikke var heldigt, at en Konge søgte saa langvejs bort efter en Hustru i Steden for at tage hende fra et af Nabolandene. Da Gotvar hørte det, skjønnede hun, at Kongen snildelig søgte at slippe fra sine Venner ved Udflugter, og for at styrke hans tvivlraadige Sind og stive hans Selvtillid af sagde hun: "For de unge sømmer det sig at gifte sig, de gamle venter Graven paa; for Ungdommen gaar alt efter ønske og føjer Lykken sig, den hjælpeløse Alderdom gaar ned ad Bakke mod Graven. Haabet følger Ungdommen, Oldingen gaar uden Haab mod Døden. Ungdommen er i Fremrykning og lader intet ufuldbyrdet, naar den tager fat". Da han af Agtelse for disse hendes Ord bad hende om at paatage sig Bejlerfærden for ham, undslog hun sig først under Paaskud af sin høje Alder og sagde, at hun paa Grund af sin Alderdoms Svaghed ikke kunde paatage sig saa vanskeligt et Hverv, men omsider gik hun ind derpaa, da Kongen sagde, at det var en Tjeneste, der var Løn værd, og tog en Guldkjæde frem, som han lovede hende som Belønning for Sendefærden - den var mere til Pryd end til Nytte og bestod af Led med ophøjet Arbejde, imellem hvilke der var Billeder af Konger, som ved en indvendig Snor kunde trækkes sammen eller fra hverandre. Ogsaa Vestmar og Koll tillige med deres Sønner fandt han for godt at give hende med paa Færden, fordi han mente, at de ved deres Kløgt vilde undgaa den Tort at faa et Afslag. De rejste altsaa sammen med Gotvar, og Hunnerkongen gjorde først et tre Dages Gjæstebud for dem, førend de fik Lov til at komme frem med deres Ærind; saaledes var det nemlig i gamle Dage Sæd at tage imod Gjæster. Paa Gildets tredje Dag kom Prinsessen frem og gjorde sig behagelig for Sendemændene ved sin venlige Tale, og hendes fornøjelige Nærværelse forhøjede ikke lidet Gjæsternes Glæde ved Gildet. Medens Bægrene blev flittig tømte, aabenbarede Vestmar hende i skjemtsomme Ord deres Ærinde for i Fortrolighed at lære Jomfruens Sindelag at kjende, idet han, for at hun ikke skulde faa Anledning til at give ham et Afslag, foregreb Sendefærdens Ærinde i Ord, der var beregnede paa at vække Latter, og under Gjæsternes Bifald dristede sig til at begynde en spøgefuld Samtale med hende. Hun sagde, at hun kun agtede Frode ringe, fordi det skortede ham paa Hæder og Berømmelse. I gamle Dage ansaas nemlig ingen for værdig til at ægte fornemme Kvinder, med mindre han ved glimrende og udmærkede Bedrifter havde vundet stor Navnkundighed; ørkesløshed regnedes for den største Lyde hos en Bejler, og intet lagdes ham mere til Last end Mangel paa Berømmelse; havde man blot fuldt op af den, ansaas man for rig paa alt andet, og Jomfruerne beundrede ikke saa meget deres Elskeres Skjønhed som deres herlige Bedrifter. Da Sendemændene nu mistvivlede om at naa deres Maal, overlod de til Gotvars Klogskab at prøve paa at føre Sagen videre. Hun søgte nu ikke blot ved Ord at faa Bugt med Jomfruen, idet hun forsikrede, at Frode brugte venstre Haand lige saa færdig som højre og var overmaade dygtig baade til at svømme og kæmpe, men hun bryggede ogsaa en Elskovsdrik, og da Jomfruen havde faaet den, forvandledes hendes Haardhjærtethed til Attraa, hun opgav sin Ringeagt og fattede i Stedet derfor Elskov og Lyst til Frode. Derpaa bød Gotvar Vestmar og Koll med deres Sønner at gaa lige til Kongen og paa ny fremføre deres Ærind, og hvis han gjorde Vanskeligheder, skulde de forebygge et Afslag ved at æske ham til Kamp. Vestmar gik nu op paa Kongeborgen med sit væbnede Følge og sagde, at Kongen enten maatte opfylde deres Bøn eller kæmpe med dem. "Vi har besluttet hellere at falde med Ære end at vende Hjem med uforrettet Sag for ikke ved at lide den Tort at faa et Afslag og ikke opnaa, hvad vi har sat os for, at paadrage os Vanære i steden for den Hæder, vi har haabet at vinde. Nægter du os din Datter, maa du derfor slaas med os, ét af to maa du vælge. Vi vil enten dø eller have, hvad vi begjærer. Kan vi ikke opnaa et glædeligt Udfald hos dig, vil vi i alt Fald have et sørgeligt. Frode vil blive gladere ved Budskabet om vor Død end ved, at vi bringer ham et Afslag", og uden at sige mere truede han med at gjennembore Kongen med sit Sværd. Kongen sagde, at det stred imod hans kongelige Værdighed at kæmpe med sin Undermand, og at det ikke sømmede sig, at Folk af ulige Stand skiftede Hug som Ligemænd, og da Vestmar ikke holdt op med at æske ham til Kamp, sagde Kongen, som nu vaklede imellem Frygt for Kampen og Undseelse ved at undslaa sig for den, saa han ikke vidste, hvad han skulde gjøre, til sidst, at saa fik han spørge Jomfruen selv om hendes Mening; i gamle Dage lod Forældrene nemlig deres giftefærdige Døtre frit vælge, hvem de vilde giftes med. Da Vestmar nu saaledes var henvist til at forfare, hvad der var Jomfruens Hjærtensmening, og vidste, at, ligesom enhver Kvinde er ustadig af Sind, er hun omskiftelig med Hensyn til, hvad hun sætter sig for, tog han fat paa Sagen med saa meget større Fortrøstning, som han vidste, at Kvinderne er vankelmodige i deres ønsker. Hvad der bestyrkede ham i hans Tillid og øgede hans Haab om, at hans Bestræbelser vilde lykkes, var den Omstændighed, at den uerfarne Jomfru var overladt til sig selv, og at en Kvinde, naar hun faar Lov til at raade sig selv, er let at lokke med søde og fagre Ord, saa hun ikke blot uden Vanskelighed lader sig omstemme, men endogsaa har Hast med at føje sig. Faderen fulgte selv ind med Sendemændene for at komme fuldstændig paa det rene med sin Datters Mening. Hun, hvis Hjærte allerede var opfyldt af Elskov til Bejleren som Følge af Elskovsdrikkens lønlige Virkning, svarede, at hun haabede at finde mere godt hos Frode, end Rygtet havde at melde, eftersom han havde en saa udmærket Fader at slægte paa, og Æblet jo ikke plejer at falde langt fra Stammen; derfor huede den unge Mand hende vel ikke saa meget paa Grund af hans nuværende Ypperlighed som paa Grund af den, hun ventede, han med Tiden vilde opnaa. Kongen undrede sig over dette Svar, men da han ikke kunde fratage Pigen den Frihed han havde givet hende, lovede han, at Frode skulde faa hende, og derpaa samlede han Mundforraad i Mængde og udstyrede sig paa det prægtigste og gav sig strax i Følge med Sendemændene paa Vej til Danmark i den Formening, at ingen bedre egnede sig til Brudefører end Brudens Fader. Frode tog med den største Glæde imod sin Brud og viste ogsaa sin kongelige Svigerfader al mulig Ære og gav ham, da Brylluppet var holdt, ved Afskeden kostelige Gaver, baade i Guld og Sølv. Frode levede nu i tre Aar med Hanunde, saaledes hed Hunnerkongens Datter. Der herskede i den Tid den mest velsignede Fred i Landet, men Kongens Hirdmænd, som deres ørkesløse Levned havde gjort frække, gjorde sig, med den af Freden avlede Tøjlesløshed, skyldige i de skammeligste Misgjerninger. Somme pinte de ved at hejse dem i Vejret med Reb og lade dem svaje frem og tilbage ligesom en Bold, andre lagde de slibrige Bukkeskind i Vejen for, og naar de saa kom gaaende, trak de med skjulte Reb uforvarende Skindene bort under Fødderne paa dem, saa de faldt over Ende; atter andre klædte de af og piskede dem paa forskjellig Maade; somme hængte de til Spot og Spe op paa Søm med Strikker, andre brændte de med Fakler Haar og Skjæg af, atter andre sved de med Gløder paa Steder, som man ikke taler om for høviske øren. Jomfruer fik ikke Lov til at gifte sig, førend de havde skjændet dem. Fremmede Folk kastede de Ben i Hovedet paa; andre nødte de til at drikke saa overstadig, at de satte deres Helsen til derved. Ingen fik Lov til at gifte sin Datter bort, førend han havde kjøbt deres Gunst og Bevaagenhed, og ingen Mand fik Lov til at indgaa Ægteskab, førend han ved Skjænk og Gave havde erhvervet sig deres Samtykke. Og ikke blot Jomfruer, men ogsaa gifte Koner lod de paa den skammeligste Maade i Flæng deres tøjlesløse Vellyst gaa ud over. De var frække og rasende som galne Hunde. Fremmede og Gjæster overøste de med Skjældsord i Steden for at tage sømmelig imod dem. Saa mange tirrende Forhaanelser fandt disse frække og kaade Karle paa, i den Grad nærede den Frihed, der herskede i Kongens Umyndighedsaar, Ubesindigheden, thi intet fremmer i saa høj Grad Uvornhed som det, at Straffen lader vente paa sig. Denne Hirdmændenes tøjlesløse Frækhed bragte Kongen i Vanry ikke blot blandt fremmede, men ogsaa blandt Landsens egne Folk, thi Danskerne vaandede sig under dette overmodige og grusomme Herredømme. Grep lod sig ikke nøje med Kvinder af ringe Stand, men gik i sin Formastelighed saa vidt, at han holdt til med Dronningen og saaledes var lige saa utro mod Kongen som voldsom i sin Færd over for andre. Denne Skjændsel tog efterhaanden mere og mere til, og Mistanken om, hvorledes det stod til, sneg sig i Stilhed frem blandt Menigmand, førend Kongen fik noget at vide derom; thi Grep straffede hver den paa Livet, som i mindste Maade ymtede om den Ting, saa han fik skræmmet alle fra at angive ham, men efter at man først havde begyndt at mumle om hans Forbrydelse, bredte Rygtet sig dog snart; thi det er vanskeligt at faa Folk, som ved Besked om en andens Misgjerning, til at lægge Dølgsmaal paa den. Gunvør havde mange Bejlere, og Grep bad nu for at faa Lejlighed til ved List at hævne sig over, at hun havde afvist ham, om Tilladelse til at tage Skjøn over dem, idet han sagde, at den bedste ikke var for god til Prinsessen, og skjulte sit Nag, for at det ikke skulde mærkes, at det var det, der drev ham til at søge dette Hverv. Kongen gav ham strax Lov til at undersøge, hvad de unge Mænd duede til, og under Paaskud af, at han vilde gjøre Gjæstebud for dem, samlede han alle Gunvørs Bejlere, lod dem dræbe og deres afhuggede Hoveder stille op rundt om Prinsessens Jomfrubur andre til Skræk og Advarsel. Alligevel gjorde dette intet Skaar i den Gunst, han stod i hos Frode, hvem han vedblev at omgaas med samme Fortrolighed som hidtil; thi han indførte den Skik, at naar nogen vilde have Kongen i Tale, skulde han betale derfor, idet han ikke fik Adgang til ham uden at bringe ham en Gave; det gik nemlig ikke an, sagde han, at stede nogen for saa stor en Konge paa den gamle vante Vis, det burde kun tilstaas dem, der lagde den største Iver for Dagen i Henseende til at bejle til hans Gunst. Ved denne forstilte Kjærlighed til Kongen søgte han at dæmpe det Vanry, hans Grumhed havde paadraget ham; Menigmand sukkede og klagede i Løndom over saaledes at blive pint og plaget; men ingen turde aabenlyst kære over de onde Tider eller driste sig til offentlig at føre Klage over den Overlast, der øvedes, og jo lønligere man bar sin Sorg og Kvide, des dybere skar den i Hjærtet. Da Kong Gøter af Norge spurgte dette, stævnede han sine Krigsfolk til Tinge og sagde, at Danskerne var ilde tilfreds med deres Konge og gjærne vilde have en anden, om der bød sig Lejlighed dertil; han havde derfor besluttet at falde ind i Danmark med en Hær; Landet kunde let indtages, naar det blev angrebet; thi Frode var lige saa gjerrig, som han herskede grumt over det. Men saa rejste en Mand ved Navn Erik sig og tog til Orde imod ham. "Det er en bekjendt Sag", sagde han, "at det for det meste gaar saa, at den mister sit eget, der staar efter andres, og at den, der vil have baade i Pose og Sæk, gaar glip af begge Dele. Det skal være en stærk Fugl, der skal tage fra en anden, hvad den har i Kløerne. Du stoler forgjæves paa den Avind, Landsens Folk bærer til ham, thi sligt hører for det meste op, naar Fjenden kommer. Selv om Danskerne nu synes at være splidagtige, bliver de dog strax enige om at tage imod Fjenden. Ulv gjør usaattes Svin forligte. Enhver vil hellere have en Landsmand end en fremmed til at staa for Styret, og ethvert Land sætter større Pris paa at have en af sine egne end en Udlænding til Konge. Kong Frode vil derfor heller ikke vente paa dig hjemme, men tage imod dig uden for sit Land. ørne rives med Kløerne, og Næbbet plejer Fuglene ogsaa at bruge. Du ved selv, at vis Mand bør være betænkt paa ikke at komme til at angre, hvad han tager sig for. Du har jo fuldt op af gjæve Mænd; hold du dig derfor i Ro, du kan jo ved andre paa det nærmeste forfare, hvad Krigen vil bringe; lad dine Krigere prøve, hvad Lykke du har. Tag selv i Fred Vare paa din Velfærd, og før din Sag igjennem uden at udsætte dig selv for Fare. Det er bedre, at Tjeneren sætter Livet til end Herren. Betjen dig af dine Krigsfolk som Smeden af sin Tang; han bruger den for ej at brænde sine Fingre, saalunde skal du ogsaa betjene dig af dine Folk til at skaane og skjærme dig selv". Saalunde talte Erik, og Gøter undrede sig over, at han, som hidtil havde været anset for enfoldig, havde givet saa fyndigt og smukt et Svar, og gav ham Tilnavnet den Veltalende, idet han mente at burde hædre ham for det udmærkede Snille, han havde lagt for Dagen; thi hans Broder Roller havde hidtil ved sin store Ypperlighed stillet ham i Skygge. Erik bad ham lade en Gave følge med i Navnefæste, thi den, som gav en anden Navn, burde heller ikke forsømme at give ham en Gave, sagde han, og Kongen gav ham da et Skib, som Skibsfolkene kaldte Skrot. Erik og Roller var Sønner af en Kæmpe ved Navn Regnar, men de havde hver sin Moder, thi Rollers Moder, som hed Krage, var Stifmoder til Erik. Det blev da med Gøters Samtykke overdraget en Mand ved Navn Ravn at hærje Danskerne med Sørøveri. Odd, som paa den Tid nød størst Anseelse i Danmark som Viking, gik imod ham. Han var saa dreven i Trolddom, at han kunde fare over Havet uden Skib og tit ved sine Galdresange rejste saadan Storm, at Fjendens Skibe forliste, og for at undgaa at give sig i Kamp med Vikinger satte han Havet saaledes i Oprør ved sin Trolddomskunst, at Fjenderne led Skibbrud. Lige saa grum han var imod Kjøbmænd, lige saa mild var han imod Bønder; thi han agtede dem, som kjørte Ploven, langt højere end dem, der drev Handel, og foretrak langt dem, der nærede sig ved ærligt Bondearbejde, for dem, der lagde sig efter smudsig Vinding. Saa snart han nu var kommen i Slag med Nordmændene, forblindede han ved sine Galdresange deres øjne saaledes, at det tyktes dem, at der stod Straaler af Danskernes dragne Sværd, og at der føg Gnister af dem, som om der var Ild i dem, hvilket skar dem saaledes i øjnene, at de ikke engang kunde holde ud at se de dragne Klinger; thi deres Blik kunde ikke taale Glansen af disse sælsomme Lyn. Ravn og en stor Del af hans Folk faldt, og det, at kun sex Skibe vendte tilbage til Norge var et Vidnesbyrd for den norske Konge om, at Danskerne ikke var saa lette at faa Bugt med. Han fik nu ogsaa at vide, at Frode kun kunde stole paa sine Kæmper, men at Menigmand var ilde tilfreds med det Voldsherredømme, der raadede i Landet. Roller, som havde Lyst til at se sig om i Verden og lære noget nyt at kjende, aflagde nu det Løfte, at han vilde gjæste Kong Frode for at komme til Kundskab om, hvor vidt dette var sandt. Erik sagde, at skjønt der ikke var noget at sige paa hans Væxt og Førlighed, var det dog et uforstandigt Løfte, han havde aflagt, men til sidst, da han saa', hvor urokkelig han blev ved sit Forsæt, aflagde han det samme Løfte. Kongen lovede, at han vilde give dem til Rejsefæller, hvem de selv vilde vælge. De tvende Brødre drog først hjem til deres Fader for at bede ham om Mundforraad, og hvad de ellers havde nødig paa saa lang en Rejse. Den gamle Mand tog kjærlig imod dem, og næste Dag tog han dem med ud i Skoven, for at de kunde se hans Kvæg, thi det havde han meget af; han viste dem ogsaa en Skat, han for længe siden havde gravet ned i Jorden, og den gav han dem Lov til at tage saa meget af, som de vilde, og det var de ikke senere til at tage imod, end han til at byde dem, saa de gravede Skatten op og tog saa meget, de lystede. Imidlertid gjorde deres Skibsfolk sig til gode eller øvede deres Kræfter inden for en Dæmning, de havde opkastet, somme ved at springe og somme ved at løbe, somme kastede med store Sten, somme skjød med Bue, og saaledes øvede de sig i forskjellige Idrætter. Somme af dem havde ogsaa drukket sig en Rus, som de nu sov ud. Faderen sendte nu Roller hjem, for at han skulde se efter, hvorledes det stod til der, og da han saa', at der stod Røg op af det Hus, hans Moder var i, gik han did og kigede lønlig ind ad en lille Sprække og saa' da Moderen staa og røre i en Grød, hun kogte i en grim Gryde; han saa' ogsaa tre Snoge, der hang over Gryden i en tynd Snor, og at der af deres Munde dryppede Edder ned i Grøden; de to var sorte, den tredje havde hvide Skjæl og hang lidt højere end de andre, thi den havde Snoren i Halen, de andre om Bugen. Han skjønnede, at det var noget Trolddomsvæsen, og tav stille med, hvad han havde set, for ikke at faa Ord for at beskylde sin Moder for at være en Hex; han vidste nemlig ikke, at Snogene var uskadelige, og hvor stor Kraft de gav Grøden. Regnar og Erik kom nu til, og da de saa' Røgen fra Hytten, gik de lige ind og satte sig til Bords, og Krage satte et Fad for sin Søn og sin Stifsøn, at de begge kunde lange til det. Maden i det havde nu forskjellig Farve, ved den ene Side var den sort med gule Pletter, ved den anden hvid, hvilket hidrørte fra de to forskjellige Slags Snoge. Saa snart de blot havde spist en lille Smule af den, drejede Erik i en Fart Fadet saaledes, at den sorte, men kraftige Side af Grøden kom over til ham, og Roller fik den hvide, der først havde været sat for Erik, thi denne skjønnede nok, at ved den Mad var det ikke Farven, men den Kraft, der var i den, det kom an paa; og for at Roller ikke skulde mærke, at der stak List bag den Omdrejning, sagde han, at saaledes plejede et Skib at gaa over Stag, naar Søen gik højt, og det var jo snildt nok af ham saaledes at skjule sin List ved den Tale om Skibet. Ved at styrke sig med denne herlige Spise opnaaede Erik som Følge af den Kraft, der var i den, den højeste menneskelige Visdom; thi Grøden var saa utrolig stærk, at den gjorde ham kyndig i alle mulige Videnskaber, saa at han endogsaa kunde tyde, hvad Dyrene sagde, thi ikke blot alle menneskelige Ting blev han grundig hjemme i, men han forstod ogsaa hvad Dyrene mente med de lyde, de gav fra sig, og derhos blev han begavet med en saa sirlig og pyntelig Veltalenhed, at han stadig, hvad hans Tale end drejede sig om, prydede den med vittige Ordsprog. Da Krage kom ind og saa', at Fadet var vendt, og at Erik havde spist den bedste Del af Grøden, blev hun mod i Hu over, at den Lykke, hun havde beredt sin Søn, var falden i Stifsønnens Lod, og begyndte sukkende at bede ham om aldrig at svigte sin Broder, hvis Moder havde overvældet ham med en saa uhørt Lykke, idet han ved det ene kraftige Maaltid havde opnaaet den højeste Grad af Forstand og Veltalenhed og derhos det Held altid at faa Sejr i Kamp. Hun sagde ogsaa, at Roller saa nogenlunde var Mand for at lægge en Plan, og at han heller ikke skulde komme til at gaa glip af Virkningerne af den Mad, der var tiltænkt ham, og derhos lagde hun ham paa Sinde, at naar den yderste Nød krævede det, skulde de strax faa Hjælp, blot de paakaldte hende, thi hun raadede over guddommelig Magt, sagde hun, idet hun i visse Maader var udrustet med overjordiske Egenskaber og saa at sige var en Slags Søster til Guderne. Erik svarede, at hans eget Hjærte drev ham til at staa sin Broder bi, "det er en ond Fugl, som besudler sin egen Rede", sagde han. Krage var nu nok saa fortrydelig over sin egen Uagtsomhed som over den Modgang, hendes Søn havde haft, thi det ansaas i gamle Dage for en stor Skam for en Skjelm at lade sig narre. Derpaa fulgte hun sammen med sin Mand Brødrene ned til Havet, hvor de gik om Bord i ét Skib, og snart efter stødte der to andre til dem. Da de naaede den danske Kyst og havde sendt Spejdere ud, fik de at vide, at der ikke langt fra dem laa syv Skibe. Erik bød da to Mænd, som kunde tale Dansk, afføre sig deres Klæder og begive sig did for nøje at udforske alt, idet de for Odd beklagede sig over, at det var Erik, der havde udplyndret dem, og saa skulde de forsigtig liste sig tilbage og melde ham, hvad de havde skaffet sig at vide. Odd tog vel imod dem, og de opsporede med stor Snildhed alt, hvad han havde for. Han havde bestemt at komme uventet bag paa Fjenderne ved Daggry for saa meget hurtigere at kunne gjøre det af med dem, naar de endnu laa i deres Sengetøj, thi paa den Tid af Døgnet plejede Folk at være mere dvaske og tunge i Kroppen, sagde han. Han bød ogsaa sine Mænd lade Skibene med Sten, der egnede sig til at kaste med, og fremskyndede derved sin egen Undergang. Ved Midnatstid listede Spejderne sig bort og bragte Erik Bud om, at Odd havde fyldt Skibene helt med Sten, han havde ladet udsøge til at kaste med, og meldte derhos alt, hvad de ellers havde faaet at vide. Da Erik nu helt var paa det rene med, hvad der var for Haanden, og skjønnede, at han havde for faa Skibe, ansaa han det for raadeligst at tage Vandet til Hjælp for at berede Fjenden Undergang. Han gik derfor i en Baad og lod sig lydløst ro hen til de fjendtlige Skibe og lod ganske stille bore Huller i Plankerne lige nede i Vandgangen, og da det var gjort, vendte han lige saa lydløst tilbage; han bar sig i det hele taget saa forsigtig ad, at ingen af Vagten mærkede, hverken at han kom eller gik. Da han roede bort, bragte Vandet, der trængte ind igjennem Hullerne, lidt efter lidt Odds Skibe til at synke, og da Vandet overalt stod højt i dem, var de lige ved at gaa til Bunds, hvortil Vægten af Stenene, de var fyldt med, ikke bidrog lidet. Rorbænkene stod allerede under Vand, og Rælingen laa lige i Vandspejlet, da Odd, som saa', at Skibene paa det nærmeste var ved at gaa til Bunds, bød sine Folk øse den umaadelige Masse Vand, de havde taget ind, ud med øsekarrene. Medens Søfolkene nu var ivrig i Færd med at værne de synkende Skibe imod det indstrømmende Vand, kom Fjenden over dem, og da de nu greb til Vaaben, trængte Vandet stærkere ind, saa da de lavede sig til at kæmpe, blev de nødte til at svømme. Det var Vandet og ikke Vaaben, der førte den Kamp for Erik, Havet, som han selv havde aabnet Vejen for og givet Lejlighed til at gjøre Fortræd, stred for ham, saa han syntes ligefrem at kæmpe paa Afstand, idet han havde mere Nytte af Vandet end af Sværdet og fik kraftig Bistand af Havet. Hans List skaffede ham Sejr, thi de af Bølgerne overskyllede Skibe kunde ikke staa sig i Kamp. Odd og hans Mænd blev dræbte, og de, der holdt Vagt, blev fangne, saa at ingen slap bort, som kunde bringe Bud om Nederlaget. Da Erik havde vundet denne Sejr, skyndte han sig bort og lagde ind under øen Læsø, og da han ingen Levnedsmidler fandt der, sendte han to af sine Skibe hjem med Byttet, for at de kunde bringe ham Levnedsmidler til et Aar til. Selv sejlede han bort med kun ét Skib for at søge Lejlighed til at træffe Kongen. Da han havde lagt til ved Sjælland, gik Søfolkene i Land og gjorde Strandhug rundt om paa Kysten, thi enten maatte de skaffe sig noget at leve af eller udsætte sig for at sulte. Det Kvæg, de dræbte, flaaede de Huderne af og lagde Kroppene ned i Skibet. Da de, som ejede Dyrene, spurgte, hvad der var sket, skyndte de sig at sætte efter Røverne med en Flaade; men da Erik mærkede, at de var efter ham, lod han Kroppene sænke ned i Vandet ved Tove med Bojer ved og skjulte dem saaledes. Da Sjællandsfarerne nu kom, gav han dem frit Lov til at ransage Skibet for at se, om der var noget af det, de søgte; Krogene om Bord paa et Skib var for snævre til, at man kunde holde noget skjult der, sagde han. Da de nu ingen Steds fandt noget, overførte de deres Mistanke paa andre og holdt dem, der virkelig havde begaaet Røveriet, for uskyldige deri; thi da de ikke fandt Spor af Byttet, mente de, at det maatte være andre, der havde tilføjet dem den Fortræd, og lod de skyldige fare. Da de var sejlet bort, lod Erik atter Kroppene tage op af Vandet. Imidlertid havde Kong Frode spurgt, at Odd og hans Folk var faldne, thi skjønt man ikke vidste, hvem det var, der havde tilføjet dem dette Nederlag, gik der stort Ry deraf. Somme sagde dog, at de havde set tre Skibe lægge til Land og de samme Skibe sejle bort igjen nordpaa. Erik lagde nu ind i en Havn ikke langt fra det Sted, hvor Frode holdt til, og lige som han gik fra Borde, snublede han og faldt, hvilket han tog som et lykkeligt Varsel, idet han sagde, at efter denne ringe Begyndelse vilde der følge de Ting, som var bedre. Da Grep havde spurgt, at han var kommen, skyndte han sig ned til Strandbredden, thi han havde hørt, at han var godt skaaren for Tungebaandet, og var opsat paa at prøve hans Ordkløgt, thi Grep selv var mindre veltalende end fræk i sin Mund og overvandt alle med sin ublu Tunge. Han begyndte da ogsaa Ordskiftet med Skjældsord, idet han tiltalte Erik saalunde: Tosse, Taabe, hvad tænker du paa? Sig, hvem du est og hveden du kommer? Hvorhen gjælder Rejsen? Hvi gjæster du os? Hvem er din Fader, og hvor har du hjemme? Bedste Mænd bliver hjemme, frister ej Lykken i fremmed Land. At rømme af Landet lidet baader, velkommen vorder ej fremmed Voldsmand. Erik kvad: Regnar mig avled, min Æt jeg ej dølger, ordsnild at blive bedst mig huer; ogsaa paa Visdom lægger jeg Vind, fremmedes Sæder jeg frister og fritter. Taaben ej mægter Maade at holde, véd ej sin frække Vilje at styre. Baad, som ros, saa rask ej farer som Snekken, der flyver for fulde Sejl. Stormvejr Vandet vældig pisker, værre Løgn dog Landet hærjer. Haand paa Roret Havet tæmmer, Løgnen lægger Landet øde. Grep kvad: Hanen paa Møddingen stinker af Møg, værre Stank der staar af din Tale. ørkesløst er det Ord at spilde paa ublu Skalk og Skjændegjæst. Erik kvad: For Sandhed jeg agter de gamle Ord: Fals sin Herre slaar paa Hals; Ulven er nær, hvor dens øren ses; ingen tror troløs Mand. Grep kvad: Angre skal du din ublu Tale, Ugleskrig mig ilde huer. Frække Dreng, jeg dræber dig flux, Ulv og ørn dit Aadsel slide! Erik kvad: Altid den rædde ilde spaar; ond Mand arges, som han ældes; hvo Kongen sviger, kan Kæmper ej tro; farlig er Ulv i Faarefold. Grep kvad: Med Løgn du farer og løs Tale, ej har jeg bolet med Kongens Brud. Tro min unge Drot jeg tjente, derfor han gav mig Guld og Ære. Erik kvad: Den Hund, som rammes af Snærten, hyler; god Samvittighed er en Guds Gave; den lider ej vel, som gjør Træl til sin Ven; sjælden er Trællen tro mod sin Herre. Hertil vidste Grep ikke, hvad han passende skulde svare, og han gav derfor sin Hest af Sporerne, men da han kom hjem, fyldte han Kongeborgen med Skrig og Skraal, sagde, at han var bleven overvunden i Ordkamp, og kaldte alle Krigsfolkene til Vaaben, som om han med væbnet Magt vilde hævne det Nederlag, han havde lidt med Munden, han svor nemlig paa, at han vilde gjøre disse fremmede til Ravneføde. Kongen raadede ham til at slaa koldt Vand i Blodet. "Hastigt Mod, sjælden god", sagde han, "Hastværk er for det meste Lastværk; hovedkulds Raad, hovedkulds Gjerning; det sømmer sig endelig heller ikke, at mange gaar mod faa; og klog Mand lægger Tømme paa sin Harme og siger 'Gjemt er ikke glemt'." Saaledes nødte Kongen Ungersvenden til at lade sin hidsige Vrede vige for Fornuften, men det lykkedes ham dog ikke at bringe den forbitrede Ordkæmpes ophidsede Sind mere til Ro, end at han i sin Ærgrelse over, at det var gaaet ham saa ilde i Munddysten, erklærede, at han i alt Fald vilde have Lov til at hævne sig med Trolddom, siden han ikke maatte gjøre det med Vaaben. Da det var blevet ham tilladt, lavede han sig til igjen at begive sig ned til Strandbredden med en Flok udsøgte Troldmænd. Først ofrede han en Hest til Guderne og satte dens afhuggede Hoved paa en Stage efter at have spilet Gabet op paa det ved at sætte Pinde ind imellem Kjæverne i Haab om, at Erik af Forskrækkelse over dette fæle Syn skulde opgive sit Forehavende; han troede nemlig, at han og hans Folk var saa uvidende og taabelige Mennesker, at han kunde skræmme dem bort med Hestehovedet. Da Erik nu kom op imod dem og paa Afstand fik øje paa Hestehovedet, forstod han strax, hvad Meningen var med disse fæle Anstalter, og bød sine Folk tie stille og tage sig vel i Agt, saa de ikke i Ubetænksomhed lod noget Ord slippe sig af Munden, for at de ikke ved ubesindig Tale skulde give Trolddommen Lejlighed til at virke; skulde det blive nødvendigt at sige noget, skulde han nok føre Ordet for dem alle, sagde han. De var allerede komne saa langt frem, at der kun var en Aa imellem dem, da Troldmændene stillede Stagen med Hovedet paa op helt nede ved Aabredden for at skræmme ham fra at gaa over Broen, men han gik ikke des mindre uforfærdet ud paa den og sagde: "Den Skæbne, denne Byrde har at bringe, komme over den, som bærer den! bedre Held følge os! Ilde gaa det dette troldpak! den ulykkesvangre Byrde knuse den, som bærer den, men os skjærme alt, hvad godt er!" Og som han bad, saa blev det; thi strax faldt Hestehovedet af, og Stagen væltede og knuste den, der bar den. Saaledes blev alle Trolddomsanstalterne til intet ved en eneste Besværgelses Magt. Da Erik var naaet lidt længere frem, kom han i Tanke om, at fremmede skulde medbringe Gaver til Kongen. Han tog derfor et Stykke Is, han fandt paa Vejen, og gjemte det omhyggelig under sin Kjortel for at bringe Kongen det som Gave. Da han kom til Kongeborgen, gik han selv først ind og bød sin Broder gaa bag efter ham. Kongens Trælle havde for at drive Gjæk med ham bredt en glat Hud over Dørtærskelen, og da han traadte paa den, rykkede de hastig i Rebet, de havde bundet i den, saa han vilde være faldet, hvis Roller, som gik bag efter ham, ikke havde grebet ham i sin Favn, da han snublede. "Bar er broderløs Bag", sagde Erik, da han saaledes var nær ved at falde. Da Gunvør lod Kongen vide, at sligt Uvæsen burde han ikke tillade, svarede han, at det var en daarlig Sendemand, der ikke kunde vare sig for Svig, idet han saaledes lod den haanedes Uagtsomhed gjælde som Undskyldning for Forhaanelsen. I Hallen brændte der et Baal, hvilket i Betragtning af Aarstiden nok kunde gjøres nødigt; thi Midvinter var lige netop forbi. Paa den ene Side af det sad Kongen, paa den anden hans Kæmper. Da Erik tog Plads blandt dem, begyndte de at hyle paa den skrækkeligste Maade. Kongen bød dem holde op med den Støj og sagde, at Mennesker ikke burde hyle som Dyr, og Erik tilføjede, at det var Hundeskik, som det gamle Ord siger: 'Naar én Hund tuder, tuder de alle'; ved deres Lader røbede de alle deres Herkomst og vedkjendte sig hver for sig den Slægt, de var af. Da Koll, som havde at tage Vare paa de Gaver, Folk bragte Kongen, spurgte, om han havde noget med til ham, kom han frem med Isen, som han havde gjemt paa Brystet, og da han rakte ham den tværs over Baalet, lod han den med Vilje falde i Ilden, saa det saa' ud, som om det var ham, der skulde tage imod den, der tabte den ud af Haanden. Alle de tilstedeværende saa' den straalende Klump og troede, at det var et Stykke rent Metal, der var faldet i Ilden. Erik paastod, at det var sket ved dens Uagtsomhed, der skulde tage imod den, og spurgte, hvad Straf han skulde have, fordi han havde forspildt Kongens Gave. Frode spurgte Dronningen om hendes Mening, og hun svarede, at det ikke gik an, at Kongen brød den Lov, han selv havde givet, og som fastsatte, at den, der forspildte de Gaver, der bragtes ham, skulde straffes paa Livet. De andre sagde ogsaa, at den Straf, Loven fastsatte, ikke burde eftergives, og da det saaledes blev foreholdt Kongen, at han var nødt til at lade den udføre, lod han Koll hænge. Derpaa begyndte Frode at tiltale Erik saalunde: "Sig frem, du, som brasker saa kaad og overmodig med dine pyntelige Talemaader, hvorfra du kommer, og hvorfor du er kommen hid". "Jeg drog ud fra Rennesø", sagde Erik, "og saa satte jeg mig ved en Sten". Frode: "Hvor begav du dig saa hen derfra?". Erik: "Jeg drog bort fra Stenen paa en Bjælke og satte mig igjen ved en Sten". Frode: "Hvorhen styrede du saa Kaasen, og hvor laa du om Natten?". Erik: "Fra Stenen kom jeg til en Klippe, og der laa jeg ogsaa ved en Sten". Frode: "Det var en svær Mængde Sten og Klipper". Erik: "Der er flere Sandskorn". Frode: "Hvad tog du dig for, og hvor begav du dig saa hen?" Erik: "Da jeg drog fra Klippen paa mit skridende Skib, mødte jeg et Marsvin". Frode: "Der kom du med noget nyt, skjønt der er nok baade af Klipper og Marsvin i Havet; men jeg gad vide, hvad Vej du saa tog". Erik: "Fra Marsvinet kom jeg til et andet Marsvin". Frode: "Der var mange Marsvin dér". Erik: "Der er flere af dem i Havet". Frode: "Saa gad jeg vide, hvor Vejen førte dig hen, da du drog fra Marsvinene". Erik: "Jeg kom til en Træbul". Frode: "Og hvor drog du saa hen?" Erik: "Fra Træbullen til en Træstub". Frode: "Der maa være svært mange Træer paa det Sted, eftersom du kalder alle de Steder, du gjæstede, for Træer". Erik: "Der er flere i Skovene". Frode: "Hvor begav du dig saa hen?" Erik: "Jeg trængte stadig frem til Skovenes Egebuller, men da jeg holdt Rast dér, kom der Ulve, som havde mættet sig med Menneskelig, og slikkede Spydspidserne; dér faldt Odden af Kongens Spydstage, og det er Fridlevs Sønnesøn". Frode: "Jeg ved ikke, hvorledes jeg skal forstaa din Tale, thi du har forvirret min Forstand med dunkle Ord". Erik: "Jeg har fortjent en Belønning af dig for den Ordleg, der nu er til Ende, eftersom jeg paa en forblommet Maade har sagt dig Ting, som du ikke tilfulde har forstaaet; thi da jeg talte om Spydsodden, meldte jeg dig Odds Drab, som jeg øvede med egen Haand". Da Dronningen nu ogsaa erklærede, at han havde sejret i Veltalenhed, og tilkjendte ham Sejrens Pris for sin Ordsnildhed, tog Kongen strax et Armbaand af sin Arm og rakte ham det som den fastsatte Pris, og saa sagde han: "Jeg gad høre dig selv gjøre Rede for dit Ordskifte med Grep, eftersom han ikke undsaa sig for aabent at vedgaa, at han havde fundet sin Overmand". "Han blev slagen med Blusel, da jeg skyldte ham for Hor", sagde Erik, "eftersom han ikke kunde sige noget til sit Forsvar og maatte tilstaa, at han var din Hustrus Boler". Saa vendte Frode sig til Hanunde og spurgte, hvad hun sagde til den Beskyldning, og hun tilstod ikke blot med Ord sin Brøde, men Skamrødmen, der farvede hendes Kinder, var ogsaa et aabenbart Vidnesbyrd om, at hun var skyldig. Kongen, som ikke blot hørte hendes Ord, men ogsaa saa' Vidnesbyrdet paa hendes Aasyn, men som ikke ret vidste, hvorledes han skulde straffe hende, overlod til hende selv at idømme sig den Straf, hendes Brøde fortjente. Medens hun nu i Erkjendelse af, at det var hendes egen Brøde, hun skulde holde Dom over, længe betænkte sig paa, hvilken Straf hun skulde fastsætte, sprang Grep frem og vilde gjennembore Erik med sit Spyd for ved Anklagerens Død at redde sit eget Liv, men Roller faldt over ham med draget Sværd og gav ham det Banesaar, han havde tiltænkt Erik. "Frænde er Frænde næst, naar Nød er paa Færde", sagde Erik. "I Nød skal man kjende sine Venner", sagde Roller. "Jeg tror", sagde Frode, "at det vil gaa jer, som det gamle Ord siger: "stakket Stund glæder Haand sig ved Hug'." "Den bør ej lastes, hvis Gjerning hans retfærdige Sag undskylder", sagde Erik, "thi der er lige saa stor Forskjel mellem, hvad jeg og Grep har gjort, som mellem Nødværge og Overfald." Greps Brødre sprang nu forbitrede op og svor paa, at enten vilde de tage Hævn over hele Eriks Flaade eller slaas med ham og ti af hans Kæmper. "Svage Folk maa fare med Lempe", svarede Erik; "den, som har et døvt Sværd, maa kun hugge i, hvad der er blødt og lindt, og den, som har en sløv Kniv, maa hjælpe sig med at skære i Ledemodene. Eftersom nu den, der er ilde stedt, gjør bedst i at forhale Ulykken, og intet er heldigere i Modgang end at faa Udsættelse, med hvad der ikke kan være andet, begjærer jeg tre Dages Henstand til at forberede mig i, forudsat at Kongen vil overlade mig Huden af en nyslagtet Oxe". "Den, som falder paa en Hud, fortjener at faa en Hud", sagde Frode, idet han aabenbart skosede Erik, fordi han før var snublet. Men da Erik havde faaet Huden, lod han lave Saaler af den til sig og sine Folk og overstrøg dem med Tjære, som han dryssede Sand i, for at de lettere skulde staa fast. Efter at have overvejet, hvilket Sted han vilde have til Kampplads, erklærede han omsider, at han vilde slaas paa Isen, eftersom han var ganske ukjendt med Krigsvæsen paa Landjorden, sagde han. Det blev de da enige om, og Kongen tilstod dem Vaabenstilstand, for at de kunde træffe deres Forberedelser og bød Vestmars Sønner trække sig tilbage, thi det sømmede sig ikke at jage en Gjæst ud af Huset, om han saa havde gjort sig aldrig saa ilde fortjent. Derpaa forhørte han sig om, hvad det blev til med den Straf, han havde overladt til Dronningen selv at idømme sig, men da hun, i Steden for at gjøre det, bad om Forladelse for sin Forseelse, og Erik sagde, at man ofte gjorde bedst i at tilgive Kvinders Fejltrin, og at man ikke burde straffe dem, naar Forbedring kunde afvende Gjentagelse af Brøden, tilgav Kongen Hanunde. Da Mørket begyndte at falde paa, sagde Erik: "Hos Gøt er det Skik, at Krigerne, naar de skal have noget at leve af, ikke blot bliver bænkede, men de faar ogsaa hver sin bestemte Plads anvist", og Kongen viste dem da til Sæde paa sine Kæmpers Pladser. Saa bar Tjenerne Maden frem, men Erik, som godt vidste, at Kongen var saa høvisk, at han ikke lod Levninger sætte paa Bordet, spiste kun en Bid af hvert Stykke, han tog, og kastede saa Resten og kaldte hele Retter for Stumper. Da det som Følge heraf blev smaat med Retterne, bar Tjenerne andre frem for de sultne og skamfulde Gjæster, saa der gik lige saa meget med til dette ringe Maaltid, som der kunde have været gjort stort Gilde med. Saa sagde Kongen: "Har Gøts Kæmper for Skik at kaste Maden fra sig som gnavede Skorper, naar de lige har rørt den, og at kaste Vrag paa helt friske Retter, som om det var de sidste Rester?" Erik: "Der er ikke noget at sige paa Sæd og Skik i Gøts Gaard, dér gaar alt høvisk til". Frode: "Saa ligner din Sæd og Skik ikke din Herres, og du viser, at du ikke har lagt dig efter alt, hvad som godt og forstandigt er, thi den, som ikke vil træde i de ældres Fodspor, bærer sig ad som en Oprører og Landstryger". Erik: "Klog Mand bør lade sig belære af den, som er klogere, thi Kundskab øges ved Undervisning og Velopdragenhed ved Lærdom". Frode: "Hvad Lærdom skal jeg uddrage af al din overflødige Snak?" Erik: "Nogle faa trofaste er et tryggere Værn om Kongen end mange Forrædere". Frode: "Vil du da vise os større Troskab end de andre?" Erik: "Det er ondt at baase for ufødt Fæ, og hart er ufødt Hest at binde ved Krybbe. Du har endnu ikke prøvet alting. For Resten plejer man hos Gøt at faa noget at drikke til Maden. Naar Mad og Drikke følges ad, har Gjæsterne Gammen". Frode: "Aldrig har jeg truffet nogen, der var frækkere til at kræve Mad og Drikke!" Erik: "Faa tænker paa tiendes Tarv eller sørger for dens Fornødenheder, som ikke lukker Munden op". Kongen bød nu sin Søster bære Drikken om i et stort Bæger. Erik greb hendes højre Haand tillige med Bægeret, hun bød ham, og sagde: "Skulde du ville vise mig den Villighed, ædle Konge, at skjænke mig dette? Maa jeg beholde, hvad jeg holder i Haanden, som en uigjenkaldelig Gave?" Kongen, som troede, det blot var Bægeret, han bad om, svarede, at det maatte han gjærne, men Erik drog Jomfruen til sig, som om han havde faaet hende tillige med Bægeret. Da Kongen saa' det, sagde han: "Hvor Daaren er inde, giver han Tegn fra sig; hos os plejer Jomfruer at have deres fri Vilje ubeskaaren". Saa lod Erik, som om han vilde skære Haanden af Pigen med sit Sværd, efterdi han havde faaet den sammen med Bægeret. "Har jeg taget mere, end du har givet, eller hvis det er galt af mig at beholde det hele, saa har jeg i alt Fald Ret til at tage en Del". Da Kongen skjønnede, at han var kommen galt af Sted med det Løfte, gav han ham Pigen; thi han vilde ikke bøde paa sin Uagtsomhed ved at vise sig upaalidelig og sætte noget af sin Værdighed til ved ikke at holde, hvad han havde lovet, skjønt det snarere maa tilskrives moden Overvejelse end Ustadighed, naar man tilbagekalder et taabeligt Løfte. Da nu den til Kampen fastsatte Tid var kommen, lod han ham gaa ned til sine Skibe imod at love at komme igjen. Erik og hans Mænd gik ud paa den tillagte Sø, og da de stod godt fast paa deres Saaler, fældede de Fjenden, som vaklede og gled, thi Frode havde bestemt, at ingen maatte komme nogen af Parterne til Hjælp, om de saa var aldrig saa ilde farne. Efter saaledes at have vundet Sejr vendte Erik tilbage til Kongen. Gotvar var nu meget kjed af, at hendes Sønner var komne saa ulykkelig af Dage, og opsat paa at hævne dem, hvorfor hun sagde, at hun havde Lyst til at holde en Mundkamp med Erik, hun vilde sætte en svær Halskjæde op imod ham, naar han til Gjengjæld vilde sætte sit Liv paa Spil, saaledes at han vandt Kjæden, i Fald han sejrede, eller skulde lade Livet, i Fald han kom til kort. Det gik Erik ind paa, og Gunvør fik Halskjæden i Forvaring. Gotvar gjorde ham da paa Vers et saa grovt og skammeligt Spørgsmaal, at det ikke lader sig sige for høviske øren, men han gav hende saa grovt Svar paa Tiltale, at hun helt tabte Mælet derved og blev nødt til at lade ham, hun havde tænkt sig skulde af med Livet, faa Guldkjæden, saa i Steden for at faa Hævn over sine Sønners Drabsmand maatte hun af med en kostbar Gave til ham; hendes Ulykke blev saaledes blot saa meget større, og sin Ondskab kom hun ingen Vegne med, thi først mistede hun sine Børn, og saa kunde hun ikke staa sig imod Erik i Grovhed og mistede baade den kostelige Kjæde og den Løn, hun havde ventet for sin Veltalenhed; sine Sønners Banemand maatte hun berige, ham, der havde gjort hende barnløs, maatte hun belønne og fik ikke anden Mandebod for sine Sønner end den Tort at have trukket det korteste Straa i Ordkampen og at blive fattigere paa Gods. Da Vestmar saa' det, besluttede han at prøve Kræfter med Erik, der havde vist sig at være den stærkeste i Munden, og han satte da det Vilkaar, at den, der sejrede, skulde have den overvundnes Liv, saa at de begge satte Livet paa Spil. Erik vilde ikke vægre sig ved at tage imod det Vilkaar for ikke at faa Ord for at være stærkere i Munden end i Haanden. Kampen gik for sig paa den Vis, at de kæmpende fik en Krans, der var flettet af Vidjer eller Reb, og den skulde de saa trækkes om og med Hænder og Fødder søge at vriste fra hinanden, og den, som var den stærkeste og fik revet den fra den anden, tilkjendtes Sejrens Pris. Da Erik nu tog fat i Kransen, rykkede han saa voldsomt til, at han rev den ud af Hænderne paa Vestmar. Da Frode saa' det, sagde han: "Ondt er med Overmand Tov at trække", "Ja", sagde Erik, "især naar man er skjævhalset eller skrutrygget", og i det samme satte han Foden frem og brød Halsen og Ryggen paa den gamle Mand. Saalunde opnaaede Vestmar ikke den Hævn, han tragtede efter, men fik samme Skæbne som de, han vilde hævne, og maatte lade Livet ligesom de, hvis Død han vilde have Oprejsning for. Frode pønsede nu paa at gjennembore Erik ved at kaste en Dolk efter ham, men Gunvør, som mærkede, hvad hendes Broder havde i Sinde, varede sin Fæstemand for Faren, idet hun sagde, at kun den var vis, som varede sig vel. Erik forstod snildelig denne Advarsel og skjønnede, at der var Svig paa Færde; han sprang strax op og sagde: "Klog Mand skal Sejr fange, men Fals slaar sin Herre paa Hals", idet han saaledes paa en fin Maade skosede ham, der pønsede paa Svig imod ham. I det samme kastede Kongen Dolken efter ham, men da han bøjede sig til Siden, ramte den ham ikke, men gik ind i Væggen lige overfor. "Gaver skal man række sine Venner og ikke kaste dem til dem", sagde Erik; "god var din Gave. om du havde ladet Skeden følge med". Kongen trak da strax Skeden op af sit Bælte og gav ham den, som han bad; thi hans Fjendes Sindighed nødte ham til at lade sit Had fare; saaledes formildede Eriks snilde Forstillelse ham, og det Vaaben, han havde kastet efter ham i en ond Hensigt, gav han ham nu i Venlighed, og ved at lade, som han ikke forstod den Uret, Kongen vilde øve imod ham, forvandlede han den til en Velgjerning og fik Dolken, der skulde have bragt ham Døden, som en ærefuld Gave; thi hvad Frode havde gjort for at volde ham Fortræd, gav han Skin af, at det skyldtes hans Ædelmodighed. Derefter gjorde man sig til gode. Men om Natten vakte Gunvør i al Stilhed Erik og sagde, at de maatte fly, "bedst er med hel Vogn hjem at age, mens Legen er god", sagde hun. Han gik da med hende ned til Stranden, hvor Kongens Flaade just laa trukken paa Land, og den gjorde han ubrugelig ved at tage Planker ud af Skibssiderne og sætte løse Planker ind i Stedet, saa den skete Skade ikke kunde ses, og derpaa lod han det Skib, han og hans Mænd gik om Bord i, lægge lidt fra Land. Da Kongen nu vilde til at forfølge ham med sine ødelagte Skibe, stod Vandet snart helt op til Tofterne i dem, og skjønt han var temmelig besværet af sin Rustning, maatte han give sig til at svømme ligesom de andre og blev mere opsat paa at bjærge sit eget Liv end paa at forfølge andre. Stævnene sank under Vand, og Bølgerne skyllede ind og drev Rorfolkene fra Tofterne. Da Roller og Erik saa' det, sprang de ufortøvet og uden at ænse nogen Fare i Vandet og svømmede hen og bjærgede Kongen, der laa og drev om, han havde allerede været tre Gange under Vandet, da Erik fik Tag i hans Haar og trukket ham op. De andre skibbrudne druknede eller naaede med Nød og næppe ind til Land. De tog de vaade Klæder af Kongen og gav ham tørre paa i Stedet; han kastede gjentagne Gange en Mængde Vand op; Stemmen syntes ogsaa at svigte ham, han laa blot stadig og gispede. Omsider fik han dog igjen Varme i Kroppen, og det bragte Liv i de af Kulden stivnede Lemmer, saa han kunde sidde, men han havde endnu ikke Styrke til at rejse sig. Lidt efter lidt fik han dog sine gamle Kræfter igjen, og da de omsider spurgte ham, om han vilde have Liv og Fred, førte han Haanden op til øjnene og søgte at faa de lukkede øjenlaag op, og da han efterhaanden var kommen rigtig til Kræfter og havde faaet Stemmen i sin Magt igjen, tog han til Orde og sagde: "Ved det Lys, som mine øjne opfanger imod min Vilje, ved Himlen, som jeg kun har liden Glæde af at skue, beder og besværger jeg eder, at I ikke vil lade mig se den længer. Det er til ingen Nytte, at I har frelst mig, thi jeg vil dø. Siden det blev nægtet mig at omkomme i Bølgerne, vil jeg i det mindste falde for Sværdet. Ingen har overvundet mig, før jeg nu viger for din Kløgt, Erik, saa meget ulykkeligere som jeg, der hidtil ikke har kunnet besejres af berømmelige Mænd, nu har maattet bukke under for en Mand af ringe Herkomst, hvilket er noget, en Konge i høj Grad maa skamme sig over. Alene det er Grund nok for en Høvding til at søge Døden, thi det sømmer sig, at intet huer ham bedre end Æren; savner han den, savner han alt; thi det ypperste, en Konge kan eje, er et berømmeligt Navn. Stor Forstand og Veltalenhed var mig forundt, men begge disse Fortrin, som jeg syntes at udmærke mig ved, har jeg nu mistet, og jeg er saa meget ulykkeligere, som det er en Bonde, der har overvundet mig, som overvandt Konger. Hvorfor skjænker du den Livet, hvis Ære du har røvet? Min Søster, mit Rige, Guld og Gods og andet Boskab og hvad der er mere værd end alt dette, min Anseelse har jeg mistet og er i lige saa mange Maader ulykkelig, som du maa holdes for at være lykkelig. Hvorfor skal jeg overleve saa stor en Skjændsel? Hvilken Lykke skulde Friheden kunne bringe mig, som kunde udslette Fangenskabets Vanære? Hvad vil Fremtiden bringe mig, den vil jo kun være præget af Fortidens Ulykke og kan kun avle langvarig Græmmelse. Hvad nytter det, at Livet forlænges, naar det kun bringer sørgelige Minder? For den, der har Sorg i Sinde, er intet kjærere end Døden. Lyksalig er Døden, naar en Mand ønsker sig den, thi den røver ham ikke Livets Sødhed, men tilintetgjør hans Lede ved det. I Medgang klynger man sig til Livet, i Modgang søger man helst Døden. Intet Haab om bedre Tider driver mig til at hænge ved Livet. Hvad skulde vel helt kunne gjenoprette min knuste Lykke? Og nu vilde jeg allerede have glemt alt dette, hvis I ikke havde bjærget mig, da mit Liv var i Fare. Om du end gav mig mit Rige tilbage og min Søster og mit Guld og Gods, min Navnkundighed kan du dog ikke skaffe mig igjen. Intet, som er flikket sammen, faar nogen Sinde den Glans, det havde, medens det var uskadt; i lange Tider vil Rygtet mindes, at Frode var Fange. Jeg har desuden fortjent at falde for eders Hænder, naar I betænker al den Tort, jeg har gjort jer; drager I eder til Minde, hvor megen Fortræd jeg har voldt jer, vil I angre det, i Fald I nu gjør vel imod mig; overvejer I, hvor grumt jeg har faret frem imod jer, vil I skamme Jer over at have hjulpet en Fjende. Hvorfor vil I skaane den, der har forsyndet sig imod jer? Hvorfor lægger I ikke Haand paa eders Forfølger? Det er ikke mer end billigt, at den Skæbne, jeg havde tiltænkt jer, overgaar mig selv. Jeg tilstaar, at hvis I var komne i min Magt, som jeg nu er i eders, vilde jeg ingen Barmhjærtighed have vist jer. Er jeg end uskyldig, for saa vidt som jeg intet har faaet gjort jer, er jeg i alt Fald skyldig, for saa vidt som det ikke er Viljen dertil, det har skortet mig paa. Jeg beder jer om at lade Viljen til at gjøre Fortræd komme over mit Hoved, den regnes jo dog stundom for at veje lige saa meget som Gjerningen. Nægter I mig at falde for eders Sværd, vil jeg være Mand for at give mig Døden med egen Haand". Hertil svarede Erik: "Guderne forbyde, at du skulde blive ved saa taabeligt et Forsæt, Guderne forbyde, at du skammeligt skulde gjøre Ende paa det berømmeligste Liv! De tillader sandelig ikke, at den, som over for andre er god og gjæv, over for sig selv bliver en unaturlig Morder. Lykken har fristet dig for at prøve, hvorledes dit Sind er, naar det gjælder om at skikke sig i Modgang, den har ikke styrtet dig i Undergang, den sætter dig blot paa Prøve; du er ikke bleven ramt af nogen Sorg, som Lykken ikke siden kan udslette; den har kun givet dig en Advarsel, men ikke vendt sig fra dig. Ingen viser Maadehold i Medgang, naar han ikke har lært at bære Modgang, og desuden skjønner man først ret paa det gode, man har, naar man har lært det onde at kjende; den Gammen, der kommer efter bitre Kaar, er saa meget fornøjeligere. Vil du hade Livet, fordi du en Gang har faaet en Dukkert og er bleven vaad? Naar Vandet kan tage Modet fra dig, hvordan vil du saa rolig kunne staa for Sværdet? Hvem vil ikke snarere regne dig det til Ære end til Skam, at du svømmede bort i fuld Rustning? Hvor mange vilde ikke prise sig lykkelige, om de ikke var mere ulykkelige end du? Kongemagten har du, din Aandskraft staar i sin fulde Blomst, din Alder er ved at modnes, du kan haabe at udrette langt mere, end du har udrettet. Vær dog aldrig saa letsindig, at du ikke blot skyr Modgang, men endogsaa i Utaalmodighed over den faar Lyst til at kaste dit Liv bort. Den kalder jeg den kvindagtigste Mand, der af Frygt for Modgang taber Modet til at leve. Det er ikke vis Mand, der har for Skik at unddrage sig Modgang ved at berøve sig Livet. At hade en anden er taabeligt, men at hade sig selv er Vanvid; den Harme, der bliver en selv til Fortræd, duer ikke. Dersom du selv søger Døden, fordi du har lidt Uret, eller fordi dit Sind er kommet i en Smule Oprør, hvem skal da hævne dig? Hvem er saa afsindig, at han vil hævne sig for Lykkens Ustadighed ved selv at gaa i Døden? Hvem er saa lykkelig, at han ikke en eller anden Gang rammes af Modgang? Du har levet uforstyrret og stadig haft Lykken med dig, og nu, da en Smule Modgang gjør dig Vejen lidt knudret, vil du tage Livet af dig for at spare dig for den Smerte. Hvordan skal du i Fremtiden kunne bære alvorlig Modgang, naar du taber Taalmodigheden over for saa lidt. Den har intet smagt, som aldrig har smagt Sorgens Kalk; den, som aldrig har prøvet det tunge, vil ikke kunne nyde det lette med Maade. Vil du, som burde være et Mønster paa Mod, staa som et Billede paa Fejghed? Vil du, som stammer fra den kjækkeste Fader, lægge den største Svaghed for Dagen? Vil du vanslægte saaledes fra dine Forfædre, at du bliver svagere end en Kvinde? Du er endnu ikke bleven moden Mand og er allerede mæt af Livet? Hvem har nogen Sinde baaret sig saaledes ad? Kan du, der har en saa berømmelig Farfader, og hvis Fader aldrig blev overvunden, ikke holde Stand imod en Smule Modvind? Nej, du har dine Forfædres Natur og gode Egenskaber; ingen har overvundet dig, det er blot din egen Ubesindighed, der har voldt dig Fortræd. Vi har udrevet dig af en Fare, ikke sat vor Fod paa din Nakke. Vil du agte vort Venskab for Uret og lønne os med Had i Steden for at takke os? Du burde lade dig forsone ved den Tjeneste, vi har vist dig, og ikke blive vred over den. Guderne lade dig aldrig blive saa rasende, at du gaar i Rette med den, der har frelst dig, som om han havde forraadt dig. Skal det gode, vi har gjort dig, regnes os til Last; skal de Tjenester, vi gjør dig, paadrage os din Vrede? Vil du anse den, du skylder Tak for dit Liv, for din Fjende? Vi gjorde dig nemlig ikke fra fri Mand til Fange, men kom dig til Hjælp, da du var i Nød. Og se, dit Guld og Gods og andet Boskab giver jeg dig tilbage. Mener du, at det var overilet af dig at trolove din Søster med mig, saa lad hende ægte, hvem du vil, jeg har ikke rørt hende. For øvrigt er jeg villig til at gjøre Krigstjeneste under dig, om du saa vil. Tag dig i Agt for uden Grund at fremture i din Vrede. Du har intet tabt, din Frihed har intet Skaar lidt, du vil i mig finde en lydig Tjener og ikke en bydende Herre. Du raader for mit Liv, jeg tager imod en hvilken som helst Dom, du vil fælde over mig. Vær forvisset om, at du kan gjøre det samme her som i din Kongeborg, du har den samme Magt og Myndighed her som der; bestem for vort Vedkommende her, hvad du vilde have bestemt der, vi er rede til at gjøre din Vilje". Saalunde talte Erik, og denne hans Tale formildede Kongen baade over for ham selv og over for hans Fjende. Da nu alt var blevet godt og fredeligt imellem dem, lagde de atter til Land. Kongen bød, at Erik og hans Søfolk skulde hentes med Vogne, og da de kom op til Borgen, lod han stævne Ting, og paa dette trolovede han sin Søster med Erik og gav ham et Herred at styre. Dernæst sagde han til Erik, at han var bleven led ved sin Dronning og havde Lyst til at faa Kong Gøters Datter, hvorfor han maatte skikke Sendemænd op til ham, og den Sendefærd kunde ingen bedre paatage sig end Erik, eftersom intet tyktes at falde ham vanskeligt; Gotvar vilde han lade stene ihjel, fordi hun havde været Hanundes Medviderske og fortiet den Brøde, hun havde begaaet imod ham; Hanunde vilde han sende hjem til hendes Fader, for at hun ikke, naar hun blev i Danmark stadig skulde staa ham efter Livet. Erik gik ind paa det alt sammen og lovede ham sin Bistand til at faa det udført, kun, sagde han, var det bedre, at Dronningen, naar han havde forstødt hende, blev gift med Roller, af hvem han ikke havde Grund til at frygte noget, hvilket Raad Frode tog ærbødig imod, som om det var en himmelsk Aabenbaring. Dronningen gav paa Kvindevis, for at det ikke skulde se ud, som om hun blev tvungen, strax efter og sagde, at der ikke fandtes den Ting i Verden, som det var nødvendigt at sørge over, og at al Sorg for det meste beroede paa Indbildning, og for øvrigt burde man ikke tage sig en Straf nær, som man havde fortjent. Saa holdt da Brødrene Bryllup paa én Gang, idet den ene ægtede Kongens Søster, den anden hans forskudte Dronning. Derpaa sejlede de til Norge og tog deres Hustruer med; thi hverken den forestaaende lange Rejse eller Frygt for de Farer, Fremtiden kunde bære i sit Skjød, kunde faa dem til at skilles fra deres Mænd; de vilde hænge fast ved dem som Fjer ved Uld, sagde de. De fik nu at vide, at Regnar var død, og at Krage havde giftet sig igjen med en Mand, der hed Brak; saa kom de i Tanker om deres Faders Skatte og grov dem op. Rygtet var imidlertid gaaet forud for Erik, og Kong Gøter havde spurgt al den Lykke, han havde haft, og da han nu fik at vide, at han selv var kommen, blev han bange for, at han i sin Selvtillid skulde finde paa det værste imod Nordmændene, og han udpønsede da det Raad at tage hans Hustru fra ham og give ham sin Datter i Stedet; hans Dronning var nemlig død, og der var ingen, han var mere opsat paa at ægte end Frodes Søster. Da Erik fik Nys om, hvad han havde i Sinde, sammenkaldte han sine Folk og sagde, at hans Lykke endnu ikke var klar af alle Skjær, men for Resten haabede han, at ligesom et Knippe falder fra hinanden, naar der ikke er bundet om det, saaledes vilde ogsaa den Straf, man ikke var bunden til, ved at man havde forskyldt den, hurtig blive til intet; den Erfaring havde de nylig gjort hos Frode, hvor de havde set Guderne hjælpe dem til at skjærme deres Uskyldighed under de vanskeligste Omstændigheder, og naar de fremdeles bevarede den, burde de haabe paa lignende Bistand, hvad Modgang der saa end mødte dem. Nu, sagde han, skulde de en stakket Stund lade, som de flyede; naar Gøter først angreb dem, vilde de nemlig have gyldigere Grund til at slaas med ham; thi det var hver Mands Ret at slaa fra sig, naar det gik paa Livet løs, og det var sjældent, at nogen kom godt fra en Kamp, han havde indladt sig i med Folk uden skjellig Grund, derfor skulde de først egge Fjenden til at angribe dem, for at de kunde have saa meget gyldigere Grund til at falde over ham. Mere sagde Erik ikke, saa gik han hjem for at besøge Brak. Derpaa vendte han sig til Gunvør og spurgte hende, for at prøve hendes Troskab, om hendes Hu stod til Gøter; det var jo uværdigt, sagde han, at en Pige af kongelig Byrd var gift med en ringe Mand. Hun begyndte strax at besværge ham ved alle Guder om at sige hende, om det var hans Spøg eller Alvor, og da han sagde, at det var hans Alvor, svarede hun: "Du vil altsaa bringe den største Skam over mig ved at forlade mig og lade mig, hvem du vandt kjær som Jomfru, sidde som Enke. Tit lyver Rygtet, dig har jeg gjort mig falske Tanker om. Jeg troede, jeg havde ægtet en trofast Mand, nu skjønner jeg, at den, jeg haabede at kunne lide fuldt og fast paa, er ustadigere end Vinden", og da hun havde sagt det, brast hun i heftig Graad. Det huede Erik vel, at hans Hustru tog saa stærkt paa Veje, Han omfavnede hende strax og sagde: "Jeg vilde blot vide, hvor stor din Troskab var. Intet uden Døden har Ret til at skille os ad, men Gøter har nu alligevel i Sinde at røve dig fra mig og tage din Kjærlighed som en Fribytter. Naar han nu har fuldbyrdet sit Røveri, skal du lade, som om det er sket med din gode Vilje, men trække Brylluppet ud, til han har givet mig sin Datter i dit Sted; naar det sker, vil Gøter og jeg saa holde Bryllup paa en og samme Dag. Saa maa du sørge for, at vi kommer til at holde Gjæstebud i to forskjellige Stuer, som støder op til hinanden med en Væg imellem, for at du ikke, naar du har mig for øje, skal støde Kongen for Hovedet ved at se for koldsindig paa ham. Det, jeg har i Sinde skal nok vise sig i Stand til at gjøre Røverens Anslag til intet". Derpaa bød han Brak at lægge sig i Baghold i Nærheden af Kongeborgen med en udsøgt Skare af hans gjæveste Mænd, saa at han kunde komme ham til Hjælp, naar det gjordes nødigt. Derpaa tog han Roller med og gav sig, idet han lod, som han var bange, paa Flugt paa sit Skib med sin Hustru og alt sit Boskab for at lokke Kongen ud. Da han saa', at Gøter satte efter ham med sin Flaade, sagde han: "Se, hvorlunde Svigens Bue afskyder Forræderiets Pil!", raabte strax paa sine Søfolk og lod Skibet vende. Da Gøter var kommen tæt hen til ham og spurgte, hvem der var Styrismand om Bord, svarede han, at det var Erik. Saa raabte Kongen over til dem og spurgte, om det var ham, der ved sin vidunderlige Veltalenhed maalbandt alle andre, og Erik svarede da, at han selv i sin Tid havde givet ham Tilnavnet den Veltalende, og at han ikke havde faaet det Kjendingsnavn for ingenting. Saa lagde de begge til Land paa det nærmeste Sted, og da Gøter havde hørt Eriks Ærind, sagde han, at han havde Lyst til Frodes Søster og gjærne vilde give ham sin Datter i Stedet, for at han ikke skulde fortryde, at han afstod sin Hustru til en anden, det var ikke mer end billigt, sagde han, at Sendemanden fik Udbyttet af Sendefærden, han vilde gjærne have Erik til Svigersøn, naar han selv ved at faa Gunvør kunde komme i Svogerskab med Frode. Erik priste i høje Toner Kongen for hans Venlighed og gik ind paa hans Forslag; det, her tilbød sig af sig selv, sagde han, var jo mere, end han kunde have ønsket, at Guderne vilde skjænke ham, men Kongen burde dog først spørge Gunvør om, hvad hun mente og vilde. Da nu Kongen gjorde sig behagelig for hende, lod hun, som det huede hende vel, og syntes villig til at tage imod hans Bejlen, hun bad ham blot saa mindelig om at lade Erik holde Bryllup før hende; det passede bedst, at Kongen holdt sit, naar hans først var overstaaet, særlig for at ikke Mindet om hendes første Ægteskab skulde gjøre hende led ved sit ny, naar hun giftede sig igjen. Det var heller ikke saa godt, sagde hun, at holde begge Bryllupper paa én Gang. Kongen blev henrykt over hendes Svar og gik ind paa, hvad hun forlangte. De ypperlige Lærdomme og Indfald, Erik kom med i de Samtaler han havde med ham, var ham ogsaa til saa megen Fornøjelse og Vederkvægelse, at han ikke nøjedes med at give ham sin Datter, men ogsaa overlod ham Litharfylke, idet han mente, at han for Svogerskabets Skyld burde vise ham en Velgjerning. Krage, som Erik havde faaet til at følge med paa Grund af hendes Tryllekyndighed, lod, som hun havde daarlige øjne og holdt Kaaben op for Ansigtet, saa at hun var ganske ukjendelig, eftersom der ikke var det mindste af hendes Hoved at se. Naar nogen spurgte, hvem hun var, svarede hun, at hun var Gunvørs Søster; de havde samme Moder, men hver sin Fader, sagde hun. Da de kom hjem til Gøter, blev Eriks Bryllup med Alvilde - saaledes hed hans Datter - fejret ved et stort Gilde. Kongen og Erik spiste hver i sin Stue med en Væg imellem, og begge indvendig helt tjeldede med vævede Tæpper. Gunvør sad hos Gøter, og Erik havde Krage paa den ene Side og Alvilde paa den anden. Medens de nu sad der i Gammenslag, listede Erik lidt efter lidt, uden at nogen af Gjæterne mærkede det, en Fjæl ud af Væggen, saa der blev en Aabning saa stor, at et Menneske kunde slippe igjennem den. Derpaa begyndte han, medens de spiste, ivrig at spørge Bruden, om hun ikke hellere vilde giftes med Frode end med ham, saa meget mere som en Kongedatter, naar man ret betænkte, hvad et Ægteskab er, burde have en Husbond, der var lige saa højbaaren som hun selv, for at ikke den ene Ægtefælles Ringhed skulde gjøre Skaar i den andens Værdighed. Da hun svarede, at hun ikke vilde indlade sig i noget Ægteskab, som hendes Fader ikke gav sit Minde til, lovede han hende, at hun skulde blive Dronning og komme til at overgaa alle andre Kvinder i Rigdom, og det Haab, han indgav hende om at vinde Guld og Gods, saa vel som den Hæder, der tyktes hende at være at vinde derved, fik hende da til at gaa ind paa hans Forslag, som hun før havde afvist. Det hedder sig ogsaa, at Krage skal have givet hende en Drik, som vakte Elskov til Frode i Jomfruens Sind. Efter Maaltidet gik Gøter ind til Erik og Bryllupsgjæsterne, for at Lystigheden skulde blive saa meget større. Saa snart han var gaaet ud, smuttede Gunvør, som det var blevet hende paalagt, ind gjennem Hullet i Væggen, hvor Fjælen var taget ud, og satte sig ved Siden af Erik. Da Gøter nu saa' hende sidde der, undrede han sig saare og begyndte ivrig at spørge, hvorledes hun var kommen did, og hvad det skulde betyde. Hun sagde, at hun var Gunvørs Søster, og at det var den store Lighed, der var imellem dem, som fik Kongen til at tage fejl af dem. Da Kongen for at overbevise sig herom strax gik ind i sin egen Stue, smuttede Gunvør tilbage ad den samme Smugvej, hun var kommen ad, og sad atter synlig for alle paa sin forrige Plads. Gøter vilde knapt tro sine egne øjne og gik atter ind til Erik opfyldt af den stærkeste Tvivl om, hvorvidt han havde set rigtig, men der saa' han atter Gunvør, der ogsaa var vendt tilbage ad sin egen Vej. Saaledes fandt han, hver Gang han gik fra den ene Stue ind i den anden, stadig den, han søgte, og var helt forpint af Forundring over ikke at se to Ansigter, der lignede hinanden, men ét og det samme paa begge Steder, thi det tyktes ham ganske umuligt, at to Mennesker kunde ligne hinanden i den Grad, at de ikke var til at skjelne fra hinanden. Da Gjæstebudet omsider var til Ende fulgte han sin Datter og Erik til Brudekammeret og gik selv i Seng anden Steds. Erik lod nu imidlertid Alvilde, som Frode skulde have, ligge for sig selv og narrede Kongen ved som sædvanlig at gaa i Seng med Gunvør. Gøter sov ikke den Nat for at gruble frem og tilbage over det Puds, der var blevet spillet ham, og som han slet ikke forstod, thi han kunde stadig ikke komme fra, at det ikke var to Kvinder, der lignede hinanden, han havde set, men én og den samme, saa han blev saa usikker og tvivlraadig i sit Sind, at han tog selve det for Vildfarelse, som han virkelig havde set. Omsider faldt det ham ind, at der maaske havde været nogen Svig paa Færde med Væggen, men da han lod den omhyggelig undersøge, viste det sig, at der ikke var Spor af Brud at finde paa den, hele Stuen var ganske uskadt og i Orden, thi Erik havde om Natten, inden han lagde sig til Ro, lukket Aabningen i Væggen, for at man ikke skulde opdage hans List. Saa lod Kongen to Mænd liste sig ind i Eriks Sovekammer for at spejde og bød dem skjule sig bag Tæpperne og nøje give Agt paa alt, og hvis de fandt Erik sammen med Gunvør, skulde de dræbe ham. Da de nu havde listet sig derind og skjult sig i Krogene bag Tæpperne, saa' de Erik og Gunvør ligge i hinandens Arme, men da de troede, at de endnu kun halvsov, ventede de paa, at de skulde falde dybere i Søvn, for saa at have bedre Lejlighed til at begaa deres Forbrydelse. Da de nu hørte Erik snorke højt, og deraf skjønnede, at han sov fast, styrtede de strax frem med dragne Sværd for at myrde ham. Erik vaagnede ved deres lumske Angreb, og da han saa' de truende Sværd over sit Hoved, nævnede han sin Stifmoders Navn, som hun i sin Tid havde sagt han skulde, naar han var i Fare, og det fornam han strax hjalp ham i Nøden, thi hans Skjold, der hang højt oppe paa en Bjælke, faldt ned over ham og skjærmede ligesom med beraad Hu hans værgeløse Legeme, saa at Stimændene ikke kunde gjennembore ham. Erik undlod ikke at benytte sig af sit Held, men greb sit Sværd og huggede begge Fødderne af den nærmeste Stimand; den anden gik Gunvør ikke mindre hidsig løs paa med et Spyd og gjennemborede ham, og viste saaledes, at hun havde Mands Mod, skjønt hun af Skabning var Kvinde. Efter at Erik saalunde havde undgaaet dette Baghold, begav han sig ned til Havet og gjorde sig rede til at sejle bort endnu samme Nat, men Roller gav ved at blæse i sin Lur dem, der havde faaet Befaling til at holde Vagt i Nærheden, Tegn til at bryde ind i Kongeborgen. Da Kongen hørte det, troede han, det betød, at Fjenden var ved at falde over ham, og flyede skyndsomst bort paa sit Skib. Imidlertid bemægtigede Brak og de, der var brudt ind i Borgen med ham, sig Kongens Gods og førte det ned paa Eriks Skibe; næsten den halve Nat gik med at plyndre. Da Kongen om Morgenen fik at vide, at de var flygtede, var det hans Agt at forfølge dem, men en af hans Venner lagde ham paa Sinde, at han ikke burde foretage sig noget over Hals og Hoved, for at han ikke skulde overile sig; det var nødvendigt at træffe større Forberedelser, sagde han, og det kunde ikke nytte at forfølge de flygtende til Danmark med faa Folk. Men ikke engang dette kunde faa Kongen, der ikke kunde taale at tænke paa det Tab, han havde lidt, til at styre sit hidsige Sind, thi intet havde opbragt ham mere, end at hans egne Folk havde lidt det Nederlag, han havde tænkt at berede andre. Han sejlede bort og kom til en Havn, som nu hedder øm, hvor han fik Modvind, og Levnedsmidlerne slap op, og tyktes det ham da bedre, siden de ikke kunde undgaa Døden, at de faldt for Sværd end døde af Sult. Hans Skibsfolk greb da til Vaaben og fremskyndede Døden ved at hugge løs paa hverandre. Kongen og nogle af hans Mænd søgte op paa Klipperne og slap bort. Opkastede Høje staa som Vidnesbyrd om dette Nederlag. Imidlertid tilendebragte Erik heldig sin Sejlads, og Frode holdt Bryllup med Alvilde. Derpaa kom der Bud om, at Slaverne var faldne ind i Landet, og det blev da besluttet, at Erik skulde bekæmpe dem med otte Skibe, thi Frode tyktes endnu for lidet forfaren i Krigsvæsenet. Erik, som aldrig undslog sig for nogen som helst Manddomsgjerning, paatog sig med Glæde dette Hverv og førte det tappert til Ende. Da han fik at vide, at Vikingerne havde syv Skibe, sejlede han imod dem med kun ét af sine, de andre lod han omgive med Forskansninger af Træ og beklæde med afskaarne Grene. Da han saa sejlede frem for nøjere at udspejde den fjendtlige Flaades Antal, og Slaverne satte efter ham, flyede han skyndsomst tilbage til sine egne Folk, men Fjenderne, som ikke vidste noget om det Baghold, han havde lagt for dem, og som var opsatte paa at fange Flygtningen, trak hurtig og uafladelig paa Aarerne, thi Eriks Skibe kunde ikke tydelig ses, da de tog sig ud som en løvrig Skov. Da Slaverne havde vovet sig ind i en snæver Vig, saa' de sig pludselig omringede af Eriks Flaade; først troede de, forbavsede over det usædvanlige Syn, at det var en sejlende Skov, men saa fik de øjnene op for, at der stak Svig bag Løvet. For sent angrede de nu, at de ikke havde passet bedre paa, og prøvede paa at sejle tilbage ad den samme Vej, som de saa uforsigtig havde vovet sig ind paa, men medens de lavede sig til at vende Stævnene, saa' de Fjenden entre dem. Erik trak imidlertid sit Skib paa Land og kastede med Slynger Sten paa dem. Saaledes faldt de fleste af Slaverne, og fyrretyve blev fangne og opgav senere Aanden under alskens Pinsler, martrede af deres Lænker og af Sult. Imidlertid havde Frode for at gjøre et Tog til Slavernes Land samlet en stor Flaade saavel i Danmark som i Nabolandene. Det mindste Skib i den havde tolv Mand om Bord og havde lige saa mange Aarer. Erik drog nu efter at have befalet sine Mænd at vente taalmodig paa ham af Sted for at møde Frode og meddele ham det Nederlag, han havde tilføjet Slaverne, og da han undervejs saa' et Vikingeskib, der var løbet paa Grund og ikke kunde komme flot igjen, sagde han, som altid plejede at have et Fyndord paa rede Haand, naar der hændte et eller andet: "Fattig Mand har kun én Lykke, og den er tynd". Derpaa stævnede han derhen med sit Skib og gjorde det af med Vikingerne, som søgte at faa deres Skib flot ved Hjælp af Stager og havde fuldt op at gjøre med at bjærge det. Da det var gjort, gav han sig atter paa Vej til Frode, og da han vilde glæde Kongen med en Hilsen, der bragte Bud om Sejren, raabte han: "Hil være ham, der stifter velsignet Fred". Kongen sagde, at han vilde ønske, han maatte faa Ret i, hvad han sagde, og at tit spaaede vis Mand sandt, hvortil Erik svarede, at han visselig havde Ret, thi liden Sejr varslede om større, og smaa Ting forjættede tit store. Derpaa raadede han Kongen til at dele sin Styrke, sende det jydske Rytteri over Land og Resten af Hæren ad den korte Søvej. Havet var nu saa fuldt af Skibe, at Havnene ikke kunde rumme dem, der var ikke Plads nok paa Kysterne, til at Folkene kunde slaa Lejr, og Pengene forslog ikke til at kjøbe Levnedsmidler for, og Landhæren skal have været saa stor, at den for at kunne skyde Gjenvej siges at have jævnet Bjærge med Jorden, gjort Moser og Kjær farbare, fyldt Fordybninger op med Jord og de største Kløfter med Sten. Imidlertid sendte Slavernes Konge Strutnik Bud og bad om Vaabenstilstand, men Frode nægtede ham Tid til at ruste sig, man burde ikke ved at tilstaa sin Fjende Vaabenstilstand give ham Lejlighed til at samle Kræfter, sagde han; desuden havde han hidtil ikke taget Del i Krigsbedrifter, nu burde han ikke, da han havde begyndt derpaa, trække Tiden ud med en tvivlsom Venten, thi den, som kommer godt fra sit første Krigstog, kan gjøre sig Haab om lige saa god Lykke for Fremtiden; enhver vil nemlig af Kampens Begyndelse tage Varsel om dens videre Fremgang, thi Held i Begyndelsen af Krigen plejer at forjætte Held i Fremtiden. Erik roste den Klogskab, han havde lagt for Dagen i sit Svar, og sagde, at Legen burde fortsættes ude, som den var begyndt hjemme, hvorved han hentydede til, at det var Danskerne, der var bleven udæskede af Slaverne. Efter at have sagt dette, holdt han et overmaade heftigt Slag med Slaverne, i hvilket Strunik og de tapreste Mænd af hans Folk faldt, hvorpaa Resten overgav sig. Frode sammenkaldte nu Slaverne og lod ved Herolder forkynde, at hvis der var nogen iblandt dem, som havde lagt sig efter at røve og stjæle, skulde de strax melde sig, thi den Slags Folk vilde han lønne med de største Hædersbevisninger. Ligesaa bød han. at de, der var dygtige i Trolddomskunster, skulde træde frem, saa vilde han belønne dem. Det var Løfter, Slaverne syntes godt om; nogle af dem var mere optagne af Haabet om Belønning end forsigtige og røbede sig selv, førend nogen anden kunde angive dem; deres store Begjærlighed efter Vinding narrede dem, saa at de satte Undseelsen til Side for Fordelen og holdt deres Forbrydelser for at være Ære værd. Da de frivillig havde meldt sig, sagde Frode: "Denne Pest bør I selv rense eders Land for, Slaver", og derpaa bød han strax Bødlerne at gribe dem og Landsens Folk at klynge dem op i de højeste Galger. Man skulde næsten tro, at der var flere til at lide Straffen end til at fuldbyrde den. Saaledes udryddede den snilde Konge næsten hele det slaviske Folk ved at nægte dem, der havde tilstaaet sig skyldig i Forbrydelser, den Tilgivelse, han skjænkede de overvundne Fjender. Saaledes fik Begjærligheden efter en ufortjent Belønning sin fortjente Straf, og Griskheden efter en uforskyldt Løn fik den Løn, den havde forskyldt. Jeg skulde mene, at de med Rette blev ombragte, eftersom de havde kunnet bjærge Livet, om de havde tiet stille, og selv kaldte Faren ned over sig ved at tale. Kongen, som vandt stor Anseelse ved denne nys vundne Sejr, besluttede nu for ikke at vise sig mindre opsat paa Retfærdighed end paa Krig at omdanne sin Hær ved at give den ny Love, af hvilke nogle er i Brug endnu, medens senere Tider har afskaffet andre og sat ny i Stedet. Han fastsatte: at enhver Høvding ved Byttets Deling skulde have en større Del end de andre Krigere. Høvidsmændene, som i Slaget plejede at gaa lige bag efter Bannerne, skulde for deres Værdigheds Skyld have det Guld, der blev gjort til Bytte, de menige Krigere skulde nøjes med Sølvet; Vaabnene skulde tilfalde Kæmperne, de tagne Skibe skulde Landsens Folk have, thi de tilkom dem, der havde at bygge og udruste Skibe. Ingen maatte holde noget, der hørte til Huset, under Laas og Lukke; mistede han noget, skulde han have det dobbelt erstattet af Kongens Kasse. Holdt nogen noget forvaret i lukket Kiste, skulde han bøde en Mark Guld til Kongen. Den, som skaanede en Tyv, skulde selv lide Tyvs Straf. Den første, der gav sig paa Flugt i Slag, skulde være uden for Lands Lov og Ret. Da han kom tilbage til Danmark, bestemte han, for ved gode Foranstaltninger at raade Bod paa den Fordærvelse, Grep havde fremkaldt ved sine ryggesløse Sæder,at Kvinderne skulde have Lov til at ægte, hvem de selv vilde, og ikke maatte tvinges til at tage nogen Mand. Saaledes sørgede han ved Lov for, at en Kvinde holdtes for lovformelig gift, selv om hendes Fader ikke havde givet sit Samtykke til hendes Ægteskab. Giftede en fri Kvinde sig med en Træl, maatte hun dele hans Kaar, mistede sin Frihed og gik over i Trællestanden. En Mand skulde ægte den Kvinde, han havde forført, hvem hun saa end var. En Horkarl skulde af den lovlige Husbond lemlæstes, for at Kyskhed ikke skulde tilintetgjøres ved skjændig Løsagtighed. Røvede en Dansk fra en anden Dansk, skulde han give ham det røvede dobbelt tilbage og kjendes skyldig i Brud paa Freden. Dersom nogen bragte stjaalet Gods til anden Mands Hus, og denne tog imod ham og lukkede Døren efter ham, skulde Hæleren have alt sit Gods forbrudt og prygles offentlig paa Tinge som medskyldig i Tyvens Forbrydelse. Enhver, der rømte af Landet og blev Landets Fjende eller førte Avindskjold mod Landsens Folk, skulde straffes paa Liv og Gods. Dersom nogen af Gjenstridighed var sen til at udføre Kongens Bud. skulde han straffes med Landsforvisning. (Det var nemlig Skik, naar der pludselig var Krigsfare for Haanden, at sende en Træpil, der saa' ud, som om den var af Jærn, om fra Mand til Mand som Budskikke.) Gik nogen menig Mand i Slaget frem foran Høvidsmanden i første Række, blev han, i Fald han var Træl, fri Mand; var han Bonde, blev han Adelsmand, var han adelig født, blev han Høvding. (Saa stor Løn vandt de kjække i gamle Dage, i den Grad mente vore Forfædre, at Adelskab tilkom de tapre, thi de holdt for, at en Mands Tapperhed ikke burde være en Følge af den Lykke, der var bleven ham til Del, men at hans Lykke burde være en Følge af hans Tapperhed.) Ingen Retstrætte maatte indledes med noget edeligt Løfte eller med Væddemaal. Den, som forlangte af en anden, at han skulde indgaa saadant Væddemaal, skulde betale ham en halv Mark Guld eller lide haard Legemsstraf. (Kongen forudsaa nemlig, at saadant kunde give den største Anledning til Strid.) Enhver Strid skulde afgjøres med Sværdet, thi det tyktes ham ærefuldere at kæmpe med Vaaben i Haand end at mundhugges. Satte nogen af de kæmpende sin Fod uden for den forud afstukne Kreds, skulde han betragtes som overvunden og gaa glip af det, Striden drejede sig om. Dersom en Mand af Folket af en eller anden Grund gav sig i Kamp med en Kæmpe, skulde han gaa imod ham fuldt rustet, men Kæmpen maatte kun bruge en Stok af en Alens Længde. Dræbte nogen Udlænding en Dansk, skulde to Udlændinge undgjælde derfor med Livet. Imidlertid samlede Gøter en Hær for at tage Hævn over Erik, og Frode sejlede da til Norge med en stor Flaade. Da de begge havde lagt til ved Rennesø, sendte Gøter, skræmmet af det store Ry, der gik af Frode, Sendemænd til ham for at bede om Fred. Erik svarede dem: "Skamløs er den Røver, der først søger Fred eller vover at tilbyde gjæve Mænd den, thi den, som vil opnaa noget, maa kæmpe for det. Slag bør mødes med Slag, og Avind fordrives med Avind". Da Gøter, som stod noget derfra og gav nøje Agt, hørte dette Svar, raabte han, saa højt han kunde: "Hver Mand kæmper for det gode i Forhold til, som han mindes Velgjerninger". Hertil svarede Erik: "Dine Velgjerninger har jeg gjengjældt dig ved at give dig gode Raad", hvorved han sigtede til, at ypperlige Raad er mere værd end nogen som helst Gave, og for at vise, at Gøter havde lønnet hans gode Raad med Utak, sagde han: "Da du vilde røve mig Hustru og Liv, gav du kun et slet Exempel til Efterfølgelse. Mellem os faar kun Sværdet Lov til at dømme". Gøter angreb derpaa den danske Flaade, men det gik ham ilde, thi han faldt i Slaget. Siden skjænkede Frode Roller hans Rige, der omfattede syv Fylker. Det Fylke, som Gøter i sin Tid havde givet Erik, overlod denne ogsaa Roller. Efter at have øvet disse Bedrifter tilbragte Frode tre Aar i den dybeste og tryggeste Fred. Imidlertid havde Hunnerkongen, da han fik Nys om, at Frode havde forskudt hans Datter, sluttet Forbund med Olimar, Kongen i østerleden, og i Løbet af to Aar rustet en Krigshær imod Danskerne. Frode samlede da ogsaa en Hær, ikke blot af Landsens egne Folk, men ogsaa af Nordmænd og Slaver. Da Erik, som han havde sendt ud for at udspejde Fjendens Hær, ikke langt fra Rusland traf paa Olimar, der var bleven sat til Høvidsmand for Flaaden, medens Hunnerkongen anførte Landhæren, tiltalte han ham saalunde: Sig, hvad betyder alle de Snekker? Pønser paa Orlog du, Olimar Konning? Olimar svarede: Frode jeg søger, Fridlevs Søn. Hvo er du, som mig vover at fritte? Erik kvad: Aldrig fanger du Sejr over Frode, ingen staar sig i Strid med ham. Olimar kvad: En Gang faar den første være, tit, hvad mindst man venter, times, hvorved Kong Olimar gav til Kjende, at ingen bør sætte alt for stor Lid til Lykken. Erik red nu ind i Landet for at udspejde Hunnernes Hær. Da den gik forbi Erik, og han red forbi den, saa' han den første Fylking, da Sol stod op, den sidste, da Sol gik ned, og han spurgte derfor Folk, han mødte undervejs, hvem der raadede for saa mange Tusind Krigsfolk. Da Hun - saaledes hed Hunnerkongen - fik øje paa ham og hørte, at han havde paataget sig en Spejders Hverv, spurgte han, hvad han hed, og Erik sagde da, at han gik under Navn af Allevegne mødt og ingen Sted funden. Kongen lod nu en Tolk hente og spurgte, hvad Frode tog sig for, hvortil Erik svarede: "Frode bier aldrig hjemme paa en fjendtlig Hær; ikke har han for Skik at tøve i sin Borg, til Fjenden kommer, thi den, der tragter efter en andens Højhed, maa vaage og være paa sin Post hele den udslagne Nat. Sent fanger sovende Mand Sejr; liggende Ulv finder sjælden Aadsel". Da Kongen skjønnede, hvor dreven han var i at pryde sin Tale med Fyndord, sagde han: "Her har vi maaske den Erik, der, efter hvad der er kommet mig for øre, falskelig har anklaget min Datter", hvorpaa han strax bød sine Mænd gribe ham. Men Erik sagde, at det ikke sømmede sig, at der var flere om at gribe én, og ved de Ord formildede han ikke blot Kongen, men gjorde ham endogsaa villig til at tilgive ham, om det end ikke er til at tage fejl af, at det mere var List end Velvilje, der laa bag ved den Tilgivelse; thi naar han lod ham slippe, var det især, for at han skulde jage Skræk i Frode ved at fortælle ham, hvor stor en Hær han havde. Da Erik kom tilbage, og Frode bød ham gjøre Rede for, hvad han havde faaet at vide paa sin Spejderfærd, sagde han, at han havde set sex Konger, hver med sin Flaade, som hver talte fem Tusind Skibe, hvert med tre Hundrede Mand ved Aarerne. Hvert Tusind af hele Skaren bestod af fire Fløje, og da der var tre Hundrede paa hver Fløj, maatte hvert Tusind regnes til tolv Hundred. Da Frode nu kom i Tvivl om, hvad han skulde stille op imod saa mange, og ivrig saa' sig om efter Forstærkning, sagde Erik: "Dristigt Mod staar gjæv Mand bi; Bjørn maa bedes med bidske Hunde; Bulbidere maa vi have, ikke fejge Fugle", og saa gav han Frode det Raad at samle sin Flaade. Da den var rustet, sejlede de mod Fjenden. De øer, der ligger imellem Danmark og østerleden, indtog de og underlagde sig dem. Da de sejlede videre, stødte de paa nogle Skibe af den ruthenske Flaade, og da Frode holdt det for en Skam at angribe dem, fordi de var saa faa, sagde Erik: "Krummer er ogsaa Brød; falden Mand bliver sjælden fed, og den bider ej, som i Bælg er bunden". Ved den Tale fik han Kongen til at lade være med at skamme sig ved at angribe dem og fik ham til at angribe de faa med mange ved at forestille ham, at man maa sætte Undseelsen til Side for det, man har Nytte af. Derpaa sejlede de imod Olimar, som paa Grund af den Sendrægtighed, hans Flaades store Talrighed medførte, hellere vilde oppebie Fjenden end angribe ham; Ruthenernes Skibe var nemlig klodsede og paa Grund af deres Størrelse vanskelige at ro. Men heller ikke hans Mandskabs store Mængde blev ham til Baade, thi Ruthenerne havde mere deres Styrke i deres usædvanlige Talrighed end i Tapperhed, og den lille haandfaste Skare Danske sejrede over dem. Da Frode vilde sejle hjem, stødte han paa sin Sejlads paa en uhørt Hindring; Havet var nemlig helt opfyldt med Masser af Lig af faldne Mænd saavel som af Stumper af Skjolde og Spyd, der omtumledes af Bølgerne, saa at Havnene ikke blot var trange, men ogsaa fulde af Stank. Skibene blev stikkende fast og kunde ikke komme frem for Lig, og de kunde ikke engang støde de raadne Lig, der laa og drev om, bort med Aarerne eller drive dem bort med Stager, uden at der strax, saa snart de havde faaet et af Vejen, strax kom et andet drivende og tørnede imod Skibene. Man kunde næsten sige, at de var komne i Krig med de døde, at de maatte føre en ny Kamp med afsjælede Legemer. Kong Frode lod nu de Folkeslag, han havde overvundet, sammenkalde og gav den Lov, at enhver Husfader, der var falden i den Krig, skulde højlægges med sin Hest og alt sit Vaabenskrud. Hvis nogen Gravrøver af skammelig Havesyge forgreb sig paa nogen af de døde, skulde han ikke blot bøde for det med Livet, men hans Lig skulde kastes for Markens vilde Dyr og ikke have nogen hæderlig Jordefærd. Det tyktes ham nemlig billigt, at den, som skjændede en andens Aske, selv ikke blev stedet til Jorden, men at hans Lig blev behandlet paa samme Maade, som han havde behandlet en andens. En Høvidsmands Lig skulde brændes paa et Baal, der var rejst paa hans eget Skib, men ti Styrismænds Lig skulde brændes paa ét Skib; enhver Jarl eller Konge, der var falden, skulde brændes paa sit eget Skib. Saa omhyggelige Forskrifter gav han angaaende de faldnes Jordefærd for at forebygge, at de blev jordede uden Forskjel. Alle Ruthenernes Konger med Undtagelse af Olimar og Dag var nu faldne. Han foreskrev ogsaa Ruthenerne at føre Krig paa de Danskes Vis og forbød dem at tage sig nogen Hustru, uden at kjøbe hende, thi han mente, at det Ægteskab, man tilkjøbte sig, vilde blive mere at lide paa. Endvidere fastsatte han, at den, som dristede sig til at voldtage en Jomfru, skulde straffes med at lemlæstes eller bøde for sin Brøde med tusind Mark Sølv. Derhos bestemte han, at den, der havde Lyst til Krigsvæsenet og attraaede Navn af prøvet Kriger, skulde angribe én Mand, holde Stand over for to, maatte kun trække sig lidt tilbage for tre, men havde ikke nødig at skamme sig ved at fly for fire. Han paabød ogsaa de Konger, han havde undertvunget, en ny Vedtægt angaaende Krigsfolkenes Lønning. Enhver Huskarl skulde have tre Mark Sølv om Aaret, en menig eller hvervet Kriger to, en menig, der havde udtjent sin Tid, kun en. Ved denne Lov krænkede han imidlertid Tapperheden idet han kun tog Hensyn til Soldaternes Stand og Vilkaar og ikke til deres Mod; i det Stykke kan man laste ham for at have taget fejl, eftersom han gav dem, der stod ham nærmest, Fortrinet for dem, der havde Fortjenester at rose sig af. Kongen spurgte nu Erik, om Hunnerhæren kunde maale sig i Styrke med Olimars Flaade. Erik kvad da: Ingen, tror jeg, tælle den mægter, Havet ej rummer den, heller ej Jorden. Skoven tyktes mig tændtes i Brand, da deres Lejrbaal lyste i Natten. Af gungrende Hovslag gnyede Jorden, Vognene rumled som rullende Torden, tungt den tætte Trængsel traadte, Jorden gav sig, naar frem den gik. Femten Bannere flagre jeg saa' af hundred Faner fulgtes hvert Banner, Trop med hver Fane holdt tyve Mærker, med hvert et Hærtegn en Høvding fulgte. Da Frode spurgte, hvad han skulde stille op imod saa mange, raadede han ham til at sejle hjem og lade Fjenden gaa til Grunde ved sin egen Masse. Han fulgte Raadet og var ikke mindre villig til at følge det end Erik til at give det. Hunnerne rykkede frem gjennem uvejsomme ørkener og ødemarker, hvor der ingen Steds var Levnedsmidler at opdrive, og der begyndte at blive Fare for almindelig Hungersnød, thi Egnen var øde og sumpig, og der var ingen Udvej at finde til at afhjælpe Nøden. Omsider, da de havde slagtet og fortæret Trækdyrene, saa de hverken havde noget at kjøre med eller noget at spise, spredte de sig, men deres Omstrejfen blev dem til lige saa stor Fortræd som Hungersnøden. De skaanede hverken Heste eller Æsler, ja holdt sig ikke engang fra Aadsler eller Uhumskheder. Til sidst sparede de ikke engang Hundene, intet var saa modbydeligt, at de ikke tog til Takke dermed, da det var paa det sidste med dem, thi intet er for grumt, naar man er stedt i den yderste Nød. Saa hjemsøgte en almindelig Farsot de af Sult medtagne Mennesker; uden Ophør blev Ligene begravede, alle var angst for at dø, og ingen havde Medlidenhed med de døende, thi Angsten havde gjort det af med al menneskelig Følelse. Først rømmede de saa lidt efter lidt i hele Fylkinger, senere i smaa Flokke ad Gangen. Ogsaa Spaamanden Ugg rømte fra Kongen; han var en Mand, hvis Alder ingen kjendte, men ældre end noget andet Menneske var han. Han søgte som Rømningsmand til Frode og aabenbarede ham alt, hvad Hunnerne tog sig for. Imidlertid stødte Hedin, der var Konge over en ikke ringe Del af Norge, til Frodes Flaade med hundrede og halvtredsindstyve Skibe. Han udsøgte tolv af dem og sejlede helt hen til Flaaden med et Skjold i Mastetoppen som Tegn paa, at det var Venner, der kom. Det var en stor Forstærkning, han bragte Frode, og denne fattede det største Venskab for ham. Hedin og Hild, den jydske Smaakonge Høgnes Datter, en Jomfru, der gik stort Ry af, fattede senere Kjærlighed til hinanden; inden de endnu havde set hinanden, havde deres Navnkundighed nemlig optændt dem til gjensidig Elskov, og da de fik Lejlighed til at se hinanden, kunde ingen af dem faa øjnene fra den anden, saa stærk var den Elskov, der lænkebandt deres Blikke. Imidlertid fordelte Frode sine Krigsfolk rundt om i Byerne og samlede omhyggelig det nødvendige Forraad til Brug om Vinteren, men hvor megen Umag han end gjorde sig, forslog hans Midler ikke til at underholde hans kostbare Hær, og den kom næsten i lige saa stor Nød som Hunnernes. For at hindre fremmede i at strømme til sendte han derfor en Flaade til Elben under Anførsel af Revil og Mevil, som skulde passe paa, at ingen satte over Floden. Da Vinteren var leden til Ende, besluttede Hedin og Høgne at drage paa Vikingetog sammen, Høgne vidste nemlig ikke af, at hans Stalbroder elskede hans Datter. Høgne var saare velskabt, men stivsindct, Hedin var ogsaa velskabt, men lille af Væxt. Da Frode saa', at det Dag for Dag blev vanskeligere for ham at underholde sin Hær, sendte han Roller til Norge, Olimar til Sverige, Kong ønev og Glomer, der var en stor Viking, til Orknøerne for at skaffe Levnedsmidler og lod hver især tage sine egne Krigsfolk med. Frode havde tredive Konger i sit Følge, som dels var hans Venner, dels hyldede ham som deres Overherre. Da Hun hørte, at Frode havde sendt en Del af sine Krigsfolk bort, samlede han en ny Hær. Høgne trolovede sin Datter med Hedin, efter at de først havde tilsvoret hinanden, at hvis en af dem blev dræbt, skulde den anden hævne ham. Om Efteraaret vendte de, der var bleven sendt ud for at skaffe Levnedsmidler, tilbage, men de var rigere paa Sejrvindinger end paa Levnedsmidler. Roller havde nemlig gjort Fylkerne Nordmøre og Søndmøre skatskyldige efter at have fældet deres Konge Arnthor. Olimar havde indlagt sig den største Navnkundighed ved at undertvinge fremmede Lande; han havde overvundet Thor Lange, Konge over Jemteland og Helsingland, og to andre ikke mindre mægtige Høvdinger samt underlagt sig Estland, øland og Kurland og øerne ud for den svenske Kyst; han vendte hjem med syv Hundrede Skibe, dobbelt saa mange, som han var sejlet bort med. ønev og Glomer samt Hedin og Høgne havde underlagt sig Orknøerne; de vendte hjem med ni Hundrede Skibe. Nu var der kommet Penge nok ind vidt og bredt fra til at bestride Udgifterne med og fuldt op af Bytte, saa nu var der rigeligt nok til Krigsfolkenes Underhold. Tyve Riger var bleven underlagt Frodes Herredømme, hvis Konger i Forbindelse med de tredive tidligere nævnte kæmpede sammen med Danskerne. I Tillid til denne Styrke begyndte han Kampen med Hunnerne; allerede den første Dag rasede den saa voldsomt, at der faldt saa mange, at Ruslands tre største Floder var dækkede af Lig som af Broer, saa at man kunde gaa over dem, og saa langt man i tre Dage kunde ride, var Jorden oversaaet med Lig, saa langt strakte Myrderiets Spor sig. Da Slaget havde varet i syv Dage, faldt Kong Hun, og da hans Broder, der hed lige saadan, saa', at Hunnernes Fylking begyndte at vige, betænkte han sig ikke paa at overgive sig med hele sin Hær. Efter det Slag underkastede et Hundrede og halvfjerdsindstyve Konger, som dels var Hunner, dels kæmpede sammen med Hunnerne, sig Kong Frode, hvilket Tal Erik havde gjort Rede for, den Gang han nævnede, hvor mange Bannere og andre Hærtegn de havde, da Frode spurgte ham, hvor stor Hunnerhæren var. Frode stævnede nu Kongerne til Tings og paalagde dem, at de for Fremtiden skulde leve under én og samme Lov; Olimar satte han over Holmegaard, ønev over Kønugaard, den fangne Kong Hun gav han Sachsland og Revil Orknøerne; en Mand ved Navn Dimar satte han for Styret i Helsingland, Jarnberaland og Jæmteland samt begge Laplandene, og Dag gav han Herredømmet over Estland. Hver af disse Mænd paalagde han at udrede en bestemt Skat, idet han gjorde deres Underdanighed til Betingelse for sin Gunst. Frodes Rige omfattede nu imod øst Rusland og naaede mod Vest til Rhinen. Imidlertid bagvaskede onde Tunger Hedin hos Høgne og beskyldte ham for at have haft Samkvem med Hild, før end de havde haft Bryllup, hvilket den Gang af alle Folkefærd ansaas for en stor Brøde. Høgne laante lettroende øre til denne Løgn og løse Tale og angreb med sin Flaade Hedin, der opkrævede Skat til Kongen hos Slaverne, men han blev overvunden i Slaget og flyede til Jylland. Saaledes blev den af Frode indstiftede Fred først forstyrret af indvortes Krig, og Landsens egne Folk var de første til at bryde Kongens Lov. Frode sendte derfor Bud til dem og stævnede dem begge for sig og udspurgte dem nøje om Grunden til deres Fjendskab. Da han var kommen paa det rene med den, afsagde han sin Kjendelse i Overensstemmelse med den Lov, han havde givet, men da han skjønnede, at ikke engang det kunde forsone dem, idet Faderen haardnakket vedblev at kræve sin Datter tilbage, bestemte han, at Striden skulde afgjøres med Sværdet, thi det syntes at være det eneste Middel til at faa Ende paa den. I denne Kamp fik Hedin et svært Saar, men da han alt havde mistet en Mængde Blod, og Kræfterne begyndte at svigte ham, blev hans Fjende uventet greben af Mildhed, thi Høgne, som havde det fuldstændig i sin Magt at dræbe ham, ynkedes over hans Fagerhed og Ungdom og lod sin Grumhed vige for Mildhed, og for ikke at dræbe den unge Mand, der var lige ved at drage sit sidste Suk, holdt han sit Sværd tilbage. Det ansaas nemlig i gamle Dage for en Skam at berøve en svag Yngling eller en afmægtig Livet; i den Grad tog Oldtidens Kæmper i deres Tapperhed Hensyn til alle Ærens Bud. Saaledes blev Hedin da ved sine Stalbrødres Bistand ført tilbage til sine Skibe og frelst ved sin Fjendes Ædelmodighed. Syv Aar efter kæmpede de atter ved Hedinsø og gav hinanden Banesaar. Høgne vilde have kunnet prise sin Lykke, hvis han i sin Tid havde været grum og ikke mild imod Hedin da han havde overvundet ham. Saa stærkt, siges der, brændte Hild af Attraa efter sin Husbond, at hun om Natten skal have vakt de faldne til Live ved Galdresange, for at de kunde fortsætte Kampen. Paa den Tid kom Alrek, Kongen af Sverige, i en svar Krig med Gest Blinde, Gøternes Konge. Gest Blinde, der var den svageste af dem, søgte til Frode og tilbød, at han vilde overgive sig og sit Rige til ham, om han vilde hjælpe ham. Han fik strax Skalk Skaaning og Erik med til Hjælp og vendte tilbage med Forstærkning. Han havde besluttet at angribe Alrek med hele sin Styrke, men Erik holdt for, at de først burde gaa imod hans Søn Gunthjov, der var Høvding over Vermland og Soløerne, thi, sagde han, de af Stormen trætte Søfolk burde sejle til den nærmeste Kyst, og dertil kom, at rodløst Træ sjælden trives. De angreb da Gunthjov, som faldt, og hvis Gravhøj endnu minder om hans Navn. Da Alrek hørte, at hans Søn var bleven dræbt, ilede han did for at hævne ham, og efter at have faaet øje paa Fjenden sendte han Bud efter Erik og mindede ham i en hemmelig Samtale om det Forbund, der havde været imellem deres Fædre, og bad ham om ikke at kæmpe sammen med Gest Blinde. Det vægrede Erik sig paa det bestemteste ved, og Alrek bad da om Lov til at slaas med Gest Blinde, idet han mente, at en Tvekamp var at foretrække for et almindeligt Slag. Hertil svarede Erik, at Gest Blinde var uskikket til at slaas paa Grund af sin høje Alder, og gav ikke blot den, men ogsaa hans svage Helbred til Paaskud, men han vilde gaa i Kamp med ham i hans Sted, sagde han, thi det var en Skam, om han vilde undslaa sig for at gaa i Tvekamp for den, han var kommen for at føre Krig for. Saa holdt de ufortøvet Tvekamp. Alrek faldt, men Erik blev haardt saaret, og da det var vanskeligt at skaffe Lægemidler, varede det længe, før han fik sin fulde Førlighed igjen. Der var kommen Frode et falsk Rygte for øre om, at han var falden, og Sorg derover pinte Kongens Sind svarlig, men Erik forjog hans Sorg ved sin velkomne Hjemkomst; han meldte ham nemlig, at Sverige, Vermeland, Helsingland og Soløerne ved hans Bestræbelser var bleven underlagt Frodes Rige. Frode gjorde ham strax til Konge over de Folk, han havde overvundet, og gav ham derhos Helsingland og begge Laplande, Finland og Estland imod at betale aarlig Skat. Ingen svensk Konge før ham hed Erik, men fra ham gik Navnet over til de senere. Paa den Tid herskede Alf i Hedemarken; han havde en Søn der hed Asmund. I Vigen herskede Bjørn, hans Søn hed Asvid. Saa hændte det, at Asmund, der havde en ulykkelig Lidenskab for Jagt, da han en Gang var ude for at bede Dyr eller sætte Snarer for dem, blev overfalden af Taage og kom bort fra sine Jægere, ind paa en afsides Sti, og vankede om paa de øde Aase uden Hest og Klæder og uden anden Føde end Svampe og Jordfrugter. Omsider kom han til Kong Bjørns Borg. Da de to Kongesønner havde været sammen en liden Stund, tilsvor de hinanden til Stadfæstelse af deres Venskab, at den af dem, som overlevede den anden, skulde lade sig begrave med den døde, thi saa stærkt var Forbundet imellem dem og saa stort deres Venskab, at ingen af dem vilde leve længere, naar den anden var død. Frode samlede nu en Hær fra alle de Lande, der lød under ham og sejlede med sin Flaade til Norge, medens Erik skulde føre Landhæren, thi som det gaar med Menneskenes Griskhed, jo mere han havde, des mere attraaede han, og selv den ødeste og vildeste Del af Verden kunde han ikke afholde sig fra at angribe paa uretmæssig Vis, i den Grad plejer stigende Velstand at øge Begjærligheden. Nordmændene, som opgav alt Haab om at kunne forsvare sig, og ikke trøstede sig til at sætte sig op imod Frode, begyndte for største Delen at fly til Halogaland. Ogsaa en Jomfru ved Navn Stikla flyede af Landet for at bevare sin Kyskhed, idet hun foretrak Krig for Brudefærd. Imidlertid døde Asvid af Sot og blev begravet i en Hule med Hund og Hest, og Asmund lod sig som Følge af det Venskab, de havde tilsvoret hinanden, levende begrave sammen med ham, idet der blev lagt Føde ned med ham, som han en Stund kunde holde Livet oppe med. Nu kom Erik, som var draget op igjennem Landet med Hæren, til Asvids Grav, og da Svenskerne tænkte, at der var Skatte i den, brød de den op med Hakker; der viste sig da en Hule for dem, som var dybere, end de havde ventet, og for at faa den undersøgt maatte de have en til at lade sig hejse ned i den med et Tov om Livet. Der blev ved Lodkastning udtaget en af de raskeste Ynglinge dertil. Da Asmund saa' ham blive hejset ned i en Kurv med et Tov ved, kastede han strax Manden ud og satte sig selv i Kurven og gav saa dem, der stod ovenfor og styrede Tovet, Tegn til, at de skulde hejse ham op. Da de i Forventning om en stor Skat trak Kurven op og saa' en ukjendt Skikkelse i den, blev de forskrækkede over hans sælsomme Udseende, kastede Tovet og flyede til alle Sider i den Tro, at det var den døde, der var staaet op af Graven, thi Asmund saa' gruelig ud i Ansigtet og syntes helt bedækket med noget fælt noget, ligesom levret Blod. Han søgte at kalde de flygtende tilbage og gav sig til at raabe til dem, at de uden grund var bange for et levende Menneske. Da Erik saa' ham, undrede han sig især over hans blodige Ansigt, thi Blodet randt i Strømme ned ad det. Asvid var nemlig hver Nat bleven levende igjen og havde i sin stadige Kamp med ham revet det venstre øre af ham, saa det var et fælt Syn at se det ulægte, blodige Saar. Da de omstaaende bød ham fortælle, hvorledes han havde faaet det Saar, kvad han: Sært jer synes, at Lød jeg savner? Levende Mænd blandt Lig ej trives! Ondt er i Verden ene at være, saart er Venners Hjælp at savne. I Hulens Hvælving mit Huld jeg misted, dens Mulm og Mørke mit Mod mig røved. I Dødsens Angst med Draugen jeg brødes, naar han til Liv om Natten vaagned. Haarde Tag tog jeg med Asvid, fælt han mig flænged, saa Blodet flød. Sært jer synes, at Lød jeg savner? Levende Mænd blandt Lig ej trives. Sin Hest han aad og Hunden med, fo'r saa i mig og vilde mig fælde; hans Negle mig rev, saa Blodet randt, mit Ansigt han flænged og flaaede mit øre. Ej dog uhævnet ondt jeg led, hans Hoved med Sværdet fra Halsen jeg skilte. Sært jer synes, at Lød jeg savner? Levende Mænd blandt Lig ej trives. Imidlertid var Frode kommen med sin Flaade til Halogaland, hvor han, for at faa et Skjøn over sit Mandskabs Styrke, som ikke syntes at kunne maales med Tal, bød sine Krigere opkaste en Høj, saaledes at hver Mand bar en Sten til den. Den samme Maade at tælle Hæren paa benyttede ogsaa Fjenden, og Højene bærer endnu Vidnesbyrd derom for enhver, som ser dem. Her holdt Frode Slag med Nordmændene, og det blev en stræng Dag. Om Natten besluttede man sig paa begge Sider til at trække sig tilbage. Ved Daggry kom Erik til ad Landevejen. Han raadede Kongen til at begynde Kampen igjen. I den Dyst mistede Danskerne saa mange Skibe, at der af tre Tusind kun siges at være bleven hundrede og halvfjerdsindstyve tilbage, men Nordmændene led et saa umaadeligt Mandefald, at Rygtet fortæller, at der ikke var Folk nok til en Femtedel af Bygderne. Efter at Frode havde vundet denne Sejr, var det hans Attraa at stifte Fred blandt alle Folk, saa at enhver kunde have sit Gods i Sikkerhed for Tyve, og at der efter Krigen blev Fred i alle hans Riger. Han hængte derfor en Armring op paa en Klippe, som kaldes Frodes Klippe, og en anden i Vigen, efter at han havde holdt Ting med Nordmændene og ladet dem vide, at de hang der for at prøve den Ærlighed, han havde paabudt, og truet med, at han vilde straffe alle Fylkets Høvdinger, hvis de blev stjaalne. Saaledes hang Guldet, uden at nogen passede paa det, midt paa alfar Vej til største Fare for Høvdingerne og til Fristelse for alle rovbegjærlige Folk, eftersom det var saa let et Bytte. Frode bestemte ogsaa, at Søfolk skulde have frit Lov til at tage og bruge Aarer, hvor de fandt dem, og at den, der skulde over en Flod, frit maatte bruge den Hest, han fandt nærmest ved Vadestedet, men skulde stige af, saa snart dens Forben rørte Land, medens Bagbenene endnu var i Vandet, - han mente nemlig, at saadanne Tjenester snarere maatte skrives paa Menneskelighedens Regning end regnes for Uret -; men den, der efter at være kommen over Floden, vovede at benytte Hesten længere, skulde have sit Liv forbrudt. Han bød ogsaa, at ingen maatte holde sit Hus eller sin Kiste aflaaset eller gjemme noget under Laas og Lukke; alle Tab lovede han tredobbelt Erstatning for. Han bestemte ogsaa, at det skulde være lovligt, naar man var paa Rejse, at tilegne sig saa megen Føde af anden Mands Forraad, som var nok til ét Maaltid; tog nogen mere end det Maal, skulde han anses for skyldig i Tyveri. Tyv skulde nagles til Galgen med Jærnspiger gjennem Senerne, og en Ulv skulde hænges ved Siden af ham, for at det kunde ses, at et slet Menneske var at regne for lig med et vildt Udyr, idet de led samme Straf. Hæleren skulde have samme Straf som Tyven. Frode levede nu der i Landet i syv Aar i den lykkeligste Fred og fik en Søn Alf og en Datter øvura. I de Dage hændte det, at en svensk Kæmpe ved Navn Arngrim kom til Frode efter i Tvekamp at have fældet Skalk Skaaning, fordi han en Gang havde røvet et Skib fra ham. Over al Maade opblæst af den Bedrift formastede han sig til at begjære Frodes Datter til Ægte, og da han mærkede, at Frode vendte det døve øre til, bad han Erik der raadede for Sverige, om at staa ham bi. Erik raadede ham da til for at vinde Frodes Gunst at indlægge sig Fortjeneste ved at øve en eller anden ypperlig Daad og vove en Dyst med Egder, Kongen i Bjarmeland, og Thengil, Kongen i Finmarken, thi de var de eneste, der unddrog sig Danmarks Herredømme, som alle andre lød under, og han drog da ufortøvet did med sin Hær. Finnerne er de Folk, som bor yderst mod Nord, og den Del af Verden, de har slaaet sig ned paa, er knapt til at leve i eller Jorden der til at dyrke. De er saare dygtige til at kaste med Spyd, i det Stykke overgaar intet andet Folk dem i Færdighed: de bruger i Kampen store og brede Pile; de lægger megen Vind paa Galder og er dygtige Jægere. De har ikke faste Boliger, men flakker om og slaar sig ned, hvor de har fældet Vildt; de løber paa Skier over de snedækte Aase. Disse Folk angreb og underkuede Arngrim nu for at vinde Berømmelse. Da de havde tabt Slaget og gav sig paa Flugt, kastede de tre Smaasten bagud og magede det saa, at det for Fjenden saa' ud, som det var lige saa mange Bjærge, og da de saaledes havde forblændet Arngrims øjne, kaldte han sine Folk, der forfulgte Fjenden, tilbage i den Tro, at mægtige Fjælde laa hindrende i Vejen for dem. Da Finnerne Dagen efter atter kæmpede og blev slagne, kastede de Sne paa Jorden og gav det Udseende af en stor Flod, og Svenskerne lod sig atter forblænde og føre bag Lyset, thi det bares dem for, som de hørte et mægtigt Vand bruse, og da Sejrherrerne blev bange for dette tomme Gjøglebillede, lykkedes det Finnerne at flygte. Tredje Dag begyndte de Kampen paa ny, og nu havde de ikke længer noget, der kunde hjælpe dem til at fly, saa da de saa', at deres Fylking begyndte at vige, underkastede de sig Sejrherren. Arngrim paalagde dem at betale Skat og Skyld saaledes, at der blev holdt Mandtal over Finnerne, og saa skulde der hvert tredje Aar for hver tiende Mand udredes i Skat en Slæde læsset med Dyreskind. Derefter æskede han Bjarmelandskongen Egder til Tvekamp og fældede ham og paalagde saa Bjarmerne at udrede et Skind for hvert Hoved. Derpaa vendte han rig paa Bytte og Sejrstegn tilbage til Erik, som fulgte med ham til Danmark og fyldte Frodes øren med Lovtaler over den unge Mand og forestillede ham, at den, der havde udvidet hans Rige til Verdens yderste Grænser, vel var Kongens Datter værdig, og da Frode betænkte, hvor stor Fortjeneste, han havde indlagt sig, ansaa han det ikke for upassende at kaldes Svigerfader til den Mand, der havde vundet Navnkundighed viden om i Verden ved saa store Bedrifter. Arngrim avlede med øvura tolv Sønner, hvis Navne jeg vil nævne: Brand og Bjarre, Brodd, Hjarrande, Tand og Tyrfing, to Haddinger, Hjørvard, Hjarvard, Hrane, Angantyr. De havde fra Ungdommen af lagt sig efter Vikingefærd, og da de en Gang alle paa ét Skib sejlede til øen Samsø, stødte de under Land dér paa to Skibe, som tilhørte Vikingerne Hjalmar og ørvarodd. De angreb dem og ryddede dem for Folk, men da de ikke var visse paa, at de havde faaet fældet Styrismændene med, bandt de de faldnes Lig hvert til sin Toft og saa' da, at de, som de søgte, ikke var imellem dem. Det blev de kjede af og agtede nu ikke den Sejr, de havde vundet, for at være et Halmstraa værd, thi de vidste, at de vilde komme til at udsætte sig for langt større Fare i den Kamp, der nu forestod. Hjalmar og ørvarodd var nemlig gaaede i Land for i Skoven at hugge sig et nyt Ror, da de havde mistet det ene af dem, de havde, i en Storm, som ilde havde medtaget deres Skibe, og de var nu i Færd med af en stor Træstamme, de havde fældet, at lave sig et nyt med deres øxer. De tog det paa deres Skuldre og bar det ned til Skibene uden at ane noget om det Nederlag, deres Stalbrødre havde lidt, og da de nu blev angrebne af øvuras Sønner, som dryppede af de dræbtes nys udgydte Blod, blev de nødte til at kæmpe to imod mange; saare ulige var den Kamp, thi der var tolv imod to, men Sejren rettede sig ikke efter Tallet, thi alle øvuras Sønner faldt. Hjalmar fik de fældet, men ørvarodd bar Sejren hjem, og han var den eneste af hele den store Flok, Skæbnen lod blive i Live; med utrolig Anstrængelse havde han svunget det vældige, endnu ikke helt tilhugne Ror mod sine Fjender med saadan Kraft, at han med ét Slag knuste dem alle tolv. Saaledes blev Vikingeflokkene ved at færdes paa Havet, skjønt Frode havde faaet al egentlig Krigsstorm til at lægge sig. Dette var det, som især tilskyndede ham til at angribe Vesterlandene, thi hans eneste Tragten gik ud paa at udbrede Fred. Han lod da Erik kalde, samlede alle de Rigers Flaader, der var ham underlagte, og sejlede til England med utallige Skibe. Da Kongen paa den ø skjønnede, at han ikke kunde maale sig med ham i Styrke, thi Havet syntes helt spærret af Skibe, gik han til Frode under Foregivende af, at han vilde overgive sig, og begyndte ikke blot at smigre ham og gjøre Stads af hans Storhed, men lovede ogsaa at give sig og sit Rige ind under Danskerne, Folkenes Betvingere, og tilbød at udrede Skat og Skyld og hvad anden Afgift, de forlangte, og til sidst indbød han dem gjæstfrit til sig. Frode blev glad over Brittens Høviskhed, skjønt det vakte hans Mistanke om, at der stak Svig under, at Fjenden saa villig og uden Tvang lovede alt og var saa rask til at overgive sig, førend der var ført Krig, hvilket sjælden plejer at være ærlig og oprigtig ment. Han frygtede ogsaa for Gjæstebudet, at der, naar deres Ædruelighed blev hildet i Drukkenskabens Snarer, skulde blive øvet lønligt Forræderi imod dem. Hertil kom, at der var buden saa faa Gjæster, at de ikke syntes trygt at kunne efterkomme Indbydelsen, og det tyktes dem ogsaa taabeligt at betro deres Liv til Fjender, hvis Ærlighed de ikke havde prøvet. Da Kongen fik Nys om, at de ikke ret vidste, hvad de skulde beslutte sig til, kom han igjen til Frode og bød ham til Gilde med fire og tyve Hundrede Mand; før havde han kun opfordret ham til at komme med tolv Hundrede. Skjønt Frode, efter at Tallet paa de indbudne saaledes var blevet øget, nok turde trøste sig til at komme til Gjæstebudet, opgav han dog ikke sin Mistanke og sendte hemmelig Folk ud, som skulde strejfe om paa Egnens afsides Steder og, hvis de paa deres Spejderfærd opdagede noget Baghold, strax lade ham det vide. De gik derfor ind i Skoven, og da de stødte paa en Lejr af væbnede Mænd, som hørte til den engelske Hær, standsede de først tvivlraadige, men da de kom fuldkommen paa det rene med, hvorledes det hang sammen, skyndte de sig tilbage; Teltene var nemlig sorte, som overstrøgne med Beg, for at man ikke skulde blive opmærksom paa dem, naar man kom i Nærheden af dem. Da Frode fik det at vide, lagde han ogsaa et Baghold bestaaende af en stærk Skare af sine Hirdmænd, for ikke uforsigtig at gaa til Gjæstebudet uden at være sikker paa at have betimelig Hjælp ved Haanden. Da de havde lagt sig i Skjul, lod han dem vide, at, naar de skulde komme ham til Hjælp, vilde han give Tegn dertil ved at lade blæse i Luren. Derpaa begav han sig til Gjæstebudet med det fastsatte let bevæbnede Følge. Hallen var udstyret med kongelig Pragt, overalt tjeldet med Skarlagentæpper virkede med vidunderlig Kunstfærdighed og Pragt, Bjælkevæggene var prydede med Purpurforhæng, Gulvet belagt med saa prægtige Tæpper, at man knapt turde træde paa dem. Fra Loftet blinkede og skinnede mange Lygter og Olielamper, og Røgelsekarrene udsendte de sødeste Dampe svangre med den fineste Vellugt. Langs med alle Væggene stod en Række af prægtige Borde besatte med mangfoldige Retter; Bænkene var prydede med guldindvirkede Hynder og Stolene fulde af Puder. Det var, som om den ærefrygtindgydende Hal smilede til Gjæsterne, og der var i al den Herlighed intet at opdage, som ikke var en Lyst for øjnene, eller som ikke lugtede godt. Midt i Hallen stod et Kar, som rummede en umaadelig Mængde Drikke, saa man let kunde fylde Bægrene, og der var mere end nok til, at alle de mange Gjæster kunde faa deres Tørst slukket. Purpurklædte Tjenere gik om ordnede i Rækker med gyldne Bægre og kredensede høvisk Drikken, og det skortede heller ikke paa Horn af vilde Oxer, i hvilke de bød Drikken om. Bordene straalede af gyldne Skaaler og bugnede under skinnende Bægre, af hvilke de fleste funklede med indlagte Ædelstene. Der herskede overalt den største Overdaadighed, paa Bordene var der Overflod af kostelige Retter og af Bægere, som flød over af forskjellige Drikke; de nøjedes heller ikke med at drikke Vinen ren og ublandet, men lavede en herlig Drik tilsat med alskens Safter hentede vidt og bredt fra. Fadene prangede med de kosteligste Retter, som for det meste bestod af Vildt, skjønt der heller ingen Mangel var paa Retter tillavede af Tamdyrs Kjød. Englænderne tog sparsommere til Drikken end Danskerne, thi den Tryghed, disse følte, gav dem Mod paa at drikke sig en Rus, medens hine havde mindre Lyst til at hengive sig til Drukkenskab, fordi de pønsede paa Forræderi. Danskerne, som, med mine Landsmænds Tilladelse, er vante til om Kap at tømme Bægrene til Bunds, drak altsaa vældig. Da Englænderne saa', at de var bleven overmaade beskjænkede, begyndte de at liste sig bort fra Gildet, og, medens Gjæsterne blev siddende i Hallen, anstrængte de sig af alle Kræfter for at spærre Hallens Døre ved at skyde Slaaer for og paa alle andre Maader, og derpaa gav de sig til at stikke Ild paa Huset. Da Ilden begyndte at tage fat, dundrede de indespærrede Danskere paa Dørene, men det var ingen Nytte til, de kunde ikke faa dem op, og saa gik de løs paa Væggen for at bane sig en Udvej gjennem den. Da Englænderne saa', at den gav sig under Danskernes kraftige Angreb, stemte de sig imod den af alle Kræfter og støttede den vaklende Masse ved at anbringe svære Gjenstande op ad Ydersiden, for at de indespærrede ikke skulde slippe ud, naar den ramlede sammen, men til sidst gav den efter for Danskerne, der var de stærkeste, thi jo større Faren blev, des mere anstrængte de sig, og nu var det en let Sag for de indespærrede at bryde ud. Saa bød Frode, at der skulde blæses i Luren for at hidkalde den Skare, han havde lagt i Baghold, og tilkaldt ved Lurens skingrende Toner fangede den Forræderne i deres egen Snare og fældede baade den engelske Konge og en utallig Mængde af hans Folk. Saaledes ydede Hirdmændene Frode en dobbelt Tjeneste, idet de baade frelste hans Mænd og fældede hans Fjender. Imidlertid havde Irerne, forskrækkede over det stadig voxende Ry, der gik af Danskernes Tapperhed, lagt Fodangler af Jærn ud for at gjøre det vanskeligere at trænge ind i deres Land og for at formene dem Adgang til deres Kyster. Irerne bruger en let Rustning, der er nem at skaffe til Veje; de rager Haaret af sig, saa de er helt skallede i Nakken, for at man ikke skal kunne gribe dem i Haaret, naar de flygter; de vender Spydspidserne imod dem, der angriber dem i Ryggen, og plejer med Flid at vende Odden af deres Sværd imod deres Forfølgere, de kaster ogsaa for det meste Spydene bagud, thi de er mere drevne i at sejre ved at flygte end ved at kæmpe, saa naar man tror, at man har vundet Sejr over dem, er der Fare paa Færde. Men Frode var forsigtig og vogtede sig vel for alt for ivrig at forfølge saa svigefuld en Fjende. Han fældede Folkets Høvding Kjarval i Slaget. Dennes Broder overlevede ham, men tabte Modet til at gjøre Modstand og overgav Riget til Frode, som uddelte det Bytte, der var taget, blandt sine Krigsfolk for at vise, at han var fri for al Havesyge og overdreven Begjærlighed efter Gods og kun tragtede efter at vinde Hæder. Efter at have sejret over Englænderne og vundet Bytte i Irland vendte Frode tilbage til Danmark, og i tredive Aar var der slet ingen Krig. I den Tid blev det danske Navn berømt i næsten alle Lande paa Grund af det overordentlige Lov, Danskerne havde paa sig for Tapperhed. I den Hensigt at forlænge Varigheden af sit Riges Glans og give den evig Fasthed lod Frode sig det først være magtpaaliggende at vise forøget Strænghed imod Tyveri og Røveri, som han ansaa for en indvortes Syge og Landeplage; naar Folkene var bleven fri for dem, mente han, vilde de kunne nyde Livet mere i Ro, saa at Fredens stadige Udbredelse ikke hæmmedes og hindredes af nogen Ondskab. Han drog ogsaa Omsorg for, at ingen hjemlig Farsot fortærede Landet, naar Fjenderne holdt sig i Ro, og at ingen hjemlig Uredelighed gik i Svang, efter at der var opnaaet Fred udadtil. Endelig lod han i Jylland, der saa at sige var hans Riges Hoved, ophænge en saare tung Armring paa alfar Vej, for ved at stille et saa kosteligt Bytte til Skue at sætte den Retskaffenhed, han havde paabudt, paa Prøve, og skjønt det fristede de uredelige Sjæle og pinte de onde, gik dog Frygten for den utvivlsomme Fare af med Sejren. Saa stor var Frodes kongelige Myndighed, at selv Guld, der var lagt frem, saa enhver kunde tage det, var saa sikkert, som om det laa gjemt bag de stærkeste Laase. Dette usædvanlige Paafund skaffede sin Ophavsmand stor Berømmelse. Efter at have anrettet Nederlag viden om i Verden og alle Vegne vundet Sejr satte han sig for at skaffe alle Mennesker Ro, for at Fredens Glæder kunde afløse Krigens Grumhed, og for at Mandslættets Ophør kunde blive Begyndelsen til Lykke, og han drog ogsaa Omsorg for, at alles Ejendom blev beskyttet af det Værn, hans Lov ydede, for at ikke det, udenrigs Fjender havde maattet lade i Fred, skulde blive ranet af Røvere hjemme. Paa den Tid kom Alverdens Forløser til Verden for at frelse Menneskene, idet han fandt sig i at iklæde sig et Menneskes Skikkelse; Krigens Luer var da slukkede, og alle Lande nød den dybeste Fred og Ro. Man holder for, at en saa vidt strakt, alle Vegne saa ligelig fordelt og ingen Steds paa Jorden afbrudt Fred ikke saa meget var knyttet til et jordisk Rige som til hin guddommelige Fødsel, og at det var Himlens Vilje, at denne usædvanlige Tidens Velgjerning skulde være et Vidnesbyrd om, at alle Tiders Ophav var nærværende. Imidlertid fristede en Kone, der var forfaren i Trolddom, og som mere satte Lid til sine Kunster end frygtede Kongens Strænghed, sin Søns Griskhed for at faa ham til at stjæle Armringen, idet hun lovede ham, at han nok skulde slippe ustraffet derfra, eftersom Frode paa det nærmeste gik paa Gravens Rand og kun slæbte svagelige Rester af et affældigt Liv om i et faldefærdigt Legeme. Da han som Svar paa Moderens Opfordringer fremhævede den store Fare, der var forbunden med at følge dem, bød hun ham være ved godt Mod, enten skulde en Søko føde en Kalv, sagde hun, eller der skulde indtræffe en anden Hændelse, som skulde hindre Kongen i at straffe ham. Ved denne Tale forjog hun Sønnens Frygt og fik ham til at efterkomme hendes Opfordring. Da han havde begaaet Forbrydelsen, ilede Frode, som om der var tilføjet ham den værste Forsmædelse, i største Hidsighed og Vrede hen for at rive Konens Hus ned, efter først at have sendt Folk derhen, som skulde gribe hende og hendes Børn og føre dem for ham. Dette vidste Konen forud, og hun førte da Fjenderne bag Lyset ved et Blændværk, idet hun forvandlede sig til en Hoppe, og da Frode kom til, paatog hun sig Skikkelse af en Søko, der gik og græssede paa Strandbredden; sine Sønner fik hun til at se ud som Kalve, mindre end hun. Kongen undrede sig over dette Særsyn og bød sine Mænd omringe dem, saa de ikke kunde slippe ud i Vandet igjen. Derpaa steg han af Vognen, som han betjente sig af paa Grund af sit gamle Legemes Svaghed, og satte sig undrende paa Jorden. Moderen, der havde paataget sig Skikkelse af det største af Utyskerne, anfaldt nu Kongen og stangede ham i den ene Side. Dette Saar blev hans Bane, saa lidt kom hans Død til at svare til hans Storhed. Hans Krigere, som tørstede efter at hævne hans Død, kastede nu Spyd efter Utyskerne og gjennemborede dem, og da de var dræbte, saa' de, at det var Menneskelig med Dyrehoveder, og saaledes blev Gjøglespillet, de havde drevet, aabenbart. Saaledes døde Frode, den navnkundigste Konge i hele Verden. Efter at have taget Indvoldene ud saltede hans Hirdmænd Liget og gjemte det saa i tre Aar, thi de var bange for, at Landsdelene skulde falde fra, naar det blev bekjendt, at Kongen var død, og især var de opsatte paa at holde hans Død hemmelig for de fremmede, for ved at lade, som om han endnu var i Live, at kunne holde sammen paa Riget, hvis Grænser for længst var bleven udvidede saa stærkt, og i Kraft af Kongens fordums Myndighed at kræve den sædvanlige Skat og Skyld af Undersaatterne. De førte derfor hans afsjælede Legeme om, ikke som et Lig paa Baare, men paa en Vogn som en svag og kraftesløs Olding, som hans Krigere skyldte at vise den Tjeneste. Saa stor Stads gjorde hans Venner af ham, selv efter hans Død. Men da Liget omsider begyndte at opløses, saa de ikke kunde nære sig for Stank, og Forraadnelsen ikke var til at standse, begrov de det med kongelig Pragt ved Værebro i Sjælland og gjorde vitterligt, at Frode havde ønsket at dø og blive begravet dér i sit Riges anseligste Landsdel. ## bok 6: Hjarne og Fridlev (Winkel Horn 1898) Da Frode var død, troede Danskerne fejlagtig, at Fridlev, der blev opfostret i Rusland, var død, og da Riget allerede syntes at vakle af Mangel paa en Arving og ikke syntes vedblivende at kunne holdes til Kongeslægtens Haand, tyktes det dem, at den var værdigst til Kongespiret, som til Frodes Forherligelse satte et Lovkvad som Indskrift paa hans endnu friske Grav og i et fagert Eftermæle overgav den døde Konges Ry til Efterkommerne. En Mand ved Navn Hjarne, som var saare forfaren i dansk Skjaldskab, digtede da for at sætte den berømmelige Mand et herligt Æreminde, og ogsaa ansporet af den store Pris, paa sin vante Vis et kunstløst Vers, der paa det nærmeste lød saalunde: Længe førte de Frode om Land, da Drotten dyre i Døden var daanet. Langt Liv ønsked hans Landsmænd Frode; her gjemmer Graven bag Grønsvær den gjæve. Da han havde kvædet dette Vers, lønnede Danskerne Skjalden med Kronen og gav saaledes Danmark for en Gravskrift, skjænkede hele det store Rige som Løn for at sætte nogle faa Bogstaver sammen; for saa godt Kjøb kom han til den store Pris. Denne overordentlig høje Løn for et lidet Kvad overgik endogsaa den navnkundige Digterløn, Cæsar gav; den guddommelige Julius nøjedes nemlig med at skjænke den, der havde beskrevet og forherliget hans Sejrvindinger over hele Jorden, en By, men her skjænkede Almuens ødsle Gavmildhed en Bonde et helt Rige; ja ikke engang Africanus kunde maale sig med Danskerne i Rundhaandethed, da han lønnede den, der havde bevaret Mindet om hans Bedrifter, thi han vejede blot den omhyggelig udarbejdede Bog op med Guld, men her skaffede nogle faa kunstløse Vers en Bonde Kongespiret. I de samme Dage døde Erik, der var Høvidsmand i Sverige, af Sot. Da hans Søn Halfdan, som tog Styret i Faderens Sted, tabte Modet over de mange Anfald, tolv Brødre, der stammede fra Norge, gjorde paa hans Land, og ikke formaaede at straffe deres Voldsgjerninger, søgte han til Fridlev, som da opholdt sig i Rusland, i Haab om at faa Hjælp af ham. Han kom til ham med bønlige Lader, græd over, at han var slagen og knust af en udenlandsk Fjende, og klagede ynkelig over den Fortræd, der var gjort ham. Af ham fik Fridlev at vide, at hans Fader var død, og idet han opfyldte hans Bøn om Hjælp, drog han til Norge med Vaabenmagt. De før omtalte Brødre byggede paa den Tid, efter at deres Forbundsfæller havde svigtet dem, paa en ø, der var omflydt af den strideste Strøm, en saare høj Vold og udvidede ogsaa deres Forskansninger til den flade Slette, og stolende paa dette Tilflugtssted gjorde de jævnlig Udfald og hærjede Landsens Folk. De havde nemlig ogsaa bygget en Bro, ad hvilken de fra øen kunde komme over paa Fastlandet; den var gjort fast til Fæstningens Port, og de kunde med Tove styre den saaledes, at den drejede sig ligesom om et Hængsel og snart gav Overgang over Floden, snart, naar man hemmelig trak i Tovene, gik op og gjorde Tjeneste som Portfløj. Disse Mænd havde alle Mod i Brystet, var unge og stærke, smukke at se til og navnkundige for de Sejre, de havde vundet over Kæmper og Folkeslag, og havde fuldt op af Bytte. Jeg anfører nogle af deres Navne - de øvrige er i Tidens Løb gaaede i Glemme: Gerbjørn, Gunbjørn, Arnbjørn, Stenbjørn, Esbjørn, Thorbjørn og Bjørn. Den sidst nævnte skal have haft en udmærket skabt Hest, der var saa rap til at bruge Benene, at medens de andre ikke kunde svømme over Floden, banede den alene sig Vej gjennem de brusende Hvirvler uden at blive træt. Vandfaldet styrter nemlig saa hurtig og stejlt ned, at Kræfterne svigter Dyrene, naar de skal svømme der, saa de for det meste drukner. Det strømmer nemlig fra Bjærgenes højeste Toppe ned ad Skrænterne, tørner mod Klipperne, brydes og falder saa med vældig Brusen ned i Dalenes Dyb, og da det stadig stødes tilbage af Klipperne, der spærrer Vejen for det, beholder det bestandig samme Fart, saa i hele Kløftens Længde strømmer det over af hvidt Skum, idet Bølgerne alle Vegne piskes paa samme Maade. Men hvor det, efter at have væltet sig igjennem Snævringerne imellem Klipperne, vider sig ud og bliver roligere, danner det den nævnte ø af en Klippe, der ligger i Vejen for det. Paa begge Sider af øen skyder der en stejl Fjældkam ud bevoxet med mange Træer af alle Slags, der skjuler Floden, saa at den ikke kan ses i Frastand. Bjørn havde ogsaa en usædvanlig vild Hund, et skrækkelig glubsk Bæst, som det var farligt for Mennesker at være sammen med og som tit ganske alene havde taget Livet af tolv Mand, men da dette mere er noget, jeg har hørt, end noget, jeg virkelig ved Besked om, maa andre dømme om, hvor vidt det er sandt. Den skal, efter hvad jeg har hørt sige, i sin Tid have været Jætten Offots Yndlingshund og vogtet hans Kvæg paa Græsgangene. Disse unge Mænd plejede nu at gjøre Røvertog i Omegnen og anrettede ofte stort Blodbad. I Steden for at føre et skikkeligt Levned plyndrede de Huse, slog Kvæg ned, røvede alt, gjorde stort Bytte, brændte Husene af, naar de havde plyndret dem, og myrdede Mænd og Kvinder i Flæng. Fridlev kom over dem, da de uforsigtig havde gjort et Udfald, og nødte dem alle til at fly til deres Fæstning; den overordentlig stærke Hest tog han, thi i Hastværket og Forskrækkelsen lod dens Herre den blive tilbage paa den anden Side af Floden for at komme hurtigere af Sted, han turde nemlig ikke tage den med over Broen. Fridlev gjorde nu vitterligt, at hvis nogen dræbte nogen af de tolv Brødre, vilde han veje Liget op med Guld. Tilskyndede af Haabet om denne Belønning, men dog ikke saa meget drevne af Havesyge som af Tapperhed, gik nogle af Kongens Kæmper lønlig til Fridlev og lovede at paatage sig denne Gjerning og enten at sætte Livet til eller bringe Røvernes afhuggede Hoveder. Fridlev roste dem for deres Tapperhed og for det Løfte, de gjorde ham, men bød dem vente og gik saa ved Nattetid ned til Floden med kun én Ledsager, han agtede nemlig ved sin Tapperhed at komme Hjælpen i Forkjøbet for ikke at faa Udseende af mere at maatte stole paa andres Kræfter end paa sine egne. Derpaa slog han sin Ledsager ihjel ved at kaste en Mængde Sten paa ham og kastede det afsjælede Legeme i Vandet efter at have givet det sine Klæder paa og selv iført sig den dræbtes, for at det, naar man saa' Liget, skulde tage sig ud, som om det var Kongen, der var omkommet. Han tappede ogsaa med Flid Blod af Hesten, hans Ledsager havde redet paa, og overstænkede den dermed, for at man, naar den vendte tilbage til Lejren, skulde tro, at han selv var bleven dræbt. Derpaa gav han sin Hest af Sporerne og drev den midt ud i Hvirvlerne, og da han var kommen over Floden, steg han af den og søgte ved Hjælp af Stiger at komme over Volden, der skjærmede Fæstningen. Da han var naaet op til Toppen og kunde faa fat i Brystværnet med Hænderne, steg han sagte over det, og uden at de, som holdt Vagt, mærkede det, listede han sig paa Taaspidserne stille hen til Huset, hvor Røverne sad og holdt Maaltid. Da han var naaet frem til Hallen, tog han Stade under Bislaget, der ragede frem over Døren. Stolende paa deres Fæstnings Styrke følte de Unge Mennesker sig saa trygge, at de fik Lyst til at tage sig en Rus, thi de troede, at den stride Strøm gjorde den helt utilgængelig, da man hverken syntes at kunne svømme over den eller sætte over med Baade, og det heller ingen Steder var muligt at vade over. Bjørn fortalte nu, opfyldt af Drikkelagets Lystighed, at han i Drømme havde set et Dyr komme op af Vandet og spy uhyggelige Flammer ud af Munden, saa at alt blev hyllet i Ild; de burde derfor ransage hver en Krog paa øen, sagde han, og ikke stole saa stærkt paa Stedets Sikkerhed, at de ved at føle sig alt for trygge uforvarende gik deres Undergang i Møde. Ingen Fægstning var saa stærk blot ved sin Beliggenhed, at det naturlige Værn var tilstrækkeligt, naar Mennesker ikke hjalp til. De skulde tage sig meget i Vare for, at den Advarsel, hans Drøm havde givet, ikke skulde gaa i Opfyldelse og blive efterfulgt af en endnu sørgeligere Ulykke. De gik da alle ud af Fæstningen og ransagede omhyggelig øen i hele dens Omkreds, og da de fandt Hesten, sluttede de, at Fridlev var druknet i Floden; de førte med Glæde Hesten inden for Porten, som om den bragte Bud om Kongens Død, thi de troede, at den havde kastet sin Rytter af og var svømmet over. Bjørn, som endnu havde Skræk i Blodet ved Tanken om den Drøm, han havde haft om Natten, opfordrede dem imidlertid til at holde Vagt, eftersom de endnu ikke syntes med Sikkerhed at kunne opgive deres Mistanke om, at der var Fare paa Færde. Derpaa gik han ind i sit Sovekammer for at lægge sig til Ro, men Mindet om hans Drøm rugede stadig dybt i hans Sjæl. Imidlertid var den Hest, som Fridlev, for at faa Folk til at tro, at han var død, havde besprængt med Blod, som han dog kun havde taget lige under Huden, blodbestænket sprængt ind i hans Krigsfolks Lejr. De gik strax ned til Floden, og da de fandt Trællens Lig med de fine Klæder paa, troede de, at det var Kongens, som den brusende Hvirvel havde ført ind til Bredden; hvad der især bidrog til denne Fejltagelse, var, at det forslaaede Legeme var opsvulmet, Huden flaaet og stødt af Stenene og Trækkene i det blege og blodløse Ansigt ganske udviskede. Harmfulde herover gik nu de Kæmper, som nylig havde lovet Fridlev at paatage sig at ombringe Røverne, helt ned til den paa Grund af sin stride Strøm saa farlige Flod, for at det ikke skulde faa Udseende af, at de besudlede den Hæder, de havde vundet ved at aflægge deres Løfte, ved fejgt at undlade at holde det. De andre fulgte deres modige Forbillede og gik lige saa ivrige ned til Floden rede til at finde sig i det værste, i Fald de ikke fik hævnet deres Konge. Da Fridlev saa' dem, skyndte han sig at hisse Broen over til Fastlandet ned, og da han havde faaet Kæmperne over til sig, dræbte han ved første Angreb dem, der holdt Vagt. Derpaa angreb han ogsaa de andre og fældede dem den ene efter den anden med Undtagelse af Bjørn, som han, da han ved omhyggelig Pleje var bleven helbredet for sine Saar, imod helligt Løfte gjorde til sin Stalbroder, thi det tyktes ham bedre at nyde godt af hans Hjælp end at brovte af hans Død. Han sagde ogsaa, at det var skammeligt, at en saadan Tapperhedens Blomst skulde brydes i sin fejreste Vaar og dø en alt for tidlig Død. Da Danskerne, som tidligere havde faaet falske Tidender om, at Fridlev var død, nu erfor, at han var undervejs, sendte de Folk ud for at hente ham hjem og bød Hjarne opgive Herredømmet, som han formentlig kun udøvede foreløbig og som Stedfortræder. Men han kunde ikke faa sig til at give Afkald paa saa stor en Værdighed og foretrak at ofre Livet for Æren frem for at trække sig tilbage til Menigmands dunkle Kaar. Han besluttede derfor at forsvare sin nuværende Stilling med Vaabenmagt for ikke berøvet sin kongelige Værdighed at blive nødt til at gjenoptage den Lod, Skæbnen tidligere havde tildelt ham. Saaledes blev Landet splittet og bragt i Røre af en Opstands voldsomme Rystelser. Nogle stod nemlig paa Hjarnes Side, andre erkjendte paa Grund af Frodes udmærkede Fortjenester Fridlevs Ret, og Menigmand vidste ikke, hvad han skulde bestemme sig for, idet nogle ærbødig bøjede sig for det bestaaende, andre for Mindet om Fortiden. Men Hensynet til Frodes Minde fik dog Overvægten, og dets Herlighed skaffede Fridlev mest Gunst; thi de fleste af dem, der saa' dybere i Tingene, mente, at den bondefødte Mand burde fjernes fra Tronen, eftersom han uden Fødselsret kun ved Lykkens Gunst var naaet til en Højhed, han ikke havde kunnet gjøre sig Haab om, og for at ikke den, som beklædte den med Urette, skulde stænge den retmæssige Arving til Værdigheden ude. Men Fridlev bød de Danskes Sendemænd vende tilbage og opfordre Hjarne til enten at afstaa Riget eller holde Slag med ham. Det tyktes Hjarne tungere end Døden at sætte Lysten til Livet over Æren og at søge Sikkerhed paa Hæderens Bekostning; han holdt derfor Slag med Fridlev, men blev fuldstændig slagen og flygtede til Jylland, og efter atter at have samlet en Skare Krigsfolk angreb han paa ny Sejrherren, men hans Mænd blev alle fældede, og han flyede ganske ene, som den ø, der har faaet Navn efter ham, bærer Vidne om. Da han nu skjønnede, at Lykken ikke altid svarer til Kækheden, og efter det dobbelte Nederlag, han havde lidt, saa' sig berøvet næsten alle sine Tropper, slog han sig paa Svig og drog til Fridlev, efter at have gjort sit Ansigt ukjendeligt, i den Hensigt at vinde hans Fortrolighed og saa søge Lejlighed til at dræbe ham. Kongen tog imod ham, og i nogen Tid skjulte han sit Forsæt under Trælledonts Skin, thi han udgav sig for at være Saltsyder og gjorde det laveste Arbejde sammen med de Trælle, der var sat til de smudsigste Sysler; han var ogsaa altid den sidste til at sætte sig til Bords og vilde aldrig bade sig, for at ikke hans mange Ar skulde røbe ham, naar han viste sig nøgen. Da Kongen for at berolige den Mistanke, han havde fattet til ham, tvang ham til at gaa i Bad og kjendte sin Fjende paa Arrene, sagde han: "Sig mig, du skjændige Røver, hvorledes vilde du have handlet med mig, dersom du klarlig var kommen paa det rene med, at jeg stræbte dig efter Livet?" Hertil svarede den bestyrtede Hjarne: "Naar jeg havde grebet dig, vilde jeg have æsket dig til Tvekamp, for at du kunde faa bedre Lejlighed til at gjøre Beskyldningen til intet". Fridlev tog ham strax paa Ordet, æskede ham til Tvekamp, fældede ham og begrov Liget i en Høj, der bærer den faldnes Navn. Kort efter opfordrede Fridlevs Mænd ham til at tænke paa at indgaa Ægteskab for at faa Afkom, men han holdt det for bedst at forblive i ugift Stand og anførte som Vidnesbyrd derfor sin Fader Frode, hvis Hustru ved sin Letsindighed havde paaført ham saa stor Vanære. Til sidst gav han dog efter for alles vedholdende Bønner og skred til at skikke Sendemænd til Kong Amund af Norge for at bejle til hans Datter. En af dem, Frok hed han, omkom undervejs i Bølgerne, og ved hans Død skete der et sælsomt Vidunder, thi da Bølgerne slog sammen over ham, vældede der Blod op fra Dybet og lagde en usædvanlig rød Farve over hele Havets Overflade, saaledes at den efter kort forinden at have været hvid af Skummet, som Stormen piskede, nu svulmede med purpurrøde Bølger og saas antage en Farve, der stred imod dens Natur. Amund afslog uvægerlig Kongens Bejlen og behandlede Sendemændene paa en haanlig Maade, og Grunden dertil var, sagde han, den Underkuelse, hvormed Frode fordum saa haardt havde trykket Norge. Men Frogerd, saaledes hed Amunds Datter, tog ikke blot Hensyn til Fridlevs Herkomst, men ærede hans berømmelige Gjerninger og gav sig til at bebrejde sin Fader, at han lod haant om at tage en Mand til Svigersøn, som i alle Maader var en fuldkommen Ædling, hvem det ikke skortede paa Tapperhed og hvis Byrd var ulastelig. Hun tilføjede ogsaa, at det vidunderlige Udseende, Havet havde antaget, da Bølgerne pludselig forvandledes til Blod, tydede hun som et Varsel om Nederlag for Norge og Forjættelse om Sejr for Danmark. Da Fridlev nu søgte ved Udholdenhed at faa ham til at tage sit Afslag tilbage og atter skikkede Sendemænd derop for at bejle til hende, blev Amund vred over, at han haardnakket blev ved at bede om, hvad han en Gang havde sagt Nej til, og lod Sendemændene dræbe for ved denne Grumhed at lægge en Dæmper paa den frække Bejlers Iver. Da Rygtet om denne Overlast naaede Fridlev, tog han Halfdan og Bjørn med sig og sejlede til Norge. Amund rustede sit Lands Stridskræfter imod ham og sejlede ham i Møde med en Flaade. Fjorden, hvor de to Flaader mødtes, hedder Froksund. Her forlod Fridlev ved Nattetid sin Lejr for at spejde, og da han hørte en usædvanlig Lyd tæt ved sig som om der blev slaaet paa Kobber, standsede han og saa' op og hørte da tre Svaner synge over sit Hoved og kvæde følgende Kvad: Hedins Snekker Havet pløjer, brede Bove Braadsø bryder; Træl imedens tømmer Guldskaal, fraadser fro og fræk sig tér. Herrekaar det kaldes maa, naar Træl har Kongens Søn til Tjener. Sært kan Skæbnen skifte Lykken, Herrekaar med Trællekaar. Og efter at Fuglene havde kvædet det, faldt der et Bælte ned fraoven, hvorpaa der var ristet Runer, som tolkede Kvadets Mening. Det var nemlig saa, at Kongen i Thelemarken, som hed Hedin, havde en Søn, som en Jætte, der havde paataget sig menneskelig Skikkelse, havde røvet, medens han gik og legede; han satte ham til at ro og sejlede med sit Skib over til den anden Bred, just som Fridlev paa sin Spejderfærd kom forbi. Kongen kunde ikke finde sig i, at han lod den fangne Dreng trælle for sig, og hans Hu stod til at fratage Røveren hans Bytte. Drengen sagde til ham, at først og fremmest maatte han tale Jætten til med grove Ord, han vilde lettere faa Bugt med ham, hvis han først tirrede ham med Nidvers. Fridlev kvad da: Est du en Jætte, som ingen kan kue, du, som dit Hoved mod Himlen støder? Hvi svinger du da saa svagt et Sværd og løfter en Lanse saa let og lille? Snart skal jeg sløve dit svage Sværd, fejge Fæ, jeg fælder dig flux; du usle øg, som Mod ej ejer, for mig som skjælvende Skygge skal fly. Krop du har, men Kryster er du; lidet dit Mod dit Legem ligner. Hæder og Ære har du forlist, blandt gjæve Mænd du intet gjælder. Da han havde kvædet det, huggede han en Fod og en Haand af Jætten, drev ham paa Flugt og befriede Fangen. Derpaa gik han til Næsset, hvor Jætten havde sit Bo, og førte alt det Guld og Gods bort, som han havde i sin Hule. Glad over dette Bytte lod han den befriede Dreng ro sig over Havet og kvad gladelig dette Kvad: Amund, du sov, mens Sværd vi svang, fejg du var, mens Fjenden vi fælded. Trolden vi tæmmed og tog hans Guld; nu sæle vi sejle paa salten Vove. Glad lad os trække paa Aarerne, Gut, til Dagen rødmer de rørte Vande. Frogerd skal spørge, at Sejr vi fik, saa bliver hun Helten huld og god. Dagen efter fandt der et stort Sammenstød sted imellem Tropperne, og Fridlev holdt et stort og blodigt Slag med Amund, og det baade til Lands og til Vands, thi ikke blot var der opstillet Fylkinger i aaben Mark, men de angreb ogsaa hinanden med deres Krigsflaader. Kampen førtes med stor Blodsudgydelse, og da Bjørn saa', at hans Fylking begyndte at vige, løste han sin store Hund og pudsede den paa Fjenden for ved Hundebid at vinde den Sejr, han ikke kunde opnaa med Sværdet. Dette paaførte Fjenden et forsmædeligt Nederlag, thi en hel Fylking tog Flugten, da Hunden angreb den med Tænderne. Det er ikke let at sige, om de havde mest Skam eller Skade af den Flugt, thi Nordmændenes Konge maatte jo skamme sig over sin Hær, eftersom Fjenden kunde gjøre det af med den ved Hjælp af et Dyr, og man kan ikke lægge Fridlev til Last, at han for at bøde paa sine Krigeres svigtende Tapperhed tog en Hund til Hjælp. I det Slag faldt Amund. Hans Tjener An med tilnavnet Bueskytte æskede Fridlev til Tvekamp, men Bjørn, der jo var af ringere Byrd end Kongen, vilde ikke, at denne skulde kæmpe med en ufrels Mand, og æskede derfor selv An til Kamp. Da Bjørn havde spændt sin Bue og lagde en Pil paa Strængen, gjennemborede en Pil, som An udskjød, Enden af Buestrængen; strax efter fulgte en anden Pil, der gjennemborede hans Knoer, og saa en tredje, der borede sig ind i Pilen, der laa paa Strængen. An, som var overmaae dygtig til at skyde med Bue paa langt Hold, havde nemlig med Vilje blot beskadiget sin Fjendes Vaaben for at vise ham, at han kunde handle ligesaa med ham selv og derved faa ham til at opgive sit Forsæt. Bjørn tabte imidlertid ingenlunde derfor Modet, Han lod haant om al Legemsfare og tog Kampen op med uforfærdet Mod og uden at fortrække en Mine og syntes hverken at give An noget efter i Færdighed eller at have mistet noget af sit sædvanlige Mod. Han lod sig i ingen Maade rokke fra sit Forsæt og gav sig uforfærdet i Kamp med sin Fjende. Da de begge gik saarede ud af den, holdt de senere med lige stor Attraa efter Berømmelse en anden, ligeledes paa Agdarnæs. Da Amund var falden, og Fridlev saaledes var bleven befriet for sin værste Fjende og havde opnaaet en dyb og tryg Fred, bøjede han sit barske Sind til Elskov, og efter at have vendt sine Tanker did rustede han en Flaade for at vinde den Brud, der fordum var bleven ham nægtet. Omsider gav han sig ud paa Færden, men flaaden blev overfalden af Vindstille, og han brød derfor ind i Bygderne for at søge Levnedsmidler. Dér tog en Mand ved Navn Grubbe gjæstfrit imod ham, og hans Datter tog han til Slegfred og avlede med hende en Søn, der blev kaldt Olaf. Da der var gaaet en Stund, fik han Frogerd til Ægte. Da han sejlede hjem igjen til Danmark, havde han kun en lidet heldig Rejse og blev dreven ind til Kysten af en ukjendt ø. Her aabenbarede en Mand sig for ham i Drømme og opfordrede ham til at hæve en Skat, der var gravet ned i Jorden, og angribe Dragen, der vogtede den; for at skjærme sig imod dens Edder skulde han hylle sig i en Oxehud og værge sig imod Tændernes giftige Bid med et Skjold, der var overtrukket med Skind. For at prøve, om dette Drømmesyn havde talt sandt, angreb han Dragen, da den kom op af Vandet, og kastede længe forgjæves Spyd mod dens skjællede Side, thi Spydene prellede af imod den haarde Skal, der dækkede dens Legem. Men Dragen snoede sig mangefold, rykkede Træerne, den slog sin bugtede Hale om, op med Rode og hulede ved sine mange Vridninger Jorden helt ned til den faste Klippe, saa der paa begge Sider blev Banker, ligesom man paa sine Steder ser to Høje lige over for hinanden med en Dal imellem. Da Fridlev nu skjønnede, at den øverste Del af Utyskets Krop ikke var til at faa Bugt med, gik han løs paa den underste og borede Sværdet ind i Lysken, saa Edderen væltede ud af Udyret, der vred sig i Dødskamp. Da Dragen var død, grov han Skatten op af dens underjordiske Bo og lod den føre bort paa sine Skibe. Ved Nytaarstid fik Fridlev, skjønt det holdt haardt, stiftet Forsoning imellem Bjørn og An, der gjentagne Gange havde holdt Tvekamp, og fik dem til at slutte Venskab i Steden for at hade hinanden. Han betroede dem ogsaa sin tre Aar gamle Søn Olaf til Opfostring. Han gjorde An til sin Hirdmand og gav ham sin Slegfred Juride, Olafs Moder, til Ægte, idet han mente, at hun roligere vilde finde sig i, at han forskjød hende, naar hun blev gift med saadan en Kæmpe og kom til at hvile i hans kraftige Arm i Steden for i Kongens. Det var Skik i gamle Dage at adspørge Nornerne om, hvilken Skæbne der var beskaaren Børnene. Fridlev vilde da ogsaa have at vide, hvad Lykke der ventede hans Søn Olaf, og efter højtidelig at have aflagt sine Løfter gik han ind i Gudernes Tempel for at bede. Da han saa' ind i Helligdommen, saa' han tre Møer sidde hver paa sin Stol. Den første af dem var mild af Sind og lovede Drengen Fagerhed og fuldt op af Yndest blandt Menneskene; den anden skjænkede ham som sin gode Gave en overordentlig Gavmildhed, men den tredje, der var mere ondsindet og misundelig, lod haant om sine Søstres enstemmige Godhed og var opsat paa at forringe deres Gaver, hvorfor hun føjede Nærighedens Lyde til Drengens øvrige Egenskaber, og idet de andre Velgjerninger saaledes skæmmedes ved denne usalige Lydes Gift, føjede det sig saa, at Olaf formedelst disse Gavers Forskjel fik et Tilnavn, der bar Vidne om, at hos ham var Gavmildhed parret med Karrighed. Saalunde gik det til, at denne Lyde, der knyttede sig til hans Velgjerninger, gjorde Skaar i den oprindelige Ædelmodigheds Liflighed. Da Fridlev vendte tilbage fra Norge og drog igjennem Sverige, paatog han sig af sig selv en Sendefærd og skaffede Halfdan, der endnu var ugift, Hedins Datter, som han i sin Tid havde frelst fra et Uhyre, til Ægtefælle. Imidlertid havde hans Hustru Frogerd født Frode, som fik sit Tilnavn af sin overvættes Gavmildhed. Formedelst Mindet om den Lykke, der havde hersket under hans Bedstefader, hvem hans Navn mindede om, var Frode allerede fra Vuggen og sin spæde Barndom af saa elsket af alle, at han hverken fik Lov til at gaa eller staa paa Jorden, men stadig sad paa Skjødet af Folk og blev kysset og klappet og saaledes ikke blev givet en enkelt til Opfostring, men saa at sige opfostredes af alle i Fællesskab. ## bok 6: Frode IV (Winkel Horn 1898) Fridlev døde, da Frode gik i sit tolvte Aar, og Underkongerne i Sachsen, Sverting og Hanef, unddrog sig da den unge Konges Herredømme og prøvede aabenlyst paa at gjøre Oprør. Han overvandt dem i Slag og paalagde som Straf de overvundne Folk som Tegn paa Trældom at betale en Skilling for hvert Hoved. Han gik nemlig saa vidt i sin Gavmildhed, at han fordoblede den Sold, Krigerne havde haft fra gammel Tid af, hvilket den Gang var en helt ny Maade at vise sig gavmild paa. Og han gav sig ikke paa onde og egenmægtige Fyrsters Vis Lasternes lave Tillokkelser i Vold, men stræbte ivrig efter, hvad der var nærmest til at indbringe ham Hæder, efter at gjøre alle delagtige i sin Rigdom, efter at overvinde andre i Rundhaandethed, efter at være den første i Venlighed og, hvad der er det vanskeligste, at faa Bugt med Misundelsen ved ædelt Sind. Af den Grund vandt denne Yngling ogsaa inden føje Tid saa stor Navnkundighed hos alle, at der ikke blot gik lige saa stort Ry af ham som af hans Forfædre, men at hans Berømmelse endogsaa overgik, hvad de ældste Frasagn havde at melde om Fortidens Konger. Paa den Tid kom en Mand ved Navn Stærkodder, Storværks Søn, der enten paa Grund af sine Kræfter, eller fordi Lykken var ham god, var undsluppen alene fra et Skibbrud, i hvilket hans Stalbrødre omkom, til Frode og blev modtagen af ham som Gjæsteven formedelst sin utrolige Ypperlighed baade i Henseende til Legeme og Sjæl. Efter at han en Stund havde været hos Frode og for hver Dag, der gik, var bleven stateligere udstyret, gav Frode ham omsider et prægtigt Skib og gav ham det Hverv som Viking at vaage over Landets Kyster. Han havde nemlig af Naturen faaet et Legeme, der overgik andre Menneskers i Ypperlighed, og hans Mod svarede i den Grad dertil, at man holdt for, at han ikke veg Pladsen for noget Menneske, hvad Tapperhed angik. Hans Navnkundighed strakte sig saa vidt, at der endnu den Dag i Dag gaar det berømmeligste Ry af hans Bedrifter og af hans Navn. Ikke blot hos vore Fædre stod der nemlig Glans af hans udmærkede Manddomsgjerninger, men ogsaa i alle Dele af Sverige og Sachsen havde han vundet sig det herligste Ry. Efter hvad Sagnet melder, skal han være kommen til det Land, som Sverige grænser til imod øst, hvor nu de barbariske Ester og andre Folkefærd vidt og bredt bo i Mængde. Et fabelagtigt og almindelig udbredt Sagn fortæller Ting om hans Fødsel, som strider imod sund Fornuft og ikke paa nogen Maade staar til Troende. Det hedder sig nemlig, at han skal have været af Jætteslægt, og at hans Nedstamning fra Utyskerne skal have røbet sig ved, at han havde en usædvanlig Mængde Hænder, men saa hedder det sig fremdeles, at Guden Thor afrykkede de fire, som Naturen i sin overstrømmende Gavmildhed havde givet ham for meget, efter først at have revet Senernes Sammenføjninger over, saa at han, efter at de Hænder, der gjorde ham til et Utyske, var tagne bort, kun havde to tilbage, og at hans Legeme, der før var svulmet op til jætteagtig Størrelse og som Følge af Hændernes unaturlige Antal saa' ud som en Jættes, fra da af blev tvunget ned i en bedre Skikkelse og holdt inden for menneskelig Størrelses Grænser. Der var nemlig i gamle Dage Folk, som var drevne i Trolddomskunster, nemlig Thor og Odin og adskillige andre, som med sære Koglerier forstod at lave øjenforblindelse og derved vandt de enfoldige Sjæle og begyndte at gjøre Krav paa guddommelig Rang. Det var især Norge, Sverige og Danmark, de hildede i den taabeligste Lettroenheds Garn, og som de, ved at anspore disse Lande til at yde dem Tilbedelse, besmittede med deres Bedrageri. Virkningerne af deres Løgne gik nemlig saa vidt, at alle andre ærede en vis guddommelig Magt i dem, holdt dem for at være Guder eller i Pagt med Guderne, opsendte højtidelige Bønner til disse Trolddoms Ophavsmænd og omfattede en vanhellig Vildfarelse med den Ærefrygt, der skyldes den sande Religion. Deraf kommer det, at Ugedagene hos os fører Navn efter dem, medens det er vitterligt, at de gamle Romere opkaldte Dagene hver for sig enten efter deres Guders Navne eller efter de syv Planeter. Af selve Navnene paa Dagene fremgaar det imidlertid tydeligt, at de, der dyrkedes af vore Forfædre, ikke var de samme, som de gamle Romere kaldte Jupiter og Mercurius, eller som Grækenland og Latium ydede en af Overtro opfyldt Hyldest. De Dage, som hos os kaldes Thors eller Odins Dag, kalde de nemlig Jupiters eller Mercurius'. Dersom vi nu i Henhold til den anførte Fortolkning antage Thor for Jupiter og Odin for Mercurius, følger deraf, hvis vore Forfædre, som almindelig holdt for, at Thor var Odins Søn, staa til Troende, at Jupiter var Mercurius' Søn. Men da Romerne nu tværtimod forsikrer, at Mercurius er Jupiters Søn, bliver der ikke andet for, hvis de har Ret i deres Paastand, end at vi maa antage, at Thor har været en anden end Jupiter og Odin forskjellig fra Mercurius. Der er dem, som mener, at de Guder, som vore Forfædre dyrkede, kun havde Gudenavnet til fælles med dem, der dyrkedes i Grækenland og Latium, men at de, da de saa omtrent var jævnbyrdige med disse i Værdighed, laante Dyrkelsen tillige med Gudenavnet fra dem. Dette maa være nok sagt om Danmarks Guder i gamle Dage. Jeg har kortelig fremsat dette i al Almindelighed, for at Læserne klarlig kan se, hvilken Gudsdyrkelse vort Fædreland havde, da den hedenske Overtro herskede her. Nu tager jeg Traaden op igjen, hvor jeg slap den. De gamle fortæller, at Stærkodder, som jeg omtalte ovenfor, lod sine Bedrifters Førstegrøde tjene Guderne til Behag, idet han dræbte den norske Konge Vikar. Hermed hang det efter nogles Sigende saaledes sammen: Da Odin i sin Tid vilde, at Vikar skulde dø en ynkelig Død, men dog ikke aabenlyst vilde undlive ham, skjænkede han Stærkodder, som allerede udmærkede sig ved sin usædvanlige Størrelse, ikke blot Manddomsmod, men ogsaa Evne til Skjaldskab, for at han skulde være saa meget villigere til at være ham behjælpelig med at fuldbyrde Kongens Drab, thi det haabede han af ham til Tak for den Ære, han viste ham. Af samme Aarsag skjænkede han ham ogsaa tre Mands Levetid saaledes, at han i hver af dem skulde begaa en Niddingsdaad; for disse Ugjerningers Skyld forlængede han saaledes hans Liv. Stærkodder drog strax til Vikar, dvælede en Stund hos ham og skjulte det Forræderi, han pønsede paa, under paatagen Underdanighed. Omsider drog han paa Vikingetog sammen med ham. Da de et Steds længe blev hjemsøgte af voldsomme Storme, der i den Grad hindrede Sejladsen, at de maatte ligge stille største Delen af Aaret, mente de, at der maatte Menneskeblod til for at forsone Guderne. De lagde derfor Lodder i en Krukke, og Lodden faldt da saaledes, at Kongens Liv krævedes som Offer. Stærkodder lavede da en Løkke af Vidjer og lagde den om Halsen paa Kongen; han skulde blot tilsyneladende lide Døden og hænge en stakket Stund, sagde han, men Løkken var saa fast, at den gjorde sin Skyldighed, saa Vejret gik fra Kongen, medens han hang, og inden Dødskampen endnu var endt, røvede Stærkodder ham med sit Sværd den Smule Liv, han havde tilbage, og aabenbarede saaledes sin Troløshed, da han burde have bragt ham hjælp. Jeg anser det ikke for fornødent at drøfte det Sagn, der gaar ud paa, at de smidige Vidjer pludselig hærdedes, saa Løkken blev, som om den var af Jærn. Derpaa bemægtigede han sig Vikars Skib og sejlede, i den Agt at lægge sig efter Vikingsfærd, til en Mand, der hed Bemund og var den ypperste Viking i Danmark; Bemunds Stalbroder Frakk var nemlig bleven kjed af Vikingelivets Besværligheder og havde trukket sig ud af Samlaget med ham imod efter Aftale at udrede en Sum Penge. Stærkodder og Bemund lagde saa megen Vind paa Ædruelighed, at de, efter hvad der fortælles, aldrig nød nogen rusende Drik, for at ikke Afholdenheden, der er det Baand, som holder fastest paa Tapperheden, skulde lægges øde af Overdaadighed. Efter at have hærjet vidt og bredt trængte de ind i Rusland for ogsaa at underkue det, og Landsens Folk, som ikke turde fortrøste sig til deres Mure eller Vaaben, søgte at standse Fjendernes Fremgang ved at lægge usædvanlig spidse Fodangler i Vejen for dem for paa den Maade at standse dem, hvis Fremgang de ikke paa anden Maade kunde hindre, og for at Jorden lønlig kunde saare dem i Fodsaalerne, som de var bange for at møde med deres Hær i aabent Slag. Men ikke engang en saadan Hindring formaaede at holde Fjenden tilbage, thi Danskerne var listige nok til at gjøre Russernes Værk til spildt Umage. De tog nemlig strax Træsko paa og traadte med uskadte Fødder paa Spidserne under deres Fodsaaler. Disse Fodangler var saaledes indrettede, at de havde fire forskjellige Spidser, som var saaledes anbragte, at de, til hvilken Side de end faldt, stadig stod fast paa tre Ben. Derpaa trængte de ind i de tætte og uvejsomme Skove og drev Russernes Fyrste Flokke bort fra de Smuthuller imellem Bjærgene, han havde søgt Tilflugt til, og her gjorde de saa meget Bytte, at der ikke var én af dem, som ikke vendte tilbage til Flaaden belæsset med Guld og Sølv. Da Bemund var død, blev Stærkodder formedelst sin Tapperhed til kaldt af Bjarmelandskæmperne, og blandt dem øvede han mange mindeværdige Bedrifter, hvorpaa han drog til Sverige, hvor han lod Hvile falde paa sig i syv Aar hos Frøs Sønner. Omsider drog han fra dem til Hakon, Statholderen i Danmark; da han opholdt sig i Upsal, paa den Tid Ofringerne fandt Sted, blev han nemlig led ved de kvindagtige Danse, Bifaldet, Gjøglerne høstede ved deres Skuespil, og Bjældernes blødagtige Lyd, hvoraf det fremgaar, hvor fjærnt hans Sind var fra al Yppighed, eftersom han ikke engang kunde holde ud at se derpaa, i den Grad er Blødagtighed Tapperheden imod. Desaarsag sejlede han sammen med Hakon til Irland, for at selv de fjerneste Riger i Verden ikke skulde undgaa at føle Danskernes Vaaben. Paa den Tid var der en Konge paa øen, som hed Huglet. Skjønt han havde et velfyldt Skatkammer, var han dog saa befængt med Gjerrighed, at han, da han en Gang forærede et Par Sko bort, som en kunstfærdig Haandværker sirlig havde udstafferet, tog Baandene af og saaledes forvandlede Gaven til en Haan og ved denne stygge Adfærd forringede dens Værdi saaledes, at han fik Had til Tak for den. Han plejede da heller aldrig at vise Gavmildhed imod nogen gjæv Mand, men gjorde kun godt imod Gjøglere og Pudsenmagere, thi da han selv var en lumpen Sjæl, var det i sin Orden, at han søgte fortrolig Omgang med andre lumpne Sjæle, og at han, der var besmittet med Laster, lokkede og sleskede for Folk af samme Slags. To Ædlinger af udmærket Tapperhed havde han dog, Geigad og Svibdag, der ved deres herlige Krigsbedrifter lyste imellem deres blødagtige Stalbrødre som Ædelstene paa en Mødding. De var da ogsaa de eneste til at forsvare Kongens Skatte. Da Kampen imellem Huglet og Hakon begyndte, brød Gjøglerne, hvis Letsindighed ogsaa gjorde deres Legemer svage, i deres Forfærdelse Rækkerne og tog skammelig Flugten, og det var al den Tak, Kongen fik af dem for de Velgjerninger, han havde bevist dem, men Geigad og Svibdag holdt ene Stand imod de mange fjendtlige Krigere og kæmpede med en saa utrolig Tapperhed, at de ikke syntes at gjøre to Mands Gjerning, men en hel Hærs. Geigad tilføjede Hakon, der trængte haardt ind paa ham, et saa vældigt Saar i Brystet, at det øverste af Leveren blev hugget af. Det var ogsaa ved den Lejlighed, at Stærkodder, da han trængte ind paa Geigad med sit Sværd, fik et svart Saar i Hovedet; han sagde senere i et Kvad, at værre Saar havde han aldrig faaet, thi skjønt Huden udenpaa groede sammen igjen over det kløvede Hoved, blev der siddende en slem Buldenskab i Saaret underneden. Da Huglet var overvunden og fældet og Irlænderne drevne paa Flugt, lod Stærkodder alle dem af Gjøglerne, der var bleven fangne, piske, thi han mente, at det sømmede sig bedre at straffe en Flok Gjøglere paa en latterlig Maade ved at lade dem miste deres Hud end ved at fare saa grumt frem imod dem at lade dem straffe paa Livet. Saaledes lod han den lumpne Bande, der drev Gjøglerhaandværk, lide en forsmædelig Straf og nøjedes med at revse den med vanærende Piskeslag. Derpaa bød Danskerne, at Kongens Skatte skulde tages ud af Skatkammeret i Byen Dublin og overgives til almindelig Plyndring, thi saa store Skatte fandtes der, at ingen brød sig synderligt om, at de blev ligelig delte. Derefter blev Stærkodder sammen med Slavernes Fyrste Vine sendt ud for at hindre østerlændingerne i at falde fra. De kæmpede med Kurlænderne, Semberne, Sangalerne og til sidst med alle østerlændingernes Hære og vandt vidt og bredt berømmelige Sejre. En Kæmpe ved Navn Visin, som der gik stort Ry af, havde i Rusland slaaet sig ned paa et Fjæld, der hedder Anefjæld, og hjemsøgte Landene nær og fjærn med alskens Udstyr. Han havde for Skik at døve Od og Egg paa ethvert Vaaben blot ved at se paa det, hvis Aarsag han, da han havde mistet al Frygt for Saar, blev saa dumdristig, at han endogsaa bortførte anselige Mænds Hustruer i Mændenes Paasyn og voldtog dem. Opbragt ved Rygtet om disse Skjændselsgjerninger drog Stærkodder til Rusland for at dræbe denne Ildgjerningsmand og da han mente, at ingen Kamp var saa haard, at han jo nok skulde bestaa den, udæskede han Visin til Tvekamp og fældede ham efter at have berøvet ham den Fordel, hans Kunster gav ham. Han havde nemlig overtrukket sit Sværd med en ganske tynd Hud, saa at det ikke var til Syne for Troldmanden, og hverken hans Trolddomskunsters Magt eller hans vældige Kræfter hjalp Visin noget, han maatte ligge under for Stærkodder. Derefter overvandt han i Byzanz, stolende paa sine Legemskræfter, i Tvekamp en Kæmpe ved Navn Tanne, der havde Ord for at være uovervindelig, og drev ham i Landflygtighed til ukjendte Egne af Verden, og da ingen Vanskæbne nu havde været mægtig nok til at kunne unddrage hans Kræfter Sejren, drog han til Polen og overvandt der i Tvekamp en Kæmpe, som Danskerne kalder Vaske, men Tyskerne med nogen Forandring af Bogstaverne Wilzce. Imidlertid begyndte Sachserne at pønse paa Frafald og særlig at overveje, hvorledes de uden at indlede sig i aaben Krig kunde faa Bugt med Frode, der hidtil var uovervunden i Krig. Da de mente, at det bedst lod sig gjøre ved at holde Tvekamp med ham, skikkede de Sendemænd til ham, der skulde udæske ham, eftersom de vidste, at han stadig var rede til at udsætte sig for enhver Fare, og at hans ædle Sjæl ikke vilde undslaa sig for nogen som helst Udfordring. De mente, at det var bedst at angribe ham nu, da de hørte, at Stærkodder, hvis Tapperhed de fleste var bange for, havde Ærind anden Steds. Men medens Frode tøvede med Svaret, som han sagde, han maatte tale med sine Venner om, vendte Stærkodder hjem fra Vikingetog, og han havde især det at indvende imod denne Udfordring, at det sømmede sig kun for Konger at holde Kamp med deres Ligemænd; det gik ikke an, sagde han, at de indlod sig paa det med Mænd af Folket; det var bedre, at han, der var af ringere Byrd, tog den Dyst paa sig. Sachserne gik da til Hame, der havde Ry for at være deres ypperste Mand i alle Legemsidrætter, gjorde ham mange Løfter og bød ham hans egen Vægt i Guld, hvis han vilde paatage sig den Tvekamp. Kæmpen lod sig lokke af det meget Guld, og i krigersk Optog ledsagede de ham til den bestemte Kampplads. Danskerne fulgte i krigersk Skrud Stærkodder, der skulde gaa i sin Konges Sted, samme Steds hen. Hame, som i Tillid til sin Ungdom lod haant om saadan en vissen og affældig Olding, foretrak at tage Tag med ham fremfor at angribe ham med Vaaben. Da han gik løs paa ham, vilde han have kastet ham til Jorden, hvis ikke Lykken, som ikke vilde, at den gamle Mand skulde overvindes, havde hindret, at der skete ham nogen Fortræd. Det hedder sig nemlig, at, da Hame slog sin Næve i ham, sank han saaledes sammen under den, at han, støttende sig paa Knæene, berørte Jorden med sin Hage. Men denne sin Vaklen tog han glimrende Oprejsning for, thi da han igjen fik rettet sig i Knæhaserne og fik Haanden fri, saa han kunde faa draget Sværdet, kløvede han Hame midt igjennem. Mange Jordegodser med tresindstyve Trælle paa hvert blev Sejrens Løn. Efter Hames Fald blev Danskernes Herredømme over Sachserne saa ublu, at de nødte dem til som Trældomstegn at betale en Skilling om Aaret for hvert af deres Lemmer, der var en Alen langt. Det huede Hanef ilde, og opfyldt af Begjærlighed efter at faa den Skat afskaffet pønsede han paa Krig. Urokkelig Kjærlighed til hans Fædreland fyldte ham for hver Dag, der gik, mere og mere med Medynk med de undertrykte, og opsat paa at give Livet hen for sine Landsmænds Frihed lagde han ikke Skjul paa sin Lyst til at gjøre Oprør. Frode førte Tropper over Elben og fældede ham ved Byen Hannover, der er opkaldt efter ham. Sverting derimod, som ikke var mindre bedrøvet over sine Landsmænds Nød, talte ikke om den Ulykke, der var overgaaet hans Fædreland, men rugede endnu mere haardnakket end Hanef over en Plan til dets Befrielse. Man hører jævnlig Folk være i Tvivl om, hvor vidt han bør roses eller lastes for dette sit Forsæt, men jeg betragter det rent ud som forbryderisk, fordi det hidrørte fra en forræderisk Attraa efter at gjøre Oprør, thi skjønt det syntes overmaade godt at søge at skaffe sit Fædreland Friheden, burde man dog ikke stræbe efter at opnaa den ved Svig og Forræderi, og da nu Svertings Daad rent ud var uhæderlig, kan den heller ikke kaldes god; thi det er smukkere aabenlyst at angribe den, man vil til Livs, og at tilfredsstille sit Had aabenlyst end at skjule den Lyst til at gjøre Fortræd, man i Virkeligheden føler, under paatagen Venlighed. Men hvad der avles af Forbrydelse, er der ingen Ære ved, og det bærer kun kortvarig og hurtig affaldende Frugt. Thi ligesom det er en falsk Sjæl, der med hemmelige Kunster dækker over sit fule Forræderi, saaledes er det ogsaa i sin Orden, at hvad der er Svig ved, er usikkert og skrøbeligt. Det er jo nemlig bekjendt nok, at Fals for det meste slaar sin egen Herre paa Hals, og saaledes gik det ogsaa med Sverting, efter hvad Rygtet melder. Da han nemlig havde besluttet at overfalde Kongen under Paaskud af at gjøre Gilde for ham og brænde ham inde, overraskede Kongen ham og fældede ham, om han end selv ogsaa maatte lade Livet for Svertings Haand. Det føjede sig altsaa saa, at den enes Forbrydelse voldte begges Død, og skjønt Svigen naaede sit Maal over for Fjenden, slap dens Ophavsmand dog ikke ustraffet derfra. ## bok 6: Ingild (Winkel Horn 1898) Efter Frode fulgte hans Søn Ingild. Han vendte sit Sind fra alt, hvad godt og hæderligt var, vanslægtede fra sine Forfædre og gav sig helt og holdent de frækkeste Udsvævelsers Tillokkelser i Vold, saa at han helt vendte sig fra, hvad rigtigt og godt var, og hengav sig til Lasten i Steden for til Dyden og forsømte, efter at have overskaaret alle Afholdenhedens Sener, sine Kongepligter og blev Ypperlighedens skidne Træl. Han lagde sig i Virkeligheden efter alt, hvad der strider imod og er uforeneligt med et sædeligt Liv. Den Hæder, hans Fader og Bedstefader havde vundet, besudlede han ved til Stadighed at hengive sig til den hæsligste Vellyst, Forfædrenes straalende Ære formørkede han ved de skammeligste Gjerninger. Han var nemlig i den Grad hengiven til Fraadseri, at han hverken brød sig om at hævne sin Fader eller om at afværge den Uret, Fjenderne tilføjede Riget; naar han blot kunde kildre sin Gane, mente han, at Maadehold og Selvbeherskelse ikke var noget at bryde sig om. Ved Dovenskab og Uvirksomhed besmittede han sit herlige Stamtræ, idet han førte et løsagtigt og vellystigt Liv, og hans Lyst var at styrte sin vanslægtede Sjæl, der vandrede ad Vildveje, som var langt borte fra dem, hans Fædre havde vandret ad, i Lasternes hæsligste Svælg. At træffe sit Valg imellem Fuglekræmmere, Køgemestre, Stegepander, de mangfoldige Steder, hvor der tilberedtes Midler til at kildre Ganen, de forskjellige Mestre til at stege og krydre Maden stod for ham som det, man vandt Hæder ved. Derimod Vaabenfærdighed, Krigsvæsen eller Krig kunde han hverken selv finde sig i at uddanne sig i eller taale, at andre lagde sig efter. Saaledes forsømte han alle mandige Idrætter og lagde sig i Stedet for efter kvindelige, thi hans Ganes stadige Trang til at blive kildret gjorde ham indtagen i al Slags Køkkenos. Stadig ræbende af sin Rus og blottet for den mindste Smule Ædruelighed røbede han ved sin stinkende Aande den ufordøjede Raaddenskab, hans Bug var fuld af. Han var i sin Overdaadighed lige saa vederstyggelig, som Frode havde været ypperlig i Krig, i den Grad havde Ganens utidige og fordærvelige Pirring svækket hans Sjæl ved de stadige Nydelser. Stærkodder væmmedes saa stærkt ved hans Umaadeholdenhed, at han opgav Venskabet med ham og søgte Samlag med Svenskekongen Halfdan, idet han foretrak at tage sig noget for fremfor at gaa ledig. Saa stærkt var det ham imod blot at give sit Minde til Overdaadighed. Svertings Sønner, som var bange for, at Ingild skulde hævne den Udaad, der var bleven øvet imod hans Fader, gav ham deres Søster til Ægte for ved denne gode Gjerning at forebygge Hævnen. De gamle siger, at hun fødte ham Sønnerne Frode, Fridlev, Ingild og Olaf, af hvilke somme dog paastaar, at den sidste var Søn af hans Søster. En Guldsmed af ringe Herkomst, men som var dreven i Smiger og udstyret med forskjellige af de Smaaegenskaber, hvorved Kvinders Attraa især vækkes, havde ved sit forelskede Væsen faaet Kongens Søster Helga til at skjænke sig Gjenkjærlighed. Efter Kongens Død havde der nemlig ingen været, som ærede Faderens Fortjenester i hans Afkom, og hun havde derfor været uden Optugtelse og Formyndere. Da Stærkodder ved rejsendes stadig gjentagne Beretninger var kommen under Vejr hermed, kunde han ikke finde sig i, at Smedens Frækhed skulde gaa ustraffet hen, thi ligesom han stadig mindedes de Velgjerninger, han havde nydt, var han altid rede til at straffe Frækhed. Han skyndte sig da med at give sig i Lag med at revse en saa uhørt Frækhed, opsat paa at gjengjælde den forældreløse Pige de Velgjerninger, hendes Fader havde vist ham. Han drog derfor gjennem Sverige og kom til Smedens Hus, hvor han tog Stade tæt ved Dørtærskelen efter at have trukket Hatten ned over øjnene for ikke at blive kjendt. Smeden, som ikke var tilstrækkelig fortrolig med det gamle Ord: "Tit skjuler daarlig Kappe stærke Hænder", skjældte ham ud og bød ham skyndsomst forføje sig bort, han skulde faa de sidste Stumper, der blev tilovers af det, Tiggerne fik at spise, sagde han. Den gamle Mand, hvis indgroede Selvbeherskelse gav ham Taalmodighed, havde imidlertid nok Lyst til at blive, hvor han var, og efterhaanden komme paa det rene med sin Værts Frækhed; hans Fornuft var nemlig større end hans Hidsighed og holdt hans stigende Vrede i Tømme. Saa gik Smeden med aabenlys Frækhed hen til Pigen, smed sig i hendes Skjød og bød hende kæmme hans Haar med sine Jomfruhænder. Saa tog han Skjorten til Side og forlangte, at hun skulde fange Lopper paa ham, at hun, en Kvinde af den ypperste Byrd, uden at rødme skulde røre med sine Fingre ved hans skidne Skjorte. Saa vovede han i den Tro, at han havde Lov til at gjøre, hvad hans Lyst drev ham til, at stikke sine lystne Hænder inden for hendes Kjortel og tage hende paa Brystet, men hun havde ved at se nærmere til faaet Kjending af den gamle Mand, som hun kjendte fra fordums Dage, og følte sig skamfuld; hun vilde ikke vide noget af den frække, vellystige Befamlen at sige og skubbede de ukyske Hænder til Side, hvorhos hun lod Smeden vide, at nu havde han Vaaben nødig, og bød ham holde op med sin lystne Leg. Stærkodder, som havde siddet ved Døren med Hatten ned over øjnene, var allerede bleven saa opbragt ved dette Syn, at han ikke længer kunde styre sig, men kastede sin Kappe og greb med højre Haand om Sværdet for at drage det. Smeden, som ikke forstod sig paa andet end Liderlighed, vaklede i pludselig Angst, og da han saa', at nu trak det op til Slagsmaal, opgav han alt Haab om at forsvare sig og saa' den eneste Redning i Nøden i Flugt. Men nu var det lige saa vanskeligt at slippe ud af Døren, som Fjenden passede paa, som det var farligt at bie paa Drabsmanden inde i Huset. Omsider var han nødt til at gjøre en Ende paa sin Tøven, og han mente da, at en Fare, som der dog var en, om end ringe, Mulighed for at slippe igjennem, var at foretrække for en sikker og umiskjendelig Fare. Han greb da til Flugt, fordi det tyktes ham muligvis at kunne hjælpe, og fordi det var den nærmeste Vej til Frelse, skjønt det var haardt nok, saa stor Fare som der var derved; han opgav da sin Tøven som et Onde, der ingen Hjælp var at vente af, og som uundgaaelig syntes at maatte medføre Fortræd. Men lige som han naaede Tærskelen, hug Stærkodder, der stod foran Døren, Bagdelen af ham, saa han tabte Fodfæstet og faldt halv død om; den gamle mente nemlig, at han omhyggelig burde undgaa at bruge sine berømmelige Hænder til at slaa en lumpen Askepuster ihjel, og at Vanære vilde være en haardere Straf for hans skamløse Elskov end Døden. Der er jo nemlig dem, som holder for, at den, der faar et ordentligt Smæk, bliver værre straffet end den, der bliver slaaet helt ihjel. Saaledes gik det til, at Pigen, som ingen Forældre havde til at tage sig af hende, for Fremtiden førte sig op som en vel optugtet Kvinde og saa at sige overtog en omhyggelig Formynders Gjerning over sig selv. Men da Stærkodder saa' sig om og skjønnede, at Husets Folk var bedrøvede over den Fortræd, dets Herre nys havde lidt, overdængede han den saarede med Haansord og begyndte at kvæde, som følger, til hans Bespottelse: Hvorfor sørger I saa saare? Hvi saa tyst og trist i Hallen? Kærer I for kjælen Husbond, som for Brynde Bagen misted? Blusser ej som før hans Elskov? Fik det med hans Frækhed Ende? Kom kun frem, du Kvindedaarer, Ord vi vil i Venskab vexsle. Suk og sørg ej længer, Svende, hæng dog ikke saa med Hov'det. Munter vil jeg nu jer melde, hvi jeg kom, og hvad jeg saa'. Bud jeg fik om Helgas Bejler, fik i Sinde selv at se ham; mest faar ukjendt Mand at se, derfor jeg mit Aasyn dulgte. Saa' jeg da et sælsomt Syn, Smeden ind i Hallen svansed; let paa Taa omkring ham tripped, smiled sødt og smisked kjælent. Fin han var i al sin Fore, Bæverskind hans Kappe bræmmed, Brogen var med Guld baldyret, paa hans Sko Karfunkler skinned. Hans Haar med broget Baand var bundet, kunstig kruset, sirlig krøllet. Strunk og stolt han stod i Hallen, Stormand kjendes strax paa Tøjet. Han, den usle Askepuster, Kongebarn for Jævning kaldte. I Jomfruskjød den Skjelm sig slængte: "Kæm mit Haar, min hulde Brud. "Kløe føler jeg i Kroppen, lysk mig lidt, og lop mig, kjære", famled saa med lystne Fingre frækt paa hendes fulde Barm. Strax dog Møen Stærkod kjendte: "Væk med Haanden! Var dig Svend Stærkod, tror jeg, staar ved Døren, Ve og Vunder vist dig venter". Ej den Aske- puster ænsed Kongebarnets kloge Tale: "Frygt dog ej en fattig Stavkarl, Helte bærer Helteskrud". Flux af Balgen fløj mit Glavind, kløved brat hans brede Bag. Kongebarnet fik en Kindhest, Blod i stride Strømme nøs hun. Græd hun da for al sin Gammen, Blod og Taarer brat blev blandet; endt er nu den usle Elskov med den brøde- fulde Brynde. Af dit Bryst jeg Blodet kryster, glæd dig, Mø, det ej er Mælk. Som en Træl jeg flux dig solgte, bar du under Hjærte Barn. Kostbar Skat er Kvindes Rygte; sky selv Skin, som kan det skjænde. Klaffer knuser mangen Kvinde, giv til Klaffer aldrig Grund. Taabelig og tosset var du, lidt din Ære kun du ænsed, da du kyssed slig en Karl, elsked slig en Askepuster. Aldrig mer din Æt du glemme; husk, at du er Frodes Datter Runden at saa ædel Rod, bør du kun en Konge kaare. Smed som Smed jeg smæder ej, højt jeg mangen Smed vil hædre, naar han smeder Sværd og Spyd, hvasse Vaaben værd at bære. Lidet dog den Smed jeg lider, som kun smeder gyldne Smykker. Tit det røde Guld han rapser, Kryster jeg ham altid kalder. Saalunde kvad Stærkodder og havde lige saa megen Fornøjelse af sine Ord som af sin Gjerning. Derefter vendte han tilbage til Halfdan, traadte med største Venskab i hans Tjeneste og aflod aldrig fra krigerske Idrætter, saa han stadig vendte sin Sjæl fra Vellyst og lod den være helt optagen af Krig og Orlog. Ingild havde to Søstre, Helga og Aase, af hvilke den første var fuldt giftefærdig, medens den anden var yngre og endnu ikke mandvoxen. En Nordmand ved Navn Helge fik Lyst til at bejle til Helga og sejlede til den Ende til Danmark. Han havde udstyret sit Skib med den største Pragt, Sejlene var guldbaldyrede, Masterne forgyldte og Tovværket purpurfarvet. Da han kom til Danmark, lovede Ingild at opfylde hans ønske, hvis han som Bevis paa sit Ry dristede sig til at tage en Dyst op med de Kæmper, der blev stillet imod ham. Det Vilkaar havde Helge intet imod, han vilde gjærne gaa ind paa den Overenskomst, svarede han, og Fæstensøllet blev da drukket med stor Højtidelighed. Nu fortælles der, at i de Dage var ni Sønner af en Høvding paa Sjælland voxet til og udmærkede sig frem for andre i Henseende til Styrke og Mod. Den ældste af dem hed Angantyr, og da han, som ogsaa bejlede til Pigen, nu erfor, at hun, som var bleven nægtet ham, var bleven lovet Helge, udæskede han ham til Kamp for at jage sin Ærgrelse bort med Sværdet. Helge gik ind paa at give Møde, og det blev efter begges ønske bestemt, at Kampen skulde finde Sted paa Bryllupsdagen; det ansaas nemlig af alle for en Skam og Skjændsel, naar nogen vægrede sig ved at møde, naar han var bleven æsket til Kamp, og paa den ene Side ængstedes Helge derfor af Tanken om den Skam, det vilde være, om han holdt sig tilbage fra Kampen, og paa den anden Side af Frygt for at tage sig den Dyst paa, han holdt nemlig for, at det var ubilligt og i Strid med de almindelige Vedtægter for Holmgang, naar det nu havde faaet Udseende af, at han havde lovet ene at tage Kampen op med ni Mand. Da han nu grublede over dette, sagde hans Fæstemø, at han nødvendigvis maatte have Hjælp, og opfordrede ham til at afholde sig fra en Kamp, han ikke syntes at kunne faa andet end Død eller Skam ud af, saa meget mere som han ikke havde gjort nogen fast Aftale med dem, han skulde slaas med, om hvor mandstærke de havde Lov til at møde. Han skulde derfor undgaa den Fare og sørge for sin Sikkerhed ved at bede Stærkodder, som holdt til ovre hos Svenskerne, om at komme ham til Undsætning, han plejede altid at hjælpe Folk, der var stedt i Vaande, og førte tit ved at tage en Haand i med Ting, der saa' bedrøvelige ud, til en lykkelig Ende. Dette Raad huede Helge vel, og med et lidet Følge begav han sig da til Sverige. Da han kom til Upsal, som er den ypperste By i det Land, blev han selv udenfor, men sendte en ind, som skulde føle sig for hos Stærkodder ved at hilse ham høvisk og byde ham til Gjæst ved Frodes Datters Bryllup. Den Høflighed tog Stærkodder nu saare fortrydelig op, som om det ligefrem var en Fornærmelse; han saa' hvast paa den unge Mand og sagde, at hvis han ikke havde nævnt hans dyrebare Frodes Navn, skulde han være kommen til at bøde, fordi han kom med saadan taabelig Besked til ham og bildte sig ind, at Stærkodder havde for Skik som en Hofnar eller Snyltegjæst at løbe efter Osen fra et fremmed Kjøkken for fin Levemaades Skyld. Da Tjeneren kom tilbage med den Besked, begav Helge sig til Kongeborgen, hilste den gamle i Frodes Datters Navn og bad ham være hans Stalbroder i den Kamp, han var bleven udæsket til, han mente nemlig, at hans egne Kræfter ikke vilde forslaa dertil, eftersom der ikke i den Aftale, der var bleven gjort, var bleven truffet nogen sikker Bestemmelse om, hvor mange han skulde slaas med. Da Stærkodder havde faaet at vide, naar og hvor Kampen skulde staa, optog han ikke blot hans Begjæring vel, men satte Mod i ham ved at love ham sin Bistand og bød ham drage tilbage til Danmark med sit Følge, selv vilde han saa skyde Gjenvej did ad Lønstier, sagde han. Helge drog da bort, og nogle Dage efter gav Stærkodder sig paa Vej, og kan man tro, hvad Rygtet fortæller, skal han have skyndt sig saa stærkt, at han paa én Dag tilbagelagde lige saa stort et Stykke Vej som de, der var rejst forud for ham, brugte tolv Dage til, saa det traf sig saa, at begge Parter naaede Vejende paa én og samme Tid og mødtes ved Ingilds Hus. Da Stærkodder nu der, som om han kunde være en af Tjenerne, gik langs ad Bordene, hvor Gjæsterne sad bænkede, opmuntrede de før omtalte ni Mand hverandre til den forestaaende Kamp, idet de med hæslige Lader udstødte gruelige Hyl i Munden paa hverandre og rendte frem og tilbage som Gjøglere, ja, der er dem, som siger, at de gjøede ad den nys ankomne Kæmpe som olme Hunde. Stærkodder skjældte paa dem, fordi de skabte sig saa latterlig ved at skære Ansigter og gjorde sig til Nar ved saaledes at tage Munden fuld og gabe op; det var fra sligt, sagde han, at kvindagtige Mænd i deres tøjlesløse Blødagtighed fik deres frække Liderlighed. Da han saa blev spurgt, om han havde Mod til at slaas, svarede han, at de kunde stole paa, at han havde Kræfter til at tage det op ikke blot med én, men med saa mange, de vilde stille imod ham, og da de ni hørte det, gik det op for dem, at det maatte være ham, som de havde hørt vilde komme langvejs fra for at hjælpe Helge. For at Brudekammeret kunde være under saa meget sikrere Bevogtning, paatog Stærkodder sig nu ogsaa frivillig at holde Vagt ved det, og efter at have trukket Døren til, skød han et Sværd for i Stedet for Slaa og stillede sig saa selv paa Post og sikrede saaledes Brudeparrets Nattero. Da Helge vaagnede og havde faaet Søvntungheden rystet af sig, kom han i Tanker om sit Løfte og iførte sig sine Hærklæder, men da han saa', at der endnu var en stakket Stund igjen, før den mørke Nat var leden, og han vilde vente til Daggry, lagde han sig atter i Sengen og gav sig til at gruble over den farlige Sag, der var saa nær for Haanden, og saa listede Søvnen sig atter over ham i sin Sødhed, saa at han faldt i en dyb Slummer. Da Stærkodder ved Daggry kom ind og fandt ham sovende i sin Hustrus Arme, vilde han ikke forstyrre ham i hans søde Søvn ved barsk og brat at rive ham ud af den, for at det ikke skulde se ud, som om han vækkede ham af Fejghed og saaledes afbrød deres ny søde Pagt. Han holdt altsaa for, at det var smukkere ene at gaa Faren i Møde end at skaffe sig en Stalbroder ved at forstyrre andres Lyst, og gik stille sin Vej ud paa den Hede, som paa vort Sprog hedder Rolyng, hvor han uden at ænse Fjendernes Komme satte sig under Skrænten af en Høj udsat for Vind og Sne, og, som om det var mildt Foraarsvejr, afførte han sig sine Klæder og gav sig til at fange Lopper; om det saa var den Purpurkaabe, han nylig havde faaet af Helga, kastede han den over Tornebuskene, for at ingen skulde kunne sige, at han med noget Klædningsstykke skjærmede sig imod det rasende Haglvejrs Pile. Nu kom Kæmperne hen til Højen fra den modsatte Side, søgte sig et Sted, hvor de kunde sidde i Læ for Vinden, og tændte et Baal til Værn mod Kulden. Da de ikke saa' noget til Stærkodder, sendte de omsider en op paa Toppen af Højen, for at han der oppe fra, ligesom fra et Vagttaarn, tydelig kunde holde øje med, naar han kom. Da han var kommen helt op ad den høje Bakke, fik han nede paa Skrænten øje paa en gammel Mand, som den faldende og fygende Sne havde dækket lige op til Skuldrene; han spurgte ham da, om det var ham, der skulde slaas med dem, som de havde faaet Løfte om, og da Stærkodder svarede Ja, det var ham, kom de andre til og spurgte, om han vilde slaas med dem alle paa én Gang eller med en ad Gangen. Hertil svarede Stærkodder: "Naar en ynkelig Flok Hunde gjøer ad mig, plejer jeg at jage dem bort paa en Gang, ikke én for én", hvorved han gav til Kjende, at han hellere vilde slaas med dem alle end tage dem for enkeltvis, og at han holdt for, at de Fjender burde smædes med Ord før end med Sværd. Saa begyndte Kampen, og han fældede sex af dem uden selv at blive saaret, og skjønt de tre, der var tilbage, tilredte ham saaledes med sytten Saar, at det meste af Indvoldene hang ud af Livet paa ham, fældede han ogsaa dem ligesom deres Brødre. Da han nu saaledes uden Indvolde og med svigtende Kræfter pintes af svar Tørst, krøb han i sin Attraa efter at faa noget at drikke paa Knæene ned til Aaen tæt ved for at tage Vand af den, men da han saa', at den var besmittet med Blod, væmmedes han ved dens Udseende og afholdt sig fra at drikke af det forpestede Vand. Angantyr var nemlig falden ud i Aaløbet og havde farvet Vandet saaledes med sit røde Blod, at det ikke saa' ud som Vand, men som en rød Vædske, og Stærkodder holdt det derfor for hæderligere at miste sine Kræfter end at styrke dem med saa led en Drik. Skjønt hans Kræfter næsten var slupne op, krøb han derfor paa sine Knæ hen til en stor Sten, der laa i Nærheden, og lagde sig for en stakket Stund med Ryggen lænet op ad den; man ser endnu en Hulhed i Stenens Overflade, som om Vægten af den liggende Mands Legeme havde sat et tydeligt Mærke i den. Det Mærke tror jeg nu dog er kunstig frembragt af Mennesker, thi det tykkes mig hartad utroligt, at en Sten, der er saa haard, at den ikke er til at skære i, saaledes skulde kunne blive blød som Vox, at blot det, at en Mand rørte ved den, idet han lænede sig til den, skulde være nok til, at man kunde se, at et Menneske havde siddet der, og til at gjøre den hul for bestandig. En Mand, som kom kjørende forbi i en Vogn og saa' Stærkodder bedækket med Saar næsten over hele Kroppen, blev i lige høj Grad skrækslagen og forbavset ved dette Syn; han drejede af og kjørte hen til ham og spurgte, hvad Løn han kunde vente, i Fald han tog sig over at helbrede hans Saar. Stærkodder vilde nu hellere pines af sine svare Vunder end tage imod Hjælp af lumpne Folk, og han vilde derfor have Besked om Mandens Herkomst og hvad han levede af. Da han hørte, at han gjorde Tjeneste som Bysvend, lod han det ikke være nok med at foragte ham, men gav sig til at skjælde ham Huden fuld, fordi han satte al Hæder og Ære til Side og gav sig af med saadan en smudsig Bestilling, besmittede hele sit Liv med Vanære, holdt Fattigfolks Fortræd for egen Vinding, aldrig troede paa nogens Uskyld, stadig var rede til at rejse uretfærdig Anklage imod alle og enhver, aldrig var gladere, end naar der vederfores andre noget sørgeligt, og aldrig gjorde sig mere Flid med nogen Ting, end naar det gjaldt om lumskelig at udspejde, hvad alle andre tog sig for, og svigefuldt søge Lejlighed til at gaa i Rette med uskyldige Menneskers Maade at være paa. Da Bysvenden var kjørt, kom der en anden, som ligeledes tilbød Hjælp og Lægedom; ham bød Stærkodder ogsaa ligesom den forrige gjøre Rede for sine Vilkaar, og han sagde da, at han var gift med en anden Mands Trælkvinde og gjorde Markarbejde for hendes Herre for at kjøbe sin Kone fri. Heller ikke hans Hjælp vilde Stærkodder vide noget af at sige, fordi, sagde han, han burde skamme sig over sit Ægteskab, eftersom det var en Trælkvinde, han havde giftet sig med; havde der været nogen Ære i ham, vilde han i det mindste have holdt sig for god til at pleje Omgang med anden Mands Trælkvinde, men delt sin Ægteseng med en fribaaren Kvinde. Hvor store Tanker maa vi ikke gjøre os om denne Mands Højsind, eftersom han, skjønt han befandt sig i den største Livsfare, viste sig lige saa stor i Henseende til at vrage Hjælp, som han havde vist sig i Henseende til at tage imod Saar! Da Manden var gaaet, kom en Kvinde forbi; hun gik hen til Stærkodder og vilde aftørre hans Saar, men han bød hende først gjøre Rede for sin Herkomst og hvad hun tog sig for, og hun sagde da, at hun var Trælkvinde og plejede at arbejde i Møllen. Da Stærkodder fremdeles spurgte, om hun havde Børn, og hun svarede, at hun havde et Pigebarn, bød den gamle hende gaa hjem og give sin skraalende Tøs Bryst, thi han holdt det for ganske utilbørligt at tage imod Hjælp af en Kvinde af den laveste Stand; han vidste ogsaa, at hun duede bedre til at nære sit eget Kjød og Blod med Mælk end til at læge andre Folks Saar. Da hun var gaaet, kom en ung Mand kjørende. Da han saa' Oldingen, kom han hen og vilde forbinde hans Saar, og da Stærkodder spurgte ham, hvem han var, svarede han, at han var en Bondesøn og selv gjorde Bondearbejde. Stærkodder priste hans Herkomst og sagde, at hans Gjerning var al Ære værd, thi Folk, som ikke kjendte til anden Vinding end den, de erhvervede sig i deres Ansigts Sved, maatte visselig synes at fortjene deres Livs Ophold ved ærligt Arbejde; han holdt ogsaa for, at Bondelivet med Rette burde foretrækkes for den mest glimrende Velstand, eftersom dets sunde og herlige Frugter saas at være fremspirede og udviklede i et tarveligt Livs Skjød, lige langt fra Pragt og Usselhed. Han vilde imidlertid ikke undlade at skjænke den unge Mand en Gave for hans Venlighed og gav ham derfor Kaaben, han havde kastet over Tornebuskene, som Løn for den Agtelse, han havde vist ham. Bondesønnen kom da helt hen til ham, lagde de Dele af Maven, der var bleven afrevne, paa Plads igjen og bandt de udfaldne Indvolde op med Vidjer. Derpaa lagde han den gamle Mand op i Vognen og kjørte ham med den største Ærbødighed tilbage til Kongeborgen. Imidlertid begyndte Helga at tale sin Mand til med saare varsomme Ord. Hun vidste, sagde hun, at Stærkodder, saa snart han kom tilbage efter at have overvundet Kæmperne, vilde revse ham, fordi han ikke havde givet Møde; han vilde være af den Formening, at han mere havde givet efter for Fejghed og Lyst end holdt, hvad han havde lovet med Hensyn til den aftalte Kamp. Han burde derfor drabelig sætte sig til Modværge imod ham, thi dem, der viste sig tapre, plejede han at skaane, de fejge derimod hadede og afskyede han. Helge agtede ikke mindre paa, hvad hun raadede ham til, end paa, hvad hun forudsagde ham, og gjorde sig stærk baade paa Legeme og Sjæl, opsat paa at vise Mands Mod og Hjærte. Da Stærkodder kom til Kongeborgen, sprang han uden at ænse den Smerte, hans Saar voldte ham, hurtig af Vognen, slog Døren til Brudekammeret ind med Næven og brød derind, som om hans Legeme var uskadt fra Top til Taa. Helge sprang da, som hans Hustru havde raadet ham, ud af Sengen og huggede ham med Sværdet i Panden, og da det saa' ud til, at han vilde til at svinge Sværdet igjen, opsat paa at give ham et Saar til, sprang Helga skyndsomst ud af Sengen, greb et Skjold og holdt det for og frelste saaledes den gamle Mand fra den truende Død, thi Helge hug saa drabelig til, at hans Sværd kløvede Skjoldet helt ned til Skjoldhulen. Saaledes kom denne prisværdige Kvinde sin Ven til Hjælp med sin Snildhed og skjærmede med sin Haand den, hun havde vildt Fortræd med sit Raad, og som hun værnede sin Husbond med Raad, værnede hun Oldingen med Daad. Dette bevægede Stærkodder til at skjænke Helge Liver; naar en Mand ved tydelige Beviser paa Tapperhed lagde Mod og Mands Hjærte for Dagen, burde han spares, sagde han; thi den, hvis ædle Sjæl udmærkede sig ved saadant Mod til at værge for sig, havde ingenlunde fortjent Døden. Stærkodder vendte tilbage til Sverige, inden der endnu var bleven gjort noget for at helbrede hans Saar med Lægemidler, og inden der var kommet Ar paa noget af dem. Dér var Halfdan bleven dræbt af sine Medbejlere, og efter at have kuet visse Folks Oprør indsatte Stærkodder hans Søn Sigvard som Arving i hans Faders Herredømme. Hos ham blev han en Stund, men da det Rygte bredte sig, at Ingild, den svigefuldt dræbte Frodes Søn, var saa lavsindet, at han i Steden for at straffe sin Faders Drabsmænd viste dem Godhed og Venskab, blev han, da han hørte det, optændt af Harme over saa gruelig en Brøde, og i sin Sorg over, at en Yngling med saa herlige Anlæg havde glemt, at han var Søn af saa berømmelig en Fader, tog han en stor Sæk Kul paa Nakken, som om det var en kostelig Byrde, og begav sig paa Vej til Danmark. Naar Folk, han mødte paa Vejen, spurgte, hvorfor han bar paa saadan en usædvanlig Byrde, svarede han, at de Kul vilde han bruge til at hvæsse Kong Ingilds Sløvhed med. Ad korte Gjenveje tilendebragte han hurtig sin Rejse, over Hals og Hoved, saa at sige i ét Aandedræt, og da han omsider kom til Ingilds Hus, gik han, som han havde for Skik, op og satte sig paa de ypperstes Bænk, thi hos det sidste Slægtleds Konger var han vant til at blive holdt i den højeste Anseelse. Da Dronningen kom ind og saa' ham bedækket med Smuds og iført simple og snavsede Bondeklæder, fik hans hæslige Udseende hende til at tage sig det alt for let med at danne sig en Mening om Gjæsten, hun dømte Manden efter Klæderne, skjældte ham ud for hans Dumhed, at han havde taget Sæde over sine Overmænd og taget en Plads, han med sine Bondeklæder var uværdig til, og bød ham rømme den, for at han ikke skulde røre ved Hynderne med sine Klæder, der var uslere, end sømmeligt var. Hun tog nemlig i sin Uvidenhed om, at stundom lyser Sjælen herligere i et Højsæde end Klæderne, det for Dumhed og Frækhed, som han gjorde af Stolthed. Den tapre gamle Mand adlød, skjønt han blev fortrydelig over saaledes at blive vist af, slugte med udmærket Selvbeherskelse Fornærmelsen, som hans Tapperhed saa lidet havde fortjent og bar den Tort, der tilføjedes ham, uden at svare eller kny. Helt kunde han dog ikke skjule sin bitre Harme. Idet han nemlig rejste sig og gik ned i den nederste Ende af Hallen, kastede han hele sit Legemes Vægt saa voldsomt imod Væggenes Egebjælker, at Huset var lige ved at ramle sammen ved den umaadelige Rystelse, Bjælkerne fik. Saaledes gav han med ubønhørlig Strænghed sin Harme Luft over for Dronningens fornærmelige Ord, opbragt ikke blot over, at han var bleven vist af, men ogsaa over den Tort, at hun havde revet ham i Næsen, at han var fattig. Da Ingild kom hjem fra Jagt, tog han ham nærmere i øjesyn, og da han saa', at han hverken saa' sig fornøjet om eller viste ham Ærbødighed ved at rejse sig, skjønnede han af Rynkerne i hans Pande, at det var Stærkodder. Da han nemlig saa' den haarde Hud, Krigerlivet havde givet hans Hænder, Arrene foran paa Brystet og den hvasse Kraft i hans Blik, gik det strax op for ham, at en Mand, hvis Legeme bar Mærker af saa mange Saar, ikke kunde have en svag Sjæl. Han skjændte derfor paa sin Hustru og formanede hende strængt til at lade sin hovmodige Vrede fare, til ved Smiger og forekommende Betjening at formilde ham, hun havde skjældt ud, til at kvæge ham med Mad og Drikke og fornøje ham med venlig Tiltale; hans Fader, sagde han, havde i sin Tid sat denne Mand til at være hans Formynder, og han havde paa den kjærligste Maade vaaget over ham i hans Barndom. Da hun nu for sent lærte Oldingens Sind at kjende, slog hun om fra Barskhed til Mildhed og gjorde ved ivrig at betjene ham Stads af den, hun havde krænket ved at vise ham bort og saaret med grove Skjældsord; hun, som havde været en opbragt Værtinde, begyndte nu paa det ivrigste at gjøre sig behagelig og søgte at formilde hans Vrede ved at vise sig opmærksom imod ham, saa man bør regne hende hendes Vildfarelse saa meget mindre til Last, som hun var hurtig til at opgive den, efter at hun var bleven vist til rette. Men hun kom alligevel til at bøde haardt for den, thi det Sted, hvor hun havde beskæmmet den tapre gamle Mand ved at vise ham bort fra hans Sæde, fik hun senere at se bestænket med hendes dræbte Brødres Blod. Om Natten holdt Ingild Maaltid sammen med Svertings Sønner, og det blev det kosteligste Gilde, thi Bordene bugnede under herlige Retter. Han søgte ved venlig Opfordring at formaa den gamle Mand til ikke at bryde for tidlig op fra Gjæstebudet, som om det var muligt at undergrave en saadan fast og stærk Dyd med kunstig tillavede Retters Tillokkelser. Men da Stærkodder havde taget dem i øjesyn foragtede han saadan vellystig Nydelse og vilde ikke paa nogen Maade rette sig efter fremmede Skikke, men med den Selvbeherskelse, han især havde sin Styrke i, gjorde han sig haard imod Yppighedens Fristelser og vilde ikke lade de lækre Sager, et Gjæstebud bød ham, gjøre Skaar i den Navnkundighed, hans Krigsbedrifter havde indbragt ham. Hans Tapperhed elskede nemlig Tarvelighed og var en Fjende af Overflødighed i Nydelse af Mad og Drikke og hadede al Umaadeholdenhed, thi den gav sig ingen Sinde Tid til i nogen Maade at lægge Vind paa Overdaadighed, men satte altid Vellyst til Side og gav Dyden den Ære, der tilkom den. Da han derfor saa', at de gamle maadeholdne Sæder og al god og gammel Skik blev lagt øde af nymodens Yppighed og Overdaadighed, vragede han de kostelige Spiser og bad om noget, der bedre passede for en Bonde. Idet han saaledes foragtede Fraadseri, nøjedes han med røget og harsk Mad og stillede sin Sult med den største Velbehag, jo tarveligere Maden var, for ikke at svække den sande Tapperheds Kraft ved at besmitte den med udenlandsk Vellysts falske Liflighed eller opgive den gamle Tarvelighed for nymodens Forgudelse af Ganen. Han var for øvrigt ogsaa vred over, at en og samme Slags Kjød blev anrettet baade stegt og kogt ved samme Maaltid, thi han holdt den Mad for vederstyggelig, som var gjennemtrukken med Køkkenos og som Dyrefederens Kunst havde indgnedet med mange forskjellige Blandinger. Ingild derimod lod haant om de Forbilleder, Forfædrene havde givet, og tog sig større Frihed i Henseende til at ændre Bordskikkene, end de fra Fædrene arvede Sæder tillod, thi da han først havde givet sig Tysklands Sæder i Vold, skammede han sig ikke ved at give efter for dets kvindagtige Yppighed. Ikke saa lidt Næringsstof for Overdaadighed har vort Fædreland faaet i sig fra den Mudderpøl. Derfra kom de kostelige Retter, de fine Køkkener, Kokkenes skidne Bestilling og alle Slags modbydelig Pølsemad; derfra kom den Tøjlesløshed i Klædedragt, vi har optaget, idet vi afveg fra den af Fædrene anviste Vej. Saaledes har vort Land, der opelskede Maadehold som en medfødt Egenskab, tigget sig Overdaadighed til hos sine Naboer, og dens Tillokkelser havde saaledes betaget Ingild, at han ikke holdt det for Skam at gjengjælde Uret med Velgjerninger, og at Tanken om hans Faders ynkelige Død ikke afnødte ham et bittert Suk. Dronningen vilde imidlertid ikke bryde op uden at have opnaaet sin Hensigt, og i den Tro, at hun bedst vilde kunne faa Bugt med den gamle Mands Vrede ved Hjælp af Gaver, tog hun af sit eget Hoved et herlig forarbejdet Hovedbind og lagde det i hans Skjød, medens han sad og spiste, ivrig efter at kjøbe hans Velvilje, da hun ikke formaaede at sløve hans Tapperhed. Stærkodder, hvis Harme over Fornærmelsen endnu ikke havde lagt sig, kastede hende Gaven i Ansigtet, thi det tyktes ham, at den Gave mere bar Vidne om Foragt end om Ærbødighed; og klogt var det af ham, at han ikke anbragte denne usædvanlige Kvindeskrud paa sit arrede Hoved, der var vant til Hjælmen, vel vidende, at en Kvindes Pandebaand ikke bør sættes paa en Mands Hoved. Saaledes hævnede han sig paa hende, fordi hun havde afvist ham, ved til Gjengjæld at afvise hende, lønnede Ringeagt med Ringeagt og viste sig næsten lige saa stor i den Hævn, han tog over Forsmædelsen, som han havde vist sig i den Maade, hvorpaa han bar den. Den gamle Krigers Sjæl, der var knyttet til Mindet om Frode med saa mange uløselige Venskabsbaand og eggedes ved alle de mange og store Velgjerninger, den afdøde Konge havde vist ham, kunde ikke ved nogen Slags lokkende Smiger forføres til at opgive den Hævn, han havde foresat sig, men selv efter Kongens Død var han opsat paa at yde ham den Tak, han skyldte ham for hans Velgjerninger, og at lønne den Godhed, han havde modtaget af den afdøde, hvis kjærlige Sind og gavmilde Venskab han havde nydt godt af, medens han levede. Saa dybt bar han nemlig det sørgelige Billede af Frodes Drab indgravet i sit Hjærte, at Ærbødigheden for den berømmelige Høvding ikke kunde udrives af hans Sjæls Inderste, og at han af den Grund ikke betænkte sig paa at give det gamle Venskab Fortrinet fremfor den nuværende Velgjerning. Hertil kom, at Mindet om den tidligere Forsmædelse ikke gjorde ham det muligt at føle nogen Taknemlighed for den paafølgende Venlighed, da han ikke kunde glemme den Tort, hans krænkede Æresfølelse havde lidt, thi Mindet om Fornærmelser saavel som om Velgjerninger plejer at sidde fastere i stærke end i svage Menneskers Sjæle. Han fulgte nemlig ikke deres Skik, som holder Trop med deres Venner i Medgang og forlader dem i Modgang, som mere dyrker Lykken end Venskabet og tænker mere paa eget Tarv end paa at vise Velvilje imod andre. Kvinden blev nu imidlertid haardnakket ved sit Forsæt, og da hun skjønnede, at Oldingen ikke engang paa den Vis kunde lokkes til at tage Del i Gildelystigheden, bød hun, for at fortsætte den Smiger, hun havde begyndt, med endnu mere overstrømmende Elskværdighed og for at gjøre endnu mere Stads af Gjæsten, en Fløjtespiller blæse et Stykke, det bedste, han kunde, idet hun vilde bøje hans stædige Harme ved Musik og ved Hjælp af kunstfærdig Velklang faa Bugt med hans medfødte Barskhed. Men Fløjtens eller Strengenes Lokketoner formaaede ikke at svække Mandens Standhaftighed, thi da han hørte dem, skjønnede han, at den Ære, der vistes ham, mere var for et Syns Skyld end præget af Kjærlighed, saa man kunde fristes til at tro, at den skuffede Gjøgler snarere spillede for en Billedstøtte end for et Menneske, og han gjorde den Erfaring, at det er forgjæves at angribe en saa overvættes Strænghed med Gjøglekunster, og at en saadan Kolos ikke lader sig rokke af tomt Mundsvejr. Udtrykket af haardnakket Harme i Stærkodders Ansigt var nemlig i den Grad blevet forøget, at han i ingen Maade syntes mere bevæget end sædvanlig, thi den Strænghed, hans Løfter paalagde ham, var hverken bleven formildet ved Fløjtens Toner eller ved, hvad der kildrede Ganen, og han holdt for, at der burde lægges mere Vægt paa hans modige og mandige Forsæt end paa, hvad der kildrede ørene, eller paa Gjæstebudets Tillokkelser. Han kastede derfor det Ben, han havde gnavet, i Ansigtet paa Gjøgleren, saa de oppustede Kinder faldt sammen, da Luften voldsomt fór ud, og saaledes gjorde han vitterligt, i hvor høj Grad hans Strænghed væmmedes ved det Bifald, Gjøglere søger, thi hans af Vrede tilstoppede øren var ikke tilgængelige for nogen Paavirkning af Vellyst. Med denne Gave, der var Gjøgleren værdig, straffede han en usømmelig Gunstbevisning ved at lønne den med Skam til Tak, idet han paa bedste Maade værdsatte Fløjtespillerens Fortjenester ved at skjænke ham et Ben at fløjte i og give ham et haardt Stykke til Løn for hans bløde Triller. Det var da heller ikke let at sige, om Gjøgleren fløjtede eller græd højest; de bitre Taarer, han udgjød, var et Vidnesbyrd om, hvor liden Plads der er for Mod i blødagtige Hjærter; han havde nemlig helt og holdent givet sig Vellysten i Vold og aldrig lært at bære Modgang. Det Saar, han fik, varslede om det Blodbad, der yderligere skulde følge paa ved det Gjæstebud. Stærkodder, hvis Sind stadig var opsat paa Strænghed, og som stadig med urokkelig Barskhed pønsede paa Hævn, væmmedes nemlig lige saa meget ved Musiken, som andre frydedes ved den, og lønnede den Tjeneste, der huede ham ilde, med at beskjæmme Gjøgleren ved at kaste Ben efter ham, idet han vedkjendte sig, at han skyldte sin udmærkede Vens herlige Aske mere end sin skjændige Fostersøns skamløse Væsen. Derpaa digtede og kvad han, for yderligere at haane Gjøgleren, paa staaende Fod en Vise om ham. Men Dronningen undrede sig saare over denne Dyd, som hun ikke havde mægtet at svække, og blev til sidst opfyldt af Beundring for ham, som hun forgjæves havde søgt at vinde ved Velgjerninger. Men da Stærkodder saa', at Frodes Drabsmænd var i Kongens højeste Gunst, røbede hans hvasse Blik den mægtige Harme, han følte, og hans Aasyn aabenbarede, hvad der rørte sig i hans Indre, idet den Strænghed, der lyste ud af hans øjne, vidnede om den Storm, der lønlig rasede i hans Sjæl, og til sidst, da Ingild søgte at formilde ham ved at byde ham kongelige Retter, stødte han Maden fra sig, fordi han, der var fornøjet med simpel Husmandskost, væmmedes ved udenlandske Retter og vant, som han var, til almindelig Spise, ikke vilde kildre Ganen med Lækrerier. Da han blev spurgt, hvorfor han satte saadant et mørkt Ansigt op og ikke vilde nyde godt af den kongelige Velviljes Gunst, sagde han, at han var draget til Danmark for at træffe Frodes Søn og ikke en Mand, som stoppede sin graadige og forslugne Mave med en Mangfoldighed af kunstige Retter. Den tyske Overdaadighed, som Kongen havde vænnet sig til, havde nemlig drevet ham til at lade Mad, som allerede var kogt, stege for at kunne mætte sig paa lækre Sager. Derpaa kunde han ikke dy sig for at gaa i Rette med Ingilds Sæder og udøste al sin bitre Dadel over hans Hoved, fordømte hans Pligtforsømmelse, at han dvask af Overmættelse gav den af at æde opstaaede Tunghed Luft i hæslig Ræben, at han af Tyskerne lod sig lokke ind paa Vildveje, der laa fjærnt fra al Afholdenhed, og var i den Grad blottet for Dyd, at han ikke engang tragtede efter den svageste Skygge af den. Men den største Skjændselsbyrde, han bar paa, sagde han, var, at han ikke strax, da han blev vaabenfør, havde tænkt paa at hævne sin Fader, men satte Naturens Lov til Side og viste dem, der havde udgydt hans Faders Blod, Gunst og Bevaagenhed, omfattede Folk, der havde fortjent det værste, med den inderligste Kjærlighed, og ikke blot undlod at straffe dem, han burde have straffet paa Livet, men endogsaa holdt dem for værdige til den Ære at leve sammen med ham og sidde til Bords med ham. Derhos skal han have kvædet dette Kvad: Yngling, som ej Krigen ynder, vige bør for hvide Haar. Ej man modig Mand hør laste, er han gammel end og graa. Mangen Mand har Mod i Brystet, har han end i Haaret Sne. Tidens Tand, som alt fortærer, tærer ej paa tapres Mod. Nu mig graadig, Gjæst fortrænger gjæv at se til, grisk af Sind; lækkersulten kun ham lyster sig med Mad og Drik at mæske. Anden Sæd i Frodes Sal: der til Højbords Helten sattes, bænkedes blandt bolde Mænd, ham først Mad og Mjød blev buden. Andre Tider, andre Sæder, nu i Krogen Kæmpen sidder, var vel dreven helt paa Dør, om ej Væggen var i Vejen. Ej den gamle Gjæst man hædrer; Hirdmænd haaner Helten frækt. Ej for sligt jeg søgte hid, men for nyt hos jer at nemme. Vide vil jeg, hvorfor, Ingild, du din Faders Drab ej hævner. Mat og mæt du blot dig mæsker, ligger paa den lade Side. Sidste Gang jeg saa' dig, Frode, fremvis i min Hu jeg følte: talt' er Dane- drottens Dage, snart for Fjende- haand han falder. Og mens langt af Led jeg vanked, færdedes i fjærne Lande, fælded de med Svig Kong Frode, Ve mig, at jeg borte var! Havde Stærkod staaet hos, hævnet flux din Død han havde eller delt med Drotten Døden, fro og frejdig fulgt sin Konge. Ikke drog jeg hid til Danmark for at feste eller fraadse; hid fra Svears Land jeg søgte for at træffe Frodes Søn. Haabed herlig Helt at se, finder saa den frække Fraadser. Sandt du spaaede, Svears Konge: Ædlest Drot faar uslest Søn. Men er Ingild end en Usling, ej skal dog den Ufærd times, at de Skatte, Frode samled, falde skal i fremmed Vold. Ved disse Ord kom Dronningen til at ryste og tog det Pandebaand, hvormed hun paa Kvindevis havde smykket sit Haar, af Hovedet og bød den opbragte Olding det, som om hun dermed kunde afvende hans Vrede. Stærkodder kastede det harmfuld, paa den forsmædeligste Maade i Ansigtet paa hende og kvad atter med høj Røst: Giv ej mig slig Kvindegave, vil ej selv du Smykket bære. Haarbaand ej for Helte passer, sligt kun Kvindesjæle fryder. Giv det heller til din Husbond, han vist glad ved Gaven bliver; kosteligt det klæder en, som rundt i stegte Fugle roder. Hil dig, Drot, for herlig Dronning! Krage søger Mage, ser man! Liderlig som Skjøgen ligger hun og boler med sin Husbond. Hun med Mad som Svin ham mæsker, Bordet under Retter bugner; stegt hun koger, kogt hun steger, som det er hos Tysken Sæd. Saa' man før en Konge fraadse, som nu Danedrotten fraadser, rage rundt i raadne Fugle, søbe Sovs og østersslim! Spegekjød er Heltekost, Kæmpen ej sin Gane kildrer. Faarekjød og saltet Flæsk vi for Herremaaltid holdt. Ej af gyldne Trug vi aad, Vin og Most var ej vor Drik; sjælden fik vi Mjød at smage, øl vi drak til daglig Brug. Fraadser, har du Frode glemt? Skal ej Helten hævnes, Ingild? Saa' man før en Søn vel sidde hos sin Faders Fjendes Ætmænd? Nidding den, som nøjes vil med Mandebod for Fadermord! Usling den, som ærer dem, han som Fjender burde fælde. Hører jeg om herlig Stordaad Skjalden højt i Hallen kvæde, skjuler jeg med Skam mit Aasyn, sørger over Frodes Søn. Bedst for dig, om døv du blev, slap for om din Skam at mindes; Drapa om en Kæmpedaad, nager tit en Niddings Hjærte. Som en Skygge skal din Skjændsel følge dig, hvor end du færdes, om du flyr til fjærnest østen, eller fjærnt i Vest dig fjæler. Dvæler du i Dybsens Grund, holder du dig skjult paa Himlen, hvor den kolde Karlsvogn kjører, altid skal din Skam dig følge. Haardt mod Frode Guder handled, at de slig en Søn ham gav. Som i Skibskjøl Skarn sig samler, sanker Ingild Laster sammen. Ræd for, at din Skam skal rygtes, skal i Kroge du dig skjule; dorsk ved Arnen skal du dvaske, aldrig ses blandt ædle Mænd. Du, som fejg din Fader glemte og ej hævned Heltens Drab, er ej blandt hans Æt at regne, troløs jeg og Træl dig kalder. Let det var dit Liv ut tage, som det er et Kid at kvæle eller lidet Lam at dræbe med et Snit af Slagterkniven. Svertings Søn, din bolde Svoger, arver Danmark efter dig; han, hvis Søster er din Slegfred, Lønnen faar for Frodes Drab. Hende som Hustru og Dronning du hædrer med røde Karfunkler og kostbare Spanger. Men Stærkod skammer sig over din Skjændsel, tænker med Sorg paa svundne Dage. Frække Fjender fester og fraadser i Frodes Hal og frygter ej Hævn. Gildere Gammen ej gives mig kunde, end om Svertings Æt svam i sit Blod. Ved sine eggende og manende Ord bevirkede han, at Kongens sløve og kolde Sjæl fængede, idet hans Bebrejdelser virkede som en Flintsten og slog Tapperhedens lyse Luer ud af den. I Førstningen vendte Ingild nemlig det døve øre til, medens hans Fosterfader kvad, men ansporet af hans indtrængende Formaninger flammede Hævnlystens Ild omsider op i hans Sjæl, og han blev fra Svirebroder forvandlet til Fjende. Til sidst sprang han op fra sit Sæde og udøste al sin Vrede over sine Bordfæller, drog med blodtørstig Grumhed Sværdet mod Svertings Sønner og sigtede med blottet Klinge efter deres Struber, hvis Svælg han havde kvæget med Bordets Glæder. Han dræbte dem strax og druknede saaledes Bordets hellige Ret i Blod, brød deres Forbunds skrøbelige Baand og forvandlede et skammeligt Gjæstebud til ærefuld Blodsudgydelse; fra Gjæsteven blev han forvandlet til Fjende, fra Ypperlighedens usleste Træl til Hævnens grummeste Fuldbyrder. Stærkodders indtrængende Formaningstale blæste nemlig Liv i hans bløde og svage Ynglingesind, kaldte Modet frem af hans Sjæls Lønkroge og vakte det til Liv igjen og bevirkede saaledes, at Ophavsmændene til det grummeste Mord fik deres vel fortjente Straf. Ynglingens Mod var nemlig ikke udslukt, det havde blot saa at sige været flygtet bort, og nu havde Oldingen draget det frem for Lyset og drevet det til en Daad, der var saa meget større, som den havde ladet vente paa sig; mere Ære var det jo at fylde Bægrene med Blod end med Vin. Hvilken Kraft maa der ikke have været i denne Olding, som ved sine veltalende Formaninger uddrev den umaadelige Lastefuldhed af Kongens Hjærte og efter at have nedbrudt Slethedens Skranker saaede Dydens kraftigste Sæd i dens Sted! Selv stod han ogsaa Kongen bi og tog med lige saa stor Iver Del i hans Daad, lagde ikke blot selv den største Tapperhed for Dagen, men kaldte ogsaa den tilbage, der havde været udryddet af en andens Bryst. Da Daaden var øvet, tog han til Orde og kvad: Hil og sæl, min høje Herre, nu jeg ser, du Mod ej savner. Længe tav du, nu du taler uden Ord med ædel Daad. Lad os fælde hele Flokken, ikke én vor Hævn skal undgaa; hver nu bøde, hvad han brød; længe nok dem Livet undtes. Væk med dem, som alt vi vog, ud af Hallen med de Aadsler! Ej paa Baal I skal dem bære, læg dem ud som Ulveføde. Sig mig, Rota, ræd Mands Rædsel, har nu nok vi hævnet Frode? Syv Mand saa' vi slagne segne, sone Frodes Fald med Døden. Hil dig, Ingild, nu jeg hilser dig som daadstæærk Danedrot. Aldrig har jeg Haabet sluppet, at du var din Fader værdig. Lyd mit Raad og jag af Landet flux din lede, frække Dronning; Ulveæt du ellers avler thi af ondt kun ondt kan fødes. Herlig var den Tid, da Hakon skjægløs jeg i Striden fulgte. Kun paa Kamp og Krig vi tænkte, blide Kaar vi aldrig kjendte. Hu og Krop vi kraftig hærded, lededes ved løse Sæder, mætted os, men ej os mæsked, herlig Idræt kun os hued. Alle Kongens Kæmper klædte sig i Hvergarn eller Vadmel, nøjedes med Søvn om Natten, Dagen brugte vi til Daad. Andre Tider, andre Sæder, nu man fraadser frækt ved Bordet, flunker flot i fine Klæder, løber om med lange Lokker. Lov og Ret med List man bøjer, øver Vold og krænker Uskyld; lysten skjemter man med Skjøger, Helten spydig Spot man byder. Fejg Mand ej sin Skæbne flyr, intet Skjold mod Døden skjærmer; hvor han sig i Verden fjæler, Dødsens Dag og Dommen kommer. Jeg, som stedse Striden søgte, skal i Fred jeg fare heden? sygne under sodet Aas, snarløs dø i Sengehalmen? ## bok 7: Frode V (Winkel Horn 1898) Folk, der er kyndige i gamle Sager, fortæller, at Ingild havde fire Sønner, af hvilke de tre faldt i Krig og kun Olaf blev Konge efter sin Fader; andre fortæller, at Olaf var Søn af Ingilds Søster, hvilket dog er uvist. Efterslægten ved kun liden Besked om hans Bedrifter, som Oldtidens Slør har skjult; kun det sidste Raad, hans Visdom indgav, har overlevet Glemselen. Da han laa paa sit yderste, bød han nemlig af Omsorg for sine Sønner, Frode og Harald, at den ene skulde have Magt og Myndighed til Lands, den anden til Vands, og det ikke for bestandig, men saaledes, at de skiftedes til at have den et Aar ad Gangen. Saaledes blev Kongemagten delt lige imellem dem, men Frode, som først fik Herredømmet til Søs, kom i Vanry for de mange Nederlag, han led paa sine Vikingetog. Grunden til, at det gik ham saa ilde, var, at hans Søfolk var nygifte og foretrak de ægteskabelige Glæder for Besværlighederne ved Krigstjeneste uden for Landet. Da der var gaaet en Tid, tilfaldt Herredømmet til Søs den yngre Broder Harald, og han udsøgte sig, af Frygt for at lide samme Skuffelse som Broderen, Krigsfolk, der ikke var gifte. Hans Lykke svarede til det Valg, han havde gjort, thi han vandt som Viking lige saa stor Berømmelse, som hans Broder havde faaet Vanhæder, og derover blev Broderen misundelig paa ham. Hertil kom, at deres Hustruer, Signe og Ulfhild, af hvilke den ene var Datter af Svenskekongen Sivard, den anden af Karl, Statholderen i Gøtland, jævnlig trættedes om, hvem af dem der var mest højbaaren, og fik gjort Ende paa Samkvemmet imellem deres Mænd, og Følgen blev, at, da Samlivet saaledes var blevet brudt, delte Harald og Frode det Boskab, de havde fælles, og lagde mere Vægt paa de trættekjære Kvinders onde Ord end paa Broderkjærlighedens Pligter. Frode mente nu ogsaa, at hans Broders Hæder bragte ham i Foragt, og han bød da en af sine Hirdmænd lønlig at ombringe ham, da han skjønnede, at hans Undermand i Alder overgik ham i Mod. Da Daaden var øvet, lod han hemmelig Gjerningsmanden myrde, for at denne hans Medvider ikke skulde røbe Forbrydelsen. Derpaa bød han, for at gjøre det troligt, at han var uskyldig, og undgaa at blive brændemærket for denne Udaad, at der skulde anstilles en omhyggelig Undersøgelse over, hvorledes det var gaaet til med den Ulykke, der saa uventet havde voldt hans Broders Død. Men hvor mange Kunster han end gjorde, kunde han dog ikke hindre, at Menigmand i sit stille Sind gav ham Skylden. Da han senere en Gang spurgte Karl, hvem der havde dræbt Harald, svarede Karl, at det var falsk af ham at spørge om en Ting, som han godt selv vidste. De Ord blev Karls Død, thi Frode skjønnede, at han hemmelig havde bebrejdet ham Brodermord. Derpaa blev Harald og Halfdan, Haralds Sønner med Karls Datter Signe, stræbte efter Livet af deres Farbroder, men deres Fosterfædre udtænkte et snildt Middel til at frelse deres Liv. De bandt nemlig afhuggede Ulvekløer under deres Fodsaaler og lod dem ved tit at løbe omkring opfylde Moradset i Nærheden af Huset, hvor de boede, og den snedækte Jord med deres Spor, for at det skulde se ud, som om der havde været Vilddyr paa Færde. Derpaa dræbte de nogle Trælkvinders Børn, rev deres Lig i Stykker og spredte deres sønderrevne Lemmer rundt om. Da man nu forgjæves søgte efter de to Knøse, fandt man de spredte Stumper af Ligene, fik øje paa Ulvesporene og saa', at Jorden var bestænket med Blod; man troede da, at Drengene var bleven fortærede af graadige Ulve, og næsten ingen kunde tvivle over for et saa haandgribeligt Bevis paa, at de var bleven sønderrevne. Troen paa det, man havde set, blev Knøsenes Værn. Deres Fosterfædre skjulte dem strax i en stor Steneg, for at der ikke skulde være noget Spor af, at de var i Live, og i lang Tid blev der bragt dem Føde under Foregivende af, at de var Hunde; de blev ogsaa kaldt ved Hundenavne, for at der ikke skulde komme noget ud om, at de blev holdt skjult. Kun Frode vilde ikke tro paa, at de var døde, og han gik til en Kvinde, der var kyndig i Spaadomskunst, og spurgte, hvor de var skjulte. Saa kraftige var hendes Galdresange, at hun havde Ord for i lang Afstand at kunne se en Ting og drage den frem, om den saa var aldrig saa godt gjemt. Hun sagde at en Mand ved Navn Ragnar hemmelig havde paataget sig at opfostre dem og for at skjule dem kaldte dem ved Hundenavne. Da de nu ved hendes Galdresanges overvættes Kraft saa' sig dragne ud af deres Skjul og stadig trækkes nærmere og nærmere hen imod Sejdkvindens øjne, lod de, for ikke at blive forraadte ved den Magt, denne forfærdelige Tvang havde over dem, en Regn af Guld, som de havde faaet af deres Fosterfædre, falde i Skjødet paa hende. Da hun havde faaet denne Gave, lod hun, som hun pludselig blev syg, og faldt om som død. Da Tjenerne spurgte, hvad Grunden var til, at hun saaledes pludselig var faldet sammen, sagde hun, at det var umuligt at udgranske, hvor Haralds Sønner var flyet hen, thi deres Magt var saa stor, at den svækkede Virkningen selv af hendes kraftigste Sange; hun maatte derfor nøjes med en ringe Gave og kunde ikke vente nogen større Belønning af Kongen. Da Ragnar nu mærkede, at Rygtet om ham og hans Fostersønner begyndte at blive almindeligt i Folkemunde, drog han til Fyn med dem. Her blev han fanget af Frode og tilstod, at han havde skjult Knøsene, men bad Kongen om at skaane hans Myndlinger, som han havde berøvet deres Fader, han maatte ikke tro, der var nogen Lykke ved dobbelt Frændemord, sagde han. Ved disse Ord forvandlede han Kongens Grumhed til Skamfuldhed og lovede, at hvis de gjorde noget Opstyr i Riget, skulde han melde Kongen det. Saaledes skaffede han sine Myndlinger Sikkerhed og levede mange Aar uden Frygt. Da de var bleven voxne, drog de til Sjælland, og da deres Venner bød dem at hævne deres Fader, svor de, at enten de eller deres Farbroder skulde være Dødsens, inden der var gaaet et Aar. Da Ragnar fik Nys om det, gik han, tilskyndet af Erindringen om, hvad han havde lovet, ved Nattetid til Kongeborgen og sagde i al Stilhed, at han kom for, som han havde lovet, at meddele Kongen noget, men han vilde ikke have, at de vækkede Frode, thi Kongen vilde ikke vide af, at nogen vækkede ham, naar han sov; gjorde nogen det, plejede han at straffe dem med Sværdet; for saa grov en Forbrydelse ansaas det i gamle Dage paatrængende at forstyrre en Konge i hans Søvn, naar det ikke var nødvendigt. Da Frode om Morgenen fik dette at vide af Vagten, skjønnede han, at Ragnar var kommen for at bringe ham Bud om, at der var et Anslag i Gjære, og han samlede derfor en Krigsstyrke og besluttede at forekomme Svig ved Grumhed. Haralds Sønner havde ingen anden Udvej end at anstille sig som forrykte; da de pludselig saa' sig overrumplede, begyndte de nemlig som forrykte Mennesker at bære sig ad, som om de blev forfulgte af onde Aander, og da Frode troede, at de var besatte, opgav han sit Forehavende, idet han ansaa det for en Skam at angribe dem med Sværd, der syntes i Færd med selv at vende Sværdet imod sig. Men Natten efter brændte de ham inde, og saalunde fik han sin fortjente Straf for Brodermordet, thi efter at have angrebet Kongeborgen stenede de først Dronningen til Døde, og derpaa tvang de, efter at have stukket Ild paa Huset, Frode til at krybe ind i en for længst udgravet snæver Hule og søge Tilflugt i dens underjordiske Ganges Smuthuller. I denne Indespærring holdt han sig skjult, til han omkom kvalt af Røg og Dunster. ## bok 7: Halfdan og Harald (Winkel Horn 1898) Da Frode var tagen af Dage, herskede Halfdan i henved tre Aar over Danmark; derpaa overgav han Herredømmet til sin Broder Harald som Stedfortræder og hærjede som Viking med Vold og Magt paa øland og de nærliggende øer, der skilles fra Sveriges Fastland ved et bugtet Sund. Her trak han om Vinteren sine Skibe paa Land og omgav dem med en Vold, og tre Aar tilbragte han paa dette Togt. Derpaa angreb han Sverige og fældede Kongen i et Slag. Saa vilde han tage en Dyst op med Kongens Dattersøn Erik, en Søn af hans Farbroder Frode, og da han havde faaet at vide, at Eriks Kæmpe Hake var dreven i at døve Sværd med Galdresange, lavede han sig til at hugge med en vældig Kølle besat med Jærnknopper, som om han vilde overvinde Trolddomsmagten med Træets Kraft. Derpaa satte han - thi han overgik alle andre ved sin udmærkede Tapperhed - midt under Fjendernes hidsigste Angreb Hjælmen paa sit Hoved, kastede Skjoldet og svang med begge Hænder Køllen imod den Mur af Skjolde, der blev rejst imod ham, og ingen Hindring var saa stærk, at den ikke blev slaaet i Stumper og Stykker af dens vældige Slag; ogsaa Kæmpen, der styrtede frem for at slaas med ham, fældede han med et voldsomt Hug med sit Vaaben. Han tabte nu alligevel Slaget og flyede for at søge Lægedom for sine Saar til Helsingland til en Mand, der hed Vitolf, og som i sin Tid havde tjent Harald. Denne Mand havde tilbragt største Delen af sit Liv i Felten, men efter sin Høvdings sørgelige Død havde han trukket sig tilbage til denne øde Egn og søgte i Bondegjerning Hvile efter Krigens vante Idrætter. Selv var han ofte bleven ramt af Fjendens Spyd og Pile, og han havde erhvervet sig en ikke ringe Kyndighed i Lægekunsten ved stadig at maatte læge sine egne Saar; men hvis nogen søgte at opnaa hans Hjælp ved at smigre for ham, plejede han i Steden for at helbrede ham at give ham noget, som hemmelig gjorde ham Skade, thi han holdt det for ædlere at true sig Velgjerninger til end at sleske sig dem til. Da Eriks Krigsfolk, opsatte paa at angribe Halfdan, vilde til at gaa løs paa hans Hus, berøvede han dem Synet saaledes, at de hverken kunde se Huset, skjønt det var tæt ved, eller finde Vej til det, i den Grad sløvede han deres Syn med en skuffende Taage. Da Halfdan ved Vitolfs Bistand var kommen helt til Kræfter igjen, tog han Thore, en Kæmpe af udmærket Dygtighed, med sig og erklærede Erik Krig. Da den fjendtlige Styrke rykkede frem, og han saa', at den var hans overlegen i Antal, bød han, at en Del af hans Hær skulde skjule sig imellem Buskene ved Vejen for fra dette Baghold at gjøre det af med Fjenden, naar han rykkede frem, hvor Vejen var snævrest. Dette forudsaa Erik, som havde undersøgt Vejen, han maatte rykke frem ad, og han mente derfor, at han maatte trække sig tilbage, for at han ikke, naar han fulgte den foreskrevne Vej, ved Fjendernes Svig skulde komme i Klemme imellem de stejle Bjærges Krumninger. Det kom derfor til Kamp imellem dem i en Dal, der paa begge Sider indesluttedes af stejle Bjærgskrænter. Da Halfdan saa', at hans Fylking vaklede, klavrede han tillige med Thore op paa en Klippe, hvor der var fuldt op af store Sten, og derfra væltede de løsrevne Klippemasser ned over Fjenden nedenunder og knuste hans Fylking ved deres Fald og Vægt. Saaledes gjenvandt Halfdan med Sten den Sejr, hans Vaaben var gaaet glip af. Paa Grund af denne tapre Bedrift fik han Tilnavnet Bjærggram, der synes at være sammensat af Ordet Bjærg og et Ord, der betegner hans Vildhed. Han kom snart i saa stort Ry blandt Svenskerne, at de holdt ham for at være en Søn af den store Thor, og at Folket viste ham guddommelig Ære og ansaa ham for værdig til, at man offentlig ofrede til ham. Men eftersom det plejer at falde de overvundne vanskeligt at slaa sig til Ro, og de undertvungnes Frækhed bestandig higer imod, hvad der er dem forment, angreb Erik, medens han pønsede paa at raade Bod paa de Tab, hans Flugt havde paaført ham, de Landsdele, Halfdan havde underlagt sig. Ikke engang Danmark undlod han at lade sin Grumhed gaa ud over, idet han ansaa det for al Ære værd at hjemsøge den Mands Land, der havde fordrevet ham fra hans eget. Idet han saaledes foretrak at paaføre et andet Land Overlast frem for at vise den tilbage, der blev tilføjet hans eget, friede han Sverige fra Fjender, thi da Halfdan erfor, at hans Broder Harald var bleven slaaet af ham i tre Slag og fældet i det fjerde, blev han af Frygt for at miste Riget nødt til at forlade Sverige og vende hjem til Danmark, og saaledes kom Erik saa meget hurtigere igjen i Besiddelse af Herredømmet over Sverige, som han havde været let til at opgive det. Havde Lykken været ham lige saa gunstig i Henseende til at bevare Herredømmet som i Henseende til at gjenvinde det, vilde den ikke have givet ham i Halfdans Vold. Med hans Tilfangetagelse gik det saalunde til: Da Halfdan var vendt tilbage til Sverige, skjulte han snedig sin Flaade og sejlede imod Erik med to Skibe. Erik angreb ham med ti, og ad forskjellige Krogveje sejlede han saa tilbage til det Sted, hvor han havde sin Flaade skjult. Erik forfulgte ham for langt, og den danske Flaade kom frem paa Havet. Erik blev omringet, men han afslog det Tilbud, der blev gjort ham om at beholde Livet paa Betingelse af Trældom, han kunde ikke indlade sig paa at sætte Livet over Friheden og foretrak Døden for Trællekaar for ikke at faa Ord for af Begjærlighed efter Livet at lade sig fra fri Mand gjøre til Træl og for ikke at blive den Mands underdanige Tjener, som Lykken for stakket siden havde gjort til hans Ligemand. Saa lidt vil Tapperheden vide af at kjøbe Livet med Vanære. Han blev da lagt i Lænker og sendt bort til et Sted, hvor mange vilde Dyr holdt til, og fik saaledes et Endeligt, som en saadan Sjælsstorhed ikke havde fortjent. Halfdan, som nu var Herre over to Riger, smykkede det Ry, han havde vundet, med trefoldig Hæder; han var nemlig veltalende og forfaren i at digte paa den fra Fædrene nedarvede Vis og ikke mindre udmærket til al Kæmpeidræt end til at haandhæve sin kongelige Magt og Myndighed. Men da han fik Nys om, at to dristige Vikinger, Toke og Amund, truede de omliggende Landsdele, angreb han dem og fældede dem i et Søslag, thi intet, holdt de gamle for, var mere værd at eftertragte end Berømmelse, som ikke vandtes ved Rigdoms Glans, men ved Vaabendaad. De navnkundigste Mænd i gamle Dage lagde derfor Vind paa at tage sig af Oprør og yppe Strid, hadede Lediggang, foretrak Krig for Fred, satte en Ære i Dyder og ikke i Rigdom og havde mest Glæde af Kamp og Krig, mindst af Gjæstebud. Men Halfdan kom ikke længe til at savne en Medbejler. En Mand ved Navn Sivald, af saare berømmelig Herkomst, fortalte nemlig med Graad og Klage de paa Tinge forsamlede Svenskere, hvorlunde Frode og hans Dronning var komne af Dage, og vakte derved saa stort Had til Halfdan hos næsten alle, at de Fleste gav deres Minde til, at han maatte gjøre Oprør. Han lod sig nu ikke nøje med at have opnaaet deres Stemmer, men bedaarede i den Grad Folkets Sind ved sin Ærgjerrigheds Kunster, at han fik næsten alle med til at sætte Kongekronen paa hans Hoved. Han havde syv Sønner, der var saa drevne i Trolddomskunster, at de tit, naar de pludselig blev grebne af voldsomt Raseri, hylede skrækkelig, bed i deres Skjolde, slugte gloende Kul og gik igjennem et hvilket som helst Baal, man tændte op for dem, og der var saa intet andet Middel til at faa Bugt med deres Afsindighed end enten at lægge dem i Lænker eller bringe dem Menneskeliv som Sonoffer. Dette Raseri indgav deres grumme Sind eller onde Aander dem. Da Halfdan spurgte dette, medens han var optagen af Vikingetog, sagde han, at det var godt, at hans Krigsfolk, som hidtil havde raset imod fremmede, nu kom til at bruge Sværdene imod deres Landsmænds Kjød og Blod, og at de, som havde været vante til at lægge Vind paa at udvide Riget, nu kom til at hævne den Uret, der var bleven øvet ved, at man havde bemægtiget sig det. Da han rykkede frem, skikkede Sivald Sendemænd til ham og opfordrede ham til, i Fald hans Bedrifter svarede til det Ry, der gik af dem, og han var saa stor en Mand, som han havde Ord for at være, at møde ham og hans Sønner i Enekamp og skaane sin Hær ved selv at udsætte sig for Fare. Da Halfdan svarede, at det ikke var Lov, at mere end to skulde kæmpe med hinanden, sagde Sivald, at det var intet Under, at en ugift Mand, som ingen Børn havde, undslog sig for den Kamp, der bødes ham, eftersom hans kølige Natur havde gydt ham en led Kulde baade i Kroppen og i Sjælen; Børn hørte sammen med deres Ophav, thi de var komne til Verden som Kjød af hans Kjød; han og hans Sønner maatte derfor regnes for én Mand, thi Naturen havde saa at sige givet dem ét Legeme. Opbragt over denne skammelige Spot tog Halfdan mod Udfordringen for ved ypperlige Manddomsgjerninger at hævne den forsmædelige Bebrejdelse, der var bleven gjort ham, fordi han var ugift. Medens han nu vankede om i en skyggefuld Skov, rykkede han en Eg, der stod paa hans Vej, op af Jorden med Rode og lavede sig en vældig Kølle af den ved blot at hugge Grenene af, og stolende paa dette Vaaben digtede han følgende korte Kvad: Knejsende jeg Køllen bærer, Køllen, som skal knuse Fjenden. Glade vist ej Gøter vorder, faar de først dens Hug at føle. Haardest Hals dens Hug skal knække, Pandebrask som Glar den bryder, vilde Voldsmænd Ve den volder, for dens Slag skal Svensken segne. Blod skal flyde, Ben skal brydes, hvor min svenske Kølle svinges. Sine Landsmænds Liv den øder, Frænde tit er Frænde værst. Efter at have kvædet dette gik han løs paa Sivald og hans syv Sønner; deres svare Kræfter nyttede dem intet imod hans vældige Kølle, og han fældede dem alle. Paa den Tid satte en Mand, som kom fra Helsingland og hed Hardben, en Ære i at røve og voldtage Kongedøtre; hvo, som vilde hindre ham i at tilfredsstille sin Lyst, slog han ihjel; han foretrak altid fornemme Jomfruer for dem af ringe Herkomst, og jo mere højbaarne de Møer var, han krænkede, des mere Ære mente han, han havde af det. Ingen, som vovede at maale sig med ham i Tapperhed, slap ustraffet derfra; hans Krop var saa stor, at den maalte ni Alen i Længde. Han havde til Husfæller tolv Kæmper, som havde den Bestilling at binde ham for at dæmpe det Raseri, der kom over ham, hver Gang Kamplysten kom op i ham. Disse Mænd opfordrede Halfdan til at holde Tvekamp med Hardben og hans Kæmper, og han ikke blot lovede det, men lovede ogsaa med den største Selvtillid, at han nok skulde gaa af med Sejren. Da Hardben hørte det, blev han strax greben af Raseri, bed Stykker ud af Skjoldranden, slugte brændende Kul, tog gloende Emmer i Munden og sank dem, saa de gik helt ned i Indvoldene, løb uden at ænse nogen Fare gjennem knitrende Flammer, og til sidst, da han havde bedrevet alle Slags Grumheder, gjennemborede han i sit Raseri sex af sine Kæmper med sit Sværd. Det er uvist, om denne Afsindighed kom over ham som Følge af Kamplyst, eller den hidrørte fra medfødt Vildhed. Derpaa gik han tillige med Resten af sine Kæmper løs paa Halfdan, som knuste ham med en umaadelig stor Hammer, og saaledes gik han glip af Sejren og mistede oven i Kjøbet Livet, og baade Halfdan, som han havde udæsket, og de Konger, hvis Døtre han havde taget med Vold, fik Hævn over ham. Men Skæbnen bød stadig Halfdan uventet Anledning til Kamp, som om den aldrig kunde blive kjed af at sætte hans Kræfter paa Prøve. Det traf sig saa, at en Finne ved Navn Egder paa sine Vikingetog gjorde Strandhug hos Svenskerne, og Halfdan angreb ham da med tre Skibe - saa mange, havde han nemlig faaet at vide, at ogsaa Egder havde. Natten gjorde Ende paa Kampen, inden han havde overvundet ham, men Dagen efter fældede han ham i Tvekamp. Saa kom det ham for øre, at en vældig Kæmpe ved Navn Grim under Trusel om Tvekamp bejlede til Thorhild, Datter af en Underkonge ved Navn Hød, og at hendes Fadcr havde kundgjort, at den, der ryddede Kæmpen af Vejen, skulde faa Datteren til Ægte, og skjønt Halfdan var bleven gammel i ugift Stand, følte han sig ikke mindre tilskyndet ved Underkongens Løfte end ved Kæmpens Frækhed og begav sig til Norge. Da han kom did, udslettede han alle Mærker, man kunde kjende ham paa, ved at sværte sit Ansigt med Snavs, og da han kom ind paa Kamppladsen, drog han først sit Sværd. Da han vidste, at hans Fjende havde døvet det med sit Blik, kastede han det paa Jorden, drog et andet af Balgen, gik løs paa Grim med det og hug de yderste Led af hans Brynje og den nederste Del af hans Skjold igjennem. Grim undrede sig over, at han havde kunnet gjøre det, og sagde, at han ikke mindedes at have set nogen gammel Mand kæmpe taprere; derpaa drog han sit Sværd og kløvede med et Hug Skjoldet, Halfdan holdt op imod ham. Da han ikke strax kunde faa den højre Haand trukket til sig efter Hugget, var Halfdan ufortøvet rede og skyndte sig at hugge den af med sit Sværd, men Grim greb ikke des mindre Sværdet med venstre Haand, stak ham i Laaret og gav ham saaledes et ringe Saar som Hævn for, at han havde lemlæstet ham. Halfdan, som nu havde sejret, tillod den overvundne at kjøbe den Rest af Liv, han havde tilbage, for en Sum Penge, thi han vilde ikke have Ord for skammelig at tage de usle Rester af Liv fra en ukampfør og lemlæstet Mand, og herved viste han sig næsten lige saa stor ved at skaane sin Fjende, som han havde vist sig ved at overvinde ham. Som Løn for sin Sejr fik han Thorhild til Ægte og avlede med hende en Søn Asmund, som de norske Konger holder det for en Ære at nedlede deres Herkomst fra, idet de saaledes ordentligvis fører deres Æt op til Halfdan. Saa var der en Viking ved Navn Ebbe, som, skjønt han var af ringe Byrd, ansporet af den Selvtillid, han følte som Følge af sin Tapperhed, attraaede et fornemt Giftermaal. Han forlangte Sigrid, en Datter af Gøternes Konge Yngve, til Ægte og derhos Hælvten af Riget i Medgift. Halfdan hlev spurgt til Raads, om man skulde tilstaa ham dette Giftermaal, og han raadede da til, at man paa Skrømt skulde gaa ind derpaa, saa skulde han nok faa det forpurret, lovede han. Han paalagde dem ogsaa at lade en Plads staa aaben til ham ved Gjæstebudet. Yngve fulgte Raadet, og Halfdan aflagde da alt, hvad der vidnede om hans kongelige Værdighed, og paatog sig en fremmed og uanselig Skikkelse. Da han ved Naltetid indfandt sig til Bryllupsfesten, blev de, han mødte, forskrækkede for ham og undrede sig over, at der var kommen en Mand, som var større end andre Mennesker. Saa snart han var kommen ind i Kongeborgen, mønstrede han alle dem, der var der inde, og spurgte, hvem det var, der sad næst ved Kongen. Da Ebbe nu svarede, at det var Kongens tilkommende Svigersøn, der sad ved Siden af ham, spurgte Halfdan ham med de harmfuldeste Ord, om han var afsindig eller besat af onde Aander, siden han havde Frækhed nok til at mænge sin Slægts usle Smuds med en højbaaren Æts Herlighed og dristede sig til at lægge sine Bondenæver paa Kongeætten, og saa nøjedes han ikke engang med at begjære hende, men vilde have Del i et fremmed Rige. Derpaa udæskede han ham til Kamp og sagde, at han ikke fik sit ønske opfyldt, før han havde sejret. Ebbe sagde, at Utysker sloges om Natten, Mænd om Dagen, men for at han ikke skulde undslaa sig for Kampen under Paaskud af, at det var Nat, svarede Halfdan hertil, at Maanen skinnede saa klart, at det var lyst som om Dagen. Saaledes nødte han Ebbe til at slaas og forvandlede Gildet til et Skuespil og fældede ham, saa der blev Ligfærd i Steden for Bryllup. Da der var gaaet nogle Aar, drog han til Danmark, og da han ingen Børn havde, efterlod han sine Skatte til Yngve og bestemte, at han skulde være Konge efter ham. Yngve blev senere fældet i Krig af en Medbejler ved Navn Ragnald; han efterlod sig en Søn ved Navn Sivald. ## bok 7: Sivald (Winkel Horn 1898) Sivald havde en Datter, der hed Syrithe og var saa overvættes blufærdig, at skjønt hun formedelst sin Skjønhed havde en stor Mængde Bejlere, lod det til, at ingen af dem kunde faa hende til blot saa meget som at se paa sig. Stolende paa denne sin Selvbeherskelse bad hun sin Fader give hende den til Husbond, som ved sine fagre Ords Sødhed kunde opnaa et Blik af hende. I gamle Dage plejede nemlig Pigernes Selvbeherskelse hos os mægtig at tæmme frække Mænds Blik, for at Sindets Renhed ikke skulde besmittes af den Frihed, øjnene tog sig, og man lagde Vind paa, at Ansigtets Blufærdighed bar Vidne om Hjærtets Kyskhed. Nu var der en Mand ved Navn Ottar, Ebbes Søn, som stadig brændte af Begjærlighed efter at bejle til denne Jomfru, hvad enten det nu var hans store Bedrifter eller Tillid til hans Veltalenhed og høviske Væsen, der opflammede ham, men skjønt han ved at opbyde alle sin Aands Kræfter søgte at formilde hendes Blik, kunde han med al sin Kunst ikke faa hende til at slaa øjnene op, og han drog bort undrende sig over hendes Strængheds uovervindelige Standhaftighed. Saa var der en Jætte, som var opsat paa det samme, og da han skjønnede, at han heller ingen Vegne kunde komme med hende, underkjøbte han en Kvinde, som efter at have vundet Jomfruens Fortrolighed en Tid lang tjente hende som Terne og omsider fik lokket hende langt bort fra hendes Faders hus ved listig at dreje om ad en Sidevej, hvorpaa Jætten strax styrtede frem og bortførte hende til en Bjærgegns snævreste Afkroge. Andre holder for, at han selv falskelig paatog sig en Kvindes Skikkelse og ved stadig at øve sine listige Kunster fik Pigen lokket bort fra Hjemmet og saa til sidst bortførte hende. Da Ottar spurgte det, gjennemsøgte han Bjærgets Afkroge for at finde Jomfruen, og da han havde fundet hende, slog han Jætten ihjel og førte hende bort med sig, men Jætten havde med saadan Flid bundet Pigens Haar, at de var helt filtret ind i hinanden og ligesom dannede en sammenhængende kruset Masse, saa det næsten ikke var muligt at faa den sammenfiltrede Haarknude løst op uden at bruge Kniven. Ottar søgte atter ved at lokke for Pigen paa forskjellig Maade at opnaa et Blik af hende, og først efter at han længe forgjæves havde søgt at faa hende til at slaa sine ubevægelige øjne op, opgav han sit Forehavende, da han ingen Vegne kunde komme; men krænke Pigen kunde han ikke faa sig til, thi han vilde ikke paa saa styg en Maade sætte en Plet paa saa højbaaren en Jomfru, Saa vankede hun længe ad forskjellige Krogveje om i ødemarkerne, til hun i Skoven kom til et Hus, hvor der boede en Ellekvinde af overmaade stor Væxt. Hun satte hende til at vogte sine Geder, men Ottar hjalp hende fri og fristede hende atter ved at kvæde saalunde: Lad dig sige, lyd mit Raad, føj min Vilje, vord min Viv; bedre, Mø, det vist dig baader end at gjæte Gygens Geder. Bort fra Hexens hus du fare, fly nu flux og følg mig, Mø. Snart jeg paa min snelle Snekke fører dig til mine Frænder. Vend til mig dit Blik, du væne, se, med Længsel jeg dig søgte. Blot et Blik jeg beder om, kan du nænne det at nægte? "Hvad har saaledes forstyrret din Forstand og gjort dig saa afsindig", sagde han, "at du hellere vil vogte fremmedes Hjord og regnes blandt Utyskers Trælkvinder end, som det sømmer sig, give dit Minde til at blive min Viv?" Men for at hendes kyske Sinds Standhaftighed ikke skulde komme til at vakle ved Synet af noget, af hvad der var om hende, holdt hun ikke des mindre urokkelig øjnene nedslagne. Hvor stor maa ikke Kvindernes Ærbarhed have været i de Tider, eftersom de ikke engang ved deres Elskers ivrigste Lokken kunne bevæges til at se blot ganske lidt op! Da Ottar ikke engang ved de to gode Tjenester, han havde vist hende, kunde opnaa et Blik af Jomfruen, vendte han skamfuld og bedrøvet tilbage til sin Flaade. Syrithe løb paa sin vante Vis langt bort over Klipperne, og da det traf sig saa, at hun paa sin Omflakken kom til Ebbes Ganrd, udgav hun sig, skamfuld over sin Nøgenhed og Hjælpeløshed, for at være et Fattigmandsbarn. Ottars Moder skjønnede nu imidlertid alligevel, at hun var en ædelbaaren Kvinde, til Trods for at hun var falmet og klædt i en fattig Kjortel, viste hende til Sæde paa en Hædersplads og beholdt hende hos sig med en Venlighed, som var al ære værd, thi Jomfruens Dejlighed røbede hendes ædle Herkomst, og hendes Aasyn bar Vidne om hendes Æt. Da Ottar saa' hende, spurgte han hende, hvorfor hun skjulte sit Ansigt med sin Kjortel, og for yderligere at prøve hendes Sindelag, foregav han, at han skulde have Bryllup og lod Syrithe bære Lyset, da han gik til Brudekammeret. Da Lyset næsten var brændt ned, og hun pintes mere og mere, alt som Flammen kom nærmere og nærmere, lagde hun en saadan Taalmodighed for Dagen, at hun ikke rørte Haanden, saa man skulde tro, at hun ingen Smerte følte ved, at hun brændte sig; den Ild, der var i hendes Indre, dæmpede nemlig den udvortes Hede, og den glødende Attraa i hendes Sjæl holdt Flammen, som sved hendes Hud, Stangen. Omsider bød Ottar hende give Agt paa sin Haand, og bly slog hun øjnene op og saa' paa ham med sit milde Blik; det foregivne Bryllnp blev nu strax opgivet, og hun fulgte med ham til Brudesengen som hans Hustru. Senere fangede Sivald Ottar og hade i Sinde at lade ham hænge, fordi han havde skjændet hans Datter, men Syrithe gjorde da strax Rede for, hvorledes det var gaaet til med hendes Bortførelse, og skaffede ikke blot Ottar Kongens Gunst igjen, men fik ogsaa sin Fader til at ægte hans Søster. Nogen Tid efter stod der paa Sjælland et Slag imellem Sivald og Ragnald med udsøgte Krigere af udmærket Tapperhed paa begge Sider. I tre Dage anrettede de et stort Blodbad, men saa stor var Tapperheden paa begge Sider, at det var uvist, hvorhen Sejren vilde vende sig. Da styrtede Ottar, hvad enten han nu var bleven kjed af den langvarige Kamp eller blev greben af Begjærlighed efter at vinde Hæder, med Dødsforagt ind paa Fjendernes Fylking, hvor den var tættest, fældede Ragnald midt iblandt hans tapreste Krigere og skaffede saaledes pludselig Danskerne Sejr. Dette Slag blev ellers mærkeligt ved den Fejghed, de anseligste Stormænd lagde for Dagen, thi hele Hæren blev greben af en saadan Rædsel, at fyrretyve af de tapreste Svenskere siges at have vendt Ryg og taget Flugten. Den ypperste iblandt dem, Stærkodderj plejede ellers ikke at lade sig forskrække, om det saa gik nok saa haardt til, og Faren var aldrig saa stor, men nu blev han greben af en sælsom Angst og foretrak at følge sine Stalbrødre paa Flugten frem for at lade haant derom. Jeg skulde næsten tro, at det var guddommelige Magter, der indjog ham denne Skræk, for at han ikke skulde bilde sig ind, at han var i Besiddelse af overmenneskelig Tapperhed. Saaledes plejer de dødeliges Lykke aldrig at være fuldkommen. Alle disse Mænd gav sig i Tjeneste hos Hake, den største Viking i de Tider, som Vrag fra Krigen. der skylledes op til ham. ## bok 7: Sigar (Winkel Horn 1898) Derpaa blev Sigar Konge efter sin Fader Sivald. Han havde Sønnerne Sivald, Alf og Alger og en Datter, Signe. Alf, som overgik de andre i Mod og Fagerhed,gav sig i Vikingefærd. Hans Haar, der var ganske lyst, var omstraalet af en saadan Skjønhed, at det skinnede som Sølv. I de samme Dage skal der i Gøtland have været en Konge ved Navn Sivard, som havde to Sønner, Vemund og østen, og en Datter, Alvilde, som saa at sige lige fra Vuggen af var saa ærbar, at hun stadig skjulte sit Ansigt med sit Slør for at undgaa, at hendes Skjønhed vakte nogens Attraa. Hendes Fader satte hende i stræng Forvaring og lod hende opfostre en Drage og en Snog, for at dette Kryb, naar det voxede til, kunde vogte hendes Kyskhed, thi det var ingen let Sag at bane sig Vej til et Kammer, som der var sat saa farlig en Slaa for. Han bestemte ogsaa, at, om nogen forgjæves søgte at skaffe sig Adgang dertil, skulde han strax halshugges og hans Hoved sættes paa en Stage. Den Frygt, der saaledes var knyttet til dette dumdristige Foretagende, lagde en Dæmper paa Ungersvendenes iltre Sind. Alf, Sigars Søn, fandt imidlertid, at det var desto berømmeligere at gjøre Forsøget, jo farligere det var; han meldte sig derfor som Bejler og fik Anvisning paa at fælde Dyrene, der holdt Vagt uden for Jomfruens Bur, thi, som kundgjort var, tilkom det den, der besejrede dem, at tage hende i Favn. For ret at egge deres Raseri imod ham hyllede han sig i et blodigt Skind, og omgjordet med det jog han, saa snart han var kommen inden for Indhegningens Port, et gloende Staal. som han holdt i en Tang, i Svælget paa den gabende Drage og fældede den saaledes. Derpaa kastede han sit Spyd midt i Gabet paa Snogen, der snoede og bugtede sig frem imod ham, og det blev dens Bane. Da han nu krævede den Løn, der var lovet for Sejren, sagde Sivard, at han kun vilde tage den til Svigersøn, som hans Datter selv frit valgte. Pigens Moder var den eneste, som ikke saa' med gunstige øjne paa hans Bejlen, og udforskede i en hemmelig Samtale sin Datters Sind. Da denne ivrig priste ham for hans Tapperhed, gjorde hun hende haarde Bebrejdelser, fordi hun slappede sin Kyskhed og lod sig fange af lokkende Blikke og uden at spørge om hans Dyd med letfærdigt Sind kastede sine øjne paa Skjønhedens daarende Tillokkelser. Saa fattede Alvilde Foragt for den danske Ungersvend, ombyttede sine Kvindeklæder med Mandsdragt og blev fra en over al Maade bly Jomfru til en grum Viking. Efter at have taget adskillige Piger, der var lige saadan sindede som hun, i sin Tjeneste kom hun tilfældigvis til et Sted, hvor en Flok Vikinger sørgede over Tabet af deres Høvding, som var falden i Kamp. Formedelst hendes Fagerhed gjorde de hende til deres Høvding. og hun udførte Bedrifter, der langt overgik, hvad man kunde vente af en Kvindes Mod. Alf gjorde mange møjsommelige Togter for at opsøge hende, og ved Vintertid traf det sig saa, at han stødte paa Blakmannernes Flaade. Vandet var paa den Tid haardt frosset, og Skibene var omgivne af en saadan Ismasse, at de ikke var til at faa af Stedet, om man saa trak paa Aarerne af alle Kræfter. Da den langvarige Frost bød de indespærrede en sikrere Vej, befol Alf sine Mænd at begive sig ud paa Havets faste Flade med deres Sokkebroge paa, efter at de havde taget deres glatte Sko af for bedre at kunne staa fast, naar de løb over Ismarken. Blakmannerne troede, at de vilde tage Flugten, saa hurtig deres Fødder kunde bære dem, og angreb dem derfor, men de kunde ikke staa fast paa Benene, thi den glatte Is gjorde deres Gang usikker. Danskerne derimod gik med faste Fjed over det af Kulden stivnede Vand og overmandede deres Fjender, der var usikre paa Benene. Efter at have overvundet dem satte de Kursen mod Finland. Da de dér kom ind i en snæver Vig, sendte de Spejdere ud og fik da at vide, at havnen holdtes besat af nogle faa Skibe. Alvilde var nemlig før end de sejlet ind i den samme snævre Vig med sin Flaade. Da hun nu saa Skibe, hun ikke kjendte, langt borte, roede hun dem hurtig i Møde, thi hun holdt for, at det var bedre at angribe Fjenden end at bie paa ham. Alfs Mænd syntes ikke om at angribe Fjendens Skibe med de faa, de havde, men han svarede, at han vilde skamme sig, om nogen skulde komme og fortælle Alvilde, at han havde opgivet sit Forsæt, fordi der kom nogle faa Skibe imod ham, man burde ikke lade saadan en Smaating sætte en Plet paa det Ry, man havde vundet ved store Bedrifter. Danskerne undrede sig ikke lidet over, hvor deres Fjender havde saa fagre Legemer og saa velskabte Lemmer fra. Da Søslaget begyndte, sprang Alf over i Alvildes Forstavn og gik frem helt til Bagstavnen, idet han fældede enhver, der stillede sig imod ham. Hans Stalbroder Borkar slog Hjælmen af Alvilde, og da han saa', hvor glathaget hun var, skjønnede han, at her burde man kysse og ikke slaas, lægge de grumme Vaaben til Side og handle med Fjenden paa en blidere Maade. Alf blev glad over, at hun, som han med utrættelig Møje og under saa mange Farer havde søgt til Lands og til Vands, nu uformodentlig førtes ham i Møde; han greb hende ivrig og nødte hende til igjen at ombytte Mandsdragten med Kvindeklæder, og siden fik han med hende en Datter Gyrithe. Borkar ægtede en af Alvildes Følge ved Navn Gro og fik med hende en Søn Harald, som den næste Slægt kaldte med Tilnavnet Hildetand. For at nu ingen skal undre sig over, at det svage Kjøn lagde sig efter Krigsvæsen, vil jeg gjøre et lille Sidespring for kortelig at gjøre Rede for saadanne Kvinders Vilkaar og Sæder. Der gaves i fordums Dage blandt Danskerne Kvinder, som omdannede deres kvindelige Skjønhed til mandigt Væsen og anvendte næsten al deres Tid paa krigerske Idrætter, for at deres Tapperhed ikke skulle sløves ved Yppigheds Smitte. De hadede nemlig al Slags vellystig Levemaade og hærdede stadig Legeme og Sjæl ved Udholdenhed og Anstrængelse, og idet de gav Afkald paa al kvindelig Svagheds Blødagtighed, tvang de Kvindesjælen til at lægge sig efter mandlig Grumhed og lagde saa ivrig Vind paa Krigsvæsenet, at man kunde fristes til at tro, de ikke længer var Kvinder. Det var især saadanne, som havde stærke Sjæle eller udmærkede sig ved slanke, høje Legemer, der plejede at slaa ind paa det Liv. Som om de glemte de Kaar, de var fødte i, og foretrak Barskhed for kjælne Ord, bød de kamp i Steden for Kjærtegn, tørstede efter Blod og ikke efter Kys, lagde sig hellere efter Krigens end efter Kjærlighedens Idrætter og krystede Spyd i de Hænder, de burde have brugt ved Væven, tænkte ikke paa Brudesengen, men paa Døden, og angreb med hvasse Vaaben de Mænd, som de kunde have frydet med deres Skjønhed. Nu vender jeg tilbage fra denne Udflugt og tager Traaden op igjen. Tidlig om Vaaren, da Alf og Alger atter havde givet sig ud paa Vikingetog og afsøgte Havet i forskjellige Retninger, stødte de med hundrede Skibe paa Underkongen Hamunds Sønner Helvin, Hagbard og Hamund. De yppede Kamp med dem, og kun Tusmørkets Taage standsede deres af Blodbadet trætte Hænder, og Krigsmændene fik Befaling til at holde Fred om Natten. Dagen efter blev Freden fornyet og stadfæstet ved gjensidig Ed, thi saa store Saar havde begge Parter faaet i Gaarsdagens Kamp, at der ikke kunde være Tale om at begynde igjen, saa de, som lige stor Tapperhed havde udmattet, blev af Nødvendigheden drevne til at holde Fred. I de samme Dage bejlede Hildegisel, en Tysker af fornem Herkomst, stolende paa sin Fagerhed og høje Byrd, til Sigars Datter Signe, men hun nærede den største Foragt for ham paa Grund af hans Uanselighed, thi Mod havde han selv ingenting af og vilde helst grunde sin Lykke paa andres Gjævhed. Det Ry, der gik af Hakes store Bedrifter, havde især bøjet hendes Hu til ham, thi hun havde større Tanker om de stærke end om de svage og beundrede ikke Skjønhed, men Bedrifter, vel vidende, at al Fagerheds Tillokkelse blegner i Sammenligning med Tapperhed og ingenlunde kan veje op mod den. Der gives nemlig Piger, som mere betages af deres Elskeres Navnkundighed end af deres smukke Udseende, som ikke dømmer efter det ydre, men efter det indre, og som kun Ærbødighed for en Mands Mod kan opflamme til at give ham deres Tro. Men da Hagbard nu kom til Danmark med Sigars Sønner og uden deres Vidende fik deres Søster i Tale, fik han hende til at love ham hemmelig at skjænke ham sin Elskov. Da senere Ternerne holdt Mandjævning imellem de gjæveste Mænd og sammenlignede deres Adkomster til Berømmelse, sagde hun, at hun foretrak Hake for Hildegisel, thi hos denne fandt hun intet andet, der var værd at prise, end hans Skjønhed, men hos hin vejede det gjæve Sind op imod det uskjønne Ansigt. Og ikke tilfreds med at have prist ham med jævne Ord, kvad hun denne Vise: Favr og fin ej Folk ham finder, men som herlig Helt han prises. Mod og Manddom Manden pryder mest af alt i mine øjne. Se, hvor stolt hans øje straaler, Adel lyser af hans Aasyn! Om den anden ej jeg véd andet end, at fager er han. Kun en stakket Stund det varer, før hans Fagerhed er falmet. Vist jeg om den anden ved: aldrig ruster Heltens Ry. Mig ej flygtig Skjønhed frister, daarer mig som mange andre. Højt jeg priser Heltens Manddom, ænser ej et fagert Ansigt. Det bares dem, som var til Stede og hørte denne Vise, for, som kvad hun Hagbards Pris under Hakes Navn. Hildegisel blev gram i Hu over, at hun foretrak Hagbard for ham og fik ved Gaver en blind Mand ved Navn Bølvis lokket til at faa Venskabet mellem Sigars og Hamunds Sønner vendt til Had. Kong Sigar plejede nemlig ved alt, hvad han tog sig for, at lytte til to gamle Mænds Raad, af hvilke Bølvis var den ene. De var saa forskjellige i Sind, at den ene plejede at bringe Folk, der var Fjendskab imellem, til at fatte Venskab for hinanden, den anden lagde Vind paa at sætte Splid imellem Venner og puste til llden, naar der var Fjendskab imellem dem. Bølvis bagvaskede da først Hamunds Sønner for Sigars Sønner med løgnagtig og ondskabsfuld Tale; de plejede aldrig trofast at holde Fred og Stalbroderskab, sagde han, det var bedre at holde Styr paa dem ved at kriges med dem end ved at slutte Forbund med dem. Ungersvendenes Pagt blev da brudt, og medens Hagbard var borte, angreb Sigars Sønner Alf og Alger Helvin og Hamund og fældede dem ved den Havn, som kaldes Hamunds Vig. Hagbard kom saa senere med friske Kræfter for at hævne sine Brødre og fældede dem i et Slag. Hildegisel slap fra det med et Spyd igjennem begge Arsballerne, hvilket gav Anledning til Spot over de tyske Stridsmænd, thi dette Saar var jo ikke blot stygt, men ogsaa skjændselsfuldt. Derpaa klædte Hagbard sig i Kvindeklæder, og som om han ingen Overlast havde tilføjet Sigars Datter ved at dræbe hendes Brødre, gik han ene til hende i Tillid til det Løfte, hun havde givet ham, idet han mere stolede trygt paa hendes Troskab end nærede Frygt for Følgerne af sin Daad. I den Grad lader vellystig Attraa haant om Farer. Og for at have et Paaskud for Rejsen udgav han sig for Hakes Skjoldmø og sagde, at han bragte Bud fra ham til Sigar. Da han om Aftenen fik sit Natteleje anvist blandt Ternerne, og Pigerne, som tvættede hans Fødder, tørrede dem, spurgte de, hvoraf det kom, at hans Ben var saa laadne og hans Hænder saa haarde at føle paa. Han kvad da: Sært, at I kan spørge, Piger, hvi min Saal er sejg som Horn, hvi min Læg er grov og laaden, hvi min Haand er haard at kryste. Strandens Sten min Saal har slidt; Vind og Vejr paa Huden virker. Ej som I jeg altid sad stille i en Fruerstue. Snart jeg snelt min Snekke sejled, snart paa Strand jeg Strandhug gjorde, stormed Borge, brændte Byer, aldrig Rør og Lad jeg rørte. Kun i Plader jeg mig klædte, bar som I ej bløde Klæder; altid Sværd og Spyd jeg svang, det gjør Huden haard og ru. Signe tøvede ikke med at støtte dette hans Udsagn med samstemmende Udtalelser. Det var rimeligt, sagde hun, at Hænder, der hyppigere havde med Saar end med Uld at gjøre og hyppigere var optagne af Kamp end af at sysle med Væven, havde et til deres Gjerning svarende Udseende og ikke var svage og bløde at føle paa som andre Kvinders. De var jo hærdede dels af Krigens Anstrængelser, dels af Arbejdet til Søs. Hakes Skjoldmø gav sig jo nemlig ikke af med Kvindesysler, men var vant til med blodbestænket Haand at svinge Lansen og kaste med Spyd. Intet Under derfor, at hendes Fodsaaler var hærdede af de umaadelige Vandringer, hun havde gjort, og at de ru Stene paa Strandbredderne, hun saa tit havde maattet gaa paa, havde slidt dem, saa Huden paa dem var bleven tyk og sejg og ikke var fin og blød at føle paa som deres, eftersom de næsten aldrig gik ud, men stadig sad indelukkede i Borgen. Da Hagbard var kommen til at dele Seng med hende under Paaskud af, at han burde hædres med det fornemste Leje, hviskede han til hende midt under de Gammensord, de vexlede: Fagre Mø, som fro jeg favner, og som under mig din Elskov, vil du aldrig Vennen svigte, aldrig elske anden Mand? Om din Fader nu mig fanger, vil med Hagbard grumt han handle. Flux mit liv jeg da maa lade, mangt han har paa mig at hævne. Først jeg dine Brødre fælded, nu med dig jeg Leje deler; aldrig efter det han under Hagbard Liv og Livets Lykke. Sig du væne, hvad du vil, naar mit Liv jeg nu maa lade. Tungt det falder mig at tænke dig i anden Elskers Arm. Hertil svarede Signe: Aldrig anden Mand jeg elsker, andens Viv jeg aldrig vorder. Skal dit Liv du lade, kjære, følger jeg dig flux i Døden. Ene dig jeg gav min Elskov, Ingen før i Favn mig tog; aldrig skal os Skæbnen skille, Liv og Død med dig jeg deler. Om dig hvasse Vaaben bider, falder Signe ved din Side; hvad der end din Død skal volde, samme Lod mig Livet røver. Disse Ord oplivede saaledes Hagbards Mod, at han havde mere Gammen af hendes Løfte end Frygt for den Fare, der ventede ham, naar han skulde gaa. Da Ternerne havde forraadt ham og Sigars Stridsmænd angreb ham, forsvarede han sig længe og kraftig og fældede adskillige at dem i Døren. Omsider blev han fangen og ført frem paa Tinge, hvor Folkets Meninger var delte. Mange sagde nemlig, at han burde straffes paa Livet for saa stor en Misgjerning, men Bilvis, Bølvis' Broder, og andre fældede en bedre Dom; det var bedre at gjøre Brug af hans Tapperhed end at fare grumt frem imod ham, sagde de. Saa traadte Bølvis frem og sagde, at det var onde Raad, som bød Kongen at tilgive, naar han burde have Hævn. og med uværdig Medynk vilde mildne hans retfærdige Harme. Hvorledes skulde Sigar over for ham kunne bevæges af Tilbøjelighed til Skaansel eller Medynk, ham, som ikke blot havde berøvet ham den Trøst, han skulde have af sine to Sønner, men ogsaa havde paaført ham Skjændsel ved at forføre hans Datter? Denne Mening bifaldt de fleste, og saa blev Hagbard da dømt til Døden, og der blev rejst en Galge, han skulde hænges i. Saaledes gik det til, at den, som fra første Færd af næsten ingen Stemmer havde haft imod sig, blev straffet, fordi alles Grumhed vendte sig imod ham. Straks efter rakte Dronningen ham et Bæger og bød ham slukke sin Tørst, idet hun truede ham saalunde: Ædle Helt, du bolde Hagbard, tag det Bæger, jeg dig byder! Ej bør rød og ræd du ryste; drik dig Mod til, før du dør. Ravne skal dit Aadsel slide, naar i Galgen højt det gynger, mens din Sjæl til Helhjem stævner for blandt Skygger sig at fjæle. Ungersvenden tog Bægeret, hun bød ham, og svarede: Bægeret, du byder, Dronning, vil jeg fro og frejdig tømme. Hel forgjæves Hagbard venter, glad jeg snart til Valhal gaar. Uden Hævn ej heden gaar jeg, barnløs snart mit Ord du sander. Saart du dine Sønner savner, som mit gode Glavind vog. Saaledes hævnede han sig for hendes Trusler ved at minde hende om, at han havde dræbt hendes Sønner, og derpaa kastede han Bægeret i Ansigtet paa hende, saa Vinen randt ned ad det. Imidlertid spurgte Signe sine grædende Terner, om de kunde faa sig til at deltage med hende i, hvad hun havde sat sig for, og de lovede at gjøre alt, hvad deres Jomfru ønskede, og det gav de hende deres Ord paa. Derpaa sagde hun med grædende Taarer, at hun vilde følge den eneste Mand, hun havde delt sit Leje med, i Døden, og bød dem, saa snart der blev givet Tegn fra Udkigstaarnet, at stikke Ild paa Huset med Fakler, og derhos skulde de lave Strikker af deres Hovedklæder og, idet de skjød Skamlerne bort under deres Fødder, kvæle sig med dem. Det gik de ind paa, og for at de skulde blive mindre bange for Døden, gav hun dem Vin at drikke og drak dem selv til. Saa blev Hagbard ført op paa den Høj, som siden har baaret Navn efter ham, for at hænges der. For nu at prøve sin elskedes Troskab bød han Knægtene hænge hans Kappe op i Galgen, det vilde more ham, sagde han, at se, hvorledes hans nær forestaaende Død vilde tage sig ud. De gjorde, som han bød, og Vagten i Udkigstaarnet, som troede, at det var Hagbard, han saa' hænge i Galgen, gav Tegnet til de i Borgen forsamlede Piger. Disse stak strax Ild paa Huset og hængte sig, idet de skjød Skamlerne bort under deres Fødder. Da Hagbard saa' Kongeborgen omspændt af Luer og det vel kjendte Jomfrubur brænde, sagde han, at han følte større Glæde over sin elskedes Troskab end Sorg over, at han skulde dø, og idet han opfordrede de hosstaaende til at dræbe ham, vidnede han i følgende Kvad, hvor lidet han ænsede Døden: Hurtig, Svende, hæng nu Hagbard! glad han nu i Døden gaar. Signes Bur nu lystig brænder; se, hvor Luen liflig lyser. Sagn og Sang skal Signe prise, trofast Brud har Baalet tændt, Liv og Død vi svor at dele, holdt hun har, hvad huldt hun loved. Højt jeg love maa min Lykke, at jeg fik saa ædel Brud. Her var godt, men bedre hisset; aldrig skal vi to nu skilles. "Se", sagde han, "jeg hilser min forestaaende Død med Glæde; thi ikke engang blandt Skyggerne tilsteder Kjærligheden, at de elskendes Favntag ophører". Og medens han sagde det, hængte Knægtene ham. Men paa det ingen skal tro, at alle Oldtidens Spor er helt forsvundne, bekræftes Troværdigheden af det, som nys er fortalt, endnu den Dag i Dag ved Vidnesbyrd paa selve Stedet, thi baade har Hagbard ved sin Død givet det Navn, og ikke langt fra Sigars By er der et Sted, hvor en Høj rager lidt op over Sletten og ved sin Jorddynge viser, at der har været et gammelt Bosted. En Mand har ogsaa fortalt Absalon, at han havde set en Bjælke, der var funden der paa Stedet, og som en Bonde havde stødt paa med sit Plovjærn, da han pløjede Jorden. Da Hake Hamundssøn spurgte denne Tidende og nu vilde vende sine Vaaben fra Irerne imod Danskerne for at hævne sin Broder, forlod Hake Sjællænder, Vigers Søn, og Stærkodder ham. De havde været hans Stalbrødre hele Tiden, siden Ragnald faldt, men nu følte den ene sig tilskyndet af Venskab, den anden af Hensynet til sin Herkomst, og saaledes drev forskjellige Grunde dem begge til at handle paa samme Vis. Fædrelandskjærlighed afholdt nemlig Hake fra at angribe Danmark, thi medens de andre førte Krig imod fremmede, vilde han være kommen til at kæmpe med sine Landsmænd. Stærkodder derimod vilde ikke gaa som Fjende imod den gamle Sigar, fordi han havde nydt Gjæstevenskab hos ham og saaledes vilde være kommen til at lønne godt med ondt. Saa stor Ærbødighed nærer nemlig somme for Gjæstevenskabet, at de ikke er at bevæge til at øve nogen Overlast imod dem, de mindes en Gang at have nydt Venlighed af. Men Hake, som regnede sin Broders Død for et større Tab end sine Kæmpers Frafald, samlede sin Flaade i den Havn, som hedder Hærvig, lod sine Krigsfolk gaa i Land og opstillede sin Fylking af Fodfolk dér, hvor nu den By, Esbern har bygget, med sine Forskansninger beskjærmer de omboende og formener vilde Barbarer Adgang. Derpaa delte han sine Folk i tre Skarer og sendte to Tredjedele af Flaaden i Forvejen til Aaen Susaa, idet han satte nogle faa Mænd til at ro. Skibene skulde gjøre den vanskelige Sejlads op ad Aaens Krumninger og i fornødent Fald komme Fodfolkene til Undsætning. Selv gik han med Resten til Fods og søgte for det meste ind i Skovene for ikke at blive set. Denne Vej, som i gamle Dage var opfyldt af store Skove, er nu til Dels tjenlig for Ploven og kun sparsomt bevoxet med Krat. For at de ikke, naar de kom ud paa aaben Mark, skulde savne Træernes Skjul, bød han dem afhugge Grene og bære dem foran sig, og for at intet skulde besvære dem under deres hurtige Fremrykning, bød han dem derhos kaste en Del af deres Klæder samt deres Sværdskeder fra sig og bære Sværdene blottede. Til evigt Minde herom gav han en Høj og et Vadested Navn. Ved saaledes at rykke frem om Natten skuffede han to Vagtposter, men da han kom til den tredje, ilede Spejderen, som blev dette usædvanlige Syn var, strax til Sigars Sovekammer og sagde, at han havde en sælsom Tidende at melde, han havde set Løv og Buske gaa som Mennesker. Da Kongen spurgte, hvor langt borte den gaaende Skov var, svarede han, at den var tæt ved, og Kongen sagde da, at dette Vidunder varslede hans Død. Derfor kaldes den Sump, hvor Grenene blev huggede af, i Folkemunde Helmosen. Da han var bange for, at der var for snæver Plads i Byen, forlod han den og søgte ud i aaben Mark for at byde Fjenderne Slag der. Ved det Sted, som nu hedder Valbrønde, hvilket vil sige Ligbrønden, maatte han bide i Græsset, efter at Slaget var gaaet ham imod. Hake benyttede sig af sin Sejr til at fare frem med Grumhed og lod saa stor en Misgjerning følge efter sin Lykke, at han, opsat paa at dræbe i Flæng, hverken ænsede Byrd eller Kjøn. Han kjendte hverken til Medlidenhed eller Skam, men rødnede sit Sværd i Kvindeblod og dræbte grumt Mødre og Børn i det almindelige Blodbad. Sivald, Sigars Søn, som hidtil havde holdt sig hjemme i sin Faders Hus, samlede nu, da han fik Nys om dette, en Hær for at tage Hævn over Hake. Denne, som blev forskrækket over det store Tilløb, Sivald fik, besluttede nu med Tredjedelen af Hæren at vende tilbage til Flaaden i Hærvig og tage Vejen over Havet. Hans Stalbroder Hake med Tilnavnet den Hugprude, mente imidlertid, at han mere burde sætte Lid til den nys vundne Sejr end nære Frygt, fordi Hake drog bort, og, idet han foretrak Døden for Flugt, vilde han bevare Resten af Hæren. Han trak da Lejren lidt tilbage og ventede ved Byen Axelsted en liden Stund paa, at Flaaden skulde komme, idet han lastede sine Stalbrødre for deres Sendrægtighed, fordi det varede saa længe, inden de kom. Flaaden, der var bleven sendt ind i Aaen, var nemlig endnu ikke kommen til den Havn, den efter Bestemmelsen skulde ankre op i. Sigars Fald og Kjærligheden til Sivald opflammede nu imidlertid Almuens Sind i den Grad, at begge Kjøn blev opsatte paa Kamp, saa at man ikke skal tro, at Kvinderne holdt sig tilbage fra at hjælpe til i Slaget. Næste Morgen mødtes Hake og Sivald, og Slaget varede i to Dage. Der blev kæmpet med den største Grumhed, begge Høvdinger faldt, og de, der var tilbage af Danskerne, sejrede. Men Natten efter, at Slaget var endt, naaede Flaaden den bestemte Havn efter at være sejlet igjennem Susaa. I gamle Dage var denne Aa nemlig sejlbar, men nu er den saa tilgroet og smal, at kun faa Skibe kan komme ind i dens snævre og dorske Løb. Da Søfolkene ved Daggry saa' deres Stalbrødres Lig, opkastede de for at jorde Høvdingen en anselig Høj, som endnu i vore Dage er navnkundig og kaldes Hakes Gravhøj. Pludselig kom saa Borkar over dem med sine skaanske Ryttere og huggede dem ned, og efter at have fældet Fjenderne besatte han Skibene, som nu var blottede for Rorfolk, og satte over Hals og Hoved med aandeløs Hast efter Hamunds Søn. Han traf ham, og efter at det var gaaet Hake ilde i Slaget, flyede denne slagen af Skræk med tre Skibe til Skotland, hvor han to Aar efter døde. ## bok 7: Fra Sigar til Harald Hildetand (Winkel Horn 1898) Alle disse Krige og Ulykker havde i den Grad svækket den danske Kongeslægt, at der nu kun var Gyrithe, Alfs Datter og Sigars Sønnedatter, tilbage af den. Da Danskerne ikke længer havde deres højbaarne Fyrster til at staa for Styret, som de var vante til, overdrog de Herredømmet til Mænd af Folket og valgte sig Fyrster blandt Menigmand, satte østmar over Skaane og Hunding over Sjælland, Hane gav de Herredømmet over Fyn og Rørik og Hother over Jylland, saaledes at de skulde dele Magten og Myndigheden imellem sig. For at man nu ikke skal være uvidende om, hvem der blev Stamfader for den følgende Kongeslægt, falder det mig ind, at jeg nødvendigvis maa gjøre et lidet Sidespring for at gjøre Rede for visse Ting. Der fortælles da, at Gunnar, den tapreste blandt Svenskerne, en Gang af de vægtigste Grunde var bleven opbragt paa Nordmændene og ved sine Bønner opnaaede tilladelse til at angribe dem, men saa misbrugte denne Tilladelse ved at udsætte sig for de største Farer. Det første af de Angreb, han havde sat sig for, rettede han imod Jæderen, hvor han fo'r frem med lld og Sværd; Bytte brød han sig ikke om, hans eneste Glæde var, at Veje og Stier overalt, hvor han fo'r frem, blev bedækkede med Lig og bestænkede med Blod, thi medens andre plejede at undgaa Blodsudgydelse og at lægge mere Vind paa at vinde Bytte end paa at øve Manddrab, foretrak han Grumhed for Vinding og søgte helst at tilfredsstille sin Blodtørst ved at dræbe Mennesker, og tilskyndede ved denne Grumhed kom Landsens Folk den truende Fare i Forkjøbet ved at overgive sig. Da Nordmændenes Konge Ragnald, som var en højt bedaget Olding, hørte, hvorledes han fo'r frem, lod han grave en Hule og sin Datter Drot indelukke i den med passende Følge og Levnedsmidler for lang Tid. Ogsaa nogle Sværd, der var smedede med den største Kunstfærdighed, nedlagde han tillige med det kongelige Boskab i Hulen for ikke at sætte Fjenden i Stand til at tage og bruge det Sværd, som han saa', han selv ikke kunde gjøre Brug af. Og for at man ikke skulde blive Hulen var paa Grund af dens Højde, lod han Bakken oven over den jævne med Jorden. Derpaa drog han i Krig, men da han med sine gamle Lemmer ikke kunde gaa alene i Slaget, støttede han sig til sine Hirdmænds Skuldre og gik saaledes ført og holdt oppe af andre. Han faldt i Slaget efter at have kæmpet med mere Iver end Held, og hans Land fik efter hans Død stor Grund til at skamme sig. For at straffe det overvundne Folk for dets Fejghed paa en usædvanlig styg Maade satte Gunnar nemlig en Hund til Høvding over det. Hvad skal vi vel tro, han har tilsigtet med dette, andet end at lade et hovmodigt Folk føle sig rigtig grundig straffet for sit Overmod ved at maatte bøje sine stive Nakker for en gjøende Hund. Og for at Forsmædelsen skulde være fuldstændig, indsatte han Jarler, som i Hundens Navn skulde varetage Landets Anliggender, og satte Stormænd af forskjellig Rang til stadig at vaage over den. Han fastsatte ogsaa, at hvis en af Hirden fandt det forsmædeligt at vise sin Høvding Hyldest og ikke vilde være med til i dybeste Ærbødighed at følge den, naar den rendte frem og tilbage, skulde han straffes med Lemlæstelse. Han paalagde ogsaa Folket dobbelt Skat og Skyld, idet der baade skulde betales af Høstens Afgrøde og om Foraaret. Saaledes opnaaede han ved at knække Nordmændenes Hovmod, at de ret tydelig fik at fornemme, hvilket Skaar der var gjort i deres Stolthed, eftersom de saa' sig tvungne til at bringe en Hund Hyldest. Da han hørte, at Kongens Datter var anbragt i et Skjulested langt borte, anspændte han al sin Sindrighed for at opspore, hvor hun var, og saa skete det da, at han, som selv søgte efter hende sammen med andre, utydelig hørte en Lyd som af Hvisken, der kom langt borte fra under Jorden. Han gik langsomt videre og skjelnede nu tydeligere en menneskelig Stemme. Han befol da, at Jorden, de gik paa, skulde graves op helt ned til den faste Klippe, og Hulen kom da pludselig for Dagen, og han saa' dens bugtede Gange. Trællene, som søgte at forsvare de blottede Adgange til Hulen, blev dræbte og Pigen trukket ud af den tillige med de dér forvarede Sager, men sin Faders Sværd havde hun med megen Omtanke gjemt paa et endnu hemmeligere og sikrere Sted. Gunnar tvang hende nu til at være ham til Vilje, og hun fødte ham Sønnen Hildiger, som i den Grad slægtede sin Fader paa i Henseende til Grumhed, at han altid var opsat paa Manddrab, ikke tænkte paa andet end paa at slaa Mennesker ihjel og altid led af en umættelig Blodtørst. Han blev da ogsaa til sidst landsforvist af sin Fader for sin ulidelige Grumhed, men da han strax fik et Jarledømme overladt af Alver, anvendte han fremdeles al sin Livstid paa Krig og Orlog, fejdede paa sine Naboer og anrettede Mandslæt iblandt dem, thi han opgav intet af sin vante Grumhed, fordi han var bleven landsforvist, og skiftede ikke Sind, fordi han havde maattet skifte Bosted. Imidlertid havde Borkar faaet Nys om, at Ragnalds Datter Drot med Vold var bleven tvungen til at ægte Gunnar, og han skilte da denne baade ved Hustru og Liv og tog selv Drot til Ægte, hvilket hun ikke var uvillig til, thi det tyktes hende ret og billigt, at hun ægtede sin Faders Hævner, hun sørgede nemlig over sin Fader og kunde aldrig med Glæde være hans Banemand til Vilje. Med hende avlede Borkar en Søn Halfdan, som i sin første Ungdom havde ord for at være taabelig, men senere blev berømmelig ved de mest straalende Bedrifter og vandt Ry for de ypperligste Egenskaber, der kan pryde en Mand. Medens han endnu var Dreng, gav en navnkundig Kæmpe, som han i Kaadhed havde drevet Gjæk med, ham en Gang en Næsestyver, og han gik da strax løs paa ham med en Stok, han havde i Haanden, og slog ham ihjel. Dette var et Varsel om det Ry, han skulde vinde ved sine Bedrifter; den Foragt, han tidligere havde været Gjenstand for, veg i Resten af hans Liv Pladsen for det mest straalende Ry. Den Handling indviede hans herlige Krigsbedrifters Storhed. I de Dage hjemsøgte en ruthensk Viking ved Navn Rød skammelig vort Fædreland med Plyndring og Grumhed. Han var saa glubsk, at, medens andre dog ikke kunde nænne at plyndre deres Fanger helt ind til Skindet, ansaa han det ikke for utilbørligt ogsaa at plyndre dem for de Klædningsstykker, der dækker de Dele af Legemet, som Blufærdigheden byder at skjule. Derfor plejer vi endnu at bruge Ordet Røde-Ran for at betegne et meget grovt og umenneskeligt Røveri. Han havde ogsaa stundom for Skik at anvende følgende Pinselsstraf: han gjorde den højre Fod rigtig fast paa Jorden, og det venstre Ben bandt han til Grene, som i den Hensigt var bøjede, og naar Grenene saa blev slupne og sprang tilbage, flaktes Kroppen midt ad. Hane, Kongen paa Fyn, vilde gjærne indlægge sig stor Hæder og Ære og prøvede derfor paa at bekæmpe ham med sin Flaade, men maatte give sig paa Flugt kun fuJgt af én Mand. Det er til Spot og Spe for ham, at det Ordsprog ér blevet gængs: "Hane er hjemme rigest". Nu kunde Borkar ikke længer holde ud at se paa den Fortræd, hans Landsmænd led, og han angreb derfor Rød; de kæmpede sammen, og de omkom sammen. Efter hvad der fortælles, blev Halfdan haardt saaret i det samme Slag og var en Tid lang svag af de Saar, han havde faaet. Et af dem havde paa en temmelig iøjnefaldende Maade skæmmet hans Mund. Den knuste Del af Læben vaar nemlig saa svullen, at Kjødet ikke kunde gro ud og fylde den buldne Flænge. Dette skaffede ham et forsmædeligt Tilnavn, uagtet Saar forpaa ellers snarere plejer at indbringe den, der faar dem, Ros og ikke Skam. Saa ondsindet kan den almindelige Mening undertiden tyde, hvad der i sig selv er Ære værd. Da Gyrithe, Alfs Datter, imidlertid betænkte, at hun var den eneste, der var tilbage af Kongestammen, og der ikke fandtes nogen, som var hendes Jævning i Byrd, og som hun kunde ægte, aflagde hun Løfte om frivillig Kyskhed, idet hun ansaa det for bedre ikke at gifte sig end at ægte en Mand af Folket, og for at sikre sig inod Vold lod hun sit Jomfrubur bevogte af en udsøgt Skare Kæmper. En Gang traf det sig saa, at Halfdan kom til hende, da Kæmperne, hvis Broder han selv som Dreng havde slaaet ihjel, var borte. Han sagde da til hende, at hun burde løse sit Jomfrubælte og ombytte Kyskhed med Elskov, at hun ikke burde give i den Grad efter for sit ønske om at leve kysk, at hun lod haant om ved at gifte sig at gjenoprette det forfaldne Kongedømme. Han bød hende tage ham, der var af overmaade ædel Byrd, i Betragtning som en, hun kunde gifte sig med, eftersom hun syntes kun at ville unde nogen sin Elskov af den Grund, han havde nævnet. Hertil svarede Gyrithe, at hun ikke kunde faa sig til at parre den Rest, der var tilbage af Kongestammen, med en Mand af ringere Herkomst, og ikke nok med, at hun bebrejdede ham hans Byrd, men hun lagde ham ogsaa hans vanskabte Mund til Last. Halfdan sagde da, at hun havde sigtet ham for to Lyder, for det første, at hans Herkomst ikke var glimrende nok, for det andet, at han havde en Flænge som et Hareskaar, der ikke vilde gro sammen; derfor vilde han nu ikke komme igjen for at bejle til hende, før han havde vundet saa stor Berømmelse i Krig, at den gjorde begge disse Lyder til intet. Han bad hende ogsaa om ikke at unde nogen Mand at dele Leje med hende, før end hun havde spurgt sikre Tidender om, at han var kommen hjem, eller at han var død. Kæmperne, hvis Broder han forlængst havde dræbt, blev vrede over, at han havde talt med Gyrithe, og forfulgte ham til Hest. Da han saa' det, bød han sine Stalhrødre skjule sig, thi han vilde ene tage imod Kæmperne, sagde han, og da hans Ledsagere tøvede og holdt for, at den Befaling vilde de have Skam af at adlyde, drev han dem bort med Trusler; Gyrithe skulde aldrig spørge, at han af Frygt unddrog sig en Kamp. Han fældede strax en Eg og tildannede den som en Kølle, kæmpede saa ene med tolv og dræbte dem. Da de havde maattet bide i Græsset, vilde han ikke lade sig nøje med den Ære, han havde vundet ved saa ypperlig en Bedrift, men fik, for at udføre endnu større Ting, af sin Moder de Sværd, der havde tilhørt hans Bedstefader, det ene hed Lysing, det andet Hviding paa Grund af den Glans, der lyste af den hvasse Od. Da han spurgte, at der rasede en Krig imellem Svenskekongen Alver og Ruthenerne, drog han paa staaende Fod til Rusland, tilbød Landsens Folk dér sin Bistand og blev af alle modtagen med den største Ære. Alver var ikke langt borte, de var kun skilte fra hinanden ved et lidet Stykke Vej. Alvers Stridsmand Hildiger, Gunnars Søn, udæskede Ruthenernes Kæmper til at slaas med sig, men da han saa' Halfdan træde frem og godt vidste, at han var hans Broder, fik Blodets Røst Overtaget over hans Tapperhed, og han sagde, at han, der havde Ry for at have fældet halvfjerdsindstyve Kæmper, ikke vilde slaas med en lidet forsøgt Mand. Han bød ham først forsøge i det mindre, saa kunde han bagefter gaa over til Ting, der svarede til hans Kræfter. Dette sagde han ikke af Mistillid til sit Mod, men for at bevare sin Ærlighed, thi han var ikke blot meget tapper, men ogsaa forfaren i at døve Sværd med Galdresange. Da han nu betænkte, at Halfdans Fader var hans egen Faders Banemand, rørte der sig to Følelser i ham: Lyst til at hævne sin Fader og Kjærlighed til Broderen, og han holdt det derfor for raadeligere at unddrage sig Udfordringen end at begaa en stor Brøde. Halfdan forlangte da, at en anden Kæmpe skulde gaa imod ham i hans Sted, og fældede den, der mødte frem; det varede ikke længe, før end ogsaa Fjenderne tilkjendte ham Sejrskransen, og alle erklærede ham enstemmig for den tapreste af alle. Dagen efter forlangte han at slaas med to og fældede dem begge, tredje Dagen vog han tre, fjerde Dagen fire, femte Dagen fem. Da ottende Dagen kom, og Tallet paa dem, han sloges med, og de Sejre, han vandt, stadig var voxet i samme Forhold, fældede han elleve i én Dyst. NU skjønnede Hildiger, at det Ry, han havde vundet for sine Bedrifter, ikke var større end Halfdans Tapperhed, og han kunde nu ikke længer faa sig til at nægte at kæmpe med ham. Da han var bleven dødelig saaret af Halfdan med et Sværd, der var omviklet med Klude, kastede han sine Vaaben og tiltalte liggende paa Jorden sin Broder saalunde: Godt det er en Gang at skifte gode Ord i Gammenslag. Vaaben nu vi lade hvile, vexle Ord som gode Venner. Tid vi har til sindig Tale, lider end mit Liv mod Enden. Mig til Døden Nornen dømte dig hun Liv og Lykke under. Svensk og Dansk, som krydsed Sværd, begge samme Moder bar. Fandt end sent vi først hinanden, begge Drot vi died, Broder. Tungt, at Broder Broder fælder; glad jeg er, at mig det gjaldt. Vist jeg ved, du sande vil, ej jeg svang mit Sværd med Lempe. Se mit gode svenske Skjold, mangen Daad paa det du skuer; malet staar der mangen Sejr, mange Fjender som jeg fælded. Se, i Midten staar min Søn, ham jeg vog imod min VilJe. Svart hans Faders Hjærte sved det da mit Glavind gav ham Døden. Ilde Lykken leger med os, snart til Graad den Gammen vender. Ingen bryder Nornens Bud, Skæbnen, hun os skikker, faar vi. Da han havde kvædet dette, lastede Halfdan ham, fordi han først nu, da det var for sent, aabenbarede, at han var hans Broder. Han svarede, at han havde tiet for ikke ved at undslaa sig for Kampen at skulle faa Ord for at være fejg og ved at indlade sig paa den faa Ord for at have begaaet en Brøde, og medens han saaledes søgte at undskylde sig, døde han. Men blandt Danskerne udbredte det Rygte sig, at Halfdan var falden for Hildigers Haand. En Sachser af den fornemste Byrd, Sivard hed han, begyndte nu at bejle til Gyrithe, der var den eneste, som var tilbage af den danske Kongeæt. Hemmelig foretrak hun Halfdan for ham, og saa stillede hun da sin Bejler det Vilkaar, at hun ikke vilde ægte ham, før end han havde samlet Daneriget, der nu var splittet i Stumper og Stykker, til et Rige og med Vaabenmagt givet hende tilbage, hvad der var ranet fra hende med Urette. Sivard prøvede forgjæves derpaa, men da han havde bestukket alle dem, der havde noget at sige i den Sag, blev hun omsider trolovet med ham. Da Halfdan i Rusland fik dette at vide af Kjøbmænd, sejlede han saa hurtig hjem, at han kom, inden Brylluppet var holdt. Paa Brylluppets første Dag bød han, inden han gik op til Kongeborgen, sine Mænd, at de ikke maatte forlade de Vagtposter, han havde anvist dem, før end de hørte Vaabengny langt borte. Ukjendt af Gjæsterne gik han frem for Jomfruen, og for ikke at aabenbare sin Mening for flere ved at sige den rent ud i simple Ord nedlagde han den i et dunkelt og tvetydigt Kvad, som følger: Da fra Danmark bort jeg drog, Kvinders Falskhed ej jeg kjendte. En jeg vog, og to jeg vog, tre og fire saa Jeg fældte. Fem og sex paa Valen segned, syv og otte fulgte efter, ni og ti sig maatte neje, elleve faldt i sidste Omgang. Ej for Rænker ræd jeg var, stolt jeg paa et Løfte stoled. Taabe tro paa Kvindetale, lide trygt paa Kvindeløfter. Hertil svarede Gyrithe: Last mig ej for sveget Løfte, last kun Rygtet, som har løjet. Tung om Hjærtet jeg det troede, da det meldte, du var død. Haardt de trygled mig og trued, nødig jeg til sidst mig nejed. Glad jeg nu min Haand dig giver, aldrig svigter jeg mit Ord. "Ingenlunde har jeg brudt mit Løfte til dig", sagde hun, "om jeg end, ene, som jeg var, ikke mægtede at modstaa saa manges Overtalelser og vægre mig ved at gjøre, hvad de strængelig formanede mig til i Henseende til at modtage dette Ægteskabstilbud". Jomfruen havde endnu ikke faaet talt ud, da Halfdan gjennemborede hendes Brudgom med sit Sværd, og ikke nøjet med at have fældet en Mand, fældede han største Delen af Gjæsterne. Da Sachserne vaklende frem og tilbage i Drukkenskab angreb ham, blev de ihjelslagne af hans Mænd, som nu kom til. Derefter ægtede Halfdan Gyrithe, men da han kom paa det rene med, at hun var ufrugtbar, og han var i højeste Grad opsat paa at faa Afkom, drog han til Upsal for at opnaa, at hun blev frugtbar, og der blev da svaret ham, at, om han vilde avle Børn, maatte han først bringe sin Broders Skygge et Sonoffer. Dette Bud adlød han, og saa opnaaede han, hvad han ønskede, idet han med Gyrithe fik en Søn, som han kaldte Harald. l hans Navn søgte han igjen at samle Daneriget og give det dets fordums Omfang, thi det var blevet splittet ved Høvdingernes Vold og Uret, og i en Krig paa Sjæl land angreb han da en saare navnkundig Kæmpe ved Navn Vesete og faldt i Slaget. Da Gyrithe, som af Kjærlighed til sin Søn deltog i Slaget i Mandsklæder, saa' det, tog hun Sønnen, der kæmpede ivrig, medens hans Stalbrødre flyede, paa sine Skuldre og bar ham hen til en Lund i Nærheden. De fleste af Fjenderne var for trætte til at forfølge hende, men en at dem skjød en Pil igjennem Bagdelen paa ham,medens han hang paa hendes Ryg, og Harald syntes derfor, at hans Moder mere havde paaført ham Skam end ydet bam Hjælp. ## bok 7: Harald Hildetand (Winkel Horn 1898) Harald var saare fager og overmaade stor af Væxt, ligesom han overgik sine jævnaldrende i Kræfter og Legemsbygning. Odin, paa hvis Bud han syntes at være bleven avlet, var ham saa gunstig at love, at Jærn ikke skulde kunne volde ham nogen Mén, og som Følge heraf mægtede Vaaben, som saarede andre, ikke at tilføje ham nogen Skade. Han undlod da heller ikke at gjengjælde denne Velgjerning, thi, efter hvad der fortælles, skal han have lovet Odin Sjælene af dem, han fældede. Til Minde om sin Fader lod han nogle Runeristere indhugge hans Bedrifter paa en Klippe i Bleking, som jeg allerede har omtalt i Fortalen. Derpaa drog han, da han spurgte, at Vesete skulde holde Bryllup i Skaane, did i en Tiggers Skikkelse, og da Gjæstebudet om Aftenen var til Ende, og alle laa døvede af Drik og Søvn, sprængte han med en Bjælke Brudekammerets Væg. Vesete tilføjede ham ikke noget Saar, men slog ham saadan over Munden med en Knippel, at han mistede to Tænder derved; senere voxede der uventet et Par Kindtænder ud i Stedet og bødede paa Skaden. Heraf fik han Tilnavnet Hildetand, som nogle siger, han fik, fordi han havde en Række fremspringende Tænder. Efter ved denne Lejlighed at have fældet Vesete fik han Herredømmet i Skaane. Derpaa angreb han Hader i Jylland og fældede ham, og en Bys Navn hevarer stadig Mindel om hans Fald. Derpaa bemægtigede han sig Lejre, efter at have fældet Hunding og Rørik, og samlede atter det splittede Danerige i dets gamle Omfang. Saa spurgte han, at Asmund, Kongen over Vigen, var bleven berøvet sit Rige af sin ældre Søster, og opbragt over en saadan Frækhed af en Kvinde, drog han, medens Krigen endnu var uafgjort, til Norge med et Skib for at komme Asmund til Undsætning. Da Slaget begyndte, gik han imod Fjenden iført en Purpurkaabe og med en guldbaldyret Hue paa Hovedet, saa at han snarere maatte siges at være pyntet til Fest end rustet til Kamp, saaledes stolede han i Steden for paa Vaaben paa den lønlige Vished, han havde om, at Lykken var ham god. Men hans Mod svarede ikke til hans Dragt, thi skjønt han var vaabenløs og kun iført sit kongelige Skrud, gik han frem foran de væbnedes Fylkinger, stillede sig blot i Kampen og udsatte sig for de største Farer. Spydene, der slyngedes imod ham, mistede al Evne til at volde ham Men, ret som om deres Odde var døvede, og da Fjenderne saa', hvorledes han kæmpede vaabenløs, trængte de ind paa ham og var, om ikke for andet, saa for Skams Skyld, nødte til at gaa drabelig frem. Men Harald, som stadig var uskadt, fældede dem med sit Sværd eller nødte dem til at fly, og saaledes gav han Asmund hans Rige tilbage, efter at han havde dræbt hans Søster. Da Asmund bød ham Sejrens Løn, sagde han, at Æren alene var Løn nok, og viste sig saaledes lige saa stor ved at afslaa de Gaver, der bødes ham, som han havde vist sig ved at fortjene dem. Herved indgjød han alle lige saa stor Beundring for sin Uegennyttighed som for sin Tapperhed, idet han erklærede, at Sejren skulde bringe ham Hæder og ikke Guld og Gods. Imidlertid døde Svenskernes Konge Alver og efterlod sig Sønnerne Olaf, Yngve og Ingild. Yngve var ikke fornøjet med den Magt og Anseelse, der var gaaet i Arv til ham fra hans Fader, og for at udvide sit Rige erklærede han Danskerne Krig. Da Harald var opsat paa at faa Gudernes Mening at vide om, hvilket Udfald Krigen vilde faa, kom der en overmaade stor gammel Mand, som kun havde et øje og havde en laaden Kappe paa, til ham og sagde, at han hed Odin og forstod sig paa Krigsvæsen, og han gav ham de nyttigste Anvisninger om, hvorledes han skulde opstille sin Hær i Slagorden, Han bød ham, naar han skulde kæmpe til Lands, at dele hele sin Hær i tre Fylkinger, som han hver skulde ordne i tyve Rækker, men den midterste Fylking skulde desuden springe frem foran deandre to med tyve Mand opstillede i fem Rækker, og den ligesom de to andre skulde han give Form som Spidsen af en Kegle eller Kile, og paa begge Sider af den skulde Fløjene gaa skraat ud. Rækkerne i hver af Fylkingerne skulde han ordne saaledes, at der, naar Krigsfolkene stillede sig op, i den forreste Række skulde være to Mand og saa kun én flere i hver af de følgende, saaledes at der i anden række var tre, i tredje fire og saaledes fremdeles; saaledes skulde Forholdet holdes alle Rækkerne igjennem, indtil Fløjmændene i Midterfylkingens sidste Række kom i lige Linie med og sluttede sig tæt op til Sidefløjenes sidste række, og derfra skulde saa hver Fylking fortsættes videre med ti Rækker. Bag disse Fylkinger skulle han opstille det unge Mandskab med Kastespyd og bag det igjen de gamle, som med deres prøvede Tapperhed skulde styrke deres Stalbrødres Kræfter, naar de glippede; derefter, skulde en med Valpladsen vel kjendt Regnemester hertil føje Fløje af Slyngekastere, som skulde staa bag deres Stalbrødre og angribe Fjenden paa langt Hold med deres Blider, og bag ved dem igjen skulde han i Flæng og uden Hensyn til Stand og Vilkaar stille Folk af anhver Alder og Rang. Bagtroppen skulde han derhos ordne i tre Kiler ligesom Fortroppen og med det samme Forhold i Rækkerne. Den bageste Del af denne vilde saa, idet den stødte op til de foranstaaende , beskytte dem just derved, at den vendte til den anden Side. Men kom han i Søslag, skulde han udskille en Del af sin Flaade, som saa, naar han begyndte slaget, paa mangfoldig Maade skulde fare hid og did omkring de fjendtlige Skibe. Efter at have tilegnet sig disse Regler i Krigskunsten kom han Svenskerne i Forkjøbet og fældede Yngve og Olaf, medens de endnu var ved at lave sig til at føre Krig. Da deres Broder Ingild sendte Bud til ham og under Paaskud af, at det stod ilde til med hans Helsen, bad om Vaabenstilstand, tilstod han ham hans Begjæring, for at hans Tapperhed, som havde lært at skaane dem, der havde Sorg og Kvide, ikke skulde faa Udseende af at krænke den, der nu kun havde saa krank en Lykke. Da Ingild senere udæskede ham ved skammelig at røve hans Søster, mattede han ham længe ved at paaføre ham en Krig, i hvilken Sejren snart hældede til den ene, snart til den anden Side, indtil han omsider sluttede Venskab med ham, idet han holdt det for bedre at have ham til Forbundsfælle end til Fjende. Da han derefter spurgte, at der skulde være Krig om Kongedømmet imellem Trøndernes Konge Olaf og Jomfruerne Stikla og Rusla, blev han saare opbragt over disse Kvinders Frækhed og drog, uden at nogen vidste af det, til ham, forklædte sig saaledes, at man ikke saa hans fremstaaende Tænder, og angreb Jomfruerne. Han fældede dem begge og gav to Havne Navne, der mindede om deres. Ved den Lejlighed gav han et storartet Bevis paa sin Tapperhed, thi uden at have andet paa end en Skjorte, som man bærer den under Rustningen, stillede han sit Bryst blot for Fjendernes Vaaben. Da Olaf tilbød ham Løn for Sejren, afslog han den, saa det var ikke let at sige, om han havde lagt størst Tapperhed eller Uegennyttighed for Dagen. Derpaa angreb han en frisisk Kæmpe ved Navn Ubbe, som tit hærjede paa Jyllands Kyster og anrettede stort Mandefald blandt Almuen, og da han ikke kunde faa Bugt med ham med Vaaben, bød han sine Krigsfolk gribe ham med Hænderne, strakte ham til Jorden og lod ham binde og lægge i Lænker. Saaledes overvandt han paa en forsmædelig Maade den, som han kort i Forvejen havde troet skulde tilføje ham et svært Nederlag. Harald gav ham imidlertid sin Søster til Ægte og fik ham derved til at tage Krigstjeneste hos sig, og derpaa gjorde han de Folk, der boede ved Rhinen, skatskyldige og udskrev Krigsfolk af de tapreste iblandt dem. Lidende paa dem overvandt han Slavenland i Krig og bød, at dets Høvedsmænd Dal og Duk formedelst deres Tapperhed blot skulde tages til Fange og ikke dræbes. Efter at have taget dem i sin Tjeneste, underlagde han sig med Vaabenmagt Aqvitanien og drog saa strax efter til England, fældede Humbrernes Konge og tog alle de ypperste af det overvundne Lands Ungdom med sig; som den første iblandt dem regnedes Orm med Tilnavnet den Bretske. Rygtet om disse Bedrifter lokkede Kæmper til ham fra alle Dele af Verden, og dem samlede han i en Flok for sig, som han gav Sold. Hans Styrke øgedes saaledes ved dette Tilløb, at han holdt alle Lande i den Grad i Ro ved den Frygt, hans Navn indgjød, at han betog alle deres Fyrster Modet til at kæmpe indbyrdes, og paa Havet turde ingen tiltage sig noget Herredømme, uden at han gav sit Minde dertil, thi fra Arilds Tid af havde i Daneriget Herredømmet til Lands været adskilt fra Herredømmet til Vands. Imidlertid døde Ingild i Sverige og eflerlod sig en ganske liden Søn, Ring, som han havde med Haralds Søster. Harald gav ham Formyndere og gjorde ham til Konge i hans Fædrenerige. Efter saaledes at have underlagt sig Lande og Fyrster levede han halvtredsindstyve Aar i Fred. For at Krigsfolkenes Mod ikke skulde sløves til Dorskhed i denne lange Fredstid, bestemte han, at Kæmperne flittig skulde undervise dem i at give og afbøde Hug og Stød. Nogle af hans Kæmper var drevne i en mærkelig Maade at kæmpe paa, idet de plejede at ramme Modpartens øjenbryn med et Hug, som aldrig fejlede. Blinkede nogen af Frygt, naar Hugget faldt, blev han strax jaget bort fra Hirden og afskediget af Krigstjenesten. I de Dage drog Olaf eller Ole, en Søn af Sivard og Haralds Søster, fra Norge til Danmark opsat paa at se sin Morbroder. Eftersom det er vitterligt, at han først kom i Haralds Hird og efter Svenskekrigen fik Herredømmet over Danmark, hører det i visse Maader hid at fortælle, hvad Mindet har bevaret om hans Bedrifter. Da Ole havde naaet sit femtende Aar i sin Faders Gaard, gav han hartad utrolige Beviser paa, hvilke ypperlige Gaver han besad baade i Henseende til Sjæl og Legeme, og derhos var han saa grum og vild af Aasyn, at han over for Fjenden udrettede det samme med sine øjne som andre med Vaaben og skræmmede selv de modigste med sine hvasse og lynende Blikke. Da han havde spurgt, at Gunne, Høvedsmanden over Thelemarken, sammen med sin Søn Grim paa Stimandsvis hærjede i ødeskoven, der er opfyldt af tæt Krat og skumle Dale, blev han harmfuld over dette Uvæsen og bad sin Fader om at give ham Hund og Hest og saadanne Vaaben, som let kunde skaffes til Veje, idet han fordømte den Ungdom, der lod den Tid, der burde vies til Tapperhed, hengaa i ørkesløshed. Da han havde faaet, hvad han bad om, ransagede han paa det omhyggeligste den nævnte Skov og fandt da Spor dybt indtrykte i Sneen, som røbede, hvor Stimanden havde haft sin Gang. Ledet af dem kom han over et Bjærg og naaede til en overmaade stor Elv. Her hørte Menneskesporene, som han hidtil havde fulgt, op, og han besluttede da at sætte over Elven, men selve Vandets Masse, hvis Bølger rullede af Sted i rivende Fart, syntes at gjøre det umuligt at komme over, thi der var fuldt op af skjulte Skjær, saa hele Elvelejet stod som i én skummende Hvirvel. Lysten til at komme hurtig af Sted fik imidlertid Overtaget i Oles Sind over Tanken om Faren, saa hans Mod fik Bugt med hans Frygt, og hans Dumdristighed lod haant om Faren, han ansaa intet for vanskeligt, naar han havde Lyst dertil, og kom paa sin Hest igjennem de brusende Hvirvler. Da han var kommen over Elven, kom han til nogle snævre Passer, som paa alle Sider var omgivne af Moser, som det ikke var let at trænge ind i, fordi der var opkastet en Vold foran dem. Han førte sin Hest over Volden og saa' da en Indhegning med mange Stalde. Opsat paa at sætte sin Hest ind dér, drev han en Flok af dem, der var der, ud, men saa kom en Mand ved Navn Toke, Gunnes Træl, ud, opbragt over, at en fremmed var saa fræk, og angreb ham haardelig, men han afbødede hans Angreh blot ved at holde Skjoldet for. Ole syntes, det vilde være en Skam at dræbe ham med sit Sværd og han greb ham derfor og knuste hvert Ledemod i ham og kastede ham saa ind i Huset, han var kommen saa hæsblæsende ud af. Gunne og Grim blev strax rasende over denne Forsmædelse, kom ud hver af sin Dør og gik begge paa en Gang løs paa Ole uden at ænse hans Alder og Kræfter. Han saarede dem dødelig, og da deres Legemskræfter var helt udtømte, kvad Grim, skjønt han næsten var helt kraftesløs og knapt kunde drage sit sidste Suk, med sin sidste Rallen følgende Vise: Mat og mødig nu jeg mærker, at i Døden snart jeg daaner; tungt og trægt jeg tækker Vejret, ud af Saaret Livet siver. Dog en stakket Stund endnu vil vort Sværd vi modig svinge, at, vi, naar i Grav vi gjemmes, maa for Mod og Manddom prises. Sidste Slag vi nu vil slaa, før vi skal til Helhejm fare. Med paa Farten skal vor Fjende! Samme Grav os alle gjemme! Saalunde kvad Grim, og hans Fader, som vilde kappes med ham i ubetvingeligt Mod og føje sin Opfordring til sin Søns kjække Vise, kvad nu: Vælder Blodet end af Brystet, er kun lidet Liv os levnet, kjækt vi til det sidste kæmper, at vort Ry maa evigt leve. Sværd for sidste Gang jeg svinger, flux jeg nu vor Fjende fælder, Trende Lig paa Baal skal lægges, samme Urne Asken gjemme. Da han havde kvædet dette, gjorde de begge, støttende sig paa deres Knæ - thi den nær forestaaende Død havde udtømt deres Kræfter - en sidste Kraftanstrængelse for at kæmpe med Ole, for at de kunde faa deres Fjende med i Døden, thi at de skulde dø, ænsede de ikke, naar blot han, som fældede dem, kom til at gjøre dem Følgeskab. Ole fældede den ene af dem med sit Sværd, den anden lod han sin Hund gjøre det af med. Men han vandt ikke denne Sejr, uden at den kostede ham Blod, thi han, som hidtil var forbleven uskadt, havde nu faaet et Saar foran paa Kroppen. Hans Hund slikkede ham flittig, og saa kom han til Kræfter igjen. For at udbrede sikker Kundskab om sin Sejr hængte han Stimændenes Lig op i Galger, saa de kunde ses vidt og bredt. Derhos bemægtigede han sig deres Borg og gjemte alt det Bytte, han fandt der, til Brug i Fremtiden. Paa den Tid havde Brødrene Skate og Hjale's frække Overmod i den Grad taget Overhaand, at de røvede fagre Jomfruer fra deres Forældre og krænkede dem. Det traf sig nu saa, at de fik i Sinde at røve Æse, en Datter af Olaf, Underkongen i Vermland, og de lod da hendes Fader vide, at hvis han ikke vilde give hende til Pris for dem, maatte han enten selv gaa i Tvekamp til Værn for sit Barn eller stille en anden i sit Sted. Da Ole spurgte det, glædede han sig over den Lejlighed til Kamp, der her tilbød sig, og gik til Olafs Hus forklædt som Bonde. Han fik Plads blandt de nederste ved Bordet, og da han saa', at hele Kongens Hus sørgede, kaldte han med Forsæt Kongens Søn hen til sig og spurgte, hvorfor de satte saa bedrøvelige Ansigter op. Han svarede, at hvis der ikke snart kom nogen til Hjælp, vilde hans Søsters Kyskhed inden føje Tid blive krænket af nogle grumme Kæmper. Ole spurgte saa, hvad Løn den vilde faa, der satte sit Liv paa Spil for Jomfruen, og da Sønnen spurgte Olaf derom, svarede denne, at den, der gik i Kamp for hans Datter, skulle faa hende til Ægte. De Ord vakte i høj Grad Oles Lyst til at indlade sig paa det Vovestykke. Jomfruen havde for Skik at gaa tæt hen til Gjæsterne og holde et Lys op for Ansigtet og tage dem nøje i øjesyn for at danne sig et sikkert Skjøn om deres Sæder og Levemaade, som gjæstede dem, ja, man tror endogsaa, at hun af Ansigtets Mærker og Linier skjønnede deres Herkomst, hun saa' paa, og blot ved sit skarpe Syn kunde afgjøre, hvad Byrd enhver var af. Da hun nu kom hen til Ole og stod og saa' paa ham med sine forskende øjne, blev hun slaaet af det usædvanlig gruopvækkende, der var i hans Blik, og faldt om næsten død, men da hendes Kræfter lidt efter lidt vendte tilbage, og hun igjen begyndte at trække Vejret friere, prøvede hun igjen paa at se paa Ungersvenden, og hun gled da pludselig og faldt forover, som om hun var helt fra sig selv. Tredje Gang prøvcde hun paa at aabne sine lukkede og nedslagne øjne, men faldt atter pludselig om ude af Stand ikke blot til at aabne øjnene, men ogsaa til at staa paa sine Fødder. I den Grad kan Forbavselse lamslaa. Olaf spurgte nu, hvoraf det kom, at hun faldt saa tit, og hun svarede, at hun var bleven slaaet af Gjæstens barske Blik, han var af Kongeæt, og hvis han kunde gjøre Røvernes Forsæt til intet, var han overmaade værdig til at blive hendes Husbond. De bad nu alle Ole om at blotte sit Ansigt - han havde nemlig trukket Hatten ned over det -, at de kunde se hans Træk. Han bød dem da alle aflægge deres Sorg og holde sig fra al Graad og Kvide, og saa blottede han sit Ansigt, og alle stirrede ivrig paa ham undrende sig over hans store Fagerhed, thi hans Lokker var gule og skinnede som Guld. øjnene holdt han lukkede for ikke at indjage dem Skræk, naar de saa dem. Saa fattede de Mod igjen i Haab om bedre Tider, og det var, som om Gjæsterne vilde give sig til at danse og Hirdmændene til at hoppe og springe, idet den dybeste Sørgmodighed vejredes bort af overstrømmende Glæde og Munterhed. Saaledes borttog Haabet Frygten, og Gjæstebudet fik et helt andet Udseende, og intet var, som det havde været fra første Færd af; saaledes forjog en Gjæsts venlige Løfte den fælles Frygt af alles Sind. Imidlertid kom Hjale og Skate med ti Svende, som om de vilde bortføre Pigen lige paa Stedet, og gjorde Ustyr overalt med Raaben og Skrigen. Hvis Kongen ikke strax overgav dem Pigen, udæskede de ham til Kamp, sagde de. Ole besvarede strax deres Skraal med at love, at han vilde slaas med dem; han stillede den Betingelse, at ingen lumsk maatte angribe nogen bagfra, medens Kampen stod paa, der skulde kun kæmpes Ansigt mod Ansigt. Derpaa fældede han med sit Sværd, som hed Løgthe, ene dem alle tolv, hvilket var en større Bedrift, end man skulde vente af ham efter hans unge Alder. For øvrigt fandt Kampen Sted paa en Holm midt i en Mose, og ikke langt derfra ligger der en Landsby, som til Minde om denne Kamp bærer begge Hjale og Skates Navne i Forening. Nu fik han altsaa som Sejrens Løn Pigen til Ægte, og da hun havde født ham en Søn Omund, fik han af sin Svigerfader Lov til at drage hjem og se til sin Fader. Da han havde faaet at vide, at hans Land paa Underkongen Thores Vegne blev angrebet af BlotToste og Ljotar, som ogsaa havde et Tilnaavn, ilede han did for at kæmpe med dem, kun fulgt af en Svend, der var forklædt som Kvinde. Da han ikke var langt fra Thores Borg, gjemte han sit Sværd i en hul Stok og lod sin Ledsager gjøre ligesaa, og da han kom til Kongeborgen, skjulte han sit sande Aasyn under en falsk Skikkelse og gav sig Udseende af at være en affældig Olding. Han havde været Stodderkonge hos Sivard, sagde han, men Kongens Søn Ole havde ved sit stadige Had drevet ham i Landflygtighed. Saa begyndte adskillige af Hirdmændene strax spotvis at hilse ham med Kongenavn, knæle for ham og række ham Haanden. Derpaa bød han dem gjøre Alvor af, hvad de havde gjort for Spøg, drog Sværdet, han havde skjult i Stokken, og gik løs paa Kongen. En Del hjalp Ole, idet de tog Spøgen for Alvor og ikke vilde bryde det Løfte, de spotvis havde givet, men adskillige brød sig ikke om det taabelige Løfte og stillede sig paa Thores Side, saa der opstod en indbyrdes og tvivlsom Kamp. Omsider blev Thore overvældet og dræbt ikke mindre af sine egne Folks end af sin Gjæsts Vaaben, og Ljotar, der var bleven dødelig saaret og skjønnede, at Sejrherren, Ole. var lige saa skarpsindig som tapper til at øve Bedrifter, gav ham Tilnavnet den Flinke og spaaede ham, at samme Slags Svig, som han havde anvendt over for Thore, ogsaa vilde blive hans Bane, thi der var ingen Tvivl om, at Forræderi blandt hans egen Husstand vilde fælde ham. Og med de Ord paa Læberne opgav han pludselig Aanden. Vi ser altsaa, at den døendes sidste Ord med Spaadomskløgt varslede Sejrherrens Død, som den med Tiden skulde times ham. Efter disse Bedrifter begav Ole sig ikke til sin Fader, førend han havde skaffet ham Fred i hans Hus. Hans Fader gav ham Anførselen til Søs, og han fældede i Søslag halvfjerdsindstyve Søkonger, af hvilke Birvil og Hvirvil, Torvil, Nef og Onef, Redvard, Rand og Erand var de ypperste. Ved den Hæder og Ære, han saaledes vandt, opflammede han mange Kæmper, hvis hele Digten og Tragten gik ud paa at øve tapre Bedrifter, til at slutte Forbund med ham. Han dannede sig endog en Livvagt af ubændige Ungersvende, som brændte af Begjærlighed efter at vinde Hæder. I den optog han ogsaa Stærkodder og behandlede ham med den største Ære og viste ham større Venskab, end han selv havde Gavn af. Udrustet med saadanne Kræfter revsede han ved sin store Navnkundighed Nabokongernes Frækhed saaledes, at han berøvede dem al Styrke til at føre Krig med hinanden og ogsaa betog dem al Lyst og Dristighed dertil. Derefter drog han til Harald og fik ogsaa af ham Anførselen til Søs, og til sidst blev han sendt i Krigstjeneste hos Ring. Paa den Tid var der en Mand ved Navn Brun, som ene var indviet i og deltog i alle Haralds Raad og Anslag. Hver Gang Harald og Ring havde Brug for et hemmeligt Bud, plejede de at betro Hvervet til ham. Grunden til denne Fortrolighed var, at Harald og Brun var bleven opdragne sammen og havde leget sammen som Børn. Da han paa en af sine stadige møjsommelige Rejser druknede i en Flod, paatog Odin sig hans Navn og Udseende og bragte ved at røgte de Sendelser, der blev ham overdragne, paa forræderisk Maade den stærke Enighed, der var imellem Kongerne, til at vakle, og saa stor var hans Falskhed i Henseende til at saa Splid, at han paa begge Sider avlede et saa bittert Had imellem dem, der var knyttede til hinanden med Venskabs og Frændskabs Baand, at det kun syntes at kunne stilles ved Krig. I Førstningen voxede Uenigheden imellem dem i Stilhed, indtil den hemmelige Avind brød aabenlyst frem, da det, de pønsede paa hver for sig, kom for Dagen. Efter at Fjendskabet var erklæret, gik der syv Aar med at træffe Forberedelser til Krigen. Nogle siger, at Harald ikke handlede, som han giorde, dreven af Had eller af Skinsyge i Henseende til Kongemagten, men med Flid og af egen Drift hemmelig søgte en Anledning til at komme af med Livet, thi da han formedelst sin Alderdom og sin Strænghed var bleven Landsens Folk til Byrde, foretrak han at falde for Sværd fremfor at pines af Sygdom, vilde hellere opgive Aanden paa Valpladsen end i Sengen og attraaede en Død, der svarede til hans forbigangne Livs Bedrifter. For derfor at gjøre sin Død saa meget berømmeligere og fare heden med et saa meget større Følge stod hans Hu til at faa mange til at gaa i Døden sammen med ham, og han beredte sig derfor af egen Drift til Krig, for at der kunde være Stof til Mandsslæt. Af disse Grunde var han opsat paa baade selv at komme af med Livet og at skille andre af dermed, og for at Mandefaldet kunde blive lige stort paa begge Sider, magede han det saa, at begge Parter var omtrent lige mandstærke, idet han dog lod Ring have en noget større Styrke, fordi han helst saa', at han gik ud af Kampen med Livet og som Sejrherre. ## bok 8: Harald Hildetand (Winkel Horn 1898) Svenskekrigen er først bleven beskrevet i danske Vers af Stærkodder, som selv var en af Hovedmændene i den, og dens Historie er mere bevaret i mundtlig Overlevering end i Skrifter. Idet jeg nu har sat mig for at gjengive den Fremstilling, som han efter Fædrenes Skik gav i Modersmaalet, paa Latin, vil jeg først og fremmest opregne de ypperste Stormænd paa begge Sider, thi den store Hob, som det ikke engang er muligt at give nøjagtigt Tal paa, har jeg ingen Lyst til at opregne. Og først vil jeg da nævne dem, der stod paa Haralds Side, og derefter dem, der tjente Ring. Af de Høvdinger, der var stødt til Harald, var vitterlig de navnkundigste Svend og Sambar, Ambar og Elle, Rate Fynbo, Salgard og Ro, som førte Tilnavn efter sit lange Skjæg. Til dem kommer Skalk Skaaning og Alf Aggessøn, ølve Brede og Gnepja Gamle samt Gard, som grundlagde Byen Stang. Endvidere Haralds Frænder Blend, der havde hjemme i det yderste Thule, og Brand med Tilnavnet Billing. Til dem sluttede sig Thorny og Thorving, Tejt og Hjalte. Disse Mænd var sejlede til Lejre rustede til Kamp med Legemet, men de udmærkede sig ogsaa ved ypperlige Aandens Gaver, og til deres anselige Ydre svarede den Iver, hvormed de øvede sig i aandelige Idrætter; de afskjød nemlig Pile ikke blot med Buer, men ogsaa med Blider, kæmpede for det meste Mand for Mand med Fjenden og var ogsaa overmaade forfarne i at digte paa Modersmaalet. Saa ivrig havde de lagt Vind paa ligelig at øve Sjæl og Legeme. Men fra Lejre kom Hjort og Borg, Bele og Beigad, og til dem sluttede sig Barre og Toke. Fra Slesvig var Hake Huggenkind og Tymme Sejlmager komne under Anførsel af Hed og Visna, som Naturen havde givet Mands Mod i Kvindekroppe. Vebjørg var opfyldt af det samme Mod, og hende fulgte Bo Bramessøn og Brat Jyde, begjærlige efter Krig. I samme Flok var Orm den Bretske, Ubbe Friser, Are den Enøjede, Alf og Got. Efter dem nævnes Dal den Tykke og Duk Slaver. Visna, der var en saare haardsindet Kvinde og overmaade forfaren i, hvad der hørte til Krigsvæsenet, var omgiven af en Flok Slaver, af hvilke Barre og Gnizle var de ypperste, men de andre i den Flok dækkede Legemet med smaa Skjolde og havde meget lange Sværd og himmelblaa Skjolde, som de i Slaget enten kastede om paa Ryggen eller gav til Trosknægtene, hvorpaa de uden at dække Brystet og med Legemet udsat for alskens Fare med dragne Sværd stormede ind i Kampen. Som de ypperste blandt dem udmærkede sig Tolkar og Yme. Efter dem nævnes med Berømmelse Toke fra Jom samt Otrit, som førte Tilnavnet hin Unge. Hed, der var omgiven af de raskeste Mænd, førte en væbnet Skare i Striden; de ypperste blandt dem var Grimar og Grensle. Efter dem nævnes Ger Liflænder, Hame og Hunger, Humble og Bjarre som de tapreste blandt Kongerne. Disse Mænd holdt tit Tvekamp og havde Held med sig og vandt vidt og bredt herlige Sejre. Saaledes æredes de Jomfruer, jeg har nævnet, ikke blot for deres Høviskhed, men ogsaa for Dygtighed til Kamp, og nu førte de deres Landkrigere i Slag. Saaledes strømmede den danske Hær sammen Skare efter Skare. Der var syv Konger lige i Mod, men ikke paa samme Side, idet nogle af dem havde sluttet sig til Harald, andre til Ring. Paa Haralds Side stod endvidere Høme og Hosathul, Him og Hasting og Hedin den Smækre, samt Dag med Tilnavnet Grenske og Harald Olafssøn. Fra Hadeland kom Haar og Herlev samt Hødbrod med Tilnavnet den Ubændige og tog Tjeneste i den danske Hær. Fra Imisland kom Humnehy og Harald; til dem sluttede sig Hake og Bemundssønnerne Sigmund og Serk, som alle kom Nord fra. Alle disse Mænd tjente Kongen, som viste dem gavmildt Venskab, thi han holdt dem højt i Ære og skjænkede dem guldprydede Sværd og kosteligt Krigsbytte. Der kom ogsaa gamle Gandalfs Sønner, som Harald viste stort Venskab, fordi de havde tjent ham fra gammel Tid af. Havet var opfyldt af den danske Flaade, der syntes at danne ligesom en Bro imellem Sjælland og Skaane; de, der vilde færdes imellem disse to Landsdele, havde en nem Vej til Fods over denne tætte Skibshob. Men Harald vilde ikke ruste sig til Krig, uden at Svenskerne vidste Besked derom, derfor skikkede han Sendemænd til Ring, der aabenlyst skulde erklære ham Fjendskab og gjøre almindelig kundbart, at Freden imellem dem var brudt. Dem bød han ogsaa i Forvejen forkynde Stedet, hvor Slaget skulde staa. Nu har jeg opregnet dem, der stod paa Haralds Side. Paa Rings Side opregnes Ulf, Agge, Vindar, Egil den Enøjede, Gøt, Hildir, Gute Alfssøn, Styr den Stærke og Sten fra Venern. Hertil kommer Gert den Raske og Grom Vermlænding. Saa de, der havde hjemme ved den nordre Del af Elben, Saxe Splitter, Sal Gøtlænder, Thord Nikkende, Thrond med Næsen, Grunde, Odde, Grind, Tove, Koll, Bjarke, Høgne den Snilde, Rokar den Sorte. Disse Mænd ansaa det for under deres Værdighed at slaa sig sammen med Hoben og sondrede sig ud fra den øvrige Hær i en Flok. Derhos nævnes Rane Hildessøn og Liud Gode, Svend den Skallede, Rethyr Falk og Rolf Kvindekjær. Til dem sluttede sig Ring Adilssøn og Harald fra Thoten, Valstén fra Vigen, Thorolf Digre, Thengil den Høje, Hun og Sølve, Birvil den Blege Borgar og Skumbar. Fra Thelemarken kom de tapreste, de, som havde mest Mod og mindst Overmod, Thorlev den Stædige, Thorkel Gotlænder, Grette den Onde, der holdt af at gjøre Indfald. Efter dem kom Had den Haarde og Roald Taa. Fra Norge nævnes Thrond Trønder, Toke fra Møre, Ravn Hvide, Hafrbjarne, Blig Braknæse, Bjørn fra Sogn, Find fra Fjordefylke, Besse fra Fjalar, Sivard Ornehoved, Erik Sagamand, Holmstén Hvide, Rut Tvivler, Erling Snog. Fra Jæderen kom Odd Engelskmand, Alf Vidførle, Ejnar Tykvom og Ivar den Drøje. Fra Island kom Maar den Røde, der var født og opfostret i det Landskab, som kaldes Midfjord, Grombar Gamle, Gram Bryndalk og Grim fra Skjære i Skagafjord. Dernæst Berg Spaamand med sine Følgesvende Brage og Ravnkel. Men blandt Svenskerne var de tapreste: Arvake, Keklukarl, Krok Bonde, Gudfast og Gunne fra Gislemark. De var Frænder af Guden Frø og Gudernes trofasteste Vidner. Ogsaa Yngve og Ole, Alver og Folke, Alriks Sønner, gik i Krigstjeneste hos Ring; de var raske paa Haanden, raadsnare og meget nære Venner af Ring. De holdt ogsaa for, at Guden Frø var deres Slægts Stamfader. Blandt dem var ogsaa Sigmund fra Sigtun, en vældig Stridsmand paa Tinge, dreven i at faa Overenskomster om Kjøb og Salg bragt i Stand. Derhos Froste Tumling. Sammen med ham var Alf den Høje fra Upsal; han var flink til at kaste med Spyd og plejede at gaa forrest i Slaget. Ole var omgiven af syv Konger, der var saare raske paa Haanden og raadsnare, nemlig Holte og Hendil, Holmar, Lejf og Home og derhos Ragnald Ruthener, Radbards Sønnesøn, samt Sivald, der pløjede Havet med elleve Snekker, Læse, Pannoniernes Overvinder, hejsede gyldent Sejl paa sin guldbeslagne Snekke, og Erik Helsing sejlede paa et Skib, hvis Stævne var bugtede som en Drage. Tryggve og Torvil kom sejlende for sig selv med tolv Skibe hver. Forøvrigt var der i hele Rings Flaade to Tusind fem Hundrede Skibe, og den gotlandske Flaade ventede paa den svenske i den Havn, som hedder Garnum. Ring anførte Landhæren, Ole havde han sat til at staa for Styret paa Flaaden. Gotlænderne havde faaet Tid og Sted berammet, hvornaar de skulde møde Svenskerne imellem Vig og Verund. Da saa' man vidt og bredt Snekker pløje Havet, og de fra Masterne udspændte Sejl hindrede Udsigten. Den svenske Flaade havde en heldig Sejlads og kom først til Kamppladsen, Danskerne havde ugunstigt Vejr at kæmpe med. Ring lod det Mandskab, der var om Bord paa Flaaden, gaa i Land og lod det flokkevis opstille i Slagorden tillige med det, han selv havde ført over Land. Da Hæren begyndte at udfolde sig i videre Udstrækning over Sletterne, viste det sig, at den ene Fløj naaede helt til Verund. Kongen red selv omkring iblandt Mængden, der ikke havde Rede paa Sted og Orden, og stillede alle de flinkeste og bedst rustede forrest under Anførsel af Ole, Regnald og Vivil; Resten af Hæren opstillede han paa begge Fløjene ligesom i en Bue. Den højre bød han Yngve og Tryggve og Alrikssønnerne at tage sig af, over den venstre satte han Læse. Store Flokke af Ester og Kurer dækkede Hærens Flanker. Bagest stod Slyngekasterne. Imidlertid var den danske Flaade efter i syv samfulde Dage at have sejlet for Medbør naaet til den Stad Kalmar, og vel maatte man undre sig, naar man saa at sige vidt og bredt saa' Havet sætte Sejl til for Vinden og Himlen skjules af de fra Ræerne bugnende Sejl; Flaaden var nemlig bleven forøget med Slaver og Liflændere og syv Tusind Sachsere. Men til at føre og vejlede dem, der drog over Land, udvalgtes Skaaninger, thi de var vejkjendte. Da den danske Hær naaede frem til Svenskerne, som stod rede til at tage imod den, bød Ring sine Krigsfolk taalmodig vente, til Harald havde opstillet sin Slagorden, og ikke blæse til Angreb, førend de saa', at Kongen havde besteget sin Vogn ved Siden af Bannerne. Han haabede, sagde han, at en Hær, der satte sin Lid til en blind Mands Anførsel, let vilde blive slagen. Harald, som paa Gravens Rand var bleven greben af Begjærlighed efter en andens Rige, var ikke mindre vidløs end blind; skjønt han, naar han betænkte, hvor gammel han var, næsten burde lade sig nøje med en Grav, kunde han ikke faa Magt nok. Fjenden havde letsindigt og frækt begyndt Krigen, Svenskerne var derfor nødte til at kæmpe for deres Frihed, deres Fædreland og deres Børn. Desuden var overmaade faa af Fjenderne Danske, de fleste i deres Hær var Sachsere og andre blødagtige Folkefærd. Svenskerne og Nordmændene burde derfor betænke, i hvor høj Grad Nordboerne altid havde været Tyskere og Slaver overlegne. En Hær, som snarere syntes at bestaa af sammenløbet Udskud end af en fast og paalidelig Krigsstyrke, var kun Foragt værd. Ved denne Tale opflammede han ikke lidet sine Krigeres Mod. Brun, som Harald havde befalet at opstille Hæren i Stedet for ham, ordnede den nu i Kilefylking, stillede Hed paa højre Fløj, satte Hake over den venstre og lod Visna bære Banneret. Harald, der sad paa sin Vogn, beklagede sig nu saa lydelig, han kunde, over, at Ring lønnede de Velgjerninger, han havde vist ham, med Utaknemlighed. Han, der havde faaet sit Rige som Gave af ham, paaførte ham nu Krig. Ring havde hverken Medlidenhed med en gammel Mand eller skaanede sin Morbroder, men satte alt Hensyn til Frændskab og nydte Velgjerninger til Side for sine egne Lidenskaber. Han bød derfor Danskerne mindes, at de altid havde vundet Berømmelse ved at sejre over fremmede, at de mere havde været vante til at herske over deres Naboer end til at adlyde dem, og opfordrede dem til ikke at finde sig i, at en saa stor og straalende Hæder blev tilintetgjort ved et overvundet Folks Frækhed, eller tilstede, at det Rige, han havde vundet, da han stod i sin Ungdoms Vaar, blev ham fratagen nu i hans affældige Alderdom. Saa gjaldede Lurerne, og Kampen begyndte af yderste Kraft paa begge Sider. Man kunde fristes til at tro, at Himlen var falden ned paa Jorden, at Skove og Sletter sank i Afgrunden, at alt blandedes imellem hinanden, at det gamle Kaos var vendt tilbage, at guddommelige og menneskelige Ting hvirvledes imellem hinanden af et rasende Uvejr, og at alt paa én Gang styrtedes i Undergang. Da de begyndte at kaste med Spyd, fyldte Vaabnenes ulidelige Klirren Luften med et utroligt Gny, Dampen fra Saarene lagde sig pludselig som en Taage over Himlen, og Dagens Lys formørkedes af den tætte Spydhagl. Og Slyngekasterne udrettede heller ikke lidt i Slaget. Men da de med Hænderne eller med Blider havde bortskudt alle deres Kastevaaben, sloges de i Nærkamp med Sværd og jærnbeslagne Køller, og da naaede Blodsudgydelsen sit Højdepunkt; Sveden begyndte at drive af de trætte Legemer, og Sværdenes Gny hørtes langt bort. Stærkodder, som er den første, der har beskrevet dette Slag paa Modersmaalet, kæmpede forrest i Fylkingen, og han fortæller, at han fældede Haralds Hirdmænd Hun og Elle, Hort og Burgha og hug den højre Haand af Visna. Han siger ogsaa, at en Mand ved Navn Ro tillige med to andre, Gnepja og Gardar, blev saarede af ham og faldt i Slaget, og foruden dem Skalks Fader, som han ikke nævner ved Navn. Han fortæller endvidere. at han slog Hake, den tapreste af Danskerne, til Jorden, men at han til Gjengjæld blev saa haardt saaret af ham, at han gik af Slaget med Lungen hængende ud af Brystet, at han fik Halsen halvt skaaret over og mistede en Finger paa den ene Haand, og at et gabende Saar længe holdt sig aabent, som om det aldrig vilde sætte Ar eller kunde læges. Han vidner ogsaa, at Pigen Vebjørg kæmpede mod Fjenden og fældede Kæmpen Sote, og medens hun truede flere andre Kæmper med Døden, gjennemborede Thorkel fra Thelemarken hende med en Pil. Gotlænderne var nemlig saa stærke til at spænde Buen, at deres Pile endogsaa gik igjennem Skjoldene, og intet var værre til at anrette Mandsslæt, Pilespidserne trængte igjennem Brynjer og Hjælme, som om det var den bare Krop, de ramte. Imidlertid havde Ubbe Friser, den raskeste af Haralds Krigsfolk og udmærket frem for andre i Henseende til Legemsvæxt, fældet fem og tyve udsøgte Kæmper, foruden at han havde saaret elleve. Alle disse var af svensk eller gøtisk Herkomst. Derpaa angreb han den forreste Fylking, trængte ind iblandt Fjenderne, hvor de stod tættest, og jog med Sværd og Lanse de skrækslagne Svenskere fra hinanden, saa de flygtede til alle Sider, og det hele var nær ved at blive til almindelig Flugt, da Hagder, Rold og Grette angreb Kæmpen og kappedes med ham i Tapperhed, idet de satte sig for at forebygge det almindelige Nederlag ved at udsætte sig selv for Fare. Men angribe ham paa nært Hold turde de dog ikke, de holdt sig i Afstand og skjød med Pile efter ham, og saaledes blev Ubbe paa langt Hold gjennemboret af en Mængde Pile, idet ingen dristede sig til at indlade sig i Haandmænge med ham. Der sad hundrede og fire og fyrretyve Pile i Kæmpens Bryst, inden Kræfterne svigtede ham og han bed i Græsset. Da først anrettede Thrønderne og Folkene fra Dalarne et vældigt Nederlag blandt Danskerne; Striden blussede nemlig op igjen som Følge af den store Kraft, Bueskytterne udfoldede, og intet voldte vore Landsmænd større Fortræd. Men da Harald, som var blind af Ælde, hørte sine Folks klagende Mumlen, forstod han, at Lykken havde tilsmilet hans Fjender. Han kjørte i en med Leer besat Stridsvogn, paa hvilken Brun forræderisk gjorde Tjeneste som Kusk, og nu bød han da denne skaffe sig at vide, hvorledes Ring havde opstillet sin Fylking. Brun trak lidt paa Smilebaandet og sagde, at han havde opstillet sin Hær til Kamp i Kilefylking. Da Kongen hørte det, blev hans Sind uroligt, og saare forundret spurgte han, af hvem Ring kunde have lært at ordne sin Hær paa den Maade, saa meget mere som det var Odin, der havde opfundet den Opstilling og lærte den fra sig, og ingen andre end han havde faaet Undervisning af ham i denne ny Maade at ordne Fylkingen paa. Da Brun ingen Ting svarede hertil, gik det op for Kongen, at han var Odin selv, og at Guden, som fordum havde været ham saa huld, nu havde paataget sig en anden Skikkelse for enten at komme ham til Undsætning eller unddrage ham sin Hjælp. Han begyndte da strax ivrig at bønfalde ham om at lade den afgjørende Sejr tilfalde Danskerne, som han før havde været huld, og at øve sin Velgjerning imod dem fuldt ud, saa Enden kom til at svare til Begyndelsen, og til Gjengjæld lovede han at vie alle de faldnes Sjæle til ham. Men Brun lod sig ingen Maade bevæge af hans indtrængende Bønner, han stødte pludselig Kongen ud af Vognen, saa han styrtede til Jorden, rev i Faldet hans Kølle fra ham, svang den mod hans Hoved og dræbte ham med hans eget Vaaben. Omkring Kongens Vogn laa der utallige Lig af slagne Kæmper, den uhyggelige Dynge gik helt op over Hjulene, ja, Lighoben naaede helt op til Vognstangen. Af Rings Hær var der nemlig faldet henved tolv Tusind Ædlinger og af Haralds henved tredive Tusind for ikke at tale om de mange af Almuen, der havde maattet lade Livet. Da Ring spurgte, at Harald var død, gav han Tegn til, at hans Fylking skulde opløses, og bød sine Mænd holde inde med Kampen. Derpaa sluttede han Fred og Stilstand med Fjenderne efter at have mindet dem om, at nu, da de havde mistet deres Høvding, var det ørkesløst at kæmpe længer, og saa bød han Svenskerne søge rundt omkring i de hulter til bulter liggende Dynger af Lig efter Haralds, for at det kongelige Lig ikke skulde gaa glip af de Gravofre, der tilkom det, og Folk begyndte da ivrig at lede imellem Ligene. Der gik en halv Dag med at søge efter det, og da det omsider blev fundet tillige med Køllen, lod Ring for at forsone Haralds Aand, Hesten, han red paa, spænde for Kongens Stridsvogn, prydede den med et gyldent Sadeldækken og indviede den til ham. Derpaa aflagde han højtidelige Løfter og tilføjede en Bøn om, at Harald paa den Ganger maatte ride til Underverdenen forud for dem, der havde fulgt ham i Døden, og hos dens Fyrste opnaa rolige Boliger for sine Stalbrødre og sine Fjender. Saa lod han rejse et Baal og bød Danskerne sætte deres Konges guldprydede Skib op derpaa. Og da Ilden fortærede Liget paa Baalet, gik han omkring blandt de sørgende Stormænd og opfordrede dem indtrængende til gavmildt at nære den ved med rund Haand at kaste Vaaben og Guld og alt, hvad de ellers havde af Klenodier, ind i den for at hædre en saa stor og af alle saa fortjent Konge. Han bød ogsaa, at det brændte Ligs Aske skulde lægges i en Urne og føres til Lejre og der bisættes paa kongelig Vis med hans Hest og Vaaben. Ved saaledes fuldt ud at give sin Morbroder den Ære efter Døden, der tilkom ham, vandt han Danskernes Hjærter og vendte deres Had til Kjærlighed. De bad nu, om Hed maatte blive sat over det, der var tilbage af Riget, men for at Fjendernes svigtende Kræfter ikke strax skulde voxe til igjen, skilte han Skaane fra Danmark og satte Ole til at raade for det, og lod blot Hed staa for Styret paa Sjælland og i de øvrige Dele af Riget. Saaledes lagde den omskiftelige Lykke Daneriget under Svenskernes Vælde. Og her ender Fortællingen om Braavallaslaget. ## bok 8: Ole (Winkel Horn 1898) Sjællænderne, som havde haft Harald til Konge, og hvis Sind Erindringen om deres fordums Lykke stadig foresvævede, fandt imidlertid, at det var en Forsmædelse at lade sig foreskrive Love af en Kvinde; de henvendte sig derfor til Ole og bad ham om ikke at taale, at de, der havde været vante til at tjene den navnkundigste Konge, nu skulde være en Kvinde underdanige; de lovede derhos, at de vilde falde fra hende og underkaste sig ham, om han vilde gribe til Vaaben for at fri dem fra deres forsmædelige Kaar. Ole var ikke sen til at opfylde deres Bøn, fristet saavel af Mindet om hans Forfædres Berømmelse som af Krigernes Hyldest. Han stævnede derfor Hed til sig og nødte hende mere ved Trusler end ved Vaabenmagt til at afstaa alle de Landsdele, hun raadede over, med Undtagelse af Jylland, og Jylland gjorde han endda skatskyldigt for ikke at give en Kvinde fri Raadighed over et Rige. Han avlede nu ogsaa en Søn, som han gav Navnet Omund. Men saa forfaldt han til Grumhed og blev saa uretfærdig en Konge, at alle de, som tidligere havde fundet det forsmædeligt at lade sig beherske af en Dronning, nu fortrød, at de havde skammet sig over at staa under hende, og tolv Høvdinger begyndte at lægge Raad op imod hans Liv, hvad enten det nu var deres Fædrelands Ulykke, der drev dem dertil, eller de af anden Grund var fjendtlig sindede imod Ole. Blandt dem var Hlenne, Atyl, Thott og Vithne, af hvilke den sidst nævnte var af dansk Afstamning, skjønt han var Høvedsmand over Slaverne. Da de ikke stolede paa, at deres egne Kræfter eller Kløgt vilde forslaa til den Daad, fik de for Penge Stærkodder til at være med. Han lod sig overtale til at øve Daaden med sit Sværd og besluttede for at røgte det blodige Hverv, han havde paataget sig, at angribe Kongen, medens han var i Bad. Han gik ind til ham, medens han var ved at tvætte sig, men blev strax slaaet af hans hvasse Blik og hans øjnes stadige Bevægelighed og flimrende Glans, hans Lemmer lammedes af hemmelig Angst, han standsede, traadte et Skridt tilbage og lod Haanden synke og opgav sit Forsæt. Saaledes kunde han, der havde traadt saa mange Høvdingers og Kæmpers Vaaben under Fødder, ikke udholde en enkelt vaabenløs Mands skarpe Blik. Men Ole, som godt vidste, hvilken Magt hans Aasyn havde, tilhyllede det og bød ham trine nærmere og melde, hvad han havde at melde, thi han var paa Grund af gammelt Stalbroderskab og lange Tiders fortrolig Omgang den sidste, han vilde have mistænkt for Forræderi. Men Stærkodder sprang med draget Sværd ind paa Kongen, gjennemborede ham og hug ham i Halsen, da han prøvede paa at rejse sig. Hundrede og tyve Pund Guld fik Stærkodder i Løn, men senere sørgede han, naget af Anger og Skam, saa bitterlig over den Udaad, han havde begaaet, at han ikke kunde holde sine Taarer tilbage, blot den kom paa Tale, i den Grad skammede han sig, da han var kommen til sig selv igjen, over sin grumme Brøde. Han dræbte ogsaa til Straf for den Misgjerning, han havde begaaet, nogle af dem, der havde tilskyndet ham til den, og hævnede saaledes den Daad, han selv havde laant Haand til. ## bok 8: Omund (Winkel Horn 1898) Danskerne gjorde nu Oles Søn Omund til Konge, idet de mente, at de burde tage mere Hensyn til hans Faders ædle Byrd end til, hvad han havde gjort sig fortjent til af dem. Efter at han var bleven voxen, stod han i ingen Maade tilbage for sin Fader i Henseende til Bedrifter, han lagde nemlig Vind paa at naa eller overgaa dem, Ole havde øvet. I de Dage herskede en Mand ved Navn Ring over en Del af Nordmændene, og det store Ry, der gik af hans Datter Æse, fik Omund, som just saa' sig om efter en Kone, til at kaste sine øjne paa hende. Men en særegen Ejendommelighed hos Ring gjorde Skaar i hans Haab om et heldigt Udfald af sin Bejlen, han attraaede nemlig kun til Svigersøn en Mand af prøvet Tapperhed, thi han satte lige saa stor Ære i Vaabendaad, som andre sætter i Velstand. For at vinde Navnkundighed paa den Vis og faa Ry for Tapperhed søgte Omund derfor at opnaa sit ønske ved Hjælp af sine Stridskræfter og sejlede til Norge med en Flaade i den Hensigt at angribe Rings Rige under Paaskud af, at han havde Arveret dertil. Odd, Underkongen paa Jæderen, tog venlig imod ham og erklærede, at Ring visselig havde bemægtiget sig Omunds Fædrenearv og klagede over, at han jævnlig øvede Overlast imod ham selv. Ring var imidlertid paa Vikingetog i Irland, saa det var et Land uden Høvding, Omund angreb, og han skaanede derfor, hvad der hørte Menigmand til, gav Rings særlige Gods til Pris for Plyndring og dræbte hans Frænder. Odd havde ogsaa sluttet sig til Omund. Men hvor mange og mangfoldige Bedrifter denne end øvede, kunde han aldrig faa sig til at tilføje Folk, der var ham underlegne i Antal, Overlast, thi han huskede stadig paa, at han, som havde den tapreste Fader, burde sejre i sine Krige ved Tapperhed og ikke ved Antallet af Krigsfolk. Imidlertid kom Ring hjem fra sit Vikingetog, og da Omund spurgte det, begyndte han at bygge et meget stort Skib, hvorfra han ligesom fra en Fæstning kunde angribe Fjenden ovenfra med Kastespyd. Han gjorde Athyls Sønner Homod og Thole til Stavnboer paa det og gjorde den ene af dem til Styrmand og satte den anden til at værge Stævnen. Det skortede hverken Ring paa Kløgt eller Dygtighed til at tage det op med dem, han lod nemlig kun en ringe Del af sine Folk stille til Skue og magede det saa, at Fjenden skulde angribes i Ryggen. Da Omund af Odd havde faaet Kundskab om dette snedige Anslag. sendte han Folk ud, der skulde gjøre det af med dem, der var lagt i Baghold, og bød Athyl Skaaning angribe Ring. Han var mindre heldig i at adlyde dette Bud end rask til at give sig i Lag dermed, han tabte Slaget og led et saadant Nederlag, at han maatte fly til Skaane. Efter at Omund med Odds Bistand igjen havde faaet samlet Stridskræfter, lod han sin Flaade udfolde sig for at holde Søslag. Samtidig gik Athyl, som i Drømmesyner havde faaet sikker Kundskab om Krigen i Norge, hurtigst muligt under Sejl for at gjøre godt igjen, hvad han havde forbrudt ved sin Flugt, og stødte til Omunds Glæde til ham, lidt før Slaget skulde begynde. Stolende paa hans Hjælp gav Omund sig i Lag med det og havde lige saa meget Held med sig, som han gik tillidsfuld til det, thi i den Dyst, han selv tog, vandt han den Sejr, som hans Mænd var gaaet glip af. Dødelig saaret saa' Ring paa ham med sine bristende øjne, og efter at have vinket ham hen til sig med Haanden, saa godt han kunde, thi Stemmen svigtede ham, bad han ham indstændig om at blive hans Svigersøn og forsikrede, at han med Glæde gik i Døden, naar han efterlod sin Datter saadan en Husbond. Han døde, inden han kunde faa Svar, og Omund udgjød Taarer over hans Død. Han gav Homod, hvis trofaste Bistand han havde nydt godt af i Krigen, den ene af Rings Døtre til Ægte og ægtede selv den anden. I de samme Dage havde Jomfru Rusla, som i Henseende til ypperlige Krigsbedrifter viste større Mod, end Kvinder plejer at lægge for Dagen, i Norge ført hyppige Kampe med Sin Broder Thrond, om hvem der skulde have Overherredømmet. Da hun ikke kunde finde sig i, at Omund herskede over Nordmændene, erklærede hun alle, der lød under Danmark, Krig. Da Omund fik Bud herom, sendte han sine dygtigste Mænd ud for at undertrykke dette Oprør, men Rusla overvandt dem og blev saa hovmodig af sin Sejr, at hendes Sind opfyldtes af overdrevne Forhaabninger, og hun satte sin Hu til at bemægtige sig Overherredømmet i selve Danmark. Hun angreb først Halland, hvor hun blev modtagen af Homod og Thole, som Kongen havde sendt did, og overvunden maatte hun ty til sin Flaade. Kun tredive af hendes Skibe lykkedes det at slippe bort, de øvrige blev tagne af Fjenden. Da hun var undsluppen Danskerne, blev hun angrebet af sin Broder Thrond, som blev overvunden af hende og mistede hele sin Hær og maatte flygte over Dovrefjæld uden en eneste Følgesvend, og saaledes omskiftede hun, som kort i Forvejen havde maattet vige for Danskerne, nu Flugt med Sejr ved at overvinde sin Broder. Da Omund spurgte det, sejlede han igjen til Norge med en stor Flaade, og det første, han gjorde, var at lade Homod og Thole, som han sendte til Thelemarken ad en hemmelig Gjenvej, ophidse Folkene der til at rejse sig imod hendes Herredømme, og Følgen blev, at Rusla blev fordreven fra Riget af Almuen og tyede ud paa øerne i Haab om at kunne bjærge sig der, og da Danskerne kom, vendte hun Ryg og flyede uden Sværdslag. Kongen forfulgte ivrig den flygtende, opbragte hendes Flaade paa Havet og tilintetgjorde den fuldstændig og vandt en afgjørende Sejr over Fjenderne uden Blodsudgydelse og gjorde herligt Bytte. Rusla, der var sluppen bort med nogle ganske faa Skibe, pløjede Bølgerne af alle Kræfter, og medens hun søgte at undslippe Danskerne, stødte hun paa sin Broder og blev dræbt af ham. Saaledes plejer uforudsete Farer at volde størst Fortræd, og de Ulykker, man mindst frygter, gjør Tilfældet ofte værre end dem, der truer. Kongen gav Thrond et Høvdingdømme til Løn, fordi han havde fældet sin Søster, Resten af Landet gjorde han skatskyldig, og derpaa vendte han hjem til Danmark. Paa den Tid var Thore og Bjørn, Ruslas ypperste Kæmper, paa Vikingetog ved Irland. De havde i sin Tid svoret at hævne deres Herskerinde, og da de nu spurgte hendes Død, skyndte de sig til Omund og æskede ham til Holmgang, hvilket det fordum ansaas for en Skam for en Konge at afslaa, thi i gamle Dage regnedes en Fyrstes Navnkundighed mere efter Vaabendaad end efter Rigdom. Homod og Thole traadte nu frem og bød sig til at kæmpe med dem, der udæskede Kongen. Omund priste dem højlig derfor, men vægrede sig i Førstningen for Skams Skyld ved at tage imod deres Hjælp, men til sidst gav han efter for sine Mænds mange Bønner og fandt sig i, at andre forsøgte Lykken i hans Sted. I den Kamp, hedder det sig, bed Bjørn i Græsset, og Thore slap fra det haardt saaret. Da han var kommen sig af sine Saar, tog Kongen ham strax i sin Tjeneste og gjorde ham til Jarl over Norge. Derpaa krævede han ved Sendemænd den sædvanlige Skat af Slaverne, men de tirrede ham ikke blot ved at dræbe Sendemændene, men ogsaa ved at angribe Jylland. Han overvandt da i et Slag syv Konger og stadfæstede ved sin Sejr den vante Ret til Skat. Stærkodder var nu bleven affældig som Følge af sin høje Ælde, og man holdt for, at han nu havde udtjent som Krigsmand og Kæmpe. For at han nu ikke for sin Alderdoms Skyld skulde miste sin fordums Hæder, mente han, det vilde være ypperligt frivillig at søge Døden og af egen Drift fremskynde den. Han, som saa tit havde bestaaet herlige Kampe, holdt for, at det vilde være skammeligt at dø Straadød, og for at forøge den Navnkundighed, han havde vundet i sit forbigangne Liv, foretrak han at falde for en hvilken som helst fribaaren Mands Haand frem for at vente paa en sendrægtigt kommende naturlig Død. Saa forsmædeligt ansaas det i gamle Dage for at være for dem, der gav sig af med Krigsvæsen, at dø paa Sottesengen. Da han nu altsaa var affældig og hans øjnes Lys slukket, og han var led ved at leve længer, bar han, for at kjøbe en til at blive hans Drabsmand, det Guld han havde tjent ved at dræbe Ole, hængende om Halsen, idet han mente, at den bedste Maade, hvorpaa han kunde sone det Højforræderi, han havde begaaet, vilde være at betale den samme Løn, han havde faaet for at dræbe Ole, for selv at blive dræbt og at udrede det Guld, han havde faaet for en andens Død, som Betaling for sin egen, thi det, tyktes ham, var den smukkeste Brug, han kunde gjøre af den Løn, han havde tjent paa saa skammelig Vis. Omgjordet med to Sværd vaklede han af Sted støttende sine kraftesløse Skridt med to Stokke, og da en Almuesmand saa' ham, tyktes det ham overflødigt, at den gamle Mand havde to Sværd, hvorfor han spottende bad ham om at give ham det ene af dem. Stærkodder vakte Haab hos ham om, at han vilde gjøre hvad han bad om, og bød ham komme nærmere, og saa drog han det ene Sværd og gjennemborede ham. Det saa' en Mand ved Navn Had, der var ved at bede vilde Dyr med sine Hunde - hans Fader var den Hlenne, som Stærkodder i sin Tid dreven af Anger over sit ugudelige Mord paa Ole havde dræbt -, og nu opgav han sin Jagt og bød to af sine Følgesvende spore deres Heste af alle Kræfter og ride ind paa den gamle Mand for at skræmme ham. De sprængte af Sted, men da de vilde ride tilbage, stoppede Stærkodder dem med sine Stokke, og de maatte bøde med Livet. Had blev saare forskrækket ved at se dette og red nærmere, og han kjendte da den gamle, men denne kjendte ikke ham. Saa spurgte Had, om han vilde tuske et Sværd bort for en Vogn, hvortil Stærkodder svarede, at i gamle Dage plejede han at revse Spottefugle, og aldrig havde frække Folk fornærmet ham ustraffet, men hans blinde øjne kunde ikke skjelne Ynglingens Træk, og derfor kvad han denne Vise, der skulde kundgjøre, hvor harmfuld han var: Altid fremad Floden flyder, saadan lider Livets Løb. Stund, som svandt, for stedse svandt, og til sidst er Døden sikker. Gammel Mand har liden Gammen, dumme øjne, døve øren, Ælde lammer alle Lemmer, sløver Vid og slapper Viljen. Grumt har Tidens Tand mig gnavet, frem i Mørke jeg mig famler. Tungt og trægt jeg Jorden træder, støtte maa mig tvende Stave. Glemt af alle er den gamle; før hans Ry om Lande fløj. Ikkun Had maaske mig husker; maatte jeg dog ham blot møde! Grant jeg mindes, gjæv han var, trofast Ven mod sine Venner, ej sit Guld for dem han gjemte, og for Fjender ej han flyede. Saa for mig det Nornen maged, at mit Liv i Kamp er ledet; altid glad jeg svang mit Glavind, Gammen var mig Slagets Gny. Stovt jeg stod i Stridens Stævne, flokkevis jeg Fjender fælded; Ulv og ørn jeg Aadsler skaffed, Hæder vandt jeg mig ved Hug. Skjold og Hjælm jeg sønder hugged, selv blev ej for Saar jeg sparet; end den Mand jeg mindes grant, som mig kraftig Issen kløved. Had svarede og kvad: Skal jeg saa dig skue, Skjald, dig, som kvad om Kamp og Konger? Sig mig, hveden hid du vandred, hvorhen fører dig din Vej? Sært din Skæbne nu er skiftet; hvor er Kæmpens kjendte Kræfter? Mat du vakler hen ad Vejen, støtter dig paa tvende Stave. Som paa Vandet Vind og Vove tumler med den tunge Skude, saa har Livet leget med dig, liden Lyst det har dig levnet. Bedst, mig tykkes, nu du bytter mod en Vogn dit hvasse Vaaben; aldrig Sværd du svinger mer, giv du mig dit gode Glavind. Bedre vil en Vogn dig baade end de Stave, som dig støtter. Giv dit Sværd mig med det gode, vil med Magt du ej det miste. Stærkodder svarede: Taabe, tomme Ord du taler! uden Løn bør Hjælp man yde. Vandre paa min Fod jeg vil, ej mit Sværd til dig jeg sælger. Skam dig, at du haaned Skjalden, som bør højt i Ære holdes! Smukt en gammel Helt at smæde, som har Ros og Ry fortjent! Give dig mit gode Glavind! Er det Vaaben du vel værdig? Kun en bold og ædel Kæmpe svinge skal mit hvasse Sværd. Ej for fejge Folk det passer, ej for Folk, som Vellyst fryder. Mæsk din Bug med Mad og Mjød; bedre det end Kamp dig baader. Tit paa Hjælme tungt det faldt, da med Oles Søn jeg drog. Hvem jeg mødte paa min Vej, gol med Gny mit Glavind over. Fly jeg Kurlands- flokken lærte, da den spændte Snarer for os. Tungt paa Træsko Dansken traadte, skarpe Pigge ej ham skaded. Hame vog jeg - haardt han hug -, Ynk jeg voldte Estlandsynglen; Svarlig skreg Sangalers Skare, da jeg fulgte Flebaks Søn. Haardt det holdt at bjærge Ho'det fra de Mænd i Thelemarken, brast da baade Hjælm og Brynje, Haardt de Smedes Hamre hugged. Over Tysken Hævn jeg tog, da jeg Svertings Sønner fælded, gjæsted dem i Gammenslag, hævned glad den gode Frode. Fager Mø jeg modig værned, Brødre syv i Græsset bed. Jorden dér mit Blod fik drikke, aldrig Græs der groede siden. Saa med Ker til Søs jeg kæmped, Vaske vog jeg, fælded Visin, fælded Lers de fire Sønner, kued alle Bjarmlands Kæmper. Fangede saa Irers Fyrste, tog Dublins de dyre Skatte. Aldrig gaar det vist i Glemme, hvad jeg øved paa Braavalla. Længe nok du lyttet har, dog kun lidt fik du at vide. Aldrig fik min Tale Ende, om jeg skulde alt fortælle. Saalunde kvad Stærkodder. Da han endelig af deres Samtale skjønnede, at Had var Hlennes Søn, og saaledes kom paa det rene med, at den unge Mand var af fornem Herkomst, bød han ham sin Hals til Hug, idet han opmuntrede ham til ikke at være bange for at tage Hævn over sin Faders Banemand, og derhos lovede han, at naar han gjorde det, skulde han faa det Guld, han havde faaet af Hlenne. Og for end yderligere at ophidse ham imod sig, skal han have kvædet saalunde: Had, din Fader, bør du hævne, jeg med Vold og Vilje vog ham. For hans Bane selv jeg byder dig mit Liv og Løn derhos. Længe var jeg led ved Livet, men kun Helt skal Helten fælde. Føj mig nu og dræb din Fjende, glad i Døden gaar den gamle. Trøsket Træ, som ej kan trives, vige bør for Træ, som voxer. Fældes vil jeg, før jeg falder, sød er Død, som selv man søger. Med disse Ord tog han Pengene op af Pungen og rakte ham dem. Had, der lige saa meget ansporedes af Begjærlighed efter at komme i Besiddelse af Guldet som af Lyst til at hævne sin Fader, lovede, at han vilde gjøre, som han bad, og ikke afslaa den Løn, han bød ham. Stærkodder rakte ham ivrig sit Sværd. strakte Halsen frem og opmuntrede ham til at hugge til uden Frygt og til ikke at bruge Sværdet som en Kvinde, og lod ham derhos vide, at naar han, efter at have fuldt byrdet Drabet, sprang imellem Hovedet og Kroppen, inden denne faldt, vilde Vaaben ikke bide paa ham; men om han sagde dette for virkelig at belære ham eller for at straffe ham for Drabet, er ikke let at sige, thi det kan godt være, at Legemets Masse vilde have knust ham, naar han sprang. Had svang Sværdet af al sin Magt og hug Hovedet af den gamle. Da det afhuggede Hoved faldt til Jorden, skal det, efter hvad der fortælles, have bidt i Græsset, saa at Mundens Glubskhed endnu i Dødens Stund bar Vidne om hans Sinds Grumhed. Had, som frygtede for, at der stak Svig under Stærkodders Løfter, vogtede sig imidlertid vel for at springe; havde han været letsindig nok til at gjøre det, vilde han maaske være bleven knust af Liget, idet det faldt, og saaledes være kommen til at bøde med sit eget Liv, fordi han havde dræbt den gamle. Dog vilde han ikke lade saa vældig en Kæmpe ligge ubegravet og lod derfor hans Lig jorde paa den Slette, der hedder Rolyng. ## bok 8: Sivard (Winkel Horn 1898) Omund døde, efter hvad jeg har erfaret, overmaade rolig under den dybeste Fred og efterlod sig to Sønner og lige saa mange Døtre. Den ældste Søn Sivard arvede Riget, medens hans Broder Budle endnu var spæd. Paa den Tid havde Svenskekongen Gøtar fattet en grænseløs Elskov til den ene af Omunds Døtre paa Grund af det Ry, der gik af hendes overordentlige Dejlighed, og han overdrog da en Mand ved Navn Ebbe, Sibbes Søn, det Hverv som hans Sendemand at bejle til Jomfruen. Han røgtede sit Hverv forstandigt og bragte velkomment Bud med tilbage om, at Pigen gav sit Samtykke. og der var nu ikke andet, han ønskede, end at komme til at holde Bryllup, men da Gøtar var bange for at holde det blandt fremmede, bad han om, at hans Brud maatte blive sendt over til ham, idet han atter benyttede sig af Ebbe, den samme Sendemand, som han havde skikket til Danmark første Gang. Da Ebbe nu kun med et ganske lidet Følge drog igjennem Halland, søgte han Nattely i en Landsby, hvor to Brødre havde deres Huse liggende lige over for hinanden med en Flod imellem. Disse Brødre havde for Skik at myrde dem, de gjæstfrit havde modtaget, idet de snedig forstod at skjule deres røveriske Færd under Venligheds Maske. De havde hængt en aflang Bjælke ligesom en Perse og forsynet med en Jernegg op i den øverste Del af Huset, hvor den var gjort fast med skjulte Kjæder, og ved Nattetid plejede de saa at fire den ned ved at give los paa Kjæderne og skære Hovederne af dem, der laa neden under den. Paa den Maade havde de med dette Hængeværk halshugget adskillige. Efter at Ebbe og hans Mænd havde nydt et rigeligt Maaltid, redte Tjenerne et Leje til dem ved Arnen, saaledes at de ved Hjælp af den lumske Bjælke kunde hugge Hovederne af dem, som de laa der med dem op imod Ilden. Da de var gaaet, bød Ebbe, som nærede Mistanke til den Indretning, de havde hængende over Hovederne paa sig, sine Stalbrødre at lade, som om de sov, og saa skifte Plads, det vilde baade dem overmaade vel, sagde han. Der var imidlertid nogle iblandt dem, som ikke hørte med til Ebbes Følge, og som ikke brød sig om det Bud, de andre lød, men blev liggende ganske rolig der, hvor de fra først af havde lagt sig. Da det saa var begyndt at blive mørk Nat, blev den svære hængende Indretning firet ned af dem, der var sat til at passe den, og idet den slap ud af Baandene, der holdt den, og med stor Kraft faldt til Jorden, slog den dem, der laa under den, ihjel. Da nu de, hvem det paalaa at udføre denne Misgjerning, kom med Lys for at forvisse sig om, hvorledes det var gaaet, saa' de, at Ebbe, for hvis Skyld de især havde gjort det, forsigtig havde forebygget Faren. Han angreb dem strax, og de maatte bøde med Livet for, hvad de havde gjort. I det gjensidige Blodbad mistede Ebbe ogsaa sine Ledsagere, men han fandt en Baad og slap paa den over den af Isflager opfyldte Flod og bragte Gøtar Bud om det Nederlag, han havde lidt, i Steden for om Udfaldet af sit Ærinde. Gøtar skjønnede, at dette var sket paa Sivards Anstiftelse, og beredte sig til at hævne den Uret, der var tilføjet ham, med Vaabenmagt. Sivard blev overvunden af ham i Halland og flyede, efter at Fjenderne havde taget hans Søster til Fange, til Jylland. Her vandt han et Slag imod Slavernes Almue, der havde vovet sig til Kamp uden at have nogen Høvidsmand, og den Sejr skaffede ham lige saa megen Ære, som hans Flugt havde bragt ham Skam. Men da de, som han havde slaaet, dengang de ingen Høvidsmand havde, kort efter fik en Anfører, blev han overvunden af dem i et Slag paa Fyn. Han kæmpede gjentagne Gange med dem i Jylland, men havde stadig Uheld med sig, og Enden blev, at han efter at have mistet Skaane og Jylland kun havde den midterste Del af Riget tilbage ligesom Dele af en fortæret, hovedløs Krop. Hans Søn Jarmerik faldt tillige med sine smaa Søstre i Fjendens Hænder, og den ene af Pigerne blev solgt til Nordmændene, den anden til Tyskerne, thi i gamle Dage plejede Giftermaal at være Gjenstand for Salg. Daneriget, som var blevet udvidet med saa meget Mod, navnkundigt ved Forfædrenes store Bedrifter og styrket ved saa mange Sejre, blev saaledes ved én Mands Fejghed fra den mest straalende Lykke og den mest blomstrende Tilstand drevet saa langt ud i Skjændsel, at det nu selv maatte udrede Skat, i Steden for at det før havde opkrævet den. Men Sivard, som saa tit var bleven slagen og havde maattet fly paa den skammeligste Maade, kunde ikke udholde at holde Statens søndrede Ror i sin Haand under de forsmædelige Kaar, Landet nu var stedt i, efter at Forfædrene havde vundet saa megen Hæder, og for at han ikke ved at leve længere skulde sætte den sidste Rest af Ære til, skyndte han sig at søge en hæderlig Død paa Valpladsen, thi Attraa efter at afkaste al Bekymring gjorde hans Sjæl, der ikke kunde glemme Ulykken, led ved Livet; i den Grad havde hans Begjærlighed efter at slippe bort fra sin Skam gjort ham Dagens Lys forhadt. Efter at have samlet Krigsfolk erklærede han derfor en Mand ved Navn Simon, der under Gøtars Overhøjhed var Høvidsmand i Skaane, aabenlys Krig, og idet han drev den igjennem med haardnakket Letsindighed, endte han efter at have fældet Simon sit Liv under et stort Blodbad blandt sine Fjender. Befri Fædrelandet for den Tynge at maatte betale Skat kunde han dog ikke. ## bok 8: Budle og Jarmerik (Winkel Horn 1898) Imidlertid holdtes Jarmerik tillige med sin jævnaldrende og Diebroder Gunn i Fængsel hos Slaverkongen Ismar. Omsider blev han tagen ud af Fængslet og sat til Agerbrug og maatte gjøre Bondearbejde. Paa Grund af den Dygtighed, hvormed han røgtede denne Gjerning, blev han forflyttet til Opsynsmand over Kongens Trælle. Da han ogsaa røgtede dette Hverv med den største Redelighed, blev han optagen blandt Kongens Hirdmænd, og da han paa Hofmandsvis lagde overordentlig Høviskhed for Dagen, blev han snart en af Kongens Venner og fik den første Plads i hans Fortrolighed, og ved sine Fortjenester naaede han saaledes ligesom Trin for Trin fra de laveste Kaar op til Ærens højeste Tinde. For ikke at henleve sin Ungdom i Sløvhed og Dorskhed øvede han sig i krigerske Idrætter og udviklede ved Flid de Gaver, Naturen havde skjænket ham. Alle holdt af Jarmerik, kun Dronningen nærede Mistillid til ham. Saa meldte Rygtet pludselig, at Kongens Broder var død. Ismar vilde give ham den prægtigste Begravelse, og for at gjøre saa meget større Stads af hans Ligfærd lod han med kongelig Rundhaandethed berede et Gjæstebud. Jarmerik, hvem ellers Omsorgen for Husvæsenet paahvilede sammen med Dronningen, begyndte imidlertid at se sig om efter en Udvej til Flugt, hvortil den Omstændighed, at Kongen var borte, syntes at byde Lejlighed. Han var nemlig paa det rene med, at, skjønt han levede i Glans og Herlighed, vilde han dog kun vedblive at være Kongens usle Træl og saa at sige leve af Naade og andres Velgjerninger. Han mente derhos, at skjønt han nød de største Æresbevisninger hos Kongen, var Friheden at foretrække for al Gammen, og han brændte af den største Begjærlighed efter at se sit Fædreland og sin Slægt. Men da han vidste, at Dronningen havde sørget for tilstrækkelige Vagtposter, for at ingen af Fangerne skulde undløbe, sørgede han for ved List at naa, hvad han ikke kunde naa med Magt. Han tog derfor en af Bast og Vidjer flettet Kurv af Form som et Menneske, af den Slags, som Bønderne plejer at bruge til at skræmme Fuglene fra Kornet med, lagde en levende Hund i den, afførte sig sine Klæder og klædte Kurven paa med dem, for at den skulde faa saa meget større Lighed med et Menneske. Derpaa brød han Kongens eget Skatkammer ned, tog Pengene ud deraf og gjemte dem paa Steder, som kun han kjendte. Imidlertid havde Gunn, som han havde paalagt at skjule, at han var borte, baaret Kurven ind i Borgen og faaet Hunden til at gjø, og da Dronningen spurgte, hvad der var paa Færde, sagde han, at det var Jarmerik, der var gaaet fra Forstanden og raabte op. Da hun saa' den menneskelignende Kurv, lod hun sig narre af Ligheden og bød, at det forrykte Menneske skulde kastes ud af Huset. Gunn bar da Kurven udenfor og lagde den i Sengen, som om det var hans Stalbroder, der var helt rasende. Da det lakkede ad Nat, muntrede han Skildvagterne og beværtede dem rigelig med Mad og Vin, og da de sov, skar han deres Hoveder af og lagde dem ned imellem Benene paa dem for at gjøre deres Død saa meget forsmædeligere. Dronningen vaagnede ved Støjen og styrtede til Døren nysgjerrig efter at faa at vide, hvad Grunden dertil var, og da hun uforsigtig stak Hovedet udenfor, gjennemborede Gunn hende med sit Sværd, inden hun fik set sig for. Da hun fornam sit Banesaar, segnede hun om, rettede Blikket mod sin Banemand og sagde: "Havde jeg faaet Lov til at beholde Liv og Helsen, skulde ingen Svig hjælpe dig ustraffet ud af Landet", og den Slags Trusler udstødte hun mange af imod sin Banemand, inden hun døde. Derpaa stak Jarmerik sammen med Gunn, hans Forbundsfælle ved denne berømmelige Daad, hemmelig Ild paa Teltet, hvor Kongen ved Gjæstebudet fejrede sin Broders Ligfærd, og alle var overvældede af Drik. Da Ilden greb om sig vidt og bredt, rystede nogle Rusen af sig, steg til Hest og satte efter Ophavsmændene til Branden, da de havde set, hvem det var. Men de to Ynglinger sprængte først af Sted paa de Heste, de havde taget, og til sidst, da det lange Ridt havde mattet Dyrene, flygtede de videre til Fods. Da Forfølgerne næsten havde indhentet dem, blev en Flod, de kom til, deres Frelse. Der var nemlig en Bro over den, og for at sinke Forfølgerne overhuggede de, inden de gik over den, Plankerne ind til Midten, saa den ikke blot ikke kunde bære nogen Vægt, men var lige ved at styrte sammen. Da de var komne over, skjulte de sig omhyggelig i en mørk Afgrund. Slaverne, der satte efter dem, saa' ikke den Fare, der truede dem, men red uforsigtig ud paa Broen, og da Plankerne ramlede sammen under Vægten af Hestene, styrtede de i Floden. Da de svømmede ind til Bredden, blev de modtagne af Gunn og Jarmerik og enten druknede eller blev dræbte. Saaledes udførte de to Ungersvende med en saa overordentlig Snildhed, som om de ikke var bortløbne Trælle, men gamle kløgtige Mænd, en Bedrift, der var større, end man kunde vente efter deres Alder, og udførte heldig deres sindrigt udtænkte Plan. Da de naaede Strandbredden, tog de et Skib, som de tilfældigvis traf paa, og sejlede ud paa Dybet. Da Barbarerne, som forfulgte dem, saa' dem sejle, søgte de at kalde dem tilbage ved at raabe til dem, at hvis de vendte om, lovede de dem, at de skulde blive Konger, thi efter hvad der var almindelig Vedtægt fra Arilds Tid af, skulde den, der dræbte en Konge, være hans Efterfølger. Medens de flygtede, døvede Slaverne længe deres øren med uafbrudt at raabe deres træske Løfter efter dem. Paa den Tid herskede Budle, Sivards Broder, som Stedfortræder over Danskerne, men da Jarmerik kom hjem, nødte de ham til at overgive Riget til ham, saa han fra Konge blev Undersaat. I de samme Dage dræbte Gøtar Sibbe, som han skyldte for at have krænket hans Søster. Opbragte over Sibbes Død tyede hans Frænder jamrende til Jarmerik og lovede, at de for at faa Hævn for deres Frænde vilde angribe Gøtar sammen med ham. Og de holdt, hvad de lovede, thi efter ved deres Bistand at have fældet Gøtar bemægtigede Jarmerik sig Sverige. Da han nu herskede over to Folk, paaførte han i Tillid til sin forøgede Magt Slaverne Krig. Fyrretyve slaviske Fanger lod han hænge, hver med en Ulv ved Siden af sig. Den Straf blev tidligere anvendt for Frændemord, nu vilde han, at den skulde anvendes over for Fjenderne, for at man af dette Fællesskab med grumme Vilddyr kunde skjønne, hvor rovgriske de havde været over for Danskerne. Efter ogsaa at have underlagt sig Landet lagde han Besætninger paa passende Steder. Derpaa drog han videre og anrettede Nederlag blandt Semberne, Kurlænderne og adskillige andre af østerledens Folkefærd; Slaverne holdt for, at nu, da Kongen var optagen paa denne Maade, var der Lejlighed for dem til at gjøre oprør, og efter at have dræbt de Høvdinger, han havde sat over dem, hærjede de Danmark. Jarmerik opsnappede, da han vendte tilbage fra Vikingetog, deres Flaade og ødelagde den, og ved den Bedrift øgede han end yderligere den Hæder, han havde vundet ved sine tidligere Sejre. Deres Stormænd tog han for øvrigt Livet af paa en Maade, som det var en Ynk at se paa; han trak nemlig først Remme igjennem deres Haser, og saa bandt han dem til vilde Tyres Klove og pudsede Bulbidere paa dem, saa de blev slæbt over Stok og Sten ud i Sumpe og Moradser. Det tog Modet fra Slaverne, og de bøjede sig i Angst og Bæven for Kongens Myndighed. Efter at Jarmerik nu var bleven beriget med Bytte fra saa mange Folkefærd, lod han med beundringsværdig Kunstfærdighed opføre en Bygning paa en høj Klippe for at have et sikkert Sted at gjemme det paa. Han opkastede en Høj af Græstørv og lagde Grunden med en Mængde Klippeblokke; den nederste Del omgav han med en Vold, i Midten var der Kamre og øverst Brystværn, og helt rundt omgav han den med en uafbrudt Række Vagtposter. Fire overmaade store Porte, en paa hver Side, gav uhindret Adgang, og i dette prægtige Hus opdyngede han alle sine Skatte. Efter saaledes at have ordnet sine Sager hjemme vendte han atter sin Hu til fremmede Lande. Han begyndte igjen at sejle og var ikke sen til at holde Søslag med fire hellespontiske Brødre, gamle forfarne Vikinger, som han mødte paa Havet. Efter at have kæmpet med dem i tre Dage holdt han inde med Kampen imod at faa deres Søster og Hælvten af den Skat og Skyld, de havde lagt paa dem, de havde overvundet. Derpaa kom Bikke, en Søn af Liflændernes Konge, efter at være undsluppen fra det Fangenskab, de nys omtalte Brødre holdt ham i, til Jarmerik, men han havde nu alligevel ikke glemt den Uret, denne havde øvet imod ham ved i sin Tid at have berøvet ham hans Brødre. Han blev venlig modtagen af Jarmerik og fik snart en afgjørende Stemme ved alle hans hemmelige Raadslagninger. Da han mærkede, at han i alle Ting kunde faa Kongen til at gjøre, hvad han sagde, forledte han ham, naar han spurgte ham til Raads, til de afskyeligste Ting og drev ham til at begaa Forbrydelser og Skjændselsgjerninger, og saaledes søgte han snedig at skade Kongen under Skin af at være ham en tro Tjener. Det var især hans nærmeste Frænder, han ophidsede ham imod, idet han saaledes søgte ved List at opnaa den Hævn for sine Brødre, som han ikke kunde skaffe sig med Magt, og Enden blev, at Kongen, som lagde sig efter de skidneste Laster i Steden for efter Dyd, blev almindelig forhadt paa Grund af de Grusomheder, han begik efter sin troløse Raadgivers Tilskyndelse. Endogsaa blandt Slaverne udbrød der Oprør imod ham, og for at dæmpe det lod han trække Reb igjennem Benene paa dem af deres Høvdinger, han havde fanget, hvorpaa han lod dem sønderrive af Heste, som trak hver til sin Side. Saaledes omkom deres Fyrster ved at faa deres Legemer splittede ad til Straf for deres Halsstarrighed, og det holdt Slaverne i fast og urokkelig Underdanighed. Imidlertid greb Jarmeriks Søstersønner, der var fødte og opdragne i Tyskland, støttende sig paa den Adkomst, de havde til Riget efter deres Bedstefader, til Vaaben imod deres Morbroder, idet de paastod, at det lige saa godt tilkom dem som ham. Han ødelagde deres Fæstninger i Tyskland med Krigsmaskiner, belejrede eller indtog adskillige af deres Byer og jævnede endog nogle af dem med Jorden og vendte hjem til Danmark med en Sejr, som intet Blod havde kostet ham. Saa kom de hellespontiske Brødre med deres Søster, for at han, som aftalt var, kunde holde Bryllup med hende. Da det var fejret, drog han atter efter Bikkes Tilskyndelse til Tyskland, fangede i et Slag sine Søstersønner og betænkte sig ikke paa at lade dem hænge. Han samlede derpaa Landets Stormænd under Paaskud af, at han vilde gjøre Gilde for dem, og lod dem dræbe paa samme Maade. Kongen satte sin Søn Broder, som var født ham i et tidligere Ægteskab, til at have Opsigt med sin Stifmoder, og det Hverv røgtede han med den største Aarvaagenhed og Samvittighedsfuldhed, men Bikke beskyldte ham hos hans Fader for at have bedrevet Ukyskhed med hende, og for at give det Udseende af, at det ikke var nogen falsk Anklage, underkjøbte han Folk til at aflægge falsk Vidnesbyrd. Da Anklagen var bleven fremsat i sin fulde Udstrækning, og Broder ikke kunde anføre noget til Støtte for sit Forsvar, bød hans Fader sine Venner fælde Dom over den overbeviste Misdæder, idet han holdt for, at det vilde være mindre stridende imod hans faderlige Følelser at lade andre idømme Sønnen den Straf, der tilkom ham, end at gjøre det selv. De kjendte alle for Ret, at han burde landsforvises, med Undtagelse af Bikke, han gyste ikke tilbage for at fælde en grummere Dom, at han skulde lade sit Liv; den, der havde begaaet en saa skammelig Forbrydelse, burde hænges, sagde han; men for at ingen skulde tro, at det var hans Faders Grumhed, der voldte det, skulde han, naar han havde faaet Strikken om Halsen, holdes oppe af Tjenere med en Bærestang. sagde han, saa at de, naar de blev trætte og slap Byrden, saa at sige blev skyldige i den unge Mands Død og ved deres Brøde friede Kongen fra Beskyldning for at have dræbt sin Søn. Hvis den anklagede ikke fik sin Straf, tilføjede han derhos, vilde han pønse paa Anslag imod sin Faders Liv. Bolersken Svanhild burde for at komme af med Livet paa saa forsmædelig en Maade som muligt trædes ihjel af Dyr. Kongen fulgte Bikkes Raad og lod sin Søn hænge, men lod de omstaaende støtte ham med en Planke, saa han ikke kvaltes, og da Strikken saaledes ingen Skade gjorde ham, idet den kun trykkede Halsen ganske lidt, saa' det ud, som om Straffen kun fuldbyrdedes for et Syns Skyld. Men Dronningen lod han binde til Jorden med de stærkeste Baand for at lade hende søndertræde af Heste. Hun skal, efter hvad der fortælles, have været saa fager, at selv Hestene gyste tilbage for at søndertræde saa dejlige Lemmer med deres smudsige Hove. Det bares Kongen for, som om dette maatte være et Vidnesbyrd om hans Hustrus Uskyldighed, og greben af Anger over sin Vildfarelse skyndte han sig at løse den falskelig anklagede. Imidlertid kom Bikke hastig til og sagde, at naar hun laa med Ansigtet opad, skræmmede hun Hestene med sin grufulde Galdren, de kunde kun træde hende under Fødder, naar hun laa næsegrus. Han vidste nemlig godt, at hendes Fagerhed var hendes Frelse. Efter at Dronningen var bleven lagt, som han sagde, blev Hesteflokken dreven frem og satte de mange Hove dybt i hendes Legeme, og saalunde døde Svanhild. Imidlertid gik den Hund, Broder plejede at have med sig, hen til Kongen, idet den ligesom klagede sig og syntes at græde over den Straf, dens Herre led, og hans Falk, som blev bragt til Kongen, begyndte med Næbbet at plukke Fjerene helt af paa Brystet. Kongen tog dens Nøgenhed som et Varsel om, at han vilde blive barnløs, og for at forebygge dette Varsel sendte han skyndsomst Folk hen at løse hans Søn af Strikken, thi han tog den fjerløse Fugl som et Forbud om, at han vilde komme til at gaa barnløs i sin Grav, i Fald han ikke tog sig i Agt. Da Broder var bleven befriet fra Døden, blev Bikke ræd for, at han vilde blive straffet for sin Anklage, og han skyndte sig derfor til de hellespontiske Brødre og meldte dem, at Kongen havde ladet Svanhild lide en forsmædelig Død. Da de satte Sejl til for at hævne deres Søster, vendte han tilbage til Jarmerik og sagde ham, at Hellespontierne lavede sig til at paaføre ham Krig. Kongen holdt for, at det var sikrere at kæmpe bag Mure end i aaben Mark, og trak sig tilbage til den faste Borg, han havde bygget, og for at kunne udholde en Belejring dér fyldte han de indre Rum med Forraad og besatte Brystværnene med væbnede Mænd. Borgens øverste Tinder var helt rundt smykkede med Skjolde, der funklede af Guld. Nu traf det sig saa, at Hellespontierne, da de skulde dele det Bytte, de havde gjort, dræbte en stor Hob af deres Mænd, som de beskyldte for at have gjort sig skyldige i Underslæb. Da de nu som Følge af denne indbyrdes Strid havde fældet saa mange af deres Krigsfolk, mente de, at det vilde overstige deres Kræfter at indtage Borgen, og de søgte derfor Hjælp hos en Troldkvinde ved Navn Gudrun: hun magede det saa, at Kongens Stridsmænd pludselig blev slagne med Blindhed og gav sig til at slaas indbyrdes. Da Hellespontierne saa' det, rykkede de frem med et Stormtag og besatte de forreste Adgange til Portene. Derpaa rev de Stolperne op og brød ind i Huset, hvor de fældede Fjendens blinde Skarer. Under det Ustyr kom Odin til og kastede sig midt ind iblandt de kæmpende, hvor Trængslen var størst, og gjengav ved sin guddommelige Magt Danskerne, som han altid havde omfattet med faderlig Kjærlighed, det Syn, som Trolddomskunster havde berøvet dem, og derhos gav han dem Anvisning paa, at de, skjønt Hellespontierne plejede at hærde deres Legemer imod Vaaben ved Galdresange, kunde fælde dem ved at overdænge dem med Sten. Saaledes gjorde begge Hære det gjensidig af med hinanden. Jarmerik mistede begge Ben og begge Arme, og den afstumpede Krop rullede om blandt Ligene. Efter ham blev Broder Konge, men det var han kun lidet skikket til. ## bok 8: Snie (Winkel Horn 1898) Efter Broder tog Sivald Styret. Hans Søn Snie lagde sig, da hans Fader blev gammel, ivrig efter Vikingefærd og ikke blot bevarede han Riget, men gjengav det, mindsket, som det var blevet, dets gamle Omfang. Da han var bleven Konge, gjorde han Ende paa Kæmperne Eskil og Alkils Frækhed og forenede ved denne Sejr atter Skaane, der længe havde været unddraget Danmarks Overhøjhed, med Riget. Omsider blev han betagen af Elskov til Gøtekongens Datter, og hun gjengjældte hans Kjærlighed. Saa skikkede han hemmelig Sendemænd til hende for at faa Lejlighed til at komme sammen med hende, men de blev fangne af Pigens Fader, som lod dem hænge til Straf for den Sendefærd, de saa letsindig havde paataget sig. Snie, som var opsat paa at hævne dem, faldt ind i Gøtland, og da Kongen dér mødte ham med sin Hær, opfordrede de før nævnte Kæmper ham til at lade Sagen afgjøre ved Holmgang mellem begge Kongernes Kæmper. Snie stillede da den Betingelse, at hver af Kongerne enten skulde miste sit eget Rige eller vinde den andens, efter som Lykken var hans Kæmper imod eller med, saa at den overvundnes Rige blev Sejrens Løn. Enden blev, at Gøtekongen trak det korteste Straa som Følge af, at det gik hans Kæmper ilde, og maatte afstaa sit Rige til Danskerne. Da Snie fik at vide, at Gøtekongens Datter efter sin Faders Tilskyndelse var bleven ført bort og gift med Svenskekongen, sendte han en Mand i pjaltede Klæder, der plejede at gaa om og tigge paa Alfarvej, til hende for at forfare hendes Sind. Da han paa Tiggeres Vis havde lagt sig tæt ved Dørtærskelen, fik han tilfældigvis Dronningen at se, og han sagde da med sagte Stemme: "Snie elsker dig". Hun hørte, hvad han sagde, men lod, som om hun ingenting hørte, og hverken saa' sig tilbage eller vendte om, men gik videre ind i Borgen, og da hun strax efter kom tilbage, sagde hun med saa sagte Stemme, at han næsten ikke kunde høre det: "Jeg elsker den, der elsker mig", og derefter gik hun videre ud af Hallen. Tiggeren blev glad over, at hun havde givet Tilsagn om Gjenkjærlighed, og da han Dagen efter sad ved Døren, og Dronningen kom, sagde han paa sin vante kortfattede Maade: "Til ønskets Opfyldelse kræves der et Sted". Hun opfattede ogsaa denne Gang Meningen af hans snilde Ord og gik videre, idet hun fuldstændig lod som ingenting. Da hun lidt efter gik forbi ham igjen, sagde hun, at hun snart kom til Bøkesøre, thi did havde hun bestemt sig til at fly. Da Tiggeren havde faaet det at vide, spurgte han igjen paa sin sædvanlige snilde Maade for at faa Rede paa, hvornaar hun vilde holde sit Løfte, og hun var lige saa snild som han og lige saa dunkel i sin Tale og svarede ham saa kortfattet, hun kunde, at det vilde blive først paa Vinteren. Hendes Ledsagere, som havde opfattet enkelte Ord af denne Elskovstale, troede, at det, der i Virkeligheden var Udslag af den største Snildhed, var fuldstændig Daarekistesnak. Da Snie havde faaet Besked af Tiggeren, bortførte han Dronningen paa et Skib, da hun var gaaet ud under Paaskud af at ville i Bad, efter at han først havde taget hendes Mands Skatte. Siden var der jævnlig Krig imellem ham og Svenskekongen, idet denne søgte at faa sin lovlige Hustru tilbage og hin at holde fast paa sin ulovlige Elskov, og Udfaldet var tvivlsomt, thi Sejren vendte sig snart til den ene Side, snart til den anden. Paa den Tid blev Markernes Afgrøde fordærvet som Følge af overmaade daarligt Vejr, og der blev svar Dyrtid. Da Almuen som Følge af Levnedsmidlernes Knaphed led haardt af Hungersnød, paalagde Kongen, der ivrig grublede over, hvorledes han skulde kunne hjælpe paa de strænge Tider, Folket Ædruelighed, thi han havde lagt Mærke til, at der gik mere med til at slukke Drankernes Tørst, end de sultne fik. Han forbød derfor Gjæstebud og bød, at der ikke maatte brygges øl af Korn, idet han ved at forbyde overflødigt Drikkeri mente at kunne tage Braaden af Hungersnøden, og at der kunde skaffes fuldt op af Mad, naar Folk tørstede. Nu var der en Mand, som var meget opsat paa at fugte sin Hals og derfor var overmaade kjed af, at alt Drikkeri blev forbudt. og saa fandt han da med stor Snedighed paa en ny Maade at tilfredsstille sin Lyst paa og brød det almindelige Paabud om Afholdenhed ved selv at hengive sig til Drukkenskab, idet han for den Fornøjelses Skyld anvendte et paa en Gang latterligt og skarpsindigt Middel. Han tilfredsstillede nemlig sin Lyst til at drikke sig fuld ved at slikke den forbudne Drik i sig draabevis. Da han nu for den Sags Skyld blev stævnet for Kongen, erklærede han, at der ikke kunde tænkes noget mere ædrueligt Menneske end ham, eftersom han holdt sin Begjærlighed efter at drikke i fulde Drag i Tømme ved den sindrige Opfindelse, han havde gjort, i Retning af at drikke lidt ad Gangen, og han vedblev at værge sig imod den Beskyldning, der var rejst imod ham, ved at skyde sig ind under, at han blot søbede. Saa blev det under Trusler forbudt ham ikke blot at drikke, men ogsaa at søbe, men han kunde ikke aflægge sin Vane, og for at nyde den ulovlige Drik paa en lovlig Maade og ikke lade nogen anden raade over sin Hals dyppede han Skorper i øl, spiste Brødet, der var helt gjennemtrukket med øl, og trak den attraaede Rus i Langdrag ved at spise langsomt, og saaledes naaede han den forbudne Overmættelse paa en Maade, der ikke syntes at stride imod Forordningen. Saa haardnakket og rasende var hans Drikfældighed, at han satte Livet paa Spil for sine Udsvævelsers Skyld og uden en Gang at lade sig skræmme af Kongens Trusler stivede sin ubesindige Lyst af, saa den lod haant om al Fare. For anden Gang blev han stævnet for Kongen anklaget for at have handlet imod Forordningen, men selv da undlod han ikke at forsvare, hvad han havde gjort, idet han gjorde gjældende, at han ingenlunde havde brudt de Love, Kongen havde givet, eller ved de Nydelser, han havde hengivet sig til, krænket det Bud, han havde udstedt om Maadeholdenhed, særlig naar man tog i Betragtning, at den Beskrivelse af Afholdenhed, der gaves i Forordningen om Ædruelighed. syntes at gjøre det utvivlsomt, at det var forbudt at drikke øl, men ikke at spise det. Kongen svor nu ved Rigets Bedste og kaldte alle Guder til Vidne derpaa, at hvis han nogen Sinde igjen vovede sligt, skulde han undgjælde derfor med Livet. Han holdt imidlertid for, at Døden ikke var nær saa haard som Ædruelighed, og at det var lettere at give Afkald paa Livet end paa overstadig Drik, og han kogte atter Korn i Vand og gjærede øllet, og da han nu ikke længer haabede at kunne anføre noget yderligere til Forsvar eller Undskyldning for sin Drikfældighed, gav han sig den aabenlyst i Vold, satte Dumdristighed i Steden for sin tidligere Snildhed og tømte frejdig sit Bæger, idet han hellere vilde vente paa den Straf, Kongen vilde give ham, end blive ædruelig. Da Kongen nu spurgte ham, hvorfor han saa mange Gange havde formastet sig til at gjøre, hvad der var forbudt, svarede han: "Det er ikke saa meget min Drikfældighed som Velvilje over for dig, Konge, der er Skyld deri. Jeg tænkte nemlig paa, at en Konges Ligfærd maa fejres med et Gilde, og for at der nu ikke formedelst Kornmangel skal savnes øl ved det Gilde, der skal fejres, naar du dør, har jeg brygget den forbudne Drik. saa det er mere Omtanke end Drikfældighed, der har drevet mig dertil. Jeg tvivler nemlig ikke om, at du dør af Sult før end nogen anden, saa at du bliver den første, der skal begraves, thi du har selvfølgelig udstedt denne usædvanlige Maadeholdsforordning, fordi du var bange for, at det først vilde komme til at skorte dig selv paa Føde. Det er dig selv og ikke andre, du tænker paa, naar du indlader dig paa at paabyde saadant Gnieri". Mandens vittige Spot bragte Kongen til at opgive sin Vrede og skamme sig i Stedet for, og da han saa', at den Forordning, han havde udstedt for det almene Vels Skyld, indbragte ham Spot, lod han Hensynet til Almenhedens Tarv fare og tilbagekaldte Forordningen, idet han hellere vilde opgive sin Hensigt end paadrage sig sine Undersaatters Harme. Hvad enten det nu kom af, at Jorden fik for lidt Regn, eller den var for udmarvet, var Markerne, som jeg alt har sagt, golde og gav kun liden Grøde, saa det skortede Landet paa Levnedsmidler, og det mattedes af Hungersnød, og da det Forraad, der var, kun forslog lidt, var der ingen Udvej til at fjærne Hungersnøden. Saa blev der efter Forslag af Aage og Ebbe vedtaget en Folkebeslutning om, at de gamle Folk og Smaabørnene skulde slaas ihjel, kort sagt alle, der ikke var kraftige nok til at bære Vaaben, skulde sendes ud af Landet, saa at kun de stærke og kraftige fik Lov til at blive der, og ingen andre end dygtige Krigere og Jordbrugere maatte blive boende i deres Huse og Fædrenehjem. Da de bragte deres Moder Gambaruk denne Tidende, skjønnede hun, at Ophavsmændene til denne skammelige Beslutning havde søgt Redning i en Forbrydelse; hun fordømte, hvad der var vedtaget paa Tinge, og sagde, at man ikke burde af hjælpe Nød ved at dræbe sine nærmeste; et hæderligere Raad og langt tjenligere for deres Sjæles og Legemers Velfærd vilde det være, om de uden at tilsidesætte de Hensyn, de skyldte Forældre og Børn, ved Lodkastning bestemte, hvem der skulde drage af Landet. Og dersom Loddet traf affældige Oldinger, skulde de stærke byde sig til at drage i Landflygtighed i deres Sted og frivillig paatage sig at bære denne Byrde for de svage. De, der kunde faa sig til at kjøbe Livet for Brøde og Ugudelighed og lade en saa uretfærdig Bestemmelse gaa ud over deres Forældre og Børn, var ikke værd at leve, thi de satte Grumhed i Kjærlighedens Sted, og alle de, for hvem Kjærlighed til deres eget Liv havde mere at sige end Kjærlighed til deres Forældre og Børn, gjorde sig kun ilde fortjente af Fædrelandet. Dette Forslag blev forelagt Folkeforsamlingen, og de fleste stemte for det. Der blev altsaa trukket Lod om, hvorledes hver især havde at forholde sig, og de, som Loddet traf, dømtes til at drage af Landet. Saaledes skete det, at de, som ikke af egen Drift havde villet bøje sig for Nødvendigheden, nu blev nødte til at føje sig efter Lykkespillets Dom. De sejlede først til Bleking og dernæst forbi Moring og lagde saa til Land ved Gotland, hvor de, som ogsaa Paulus Diaconus vidner, paa Gudinden Friggs Tilskyndelse skal have antaget Navnet Longobarder, som det Rige, de siden stiftede, blev opkaldt efter. Omsider lagde de til ved Rügen, hvor de forlod deres Skibe og begyndte deres Tog over Fastlandet. De drog igjennem mange Lande, som de hærjede, og efter at have anrettet Nederlag vidt og bredt søgte de sig omsider Bopæle i Italien og ombyttede Folkets gamle Navn dér med deres eget. Imidlertid blev Danmark som Følge af, at Agerdyrkningsarbejdet mindskedes og Plovfurerne blev overgroede, mere og mere som et Skovland at se til, mistede næsten helt det oprindelige smukke Grønsvær og blev bedækket med tætte og fæle Skove, der voxede op. Dette bærer da ogsaa Markerne endnu den Dag i Dag Vidne om, thi disse, som fordum var frugtbart Agerland, ses nu at være opfyldte med Træstammer, og hvor fordum Agerdyrkerne grov dybt i Jorden og spredte de store Græstørv, der voxer nu Skov, som dækker Jorden, der endnu bærer Spor af at have været dyrket i gamle Dage. Havde den ikke ligget udyrket, øde og overgroet i lange Tider, havde ét og samme Jordsmon ingenlunde saaledes kunnet blive delt imellem de Furer, Ploven har draget, og Træernes faste Rødder. Ogsaa de Høje, som Folk i gamle Dage havde opkastet paa den flade Mark for at begrave døde, er nu overgroede med Skov. Man kan ogsaa spredt i Skovene se talrige Dynger af Sten, som i sin Tid var spredte over Markerne i hele deres Udstrækning, men som Bønderne omhyggelig havde samlet og lagt i Dynger, for at de ikke skulde hindre dem i at pløje alle Vegne, idet de foretrak, at et lille Stykke Jord gik til Spilde, fremfor at hele Marken var tung at arbejde i. Af det Arbejde, som Bønderne den Gang havde gjort for lettere at kunne dyrke Jorden, kan man altsaa slutte, at Befolkningen i Oldtiden var talrigere end senere Tiders, som nøjes med smaa Marker og holder Agerdyrkningsarbejdet inden for snævrere Grænser, end man gjorde i gamle Dage. Den nulevende Slægt undrer sig derfor over, at den i Steden for en Jord, som i gamle Dage var mægtig at bære Korn, har faaet en, som kun er skikket til at frembringe Olden, og over, at der i Steden for Plovstjerten og Kornmarkerne er kommet et Land bevoxet med Træer. Dette, som jeg har fortalt saa sandfærdigt, som jeg har kunnet, maa være nok om Snie. ## bok 8: Bjørn, Harald og Gorm (Winkel Horn 1898) Efter Snie fulgte Bjørn, og efter ham kom Harald til Styret. Hans Søn Gorm vandt ikke ringe Navnkundighed blandt Danskernes Høvdinger i gamle Dage ved sine modige Bedrifter. Han lagde sig nemlig efter en ny Maade at lægge sin Kjækhed for Dagen paa, idet han foretrak at anvende det Mod, der var gaaet i Arv til ham, paa at udforske Naturens Hemmeligheder fremfor at øve det paa Krigsbedrifter, og ligesom andre Konger tilskyndedes af Krigsiver, saaledes drev hans Hjærtens Attraa ham til at granske alle de underfulde Ting, han enten selv stødte paa, eller som Rygtet meldte om. Og da han var opsat paa at se fremmede og usædvanlige Ting, holdt han særlig for, at han maatte undersøge et Rygte, der var kommet til ham fra Islænderne om en vis Gejrrøds Gaard. De fortalte nemlig jævnlig utrolige Ting om de store Skatte, han havde samlet dér, men Vejen did var opfyldt af alskens Farer og næsten utilgjængelig for Mennesker, hed det sig. Efter hvad Folk, som havde prøvet det, forsikrede, maatte man nemlig sejle over Havet, der ligger uden om Jorden, lade Solen og Stjærnerne bag sig og vandre ned i Kaos, til man til sidst kom til Steder, hvor der intet Lys var, men herskede stadigt Mørke. Men han kuede i sit ungdommelige Sind Frygten for de Farer, der truede, ikke saa meget af Begjærlighed efter Bytte som af Lyst til at vinde Hæder, thi han haabede, at hans Berømmelse vilde øges meget, om han vovede sig i Lag med et ganske uprøvet Foretagende. Tre Hundrede Mænd erklærede, at de nærede samme ønske som Kongen, og han gjorde Thorkil, der havde bragt Rygtet, til Fører paa Toget, eftersom han var stedkjendt og vidste Besked om de Egne, det gjaldt om at komme til. Han vægrede sig ikke ved at paatage sig dette Hverv, men bød, at Skibene, for at de kunde modstaa det Havs usædvanlige Barskhed, de skulde sejle over, skulde bygges stærkere end ellers og forsynes med Tovværk med mange Knuder og beslaas tæt med Nagler, samt at de skulde lades rigelig med Levnedsmidler og overdækkes med Oxehuder, der kunde beskytte det indre af dem imod Søerne, der væltede ind over dem. Saa gav de sig paa Rejsen med kun tre Skibe med hundrede udsøgte Mænd i hvert. Men da de kom til Halogaland, var det forbi med Medbøren, og de tumledes om hid og did paa Havet, udsatte for en vanskelig Sejlads' Farer. Omsider, da de var fuldstændig blottede for Levnedsmidler, saa de endogsaa savnede Brød, maatte de fordrive Sulten med en Smule Grød. Efter at der var gaaet nogle Dage, hørte de Stormen brage og buldre langt borte, som om den var ved at overskylle Klipper. Saa skjønnede de, at der maatte være Land i Nærheden, og en ung Mand, som var overordentlig smidig, fik da Befaling til at klatre op i Mastetoppen for at holde Udkig, og han meldte, at der var en stejl ø i Sigte. Glade stirrede alle med begjærlige øjne efter Landet, han pegede paa, idet de ivrig ventede paa den Tilflugt, det forjættede Land bød dem. Da de omsider var naaede i Land, gik de ad saare høje Stier over Skrænter, der spærrede Vejen for dem, op paa en højere liggende Del af det. Saa sagde Thorkil, at de ikke maatte tage mere af det Kvæg, der i Mængde løb omkring paa Strandbredden, end hvad der behøvedes til at stille deres Sult én Gang; gjorde de det, vilde Landvætterne hindre dem i at drage bort. Men Søfolkene, der var mere opsatte paa at sørge for, at de kunde mætte sig en Tid lang, end paa at gjøre, hvad han bød, satte det Raad, han gav dem for deres Sikkerheds Skyld, til Side for Lysten til at fraadse og fyldte Skibenes tomme Lastrum med Kroppe af slagtede Oxer. Dyrene var meget lette at fange, thi de viste ingen Frygt, men flokkedes undrende ved det uvante Syn af Mændene. Natten efter kom en Mængde Utysker flyvende og slog sig ned paa Kysten, raabte op, saa det gjaldede i hele Skoven, og omringede og besatte Skibene. Et af dem, som var større end de andre og væbnet med en stor Knippel, gik paa sine Fødder over Dybet, og da det kom tæt hen til dem, begyndte det at raabe, at de ikke fik Lov til at sejle bort, førend de havde sonet den Uret, de havde begaaet ved at slagte Oxerne, og udleveret en Mand for hvert Skib som Erstatning for Gudernes Kvæg. Thorkil føjede sig efter Utyskets Trusler for at frelse alle ved at ofre nogle faa og udleverede tre Mand, som blev udtagne ved Lodkastning. Da det var gjort, fik de Medbør og sejlede til det yderste Bjarmeland. I dette Land hersker der stadig Kulde, det er bedækket med saare høj Sne, ikke engang Sommerhedens Magt virker paa det, Korn voxer der ikke, og der er fuldt op af vilde Dyr, som man sjælden ser andre Steder. Der er mange Elve, hvis Vand vælter brusende og skummende af Sted paa Grund af de mange Klipper, der findes i Elvelejerne. Her lod Thorkil Skibene trække paa Land og bød Folkene opslaa deres Telte paa Strandbredden, nu var de komne til et Sted, sagde han, hvorfra der kun var et lille Stykke Vej til Gejrrød. Han forbød dem derhos at indlade sig i Samtale med nogen, hvem der saa kom; der var intet, som gav Utyskerne mere Magt til at gjøre Fortræd, end naar Fremmede ikke tiltalte dem med fornøden Høflighed, og derfor var det det sikreste, at hans Kammerater tav stille; han alene kunde trygt tale, fordi han allerede kjendte dette Folkefærds Sæder og Skikke. Da Mørket begyndte at falde paa, kom der en usædvanlig stor Mand og blandede sig imellem Søfolkene, som han hilste ved Navn. De blev alle forskrækkede, men Thorkil sagde, at ham skulde de tage gladelig imod, det var Gudmund, Gejrrøds Broder, som paa det kjærligste beskjærmede alle, som landede der, imod enhver Fare. Da Gudmund spurgte, hvorfor de andre var saa tavse, svarede han, at de var ganske ukyndige i Sproget og skammede sig ved at tale et Sprog, de ikke kunde. Saa indbød Gudmund dem til at være hans Gjæster og lod dem sætte sig op paa Vogne. Som de nu kjørte, saa' de en Flod, som der førte en Guldbro over. Den var de opsatte paa at komme over, men han holdt dem tilbage og sagde, at den Flod dannede Skjellet imellem Menneskenes og Utyskernes Verden, længere end til den havde ingen dødelig Lov til at komme. Saa kom de til deres Vejvisers Hus. Der tog Thorkil sine Stalbrødre til Side og formanede dem til at bære sig ad som forstandige Mænd over for de forskjellige Slags Fristelser, Skæbnen førte dem i Møde; de skulde afholde sig fra de fremmedes Mad og mætte sig med deres egen; de skulde sætte sig afsides fra de indfødte og ikke sidde ved Siden af nogen af dem, medens de sad til Bords. De, der nød af den Mad, vilde nemlig miste deres Hukommelse og for bestandig komme til at leve i et hæsligt Samkvem med Utyskernes gyselige Skarer. Ligeledes formanede han dem til at afholde sig fra deres Tjenestefolk og deres Bægere. Ved Bordene stod Gudmunds tolv udmærket vel begavede Sønner og lige saa mange saare fagre Døtre. Da han saa', at Kongen kun nød, hvad hans egne Folk bød ham, bebrejdede han ham, at han afviste hans Venlighed, og klagede over, at han krænkede sin Gjæsteven, men Thorkil var ikke i Forlegenhed for en passende Undskyldning. Han sagde nemlig, at Folk, der spiste Mad, de ikke var vante til, for det meste plejede at blive alvorlig syge deraf, og at det ikke saa meget var af Mangel paa Taknemlighed for den Høflighed, en fremmed viste ham, som af Iver for at bevare sin Helbred, at Kongen sørgede for sine legemlige Fornødenheder paa den Maade, han var vant til, og lod sin egen Mad sætte frem for sig. Han maatte derfor ingenlunde optage det som Foragt, der blev gjort af fornuftig Lyst til at fri sig for Sygdom. Da Gudmund saa', at Gjæsterne ved deres Nøjsomhed gjorde de svigefulde Anstalter, han havde truffet, til intet, besluttede han, da han ikke kunde faa Bugt med deres Afholdenhed, at gjøre det af med deres Kyskhed og opbød ivrig al sin Sindrighed for at svække den. Han tilbød Kongen en af sine Døtre til Ægte og lovede de andre, at de skulde faa de Kvinder af hans Husstand, de vilde have. De fleste var tilbøjelige til at gaa ind derpaa, men Thorkil forebyggede ved sine heldbringende Formaninger, at de faldt for den Fristelse, ligesom han havde gjort over for de andre, idet han med vidunderlig Sikkerhed forstod paa én Gang at optræde som en forsigtig Gjæst og som en munter Bordfælle. Fire af Danskerne foretrak Vellyst for Velfærd og tog imod Tilbudet. Samkvemmet med Kvinderne berøvede dem Forstanden og Mindet om Fortiden og gjorde dem vanvittige; siden den Tid skal de, efter hvad der siges, ikke have været ved deres fulde fem. Havde de holdt sig inden for tilbørlig Selvbeherskelses Grænser, vilde de i Hæder og Ære have maalt sig med Herkules, deres Mod vilde have overgaaet Kæmpers, og de vilde til evig Tid bevares i Mindet som udmærkede Mænd, der havde udført beundringsværdige Bedrifter for Fædrelandet. Gudmund, som fremdeles fastholdt sit Forsæt og stadig pønsede paa Svig, gav sig nu til at rose sin Haves Dejlighed og søgte at lokke Kongen der ned for at nyde af dens Frugter, opsat paa at faa Bugt med hans standhaftige Forsigtighed ved Hjælp af øjenslyst og hvad der kunde friste Ganen. Thorkil bestyrkede ligesom før Kongen imod dette falske Paafund; han afviste denne forstilte Venlighed under Paaskud af, at han maatte paaskynde sin Rejse. Da Gudmund skjønnede, at Thorkil i alle Maader var kløgtigere end han, opgav han Haabet om at føre sin Svig igjennem, kjørte dem alle over paa den anden Flodbred og lod dem rejse videre. Da de drog videre, saa' de ikke langt borte en skummel og vanrøgtet By, som mest lignede en dampende Sky. Paa Stager, der var opstillede rundt omkring paa Brystværnet, var der anbragt afhuggede Mandehoveder. Foran Porten laa overordentlig glubske Hunde, som bevogtede Indgangen. Thorkil kastede et Horn besmurt med Fedt til dem, at de kunde slikke paa det, og saaledes slap han billig til at dæmpe deres rasende Glubskhed. Indgangen gjennem Portene var anbragt højt oppe; de klavrede derop ad Stiger og kom med Besvær ind ad den. Det Indre af Byen var fuldt af mørke og hæslige Spøgelser, og det var ikke let at sige, hvad der var gyseligst, at se eller høre disse skrigende Skikkelser; alt var vederstyggeligt, og raaddent Skarn plagede de nysankomnes Næser med en utaalelig Stank. Saa kom de til Klippehuset, som Rygtet sagde var Gejrrøds Borg. De besluttede at stige op paa dets snævre og gruopvækkende fremspringende Brystværn, men ved selve Indgangen standsede de forfærdede og kunde ikke gaa et Skridt længer. Da Thorkil saa', hvor forsagte de var, fik han dem ved mandig Tiltale til at opgive deres Betænkeligheder ved at gaa ind og formanede dem til at holde Styr paa sig selv og ikke røre ved noget af, hvad der fandtes i Huset, selv om det kunde være fornøjeligt at eje det, eller det saa' godt ud; de skulde holde deres Sind fjærnt fra al Begjærlighed saa vel som fra Frygt, maatte ikke attraa, hvad der kunde være fornøjeligt at tage, og ikke være bange for, hvad der var gyseligt at se, skjønt de vilde komme til at færdes imellem nok af begge Dele. Greb de grisk efter noget, vilde deres Hænder pludselig blive som bundne fast, og de vilde ikke kunne rive dem løs fra det, de havde rørt ved, de vilde ligesom være knyttede til det med et uopløseligt Baand. Derhos paalagde han dem at gaa ind i Orden, fire ad Gangen. Broder og Buk var de første, som prøvede at gaa ind, og med dem fulgte Thorkil og Kongen, og saa kom de øvrige ordnede i Rækker. Indenfor var Huset forfaldent alle Vegne og opfyldt af en stærk og hæslig Damp, og man saa' fuldt op af alle Ting, som kunde saare øje eller Hjærte. Dørstolperne var besmurte med ældgammel Sod, Væggene bedækkede med Smuds, Loftet var lagt af Spyd, Gulvet bedækket med Snoge og overstænket med alskens Uhumskhed, alt frembød et saa usædvanligt Skue, at det indjog de indtrædende Skræk; men frem for alt pinte den stadige lede Stank deres Næser. Blodløse spøgelseagtige Uhyrer sad paa Jærnstole, og Siddepladserne var adskilte fra hverandre med Blygitre; ved Dørtærsklerne holdt gyselige Dørvogtere Vagt. Nogle af disse gjorde Larm med sammenbundne Stokke, andre havde en grim Leg for, idet de fra begge Sider trak i en Gedehud. Her formanede Thorkil dem igjen og paalagde dem ikke i letsindig Griskhed at strække Hænderne ud efter forbudne Ting. De gik videre gjennem et Brud i Klippen, og ikke langt derfra saa' de en gammel Mand med gjennemboret Krop sidde paa en Forhøjning lige over for det Sted, hvor der var brudt noget bort af Klippen, og paa Stole ved Siden af sad tre Kvinder, hvis Legemer var fulde af Bylder, og som saa' ud, som om de havde mistet al Kraft i Ryggen. Thorkil, som vidste god Besked om, hvorledes det hang sammen, fortalte sine nysgjerrige Stalbrødre, at Guden Thor i længst forsvundne Tider, da han var bleven tirret af Jætternes Frækhed, havde jaget en gloende Staalstang igjennem Brystet paa Gejrrød, der kæmpede med ham, og saa var Stangen fløjet videre og havde sønderrevet Fjældet og gjennembrudt dets Sider; men Kvinderne, sagde han, havde han ramt med sin vældige Tordenkile, og til Straf, fordi de havde angrebet den nævnte Gud, havde de faaet Ryggen knækket. Da de gik derfra, saa' de syv Tønder ombundne med Guldbaand, hvori der hang store Sølvringe forbundne med dem ved talrige Led. Ved dem laa der en i begge Ender guldbeslaaet Tand af et sjældent Vilddyr; ved Siden af den laa der et stort Bøffelhorn, kunstfærdig udskaaret og prydet med udsøgte straalende Ædelstene, og ved Siden af det igjen laa der et overordentlig tungt Armbaand. Opflammet af tøjlesløs Begjærlighed greb en af Mændene med sine griske Hænder efter Guldarmbaandet uden at ane, at der skjulte sig den største Fare under det herlige Metals Glans, og at dødbringende Ulykke lurede bag det straalende Bytte. En anden, som heller ikke kunde styre sin Begjærlighed, strakte sine rystende Hænder ud efter Hornet, og en tredje, som heller ikke kunde styre sine Fingre, tog, for at kappes med de andre i Mod, Tanden paa Skulderen. Det Bytte, de havde gjort, var lysteligt at se til og saa' tillige ud til at være godt at have, thi det var fagert og tillokkende at skue. Men Armbaandet blev til en Slange, der med sine hvasse Gifttænder saarede ham, der bar det; Hornet forlængede sig og blev til en Drage, der tog Livet af den, der bar det, og Tanden forvandlede sig til et Sværd, der borede sin Od i Hjærtet paa den, der bar den. De andre blev bange for, at de skulde faa samme ulykkelige Skæbne som deres Stalbrødre, mente, at de uskyldige vilde omkomme ligesom de skyldige, og turde ikke engang haabe, at deres Uskyldighed sikrede dem. Saa førte Døren til et andet Værelse dem ind i et snævert Rum, hvor der aabenbarede sig et endnu rigere hemmeligt Skatkammer fuldt af Vaaben, der var for store til at passe til Legemer af Menneskestørrelse. Imellem dem saas en Kongekaabe med tilhørende prægtig Hat og et vidunderlig skjønt forarbejdet Bælte. Thorkil blev saa betagen af Beundring ved Synet af disse Ting, at han gav sin Begjærlighed frie Tøjler og opgav den Selvbeberskelse, han havde sat sig for; han, som saa tit havde formanet andre, kunde nu ikke holde sin egen Attraa i Tømme, men greb Kappen, og dette letsindige Forbillede fik alle de andre til ogsaa at vove sig til at plyndre. Men saa rystedes Huset i sin dybeste Grund og begyndte pludselig at vakle som i Bølgegang, og Kvinderne raabte, at de alt for længe havde taalt disse skjændige Røvere, og pludselig sprang de, som de før havde anset for halv døde eller livløse Spøgelser, op fra deres Sæder, som om de adlød Kvindernes Skrig, og gik voldsomt løs paa de fremmede, og de andre Utysker udstødte hæse Brøl. Saa tog Broder og Buk deres Tilflugt til den Idræt, de var gammelkjendte med; de angreb Spøgelserne, der trængte ind paa dem, med Pile alle Vegne fra, og med deres Buer og Slynger drev de Utyskernes Fylking tilbage. Intet andet Middel kunde være virksommere til at drive dem tilbage end det, men alligevel frelste denne Bueskydning kun tyve af hele Kongens Følge, de andre blev sønderrevne af Utyskerne. De, der var slupne derfra, gik tilbage til Floden, hvor Gudmund færgede dem over; han modtog dem i sit Hus, men hvor længe og hvor meget han end bad dem om at blive, kunde han ikke faa dem til det, og til sidst lod han dem da drage bort efter at have givet dem Gaver. Her vogtede Buk kun lidet paa sig selv, hans Selvbeherskelse slappedes, og han aflagde den Dyd, han hidtil havde været i Besiddelse af, thi han fattede en ubetvingelig Elskov til en af Gudmunds Døtre og favnede hende, men det Favntag blev hans Undergang, thi pludselig begyndte det at hvirvle rundt i hans Hjærne, og han mistede Erindringen om, hvad der hidtil var sket. Saaledes blev den ypperlige Helt, der havde sejret over saa mange Utysker og faaet Bugt med saa mange Farer, overvunden af Elskov til en Jomfru og lod sin Sjæl fjærne sig fra Dyden og gaa under Vellystens usle Aag. Af Ærbødighed imod Kongen fulgte han ham paa Vej, da han drog bort, men da han skulde over Vadestedet med sin Vogn, sank Hjulene dybt i, og han blev greben af de stærke Hvirvler og omkom. Kongen begræd sin Vens Død og skyndte sig at sejle bort. I Førstningen gik hans Rejse heldig, men saa blev de tumlet om af Modbør; hans Folk omkom af Sult, og der var kun faa tilbage af dem; saa vaagnede Frygten for Guderne i hans Sind, og han tog sin Tilflugt til at aflægge Løfter til Guderne, idet han holdt for, at i den yderste Nød var der kun Hjælp at finde hos dem. De andre anraabte forskjellige Guder og mente, at de burde ofre til flere Guder, men selv bad han og bragte Sonofre til Udgaardsloke, og saa opnaaede han det gunstige Vejr, han ønskede. Da han kom hjem og betænkte, hvor mange Have han havde befaret, og hvor mange Besværligheder han havde gjennemgaaet, mente han, at han burde holde sin af Anstrængelser trætte Sjæl borte fra alle Gjenvordigheder, og tog sig derfor en Dronning fra Sverige og gav sig i Steden for at drive sine tidligere Sysler i Lag med i Ro og Mag at tænke. Han levede saaledes længe i den største Fred og Ro, men da hans Liv næsten var ledet til Ende, og han i Kraft af de rimelige Grunde, visse Folk anførte derfor, var kommen til Erkjendelse af, at Sjælene er udødelige, drøftede han stadig i sit stille Sind under allehaande Overvejelser, hvilke Boliger han vilde komme til, naar hans Sjæl forlod Legemet, eller hvilken Løn man gjorde sig fortjent til ved ivrig Tilbedelse af Guderne. Medens han nu grublede over dette, kom nogle Mænd, som ikke var vel sindede imod Thorkil, til ham og sagde, at det blev han nødt til at raadspørge Guderne om; Vished i saa vigtig en Sag, der overgik menneskelig Forstand. og som det ikke var let for de dødelige at komme paa det rene med, maatte man søge hos de himmelske Sandsigere. Derfor maatte han stemme Udgaardsloke gunstig for sig, og det var ingen mere skikket til end Thorkil. Der var ogsaa nogle, som beskyldte ham for at lægge Raad op imod Kongen og stræbe ham efter Livet. Da Thorkil nu saa', at det var bestemt, at han skulde udsætte sig for den yderste Fare, bad han om at faa dem, der havde forklaget ham, med som Ledsagere paa Rejsen. Da de, som havde bagvasket en uskyldig Mand, saa', at den Fare, de havde beredt en anden, faldt tilbage paa dem selv, søgte de at tage deres Raad tilbage, men det hjalp ikke, at de tudede Kongen ørene fulde, han nødte dem til at give sig ud paa Sejladsen under Thorkils Anførsel og haanede dem oven i Kjøbet, fordi de var bange. Saaledes vender det onde, man udpønser imod en anden, sig for det meste med Nødvendighed imod Ophavsmanden selv. Da de mærkede, at de med Nødvendighed dreves ud i denne uundgaaelige Fare, spændte de Oxehuder over Skibet og fyldte det rigeligt med Levnedsmidler. Saa sejlede de og kom til et Sted, hvor der ingen Sol var og heller ingen Stjærner, hvor der intet Dagslys fandtes, men en evig Nat rugede. Efter at de længe havde sejlet under denne usædvanlige Himmel, slap deres Ved op, saa de ikke havde noget at nære Ilden med, og da de ikke kunde koge deres Mad, stillede de deres Sult med raa Føde. Men adskillige af dem, der gjorde det, blev farligt syge af den ufordøjelige Mad, de fyldte sig med, thi først blev Maverne efterhaanden slappede som Følge af den uvante Kost, og saa bredte Smitten sig videre, og Sygdommen angreb selve Livskraften, og saaledes voldte Umaadeholdenhed baade i den ene og i den anden Retning Fortræd, thi ligesom det var skadeligt at faste, saaledes var det farligt at tilfredsstille sin Spiselyst, saa de kunde ikke spise trygt, og det holdt haardt at afholde sig derfra. De var allerede ved at opgive alt Haab om Frelse, da der pludselig - ligesom Buestrængen lettest brister, naar den spændes stærkest -, lyste dem en uventet Forjættelse om Hjælp i Møde. De saa' nemlig pludselig et Baal skinne ikke langt borte, og det gav atter de fortvivlede Mænd Haab om at bevare Livet. Thorkil, der ansaa det for et af Himlen sendt Middel til Frelse, besluttede at tage noget Ild fra det, og for at være sikrere paa at kunne finde tilbage til sine Stalbrødre gjorde han en Ædelsten fast i Toppen af Skibsmasten, for at den med sin Glans kunde tjene som Kjendingsmærke. Da han var kommen i Land, fik han øje paa en Hule i en snæver Kløft, som en smal Vej førte hen til. Han bød sine Ledsagere vente udenfor og gik selv ind i Hulen, hvor han saa' to sorte, overmaade store Mænd, som med deres Næser, der saa' ud som Horn, var i Færd med at holde Ilden ved lige med alt, hvad de kunde faa fat paa. Indgangen var hæslig at se til, Dørstolperne raadne, Væggen sort af Smuds, Loftet snavset og Gulvet fuldt af Slanger, saa alt stødte i lige høj Grad øje og Sind. Den ene af Jætterne hilste paa ham og sagde, at han havde indladt sig paa et yderst vanskeligt Foretagende ved i sin brændende Attraa efter at besøge en fremmed Gud og med nysgjerrig Granskning at ransage en Egn uden for Verden. Han vilde imidlertid anvise ham, ad hvilke Veje han skulde drage for at fuldbyrde den Rejse, han havde sat sig for, dersom han kunde sige tre Fyndord hvert med en Sandhed i. Saa sagde Thorkil: "Ingen Steds, hvorhen jeg kom, saa' jeg Folk med slige Næser. - Aldrig var jeg noget Sted, hvor saa nødig jeg gad være. - Bedst den Fod mig tykkes nu, som kan først herfra mig bære". Jætten frydede sig over Thorkils Kløgt og roste hans Fyndords Sandfærdighed; derpaa sagde han, at han først maatte rejse til et Land, hvor intet Græs kunde gro, og som var hyllet i tæt Mørke; men inden han kunde naa sit Bestemmelsessted, maatte han først sejle i fire Døgn og stadig ro. Der vilde han saa kunne besøge Udgaardsloke, som havde opslaaet sin skidne Bolig i fæle og hæslige Huler. Thorkil blev meget forskrækket ved at høre, at der blev paalagt ham saa lang og farlig en Sørejse, men det usikre Haab fik Overtaget over den Frygt, han i øjeblikket følte, og han bad om en Brand. "Ja", sagde Jætten, "vil du have Ild, maa du sige tre Fyndord til". Saa sagde Thorkil: "Godt Raad bør følges, kommer det end fra ringe Mand. - Saa langt har jeg letsindig vovet mig ud, at, om jeg kan slippe hjem, har jeg først og fremmest mine Ben at takke for min Frelse. - Stod det mig frit for at vende om, skulde jeg vel vogte mig for at komme her igjen". Derpaa bragte han Ild til sine Stalbrødre, og saa fik han gunstig Bør og kom fjerde Dagen efter til Havnen, han søgte, og saa' da for sig et Land, hvor en stadig Nat gjorde Afvexling af Lys og Mørke umulig. Han kunde næsten ingen Ting se, men skimtede dog en usædvanlig stor Klippe. Opsat paa at undersøge den bød han sine Ledsagere, der holdt Vagt udenfor, at slaa Ild med Flintesten og tænde et Baal i Indgangen som et hensigtsmæssigt Værn imod onde Aander. Derpaa lod han nogle andre bære en Fakkel foran ham og klemte sin Krop ind igjennem Hulens snævre Svælg og saa' da alle Vegne imellem en Mængde Slanger, der krøb omkring, talrige Jærnstole. Dernæst faldt hans øjne paa en langsomt rindende Flod, hvis Vand sagtelig gled hen over Sandbunden. Den gik han over og kom saa til en Hule, der skraanede lidt mere nedad, og fra den aabnede der sig for de indtrædende en mørk og fæl Hal, i hvilken de saa' Udgaardsloke sidde bunden paa Hænder og Fødder med umaadelig store Lænker; hvert af hans stinkende Hovedhaar var saa stort og stivt som et Spyd af Korneltræ. Med sine Stalbrødres Bistand rykkede Thorkil, for at man saa meget snarere skulde tro paa hans Bedrifter, et at dem ud af Hagen paa ham, hvilket han fandt sig i, og strax blev der saa voldsom en Stank, at ingen af dem, der stod hos, kunde trække Vejret uden at stoppe Næsen til med Kappen. Med Nød og næppe slap de ud, overspyede af Slangerne, der fo'r imod dem fra alle Sider. Kun fem af Thorkils Ledsagere naaede om Bord paa Skibet med deres Høvedsmand, de andre blev dræbte af Edderen. De onde Aander satte rasende efter dem og spyede fra alle Sider deres Edder ned paa dem, men Søfolkene skjærmede sig med deres Huder og kastede Edderen, der blev spyet ud over dem, tilbage. En af dem, som vilde se ud, blev ramt i Hovedet af Edderen, og strax blev det skilt fra Halsen, som om det var hugget af med et Sværd. En anden kigede ud under Huderne, og da han tog øjnene til sig igjen, var han blind. En tredje stak Haanden ud for at slaa sin Kappe til Side, og da han tog Armen til sig igjen, var Haanden borte som Følge af Edderens Kraft. De andre anraabte forgjæves Guderne om at være dem gunstigere, men saa bad Thorkil til hele Verdens Gud og ikke blot bad til ham, men bragte ham ogsaa Ofre, og saa varede det ikke længe, før de havde den samme Himmel over sig som før og efter en heldig Sejlads naaede lysere Himmelstrøg. Det bares dem for, som om de var komne til en helt anden Verden og naaede til selve Indgangen til den af Mennesker beboede Verden. Omsider lagde han til Land ved Tyskland, som da havde antaget Kristendommen, og hos Folket der lærte han Begyndelsesgrundene til den sande Gudsdyrkelse. Efter at næsten alle hans Stalbrødre var omkomne dér som Følge af den uvante Luft, de havde indaandet, rejste han tilbage til Danmark, kun ledsaget af to, som den grumme Skæbne havde sparet. Al den Uhumskhed, han var bleven oversmurt med, havde gjort hans Skikkelse og oprindelige Ansigtstræk i den Grad ukjendelige, at ikke engang hans Venner kunde kjende ham; men da han havde faaet Snavset vasket af sig, kjendte de ham, og Kongen blev overordentlig opsat paa at høre, hvorledes hans Sendefærd var løbet af. Men hans Fjender havde endnu ikke opgivet deres Avind, og nogle af dem sagde, at Kongen vilde dø en brat Død, saa snart han lyttede til, hvad Thorkil fortalte. Kongen var saa meget mere tilbøjelig til at fæste Lid til dette Udsagn, som en Drøm, der falskelig havde forudsagt ham det samme, havde gjort ham lettroende. Der blev derfor paa Kongens Bud lejet Folk, som skulde dræbe Thorkil om Natten. Dette fik han paa en eller anden Maade Færten af, og uden at nogen vidste det, stod han op af sin Seng og lagde en svær Træblok i sit Sted, og da han havde gjort det, huggede de lejede Mordere løs paa Træblokken, og saaledes gjorde han Kongens svigefulde Anslag til intet. Dagen efter traadte han frem for Kongen, da denne sad ved Maaltidet, og sagde: "Jeg tilgiver din Grumhed og forlader dig din Vildfarelse, at du i Steden for at takke mig har besluttet at straffe mig, der bringer gode Tidender hjem fra min Sendefærd. Du, for hvem jeg har sat Livet paa Spil under saa mange Gjenvordigheder og rendt Panden imod saa mange Farer, og som jeg haabede taknemlig vilde lønne mig for mine Bedrifter, du, og du alene, skjønner jeg, vil straffe mig grumt for min Tapperhed. Men jeg giver Afkald paa at hævne mig og nøjes som Straf for den Krænkelse, du har tilføjet mig, med den Skam, du maa føle i dit Hjærtes inderste - hvis en utaknemlig kan føle Skam. Jeg gjør dig ikke Uret ved at sige, at du overgaar alle onde Aander i Grumhed og alle Vilddyr i Vildhed, naar jeg, som er sluppen fra saa mange Utyskers lumske Angreb, ikke har kunnet være sikker for Angreb af dig". Kongen fik nu Lyst til at høre alt af hans egen Mund, og i Erkjendelse af, at det ikke var let at staa Skæbnen imod, bød han ham fortælle i ret Orden alt, hvad der var hændet ham. Han lyttede begjærlig til alt, hvad han fortalte, indtil Talen kom paa hans Gud; at han blev ilde omtalt, kunde han ikke finde sig i; han kunde ikke taale, at det blev lagt Udgaardsloke til Last, hvor led han var, og det skar ham i den Grad i Hjærtet at høre, hvor fæl han var bleven, at han ikke kunde holde det ud og opgav Aanden midt under Fortællingen. Saaledes kom han, medens han ivrig dyrkede en falsk Gud, til Erkjendelse af, hvor Usalighedens Fængsel i Sandhed er. Stanken af det Haar, Thorkil havde plukket ud af Jættens Skjæg til Vidnesbyrd om sine store Bedrifter, bredte sig ogsaa imellem de tilstedeværende og dræbte mange af dem. ## bok 8: Gøtrik (Winkel Horn 1898) Da Gorm var død, blev hans Søn Gøtrik Konge. Han udmærkede sig ikke blot ved Tapperhed, men ogsaa ved ædelt Sind, og det er ikke let at sige, om hans Tapperhed var større end hans Mildhed, thi han tøjlede i den Grad sin Barskhed med Venlighed, at de to Ting syntes at holde hinanden i Ligevægt hos ham. Paa den Tid kom der til Kong Gøt af Norge to Islændere, Bjørn og Ræv, og Kongen forærede Ræv, som han gjorde mest Ære af og viste størst Fortrolighed, en svær Armring. En af Hirdmændene gav sig, da han saa' det, til med store Ord at rose Gavens Anselighed og sagde, at Gøt ikke havde sin Lige i Godhed. Men skjønt Ræv skyldte Kongen Tak for den Velgjerning, han havde modtaget af ham, kunde han dog ikke godkjende de store Ord, hvormed Hirdmanden saa overdrevent priste ham, og sagde, at Gøtrik var mere gavmild end Gøt. For at knuse Smigrerens tomme Paastand vilde han hellere aflægge Vidnesbyrd om den fraværendes Gavmildhed end løgnagtig sleske for den Velgjører, han stod Ansigt til Ansigt med; og for det andet holdt han for, at det var langt bedre at blive beskyldt for Utaknemmelighed end at støtte en tom og pralende Ros ved at istemme den, og at man hellere burde gjøre Indtryk paa Kongen ved alvorlig Sandhed end ved løgnagtig Smiger. Ulv - saaledes hed Hirdmanden - blev imidlertid ikke blot ved med stædig at fastholde sine Lovtaler over Kongen, men vilde endogsaa lade det komme an paa en Prøve og foreslog Ræv, at de skulde vædde. Ræv drog saa med hans Samtykke til Danmark, hvor han traf Gøtrik siddende paa sin Trone i Færd med at betale sine Krigere deres Sold. Da Kongen spurgte, hvem han var, svarede han, at man kaldte ham den lille Ræv. Det lo somme af, og somme undrede sig derover, men Gøtrik sagde: "Det hører sig til, at en Ræv tager sit Bytte med Munden", og med de Ord tog han en Ring af sin Arm, kaldte Manden hen til sig og stak ham den i Munden. Ræv satte den straks paa sin Arm og holdt denne, prydet med Guld, som den nu var, op til Beskuelse for alle, men den anden Arm holdt han skjult, som fordi den intet Smykke havde, og til Løn for hans Snildhed skjænkede Kongen ham med sin enestaaende Rundhaandethed en Ring til, der ikke stod tilbage for den første. Det blev han saare glad over, ikke saa meget paa Grund af Gavens Anselighed, som fordi han vandt det Væddemaal, han havde indgaaet. Da Kongen hørte om Væddemaalet, glædede han sig over, at han havde vist sig gavmild imod ham mere ved et Tilfælde end med Forsæt, og sagde, at han havde mere Fornøjelse af at give ham Gaven, end han havde af at modtage den. Saa drog Ræv tilbage til Norge, og da Hirdmanden ikke vilde betale det tabte Væddemaal, slog han ham ihjel og fangede Gøts Datter, som han gav til Gøtrik. Efter at Gøtrik, som ogsaa kaldes Godfred, havde kæmpet i fremmede Lande og øget sin Hæder og Styrke ved det Held, der fulgte hans Vaaben, foretog han sig blandt andre mindeværdige Ting ogsaa at paalægge Sachserne den Lov med Hensyn til Skatten, de havde at udrede, at hver Gang der foregik Kongeskifte i Danmark, skulde deres Høvdinger afgive hundrede hvide Heste til den ny Konge ved hans Tronbestigelse, og naar der foregik Høvdingskifte hos Sachserne, skulde den ny Høvding ligeledes, strax naar han overtog Magten, udrede denne Skat og ved saaledes at vise sin Lydighed bøje sig for Danmarks Vælde, idet han anerkjendte vort Lands Overherredømme og højtidelig tilkjendegav sin Underkastelse. Og Gøtrik nøjedes ikke engang med at undertvinge Tyskland, men skikkede Ræv som offentlig Sendemand til Sverige for at søge at vinde det. Svenskerne turde ikke tage Livet af ham med aabenlys Vold, men vovede sig til at gjøre det lumskelig, idet de dræbte ham med en Sten, medens han sov; de hængte nemlig en Møllesten op over ham og skar saa Tovene, den hang i, over og lod den falde ned paa hans Hals. Som Bod for denne Brøde blev det bestemt, at hver af dem, der havde haft Del i den, skulde betale tolv Mark Guld til Gøtrik og alle andre hver en Unze. Den Afgift kaldte de Ræveskat. Imidlertid skete det, at Frankernes Konge Karl overvandt Sachserne i Krig og ikke blot nødte dem til at antage Kristendommen, men ogsaa til at underkaste sig hans Herredømme. Da Gøtrik spurgte det, angreb han de ved Elben boende Folkefærd og søgte igjen at lægge Sachsen ind under sit Rige som i gamle Dage, thi Sachserne holdt ivrig fast paa det Aag, Karl havde lagt paa dem, og foretrak det romerske Herredømme for det danske. Karl havde just den Gang trukket sin sejrrige Hær tilbage hinsides Rhinen og afholdt sig derfor fra at angribe den fremrykkende Fjende, som om Floden, der laa imellem dem, hindrede ham deri, og da han besluttede sig til at gaa over den igjen for at gjøre det af med Gøtrik, fik han Bud fra Pave Leo i Rom om at komme did og beskytte Byen. Han efterkom denne Opfordring og overdrog sin Søn Pipin at føre Krigen imod Gøtrik, saa at Pipin, medens Karl selv kæmpede med en Fjende langt borte, skulde tage Vare paa den Krig, han var kommen i med sin Nabo; thi optagen, som han var, af Bekymringer til to Sider, maatte han dele sin Stridsmagt for at faa tilstrækkelige Midler til at møde Kravene fra begge Sider. Imidlertid vandt Gøtrik en herlig Sejr over Sachserne, og efter at have samlet ny Stridskræfter og faaet tilvejebragt en talrigere Hærstyrke besluttede han at hævne sig ikke blot paa Sachserne, men paa alle Tyskerne for den Uret, de havde begaaet imod ham ved at afkaste hans Herredømme. Først underlagde han sig med sin Flaade Frisland. Dette Land er meget lavt, og naar det rasende Hav bryder gjennem Digerne, der er opkastede som Værn imod Bølgerne, plejer hele Vandmassen at skylle ind over de aabne Marker. Gøtrik paalagde Friserne en Skat, der mere var usædvanlig end haard; jeg vil kortelig gjøre Rede for, hvorledes den udrededes. Der blev bygget et Hus, som var to Hundrede og fyrretyve Fod langt og delt i tolv Rum, hvert paa tyve Fod, saa at de tilsammen strakte sig i den angivne Længde. I den øverste Ende af dette Hus sad Kongens Skatmester, og i den nederste Ende laa der ret ud for ham et rundt Skjold. Naar Friserne nu kom for at betale Skat, maatte de kaste Pengestykkerne hver for sig i Skjoldets Hulhed, og kun dem, som Skatmesteren langt borte, som han sad, tydelig hørte klinge, tog han for gode og regnede med i den kongelige Skat, saa at han kun regnede det for Skat, der blev betalt med Pengestykker, som han paa Frastand hørte falde i Skjoldet; de, hvis Klang var svag, saa at den ikke naaede hans øren, blev ganske vist ogsaa lagt i Skatkammeret, men de blev ikke regnet med i Skatten. Da adskillige Pengestykker ikke gav saa tydelig Klang, at Skatmesteren kunde høre den, blev Følgen, at adskillige, som kom for at betale den Skjærv, de havde at erlægge, maatte af med mange flere Penge, end det egentlig tilkom dem at betale. Denne Skattebyrde skal Karl senere have fritaget dem for. Efter at være draget igjennem Frisland besluttede Gøtrik, da Karl allerede var vendt tilbage fra Rom, at trænge ind i de fjærnere Dele af Tyskland, men saa blev han svigefuldt angreben af en af sine egne Mænd og faldt for Forræderens Sværd. Da Karl spurgte det, sprang han op med overstrømmende Glæde og tilstod, at noget glædeligere end denne Begivenhed aldrig var faldet i hans Lod. ## bok 9: Olaf, Heming og Sivard (Winkel Horn 1898) Da Gøtrik var død, blev hans Søn Olaf Konge. Opsat paa at hævne sin Faders Død betænkte han sig ikke paa at indvikle sit Fædreland i Borgerkrig, idet han satte Hensynet til, hvad han skyldte det almene, til Side for sine sønlige Følelser. Da han var død, blev hans Lig lagt i en Høj, der blev opkastet tæt ved Lejre, og som bærer hans Navn. Efter ham fulgte Heming, om hvem jeg ikke har fundet andet, der er værd at berette, end at han sluttede Fred med Kejser Ludvig og stadfæstede den med Ed. Men den avindsyge Tid har maaske skjult mange udmærkede Bedrifter af ham, skjønt de gjorde ham navnkundig i hans Levetid. Efter dem blev Sivard med Tilnavnet Ring Konge. Han var en Søn af en Konge i Norge, der hed lige saadan, og Gøtriks Datter. Det var Skaaningerne og Sjællænderne, der hjalp ham til MagtEn, thi hans Søskendebarn Ring, der ligeledes var Gøtriks Dattersøn, havde Jylland, saa Herredømmet over Riget var delt, og som om de to Landsdele ikke var værd at regne for noget formedelst deres Lidenhed, begyndte fremmede Folk ikke blot at ringeagte dem, men ogsaa at angribe dem. Sivard gik løs paa dem med større Forbitrelse end paa sin Medbejler til Riget, og da han foretrak Krig med udvortes Fjender for Borgerkrig, forsvarede han i fem Aar standhaftig sit Fædreland mod alskens Farer; han vilde nemlig hellere finde sig i, at der blev gjort Skaar i hans Herredømme hjemme for saa meget lettere at raade Bod paa den Skade, der kom ude fra. Derfor greb Ring, som var begjærlig efter den Del af Landet, han raadede for, Lejligheden og søgte at tilrive sig Herredømmet over hele Riget og betænkte sig ikke paa at volde den Mand Fortræd i hans eget Land, som vaagede over det uden for det; han angreb nemlig de Landsdele, han raadede for, og lønnede ham saaledes med Utaknemmelighed for det Forsvar, han førte for det fælles Fædreland. Saa gav nogle af Sjællænderne, der var Sivard saare hengivne, for at lægge deres oprigtige Troskab imod den fraværende for Dagen, hans Søn Ragnar Kongenavnet, skjønt han knapt var kommen ud af Vuggen endnu, ikke fordi de ikke vidste, at han endnu var uskikket til at være Konge, men fordi de ved at føre saa kosteligt et Pant frem vilde ophidse Sivards sløve Forbundsfællers Sind imod Ring. Men da Ring spurgte, at Sivard imidlertid var vendt hjem fra sit Krigstog, angreb han Sjællænderne med en stor Hærstyrke og lod dem vide, at, hvis de ikke overgav sig, blev de dræbte. Sjællænderne, som kun havde Valget imellem Skam og Fare og som nærede Mistillid til deres Kræfter, fordi de var saa faa, bad om Vaabenstilstand, for at de kunde overveje Sagen. Den blev tilstaaet dem, men da det ikke tyktes dem muligt at blive Sivard tro, og det tyktes dem uhæderligt at give sig under Ring, vaklede de længe bekymrede imellem Frygt og Skam. Da ikke engang de gamle kunde finde Raad i denne Sag, tog Ragnar, som tilfældigvis var til Stede i Forsamlingen, Ordet og sagde: "En kort Bue skyder Pilen af i Hast. Skjønt jeg maaske kan synes med drengeagtig Dumdristighed at foregribe de ældres Tale, beder jeg jer om at tilgive mig, i Fald jeg fejler, og at bære over med mig, i Fald jeg fører umoden Tale. Men den, der giver kloge Raad, bør ikke afvises, selv om han ellers ikke synes at være synderlig Ære værd. Nyttige Lærdomme bør optages med lærvilligt Sind. Eftersom det nu paa den ene Side er skammeligt at brændemærkes som Rømningsmand og Overløbere og paa den anden Side letsindigt at vove, hvad der overstiger ens Kræfter, og vi altsaa er paa det rene med, at det er lige galt, hvilken af Delene vi vælger, bør vi lade, som vi gaar over til Fjenden og saa rømme fra ham i Tide, saa snart vi ser vort Snit dertil. Det er bedre ved forstilt Eftergivenhed at forebygge Fjendens Vrede end ved at vægre os at give ham Vaaben i Hænde til at angribe os skarpere med; thi hvad andet gjør vi, naar vi unddrager os den stærkeres Herredømme, end selv at give ham Vaaben til at skære Halsen over paa os med? Den virksomste Svig udklækkes ofte af dunkle Raad, og Ræv maa man fange med List". Ved dette forstandige Raad gjorde han paa én Gang Ende paa deres Vaklen og tilførte den fjendtlige Hær en Styrke, som skulde blive til dens egen Skade. Forsamlingen, som i lige høj Grad undrede sig over dette Barns Veltalenhed og Kløgt, greb med Begjærlighed dette overordentlig snilde Forslag, som syntes langt at overgaa, hvad man kunde vente sig efter hans Alder. De gamle, som ikke selv havde kunnet finde paa Raad, skammede sig ikke ved at lyde et Barns Raad, som, hvor liden end den var, der gav det, var fuldt af den største Visdom. Men af Frygt for at udsætte den, der havde givet dem dette Raad, for umiddelbar Fare bragte de ham til Norge, for at han kunde blive opfostret der. Kort efter angreb Sivard Ring og holdt Slag med ham; han fældede Ring, men fik selv et Ulivssaar, som han døde af efter faa Dages forløb. ## bok 9: Ragnar Lodbrog (Winkel Horn 1898) Efter ham blev Ragnar Konge. Paa den Tid fældede Svenskekongen Frø den norske Konge Sivard, indespærrede hans Frænders Hustruer i et Skjøgehus og udbød dem offentlig til Beskjæmmelse. Da Ragnar spurgte det, drog han til Norge opsat paa at hævne sin Bedstefader. Da han kom did, ilede adskillige af disse Kvinder, som enten nylig havde maattet give deres Legemer til Pris eller frygtede for, at der snart vilde blive gjort Vold paa deres Kyskhed, ivrig til hans Lejr i Mandsklæder og erklærede, at de vilde foretrække Døden for Skjændsel. Han, som vilde hævne den Tort, der var bleven tilføjet Kvinderne, skammede sig da heller ikke ved at benytte de Kvinders Hjælp, hvis Forsmædelse han vilde hævne, imod Ophavsmanden til denne Skjændighed. Blandt dem var ogsaa en Skjoldmø ved Navn Ladgerd, som havde Mands Mod i Brystet, skjønt hun kun var en Jomfru, og med Haaret udslaaet over Skuldrene kæmpede i første Række. Alle beundrede hendes uforlignelige Bedrifter - Haaret, der flagrede hende ned ad Ryggen, røbede nemlig, at hun var en Kvinde -, og da Ragnar havde fældet sin Bedstefaders Drabsmand, udspurgte han flittig sine Krigere om denne Pige, som han havde lagt Mærke til forrest i Fylkingen, og tilstod, at han havde denne ene Kvinde at takke for Sejren. Da han havde faaet at vide, at hun var af ædel Byrd blandt Nordmændene, bejlede han indtrængende til hende ved Sendemænd. Hun foragtede hemmelig hans Bejlen, men lod, som hun vilde føje ham, og efter at hun ved løgnagtige Svar havde faaet sin forelskede Bejler til at tro, at han vilde faa sit ønske opfyldt, befol hun, at en Hund og en Bjørn skulde bindes i Forstuen til hendes Hus, idet det var hendes Agt at beskytte sit Kammer mod den ivrige Elsker ved Hjælp af disse to glubende Dyr. Men Ragnar, som blev glad over det gunstige Svar, gik om Bord paa sit Skib, sejlede over Havet og begav sig, idet han bød sine Ledsagere at blive tilbage i Guldalen - saaledes hedder en Dal der paa Egnen -, ene til Pigens Hus. Der blev han modtagen af de glubske Dyr, men det ene gjennemborede han med sit Spyd, det andet greb han i Struben, drejede Halsen om paa det og kvalte det og fik saa Jomfruen som Løn for den overvundne Fare. I sit Ægteskab med hende fik han to Døtre, hvis Navne ikke er bleven bevarede i Erindringen, og en Søn Fridlejf, og i tre Aar holdt han sig i Ro og Gammen. Jyderne, som er et trodsigt Folkefærd, troede, at han formedelst det Giftermaal, han nys havde indgaaet, aldrig vilde vende tilbage, og de sluttede derfor Forbund med Skaaningerne og prøvede paa at angribe Sjællænderne, som med inderlig Hengivenhed bevarede deres Troskab imod Ragnar. Da Ragnar spurgte det, udrustede han tre Hundrede Skibe, og efter at være sejlet hjem med gunstig Vind tilintetgjorde han ved Landsbyen Hvideby Skaaningerne, der vovede at holde Slag med ham, og da Vinteren var leden, kæmpede han sejrrig med Jyderne, der boede ved Limfjorden, et Sund i den Del af Landet. Efter for tredje og fjerde Gang at have overvundet Skaaningerne og Hallænderne vendte han sin Hu til Kong Herrøds Datter Thora, som han attraaede at ægte, og forskjød Ladgerd. Han troede nemlig ikke, hans Hustru var til at stole paa, eftersom han mindedes, hvorlunde hun i sin Tid havde sat to grumme Vilddyr ud paa ham for at berede ham Døden. Imidlertid havde Svenskekongen Herrød bragt sin Datter nogle Slanger til Opfostring, som hans Ledsagere havde fundet, da han en Gang var paa Jagt i Skoven. Hun adlød strax sin Faders Bud og fandt sig i med sine Jomfruhænder at opfostre dette øglekuld, ja hun sørgede endogsaa for, at de hver Dag fik en hel Oxekrop at æde sig mætte paa, uden at ane, at hun ved at opføde dem beredte Landet en Ulykke. Da de var bleven fuldvoxne, afsved de nemlig hele Omegnen med deres pestsvangre Aande, og Kongen, som nu fortrød sin enfoldige Gjerning, lod kundgjøre, at den, der friede Landet for denne Plage, skulde faa hans Datter til Ægte. Mange Ungersvende indlod sig forgjæves paa dette farlige Foretagende, ikke mindre tilskyndede af Tapperhed end af Elskov. Da Ragnar af Folk, som rejste imellem Landene, fik Nys om dette, bad han sin Fostermoder om at give ham en ulden Kappe og et Par meget lodne Broge, som kunde skjærme ham imod Slangebidene; han mente nemlig, at han til Beskyttelse maatte have lodne Klæder, og for lettere at kunne røre sig i dem tog han dem tillige bløde og bøjelige. Da han paa sit Skib var kommen til Sverige, og det faldt i med Frostvejr, dykkede han sig med Vilje i Vandet og lod de vaade Klæder Stivfryse for at gjøre dem mere uigjennemtrængelige. Saaledes paaklædt tog han Afsked med sine Ledsagere, idet han opfordrede dem til at være Fridlejf tro, og gik ene op til Kongeborgen. Da han fik øje paa den, spændte han Sværd ved Lænd og tog et Spyd med Svingrem i sin højre Haand. Da han saa gik videre, kom en usædvanlig stor Slange glidende frem imod ham, og i dens Spor fulgte en anden, der var lige saa stor. De gjorde alt, hvad de kunde, snart for at knuse Ungersvenden med deres Halers Bugtninger, snart for uafladelig at overgyde og overspy ham med deres Edder; Hirdmændene, der var krøbne i sikkert Skjul, saa' imidlertid til i Frastand som rædde Smaapiger, og Kongen selv flyede ligeledes rædselsslagen med nogle faa Mænd til et snævert Kammer. Men Ragnar, som stolede paa sine frosne Klæders Haardhed, gjorde Slangernes giftige Angreb til Skamme ikke blot med sine Vaaben, men ogsaa ved Hjælp af Klæderne, og holdt ene under utrættelig Kamp Stand imod de to Gab, der uafladelig spyede Edder paa ham, thi deres Tænder afbødede han med Skjoldet og Edderen med Klæderne. Til sidst slyngede han med kraftig Haand Spydet imod de to Udyr, der angreb ham, borede det igjennem Hjærtet paa dem begge og førte saaledes Kampen lykkelig til Ende. Kongen saa' nysgjerrig paa hans Paaklædning, og da han saa', hvor lodden og grov den var, men især den nederste Del af den og allermest Brogene, gav han ham skjemtvis Tilnavnet Lodbrog. Han indbød ham ogsaa til Gjæstebud med ham selv og hans Venner, for at han kunde kvæge sig efter de overstandne Besværligheder, men Ragnar sagde, at han først maatte se til sine Kammerater, som han havde ladet blive tilbage. Han gik da bort og vendte tilbage med dem, alle prægtig klædte i Anledning af Gjæstebudet, de skulde til, og omsider, da det var til Ende, fik han den for Sejren fastsatte Løn. Med Thora fik han to herligt begavede Sønner, Radbard og Dunvat, og de fik Brødrene Sivard, Bjørn, Agnar og Ivar. Imidlertid afsatte Jyderne og Skaaningerne opflammede af en uslukkelig Oprørslue Ragnar og overgav Herredømmet til en Mand ved Navn Harald. Ragnar sendte Bud til Norge og bad om venlig Hjælp imod dem, og Ladgerd, hvis gamle Kjærlighed endnu levede stærk og standhaftig i hende, sejlede da skyndsomt til Danmark tillige med sin nye Husbond og sin Søn og bragte ham, som i sin Tid havde forskudt hende, en Flaade paa hundrede og tyve Skibe. Da Ragnar mente, at han havde al den Hjælp nødig, han kunde faa, opbød han til Værn Folk af enhver Alder, satte svagelige Folk sammen med stærke og betænkte sig ikke paa at stikke Drenge og Oldinge ind i de stærkes Fylkinger. Han søgte først at knuse Skaaningerne og holdt et vældigt Slag med Oprørerne paa den Slette, der kaldes Uldager. Dér viste Ivar, som kun var syv Aar gammel, at han havde en fuldvoxen Mands Kraft i en Drengs Legeme, men Sivard blev, medens han angreb Fjenden Ansigt til Ansigt, saaret og faldt næsegrus til Jorden. Da hans Stalbrødre saa' det, gav de sig opfyldte af den største Ængstelse til at se sig om efter, hvorhen de kunde fly, saa det kom ikke blot til at gaa ud over Sivard, men nedslog næsten hele Ragnars Hærs Mod. Men Ragnar styrkede atter ved mandig Daad og Opmuntring sine forfærdede Mænds sunkne Mod og drev dem til at prøve paa at sejre, just som de var ved at blive overvundne. Ladgerd, som i sit spæde Legeme havde et uforligneligt Mod, dækkede ogsaa med det Forbillede, hun gav paa glimrende Tapperhed over Krigsfolkenes Tilbøjelighed til at give sig paa Flugt; thi hun gjorde en Svingning og faldt uventet Fjenden i Ryggen, saa den Skræk, der var opstaaet blandt hendes Stalbrødre, gik over i den fjendtlige Hær. Til sidst maatte Haralds Hær vige, og efter at hans Folk havde lidt et stort Nederlag, flyede han. Da Ladgerd kom hjem fra Slaget, gjennemborede hun om Natten sin Husbonds Strube med et Spyd, hun havde skjult under sin Kjortel, og saa tilegnede hun sig hele hans Magt og Værdighed, thi denne overmodige Kvindesjæl holdt det for fornøjeligere at have Herredømmet uden Husbond end at dele hans Kaar. Sivard blev ført til en By i Nærheden, hvor han lod sig pleje af Læger, men de var fuldstændig ved at fortvivle, thi det skrækkelige Saar gjorde alle de Lægemidler, de anvendte, til Skamme. Men saa saa' de en Mand af forbavsende Størrelse gaa hen til den syges Seng, og han lovede Sivard, at hvis han vilde indvi alle de Mænds Sjæle, han fældede i Kamp, til ham, skulde han strax blive karsk. Han lagde heller ikke Dølgsmaal paa sit Navn, han hed Roster, sagde han. Da Sivard skjønnede, at han ved at give et ringe Løfte kunde opnaa et stort Gode, gik han ivrig ind paa, hvad Manden forlangte. Saa strøg Oldingen pludselig med Haanden den blaa Plet, der var en Følge af Forraadnelsen i Saaret, bort, og der kom strax Ar paa det. Til sidst dryssede han Støv i øjnene paa ham, og saa gik han. Der kom pludselig Pletter paa øjnene, og til Forbavselse for dem, der saa' det, fik disse Pletter den største Lighed med smaa Snoge. Jeg skulde næsten tro, at Ophavsmanden til dette Under har villet aabenbare den Grumhed, Ungersvenden skulde lægge for Dagen i Fremtiden, ved det umiskjendelige Vidnesbyrd, hans øjne bar om den, for at den mest iøjnefaldende Del af hans Legeme ikke skulde savne en Forjættelse om hans senere Liv. Da den gamle Kone, som tilberedte hans Lægemidler, saa' ham faa disse Snogemærker i Ansigtet, blev hun greben af en usædvanlig Skræk for Ungersvenden, daanede og faldt om. Herfra stammer Sivards vidt kjendte Tilnavn Snogøje. Imidlertid døde Ragnars Hustru Thora af en hidsig Sygdom, hvilket voldte ham, som elskede sin Hustru højt, overordentlig bitter Sorg. Da han holdt for, at han bedst kunde forjage den ved Arbejde, besluttede han at søge Trøst i Idrætter og dulme sin Smerte ved Anstrængelser. Idet han derfor for at drive sin Kummer paa Flugt og finde Trøst tænkte paa Krigsbedrifter, bød han, at enhver Husfader skulde bringe ham det af sine Børn, han satte mindst Pris paa, eller en Slave, der var upaalidelig og doven til sit Arbejde, for at han kunde komme i Krigstjeneste hos ham. Skjønt denne Forordning kun syntes lidet skikket til at fremme hans Formaal, viste han dog, at de ringeste Danske overgik de tapreste Mænd blandt andre Folkefærd, og de unge Mennesker havde stor Nytte deraf, idet de, som saaledes udvalgtes, kappedes om at aftvætte det Dorskhedsmærke, der var blevet sat paa dem. Han bestemte derhos, at enhver Retstrætte skulde paadømmes af tolv godkjendte Ældste; alle andre Retsmidler afskaffedes, og det tilstededes hverken Sagsøgeren eller Sagvolderen at tale sin Sag. Denne Forordning havde det gode ved sig, at den gjorde det umuligt letsindig at yppe Retstrætter, og han mente derved tilstrækkelig at have forebygget, at onde Mennesker falskelig anklagede nogen. Derefter paaførte han England Krig og saarede og fældede i et Slag Hame, som var Konge dér og Fader til Ella, en saare ædel Ungersvend. Derpaa fældede han Jarlerne over Skotland, Petland og de øer, som kaldes Sudrøerne eller de sydlige øer, og satte sine Sønner Sivard og Radbard over disse Landsdele, der nu havde mistet deres Høvding. Efter ogsaa med Magt at have berøvet Norge dets Konge bød han dette Land lyde Fridlejf, og ham satte han ogsaa over Orknøerne, som han berøvede deres egen Jarl. Nogle af Danskerne, som i deres halsstarrige Had imod Ragnar haardnakket vedblev at pønse paa Oprør, sluttede sig imidlertid til Harald, som hidtil havde været i Landflygtighed, og søgte at bringe hans kuldkastede Lykke paa Fode igjen. Ved denne Fremfusenhed vakte de hele Borgerkrigens Frækhed imod Kongen og indviklede ham i Farer hjemme, da ingen Fare truede ham ude fra. For at holde dem i Ave drog Ragnar imod dem med en Flaade bemandet med danske øboer, tilintetgjorde Oprørernes Hær og drev Harald, den slagne Hærs Høvedsmand, paa Flugt til Tyskland og nødte ham til forsmædelig at aflægge den Værdighed, han frækt havde tiltaget sig. Han nøjedes heller ikke med simpelt hen at ombringe Fangerne, men foretrak at pine dem til Døde, saa at de, han ikke kunde faa til at opgive deres Troløshed, ikke engang fik Lov til at opgive Aanden uden at blive straffede med den største Grumhed. For øvrigt fordelte han deres Jordegodser, der var flygtede sammen med Harald, blandt sine Krigsfolk, idet han mente, at deres Fædre blev saa meget haardere straffede, naar de saa', at den Ære at tage Arv efter dem blev dem til Del, som de havde forstødt, medens de, som de holdt mere af, gik glip af deres Fædrenearv. Men ikke engang det var nok til at slukke hans Hævntørst, han besluttede oven i Kjøbet at angribe Sachsen, fordi han troede, at det var hans Fjenders Tilholdssted, og at Harald var tyet dertil. Han bad sine Sønner om at staa ham bi og angreb Karl, som just da opholdt sig ved sit Riges Grænse dér. Efter at Ragnar havde opsnappet hans Skildvagter og listet sig forbi de udstillede Vagtposter, troede han, at Resten vilde være let at gjøre, og haabede, at det vilde gaa rask fra Haanden, men saa kom der pludselig en med guddommelig Spaadomsgave udrustet Kvinde, som om hun var en fra Himlen sendt Sandsigerske eller Fortolkerske af den guddommelige Vilje, og advarede Karl med heldbringende Forkyndelse og forebyggede ved sin lykkelige Spaadom den truende Fare, idet hun lod ham vide, at Sivards Flaade havde lagt til ved Floden Seines Munding. Kejseren laante opmærksomt øre til hendes Ord, og da han tydede dem som et Budskab om, at Fjenden var i Landet, sørgede han for, at de Barbarer, hvis Komme saaledes var blevet meldt ham, blev holdt i Ave ved, at han gik imod dem og holdt Slag med dem. I det Slag, han holdt med Ragnar, havde han ikke saa meget Held med sig, som man skulde have ventet efter den Forsigtighed, hvormed han belavede sig paa Faren. Han, næsten hele Europas utrættelige Overvinder, der var draget gjennem saa stor en Del af Verden og alle Vegne havde vundet de største og mest straalende Sejre, saa' nu den Hær, der havde overvundet saa mange Stater og Folkefærd, vende Ryg i Slaget og blive slaaet af en lille Flok fra en enkelt Landsdel. Da Ragnar efter at have paalagt Sachserne Skat fik sikker Tidende fra Sverige om, at Herrød var død, og derhos fik at vide, at hans Sønners Arv efter deres Bedstefader blev forholdt dem ved hans Efterfølger Sørles Svig, bad han Bjørn, Fridlejf og Radbard om at slaa sig sammen med ham, - thi Regnald, Hvidsærk og Erik, hans Sønner med Svanløg, havde endnu ikke naaet vaabenfør Alder -, og drog til Sverige. Da Sørle mødte ham med sin Hær, lod han Ragnar vælge, om der skulde holdes almindeligt Slag eller Tvekamp, og da han valgte Tvekamp, stillede Sørle en Kæmpe af udmærket Mod ved Navn Skard tillige med hans syv Sønner til Holmgang med ham. Ragnar tog sine tre Sønner med; de kæmpede i begge Hæres Paasyn, og Ragnar gik ud af Kampen som Sejrherre. Bjørn fik, fordi han havde tilføjet Fjenden et Nederlag uden selv at lide nogen Skade, et Tilnavn, som han beholdt alle sine Levedage, og som forkyndte, at hans Sider var saa haarde, som om de var af Jærn. Denne Sejr gav Ragnar Tillid til, at han vilde overvinde enhver Fare, og han angreb da Sørle og fældede ham og alle de Krigsfolk, han førte i Marken. Han skjænkede Bjørn Herredømmet over Sverige som Løn for hans udmærkede Tapperhed, og saa afholdt han sig i nogen Tid fra Krig og holdt sig i Ro. Han fattede nu stor Elskov til en Kvinde, og for lettere at komme i Besiddelse af hende søgte han ivrig at vinde hendes Fader ved at vise ham den største Velvilje, indbød ham ofte til Gjæstebud og behandlede ham saa med den yderste Høflighed, rejste sig ærbødig op, naar han kom, og hædrede ham ved at bænke ham ved sin Side, glædede ham tit med Gaver og stundom med de venligste Ord. Da Faderen indsaa, at al den Ære ikke blev ham til Del for hans egne Fortjenesters Skyld, grundede han over, hvad Grunden dertil vel kunde være, og kom saa paa det rene med, at hans Konges stiltiende Bevaagenhed hidrørte fra Kjærlighed til hans Datter, idet han skjulte sin Attraa for hende under Skin af Venlighed imod ham. For nu at gjøre Elskerens Snildhed til Skamme vogtede han saa meget omhyggeligere paa hende, just fordi han mærkede, at han eftertragtede hende med hemmelig Attraa og stor Halsstarrighed. Men Ragnar, som til sin Glæde havde faaet sikkert Bud om, at hun gav ham sit Ja, begav sig ud til den Gaard, hvor hun holdtes i Forvaring, og idet han gik ud fra, at intet er umuligt for Elskov, gik han ene til en Bonde i Nabolaget og bød sig til Gjæst hos ham. Næste Morgen byttede han Klæder med Kvinderne og kom i Kvindedragt til sin elskede, medens hun var ved at spinde, og for ikke at røbe sig var han snild nok til ogsaa at give sig i Lag med denne Kvindesyssel, skjønt hans Hænder ikke var øvede i Kunsten; om Natten fik han saa sin Vilje med Pigen og favnede hende. Da det lakkede ad Tiden, da hun skulde føde, og hendes tiltagende Sværhed røbede, at hun havde sat sin Kyskhed til, trængte Faderen, som ikke var sikker paa, hvem hans Datter havde ladet sig besvangre af, haardt ind paa hende for at faa hende til at sige, hvem hendes ukjendte Forfører var, og da hun haardnakket paastod, at hun ikke havde haft andre i Sengen hos sig end sin Terne, overlod han til Kongen at faa Sagen oplyst. Ragnar kunde ikke finde sig i, at den uskyldige Terne skulde lade en saa usædvanlig Beskyldning sidde paa sig, og skammede sig ikke ved at tilstaa sin egen Brøde for at godtgjøre en andens Uskyldighed. Ved denne ædle Adfærd baade gjendrev han den falske Beskyldning, at en Kvinde havde avlet Barnet, og opnaaede, at et latterligt Rygte ikke kom ud blandt onde Tunger. Han lyste Barnet, hun skulde føde, i Kuld og Kjøn og sagde, at han vilde, det skulde kaldes Ubbe. Da Drengen omtrent var bleven voxen, lagde han til Trods for sin Ungdom en moden Mands Forstand for Dagen, thi han elskede sin Moder, fordi hun havde givet sig hen til en højbaaren Mand, men nærede ingen Ærbødighed for sin Fader, fordi han havde nedladt sig til en Elskov, der var under hans Værdighed. Derefter rustede Ragnar sig til et Tog imod Hellespontierne, stævnede Danskerne til Tinge og lovede, at han vilde give Folket overmaade heldbringende Love; han fastsatte, at medens enhver Familiefader hidtil skulde afgive den af sine Sønner, han agtede ringest, til Krigstjeneste, skulde han nu ruste sin kraftigste Søn eller sin paalideligste Træl. Da det var gjort, drog han ledsaget af sine Sønner med Undtagelse af Ubbe af Sted og angreb og underlagde sig Hellespontierne og deres Konge Dian efter at have overvundet dem i adskillige Slag, og til sidst fældede han Kongen efter at have paaført ham en Mængde Ulykker. Hans Sønner Dian og Daxon, der var gifte med Ruthenerkongens Døtre, fik deres Svigerfader til at hjælpe dem med Krigsfolk og tog sig med den største Iver for at hævne deres Fader. Da Ragnar saa', hvor umaadelig stor deres Hær var, tvivlede han om, at hans Krigsstyrke var tilstrækkelig, og bød, at nogle Kobberheste skulde sættes paa Hjul, saa de kunde føres af Sted, kjøres omkring paa Vogne, som let kunde drejes, og af al Magt drives ind iblandt Fjendernes tætteste Skarer. Dette bidrog saa meget til at splitte Fjendernes Fylking, at Haabet om Sejr mindre syntes at bero paa Krigsfolkene end paa disse Indretninger, som med deres uimodstaaelige Masse knuste alt, hvad der kom i Vejen for dem. Den ene af Høvdingerne blev dræbt, den anden flyede, og hele Hellespontiernes Hær gav sig paa Flugt. Skytherne, med hvem Daxon ogsaa var nær beslægtet paa mødrene Side, skal ogsaa være blevne tilintetgjorte i det Nederlag. Deres Land fik Hvidsærk. Ruthenerkongen, som ikke stolede paa sine Kræfter, skyndte sig i Tide at unddrage sig Ragnars frygtelige Vaaben ved Flugt. Da Ragnar havde været paa Vikingefærd paa det nærmeste i fem Aar og hurtig havde bragt alle andre Folkefærd til at underkaste sig, fik han at vide, at Bjarmerne, som han nylig havde overvundet, men hvis Underkastelse ikke var til at stole paa, aabenbart unddrog sig hans Herredømme. Da de fik Nys om hans Komme, fik de ved deres Galdresange Himlen til at staa dem bi og drev de ophidsede Skyer op til et voldsomt Uvejr. Det hindrede en Stund Danskerne i at sejle, og saa slap Levnedsmidlerne op for dem. Da Uvejret pludselig hørte op, sved den mest brændende Hede dem med sin Brand, og den Plage var ikke lettere at holde ud, end den stærke Kulde havde været, saaledes plagede et ulykkebringende Overmaal i begge Retninger skiftevis deres Legemer og ødelagde dem ved sin overvældende Styrke først til den ene Side og saa til den anden, og hertil kom saa Blodgang, der gjorde det af med de fleste, saa Danskerne, som ingen Vegne kunde komme som Følge af Vejrets farlige Beskaffenhed, omkom i Massevis af den Legemssot, der opstod overalt. Da Ragnar mærkede, at den Magt, hvormed Vejret holdt ham tilbage, snarere var kunstig end naturlig, sejlede han videre, saa godt han kunde, og kom til Kurernes og Sembernes Land, hvor man viste hans Myndighed den højeste Grad af Ære som den mest hæderkronede Sejrherres Magtfuldkommenhed. Denne Hyldest gjorde Kongen endnu mere opbragt paa Bjarmerne for deres Overmod, og han søgte at hævne den Foragt, de havde vist hans kongelige Myndighed, ved uventet at angribe dem. Deres Konge, hvis Navn ikke kjendes, blev rædselslagen ved dette Fjendernes pludselige Indfald, og da han ikke turde indlade sig i Kamp med dem, flyede han til Matul, Kongen i Finmarken. Stolende paa dennes Bueskytters udmærkede Dygtighed fortrædigede han ustraffet Ragnars Hær, der overvintrede i Bjarmeland. Finnerne plejer nemlig at løbe hurtig paa glatte Træskinner og farer af Sted til hvilken Side de vil, saa man holder for, at de er i Stand til efter Behag at nærme eller fjærne sig; saa snart de nemlig har gjort Fjenden Fortræd, flyver de bort med samme Hastighed, som de kom med, de er ikke længere om at trække sig tilbage end om at rykke frem. Deres Behændighed saa vel som den Dygtighed, hvormed de forstaar at bruge deres Skier, gjør dem derfor udmærket skikkede baade til at angribe og til at flygte. Man kan tænke sig, hvor Ragnar den Gang maa have undret sig over sin kranke Lykke, da han, som i sin Tid havde besejret Romerriget, da det stod paa sit Højdepunkt, nu saa' sig styrtet i den største Fare af en vaabenløs og uordnet Hob. Han, som paa den mest udmærkede Maade havde gjort det af med den romerske Krigsstyrkes mest glimrende Pryd og den herligste Anførers ypperlige Krigsfolk, maatte vige for en raa og vild Hobs usle og fattige Udrustning. Han, hvis Krigshæder hidtil det tapreste Folkefærds Magt ikke havde formaaet at mindske, kunde nu ikke staa sig imod en lille Flok af et foragteligt Folk. Saaledes gik det til, at han med den Krigsstyrke, med hvilken han paa det tapreste havde gjort det af med Verdens berømteste og prægtigste Hær og med Krigsmagtens tungeste Vaaben, at han med den Hær, med hvilken han i aaben Mark havde gjort Ende paa saa mange Fodfolks, saa mange Lejres og saa mange Hestfolks Vaabenbrag, maatte finde sig i at angribe en ussel og ukjendt lille Folkehob hemmelig og ligesom paa Stimandsvis. Saaledes gik det til, at han ikke skammede sig ved at plette sin straalende Hæder, som han havde vundet aabenlyst og ved Dagens Lys, med Svig i Nattens Mørke og i Steden for at holde sig i aaben Tapperhed tog sin Tilflugt til hemmelige Baghold. Det blev lige saa nyttigt, som det tog sig stygt ud. Han glædede sig ikke mindre over Finnernes Flugt end i sin Tid over Karls og tilstod, at han havde fundet større Kræfter hos dette Folk, der var blottet for alt, end hos den bedst udrustede Krigsstyrke; thi det faldt ham lettere at holde Stand over for Romernes tungeste Vaaben end over for de pjaltede Finners Pile. Da Bjarmernes Konge var dræbt og Finnekongen jaget paa Flugt, lod Ragnar til evig Amindelse om sin Sejr sine Bedrifter indriste paa Klippetoppene. Imidlertid lod Ubbe sig af sin Morfader Esbern forlede til formastelig at tragte efter Kongemagten, satte den Ærbødighed, han skyldte sin Fader, til Side og gjorde Fordring paa Kongekronen for sit eget Hoved. Da Ragnar af de svenske Jarler Kelther og Thorkil fik Nys om denne Frækhed, sejlede han i største Hast til Gotland. Da Esbern mærkede, at de to nævnte Mænd var Ragnars Sag hengivne med sjælden Troskab, søgte han ved at tilbyde dem Belønninger at faa dem til at svigte Kongen, men de holdt ubøjelig fast ved, hvad de havde sat sig for, og sagde, at deres Vilje rettede sig efter Bjørns, hvorhos de lod ham vide, at der ikke var en eneste Svensker, som vilde vove at gjøre noget, der var ham imod. Saa var Esbern ikke sen til at prøve sig frem hos ham ved at skikke Sendemænd til ham med de fagreste Ord. Han erklærede, at han aldrig vilde hælde mere til Forræderi end til Trofasthed og ansaa det for den største Skjændsel at foretrække en troløs Broders Gunst for den retsindigste Faders Kjærlighed; Sendemændene lod han hænge til Straf, fordi de havde opfordret ham til saa svar en Brøde, og Svenskerne straffede paa samme Maade de øvrige, der hørte til Sendemændenes Følge, med Døden for deres strafværdige Opfordring. Da Esbern skjønnede, at hans underfundige og hemmelige Anstalter kun havde liden Fremgang, samlede han aabenlyst Krigsfolk og skred uden Omsvøb til Krig. Men Ivar, der var Høvedsmand over Jylland, erklærede, at ingen af Parterne i denne ugudelige Strid kunde være Guderne velbehagelig, og han unddrog sig derfor fra den syndige Krig ved frivillig at drage i Landflygtighed. Ragnar angreb Esbern i det Sund, som hedder Grønsund, og fældede ham; den dræbtes afhuggede Hoved bød han skulde stilles op i Forstavnen til Skræk for Oprørerne. Ubbe flygtede, men begyndte atter Krigen paa Sjælland og angreb sin Fader. Da hans Fylking var splittet ad, og han ene blev angreben fra alle Sider, fældede han saa mange af den fjendtlige Hær, at Fjendernes Lig dyngede sig op og dannede som det stærkeste Bolværk om ham, inden for hvilket det var en let Sag for ham at hindre sine Angribere i at komme ham nær. Til sidst blev han dog overvældet af Fjendens tætte Skarer, fangen og ført bort for at lægges i Lænker; med umaadelig Kraft sprængte han Lænkerne og rystede dem af sig, men da han søgte at bryde og afkaste de Baand, som saa blev lagt paa ham, var det ham ikke muligt at slippe af sit Fangenskab. Da Ivar fik Nys om, at Oprørerens Straf havde gjort Ende paa Urolighederne i Landet, vendte han hjem til Danmark, hvor Ragnar modtog ham med den største Ære, fordi han, medens denne grumme Strid rasede, i hvilken Fader og Søn stræbte hinanden efter Livet, havde lagt den største Frændekjærlighed for Dagen. Imidlertid fik Daxon, som længe forgjæves havde søgt at overvinde Hvidsærk, der stod for Styret i Skythien, til sidst denne lokket i en Fælde under Paaskud af, at han vilde slutte Fred med ham. Han blev gjæstevenlig modtaget af Hvidsærk, men havde en Skare væbnede Mænd i Beredskab, som han lod kjøre ind i Byen under Foregivende af, at de vilde drive Handel, og som saa ved Nattetid skulde angribe hans Værts Hus. Hvidsærk anrettede et saadant Nederlag blandt denne Stimandsskare, at han var omgiven af en hel Dynge Lig af Fjender, saa at de for at tage ham til Fange maatte sætte Stiger til. Tolv af hans Stalbrødre blev ligeledes fangne af Fjenden paa samme Maade, og da det blev stillet dem frit for at vende hjem til deres Fædreland, erklærede de, at de vilde ofre deres Liv for Kongen og foretrak at dele en andens Fare for at trække sig ud af den, de selv var stedte i. Men Daxon blev saa greben af Medlidenhed ved Synet af Hvidsærks overvættes Fagerhed, at han ikke kunde bære det over sit Hjærte at bryde denne Knop, der var ved at folde sig ud til den herligste Blomst. Han bød ham ikke blot Livet, men ogsaa sin Datter til Hustru med Hælvten af Riget i Medgift, idet han hellere vilde skaane ham paa Grund af hans Fagerhed end straffe ham paa Grund af hans Tapperhed. Men saa sjælsstor var Hvidsærk, at han ikke brød sig det ringeste om et Liv, der skjænkedes ham af Naade, han afslog Tilbudet om at slippe for al Straf, som om det var en Velgjerning, der kun var saare lidet værd, holdt selv fast paa sin Dødsdom og sagde, at Ragnar vilde være lemfældigere med den Hævn, han vilde tage for sin Søn, i Fald han fik at vide, at han selv havde faaet Lov til at vælge sin Dødsmaade. Hans Fjende undrede sig over denne Fremfusenhed og lovede, at han skulde blive ombragt paa den Maade, han selv bestemte. Den Tilladelse tog Ungersvenden imod som en stor Velgjerning, og han bad om, at han maatte blive bunden og brændt tillige med sine Stalbrødre. Daxon var ikke sen til at opfylde hans indstændige Bønner om at maatte komme af med Livet og lod ham ombringe paa den Maade, han bad om som om en Gunst. Da Ragnar spurgte dette, var han nær ved at sørge sig til Døde; han klædte sig ikke blot i Sørgeklæder, men lagde sig ogsaa i sin store Bedrøvelse til Sengs og gav sin Smerte Luft i Suk og Klager. Hans Hustru, som havde mere end Mands Mod, bebrejdede ham hans Svaghed og styrkede hans Mod ved mandig Opmuntring, kaldte hans Sjæl tilbage fra Sorgen og opfordrede ham til af al Magt at øve Krigsbedrifter; det var rimeligere, sagde hun, at en tapper Fader sonede sin Søns blodbestænkte Aske med Vaaben end med Taarer; og hun formanede ham til ikke i kvindagtig Sorg at paadrage sig lige saa megen Vanære ved Graad, som han før havde vundet Hæder ved Tapperhed. Hendes Ord gjorde Ragnar bange for, at han ved kvindagtig Sorg kunde sætte den Navnkundighed, hans Tapperhed tidligere havde skaffet ham, paa Spil, han aflagde sine Sørgeklæder og de andre Tegn paa Sorg, og i Haab om snarlig Hævn vakte han atter sit slumrende Mod. Saaledes kan stundom de svage Sjæle styrke de stærke. Han overdrog til Ivar at tage Vare paa Riget, omfavnede med faderlig Kjærlighed Ubbe, som atter var kommen i Gunst hos ham som i fordums Dage, og saa sejlede han med sin Flaade til Rusland, fangede Daxon og sendte ham betynget med Lænker til Udgaard for at holdes i Forvaring der. Det er vitterligt, at Ragnar ved denne Lejlighed behandlede sin kjæreste Søns Drabsmand med den største Mildhed og Lemfældighed, idet han for at opnaa den Hævn, han attraaede, lod sig nøje med at sende den skyldige i Landflygtighed fremfor at lade ham dræbe. Denne Mildhed bragte Ruthenerne til at skamme sig ved yderligere at rase imod en Konge, som de ikke engang ved bitter Uret kunde drive til at ombringe sine Fanger. Det varede heller ikke længe, før Ragnar atter skjænkede ham sin Gunst og gav ham tilbage til hans Land, imod at han lovede hvert Aar at overrække ham Skatten knælende og barbenet ledsaget af tolv af Landets Ældste, som ligeledes skulde være barbenede. Han holdt det nemlig for bedre at gaa lemfældig til Værks over for en fangen og ydmygt bedende Mand end at svinge den blodige øxe og vilde hellere til Stadighed bøje den stolte Nakke under Trældomsaaget end hugge den over én Gang for alle. Da han drog bort derfra, satte han sin Søn Erik med Tilnavnet Vejrhat over Sverige. Her fik han at vide, at medens Fridlejf og Sivard var paa Krigstog med ham, havde Nordmændene og Skotterne svigagtig overdraget Kongeværdigheden til to andre, og han gjorde det da først af med ham, der havde tilrevet sig Magten i Norge, og gav dette Rige til Bjørn. Derpaa drog han sammen med Bjørn og Erik til Orknøerne, som han hærjede, og omsider lagde han til Land ved Skotlands Grænser, og efter at have udmattet Skotternes Konge Murial ved et tre Dages Slag fældede han ham, men hans Sønner Dunvat og Radbard blev efter at have kæmpet ypperlig dræbte af Fjenderne, saa den Sejr, deres Fader vandt, var bestænket med deres Blod. Da han kom hjem til Danmark, fik han at vide, at hans Hustru Svanløg imidlertid var død af Sot, og strax søgte han Trøst for Sorgen i Ensomhed og stængte taalmodig sin syge Sjæls Kummer inde bag sit Hus' Vægge. Denne bitre Sorg fik imidlertid Ende, da Ivar pludselig vendte hjem, fordreven fra sit Rige. Gallerne havde nemlig jaget ham bort og svigagtig overdraget Kongemagten til en Mand ved Navn Ella, Hames Søn. Ragnar tog Ivar med som Vejviser, eftersom han var stedkjendt der i Landet, sejlede did med sin Flaade og kom til den Havn, som hedder Norwich. Der udskibede han sine Krigsfolk, og efter et Slag, der trak ud i tre Dage, drev han, efter at der var flydt en Mængde engelsk og saare lidt dansk Blod, Ella, der havde stolet paa Gallernes Tapperhed, paa Flugt. Efter at have dvælet et Aar dér som Sejrherre kaldte Ragnar sine Sønner til Hjælp og drog til Irland, og efter at have dræbt Kongen dér, Melbrik, belejrede, stormede og indtog han Dublin, der var helt opfyldt med Barbarernes Skatte. Dér laa han i Lejr et Aar, og saa sejlede han igjennem Middelhavsstrædet og trængte frem helt til Hellespont, idet han drog igjennem de mellemliggende Riger og alle Vegne vandt de berømmeligste Sejre, og Skæbnen ingen Steds afbrød hans stadige og heldige Fremgang. Imidlertid havde Harald med Bistand af nogle Danske, som kun havde liden Lyst til at følge Ragnar paa hans Krigstog, igjen begyndt Uroligheder i Riget og anmasset sig Kongenavnet. Da Ragnar vendte tilbage fra Hellespont, mødte han ham med Vaabenmagt, og da det gik Harald uheldig, drog denne, som indsaa, at hans Hjælpekilder hjemme var udtømte, til Kejser Ludvig, som den Gang opholdt sig i Mainz, for at bede ham om Hjælp. Ludvig, som var opfyldt af den største Iver for at udbrede den sande Tro, stillede Barbaren et Vilkaar, idet han lovede ham Hjælp, hvis han vilde gaa ind paa at antage Kristendommen, thi der kunde ingen Hjærternes Enighed være imellem Folk, som havde forskjellig Tro; enhver, som søgte Hjælp, maatte derfor først have samme Religion, og man kunde ikke være fælles om store Bedrifter, naar man var uenig om, hvorledes man skulde dyrke Gud. Denne Kejserens Beslutning skaffede baade hans Gjæst Frelsen og ham selv Ry for Fromhed; saa snart Harald højtidelig havde ladet sig døbe, hjalp han ham strax med sachsiske Krigsfolk, og stolende paa dem lagde Harald med Umage og Bekostning Vind paa at bygge en Kirke i Landskabet Slesvig, som han viede til Gud. Saaledes tog han sit Forbillede i Henseende til den hellige Gudsdyrkelse fra de romerske Kirkeskikke; han erklærede Hedningernes Vildfarelser for vanhellige, nedbrød deres Templer, jog Offerpræsterne i Landflygtighed, afskaffede deres Præsteskab og var den første, som indførte Kristi hellige Lære i sit barbariske Fædreland og lagde Vind paa den sande Gudsdyrkelse efter at have forkastet Afgudernes, og endelig iagttog han med den samvittighedsfuldeste Omhu alt, hvad der kunde tjene Religionen til Beskyttelse. Men han havde mere Fromhed end Held med sig ved det, han saaledes begyndte paa, thi Ragnar kom over ham, krænkede de Kirkeskikke, han havde indført, gjorde den sande Religion fredløs, gjenindsatte den falske i dens gamle Plads og lod dens Skikke komme til deres gamle Ære og Værdighed. Men Harald maatte gaa i Landflygtighed og gjorde sig skyldig i Helligbrøde, thi han, der havde givet et lysende Forbillede ved at begynde paa at indføre den sande Lære, var den første til at svigte den, og efter at have gjort sig berømmelig ved sin Fromhed blev han en skjændig frafalden. Imidlertid begav Ella sig til Irland, hvor han ombragte alle dem, der med Troskab hang ved Ragnar, med Sværdet eller paa anden Maade straffede dem. Da Ragnar angreb ham med sin Flaade, straffede den Almægtige ham i sin retfærdige Vrede aabenlyst for den Foragt, han havde vist Religionen, thi han blev fangen og kastet i Fængsel, og hans syndige Legeme blev givet Slanger at æde, og øglerne fraadsede ynkeligt i hans Indvolde. Hans Lever blev fortæret, og en Slange gnavede som en grum Bøddel paa selve hans Hjærte. Da kvad han med modig Røst om alle sine Bedrifter, og da han havde opregnet dem alle, tilføjede han: "Om Grisene vidste, hvad Galten maa lide, til Strid de stævned og stormed Stien". ## bok 9: Ragnar Lodbrogs Sønner (Winkel Horn 1898) Ivar fik Budskabet om Ragnars Død, da han just var ved at se paa de offentlige Lege, men han fortrak ikke des mindre ikke en Mine og saa' i ingen Maade mere nedslaaet ud end sædvanlig, han holdt ikke blot Budskabet om Faderens Død hemmeligt ved at skjule sin Sorg, men han forbød endogsaa det ved Rygtet skrækslagne Folk at gjøre Larm eller gaa bort, før Legene var til Ende. Han bevarede sit muntre Ansigt for ikke at afbryde Legen og vendte ikke Blikket fra den offentlige Lystighed for at dvæle ved sin egen Sorg, for at han ikke ved pludselig at gaa over fra den største Munterhed til den dybeste Bedrøvelse skulde faa Ord for mere at vise sig som en sørgende Søn end som en munter Høvding. Da Sivard modtog Budskabet, jog han i sin Bestyrtelse, mere opfyldt af Kjærlighed til Faderen end af Følelse af sin egen Lidelse, det Spyd, han tilfældigvis holdt i Haanden, dybt ned i Foden, idet han i sin Sorgs Haardhed ikke ænsede legemlig Smerte, thi for lettere at kunne udholde det Saar, der var blevet tilføjet hans Sjæl, lagde han an paa at saare en Del af sit Legeme haardt, hvorved han paa én Gang viste sin Tapperhed og sin Sorg og bar sin Skæbne som en lige saa bedrøvet som standhaftig Søn. Bjørn sad og kastede Tærninger, da Budskabet om Faderens Død blev bragt ham, og han knugede Tærningen, han holdt om med Haanden, saa voldsomt, at han klemte Blodet ud af Fingrene, saa det sprøjtede ud paa Bordet, hvorved han gav til Kjende, al Lykkens Kast var mere lunefuldt end Tærningens, han spillede med. Da Ella spurgte det, skjønnede han, at den af de tre Brødre, som ingen sønlig Kjærlighed havde lagt for Dagen, havde baaret Faderens Død med størst Sjælskraft, og at han derfor maatte tage sig mest i Agt for Ivars Tapperhed. Men Ivar drog til England, og da han indsaa, at hans Flaade ikke var stærk nok til at holde Slag med Fjenden, foretrak han List for Dumdristighed og anvendte sin Snildhed over for Ella, idet han som Pant paa, at der skulde være Fred imellem dem, forlangte saa megen Jord, som han kunde omspænde med en Hestehud. Han fik, hvad han forlangte, thi Kongen sagde, at det kun var en ringe Begjæring, og glædede sig over, at saa mægtig en Fjende bad om lidt og ikke om meget, thi en lille Hud kunde jo kun spænde om et lille Stykke Land. Men Ivar skar Huden ud i tynde Strimler og omspændte med den et Stykke Land, der var saa stort, at han kunde bygge en By derpaa. Nu angrede Ella sin ødselhed og skjønnede for sent, hvor meget mere der var i en Hud, naar den blev skaaren i Strimler, end naar den var hel, thi den Hud, han havde troet vilde omspænde et lille Stykke Jord, saa' han nu indtage en stor Landstrækning. Men Ivar førte saa rigelige Levnedsmidler ind i Byen, han byggede, at den kunde udholde en Belejring, idet han lagde Vind paa, at den lige saa godt skulde kunne værge sig imod Hungersnød som imod Fjenden. Imidlertid kom Sivard og Bjørn til med en Flaade paa fire Hundrede Skibe og erklærede Kongen aabenlys Krig og æskede ham til Slag. Da det var holdt til den fastsatte Tid, og de havde fanget Kongen, bød de, at der skulde ristes en ørn paa hans Ryg, idet det var dem en Gammen at gjøre det af med deres grummeste Fjende ved at mærke ham med Billedet af den grummeste Fugl, og de lod sig ikke nøje med at riste Saaret i hans Ryg, men de dryssede Salt paa det blodige Kjød. Efter at Ella saaledes havde maattet lade Livet, drog Bjørn og Sivard hjem til deres Riger. Ivar raadede for England i to Aar. Imidlertid havde Danskerne stadig gjort Oprør og yppet Krig og overdraget Herredømmet til to Mænd af Kongeslægten, Sivard og Erik. Ragnars Sønner angreb dem i Forening med en Flaade paa sytten Hundrede Skibe ved Slesvig og gjorde det af med dem efter et halvt Aars Kamp. Gravhøjene staar endnu som Vidnesbyrd derom. Det Sund, i hvilket Kampen stod, blev ikke mindre navnkundigt ved Sivards Død. Nu var næsten hele Kongestammen uddød med Undtagelse af Ragnars Sønner. Efter at Bjørn og Erik var vendt hjem, satte Ivar og Sivard sig fast i Danmark for at lægge fastere Tøjler paa Oprørerne og satte Agnar over England. Opbragt over, at Englænderne forjog ham, foretrak han med Sivards Bistand at udrydde sit Lands Indbyggere og lade Markerne ligge brak og udyrkede, frem for at det skulde opføde en overmodig Slægt, og lod den hæsligste Goldhed brede sig over øens fedeste Agerland, idet han sagde, at det var bedre at herske over en ørken end over et hovmodigt Land. Da Erik derpaa var bleven dræbt i Sverige som Følge af en vis østens Ondskab, og Agnar vilde hævne hans Død, udgjød han sit eget Blod over Fjenden, medens han ivrig søgte at hævne en anden, og medens han var opsat paa at revse sin faldne Broders Drabsmand, ofrede han Broderkjærligheden sit eget Liv. Saa overtog Sivard med et almindeligt Landstings Samtykke sit Fædrenerige, men efter alle de Nederlag, han havde anrettet vidt og bredt, lod han sig nøje med den Navnkundighed, han vandt hjemme, og vilde hellere have Ord for at være udmærket i Fredens end i Krigens Gjerninger; han opgav at lægge sig efter Krigsvæsen og blev efter at have været den grummeste Hærmand Fredens omhyggeligste Vogter og søgte nu lige saa meget sin Ære i Fred og Ro, som han før havde holdt for, at den beroede paa Sejrenes Mængde. Lykken begunstigede denne Omskiftelse af hans Idrætter, saa at ligesom han ikke angreb nogen, var der heller ingen, der øvede Fjendtligheder imod ham. ## bok 9: Erik Barn (Winkel Horn 1898) Sivard efterlod sig ved sin Død en ganske liden Søn, som snarere maatte siges at have arvet hans Sind end Riget og den Fred, han havde indstiftet. Haralds Broder Erik brød nemlig uden Hensyn til Drengens spæde Alder ind i Landet med en Skare Oprørere og bemægtigede sig Kronen uden at skamme sig ved at angribe det Barn, der var Rigets retmæssige Konge, og tilrive sig en Magt, der ikke tilkom ham - han viste sig jo saa meget uværdigere til Kronen, som han ikke undsaa sig ved at røve den fra en, der ikke kunde forsvare sig. Han skilte altsaa ham af med Kongemagten og sig selv med al Dyd, og idet han angreb et Barn i Vuggen, drev han al Mandighed ud af sit Hjærte, thi hvor Begjærlighed og Ærgjerrighed brændte, var der ingen Plads for Frændekjærlighed. Men denne Hjærteløshed hævnede Himlen i sin Vrede, thi der kom Krig imellem ham og Haralds Søn Guttorm, og den endte brat med et stort Mandefald; de omkom begge tillige med utallige andre, og den danske Kongestamme, der var svækket ved det grummeste Mandsslæt, var nu indskrænket til den eneste Søn, Sivard havde efterladt sig. Saa vandt han da Kongemagten ved at miste sine Frænder, saa det var til større Gavn for ham, at de blev dræbte, end om de var blevne i Live. Han opgav det Forbillede, hans Fader havde givet, og traadte i sin Bedstefaders Fodspor, thi lige paa en Gang viste det sig, at han var i højeste Grad ivrig til at drive Vikingefærd. Gid han ikke ogsaa var optraadt som en letsindig Arving af Ragnars Aand i Henseende til at udrydde Kristendommen! Han pinte og plagede nemlig stadig alle fromme Mennesker, berøvede dem deres Gods og drev dem i Landflygtighed. Men det tjener til intet at gaa i Rette med ham for hans første Tid, eftersom jeg maa prise hans sidste Dage, thi det Liv, som begynder skammelig, men ender smukt, er mere værdigt til Ros end det, som begynder paa en Maade, der fortjener Anerkjendelse, men løber ud i Synd og Brøde. Ansgars heldbringende Formaninger fik nemlig Erik til at aflægge sit vanhellige Sinds Vildfarelser, han sonede, hvad han i sit Overmod havde forbrudt, og viste sig lige saa ivrig til at udøve Fromhed som tidligere til at foragte den, saa han optog ikke blot en mere heldbringende Lærdom med lærvilligt Sind, men aftvættede ogsaa ved den Renhed, der var over Slutningen af hans Liv, de Pletter det havde faaet i Begyndelsen. Ved sin Død efterlod han sig en Søn Knud, som han havde med Guttorm Haraldsøns Datter. ## bok 9: Knud (Winkel Horn 1898) Han var endnu kun et Barn, saa baade han og Riget trængte til en Formynder. Men da det tyktes de fleste, at det baade var besværligt og let kunde vække Avind at paatage sig dette Hverv, besluttede man at udtage en Mand dertil ved Lodkastning, thi de viseste Danskere var bange for i saa vigtig en Sag selv at træffe et Valg, stolede mere paa Skæbnen end paa deres egen Mening og vilde hellere lade Valget komme an paa et Træf end paa moden Overvejelse. Saa skete det da, at en vis Ennignup, en Mand af den største og mest ufordærvede Dyd, blev nødt til at tage dette byrdefulde Hverv paa sine Skuldre, og da han havde tiltraadt Styrelsen, som Lodkastningen havde tildelt ham, tog han ikke mindre Hensyn til hele Rigets Tilstand end til Kongens unge Alder, hvorfor da ogsaa nogle, som ikke er synderlig kyndige i Historien, har tildelt ham en Plads midt i Kongerækken. Da Knud efter at have traadt sine Børnesko var voxet op til Mand, fjærnede han dem, der havde vist ham den Velgjerning at opfostre ham, og blev efter at have været en Knøs, man næsten havde opgivet alt Haab om, en over al Forventning gjæv Mand. Kun den ene Ting ved ham maa man begræde, at han døde uden at have antaget Kristendommen. ## bok 9: Frode (Winkel Horn 1898) Kongemagten gik strax efter over til hans Søn Frode. Hans Lykke, som øgedes ved Vaabendaad og Krig, naaede et saadant Maal, at han atter lagde de Lande, der i sin Tid var faldne fra Danmark, under det gamle Aag og tvang dem til Lydighed som i fordums Dage. I England, som alt en Stund havde været kristnet, tog han imod den hellige Daab, og da det var hans Attraa, at den Frelse, han selv havde vundet, ogsaa skulde blive hans Folk til Del, bad han Agapetus, som den Gang var Pave i Rom, om at lade Danmark oplære i Kristendommen. Men han oplevede ikke at faa sit ønske opfyldt, thi han døde, inden Sendemændene fra Rom var komne; hans Hensigt var visselig bedre end hans Held, og for sit fromme Forsæt opnaaede han lige saa stor Løn hisset som andre for, hvad de faar udrettet. ## bok 9: Gorm Engelskmand (Winkel Horn 1898) Efter Frodes Død kom hans Søn Gorm, som førte Tilnavnet Engelskmand, fordi han var født i England, paa Tronen dér paa øen, men den Lykke var mindre varig end rask til at falde i hans Lod, thi da han drog fra England til Danmark for at ordne Sagerne dér, blev et langvarigt Tab Følgen af en kortvarig Fraværelse. Englænderne, som holdt for, at alt Haab om at opnaa Friheden beroede paa hans Fraværelse, pønsede paa almindeligt Frafald fra Danskerne og tog over Hals og Hoved Mod til sig og gjorde Oprør. Men jo mere Englænderne hadede og foragtede ham, des mere trofast holdt Danskerne fast ved ham, saa da han begjærlig efter Herredømmet strakte begge Hænder ud efter de to Lande, fik han det ene, men mistede uigjenkaldelig det andet, thi han gjorde aldrig noget kjækt Forsøg paa at vinde det tilbage. Saa vanskeligt er det at holde sammen paa store Riger. ## bok 9: Harald (Winkel Horn 1898) Derpaa blev hans Søn Harald Konge i Danmark. Efterslægten har halvvejs glemt ham og har ingen ypperlige Bedrifter at melde om ham, fordi han mere lagde Vind paa at bevare Kongemagten end paa at udvide den. ## bok 9: Gorm den Gamle (Winkel Horn 1898) Nu blev Gorm Konge, en Mand, som bestandig var fjendtlig sindet imod Kristendommen og opsat paa at tage al Ære fra de Kristne, som om de var de vederstyggeligste Mennesker. Alle, der bekjendte sig til den Tro, pinte han med al den Fortræd af forskjellig Slags, han kunde, og blev ikke træt af at forfølge dem med Bagvaskelser. Ja, for at gjenindføre det gamle Hedenskab i Templerne jævnede han den Kirke, som fromme Mennesker havde bygget paa Byen Slesvigs Grund, fuldstændig med Jorden, som om det var en vanhellig Bolig for Ugudelighed, og straffede saaledes dem, han ikke havde pint og plaget, med at rive deres Gudshus ned. Skjønt han havde Ord for at have en overmaade anselig Skikkelse, svarede hans Sjæl kun lidet til Legemet. Han var nemlig saa at sige saa mæt af at herske, at han nøjedes med at bevare sin kongelige Magt og Myndighed uden at bryde sig om at udvide den, holdt det for bedre at værne om det, han havde, end at strække Haanden ud efter andres og var mere opsat paa at passe paa det, som hørte ham til, end paa at forøge det ved at erhverve mere. Da Rigets Ældste opfordrede ham til at gifte sig, begjærede han den engelske Konges Edelreds Datter Thyra til Ægte. Hun, som overgik andre Kvinder i Alvor og Dygtighed, stillede sin Bejler det Vilkaar, at hun først vilde gifte sig med ham, naar hun fik Danmark i Morgengave. Det gik han ind paa, og saa blev hun trolovet med ham. Den Nat, da hun for første Gang besteg det ægteskabelige Leje, bad hun paa det indstændigste sin Brudgom, om han i tre Nætter vilde lade hende i Fred. Hun vilde nemlig ikke have Samkvem med ham, før end en Drøm havde givet hende Varsel om, hvorvidt hendes Ægteskab vilde blive frugtbart, og under Skin af Kyskhed opsatte hun derfor sin Indvielse i Ægteskabets Hemmeligheder, idet hun skjulte sit Forsæt, at lære sit Afkom at kjende, under Blufærdighedens Slør og med paatagen Ærbarhed ventede med at have ægteskabeligt Samkvem med sin Husbond, til hun havde udforsket, hvad Lykke hun vilde have med at forplante Ætten. Somme holder dog for, at naar hun lod sin Husbond vente paa Ægtesengens Glæder, var det fordi hun ved sin Afholdenhed vilde formaa ham til at antage Kristendommen. Skjønt den unge Mand brændte af Elskov til hende, foretrak han dog at give efter for hendes Afholdenhed hellere end for sin egen Attraa, holdt for, at det var sømmeligere at bekæmpe sin Elskovslyst end at nægte sin elskede, hvad hun med Taarer bad ham om, thi han anede ikke, at det var af Beregning, hun bad ham derom, men troede, det kom af Blufærdighed, og saaledes blev han, der burde have favnet hende som Husbond, hendes Kyskheds Vogter for ikke lige ved Begyndelsen af sit Ægteskab at faa det Mærke paa sig, at han var saa hengiven til Vellyst, at hans Attraa var stærkere end hans Ærbarhed. Og for ikke at foregribe den Elskov, Møen formente ham, flyttede han sig ikke blot langt til Side fra hende, men lagde oven i Kjøbet sit dragne Sværd imellem dem, saa at han delte Lejet imellem sig og sin Brud. Men den Gammen, han frivillig havde givet Afkald paa, havde han kort efter af en frydefuld Drøm, thi da han var falden i Søvn, bares det ham for, at der kom to Fugle ud fra hans Hustrus Skjød, den ene større end den anden, og svang sig til Vejrs og fløj op imod Himlen og da der var gaaet en liden Stund, kom de tilbage og satte sig hver paa sin af hans Hænder. Anden og tredje Gang vovede de sig, efter at have hvilet sig lidt, med udspilede Vinger op i Luften, men til sidst kom den mindste af dem ene tilbage til ham, og dens Fjer var bestænkede med Blod. Som han nu laa der i dyb Søvn, jamrede han sig i sin Forfærdelse over dette Syn og fyldte hele Huset med høje Skrig. Da hans Folk kom til og spurgte, hvad der var paa Færde, fortalte han, hvad han havde drømt, og Thyra, som nu skjønnede, at hun vilde blive velsignet med Afkom, opgav nu sit Forsæt og var lige saa opsat paa at aflægge sin Kyskhed, som hun før havde været ivrig til at bede om at maatte bevare den. Hun gav afkald paa sin Jomfrustand og hengav sig i Elskov, undte sin Husbond den Gammen at favne hende, som han lystede, og lønnede ham saaledes for hans Dyd og Afholdenhed, men det vilde hun aldrig have gjort, sagde hun, hvis ikke hans Drøm havde givet hende Vished om, at hun vilde vorde frugtbar. Saaledes kom hun paa en lige saa snild som usædvanlig Maade, ved at anstille sig kysk, til Kundskab om det Afkom, hun skulde føde. Hun blev da heller ikke skuffet i sin Forventning, thi det varede ikke længe, før hun havde den Glæde at blive Moder til Knud og Harald. Da de havde naaet Manddomsalderen, udrustede de en Flaade og kuede Slavernes tøjlesløse Overmod, og ikke engang England undlod de at plage paa samme Maade. Edelred glædede sig over deres Mod, som om den Overlast, hans Dattersønner gjorde ham, var ham en sand Fornøjelse, og tog imod den skammeligste Uret, som om det var den kosteligste Velgjerning. Han holdt det nemlig for en langt større Dyd, at de var tapre, end at de viste ham skyldig Ærbødighed, og derfor ansaa han det for langt bedre, at de hjemsøgte ham som Fjender end gjorde sig behagelige for ham som fejge Mænd. I selve deres store Kjækhed saa' han en Prøve paa det Manddomsmod, de vilde lægge for Dagen i Fremtiden, thi han kunde ikke tvivle om, at de, som fo'r saa kjækt frem imod deres Mødrenefrænder, med Tiden ogsaa vilde hjemsøge fremmede. I den Grad foretrak han den Uret, de øvede imod ham, for skyldig Lydighed, at han med Forbigaaelse af sin Datter bestemte, at de skulde arve England efter ham, idet han ikke betænkte sig paa at lægge mere Vægt paa, at han var Bedstefader, end paa, at han var Fader. Deri handlede han jo nu ikke uforstandig, han var nemlig paa det rene med, at det sømmede sig bedre, at Mænd havde Kongemagten end Kvinder, og holdt for, at der burde gjøres Forskjel paa en ukrigerisk Datter og tapre Dattersønner. Saaledes gik det til, at Thyra, skjønt hun selv blev gjort arveløs, uden Misundelse saa' sine Sønner arve hendes Faders Rige: hun holdt nemlig for, at det, at de blev foretrukne for hende, snarere var til Ære end til Skam for hende. Efter at de nu havde beriget sig ved at gjøre mangfoldigt Bytte paa Vikingetog, satte de med det største Mod deres Haab til at angribe Irland. Medens de belejrede Dublin, som holdtes for at være Landets Hovedstad, gik Kongen med nogle faa Folk, der var særdeles dygtige i Bueskydning, ind i en Skov, der laa tæt ved Byen. Her var Knud med en stor Mængde af sine krigere optagen af at se paa Lege, der holdtes ved Nattetid, og Kongen omringede ham da paa svigefuld Vis og afskjød langt borte fra en Pil imod ham; den ramte ham i Brystet og gav ham Banesaar. Men Knud, som frygtede for, at hans Fjender skulde bryde ud i Jubel over den Fare, han var stedt i, og derfor var opsat paa at skjule, at han var dødelig saaret, raabte med sin Stemmes sidste Kraft til sine Mænd, at de skulde føre Legene til Ende uden Forstyrrelse. Ved denne List opnaaede han, at Danskerne underlagde sig Irland, før end Irlænderne havde faaet Nys om hans Død. Hvem vilde ikke sørge over saadan en Mands Død, hvis Selvbeherskelse skaffede hans Krigere Sejren ved, at hans Kløgt naaede længere end hans Liv? Danskerne var nemlig stedte i den yderste Vaande og i saadan Fare, at de var lige ved at opgive Haabet, men ved at lyde deres døende Høvdings Bud sejrede de snart over dem, de frygtede for. Paa den Tid var Gorm bleven saa højt bedaget, at han gik paa Gravens Rand, en lang Række Aar havde han været blind, og eftersom han havde naaet en Alder, der strakte sig til menneskelig Levetids yderste Grænse, var han mere bekymret for sine Sønners Liv og Trivsel end for det stakkede Liv, han havde igjen, men særlig sin ældste Søn elskede han saa højt, at han havde svoret, at han vilde dræbe den, som først meldte ham hans Død. Da Thyra havde faaet sikre Tidender om hans Død, og ingen turde sige det rent ud til Gorm, tog hun sin Tilflugt til List og forkyndte i Gjerning, hvad hun ikke turde sige med Ord. Hun tog nemlig det kongelige Skrud af sin Husbond og iførte ham usle Klæder og bar ogsaa andre Tegn paa Sorg til Skue, hvorved hun aabenbarede Grunden, thi i gamle Dage plejede Folk at gjøre Brug af saadanne Tegn ved Ligfærd, for at det barske Udvortes kunde vidne om Sorgens Bitterhed. Saa sagde Gorm: "Melder du mig Knuds Død?" - "Den melder du, og ikke jeg", svarede Thyra, og ved de Ord gjorde hun sin Husbond Dødsens og sig selv til Enke, saa hun paa én Gang fik sin Husbond og sin Søn at sørge over, og, da hun meldte Manden Sønnens Død, forenede hun dem i Døden og kom til at følge dem begge til Graven med samme Taarer, idet hun begræd den ene som Hustru og den anden som Moder, skjønt hun just da snarere burde have været opmuntret ved Trøst end knust af Ulykker. ## bok 10: Harald Blaatand (Winkel Horn 1898) Da Gorm var død, var Harald ivrig efter at forøge det Riges Anseelse, han havde arvet efter ham, ved udmærkede tapre Bedrifter, og han sejlede derfor med en Vikingeflaade til østerleden og hærjede paa Havet dér rundt omkring. Men skjønt dette indbringende Tog skaffede ham fuldt op af Vinding, fik han, da Edelred imidlertid døde, mere Anledning til at sørge over sin Bedstefaders Død end til at glæde sig over Riget, han skulde arve efter ham. Medens Lykken gjorde ham rig paa Skatte, som han tog fra Barbarerne i Dyngevis, berøvede den ham nemlig Englændernes, saa medens den skjænkede ham Bytte udenlands, skilte den ham ved, hvad han havde hjemme, og ved hvad han skulde have arvet. Edelreds Søn Adelsten, som Faderen havde forbigaaet i sin sidste Vilje, harmedes nemlig over den Forskrivning, der indsatte Harald som Arving, og han kuldkastede derfor Faderens Vilje og søgte at sætte sin egen igjennem. Nu mente Kongen af Norge, at det var Skade, at saa indskrænket en Mand skulde være Konge over saa stort et Rige, og han rustede derfor en Flaade og sejlede over til øen i Haab om at bemægtige sig den. Da Adelsten skjønnede, at han ikke kunde maale sig med ham i Styrke og derfor ikke turde indlade sig i Kamp, gik han fra Krig over til Underdanighed og søgte ved Føjelighed og Venlighed at vinde Fjendens Velvilje, eftersom han ikke var Mand for at drive ham bort med Vaabenmagt. Han modtog ham nemlig ikke blot med det venligste Ansigt og de fagreste Ord, men for paa en saa meget heldigere Maade at fri sit Land for Fjendens Vaaben lovede han at opfostre hans søn Hakon, som da var ganske lille, og derhos at lade sit Rige gaa i Arv til ham. Ved dette Tilbud mente han fornemmelig, at han vilde opnaa at kunne bruge Nordmændenes Vaaben imod Harald, thi hans Grumhed var han bange for, og da han selv ingen Børn havde, fandt han det raadeligere at trøste sig derfor ved godvillig at tage sig en Arving end at vente, til han fik sig en paatvungen. De Vilkaar var Fjenden meget ivrig til at tage imod, og ved at gaa ind paa den foreslaaede Overenskomst viste han stor Tillid til dens Retsindighed, Tilbudet kom fra, idet han ikke betænkte sig paa at betro en Søn, der var ham kjærere end hans eget Liv, til ham, skjønt han ikke havde sat hans Ærlighed paa Prøve. Derefter vendte Harald tilbage fra østerleden med sin Flaade, men skjønt han havde den største Ret til at bestride, hvad hans Morbroder havde gjort, skjulte han taalmodig sin Harme og fandt sig i hans Herskesyge, idet han hellere fromt vilde undvære, hvad der med Rette tilkom ham, end grumt sætte sig i Besiddelse deraf. Kort Tid efter fik Hakon Bud om, at hans Fader var død, og da han allerede var ved at hejse Sejl for at drage bort, kom Adelsten i stor Hast for at kalde ham tilbage, og han opsatte da Sejladsen lidt og lagde Skibet nærmere ind til Land. Han troede nemlig, at Adelsten vilde give ham nogle nye Leveregler foruden dem, han hver Dag havde plejet at faa af ham, og Kongen sagde da ogsaa til ham, at han ikke maatte sætte et vrantent Ansigt op ved Gildebordet, men, naar han saa' sig om blandt sine Venner, skulde se mildt til dem. Adelsten havde nemlig givet ham adskillige andre Forskrifter i Henseende til høvisk Væsen og syntes nu ikke om, at han ikke ogsaa skulde vide Besked om, hvad der skikkede sig ved Gjæstebud. Efter at Norge var tilfaldet Hakon ved hans Faders Død, fik han kort efter, da hans Fosterfader døde, ogsaa England. Nu frygtede Harald for, at den Taalmodighed, hvormed han havde baaret den Fornærmelse, der var tilføjet ham, og som man hidtil havde tilskrevet det Hensyn, han skyldte Frændskabet, vilde blive bebrejdet ham som Fejghed, og at det, som i Virkeligheden var Maadehold, vilde blive lagt ham til Last. Han besluttede derfor først at tilføje Hakon Skade ved at vække Ustyr i Norge, idet han mente, at naar han havde faaet Bugt med de Stridskræfter, han havde hjemme, kunde han lettere gjøre det af med dem, han havde i fremmed Land. Efter at han nu med kongelig Magt og Myndighed havde tugtet Barbarerne, stødte han, da han vendte tilbage til Danmark, paa Harald Gunhildssøn, som søgte Hjælp imod Hakon og lovede, at han vilde betale Skat, hvis han ved Danskernes Bistand fik tilstrækkelig Forstærkning, saa at han kunde udrette noget. Han fik da ogsaa, stedt i de vanskeligste Omstændigheder, som han var, den blideste og venligste Modtagelse af Kongen, thi denne gav ham Eyvind og Karlshoved til Kampfæller og en Flaade paa tresindstyve Skibe, saa nu havde han den Styrke, han søgte, og med den drog han bort, mere opfyldt af Haab ved den Hjælp, Danskerne havde ydet ham, end han i sin Modgang havde været af Frygt. Da han med sin Flaade var kommen til Norge, og der ikke bød sig nogen Lejlighed til at holde Søslag med Fjenden, sloges han med ham til Lands. I dette Slag opfordrede Eyvind Hakon til at gaa frem foran blandt de kæmpendes Skarer, og da Kongen med høj Røst gav sig til Kjende, huggede han efter ham med en usædvanlig stor øxe og vilde have ramt ham, hvis ikke en af hans Hirdmænd med Fare for sit eget Legeme havde afbødet det Hug, der var rettet imod Kongen. Eyvind drev øxens Egg imod Hirdmanden med saadan Kraft, at den gik lige igjennem ham uden at møde nogen Hindring i hans Legeme, og da den gik dybt ned i Jorden, og han søgte at trække den op, idet han stemmede imod med Knæene, sprang Hakon op paa den dræbte Krigsmands Lig og gjennemborede Eyvind, saa det er ikke let at sige, hvem af dem der viste størst Trofasthed imod den anden, thi Krigsmanden afværgede Kongens Død ved at ofre sit eget Liv, og Kongen tog den mest glimrende Oprejsning for sin Redningsmands Drab og hævnede den Mands Død, ved hvis ædle Daad han selv havde undgaaet Døden. Hvad kan være berømmeligere end denne Krigsmands Daad, som lagde mere Vægt paa, at den anden slap skadesløs derfra, end paa at han selv gjorde det, som frivillig satte Livet til for sin Høvding og ved selv at gaa i Døden forebyggede den Fare der truede alle hans Stalbrødre? Imidlertid kom Thoralf, som Hakon havde lagt i Baghold, for at han skulde falde Fjenden i Ryggen, angreb Fylkingen, fældede Karlshoved og drev Danskerne paa Flugt. Den ene Mands Fald afgjorde virkelig alle de andres Skæbne, men Hakon, som var bange for at forfølge de flygtende alt for ivrig, var fornuftig nok til at kalde sine Stalbrødre tilbage og holde igjen paa deres hidsige Forfølgelse, for at ikke de uforsigtige Krigsfolks Uagtsomhed skulde faa til Følge, at de overvundnes Skæbne atter blev Sejrherrerne til Del. Saaledes var der lige stort Mandefald paa begge Sider, saa begge Parter tilskrev sig Sejren, thi skjønt den ene Part syntes nærmere ved den, var dens Tab lige saa stort som den overvundnes. Men da Hakon atter søgte ned til sin Flaade, skete der noget mærkværdigt, som ligefrem lyder utroligt. Man saa' nemlig et Spyd svæve om oppe i Luften, hid og did, hvilket fyldte alle, som saa' det, med lige saa megen Frygt som Undren; det fløj nemlig med usikre Svingninger til forskjellige Sider, saa det saa' ud, som om det omhyggelig spejdede efter, hvor det skulde slaa ned. Medens alle umaadelig forbavsede stirrede paa dette Under og ikke vidste, hvad en saa usædvanlig Ting varslede, faldt det pludseligt og bragte den Fare, der syntes at true alle, over Hakons Hoved alene. Somme holder for, at Haralds Moder Gunhild ved Trolddomskunster har skaffet dette Spyd til Veje og dermed hævnet sin Søns Nederlag paa Sejrherren. Ved sin Fjendes uventede Død kom Harald til Kongemagten, og i tre Aar betalte han ærlig og redelig den Skat, han havde lovet Danskerne. Ved den Tid kom Styrbjørn, en Søn af den svenske Konge Bjørn, efter at hans Farbroder Olafs Søn Erik havde skilt ham ved Riget, tillige med sin Søster Gyrithe til Harald, Thyras Søn, for ydmygt at bede om Hjælp, og han fandt ham saa meget mere redebon til at slutte Venskab med ham, som han villig gik ind paa at give ham sin Søster til Ægte. Derefter bemægtigede Harald sig Slavenland med Vaabenmagt og lagde en stærk Besætning i Julin, den anseligste By der i Landet, og til Høvding for de Krigsfolk indsatte han Styrbjørn. Deres Vikingetog, paa hvilke de lagde det største Mod for Dagen og efterhaanden sejrrigt bredte sig til Nabolandene, blev til sidst saa frygtelige, at de opfyldte alle Have i Norden med stadige Nederlag. Dette bragte Daneriget større Fordel, end det kunde have haft af noget Krigsforetagende til Lands. Blandt dem var Bue, Ulv, Karlsevne, Sivald samt mange andre, som jeg ikke udførlig vil opregne, eftersom det snarere vil volde Kjedsomhed end være til nogen Fornøjelse. Imidlertid paakaldte Styrbjørn, som stadig eggedes til Hævnlyst og var opsat paa at faa Oprejsning for den Uret, der var tilføjet ham, Haralds Bistand og drog sin Vredes Sværd imod Eriks forhadte Herredømme, idet han mindedes de Tab, han havde lidt. Harald drog for den Sags Skyld til Halland, men saa fik han Bud om, at Tyskerne under Kejser Otto havde gjort Indfald i Riget. Da han var mindre ivrig efter at angribe et fremmed Land end efter at forsvare sit eget, foretrak han at sørge for Tingene hjemme frem for at kæmpe udenlands, som det havde været hans Agt; han skyndte sig over Hals og Hoved tilbage til Jylland for at bringe de betrængte Jyder Hjælp. Da han kom did, var Kejseren uden Modstand draget igjennem hele Jylland, eftersom der ingen Konge var til at føre an, men da han havde naaet Limfjorden, som paa den Tid gjorde Vendsyssel til en ø, kunde han ikke komme længere, og efter at have kastet et Spyd i Vandet dér vendte han ikke blot om ad Ejderen til, men gjorde det saaledes, at det i højeste Grad lignede en Flugt. Som Følge af, at han kastede sit Spyd i Bølgerne for at efterlade et Minde om sig, kom Sundet til at bære hans Navn, men al den Drabelighed han kom stormende med, faldt til sidst ud til ingenting. Harald forfulgte Resterne af Fjenden, som skyndte sig af Sted i Huj og Hast, angreb Ebbe, som førte Bagtroppen, og dræbte ham og dem, han traf paa. Imidlertid havde Styrbjørn, tilskyndet af sine Krigeres haanlige Opfordringer, letsindig betroet sin Skæbne til sine Stalbrødres Tapperhed, og havde med taabelig Dumdristighed uden at oppebie Kongens og hans Krigsfolks Tilbagekomst selv styrtet sig i Undergang. Han vovede nemlig overilet at indlade sig i Slag efter letsindig at have angrebet Svenskerne og faldt selv. Visselig maa hver den, som under vanskelige Omstændigheder mere retter sig efter andres letsindige Raad end efter, hvad hans egen Forstand siger ham, siges selv at byde Halsen frem for Fjendens Sværd. Derefter gav Thyra sig i Lag med at grave en Grav og bygge en Forskansning fra Slesvig til Vesterhavet for at betrygge Landet imod hemmelige Indfald af udenlandske Fjender, og for yderligere at styrke denne Forskansning byggede hun oven paa den en Jordvold som det stærkeste Bolværk. Senere opførte Kong Valdemar og Danmarks Ærkebiskop Absalon, drevne af den samme Kjærlighed til Fædrelandet, oven paa den en Mur af brændte Sten for hellere at gjøre den gamle Vold i Stand ved Hjælp af en stærkere ny Bygning, da den forfaldt, end med Tiden at lade den helt falde sammen i sin Svaghed. De brugte nemlig den oprindelige Befæstning som Grundvold, fuldførte med Mandekløgt, hvad den brave Kvinde ufuldkomment havde begyndt, og gjorde Værket saa meget ypperligere, som de vidste, at de overgik hende i Snille. Hun, som havde en Mands Mod i sit Kvindehjærte, friede ogsaa Skaane, som kuedes af Svenskernes Herredømme, for den Byrde at betale Skat, og idet hun saaledes hist drev Fjenden tilbage med sin Vold og her med Vaaben, værnede hun med lige Styrke Landets Grænser til forskjellige Sider. Imidlertid døde Harald i Norge, og hans Søn Hakon blev nu ivrig opsat paa at fri sit Land for den Skam, at Slægt efter Slægt maatte betale Skat; da han spurgte, hvad Kejseren havde taget sig for i Jylland, og haabede, at Harald for lange Tider vilde blive indviklet i Krig med Tyskerne, havde han endog den Dristighed aabenlyst at vægre sig ved at udrede Skatten, idet han satte større Haab og Lid til Sachsernes Vaaben end til sine egne Kræfter. Men efter at Striden med Kejseren var bleven bilagt, antog Harald den katholske Religion og skaffede saaledes sit Rige Fred med Gud og Mennesker, og friede saaledes, idet han gjorde det forfængelige Haab, Hakon havde fattet, til Skamme, sig selv fra Vildfarelse og sit Land fra Krig. Da han fik Nys om Hakons Frafald, mente han, at han burde straffe den norske Ungdoms Gjenstridighed des strængere, jo frækkere den, efter hvad han hørte, havde kastet med Nakken ad ham. Han sendte derfor den julinske Vikingeskare imod den under Anførsel af Bue og Sivald og med Paalæg om at hævne den Ringeagt, den havde vist ham. Da Hakon saa', hvilken Styrke de mødte op med, og skjønnede, at den Sten forslog hans Kræfter ikke til at løfte, søgte han, da han ikke selv havde Midler til at afværge den truende Fare, i sin Mistillid til menneskelig Styrke Bistand hos de himmelske Magter og søgte at stemme dem gunstig for sig ved at bringe dem et usædvanligt Offer. Han havde to overordentlig lovende Sønner, og dem slagtede han skammelig ved Altrene som Offer for Sejren, idet han ikke betænkte sig paa at kjøbe Riget med sine Børns Liv og hellere vilde undvære at kaldes Fader end Konge. Hvad kan være taabeligere end denne Konge, som gav to kjære Børns Liv hen for én Kamps uvisse Udfald, som kunde faa sig til at kjøbe Krigslykke med Sønnemord og bringe Krigsguderne sin Barnløshed som Offer! Følgen blev, at da Danskerne indlod sig i Søslag med ham, mødte de alle Vegne, hvor de i Kampen vendte sig hen for at angribe ham, et vældigt Uvejr, der tilføjede dem lige saa megen Skade som Fjenden. Ja, dette Trolddomsvejr piskede de Danskes Hoveder saaledes med usædvanlige Haglslag, at deres øjne blev fuldstændig blindede, som om det var Pile, Bygerne angreb dem med, og de havde en haardere Dyst med Vind og Vejr end med Fjenden. Saa blev da Enden, at Nordmændene, hvem Himlens Kræfter hjalp i højere Grad end deres egen Styrke, drev Danskerne paa Flugt, før end de fik slaaet dem ihjel, idet disse utvivlsomt mærkede, at de havde Gudernes Vrede imod sig. Blandt dem var Karlsevne og Sivald, som blev tagne til Fange af Sejrherrerne, og skjønt de i Kampen havde øvet de herligste Bedrifter, vandt de dog endnu større Hæder i Lænker, end de havde vundet i Slaget. Hakon, som var opsat paa at lære den danske Ungdoms vidt berømte Mod og Manddom nøjere at kjende, sendte nemlig to Mænd hen til Fangerne for grundig at sætte deres Taalmod paa Prøve, thi efter hvad Rygtet fortalte, skulde de have saa stor medfødt Sjælskraft, at de ikke engang, naar de blev slaaet i Ansigtet, saa meget som blinkede med øjnene, men stadig bevarede den samme Sindsro, hvor meget man end tirrede dem med Hug og Stød. For at prøve det slog først den ene af Hirdmændene Sivald med en vældig Knippel, men han blinkede ikke, ja han stod endogsaa des stivere imod Skæbnen, jo haardere den Prøve var, hans Tapperhed blev sat paa. Karlsevne viste ikke mindre Sjælsstyrke, thi da den anden Hirdmand svang en øxe imod hans Hoved, strakte han ham til Jorden med et Spark, rev, skjønt han var bunden, øxen, han skulde have været halshugget med, ud af Hænderne paa ham, der prøvede paa at gjøre det, og huggede Hovedet af ham, han havde sparket omkuld, og afværgede saaledes den Fare, der truede ham, ved en lige saa haandfast som rask Kraftanstrængelse, thi ikke engang som Fange, tynget af raslende Lænker, kunde man berøve ham hans Daadskraft, men selv i den største Forsmædelse gav han en des herligere Prøve paa sit Mod, jo hidsigere han mærkede, at Skæbnen rasede imod ham; hverken den nærforestaaende Død eller de forsmædelige Lænker mægtede at hindre ham i frit at lade sin Tapperhed raade. Opfyldt af Beundring for deres Standhaftighed lovede Kongen at eftergive dem deres Straf, hvis de vilde sværge ham Huldskab og Troskab, thi han vilde hellere gjøre Brug af dem som ypperlige Krigere end straffe dem; men de holdt det for uhæderligt af Hensyn til deres Liv at lade sig tvinge til Lydighed, eftersom de satte større Pris paa at være deres Konge tro end paa at frelse deres eget Liv; de kastede overmodig Vrag paa det Vilkaar, han bød dem, og vilde ikke forlænge Livet ved at gaa ind paa en skammelig Overenskomst. Da Hakon mærkede det, mente han, at han for deres Tapperheds Skyld burde skjænke dem Livet for ikke at faa Ord for at have straffet deres Standhaftighed i Steden for at rose den. Der berettes, at Harald fik to Sønner med Gyrithe. Den ældste af dem, Hakon, overstraalede sin Broder Svend ved sine ypperlige Anlæg og herlige Naturens Gaver. Han angreb Semberne, og da han mærkede, at hans Krigsfolk begyndte at tabe Modet over for den farlige Krig, trak han Flaaden paa Land og stak Ild paa den for at betage deres ængstelige Sind alt Haab om Flugt og gjorde saaledes ved Hjælp af den haarde Nødvendighed Ende paa deres Fejghed og Sløvhed, thi ved at berøve dem Udsigten til at slippe bort paa Skibene fik han dem til at lægge an paa at bane sig Vej tilbage ved Sejrvinding, saa med jo større Sindsro han skilte sig selv af med sin Flaade, med des større Tryghed gik han til at gjøre Bytte hos Fjenden. Skæbnen ynkedes da ogsaa over denne danske Høvding, som søgte Værn for sine Søfolk i Skibenes Tilintetgjørelse, da han skjønnede, at kun fuldstændig Opgivelse af Flaaden kunde hjælpe ham til Sejr. Saaledes hidførte han en lykkelig Afgjørelse ved denne lige saa farlige som kloge Beslutning. Danskerne bemægtigede sig nemlig Sembernes Land, og efter at have dræbt Mændene tvang de Kvinderne til at ægte dem, og efter saaledes at have overskaaret de ægteskabelige Troskabsbaand, der knyttede dem til Hjemlandet, idet de med større Lyst holdt sig til de fremmede Kvinder, gav de ved at knytte ny Ægteskabsbaand med dem Fjenden Lod og Del i deres Lykke, og Semberne regner sig ikke med Urette for at nedstamme fra det danske Folk, thi Sejrherrerne betoges i den Grad af Kjærlighed til de fangne Kvinder, at de ikke brød sig om at vende hjem, men foretrak det fremmede Land for deres eget og de Ægteskaber, de havde indgaaet der, for dem, de havde indgaaet hjemme. Derefter døde Dronning Thyra Danebod, og Harald lod hende stede til Jorde med den største Pragt og begrave tæt ved Faderens Grav under almindelig Landesorg, thi der var ikke det Hus, hvor man ikke sørgede bitterlig over hendes Bortgang og mente, at ved hendes Død var hele Landets Velfærd gaaet til Grunde. Hvor nu Kirken staar, ser man de to Ægtefællers Grave, en paa hver Side af den. Jeg kan ikke forbigaa i Tavshed, hvad der nu følger. En Mand ved Navn Toke havde en Tidlang tjent i Kongens Gaard, og da han i Dygtighed overgik sine Stalbrødre, havde han ved sine fortræffelige Egenskaber skaffet sig adskillige Fjender. En Gang tog han i en Rus i et Gildelag Munden for fuld og pralede af, at han var saa overvættes dygtig i Bueskydning, at han var Mand for paa langt Hold at skyde et Æble, der var anbragt paa en Stok, ned i første Skud, om det saa var aldrig saa lille. Da hans Avindsmænd havde hørt det, kom det ogsaa snart Kongen for øre, og han var lavsindet nok til at lade Faderens Selvtillidsfuldhed gaa ud over Sønnen, idet han bød, at man i Steden for Stokken skulde tage hans kjære Dreng, og at Toke, hvis han ikke, som han havde sagt, skjød Æblet af hans Hoved i første Skud, skulde bøde for sit tomme Praleri med sit eget Hoved. Saaledes nødte Kongens Bud Hirdmanden til at gjøre mere, end han havde lovet, fordi hans Avindsmænd lumskelig lagde ham de Ord til Last, han havde sagt, da han var drukken, saa at han som Følge af, hvad han havde sagt, blev nødt til at gjøre, hvad han ikke havde sagt, til at forsøge sig paa et Maal, han slet ikke havde tænkt paa, og til i Gjerning at vise langt mere, end han havde givet sig ud for at kunne. Hans Mod var nemlig saa stort, at han ikke kunde faa sig til at opgive den Selvtillid, han med Rette nærede, skjønt det var Bagvaskeres Snarer, han var bleven hildet i. Jo vanskeligere Prøven var, des mere sikker paa sig selv gik han derfor til den. Han stillede Drengen op og lagde ham indtrængende paa Sinde, at han maatte holde ørene stive, ikke bøje Hovedet, men staa ganske rolig, naar Pilen kom susende, for ikke ved den ringeste Bevægelse at gjøre den Prøve, han skulde give paa sin Kunstfærdighed, til Skamme. Derhos lod han ham, for at betage ham al Frygt, vende Ryggen til, for at Synet af Pilen ikke skulde skræmme ham. Saa tog han tre Pile ud af sit Kogger, lagde en af dem paa Buestrengen og ramte sit Maal med den. Havde Tilfældet føjet det saa ilde, at den havde ramt Drengens Hoved, vilde Sønnens Ulykke uden Tvivl være kommen til at gaa ud over Faderen, og det mislykkede Skud vilde ogsaa have bragt Skytten Døden. Jeg véd derfor ikke, om jeg mest skal beundre Faderens Dygtighed eller Sønnens Sjælsstyrke, thi hin undgik ved sin Kunstfærdighed at dræbe sit Barn, og denne gik som Følge af den Ro, han lagde for Dagen saavel i Henseende til Legeme som til Sjæl, baade selv uskadt ud af Faren og friede sin Fader fra at forsynde sig; Drengens mandige Sjæl lagde Styrke i hans barnlige Legeme, og han lagde lige saa meget Mod for Dagen, medens han stod og ventede paa Pilen, som Faderen viste Dygtighed til at afskyde den, og ved sin Standhaftighed bevirkede han, at baade han og hans Fader ikke satte Livet til. Men da Kongen nu spurgte Toke, hvorfor han havde taget flere Pile ud af Koggeret, da han jo kun havde Lov til at prøve sin Lykke i Bueskydning én Gang, svarede han: "For med de andre at tage Hævn over dig, hvis den første var gaaet fejl, thi jeg, der var uskyldig, vilde ikke lide Straf, medens du ingen Straf fik for din Grumhed". Ved disse frimodige Ord gav han til Kjende, baade at han fortjente Ros for sit Mod, og at Kongen havde fortjent Straf for den Befaling, han havde givet. Men kort efter, at han vel var sluppen fra dette Skæbnens Uvejr, brød der et nyt løs over ham. Da Harald nemlig en Gang gjorde sig til af sin store Færdighed i den Kunst at løbe paa Skier, som Finnerne er saa dygtige i, dristede Toke sig til at rose sig af, at det var han endnu dygtigere til, og Kongen nødte ham da til at vise en Prøve paa den Færdighed, han havde gjort sig til af, ved at løbe ned ad den Klippe, der kaldes Kullen. Hvad det skortede ham paa i Henseende til øvelse, bødede han til fulde paa ved sit Mod; thi da han var steget op paa Klippetinden, spændte han de glatte Skier under Fødderne og satte i fuld Fart ned ad den stejle Skrænt med en lille Stok i Haanden, og var Mand for med fast og sikker Haand tilbørlig at styre den hovedkulds Fart over de fremspringende Klippestykker, og hverken den store Fare eller nogen som helst Rædsel kunde hindre ham i at holde sig støt og stiv. Synet af den umaadelige Afgrund vilde have skræmmet enhver anden og faaet ham til at daane af Skræk, førend Faren endnu rigtig var begyndt. Omsider stødte Skierne, han stod paa, imod et Klippestykke og sønderbrødes; han fik Stumperne rystet af sig, og det havde til Følge, at han slap fuldkommen uskadt derfra, og medens han ellers havde været Dødsens, hjalp dette heldige Skibbrud ham uventet til at komme til Ankers og bjærge Livet; efter det voldsomme Sammenstød med Brinken, hvorved han mistede Skierne, kunde han nemlig løbe sikkert; men havde de uoverstigelige Klippemasser og de uhyre Afgrunde ikke hemmet hans Løb, vilde det uden Tvivl have ført ham lige ud i Havet neden for Klippen. Nu blev han optagen paa et Skib, men Rygtet meldte den hadefulde Konge, at det var gaaet ham ganske anderledes ilde, og Stumperne af Skierne, som blev fundne i Vandet af nogle Søfolk, gav yderligere en falsk Bekræftelse af, at han var bukket under for Faren. Men da han nu holdt for, at hos Harald kunde han ikke med Tryghed være, eftersom han skjønnede, at han i Steden for at belønne ham for hans Mod og Manddom udsatte ham for den ene Fare efter den anden, gav han sig i Tjeneste hos hans Søn Svend for at lade sin Dygtighed komme ham til gode. Harald udrustede nu hele Rigets Flaade for ikke at have for ringe Styrke rede til det store Værk, han havde for. Der var nemlig paa Jyllands Kyst bleven fundet en usædvanlig stor Sten, som han vilde smykke sin Moders Grav med, og den bød han skulde slæbes did af Flokke af Mennesker og øxne. Imidlertid var de, som sammen med Svend stod for Styret paa Flaaden, blevne lede og kjede af Haralds Herredømme, dels fordi han var gunstig stemt imod Kristendommen, dels fordi han lagde usædvanlige Byrder paa Almuen, og de formaaede og bestak da en Mand til snedig at forhøre sig hos Svend, om han skulde være villig til at gribe til Vaaben imod sin Fader og bemægtige sig Riget. Herved lod Svend sig forlede til at tragte efter at vinde Riget ved Fadermord; han takkede Sendemanden og svarede, at han med Glæde tog imod den Ære, Landet tilbød ham. Da han havde givet sit Samtykke, lagde de fornemste i Landet, idet de trygt stolede paa hans Begjærlighed efter Kongemagten, som de nu var paa det rene med, dristig for Dagen, hvad de hidtil lønlig havde pønset paa; hvad de hidtil hemmelig havde higet efter, skred de nu virkelig aabenlyst til at sætte i Værk og udraabte strax paa Tinge Svend til Konge. Imidlertid gav Harald, som var optagen af Stenen, hans Folk trak, sig til ivrig at spørge en af sine Mænd, der kom fra Flaaden, om han nogen Sinde havde set Mennesker binde an med saa vældig en Blok. Hertil svarede Manden, at han nylig havde set Mennesker trække en Byrde, der var endnu større, og da Kongen blev ved at udfritte ham desangaaende, sagde han: "Jeg var nys Vidne til, at Danmarks Rige blev trukket fra dig, nu kan du selv afgjøre, hvad der var tungest at trække". Saaledes fik Harald, da han bejlede til en andens Ros for sit Forehavende, Budskab om, at hans Rige var blevet ham berøvet. Nu angrede Kongen, at han havde ladet Mennesker bøje Nakken under øxnes Aag, thi da han opgav sit Forsæt at lade dem slæbe Stenen og vilde have dem til at gribe til Vaaben i Steden for, fik han at mærke, at hans Krigsfolk var alvorlig forbitrede paa ham. Thi Hæren, som han havde plaget og beskæmmet med saa forsmædeligt Arbejde, vægrede sig nu ved at kæmpe for den, der havde givet den Aaget at bære, og hverken hans kongelige Magtsprog eller hans Bønner kunde formaa den til at frelse hans Liv, efter at han ved et skammeligt Magtbud havde bøjet alles Nakker. Nogle var der dog, som ikke delte den almindelige Mening, men under det almindelige Oprørs Storm viste Kongen den samme Hengivenhed, som de havde været vante til. Med deres Bistand søgte han ved Vaabenmagt at gjøre sin Søns Bestræbelser til intet, men Svend gjorde kraftig Modstand, og efter at være overvunden i et Slag flygtede han til Sjælland. Efter at have samlet Krigsfolk dér havde han lige saa krank en Lykke i et Slag til Søs, og da han nu havde mistet alle sine Krigsfolk hjemme, var der ikke andet for ham at gjøre end at søge udenlands for at bede om Hjælp. Han forlod altsaa Danmark og drog landflygtig til Julin, der var helt fuldt af danske Krigsfolk, og som saa at sige var Moderskjødet for hans paalideligste Krigsstyrke. Svend lod sig imidlertid ikke nøje med at have krænket den Ærbødighed, han skyldte sin Fader, ved at forfølge ham med sit Had, men for at vinde Almuen for sig tog han sig halsstarrig for med tøjlesløs Ugudelighed at gjøre det helt af med Religionen, uddrev al Kristendom af Landet, oplod Kirkerne for Offerpræsterne og besmittede atter Altrene med hedenske Ofre. Med en Hær af Danske og Slaver angreb hans Fader ham igjen ved Helgenæs' Kyst, og efter at have kæmpet hele Dagen havde han hverken sejret eller maattet fly. Saa bestemte de, da Hærene var trætte af at kæmpe, at de vilde tales ved næste Dag for at slutte Fred. Da Harald i Tillid til den forestaaende Overenskomst gik omkring, som om der var Fred og ingen Fare, og kom ind i Skovens Tykning, hvor han satte sig imellem Buskene for at forrette sin Nødtørft, blev han saaret med en Pil af Toke, der brændte af Begjærlighed efter at hævne den Uret, han havde tilføjet ham, og saaret blev han af sine Mænd ført tilbage til Julin, hvor han kort efter opgav Aanden. Hans Lig blev sendt til Roskilde og højtidelig jordfæstet i den Kirke, han selv nylig havde bygget, thi det utaknemmelige Fædreland, som hidtil ikke havde skjønnet paa, hvad der tjente til dets Bedste, fik nu, da det var for sent, øjnene op for sin fromme Konges gode Gjerninger og mente, at hvad det havde nægtet ham i levende Live, burde det fuldt ud yde ham nu, da han var død; det stræbte af yderste Evne efter at fejre hans Jordefærd med al mulig Pragt og viste al mulig Kjærlighed mod Liget af den Mand, som det i levende Live overmodigt havde hadet. ## bok 10: Svend Tveskjæg (Winkel Horn 1898) Da Harald var død, glædede Svend sig over, at han nu havde gunstig Lejlighed til at rase imod den kristne Religion; han oprykkede den helt med Rode og bevirkede, at Danskerne aflagde Kristendommen, som de havde antaget, og vendte tilbage til Hedenskabet, og de optog saa meget frejdigere deres tidligere Vildfarelser, som de nu var sikre paa, at den, som havde været strængest til at dadle dem, nu var borte. Denne hans Letsindighed straffede Gud i sin Harme over den Foragt, han viste ham, ved at bringe ham i ikke lidet ublide Kaar og paaføre ham de sørgeligste Skæbnens Omskiftelser, thi han aflod ikke med haardt at hjemsøge ham, der førte an med Hensyn til Frafald fra Religionen, og bringe ham i de haardeste Kaar og nødte ham til at leve et besk Liv, blottet for al Glæde og Lykke. Folkene i Byen Julin, som hærjede Danmark, tog ham nemlig til Fange, og for at slippe løs igjen maatte han love at udrede lige saa meget Guld og dobbelt saa meget Sølv, som han vejede. Da Danskerne, som satte alt for stor Pris paa ham formedelst hans Frafald fra Religionen, havde skudt den Sum sammen, blev han givet tilbage til Fædrelandet, men han lod ikke des mindre vedblivende haant om at aabne sine øjne, der var tilslørede af Vankundighedens tykkeste Mørke, for det klare Lys' Straaler, ja han var et sandt Uhyre, fuldt af Ondskab, lignede kun lidet sin Fader i Sind og skammede sig ikke ved at stige ned fra den herlige Glans, der havde omstraalet ham, til Mørkets Afgrund. Men medens hans egne Synder blev ham til Skade, kom andres Velvilje ham til gode. Da han atter fristede samme Skæbne som forrige Gang, stillede Landets Ædlinge deres Børn som Gisler for ham, og han opnaaede at blive given fri ved at gaa ind paa at udrede den samme Sum som sidst. Men da han ikke mægtede at udrede det lovede Guld og Sølv af sit eget Skatkammer, solgte han dels offentlig og dels under Haanden Skove og Lunde til dem, der havde givet deres Børn, som de elskede højere end deres eget Liv, som Borgen for ham, og det, der paa denne Maade kom ind, betalte han strax til dem, der havde taget ham til Fange. Skaaningerne og Sjællænderne kjøbte Skovene i Fællig og betalte dem under ét, men i Jylland kjøbte kun Folk, der var forbundne med hinanden ved Slægtskab, i Fællig. Paa den Tid var det almindeligt, at Danskerne laa i Viking, Slaverne gjorde det derimod kun sjælden, men nu begyndte det ogsaa i større Udstrækning at komme i Brug hos dem, idet Vikingerne i Byen Julin nu brugte de Danskes Kunster imod Danskerne selv og gjorde dem mest Fortræd med det, de selv havde lært dem. Denne Vane at gjøre Indfald i Landet har i vore Dage Kong Valdemars og Ærkebiskop Absalons ivrige Vaagen over Undersaatternes Tarv faaet Bugt med, thi som Følge af deres kraftige Bistand kan man nu dyrke Jorden i Ro og sejle trygt paa Havet. Svend, som tørstede efter at hævne de Nederlag, han havde lidt, og især var opsat paa med Vaabenmagt at gjøre det af med Julin, Tilholdsstedet for det ryggesløseste Pak, lagde sig imidlertid med saa stor en Flaade i Sundet mellem øerne Møen og Falster, at det var helt fuldt af hans Skibe. Da det saa' ud til, at han snart vilde vende sig imod Slavenland, holdt Julinerne, som baade var dristige og snilde, det for raadeligst at forebygge Fjendens Angreb ved List. De vidste nemlig, at Danskerne for Flaadens Sikkerheds Skyld lod Vagtskibe sejle omkring den om Natten, og saa underkjøbte de nogle udsøgte Søfolk, og dem lod de en Morgen, saaledes som Folkene paa Vagtskibene plejede, sejle med en liden Baad ind i Havnen, der var fuld af Skibe, saa det saa' ud, som om den vendte tilbage fra Nattevagt; da de var naaet hen til Kongens Skib, sagde Styrmanden, at han havde noget, som det var Kongen magtpaaliggende at vide, at sige ham under fire øjne. Kongen troede, at han havde Bud at bringe om et eller andet, de havde opdaget i Løbet af Natten, trak Tjeldingen til Side og stak Hovedet ud og bøjede sig ned til ham, der vilde tale med ham, for at de kunde tale fortroligere sammen. Da Manden saa, at Lejligheden var gunstig til at udføre den List, han havde i Sinde, greb han ham pludselig med et voldsomt Tag om Halsen, trak ham ned fra Skibet og lod sine Medhjælpere kaste ham ned i Baaden, og saa var Søfolkene ikke sene til at trække paa Aarerne af alle Kræfter og tage Flugten. Idet de saaledes greb til dristig Forslagenhed, opnaaede de ved List, hvad de ikke kunde naa med Magt, og han, som kort i Forvejen havde straalet i kongelig Glans og Herlighed, var nu ved Lykkens forsmædelige Spil bleven Barbarers usle Træl - jeg ved ikke, om det mest var for den Uret, han havde øvet imod sin Fader eller imod Religionen - og maatte i Fangehullet bøde for Forbrydelsen mod sin Fader i selve det Land, hvorhen han havde jaget sin Fader i Landflygtighed, og var nu ogsaa nødt til at røve sit Fædreland dets Velstand, efter at han havde berøvet det Religionen. Hans Folk kunde nemlig ikke hurtig nok komme ham til Hjælp, eftersom de først maatte tage Tjeldingerne af Skibene, stikke Aarerne ud og hejse Anker. Hans Krigsfolk kom altsaa til kort over for Slavernes Svig, og da de ikke havde Kongen til at føre dem an, turde de ikke drage imod Slaverne, hvorfor Flaaden opløstes, og Krigsfolkene blev sat i Land, hvor de havde hjemme. I denne Nød og Kvide kom Kvinderne Svend til Hjælp, da Mændene ikke kunde, thi da Rigets Midler var udtømte, saa der ikke engang var Guld nok til at løskjøbe ham for, var Kvinderne højsindede nok imod ham til at aftage deres ørenprydelser og kappes om ogsaa at bringe deres øvrige Smykker, og ved Vægten af alt dette udfyldte de den forlangte Løsesum, idet de satte større Pris paa, at deres Konge led vel, end paa deres fagre Smykkers Dejlighed. Saa stærkt laa det begge Kjøn paa Sinde at skaffe ham fri. Kvinderne holdt det snarere for en Fornøjelse end for en Byrde at løskjøbe Rigets Støtte med deres egne Midler, og man betænkte sig ikke paa at frelse hans Liv ved, at alle skjød sammen, hvad der skulde til, skjønt han først og stadig havde lagt Vind paa Frafald fra Religionen. Folket, som ikke vidste, at han styrtede det i Fordærvelse, ansaa det for en god Gjerning at lønne den største Ugudelighed med de største Velgjerninger, omfattede ham, der havde forbrudt sig imod sin Fader og imod Gud, med ufortjent Taknemmelighed og lønnede med Kjærlighedsgjerninger, hvad det burde have straffet. Lige saa stort Had det havde næret til Harald, lige saa stor Kjærlighed nærede det nemlig til Svend, og medens det havde afskyet ham, som indførte Kristendommen, elskede det ham, som foragtede den. Saaledes godkjendte Folket Gudsforagteren og straffede den gudfrygtige, gjorde lige saa megen Ære af Sønnens Syndighed, som det havde vist Faderens Fromhed Foragt, og blev ikke træt af at overøse ham med Velgjerninger, fordi han havde afskaffet Kristendommen, idet det tre Gange friede ham af Vikingernes Fangenskab ved at udrede de fastsatte Løsepenge. Han viste sig da ogsaa taknemmelig imod Kvinderne og lønnede dem for, hvad de havde gjort for ham, thi han gav Kvinderne lovlig Arveret, hvilket de hidtil ikke havde haft. Men for at faa det Sølv ind, som han skulde udrede, lige saa meget som tidligere, bød han, at hans Jordegods skulde sælges, saa ligesom han selv var bleven solgt af fremmede, udbød han Riget til Salgs til sine Undersaatter. Jeg ved ikke, om man skal ynke ham eller ønske ham til Lykke, fordi han var bleven mager, thi hvad han havde tabt i Huld, sparede han i Løsepenge, saa Penge tjente han ved det Svind. Forøvrigt lod Barbarerne sig ikke nøje med at presse Penge af ham, men de handlede endnu grummere imod ham ved ogsaa at nøde ham til at sværge, at han ikke vilde bære Nag til dem og plagede saaledes Staklen med to Vilkaar, af hvilke det ene var vanskeligt at opfylde og det andet skammeligt at gaa ind paa, thi man kan blive nødt til at udrede sine Midler til Fjenden, men at skrive den Uret, man har lidt, i Glemmebogen og lade den strafskyldige gaa fri for Straf er en Velgjerning, man har Skam af, thi er det svagt at bøje sig for Overlast, er det forsmædeligt at give Afkald paa Hævn for den; man har mindre Skam af at tvinges over Evne end af ikke at bruge sine Kræfter ordentlig. I sin Iver for at slippe fri for Fangenskabet var Kongen ikke sen til at gaa ind paa det foreskrevne Vilkaar og aflægge den forlangte Ed paa, at han ikke vilde hævne sig, og ved den Velgjerning, han skjænkede Fjenderne derved, at de vidste sig sikre, berigede han dem ikke mindre end ved Pengene, han maatte udrede, og han viste saa meget mere Trællesind, som han fandt sig i at erhverve sig Friheden paa en skammelig Maade. Saa meget havde Kjærligheden til deres gamle Fædreland endnu at sige hos Rømningsmændene i Julin, at de, da de vidste, at Haralds Søn var den eneste, der var tilbage af Kongestammen, mente at burde spare hans Liv, for at Riget ikke skulde gaa over i fremmede Hænder. Derfor begjærede de hans Penge, ikke hans Liv, og vilde hellere raade Bod paa deres Armod ved at tage hans Guld end mætte deres Had med hans Blod. Men Guds Vrede havde endnu ikke mistet sin Braad over for denne Fyrste, der var falden fra Religionen, thi Herren hidsede ogsaa Sverige til Fjendskab imod Danmark. Kongen af Sverige, som førte Tilnavnet Sejrsæl formedelst de Sejre, han havde vundet, havde ikke glemt den Hjælp, Harald i sin Tid havde ydet Styrbjørn imod Svenskerne, og var i høj Grad forbitret paa Svend. For at hævne sig førte han en Hær over til Danmark, opsat paa at gjengjælde den Fortræd, Faderen havde gjort ham, ved at overvinde Sønnen. Thi skjønt han var nær beslægtet med ham paa mødrene Side, gav han sin Harme Fortrinet for Frændskabet, og han gjorde det saa meget tryggere, som Svend for det meste kun havde en krank Lykke, der stadig fik flere Skaar ved de Ulykker, der væltede ind over ham, medens han selv bestandig i højeste Grad havde haft Lykken med sig. Svend blev overvunden af ham i et Slag i Skaane, hvor han efterlod en overmaade fager Datter Thyra, som han havde opkaldt efter sin Farmoder - hvem der var Moder til hende, ved jeg ikke -, og drog landflygtig til Olaf Tryggvessøn, der stod for Styret i Norge, hvor han herskede med fuld kongelig Magt og Myndighed, skjønt han endnu ikke bar Kongenavn. Svend satte saa meget mere sit Haab til ham, som han mindedes, at Harald i sin Tid havde hjulpet hans Fader til Riget igjen, da han var bleven fordrevet derfra. Skjønt Olaf skyldte ham Tak for den Velgjerning, skjøttede han nu alligevel ikke om at lønne ham for det gode, hans Fader havde gjort, behandlede den ydmygt bedende Flygtning med Ringeagt, afslog ganske at give ham den Hjælp, han bad om, og vilde næsten slet ingen Støtte yde Staklen. Han undlod ikke blot at hjælpe ham, men skammede sig ikke engang ved at vise ham Døren, hvis Fader havde hjulpet hans Fader tilbage til Riget. Nedslaaet over dette forsmædelige Afslag begav Svend sig skyndsomst til England for at søge Hjælp der. Kong Edvard, som var ganske ung, beskyldte ham, der kom for at bede om Hjælp, for, at det var Ærgjerrighed, der drev ham, han troede nemlig, at Flygtningen i Virkeligheden ikke kom for at søge Hjælp, men snedig, under Paaskud af at være dreven i Landflygtighed, pønsede paa Lejlighed til at bemægtige sig hans Rige, og idet han saaledes ansaa hans kranke Lykke for et Vidnesbyrd om hans Træskhed, vendte han det døve øre til; i den Grad gjorde den Lykke, Faderen havde haft, Sønnens Elendighed mistænkelig. Efter at disse ondsindede Konger saaledes havde skuffet hans Haab og ladet hans Bønner uænsede, drog han til Skotland, og den Barmhjærtighed, han ikke havde fundet hos Folk af mildere Sæder, fandt han hos vilde Barbarer. Saa ustadig og foranderlig plejer Lykken gjærne at være, at Mennesket undertiden, naar han er gaaet glip af, hvad han haabede, lettere opnaar, hvad han ikke haabede. Denne haarde Modgang drev Svend til at fatte Kjærlighed til Religionen; han vendte sine øjne bort fra Mørket og oplod dem for det saliggjørende Lys. Thi da han skjønnede, at han særlig for de to Forsyndelser, Fadermordet og Helligbrøden, var bleven tugtet i fuldt Maal med to tilsvarende haarde Straffe, Fangenskab og Landflygtighed, fattede han from Ærbødighed for den saliggjørende Lære, han før havde ringeagtet, omvendte sit Hjerte til Gudsdyrkelse og sonede begge sine hæslige Misgjerninger med angerfulde Taarer, og efter i alle Maader at have fulgt Kirkens Forskrifter modtog han rettelig Daabens hellige Sakramente. Lige saa fordærvelig en Modstander, han før havde været af Kristendommen, lige saa stærk en Støtte blev han nu for den. Gud var da heller ikke sen til at lade sig formilde ved hans Anger og skjænkede ham i sin Naade hans fordums Lykke igjen, og da Erik døde efter at have været Konge i syv Aar, beredte Gud strax Vej for ham til Riget, førte ham fra Landflygtighed tilbage til Fædrelandet og skjænkede ham i Steden for hans fordums Armod den største Magt og Ære. Eriks Søn Olaf vendte nemlig tillige med sin Moder Sigrid tilbage til Sverige, hvor han blev og lod hende staa for Styret. Saaledes skete det næsten samtidig, at Svend bøjede sig for Religionen og kom i Besiddelse af sit Rige. Men for ikke ved sin Fromhed at tirre dem, hvis Kjærlighed han havde vundet ved Ugudelighed, og pludselig paadrage sig deres Had, skjulte han sin Gudsfrygtighed for Almenheden og lod den kun hemmelig komme frem. Følgen af disse forskjellige Rørelser i ét og samme Hjærte, den største Frygt og den inderligste Fromhed, blev, at hans Sind, som nølende droges til begge Sider, kom i den yderste Tvivlraadighed, thi paa den ene Side stormede Frygt for at miste Riget, paa den anden Side Frygt for at krænke Gud ind paa hans Hjærte og bragte det i dobbelt Fare; han frygtede for Guds Hævn, hvis han forkastede Religionen, og for Almuens, hvis han vedkjendte sig den. Da han i sit Hjærte grundig sammenlignede og overvejede disse to saa modstridende Følelser, indsaa han dog, at han burde frygte Gud mere end Mennesker. Han gik derfor hemmelig til de fornemste Mænd og søgte ved i Løndom at formane dem at faa dem til at antage Kristendommen, idet han røgtede dette Prædikeembede saa godt, han i sin Vankundighed kunde, thi boglærd og kyndig i Kirkens Lære var han ikke. I den Grad drev hans Lyst til at grundlægge Religionen ham til at paatage sig en Lærers Gjerning, skjønt det baade skortede ham paa Snille og øvelse. Men det sunde Lægemiddel, som det friske Hoved saaledes greb til, skjød de tørre og gjenstridige Lemmer fra sig, thi Folket, som elskede den gamle Tro, vilde ikke laane den ny lærvilligt øre, var led ved den fremmede Gudsdyrkelse og holdt ivrig fast ved den fra Fædrene nedarvede. Saa gav Gud for at forherlige sit Navn Kongen, der var opsat paa at udbrede Religionen, men ikke mægtede det, en udmærket forstandig og from og derhos overmaade boglærd Mand ved Navn Pope til Medhjælper ved dette herlige Arbejde. Paa det offentlige Ting, der holdtes ved den Havn, som kaldes Isøre paa Grund af den megen Is, der findes i den, gav Pope, da han ikke ved sin Tale kunde faa Danskerne til at antage Troen, ved et uimodsigeligt Tegn det sikreste Vidnesbyrd om, at det var sandt, hvad han forkyndte, og stadfæstede sin Læres Troværdighed ved et stort og helligt Jertegn. Han spurgte dem nemlig om de vilde lyde hans Formaninger, hvis de saa' ham tage gloende Jærn i Haanden uden at lide nogen Skade derved, og da alle svarede, at i saa Fald vilde de ganske sikkert lyde ham, bød han dem skaffe en gloende Jærnhandske, og den stak han Haanden i helt op til Albuen, bar den strax uforfærdet saaledes om iblandt dem alle og kastede den for Kongens Fødder, og saa viste han dem til alles ærefrygtfulde Forundring, at hans Haand i ingen Maade havde lidt Mén, men var ganske uskadt og uforandret. Ved dette underfulde Syn fik han dem, som ellers var ubøjelige, til at falde til Føje, og den Fare, han havde udsat sig for, blev saaledes ikke en Hindring for hans Formaninger, men en Prøve, der bestyrkede dem, thi ved den dristige Standhaftighed, hvormed han opfyldte sit Løfte, overvandt han jo visselig selve Naturen. Ved denne berømmelige Undergjerning bibragte han endog til evige Tider vort Folk Kristendommen. En Følge heraf blev ogsaa, at Danskerne afskaffede den Skik at holde Tvekamp og besluttede, at de fleste Rettergangssager skulde afgjøres ved Jærnbyrd, idet de holdt for, at Sagernes Prøvelse rettelig burde henskydes under Guds Dom fremfor at henvises til Kamp imellem Mennesker. Til Løn herfor blev Pope af Ærkebiskop Adeldag i Bremen gjort til Biskop i Aarhus, hvortil han saa vel ved sit Liv som ved sine Gjerninger var overmaade værdig. Den samme Værdighed tildeltes Henrik i Slesvig, Lefdag i Ribe og Gerbrand i Roskilde; i den Grad fremmede den gudfrygtige Konge med den nøjeste Overholdelse af Religionens Forskrifter Kristendommen ved at beskikke nye Præster og forherligede den ved at bygge Kapeller og Kirker. Hidtil havde de nævnte fire Hjemsteder for Gudsdyrkelsen maattet nøjes med Forstandere, der var hentede udenlands fra, og af Mangel paa Bisper tagne blandt Landets egne Børn havde det mere beroet paa Tilfældet end paa en fast Regel, hvem der kom til at beklæde Bispestolene. Ikke mindre udrettede i Norge Bernhard, der var draget derover fra England, ved sine gavnlige Formaninger. Dog var Olaf, Kongen dér, saa opsat paa at tage Varsler af Fuglenes Skrig og anden Tegnudlæggelse, at han, som vel havde modtaget den hellige Daab, men kun i ringe Maal havde tilegnet sig den sande Gudsdyrkelses Begyndelsesgrunde, ikke ved noget Forbillede paa Fromhed eller nogen Lærdom og Formaning var til at afholde fra at rette sig efter Spaamændenes Forskrifter og udforske Fremtiden ved Hjælp af dem, der gav Agt paa Fuglene. Han var derfor blottet for virkelig Fromhed og havde kun faaet Skyggen af den og gjorde selve det Skin af Kristendom, han havde paataget sig, til intet ved sin falske Overtro. Samme Biskop Bernhard fik ved sin Nidkjærhed Kong Olaf af Sverige til at omvende sig til Kristendommen og hædrede ham ved at give ham Navnet Jakob til Ære for den Fremgang, han gjorde i Troen; om det var ham eller Biskop Unne af Bremen, der fik denne Konge til at antage Kristendommen og lade sig døbe, ved jeg dog ikke for vist. I de Dage blev Kirken i Lund bygget, og Gudstjenesten dér forvaltedes under Roskildebispen Gerbrands Overhøjhed. For øvrigt ligger Unne begravet i den fra gammel Tid af navnkundige By Birka, Bernhard i Gravhvælvingen i Lund. Imidlertid bejlede Kong Olaf i Norge, som endnu var ugift, dreven af Begjærlighed efter at vinde Navnkundighed og bemægtige sig Danmark, til Dronning Sigrid for at opnaa Sveriges Bistand. For nu ikke at udsætte sit Land for at blive angrebet fra to Sider af to Kongers forenede Hære, betjente Svend sig af en overmaade snild List. Han fik nemlig to forslagne og dygtige Hirdmænd til at drage til Olaf og bede ham om Beskyttelse, idet de foregav, at Svend havde gjort dem fredløse. Han tog venlig imod dem, som han plejede over for landflygtige, og da de var komne paa en fortrolig Fod med ham, skjønnede de, at nu kunde de sætte deres Forehavende i Værk, og begyndte vidt og bredt at lovprise Thyra samtidig med, at de talte ondt om Svend, og lige saa ivrige de var til at smæde Faderens Vandel, lige saa ivrige var de til at rose Datterens Dejlighed. I den Grad løj disse foregivne landflygtige skammelig under Venskabs Maske. Egget af al den Tale om hendes Fagerhed lod Olaf sig overtale af dem til at skikke Sendemænd til Svend for at bejle til hende, og da de blev stedede for Svend, lovede han dem, at Bejleren skulde faa hende til Ægte. Det Budskab blev Olaf overmaade glad for, thi han mente, at det var fornøjeligere at holde Bryllup med en Ungmø end med en, der havde været gift før, var opsat paa at tage en Jomfru i Favn og kunde ikke finde sig i at slide sin Ungdom hen med en Enke, og han lagde da heller ikke Skjul paa, hvor ringe han agtede den ene, og hvor højt han agtede den anden. Han stævnede nemlig højtidelig Sigrid til sig under Paaskud af, at han vilde tale med hende, og bad hende komme over til ham paa hans Skib, for at de kunde tales ved dér. Dronningen vægrede sig længe ved at opfylde hans Bøn for at have et sikkert Værn i sin Blufærdighed, men omsider gav hun efter. Da hun med Nød og næppe havde ladet sig overtale dertil, blev et Bræt, der var ophængt i Kroge, lagt ud som en Bro, ad hvilken hun skulde gaa om Bord paa Skibet, og da hun traadte ud paa det for at gaa over til Kongen, blev det trukket bort under hende af Folk, der laa paa Lur for det sammes Skyld, og hun styrtede paa Hovedet i Vandet. Og Søfolkene nøjedes endda ikke med at have gjort den ophøjede Dronning denne grove Tort, men for rigtig tydelig at lade hende forstaa, at de ansaa hende for et liderligt Kvindfolk, forøgede de yderligere den Forsmædelse, de havde tilføjet hende, ved at give sig til at raabe op og vrinske ad hende. Det var ægte norsk Høviskhed, der, fuld af Svig og Spot, ikke undsaa sig ved at lokke en fornem Kvinde, der kom i god Tro, i en skammelig Fælde, træde en ærbar Kones Ære forsmædelig under Fødder og give hende Skam til Tak for hendes Kjærlighed. Hvo, som viser det Folk Godhed og Venlighed, maa sandelig være belavet paa at faa alt andet end Tak derfor. Dronningen, som nær havde sat Livet til ved den farlige Medfart, slap med Nød og næppe i Land, medens Svenskerne stod og skammede sig. Da hun omsider var kommen til sig selv igjen, skjønnede hun, at Kongen havde handlet imod hende, som om hun var et liderligt Kvindfolk, og den Tort kunde hun ikke bære i Tavshed, men overøste ham med alle de Trusler, hun kunde, for den skjændige Maade, han havde behandlet hende paa, thi da hun var bleven krænket paa det haardeste paa to Maader, dels ved den Fare, hun var bleven udsat for, og dels ved den Tort, der var overgaaet hende, kunde hun ikke rolig finde sig i den Forsmædelse, hun havde lidt, idet hun, en fuldkommen ulastelig Dronning, var bleven gjort til Spot og Spe af en uforskammet Bejler. Saaledes berøvede den snilde Fyrstes Skarpsindighed, som han med beundringsværdig Forslagenhed havde forstaaet at skjule, Olaf den Hjælp, han havde haabet paa, og han var tillige klog nok til at skaffe sig den selv; thi Svend bejlede strax til Sigrid og fandt hende lige saa venlig sindet imod ham, som hun var hadefuld imod Olaf; han hævnede ogsaa snildt den Tort, der var overgaaet hans Hustru, ved at nægte Olaf sin Datter. Da nogen Tid var leden, fødte Sigrid ham en Søn Knud. Saaledes gik Olaf glip af to ypperlige Ægteskaber, idet han letsindig stødte den ene Brud fra sig og derved gjorde sig fortjent til, at den anden stødte ham fra sig, saa han kunde ogsaa takke sit Overmod imod den ene for, at han mistede den anden. Da han nu vidste, at Svend ikke plejede at have Held med sig i Krig, tog han ikke hans Styrke, men kun hans kranke Lykke i Betragtning, udrustede en ypperlig Flaade og beredte sig til at hævne sig med Vaabenmagt. Svend kaldte sin Stifsøn til Hjælp og holdt Søslag med Fjenden. I dette kæmpede paa Olafs Side en Bueskytte ved Navn Ejnar, der var stor af Væxt og saare forfaren i sin Kunst; han spændte sin vidunderlig store Bue med saadan Kraft, at ingen Ting var saa haard, at den kunde modstaa de Pile, han afskjød med den; som Følge af den Fart, hvormed de kom, gik de igjennem alt, hvad der kom i Vejen for dem. En Pil, der ramte Skibsmasten, banede sig saaledes ved den Kraft, hvormed den var afskudt, Vej igjennem den, gik derpaa igjennem Kongens Skjold og saa ud igjennem en Skibsplanke, og det var knapt nok, at den standsede i Farten, da den kom ned i Vandet. Han alene formaaede derfor at gjøre Fjenden større Skade end alle hans Stalbrødre tilsammen, og hertil kom, at han skjød saa sikkert, at alt, hvad han sigtede paa, ramte han. Svend blev forskrækket for denne vældige Bue og mere bange for den ene Træskinne end for hele Fjendens Flaade, og da han saa', at det eneste Middel til Frelse var at faa den ødelagt, bød han dem af hans Folk, der var forfarne i Bueskydning, hellere at skyde paa Buen end paa Skytten selv, opsat paa at kæmpe med større Tryghed, naar Buen først var ødelagt. Da hans udsøgte Skytter nu kappedes om at lade deres Pile hagle ned over den, traf det sig saa, at en af dem ramte Buen og saaledes berøvede Bueskytten Lejlighed til yderligere at vise sin Færdighed og Fjenden Sejren. Da Buen brast, gav den et vældigt Brag, og bestyrtet herover spurgte Olaf, hvad det var, der brast, hvortil Ejnar svarede: "Det var Norges Rige, der brast af din Haand"; han mente nemlig, at hans Bue var Kongen til større Hjælp end Hæren, og forudsagde ved sit fyndige og kløgtige Svar Kampens Udfald, og det gik da ogsaa, som han spaaede, Buens ødelæggelse varslede virkelig Nordmændenes Nederlag. Olaf foretrak selv at gaa i Døden frem for at falde for Fjendehaand og sprang derfor over Bord i sin fulde Rustning, som om han gladelig gav Afkald paa Livet, naar han blot slap for at se Fjenden som Sejrherre. Da Svend havde faaet Bugt med sine Fjender, var han ivrig efter at overtale dem til at underkaste sig, som han havde drevet paa Flugt med Vaabenmagt, hvorfor han med Venlighed tiltalte dem, over hvem han havde vundet en herlig Sejr, og han ansaa det ikke for at være hans Ære for nær at slutte Fred med de overvundne. Da det ikke var ham nok at have underlagt sig Norge, drog han derpaa til England, hvor han sluttede den Overenskomst med Adelsten, at han ved hans Død skulde arve Riget og Kongeværdigheden efter ham. Paa den Tid fulgte Rimbrand efter Pope, Markus efterfulgte Henrik og Fulbert Lefdag paa Bispestolen. Efter Fulbert blev Odinkar Hvide, en Mand af den fornemste Herkomst Biskop. Han var saa rundhaandet over for Gud, at han ikke beholdt det mindste af sin rige Fædrenearv tilbage for sig selv, men helt og holdent anvendte den til Kirkens Fornødenheder og berigede mange Kirker, som hidtil intet havde ejet, ved at tillægge dem store Jordegodser, saa at de ypperste Byer i Jylland har hans fromme Gavmildhed at takke for næsten al den Jord, de ejer. Saaledes sørgede han mere for Troens Fremme end for sit eget vel og søgte hellere en fast og varig Ære end en flygtig, beredte ved i Timeligheden at give Afkald paa sit Gods sin Sjæl evig Glæde og vilde hellere selv undvære sin Fædrenearv, end at Kirken skulde savne Midler, hvorfor han overlod sin Arv til ham, om hvem han vidste, at han gjengjælder fromme Gaver med varige Goder. Og han nøjedes ikke med at skjænke sit Gods til Kirken, men udøvede derhos alle Slags Dyder og føjede til sine Velgjerninger i Henseende til jordisk Gods ogsaa al den Gavn, et dydigt Liv medfører. Han drog til Sjælland og Skaane for at forkynde Guds Ord og bidrog vidunderlig til at udbrede den sande Lære, og for ikke mindre at gavne Sjælene end Legemerne var han lige saa ivrig til at udbrede Religionen, som han havde været til at berige Kirken, som han havde skjænket sin Fædrenearv, og som han ogsaa var rede til at lade Livet for. Mæt af Dage og træt af Livets Gjenvordigheder anvendte Svend Resten af sin Levetid til utrættelig at tjene Herren, hans Gudsfrygt holdt ud til det sidste, og fri for al Forulempelse af Mennesker døde han i den fuldkomneste Lyksalighed. Tvende Norner havde delt hans Skæbne imellem sig, thi den omskiftelige Lykke bragte ham vexelvis Spot og Hæder, gjorde ham fra Konge til Fange og fra Fange til landflygtig. Hvem skulde have troet, at han fra Kongetronen skulde komme i Slavernes Lænker, og hvem skulde paa den anden Side have troet, at han fra Slavernes Lænker skulde vende tilbage til Tronen? Men han blev alligevel fra Konge Fange og fra Fange atter Konge. Saaledes maatte han snart regnes blandt de ulykkeligste og snart blandt de lykkeligste Mennesker og fik under Skæbnens Omskiftelser sin fulde Del baade af Lykke og Ulykke. ## bok 10: Knud (Winkel Horn 1898) Da Svend var død, vilde Englænderne og Nordmændene ikke længere finde sig i at staa under fremmedes Herredømme, men ansaa det for bedre at vælge Konger blandt deres egne end at laane dem fra deres Naboer; de faldt derfor fra Danmark, og Edvard blev Konge i England, Olaf i Norge. Knud, som nu sad paa Tronen i Danmark, turde, saa kort efter at han var kommen til Styret, ikke gaa imod den overmaade store Styrke, de havde, og han lod derfor, som om han ikke tænkte paa at gjenvinde de Riger, hans Fader havde hersket over, hvilket han dog ingenlunde havde opgivet, og for dog ikke at holde sit Herredømme helt inden for Danmarks Grænser besluttede han først at angribe Slavenland og Semberland som de Riger, han lettest kunde faa Bugt med; Svend havde nemlig, fordi han var bunden af sin Ed, ikke turdet underkue Slaverne, skjønt de havde tilføjet ham grov Overlast, og Semberland, som Hakon havde undertvunget, var faldet fra Danskerne, da han var død, og nu laa det Knud som den, Daneriget var gaaet i Arv til, ivrig paa Sinde at hævne den Overlast, hans Fader havde lidt, paa Slaverne og at straffe Semberne for deres Frafald. Han vidste ogsaa godt, at gode Evner styrkes til at tage fat paa større Ting ved først at forsøge sig paa mindre, og han var derfor opsat paa ved selve Begyndelsen af sin Krigerbane at indvie sin Ungdom med en ypperlig Bedrift. Men derfor tøvede han heller ikke med at angribe de frafaldne Lande, men gik maaske saa meget kraftigere løs paa dem, fordi, jo mere Erfaring tapre Mænd vinder, des dristigere anvender de den til udmærkede Bedrifter. Da han havde opnaaet sin Hensigt, og hans Forhaabninger havde faaet Næring ved to glimrende Sejrvindinger, besluttede han nemlig at vinde den tredje Sejr over Englænderne, og for at det kunde gaa raskere fra Haanden, skjulte han det Had, han nærede til Olaf, der havde bemægtiget sig Norge, og fik ham tillige med hans Broder Harald til at gribe til Vaaben imod den engelske Konge, der ligesom den norske Konge var falden fra Danmark -, visselig et lige saa snildt som farligt Paafund, at bruge den ene Fjende imod den anden og faa dem, der havde gjort fælles Sag i Henseende til Ærgjerrighed, til at bekæmpe hinanden med Vaabenmagt. Da det nu kom til et overmaade hidsigt Slag imellem den danske og engelske Hær, var der en Mand ved Navn Thymme, en Sjællænder af Herkomst, som, da han saa', at hans Landsmænds Bannere var stærkt i Færd med at vige for Fjendernes Angreb, tog en liden Gren, han tilfældigvis fik fat paa, og gjorde den fast paa sin Lanse; idet han nu brugte den som Banner og istemte det Kampraab, Knuds Krigsfolk plejede at opmuntre hverandre med, fik han, som en Forkæmper, Lykken stod bi, Fylkingerne, som allerede var begyndt at flygte, til at vende om. Saaledes blev han, ikke saa meget ved sit Banner som ved sit Mod, en heldbringende Bannerfører for sine Landsmænd og gjenrejste Danskernes vaklende Lykke, saa den ikke svigtede, men førte til Sejr, idet han ikke blot selv lagde det største Mod for Dagen, men ogsaa gjengav sine Stalbrødre deres, da de næsten havde opgivet det. Efter denne berømmelige Daad fik han senere Tilnavn, og Kongen hædrede ham derhos efter Fortjeneste for hans Tapperhed ved at gjøre ham til Høvidsmand. Danskerne, som havde mistet en Bannerfører af den fornemste Byrd, skammede sig da heller ikke ved, idet de atter tog Mod til sig, at følge en Mand af ringe Stand, der viste dem Vejen til Frelse, hvilket førte til et lige saa herligt Udfald, som det saa' uanseligt ud. Da Edvard nu saa', at hans Folk havde tabt Modet, og at den Tapperhed, den danske Hær gik frem med, ikke var til at modstaa, opgav han Kampen og sluttede den Overenskomst med Fjenden, at saa længe han levede, skulde Knud have Hælvten af Riget i Fællig med ham, og naar han døde, skulde han arve det hele. Saaledes opnaaede Sejrherren af den overvundne, at han i sin Levetid gjorde ham delaglig i Riget og indsatte ham til Arving af det hele efter sin Død. I de samme Dage blev Knud indtagen i en overmaade fager Kvinde ved Navn Alvine, som var Olafs Frille, og krænkede hende, og hvad enten det nu var, fordi Knud havde røvet ham hans elskede, eller fordi han sveg ham for den Del af England, han havde lovet ham, satte Olaf Hensynet til det fælles Krigstog til Side for den Krænkelse, han selv havde lidt, og drog, da Krigen var til Ende, lige saa bedrøvet som vred hjem til Norge, idet han ikke holdt det for mer end billigt, at han forlod den, der saa skammelig havde forurettet ham. Syv Aar efter kom der en Gang nogle Mænd ind i Hallen, hvor Knud sad ved Maaltidet, og hilste ham som Konge over hele England. Han troede, at det skulde være en underfundig Bebrejdelse for den Overenskomst, han havde sluttet med Edvard, og svarede, at den skammede han sig ikke over, men han blev rød i Hovedet af Harme, thi han mente, at de sagde disse Ord for at drive Gjæk med ham. Saa aabenbarede Mændene uforsigtig den blodige Gjerning. de havde begaaet, og pralede af, at de havde myrdet Edvard, i den Tro, at de derved vilde tækkes Kongen, medens de i Virkeligheden opflammede ham til den heftigste Vrede derved. I Steden for, som de havde haabet, at belønne dem lod Knud dem strax hænge som Højforrædere og straffede saaledes deres afskyelige Misgjerning paa den forsmædeligste Maade, thi skjønt han indsaa, at han var bleven befriet for en farlig Modstander, foretrak han dog at straffe Misdæderne for deres Brøde fremfor at takke dem for den Nytte, de havde gjort ham. Andre siger, at Knud hemmelig havde givet Befaling til at dræbe Edvard, og at han nu bød, at Morderne skulde straffes, for derved at bortlede Mistanken fra sig selv, idet han holdt for, at han for at faa Folk til at tro, at han var uskyldig og ikke havde Del i den Misgjerning, maatte lade dem, der havde øvet Udaaden, undgjælde paa det haardeste. Dog berøvede denne Tildragelse i Førstningen Knud en Del af den Kjærlighed, hans Hirdmænd havde til ham. Efter nu at have erhvervet Herredømmet over England tog han sig for at slutte Venskab med sine Naboer, ægtede Normannerhertugen Roberts Datter Emma og gav hans Broder Richard sin Søster Estrid til Ægte. Med Emma avlede han Knud og Gunhild og knyttede saaledes de to Folk sammen i Samdrægtighed ved Blodets Baand. For øvrigt forøgede han sin Hær med ypperlige unge Krigere, og for saa meget snarere at faa samlet en dygtig og kampberedt Hird tilbød han tapre Mænd saare høj Sold, idet han holdt for, at hans Riges Hæder og Ære ikke saa meget vilde komme til at bero paa hans Krigsfolks Antal som paa deres Mod og Manddom, og kjække Krigere, som altid lokkes til at søge Ære, naar der ogsaa er Løn at vinde, kappedes om at strømme til hans Hird. Denne Gavmildhed lokkede ogsaa en Svensker ved Navn Ulf, en Mand, som var mere svigefuld end tapper, til at tage Krigstjeneste hos ham. Da jeg nu tilfældigvis er kommen til at nævne ham, vil jeg kortelig gjøre Rede for hans Herkomst. En Mand i Sverige havde en fager Datter, som en Gang var gaaet ud at lege med sine Terner. Saa kom der en overmaade stor Bjørn, som jog hendes Piger paa Flugt, greb hende selv og bar hende ganske lemfældig i sine Labber til sit Hi i Skoven. Ved Synet af hendes dejlige Skabning paakom der ham imidlertid en hel anden Lyst, han blev mere opsat paa at favne hende end paa at æde hende, og hun, som han havde taget for at sønderrive hende, blev nu Gjenstand for hans skammelige vellystige Attraa, thi fra Røver blev han strax forvandlet til Elsker, glemte sin Sult og favnede hende. Og for at sørge saa godt, han kunde, for hende med Levemaade gjorde han jævnlig Strejftog i Nabolaget og røvede Kvæg, og hun, som hidtil kun havde været vant til lækre Retter, maatte nu vænne sig til at spise blodigt Kjød. I den Grad gjorde den fangne Piges Dejlighed det af med Røverens vilde Grumhed, at hun saa' ham, som hun havde været bange for tørstede efter hendes Blod, begjærlig efter hendes Kjærlighed, og at han, som hun havde frygtet for strax vilde æde hende, bragte hende Føde. Hvor naar ikke Kjærligheden hen, og hvad faar den ikke Bugt med? Den kan endogsaa faa grumme Vilddyrs Ædelyst til at vige for Vellystens Bud. Omsider blev Hjordens Ejer kjed af at miste alt sit Kvæg; han passede paa, omringede Udyret med Hunde, satte af al Magt efter det under Glam og Hujen og forfulgte det til dets Hi, hvor det holdt Pigen forvaret, idet hun var omgivet af uvejsomme Sumpe og hvor der stadig var mørkt som Følge af de indfiltrede Grenes tætte Løv. Her blev Dyret strax omringet af Jægerne, som gjennemborede det med deres Spyd. Naturen magede det i sin Kjærlighed snildelig saa, at Frugten af denne hæslige og unaturlige Parring ikke blev saa fæl at se til, som man kunde have ventet; det Utyske, Bjørnen havde avlet, fødte hun paa sædvanlig Maade, og Dyrets Blod skjultes under menneskelige Ansigtstræk. Drengen blev af sine Frænder kaldt Bjørn efter sin Fader, og da han var kommen til Kundskab om sin sande Herkomst, tog han en blodig Hævn over sin Faders Banemænd. Hans Søn Thorgils Sprageleg traadte i alle Maader i sin Faders Fodspor, hvad Dyd og gode Sæder angaar; hans Søn igjen var Ulf, hvis Sind svarede til hans Herkomst, idet hans Tænkemaade stemte med det Blod, han havde arvet fra sin Stamfader. Saa vender jeg efter dette Sidespring tilbage til, hvor jeg slap. Da Olaf og hans Broder Harald stærkt truede Danskerne, angreb Knud Olaf med en engelsk Flaade og nødte ham til at gaa i Landflygtighed til sin Svigerfader Gerithaslav, der var Høvding i østerleden, og efter at have gjenvundet Norge vendte han hjem og jog sin Svoger Richard af Landet, fordi han bar det grummeste Had til hans Søster, men Søsteren lod han drage til Sjælland og gav hende kongelig Magt og Myndighed over den Landsdel. Imidlertid var Svenskekongen Olaf død og bleven efterfulgt af Omund, som fik Tilnavn af, at han levede saa længe. Ved dette Dødsfald fattede Olaf af Norge Haab om at kunne gjenvinde sit Rige, eftersom Knud ingen Hjælp kunde faa af sin Broder mere og havde mistet den bedste Del af sine Krigsfolk, hvorfor han efter at have faaet Hjælp fra Svenskerne dristig bemægtigede sig Herredømmet i Norge. Ved heldbringende Love førte han sit Folk, som hidtil ikke havde vidst af Lov og Ret at sige og levede spredt og med raa Sæder, til en bedre Levevis, og disse gamle Love holdes endnu den Dag i Dag højt i Ære af Menigmand i Norge. Og ikke mindre Berømmelse indlagde han sig ved det mindeværdige Vidnesbyrd, han gav om, hvor nidkjær han var til at følge Religionens Forskrifter og ære Gud. Da han nemlig en Søndag af Ubetænksomhed sad og snittede med en Kniv i et Stykke Træ, og de, der var til Stede, gjorde ham opmærksom paa, at det stred imod Religionen, sankede han strax Spaanerne sammen, og af Had til sin Haand, fordi han ved dens Hjælp havde begaaet denne Synd i Tankeløshed, stak han Ild i dem og lod dem brænde Haanden, han holdt dem i, idet han saaledes straffede den Synd, han havde begaaet af Uagtsomhed, med en haard Pinsel. Saa nøjeregnende var han i at overholde selv Religionens mindre vigtige Bud, at han ikke betænkte sig paa at paalægge sig selv en pinlig Straf for en saadan Overtrædelse, thi da han var forvisset om, at der ventede dem, som forsyndede sig, Straf i Helvede, vilde han forebygge den haardere Pinsel ved en lettere og holdt det for sikrere med taalmodig Standhaftighed at hærde sin Haand til at lide Straf strax end at Sjælen skulde være i Angst og Vaande for den Straf, der ventede den i Fremtiden. Saaledes mente han, at han ikke burde tilgive sig selv, for at ikke andre derved skulde afholdes fra at frygte Gud, og led sin Straf, for hvad han uden Synd havde kunnet lade være at ænse, og skjønt han havde kunnet undskylde sin Forseelse med Uagtsomhed, angrede han den strax, for ikke at bedrage Gud, stærkere, end han havde haft nødig, og vilde hellere, at Straffen, han underkastede sig, skulde være et Vidnesbyrd om hans Forbedring, end at det, at han unddrog sig Straf, skulde være et Vidnesbyrd om Brøde. Ved denne sin store Klogskab og Gudsfrygt viste han saaledes, at han mere tog Hensyn til Religionen i det hele taget end til sin særlige Forseelse. Denne Daad skaffede ham paa Grund af dens omsigtsfulde Fromhed, den bar Vidne om, et Tilnavn, der vil bevares til evige Tider. Fremdeles var han de fattiges Tilflugt og de umyndiges Værge, viste Gejstligheden Ærbødighed og kom alle dem til Hjælp, som havde lidt Skade og Overlast, og derhos flød der af hans Bryst som af en Gavmildhedens Kilde adskillige andre Dyder. Dette faar være nok sagt, thi hans Fromhed, som Kirken har givet ham Helgennavn for, trænger ikke til Ros af nogen enkelt Mand. Ulf var imidlertid bleven optændt til det stærkeste Had imod Knud, fordi Kongen lagde saa megen Vind paa Dyd og Tapperhed, men da han ikke trygt kunde lade sit Fjendskab komme for Dagen, skjulte han sin Svig under Nidkjærheds Maske for saa meget kraftigere at kunne spinde sine Rænker imod ham. Da Svenskerne jævnlig brød ind i Skaane, var han nemlig den første til at bede om Lov til at drage derover for at holde dem i Tømme, og da denne Begjæring var bleven ham tilstaaet, bad han om at faa Brev med Kongens Haand og Segl med til Estrid, hvori det paalagdes hende at gjøre, hvad han bød. Da han havde faaet det, gav han sig strax til at bejle til Estrid, saa at han i Steden for, som det var paalagt ham, at føre Krig kun talte om Giftermaal og foretrak at optræde som Elsker frem for trofast at røgte det Hverv, der var blevet ham overdraget. Estrid, som troede, at han handlede i Overensstemmelse med hendes Broders hemmelige Bud, modsatte sig ikke, da han blev ved at trænge paa. Saaledes forvanskede denne snedige Høvding det Hverv, der var blevet ham overdraget, og skuffede, dreven dertil af den Avind, han havde fattet, med sin slebne Tunge, som han var en Mester i at bruge, den godtroende Broder og Søster og fik hildet dem i sit Forræderis skjændige Garn, hvorpaa han erklærede Danmark Krig og dristig kom aabenlyst frem med, hvad han hidtil havde dækket over med Svig. Men for at Knud ikke skulde hævne sig paa ham, naar han kom til Danmark, drog han med sin Hustru til Sverige for at undgaa sin fortjente Straf. Dér pønsede han stadig paa, hvorledes han skulde bære sig ad med at udføre sit Forsæt, at falde ind i Danmark og fik Omund og Olaf til at gaa med til hans Forehavende, idet han foreslog denne at angribe Sjælland med en Flaade, hin at angribe Skaane med en Hær og lovede, at han selv vilde komme til med en Flaade fra Sverige. Da dette Anslag rygtedes, sejlede en Mand ved Navn Hagen, som var Kongen overmaade hengiven, fra Landsbyen Stangby over til ham, saa hurtig han paa nogen Maade kunde, og aabenbarede ham det hele og lagde saaledes ved sin ædle Adfærd for Dagen, hvor højt han elskede sin Konge og sit Land. Da Kongen havde faaet Tidenden om denne store Sammenrottelse, fulgte han strax, ledsaget af en Hær, med den, som havde bragt den, og for at Hagen ikke skulde kunne sige, at han intet havde faaet, fordi han havde paataget sig den lange og farlige Sejlads, skjænkede han ham til Belønning to Jordlodder i Skaane. Imidlertid havde Olaf befalet sin Flaade at blive liggende i Ro under en af øerne og havde selv med et godt og hurtig sejlende Skib begivet sig til Sjælland. Der stævnede han Ting og opfordrede med al den Veltalenhed, han kunde opbyde, Almuen til at gaa ham til Haande, idet han snart lokkede for dem alle paa én Gang, snart for de enkelte hver for sig med søde og fagre Ord, idet han holdt for, at den Magt, han naaede ved at give gode Ord, var mere at lide paa end den, han tilkæmpede sig. En af de Ældste svarede ham snedig paa den venligste Maade, saa han fattede stort Haab om, at han vilde faa Almuen til at være ham til Vilje, men det var jo kun Forstillelse. Medens Kongen og Almuen nu saaledes skiftede Ord, kom der en af Spejderne nede fra Stranden og meldte, at der kom nogle store Skibe sejlende ind imod Land. Da Olaf blev noget urolig herover, sagde den gamle, som ventede Kong Knud, at de Skibe skulde han ikke være bange for, det var blot Kjøbmandsskibe, der, som de havde for Skik, førte Varer til Landet; han mente nemlig, at man ikke kunde faa nogen bedre Lejlighed til at overvælde Fjenden, end naar man skjulte sit Had under Venligheds Maske og holdt Haabet oppe i ham med løs Snak. Da der atter kom Bud om det samme, fik han ogsaa Bugt med Kongens Frygt ved at forsikre ham, at der ingen Fare var; men til sidst fattede Olaf Mistanke til hans Ord og sendte en Spejder ned til Stranden med Paalæg om at komme paa det rene med, om det var Knud, eller det var Kjøbmandsskibe, der saa' ud som en Krigsflaade. Da Spejderen kom tilbage og sagde, at Havet vrimlede af Krigsskibe, bebrejdede Kongen den gamle hans Løgnagtighed og afbrød strax Samtalen, men den gamle fastholdt ikke desto mindre, at han kun havde sagt, hvad sandt var, for nu kom de, sagde han, som man kunde tinge med om Danmark med Vaaben i Haand. Olaf fik med Nød og næppe Tid til at flygte og søgte, alt hvad Aarerne kunde trække, tilbage til sin Flaade. Knud lagde nu strax derefter ind i Havnen og lod sine af Træthed medtagne Rorfolk hvile sig ud den Nat. Af Landsens Folk fik han dér at vide, at Omund havde besat Skaane med en Landhær, og at Ulf laa i Helgeaa med en Flaade. Han drog da selv imod Omund og sendte Flaaden over for at bekæmpe dem, der laa i Aaen. Da Høvedsmændene paa Flaaden fik Tidende om, at Omund var bleven slagen i et stort Slag ved Stangbjærg, blev de opsatte paa at øve lige saa tapper en Daad, for at det ikke skulde kunne siges, at de havde ligget paa den lade Side, medens deres Konge viste saadan Kjækhed. For nu saa meget lettere at komme over paa den ø, som Fjenden havde besat, gik de i Land paa en anden, som laa i Nærheden af den, og slog Bro midt over Aaen; her udvider den sig nemlig, saa den mere ligner en stor, stillestaaende Sø end en Aa. Ulf paalagde sine Folk, at de ikke maatte forstyrre Fjenden i hans Forehavende, men blot skyde paa ham paa langt Hold med Pile og Kastespyd, naar han gik over; paa den Maade, sagde han, vilde han selv berede sig sin Undergang. Da Arbejdet var skredet langt frem, opstillede Ulf sin Slagorden paa den modsatte Bred, som om han vilde hindre Danskerne i at gaa over. Da de saa' det, blev de blot saa meget mere opsatte derpaa og gik i store Mængder ud paa Broen. Som de nu var sammentrængte der og higede efter at komme til at slaas strax, uden at betænke, hvilken farlig Vej de traadte, brast Broen pludselig sammen under dem, og de maatte opgive deres kamplystne Aand i Bølgerne. Thi, som det plejer at gaa under saadanne farlige Forhold, naar en igjen kom op over Vandet, var der strax en anden, som greb fat i ham og trak ham ned, saa han druknede, saa at medens de saaledes hulter til bulter hang fast ved hinanden for at faa Hjælp, beredte de hinanden Undergang og drog dem, hos hvem de søgte Frelse, med sig i Døden; tyngede, som de var, af deres Rustninger, kunde de nemlig ikke redde sig ved Svømning. Saaledes forraadte Ulf snarere Danskerne, end han overvandt dem, og opnaaede ved Fjendens Letsindighed, hvad han ikke kunde naa ved egne Kræfter, og gjorde det lykkelig af med sine Fjenders urokkelige Tapperhed mere ved at holde sig stille end ved at angribe dem. Nu var han ræd for den Hævn, Danskerne vilde tage for den Daad, og da han saa', at han havde Flaaden imod sig paa den ene Side og truedes af Kongen paa den anden, fandt han, at det var raadeligst at tage sin Tilflugt til List, eftersom det vilde være vanskeligt for ham at klare sig med Magt. Han overvejede nøje, hvorledes han skulde slippe bort, og da han skjønnede, at den eneste Udvej, han havde, var at opgive sin Flaade, lod han de større Skibe blive tilbage og satte om Natten alt sit Mandskab over til den nærmeste Bred med Baade, hvorpaa han lønlig listede sig bort med det og fik det bragt i Skjul. Da Danskerne ved Daggry, tørstende efter at hævne deres Stalbrødres Nederlag, stormede løs paa Fjendens Skibe, fandt de dem blottede for Forsvarere. Kongen bød, at Søen skulde ransages og lod Ligene af de druknede, der blev fiskede op med Kroge og Bundgarn, begrave ved Byen Asum, der ligger ved Aaen. Olaf fik han ryddet af Vejen ved at bestikke nogle Nordmænd til at gjøre Oprør imod ham. Saaledes blev denne højsindede Konge angreben af sine havesyge Landsmænd, og de, som udenlands havde kæmpet for ham, raadede ham Bane hjemme. Hans Broder Harald, som frygtede for lignende Troløshed fra sit Folks Side, drog til Byzanz og unddrog sig saaledes ved Landflygtighed i et fjærnt Land sine Landsmænd, hvis Troskab han ikke stolede paa. Da Knud nu saaledes var bleven Herre over sex mægtige Riger, lod han ogsaa sin Herligheds Glans lyse over det romerske Rige, thi han gav Kejser Henrik dér sin Datter Gunild til Ægte, og da hans Svigersøn kort efter blev fordreven ved et Oprør i Italien, kom han ham til Hjælp, underkuede Oprørerne og gjenindsatte ham i hans fordums Velstand. Da han var vendt tilbage fra det Tog, satte han sin ældste Søn Harald over England, Knud over Danmark og Svend, som han havde avlet med Alvina, over Norge, men uden at det gjorde noget Skaar i hans egen Magt og Myndighed, thi skjønt han gav hver af sine Sønner et af disse Lande at raade for, forbeholdt han sig ikke des mindre at raade for dem alle tre i Fællesskab med dem og vilde ikke overlade nogen anden den øverste Myndighed. Derhos gav han disse endnu unge Fyrster de tapreste Mænd til Hjælp ved Varetagelsen af deres Gjerning. Noget efter fik Estrid, da hun havde født en Søn, som blev kaldt Svend, sin Broder til for Barnets Skyld at tage hendes Husbond til Naade igjen, thi den Gunst, Knud havde nægtet Ulf formedelst hans Troløshed, mente han at burde skjænke ham af Hensyn til det Barn, hvis Frænde han var. Han gav endogsaa Anglernes Statholder Godvin hans Søster til Ægte, opsat, som han var, paa at knytte de to Folk til hinanden ved Venskab og Frændskab. Hun fik, efter hvad der fortælles, med ham Sønnerne Harald, Bjørn og Toste. Men Kejseren avlede med Gunild en Søn, hvis Lykke kom til at svare til hans Navn, thi han hed Magnus, hvilket betyder den store. Fra ham siges Tysklands berømmelige Fyrster og ypperlige Stormænd at nedstamme i lige Linie. Paa den Tid kom der en overmaade velbegavet vendisk Yngling ved Navn Godskalk til Kongen og gik i Krigstjeneste hos ham. Hans Fader Pribignev, som elskede Kristendommen og forgjæves søgte at faa Slaverne, som var faldne fra den kristne Religion, til igjen at antage den, havde, hvad der ellers stred imod Landets Skik, givet ham Læremestre, for at han kunde blive oplært i Videnskaberne, men da han spurgte, at Sachserne, der higede efter at bemægtige sig Slavenland, havde dræbt hans Fader, blev han saare opbragt og vilde ikke lade sit Sind mildne ved at lægge sig efter fredelige Sysler. Han kastede strax Bogen og greb til Vaaben; for at fremmede Idrætter ikke skulde faa ham til at være efterladende med Hensyn til de fra Fædrene nedarvede Skikke, lagde han Bogen paa Hylden og gav sig til at være Krigsmand, satte Videnskaberne til Side og vilde hellere være en modig Hævner end en fejg Lærling, idet han holdt for, at det var bedre at anvende sin Sjæls Kræfter paa, hvad der krævede Kjækhed, end paa, hvad der krævede Flid. Derfor fulgte han mere sin Naturs end sin Lærers Tilskyndelser, og efter omsider at have hævnet sin Fader tog han Tjeneste hos Knud. Saaledes blev denne unge Mands Sind paa selve Lærdomstemplets Tærskel sporet af Grumhedens Brod og kunde ikke bekæmpe den Haardhed, der var ham i Kjødet baaren, end de Begyndelsesgrunde af Videnskaberne, han havde tilegnet sig. Paa den Tid skal der, efter hvad der berettes, være foregaaet Bispeskifte i Danmark. Avak fulgte nemlig efter Gerbrand og Odinkar den yngre blev Biskop i Ribe. Knud havde ellers, naar han drog om i de tre før nævnte Riger, en Hird paa sex Tusind Mand fordelt paa tresindstyve smukt udstyrede Skibe, som hvert rummede hundrede væbnede Mænd. Om Sommeren laa den ude for at værge Riget, om Vinteren plejede han at lade den gaa i Borgeleje; sin Sold fik den maanedsvis. En Gang, da den højhellige Fest skulde fejres til Minde om, at Verdens Skaber lod sig føde til Verden for at dele sin Udødelighed med os, havde Knud budt Ulf til Gjæstebud i Roskilde, og da denne havde drukket sin Forstand bort, gav han sig, for at forherlige sig selv, til om Natten at synge Viser om det Nederlag, Knuds Krigsfolk for ikke saa længe siden havde lidt, da de druknede i Helgeaa. Kongen mente, at han herved aabenbart lagde ham til Last, at han havde udsat sine Folk for Fare, blev heftig opbragt over hans Smædesang og fandt, at det var under hans Værdighed at have en Mand til Gjæst, om hvem han vidste, at han havde berøvet ham hans ypperste Kæmper. Han bød derfor de tilstedeværende midt under Gjæstebudet at dræbe Ulf, og saaledes fik han den Straf, han ærlig havde fortjent for sin kaade Tunge, og medens han drukken mindedes andres Død, sang han sig sin egen Død til og fyldte de Bægre, han havde tømt saa begjærlig, med sit eget Blod. Han havde virkelig ogsaa fortjent at komme til at tømme en besk Skaal i Steden for en, der smagte ham vel. eftersom han saa kaadmundet gjorde sig en Ære af at have været Skyld i, at Kongens gjæveste Mænd maatte lade Livet. Da det var gjort, gav Knud sin Søster som Bod, fordi han havde krænket Frændskabet og gjort hende til Enke, to Stykker Land, hvoraf hun senere skjænkede Tiende til Helligtrefoldighedskirken, som holdes højt i Ære i Roskilde. Der strømmede mange Krigsfolk til Knud, og de var nok saa besværlige ved deres Sindelag som ved den Sold, han maatte udrede til dem. De fleste af dem havde nemlig mere af Kræfter end af gode Sæder, og de, som havde udmærket sig i Krig, saa' med Foragt ned paa, hvad der sømmer sig i Fred, saa at de, der var ypperlige uden for Landets Grænser, syntes fæle hjemme, og der næsten ikke var én at finde, som paa én Gang var en tapper Mand og et skikkeligt Menneske. Derfor var ogsaa adskillige ligefrem skadelige at have ved Hove formedelst deres Vold og Kiv. Da Kongen skjønnede, at de var saa overmaade forskjellige i Henseende til Landsmandskab, Sprog og Sind, thi de dreves af forskjellige og indbyrdes stridige Tilbøjeligheder, somme af Kaadhed, somme af Misundelse og somme af Vrede, udstedte han en i de nøjagtigste Bestemmelser affattet overmaade nyttig Hirdskraa, der kunde gjøre Ende paa den af saa mange Forskjelligheder flydende Splid og lære Krigsfolkene, hvad der sømmede og skikkede sig. Han overvejede paa det omhyggeligste denne Sag, og vejledet af de Raad. han fik af Ope Sjællænder, der overgik alle andre i Klogskab og Myndighed, undertrykte han alt Had mellem Stalbrødrene, for at Splid inden Rigets Grænser ikke skulde forstyrre Freden uden for dem, og paanødte saa at sige de urolige Krigsfolk Broderkjærlighed ved at tvinge dem til at overholde Lovene. Og for at knytte Tapperhed og Høviskhed sammen fik han de tapreste Krigere til at antage de smukkeste Sæder, opsat, som han var, paa at udrydde alle tøjlesløse og trættekjære Mennesker fra sin Hird, som man tømmer det skidne Bundvand ud af Kjølrummet i Skibet. For altsaa at holde uhøviske Mennesker borte fra Hirden fastsatte han, at hver Kriger skulde have sin bestemte Plads ved Bordet, efter som han havde tjent til, saa at den skulde sidde øverst, som havde tjent længst; han holdt det nemlig for billigt, at den, som var gammel i Tjenesten, fik en Hædersplads ved Bordet. for at det ikke, naar de sad der i Flæng, skulde faa Udseende af, at der ingen Forskjel var paa deres Fortjenester. Hændte det, at en kom for sent, fordi han af en eller anden Grund var bleven forsinket, skulde hans Kammerater gjøre Plads til ham imellem sig. Var de kommen til at sidde saa tæt sammen, at den, der kom sidst, ikke kunde faa Plads, fordi der var for mange til Bords, skulde den, der havde taget hans Plads, rejse sig og indtage den næste, idet hans Sidemand igjen indrømmede ham sin Plads, og saaledes skulde de gjensidig gjøre Ære af hinanden ved at rejse sig, indtil alle Bordfællerne havde flyttet sig ned, og han, der var kommen for sent, havde faaet den Plads, der tilkom ham, og den, som sad nederst, maatte saa gaa fra Bordet. Vilde nogen af Overmod ikke vige fra den Plads, der tilkom en anden, forebragte denne sin Klage for de nærmest siddende og førte dem som Vidner paa Tinge imod Sagvolderen, hvoraf Følgen saa blev, at den, som trodsig havde forholdt ham hans Plads, forsmædelig blev jaget af Tjenesten. Tre Gange havde Kongen dog Ret til at fritage dem, der havde gjort sig skyldige i denne Forseelse, for Straf, dog kun saaledes, at de for hver Gang, de havde krænket en Stalbroder ved at forholde ham den Plads, der tilkom ham, blev rykket en Plads længer ned ved Bordet. Saaledes havde han nemlig indrettet Loven, at den gik en Middelvej imellem Strænghed og Mildhed, forenede Lemfældighed med Haardhed, idet den hverken udelukkede Anger eller fritog den, som forsaa sig, for Straf. Gjorde nogen sig fjerde Gang skyldig i samme Forseelse, blev han vist fra Bordet, hvor de andre Hirdmænd sad, og maatte spise for sig selv og ikke have Krus eller Disk fælles med nogen af sine Stalbrødre. Thi Kongen holdt for, at mere end tre Gange burde ingen have Tilgivelse, saa maatte han tage Skade for Hjemgjæld, fordi han saa tit havde fortjent sin Straf. Saaledes straffede han Gjenstridighed med Vanære, thi Kongen holdt for, at den, som foragtede Krigeræren, selv gjorde sig uværdig, og at den, som ikke havde tilbørlig Ærbødighed for sine Ligemænd, heller ikke vilde have det for sine Overmænd. Paa samme Maade straffedes ogsaa alle Smaaforseelser, saasom hvis en skjældte en anden ud eller for at haane ham hældte ham over med Drikke. For øvrigt plejede Kongen hyppigere at gjøre Brug af sin Sømagt end af sin Landmagt, og naar der var Brug for Rytteri, maatte de Krigere, der ingen Heste havde, skiftes til at holde Vagt for at passe paa Hestene. De, som, naar Hestene skulde vandes, stadig red paa deres Stalbroders Hest og aldrig paa deres egen, ifaldt ligeledes den oven for nævnte Straf, thi saa magtpaaliggende var det Kongen. at hans Folk viste den skyldige Ærbødighed, at han mente, at selv de, som forsaa sig ved i ringe Grad at vise Overmod, burde straffes. Den, som tre Gange, naar der blev kastet Neg ind i Stalden, havde budt sin egen Hest Kjærnen og en andens Straaet af de fælles Neg, maatte paa samme Maade finde sig i at faa sin Værdighed forringet eller med Skam forlade Tjenesten. Lige saa omhyggelig forbød han dem, naar de red deres Heste til Vands, at plumre Vandet for hinanden, saa nøje vaagede han over, at den ene Stalbroder ogsaa i Smaating lempede sig efter den anden. Den, som, medens han var paa Post, havde ladet sig saaledes overvælde af Søvn, at man kunde tage hans Klæder eller Vaaben fra ham, ifaldt den samme Straf, thi den, som ved at sove forsømte at passe den Vagt, han var sat til, ansaas ikke for at være Riget til Gavn. Grovere Forseelser gik Loven strængere til Værks imod. Saarede nogen en af sine Stalbrødre med Haand, Sværd eller Stav, eller rev nogen voldelig noget ud af Hænderne eller rykkede ham i Haaret, eller havde nogen lagt Raad op imod Kongen, og det tilstrækkelig blev godtgjort med Vidner, blev han som en grov Forbryder udstødt af Hirden og kom ikke mere til at gjøre Krigstjeneste. Den, som havde lidt nogen alvorlig Overlast af en anden, lod sig først stede for Kongen og indstævnede Sagen for ham; derpaa stævnede han tre Gange Sagvolderen til at møde paa Tinge, hver Gang med mindst to af sine Stalbrødre som Stævningsmænd. Var Sagvolderen, som skulde indkaldes for Retten, bosiddende Mand, skulde han en Gang stævnes i sit Hus, to Gange inden Hirden ved sin Plads ved Kongens Bord, ligegyldigt, om han var til Stede eller ikke, men var han ikke bosiddende, skulde han tre Gange stævnes inden Hirden ved sin Plads. Naar Retten var sat, aflagde Stævningsmændene, der tillige optraadte som Vidner, Ed paa, at de rettelig havde forkyndt Stævningen for Sagvolderen, og at hverken Venskab eller Had drev dem til at tage sig af Sagen. Derpaa skulde to aflægge Vidnesbyrd imod Sagvolderen i Hovedsagen, efter at det først var paalagt dem at aflægge Ed paa, at de hverken af Venskab for Sagsøgeren eller af Had til Sagvolderen vilde vidne andet, end hvad de havde set og hørt. I Sager, der drejede sig om Forbrydelser imod Kongen, plejede man mest at fæste Lid til, hvad der var hørt, ellers gik Vidnesbyrdene ud paa, hvad der var set. Hvad Vidnerne havde udsagt, tilstededes det ikke at tage til Gjenmæle imod, thi deres Beskyldninger kunde hverken rokkes ved, at andre tog Sagvolderen i Forsvar, eller ved hans egen Gjendrivelse, saa stor Vægt og Betydning tillagdes der nemlig deres Ord, at det ansaas for vanvittigt, ja næsten for gudsbespotteligt at tvivle om deres Sandhed. Sagvolderen kunde altsaa over for Vidnesbyrdene hverken undskylde sin Forseelse eller godtgjøre sin Uskyldighed med noget som helst Bevis. Heller ikke tilstededes det ham, hvis Sagsøgeren tilbød at aflægge Ed, at sætte sin Ed imod hans. Efter Vidnernes Afhøring fulgte strax Dommernes Kjendelse, der gik ud paa, at Sagvolderen som den, der aabenlyst var funden skyldig og nu ikke havde noget at sige derimod, havde forbrudt sit Gods og sin Ære, skulde gaa i Landflygtighed og være udelukket fra al Krigstjeneste; hvo, som fjendtlig efterstræbte ham, skulde have sin Ære lige ubeskaaren derfor og være fri for al Tiltale. Dommen blev afsagt, hvad enten Sagvolderen var til Stede eller ikke, det hjalp ikke, om han end var langt borte, Vidnerne blev lige fuldt førte og Dommen fældet, og naar begge disse to Ting var besørgede. tilstededes det ikke den anklagede at anføre noget til sit Forsvar. Naar Dommen var fældet, spurgte Kongen, om de øvrige tilstedeværende godkjendte den, thi selv sad han der blot som Tilhører, idet han havde overdraget Dommermyndigheden til Hirden, da han holdt det for uanstændigt at dømme Mænd, som han selv havde skjænket sin Gunst. Da han bluedes ved at fælde strænge Domme over dem, hvis udmærkede Tjeneste han havde gjort Brug af, henviste han derfor de Sager, der forelagdes ham, til Hirdens Kjendelse og foretrak at lade Tavshed bære Vidne om hans Lemfældighed frem for ved at dømme at give Strænghed til Kjende. Naar Krigerne havde svaret, og alle enstemmig havde godkjendt Dommen, plejede den domfældte at blive spurgt, om han agtede at rømme til Lands eller til Vands. Saaledes foretrak Kongen at straffe sine undergivne med Landflygtighed frem for at lade dem bøde med Livet, og for ikke at vise sig grum lod han dem selv vælge, hvorledes de vilde fly af Landet. Dersom den domfældte valgte at drage bort til Søs, skulde han ledsages ned til Havet af alle sine Stalbrødre; der blev overladt ham et Fartøj med Aarer, Levnedsmidler og et øsekar, og saa biede de nede ved Stranden, til man havde tabt Aarerne eller, i Fald han førte Sejl, Ræerne af Syne. Saa gjentog alle den nys fældede Dom, udstødte de skrækkeligste Forbandelser over Flygtningen og dømte ham enstemmig til Døde. Drev Stormen ham i Land igjen, blev han strax behandlet som Fjende og straffet, fordi han havde krænket Hirden, hans fordums Stalbrødre anfaldt ham hidsig og fuldbyrdede Dødsdommen paa ham, saa det var lige saa farligt som forsmædeligt for dem, der havde forbrudt sig, at fly paa denne Maade. Men hvis den, der var bleven udstødt af Hirden, foretrak at fly til Lands, skulde han paa samme Maade følges til Skoven af Hirden, og naar han havde skilt sig fra den, skulde de alle bie saa længe, indtil de skjønnede, at han var kommen et godt Stykke bort; saa skulde hele Hirden tre Gange gjøre vældigt Gny og Bulder og opløfte høje Raab, for at Flygtningen ikke ved en Fejltagelse skulde vende tilbage til den. Saa blev alle ubønhørlig strænge imod ham, thi efter at alt var højtidelig fuldbyrdet efter Loven, fældede de Dødsdom over ham, for at det ikke skulde hedde sig, at de straffede en paa Livet, som ikke var dømt til Døden, hvilket havde til Følge, at han, som havde forbrudt sin Ret til det ærefulde Samliv med Hirden, skammelig maatte føre et omflakkende Liv som fredløs. Saaledes blev de, som forbrød sig imod Krigstugten, dømt æreløse og behandlede som Udskud, thi det var Kongen om at gjøre at straffe de skyldige med Forsmædelse, ikke om at udgyde deres Blod, thi det holdt han for en ringere Straf end at berøve dem Æren. Hvis nogen af hans fordums Stalbrødre mødte den saaledes dømte og ikke dræbte ham, naar han havde en Pil mere end han eller var selvanden, blev han delagtig i hans Skjændsel, fordi han havde været bange for at straffe ham for hans Brøde. Saaledes bød Loven, at de, som forsaa sig imod, hvad der var Sæd og Skik inden Hirden, skulde udstødes af denne, det var den Straf, der kom over deres Hoveder, som forbrød sig imod Hirdloven. Dersom Sagsøgeren ikke kunde fælde Sagvolderen med Vidnesbyrd, tilkaldte denne sex af sine Stalbrødre som Mededsmænd og godtgjorde saaledes sin Uskyldighed i den Brøde, han beskyldtes for. Men hvis en af Hirden af Uvidenhed var kommen til at krænke en anden, som han ikke vidste var hans Stalbroder, skulde han ogsaa stille sex Mand af Hirden, som med deres Ed vidnede, at det var sket ved en Fejltagelse. For øvrigt havde de, som Retten højtidelig havde kjendt for overbeviste og dømt som oven anført, forspildt al Lykke og var udsatte for al Modgang, og det saa meget vissere, som Biskopperne i alle tre Riger højtidelig lyste Band over dem, der var kjendt skyldige i saadanne Forseelser. Saaledes havde denne Tugt en dobbelt Magt, idet den baade støttede sig til Kongens og til Kirkens Myndighed, saa at man kunde sige, at Guds Dom faldt sammen med Menneskenes. Denne Lovens Strænghed fik Bugt med al Splid, gjorde Ende paa alt Fjendskab og al Oprørskhed og gjorde Hirden mere venlig sindet over for Kongen. Senere undergik den imidlertid den Lempelse, at der blev indført Pengebøder, enten fordi Iveren for at overholde den slappedes, eller paa Grund af Fyrsternes Mildhed, dog kom denne Lempelse ikke den til gode, der slog nogen med Kjæp, eftersom det var det Vaaben, man gjennede Hunde fra sig med. Saa ømtaalelig var vore Forfædres Ære, at de ansaa det for den største Skjændsel at blive slaaet paa en forsmædelig Maade. Det traf sig imidlertid saa, at det blev Kongen selv. som først brød sin Lov, saa at Retten, som hidtil havde staaet fast og var bleven oprigtig og ubrødelig overholdt, blev krænket af ham, idet han en Gang, da han var drukken, dræbte en af sine Krigere. Da han indsaa, at han aabenbart havde forbrudt sig imod de Love, han selv havde givet, blev han greben af bitter Anger, sammenkaldte Hirden, steg ned fra sin Kongetrone og satte sig i alles Paasyn ydmygt ned paa Jorden, hvorpaa han bød Hirdmændene idømme ham Straf for den Brøde, han havde begaaet, og erklærede, at han villig vilde tage imod den Straf, de ikjendte ham. Skjønt han kunde have dækket over sin Gjerning med sin kongelige Magt og Myndighed, underkastede han sig saaledes Hirdens Dom og vilde hellere ved Ydmyghed give et Vidnesbyrd om sin Sagtmodighed end bruge sin Magt og derved vise sig overmodig. Hirdmændene gik grædende bort fra Tinget og skjønnede, da de overvejede Sagen, at det baade vilde være usømmeligt og skadeligt for dem at dømme Kongen efter Lovens Strenghed, thi de vidste vel, at uden ham var de som et Legeme uden Sjæl, der vilde blive et Bytte for dem, de før havde hersket over. De tilstod for sig selv, at det hele Krigsvæsen vilde komme ud af sine Fuger, naar han skulde lide Lovens Straf, at hans Fredløshed vilde være Fredløshed for dem alle, hans Fald Fald for dem alle, og at hans Domfældelse vilde være en Fare for dem alle. De vidste derfor ikke, hvad de skulde gjøre i saa vanskelig en Sag, og da de i lige høj Grad frygtede for, at den Dom, de havde at fælde, skulde blive for lemfældig og for stræng, besluttede de, at Kongen selv skulde idømme sig sin Straf, idet de mente, at det var bedre at henvise den til Kongens Myndighed end til Undersaatters Skjøn. De holdt nemlig for, at hans Brøde kunde sones, eftersom det var vitterligt, at den mere var begaaet i Hidsighed end med Overlæg. De gjorde ham derfor fra anklaget til Dommer og gav ham, der var rede til at tage imod sin Straf, Lejlighed til, om han vilde, at frikjende sig selv. Den Myndighed til at dømme ham, som han saa smukt havde overdraget dem, gav de ham tilbage, for at de ikke skulde komme til at afgjøre denne vanskelige Sag ved en overilet Kjendelse og enten tage for lemfældig Hævn for deres Stalbroder eller før grum Straf over deres Konge. Saaledes blev Kongens Liv og Velfærd, som han var lige ved at sætte til ved sin Brøde, bevaret paa Grund af Forholdenes Vanskelighed. De mente desuden ogsaa, at han var bleven haardt nok straffet for sin Brøde, idet han, som stod paa Lykkens Tinde, havde ydmyget sig saa dybt. Omsider gik de da igjen ærbødig frem for Kongen, satte ham atter op paa hans Trone og gjengav ham, der som anklaget ængstelig afventede Sagens Udfald, sin Sindsro ved at gjøre ham til sin egen Dommer. Kongen dømte da. at hans Brøde skulde sones med Mandebod, og medens denne ellers plejede at være fyrretyve Mark Sølv, dømte han sig selv til at betale tre Hundrede og tresindstyve Mark og lagde oven i Kjøbet ni Mark Guld til som Gave, hvorhos han fastsatte som Lov, at Manddrab siden stadig skulde kunne sones ved en Bøde af den Størrelse. En Tredjedel af Summen skulde tilfalde Kongen, en Tredjedel Hirdmændene og en Tredjedel den dræbtes Frænder, men i dette Tilfælde, hvor han selv baade var Konge og Sagvolder, delte han sin Tredjedel imellem Kirkens Tjenere og de fattige i den Tanke ved denne fromme Gave at forsone Gud, der er alles Herre. Han optraadte saaledes som en naadig Dommer og en ædeltænkende Sagvolder, idet han kun ventede Naade for sig og søgte Tilgivelse for sine Forseelser ved at anvende den Bøde, han skulde udrede, paa tilbørlig Maade. For øvrigt var der i hans Levetid ingen, der forbrød sig mod Hirdloven og følgelig heller ingen, der blev straffet efter den; da den paa anførte Maade forebyggede al Oprørskhed, holdt Hirdmændene sig nemlig fra Kiv og Strid, thi i Henseende til at straffe toges der hverken Hensyn til Frændskab eller Venskab, men dømtes efter Lovens fulde Strænghed. Nu er imidlertid den gamle Mandstugt i Hirden sløvet og slappet, og der begaas skammeligere Ting imellem Hirdmændene end imellem Folk, der ikke hører til Hirden, thi al Anklage imod dem, der forser sig, er forstummet, og den, der skulde straffe Forseelsen, tager den i Forsvar, og ingen holder Hirdens tøjlesløse Sæder i Tømme med fast og stræng Haand. Vor Tids Konger har saaledes ikke undset sig ved at afskaffe denne Vedtægt angaaende Mandstugten i Hirden, som var bleven styrket ved længe at være bleven holdt i Hævd, thi medens Fred og Ro her hjemme forstyrres af Splid og Oprør, gaar den gode gamle Skik af Brug, medens man over for tøjlesløse og hidsige Ungersvende hellere bør anvende Strænghed end alt for stor Mildhed og Overbærenhed. Man ser altsaa, at Knud paa denne Maade oprigtig og kraftig lagde Vind paa at opretholde Mandstugten i sin Hird. Derhos blev det forordnet, at Kongen ikke maatte afskedige nogen Krigsmand og ingen Krigsmand tage sin Afsked af Kongens Tjeneste uden Dagen før Nytaar, og denne Skik bredte sig siden fra Kongernes Hird til Folk af ringere Stand, som længe har efterlignet den og holdt sig til den. Imidlertid døde Svend, som stod ved Roret i Norge, og Landets Styrelse faldt strax igjen tilbage til hans Fader. Derpaa sejlede Knud med en stor Flaade til Normandiet for at kræve Richard til Regnskab, fordi han havde brudt sit Ægteskab, forskudt hans Søster og handlet utilbørlig grumt imod sin Hustru, og straffe ham, fordi han havde haanet Ægteskabets hellige Rettigheder. Da han dér kort efter modtog det sørgelige Budskab, at ogsaa hans Søn Harald var død, lod han dog det Tog, han havde for paa Rigets Vegne, være sig mere magtpaaliggende end sin personlige Sorg, fremskyndede Toget lige saa stærkt som før og hverken tabte Modet eller blev mindre ivrig til at udføre sit Forehavende, thi han vendte ikke sit Blik fra den almene Krigsfærd og lod det dvæle ved den Sorg, der havde ramt ham selv alene. Saaledes viste han sig, idet han med udmærket Selvbeherskelse bar, hvad Skæbnen skikkede ham, paa én Gang som en stærk Fader og en dygtig Høvding og gav et lige saa udmærket Exempel paa Sjælsstyrke ved taalmodig at bære Tabet af sin Søn som ved at stræbe Fjenderne efter Livet. Richard flyede til Sicilien og skyndte sig saaledes at komme hans Angreb i Forkjøbet ved at tage Flugten. Imidlertid blev Knud syg som Følge af de svære Krigsstrabadser, han havde udstaaet, og da han mærkede, at hans Kræfter svandt, og at han snart skulde dø, sammenkaldte han sine Stormænd og paalagde dem, at de ikke maatte vende hjem, førend de havde ført Krigen til Ende; de vilde uden Tvivl vinde Sejr, sagde han, naar de tog Baaren med hans Lig paa deres Skuldre og saaledes bar ham som Høvding i Spidsen for Fylkingen; og naar Fjenden saa var slaaet paa Flugt, skulde de, for at han kunde faa saa meget mere Berømmelse i sin Grav, stede hans Lig til Jorden i Rouen. De skulde love Indbyggerne Frihed til Løn derfor, saa vilde Franskmændene villig give deres Minde dertil, naar de kom paa det rene med, at Fjenden strax vilde forlade deres Land, saa at de ved at vise en ringe Villighed kunde fri det for en stor Frygt og Fare. O, hvilken umaadelig Iver lagde den døende Konge ikke for Dagen, da han allerede næsten død gavnede sine i den yderste Vaande stedte Krigsfolk ved sine Raad, thi den døendes kloge Forsynlighed blev de efterlevendes Frelse. Hans Lig, der blev baaret om i Fylkingen af Krigere, hjalp nemlig Danskerne til Sejr, som om han endnu var i Live, og opmuntrede dem, saa man kunde sige, at den døde i lige saa høj Grad havde Lykken med sig som den levende. Derefter bad de strax Indbyggerne i Rouen, om de maatte jorde ham dér, og lovede til Gjengjæld at drage bort. Fjenderne greb med Begjærlighed dette Forslag og overlod dem et Sted i deres By til at begrave ham paa. Efter at hans Krigsfolk saaledes havde holdt Slag paa den Maade, han havde paalagt dem, sluttet Overenskomst med Byfolkene og højtidelig jordfæstet deres Konge, som de, efter at han var død, havde baaret paa deres Skuldre i Slaget, drog de efter at have begravet ham som Sejrherrer hjem til deres Fædreland uden at tage andet med end Levnedsmidler. Saadant Endeligt fik Knud, og ingen af vore Konger har været berømmeligere end han, om end nogle af dem kan have vundet flere Sejre, thi Rygtet forøgede i den Grad hans Bedrifters Storhed, at han i Navnkundighed kom til at overstraale dem, der var hans Jævninge i Daad, og medens andres Berømmelse er gaaet i Glemme og bleven fortæret af Tidens Tand, staar hans evindelig frisk og grøn efter at have vundet lange Tiders Hævd, thi han var baade from og tapper og lagde ikke mindre Vind paa at gavne Kirken end sit Rige. Da han vidt og bredt havde vundet Ære og Berømmelse ved Krigsbedrifter, lagde han sig nemlig efter fredeligere Idrætter, underholdt paa adskillige Steder Munke paa sin egen Bekostning, forøgede Klostrenes Tal ved at bygge ny og fordoblede mangefold Kirkernes Anseelse, der bestandig laa ham særlig paa Sinde, ved at skjænke dem Gaver af det kongelige Gods. Ogsaa Munkene skjænkede han rige Gaver for at vise, at han ikke lagde mere Vind paa Tapperhed end paa Fromhed, idet det var ham om at gjøre at vinde lige stor Berømmelse for begge Dele. Og som Følge af den Iver, han lagde for Dagen i saa Henseende, opnaaede han en saadan Navnkundighed, at medens de tapreste Kongers Krigerry i Tidernes Løb er sunket ned i Glemsel, vil Efterslægten bevare hans berømmelige Navn i uforgængelig Erindring. ## bok 10: Hardeknud (Winkel Horn 1898) Imidlertid lagde Svend Estridssøn, som i England ventede paa, at Knuds Søn Hardeknud skulde komme derover, Krigsfolk rundt om i Fæstningerne, for at kunne være saa meget tryggere for, at Landsens Folk ikke vovede at falde fra Knud, thi han stolede ikke paa Englænderne og vilde ikke give dem Vaaben i Hænde ved uhindret at lade dem indtage de befæstede Stæder. Saa snart Nordmændene spurgte, at Knud var død, faldt de strax fra Danmark, fordi de skammede sig ved at staa under fremmed Herredømme, og overgav Riget til Olafs Søn Magnus kaldet den Gode, hvem Landsens Folk havde skjænket deres Kjærlighed formedelst hans Faders Fromhed; det var dem nemlig ikke nok at have vist Faderen Hengivenhed, saa de overførte den ogsaa paa Sønnen. Imidlertid begyndte Knud, der var lige saa bestyrtet over Nordmændenes Troløshed som over sin Faders Død, at blive bange for, at hvis han indlod sig i Krig med sine Naboer og blev forsinket derved, kunde han som Følge af sin Fraværelse gaa glip af England, og han holdt det da for raadeligere at finde sig i det mindre Riges Frafald end at give det større Lejlighed til at vove noget lignende, idet han fandt, at den blotte Frygt for et større Onde vejede mere end et ringere Onde i Virkeligheden. Derfor skjulte han sin Harme over den Krænkelse, der var tilføjet ham, og tilbød Ransmanden, at de skulde slutte edelig Overenskomst om, at den af dem, som først døde, skulde efterlade den overlevende sit Rige, for at den ny Deling af Rigerne ikke skulde gjøre noget Skaar i den gamle Regeringsmaade, og for at de Riger, som fordum havde været forenede, ikke skulde forblive adskilte. Saa stærk Vægt lagde han nemlig paa, at Danmark og Norge stod under ét og samme Herredømme, at han foretrak, at det ene blev underlagt det andet, frem for at de begge skulde have hvert sin Styrelse, og hellere vilde, at fremmede skulde herske over hans Fædreland, end at dette skulde styre sig selv uden at have de fremmede med. Denne Overenskomst var selvfølgelig saa meget taabeligere, som det kom til at bero paa et Lykketræf, hvilket af de to Riger der skulde opnaa et anseligt Herredømme, og hvilket der skulde have forsmædelige Trællekaar. Denne Overenskomst sluttede de og beseglede den begge med deres Ed. Derpaa drog Knud til England, og da han som Følge af Svends Forsynlighed fandt Landet fuldstændig roligt, gjorde han sin Halvbroder Edvard, som Emma havde født i sit første Ægteskab med Edvard, til Medkonge, ikke fordi han nærede nogen Broderkjærlighed til ham, men for ved Rundhaandethed og Ædelmodighed at lægge en Dæmper paa hans Ærgjerrighed og ved at overlade ham en Del af Magten afholde ham fra at tragte efter den hele. Derfor gjorde han ham til Medkonge, ikke saa meget fordi han nærede Agtelse og Venskab for ham, som af Frygt for Englændernes Ærgjerrighed og den Anseelse, hans fædrene Byrd gav ham. Men Edvards Sind var ringere end hans Byrd, thi han gav adskillige Prøver paa, at det baade stod ilde til med hans Hjærte og med hans Forstand. Da Knud havde staaet for Styret i to Aar, døde han. ## bok 10: Magnus den Gode (Winkel Horn 1898) Da Knud var død, skyndte Svend sig at sejle til Danmark, idet han satte sin Lid til, at han var hans nære Frænde. Besætningerne lod han blive tilbage i England, og for dette Riges Vedkommende stolede han ikke blot paa Godvinssønnerne, som han var nær beslægtet med, men ogsaa paa sin Medkonges Dumhed og Dorskhed. Da Magnus spurgte det, bemægtigede han sig med Landsens Folks Samtykke Danmark i Henhold til den sluttede Overenskomst og som tilfaldet ham ved Knuds Testamente, og fremlagde imod Svend, som beraabte sig paa sit Slægtskab med Knud, det Forlig. der i sin Tid var indgaaet, idet han ikke tog i Betænkning i Kraft af et Testamente at gjøre Fordring paa et Rige, som han efter sit Slægtskab slet intet Krav havde paa. Men Danskerne fandt ogsaa, at de af Hensyn til den indgaaede Overenskomst, som de ved Ed havde forpligtet sig til, burde vise sig mere standhaftige i at overholde Samvittighedens Bud end i at rette sig efter, hvad Frændskab og Landsmandskab bød, og efter at have overvejet begge Medbejleres Krav foretrak de derfor den fremmede for deres Landsmand, idet de mere tog Hensyn til det indgaaede Forlig end til Slægtskabet med Kongehuset og lagde mere Vægt paa at holde, hvad de havde lovet, end paa Hensynet til Fædrelandet. De stillede sig altsaa af Samvittighedshensyn paa den fremmedes Side og forbigik Knuds Slægtning, vilde hellere tage den Tort paa sig at støde deres egne Kongers Æt fra Tronen end bryde deres Ed, idet de ved deres Valg ikke lagde an paa at smigre, men kun tog Hensyn til det Ord, de havde givet, og erklærede, at de skyldte deres Samvittighed mere end Riget og ikke vilde gjøre sig til Menedere ved at bryde deres Løfte. Hvor højt maa vi ikke sige, at Ret og Retfærdighed stod i Pris hos Folk den Gang, naar vi ser, hvor megen Vægt der blev lagt derpaa imellem Mænd af forskjellige Folkefærd! Gid Religionen, som nu er bleven gammel i Gaarde her i Landet, havde den samme Magt og Myndighed i vore Dage, som den havde hos vore Forfædre, da den endnu kun var spæd og knapt havde slaaet Rod! Svend, som fandt, at den Overenskomst. hans Søskendebarn havde sluttet, var taabelig, søgte forgjæves at faa den kuldkastet ved at forestille Danskerne, at det var umaadelig dumt at bøje sig for dem, de før havde hersket over, at give Afkald paa den fælles Frihed for én Mands tankeløse Eds Skyld og pludselig efter at have udøvet det mest glimrende Herredømme at give sig i den forsmædeligste Trældom. Men Almuen holdt vedblivende paa, at det var Overenskomsten og ikke Slægtskabet, der skulde gjælde, og dens Samvittighedsfuldhed gik af med Sejren. Medens Kong Magnus saaledes paa Grund af Danskernes Ordholdenhed fik det, som han ønskede, blev Svend i sin Lettroenhed narret af Englændernes Troløshed, thi da han var draget bort fra England, lagde Harald Godvinssøn, som svigefuldt nærede Haab om at kunne tilegne sig Herredømmet over hele England, Raad op med Landsens Folk og gjorde under Venskabs Skin paa én og samme Tid rundt om i forskjellige Landsbyer et prægtigt Gilde for den danske Hær, der var fordelt i Fæstningerne, og da Krigerne om Natten var overvældede af Drik og Søvn, lod han dem forræderisk myrde. Saaledes gjorde den Nat i et øjeblik Ende paa Danskernes gamle Herredømme, som Forfædrene i lange Tider med Tapperhed havde arbejdet paa at naa, og som Lykken aldrig siden har undt os at faa igjen, og saaledes kom England ved en Skjændselsgjerning atter til sin Selvstændighed, som det havde mistet ved Fejghed. Harald, som paa én Gang gjorde det af med Danskerne og skaffede sine Landsmænd Friheden, overdrog Herredømmet til Edvard, ikke for hans Dygtigheds, men for hans høje Byrds Skyld, for saa vidt som han lod Edvard være Konge af Navn, medens han selv var det af Gavn og omgjærdet af Magt naaede, hvad han ikke kunde naa i Kraft af sin Herkomst. Men Edvard, som kun havde Byrd at gjøre sig til af, men hverken Vid eller Forstand, nærede ved det tomme Skin af Myndighed, der var over ham, slette Menneskers Ondskab og Stormændenes Frækhed; af Navn var han Landets Konge, men i Virkeligheden de mægtiges usle Træl, der lod sig nøje med, at andre høstede Frugterne, medens han selv kun havde Skin og Skygge. Saaledes delte de Herredømmet over Englænderne, Kongenavn og Kongemagt imellem sig, og der blev gjort saadan Forskjel paa Navn og Magt, som om det var to Ting, der ikke havde noget med hinanden at gjøre. Harald var imidlertid ikke fornøjet med at have Magten, han vilde ogsaa have Kongenavnet, idet han ogsaa misundte Edvard den Ære, det gav; han stræbte derfor efter selv at vinde Kronen, og for at faa sin Begjærlighed styret begik han den Forbrydelse at lade Kongen dræbe, hvorpaa han bemægtigede sig Kongenavnet, der syntes at være det eneste, der fattedes ham. Imidlertid besluttede Svend, skjønt han kun havde faa Tilhængere at støtte sig til, at prøve Krigslykken over for Magnus og betænkte sig ikke paa med sine faa og daarlig udrustede Krigsfolk at yppe Strid med ham, skjønt han havde en stor Hær. Først kæmpede han med ham til Søs og derefter til Lands i Jylland; det gik ham ilde i begge Slag, og slagen trak han sig over paa Fyn, saa hans Lykke var lige saa tynd som hans Fylking. Da han mærkede, at al Hjælp svigtede ham, og at han ikke blot var Gjenstand for Fjendernes, men ogsaa for sine egnes Foragt, pønsede han paa over Sjælland og Skaane at ty til Sverige, hvor han haabede paa Hjælp fra sin fædrene Slægt. Medens Magnus hidsig forfulgte ham baade til Lands og til Vands, brød Vendernes Hær pludselig ind i Jylland. Dette Indfald gjorde Sejrherren tvivlsom om, hvorvidt han skulde forfølge den flygtende Fjende eller vende sig imod den fremrykkende. Anføreren for den vendiske Hær var den anseligste af Vendernes Stormænd, som havde mistet tolv Sønner, der drev Sørøverfærd i Danmark, og nu var han falden ind i Jylland for med Sværd i Haand at hævne deres Død. Da Landsens Folk nu paa det indstændigste bad Magnus om at holde Slag med denne Fjende, lod han sin Medbejler fare, vendte sine Vaaben imod den udenrigske Fjende i Steden for imod den indenrigske, og tænkte ikke mere paa sig selv, men kun paa det almene Vel, for at det ikke skulde hedde sig, at han var ivrigere til at tage Vare paa sine egne Sager end paa Rigets. Skjønt han var af fremmed Herkomst, betænkte han sig ikke paa, uagtet Kronen endnu ikke sad fast paa hans Hoved, at vove sig i Fare for det Rige, som det endnu ingenlunde var vist, han vilde komme til at herske over. Om Natten, før end Slaget stod, havde han i Drømme et Syn, der gav ham sikkert Varsel om, hvorledes det vilde gaa. Medens han laa og sov, aabenbarede der sig nemlig en Skikkelse for ham og forjættede ham Sejr over Fjenden, og som Vidnesbyrd om, at han virkelig skulde sejre, sagde den, skulde han dræbe en ørn. Da han om Morgenen vaagnede, fortalte han, hvad han havde drømt, hvorover alle undrede sig saare. Det gik, som Drømmen havde varslet, thi da Hæren rykkede frem, saa' han ørnen, der var bleven vist ham i Drømme, sidde tæt ved, hvorpaa han sporede sin Hest og sprængte hen til den og skyndte sig saaledes med at gjennembore den med sit Spyd, at den ikke fik Tid til at flyve bort. Denne sælsomme Tildragelse fyldte dem, der saa' den, med Haab om Sejr; Hæren greb strax Varslet og tydede ørnens Død som en sikker Forjættelse om Fjendernes Nederlag; thi da de saa', at det gik, som Drømmen havde varslet, tilegnede alle sig Lod og Del i det gunstige Varsel, der var givet Kongen om, at Lykken vilde være med ham, og var alle lige hurtige til at anse det for en given Sag, at de vilde sejre. Deres Tro paa Varslet gjorde dem saa modige, at de uden at ænse nogen Fare kappedes om at styrte sig ind i Kampen, som om de allerede havde Sejren i Hænde. Og da de saaledes først havde angrebet Fjenden, fik Slaget det Udfald, Drømmen havde varslet, og Venderne blev fuldstændig slagne. Ved denne lykkelige Sejr vandt Magnus i høj Grad Almuens Gunst, og styrket ved den Hjælp, den ivrig ydede ham, gav han sig atter til at forfølge sin Medbejler til Riget, saa meget ivrigere, som det Held, der havde forøget den Kjærlighed, Landsens Folk nærede til ham, i samme Grad mindskede Svends Vennesælhed og ikke blot vendte Almuens Hjærter fra ham, men ogsaa i høj Grad mindskede den Styrke, han havde tilbage, saa han ikke alene intet Haab kunde gjøre sig om at samle flere Folk, men endogsaa mistede dem, han havde faaet samlet. Blandt dem, som opgav den ulykkebringende Krigstjeneste under Svend, var ogsaa Venderen Godskalk. Han betænkte nemlig, at nu havde han saa længe kun haft Ulykke af at kæmpe under en anden, og da han skjønnede, at der intet Haab var levnet hans Høvding, bluedes han ikke ved at opgive sin Tjeneste hos ham og falde fra ham og holdt det for sikrere at prøve Lykken paa egen Haand end at holde sig til en andens, thi da han mistvivlede om, at Svend kunde gjøre sig Haab om bedre Tider, vilde han i alt Fald ikke undlade at hævne sin Faders Død. Det gik ogsaa, som han tænkte, thi efter at have holdt flere Slag med forskjelligt Udfald underlagde han sig Slavenland, saa at han, som, hvor det drejede sig om fremmedes Anliggender, stadig var bleven overvunden, viste sig uovervindelig, da han kæmpede for sin egen Sag. Han var imidlertid ikke fornøjet med lykkelig at have erhvervet sig dette Herredømme, men underkuede senere ogsaa Sachsenland for at hævne sin Faders Død, idet han mente, at der kun var liden Hæder ved at vinde Herredømme og Rigdom, naar han ikke tillige fik Hævn. Magnus blev saa højt elsket af sine Undersaatter, fordi han havde værget Landet, at alle enstemmig gav ham Tilnavnet den Gode, og saaledes opnaaede han ved Lykkens Gunst, hvad der plejer at blive andre til Del for deres Dyder. Svend var imidlertid, som sagt, da hans Sag var helt haabløs, draget til Skaane og agtede sig til Sverige, hvorfra han stammede paa fædrene Side. Da Magnus, som forfulgte ham med stor Hidsighed, kom forbi Byen Alsted, blev hans Hest sky for en Hare, der kom løbende imod den, og Kongen styrtede over imod en Stub med skarpe Kanter og slog sig ihjel. Hans Lig blev ført til Norge og bisat i Kongernes Gravsted i Trondhjem. Saaledes hjalp Himlen i sin Miskundhed Svend, som hidtil havde haft saa krank en Lykke, og som al menneskelig Hjælp svigtede, og viste ham den Velgjerning at skjænke ham Riget, som Lykkens Ugunst havde berøvet ham. ## bok 11: Svend Estridssøn (Winkel Horn 1898) Efter Magnus' Død var Forholdene i Danmark meget usikre og udsatte for Tilfældets Omskiftelser, thi Svend, som mere var kommen til Magten ved et Lykketræf end i Kraft af sin Dygtighed, var ikke Mand for at bringe Danerigets Lykke paa Fode igjen. Det skortede ham nemlig i den Grad baade paa Folkegunst og Myndighed, at han hverken mægtede at bøje sine Undersaatters Hjærter, der var opfyldte af Forbitrelse over den Uret, han tidligere havde tilføjet dem, til oprigtig Ærbødighed for ham, eller at vinde deres Kjærlighed, saa de lod Vreden fare. Der var nemlig saa meget af det gamle had tilbage i Danskernes Hjærter, at de gav deres særlige Følelser Fortrinet frem for Hensynet til det almene Vel og hellere vilde lade Fædrelandets Ære gaa til Grunde som Følge af deres Koldsindighed end under denne Konges Førelse bringe den paa Fode igjen. Det er nemlig ikke nogen let Sag at rykke indgroet Nag op med Rode, thi medens Kjærlighed let kan forvandles til Had, plejer det at være svært at vende Had til Kjærlighed, og det Sind, som en Gang har fattet Afsky for nogen, kan sjælden bringes til at tjene denne tro og oprigtig; naar det først har næret heftigt Fjendskab, har det ondt ved senere at blive venlig stemt. Den Afmagt, der havde sin Oprindelse fra heftigt Fjendskab og som var bleven næret ved hemmelig Avind, betog ikke blot Kongen Haabet om at øve berømmelig Daad, men tog endogsaa Glansen af de Bedrifter, han virkelig udførte. Men ligesom dette var et Vidnesbyrd om den Ringeagt, de nærede for den ny Konge, vidnede det paa den anden Side om den Kjærlighed, hvormed de omfattede hans Forgænger; den Brøde, de begik ved at trodse Svend, satte Kronen paa den Troskab, de havde vist imod Magnus. I Begyndelsen af Svends Regeringstid døde Roskildebispen Avak. I hans Sted kom Vilhelm, der havde været baade Haandskriver og Præst hos Knud den Store, en Engelskmand af Herkomst, men i rigt Maal udstyret med alle Dyder og saare kyndig i alle gejstlige Sager. Indtil hans Tid havde Skaaningerne i kirkelig Henseende staaet under Roskildebispens Overhøjhed, men nu blev Bispedømmet delt, Skaane blev selv et Bispedømme, og det ny Embede blev oven i Kjøbet strax delt imellem to tæt ved hinanden liggende Byer, nemlig Lund og Dalby, som delte Myndigheden i kirkelig Henseende imellem sig og kappedes om at haandhæve den. Henrik blev Biskop i Dalby og Egin i Lund, men da Henrik drak sig ihjel, blev hele Myndigheden og den dermed forbundne Værdighed tildelt Lundebispen Egin, saa begge Bispedømmer saa at sige gik over paa én Haand, skjønt det jo egentlig var Uret, at de ædruelige Borgere skulde gaa glip af den Ære, der var bleven dem til Del, fordi deres fordrukne Bisp fik den Død, han havde fortjent. Men Sjælehyrdens skammelige Drikfældighed gik nu ud over hans Hjord, og den uskyldige By maatte bøde for sin Biskops Umaadelighed i Drik ved at give Afkald paa Bispesædet. Den ene lagde saaledes hans usalige Drikkeri i Graven, den anden blev forfremmet paa Grund af sin fornuftige Maadeholdenhed, thi saadan Umaadelighed, som er utilbørlig for en Lægmand, end sige for en Biskop, vil til alle Tider være Gjenstand for Foragt, Spot og Latter. Saaledes gjorde denne Drukkenbold af en Biskop det af med Bispesædets Værdighed, som han besudlede med sit skammelige Drikkeri, og det Embede, han havde vanæret i levende Live, fik han ophævet ved sin Død, og ved sin Begjærlighed efter at tømme denne Verdens Bæger havde han da ogsaa fortjent at tabe sin Ret til at drikke af Herrens Kalk. Den Stand, han burde have gjort Ære, gjorde han Skam, og i Steden for at formane til Dyd og gode Sæder førte han an til skammelig Udyd, saa det var vel fortjent, at han, der burde have foregaaet andre med et godt Exempel i Henseende til Ædruelighed og Maadehold, fik saa forsmædelig en Død til Straf for sin Drikfældighed. Hans Minde staar antegnet med ikke ringe Blusel i Danmarks Aarbøger, thi han, som døde saa forsmædelig en Død, har ved sin skammelige Færd bragt Skjændsel over hele Folket. Her er der et passende Sted til at tale om Kong Olafs Broder Harald, der har efterladt sig et berømmeligt Navn. Da han havde mistet sin Broder og indsaa, at han ikke kunde bjærge Livet i sit Fædreland, flyede han til Byzanz. Formedelst et Drab blev han af Kongen dér dømt til at kastes for en Drage, de havde i Slottet, og sønderrives af den, thi man holdt for, at der ikke gaves nogen virksommere Maade at tage Livet af Misdædere paa end at lade den bide dem. Da han gik ind i Fængslet, kom en saare tro Træl, han havde, til og bød sig af egen Drift til at dele Skæbne med ham; han opgav sin Trællestand for at blive sin Herres Stalbroder og vilde hellere gaa i Døden med ham end svigte ham. Fangevogteren undersøgte dem begge meget omhyggelig og hissede dem derpaa vaabenløse og afklædte ned i Taarnet gjennem Gluggen. Trællen var helt nøgen, men Harald viste han den Ærbødighed at lade ham beholde Skjorten, og da Harald lønlig stak et Armbaand til ham, strøede han nogle Smaafisk ud paa Gulvet, for at Dragen kunde have noget at stille sin første Sult paa, og for at Fangerne i Mørket dernede i Taarnet dog kunde se en lille Smule ved det Skin, Fiskeskjællene gav fra sig. Derpaa sankede Harald en Del Dødningeben sammen, pakkede dem ind i Skjorten og pressede dem sammen, saa de dannede en fast Klump ligesom en Kølle. Og da Dragen nu overmaade graadig kom styrtende frem imod sit Bytte, sprang han med et rask Sæt op paa Ryggen af den og jog en Ragekniv, som han havde skjult paa sig, ind i Navlen paa den, det eneste Sted, Jærn kunde bide paa, thi ellers var hele Dragens Krop besat med de stiveste Skjæl, der ikke var til at skære igjennem. Den Kniv viste Kong Valdemar, som var meget for at høre og fortælle Historier, tit sine fortrolige Venner; den var da saa fortæret af Rust, at den næsten ikke kunde skære. Da Harald nu sad saa højt til Hest paa Dragens Ryg, kunde Utysket hverken gribe ham med sin Mund eller komme til at gjøre ham nogen Fortræd med sine hvasse Tænder eller til at slaa ham med Halen, og nu gjorde Trællen Brug af Køllen. han havde lavet, og slog løs paa Uhyrets Hoved, til Blodet flød og det omsider knustes under de tunge Slag og Dragen opgav Aanden. Da Kongen spurgte det, forvandledes hans Hævntørst til Beundring, han eftergav Harald Straffen for hans Kjækheds Skyld, thi han mente, at et saadant Mod burde man skjænke Livet, ja han nøjedes ikke med at eftergive ham Straffen, men skjænkede ham oven i Kjøbet sit Venskab, thi han gav dem et Skib og Penge og lod dem drage bort. Medens han saaledes burde have straffet Brøden, skaanede han Kjækheden og vilde hellere gjøre Ære af Tapperhed end straffe en Forseelse. Da Harald var kommen hjem, bemægtigede han sig Norge og paaførte derpaa Danmark Krig. Svend samlede da Jyderne og angreb med større Hidsighed end Betænksomhed hele den norske Flaade i Djursaa, og som hans Flaade var ringere end Fjendens, saaledes fik han ogsaa krankere Lykke, thi Krigslykken kom til at svare til Krigsstyrken. Han var nemlig lige saa uheldig i Kampen som letsinaig til at indlade sig paa den. Største Delen af Jyderne sprang af Frygt for Sværdene i Floden og sparede saaledes Fjenden Ulejligheden, idet de ansaa det for raadeligere selv at tage Livet af sig end at falde for Fjendehaand. Hvad de frygtede fra Fjenden, paaførte de sig selv, og da de havde to Dødsmaader at vælge imellem, foretrak de at drukne frem for at fældes af Vaaben. Medens de saaledes ængstelig veg tilbage for den ene Dødsmaade, greb de ivrig efter den anden, og medens de flyede for Fjenden, øvede de fjendtlig Grusomhed imod sig selv, som om det var lempeligere at komme af med Livet i Vandet end uden for Vandet, og som det var en voldsommere Dødsmaade at blive slaaet ihjel med Sværd end at drukne. Det er saaledes ikke let at afgjøre, om de søgte Døden paa en mandig eller paa en kvindagtig Maade, jeg véd ikke for vist, om man skal sige, at det var Fejghed eller Tapperhed, der gjorde dem saa opsatte paa at komme af med Livet, thi den heftige Sindsbevægelse, de var i, gjorde det tvivlsomt, om de var modige eller ængstelige, da de saaledes begik Selvmord. Kort efter fik Svend, den slagne Hærs Høvidsmand, Forstærkning fra Skaane, Sjælland og andre af øerne og begav sig med sin Flaade til Nisaaen, og da Harald ogsaa kom did, sejlede han ham i Møde i rum Sø. Da Danskerne nu saa', hvor faa de var i Sammenligning med Fjendens Mængde, fandt de paa at bøde paa deres ringe Antal ved at lægge sig tæt sammen, og de bandt derfor Skibene sammen efter at have ordnet dem, for at de, naar Flaaden saaledes holdtes fast sammen, lettere kunde komme hverandre til Hjælp, og for at der, naar den haarde Nødvendighed saaledes var over dem, maatte være et uløseligt Fællesskab for dem alle saa vel i Henseende til Flugt som til Sejr, idet ingen kunde bryde ud af saa fast forbundne Rækker. Saaledes mente de at burde styrke deres Mandskabs Svaghed ved at tvinge det til at holde sammen. Her maa vi med Berømmelse omtale en af Skjalm Hvides Rorkarle ved Navn Aslak formedelst hans overmaade store Tapperhed. Da Danskerne holdt Søslag med Nordmændene, nøjedes han nemlig ikke med at kæmpe paa den berømmeligste Maade paa sit eget Skib, men efter at have afkastet alle sine Hærklæder med Undtagelse af sit Skjold, sprang han over paa det Skib, hvor Fjenderne stod tættest, og med en Egestamme, som han havde fældet for at lave et Ror af den, slog han drabelig løs paa Fjenderne og knuste med mange og tunge Slag alt, hvad der kom i Vejen for ham, og saa forbavsede blev Stridsmændene over de drønende Slag, han slog, at de helt glemte deres egen Fare for at se paa denne modige Mand, ja selv de tapreste Kæmper paa begge Sider glemte i deres Beundring for hans Bedrift at slaas og ænsede hverken Kamp eller Fare, mere opsatte paa at se paa ham end paa at værge sig selv, og alle de boldeste Stridsmænd satte Hensynet til den Fare, de var stedte i, til Side og var mere opfyldte af Forbavselse over ham end af Frygt for, hvorledes det skulde gaa dem selv. Han kæmpede saaledes drabeligere med sin Knippel end de andre med deres Sværd, og slog saaledes ned for Fode, at hverken Danskerne eller Nordmændene vilde have troet det, hvis de ikke havde set det med deres egne øjne. Han hjalp i den Grad sine Stalbrødre til at holde Fjendernes Mængde Stangen til Trods for, at de var saa faa, at han holdt den ulige Kamp staaende uafgjort, til det led ud paa Natten, og magede det saa, at Lykken ikke hældede mere til den ene Side end til den anden, uagtet Forskjellen i Henseende til Mandsstyrke var saa stor. Omsider da han havde gjort det af med alle Folkene paa Skibet, dels slaaet dem ihjel med sin Knippel, og dels stødt dem over Bord, stod han ene tilbage som den beundringsværdige Sejrherre over saa mange Fjender, bedækket med mange, men lette Saar. Denne Bedrift vilde have været utrolig, hvis ikke Absalon selv havde fortalt den. Medens Danskerne nu ikke kunde vente nogen Tilgang af friske Stridskræfter, kom en norsk Høvding uventet sine Landsmænd til Undsætning. Da Skaaningerne saa' det, løste de nedslagne og modfaldne, for at Larmen ikke skulde røbe dem, forsigtig deres Skibe ud fra Flaaden, huggede Tovene over, brød Samlaget og listede sig i Nattens Mulm og Mørke bort fra den øvrige Flaade og flyede med dæmpede Aareslag hemmelig op ad Aaen, ad den Vej, de var komne, forlod saa deres Skibe og flygtede gjennem uvejsomme Egne til Spot og Skjændsel, saa længe Danmark bestaar, thi denne skammelige Flugt, som de havde al Grund til at blues over, har sat et uudsletteligt Brændemærke paa dem over for Efterkommerne. Da det blev lyst, skammede Kong Svend sig i høj Grad over, at Skaaningerne saaledes havde taget Flugten, og foretrak at vove en Dyst og kæmpe det tapreste, han kunde, frem for at give sig paa Flugt. Skjønt han saa', at Fjenden var ham overlegen baade i Henseende til Flaade og Mandskab, opbød han derfor de faa Stridskræfter. han havde tilbage, opsat paa ved sin Tapperhed at aftvætte den Skamplet, hans Stalbrødre havde sat paa ham, og idet han gik ud fra, at det i Krig ikke saa meget kommer an paa Stridsmændenes Tal som paa deres Mod. Men den Kamp, han saaledes ubetænksomt indlod sig paa, fik et ulykkeligt Udfald, thi Sejren tilfaldt den Side, hvor der var flest. Skjalm Hvide, som i sin Levetid havde hele Sjællands Stridsmagt under sig, blev haardt saaret og omringet af en stor Mængde Fjender, saa han blev tagen til Fange, ikke fordi han havde tabt Modet, men fordi han mistede saa meget Blod, at Kræfterne helt svigtede ham. Og saa stor Ærbødighed viste Fjenderne denne udmærkede Mand, at de for at bevare hans Liv satte ham i sikker Forvaring, skjønt de ellers ikke plejede at skaane deres Fanger. De kunde nemlig ikke bringe over deres Hjærter at lade saa anselig en Mand springe over Klingen. thi den Modgang, han for Tiden var stedt i, mægtede ikke at tilintetgjøre den Højagtelse, de nærede for ham fra gammel Tid af. I Nattens Mulm undveg han imidlertid fra sine Bevogtere ved Geddesø. Harald lod sig for øvrigt ikke nøje med at have udtømt Danskernes Kræfter ved disse to Sejre, men hjemsøgte dem jævnlig med fjendtlige Efterstræbelser. Da Svend trængtes haardt af ham, tog han sig, med større Frejdighed end Held, for at forsvare sit hærjede Land. Men da han allerede havde lidt to Nederlag, turde han dog ikke tredje Gang friste Lykken i aaben Krig, thi han saa' godt, at han ved de to Slag, han ubetænksomt havde indladt sig paa, havde bragt Danmark i en ulykkelig Forfatning. Imidlertid havde de yngre Godvinssønner, som ogsaa var begjærlige efter Kongemagten, fattet Nag til deres Broder og havde ved af egen Drift at forlade Landet unddraget sig hans forhadte Herredømme, idet de hellere vilde underkaste sig en frivillig Landflygtigheds Ulykke end blive i Landet og se deres Broder sidde i Glans og Herlighed. Til sidst kom de til Kong Harald i Norge og lovede ham Hørighed og Lydighed, samt at baade de og deres Fædreland skulde underkaste sig ham, hvis han vilde hjælpe dem til at bemægtige sig det. Harald, som var meget ærgjerrig og herskesyg, gik strax ind paa deres Forslag og sejlede med en norsk Flaade til England. Paa samme Tid angreb Normannernes Hertug lige saa hidsig Landet paa en anden Kant. Harald, Kongen af England, som saaledes var stedt imellem to fjendtlige Hære, kunde ikke blive enig med sig selv om, hvilken af dem han først skulde vende sig imod, og lod dem derfor i nogen Tid uhindret rykke frem begge to. Nordmændene troede, at hans Tøven var et Tegn paa Frygt, og uden at bryde sig om, at de ikke var ordentlig rustede, gav de sig, som om der ingen Fare var paa Færde, til at røve og plyndre af alle Kræfter. Men medens de saaledes uforsigtig strejfede om i spredte Hobe, blev de overfaldne af Englænderne, som med Lethed nedhuggede dem. Denne Sejr gjorde Englænderne saa modige, at de ikke betænkte sig paa at vove sig til, hvad det skulde være, og da deres Dumdristighed stadig voxede, angreb de kort efter Normannerne og satte i et uheldigt Slag den Ære til, som de nys havde vundet ved deres Sejr over Nordmændene, og man vilde ikke have vidst, hvor den slagne Konge var bleven af, hvis han ikke senere var bleven funden og røbet af nogle Bønder i en skummel Udørken. Hans to Sønner drog strax tillige med deres Søster over til Danmark, hvor Svend, uden at tænke paa, hvad deres Fader havde forbrudt imod ham, tog venlig imod dem som nære Paarørende. Datteren giftede han med Russerkongen Valdemar, som af sit eget Folk kaldtes Jarislaus. En Dattersøn af ham er vor Konge, som ikke blot har arvet hans Blod, men ogsaa hans Navn; saaledes randt Englands og østerledens Kongeblod sammen i ham, som vi priser os lykkelige ved at kalde vor Konge, og som er en Pryd for begge de Folk, han stammer fra. Da Harald, som formedelst sine Ugjerninger havde faaet Tilnavnet den Onde, var død, og Svend saaledes var bleven denne sin argeste Fjende kvit, kom hans Herredømme, der hidtil havde været temmelig vaklende, ind paa en lykkelig Bane, og den danske Kongesnekke, som havde haft ondt ved at bjærge sig, fik nu strygende Medbør. Medens han vandt et berømmeligt Navn ved Gavmildhed og Godgjørenhed og ansaas for fuldkommen i Henseende til høvisk Væsen, lagde han ogsaa ivrig Vind paa at bygge og udsmykke Kirker og vejledede sit Folk, som endnu var temmelig ukyndigt i Religionen, til en grundigere Gudsdyrkelse. Men denne prisværdige Stræben besudlede han med sin umaadelige Løsagtighed, thi han besvangrede adskillige fornemme Jomfruer, og medens han ingen ægtefødte Sønner efterlod sig, havde han adskillige Slegfredsønner, blandt andre Gorm, Harald, Svend og Omund, samt Ubbe og Olaf, Niels, Bjørn og Benedikt, hvilke sidste alle mere slægtede Fader end Moder paa. Af lige saa uægte Herkomst var Knud og Erik, der blev til saa stor Pryd for Danmark. Datteren Syrithe, som senere blev gift med Venderen Godskalk, og som der vil blive talt om i det følgende, skal ligeledes have været et Slegfredbarn. Omsider besluttede Kongen at vende sit Sind fra Vellyst og tøjlesløs Elskov og at tæmme det ved at paalægge det Ægteskabets Kyskhed, og for at rive sig løs fra sine mange Slegfredkvinder ved at give sig i et sømmeligt Ægteskab og holde sig til én, saa han ikke yderligere satte sin Kraft til ved saadan Løsagtighed, ægtede han, opsat paa at faa ægtefødte Børn, Svenskekongens Datter Gyda, der var hans Frænke, som om det kunde kaldes et virkeligt Ægteskab. Saaledes besmykkede han, da hans Hu stod til et helligt Ægteskab, sin Løsagtighed med Ægteskabets Navn, og faldt strax af én Synd i en anden, thi det var mere tilgiveligt, at han havde Samkvem med Kvinder, der stod ham fjærnt, end med én, der var ham paarørende, skjønt begge Dele er brødefuld Ukyskhed. Dette vilde Bisperne Egin og Vilhelm ikke lade gaa upaatalt hen, de søgte, men forgjæves, at faa Kongen til at opgive dette utilbørlige Ægteskab, formanede ham indtrængende til at bryde det og bebrejdede ham, som ret og billigt var, skarpt hans ukyske Lidenskab. Og da de mærkede, at deres Formaninger ikke hjalp, klagede de over dette ulovlige Ægteskab til Ærkebiskoppen af Bremen og overlod til ham som deres foresatte at straffe Brøden. Da han nu gik i Rette med Kongen for hans Ukyskhed og ved fromme og nyttige Formaninger søgte at faa ham til at opgive den, svarede Svend ham med Trusler og lod ham vide, at han med Vaabenmagt vilde revse ham for hans uforskammede Irettesættelser. Han kunde altsaa ikke finde sig i at blive sat i Rette og holdt det for bedre at følge sin Grumheds Indskydelser end at rette sig efter, hvad Mænd, der var beklædte med hellig Myndighed, sagde, vilde hellere svigte Religionen end opgive den, han havde ægtet. Af Frygt for, at Svend skulde angribe Hamborg med sin Flaade, forlagde Ærkebispen nu sit Sæde til Bremen. Vilhelm søgte imidlertid ved sine Formaninger at faa Kongen, som virkelig pønsede paa sligt, til at afstaa fra sit Forsæt, og ved sin fromme Tale og sine indtrængende Formaninger fik han ham til at slaa sin rasende Forbitrelse af Tankerne og til at opgive sit Forehavende. Saaledes kom Kongen snart paa bedre Tanker, og da han ved den velsignelsesrige Magt, hans Sjælesørger fik over ham, var kommen til sin Fornuft igjen, overskar han strax det utilbørlige Samlivs Baand, tøjlede sin overstadige Ukyskhed og forskjød sin Hustru, saa han opgav ikke alene sin Vrede, men gav ogsaa Afkald paa det ulovlige Ægteskab, han havde indgaaet. Gyda drog tilbage til sit fædrene Hjem, tog Enkesløret og førte siden alle sine Dage den reneste Vandel; hun aflagde Kyskhedsløfte og vilde ikke vide af nogen Mand mere, thi da hun havde besmittet sig ved et ulovligt Ægteskab, vilde hun ikke indgaa noget nyt. Hun levede Resten af sine Dage i ugift Stand kun optagen af Fromhed og gjorde ved med stræng Kyskhed at afholde sig fra tilladeligt Ægteskab Bod for den Brøde, hun havde begaaet ved at indgaa et utilladeligt. Hun lod imidlertid ikke Livet gaa hen i ørkesløshed og Lediggang, men virkede hver Dag herligt Kirkeskrud, og det Arbejde holdt hun ogsaa stadig sine Terner til. Blandt andet skjænkede hun Roskilde Domkirke en Messehagel af kostbart Stof og forarbejdet med vidunderlig Kunst, baldyret med smukke Billeder. Og hun virkede mange andre Stykker til kirkeligt Brug under Gudstjenesten. Svend satte overmaade stor Pris paa Omgang med gejstlige Folk og drog mange saadanne til sig, men skjønt han havde megen Ærbødighed for Lærdom, tog han dog mest Hensyn til deres Sæder, thi han ansaa det for utilbørligt at skjænke nogen sin største Fortrolighed, blot fordi han var lærd, og holdt i den Grad for, at Skikkelighed var mere værd end Kundskaber, at han ved Præstevalg mere saa' paa Dyd og gode Sæder end paa Lærdom og hellere vilde omgive sig med redelige end med lærde Folk. Blandt andre kaldte han til sin Omgangskreds en Nordmand ved Navn Svend, som i højeste Grad udmærkede sig i alle Dyder, men som kun var lidet bevandret i boglige Kunster. Han havde været Lagmand, før han blev Præst, og skjønt han kun var lidet kyndig i Latinen, var han overmaade veltalende, naar han brugte sit Modersmaal. Da de andre mærkede, at Kongen foretrak ham formedelst hans Dyd, som han havde mere af end de, besluttede de at drive Gjæk med ham ved paa en latterlig Maade at blotte hans Ukyndighed. Da han skulde læse Messe, gav de ham en Bog, som de for at gjøre ham til Latter havde streget et Par Bogstaver ud i. Da han efter Bogen skulde læse den højtidelige Bøn for Kongen, kom han som Følge af den Forfalskning, hans Medbejlere havde foretaget med den, og som han ikke havde Kundskab nok i Latinen til at opdage, til at kalde ham Guds Æsel i Steden for Guds Tjener. En Tjener hedder nemlig paa Latin famulus, og nu havde de slettet de to første Bogstaver ud, saa der stod mulus, hvilket betyder et Æsel. De tilstedeværende brast i en saa umaadelig Skoggerlatter over denne hans Ukyndighed, at selve Gudstjenesten blev til Spot ved denne grove Skjemt. Da Messen var til Ende, lod Kongen Bogen tage fra Alteret, og da han saa', at den for nylig var forfalsket af avindsyge Hænder, og at det var denne Forfalskning, der var Skyld i, at Bønnen var bleven fejlaglig læst, blev han greben af Harme imod Svends Avindsmænd, irettesatte dem for deres Svig og erklærede, at de var langt mere at laste for deres Misundelse end Svend for sin Vankundighed, og hertil føjede han, at det ikke skulde komme til at vare længe, før Svend kunde bebrejde dem, der havde drevet Spot med ham, at de var vankundigere end han. Derpaa opfordrede han ham til at drage til en Højskole og lovede, at han skulde betale. hvad det kostede, og det var saa langt fra, at han for den Sags Skyld unddrog ham sin sædvanlige Omgang, thi han vilde ikke have Ord for at begunstige hans Avindsmænds Misundelse i Steden for at misbillige den. Svend rejste saa bort og arbejdede med den største Iver paa at erhverve sig Kundskaber, thi han var saare opsat paa at dyrke Videnskaberne, som han hidtil kun lidet havde lagt sig efter, og for grundig at sætte sig ind i dem drog han af Landet og gav sig i Lære ved en udenlandsk Højskole, udviklede de overmaade gode Anlæg, han havde, og tilegnede sig grundig Latinen. Med stor Lærvillighed erhvervede han sig stor Kundskab i dette Sprog baade i Henseende til Ordforraad og Grammatik, aflagde den bondeagtige Stivhed, man havde lagt ham til Last, og tilegnede sig ved øvelse den smukkeste Veltalenhed. Saa ivrig var han til at samle sig Kundskaber, at han efter kort Tids Forløb vendte hjem som en berømmelig Mester i boglige Kunster, hvis Lærdom de, der havde spottet ham for hans Vankundighed, ikke kunde andet end beundre. Den højeste Plads i Kongens Gunst og Fortrolighed havde Vilhelm, og han gjengjældte da ogsaa det Venskab, Kongen nærede, thi ligesom Kongen elskede ham højere end alle andre, viste han ogsaa Kongen større Trofasthed end nogen af dem, han ellers havde om sig, og hvis Tjeneste udgjorde hans tryggeste Værn. Følgende Tildragelse afgiver det skjønneste Vidnesbyrd om Bispens Nidkjærhed og om Kongens Ydmyghed. Da Svend nemlig fejrede Nytaarsaften med et stort Gilde, hvortil han havde indbudt sine Stormænd, og det kom ham for øre, at nogle af disse hemmelig havde talt uærbødig og ondt om ham, mente han, at de i drukken Kaadhed havde røbet de forræderske Tanker, de bar paa. og i sin Forbitrelse sendte han Folk hen for at dræbe dem i Trefoldighedskirken, da de om Morgenen kom for at holde Bøn, som om Kirken var det Sted, der bedst egnede sig til at slaa Folk ihjel paa. Han begik saaledes en dobbelt Forbrydelse, idet han ikke blot krænkede Gjæsteretten, men ogsaa gjorde sig skyldig i Helligbrøde, gjorde Guds Hus til et grueligt Rettersted og uden Hensyn til Tid eller Sted blot gjorde, hvad hans Lidenskab tilskyndede ham til. Bispen blev, som rimeligt var, harmfuld over denne Krænkelse af Kirken, men lod i Førstningen som ingenting, saa Livdrabanterne ikke mærkede, hvor vred han var, idet han opsatte at straffe denne Misgjerning, til den belejlige Tid kom. Da han saa skulde til at forrette Gudstjenesten, undlod han ikke blot at gaa Kongen i Møde for ærbødig at tage imod ham, men da han vilde gaa ind i Kirken, stod han uden at ænse det Venskab, der var imellem dem, i Døren i sit Bispeskrud og formente ham Adgangen ved at spærre for ham med sin Stav, idet han erklærede ham for uværdig til at betræde det Guds Hus, hvis Fred han ikke havde undset sig ved grovelig at forstyrre, og hvis Helligdom han havde besudlet med Blod, og han gjorde heller ikke den Ære af ham, der ellers tilkom ham, thi han kaldte ham ikke Konge, men Bøddel og Blodhund. Og han lod sig ikke nøje med at tale Misdæderen haardt til, men stødte ham for Brystet med Piggen paa sin Stav og lod ham vide, at han maatte bøje sit gjenstridige Sind og gjøre Bod for det Drab, der var blevet udført efter hans Befaling. Han gav nemlig den Ærbødighed, han skyldte Religionen, Fortrinet for sit personlige Venskab, thi han var ganske paa det rene med, at Venskabets Pligter var et, og noget andet hans hellige Embedes Ret, og at han i Henhold til den burde gaa lige strængt i Rette med Brøden, hvad enten det var Herre eller Tjener, der begik den, og ikke tage lempeligere paa den fornemme end paa den ringe. Og skjønt det vilde have været fuldt tilstrækkeligt at vise Kongen bort, lyste han ham ogsaa i Band og betænkte sig ikke paa at udtale Forbandelsen over ham lige op i hans aabne øjne, saa han gik til Værks med en saa vidunderlig Dristighed, at det ikke er let at sige, om han gik Kongen stærkest paa Livet med Haand eller Mund, idet han først overøste ham med grove Smædeord og derefter stødte ham tilbage med sin Haand og knuste Lasten i det Hjærte, hvis Dyd han hidtil havde æret. Han mente nemlig, at over for en saa aabenbar Brøde burde Straffen ikke lade vente længe paa sig, idet han holdt for, at det var lettere at kvæle Synden i Spiren, medens den saa at sige endnu ikke var kommen ud af Svøbet, end naar den havde faaet Væxt, for at den ikke skulde slaa for dybe Rødder, naar der gik for lang Tid hen. Ligesom Kongen var bleven dreven til at begaa sin Udaad i et Anfald af Ustyrlighed og Overilelse, saaledes dreves Bispen altsaa til at straffe ham af en Strenghed, der havde sit Udspring i gudelig Nidkjærhed. Idet han saaledes tappert holdt Hævd over Religionen, viste han sandelig ikke blot sin Stand den Troskab, han skyldte den, men avede ogsaa Letsindigheden paa en gavnlig Maade. For ikke at faa Udseende af at undlade at hævde sit hellige Embedes Værdighed lagde han en Alvor for Dagen, som om han havde glemt al Overbærenhed, vilde ikke være Ven med Religionens Fjende eller hellere staa som en Jabroder end gjøre sin Skyldighed som Biskop. For øvrigt var han kun tilsyneladende Kongens Uven, i Virkeligheden var han hans Ven, thi han foretrak at lægge sit trofaste Venskab og sin oprigtige Kjærlighed for Dagen ved retfærdig Strænghed fremfor ved utilbørlig Overbærenhed. Derfor aflagde han for en Tid sin Mildhed og paatog sig et strængt Sind i Steden for sin sædvanlige Sagtmodighed, idet han med fuld Føje mente, at han for at haandhæve Kirkens Tugt burde tage strængt paa Veje. Da Drabanterne styrtede ind paa ham med dragne Sværd, bevarede han derfor sin Sjælsstyrke og ænsede det ikke og viste sig nu lige saa stor ved at foragte Faren, som han før havde vist sig ved at udæske den. Ved den store Sjælskraft og det ædle Sind, han saaledes lagde for Dagen, viste han til fulde, at han ved det Værn, han havde i sin Kjærlighed til Gud, var hævet over al Frygt for Mennesker. Kongen, som skjønnede, at det ikke var Overilelse og Hidsighed, der drev ham, men at han handlede i Kraft af den Strænghed, hans Embede paalagde ham, forbød dem at dræbe ham, skammede sig i sin Samvittighed og bluedes mere over den Brøde, han havde begaaet, end over, at han var bleven vist bort, begav sig strax tilbage til sin Borg, fandt sig rolig i, at han saa forsmædelig var bleven vist til Rette, og tog ikke engang Bispen de haarde Ord ilde op, hvormed han i sin ædle Harme overøste ham. Derpaa afførte han sig sit kongelige Skrud og iførte sig ringe og simple Klæder, idet han hellere vilde bære Sorg til Skue ved at bære grove Klæder end Gjenstridighed ved at vise sig i Pragt og Herlighed, thi saa haardt havde den sørgelige Dom, Bispen fældede over ham, ramt ham, at han ikke kunde holde ud at bære Kongeskrudet, men aflagde Tegnene paa sin kongelige Værdighed og klædte sig i Bodsdragt, og sammen med Skrudet aflagde han ogsaa sin kongelige Myndighed og blev fra en vanhellig Voldsmand Guds oprigtige Tilbeder. Han gik nemlig barfodet tilbage til Vaabenhuset, kastede sig i Støvet ved dets Tærskel, kyssede ydmygt Jorden og bekæmpede med Blusel og Beskedenhed Harmen, som Forsmædelse plejer at egge, thi han hævnede sig ikke strax, fordi han var bleven vist bort, men sonede ved Skam og Anger den Brøde, han havde begaaet ved at give Befaling til at øve den blodige Gjerning. Jeg holder for, at hans Sjæl har forvildet sig ind i Synden og ikke har haft hjemme der, thi ligesom han af Overilelse blev dreven til sin ugudelige Gjerning, saaledes beherskede han siden sit Sind med den største Beskedenhed og Ydmyghed. Hvor sagtmodig af Hjærte maa vi ikke sige, han var, eftersom han ikke blot undlod at straffe Bispen, der aabenlyst med den største Strænghed betjente sig af sit Embedes Myndighed over for ham, men endogsaa fik sig til at vise ham Ærefrygt ved med den største Ydmyghed at bede om Tilgivelse, saa at han fortjente den, baade fordi han skammede sig og fordi han gjorde Bod! Han vidste nemlig, at han ikke kunde forsone Gud ved at gjøre Brug af sin Magt, men kun ved Ydmyghed, derfor gjorde han prisværdig Bod for sin grumme Misgjerning ved bitterlig at sørge over den, ja, skjønt han ved den Maade, hvorpaa Bispen havde skammet ham ud, var bleven i høj Grad forvirret, lod han sin af Forsmædelsen opskræmmede Fromhed faa Overtaget over sin Harme, og lige saa stor en Krænkelse han ved sin grumme Befaling havde tilføjet Religionen, lige saa stor Ærbødighed viste han den nu i sin Sønderknuselse. Men da han saaledes ydmygede sig, kom Bispen ham til Hjælp med usædvanlig Mildhed, thi da Salmesangen var begyndt og den første Salme sungen, og man efter Kyrie eleison skulde til at istemme Gloria in excelsis, fik han af Drabanterne at vide, at Kongen laa og bad uden for Kirkedøren. Han bød da Klerkerne holde inde med Sangen og gik til Døren og spurgte Kongen, som han fandt liggende dér, hvorfor han teede sig saaledes, og da Kongen bekjendte sin Synd, lovede at gjøre Bod og bad om Bispens Tilgivelse, hævede han strax Bandet, omfavnede ham, som han laa der i Støvet, og bød ham aftørre sine Taarer, aflægge Bodsdragten og atter iføre sig sit kongelige Skrud og være ved godt Mod, idet han tilføjede, at han ikke burde vise sig for den glade Menighed med Sorg i Sinde. Han kunde nemlig ikke bære over sit Hjærte, at Kongen skulde bære et nedslagent Aasyn til Skue, der saa lidet passede til hans kongelige Værdighed, eller ligge saa ydmygt der ved Døren, derfor opmuntrede han ham med venlige Ord, bød ham iføre sig sin forrige Dragt, der passede bedre til hans høje Stilling og, naar han havde iført sig dette Skrud, komme ind i Kirken, idet han mente, at han havde gjort tilstrækkelig stræng Bod ved at te sig saa ydmyg og bønfaldende kaste sig i Støvet. Efter derpaa at have paalagt ham den Bod, han havde at gjøre, bød han alle Sangerne, som gjorde Tjeneste i Koret, at gaa ham i Møde, for at Modtagelsen kunde blive saa meget højtideligere, bød ham trine ind i Kirken og tog strax imod ham med stor Ærbødighed og førte ham helt op til Alteret, medens alle jublede af Glæde. Saaledes bødede han nu ved ærbødig Venlighed paa den tidligere Strænghed og gav ved saa udmærket en Æresbevisning Kongen Oprejsning for den forsmædelige Bortvisning og viste ikke ringere Ærbødighed over for den bodfærdige end Strænghed over for Misdæderen, ja betog endogsaa den sorrigfulde hans Bekymring, indgjød ham Mod og forjog hans bitre Sorg ved at lade alle juble ham i Møde. Saaledes fik han det, som den mægtige Mand havde forbrudt ved sin Misgjerning, sonet ved sin gudelige Nidkjærhed. Og Menigmand gav i højeste Grad sit Bifald til Kjende ved Synet af Kongens Ydmyghed og fandt, at han viste sig mere from i sin Bodfærdighed end brødefuld, da han bød sine Mænd begaa Udaaden. Bispen var saaledes optraadt som en baade nidkjær og from Straffedommer, havde i samme Sag lagt baade Strænghed og Mildhed for Dagen og været lige saa rede til at tilgive som til at straffe, thi medens han strængt afviste hans Gjenstridighed, tog han overbærende imod hans Ydmyghed og forenede saaledes Kjærlighed og Retfærdighed, at han ikke afviste den bodfærdige og ikke tog imod den overmodige. Han viste i alt dette fuldt ud et faderligt Hjærte, thi som en Fader revsede han først og lokkede saa med gode Ord og kunde lige saa lidt faa sig til at tage den hoffærdige i Favn som til at foragte den ydmyge. Derpaa optog han igjen den afbrudte Gudstjeneste og sang en Salme til Guds Pris, fordi Kongen var bleven bodfærdig, og Glæden var nu saa meget større, som det, der var gaaet forud, havde været grueligt og bedrøveligt. Kongen holdt sig derpaa to Dage i Ro, og først paa den tredje Dag kom han iført sit kongelige Skrud midt under Messen ind i Kirken, gik frem i Højkoret og lod en Herold højtidelig paabyde Tavshed, hvorpaa han i alles Paahør gik haardelig i Rette med sig selv og bekjendte, at han havde forsyndet sig svarlig imod Gud. Saa priste han Bispens Overbærenhed, at han saa hurtig havde tilgivet ham saa stor en Brøde og løst ham af Bandet, og gjorde vitterligt, at han til Bod for den blodige Udaad, han vel ikke havde begaaet med egen Haand, men som var bleven begaaet paa hans Bud, skjænkede Hælvten af Stevns Herred til Kirken. At han saaledes ikke skammede sig ved i manges Paahør at tilstaa sin Brøde, knyttede et uopløseligt Baand imellem Kongeborg og Kirke, thi Kongen bevarede ikke blot det samme Venskab for Bispen som tidligere, men gjorde endnu større Ære af ham; den Tjeneste, han havde vist ham, tilskyndede ham mere til at vise ham Gunst, end den Forsmædelse, han havde tilføjet ham, opflammede ham til Vrede, thi han skjønnede, at det ikke var personligt Nag, men Harme over den Krænkelse, han havde tilføjet Religionen, der havde drevet ham. Kongen elskede derfor Bispen for hans beundringsværdige Nidkjærhed, og Bispen elskede Kongen for hans fromme Ydmyghed, og der gik ikke en Dag, uden at de begge bad til, at de maatte komme til at følges ad i Døden, saa at den faste Enighed, der var imellem deres Sjæle, ikke maatte blive brudt; de kappedes begge ivrig om i den største Ærefrygt at vise hinanden alle mulige Tjenester og gjorde i deres trofaste Venskab gjensidig saa megen Ære af hinanden, at man snarere skulde tro, at de var Ligemænd, end at det var en højere stillet, der omgikkes fortrolig med sin Undermand. Jeg kommer nu til at tale om Svends Søn Knud, som ved Lykkens Gunst var bleven udstyret med Naturens rigeste Gaver og gav saa store Prøver paa Dygtighed og Tapperhed, at de langt overgik, hvad man kunde vente af hans Alder. Han samlede nemlig Landets Ungdom og underkuede de omstrejfende Sørøvere og indlagde sig ved at sejre over Sember og Ester i sin Ungdom en saadan Berømmelse, at den langt overgik den, hans Fader havde vundet, og denne Sejr varslede om, hvorledes hans Herredømme med Tiden vilde blive. Han laa stadig ude for at udvide og beskjærme Riget og udførte Bedrifter, som man skulde have ventet, at han paa Grund af sin unge Alder knapt havde Mod til at være Tilskuer ved. Han hærdede ogsaa ved stadig øvelse sit unge Legeme for at kunne være dygtig i Krig og føre Vaaben som en Mand, og saa stort Krigerry vandt han, at det syntes, som om Knud den Store var levet op igjen, som om han havde arvet ikke blot hans Navn, men ogsaa hans Mod og Lykke, og ingen tvivlede om, at han vilde blive sin Faders Efterfølger paa Tronen, thi i Henseende til Tapperhed var han allerede moden, saa han maatte anses for vel skikket til denne Værdighed. Rundhaandethed skortede det ham heller ikke paa, saa ung han var. Hans ældre Broder Harald var derimod sløv og dorsk og tilbragte sin Ungdom i stadig Ladhed og ørkesløshed. Omsider blev Svend, som formedelst høj Alderdom var bleven saare affældig, angreben af Feber ved Byen Søderup i Jylland, og det blev hans Helsot. Da han mærkede, at Sygdommen tog til, og at det led mod Døden, samlede han sine sidste Kræfter og bad dem, der var hos ham, at sørge for, at han blev begravet i Roskilde, og han lod sig ikke nøje med, at de lovede ham det, men lod dem gjøre deres Ed derpaa, thi i gamle Dage nærede Kongerne en saadan Ærbødighed for dette Sted, at de altid plejede at ville begraves der, hvor de i levende Live havde haft deres Kongesæde. Kongens Lig var allerede med stor Højtidelighed blevet ført over til Sjælland, da Vilhelm fik Bud om at drage det i Møde. Han begav sig da ufortøvet til Roskilde, saa hurtig han kunde og da han var kommen ind i Trefoldighedskirken, sammenkaldte han Graverne og bød dem først grave Graven til Kongen og derefter en Grav til ham selv. Graverne, som troede, at disse Ord snarere var undslupne ham i hans Sorg end var hans virkelige Mening, sagde, at de døde havde Grav behov, men ikke de levende, men han forsikrede dem, at de vilde komme til at tage imod hans Lig førend imod Kongens, han havde altid ønsket at følge ham i Døden, og det ønske vilde han faa opfyldt. Herover blev Graverne helt forundrede, thi de troede, at han talte i Vildelse, men han tvang dem til at adlyde ham, idet han truede dem med Straf, hvis de ikke gjorde, som han bød, saa vis var han paa, at han skulde dø, skjønt han endnu følte sig helt karsk. Derpaa sporede han sin Hest og skyndte sig at drage Ligtoget i Møde, men da han kom til Topshøj Skov, saa' han ved Vejen to overmaade høje Træer, og han bød da sine Folk fælde dem og lave en Ligbaare af dem. De troede, at det var til Kongens Lig, han vilde have den lavet, og gjorde, som han bød, og da den var færdig, læssede de den paa en Vogn, der blev trukket af overmaade stærke Heste. Da de havde Skoven bag sig, og Bispen saa', at det kongelige Ligtog ikke var langt borte, bød han Kusken holde, tog sin Kappe af, bredte den ud paa Jorden og lagde sig ned paa den som for at hvile sig. Derpaa rakte han Hænderne i Vejret og bad Gud om at gjøre Ende paa hans Liv, hvis hans Tjeneste i nogen Maade havde været ham til Behag, thi han vilde hellere strax følge sin Ven i Døden end leve skilt fra ham, og da han havde sagt det, sov han hen, som om han laa hjemme i sin Seng. O, hvilken Endrægtighed maa der ikke have været imellem dem, eftersom han hellere vilde dø med sin Ven end overleve ham! Da hans Tjenere undrede sig over, at han blev liggende saa længe, og forgjæves søgte at faa ham til at rejse sig, opdagede de, at han var død, og nu fyldte dette uventede Dødsfald alle med ny Sorg. De lagde ham paa Ligbaaren og førte hans Lig foran Kongens tilbage til Byen, saa var han end død senere end han, kom hans Ligtog dog først; Svends Ligbaare blev baaren paa hans Mænds Skuldre, men han blev kjørt, som om han førte Toget an, og saaledes kom han først til Kirken, saa det blev vitterligt, at han havde spaaet sandt. Ved denne mærkværdige Dødsmaade viste han ret, at det mere var Kongens Venskab end hans høje Stilling, han havde sat Pris paa. Der blev nu holdt en prægtig Jordefærd, og de tvende Lig blev begravede tæt ved hinanden. Det var i Sandhed et Venskab, der var Ære værd, eftersom den af de to Venner, der levede længst, fattede Lede til Livet og længtes efter Døden, da han havde mistet den anden. Efter Vilhelm valgte Klerkerne enstemmig den ovenfor nævnte Svend Nordmand til Biskop. Det trak i Langdrag med Valget af Kong Svends Eftermand, fordi Folket ikke kunde blive enigt med sig selv om, hvem det skulde vælge. Største Delen af Danskerne mindedes nemlig, hvor store Farer Knud havde ført dem ud i, inden han endnu havde noget rigtigt at sige, og var bange for, at det skulde blive endnu værre, i Fald han blev Konge. Saaledes udtydede de hans Tapperhed paa værste Maade og fordømte med det skammeligste Vrangsyn paa hans Fortjenester det, som netop burde regnes ham til Ære, forholdt ham den Løn. der tilkom ham for hans herlige Egenskaber, og udelukkede ham til Gjengjæld for hans berømmelige Bedrifter skammelig fra Tronen. Og ligesom de vragede ham af Frygt for at komme til at tage sig noget for, saaledes satte de, opsatte, som de var, paa Lediggang, Pris paa Harald, foretrak Dorskhed for Dristighed og vilde hellere have en fejg Konge end en tapper. Derfor foragtede de ham, der havde vundet Navnkundighed ved sine herlige Anlæg, skammede sig ikke ved at overlade Lasten Tronen, som de forholdt Dyden, vragede Tapperheden og gjorde Ære af Fejgheden. For at pynte og sætte Sminke paa denne deres utaknemmelige Tænkemaade gjorde de imidlertid gjældende, at Harald, der var den ældste, havde Krav paa Tronen i Kraft af sin Førstefødselsret. Det var i Sandhed en sælsom Maade at tage Tingene paa! Den ene afskyede de for hans Dyd, den anden holdt de af for hans Udyd. Skaaningerne var de eneste, som var tilbøjelige til at gjøre, hvad ret og billigt var, de elskede Knud for hans Bravhed og foragtede Harald for hans Ladhed. Saa holdt man da Ting ved Isøre for at afgjøre, hvem man vilde vælge. Der skærer det store vildene Hav sig ind i Landet med en temmelig snæver Vig, hvor der gaar en strid og stærk Strøm som Følge af, at der er saa kort imellem Strandbredderne, og midt ude i den er der Sandrevler, som kommer til Syne, naar det er Ebbe, men er skjulte i Flodtiden, saa de er farlige for de søfarende. Skaaningerne havde lagt til ved østsiden af Vigen, og den øvrige Flaade ved Vestsiden, og Brødrene holdt Ting hver paa sit Sted og med sine Tilhængere. Da Harald havde faaet samlet dem, der holdt med ham, sagde han, at han ingenlunde vilde anse det for nogen Skam, at hans Broder blev ham foretrukken, hvis Skæbnen ikke selv havde gjort ham til hans Undermand ved at lade ham komme til Verden efter ham, og det ikke var latterligt, at den ældre skulde staa under den yngre, og skjønt Knud var hans Overmand i Henseende til Tapperhed, havde han det Fortrin frem for ham, som Naturen havde givet ham, at han var ældst. Det var ogsaa ubilligt, at det skulde blive hans Broder til Gavn, at han havde pint og plaget Landsens Folk og bragt Landet i Fare, og at han derimod skulde udelukkes, fordi han havde været mild imod alle. Man burde heller ikke sætte saa stor Pris paa Fortjenester, at man lønnede den, der havde skaffet en Ulykker paa Halsen, med sin Gunst og den, der skabte ens Lykke, med at vrage ham, thi det var at gjengjælde ondt med godt og godt med ondt. Derhos lovede han, at han, hvis de satte ham paa Tronen, vilde afskaffe de strænge Love og efter deres eget Tykke sætte milde og lempelige Love i deres Sted. Da han gav saa store Løfter om Ting, de i saa høj Grad ønskede, lod de sig daare af hans giftige Smigertale, udraabte ham til Konge og overlod ham sit Fædrenerige, skjønt de snarere burde have foragtet ham for hans Dorskhed end vist ham nogen Ære eller Gunst. ## bok 11: Harald Hein (Winkel Horn 1898) Saaledes vandt han ved sine søde Ord Folkets Gunst, saa det lagde mere Vægt paa hans falske Løfter end paa Knuds aldrig overvundne Tapperhed, og Striden imellem Brødrene, der øgedes ved, at nogle holdt med den ene og andre med den anden, blev saaledes afgjort uden Voldgiftsmænd og Dommere blot ved deres Tilhængeres Stemmer. Støttende sig til den ukyndige og vildledte Mængde lod Harald strax ved Sendemænd sin Broder vide, at han ikke burde tragte efter Kongemagten, der var bleven tilkjendt ham som den ældste, eller anse sig for at være mere Ære værd end den, han vidste havde Førstefødselsretten forud for ham, samt at han ikke med Borgerkrig og indre Splid burde lægge det Rige øde, som deres Forfædre havde bragt i Agt og Ære ved deres Dyder, eller ryste Landet ved at rejse et fordærveligt Oprør, saa Landsens Folk kom til at staa i Vaaben imod hverandre, men hellere stænge Ærgjerrigheden ude fra sit Sind, opgive sin Letsindighed og ikke skamme sig ved at støtte sin Medbejler. Til Formaningerne føjede han Trusler, og det Budskab, han skikkede ham, var nok saa meget egnet til at tirre ham til Krig som til at lokke ham til Fred. Derhos lod han Folk, som han havde underkjøbt, overtale de fleste af Knuds Tilhængere til at gaa over til ham ved at give Løfter om, at han vilde forbedre Lovene og indføre en friere og fornøjeligere Levemaade. Saaledes blev Menigmand dels ved Haab og dels ved Frygt bragt til at falde fra Knud, og da hans Krigsfolk ogsaa svigtede ham, flygtede han med kun tre Drageskibe til de snævre Farvande ved den skaanske Kyst og maatte saaledes forlade det Rige, hvis Grænser han havde beskyttet og udvidet. Da Broderen skikkede en Sendefærd til ham med Opfordring til at vende tilbage og Løfte om, at han vilde dele Riget med ham, foragtede han denne søde Tale og flygtede til Sverige, idet han holdt for, at det vilde være meget taabeligt nu, da Lykken var gaaet ham imod, at fæste Lid til Løfter fra den Kant, hvorfra han havde faaet Trusler i sin Medgangs Tid. Han gav sig strax til ivrig at fortsætte den Krig i østerleden, han havde begyndt, medens hans Fader levede, uden at blande sig i sit Fædrelands Sager, som om han helt havde glemt den Uret, der var bleven tilføjet ham. Harald blev nu mindet om at holde, hvad han havde lovet, og efter at have holdt Raadslagning i otte Dage brugte han sin kongelige Myndighed til at hæve Almuens Magt, idet han først og fremmest gav en Lov, i Henhold til hvilken den anklagede fik Ret til at tage til Gjenmæle og forsvare sig, inden Klageren fik fremført, hvad han havde til Støtte for sin Klage. Medens det nemlig tidligere ikke havde været tilladt at rejse Indsigelse imod vidnefast Søgsmaal, fik den anklagede nu Ret til at gjendrive Sagsøgerens Klagemaal med Ed. Denne Lov blev, efterhaanden som den vandt Hævd, ganske vist til Gavn for Enkeltmands Frihed, men skadelig for Edens Hellighed, thi Retten til at fri sig for Tiltale, ikke med Vaaben eller Vidner, men udelukkende med Ed, har forført mange til at besmitte sig med Mened og derhos fuldstændig ophævet Brugen af Tvekamp, thi de senere Slægter fandt, at det er bedre at afgjøre Stridigheder med Ed end med Sværdet, men er Sværdet farligt for Liv og Lemmer, er Eden farlig for Samvittigheden. Denne Skik har Danskerne haardnakket bevaret og holdt fast ved til den Dag i Dag, de vil hellere give Slip paa Livet end give Afkald paa den, hellere sætte deres Velfærd paa Spil end miste den. Harald gik for øvrigt i den Grad op i Andagtsøvelser, at han for dem forsømte at vaage over, at de Love, han gav, blev strængt overholdte; som Følge af den Slaphed, hvormed de haandhævedes, gjorde alle ustraffet, hvad Fortræd de vilde, og alt Værn for Ret og Retfærdighed blev kuldkastet. Han betænkte ikke, at Gud finder mere Behag i, at en Konge forvalter sit Rige rettelig end giver sig tom Overtro i Vold, i at han strængt vaager over Retfærdigheden end søger at tækkes ham ved Overflod at Bønner, ja, at Gud Herren lettere forsones ved, at man fremmer Ret og Retfærdighed, end ved at man ofrer ham Røgelse, at han synes bedre om, at man slaar Synden ned, end at man slaar sig for Brystet, at han hellere ser en Konge tvinge Lasterne i Knæ end ham selv knæle, og at Haandhævelsen af Fattigmands Ret er ham kjærere end noget som helst Offer. Thi skjønt en Konge rettelig bør lægge Vind paa Religionen, sømmer det sig dog stundom bedre for ham at sidde i Dommersædet end at knæle for Alteret. Men nok herom. Kjærlighed til Religionen var det eneste, han udmærkede sig ved, de uretfærdigste Handlinger fandt han sig i med overvættes Langmodighed, og han opfyldte i Virkeligheden langt fra alt, hvad han havde lovet. Han ikke blot tilgav Misgjerninger, men han gav dem ligefrem frit Spil og gjorde Landet lige saa fattigt paa Lov og Ret, som han havde lovet at gjøre det rigt derpaa. Han holdt det ikke engang for uværdigt at afvige fra, hvad der ellers anses for Kongeskik i Henseende til Adfærd og Optræden. Efter at have siddet paa Tronen i to Aar døde han. ## bok 11: Knud den Hellige (Winkel Horn 1898) Da han var død, blev Knud kaldt tilbage og besteg med sine Brødres Samtykke Tronen. Krigen i østerleden, som han havde begyndt i sin Ungdom og ogsaa havde ført i sin Landflygtigheds Tid, fortsatte han af al Magt, efter at han var kommen paa Tronen, mere for at udbrede Kristendommen end af Begjærlighed, skjønt han ogsaa var opsat paa at øge sin Navnkundighed nu, da Lykken var ham god. Han opgav da heller ikke dette Forehavende, førend han i Bund og Grund havde underkuet Kurernes, Sembernes og Esternes Lande. Efter at have faaet Bugt med disse Fjender, saa' han sig om efter en Dronning, og da han syntes, at intet af de Giftermaal, han kunde opnaa i Nabolandene, var ham anseligt nok, ægtede han Grev Robert af Flanderns Datter Edle, som fødte ham Sønnen Karl. Da han mærkede, at de gamle Loves Kraft var bleven svækket og tilintetgjort som Følge af Stormændenes Overmod, søgte han af al Magt at indføre den gamle Tugt igjen, udstedte de strængeste Befalinger om, at der nøje skulde vaages over, at Lovene overholdtes, og bragte igjen den forfaldne og ødelagte Retspleje i dens forrige Skik og Orden. Han saa' hverken igjennem Fingre med Frænder eller Paarørende, men lod Retten have sin Gang uden Persons Anseelse, lod ikke Venner eller fortrolige gaa fri for Straf, men fulgte i alle Maader de gamle Sædvaner og Vedtægter, strammede med fast Haand Retfærdighedens slappede Baand og traadte i Henseende til Strænghed i sin Faders Fodspor, hvorved han da ogsaa paadrog sig det stærkeste Mishag hos Rigets Stormænd. Religionen bragte han igjen i Ære og Anseelse og viste Gejstligheden stor Bevaagenhed. Da han saa', at den grove og uoplyste Almue ikke havde den tilbørlige Ærefrygt for Bisperne, og han ikke vilde, at de, der beklædte saa høj en Værdighed, skulde regnes lige med Lægfolk, var han saa omtænksom at udstede en Forordning, der gav dem Gang og Sæde blandt Høvdinger, ja han gav dem endogsaa den første Plads blandt Rigets Stormænd, som om de var Fyrster, for at den Ære, der blev dem til Del, kunde svare til deres Værdighed. Han vilde nemlig ikke, at saa vigtigt et Embede skulde forringes ved, at der vistes det mindre Ærbødighed, end der tilkom det, og at de, der beklædte den højeste Plads i Herrens Hus, skulde agtes ringe. Og det var ikke blot Bisperne, hvis Værdighed han forøgede, han lagde ogsaa Vind paa ved de mest velmenende Forordninger at bringe den ringere Gejstlighed i Agt og Ære; for at forøge dens Anseelse unddrog han saaledes Tvistigheder imellem gejstlige fra den almindelige Rettergang og henviste dem til Gejstlighedens egen Afgjørelse og overlod til den at idømme Pengebøder, naar nogen var anklaget for at have forsyndet sig imod Religionen og ikke kunde rense sig for Anklagen, ligesom han overdrog den Ret til at idømme Straf i alle Tilfælde, hvor nogen havde overtraadt Kirkelovene, saa at alle den Slags Sager for Fremtiden blev udsondrede fra den verdslige Ret og henviste til den gejstlige, alt for at Gejstligheden ikke i saa Henseende skulde staa paa lige Fod med Folk, der stod under den i Værdighed. Derfor forøgede han dens Anseelse og vilde, at den skulde være Gjenstand for større Ærbødighed end Lægfolk, selv om de var højt paa Straa. Følgen heraf var, at i Danmark kan ingen andre end Kongen, Bisperne og den, som har størst Udsigt til at blive Tronfølger, drage nogen gejstlig til Ansvar. Han søgte ogsaa at vænne Menigmand, som endnu var ubevandret i, hvad der hørte sig til over for Kirken, til at udrede Tiende, men alle hans Overtalelser i saa Henseende var forgjæves, thi denne ny Skik var Folket endnu ikke modent nok til at forstaa. Imidlertid fortsatte Biskop Svend i Roskilde Arbejdet paa Stenkirken, som Vilhelm havde begyndt, og Kirken blev saa vidt færdig, at der kun fattedes Plads til Prædikestolen, men før der var skaffet Plads til den, kunde Kirken ikke indvies, og til den Ende lod Svend da Vilhelms Gravmæle fjærne og hans Ben flytte hen til det Sted, hvor de nu hviler. Natten før Indvielsen skulde finde Sted, havde Kirkevogteren, medens han laa og sov, en Aabenbaring. Der viste sig nemlig en Mand i Bispeskrud for ham, og han sagde, at det var nok, at Svend ved at bygge Kirken færdig havde tilegnet sig Vilhelms Fortjeneste og taget Æren for en andens Arbejde; nu krænkede han oven i Kjøbet den, hvis Hæder han saaledes havde røvet, ved at flytte hans Ben og skille ham og hans kjære Konge ad. Gjerningsmanden vilde ganske sikkert selv være kommen til at undgjælde for denne Krænkelse, hvis ikke det hellige Levned, han førte, havde hindret det, men nu skulde det gaa ud over den Del af Kirken, han havde bygget, thi nu vilde han tilintetgjøre hele det Arbejde, han havde udført. Han paalagde derhos Kirkevogteren at sørge for, at ingen yderligere vovede at forulempe hans Grav; flyttede nogen hans Ben fra deres Plads, skulde det ikke komme til at gaa ustraffet hen. Derpaa stødte han med sin Stav til Muren, saa hele Murværket ramlede sammen, og det var et Vidnesbyrd om, at det havde sin Rigtighed med, hvad Kirkevogteren havde drømt, thi Kirken styrtede virkelig pludselig sammen helt ned til Grunden, og Drømmen slog saa fuldstændig til, at Sammenstyrtningen indtraf i samme øjeblik, som Kirkevogteren drømte det, og hvad han alene havde set i Drømme, kunde enhver se med sine egne øjne, da det var blevet Dag. Men der skete ogsaa det store Under, at Murene, da de styrtede sammen, ikke knuste Kirkevogteren, thi hverken Stenene, der ramlede ned om ham fra alle Kanter, eller noget af alt det andet, der faldt, gjorde ham nogen Skade, han sov ganske trygt, skjønt hans Leje var lige ved Stedet, hvor Sammenstyrtningen skete. Da Folk, opskræmmede af Braget, kom styrtende og til deres Forfærdelse saa', at Kirken var ramlet sammen, kom Kirkevogteren, som de troede var bleven slaaet ihjel, uskadt ud fra Stendyngerne, alle saa' paa ham med store øjne opfyldte af from Beundring, og det er ikke let at sige, hvad de var mest forbavsede over, at Kirken var styrtet sammen, eller at Kirkevogteren var sluppen levende derfra, og det, at de nedstyrtende Sten ingen Mén havde voldt ham, blev da ogsaa taget som et ikke ringe Vidnesbyrd om, at han virkelig havde haft den Drøm, han fortalte. Men da han meddelte Biskoppen det Paalæg, Vilhelm havde givet ham om Natten, smilede Svend og sagde, at det undrede ham ikke, at han var lige saa stræng, efter at han var død, som han havde været i levende Live, men han vilde nu alligevel lægge Vind paa at faa den Del af Kirken, der var styrtet sammen, opført igjen. Som Følge heraf forblev Vilhelms Grav længe urørt, indtil i vore Dage Domprovst Herman og Læsemester Arnfast med Landprovst Isaks Minde bød, at den skulde aabnes, for at Biskop Asger kunde blive jordfæstet dér, da de fandt, at det baade var det bekvemmeste og hæderligste Gravsted. Da de havde gravet helt ned til Bunden, fandt de Bispens Kaabe helt uskadt imellem hans af Ælde fortærede Ben. Da de tog dem op, fornam de omstaaende, uden at der ellers var noget, som kunde give Anledning dertil, saa liflig en Duft, at det var, som om den udstrømmede fra en Salighedens Kilde med Salve, og ingen tvivlede om, at den, fra hvis jordiske Levninger der udgik en saa sød Vellugt, maatte have sit Bosted i Himlen. Saa stærkt hang denne Duft ved deres Hænder, som havde rørt ved Benene, at de i hele tre Dage ikke kunde faa den bort, hvor meget de end tvættede sig. De behandlede imidlertid ikke disse jordiske Levninger med den Ærbødighed, de burde have vist dem, men lagde dem hen i den yderste Udkant af Graven, men de undgik da heller ikke deres fortjente Straf for denne Formastelighed, thi alle de, som havde været Ophavsmænd til denne vanhellige Gjerning, maatte bøde for deres Dumdristighed med et ulykkeligt Endeligt, og hver af dem blev straffet saa strængt, som han havde fortjent for sin større eller mindre Delagtighed i denne Krænkelse af Gravfreden. Herman fik nemlig, da han sad paa Landemodet under Absalons Forsæde, Helvedesild i Næsen, hvilket ikke blot røvede ham hans Legemskræfter, men ogsaa satte ham ud af Stand til at tale. Sygdommen bredte sig, og stum og maalløs døde han, inden der var gaaet tre Dage, og vel havde han fortjent at blive straffet paa den Del af sit Legeme, hvormed han saa uskjønsomt havde indsuget den hellige Duft. Arnfast fik ikke nogen blidere Død, thi da han vilde styrke sine svage Nerver, forøgede den Lægedrik, han tog, paa Grund af en Uagtsomhed hans Svaghed i Steden for at helbrede ham, og til sidst brækkede han Leveren op i smaa Stykker, som Lægen samlede op i et Bækken, og som Biskop Absalon saa', da han viste ham den Venlighed at se til ham. Den syge forsikrede i hans Nærværelse, at han led dette, fordi han havde krænket Vilhelms jordiske Levninger, det var aabenbart, sagde han, at han blev straffet, fordi han ikke havde adlydt hans Bud, han lovede derhos, at han vilde vie sig og alt sit Gods til Guds Tjeneste, men efter at have været syg i tre Maaneder døde han i stor Anger og Ruelse. Da den tredje af dem, der havde været Ophavsmand til den letsindige Gjerning, saa', hvor ynkelig de to andre kom af Dage, blev han bange for, at der forestod ham en lignende Straf, og han søgte da at forebygge den ved fromme Gjerninger; han stiftede nemlig med stor Bekostning et Nonnekloster ved vor Frue Kirke og vaagede, saa længe han levede, over, at Nonnerne dér førte et ærbart og dydigt Levned. Helt gik han dog ikke fri for Straf, thi han led længe af Lungetæring, og den døde han af. Saaledes døde den første en brat Død, og de andre tæredes til det sidste hen af en langsom Sot, hver i sin Del af Legemet, og hver især fik altsaa sin Straf, efter som hans Skyld i Krænkelsen af Bispens Grav havde været større eller mindre, thi da de ikke klogelig havde taget vare paa deres Tarv, paadrog de sig Døden ved deres Synd. Svend vilde nu ikke have Ord for at tage sig det let med at gjenopbygge Kirken, som han havde lovet, og han førte derfor den paabegyndte Opførelse af Roskilde Domkirke til Ende, og til Pryd for den ophængte han i den en med den største Kunst og Omhu forfærdiget Krone, idet han holdt for, at et saadant kongeligt Smykke hellere burde tjene til Pryd i Kirken end falde i havesyge Menneskers Hænder. Omtrent samtidig fuldførte Biskop Egin med Kongens Bistand Opførelsen af St. Laurentius' Kirke i Lund, som han selv havde paabegyndt. Kongen lod begge disse Kirker indvie og skjænkede dem rige Gaver. Til St. Laurentiuskirken skjænkede han nemlig sammen med Bispen Penge til at udrede aarlig Løn til Sangerne, og derhos skjænkede Kongen af sin egen Kasse og af sit Jordegods og Bispen af de Indtægter, der tidligere var bleven tillagt Kirken, hvad der behøvedes til deres daglige Underhold, og saa ivrig kappedes de om at lægge deres Fromhed for Dagen, at det ikke er let at sige, hvem af dem der viste Gud størst Ære. Paa Indvielsens første Dag skjænkede Kongen, da han højtidelig knælede for Alteret, Fjerdedelen af den Indtægt, han havde af at slaa Mønt, Fjerdedelen af de Bøder, Folk blev dømt til at udrede til ham, og Fjerdedelen af Midsommersskatten som en Gave, den, der til enhver given Tid var Bisp, skulde have til evig Arv og Eje. Og ikke mindre rundhaandet var han imod de andre Klerker, thi han skjænkede dem, der gjorde Tjeneste i Koret, næsten hele sin Part af Indtægterne af det Jordegods, der laa under Kirken, og kun de Bøder, der kom ind for Forsømmelse af Krigstjeneste og Brud paa Landefreden, ligesom ogsaa Gods, som der ingen Arvinger var til, forbeholdt Kongen sig selv. Han viste sig saaledes ikke mindre rundhaandet i Henseende til at skjænke Kirkerne Privilegier end til at give dem Gaver. Og for at hans Love skulde staa fast til evige Tider, bestemte han, at den, som prøvede paa at rokke ved dem, skulde lyses i Kirkens Band. Mange forsøgte dog senere dumdristig at kuldkaste denne gamle Forordning, men endnu staar den dog ved Magt. Idet Kongen saaledes i alle Maader lagde Fromhed og Nidkjærhed for Dagen, udmærkede han sig især ved Kjærlighed til Religionen, som han aldrig undlod at vise den største Opmærksomhed og Hyldest. Da han skjønnede, at hans mange Brødre formedelst deres ungdommelige Vilterhed faldt Landet en hel Del til Besvær, tog han dem til sig og gav dem med stor Bekostning fyrsteligt Underhold for sin egen Regning med Undtagelse af Olaf, der var Statholder i Slesvig, og tog saaledes denne Byrde fra Almenhedens Skuldre over paa sine egne. Da han saa', at Danskerne som Følge af, at de havde ladet Sværdet ruste i Skeden, havde mistet det Ry, de havde haft i hans Grandonkels Dage, fik han omsider Lyst til at indlade sig paa ny Foretagender. Og da han ikke vilde nøjes med den Hæder, han havde vundet ved sine Sejre i østerleden, besluttede han, for saa meget sikrere at faa Lejlighed til at lægge sit Mod for Dagen, at gjøre sin Arveret gjældende over for England, som Danskerne ved Tidernes Ugunst havde mistet. Han betænkte nemlig, at hans Forfædre aldrig havde vundet større Krigerhæder og Rigdom samt udvidet Rigets Grænser mere end ved at underlægge sig England, og at det Bytte, de havde gjort paa denne ene ø, havde kastet større Glans over dem end alt, hvad de havde vundet i hele østerleden. Han holdt derfor for, at det maatte være en sløv og vanartet Sjæl, der ikke vilde træde i deres Fodspor, og vilde hellere helt undvære at have et Rige at raade over end have sit Herredømme indskrænket inden for et lille Lands snævre Grænser. For at hans Foretagender nu kunde komme til at svare til den Tapperhed, hans Forfædre havde lagt for Dagen, og hans Bedrifter blive jævnbyrdige med deres, saa han kunde opnaa lige saa berømmeligt et Navn som sin Oldefader, tog han sig for ved sin Ihærdighed at gjenoprette, hvad hans Fader havde forspildt ved sin Dorskhed, og besluttede at vende sin Faders Minde Ryggen og kappes med Oldefaderen. Han indviede først Olaf i sine lønlige Planer, og da denne tilskyndede ham til at sætte dem i Værk, aabenbarede han dem for Landsens Folk, som alle sammen ivrig bifaldt dem. Men han, om hvem Kongen havde troet, at han gjengjældte hans broderlige Kjærlighed, var hemmelig hans Medbejler; Knud troede, at han gjengjældte de Følelser, han nærede for ham, og anede intet om hans lumske Forstillelse, og selv om hans Forstand advarede ham, hindrede hans fromme Sind ham i at nære en styg Mistanke til sin Broder, opgive den Tillid, han mente Frænder burde have til hinanden, og af Frygt for Svig skære sine Fjender og sine nærmeste over en Kam. Men Olaf havde i sin Begjærlighed efter at opnaa Kongemagten glemt al Pligt imod sin Broder, skjulte det falskeste Hjærte under et Skin af den største Troskab og hilste ikke blot med fagre Ord det Forehavende, Kongen kundgjorde, men bestyrkede ham ogsaa deri ved sine Opmuntringer, ikke fordi han haabede, at hans Broder vilde kunne gjenerobre det mægtige England, men for at han kunde vække Had imod ham, der udbød denne Leding, naar det viste sig, hvor vanskelig en Sag det var. Idet han bedømte sin Broders Sind paa en hadefuld Maade, lønnede han hans fromme Kjærlighed ved svigefuldt at pønse paa at faa ham taget af Dage. Han vidste nemlig godt, at han var bleven forhadt, fordi han ved ny Love havde bragt den før uænsede Strænghed og Retfærdighed paa Fode igjen, og for yderligere at forøge det Had, man nærede til ham, tilskyndede han ham derfor hemmelig til, hvad han vidste var ilde set af Almenheden. Og for ikke at være ene om at spinde Rænker udsøgte han sig Forbundsfæller og stiftede hemmelig en Sammensværgelse. Og hans Bestræbelser var heller ikke forgjæves, thi Stormændene, hvis Voldsgjerninger Kongen havde lagt en Dæmper paa ved sine Forordninger, slog sig sammen med Olaf om hans brodermorderiske Foretagende. Knud, som troede, at alle var opsatte paa at vinde Hæder, og ikke anede, at nogen havde ondt i Sinde, havde imidlertid opbudt Flaaden og var sejlet til Limfjorden, ad hvilken der er den korteste Vej til Havet, og som man fordum kunde sejle igjennem, men som nu ikke længer kan befares paa Grund af Sandbanker. Her ventede han længe paa, at Broderen skulde komme, og som Følge af denne Opsættelse slappedes Mandskabets Iver. Olaf undskyldte sig, fordi han tøvede saa længe, og trak det fra Dag til Dag i Langdrag med at komme, idet han pønsede paa Midler til at gjøre Toget til intet, søgte stadig Udflugter ved falske Foregivender om allehaande Forhindringer for derved at trække Tiden ud, for at faa Lejlighed til at berøve Kongen Riget, hvis han drog bort uden ham, eller for at faa Mandskabet til at rømme fra ham, naar det blev kjed af at vente længer, saa at Kongen enten kunde blive Gjenstand for almindelig Foragt, i Fald han undlod at straffe Rømningsmændene, eller almindelig forhadt, i Fald han straffede dem. Saaledes skuffede han ved sin Tøven baade sin Broder og sin Konge og søgte ved sit rænkefulde og forræderske Paafund at gjøre et ædelt og kjækt Forehavende til intet. Og hans snedige Anslag lykkedes, thi da Mandskabet var blevet kjed af at vente. faldt hele Flaaden fra Kongen. Denne, som ikke vidste noget om, hvad hans Broder havde for, og Gang efter Gang havde sendt Bud til ham med Opfordring om ufortøvet at komme, bød nemlig, da han omsider kom paa det rene med hans Troløshed, Flaaden at blive liggende og vente paa ham og skyndte sig med en udsøgt Skare til Slesvig, hvor han til Broderens Forfærdelse kom bag paa ham og tog ham til Fange. Derpaa blev Olaf ført frem for ham og anklaget, og da han ikke tilbørlig kunde gjendrive de Beskyldninger, der blev rejst imod ham, bød Kongen sine Krigere binde ham som den, der var overbevist og ude af Stand til at anføre noget til sit Forsvar. De vægrede sig imidlertid ved at tilføje en Mand af kongelig Byrd en saa utilbørlig Forsmædelse, thi de nærede saa stor Ærbødighed for Kongestammen, at de hellere vilde dræbe en, der var runden af den, end binde ham, idet de holdt for, at han lettere maatte kunne bære den Lod, der er fælles for alle Mennesker, end lide en Træls Straf. Danskerne har nemlig altid anset det for den største Skam og Skjændsel at blive bundet og holdt for, at fribaarne Mænd blev haardere straffede ved at blive berøvet Æren end ved at miste Livet, og at den ene af disse Straffe er lige saa langt at foretrække for den anden, som der er Forskjel paa, hvad der sker efter Naturens Orden, og hvad Vanheld kan medføre. Knud og Olafs Broder Erik udførte da den Befaling, Krigsfolkene vægrede sig ved, idet han mente, at man burde lægge mere Vægt paa et retfærdigt Kongebud end paa Hensynet til en slet Broder og ikke skaane sin egen Slægt, naar det gjaldt om at straffe Misgjerninger, thi den, der har bidt Hovedet af al Skam, fortjener ikke, at man gjør Ære af hans Byrd, og ved at give sig Sletheden i Vold fordunkler man al den Glans, ens Herkomst giver en. Han tog altsaa mindre Hensyn til Brodernavnet end til Broderens forræderske Anslag. Saaledes mister man den Ære og Anseelse, ens Byrd giver, naar man begaar lumpne Gjerninger. Derpaa lod Kongen Olaf i Lænker føre til Flandern paa et Skib, og dér blev han saa kastet i Fængsel. De sammensvorne, som ikke havde faaet Nys om, at han var bleven fangen, talte nu, for snildelig at faa Flaaden til at opløse sig, under Haanden med Mandskabet, og under Paaskud af, at Kongen ved sin Uvirksomhed og Fraværelse trak Sagen i Langdrag, paalagde de det at drage hjem, hver til sit. Havde nogen aabenlyst opfordret hertil, vilde han have forbrudt sit Gods og enten være bleven nødt til at gaa i Landflygtighed eller straffet paa Livet, derfor fandt de. som tilskyndede til Frafald, det sikrest at lade Mandskabet selv tage sig Ret til at rømme, saa at ingen enkelt kunde udpeges som Ophavsmand dertil, men Rømningen snarere maatte lægges alle end enkelte til Last. Stormændenes forræderske Anslag fandt saa god en Modtagelse hos den ubetænksomme og letsindige Mængde, at den ikke mindre i Tillid til deres Myndighed, end fordi den var kjed af at vente, ganske trygt greb Lejligheden til at drage hjem. Da Kongen fik Nys herom, blev han først bedrøvet, men derefter glad, thi han benyttede den Tort, der var tilføjet ham, til at fremme Religionens Tarv, idet han greb Lejligheden til som Bøde at paalægge Almuen Tiende, glad over, at Omstændighederne gav ham Lejlighed til at sætte sit nyttige Forehavende igjennem, og opsat paa at lade den Tort, der var tilføjet ham, blive til Kirkens Ære. Da Stormændene spurgte, at Olaf, som de havde haabet at faa til Anfører i deres Oprør, var bleven tagen til Fange af sin Broder, opgav de deres svigefulde Anslag og lod, som om de aldrig havde tænkt paa sligt. Kongen lod nu stævne til Ting og lod Almuen vide, at Krigstugten altid havde været de danske Vaabens ypperste Støtte, at de underordnede altid før havde adlydt de overordnedes Befalinger, at Kongernes Myndighed hvilede paa Undersaatternes Samstemning, at intet havde bidraget mere til at øge Fyrsternes Navnkundighed end Krigsfolkenes Troskab, og at deres Herredømme ingenting havde at betyde, naar det ikke blev støttet af Almuen. Nu var der imidlertid for nylig tilføjet ham en Tort, som aldrig før var overgaaet nogen Konge; Ophavmændene til dette uhørte Frafald havde foretrukket Sløvhed for Kjækhed og i deres Begjærlighed efter ørkesløshed undergravet det herligste Foretagende. Han tilføjede derhos, hvor meget de skulde give i Bøde for den skammelige Brøde, de havde begaaet ved saaledes at rømme, hver især af Styrmændene skulde betale fyrretyve og hver af Rorfolkene tre Mark Sølv. Ingen gjorde Indsigelser, alle lovede at erlægge denne Bøde, og Knud erklærede da, at han vilde eftergive dem den, hvis de vilde gaa ind paa at yde Tiende til Præsterne. Almuen bad nu om Lov til at raadslaa om denne Sag og gik lidt til Side for at overveje, om den burde gaa ind paa det Vilkaar, Kongen foreslog. Begge Dele fandt man vanskelige, thi skulde Bøden udredes. vilde de fleste blive forarmede, mente man, men Tienden, der skulde udredes til evige Tider, vilde tynge paa dem, der skulde udrede den, som en stedse varende Trældom. Af to Onder vælger man jo helst det mindste, og de fandt nu, at det, der skulde vare ved, var det største; da de skjønnede, at de i det ene Tilfælde kun lod Straffen gaa ud over sig selv, men i det andet tillige over deres Efterkommere, foretrak de den øjeblikkelige Armod for den stadige Byrde. Efter at have overvejet Omstændighederne valgte de derfor at bøde for, hvad de havde forbrudt, ved blot at lade Straffen gaa ud over dem selv og ikke over deres Efterkommere og foretrak én Gang for alle at udrede Pengene fremfor bestandig at give Afkald paa deres Frihed, idet de holdt for, at der ingen Skam var ved at udrede, hvad det med Rette var deres Skyldighed at udrede, men at det var en Skam for dem at lade sig overtale til at udrede, hvad de ikke havde behov. De ansaa det ogsaa for en Tort at skulle udrede Tiende af deres Afgrøde til uvedkommende og mente, at det havde ingenting med Religionen at gjøre. Da Kongen hørte, at de valgte det Vilkaar, der huede ham mindst, drog han op i Nørrejylland under Paaskud af at ville inddrive Bøderne og beskikkede Toste med Tilnavnet Snyder og hans Stalbroder Hjort til at opkræve Pengene, thi han var opsat paa at drive Almuen til at gaa ind paa at yde Tiende af Frygt for Bøderne; han gav ogsaa Fogderne Tilhold om at gjøre Udlæg i deres Ejendele, som ikke kunde betale, uden dog at lægge Beslag paa dem. De røgtede imidlertid deres Hverv med større Strænghed, end det var blevet dem paalagt, og udsugede Almuen utilbørlig. Kongens Fjender førte nu Kæremaal herover for Almuen paa Tinge og overdrev deres Bagvaskelser yderligere ved at lægge Løgn til; de gjorde Sagen værre, end den i Virkeligheden var, og fik gjort Fogderne almindelig forhadte, thi de holdt sig kun til, hvad Tjenerne gjorde, og ikke til, hvad Kongen havde paalagt dem, talte ikke om, hvad den, der havde givet Befalingen, havde for øje, men kun om, hvorledes de, der havde faaet den, bar sig ad. Ophidset heraf angreb Mængden Fogderne og gjorde Ende paa den Uret, der overgik dem alle, ved at rejse en almindelig Opstand, idet de mere tog Hensyn til, hvad der gik for sig, end til hvad Kongen havde befalet skulde ske. Og det var dem ikke nok at have slaaet dem ihjel, men i deres Raseri vilde de Kongen selv til Livs. Han havde imidlertid begivet sig til Slesvig i den Tro, at den bedste Dæmper, han kunde lægge paa deres Hidsighed, var, at han forføjede sig bort. Sin Dronning lod han blive dér tillige med deres Søn og paalagde dem, hvis Sagerne tog en farlig Vending, at flygte til Flandern, da der ingen Sikkerhed var for dem blandt Oprørerne; han var nemlig bange for at efterlade sin Søn, som endnu var for ung til at kunne tage Styret, i Folkets Vold. Vendelboerne, som mente, at deres Frihed udelukkende beroede paa deres Vaaben, hoverede over, at han havde taget Flugten, som om de allerede havde vundet Sejr, og da Jyderne rykkede frem imod ham, og han saa', at de, han før havde stolet paa, havde svigtet ham, og at Tiden var for knap til, at han kunde samle ny Krigsfolk, fandt han, at det var det sikreste at flygte videre, og begav sig over til Fyn for at bjerge Livet, men dér blev der ikke des mindre til Trods for hans fromme Sindelag øvet den skammeligste Vold imod ham, thi det øgede end yderligere Jydernes Mod til at fare grumt frem, og de eggede yderligere Mængdens letsindige Ophidselse, og den Frihed, Folk saaledes fik til at fare frem, som de vilde, fik Uvejret til ret for Alvor at bryde løs over Kongen. De turde nemlig af Frygt for Straf ikke opgive, hvad de havde begyndt paa, men ansaa det nu for nødvendigt at fremture i deres forbryderiske Gjerning til det sidste, thi da de nu to Gange havde forbrudt sig imod ham, troede de ikke, at der kunde være Tale om, at han vilde tilgive dem deres Forseelser. Derfor tørstede de efter hans Blod og stræbte med det mest glødende Had denne fromme Mand efter Livet, og idet de opgav alt Haab om Tilgivelse, vilde de hellere tage ham af Dage end bie paa hans Hævn. Det var dem derfor ikke nok at have drevet ham ud af Jylland, men de besluttede ogsaa at fordrive ham fra Fyn. Kongen havde allerede, da han havde faaet Bud om, at de var gaaet over Bæltet, besluttet at flygte over til Sjælland, men en Mand ved Navn Blakke, som havde vundet hans største Fortrolighed, men som i Virkeligheden lønlig var hans Avindsmand, raadede ham under hyklet Troskabs Maske til ikke at flygte, men søge Tilflugt i Odense; det sømmede sig ikke for ham at krybe i Skjul paa Kvindevis, sagde han, og derhos lovede han, at han nok imidlertid skulde udspejde, hvad Almuen tog sig for, og søge at stille dens Vrede ved at give den gode Ord, og hvis det ikke lykkedes ham at formilde den, skulde han nok lade ham det vide saa betids, at han kunde faa Tid til at fly. Dette Forslag gik Kongen ind paa. Det var imidlertid saa langt fra, at Blakke røgtede den Sendefærd, han havde paataget sig, at han tværtimod ophidsede Almuen med onde Raad og i Steden for at formilde den yderligere optændte dens Had til Kongen. Han opfordrede Bønderne til, det snareste de kunde, at se at faa fat paa denne Konge, som førte falsk Klage imod dem, og ikke lade ham faa Lejlighed til at undfly, det var ikke at bære Avindskjold imod sin Konge, men at straffe en Voldsmand, fordi han underkuede dem; hvad man gjør for at værne om Ret og Ære, kunde aldrig være Synd; de, som værgede deres Fædreland, maatte siges at tjene en god Sag og kunde ikke anses for Landsforrædere; hvor det gjaldt om at værne alles Frihed, faldt der ingen Skyld paa den enkelte. Desuden vilde de ske en Ulykke, hvis det, de havde begyndt paa, glippede for dem, men førte de det igjennem, var de vel farne. Med disse og lignende Talemaader ophidsede han Hoben til at dræbe Kongen, fik alle gjort opsatte paa at fuldbyrde deres ulyksalige Forehavende imod den uskyldige og pustede saa djævelsk til Ilden, at de vanvittige Menneskers Raseri slog ud i lyse Luer, thi deres Voldsomhed voxede strax, saa snart han begyndte at egge dem, thi i Steden for trofast at stille sig imod deres Letsindighed stillede han sig i Spidsen for den rasende Hob, og som Følge af hans ulykkesvangre Tale brusede Oprørsstormen endnu voldsommere op, og Uvejret brød løs i hele sin Vildskab, da Hoben havde faaet en Fører. Da han kom tilbage til Kongen, sagde han, at Bønderne nu var fredeligere stemte, og at det vilde være let at faa Oprørsstormen til at lægge sig, naar Kongen blot paa sin Side vilde lade sin Vrede fare og eftergive de skyldige deres Straf. Kongen, som troede, at han ærlig og redelig havde røgtet sit Hverv, hædrede ham med et prægtigt Gjæstebud og skjænkede oven i Kjøbet denne Mand, der udtydede hans fromme Sind saa ondskabsfuldt, Gaver. Forræderens Troløshed vandt ham begge Parters Gunst, thi idet han skiftevis gik saa til den ene og saa til den anden, handlede han stik imod det Hverv, han havde paataget sig, optraadte ikke som Mægler, men som Forræder og ophidsede til Ondskab i Steden for at udspejde den og udtydede Kongens Tanker til det værste over for Almuen og gav en falsk Fremstilling af Almuens Hensigter over for Kongen. Saaledes skuffede denne underfundige Mand under Skin af at optræde som Sendemand imellem Kongen og Almuen i lige høj Grad begge Parter, idet han fik Kongen til at lade være at flygte for den truende Hob og Hoben til at lade være at skaane den tøvende Konge. Da han Dagen efter gav Kongen lige saa gode Løfter, sendte denne ham atter ud for at udspejde, hvad Oprørerne tog sig for, og valgte atter sin og Almuens fælles Fjende til at stifte Fred imellem dem, og denne undlod ikke at røgte sit Hverv med sin sædvanlige Troløshed. Ophidset ved hans ulykkesvangre Ord blev den oprørske Almue endnu voldsommere opsat paa at undlive Kongen. Imidlertid var Knud, som plejede at gaa til Messe hver Dag, og som ikke paa nogen Maade vilde forsømme Gudstjenesten, gaaet ind i St. Albani Kirke for at holde Bøn dér, thi for at hans Yndest ikke skulde mindskes, vilde han hellere vende sig til Gud i Bøn end imod sine Fjender med Vaabenmagt. Medens han nu forrettede sin Andagt der, stimlede den oprørske Hob sammen med Vaaben i Haand og slog Kreds om Kirken. Alle de af Krigsfolkene, som kunde slippe derind før Fjenden, søgte ind til Kongen for at dele Faren med ham, opsatte paa at følge ham i Døden, thi skjønt de kunde bjærge Livet ved at fly, foretrak de Faren ved at blive og vilde hellere vinde sig et berømmeligt Eftermæle ved at lade Livet end søge Sikkerhed ved Flugt. Hvor umaadelig brave maa vi dog ikke sige, at disse Krigsmænd var, som ikke vilde svigte deres Konge i Ulykken, men gik Faren i Møde, skjønt de godt kunde undgaa den, og hellere vilde værge deres Konges Liv end bjerge deres eget, skjønt det stod dem fuldstændig frit for at fly! Benedikt undlod heller ikke at gjøre, hvad Broderpligten bød, men besluttede at dø i Kirken sammen med sin Broder, men Erik blev omringet af Fjenden, og da han, ene, som han var, ikke kunde staa sig imod Mængden, banede han sig med Sværdet Vej midt igjennem Fjendernes tætte Skare og slap bort. Da nu ingen turde formaste sig til med Vold og Magt at bryde ind paa det hellige Fredssted, gav Blakke, medens de andre nølede, sig til at slaa løs paa Kirkedøren med sit Sværd, og ved saaledes at gaa i Spidsen fik han de andre til at gaa lige saa frækt til Værks. Han var saaledes den, som anstiftede og førte an ved Helligbrøde saa vel som Kongemord. Da Hoben saa' det, gik den dreven af sit oprørske Sindelag løs paa Kirken, brød ind i den og besmittede Guds Hus med Helligbrøde. Blakke blev dræbt i selve Døren, lige som han trængte ind i Kirken, og maatte saaledes bøde for sin Morderfærd og fik sin fortjente Straf for sit Brud paa Kirkefreden. Hans Død blev hævnet ved hans Banemands Fald, og saaledes maatte den ene lade Livet for sin Brøde, den anden for sin Trofasthed. Jeg skulde næsten tro, at det fromme Blod, der her blev udgydt sammen med Morderblod, har søgt sin egen Vej, saa at det fromme og det syndige Blod har rundet hvert i sit Leje uden at blande sig med hinanden. Benedikt, som stod og tog imod dem, der brød ind i Kirken, faldt, medens han tappert værgede Døren. Kongen selv bevarede stolende paa sin gode Samvittighed den urokkeligste Sindsro, medens Blodbadet rasede om ham med Bulder og Gny, og var lige saa optagen af sin Andagt, som om der slet ingen Fare var paa Færde, Frygt og Angst fik ingen Magt over ham, han blev standhaftig til det sidste, ja ikke engang i sin sidste Stund ophørte han med at forrette sin Andagt. Thi da Hoben fra alle Kanter brød igjennem Væggene, der kun var af Træ, og han derfor skjønnede, at hans Død var nær for Haanden, lod han en Præst hente og skriftede sine hemmelige Synder, gjorde ved den bitreste Sorg Bod for, hvad han havde syndet i sit forbigangne Liv, og erhvervede sig Salighed ved sin oprigtige Anger, og saa stor Lid satte han til sin Uskyldighed, at han ikke overvældet af Faren syntes at sky Døden, men uden Frygt at søge den. Ja, han kastede sig endogsaa med udbredte Arme ned for Alteret og biede rolig paa Døden, og medens han laa dér som et Slagtoffer og ventede paa sin Banemand, blev han dødelig saaret af et Spyd, der blev kastet ind igjennem Vinduet og gjennemborede ham, og han bragte saaledes sit Liv som et fromt Offer og udgjød til sidst sit eget Blod, efter at hans Krigsfolk havde udgydt deres. Og skjønt han alle Vegne fra blev gjennemboren af Spyd, rørte han sig ikke af Pletten og forlod ikke det Sted, han laa paa, før han havde opgivet Aanden og blev lagt paa Ligbaaren. Af hans hellige Vunder randt der mere Hæder end Blod, thi hans Udgang af Livet herneden blev Indgangen til et bedre Liv hisset, og medens hans Fjender fuldbyrdede deres Straffedom over ham, blev Guds Dom ham til Frelse. Lyksaligt var for ham det Mord, de begik, thi idet de uddrev ham af de jordiske Dyders Kreds, aabnede de de himmelskes for ham, og idet de berøvede ham en forgjængelig og forkrænkelig jordisk Magt og Myndighed, gav de ham Lod og Del i Himlens uforkrænkelige og evige Salighed. Senere gav da ogsaa den Hellighed, han lønlig havde baaret i sig, sig straalende til Kjende i de klareste Vidnesbyrd. Da Dronningen spurgte, hvad der var sket, begav hun sig med sin umyndige Søn hjem til Flandern. To Døtre lod hun blive tilbage her, af hvilke Ingrid blev gift med Folke, en storættet Svensker, hvem hun fødte Sønnerne Benedikt og Knud, og saaledes blev hun Farmoder til Birger Jarl i Sverige, som lever endnu, og til hans Brødre. Den anden, Cæcilia, blev gift med Erik, der var Statholder i Gøtland, hvem hun fødte Sønnerne Knud og Karl, fra hvem der stammer et talrigt Kuld af de herligste Ædlinge. Da Almuen havde ombragt Kongen, glædede den sig saare, ja gjorde sig en Fornøjelse af at hovmode sig over den Udaad, den burde have grædt over. Da de anførte Nidkjærhed som Grund til, at de havde begaaet dette Mord, og besmykkede det ved at sige, at det var en Voldsmand, de havde undlivet, vilde Gud ikke, at den Løn, der tilkom hans Stridsmand, skulde forholdes ham, men kundgjorde ved de klareste Vidnesbyrd Helgenens lønlige Uskyld og føjede til den Glans, der havde været over hans Liv, ogsaa en straalende Herlighed efter Døden. For klarlig at lægge Mordernes Ondskab for Dagen gav han ved Undergjerninger til Kjende, hvilke herlige Egenskaber han, som de havde myrdet, havde været i Besiddelse af, og aabenbarede ved underfulde og herlige Tildragelser den Fromhed, som Menigmand ikke havde haft øje for. Almuen undrede sig saare over disse Jertegn, men den saa' med onde øjne paa hans Fromhed og søgte længe forgjæves at fordunkle det tydelige Vidnesbyrd, som disse Tegn aflagde, thi da den stadig var optændt af den gamle Avind og haardnakket blev ved sit gamle Had, kunde den ikke faa sig til at vise den Mand guddommelig Ære, som den holdt for, at den havde undlivet, fordi han var en Misdæder, og derfor søgte den ved menneskelig Kløgt at bortforklare, hvad Himlen gjorde vitterligt. Thi skjønt de saa', at Himlen billigede den Adfærd, de havde fordømt, foregav de dog, for at svække og undergrave Tilliden til Jertegnene, at de havde været i deres gode Ret, da de tog ham af Dage, og skammede sig ikke ved med den største Haardnakkethed at forsvare denne deres Paastand og staa urokkelig fast paa, at de havde handlet rigtig. De nøjedes saaledes ikke med at have røvet Kongen Livet, men søgte ogsaa i Døden at fratage ham, de havde ombragt, den Ære, der tilkom ham, og at begrave hans Ry. Men guddommelig Glans formaar Mennesker ikke at hylle i Mørke, Jertegnenes Lys trængte med Sandhedens klare Straaler igjennem Tvivlens Taage, thi hans hellige Legeme virkede helbredende for allehaande Sygdomme og Skrøbeligheder og gjorde mange karske. Og da de avindsyge Bagvaskere som Følge af Jertegnenes overhaandtagende Mængde blev nødte til at bøje sig for hans Hellighed og ikke længer kunde hindre Folk i at tro paa den, vedblev de dog med at forsvare, hvad de havde gjort, thi de indrømmede vel hans Hellighed, men foregav, at den ikke saa meget beroede paa de Fortjenester, han havde indlagt sig i sit Liv, som paa den Anger, han havde lagt for Dagen i sin sidste Stund. Saaledes hævdede de paa den ene Side, at de havde været i deres Ret til at gjøre, hvad de gjorde, og gjorde paa den anden Side Ære af ham, de havde undlivet. De sagde nemlig, at Kongen havde fortjent sin Død, men at hans Angerstaarer havde gjort ham til en Helgen, thi de holdt for, at det, som i hans levende Live havde drevet ham, mere havde været Havesyge end Gudsfrygt. Denne Vildfarelse maatte de imidlertid senere bøde haardt for. Men ogsaa deres Efterkommere, som har arvet deres Forfædres Avind, paastaar, at hans Hellighed ikke beror paa hans Liv, men paa hans Anger, og gjør sig saaledes ved deres nuværende Vantro medskyldige i Fortidens Vildfarelse, og det er ikke muligt at faa dem til at lade deres Had fare og oprigtig paaskjønne hans Hellighed. Denne, som først kom for Dagen i den lille By Odense, straalede imidlertid ud over næsten hele Jordens Kreds, og hans Dyrkelse, som først optoges af den nævnte Bys Borgere, bredte sig lidt efter lidt til alle, saa hans Levneds saa vel som hans Undergjerningers Hellighed, som de Odense Folk først havde været ene om at gjøre Ære af, blev Gjenstand for almindelig Tilbedelse, og endnu den Dag i Dag er den Lykke ham forundt, at hans salige Aand gjør Undergjerninger, thi ligesom han i sit jordiske Liv lagde Vind paa at fremme sit Lands Tarv ved den Beskjærmelse, han ydede det, har han, efter at han nu har opnaaet den himmelske Udødelighed, endnu ikke afladt med at tage det i sin himmelske Varetægt. Derfor indtager han nu som Følge af sin paa Ære og Berømmelse saa rige Hellighed en straalende Plads paa Helgenlisten, ja han viser endog ved daglige Jertegn sin Helligheds heldbringende Virkninger og gjengjælder den Ondskab, Landsens Folk udviste imod ham, med Velgjerninger. Til evige Tider vil Danmark være stolt af hans herlige Dyder. Saadan en Glans lader Himlen efter Døden straale om sine Helgener, naar Menneskenes Avind sætter sig op imod Himlens Godhed. ## bok 12: Olaf Hunger (Winkel Horn 1898) Da Knud var bleven dræbt, gav Jyderne, der som Følge af deres ugudelige Sammenrottelse, som de stadig holdt fast ved, var særlig gunstig stemte for Olaf, denne deres Stemmer og forlangte ivrig at faa ham til Konge, thi de haabede, at han vilde gjøre Gjengjæld imod dem, eftersom de havde udsat sig for saa stor Fare for at skaffe ham Riget, hvorimod de ikke holdt det for raadeligt at overdrage denne Værdighed til nogen af hans Brødre, som de troede ilde paa Grund af den store Kjærlighed, de havde næret til Knud. For at faa ham tilbage, saa han kunde overtage Riget, maatte de gaa ind paa at udrede en Sum Penge og stille Niels, der var baade hans og Knuds Broder, som Gissel for hans Løsladelse. Det var jo ikke noget ringe Vidnesbyrd om Broderkjærlighed, Niels saaledes aflagde, idet han ikke betænkte sig paa at tage sin Broders Lænker paa sig og derved skaffe ham Riget. Men da Erik hørte det, betænkte han, at det var ham, som efter deres Broders Befaling havde tilføjet ham den Tort, og af Frygt for hans Hævn flyede han til Sverige med sin Hustru Bodil, en Datter af Ulf Gallessøns Søn Trugod. Imidlertid kappedes Danskerne om at skaffe de Penge til Veje, der skulde udredes for, at Gislet kunde komme tilbage, og at betale den fastsatte Sum. Da Olaf var bleven udfriet af Fangenskabet i Flandern, gjorde Himlen ham i sin Vrede over Brodermordet ligesom til en ødelæggelse for den Frugtbarhed og Overflod, Landet hidtil havde været velsignet med, thi da Danskerne jublede over den ny Konges Tronbestigelse og skamløst spottede over den forrige Konges Fald, besluttede Gud, som altid harmes over de lastefulde, og som ikke længe vilde lade deres Ugudelighed gaa ustraffet hen, at tugte dem for deres Frækhed med Armod og at lade dem bøde, som de havde fortjent, for det Mord, de havde begaaet i Fællesskab, ved at lade dem alle lide Nød. Da han ikke blot vilde straffe nogen enkelt, men lade det gaa ud over alle, lod han det nemlig i lige saa mange Aar, som Knud havde siddet paa Tronen, være det ubetimeligste Vejr og paaførte dem saaledes med sin himmelske Magt en Straf, som menneskelig Kraft ikke mægtede at staa sig imod. I Foraaret og om Sommeren afsved nemlig den stærke Hede al Grøde paa Markerne, og om Efteraaret regnede det saa stærkt, at det, der var voxet op paa lavtliggende eller side Steder, gik i Leje som Følge af den stadige Oversvømmelse, Regnskyllene medførte, medens Vejret maatte have været lige det stik modsatte, om det skulde have været Menneskene tjenligt. I Sommertiden savnede man den fornødne Væde, og i Efteraaret, da man helst skulde have tørt Vejr, skyllede Regnen ned, saa der ingen Maade var dermed, og Markerne, der var fuldstændig oversvømmede, saa' vidt og bredt ud som hele Søer. Hvad Sommeren med Nød og Næppe havde ladet komme frem, ødelagde saaledes Efteraaret, og saa utidigt var Vejret, at Regnen ikke kunde raade Bod paa den Fortræd, Heden havde gjort, og Heden ikke faa Bugt med den Oversvømmelse, Regnskyllene medførte. Ja, Bønderne maatte endog sejle om i Baade paa de oversvømmede Marker og sanke de enkelte Ax sammen, der drev om paa Vandet, og derefter tørrede de de raadne Smuler, der var igjen af dem, i Ovne, malede dem og lavede Grød af dem, thi Brød duede de ikke til. Følgen heraf blev, at der opstod en saadan Hungersnød, at største Delen af Landsens Folk omkom af Mangel paa Føde. De rige blev saaledes fattige, og de fattige døde, de fornemme mistede deres Velstand, og de ringe satte Livet til, thi de rige skaffede sig, da deres Levnedsmidler slap op for dem, for Guld og Sølv, hvad de behøvede til at bjærge Livet med, men de fattige, som hverken havde Penge eller Mad, sultede rundt omkring ynkelig ihjel. Kongen selv kom i den yderste Nød og maatte bytte sig Korn til for det meste af sit Jordegods, lod sine Ejendomme sælge og kjøbte Levnedsmidler for Pengene, han fik ind for dem. De adelige undsaa sig heller ikke ved i samme Hensigt at skille sig ved deres Værdighedstegn. Men i Nabolandene var der fuldt op af Korn, saa det var aabenbart, at det var det enkelte Folk, der skulde straffes, og ikke en almindelig Landeplage. Denne haarde Tugtelse nødte omsider Landsens Folk til at anerkjende Knuds Hellighed, som de hidtil ikke havde villet indrømme, og til at ære og tilbede hans Højhed, som de før havde foragtet, og denne aabenbare Straf, som udelukkende ramte Danskerne, medens andre Folk havde fuldt op af Korn, godtgjorde da sandelig ogsaa tydelig nok baade Mordernes Brøde og den myrdedes Uskyld. Biskop Svend, som nød den største Anseelse blandt Danskerne, havde forudsagt, at denne Ulykke vilde ramme Landet, da han formanede Landsens Folk til at gjøre Bod for det Mord, de havde begaaet, thi han mente Folket det ærligt og ærede Gud. tog nøje Vare paa alt, hvad der angik Religionen, og prædikede med overordentlig Veltalenhed. Derfor var han ogsaa yndet af alle, nød den højeste Anseelse og var i Besiddelse af den største Veltalenhed. Og han opbyggede ikke blot sine Undergivne ved de Ord, han talte, men ogsaa ved det herlige Forbillede, han gav dem ved sit Levned, thi hans Tænkemaade var lige saa smuk som hans Tale. Da Trefoldighedskirken var bygget færdig, opførte han Omgangen i den, og i dette fromme Værk stod Kong Knud ham trolig bi. Ikke mindre magtpaaliggende var det ham at faa bygget Kirker til Vor Frues Ære, en lod han opføre i Roskilde, og en anden arbejdede han ivrig paa i Ringsted, og en tredje grundlagde han i Slagelse for St. Michael, saa stor Iver lagde han for Dagen i Henseende til at bygge Kirker. Og han lod sig ikke nøje med den Fromhed, han kunde vise her hjemme, men for yderligere at forøge den i fremmede Lande skyede han ikke det Besvær at give sig ud paa Pilgrimsfærd. Da han paa Vej til Jerusalem var kommen til Byzanz, samlede han allehaande Klenodier og Helgenlevninger og sendte dem hjem til Brug i Domkirken, men efter at Grækenland havde skuet hans Fromhed, fik saa Rhodus hans Død at se. Omtrent samtidig døde Richvald i Lund, og Asger, en Mand, der baade udmærkede sig ved høviske Sæder og høj Byrd, blev hans Efterfølger paa Bispestolen dér. I de næsten ti Aar, Olaf sad paa Tronen, var Landet stadig stedt i saadan Nød, at han ikke kunde udrette noget, der var en Konge værdigt, og Naboerne, der foragtede ham for hans Fattigdoms Skyld, holdt det for en Skam at paaføre saadan en Hungerkonge Krig, idet de mente, at det ikke sømmede sig med Vaabenmagt at gjøre det af med Sult, og at Mennesker ikke burde pine den, Gud straffede, eller yderligere forøge Himlens Straf ved menneskelig Magt; hvem vilde nemlig nære Misundelse imod et Land, som i saa mange Aar var blevet hærjet af den forsmædeligste Nød? Da Kongen nu skulde fejre Julefesten, var der ikke Brød nok; han saa' selv efter alle Vegne, hvor udhungret hans Hus var, og saare forfærdet over, at den Skam skulde overgaa ham, at han ikke havde Mad nok at sætte paa Bordet, bedækkede han sit Ansigt med sine Hænder, græd bitterlig og kærede i sin store Kvide med Suk og Klage over de strænge Tider, græd over, at han kun havde saa mager en Kost at byde saa mange Gjæster, og syntes, at det var den største Skam og Forsmædelse, at de skulde sulte paa saa højhellig en Dag. Jeg mener nu, at det kun tilsyneladende var andres, men i Virkeligheden sin egen Nød, han græd over. Derpaa opløftede han sine øjne til Himlen og bad ydmygt Gud den almægtige om, hvis han var fortørnet paa hans Folk, da at lade ham undgjælde derfor i dets Sted, thi han syntes, at de svare Tider, der overgik Landet, var den usaligste Skæbne, der kunde blive det til Del, og skammede sig ved at stille saa smal en Kost, som snarere var til at spise sig sulten end mæt i, til Skue for sine fornemme Gjæster. Himlen bønhørte ham; han fik hurtig Ende paa sin Elendighed; thi ved sin fromme Bøn - hvis der ellers kan være Tale om Fromhed hos en Brodermorder - skaffede han sig selv Døden og frelste sit Land; ved denne sin ædle Livslede afvendte han den store Ulykke, Landet var blevet straffet med, saa han efterlod sig et smukkere Minde ved sin Død, end ved hvad han havde udrettet i levende Live, eftersom han tog sin Død af Sorg over Landets Nød. Han viste, hvor stor Kjærlighed han i sit Hjærte bar til sine Undersaatter, idet han vilde afvende deres Ulykke ved at lade sit eget Liv, og bad om, at den almindelige Elendighed maatte gaa ud over ham alene. Man kan derfor ikke nægte, at from maa han alligevel have været, eftersom han ofrede sin egen Velfærd for sine Undersaatters. Hungersnøden blev nemlig saa at sige jordet med ham, der var Skyld i den, og de, som før havde maattet sulte, kunde nu atter blive mætte. ## bok 12: Erik Ejegod (Winkel Horn 1898) Efter Olafs Død blev Erik, som kom næst efter ham i Alder, kaldt tilbage fra Sverige og til stor Glæde for alle valgt til hans Eftermand. I hans Tid kom Folket, der saa længe havde lidt Nød som Følge af Dyrtiden, atter paa Fode, og Kornet, som nu fik betimelig Regn, trivedes nu igjen, ja, medens han stod for Styret, var der saa stor Overflod paa Markerne, at en Skjæppe Korn, ligegyldigt af hvilken Slags, kunde kjøbes for en Penning. Denne Overflod varede ogsaa ved i alle hans Regeringsaar. Han fik da ogsaa sit Tilnavn Ejegod, ikke blot for sine Dyders, men ogsaa for de gode Tiders Skyld, thi Armod blev afløst af Velstand, Mangel af Overflod. Jeg tænker, det kan være fornøjeligt kortelig at høre noget om denne Mands fortræffelige Egenskaber. Han var nemlig ikke blot i Besiddelse af herlige Sindets Gaver, men Naturen havde ogsaa givet ham en saa sjælden og beundringsværdig Væxt, at han var et Hoved højere end alle andre, og hans Førlighed svarede til hans Højde, saa man skulde tro, at Naturen havde skabt og udviklet hele hans Legeme med den største Omhu og Nøjagtighed; Kræfter havde den ogsaa givet ham i Forhold til hans herlige Legemsvæxt, saa at ligesom ingen var hans Jævning i Væxt, kunde heller ingen maale sig med ham i Styrke, thi i begge Henseender var han udmærket frem for alle andre. Han var, naar han sad ned, Mand for at kaste længere med Spyd eller Sten end Folk, som stod op, saa det, at han sad ned, kunde ikke hindre ham i at vise, hvad han duede til, ja, han kunde i den Stilling brydes med to af de stærkeste Mænd, og medens han trak den ene ned til sig, holdt han den anden klemt imellem sine Knæ, og han holdt ikke op, førend han havde faaet først den ene og saa den anden under sig og bundet begges Hænder paa Ryggen. Og ikke mindre dygtig var han til at trække Tov, thi medens han selv holdt i Enden af ét Tov med hver Haand, lod han fire udmærket stærke Mænd trække i den anden Ende af de to Tove, og de anstrængte sig ikke blot forgjæves for at trække ham op fra hans Sæde, men han trak snart i det, han holdt i højre, og snart i det, han holdt i venstre Haand, og bevirkede ved sin store Styrke, at hans Modstandere maatte slippe deres Tag eller, hvor megen Modstand de end gjorde, lade sig trække med, da de ikke kunde trække ham til sig. Han havde ogsaa den herligste Røst og talte paa Tinge ikke blot med stor Veltalenhed, men ogsaa saa højt og tydeligt, at han grant kunde høres, ikke blot af dem, der stod tæt ved, men ogsaa af dem, der stod langt borte. Derhos havde han, for at vinde Almuens Gunst, for Skik at slutte sine Taler paa Tinge med at paalægge Mændene, naar de kom hjem, at hilse deres Koner og Børn saa vel som deres Tyende fra ham med Løfte om, at han nok skulde sørge for, at der skete enhver hans Ret, thi i Henseende til at gjøre Ret og Skjel, sagde han. havde han samme Skyldighed over for alle. Disse herlige Sindets og Legemets Gaver fordunkledes imidlertid af én Ting, og det var hans Løsagtighed, der satte stygge Pletter paa hans Levned ved hans Mangel paa Maadehold. Han nøjedes nemlig ikke med at pleje Omgang med sin Ægtehustru, men holdt Friller, skjønt Skæbnen havde været ham saa god at tildele ham en Hustru, der udmærkede sig baade ved Fagerhed og Dyd. Heller ikke skortede det Dronning Bodil paa Overbærenhed over for sin Husbonds utilbørlige Adfærd, thi hun viste de Piger, hun mærkede, han havde fattet Elskov til, moderlig Kjærlighed, og for at vise sin Husbond saa meget større Føjelighed optog hun dem blandt sine Terner, saa længe hun levede, ja, for at deres Fagerhed kunde komme saa meget bedre til sin Ret, satte hun endogsaa tit deres Haar med sine egne Hænder, og skjønt det havde været mere end nok, at hun ikke blev vred, viste hun dem oven i Kjøbet Kjærlighed. Da hun ikke kunde være sin Husbond til Behag ved sin egen Fagerhed, vilde hun nemlig være det ved andres og foretrak at frede om Mandens Kjærlighed til dem frem for at hævne den Tort, der tilføjedes hende, for at den ellers saa berømmelige Herre ikke skulde komme i Orde som den, der førte sig skammelig op, og fordi det tyktes hende smukkere at vise sig venlig end hadefuld over for dem, der røvede hende hans Kjærlighed. Derfor kastede hun ikke blot et Slør over sin Husbonds Utugt, men fandt sig endogsaa i uden Hensyn til deres Letfærdighed at vise Godhed imod dem, der havde fortjent, at hun hadede dem, lønnede deres Foragt med at gjøre Ære af dem, og den Tort, de gjorde hende, med Venlighed. Saaledes gav hun det mest lysende Exempel paa kvindelig Taalmod, og ved sin enestaaende Lemfældighed har hun da ogsaa vundet et berømmeligt Eftermæle hos Efterkommerne. Erik havde tre Sønner, Harald, Knud og Erik, af hvilke han skal have avlet den første med en Frille, den anden i sit Ægteskab og den tredje med en anden Mands Kone. Hvor sagtmodig denne Konge end var, skortede det ham dog ikke paa Mands Mod og Hjærte; lige langt fra Grumhed og overdreven Lemfældighed holdt han Middelvejen imellem Haardhed og Svaghed. Den Fasthed, han kunde vise, kom i højeste Grad Menigmand til gode, thi for at de mægtiges Havesyge ikke skulde slappe Retfærdighedens Baand og deres Overmod svække Lovens Kraft, optraadte han strængt over for deres Utilbørligheder, og jo længere han var borte fra de ryggesløse Mennesker, des haardere fik de hans Myndighed at føle, thi naar Menigmands Undertrykkere troede, at der var Fred og ingen Fare, fordi han var borte, hændte det tit, at han pludselig lod dem gribe af sine Drabanter og hænge, saa deres Uretfærdighed blev vejet paa Træbismer. Derfor frygtede Stormændene ham, medens Smaafolk elskede ham, thi over for disse viste han faderlig Overbærenhed, over for hine kongelig Strænghed. Han havde ogsaa adskillige Døtre med Friller, af hvilke han giftede en med en Mand ved Navn Haagen, til Løn for, at han havde lovet at hævne Kongens Broder Bjørns Drab. Bjørn havde nemlig undertvunget Holster og Ditmarskere, og for at hindre dem i at gjøre Opstand havde han paa den ø, hvor Vermunds Søn Uffe, efter hvad der fortælles, holdt Tvekamp med de to ypperste sachsiske Kæmper, opført en Fæstning og omgivet øen med Vold og Grav, men en Gang paa Tinge blev han gjennemboret i Siden med et Spyd af en af Landsens Folk, der bar personligt Nag til ham paa Grund af det Herredømme, han øvede over dem. Paa den Tid plagede Venderne i højeste Grad Danmark med deres Sørøvertog. Deres Overmod var nemlig længe blevet næret ved den Elendighed, Landet havde været hjemsøgt med, og Olaf havde snarere egget dem ved sin ørkesløshed end drevet dem tilbage ved at tage sig noget for imod dem. Nu overfaldt de en højbaaren Mand ved Navn Auden, da han var ved at sætte over fra Sjælland til Falster, og da han foretrak Død for Fangenskab, slog de ham ihjel. Danskerne holder nemlig i Kraft af deres medfødte Tapperhed for, at den sørgeligste Skæbne, der kan ramme dem, er at falde i Fangenskab. Skjalm Hvide, som var Audens Broder, kærede da paa Tinge saa stærkt herover, at Menigmand paa hans Tilskyndelse besluttede, at alle i Fællesskab skulde hævne denne ene Mands Drab. Kongen havde nemlig ladet Folkets Myndighed tage i den Grad til, at det havde Ret til at tage Bestemmelse om Krigstog, og at det ikke var Fyrstens Bud, men Folkets Vilje, der afgjorde, om man skulde gribe til Vaaben. To Skaaninger, Ale og Herre, der var bleven landsforviste for deres Misgjerninger, var ogsaa i deres Landflygtighed tyede til Julin, det Sted, hvor fordrevne Danskere sikrest fandt Tilhold, og de drev med stor Iver det samme Haandværk som de andre Julinere og hærjede og ødelagde paa det grummeste Danmark med deres Sørøverier. Danmarks Ungdom angreb da Julin og belejrede den, saa Julinerne til sidst maatte udlevere alle de Sørøvere, der fandtes inden for Byens Mure, og derhos udrede en Sum Penge. Da Danskerne havde faaet disse Sørøvere i deres Magt, mente de, at de burde straffe dem for den Fortræd, de havde tilføjet Riget, ved at lade dem lide den grueligste Død. For at deres Død kunde blive saa meget voldsommere, bandt de dem først med bagbundne Hænder fast til Pæle, sprættede saa Maven op paa dem og trak den nederste Del af de blottede Tarme ud, viklede den om Pælene og holdt ikke op med disse Pinsler, førend Indvoldene var vundne helt ud af Maven paa dem, og de grumme Røversjæle drog deres sidste Suk. Det var et sørgeligt Skue, men det havde en overmaade nyttig Virkning for Danskerne, thi ikke blot fik Misdæderne deres Straf, men andre advaredes imod at gjøre sig fortjente til lignende Pinsler, saa de, det gik ud over, fik deres Straf, og dem, der saa' derpaa, var det et Vidnesbyrd om, hvad slige Ildgjerningsmænd kunde vente sig. Og det var ikke blot denne Gang, Erik overvandt det mægtige Venderfolk og svækkede dets Kraft, men baade anden og tredje Gang kuede han dets Vildskab saa eftertrykkeligt, at det aldrig siden hjemsøgte ham med sine Sørøvertog. Imidlertid var Biskop Egin i Lund død og Asger, en højbaaren Mand fra Jylland, bleven hans Eftermand. Paa Grund af falske og løse Beskyldninger truede Ærkebiskoppen i Hamborg med at lyse Erik i Band, og af Frygt for denne Trusel kom Kongen dens Udførelse i Forkjøbet ved at henskyde sin Sag under Paven og drog strax til Rom, hvor han lod sin Sag nøje undersøge og kraftig gjendrev Ærkebispens Anklage og forsvarede sig saaledes i alle Maader, at han fuldstændig besejrede sin Modpart. Og han lod sig ikke nøje med saaledes at have forfægtet sin Sag paa den eftertrykkeligste Maade, men vilde af Uvilje imod sin Modstander ikke finde sig i, at Rigets Gejstlighed skulde være undergivet et udenlandsk Ærkebispesædes Myndighed. Han drog derfor atter til Rom og begjærede baade for sit eget og for Landets og dets Gejstligheds Vedkommende at blive fri for at staa under den tyske Ærkebiskop, for at han ikke i Religionssager skulde være nødt til at adlyde fremmede eller tage imod Forskrifter fra Udlandet i Henseende til Kirketugten. Og han havde ikke svært ved at faa Paven til at gaa ind paa hans ønske, thi dels vilde denne ikke krænke den udmærkede Mand ved et Afslag, og dels bevirkede Hensynet til hans Værdighed og til den besværlige Rejse, han havde gjort, at Paven gav sit Samtykke og lovede, at han vilde vise Riget den Ære at give det sit eget Ærkesæde, og opfyldt af det Haab, som dette Løfte gav ham, drog Kongen glad hjem. Men saa hændte der en sørgelig Begivenhed, som nu skal fortælles. Thi da Erik var kommen hjem og en Gang, som Konger har for Skik, holdt aabent Taffel, traf det sig saa, at der blandt andre var en Spillemand til Stede. Han sagde mangt og meget til Forherligelse af sin Kunst, og blandt andet paastod han, at man med en Strengeleg kunde drive Folk til Afsindighed og Raseri, ja, at der var nedlagt en saadan Magt i den, at de, som hørte dens Toner, ikke kunde undgaa at gaa fra Sans og Samling. Da han blev spurgt, om han selv var Mand for det, sagde han, at det var han, og saa bad Kongen ham om at lade dem se en Prøve paa denne sin Kunst, og da det ikke hjalp, truede han ham, saa han blev nødt til at give efter. Da han nu ikke kunde faa Kongen til at afstaa fra sin Begjæring hverken af Frygt for at blive afsindig eller for anden Fare, lod han først alle Vaaben bære ud af Hallen, for at der ikke skulde være noget, de kunde gjøre Fortræd med, naar Raseriet kom over dem, og dernæst lod han nogle Mænd stille sig ude paa Svalegangen, saa langt borte, at de ikke kunde høre Strengelegen, og paalagde dem, at naar de hørte, at Raseriet var kommet over dem, der var inde i Hallen, skulde de løbe ind og rive Strengelegen ud at Hænderne paa ham og slaa ham i Hovedet med den, thi hvis han fik Lov til at blive ved med at spille, vilde han ogsaa bringe dem fra Sans og Samling. Han bød ogsaa, at der skulde være nogle ved Haanden, som kunde tage kraftig fat paa dem, der blev grebne af Vanvid, for at de ikke, naar de i deres Raseri kom i Klammeri, skulde slaa hinanden ihjel. Det skete, som han bød, og da Vaabnene var baarne ud og bragte under Laas og Lukke, begyndte han at spille paa Strengelegen. Først spillede han et Stykke, der var saa alvorligt, at de, som hørte det, strax blev som opfyldte af Sorg og Drøvelse; derefter spillede han et lystigt Stykke, der gjorde dem overstadig glade, saa deres Sorg forandledes til Lystighed, som de gav Luft i allehaande kaade Fagter og Lader; og til sidst blev hans Spil voldsommere og drev dem fra Sans og Samling, saa de i deres Raseri udstødte høje Raab. Saaledes fik han deres Sindsstemning til at skifte, efter som hans Spil vexlede. Da nu de, som stod udenfor, og som ikke kunde høre hans Spil, saa, at Kongen og de andre i Hallen teede sig helt afsindig, brød de ind i Huset og greb fat i den rasende Konge, men de kunde ikke holde ham, thi Raseriet, der havde betaget ham, havde saa vældig øget de Kræfter, han havde af Naturen, at han med Magt sled sig løs fra deres Tag. Og da han nu havde faaet Bugt med dem, der brødes med ham, løb han hen og rev Døren op, greb et Sværd og dræbte fire af sine Hirdmænd, der løb hen for at holde paa ham. Til sidst fik Hirdmændene ham overvældet ved at lade Drabanterne fra alle Kanter kaste Dyner over ham, og saaledes fik de med stor Fare for dem alle omsider Hold paa ham. Da han atter var kommen til sig selv, betalte han først den Bøde, han var ifalden, fordi han havde forbrudt sig imod Hirdskraaen, men for at gjøre endnu strængere Bod og sone sin Synd satte han sig endvidere for at gjøre en Pilglimsfærd og drage til det hellige Land, hvor Frelseren havde færdedes. Efter længe i Løndom at have overvejet dette fromme Forsæt aabenbarede han det omsider for dem, som han vilde have med paa Rejsen formedelst deres herlige Skabning, og skjønt det huede dem ilde, kundgjorde han det paa Landstingene. Da han nu ogsaa gjorde det vitterligt paa Viborg Ting, blev Almuen dér helt bestyrtet, jamrede sig, som om det var en Fader, den skulde miste, og raabte, at ved at drage bort vilde han bringe Landet i Fare, hvorfor alle som én med grædende Taarer besvor ham om at blive hjemme. Til sidst omfavnede de, badede i Taarer, hans Knæ og bønfaldt ham paa det indstændigste om ikke at tage mere Hensyn til det Løfte, han havde aflagt, end til det almene Vel; han kunde være vis paa, sagde de, at det huede Gud bedre, at han blev hjemme og tog sig retskaffen af Rigets Sager, end at han gik i Landflygtighed. Han forestillede dem, at han ikke kunde give efter for deres Bønner, eftersom han havde aflagt et helligt Løfte til Gud, og holdt urokkelig fast ved sit Forsæt, men Almuen var ikke raadvild, da det gjaldt om at møde den Udflugt, den tilbød at give Tredjedelen at alt, hvad den ejede, til de fattige for at kjøbe ham fri for det Løfte. Men ikke engang dette Tilbud formaaede at rokke det fromme Forsæt, han havde fattet, thi han erklærede, at Syndsforladelse ikke kunde erhverves ved Synd, og at han ikke kunde gjøre sig fri for det Løfte, han havde aflagt, ved at lade andre Folk betale nogle Penge; gik han ind paa deres Forslag, sagde han, vilde han selv blive Meneder og tillige bringe Landet i Armod. Han vilde ogsaa hellere gjøre Rejsen for sine egne Penge end lade andre udrede Omkostningerne ved den, thi han vilde ikke, at hans fromme Forehavende skulde blive andre til Byrde. Derpaa tog han Stormændene til Side og raadførte sig med dem om Valget af en Rigsforstander under hans Fraværelse, ikke fordi det skortede ham selv paa Forstand, men fordi han ikke ved at undlade at raadføre sig med andre skulde faa Udseende af kun at ville følge sit eget Hoved og sætte sin egen Mening over Almenhedens. Da Stormændene hørte det, sagde de imidlertid, at det vilde de overlade til ham selv at tage Bestemmelse om, de tvivlede ikke om, at han ogsaa i det Stykke vilde lægge Vind paa at ramme Rigets Bedste, de kjendte jo hans Klogskab i saa Henseende fra andre Ting. Saa bestemte Kongen, at hans Søn Harald, som havde naaet en til et saadant Hverv passende Alder og Modenhed, skulde staa for Styret i hans Fraværelse, og Skjalm Hvide, som var saare anset baade for sin høje Byrd og sin store Retskaffenhed, og som han havde gjort til Høvedsmand ikke blot over hele Sjælland, men ogsaa over Rügen, som han selv havde gjort skatskyldigt, overdrog han at opfostre Knud. Erik derimod, som var af ringere Herkomst paa mødrene Side, og som han ikke bar saa megen Omsorg for, gav han mindre anselige Formyndere. Efter at have truffet disse Bestemmelser udsøgte han sig alle de højeste Mænd til at følge med sig paa Pilgrimsfærden, for at det kunde falde mindre i øjnene, hvor stor han selv var, naar de andre var lige saa store; han var nemlig bange for, at hans ualmindelige Størrelse skulde gjøre ham latterlig i fremmedes øjne, og naar Folk saa' de andres Størrelse, mente han, vilde de undre sig mindre over hans egen. Dronning Bodil var ikke sen til at beslutte sig til at følge med sin Husbond; hun aflagde det samme Løfte som han, men hun vilde ikke dele Seng med ham, saa hun forøgede yderligere ved Kyskhed den Fortjeneste, hun indlagde sig ved at give sig ud paa denne Rejse. Men skjønt Kongen saaledes stod i Begreb med at drage af Landet, ophørte han ingenlunde med at tage Vare paa dets Tarv. For at Danskerne ikke i gejstlige Sager skulde staa under en fremmed Ærkebiskop, skikkede han nemlig Sendemænd til Paven for at ansøge om, at Landet nu maatte faa sit eget Ærkesæde. Paven undlod da heller ikke at holde, hvad han havde lovet; der kom en pavelig Legat her op for at indsætte en Ærkebiskop her i Landet, og efter at have taget Skjøn over de vigtigste Byer her i Riget og nøje undersøgt alt og gjort sig bekjendt ikke blot med de forskjellige Steder, men ogsaa med de forskjellige Personer, der kunde være Tale om, bestemte han, at Ærkesædet skulde være i Lund, dels paa Grund af Asgers udmærkede Fromhed, og dels fordi det er saa let at komme til den By fra de omliggende Egne, baade til Lands og til Vands. Og han fritog det ikke blot for at staa under tysk Overhøjhed, men lagde ogsaa Sverige og Norge ind under det i gejstlig Henseende, saa det er ikke lidt, Danmark har at være Paven taknemlig for, idet han ikke blot gjorde det selvstændigt, men ogsaa gav det Overhøjhed over fremmede Lande. Imidlertid drog Erik til Skibs til Rusland, hvorfra han over Land drog gjennem dette Rige og en stor Del af østerleden, til han naaede Byzanz. Kejseren turde ikke lade ham komme ind i Byen, thi han troede, at Kongen havde Svig i Sinde, og at Pilgrimsfærden kun var et Skalkeskjul, derfor bød han ham slaa Lejr uden for Murene og beværtede ham dér. Han havde ham nemlig mistænkt formedelst det Ry, der gik af ham, og formedelst hans Storhed, saa han vilde hellere koste noget paa ham end aabne Byens Porte for ham. Danskerne, som ellers var i høj Gunst hos ham, fattede han ogsaa Mistanke til ved samme Lejlighed og frygtede for, at de vilde sætte Hensynet til Kongen i det Land, de havde hjemme i, over Hensynet til ham, som de kun tjente for Sold. Blandt dem, der gjør Krigstjeneste i Byzanz, indtager Danskerne nemlig den første Plads, og Kejseren plejer at betro sit Liv og sin Velfærd til dem som sin Livvagt. Erik forstod godt Kejserens Mening, men han lod som ingenting og bad blot om at maatte faa Lov til at komme ind i Byen for at forrette sin Andagt i Kirkerne, eftersom det udelukkende var Kjærlighed til Religionen, der havde drevet ham til at besøge saa helligt et Sted. Kejseren roste hans fromme Iver og lovede, at han skulde faa Svar paa sin Begjæring næste Dag. Imidlertid gik de Danskere, der var traadt i græsk Tjeneste, til Kejseren og bad, om de maatte gaa ud og hilse paa deres Konge; det gav han dem Lov til, men han bød dem gjøre det hver for sig, for at Kongen ikke ved sin Tale skulde bedaare og forlokke dem alle paa én Gang. Kejseren havde ogsaa lejet Folk, som kunde baade Dansk og Græsk, til at meddele ham, hvad de og Erik sagde til hinanden. Da de havde hilst paa Kongen, og han havde budt dem tage Sæde, tog han til Orde og sagde, at de Danske, der var gaaet i græsk Tjeneste alt for længst havde opnaaet den største Ære ved deres Dyder; skjønt de var fremmede, herskede de i Virkeligheden over Landets Børn, og de havde det meget bedre ude end hjemme i deres Fædreland. Derhos havde Kejseren betroet sit Liv i deres Trofastheds Varetægt, og den Udmærkelse skyldtes ikke saa meget deres egne Fortjenester som deres Dyder, der havde været i græsk Tjeneste før de. Derfor burde de i høj Grad lade sig det være magtpaaliggende at føre et ædrueligt Levned og ikke hengive sig til Drukkenskab, thi de vilde passe deres Tjeneste bedst, naar de lod være at fylde sig med Vin og ikke gav Kejseren Anledning til Bekymringer, derimod vilde de blive dvaske til deres Tjeneste og raske til at yppe Kiv og Strid, hvis de ikke holdt sig inden for Ædruelighedens Grænser. Han lagde dem ogsaa paa Sinde, at de, naar de skulde slaas med Fjenden, burde lægge mere Vind paa at være tapre end paa at bjærge Livet, ikke søge at undgaa Døden ved at fly eller at slippe uskadt igjennem ved at være fejge; naar de en Gang igjen kom hjem til Danmark, skulde han nok lønne dem for deres tro Tjeneste med Velgjerninger, lovede han, og maatte de lade Livet, medens de kæmpede tappert i Slaget, skulde han vise deres Frænder og Paarørende al Ære. Saalunde og paa lignende Maade talte han til dem alle og opmuntrede dem til at være den græske Kejser oprigtig tro og hengivne. Da Lejesvendene nu meldte Kejseren dette, sagde han, at det var med Urette, at der blev gjort saa meget Væsen af Grækernes Kløgt, eftersom de bar Mistanke til en Konge, hvis Folk de havde saa mange Erfaringer for var uden Svig; man kunde danne sig en Forestilling om Kongens Retsindighed efter de ypperlige Prøver, man havde set paa hans Folks Trofasthed og Bestandighed. Og da han nu skjønnede, at det var Fromhed og ikke Svig, der drev ham, bød han, at Byen skulde smykkes, og at der skulde bredes Tæpper paa Gaderne, hvorpaa han selv med stor Ære tog imod ham og under almindelig Jubel gik Haand i Haand med ham op til Slottet, hvor han holdt Hof, som om han førte ham i Triumf, og viste saaledes den, som han med Urette havde næret Mistanke til, saa stor Ære, som det var noget Menneske muligt. Ja, for at vise sin Gjæst den største Hæder overlod han ham endogsaa sin Kongeborg, og den har ingen Kejser siden villet bo i, for at det ikke skulde se ud, som om de regnede sig for denne udmærkede Mands Jævning ved at bo i den Borg, der havde huset ham, og for at den Ærbødighed, man viste hans Herberg, kunde staa som et stadigt Minde om Gjæsten. Kejseren lod ogsaa en Maler kalde og male Kongen nøjagtig af i fuld Legemsstørrelse, og det baade staaende og siddende, for at han stadig kunde have hans vældige Skikkelse, som han i saa høj Grad beundrede, for øje. Og da han ikke vilde, at hans Gjæst skulde forlade ham tomhændet, bad han ham selv sige til, hvad han vilde have. Kongen, som foragtede denne Verdens Skatte, sagde da, at han helst vilde have Relikvier, og det fik han. Denne hellige Gave tog han med stor Glæde imod og sendte den under Kejserens Segl hjem til Lund og Roskilde, og for at hans Fødested ogsaa kunde have en Helligdom at vise, sendte han et Stykke af Kristi Kors samt Hellig Niels' Ben til Slangerup, thi Kirken dér skal han have bygget, og dér, hvor nu Alteret staar, skal han have set Dagens Lys. Kejseren vilde ogsaa forære ham en stor Mængde Guld, men det brød han sig ikke om og vilde ikke tage imod det for ikke at faa Ord for at have svigtet sin Selvbeherskelse og været begjærlig efter Grækernes Skatte. Det tog Kejseren ham strax fortrydelig op og bebrejdede ham det som en Fornærmelse, det var ham og ikke hans Gave, hans Foragt gik ud over, sagde han, og saa holdt han op med at bede ham om at tage imod den og nødte ham ved at stille sig fornærmet an til med Tak at tage imod, hvad han bød ham. Og for at det nu ikke skulde faa Udseende af, at Kongen blot tog og slet ikke gav, gjengjældte han Kejserens Høflighed ved ogsaa at give ham Gaver, som fik Værdi derved, at Grækerne aldrig før havde set sligt, saa Kejseren satte saa meget større Pris paa disse simple Gaver, som de dér i Landet var for Sjældenheder at regne. Omsider skjænkede Kejseren ham nogle Krigsskibe og forsynede ham med Levnedsmidler, og saa sejlede han til Cypern. Denne ø havde der hidtil været den Mærkværdighed ved, at ingen kunde begraves der, thi lagde man et Lig i Jorden om Dagen, blev det strax kastet op igjen om Natten. Her blev Kongen angreben af Feber, og da han mærkede, at hans sidste Time var nær, bad han om, at hans Lig maatte blive jordet ved Hovedstaden der paa øen; skjønt Jorden plejede at udspy andres Lig, sagde han, vilde hans faa Lov til at hvile der i Fred. Han blev da begravet der, som han ønskede, og hans Lig bevirkede, at Jorden opgav sit gamle Nag og at, medens den tidligere ikke vilde finde sig i, at noget Menneskelig hvilede i dens Skjød nu ikke blot han, men ogsaa andre fik Lov til at ligge der i Fred. Hans Hustru bukkede ogsaa under for denne Pilgrimsfærds Besværligheder og døde. Nu var der af hele Kong Svend Estridssøns Afkom kun de tre Sønner Svend, Niels og Ubbe tilbage, thi som tidligere meldt var Knud, Benedikt og Bjørn faldne for Fjendehaand og de andre døde i Sotteseng. Der gik to Aar, efter at Erik var død, førend man i Danmark fik sikker Tidende derom. Svend, som i Alder kom næst efter Erik, var i Tillid til sin Alder saa opsat paa at blive Konge, at han ikke ansaa det for nødvendigt at oppebie det almindelige Valg, men stævnede til Ting i Viborg og ikke betænkte sig paa at foregribe det almindelige Valgs Afgjørelse ved at lade sig kaare af en enkelt Landsdel. Han var maaske bange for, at hans Egenskaber, som hidtil ikke havde været synderlig kjendte, skulde blive underkastede en nøjere Granskning, og vilde derfor hellere tilrive sig Kronen med nogle faas Samtykke end voldgive sin Lykke til Mængdens usikre Afgjørelse, hellere med en enkelt Landsdels Billigelse bemægtige sig, hvad det tilkom hele Landet at overdrage ham. Han sporede sin Hest og sprængte i flyvende Fart ad Viborg Ting til, men saa blev han syg, og for at komme lempeligere og bekvemmere af Sted bød han, at de skulde lægge ham i en Vogn, thi hvor slappe end hans Sener var, og hvor mør han end var i hele Kroppen, kunde han ikke styre sin Lyst til at komme hurtig af Sted; han vilde med Glæde dø, sagde han, hvis han blot maatte bære Kongenavn i tre Dage. Hans Sygdom tog imidlertid saaledes til, at han heller ikke kunde taale at kjøre, og saa bød han sine Tjenere skynde sig og skaffe ham en Bærestol, han vilde ikke sørge, om han saa skulde opgive Aanden paa Tingstedet, sagde han, naar Folket blot først havde hilst ham som Konge. Hans Svaghed formaaede nemlig ikke at faa Bugt med hans uslukkelige Ærgjerrighed. Men medens han uden at ænse sin Sygdom anstrængte sig over Evne for at naa Tinget, kom Døden ham og han ikke Døden i Forkjøbet, og han gik glip ikke blot af Kongemagten, men ogsaa af Kongenavnet. Nu skulde der altsaa træffes Valg imellem Niels og Ubbe, thi Harald havde ved den uretfærdige Maade, hvorpaa han havde styret Landet, paadraget sig Almuens største Uvilje; han havde nemlig røgtet sin Gjerning saaledes, at det var en Skam og Skjændsel, og baaret sig baade stygt og lumpent ad, thi han havde sat alt Hensyn til, hvad ret og billigt var, til Side og paa det skjændigste misbrugt sin Magt til at plyndre og udsuge Landsens Folk og pine og plage dem paa alle mulige Maader. Ved sin skammelige Styrelse var han da ogsaa bleven saa almindelig forhadt, at ingen mente, at der kunde være Tale om at skjænke ham Kronen, thi alle holdt for, at det vilde være en Skam og Skjændsel at lønne ham for al den Uretfærdighed, han havde øvet, ved at hylde ham og at sætte ham paa en Hædersplads til Gjengjæld for alle de Trængsler, han havde bragt over Landet. Der blev nu holdt almindeligt Landsting ved Isøre, og der blev Kronen tilkjendt Ubbe, fordi han var ældst. Niels, som man troede vilde blive fortrydelig herover, godkjendte overmaade veltilfreds Tingets Valg, thi det havde bestandig været Skik blandt Svend Estridssøns Sønner, at de afløste hverandre paa Tronen, efter som de var gamle til, saa den gik i Arv fra den ældre til den yngre. Ubbe havde imidlertid ikke store Tanker om sin egen Dygtighed, og i Erkjendelse af sine ringe Evner vægrede han sig ved at tage saa tung en Byrde paa sine Skuldre og forsikrede, at Broderen, der var meget mere opvakt, var den værdigste til at overtage det Hverv; han holdt nemlig for, at det var klogere selv at erkjende sin Skrøbelighed end at lade andre opdage den. Mig tykkes det nu imidlertid, at han for at undgaa alt, hvad der kunde se ud som Anmasselse, har dømt mere ydmygt end sandt om sin Begavelse, som han lagde tydeligere for Dagen ved saaledes hellere at vise Kronen fra sig end at tage imod den, og han fortjente saa meget mere den Ære, som han ikke skammede sig ved at afstaa til sin kloge Broder, hvad der blev tilbudt ham. Danskerne ydede imidlertid ikke hans beskedne Undseelse tilbørlig Paaskjønnelse, thi uden Anelse om, at han, klog, som han var, blot havde benyttet en paatagen Udygtighed som Paaskud for at blive fri for at tage en Byrde paa sig, gik de ligegyldig ham forbi, som de ved haardnakket at trænge ind paa ham burde have faaet til at give efter, thi enhver, som er ved sine fulde fem, maa da kunne indse, at han maa have været kløgtig nok, eftersom han foretrak at leve som sin egen Mand i Fred og Ro frem for at tragte efter en Værdighed, som giver Bryderier og Bekymringer. ## bok 13: Niels (Winkel Horn 1898) Da Niels var kommen paa Tronen, var det saa langt fra, at han forfaldt til Hovmod, at han tværtimod ikke opgav noget af sin fordums Venlighed, men i alle Maader blev ved med med at føre sig op, som han hidtil havde haft for Skik, thi han lod ikke sit Sind forandre af den Medgang, han havde, og vilde ikke have Ord for at lempe sit Væsen efter sin Lykke, men hellere for at lempe sin Lykke efter sit Væsen. For ikke at bebyrde Landet med en kostbar Hird og store Udgifter nøjedes han til daglig med en Vagt af kun sex eller syv Mand for blot at være sikker for Tyve og Røvere, og den Pragt, han udfoldede som Konge, overskred ikke, hvad der svarede til hans Hirds Størrelse. Han ægtede Margrete, der var en Datter af Svenskekongen Inge og hans Dronning Helene, og som først havde været gift med Kong Magnus af Norge. Da Magnus, som ivrig angreb Svenskerne, en Gang var trængt frem med Vaabenmagt helt ned til Halland, blev han saa bestyrtet, da de uventet kom over ham, at han med Skam maatte fly til sine Skibe, barbenet, som han var, og denne forsmædelige Flugt skaffede ham Tilnavnet Barfod. Men da Inge ikke kunde holde ud, at han stadig truede hans Velfærd med sin Krigsstyrke, gav han ham for at skaffe sig Fred sin Datter til Ægte og afværgede saaledes den truende Fare. Med Magnus havde Margrete ingen Børn, men Niels fødte hun Afkom, som der dog ingen Lykke var ved. Den ene af deres Sønner, Inge, blev, lige som han havde traadt sine Børnesko, kastet af af en vild Hest og traadt ihjel under dens Hove, saa hans ædle Blod blev udgydt i Vejens Snavs og Pløre, og han omkom paa den sørgeligste Maade, thi hans Lig fandtes liggende paa Jorden sønderrevet og helt splittet ad. Hans Hovmester, som vilde have ham vænnet til at ride, havde nemlig ladet ham selv tage Tømmerne, og da Knøsen ikke kunde styre Hesten, kastede den ham af og slæbte ham hen ad Jorden hængende i Stigbøjlen. Den anden Søn Magnus var vel godt nok udstyret af Naturen, men fik alligevel kun en krank Lykke, thi han begik den afskyeligste Misgjerning, idet han dræbte sin Frænde, og paa Grund af denne sin Udaad staar han for alle Tider som et afskrækkende Exempel paa Troløshed. Hans Moder, der var opsat paa at styrke Slægtskabsbaandene ved Svogerskab, havde faaet sin Broder Regnalds Datter gift med Henrik og sin Søsterdatter Ingeborg med Knud. Sit Fædrenegods delte hun derhos i tre lige store Dele, af hvilke hun selv beholdt den ene og gav de to nys nævnte Frænder hver sin i Medgift. Deraf opstod der Splid imellem Danskerne og Svenskerne, og næret og forøget ved allehaande Fjendtligheder har det gamle Nag haardnakket holdt sig lige til vore Dage. Niels skal ogsaa med en Frille have haft en Datter ved Navn Ingrid, der senere blev gift med en Mand, som hed Ubbe. Margrete berigede ikke blot Kirkerne med Jordegods, men lagde ogsaa af alle Kræfter Vind paa at give dem et prægtigt Udstyr og sætte pragtfuldt Skrud i Steden for de tarvelige Sager, der hidtil havde været brugt ved Gudstjenesten, thi for at gjøre denne saa meget stateligere skjænkede hun Kirkerne Korkaaber, Messehagler og andre Kirkeklæder og til kirkeligt Brug tjenlige Sager. Imidlertid begyndte Venderen Henrik, en Søn af Godskalk og Syrithe, da Niels imod al Ret og Billighed forholdt ham hans Mødrenearv, at gjøre sine Krav paa den gjældende med en saadan Iver, at han uafladelig truede Danskerne, saa Kongen for at være sikker var nødt til at lægge en Besætning ved Slesvigs Grænse og stille Vagtposter ud, og i Landet imellem Elben og Slesvig hærjede Henrik saaledes, at det laa helt udyrket hen. For at tugte ham herfor opbød Niels Flaaden og drog til Lütke efter at have givet Ejlif, Statholderen i Slesvig, Befaling til at møde ham dér med Hestfolk, thi Danskerne havde den Gang endnu ikke lært at føre Rytteri med sig, naar de førte Krig i Udlandet. Statholderen var imidlertid ikke til at stole paa, han var mere opsat paa at tjene Penge end paa at adlyde den Befaling, han havde faaet, og lod sig bestikke af Henrik, saa der kom ingen Ryttere, og Niels maatte tage Kampen op med Venderne med Fodfolk alene. Venderne ansaa det nu for sikrere at lade deres Ryttere gjøre Fodfolkene trætte end at angribe dem med hele deres Styrke, de fløj omkring hid og did, angreb snart Danskerne forfra og snart i Flanken og plagede deres Fjender ved at angribe dem fra Siden med deres Kastespyd saa her og saa der, thi saa snart de havde gjort Angreb, gav de sig atter paa Flugt, og det var de ikke senere til end til at angribe, og idet de undgik at blive angrebne af Danskerne, som mere truede dem med deres Masse end med Raskhed i Vendingen, gjorde de omkring og overfaldt dem bagfra og lagde saaledes uventet en frygtelig Tapperhed for Dagen, som om de var Røvere, der brød frem fra Baghold. Efter at Danskernes Fylking saaledes var bleven slappet og svækket, og de var komne saa uheldig fra det nede paa Sletten, trak de sig op paa en nærliggende Højde for ved Hjælp af denne faste Stilling at finde den Sikkerhed, de ikke kunde opnaa ved deres Vaaben, og efter at have besat den saa' de, trygge ved at være der oppe, ned paa Fjenden. For ikke at faa Ord for, at de stolede mere paa deres Stilling end paa deres Kræfter, foretrak de imidlertid næste Dag atter at søge den tvivlsomme Lykke nede paa Sletten frem for at slaa sig til Ro med det sikre Værn, deres Stilling gav dem. Men Fodfolkene kunde heller ikke nu staa sig over for Rytteriets Mod, og der kom ikke andet ud deraf, end at de under deres Bestræbelser for at gjenvinde den Krigshæder, de havde sat til, føjede et nyt Nederlags Skam til den, de allerede havde paadraget sig. Jeg er nu mest tilbøjelig til at tro, at dette Udfald af Slaget mere skyldes, at de ikke havde truffet de nødvendige Forberedelser, end Mangel paa Mod, saa at de, idet de opfyldt af krigersk Mod ikke tilstrækkelig omhyggelig havde iagttaget de første Forholdsregler, Krigsførelsen paabød, ikke kom til at bøde, fordi de var forsagte, men fordi de havde været efterladende, og at det mere var deres egen Forsømmelighed end Fjendens Styrke, der tilføjede dem dette Nederlag. Harald skal efter at have kæmpet tappert være bleven saa haardt saaret, at han ikke kunde gaa og maatte lægges paa et Skjold og bæres ud af Slaget. Knud blev ogsaa saa haardt saaret, at han ikke kunde gaa, men en af Krigsfolkene ydede ham trofast en udmærket Hjælp, idet han ikke tog i Betænkning at udsætte sig selv for Fare i hans Sted, for at hans Herre ikke skulde falde i Hænderne paa Fjenden. Han bød nemlig med fuldt Overlæg sine Stalbrødre at fly, og selv humpede han langsomt af Sted, som om han var mat og mødig, og rakte Hænderne op imod en Vender, der kom hen imod ham, som for at han kunde binde dem; men da Venderen kom helt hen til ham, greb han fat i Tømmerne og tog med sine Stalbrødres Bistand Hesten fra ham, og da han havde bemægtiget sig den, kom han strax den svage og afmægtige Knud til Hjælp med den, og saaledes lykkedes hans lige saa snilde som farlige Manddomsgjerning. Da Tusmørket faldt paa, trak Resten af Danskerne sig efter at have trukket det korteste Straa i Slaget atter tilbage til den før omtalte Højde, som nu var deres eneste Værn. Mad og Drikke skortede det dem ogsaa paa, saa foruden af Saar og Mødighed plagedes de nu ogsaa af Mangel paa Levnedsmidler. De var saaledes næsten bragte i den yderste Nød, alle Vegne var de omringede af Farer, og Hjælp saa' de sig forgjæves om efter; thi Skaaningernes Ankomst forsinkedes af Storm, og Ejlif, der var bestukken af Henrik, sendte blot Bud med Undskyldninger for sin Sendrægtighed og blev borte med sine Folk. De opgav da alt Haab om menneskelig Hjælp og tog deres Tilflugt til den himmelske og holdt det for bedre at vende sig til Gud end til Mennesker med den Smule Haab, de havde tilbage. Dagen efter - det var St. Laurentius' Dag - holdt de med Sorg i Sinde Ting og vidste ikke bedre Raad til at forsone den Almægtige end at aflægge Løfte om at faste, hvorfor de vedtog, at der til evige Tider skulde holdes Faste over hele Danmark Dagen før St. Laurentius' Dag, Allehelgensdag og Langfredag. Dette Løfte, der blev afgivet som Følge af den almene Nød, har Efterkommerne siden strængt overholdt, idet de har anset det for utilbørligt for Bugens Skyld og af Graadighed at ophæve den Faste, Forfædrene havde vedtaget. Ved Daggry gav nu Danskernes Hær sig i smaa Afdelinger paa Vejen til deres Skibe, og undervejs mødte de Skaaningerne, som lige var komne med deres Flaade. Glade over deres Ankomst fattede de atter Mod, og ret som om de nu ogsaa selv havde faaet friske Kræfter, opmuntrede de hinanden til at sørge for, at de fjendtlige Ryttere ikke faldt dem i Ryggen. Derpaa rykkede de videre frem i sluttet Fylking, til de uventet kom til et stort Morads, som de maatte over, da de ikke paa nogen Maade kunde komme udenom, men da de havde begivet sig ud i det, varede det ikke længe, førend de blev hængende i Mudderet og ingen Vegne kunde komme, og som Følge heraf opstod der en saadan Forvirring og Forstyrrelse, at det saa' ud som en vild Flugt. Største Delen af dem blev stikkende i det bløde Mudder og slaaet ned som Kvæg, da Fjenderne kom over dem. Saaledes blev denne Hindring dem til Undergang, fordi de var alt for opsatte paa at slippe over og uforsigtigt og med blindt Hastværk styrtede sig ud i Faren. Resten naaede omsider med Nød og næppe ned til Strandbredden og slap bort. Herover blev Venderne saa kry, at de ikke blot roste sig selv for den Sejr, de havde vundet, men ogsaa smædede Danskerne og saa at sige haanede deres Usselhed saa meget skamløsere ved at brovte af deres egen Tapperhed, men Henrik, som kjendte Danskerne godt, sagde, at han havde en helt anden Mening om deres Fjenders Mod; han vilde ligne deres Konge ved en stærk Hest, som en Rytter ingen Magt kunde faa over, hvis den kjendte sine Kræfter, men som det var let for Rytteren at styre, da den ikke kjendte dem. Saaledes var det ogsaa med Niels; stolede han paa sine Kræfter, vilde han kunne udrette, hvad det skulde være, men nærede han Mistillid til dem, vilde han ikke faa Held til at udrette noget som helst. Ejlif, som havde solgt Landets Velfærd, blev nu af Kongen dømt for sit Forræderi, mistede med Skam og Skjændsel ikke blot sit Statholderskab, men ogsaa sin Boeslod og maatte saaledes bøde for den smudsige Fordel, han havde gjort sig, ved at synke ned i den yderligste Fattigdom. Henrik, hvis Dristighed var bleven endnu større som Følge af det Held, han havde haft i det nys omtalte Slag, hærjede nu med sine Sørøverskibe de danske Kyster, ikke blot Landet omkring Ejderen, men ogsaa Egnen helt op til Slesvig og Danevirke, ja stundom kom han hemmelig sejlende med Krigsfolk og angreb uventet selve Byen. Og det var ikke blot de fremmede, som jævnlig øvede Vold og Overlast, men da der siden Ejlifs Afsættelse ingen Statholder var i disse Egne, blev der ogsaa stjaalet og røvet af Landets egne Børn, og Byen blev saa meget værre plaget af indre end af ydre Fjender, som hemmelige Fjender som bekjendt altid gjør mere Fortræd end aabenbare. Landsens Folk var derfor lige saa bange for hinanden indbyrdes som for Fjenden, thi i Haab om, at de vilde slippe ustraffet derfra, fordi der ingen Statholder var, røvede Frisere, Holster og Ditmarskere om Dagen og stjal om Natten, og hvor de ikke kunde komme ind igjennem Tagene, banede de sig Vej ind i Husene med Hakker og skuffede dem, der holdt Vagt, ved at grave sig Minegange. De, der skulde vogte over Husene, var nu lige saa ivrige til at passe paa. Hestene blev lænkede med Jærnkjæder i de lukkede Baase, for at man ikke skulde kunne stjæle dem, og Dørvogterne blev for større Sikkerheds Skyld bundne til Dørene, ja, man lod sig ikke nøje med at have sine Ting under Laas og Lukke, men spærrede Adgangen til Husene med Grave. Medens Røveri og Tyveri saaledes gik i Svang, fik en Mand af ædel Byrd Lyst til at drive det samme Haandværk, da han saa', at mange fattige paa denne skammelige Maade kom til Velstand. Han satte al Undseelse til Side og skammede sig ikke dreven af Haab om Vinding ved at søle sine herlige Anlæg i den smudsigste Skjændsels Pøl, skjønt han var runden af den ædleste Rod. Han benyttede sig saaledes paa den utilbørligste Maade af den Anseelse, hans fornemme Byrd gav ham, idet han lod den tjene sig som et Middel til frækt at øve Forbrydelser og brugte det, der burde have været ham en Spore til Dyd, til et Skalkeskjul for sine Laster. Ingen havde nemlig Mod til at føre aabenlyst Kæremaal over hans Misgjerninger, og der blev givet saa meget større Strafløshed for Forbrydelserne, som Forbryderen vitterlig var højt paa Straa. Paa denne Tid sendte Knud nogle Folk over til Sjælland fra Fyn for at hente nogle Penge, som hans Fosterfader havde haft i Forvaring for ham. Da deres Skib paa Hjemrejsen var midtvejs i Bæltet, saa' de langt borte nogle Sørøverskibe komme imod dem, og de skjulte saa Pungen med Pengene ved at lade den hænge ned i Vandet ved et Tov, og da de til sidst skjønnede, at de ikke kunde komme hurtig nok af Sted og blev bange for, at de ikke kunde slippe bort, skar de Tovet over, fordi de hellere vilde lade den Skat, Kongerne havde efterladt sig fra gammel Tid af, gaa til Bunds end falde i Fjendernes Hænder. Niels, der ogsaa var paa Vej over fra Fyn til Sjælland, saa' vel paa Afstand, hvad der gik for sig, men kunde ikke komme de betrængte til Hjælp, fordi han kun havde smaa Skibe, som oven i Kjøbet sejlede daarligt. Da han senere traf Knud og saa', at denne saa' meget glad og fornøjet ud, satte han ham i Rette derfor og sagde, at det sømmede sig bedre for ham at sørge over, at han nys havde mistet de Penge, hans Fader og Farfader havde samlet, men Knud svarede, at det Uheld tog han sig ikke nær, det gav ham endogsaa Anledning til at udfolde den største Gavmildhed; forhen havde han nemlig ikke turdet røre ved de Skatte, hans Forfædre havde samlet, men de Penge, han nu for Fremtiden fik i Hænde, vilde han give ud med rund Haand. Der var nemlig intet, som bidrog mere til at vedligeholde og øge Havesyge end Rigdom, og den, som ruger over Skatte, faar ingen Tid til at give sig sine menneskelige Følelser i Vold. Ved disse Ord gav han til Kjende, at han var Herre over sine Penge, men at Pengene var Herre over Kongen, og hvad der nu følger, er et udmærket Bevis paa, at det havde han Ret i. Da ingen nemlig turde overtage Statholderskabet i Slesvig, skjønt det blev mange tilbudt, af Frygt for de hyppige og grumme Indfald, Naboerne gjorde, bad Knud sin Farbroder om at overdrage ham denne farefulde Ærespost, ikke af Begjærlighed efter at vinde Rigdom, men fordi han stolede paa sin Tapperhed, og da han ikke kunde opnaa den uden Vederlag, solgte han en Del af sin Fædrenearv og gav saaledes Penge til for at opnaa det Hverv, andre havde været bange for at overtage, idet han holdt for, at det var en Vinding for ham at komme paa en Post, hvor han kunde vinde Ære og Berømmelse. Saaledes solgte Kongen til en tapper Mand den Hæderspost, de fejge var bange for, og Kjøberen ansaa det for en større Fordel at faa Lejlighed til at føre Krig end til at samle sig Skatte. Strax efter, at Knud havde overtaget Statholderskabet, skikkede han Sendemænd til Henrik med den Besked, at han gjærne vilde slutte Fred med ham, naar han vilde erstatte den Skade, han havde gjort Jylland, og give det Bytte, han havde taget, tilbage. Da Sendemændene var dragne bort, samlede han, som om han paa Forhaand vidste, hvilket Svar han vilde faa, ikke blot sine egne Folk, men ogsaa de af hans Naboers, som han stod paa en venskabelig Fod med, og besluttede strax at gribe til Vaaben, naar Sendemændene kom tilbage. Henrik svarede, at han hverken vilde slutte Venskab med Danskerne eller aflade med at gjøre Krav paa sin Mødrenearv. Da Knud havde modtaget dette Svar, skikkede han atter Sendemænd til ham, opsagde al Fred imellem dem og forkyndte ham aaben Fejde. Henrik lo ad det Bud, de bragte ham, og sagde, at Knud var som en Hest, der ikke vilde finde sig i at have nogen Rytter paa sig, men han skulde nok være Mand for at lægge Tøjler paa ham og faa Bugt med hans Vælighed. Da Knud havde faaet den Besked, gav han sig strax samme Nat paa Vej i største Hast, men saa stille som muligt, afholdt sig fra al Hærjen og Plyndring, for at det ikke skulde spørges, at han var undervejs, og naaede ved Daggry til den befæstede Stad, hvor Henrik opholdt sig. Denne, der ikke var belavet paa saa pludseligt et Angreb, fik hverken grebet til Vaaben eller truffet andre Anstalter til sit Forsvar, men red strax ned til Floden, der løb tæt forbi Byens Mure, og da han var undsluppen Fjenden ved at lægge Vandet imellem sig og ham, glædede han sig over, at han havde foretrukket at søge Sikkerhed hinsides Floden fremfor at blive i Byen. Da Knud saa', at han var kommen over paa den anden Bred, spurgte han skjemtende, om han var bleven vaad. Henrik spurgte saa til Gjengjæld, hvorfor han saaledes kom farende, hvortil Knud svarede, at han kom for at faa de Tøjler, han havde lovet ham. Henrik skjønnede nu, at han ved dette artige Svar bebrejdede ham de Trusler, han nys havde udstødt imod ham, og for at slaa Torten hen i Spøg sagde han: "Jeg synes, du slaar saadan bagud, at man ikke kan røre dig, endsige holde Styr paa dig". Knud hærjede nu først den befæstede By og derefter hele Omegnen. Og han kom igjen for anden Gang med friske Stridskræfter og fo'r frem med Ild og Sværd i hele Venden. Han ikke blot friede sit Land for Fjenderne, men knækkede ogsaa deres Magt saaledes, at medens de før havde været vante til at angribe, formaaede de nu ikke engang at forsvare sig. Efter at han saaledes ved sin Klogskab og Tapperhed havde svækket Henriks Kræfter, viste han ham, tilskyndet af det nære Frændskab, der var imellem dem, at skjønt han aabenlyst var hans Fjende, var han i Hjærtet hans Ven. Han sendte nemlig en Gang sin Hær bort og begav sig kun ledsaget af tyve Ryttere til det Sted, hvor han havde faaet at vide, at Henrik opholdt sig. Han skikkede nogle Folk forud, som skulde overbringe ham hans Hilsen, men Henrik sagde strax, at hans Fjende førte falsk Smigertale, og spurgte, hvor han var. Da de svarede, at han holdt nede i Porten, blev han saare forbavset og var lige ved at støde Bordet om, som han sad og spiste ved. Sendemændene svor nu paa, at Hertugen kun havde Fred i Sinde, og ved deres stadige Forsikringer fik de til sidst Bugt med hans ugrundede Frygt. Da han omsider fæstede Lid til deres Ord, bebrejdede han sig selv, at han havde tænkt paa at fly, idet han lod falde nogle Ord, der viste hans kjærlige Sindelag imod ham. Han sad nemlig med Haand under Kind og med grædende Taarer ved Bordet og sagde, at det vilde blive en Ulykke for Danmark, naar det en Gang mistede den Mand; hvad ham selv angik, vilde han for Fremtiden holde oprigtigt og trofast Venskab med ham. Den Kjærlighed, han nu kom til at nære til sin Frænde, fik ham ikke blot til at glemme det Uheld, der var overgaaet ham, men ogsaa til at anerkjende sin Fjendes Tapperhed, saa han uden at tænke paa sin egen Vanskæbne priste den andens Lykke. Derpaa tog han imod ham med aabne Arme, bød ham velkommen med Taarer og gjorde et prægtigt Gjæstebud for ham. Og nu, da han saa' ham hos sig, fik han i langt højere Grad øjnene op for hans Mildhed, end han hidtil havde haft for den Fortræd, han havde gjort ham, og kom til at lægge langt større Vægt paa den ene Velgjerning, han havde vist ham, end paa de mange Tab, han havde tilføjet ham. Knud viste sig da heller ikke uskjønsom over for hans af et redeligt Hjærte opstaaede Sorg og fandt større Fornøjelse i at stifte Fred end i Gjæstebudet. Han tog sig paa at optræde som Mægler og opfordrede Henrik til at søge at vinde sin Morbroders Gunst, hvilket han til sidst ved sine stadige Forestillinger fik ham til at gaa ind paa. Henrik overdrog da imod et fastsat Vederlag Knud sin Mødrenearv, for hvis Skyld han havde fejdet paa Danmark, og Knud overdrog den saa igjen til Kongen paa samme Vilkaar og betalte Henrik de Penge, han i Henhold hertil fik af Kongen. Siden bød Henrik ham atter til sig og sagde, at det Gjæstebud, han sidst havde gjort for ham, ikke var saa kosteligt, som det burde have været, og i Betragtning af, at Knud nylig ikke blot havde skjænket ham Livet, men oven i Kjøbet ikke saa meget som krummet et Haar paa hans Hoved, bestemte han, at han skulde arve Venden efter ham, og det beseglede han med sin Ed. Dette gjorde han ogsaa af den Grund, at han var bange for, at hans Sønners Kræfter ikke skulde slaa til til at føre Krig med Tyskerne, som i høj Grad plagede Venden, og han hellere efter eget Skjøn og af fri Vilje vilde indsætte en Mand af prøvet Tapperhed til sin Arving, end at hans Fædrenerige, naar en af hans Sønner, som ikke var den Gjerning voxen, kom til at staa for Styret, skulde blive ilde medhandlet af fremmede. Knud sagde hertil, at det vilde bringe ham i Vanry for ukjærlig Opførsel imod sine Børn og paadrage ham hans Sønners Foragt, eftersom de intet havde forbrudt, og han vilde derfor ikke tage imod et Løfte, hvorved der skete dem saa stor Uret, men da Henrik blev ved at trænge ind paa ham og stadig holdt paa, at det kun var, fordi hans Sønner ikke duede til at staa for Styret, gav han omsider efter. Da Venden stod under Kejserens Overhøjhed, opfordrede han ham nu til at søge at vinde hans Gunst, som det meget kom an paa, og Knud sendte da Kejseren som Gave en Hest, som han havde ladet sko med Guld, idet han saaledes gjorde sin Gave, der i og for sig var al Ære værd, endnu mere værdifuld ved de sjældne Hestesko. Jeg skulde næsten tro, at Kejseren har prist Giverens Snildhed endnu mere end selve Gaven, eftersom han gjorde saa meget større Ære af ham ved at anvende det dyreste Metal til det simpleste Brug. Da Henrik døde, overtog Knud, uden at nogen gjorde Indsigelser, det Land, der saaledes var blevet overdraget ham som Arv. Imidlertid fik Harald, som hverken havde vundet Ry hjemme eller ude, Lyst til at bøde paa den Tapperhed, det skortede ham paa, ved at sanke sig Rigdom, og slet, som han af Naturen var, styrtede han sig i Skjændselens dybeste Afgrund, idet han lod sine Folk røve og stjæle til ham, andet gav han ikke sine Tjenere at bestille, han klædte dem for det Bytte, de gjorde, og kostede dem med det Kvæg, de røvede i Nabolaget. Sommeren tilbragte han med Sørøvertog, hvormed han hjemsøgte baade sine Landsmænd og fremmede, og for at kunne gjøre Roskilde saa meget større Fortræd byggede han lige ud for Byen en Fæstning, som han fyldte med en Mængde af det værste Pak, og nøjedes ikke med at røve og plyndre ude paa Landet, men lod sine Trælle anrette lige saa stor Fortræd blandt Byfolkene. Trællene sneg sig ved Nattetid hemmelig ind i Kramboderne og tog saa ustraffet af Varerne saa meget, de lystede, medens andre satte Byens Borgere deres dragne Sværd for Brystet og truede dem paa Livet, hvis de ikke rolig fandt sig i den Overlast, der tilføjedes dem. Disse Voldsgjerninger og Ran bragte Byen, som hidtil havde været i den største Velstand, i den dybeste Armod. Tirret af alle disse Plagerier gav Landsens Folk sig nu opfyldte af Harme til at hævne de Tab, Harald havde paaført dem, ved at bemægtige sig hans Gods, gjengjældte hans Plyndringer ved at plyndre ham og røvede fra ham, som han havde røvet fra dem, idet de holdt for, at det ikke var fremmed Ejendom, de tilegnede sig, men deres egen, de tog tilbage. Harald, som nu ikke længer kunde være tryg paa Landjorden, unddrog sig den ophidsede Mængdes Angreb ved at flygte bort til Søs. I Betragtning af, at han var saa grisk efter andres Gods og alle Vegne paa den skammeligste Maade søgte ulovlig Vinding, sagde Knud, at han kunde lignes ved en Fugl, der bygger sin Rede af alle Slags Fjer, som Stormen saa pludselig splitter ad til alle Sider, thi saaledes vilde Harald, der plyndrede alle, selv blive plyndret af alle og sikkert komme til at bøde for det, han havde røvet fra andre, ved at miste alt, hvad han ejede og havde. Erik derimod førte sig meget skikkelig op imod Menigmand. Da han gjorde Krav paa den Del, der tilkom ham, af deres Fædrenearv, jog Harald ham bort med den Besked, at da han var en Frillesøn, havde han ingen Arv at kræve. Herover blev Erik, som rimeligt var, meget opbragt og gav sig til grumt at hærje Haralds Ejendomme, idet han ikke ansaa det for mer end billigt, at han plyndrede sin Broder for at hævne sig paa ham for den Uret, han havde tilføjet ham. Det Bytte, han gjorde, førte han til et ringe og forfaldent Sted ved Navn Arnakke, som han saaledes opfyldte med kostelige Ting, men her kom Harald uventet over ham en Nat, og han maatte fly. Da Harald ikke turde give sig Tid til at føre Byttet bort, stak han Ild paa Huset, thi han vilde hellere lade det gaa op i Flammer, fuldt af hans egne Klenodier som det var, end lade Ransmanden beholde det i Fred. Da Knud spurgte dette, blev han opsat paa at faa denne Strid bilagt, thi han var bange for, at de vanslægtede Sønner skulde gjøre deres berømmelige Fader Skam, og han stævnede derfor strængelig dem begge til sig i Slesvig og truede dem med Lemlæstelse, i Fald de ikke mødte. Da de kom, satte han dem broderlig i Rette og delte efter omhyggelig at have gransket Sagen Fædrenearven ligeligt imellem dem, idet han kjendte for Ret, at de burde gaa lige i Arv efter deres Fader. I de samme Dage rømte Henrik Svendsøns Hustru, som havde fattet den største Lede til Samlivet med sin Mand, en Nat forklædt fra ham. Det hedder sig, at en ung Mand, som ved sin Tjenstvillighed havde vundet hendes højeste Gunst, snildelig havde forstaaet at faa hende til at skjænke ham sin Kjærlighed og saa, for at de ikke skulde komme galt af Sted, havde forlokket hende til at klæde sig i Mandsklæder og hemmelig bortført hende. Manden fulgte hendes Spor og traf hende i Aalborg i hendes sædvanlige Klæder; hendes Elsker slap bort, og saa førte han hende hjem igjen. Han troede imidlertid, at Knud hemmelig stod bag ved denne skammelige Gjerning og nærede siden lønligt Nag til ham, skjønt han var ganske uskyldig i den. Imidlertid var Kongen af Sverige død, og skjønt det tilkom Svearne at vælge en ny Konge, tiltog Gøterne sig nu denne Værdighed med Tilsidesættelse af de andres Ret og dristede sig til at overdrage Magnus Kongemagten. Svearne vilde ikke indrømme dem nogen Myndighed i saa Henseende og finde sig i, at et Folkefærd, der var mindre anseligt end de, anmassede sig en Ret, som fra Arilds Tid tilkom dem, og idet de hævdede deres gamle Myndighed, erklærede de Magnus' Valg for ugyldigt, da Gøterne ingen Ret havde til at vælge Konge, og valgte en ny. Denne blev strax efter dræbt af Gøterne, og ved hans Død gik Herredømmet over til Magnus, som nu fik Lyst til at gifte sig og derfor ved Sendemænd bejlede til Kong Boleslaus af Polens Datter, som blev trolovet med ham. Strax efter sejlede han med en Flaade, der var samlet paa hans Faders Befaling, og som stod under hans Anførsel, til Venden, hvis Konge Vartislaus i lange Tider havde ligget i Fejde med Danskerne og Polakkerne. Niels belejrede her først Byen Osna og tvang den til at udrede en Sum Penge for at faa ham til at hæve Belejringen. Derpaa sejlede han til Julin, hvor Kong Boleslaus stødte til ham med en stor Hær, og efter at have faaet denne Forstærkning erobrede han hurtig Byen. Efter at have vundet denne Sejr skiltes han fra sin Forbundsfælle for at drage hjem med sin Søns Brud. Vartislaus, som indsaa, at hans Land var stærkt medtaget af den utaalelige Hærjning, begjærede imidlertid en Sammenkomst, for at de kunde underhandle om Fred. Den fandt ogsaa Sted, men der kom ingenting ud deraf, og han bad da, inden de drog bort, om en ny Sammenkomst i Strela. Da han dér, stolende paa det givne Lejde, efter Niels' egen Opfordring havde begivet sig om Bord paa hans Skib, blev han efter nogle Hirdmænds ondsindede Tilskyndelse behandlet som Fange, og det blev ham forment at gaa fra Borde igjen. Dette tog Knud til Gjenmæle imod i Raadet og foreholdt indtrængende Kongen, at han ikke burde lytte mere til troløse Mænds Raad end til, hvad hans egen Fornuft bød ham; ved at holde en Fjende fangen til Trods for givet Lejde, berøvede han ikke blot denne Friheden, men ogsaa sig selv for evige Tider al Anseelse, og løslod han ikke sin Fange, vilde den Brøde, der ene kunde lægges ham selv til Last, blive til Skam og Skjændsel for hele Riget. Ved sine kraftige Forestillinger lykkedes det ham da ogsaa at fri sin Ven fra Overlast og sin Konge for Vanære, men dette retsindige Raad, som alle de tilstedeværende stemte for, forøgede yderligere den Avind, mange bar til ham. Efter at have sendt Flaaden bort holdt Kong Niels nu sin Søns Bryllup i Ribe, thi i den By er der fuldt op at prægtige Varer, som indføres af de mange Skibe, Havnen vrimler af. Da Knud indfandt sig dér klædt paa sachsisk Vis og prægtigere end nogen anden, saa' Henrik, som ikke kunde udstaa udenlandsk Pragt, skjævt til ham og yppede Klammeri med ham. Purpurklæder beskyttede ikke mod Sværd, sagde han, hvortil Knud svarede, at de beskyttede lige saa godt som en Lammeskindskofte; han holdt nemlig for, at det var sømmeligere for ham at gjengjælde hans Stiklerier i Anledning af hans prægtige Klæder ved paa en høvisk Maade at foreholde ham hans bondske Væsen end ved at komme med Trusler og Skjældsord, og han nøjedes derfor med saaledes at skjemte med hans hjemmegjorte Klæder, da den anden lastede hans udenlandske. Siden drog Knud i Viking til østerleden og hærjede der, og han vendte hjem med herligt Bytte i Haab om, at det yderligere vilde forøge hans Anseelse, men i Steden for at takke ham skyldte Kongen ham for, at han havde røvet og plyndret i Svenskernes Lande. Hans tapre Bedrifter tilskyndede Magnus, der ikke vilde give ham noget efter i Mod og Manddom, til ogsaa at drage i Viking, og blandt andre Sejrstegn, han førte med hjem til Danmark, var der ogsaa nogle ualmindelig tunge Hammere, som Folk kaldte Thorshammere; han havde fundet dem paa en af øerne, hvor de i gamle Dage ansaas for hellige, thi for ved Hjælp af almindelig kjendte Ting at forstaa, hvorledes Tordenskraldene opstod, forfærdigede Folk den Gang store Kobberhamre i den Tro, at det var med saadanne Hamre, Tordenen frembragtes, og at man bedst kunde efterligne dens Brag og Bulder med saadanne Redskaber. Magnus, som i sin Iver for Kristendommen hadede og afskyede Hedenskabet, ansaa det for en Gud velbehagelig Gjerning at rydde Templerne for, hvad der hørte til Afgudernes Dyrkelse, og at berøve Thor hans Værdighedstegn, og Svenskerne betragter ham endnu den Dag i Dag som en Tempelskjænder, der har plyndret Guderne. Gid han blot var bleven ved til det sidste, som han begyndte, men de fleste af dem, der i nogen Maade var Magnus' Paarørende, misundte Knud hans Lykke, thi intet optænder mere Misundelsen imod en, man regner for sin Ligemand, end at han overgaar en selv i Dyder. Især bar Henrik Avind til ham paa Grund af den Forsmædelse, han havde lidt i sit Ægteskab. Dronning Margrete søgte imidlertid med den største Blidhed at vedligeholde god Forstaaelse imellem Frænderne og lagde ved sine rolige Forestillinger en Dæmper paa de hidsige unge Mennesker og holdt ved sin heldbringende Sagtmodighed deres oprørske og opfarende Sind i Ave. Da hun imidlertid fik Vattersot, saa hendes Ben svulmede voldsomt op, og intet Lægemiddel kunde faa Bugt med den dødelige Sygdom, kaldte hun, da hun laa paa sit yderste, Knud til sig, thi hans ædle Tænkemaade stolede hun paa, og formanede ham indtrængende til ærlig og redelig at værne om Freden i Landet og Endrægtigheden imellem Frænderne, saa den ikke forstyrredes, og bad ham om at vise sig lige saa stor inden for Rigets Grænser, som han havde vist sig uden for dem. Der var dem, sagde hun, som søgte at vække Splid i Kongehuset, men hidtil havde hun ved sine gode Raad og Formaninger faaet Bugt med deres ulykkesvangre Tilskyndelser. Knud kaldte Gud til Vidne paa sit Hjærtes Oprigtighed og paa, at han i alle sine Levedage vilde beflitte sig paa en ærlig og ustraffelig Vandel, og lovede, at han hellere vilde udsætte sig selv for Fortræd end volde andre den, og at han vilde gjengjælde ondt med godt. Hun blev glad over hans Løfte og sagde, at, da hun trygt stolede paa hans Oprigtighed, døde hun rolig. Men medens hun i levende Live havde dæmmet op for den Avind, der var opstaaet imellem de unge Mennesker, fik den nu ved hendes Død frit Løb, thi saa snart hun havde opgivet Aanden, gav de sig i deres ungdommelige Utaalmodighed tøjlesløst i Lag med at sætte deres forbryderiske Forehavende i Værk. Henrik, som foruden det almindelige Fjendskab ogsaa nærede særligt Nag til Knud, afrystede nu med ugudelig Frækhed de Tøjler, der hidtil havde holdt Styr paa hans Ondskab, og indviede Statholderen Ubbe og hans Søn Hagen i sine onde Planer, for at han kunde smede sine Rænker saa meget fastere og saa meget lettere udføre sit forbryderske Forehavende. Disse tre, som bar Avind til Knud for hans overordentlige Dyders Skyld, udklækkede for at sværte ham den værste Løgn, thi opsatte paa at hylle Fædrelandets herligste Lys i det tykkeste Mørke beskyldte de ham for at sætte Hensynet til, at Kongen var i Live, til Side og for i sin utidige Ærgjerrighed at foregribe hans Død og allerede nu anmasse sig kongelig Magt og Myndighed. Kongen blev vred over den store Ringeagt, Knud formentlig havde vist ham, og stævnede ham til at give Møde paa Tinge. Han indfandt sig før end Kongen paa det Sted, hvor Tinget skulde holdes, og da hans Farbroder kom, gik han ham høvisk i Møde paa tysk Vis uden Kappe og viste ham den Ærbødighed at hjælpe ham med at stige af Hesten. Niels tog nu Ordet paa Tinge og sagde, at Svend Estridssøns Sønner stadig var komne paa Tronen, efter som de var gamle til, at de bestandig havde ladet Tronfølgen rette sig efter Aldersfølgen og Retten til at komme til Magten bero paa Alderen, saa at den yngre aldrig havde faaet Lov til at gaa forud for den ældre. Derfor var han ogsaa selv kommen sidst paa Tronen, eftersom han var den yngste, han havde fulgt det Mønster paa Beskedenhed, hans Brødre havde givet, og ikke gjort Vold paa Lykken, men ventet, til den tilfaldt ham, og ikke tilrevet sig den, ikke med utidig Begjærlighed grebet efter den, før Tidens Fylde var kommen. Knud derimod traadte ikke i Forgængernes Fodspor, men brød med denne priselige Skik, tilegnede sig Kongenavnet før Tiden, inden han endnu havde Kongemagten, og undsaa sig ikke ved at tiltage sig denne den højeste Værdighedstitel, før end den tilkom ham, og falskelig lade sig kalde Konge af sine Mænd, skjønt han gjorde klogere i ikke at optræde som Konge i Kraft af sine undergivnes Smiger, men vente, til den endnu levende Konge var død, thi det sømmede sig bedre for ham at vente, til Tidens Fylde kom, end at tilegne sig Kongeværdigheden. før end den tilkom ham. Paa denne og anden lignende Maade kærede Niels over, at Knud havde taget Kongenavnet fra ham. Derpaa rejste Knud sig. Han stod, inden han tog Ordet, en Stund med nedslagne øjne, svedte og sukkede. Derpaa slog han øjnene op og tog sig sammen, og støttende sig til sit Sværdfæste, som Skik og Brug er, tog han Ordet og sagde: "De handler syndigt, Fader, som ophidser Jer, der ellers er saa sindig, i en saadan Grad, at det hverken sømmer sig for Eders kongelige Værdighed eller Eders Alder, forstyrrer Eders fredsommelige Sjæls Ro med løgnagtig Tale og plager Jer med Bagvaskelse. Det smerter mig i høj Grad at se Eders ellers saa uforstyrrelige Sindsro bragt i Oprør af en Hidsighed, som ellers ligger Jer saa fjærnt, saa at I saa at sige er helt ude af Jer selv. Jeg beder Jer, vis dem bort, som fylder Eders øren med løgnagtig Sladder, og foragt den falske Beskyldning, der er rejst imod mig, thi jeg lader mig ikke kalde ved et Navn, der er fornærmeligt for Eder. Mine Mænd kalder mig Lavard eller Herre, ikke Konge. Naar Venderne plejer at kalde mig Fyrste, maa det sandelig være onde Mennesker, som fortolker en saadan Høflighed saaledes, at de griber den Anledning til at anklage mig, som om der var Grund til at laste sømmelig Ærbødighed hos andre, fordi de selv undlader at vise den. Jeg anmasser mig ikke Kongenavn, som I siger, men nøjes med en beskeden Titel, fordi jeg afskyr at kaldes med et Navn, som ikke tilkommer mig, og foragter en Ære, som kun kan avle Misundelse. Naar de barbariske Vender overdriver deres Høflighed imod mig, gjør det intet som helst Skaar i Eders kongelige Værdighed, men de, som harmes over den Ære, fremmede viser mig, er Folk, som er opsatte paa at skille mig ved Livet og Jer ved en tro Kriger; jeg anser dem for at se lige saa skjævt til, hvad der baader Jer, som til mit Liv. Og sæt nu ogsaa, at jeg kaldes Konge! Har vi ikke nylig spurgt, at Eders Søn Magnus har opnaaet Kongenavn og kongelig Værdighed i Gøtland? Hvis nu Lykken havde været mig lige saa god i Venden, burde I saa ikke være glad over, at to Konger var Jer hørige og lydige, og anse den Lykke, der var timedes mig, for at være falden i Eders egen Lod, thi hvad jeg kunde erhverve mig ved egen Møje, vilde jeg med største Glæde lægge under Eders Højhed, saa at I vilde finde Underdanighed og Fordel der, hvor I ellers kun har Tab og Fortræd. Derfor burde I snarere se med Velvilje end med Uvilje paa, at det gaar mig godt. Føj hertil, at jeg bestandig har søgt min største Glæde i og med den største Iver beflittet mig paa at vaage over, at der ikke tilføjedes Jer og Riget nogen Fortræd, og om jeg som Kriger har udrettet noget af Betydning, ved I selv. I kan, Landsmænd, dyrke eders Kyster, saa meget I vil, I kan bygge eders Huse saa nær ved Havet, som I vil; vil I selv sikre Kystboerne mod Overlast af Bølgerne, skal jeg nok sikre jer imod Sørøverne. Og hvis I ikke undser Jer ved at indrømme, hvad sandt er, Konge, vil jeg minde Jer om, at I for ikke saa længe siden, da I opholdt Jer i Slesvig, ansaa det for nødvendigt for Eders Sikkerheds Skyld stadig at lade holde Vagt imod Tyskernes Indfald. Hvis I nu vil tage Ophold der, vil I kunne sove trygt. Derhos har jeg udvidet Eders Riges Grænser, som kun omfattede Danmark, og forøget det med ny Landomraader; Folk, som tidligere har været Eders Fjender, har jeg nu gjort skatskyldige, og i Kraft af min Myndighed tjener de nu Jer. Hvad jeg har saaet, har I saaledes uden Ulejlighed høstet, og det er, som det bør være, at Krigeren gjør Arbejdet, og Kongen høster Fordelen deraf. Og for nu ikke at blive ved at tale om de Krigstog, jeg har foretaget paa egen Haand, vil jeg minde om, at jeg ogsaa i Landets almindelige Fejde har vovet Livet for Jer og er bleven saaret. Og skjønt jeg saaledes har gjort mig fortjent af Jer, nærer I Mistanke til mig og fører Kæremaal over mig og undser Jer ikke ved at brændemærke en gammel Krigers usvigelige Troskab og vitterlige Uskyldighed. Har jeg virkelig, ved hvad jeg har udrettet, fortjent, at I udøser Eders Harme over mig paa Tinge? Skal det virkelig være Lønnen for min Møje og den Sold, min Krigstjeneste indbringer mig, at jeg finder Vrede dér, hvor jeg haabede at finde Gunst og Bevaagenhed? Giv ikke en saadan lav Utaknemlighed Plads i Eders Sind, at I lader mig høste Avind og Bagvaskelse som Løn for det gode, jeg har gjort Jer ved mine Bedrifter. Jeg ved godt, at alle disse Beskyldninger, som rejser sig af Avind, ikke bør lægges Jer, men Eders Mænds Ondskab til Last; men det sømmer sig ikke for den, der sidder paa en Kongetrone, villig at laane Anklagere øre. Jeg ønsker Jer, at I længe maa udøve den Magt, I har arvet efter Eders Fader, at I gladelig maa nyde Kongenavn og kongelig Myndighed; gid Lykken vil unde Jer til Arving den, som Naturen har bestemt dertil; jeg vil, hvorledes det end gaar, bestandig vedblive at være den samme og aldrig ophøre at vise min høje Konge Troskab og Lydighed". Denne Tale gjorde et godt Indtryk paa Kongen, han satte et venligere Ansigt op og opgav strax paa selve Tinget den Harme, han havde fattet som Følge af, hvad andre falskelig havde tudet ham i ørene, skjældte paa dem, der saa latterlig havde stukket ham Blaar i øjnene, og lovede, at han for Fremtiden vilde stoppe ørene til, naar nogen kom og vilde hviske ham den Slags Beskyldninger i dem. Da Henrik nu saa', at al den Bagtalelse, han var kommen med, var ganske spildt som Følge af Knuds kloge Svar, gik han løs paa Kongen med venlige Formaninger og lod ham vide, at Landsens Folk nærede den største Kjærlighed til Knud, og at det ingenlunde var vist, at Magnus vilde blive Konge, hvis han skulde strides med Knud derom og Folket dømme dem imellem, thi Almuen vilde foretrække Knud for alle andre Ædlinger. Derfor burde Niels, hvis han vilde varetage sin Søns Tarv, hellere selv afgjøre, hvem der skulde være hans Eftermand, end overlade det til andre, og sørge for, at hans Søn og Arving ikke fik nogen Medbejler til Tronen, og det vilde være klogt gjort af ham, om han kom Knud, hvis Lykke man kunde vente sig alt af, i Forkjøbet og lod ham dræbe. Disse Forestillinger, som han jævnlig plagede Kongen med, gjorde ham saare bekymret og endnu mistænksommere, end han før havde været. Saa fik Magnus da omsider Lov af sin Fader til, som det hed sig, at sørge for sin Velfærd og rydde sin Medbejler af Vejen. Han kaldte dem, som alt tidligere havde sluttet sig til Henrik angaaende dette skjændige Anslag, til sig og lod dem sværge paa, at de vilde tie stille med, hvad der blev dem betroet. Med dem forbandt sig en Mand ved Navn Hagen med Tilnavnet Jyde, som de ikke betænkte sig paa at tage med, skjønt han var gift med Knuds Søster. Efter at de sammensvorne længe lønlig havde lagt Raad op om, hvorledes de bedst kunde faa Ram til den fromme Knud og skille ham ved Livet, trak de omsider Enderne i deres ulyksalige Rænkespind sammen. Ved den Lejlighed laa de ned paa Jorden, for at de, i Fald deres Anslag skulde blive opdaget, trygt kunde gjøre deres Ed paa, at de hverken staaende eller siddende havde lagt Raad op imod hans Liv, og saaledes benytte den Stilling, de havde indtaget, da de gjorde det, som Middel til at fralægge sig deres Misgjerning, som om de ikke vidste, at den, der, naar han aflægger Ed, sætter sine Ord paa Skruer, ogsaa er Meneder. I deres falske og vildfarende Enfoldighed holdt de for, at det var en større Brøde at være ugudelig i Ord end i Gjerning, og at de ikke krænkede Religionen ved, hvad de forbrød med deres Hænder, men kun ved, hvad de syndede med Læberne. Da Hagen Jyde mærkede, hvad Talen, som til at begynde med faldt skikkelig nok, til syvende og sidst drejede sig om, og han ikke vilde være med til at lægge Raad op imod Knuds Liv, trak han sig strax ud af den ulyksalige Sammensværgelse og forlod Forsamlingen for ikke at faa Ord for, at han mere havde handlet som en Stimand, end som det sømmede sig en nær Paarørende. Sammensværgelsens Formand lagde ham da paa Sinde, at han ikke maatte bryde den Ed, han havde svoret, hvortil han svarede, at han hverken vilde fremme eller forraade deres Anslag, skjønt han havde gjort bedre i at forebygge den Fare, den uskyldige Knud svævede i, ved at aabenbare, hvad de havde for, end finde sig deri i Tavshed. Magnus holdt det imidlertid for raadeligst at skjule sit forræderske Anslag under Venskabs Maske og med den yderste Snedighed undgaa al Mistanke, hvorfor han sluttede Fostbroderskab med ham, hvis Blod han tørstede efter, og højtidelig besvor det som for yderligere ved Religionens Hjælp at stramme de Frændskabs Baand, der knyttede dem til hinanden; og for ved hyklet Fromhed at unddrage sig al Mistanke om, at han havde ondt i Sinde og rugede over troløse og skumle Planer, brugte han ligefrem Religionen som Skalkeskjul for det ugudelige Forehavende, han pønsede paa. Han samlede nemlig en stor Del af Rigets Adel paa Sjælland og bød Knud til Julegilde hos sig i Roskilde og kom saa frem med, at han havde faaet Lyst til at gjøre en Pilgrimsfærd, hvorhos han indsatte Knud som sin Hustrus og sine Børns Værge og paalagde ham i alle Maader at tage Vare paa alt, hvad der vedrørte hans Hus. Knuds Hustru Ingeborg havde nu imidlertid af nogle af de indviede faaet Nys om, hvad der var i Gjære, hvorfor hun strax skikkede Brev og Bud til ham for at vare ham ad om at tage sig i Agt for det Anslag, der var smeddet imod hans Liv. Han troede imidlertid, at hendes Advarsel mindre hidrørte fra, at hun var vis i sin Sag, end fra, at hun paa Kvindevis var ængstelig, hvorfor han ikke ænsede den, men sagde, at han stolede lige saa fuldt paa Magnus som paa sin Hustru. Havde hans Skæbne raadet ham lige saa godt som hans Hustru, vilde han klogelig have undgaaet de Snarer, man trædsk havde lagt for ham, og var ikke i sin Godtroenhed bleven et Bytte for andres Ondskab. Efter at Stormændene havde fejret Julen i Roskilde i samfulde fire Dage, blev Mødet hævet, og Knud og Magnus tilbragte Resten af Juletiden hver paa sit Sted. Det hændte i de samme Dage, at en nær Frænde af Knud i hans Paasyn kom i Strid med en af hans Hirdmænd og slog ham ihjel med sin Stok, og da Knud af den Grund viste ham bort fra sin Hird, begav han sig til Magnus. Den Nat, da Magnus gav sig paa Vej for at fuldbyrde det vederstyggelige Mord, lod han denne Mand blive tilbage af Frygt for, at han skulde give Knud et Vink om, hvad han havde for, thi han havde ham mistænkt paa Grund af det Venskab, der før havde været mellem Knud og ham, og vilde derfor ikke have ham med, men bød blot sine egne Mænd følge med. Derpaa lod han Deltagerne i Sammensværgelsen aflægge Ed paa, at de vilde være tro og tavse, og lagde saa sine Krigsfolk i Skjul og indrettede Baghold paa de Steder, der ved deres Skjulthed egnede sig bedst dertil, og skikkede saa en af de sammensvorne, en tysk Sanger, til Knud, som da var Gjæst i Haraldsted By hos Erik, Høvedsmanden over Falster, med Bud om, at han skulde komme ud til ham i Skoven tæt ved Byen, da han gjærne vilde tale med ham under fire øjne. Knud, som ingen Svig anede, tog kun to af sine Hirdmænd og to Væbnere med, selv var han til Hest, men uden Vaaben og Værge, ja han brød sig ikke engang om at spænde Sværd ved Lænd. Da en af hans Tjenere foreholdt ham, at han ikke burde ride ud uden Sværd, svarede han, at han ikke havde Sværd nødig, han var sikker nok, thi han havde saa stor Tillid til Magnus, at han ikke antog, at han vilde faa Brug for Sværd, naar han skulde mødes med ham, og det var kun med Nød og næppe, at Tjeneren ved sine indtrængende Forestillinger fik ham til ikke at lade Sværdet blive hjemme. Sangeren, som vidste, at Knud var en stor Ynder af tysk Sæd og Skik og alt, hvad tysk var, fik nu imidlertid Lyst til at vare ham ad, men da han syntes, at den Ed, han havde svoret, lagde en Hemsko paa ham, saa han ikke turde gjøre det aabenlyst, prøvede han paa at gjøre det paa en forblommet Maade, idet han delte sin Ærlighed saaledes, at han ikke røbede Hemmeligheden og dog søgte at frelse den uskyldige Knud. Han gav sig da med Flid til at synge den smukke Vise om Grimhilds navnkundige Forræderi imod sine Brødre og søgte ved dette bekjendte Exempel paa Svig at vække Frygt hos ham for, at sligt ogsaa kunde times ham. Men ingen forblommede Advarsler formaaede at gjøre det af med hans urokkelige Tryghed, thi saa stor Tillid nærede han til Frændskabet imellem ham og Magnus, at han hellere vilde udsætte sit Liv for Fare end tvivle om hans Venskab. Sangeren lod det imidlertid ikke blive derved, men gav ham ogsaa andre endnu tydeligere Vink; saaledes blottede han det øverste af Brynjen, han bar under sin Kofte, men ikke engang dette, som dog ellers nok var skikket til at vække Mistanke, formaaede at gyde Frygt i hans modige Hjærte. Saa megen Umage gjorde denne brave Hirdmand sig for at holde sin Redelighed ubeskaaren, saaledes at han uden at bryde sin Ed søgte at fri sig for Brøde. Da Knud nu kom ind i Skovbrynet, tog Magnus, som sad paa en Vindfælde, imod ham med forstilt Venlighed og falske Kys. Da Knud, idet han omfavnede ham, mærkede, at han var brynjeklædt, spurgte han, hvorfor han var det, og Magnus, som vilde skjule sin Svig, sagde da for at give en Grund, at der var en Bondemand, hvis Hus han vilde plyndre. Knud, som i og for sig misbilligede et saadant Forsæt for dets Grumheds Skyld og nu saa meget mere paa Grund af Helligdagen, thi det var just Helligtrekongersdag, bad ham om ikke at besmitte en almindelig Festdag med personlig Vrede, og da Magnus svor paa, at han ikke vilde opgive sin Hævn og lade sit Forehavende fare, lovede han, at han skulde faa tilbørlig Oprejsning, og tilbød at gaa i Borgen for, at Manden skulde forbedre sig. Nu gjorde de, som laa i Baghold, Larm, og Knud saa' da did og spurgte, hvad de Krigsfolk skulde der. Magus svarede, at nu skulde de gjøre Regnskabet op, om hvem der skulde være Kongens Eftermand og raade for Riget. Knud sagde, at han ønskede, at hans Fader længe maatte glæde sig ved at raade for Riget, og at alt maatte føje sig lykkeligt for ham, men det var utidigt at tale om sligt nu, sagde han. Idet han sagde det, sprang Magnus op og greb ham i Haaret som en Slagsbroder, og nu var det jo aabenbart, at der var Svig paa Færde, hvorfor Knud greb til sit Sværd og vilde drage det, men han havde kun faaet det halvt ud af Balgen, da Magnus kløvede hans Hoved og dræbte ham. De øvrige sammensvorne gjennemborede derpaa Liget med mange Spydstik. Men paa det Sted, hvor Knuds Blod blev udgydt, udsprang der en Lægedomskilde, som Menneskene stadig siden har haft Gavn af. Da Skjalm Hvides Sønner, som stod paa en saare fortrolig Fod med Knud, fordi de var bleven opfostrede sammen, fik Nys om, at han var bleven dræbt, bad de strax Kongen om at give sit Minde til, at han fik sit Gravsted i Roskilde Domkirke, men det nægtede Kongen; Byens Borgere burde ikke ophidses ved Synet af den store Ulykke, der var sket, sagde han, og Deltagerne i Ligtoget vilde give deres Had og Harme Luft over for Magnus, naar han viste sig, saa Ligbegængelsen snarere vilde give Anledning til Optøjer og Slagsmaal end til at vise den afdøde den sidste Ære. Han gav altsaa denne Frygt til Paaskud, men i Virkeligheden tror jeg. det var Had, der drev ham, og at han ikke vilde forøge Drabsmandens Skjændsel ved at lade den dræbte faa en hæderlig Begravelse. Efter at have faaet den Besked af Kongen vendte de saa tilbage og gav deres stakkels Ven en lidet anselig Jordefærd i Ringsted. Men Himlen undlod ikke at vise dem sin Naade, medens de var i Færd dermed, thi da Ligbærerne en Gang hvilede sig, udsprang der pludselig en Kilde dér, hvor de satte Ligbaaren, og der skete ogsaa adskillige andre Jertegn som Vidnesbyrd om den dræbtes store Fromhed og Hellighed. Rygtet om den Udaad, der var bleven begaaet, vakte Sorg over hele Landet og fyldte hvert Hus med Graad. Folk afbrød nemlig strax, saa snart de spurgte den sørgelige Tidende om Drabet, de lystige Julegilder, Højtidens Glæde blev forvandlet til Sorg, og baade Mænd og Kvinder sukkede og klagede, som om de havde mistet en god Ven. Denne almindelige Landesorg viste ret, hvor stor Kjærlighed alle bar til ham i deres Hjærter. De Taarer, alle Landsens Folk udgjød over ham, nu, han var død, vidnede noksom om, hvor højt de havde elsket og æret ham i levende Live, og som de græd over Knud, udøste de de stærkeste Forbandelser over hans Banemand. Magnus begav sig til Roskilde, opfyldt af Glæde over, at det ugudelige Mord nu var fuldbragt, og da han nu efter at have ryddet sin Medbejler af Vejen gjorde sig sikkert Haab om at komme paa Tronen, undsaa han sig ikke ved at triumfere over, at han havde haft Held til at øve den Misgjerning, som han burde have skammet sig over, ja han havde ligefrem Fornøjelse af den og haanede og spottede Knuds hellige Saar, som han angerfuldt burde have grædt over. Men for at han, som havde gjort sig saa fortjent baade i timelig og evig Henseende, ikke skulde være uden Afkom, skjænkede Gud ham en Arving, efter at han var død, thi ottende Dagen efter fødte Ingeborg ham en Søn, der blev kaldt Valdemar efter sin Oldefader paa mødrene Side. Siden førte Hagen Sunnives Søn, som jeg ovenfor har omtalt, Bodils Søn Peder og Skjalm Hvides Sønner haardt Kæremaal over den øvede Udaad; alle Vegne, hvor de kom, begræd de paa Tinge deres Vens skammelige Drab opsatte paa at egge Almuens Vrede imod Morderens ugudelige Gjerning, ja de udfoldede endogsaa hans af mange Stik gjennemborede Kjortel for alles øjne paa Tinge, og Synet af det sønderflængede Klædebon bidrog ikke lidet til at hidse deres Sorg, thi adskillige fik, da de saa', hvor ynkelig medtaget det var, den største Lyst til at hævne hans Død. Men ogsaa de mange Jertegn og Undergjerninger, der bar Vidne om Knuds Hellighed, var til stor Støtte for dem, der førte Kæremaal over hans Drab. Harald mødte ogsaa frem paa Tinge ved Ringsted og klagede sig ynkelig over sin Broders Drab, men det var mere, fordi han var begjærlig efter at vinde Riget, end fordi han tørstede efter Hævn, hvorimod Erik, som Knud havde sat til at raade for øerne, kun pønsede paa Hævn. Niels, som i sin Angst for Almuens Fjendskab holdt det for farligt at indfinde sig paa Tinge, turde hverken udsætte sig eller sin Søn for at mødes med Almuen, hvorfor han raadførte sig med Ærkebiskop Asger i Lund, og efter hans Raad lod han Magnus blive i Roskilde og begav sig selv til Ringsted i Haab om, at han vilde finde Almuen fredeligere sindet, naar hans Søn ikke var med. Da han imidlertid ikke mente, at han trygt kunde begive sig til Tinget, der skulde holdes paa nogle Høje uden for Byen, foretrak han at holde sig i Ro i Byen frem for at udsætte sig for Fare ved at betro sig til Almuen, som han ikke kunde stole paa. Da Knuds Brødre nu begge paa Tinge havde kæret over deres Broders Død, blev Almuen saa bevæget af deres bedrøvelige Tale, at den offentlig fældede Dom over den, der havde udgydt hans uskyldige Blod, og erklærede den fromme Herres Banemand fredløs. For Kongens Vedkommende foretrak de derimod, eftersom de endnu nærede Ærbødighed for ham paa Grund af hans fordums Lykke, at lade, som om de ikke var sikre paa, at han havde givet sit Minde til Udaaden, og ikke at fare strængt frem imod ham for ikke at faa Ord for at skære skyldige og uskyldige over en Kam. De undlod derfor at fælde nogen saadan Dom over Kongen, baade af Hensyn til hans høje Værdighed og af Ærbødighed for hans høje Alder. Men da det saa til sidst kom paa Tale, at Kongen slet ikke var til Stede, brød Oprøret pludselig løs i alt sit Raseri, Tinget opløstes, og de vilde slaa ham ihjel i Huset, han opholdt sig i, thi det var ikke mere end billigt, sagde de, at de kom til Kongen, da han ikke havde villet komme til dem, saa meget mere, som han, skjønt han opholdt sig der i Nærheden, ikke havde indfundet sig paa Tinget, som han ved sin Nærværelse burde have givet større Anseelse. Da Kongen fik Nys herom af dem, han havde sendt der hen for at udspejde, hvad Folk sagde paa Tinge, sendte han Asger ud, for at han skulde faa Bugt med Almuens Vrede ved Hjælp af den Ærbødighed, der skyldtes saa vel hans høje Byrd som hans gejstlige Stilling. Han ilede Almuen i Møde, og da han fik øje paa Erik, sprang han af Hesten og greb hans Hest i Tøjlen, hvorpaa han længe og indstændig bad ham om at lade sin overilede Vrede fare og lovede, at Magnus skulde komme til at lide Lovens Straf for sin Ugjerning, og at hans Fader paa lovlig Vis skulde godtgjøre sin Uskyldighed, ja han tog endogsaa Hatten af og blottede sit ærværdige Hoved for den oprørske Mængde. Ved sine Bønner udrettede han saa meget hos Erik, at Kongens Liv blev sparet, og at han oven i Kjøbet fik Lov til frit at møde paa Tinge, thi skjønt Almuen brændte af Begjærlighed efter at hævne Knud, tog den dog Hensyn til Ærkebiskoppens Myndighed, som Danskerne lægger den største Vægt paa, og holdt for, at den mere burde rette sig efter hans Bønner end efter sin egen Mening. Da Kongen nu mødte frem paa Tinge uden at have sin Søn med, fik han kun Lov til at forsvare sig paa det Vilkaar, at han svor at ville sky alt Samkvem med Magnus, forvise ham ikke blot fra Hoffet, men ogsaa fra Riget og ikke lade ham komme tilbage, førend Folket gav ham Lov dertil. For ikke at ophidse Almuens Vrede holdt han Raad uden for Tingstedet, saa der gik Bud imellem begge Parter, medens Forhandlingerne stod paa. Kongens Raadgivere opfordrede ham til at gaa ind paa det stillede Vilkaar i Betragtning af, at Magnus kunde tilbringe sin Landflygtigheds Tid i Gøtland, hvor han var Konge; de mente ogsaa, at imidlertid vilde det Had, som alle nu nærede til ham, fortage sig, og at en længere Fraværelse vilde gjøre Folket mildere stemt imod ham, thi de haabede, at Folket vilde lade sig røre til Medynk af hans Landflygtighed, og naar han saaledes bødede for sin Brøde, opgive den Vrede, det havde fattet til ham paa Grund af hans Forbrydelse. Saaledes stilledes Oprøret blandt Almuen, og Kongen begav sig til Jylland, medens Magnus drog til Gøtland, som det hed sig, i Landflygtighed. Dette Forlig huede Kongens Venner saare ilde. Da de selv havde raadet Magnus til at dræbe Knud, skjældte og smeldte de over, at han var gaaet ind paa det Vilkaar, der var blevet stillet; han havde sørget meget ilde for sit Tarv, sagde de, han havde gjort bedre i selv at nedlægge Kronen end af Frygt for nogle Bønders betydningsløse Trusler at dømme sin eneste Søn og Tronarving til forsmædelig Landsforvisning. Det burde derfor mere bero paa Kongens end paa Folkets Afgjørelse, om Magnus skulde vende tilbage, og han burde uden Hensyn til Almuens Ondsindethed hurtigst muligt kaldes hjem og gives tilbage til Riget og sine nærmeste. Egget ved saadan Tale sendte Niels Folk over at hente Magnus hjem og fornyede saaledes dreven af ugudelig Kjærlighed det Samkvem med ham, som han havde afsvoret, idet han ikke betænkte sig paa at udsætte sig for Foragt, fordi han brød sin Ed ved imod den fældede Dom at tage sin Søn til sig. Denne ubesindige Eftergivenhed rejste atter den Storm, der havde lagt sig, da Magnus drog af Landet, thi Erik og Harald holdt nu for, at Niels, som de hidtil havde ladet gaa fri for Straf, havde Lod og Del i Mordet, eftersom han brød sin Ed, og de fældede nu den samme Dom over ham som over hans Søn, idet de gik ud fra, at som de begge havde Del i den begaaede Udaad, burde de ogsaa begge lide Straf derfor. Ingen stolede nu mere paa hans Eder, da det var vitterligt for alle, at han havde gjort sig medsvoren ved at kalde sin Søn tilbage, før end han havde Lov dertil. Men for ikke at angribe en Konge uden at have en Konge til Anfører, stillede Folket sig under bestemte Bannere, idet de holdt for, at de ikke vilde udrette noget, men endogsaa forfejle deres Maal, naar de ikke havde en til at staa for Styret, og da de helst vilde have en Konge af den gamle Kongeslægt, overdrog de med Forbigaaelse af Harald Erik, der jo hørte til Kongehuset, Kongenavn og kongelig Magt og Myndighed. Den Forskjel, der var imellem disse to Mænd, gjorde det let for Almuen at træffe sit Valg imellem dem, thi Harald var ikke blot saa havesyg, men ogsaa saa hengiven til Løsagtighed, at han ærlig havde fortjent at blive udelukket fra Tronen. Han ringeagtede nemlig den hellige Ægtestand og holdt stadig til med Friller, nøjedes ikke med sin Hustru, men besmittede sin Ægteseng ved Samkvem med løse Kvinder, og pinligt var det for hans Hustru at se de mange Vugger, hver med sit Frillebarn i, thi de blev alle sammen opfostrede ved Hove under Tilsyn af deres Mødre. Da Faderen førte saa forargeligt et Levned, formodede man, at det samme vilde blive Tilfældet med Børnene, saa man frygtede ikke blot for Faderens Ugudelighed, men ogsaa for, at hans Yngel med Tiden ikke vilde give ham noget efter, thi Børn plejer jo at slægte Faderen paa. Af den Grund vendte alle sig fra Harald og foretrak at kaste deres Gunst paa Erik. Denne mente imidlertid, at han snarere burde gjøre, hvad hans medfødte Beskedenhed bød, end benytte sig af den Yndest, han nød, hvorfor han vægrede sig ved at tage imod den ærefulde Stilling, Almuen tilbød ham, idet han var opsat paa kun at vinde Kronen ved Daad og først vilde udmærke sig ved Bedrifter, før end han tog Styret, thi han holdt for, at det var Hævn, man først og fremmest burde søge, og at man ikke burde tænke paa Kongenavnet, før Sejren var vunden. Han begav sig først til Jylland med de Krigsfolk, han havde opbudt til Leding. Da han nu rykkede frem i sluttet Slagorden, kom Biskop Thord fra Ribe ham i Møde, og med falske og listige Ord forsikrede han ham, at Kongen var ganske uskyldig, og lovede, at han for Fremtiden nok skulde holde sin Ed. Dernæst anførte han en Mængde Ting, som i meget undskyldte Kongen, og bad med mange fagre Ord om Fred. Erik, som troede, at han mente det ærligt med sine Bønner, lod sig dysse i Ro af hans Løgne, kaldte strax sine Mærkesmænd tilbage og bød Hæren gjøre Holdt. Da Niels fik Nys herom af sine Spejdere, kom han over Fjenden, der havde spredt sig og slaaet sig til Ro, og jog ham uden Vanskelighed paa Flugt, og Erik, der havde ladet sig narre af Biskoppen, maatte bøde for sin taabelige Lettroenhed. Da han nu syntes, at han havde lovlig Grund til Krig, vendte han tilbage til Sjælland og lod sig af Sjællænderne og Skaaningerne overdrage den Værdighed, han før havde afslaaet, skjønt han paa Grund af de vanskelige Tider ikke kunde blive kaaret til Konge paa Isøre Ting, og nu kastede han fuldstændig Masken og søgte af al Magt at hævne sin Broder. Han skrev da til Kejser Lothar, bad ham om at hævne sin Vens Død og straffe Magnus for det Mord, han havde begaaet, og søgte saa vel ved Bønner som ved Løfter om at lønne ham derfor at være fælles med ham om Krigen. Kejseren, som mere dreves af Lyst til at bemægtige sig Riget end af Iver efter at hævne sin Ven, rykkede op med en Hær og standsede ved Danevirke i Haab om, at han for at naa sit Maal ikke saa meget behøvede at stole paa sin Stridsmagt som paa den Uenighed, der herskede i Riget. Erik stødte til ham ved Slesvig med en Flaade. Magnus var imidlertid kommen begge Fjenderne i Forkjøbet ved omhyggelig at befæste Volden og besætte Portene med stærke Vagter. Efter nogle Dages Forløb kom Niels til med en stor Hær af Jyder og besatte Voldens nordre Side med den. Det var saa stor en Krigsstyrke, at Kejseren var bange for at indlade sig i Slag med den, og han turde heller ikke bruge Eriks Flaade til at sætte sit Mandskab over til Byen. Da han nu hverken ansaa det for raadeligt at storme Volden eller at lade sine Krigsfolk gaa om Bord paa Flaaden, og han skjønnede, at Tiden gik for ham, uden at han fik noget udrettet, udpønsede han nogle Fredsvilkaar, der kunde give ham et antageligt Paaskud til at hæve Belejringen. Han svigtede Erik, hvem han havde lovet stadig og sikker Bistand, og sluttede den Overenskomst med de fjendtlige Høvdinger, at han skulde hæve Belejringen, imod at Magnus svor det romerske Rige Huldskab og Troskab. Det Vilkaar gik Magnus med Glæde ind paa; han hyldede ydmygelig Lothar, men hemmelig pønsede han paa Svig imod ham. Kejseren gik i Henhold til Overenskomsten tilbage over Ejderen med sin Hær. Da Erik havde spurgt, hvad der var sket, sejlede han strax til ham og bebrejdede ham hans Upaalidelighed og smædede med de haardeste Ord Tyskernes Troløshed, hvorhos han forsikrede ham, at Magnus vilde vise sig lige saa paalidelig over for ham, som han for kort siden havde vist sig over for Knud. Og det fik han Ret i, thi da Kejseren var gaaet tilbage over Ejderen, faldt Magnus Adolf, som førte Bagtroppen, i Ryggen og huggede ikke blot hans Folk ned, men nødte ham selv til skammelig at kaste sine Vaaben og svømme over Floden for at bjærge Livet. Da Erik nu saa', at han ikke fik den Hjælp af Kejseren, han havde ventet, søgte han i højeste Grad nedslaaet atter østerpaa. Her kom der Sendemænd til ham fra Kong Magnus i Norge for paa hans Vegne at bejle til Knuds ældste Datter, skjønt hun endnu ikke var mandvoxen. Erik tog i Haab om, at det atter kunde hjælpe ham til Kræfter, overmaade venlig imod denne Sendefærd, opsat paa at faa Forstærkning fra sine Naboer, naar han gav sig i Svogerskab med dem, og da han selv endnu var ugift, eftersom Krigen ingen Tid havde levnet ham til at tænke paa sligt, tog han med Mugnus' Samtykke hans Stifmoder, der havde været Dronning i Norge, til Ægte, idet den norske Konge fandt ham fuldt værdig til et saadant dobbelt Svogerskab. Vinteren led i Ro, men saa blussede Krigen op igjen, thi Niels trak Krigsfolk sammen i den vestlige Del af Riget, og Erik samlede Tropper i den østlige Del, stolende paa de Løfter, en højbaaren Jyde ved Navn Kristjern havde givet ham. Denne Mand havde fattet Nag til Magnus og var faldet fra Niels og havde lovet at støtte Erik af alle Kræfter. Roskildebispen Peder derimod fulgte blot Erik med Legemet, i Hjærtet holdt han med Niels, thi hin var han bange for, men denne elskede han. Harald vaklede imellem Skam og Nag, thi medens han skammede sig ved at slutte sig til Niels, hadede han sin Broder, fordi han var bleven ham foretrukken, og krympede sig i sin Avind ved at tjene under ham, saa det var mere for et Syns Skyld, end fordi han undte ham vel, at han fulgte hans Banner tillige med to overmaade haabefulde Sønner, thi han bar ikke mindre Nag til sin Broder, over for hvem han havde trukket det korteste Straa, da de bejlede til Kronen, end til sin Broders Banemand. Imidlertid havde Kristjern samlet sine Venner og Frænder og besluttede at holde Slag med Kongen. Da Niels hørte, at han ikke blot var faldet fra ham, men endogsaa tænkte paa at angribe ham, delte han den Hær, han havde samlet imod sine Fjender, i to Dele, af hvilke den ene skulde kæmpe til Søs, den anden til Lands. Selv beredte han sig til at holde Slag med Kristjern, og Magnus satte han over Flaaden og bød ham drage imod Erik. Denne var imidlertid allerede kommen til Sejerø og havde lagt til Land der. Det vidste Magnus ikke noget om, da han sejlede fra Aarhus; god Bør havde han, men ilde gik det ham. Hans Flaade sejlede spredt og uden Orden, nogle af Skibene forud for de andre. Da Erik fik Nys om, at han kom, satte han sig i en Baad og opmuntrede paa det mest indtrængende sine Skibshøvidsmænd, snart alle paa én Gang, snart hver for sig, til at kæmpe tappert, især Peder og Harald, hvis Troskab han ikke stolede paa. Han havde nu ikke Lyst til strax at indlade sig i Kamp med hele Magnus' Flaade, men angreb Skibene enkeltvis efterhaanden, som de kom sejlende, og slog Mandskabet ihjel. Da Magnus langt borte blev var, hvilken Fare der var paa Færde, lod han strax Sejlene paa sit Skib tage ned og foretrak at kaste Anker frem for at sejle videre, hvorhos han lod blæse i Luren for at kalde sin spredte Flaade sammen. De fejge gav sig paa Flugt, de modige beredte sig til Kamp, og Erik, som havde flest Skibe, lagde dem nu tæt sammen og omringede Fjenden med dem og saa at sige belejrede den fjendtlige Flaade med sin Flaade, saa Nøden gjorde Kampen endnu haardere. Da Jyderne saa', at de hverken kunde gjøre sig Haab om at sejre eller om at slippe bort, vilde de først og fremmest sørge for deres Høvdings Frelse, før end de tænkte paa deres egen, og det gjorde de da ogsaa med Fare for sig selv, thi de brød ind paa den fjendtlige Flaade, hvor den var tættest, og søgte at hjælpe den slagne Magnus til at flygte bort, da de ikke kunde skaffe ham Sejr; uden at ænse nogen Fare banede de saa at sige en Vej for ham, som han kunde slippe bort ad med Baaden, han var stegen ned i, og da han var undsluppen, fortsatte de ikke des mindre haardnakket Kampen og holdt ikke op, før end de alle var faldne eller tagne til Fange. Da Sejrherrerne plyndrede den overvundne Flaade, opdagede de imellem Byttet, de førte bort fra Skibene, en Mand, der havde svøbt sig ind i et Sejl, og da de skjønnede, at han maatte være bange, siden han saa ynkelig var krøbet i Skjul, hængte de ham strax for hans Fejghed, for at han kunde lade Livet paa en forsmædelig Vis, da han ikke havde turdet udsætte sig for en ærefuld Død i Slaget. Imidlertid havde Kristjern holdt Slag med Niels, men det gik ham ilde, han led et stort Nederlag, blev selv fangen og sat i Forvaring i Fængslet i Slesvig. Erik, der var stolt af den Sejr, han nylig havde vundet, og som ikke vidste noget om, hvorledes det var gaaet Kristjern, lagde med sin Flaade ind i Limfjorden i Haab om at kunne bemægtige sig Jylland. Her fik han, efter at han uforsigtig havde udskibet sine Folk, at vide, at Kristjern var bleven slaaet, og at Kongen rykkede frem imod ham, og mere rystet ved det Vanheld, der var overgaaet hans Ven, end glad over den Medgang, han selv havde haft, samlede han atter sine Folk og skyndte sig at sejle bort igjen. Adskillige af hans Mandskab, som ikke skyndte sig tilstrækkelig med at indskibe sig, blev dræbte af Niels' fremrykkende Hær. Dette Uheld benyttede Harald sig af til at gaa over til Niels, som hemmelig lokkede for ham med Løfter; han nærede nemlig mere Nag til Erik, fordi han var hans Overmand, end Vrede over Knuds Drab, hans Broder var ham mere forhadt end hans Broders Banemand. Magnus søgte ogsaa at bryde Brødrenes Samvirken i Erkjendelse af, at lige saa glædeligt det var for hans Fjender, at deres Stridsmagt øgedes, lige saa bedrøveligt var det for ham, at hans svækkedes, og da han vidste, at Harald ikke af et oprigtigt Hjærte havde sluttet sig til Erik, trængte han derfor ind paa ham med Løfter om Ære og Forfremmelse. Harald havde ganske vist skjult det Nag, han bar paa, under et Skin af Underdanighed, men i Virkeligheden nærede han større Had til Erik end til Eriks Fjende. Han faldt derfor ikke blot fra ham, men for at yde Niels saa meget kraftigere Hjælp befæstede han ogsaa yderligere den Borg, han havde bygget uden for Roskilde, og mættede saaledes ved sit troløse Frafald det Had, han bar til sin Broder, fordi han var bleven ham foretrukken. Da Erik med en stor Skare Sjællændere havde indesluttet denne Borg og belejrede den, men saa`, at hans Bestræbelser strandede paa Murens Fasthed, tyede han til nogle Tyskere, der boede i Roskilde, og lærte af dem at betjene sig af Blider, idet han saaledes øgede sine egne Kræfter ved at tage fremmedes Snildhed til Hjælp, thi Danskerne var endnu temmelig ukyndige i Krigsvæsen og forstod sig ikke synderlig paa at bruge den Slags Indretninger. Den første Sten blev udslynget af Bliden med alt for ringe Kraft og vakte kun de belejredes Latter, da den faldt, før end den naaede Muren; de troede nemlig, at da Bliden den Gang var kommen til kort, vilde den ogsaa gjøre det for Fremtiden. Den anden Sten blev udslynget med større Kraft og faldt oven paa Taget af et mærkeligt Hus, der var, og saa tung var den og saa stærkt Stødet, at den gik lige igjennem Huset helt ned til Grunden og knuste det med et vældigt Brag. Dette Hus var opført paa en Grundvold, som kun bestod af Træ, og paa hvilken det kunde drejes til alle Sider som paa en Tap, blot man rørte ganske let ved det. Da Harald saa' det, maatte han efter det Udfald, det andet Kast havde faaet, opgive det Haab, han havde fattet, da han saa', hvorledes det første mislykkedes, og da han ikke kunde gjøre sig Haab om at kunne udholde Belejringen og ingen Hjælp kunde vente udefra, lod han om Natten bryde Hul paa den Del af Volden, der vendte ud imod Stranden, og som Fjenden holdt mindre omhyggelig besat, og lod saa sine Heste hisse ned igjennem Hullet og fulgte derpaa selv efter til Fods med sine Folk. Nu blev der Røre i hele Lejren, men han sporede sin Hest af al Magt og lod snedig sine Folk raabe, at de skulde stoppe Harald, saa Fjenderne troede, at det ikke var Harald, men en, der forfulgte ham, og han banede sig uden Vanskelighed Vej midt igjennem de raabende og skrigende Skarer, saa man holder for, at det lige saa meget var de flygtendes falske Raab som Nattens Mørke, der førte hans Fjender bag Lyset. Nogle af Tyskerne paastod vel, at de havde dræbt ham med deres Spyd, medens han var ved at flygte, men den snedige Høvding unddrog sig saaledes ved List Belejringen og slap ved sin Snildhed ud af Faren, fandt et Skib og sejlede til Jylland. Niels tog vel imod ham med kongelig Bevaagenhed som den, der havde kæmpet for hans Sag paa Sjælland, og viste ham endogsaa fortrinlig Ære som en af sine bedste Venner, men det var dog ikke frit for, at der bag al den Venlighed var en Mistanke, thi han syntes ikke om, at han saadan over Hals og Hoved var falden fra sin Broder, og at Overløberen nu saa pludselig var tyet til ham. Imidlertid havde Svenskerne, da de fik Nys om, at Magnus var optagen af Krig i Danmark, taget en af deres Landsmænd, en Mand af ringe Herkomst ved Navn Sverker, til Konge, ikke fordi de satte saa særlig stor Pris paa ham, men fordi de ikke vilde staa under en Udlændings Herredømme og, vante som de var, til at have en af deres egne over sig, ikke kunde fordrage at have en fremmed til Høvding. Niels havde efter Margretes Død giftet sig med Ulvilde fra Norge; hende skikkede Sverker Sendemænd til og bejlede til hendes Kjærlighed, og kort efter lod han hende hemmelig bortføre fra sin Mand og fik hende til at ægte ham. Med denne sin Slegfred, som han med Urette kaldte for sin Ægtehustru, avlede han en Søn Karl, som blev Konge i Sverige efter ham. I de samme Dage blev salig Hertug Knuds Datter, der for længst var bleven trolovet med Kongen af Norge, af Sendemænd, som han havde skikket til Danmark, afhentet for at holde Bryllup med ham. Da Vinteren var leden, sejlede Niels med en stor jydsk Flaade til Sjælland, opsat paa at hævne den Uret, Folk dér i saa lange Tider havde tilføjet ham ved at falde fra ham. Erik blev overvunden af ham i et stort Slag ved Værebro og tyede, stolende paa det Svogerskab, der var imellem dem, til Kong Magnus tillige med sin Hustru, som i sin Tid havde været Dronning i Norge, og sin lille Søn Svend, som han havde avlet med en Slegfred. Magnus tog strax høvisk og gjæstfrit imod ham, men viste sig snart falsk og svigefuld. Imidlertid gav Niels efter for Haralds Bønner om at lade ham faa Hævn over Tyskerne i Roskilde og brød ind der i Byen, lod dem gribe og overgav dem til Harald, for at han kunde straffe dem, som han fandt for godt. Dels fordi de havde lavet Bliderne, og dels fordi han havde hørt, at de falskelig havde gjort sig til af at have dræbt ham, lod han dem skamfere ved at lade Næsetippen skære af dem, og medens det stod paa, spurgte han dem, om Harald var falden for deres Spyd. En af dem sagde, da han saa', at de satte Kniven for Ansigtet af ham, at ham burde de skaane, for han forstod sig paa Læsten. Harald troede, at han var en lærd Mand, bød Bødlen holde inde, tog Manden med til Bords og opfordrede ham til, som Sæd er, at læse Bordbøn, men Fangen svarede, at det var Skomagerlæsten og ikke den hellige Læst, han forstod sig paa. Harald morede sig over Mandens Snildhed og belønnede den ved at lade ham slippe for Straf; thi han undsaa sig ved at gjøre sig vred igjen nu, da han var bleven bedre oplyst, eftersom han havde ladet sig narre til at lade sin Vrede fare, og vilde ikke have Ord for at bøde paa sin Fejltagelse ved at straffe Manden. Paa den Tid kom en Mand ved Navn Harald, som stammede fra Irland, over Norge som en Storm og Torden og rystede dette Rige, som ellers var i god Trivsel, i dets Grundvold. Han sagde, at Magnus Barfod havde avlet ham, da han hærjede Irland, og da det blev paalagt ham at stadfæste denne sin Pastand ved en guddommelig Prøve, gik han paa bare Ben over gloende Plader - det var den Prøve, der krævedes af ham -, og da hans Fødder ikke i nogen Maade tog Skade deraf, fik han ved det aabenbare Jertegn, at han ingen Mén havde lidt, adskillige af Nordmændene til at fæste Lid til sin Paastand, og det gav Anledning til ulykkesvangre Krige i Norge. Imidlertid besluttede Niels at blive sin Medbejler kvit ved List og bød Kong Magnus i Norge Penge for at tage ham af Dage. Magnus, der var mere pengegrisk end nogen Stimand, blev nu fra Eriks Gjæsteven forvandlet til hans Fjende, men skjulte sin Svig under Venskabs Maske og lod ham paa det strængeste bevogte af sine Hirdmænd under Skin af, at det var af særlig Omhu for ham. Erik fik imidlertid af sin Broderdatter Dronningen Nys om, at der stak Svig bag Venligheden, og han lod da sine Venner paa Lolland vide, hvad Kongen pønsede paa, og bad dem om at hjælpe sig. Det var Lollikerne ikke sene til; de sejlede til Norge med et eneste Skib og sendte hemmelig Bud til Erik om, at de var komne. Da han vidste, at Nordmændenes største Fornøjelse er at drikke tæt, mente han, at han kunde narre sine Bevogtere ved at drikke dem fulde. Han gjorde derfor Gilde for dem og søgte ved flittig at drikke dem til at faa dem til at opgive deres Ædruelighed og drikke sig en Rus, og for yderligere at anspore deres Drikkelyst fik han dem til imellem Bægrene at spille Tærninger. Han spillede om Penge med nogle af dem, og selv naar han gjorde heldige Kast, lod han med Vilje, som han var helt dvask til Spillet, for at hans Medspillere ved stadig at vinde skulde lade sig lokke til ret at slaa Gjækken løs og blive ved at spille. Omsider lod han, som om han var træt af at vaage længer, og gik fra dem for at lægge sig, men han lod en Præst, der havde fulgt ham i hans Landflygtighed, blive tilbage som sin Stedfortræder ved Spillet. Præsten holdt sig ædru, og ved stadig at fylde Bægrene fik han Bugt med den Smule Ædruhed, der var tilbage hos dem, og da de var helt overvældede af Drik og Søvnighed, lagde han sig til at sove imellem dem. Imidlertid brød Erik Væggen i sit Sovekammer igjennem og naaede med sine Tjenere og sin Hustru hemmelig ned til Strandbredden, og da han fandt nogle Skibe liggende dernede, borede han Huller i dem under Vandgangen for saa meget sikrere at kunne slippe bort. Medens han var i Færd hermed, kom han i Tanker om, at han havde glemt sin lille Søn, som laa og sov oppe i Huset - saa glemsom kan man være, naar man har Hastværk, thi jo mere optagne vi Mennesker er af noget, des uagtsommere plejer vi at være med Hensyn til alt andet. Skjønt han nu ikke var i Tvivl om, at der var Fare ved at tøve, kunde han dog ikke finde sig i skammelig at lade være at tage Vare paa sit eget Kjød og Blod og sendte derfor nogle op for at hente Drengen, idet han i sin store Kjærlighed til sin Søn ikke ænsede den Fare, der var forbunden med Forsinkelsen. Da de kom med ham, stævnede han til Havs. Da Dagen brød frem, bankede de. der var satte til at passe paa Erik, paa Døren og spurgte, om han endnu ikke havde sovet Rusen fra i Gaar ud, og da ingen svarede, undrede de sig over denne Tavshed og raabte gjentagne Gange det samme. Omsider blev de forskrækkede over, at der stadig intet Svar kom, brød Dørene op og fandt Kammeret tomt. Nu raabte de op om, at deres Gjæster snedig havde ført dem bag Lyset, og gik i deres Forfærdelse til Kongen og fortalte, hvad der var sket. Han skyndte sig strax ned til Strandbredden, lod Skibene sætte ud og bød sine Folk gribe Flygtningen, men da han saa saa', at Skibene var lække og blev fulde af Vand, lod han dem trække op igjen og gjøre i Stand. Da de atter var bleven sat ud, lod han Folkene baade bruge Aarerne og sætte Sejl til for at komme saa meget raskere af Sted, saa grisk var han efter den Pris, der var lovet ham for Eriks Hoved. Nu var Erik imidlertid naaet langt ud i rum Sø og havde faaet saa langt Forspring for sine Fjender, at de skulde have ondt ved at indhente ham. Da Magnus, efter at de havde sejlet længe, indsaa, at han ikke kunde naa sit Maal, lod han vende og sejlede tilbage. Men Erik sejlede til sit trofaste Lolland, hvor han lod Ubbe, som Niels havde sat til Høvidsmand over Smaaøerne, gribe og hænge og saaledes gav tydeligt Vidnesbyrd om, at han var kommen igjen. Da han siden spurgte, at Kongen vilde holde Jul i Lund, drog han, før end han var kommen did, over til Skaane og bemægtigede sig alt, hvad der var skaffet til Veje til Kongens Gilde. Da Kongen fik det at vide, lod han ved offentlig Foranstaltning samle Levnedsmidler, opsatte sin Rejse og blev paa Sjælland. Sommeren efter samlede Niels foruden den skaanske Flaade hele den danske og sejlede til Fodevig, hvor han stillede sin Hær i Slagorden tæt ved Strandbredden, og saaledes blev han staaende en liden Stund, til Erik rykkede frem; men da han langt borte fra saa' Hestene hvirvle Støvet op med deres Hove ligesom en Sky, trak han sig lidt efter lidt tilbage til sine Skibe, og da han hørte Gnyet af de fremrykkende Ryttere, gav han sig paa Flugt. Da Erik indhentede hans Hær, var den allerede slagen, ikke i Kamp, men af Skæbnen, og uden selv at lide noget Mén huggede han den ned og vandt en Sejr, som intet Blod kostede ham, thi Gud hævnede Frændemordet. Kun Magnus, som tillige med en liden Flok tapre Mænd undsaa sig ved at fly, gik løs paa Fjenden og søgte at drive ham tilbage, medens de andre vendte Ryg, thi da han skjønnede, at der kun var ringe Udsigt til at slippe bort, holdt han det for en Ære tappert at søge Døden og at gjøre sit Endeligt berømmeligere ved at falde i Kampen. Han foretrak Døden for Flugt for ikke at fordunkle sit gamle Ry for Tapperhed. Omsider, efter at han havde kæmpet drabelig og fældet en Mængde Fjender, faldt han oven paa den Dynge af Lig, han havde hobet op omkring sig, tillige med Bisp Peder af Roskilde, og som denne fulgte ham i Døden, saaledes kom de ogsaa i samme Grav. Niels tyede ned til sit Skib paa en Hest, som en Bonde bragte ham. Største Delen af de flygtende greb fat i Tofterne og klyngede sig til Skibene opsatte paa at komme om Bord i dem, saa nogle af dem var nær ved at synke under den umaadelige Vægt, og de, som var komne først, huggede da uden Hensyn til Stalbroderskabet med deres Sværd Hænderne af dem, der var komne senere og klyngede sig til Skibene, saa de var grummere mod deres egne, end de havde været imod Fjenderne. Det var i Sandhed et sørgeligt Syn at se dem klamre sig til Skibene, medens Fjenderne trængte dem fra den ene Side og deres Stalbrødre drev dem tilbage fra den anden. Her blev det ret aabenbart, hvor meget større Vægt enhver lægger paa sin egen Frelse end paa andres; de, som ikke skammer sig ved at sige, at deres Venners Liv er dem dyrebarere end deres eget, gjør bedst i at tie stille med saadan urimelig og hyklerisk Snak. For Resten tror nu jeg, at denne Sejr kun i ringe Grad skyldtes menneskelige Kræfter, men at det var Gud, som hævnede den fromme Knuds Død. I ingen anden Krig er der blevet udgydt mere Bispeblod, thi Peder af Roskilde og den svenske Biskop Henrik og alle de jydske Bisper paa én nær skal være omkomne i det Slag. I Begyndelsen af denne Fejde gav en af Eriks Krigsfolk ved Navn Magnus Saxesøn et udmærket Bevis paa sin Troskab. Da Niels nemlig havde paabudt, at hans Folk skulde holde Vagt alle Vegne paa Sjællands Kyst og paase, at ingen slap over til Erik, lod han sig af nogle Krigsfolk i et Reb fire ned ad Stevns Klint og gik ved Nattetid i en Baad over til Skaane, hvorved han gjorde Erik en stor Tjeneste. Derefter forskjød Magnus af Norge sin Hustru og sendte hende tilbage til Erik under Paaskud af, at hun havde røbet hans Forehavende; han mente nemlig, at hun ikke havde fortjent bedre end at blive forskudt, eftersom hun havde baaret større Kjærlighed til sin Frænde end til sin Husbond. For at tilføje hende en Forhaanelse satte han den Ærbødighed, han skyldte det hellige Ægteskab, til Side og ansaa det ikke for nogen Sorg at skille sig ved sin Hustru. Niels slap bort til Jylland, for at Lykken endnu en Stund kunde drive Gjæk med ham. I Betragtning af, at han nu var barnløs og derhos meget til Aars, udstedte han en Erklæring om, at Harald skulde arve Riget efter ham, ikke saa meget fordi det var ham om at gjøre at efterlade sig en Tronfølger, som fordi han vilde efterlade sin Medbejler en Fjende. Derpaa bad han Slesvigerne, som allerede længe havde været opbragte paa ham formedelst den Udaad, Magnus havde øvet, om at slutte Fred med ham, thi han var meget opsat paa atter at stemme dem forsonligt imod sig og tænkte, at de vilde ynkes over hans Alderdom og hans kranke Lykke. Han besluttede at begive sig ind i Byen for at tage Gisler af dem, og da han atter fik Betænkeligheder ved at sætte sit Liv paa Spil ved at give sig i Borgernes Vold uden at vide, om han kunde stole paa deres Troskab, tilskyndede en af de mest ansete Bymænd ved Navn Boje ham saa stærkt dertil, at han opgav sin Mistanke, og det kostede ham Livet. Da han drog ind ad Byporten, som de med Vilje aabnede paa vid Gab for ham, viste det sig nemlig, at Borgerne var lige saa forbitrede paa ham, som Gejstligheden var velstemt imod ham. Byfolkene var nemlig delt i to Partier, som var opsatte paa at behandle ham hvert paa sin Vis, thi medens Klerkerne gjorde Ære af ham ved at modtage ham i højtideligt Optog, tog Byens øvrige Indbyggere imod ham som en Fjende. Da han saa', at man gik imod ham i Gaderne for at tilføje ham Vold og Overlast, tyede han op paa Slottet, skjønt hans Venner raadede ham til at flygte ind i Pederskirken; han vilde nemlig ikke, at Herrens Hus skulde besmittes af Strid og Blodsudgydelse, og foretrak derfor at søge Beskyttelse i Kongeborgen fremfor i Kirken; han vilde ogsaa dø roligere i sit Fædrenehus, sagde han. Det skortede heller ikke hans Krigsfolk paa Iver og Villighed til at forsvare hans Liv ved at ofre deres eget; længe holdt de ham uskadt ved tappert at byde deres egne Legemer frem og betænkte sig ikke paa at udsætte sig for de største Farer for at beskytte ham, men efter først at have udgydt hans Forsvareres Blod dræbte Slesvigerne omsider Kongen. ## bok 14: Erik Emun (Winkel Horn 1898) Imidlertid fik Erik, der havde givet sig paa Vej til Jylland med sin Flaade, da han var kommen til Sejerø, Bud om, at Kong Niels var bleven dræbt. Under den Forvirring, der opstod som Følge af dette Kongemord, forlod Haralds to ældste Sønner, Erik og Bjørn, deres Fader og sluttede sig til Erik, hvorved de mere viste Troskab end havde Lykke med sig. Der kom nemlig ved Nattetid hemmelig Sendemænd til dem fra deres Fader, og de tav stille med, hvad Sendemændene havde sagt dem. Erik havde nu imidlertid faaet Nys om denne Sendefærd, men for at sætte deres Troskab paa Prøve lod han en Stund, som om han intet vidste derom, og sagde ingenting. Da de stadig vedblev at holde det, som deres Fader havde betroet dem, hemmeligt, og han skjønnede, at de ikke vilde aabenbare ham det, kaldte han dem, da han havde opgivet Haabet om, at de frivillig vilde gaa til Bekjendelse, offentlig for sig og bebrejdede dem med heftige Ord deres Troløshed, at de spillede under Dække med deres Fader. Da de blev spurgte om, hvad det var, Sendemændene havde sagt dem fra deres Fader, sagde de, at han havde spurgt dem til Raads om, hvad han nu skulde gribe til, og at de havde raadet ham til at fly til Norge; de havde ikke villet sige, hvad de havde raadet ham til, før end de fik Vished om, at han havde fulgt deres Raad. Skjønt det var sandt, hvad de sagde, fæstede han dog ikke Lid dertil, fordi det syntes, som om de snarere var bleven tvungne til at tilstaa det end havde gjort det frivillig. Opsat paa at faa at vide, om de havde talt sandt, bød Erik, at de skulde holdes i den strængeste Forvaring paa Slottet i Slesvig, i den Hensigt, naar Sandheden var kommen for Dagen, at belønne dem, hvis de var uskyldige, eller straffe dem, hvis de var skyldige. Da han senere en Gang kom op paa Slottet, traadte de to unge Mennesker frem for ham belæssede med Lænker, kastede sig ydmygt bedende for hans Fødder, forsikrede ham om deres Uskyldighed og anraabte ham om at løslade dem af deres Fængsel. Erik ynkedes over deres Vanskæbne og glædede sig tillige over deres Troskab, thi det havde bekræftet sig, at det var sandt, hvad de havde sagt, idet deres Fader virkelig var flygtet, og da Erik var mægtig beskjænket, gav han sig til at græde over deres usle Tilstand og lovede at sætte dem paa fri Fod, fordi de havde talt Sandhed. Da Kristjern havde faaet dette at vide af Hofsinderne, traadte han Erik i Møde, da han i den aarle Morgen gik til Kapellet, og spottede ham, fordi han Dagen i Forvejen tilskyndet af Drukkenskab havde været alt for rundhaandet og skjænket sine Fjender Danmarks Rige. For tydeligere at forklare, hvad han mente med disse Ord, sagde han, at Haralds Sønner vilde tænke mere paa, at han havde holdt dem i Fængsel, end paa, at han havde løsladt dem, og at han vilde faa Skam til Tak af dem, fordi han havde sluppet dem fri, thi hvad andet gjorde Erik ved at spare deres Liv end at skaffe Harald to kraftige Ungersvendes Hjælp? Disse Ord gjorde saa stærkt Indtryk paa Erik, at han foretrak at bryde sit Løfte frem for at lade sin Vens Raad uænset; nu, da han var bleven ædru, betænkte han sig ikke paa at bryde Staven over den Mildhed, han havde vist, da han var drukken, skammede sig ikke ved at opgive sin Barmhjærtighed, da han blev tilskyndet til Grumhed, og lod dem drukne, som han havde givet Haab om, at de skulde beholde Livet. I de samme Dage krævede Stormændene i Norge af Kong Magnus, at han skulde afstaa Hælvten af Riget til Harald Irlænder, fordi han ogsaa var af kongelig Byrd, og da han vægrede sig derved, fordi han, som han sagde, ikke vidste, hvem Haralds Forældre var, kom det til et Slag paa Fridlevsager. Imidlertid var Harald Erikssøn atter vendt tilbage til Jylland og var bleven kaaret til Konge paa Urne Ting. Da Erik spurgte det, lod han sine Skibe trække over Isen - Vandet var nemlig tilfrosset - ud i rum Sø og sejlede hemmelig til Jylland. Ved Nattetid overrumplede han i Skibetorp Harald og dem af hans Sønner, der endnu var i Live, og lod ham ved Daggry slæbe ud af hans Sovekammer og dræbe uden Hensyn til, at det var hans Broder. Af Haralds Sønner klædte Olaf sig i Kvindeklæder, da han saa', at Huset var omringet af væbnede Mænd, og det lykkedes ham at slippe bort med Livet imellem Fjenderne. Ved samme Tid begav Harald Irlænder, da han var bleven fordrevet fra Norge, sig til Danmark for at søge Hjælp hos Erik. Denne tog godt imod ham, fordi hans Medbejler havde forskudt sin Hustru, og i sin Glæde over det ypperlige Paaskud, han nu havde, til at give sig i Strid med Magnus, besluttede han at yde Harald Hjælp. Harald havde for Resten, naar undtages, at han var gavmild, ingen Aandens Gaver at gøre sig til af, men i legemlig Henseende havde han mange ypperlige Egenskaber. Stolende paa sine Kræfter indgik han ved Byen Helsinge et Væddemaal med Erik om, at han kunde løbe om Kap med hans mest udsøgte Heste, og han løb ogsaa om Kap med to af dem og kom først til Maalet. Medens han løb, støttede han sig nemlig paa to Stokke og fo'r af Sted i stadige Spring. Han plejede ogsaa at give en anden Prøve paa usædvanlig Behændighed; han sprang nemlig tit, medens de sejlede, ud fra Bagstavnen og løb over Aarebladene hen til Forstavnen og derfra paa den anden Side af Skibet ligeledes over Aarebladene dér hen til det Sted, hvorfra han var sprunget ud. Havde Naturen givet ham lige saa store Aandskræfter, vilde han ikke være bleven dræbt af sin Medbejler i en Frilles Favn. Skjønt det var Eriks Agt at hjælpe ham, kunde han ikke komme til at udføre dette sit Forsæt, da Venderne paaførte Danmark Krig. Han maatte lade sin Vens Sager skjøtte sig selv og tage Vare paa sine egne. Han samlede en Flaade og stævnede til Rygen, og for at kunne føre Krigen saa meget kraftigere, lod han, hvad ingen havde gjort før, Heste føre om Bord paa de danske Skibe, fire paa hvert, hvilken Skik siden flittig er bleven fulgt. Flaaden bestod af elleve Hundrede Skibe. Danskerne lagde til Land ved Rygen, hvor de fandt Byen Arkona stærkt befæstet. For at afskære den fra Undsætning fra Naboerne afgravede de den Jordstrimmel, der ligger imellem Arkonas Enemærker og det øvrige Rygen, og opførte en temmelig høj Vold tværs over den. Det blev overdraget Hallænderne at bevogte den, og Peder blev sat til Høvidsmand over dem. Rygboerne kom imidlertid bag paa dem ved Nattetid efter at være gaaet over nogle Vadesteder, men efter at adskillige var faldne, blev de drevne tilbage af den øvrige Hær. Da Arkonaboerne nu ikke var stærke nok til at holde Fjenden Stangen og ingen Udvej saa' til at faa Undsætning, bøjede de sig for Nødvendigheden og overgav sig til Danskerne paa den Betingelse, at de skulde beholde Livet imod at antage Kristendommen, men det Gudebillede, de tilbad, skulde de have Lov til at beholde. Der var nemlig i Byen en Billedstøtte, som Byfolkene dyrkede med den største Andagt, og som deres Naboer ogsaa stadig viste stor Ærefrygt; den blev falskelig kaldt Sanct Veit. Da de beholdt den, kunde Byfolkene ikke bekvemme sig til helt at aflægge deres gamle Afgudsdyrkelse. Da de til at begynde med fik Befaling til højtidelig at lade sig døbe, var de da ogsaa, da de gik ud i Dammen, mere opsatte paa at slukke deres Tørst end paa at lade sig kristne, thi under Skin af at udføre en hellig Ceremoni kvægede de deres af Belejringen mødige Legemer. Der blev ogsaa indsat en Præst i Arkona, som skulde vejlede dem til et nyt og bedre Levned og undervise dem i den ny Tros Begyndelsesgrunde, men saa snart Erik var draget bort, jog de Præsten paa Porten og Kristendommen med. Uden at ænse Gislerne, de havde maattet stille, gav Arkonaboerne sig nemlig igjen til lige som før at dyrke deres Afgudsbillede og viste saaledes, hvor oprigtig de havde ment det, da de antog Kristendommen. Efter at Erik havde faaet Orden i Tingene i Danmark, og der atter var kommen Ro i Landet, tænkte han igjen paa at tage sig af sin Vens Sager, som han havde maattet lade ligge paa Grund af de Vanskeligheder, han selv var stedt i, og for at hjælpe ham plyndrede og afbrændte han Byen Oslo, der var Magnus hengiven. Aaret efter bad Harald ham igjen om Hjælp, og han sendte ham da hele den danske Flaade til Undsætning. Det kom til et Slag, og Magnus, hvis Stridskræfter var hans Fjendes underlegne, blev fangen. Harald skjænkede ham Livet, men lod ham gilde og øjnene stikke ud paa ham, for at han ikke af øjenslyst skulde fristes til at tragte efter Kronen, og for at han ikke skulde avle nogen Søn, der kunde hævne ham. Da han efter saaledes at være bleven blindet og gildet, blev spurgt om, hvem af hans Mænd han vilde de skulde lade lide samme Straf og stikke øjnene ud paa, svarede han, at det var der vist ikke mange, der havde Lyst til. Saa traadte en af hans Hirdmænd, som lignede ham overmaade meget, og som havde vist den største Troskab i hans Tjeneste, frem og sagde, at for at der ikke blandt saa mange Hirdmænd skulde fattes én, som var villig til at lide sammen med sin Konge, vilde han frivillig underkaste sig denne Straf, paa det at han, som havde lignet ham saa meget, medens han havde sine øjnes Lys, ogsaa kunde ligne ham nu, det var blevet ham berøvet. Og skjønt denne Mand havde fortjent at æres for sit ædle Sind, lod de skammelige Mennesker ham lide Straffen. Magnus gav sig i Kloster, ikke saa meget fordi hans Sjæls Trang drev ham dertil, som paa Grund af de Legemsbrøst, der var bleven paaført ham, og ombyttede saaledes Kongekaaben med Munkekutten. Erik var nu, da han ved sine Vaaben havde skaffet Fred i Landet, opsat paa at udmærke sig lige saa meget ved Retfærdighed, som han alt havde udmærket sig ved Tapperhed, og for at bringe Retten i god Gænge satte han atter de af hans Forfædre givne Love i fuld Kraft ligesom i gamle Dage, efter at de næsten havde været ophævede som Følge af de store Krigsuroligheder. Han straffede de Uretfærdigheder, Stormændene begik imod Smaafolk, skaanede hverken Venner eller Frænder, men revsede de fornemmes utilbørlige Havesyge med Sværd og Strikke. Ved sin Iver i saa Henseende paadrog han sig Stormændenes Had, men vandt til Gjengjæld Menigmands Hengivenhed og opnaaede, at de mægtige frygtede ham, medens Almuen elskede ham. For Resten havde han for Skik at rose sig saa stærkt af sine tapre Bedrifter, at han undertiden overskred Sandhedens Grænser. En af hans Folk skal, efter hvad der fortælles, en Gang have frelst hans Liv ved en Drøm. Da han nemlig agtede at sejle fra Slien over til Sjælland, drømte en af Søfolkene, at han fo'r af Sted over uvejsomme Bjærgaase paa en vild og gal Hest og, da den løb stærkere og stærkere med ham, styrtede ned i en dyb og mørk Dal, hvor en Mængde Ugler sønderrev ham med deres Kløer. Da han om Morgenen for Morskab fortalte sine Stalbrødre denne Drøm, tog Erik den som et Varsel om en truende Fare, og for ikke at sejle sammen med ham gik han over paa et andet Skib, og derved blev han frelst, medens de andre led Skibbrud og druknede, og nu blev han glad over, at han havde foretrukket at betro sit Liv til et andet Skib frem for at blive paa sit eget. Der opstod Uvenskab imellem Erik og Biskop Eskild i Roskilde, og det varede ikke længe, før det blev til Krig og Fejde. Da Bispen havde faaet Peder Bodilssøn paa sin Side, ophidsede han med den store Anseelse, han nød blandt Sjællænderne, disse til Had imod Kongen, og Oprøret blev saa stærkt, at det satte ham i Stand til at jage Erik ud af Sjælland. Derefter fik han alle Landsens Folk til at slutte sig til Oprøret under Paaskud af, at han vilde skaffe dem Friheden, og dem, han ikke stolede paa, krævede han Gisler af. Skjalm Hvides Sønner, som var de eneste, der ikke vilde tage Del i Oprøret, stævnede han til Tinge og truede dem med, at hvis de ikke inden en fastsat Dag stillede Gisler, vilde deres Godser blive inddragne. De mødte paa Tinge, men de holdt fast ved deres Forsæt og lod sig ikke kue af hans Trusler og kom da heller ikke af med deres Godser. Men medens de i alle Maader slap uskadt fra denne Sag, kom Straffen over Eskild. Kongen vendte nemlig tilbage med en jydsk Flaade, men da hans Fader og Farbroder bad for ham, slap Eskild med at betale en Bøde af tyve Mark Guld. Peder var død, inden Kongen kom, saa han slap helt for den Straf, der ellers havde været ham vis. Paa samme Tid opstod der Uenighed imellem Kongen og Almuen, om hvem der skulde være den nys afdøde Ærkebiskop Asgers Eftermand i Lund. Skaaningerne vilde nemlig paa Grund af de store Fortjenester, Asger havde indlagt sig, at Ærkebispeværdigheden skulde blive i hans Slægt, og stemte derfor paa Eskild, der var meget nær i Slægt med ham, men Kongen, som ikke havde glemt den Forsmædelse, Eskild havde tilføjet ham ved at nøde ham til skammelig at give sig paa Flugt, foretrak Biskop Rik i Slesvig, der nylig var bleven Biskop Alberts Eftermand, og som havde rakt ham en Vennehaand, da han bemægtigede sig Riget. Denne Uenighed førte dog ikke til aabenbar Strid, thi Skaaningerne turde af Frygt for Kongen ikke aabenlyst vedkjende sig deres Mening. Paa samme Tid stræbte en Jyde af høj Byrd ved Navn Plov hemmelig Kongen efter Livet til Trods for, at han var hans Hirdmand. Han kom til Kongen i Ribe og krævede sin Sold som Krigsmand af ham. Den fik han, og det udlagde han saa, som om Kongen selv havde betalt ham for at slaa ham ihjel. Erik, som blev opfordret til ved sin kongelige Voldgift at bilægge en heftig Strid, der var opstaaet imellem nogle Almuesmænd, besluttede at gjøre det offentlig paa Tinge. Her traadte Plov, da Kongen havde paalagt ham at gjøre Ret og Skjel imod en Bonde, der havde ført Kæremaal over ham, frem med Spyd i Haanden, idet han lod, som om han vilde tage Ordet, og bad om ørenlyd. Kongen, som stod og støttede sig til sit Spyd, vinkede med Haanden ad den larmende Almue, at den skulde være stille. Plov, som antog, at han bar Brynje under Kjortelen, saa' længe nøje paa ham, men da han saa opdagede, at han var forsvarsløs, gjennemborede han ham med sit Spyd. Og for at det ikke skulde hedde sig, at han var mere bange for at tage Bladet fra Munden end for at handle, raabte han, at han havde dræbt Kongen, og opfordrede Almuen til at dræbe hans Krigsfolk. Medens Hirdmændene nu i deres Forskrækkelse spredtes til alle Sider, gav Erik Hagenssøn, som paa Grund af sin Taalmodighed havde faaet Tilnavnet Lam, en herlig Prøve paa sin Tapperhed; han værgede nemlig længe Kongens afsjælede Legeme med sit Sværd og var den eneste, der uforfærdet holdt Stand, medens alle hans mange Stalbrødre flyede, hvorved han gjorde sig værdig til at blive den Konges Eftermand, for hvem han vedblev at kæmpe, selv efter at han var død. ## bok 14: Erik Lam (Winkel Horn 1898) Nu var Danmarks Trone altsaa ledig, og der var ingen, som i Tillid til sin Herkomst eller sin Tapperhed dristede sig til at begjære eller bemægtige sig den. Svend Erikssøn, Knud Magnussøn og Valdemar Knudssøn var nemlig endnu ikke gamle nok til at staa for Styret. Kristjern erklærede imidlertid, at Valdemar, hvis Fader han havde været med til at hævne, var værdigst til at bære Kronen, men hans Moder, som skjønnede, at denne Ære, som der var saa mange og store Farer forbundne med, og som knapt nok en voxen kunde bære, vilde blive saa ung en Dreng til Undergang, nægtede at overgive ham til Kristjern, da han forlangte, at hun skulde udlevere ham, og sagde, at Kongeværdigheden maatte betros til Folk, som var ældre end han. Omsider gav hun dog efter for hans indtrængende Begjæring, imod at han svor hende til, at han ikke vilde lade Drengen vælge til Konge. Kristjern førte ham nu frem for Folket paa Tinge og mindede om alt det gode, hans Fader havde gjort, hvorledes han havde bragt Lov og Ret paa fast Fod i Landet, kuet Fjenden uden for Riget, gjort Ende paa Tyveri og Røveri i sit Fædreland, gjort Danmark, som næsten var udtømt og paa Gravens Bred, til Herre over Slavenland, og fuldt ud havde erstattet hver især, hvad han havde mistet ved Vold; ved alle disse Bedrifter, sagde han, havde han vel fortjent, at Riget blev givet til hans Søn. Da denne imidlertid endnu ikke var gammel nok til at staa for Styret, og det ikke var Danskerne tjenligt at gaa i Leding med en Dreng i Spidsen, burde de se sig om efter en Mand, der kunde forestaa Riget som Formynder, til hans Myndling var kommen til Skjels Aar og Alder, og til det Hverv kunde man ikke kaare nogen bedre end Erik, Erik Ejegods Dattersøn, thi baade udmærkede han sig ved Tapperhed og Fromhed og stammede derhos gjennem sin Moder ned fra Kongehuset. Naar hans Myndling var bleven voxen, skulde han saa afstaa Riget til ham, sagde han. Saaledes kom Erik til kongelig Magt og Myndighed baade paa Grund af den Yndest, han stod i hos Folket, og formedelst den Ærefrygt, det nærede for Drengen. For Resten besad Erik, med Undtagelse af sin Tapperhed, slet ingen Naturens Gaver, det skortede ham baade paa Kløgt og Veltalenhed. Men sit Liv plejede han at tage saa lidet Hensyn til, at hans Folk maatte passe omhyggelig paa ham, naar han skulde holde Slag, for at han ikke ganske ene skulde styrte løs paa Fjenden. Da Eskild fik Nys om, at Kongen var bleven dræbt i Jylland, begav han sig over Hals og Hoved til Skaane opsat paa nu at blive Ærkebiskop. Erik vilde imidlertid i Henhold til sin Forgængers Forsæt, som denne ikke havde faaet fuldbyrdet, have Rik indsat i Lund og overdrage ham Ærkebispeværdigheden, men Skaaningerne vilde hellere udsætte sig for det værste end finde sig i, at den gik over til en anden Slægt, og besluttede at føre Krig med Kongen. Da han fik det at vide, opgav han strax sit Forsæt for ikke ved sit Venskab for en enkelt at paadrage sig manges Fjendskab; han gav Eskild Lov til at ombytte sit Bispesæde med Ærkesædet i Lund og gjorde med Klerkernes Samtykke Rik til Sjællands Biskop. Imidlertid kom Haralds Søn Olaf tilbage fra Norge og krævede som sin Arvelod sit Fædrenegods, som hans Farbroder under Borgerkrigen havde inddraget. Erik henviste i Anledning af dette Krav til den gamle Lov, at den, der forbryder sig imod Riget, til Straf skal have sit Gods forbrudt. Hans Fader havde nemlig fejdet paa Danmark med fremmede Krigsfolk og var derfor hjemfalden til den Straf, som Loven fastsatte. Olaf greb med stor Iver den Lejlighed, der herved tilbød sig, til at rejse Oprør, ret som om Kongen havde givet ham skjellig Grund til at paaføre ham Krig, tiltog sig som Følge af den Tort, han havde lidt ved saaledes at faa Afslag, Ret til at begynde Borgerkrig og nøjedes nu ikke længer med at kræve sin Fædrenearv, men gjorde Krav paa hele Riget. Han lagde imidlertid foreløbig Skjul paa sit Had og besluttede lumskelig at overrumple Kongen og søgte til den Ende at komme over ham ved Nattetid, en Gang han opholdt sig i Arnedal Kro ved Lund. Skildvagterne, som havde anet Uraad og derfor holdt skarpt Udkig, opdagede ham imidlertid, vendte strax deres Heste og kaldte allerede langt fra Gaarden Hirdmændene, der laa i deres sødeste Søvn, til Vaaben og beredte sig til at værge Dørene for at tage imod den første Dyst, og da deres Stalbrødre kom dem til Undsætning, afslog de det fjendtlige Angreb. Olaf begav sig nu skyndsomst til Sverige, som om han havde opgivet sit Forsæt, men da Erik kort efter drog bort fra Skaane, vendte han tilbage, stævnede Ting i Arnedal, hvor han mødte frem og ved at lokke for Almuen med Løfter om større Frihed fik den til at kaare ham til Konge. Dette harmede Eskild, og han førte Lundeboerne til Slag med ham, men hans Iver var større end hans Held. Han tabte Slaget, og da han var flygtet ind i Byen, blev han strax efter belejret der og maatte til sidst dreven af den haarde Nød give Gisler og sværge ham Troskab for at bjærge Livet. Siden, da Olaf var draget bort, saa' han imidlertid sit Snit til at flygte og viste ved denne sin store Dristighed, at han satte sin Kjærlighed til Erik over Hensynet til Gislerne saa vel som over sin Ed, og at han ikke ansaa det for Synd at bryde en aftvungen Ed for et frivilligt Venskabs Skyld. Kongen lønnede ham, da han kom til ham paa Sjælland, for hans Hengivenhed og Bestandighed ved at skjænke ham rigt Jordegods og adskillige Landsbyer. Da Skaaningerne imidlertid ivrig støttede Olaf, drog Kongen selv, som jo ved Ærkebispens Flugt saa at sige var bleven slagen uden selv at have været til Stede, med en talrig Flaade over til det Sted af den skaanske Kyst, som i Folkemunde kaldes Landøre, for at bringe sin Lykke paa Fode igjen. Han havde dette Sted mistænkt for, at der var Ulykke ved det, idet han fæstede Lid til en gammel Overtro om, at naar en Konge gik i Land der, vilde han ikke leve Aaret til Ende. Men medens han frygtede for at dø, i Fald han betraadte dette Sted, gik han glip af Sejren ved at holde sig borte derfra, thi idet han lod være at gaa i Land der, som om han udsatte sig for en dødelig Ulykke derved, og var angst for, at der skulde times ham Overlast, ikke ved Sværd, men ved at han satte sin Fod paa Landets Grund, lod han sine Krigsfolk stille sig i Slagorden og gav Eskild Anførselen over dem. Denne forstod sig imidlertid bedre paa at staa i Spidsen for et Bispedømme end for en Hær, saa det gik ham lige saa ilde som forrige Gang, og det blev et bedrøveligt Syn, Kongen fik at se. Af den Ulykke kunde Erik lære, at en Høvding mere bør stole paa sine egne Kræfter end agte paa Kællingesnak. Sært var det, at han ved den Lejlighed kunde lade sig hilde af saadan Overtro og være lettroende nok til saaledes at lade sig forblinde, da han ellers plejede at være saa tapper, at han ansaa det for nødvendigt at lade sig holde af sine Krigere, for at han ikke letsindig skulde styrte løs paa Fjenden, men denne Gang holdt han sig ligesom af Frygt borte fra Slaget og saa' i Frastand til, hvorledes hans Hær blev slagen, fordi han ikke var med. Af denne Sejr blev Olaf saa overmodig, som om han allerede havde gjort det helt af med Erik, at han uden Hensyn til Kirken bemægtigede sig ikke blot Kongens, men ogsaa Ærkesædets Gods, og ihukommende, at det nu var anden Gang, Eskild havde trodset ham, gjorde han for at tilføje Eskild Tort en Mand, der ogsaa hed Eskild, til Ærkebiskop i hans Sted. Derpaa lod han, som om han i det sidste Slag fuldstændig havde knust sin Medbejler og berøvet ham al Magt, sine Vaaben ligge i Lund og færdedes uden Frygt rundt omkring fuldstændig ubevæbnet. Da Kongen fik det at vide, samlede han alle Vegne fra alle de Smaaskibe, han kunde faa fat paa, og satte ved Nattetid sin Hær over fra Sjælland til Skaane, idet hans Venner i Skaane for at vise Vej lyste op ved at slaa Ild af Flintesten. Fire af Olafs tapreste Krigere, som blev fangne i Huset, lod han drukne. Den falske Ærkebisp blev af den virkelige berøvet Tegnene paa sin Værdighed, og derpaa lod Kongen ham hænge. Fjendernes Vaaben bemægtigede Krigsfolkene sig som et kjærkomment Bytte, og med dem overvandt de omsider Olaf i et Slag ved Landsbyen Glumstorp. Han flyede til Gøtland, men nogle Dage efter vendte han tilbage gjennem Bleking, blev atter dreven paa Flugt af Erik, men da han var kommen ind i Snævringerne imellem Klipperne, nedhuggede han, stolende paa det Værn, de gav ham, dem, der var nærmest i Hælene paa ham. Han faldt ogsaa Fjenden i Ryggen med en Del af sin Hær og gjorde det med denne Styrke næsten helt af med Byfolkene fra Lund. Derefter tog han Flugten. Da hans Sager kun havde liden Fremgang i Skaane, førte han Krigen over paa Sjælland, opsat paa at faa Lykken til at vende sig ved at skifte Sted, men da han ved Buddingeaa var bleven slagen af Landsens Folk under Anførsel af Rik, flyede han over til Halland. Derfra vendte han atter tilbage til Sjælland, og da han fik at vide af Bønderne, at Bispen opholdt sig i Landsbyen Ramløse, blev han hemmelig der i Nabolaget om Natten. Om Morgenen under Ottesangen kom han paa det rene med, hvor Bispen havde sit Sovekammer, og bød nu sine Krigsfolk bryde Døren op. Bispens Tjenere, som ilede til for at forsvare den, blev myrdede paa Tærskelen. Da Bispen saa' sig stedt i den yderste Nød og Fare, satte han Gudstjenesten til Side for at bjærge Livet, dækkede sit Hoved med et Skjold og kæmpede drabelig for at hindre Fjenden i at trænge ind, og samtidig spærrede Klerkerne, han havde med og som havde hans Brevskaber og hans Ring i Forvaring, den næste Dør med Dyner og Puder. Da Olaf ikke kunde tage Huset med Vaabenmagt, stak han Ild paa det. Bispen, som ansaa det for hæderligere at falde for Sværd end at blive brændt inde, bad om Lejde, for at han kunde komme til at tale med Olaf, og da det var blevet tilstaaet ham, stak han i Tillid hertil Hovedet ud af Døren, men blev saa strax hugget ned. Efter saaledes at have hævnet sig ved at begaa et ugudeligt Mord skyndte Olaf sig ned til Strandbredden, og lige saa hemmelig han havde listet sig fra sine Skibe, lige saa hæsblæsende kom han ned til dem igjen og flyede bort paa dem, inden Kongen, som opholdt sig der i Nabolaget, havde faaet Bud om, hvad der var sket. Da Paven fik det at vide, lyste han paa det strængeste Olaf i Band og gav alle Biskopper i hele Europa Magt og Myndighed til ligeledes at lyse ham i Band, ligesom han paalagde alle de jydske Bisper med tilbørlig Strænghed at fuldbyrde Straffen over ham for hans Ugudelighed og Helligbrøde, thi han holdt for, at den, der havde myrdet den udmærkede Mand, hvem det var overdraget at forvalte de hellige Sakramenter, var uværdig til at nyde dem. Saa snart Erik fik at vide, at Olaf var flygtet til Halland, skyndte han sig strax efter ham, men da Olaf ved Arestad spurgte, at han var lige ved at indhente ham, flygtede han over en Bro der i Nabolaget, brød den af, da han var kommen over den, og slog sig trygt ned paa den anden Side. Nogle faa af hans Krigsfolk, som ikke skyndte sig tilstrækkelig med at komme af Sted, hvad enten det nu var Tapperhed eller Forbløffelse, der var Skyld deri, blev indhentede af Forfølgerne og nedhuggede. En af Eriks gamle Krigere ved Navn Ingemar mente nu, at det ikke var muligt at faa Bugt med Olaf ved at føre Krig med ham, men at det vilde være en let Sag at rydde ham af Vejen ved List, og hvad enten det nu var Haab om Belønning eller Begjærlighed efter at indlægge sig Ære, der lokkede ham, gik han til Olaf og udgav sig for at være Overløber; i den Egenskab sluttede han sig til hans Følge, og omsider satte han sig, stolende paa sin Hests Rapfodethed, for at gjennembore ham med sit Spyd, medens han færdedes for alles øjne. Han vilde ogsaa have naaet sin Hensigt, hvis Olaf ikke pludselig med Forsæt havde dukket sig og ladet sig falde af Hesten, hvorved han undgik Spydet, der blev slynget imod ham. Ingemar sporede nu sin Hest af al Magt, men var saa uforsigtig for at skyde Gjenvej paa sin Flugt at drive den ud i Hængedynd, og dér blev han siddende fast og dræbt, saa Lykken stod ikke hans Forsæt bi. Nu fik Erik Lyst til at gifte sig og ægtede den bremiske Ærkebiskop Hartvigs Søster, som ganske vist var en højbaaren Kvinde, men mere udmærkede sig ved fornem Slægt end ved Kyskhed. Efter hendes Tilskyndelse bortskjænkede han det Jordegods, der fra gammel Tid af havde tilhørt Kongerne, særlig til dem, der havde staaet ham tappert bi imod Olaf, saa han skaanede ikke Kronens Liggendefæ, men brugte det til at belønne Folk for de Farer, de for hans Skyld havde udsat sig for, som om han kun havde faaet det for rundhaandet at give det bort til andre og bruge det alt sammen til Sold til sine Krigsfolk. Omsider fældede han i et Slag ved Thjutaa sin Medbejler tillige med største Delen af hans Hær. Men han lagde ikke den samme Tapperhed for Dagen i Krig uden for Riget, som han havde vist i de Krige, han førte inden for dets Enemærker. De Tog, han gjorde imod Venderne, vakte nemlig mere deres Latter, end de indjog dem Skræk, thi alt, hvad han tog sig for, var saa løst og sløvt, at man ikke skulde tro, at det var en Mand, der raadede for det. Han fulgte den ringeste Uslings Raad, naar det gjaldt om at opløse Hæren, og tit sendte han Flaaden hjem, fordi Trosknægtene raabte paa, at de vilde hjem. Som Følge af denne hans Fejghed blev Barbarerne saa overmodige, at de ikke blot foragtede ham, naar han færdedes uden for Riget, men endogsaa gjorde Indfald i Riget, naar han holdt sig hjemme. Da han en Gang sejlede fra Sjælland over til Fyn og saa' nogle Sørøvere sætte efter ham, fik han saa travlt med at komme i Land, at han lod hele Takkelagen blive tilbage som Bytte for Fjenderne og med Skam flyede fra sit Skib i Angst og Bæven. Da der var gaaet nogle Aar, mærkede han paa Sjælland, at han havde faaet Feber, og han begav sig da over til Fyn, hvorfra han stammede, for at opgive Aanden dér, hvor han havde set Dagens Lys. Da han mistvivlede om, at han kunde komme sig af sin Sot, vilde han sørge for sin Sjæl, siden han ikke kunde gjøre noget for sit Legeme, og ombyttede Kongekaaben med en Munkekutte, thi man holder for, og det lærer ogsaa de, der er kyndige i den hellige Skrift, at der ikke gives nogen kraftigere Maade at sone sine Synder paa end at blive Munk. Derpaa sammenkaldte han sine Krigsfolk og frasagde sig højtidelig Tronen. Blandt andre var en Mand ved Navn Ejlif fra Landsbyen Vising til Stede hos den syge; han sagde, at nu maatte de alle sammen se til at faa en ny Konge valgt, eftersom de nu var løste fra den Tjeneste, de hidtil havde haft. De Ord røvede Kongen den Smule Liv, han endnu havde igjen, thi han kunde ikke udholde Tanken om at han skulde have en Eftermand, medens han endnu var i Live. ## bok 14: Svend, Knud og Valdemar (Winkel Horn 1898) Da Erik var død, kunde Folk ikke blive enige om, hvem de skulde vælge til Konge, thi Knud Magnussøn søgte ivrig Valg i Jylland og Svend Erikssøn paa Sjælland, og hin var yndet for sin Bedstefaders, denne for sin Faders Fortjenester. Medens Svend nu bejlede til Sjællændernes Stemmer og de fleste af dem ogsaa var villige til at stemme paa ham, var der en Mand ved Navn Olaf med Tilnavnet Stam, som ivrig holdt paa, hvad der fra gammel Tid af var Skik, og lyste Forbandelse over hver den, der gav Svend Kongenavn, og over ham selv med, i Fald han tog imod det, thi han kunde ikke gaa ind paa, sagde han, at man i den Sag foregreb hele Rigets Myndighed, eller at man tildelte en Mand kongelig Værdighed, uden at hele Rigets Almue højtidelig havde givet sit Minde dertil. Valget plejede ganske vist at foregaa paa Sjælland, men det var hele Folkets Ret i Fællesskab at vælge Konge, sagde han. Nu blev alle betænkelige og begyndte at falde fra deres tidligere Mening, men en Mand ved Navn Sten satte sig ud over gammel Sæd, og efter hemmelig at have overtalt Svend ved store Løfter var han Førstemand til at hilse ham med Kongenavnet og fik største Delen af Tingmændene til at vove det samme, saa at Almuen nu blev lige saa ivrig til at gaa over til den Mening, som den før havde været bange for af egen Drift at vedkjende sig den. Efter hans Raad blev den sjællandske Almue nu ogsaa opsat paa at støtte den Konge, den havde valgt, ved at faa Naboerne til at godkjende Valget, og det blev overdraget en overmaade veltalende Mand ved Navn Jakob Kolssøn med nogle andre Sendemænd at drage over til Skaane og ved at smigre for Skaaningernes Forfængelighed overtale dem til at gaa med til at vælge Svend til Konge. Han rejste da derover i Følgeskab med Svend, og da han havde faaet Ordet, forestillede han Skaaningerne, at det ikke havde været Sjællændernes Agt at anmasse sig at foretage sig noget som helst i Henseende til Kongevalget, uden at de gav deres Minde dertil, men at de i alle Maader hellere vilde træde i Skaaningernes Fodspor end gaa forud for dem og aldrig vilde gjøre noget af Vigtighed, uden at de var enige med dem. Men de nærede saadan inderlig Kjærlighed til Svend og vilde saa gjærne have ham til Konge, hvis Skaaningerne blot vilde give ham deres Stemmer, ikke alene paa Grund af hans egne fortræffelige Egenskaber, men ogsaa for hans Faders og Bedstefaders Fortjenesters Skyld. Derhos opfordrede han dem ogsaa til at drages til Minde, hvorledes de alene havde gjort det af med hele det øvrige Danmarks Stridsmagt og skaffet hans Fader Riget, da han næsten helt var dreven til Fortvivlelse og ikke ventede sig andet end Undergang, og nu bad han dem indstændig om at vise hans Søn den samme Godhed, som de havde vist ham. Saaledes gav han Skaaningerne at forstaa, hvor stor Pris Sjællænderne satte paa Svend, men hvad der var sket, talte han ikke om, og Skaaningerne gav da ogsaa Svend deres Stemmer, ikke blot af Hensyn til de Sendemænd, Sjællænderne havde skikket over til dem, men ogsaa fordi Omtalen af den Tapperhed, de selv havde lagt for Dagen, kildrede dem. Imidlertid tildelte Jyderne Knud Kongeværdigheden, harmfulde over, at Svend havde tilegnet sig den, støttende sig til den Dristighed, Sjællænderne og Skaaningerne saa hensynsløst havde vist. I Tillid til Jyderne begav Knud sig nu over til Sjælland for at bemægtige sig det, og ved hemmelige Løfter lokkede han for Ærkebiskop Eskild for at faa ham til at falde fra Svend, paa hvis Side han hidtil havde staaet. Ærkebispen lod sig da ogsaa overtale og lod ham ved hans Sendemænd vide, at han skulde komme til Skaane med sin Flaade, saa vilde han slutte sig til ham. For imidlertid at skaffe sig en Anledning til at falde fra Svend og besmykke sin Troløshed med et nogenlunde antageligt Paaskud foregav han, at Svend havde forurettet ham, og som for at yppe Trætte med ham samlede han Krigsfolk under Foregivende af, at han vilde have en Samtale med ham, og begav sig til Lund, hvor Svend opholdt sig. Medens han forhandlede med ham under Skin af at søge den Strid, der var imellem dem, bilagt, fik han af dem, han havde udsendt for at spejde efter Knud, at vide, at nu var han kommen. Han tøvede nu ikke med at afbryde Forhandlingerne og aabenbarede strax paa Stedet de Planer, han, uden at nogen vidste det, rugede over, thi med vajende Bannere sprængte han med sine Ryttere af Sted ned til Kysten. Knud, som ikke stolede paa hans Løfte, havde imidlertid ikke villet lade sine Folk gaa i Land, men var, før end han kom, stukken i Søen igjen for at vende tilbage til Sjælland. Saaledes spillede Skæbnen ham et Puds, og det gik helt anderledes, end han havde tænkt sig. Da Ærkebispen over Hals og Hoved forlod Byen, satte Svend efter ham, og da han vendte om, holdt han Slag med ham og overvandt ham. Eskild blev tagen til Fange, og da der intet Fangehul fandtes i Byen, blev han hejset op i St. Laurentiuskirkens Taarn, saa Kirken blev hans Fængsel. Da Svend imidlertid blev bange for, at han skulde blive sat i Band for den Sags Skyld, hvilket er den værste Straf, en Bisp kan give nogen, løslod han ham ikke blot af hans Fængsel, men skjænkede ham oven i Kjøbet en Landsby og en stor Del af Bornholm for at gjøre ham til sin oprigtige Ven. Derpaa holdt han uden ham et blodigt Slag med sin Medbejler ved Landsbyen Slangerup, overvandt ham og drev ham bort fra Sjælland. Etter at have vundet denne Sejr vendte han tilbage til Skaane, medens Knud flygtede til Jylland. I de samme Dage lod Paven, som saa', at Barbarernes rasende Grumhed næsten havde gjort det helt af med Religionen, udgaa Breve over hele Europa og bød Kristendommens Bekjendere at bekæmpe alle dens Fjender; det blev paalagt hvert enkelt kristent Land at angribe de Hedninger, der boede nærmest ved det. For nu ikke over deres hjemlige Stridigheder at forsømme deres Kristenpligt tog Danskerne Korset og adlød Pavens Bud. Knud og Svend gav hinanden Gisler, indstillede deres indbyrdes Fjendtligheder, sluttede for en Tid Fred for at tage sig noget bedre for og besluttede at bruge de Sværd, som de hidtil havde stræbt hinanden efter Livet med, til Kamp mod Kristendommens Fjender. De lod den Uenighed, der var opstaaet af, at de begge bejlede til Kronen, fare, sluttede Forbund for i Fællig at foretage et Krigstog og drog med forenede Stridskræfter til Venden, medens Tyskerne efter Aftale gjorde Indfald fra en anden Kant. Jyderne og Slesvigerne lagde ind i den fjendtlige Havn, hine under Knuds, disse under Svends Anførsel. Sjællænderne og Skaaningerne kom sidst og lagde sig, hvor de bedst kunde faa Plads, rundt omkring den Del af Flaaden, der var kommen først. Tyskerne, som ogsaa var overmaade opsatte paa at kæmpe for Kristendommen, mødte op paa Strandbredden for at slutte sig til Danskerne. Nu blev Byen Dubin, der var saare berygtet for sit Sørøveri, belejret af begge de forenede Hære, idet alle Danskerne gik fra Borde med Undtagelse af nogle ganske faa, der blev tilbage for at passe paa Skibene. Da Rygboerne fik at vide, hvor faa de var, besluttede de til at begynde med at yde de belejrede Bistand ved at gjøre det af med den fjendtlige Flaade. De angreb Skaaningerne, der laa yderst, og nedhuggede næsten dem alle sammen. Jyderne glædede sig over det Mandslæt, der var blevet anrettet iblandt dem, thi de regnede dem ikke for Stalbrødre, fordi de ikke havde samme Konge som de; de havde nemlig endnu ikke glemt Slaget ved Fodevig, og det Had, der nys havde været imellem dem, gjærede endnu i dem, saa vanskeligt er det for Folk, som bærer Nag til hinanden, at forliges, naar det gjælder det almene Vel. Asger fra Roskilde, som af Kongen var bleven sat til at tage Vare paa Flaaden, forlod fejgt sit Skib over Hals og Hoved, lod sig i en Baad ro ud til en Kjøbmandsskude, hvor han skjulte sig, og indjog saaledes ved sin skammelige Flugt dem Skræk, som han ved at foregaa dem med et godt Exempel burde have opmuntret til at kæmpe tappert. I Førstningen bandt Skaaningerne deres Skibe tæt sammen, for at de, som var rædde, ikke skulde kunne fly, men da de var bleven overvundne, overhuggede de paa Maa og Faa Tovene, som de saa omhyggelig havde bundet Skibene sammen med, og en Del af dem faldt for Fjendens Sværd, en Del sprang over Bord og fremskyndede saaledes selv deres Død. Da Rygboerne skjønnede, at adskillige af Skibene vilde være vanskelige at tage, fordi de var saa store, lagde de de ryddede Skibe ind imellem deres egne, som om de var fuldt bemandede, tjældede over dem og dækkede dem saaledes til, at man ikke kunde se, at der ingen Folk var paa dem, for saaledes at skræmme Fjenden ved at give det Udseende af, at de havde dobbelt saa mange Skibe, som de i Virkeligheden havde. De betjente sig ogsaa af et andet lige saa snildt Krigspuds for at faa deres Flaade til at tage sig større ud. De sejlede nemlig om Natten hemmelig ud i rum Sø, og ved Daggry vendte de saa tilbage, saa det saa' ud, som om det var en ny Flaade, der kom til Undsætning, men de gjorde det for tit, saa til sidst nyttede den Snedighed dem ikke længer. Imidlertid fik Danskerne, som belejrede Byen, Nys om, at Sørøverne havde overvundet deres Flaade, de drog da tilbage, tog de Skibe, de fandt i Behold, drev Rygboerne, som ikke turde gjøre Modstand, ud af Havnen og hævnede saaledes det Nederlag, deres Stalbrødre havde lidt, ved at jage Fjenden paa Flugt, skjønt det næsten ikke var muligt at bane sig Vej over Havet for Lig. Da det Skib, Svend var kommen paa, var blevet taget, tilbød Knud at overlade ham sit, men denne Velvilje fra hans Medbejlers Side forekom ham mistænkelig, saa han vilde ikke tage imod Tilbudet, thi da han saa', at Knuds Mandskab var i Behold, medens hans eget næsten helt var oprevet, turde han ikke sejle hjem paa et fremmed Skib. Han drog til Slesvig og kom efter nogen Tids Forløb til Sjælland, inden Knud var kommen did, og for at have et sikkert Tilholdssted omgav han Roskilde, som ikke var befæstet, med Vold og Grav, og derpaa begav han sig til Skaane efter at have sat Ebbe Skjalmssøn til at tage Vare paa Byen. Knud, som holdt det Nederlag, Skaaningerne havde lidt, for en Lykkens Gunst imod ham og mente, at hans Kræfter derved var tagne lige saa meget til, som hans Medbejlers var tagne af, vilde nu imidlertid ikke unde Svend Ro til at forvinde det Tab, han havde lidt, og drog derfor, navnlig stolende paa Jyderne, over til Sjælland, hvor nogle holdt med ham, andre med Svend, saa han troede, at det vilde give sig under den af dem, som først bemægtigede sig det. Da han nu dér spurgte, at Roskilde var faldet fra ham og paa Ebbe Skjalmssøns Tilskyndelse havde lukket sine Porte for ham, sendte han en Mand ved Navn Sune did for at opfordre Byen til at overgive sig. Da Sune, som ikke udmærkede sig ved andet end Veltalenhed og ikke havde nær saa megen Kløgt som Tungefærdighed, kom hen til Byen, red han først nok saa kry omkring hid og did foran Volden, og det varede ikke længe, før han begyndte at holde en flydende Tale til dem, der holdt Vagt paa Formuren. Han var imidlertid mere veltalende end heldig til at røgte sit Hverv, thi Ebbe svarede snildelig med fagre og blide Ord paa hans Tale og sendte nogle unge Mennesker ud til ham, tilsyneladende for at overgive Byen, men i Virkeligheden for at gribe ham, og da en af dem var kommen helt hen til ham, greb han voldsomt Hesten i Tømmen, de andre skød bag paa, og saaledes førte de Sendemanden fangen ind i Byen. Han blev først lagt i Lænker, og siden, da Svend kom til Roskilde, fik han øjnene stukket ud og kom saaledes til at undgjælde for sin uforsigtige Tale. Da Knud spurgte det, mistvivlede han om, at han kunde bemægtige sig Byen, og vendte tilbage til Jylland, men saa snart han saa' sin Lejlighed, faldt han atter ind i Sjælland i Haab om denne Gang at have bedre Lykke med sig, lagde uventet ind i Isefjord, overrumplede og indtog Roskilde og brændte Ebbes Hus, efter at denne var flygtet til Svend. For at han ikke skulde blive nødt til at rømme Byen af Mangel paa Levnedsmidler, besluttedes det, at hans Krigsfolk skulde underholdes paa Borgernes Bekostning. Den samme Velvilje viste Skaaningerne Svend, thi for at han ikke, naar hans Midler slap op, skulde blive nødt til at nedlægge Vaabnene af Mangel paa Levnedsmidler, gav de hans Krigsfolk Kosten paa offentlig Bekostning; i den Grad kappedes man paa begge Sider om at indlægge sig Ære og Fortjeneste. Imidlertid stødte nogle højbaarne og for deres Krigsbedrifter overmaade navnkundige Jyder til Svend med to Skibe, og styrket ved deres Hjælp drog han sammen med Eskild med sin Hær over til Sjælland og holdt Slag med Knud ved Taastrup. Da hans Fylking begyndte at vige, blev han bange og gav sig paa Flugt sammen med de fejge, men de, som havde Mod og Mandshjærte, sejrede og kaldte ham tilbage, og saaledes saa' han sig pludselig som Sejrherre, da han troede, at han var slagen. Knud fik ikke Lov af sine Folk til at tage Del i Slaget, hvad enten det nu var, fordi han endnu var saa ung, eller fordi de ikke vilde udsætte ham for Slagets Fare, saa i Steden for at føre an maatte han nøjes med at se til. Nogen Tid efter sluttede Hellig Knuds Søn Valdemar, som først nu havde naaet vaabenfør Alder, sig til Svend for at lære Krigskunsten under ham; han skjøttede nemlig ikke om at have med Knud at gjøre, fordi hans Fader havde handlet saa ilde imod Knud Hertug. Det styrkede i høj Grad Svends Sag, fordi Valdemar var saa yndet. Han skjænkede ham Statholderværdigheden i Slesvig, som hans Fader havde haft, men Valdemar maatte holde mange Slag med en Mand ved Navn Knud Henrikssøn, som ivrigt havde stræbt efter at blive forlenet med denne Landsdel under Knud Magnussøn. Omsider fik han dog Bugt med ham, men der var lige saa stor Strid imellem dem om denne ringe Landsdel som imellem Kongerne om hele Riget; Sejren hældede dog stadig til Valdemars Side. Knud Henrikssøn var ellers overmaade veltalende, men for øvrigt en ryggesløs og udsvævende Mand. Svend, som nu havde Lykken med sig, og hvis Stridskræfter var bleven betydelig forøgede, drog nu til Fyn i den Agt inden ret længe at forfølge sin Medbejler ovre i Jylland. Dér kom der imidlertid en fredløs Mand ved Navn Edler til ham og opfordrede ham til at paaføre Holstenerne Krig, hvorhos han lovede at stille fuldt op af Smaaskibe til at føre Krigsfolkene over med, thi Holstenerne havde brudt Broen over Ejderen af for at gjøre Adgangen til deres Land saa meget vanskeligere. Kongen gik ind derpaa, men da de kom til Ejderen, havde Edler holdt sit Løfte saa daarlig, at han kun mødte med to Smaaskibe. Svend vilde sejle over Floden paa det ene af dem, førend hans Krigsfolk blev sat over, men det fik de ham dog fra ved at forestille ham, at det var bedre, at nogle andre blev sat over for at se, hvorledes Sagerne stod til hos Fjenden, end at han selv skulde udsætte sig for Fare for den Sags Skyld; thi Fjenden laa nok paa Lur et Sted i Nærheden, rede til at overfalde dem, naar der var kommet saa mange over, som de mente, de kunde magte. Det viste sig ogsaa at være rigtigt, thi Holstenerne holdt sig skjult i de tilstødende Skove og lod ganske rolig Danskerne komme over, til der var saa mange, at de mente at kunne fange dem, saa styrtede de frem og dels nedhuggede, dels fangede dem, skjønt Danskerne forsvarede sig tappert, eftersom de paa den ene Side ikke kunde slippe bort og paa den anden Side var nødt til at kæmpe i deres Konges Paasyn, saa baade den visse Udsigt til Døden og det, at Kongen saa' til, ansporede dem til at samle alt deres Mod. Forfærdede over den Nød, disse var stedte i, blev de, der styrede Baadene, liggende ved Pælene midt i Floden og turde hverken sætte dem, der var blevne tilbage paa den anden Bred, over eller sejle dem, de havde sat over, tilbage, saa de hjalp hverken Kongen frem eller de slagne tilbage. Imidlertid fandt Knud, som de store Udgifter, hans Hær krævede, trykkede svært, Folk lige saa velvillige i den vestlige Del af Landet, som de for stakket siden havde været i den østlige; thi da han behandlede Bønderne i Jylland mildt, viste de sig lige saa villige til at udrede, hvad der skulde til, som tidligere Sjællænderne. Svend undgik at holde Slag med ham og begav sig til Skaane; thi han turde ikke med de faa Krigsfolk, han havde tilbage, angribe sin Medbejlers Hær, der var i god Behold. Da han nogen Tid efter havde løskjøbt dem at hans Mænd, der var bleven fangne, mente han, at nu kunde han uden Frygt drage over til Jylland, men da han drog igjennem Fyn, fik han Tidende om, at Ebbe Skjalmssøn var død. Herover blev han saa nedslaaet, at han førte sin Hær tilbage til Sjælland igjen og opgav det paatænkte Angreb, thi han foretrak at sørge over den Kriger, han havde mistet, frem for at give sig i Kamp med sin Medbejler. Der havde nemlig været saa stort Venskab imellem ham og Ebbe, at han ikke foretog sig noget paa Tinge eller i Felten uden at raadføre sig med ham, og baade naar det drejede sig om hans egne og om Rigets Anliggender, rettede han sig ganske efter hans Mening. Men da han havde forvundet sin Sorg over dette Dødsfald, drog han imidlertid, for at optage Krigen paa ny, gjennem Fyn over til Jylland, hvor han fik de Viborg Borgere til at gribe til Vaaben for sig ved at love dem Frihed for alle kongelige Skatter. Knud rykkede mod Viborg med en stor Hær, han havde samlet i den vestlige Del af Landet, og han vilde uden Tvivl være gaaet af med Sejren, hvis han ikke havde fulgt sine Venners Raad og ladet sine Ryttere staa af Hestene for at kæmpe til Fods. Hans Stormænd mente nemlig i Betragtning af, at det i de tidligere Slag altid var gaaet dem uheldigt med Rytteriet, at man burde berøve de fejge Lejligheden til at flygte og ved at tage Hestene fra dem tvinge dem til at slaas. Knud fik med nogle faa Ryttere sin Plads midt iblandt Fodfolkene, for at han kunde se, hvor godt hans Krigsfolk gjorde deres Sager. Svend havde aldrig før næret større Mistillid til sin Lykke, men da han saa', at hans Fjender af egen Drift skilte sig ved det, de skulde have Nytte af i Slaget, forvandledes hans Modløshed til det frejdigste Haab. Han vidste nemlig godt, at naar de intet Rytteri havde, vilde de kun komme langsomt af Sted og slaas daarligt, saa at de, langt fra at styrkes derved, tværtimod svækkede deres Forsvarsevne. For at det ikke skulde hedde sig, at han ingen Fodfolk havde, bød han de Viborg Borgere, som ikke forstod sig paa at bruge Heste, at kæmpe til Fods og fordelte nogle af dem blandt Bueskytterne og Slyngekasterne; disse havde smaa Blider og Kastesten til Vaaben. Næst dem opstillede han paa begge Sider Rytterne, som skulde falde Fjenden i Ryggen. Hovedmanden for den Opstilling var Valdemar, som, skjønt han endnu kun var ung af Aar, var i Besiddelse af overmaade megen Snildhed; det var ham, der havde givet Anvisning paa at stille Fodfolkene imod Fjendens Fodfolk og lade Rytteriet falde ham i Flankerne og Ryggen. Knud, som af Forberedelserne skjønnede, hvad Fjendens Hensigt var med denne dobbelte Opstilling, søgte at hindre ham i at udføre sit Forsæt; for at han ikke skulde faa Lejlighed til at falde ham i Ryggen, førte han hele Styrken ind imod hans Fodfolk, hvor de stod tættest, og nedhuggede næsten dem alle sammen, thi der blev kun gjort nogen Modstand hist og her. Men dette tapre Angreb afværgede ikke den Fare, der truede ham, thi Svend delte sit Rytteri og omringede Fjenden med det fra begge Sider; Hestene, som Knud havde ladet opstille bag ved sin Slagorden af Frygt for, at hans Folk skulde betjene sig af dem til at flygte, bragte han i Uorden og angreb saa de fjendtlige Fodfolk, der var indesluttede fra begge Sider. Da Knud saa' det, forandrede han sine Krigsfolks Stilling og lod dem gjøre omkring og vende sig imod Rytterne i Steden for som før imod Fodfolkene, thi han ansaa det for nødvendigt, at de tog Kampen op med dem, der faldt dem i Ryggen. Svend, som ikke ret stolede paa Krigslykken og var bange for at udsætte sine Heste for Fare, trættede Fjenderne ved at angribe dem fra Siderne og lagde, i Steden for at holde rigtigt Slag med dem og give dem Lejlighed til ret at slaa fra sig, an paa ved at falde over dem snart hist og snart her at faa dem til at bukke under for Mødighed og Hede, og angreb haardest dem, der dristig vovede sig for langt ud fra Slagordenen og derved udsatte sig for Fare. Tirrede af alle disse Anfald fra forskjellige Hold og medtagne af jævnlig at maatte forsvare sig imod alle disse Flankeangreb, blev de omsider saa matte og mødige, at de imod al Krigsskik satte sig ned for at hvile sig midt i Kampens Hede. Og da der ingen Udvej var til Flugt, og de ikke længer havde Kræfter til at slaas, fandt de det raadeligst, da de ivrig saa' sig om efter Frelse, lidt efter lidt i sluttet Fylking at rykke hen imod den By, hvis Borgere de nys havde slaaet paa Flugt, for at søge Tilflugt i deres Fjenders Huse. I sluttede Rækker rykkede de ind i Byen efter at have truffet Anstalter til at dække sig imod Angreb i Ryggen og drive Fjenden tilbage. Saa stort Mod kan den haarde Nød give Folk. En af Kong Svends tapreste Krigere ved Navn Bjarke var paa alle Sider bleven omringet af Fjender og værgede sig med beundringsværdig Tapperhed ganske ene imod en stor Skare. Omsider, da Sveden ligefrem blindede ham, og hans Skjold var sønderhugget, greb han sin øxe med begge Hænder og hug i Flæng enhver, der kom ham nær, ned for Fode, baade Venner og Fjender. Da Valdemar, som havde haft meget tilsammen med ham og var hans gode Ven, saa' det, mindedes han deres gamle Venskab og sprængte did opsat paa at staa sin Ven bi i Nøden. Bjarke troede, at det var en Fjende, der kom farende, og gik løs paa ham med øxen, men Valdemar greb fat i ham og kom Hugget i Forkjøbet, han fik kun et voldsomt Slag i Skulderen af Skaftet, øxen selv ramte ham ikke, men det var med Nød og næppe, at han fik reddet ham ud fra alle de Fjender, saa ivrig strittede han imod. Efter at han længe havde gjort Modstand, fik han ham dog bort og frelste ham saaledes imod hans Vilje. Da han saa', at det var hans gode Ven, der havde taget ham til Fange for at redde hans Liv, sagde han, at han gjærne tog imod hans Hjælp, men ikke paa den Maade, at han som en Fange skulde gaa og kige Hesten i Rumpen til Spot og Spe for alle, som saa' ham. Nogle af Knuds Folk flyede strax, en Del skjulte sig i Byen, og andre løb igjennem Gaderne og ud af den til den anden Side. Knud selv flyede til Hest gjennem de snævreste Gyder. De, der havde søgt Tilflugt i Byen, blev grebne og som Fanger sat ind i en af Kirkerne. Da Kong Svend kom ind til dem, sagde Biskop Elias af Ribe efter at have taget dem alle i øjesyn, at Kongen burde bære sig ad som en Gartner, der rykker de skadelige Planter op, for at de nyttige kan trives. Det lyder jo nok grumt, men naar man tænker nøjere efter, maa man indrømme, at det var overmaade vel overvejede Ord, som kort, men fyndigt udtrykte, hvad det kom an paa. Havde Svend fulgt hans Raad, vilde sandelig alt Haab have været ude for hans Medbejler, men skjønt han havde kunnet straffe Fangerne for, hvad de havde forbrudt imod ham, lod han sig af sin medfødte Mildhed bevæge til at gaa lemfældig til Værks imod dem. De fleste af dem tillod han at løskjøbe sig, nogle lod han sværge sig Troskab, og andre lod han stille Borgen for, at de vilde være ham tro. Kun to af dem straffede han paa Livet, men de havde gjort sig skyldige i svare Misgjerninger, den ene havde alle sine Dage været en skammelig Røver, den anden havde lumskelig myrdet en Mand i Søvne, skjønt han havde gjort ham alt muligt godt, saa det var ikke, fordi de havde kriget imod ham, men fordi de var Ildgjerningsmænd, at han lod dem bøde med Livet. Adskillige af de andre glemte snart, at han havde skjænket dem Livet, tog, uden at ænse den Velgjerning, Fjenden havde vist dem, atter Tjeneste hos Knud og satte den Ed, de havde svoret ham, over den, de senere havde svoret Svend. Knud begav sig fra Aalborg til Lødøse og opholdt sig en Tidlang i Landflygtighed hos sin Stiffader Sverker, som efter Magnus' Død havde ægtet Knuds Moder. Det stod nu i alle Maader ilde til i Danmark, thi inden for Rigets Grænser rasede Borgerkrigen, og uden for dem gjorde Sørøverne al mulig Fortræd. For at kue dem fejdede Svend gjentagne Gange paa hele Venden, men uden synderligt Held, thi han var ilter og hidsig nok til at angribe, men havde ikke Udholdenhed nok i Kampen. Naar han var nødt til at trække sig tilbage, plejede han at have saadant Hastværk med at naa ned til Strandbredden, at Tilbagetoget mest lignede en Flugt, og hvordan det gik med hans Folk, brød han sig ikke om, naar han blot selv kunde være første Mand til at komme om Bord. Denne Kongens Fejghed gjorde Venderne saa dristige, at de gjentagne Gange nedhuggede hans Folk, naar de var ved at gaa tilbage. For at have et sikkert Tilholdssted i Viborg, som den Gang ikke var befæstet, omgav han den med Volde og aflagde Byen rigelig med Penge. Knud blev til at begynde med vel modtagen af sin Stiffader i Sverige, men det varede ikke længe, før han begyndte at være ham til Besvær, saa at han maatte sælge, hvad Jordegods han havde derovre, for at skaffe sig Levnedsmidler. Der gives nemlig ikke noget Folk, som er villigere til at tage imod landflygtige end Svenskerne, men heller intet, som er hurtigere til at blive kjed af dem igjen. Sverkers Søn Hans, som var en overmaade tapper, men ikke synderlig høvisk Mand, lavede da ogsaa nogle Smædevers om de Slag, Knud havde holdt, og om hans Flugt og tirrede ham, skamfuld, som han var, ved at synge denne Nidvise, hvori han overdængede sin Gjæsteven med Haan og Foragt, spottede ham for hans kranke Lykke og bebrejdede ham med nærgaaende og fornærmelige Ord hans Fejghed og det Vanheld, han havde haft i Krigen. Den Tort tog Knud sig saa nær, at han kjøbte Skib og Levnedsmidler og flygtede til Polen i Tillid til, at hans Morbrødre dér vilde hjælpe ham. De troede imidlertid, at han kom for at gjøre sit Frændskab paa mødrene Side gjældende for at kræve Andel i Riget, saa skjønt de ikke helt afviste ham, vilde de ikke lade ham komme ind i nogen af Fæstningerne, og til sidst begyndte de endogsaa formedelst deres Mistanke at se surt til ham, som de burde have haft kjær som en nær Frænde. Deres Frygt for ham øgedes yderligere ved, at de nylig havde fordrevet deres ældste Broder. Skjønt de derfor nok tog imod ham, vilde de som sagt ikke give ham Lov til at komme ind i nogen af Byerne, og han begav sig da til Hertug Henrik af Sachsen. Da han heller ikke hos ham havde saa meget Held med sig, som han havde haabet, drog han til Ærkebiskop Hartvig i Hamborg, som længe havde været vred over, at Danskerne var bleven unddragne hans Overhøjhed. Han tog venlig imod ham og ydede ham ogsaa Bistand, og han sendte nu hemmelig Sendemænd til Danmark for at forfare, om hans gamle Krigsfolk endnu var ham tro, og de kom tilbage med den Besked, at de alle strax vilde gaa over til ham og svigte den Ed, de havde svoret Svend, for at holde den, de havde svoret ham. Tryg ved dette Løfte drog han ind i Jylland med en Hær af fremmede Krigsfolk, og hverken den Godhed, Svend viste sine Folk, eller Hensynet til Gislerne eller Frygten for at blive mensvorne afholdt hans gamle Krigere fra at stille sig under hans Banner. Da Svend fik Nys om, at han var kommen, mistvivlede han om, at han var stærk nok til at kunne holde ham Stangen, og begav sig til Viborg, som han nylig havde ladet befæste, og besluttede at udholde en Belejring der. For at bestride Omkostningerne hærjede han dér deres Ejendomme, der var gaaet over til Knud, og anvendte det Bytte, han gjorde, til Underhold for sine Krigsfolk. Knud turde imidlertid ikke storme Byen, fordi det var gaaet ham saa ilde i det sidste Slag dér, og slog derfor Lejr langt fra den for at afvente, at hans Medbejler, naar det trak i Langdrag, skulde blive udsultet og saa enten skammelig tage Flugten eller ubetænksomt indlade sig i Slag. Dette Knuds Haab skaffede Svend Sejr. Imedens Knud nu laa der og ventede, fik en Mand ved Navn Brun, der var fulgt med ham fra Sachsen, Lov til med nogle andre Krigsfolk at drage til Ribe, hvad enten han nu var bleven underkjøbt dertil af Svend, af hvem han var en gammel Ven, eller det blot var, fordi han var kjed af, at Krigen saaledes trak i Langdrag. Da Svend nu havde opbrugt alle sine Midler, eftersom der gik meget med til at underholde Krigsfolkene i Byen, og ikke saa' nogen Udvej til at trække Krigen længere ud, mente han, at han maatte vove noget, selv om der var Fare derved, og begav sig om Natten hemmelig den lange Vej til Fjendens Lejr og kom over den om Morgenen, da Folk, som ingenting anede, var til Messe. De blev saare forskrækkede, og, efter som de havde mere eller mindre Mod til, flyede nogle, medens andre greb til Vaaben. Midt imellem dem og Svends Folk flød der en Aa, som var fuld af Hestehuller, og der var kun ét Vadested over den, som Svends Folk ikke kjendte, men som Knuds vidste Besked om, da de i Forvejen havde undersøgt Egnen. Det er en lille Aa, som man før aldrig havde hørt Tale om, men dette Slag har gjort den navnkundig. De af Svends Folk, der vovede sig ud i den, kom, da de ikke kjendte Forholdene, ud paa Steder, hvor de ikke kunde komme over, Hestene sank i, og de maatte bøde med Livet for deres ubetænksomme Ilterhed; de, som opdagede Faren, blev staaende paa den anden Bred og brugte deres Slynger og Kastespyd, da de ikke kunde komme til at kæmpe paa nært Hold, fordi Floden laa imellem. Tyskerne, som var opsatte paa at lægge deres Tapperhed for Dagen, vilde nu ikke længer lade sig opholde af Floden og drev deres Heste ud i Vadestedet. Da Valdemar saa', at dér kunde man ride over, red han did for at hindre Fjenderne i at komme over, red ind paa Livet af dem og brød paa Riddervis sin Lanse paa en af dem. Til Gjengjæld satte fire Mand med deres Lanser saa stærkt ind paa ham midt ude i Vandet, at hans Hest satte sig paa Bagen, men han var saa dygtig en Rytter, at han ikke faldt af. En femte Mand jog sin Lanse ind imellem Hjælmen og Panden paa ham, hvor den blev siddende, men han slog den over med sit Sværdfæste og trak den ud. Da det var overstaaet, fik han sin Hest paa Benene igjen og sprængte over Vadestedet med nogle faa Mænd, og for at de, der fulgte efter, ikke skulde have for kneben Plads, red han et godt Stykke bort fra Aaen, og dér tog han Stilling og kæmpede med sin lille Skare saaledes, at han holdt hele Fjendens Hær oppe, til alle hans Stalbrødre var komne over Aaen, og det var virkelig saaledes ham, der skaffede Svend Sejren. Da han kom ham til Undsætning, tog Knuds Folk Flugten. De var nemlig angst og bange som Følge af de tidligere Nederlag, de havde lidt; dem kunde de ikke glemme, og de var stadig forsagte og modløse. I den Grad havde den Modgang, de havde lidt, betaget dem Modet, at næsten al deres Tapperhed var som blæst bort, saa de ikke kunde holde Stand imod Fjenden, men, sløvede, som de var, af den overvættes Ængstelse, de var betagne af, stadig var lette at jage paa Flugt. Tyskerne derimod, som var mere vante til at føre Krig og forstod at tumle deres Heste, tirrede jævnlig Sejrherrerne ved at gjøre omkring og sætte ind paa dem og trak sig saa sindigt tilbage, at deres Flugt foregik i god Orden. Den tapreste af dem, Folrad, faldt i det Slag, thi ingen vilde, da han var bleven overmandet, tage ham til Fange, skjønt han indstændig bad dem om at skjænke ham Livet. De andre, som var flygtede ved Dagens Lys, kom ilde derfra, thi de holdt sig Natten over i en By, hvor de blev grebne af deres Forfølgere og dræbte i Husene. Sejrherrerne havde nemlig truffet Aftale om, at de ikke vilde skaane nogen af de overvundne, dels fordi de hadede Tyskerne, og dels fordi de, som de i det sidste Slag havde taget til Fange og givet Lov til at løskjøbe sig, atter havde øvet Fjendtligheder imod dem. Knud fandt Tilflugt i Sachsen. Da de Ribe Borgere af rejsende fik Nys om, at han var flygtet, greb de for at tækkes Sejrherren strax Brun for snarest muligt at stede ham for Svends Dom. Da han var bleven ført til Svend, viste denne ham stor Venlighed og gav ham kort efter Lov til at drage bort efter at have skjænket ham gode Gaver, hvilket vakte hans Landsmænds Mistanke og fik dem til at tage Livet af ham. Der var nemlig adskillige af de dræbtes Frænder, som troede, at Svend havde underkjøbt ham, og at han ved skammeligt Forræderi havde styrtet sine Stalbrødre i Undergang, idet de af Krigens ulykkelige Gang sluttede, at han maatte have sveget dem, og ikke kunde tænke sig andet, end at Kongens Godhed imod ham var Løn for hans Forræderi. De indstævnede ham da til at staa dem til Regnskab for sin Troløshed, og skjønt han forsvarede sig saa godt, at han fuldstændig gjendrev den Anklage, der var rejst imod ham, saa de ad den Vej ingen Vegne kunde komme, stræbte de ham hemmelig efter Livet, til de fik ryddet ham af Vejen. Da Svend nu mente, at han var tryg for Fare fra Knuds Side, tog han sig over at værge Riget mod Fjender udadtil. Paa adskillige Steder ved Kysten, der af Naturen var vel befæstede, opførte han Skanser til Beskyttelse for Bønderne. Ved Storebælt byggede han to Fæstninger, den ene paa Fyn og den anden paa Sjælland, for at de kunde skræmme Sørøverne og tjene Landsens Folk til Tilhold, men Venderne skal have ødelagt dem begge to. Han holdt Slag med dem paa Fyn, hvor Danskerne kæmpede med stor Tapperhed og fældede saa mange af dem, at de fleste af hans Krigsfolk fik Huden slidt af Hænderne, saa Fingrene sad i det blodige Kjød, saadan havde Sværdfæsterne gnavet dem. I de samme Dage blev der som Følge af de stadige Anfald, Sørøverne gjorde, paa Vethemans Anstiftelse i Roskilde oprettet et Fribytterlav, der havde følgende Love og Vedtægter: Skibe, de fandt skikkede til Orlog, havde de Lov til at tage, selv om deres Ejere ikke gav deres Minde dertil, imod som Fragt at give en Ottendedel af det Bytte, de gjorde med dem. Inden de gav sig ud paa noget Togt, skriftede de deres Synder for Præsterne, og efter at være bleven tugtede med Guds Ord nød de den hellige Nadver, som om de strax skulde dø, thi de holdt for, at alt vilde gaa heldigere for dem, naar de, førend de drog i Kamp, rettelig havde forsonet sig med Gud. De førte kun liden Rejsekost med, undgik alt, hvad der kunde være til Byrde og Hinder, nøjedes med simple Hærklæder og tarvelig Kost og førte ikke noget med sig, der kunde sinke deres Sejlads. De var meget nøjsomme og maatte vaage meget; den Smule Søvn, de fik, fik de, medens de sad ved Aarerne. Naar de sejlede langs Kysten, lod de den altid først undersøge af Spejdere, for at de ikke uventet skulde blive overraskede. Naar de lagde ind under en eller anden ø, søgte de altid til den Side, hvor Vinden bar paa, men sendte Spejdere over til den Side, hvor Vinden bar fra, fordi fremmede Skibe plejer at søge til Havne, hvor Vandet er stille. De kæmpede tit med Fjender, men sejrede altid med Lethed, og næsten uden at det kostede dem Blod. Byttet delte de ligelig imellem sig, Styrmanden fik ikke mere end den simple Rorkarl. Naar de fandt kristne Mennesker som Fanger om Bord paa et Skib, de havde taget, gav de dem Klæder og sendte dem til deres Hjemsted, saa stor Menneskekjærlighed viste de deres Medmennesker. De tog til forskjellige Tider og paa forskjellige Steder to og firsindstyve Sørøverskibe, men deres Flaade talte aldrig mere end to og tyve Skibe. Naar det skortede dem paa Penge, lod de Borgerne udrede dem, og disse fik saa til Gjengjæld Hælvten af Byttet. Dette Fribytterlav begyndte som sagt i Roskilde, men bredte sig fra Byen ud blandt Bønderne og blev støttet af næsten hele Sjælland, thi fra en lille og ringe Begyndelse voxede det sig snart stort, og dets Iver svækkedes ikke i nogen Maade, førend det atter havde skaffet Landet Fred. Imidlertid var Knud med de faa Folk, der havde fulgt ham i Landflygtighed, draget til Lille-Frisland, der ogsaa hører under Danmark. Denne Landsdel har frugtbart Agerland og fuldt op af Kvæg. Landet, som ligger ud til Havet, er lavt, saa at det undertiden oversvømmes. For at Bølgerne ikke skal vælte ind over det, er Kysten helt omgiven af Diger, og bryder Havet igjennem dem, oversvømmer det Markerne tillige med Husene og Sæden derpaa, der er nemlig lige fladt alle Vegne. Ofte river Havet Jord op fra Grunden af og fører den anden Steds hen, saa der bliver en Sø, hvor den laa, og den, hvis Ejendom Jorden skylles hen til, bliver saa Ejer af den. Efter Oversvømmelse bliver Jorden meget frugtbar og giver Græs i rig Fylde. Naar Jorden tørres, kan der sydes Salt af den. Ved Vintertid er den stadig dækket af Havet, saa Markerne ser ud som en Sø, og det næsten ikke er muligt at sige, hvad Naturens Mening har været, eftersom man paa en Tid af Aaret kan sejle, hvor man paa en anden Tid af Aaret kan pløje. Indbyggerne er af Naturen vilde; de er smidige og kaster Vrag paa svære og tunge Rustninger og bruger kun Skjolde og Kastespyd. De omgiver deres Marker med Grøfter, som de sætter over ved Hjælp af Springstokke. Deres Huse bygger de paa en Forhøjning af Græstørv. At de hører til den frisiske Folkestamme, vidner baade deres Navn og Sprog om; de er tilfældigt komne der til Landet, da de søgte sig ny Bosteder, og har saa ved langvarig Dyrkning faaet hærdet Jorden, som fra første Færd af var fugtig og sumpet, og senere er Landet saa kommet under de danske Konger. Da Knud nu bad Folkene dér om Hjælp, var de alle meget villige til at yde ham den, thi han lovede dem Lettelse i Henseende til den Skat og Skyld, de hidtil havde maattet udrede, og opsatte paa at opnaa det lod Friserne sig af en ringe Fordel lokke til at tage en stor Byrde paa sig. Først byggede de en Fæstning ved Mildefloden, for at han kunde have sit Tilhold dér. For saa ringe Sold fik han en stor Krigsmagt. Da Rygtet om, at Knud var kommen tilbage, naaede Svend, fik han Jydernes Rytteri og Sjællændernes og Skaaningernes Flaade samlet. Nogle af Skibene lod han fra Slesvig slæbe over Land til Ejderen, for at Fjenderne ikke skulde slippe bort ad den Vej, hvilket dog var ham til større Bekostning end Nytte. Derfra drog han med sin Hær imod den nylig anlagte By. Denne, som laa imellem et Mosedrag og Floden, var mere befæstet af Naturen end ved Kunst. Paa den ene Side af den løb Mildefloden, hvis Flodseng var snæver, men som dog ikke havde strid Strøm. Da Kongen paa Grund af den snævre Plads ikke kunde omringe Byen med sin Hær, slog han Lejr paa et dertil bekvemt Sted. Derpaa bød han sine Folk hugge Ris i den nærmeste Skov og sprede det over Sumpene, saa man kunde gaa over dem og, naar Lejlighed gaves, betjene sig deraf som af Broer. Imidlertid var der nogle af de unge Frisere, som, hvad enten de nu var kjede af at vente eller opsatte paa at lægge deres Tapperhed for Dagen, med deres tilvante Behændighed sprang over Floden, der skilte Lejrene fra hinanden, og begyndte paa Afstand at angribe Fjenderne, der strejfede om hist og her, og disse var ikke sene til at tage Kampen op med dem, da de saaledes blev udæskede. Mange fra begge Sider kastede sig ind i Striden for at værge deres Stalbrødre, thi ingen af Parterne kunde faa sig til rolig at se til ved dette, der drejede sig om alles Velfærd. Striden antog saaledes stadig større og større Omfang, og alle fik Lyst til at være med, saa det saa' ud til, at hele Krigens Udfald vilde komme til at bero paa dette Forspil. Da Peder Thorstensøn, som var indviet i alle Kongens hemmelige Planer og som kjendte Frisernes Dumdristighed, saa' dette, bød han, at Hæren strax skulde ruste sig, men blive i Lejren indtil videre. Friserne, som ikke vidste dette, satte i al Hast over Floden med hele deres Stridsmagt i den Tro, at Kongen inde i Lejren ikke var forberedt paa at tage imod dem, og hele deres Hær angreb saa med større Dristighed end Klogskab Fjenden opsat paa at overrumple ham. Da Svends Folk imidlertid ikke var sene til at tage Kampen op med dem, flyede de ud i Sumpene, som de var godt kjendte med. Rytterne benyttede strax de Broer, som de havde dannet af Riset, de havde samlet, saa de kom let over og forfulgte de flygtende skarpt, og de banede sig oven i Kjøbet én Gjenvej til med Sværdet, thi de anrettede saadant et Nederlag blandt de flygtende, at Sejrherrerne snart kunde gaa over Floden paa Ligdynger. Da Friserne var drevne paa Flugt, flyede Knud til Hest med nogle faa Følgesvende. De andre, som ikke kunde slippe bort, søgte Tilflugt i Byen. Svend, som troede, at Knud ogsaa var der, angreb nu de belejrede af al Magt i Haab om, at hele Krigen vilde være forbi, naar han fik Knud i sin Magt. Han afløste de saarede med vaabenføre Mænd, dem, der var matte og mødige, med Folk, der havde udhvilet sig; og han nøjedes ikke med at lade dem kæmpe om Dagen, men tog Natten med til Hjælp og sørgede ved stadig at trænge paa for, at de belejrede ikke fik Ro til at hvile deres mødige Lemmer. Hvad der yderligere bidrog til at øge de belejredes Mod, var, at Kongen havde ladet dem, der var bleven tagne til Fange, dræbe, og at ingen gjorde sig Haab om Tilgivelse, i Fald han sejrede, eftersom de saa tit havde forbrudt sig imod ham. Paa den anden Side var Kongen bange for, at Friserne skulde komme de belejrede til Undsætning, hvis han lod Belejringen trække i Langdrag uden at holde Slag og ikke snart fik Byen indtaget, og han drev derfor haardnakket paa Kampen. Saaledes drev Frygt dem paa begge Sider til at kæmpe med den største Ihærdighed og til ikke at lade sig nøje med at slaas om Dagen, men til ogsaa at tage Natten til Hjælp. Det saa' i Virkeligheden tvivlsomt ud, hvad Udfald Slaget vilde faa. Saa lød der Raab og Skrig i Nærheden, og Valdemar, som troede, det var Friserne, der kom, ilede med Bannerne did, hvor Larmen kom fra, og fik efter kraftig Modstand Bugt med en Del af Svends Folk, som han vildledt af Mørket antog for Fjender, og saaledes kom den tapre Hertug, narret af Natten, til at anrette Mandslæt og Nederlag blandt dem, det var hans Hensigt at hjælpe. Byfolkene, der var helt medtagne af de mange Saar og af Træthed, eftersom de aldrig kunde faa Stunder til at hvile sig og pleje deres Saar, og som ingen Undsætning fik, opgav nu Haabet og overgav sig til Kongen. Han viste sig langt mere ordholdende og mild imod dem, end de havde troet, han vilde være, ja selv Plov, der havde dræbt hans Fader Erik, viste han sær Naade, thi han straffede ikke sin Faders Banemand, men holdt for, at han mere burde tage Hensyn til, at han havde overgivet sig paa Tro og Love, end til sin Hævnlyst. Heller ingen af de andre straffede han, hverken med Døden eller med Fangenskab, men løslod dem uden Løsepenge; det var ham lige meget, sagde han, om de var med eller imod ham, thi Folk, der saa tit havde været troløse og brudt deres Ed, kunde der ingen Lykke være ved. Da de var sluppet fri, søgte de til Knud i hans Landflygtighed, thi han var saa afholdt af sine Mænd, at ingen nogen Sinde blev kjed af at tjene ham, hvordan det saa end gik ham. Friserne maatte betale Kongen en Bøde paa to Tusind Mark Sølv og stille Gisler. Senere bad de Valdemar, hvad enten det nu var, fordi de skammede sig over deres Flugt, eller det kom af medfødt Dumhed, om at anmode Kongen om at tage Krigen op igjen med dem paa det Vilkaar, at han, hvis han sejrede, skulde have lige saa stor en Sum Penge til, men, hvis han blev overvunden, skulde tilstaa dem den Lempelse i Skat og Skyld, som Knud havde lovet dem. Valdemar overvejede omhyggelig dette taabelige Forslag, men da han betænkte, hvor usikkert det var, hvilket Udfald Kampen vilde faa, fik han dem ved sine forstandige Forestillinger til at opgive dette forrykte Indfald, idet han gjorde gjældende, at det var meget taabeligt, at de overvundne forlangte af Sejrherren, at han igjen skulde begynde en ødelæggende Krig med dem. Imidlertid drog Knud til Tyskland og bad Frederik, som nylig var bleven romersk Kejser, om Hjælp, idet han lovede, at han vilde tage Danmark som Len under ham. Kejseren, som baade af Naturen var en overmaade snedig Mand og derhos i højeste Grad begjærlig efter at udvide sit Herredømme, blev opsat paa at underlægge sig et saa stort fremmed Rige og indbød under Skin af Venskab Svend til en Samtale, idet han mindede ham om, at de var gamle Venner og Vaabenfæller, lovede, at det skulde blive ham til Ære og Anseelse, og lod ham vide, at han brændte af Begjærlighed efter at se ham, men hans Værdighed som romersk Kejser gjorde ham det umuligt at komme til ham. Svend havde nemlig i sine unge Dage gjort Tjeneste i Kejser Konrads Hird for at lære Krigsvæsenet, og dér havde han længe tjent sammen med Frederik, som den Gang ikke var højere paa Straa end han, og som var lige gammel med ham og ogsaa ellers hans Jævning. Han efterkom Indbydelsen og begav sig did med stor Pomp, ikke fordi han troede paa den underfundige Mands Ord, eller for at berøve sin Medbejler hans Tilflugtssted, men for at Tyskerne, som kun kjendte ham af Omtale, kunde faa Lejlighed til at se ham, og for at vise sig for dem, der beundrede det store Ry, der gik af ham. Han indlagde sig ogsaa stor Hæder ved Hoffet paa Grund af sit prægtige Følge og hele det statelige Optog, han mødte op med, og tiltrak sig hele Tysklands Opmærksomhed paa Grund af den Beundring, man nærede for hans Tapperhed. Han holdt sit Indtog i Byen Merseburg, hvor en stor Del af Tysklands Adel var til Stede. Han blev først modtagen af Kejseren med stor Ære, men det varede ikke længe, før der blev rejst forskjellige Beskyldninger imod ham, saa Frederik holdt kun ilde, hvad han havde lovet. Til sidst blev der stillet ham det Vilkaar, at han skulde give sig ind under Kejseren som hans Lensmand, og Knud skulde saa igjen have Sjælland til Len under ham imod at give Afkald paa sit Krav paa kongelig Magt og Myndighed. Vilde Svend ikke gaa ind paa det, vilde Kejseren støtte Knud og sende en fuldt rustet Hær ind i Danmark sammen med ham, og han skulde nok sørge for, at den kom did før end Svend eller i alt Fald kunde angribe ham strax efter, at han var kommen hjem. Svend indsaa, at han under saa vanskelige Omstændigheder enten maatte udsætte sig for Fare eller give efter, lod, som han gik ind derpaa, men gjorde for ikke helt at afskære sig fra Lejlighed til at bryde Overenskomsten, naar han kom hjem, et Forbehold med Hensyn til de mange Godser, han havde arvet efter sin Fader paa Sjælland, og det faldt det ikke svært at faa Kejseren til at give sit Minde til, thi det stemte med tysk Ret. Knud, som ikke stolede synderligt paa dette Forlig, forlangte imidlertid, at Valdemar, der var med i Svends Følge, skulde gaa i Borgen for ham, thi hans Redelighed og Oprigtighed ansaa han for den ypperste Sikkerhed, han kunde faa, ingen anden i Kongens Følge, mente han, vilde saa trofast vaage over hans Liv og Velfærd. Valdemar, som vidste, at Svend pønsede paa Svig, vægrede sig haardnakket ved at paatage sig denne Borgen, thi da han saa', at hele Forliget ingen Ting betød og kun sluttedes paa Skrømt, vilde han ikke have Del i en andens Troløshed. Da Kongen imidlertid trængte ind paa ham, paatog han sig omsider, skjønt meget nødig, denne Borgen, idet han erklærede, at hvis Svend brød Overenskomsten, vilde han gaa over til Knud. Da begge Parter havde godkjendt Forliget, brød de op. Da Svend, som havde Knud med i sit Følge, var kommen hjem til Danmark, sendte han strax Kejseren et Brev, hvori han rent ud beskyldte ham for at have sveget ham, nægtede ham al Lydighed og erklærede, at han ikke agtede at holde den Overenskomst, han havde sluttet med ham, eftersom han med Svig var bleven tvungen til at tage imod Vilkaar, som ingen dansk Konge endnu var gaaet ind paa. Da Knud krævede sin Ret, sagde han, at han udtrykkelig havde forbeholdt sig selv Kongsgaardene, saa det var kun Styrelsen af Sjællands Anliggender, han havde overladt ham. Da han saaledes brød Forliget, holdt Knud sig til Valdemar og beraabte sig paa, at han var gaaet i Borgen for det. Valdemar fandt nu, at det vilde være lige skammeligt at falde fra Kongen og at bryde den Borgen, han havde paataget sig, og at det vilde skade hans gode Navn og Rygte, hvilken af Delene han saa valgte. Han vilde derfor hellere have Overenskomsten ændret end brudt, og da Kongen mente, at han ikke kunde undvære Sjælland af Hensyn til den nødvendige Tilførsel af Levnedsmidler, foreslog han derfor, at han skulde give Knud et andet lige saa stort, indbringende og ærefuldt Len i Stedet. Det Forslag gik Kongen ind paa og gav ham et Len, der var fordelt i tre Landsdele, noget i Jylland, noget paa Sjælland og noget i Skaane, idet han gik ud fra, at det vilde svække hans Magt, at hans Len saaledes blev splittet. Knud forlangte atter, at Valdemar skulde gaa i Borgen for den ny Aftale, og Svend, der var ivrig efter at faa Overenskomsten sluttet, fik ham ligesom forrige Gang til modstræbende at gjøre det ved at erklære, at han hverken vilde tage ham eller Knud det ilde op, om de faldt fra ham, i Fald han brød Forliget. I Tillid til Valdemars Borgen tog Knud saa ivrig imod det Vilkaar, der bødes ham. Da Svend nu ikke længer troede, at han havde nødig at frygte for Krig, forfaldt han til Hovmod, og da de fra Fædrene nedarvede Sæder og Skikke ikke syntes ham fine nok, indførte han, som om de var grove og plumpe, i deres Sted dem, der var i Brug hos Naboerne, kastede Vrag paa, hvad der var dansk, og efterlignede, hvad der var tysk. Han klædte sig paa Tysk, og for at ingen skulde misunde ham det, fik han sine Hirdmænd til at gjøre ligesaa, saa Kongens Gaard nu var fuld af pyntelige Junkere i Steden for som før af Folk, der førte sig paa Bondevis. Ja endogsaa for Maaltidernes Vedkommende forjog han den gamle Simpelhed, indførte udenlandske Lækerier og finere Bordskik, saa det var ikke blot i Henseende til Klædedragten, men ogsaa til Mad og Drikke, han indførte fine Moder. Ogsaa med Hensyn til Antagelse af Hirdmænd og Hofsinder gik han frem paa samme Vis, thi han tog Æresposterne fra de ædelbaarne og gav dem til Gjøglere, fjernede udmærkede og berømmelige Mænd fra sig og omgav sig i deres Sted med en Flok kvindagtige Uslinger for ved saaledes at fornedre Storfolk og ophøje Smaafolk at vise, hvor overmaade stor Magt og Myndighed han havde, og for at de, der kom til Velstand, skulde have Kongens Naade og ikke deres Byrd at takke derfor. Og han var ikke blot overmodig, men ogsaa gjerrig. Han gjorde sig Fordel af deres Død, som han havde beriget, og plyndrede de umyndige Børn, naar de mistede deres Forældre, holdt det ikke for en Skam og Skjændsel at bringe Børnene af dem, ved hvis Bistand han selv havde opnaaet Kongemagten, til Tiggerstaven. Selv Krigere, som han først havde gjort til rige Folk, styrtede han i den usleste Fattigdom, fordi han fortrød, hvad godt han havde gjort imod dem. Ja, den store Bekostning, hans mange forslugne Hirdmænd medførte, nødte ham endogsaa til at lægge større Tynge paa Bønderne baade i Henseende til Hoveri og Skatter, saa medens han sørgede for, at hans Hirdmænd kunde leve i Overdaadighed, mistede han Almuens Kjærlighed. Retstrætter, som hidtil var bleven afgjorte ved Ed, bestemte han derhos nu skulde afgjøres ved Tvekamp og Kraftprøver, saa at den Dom, der burde have været overladt til fornuftig Granskning af Sagen, nu udelukkende kom til at bero paa, om man havde øvet sine Legemskræfter mer eller mindre. Og for ikke i nogen Henseende at undlade at lægge sit Hovmod for Dagen holdt han det for uværdigt for en Mand i hans ophøjede Stilling at holde Ting paa den vante Vis, han lod haant om at staa paa lige Fod med Folket, naar han talte til det, men plejede at stige op paa et højere Stade og tale til Folket nedenfor, naar han skulde skifte Lov og Ret. Han laa ogsaa jævnlig i Strid med Ærkebiskoppen af Lund, hvoraf han dog havde større Fordel end Skade. Da i de samme Dage Karl, Statholderen i Halland, var rejst ud af Landet, blev Kong Sverkers Søn Hans optændt af Elskov til Karls Hustru og til hans Søster, der var Enke. Betagen af deres Dejlighed røvede han dem og bortførte dem til Sverige for at tilfredsstille sin Lyst. Han skal have handlet saa skammeligt imod dem, at han tvang dem til at have Samleje med ham skiftevis hver anden Nat, og krænkede saaledes disse kyske Kvinder ved at øve den hæsligste Uterlighed imod dem uden Hensyn til, at den ene af dem var en gift Kone og den anden en ærbar Enke, saa lidet bluedes han ved at give sin Vellyst frit Spil. Til sidst, da baade hans Fader og Folket forbandede hans Udaad, sendte han dem hjem igjen. Svend besluttede at hævne denne Skjændselsgjerning paa hele det svenske Folk, som en Forsmædelse, der var tilføjet alle danske, idet han holdt for, at en offentlig Tort maatte man aftvætte i Fællesskab. Han blev imidlertid forhindret i dette sit Forsæt ved sit forestaaende Giftermaal, thi han var nylig bleven trolovet med en Datter af Hertug Konrad af Sachsen og skulde nu holde Bryllup med hende, saa af Hensyn hertil opsatte han Krigstoget. Folk skyldte for Resten med Urette hende for at raade og overtale Svend til at lægge sig efter udenlandske Sæder og indføre ny Skik i Landet. Paa denne Tid kom den romerske Kardinal Nikolaus sejlende over Nordsøen op til Norge, som hidtil havde hørt under Ærkesædet i Lund, men som han nu gav Selvstyre, idet det fik sin egen Ærkebiskop. Han vilde ogsaa i Kraft af den Magt og Myndighed, Paven havde overdraget ham, gjøre det samme i Sverige, men da Svearne og Gøterne ikke kunde blive enige om, hvilken By og hvilken Mand de skulde betro denne store Værdighed til, lod han dem gaa glip af den tiltænkte Ære for deres Kivagtigheds Skyld og ansaa ikke disse Barbarer, der endnu var ganske ukyndige i Religionen, for værdige til at faa et kirkeligt Højsæde. Da han nu i Betragtning af Aarstiden ansaa det for farligt at rejse hjem til Søs, idet han var bange for at give sig ud paa en Vintersejlads, holdt han for, at det vilde være bekvemmest for ham at lægge Vejen over Danmark og besluttede derfor for at mildne den Vrede, han havde vakt dér ved at tilstaa Nordmændene en saadan Gunst, ogsaa at gjøre Danskerne noget til Behag. Han skrev da til Eskild og lovede ham en ny Værdighed, der var større end den, han havde mistet, idet han til Gjengjæld for det Tab, han havde lidt ved, at Norge var blevet unddraget hans Overhøjhed, skulde blive Sveriges Kirkefyrste. Eskild tog med Glæde imod dette Tilbud og bad ivrig Kardinalen om at besøge ham, og da han kom, overgav han Eskild Tegnene paa den svenske Ærkebispeværdighed og overlod til ham at give dem til den, Svearne og Gøterne blev enige om at vælge, hvorhos han bestemte, at enhver, der for Fremtiden valgtes til Ærkebiskop i Sverige, skulde modtage det fra Pavehoffet sendte Skrud af Ærkebispen i Lund og bestandig staa under hans Overhøjhed. Han lovede at skaffe Pavehoffets Stadfæstelse af dette Tilsagn, og det faldt ham let nok, thi da han kom tilbage til Rom, døde Pave Eugenius, og han blev valgt til hans Eftermand, og som Kirkens Overhoved stadfæstede han saa, hvad han havde lovet i sin Egenskab af Pavens Sendemand. Dette vandt Hævd hos Efterkommerne, og lige til den Dag i Dag har man holdt sig til, hvad der da blev bestemt. Da Nikolaus havde udrettet dette, søgte han, inden han forlod Danmark, med romersk Kløgt at faa Svend, som stadig tænkte paa at paaføre Svenskerne Krig, til at opgive sit Forsæt, idet han forestillede ham, at Landet var vanskeligt at føre Krig i og Folket fattigt, saa der ingen Fordel var ved at sejre over det. Det vilde blive ham et overmaade bekosteligt Krigstog, der kun vilde give ringe Udbytte; inden han kunde komme til at kæmpe med Fjenden, havde han de vældige, vilde Fjælde at kriges med, og naar han saa endelig gik af med Sejren, var der kun et ringe og uanseligt Bytte at vinde. Tilsidst, da han ikke ved sine kloge Forestillinger kunde faa Kongen til at opgive sin taabelige Stædighed, spottede han ham overmaade vittig for hans Enfoldighed. Han sagde nemlig, at han bar sig ad som Edderkoppen, der med Fare for sit Liv trak Traadene til sit Væv ud af Indvoldene paa sig selv og saa ikke fangede andet end raadne Fluer og usselt Kryb; han lignede altsaa Kongen ved Edderkoppen, Krigen ved dens Væv og Sejren ved dens Fangst og viste saaledes Kongen, at han i sin Begjærlighed udtømte sine Kræfter for at vinde en ringe Ting og søgte sin Glæde i en Krig, han ingen Nytte kunde have af. Da Kardinalen rejste, bekostede Svend, mere af Ærbødighed for hans høje Værdighed, end fordi han lagde sig hans Formaninger paa Sinde, hans Rejse lige til Rigets Grænse, og saa gav han sig igjen til at pønse paa den Krig, han alt før havde besluttet. Det var imidlertid snarere Begjærlighed efter at bemægtige sig Sverige, der opflammede ham, end krænket Blufærdighed eller Harme over den begaaede Misgjerning. Han mente nemlig, at Lejligheden var ham overmaade gunstig til at falde ind i Landet, dels fordi Sverker nu var en gammel Mand, som ikke duede til at føre Krig, dels fordi der nylig var opstaaet Splid imellem ham og Landsens Almue paa Grund af, at Bønderne havde dræbt Hans paa Tinge. Han nærede da ogsaa saa sikkert Haab om Sejr, at han, inden Krigen var begyndt, delte Svenskernes Land mellem sine Krigsfolk som Løn for deres Deltagelse i den. To af hans Stormænd yppede endogsaa heftig Kiv med hinanden, fordi de begge to var lige opsatte paa at faa den samme svenske Jomfru, men Kongen, som fandt, at det tilkom ham at give hende bort, lovede, at naar Sverige var indtaget, skulde den, der havde vist sig som den tapreste, faa hende, og ved dette Løfte fik han dem, der stredes om Elskovs Lyst, til paa det ivrigste at kappes i Tapperhed. Saa sikre var Danskerne paa, at de vilde underlægge sig Sverige. Imidlertid sendte Sverker i sin Angst for Krig Gang efter Gang Sendemænd til Svend for at bede om Fred, men det hjalp ikke, hvilke Vilkaar han end tilbød ham. Da han saa indsaa, at det var spildt Umage, vilde han hverken møde ham i Marken, ruste sig eller opbyde nogen Hær, men tyede hen til ukjendte og afsides Steder og overlod hele Krigsførelsen til Svenskerne. For at undgaa de besværlige bugtede Omveje opsatte Svend imidlertid sit Krigstog, til Vinteren kom, for at kunne skyde Gjenvej over de islagte Sumpe, og da Vinterkulden kom ham til Hjælp, drog han ad den nærmeste Vej ind i Finveden, hvor han hærjede og brændte alle Vegne. Landsens Folk kom løbende og bad om Naade og overgav sig selv og Landet til ham, og de lod sig ikke engang nøje med saaledes at have underkastet sig, men forsynede ham endogsaa med Levnedsmidler og viste ham al Villighed og Gjæstfrihed. Derpaa drog han ind i Värend, hvor han overalt fo'r frem med Ild og Sværd, thi Landsens Folk hverken satte sig til Modværge eller overgav sig, men baade Mænd og Kvinder søgte til alle Sider ud i utilgængelige Udørkener. Næsten overalt paa Markerne laa der høje Snedriver, og Kulden var saa haard, at diende Børn laa og frøs ihjel ved Brystet, medens Mødrene var nær ved at friste samme Skæbne og trykkede selv halvdøde de døde Børn i deres Favn. Danskerne, som ogsaa led ved dette barske Vejrlig, kunde ikke ligge i Lejr om Natten og ikke holde Vagt; nogle af dem tændte Baal, andre søgte under Tag, mere bange for den kolde Luft end for Sværd og Spyd, og tænkte mere paa at værge sig imod Kulden end imod Fjenderne. Värendsboerne var imidlertid opsatte paa at afskære Kongen Vejen for at faa ham til at slutte Fred med dem; de fældede Træerne i Skovene og spærrede de snævre Kløfter, han skulde igjennem, med Træstammer. Landet er nemlig rundt omkring opfyldt af saa høje Klipper, at man ikke uden ad store Omveje kan komme uden om dem. Denne deres Dristighed fik Kongen Nys om, medens han sad til Bords, og saa havde han ikke Taalmodighed til at bie, skjød Bordet til Side, sprang op paa sin Hest og bød sine Krigsfolk følge sig og sprængte i fuldt Firspring hen til Kløften, harmfuld over, at han skulde sinkes i sit Forehavende ved de lumpne Hindringer, en Flok Bønder lagde ham i Vejen. Da en af hans Mænd ved Navn Niels bad ham om at styre sin Vrede og undersøge Sagen nøjere, eftersom de dog ikke rigtig vidste, hvorledes den forholdt sig, svarede Kongen, at gifte Folk altid var mest bange af sig, hvorved han sigtede til, at Niels havde holdt Bryllup Dagen før Hæren brød op. Niels blev vred over den haanlige Maade, hvorpaa hans Raad var blevet afvist, og svarede, at han snart skulde gjøre, hvad Svend ikke turde, og gjengjældte altsaa den Beskyldning for Fejghed, Kongen havde udslynget imod ham, ved at lade ham vide, at han selv var ræd, og de Ord, hans Vrede saaledes lagde ham i Munden, var i Virkeligheden et Varsel om, at han snart skulde dø. Da de kom til Kløften, sprang Rytterne af Hestene, og skjønt de kun var slet rustede, fordi de havde haft saadant Hastværk med at komme af Sted, at de ikke ænsede Faren, begyndte de at storme løs paa Forskansningen, medens Bønderne, der var komne sammen for at forsvare den, raabte og skreg paa Fred. Niels, der var opsat paa ved ypperlige Manddomsgjerninger at aftvætte den Forsmædelse, Kongen havde tilføjet ham, for at det ikke skulde hedde sig, at det, at han var bleven gift, havde gjort det af med hans Tapperhed, stormede nu uden at ænse Faren løs paa Forhugningen for at komme over den, men Bønderne, der stod oppe paa den som paa en Mur og forsvarede den, gjennemborede hans Hoved med et Spyd, saa han maatte lade Livet. De andre, der prøvede paa det samme, blev drevne tilbage med Sten og Stager. Da Natten var ved at falde paa, gav Svend, som nu fortrød sit forhastede Angreb, Tegn til at holde inde med Kampen og slog Lejr tæt ved Forhugningen for næste Dag at tage Kampen op igjen med større Styrke og bedre forberedt. Fjenderne benyttede sig imidlertid af Natten til at tage Flugten, saa om Morgenen var der ingen, der gjorde ham Vejen stridig. Nu opgav Värendboerne Haabet om at kunne modstaa ham og underkastede sig. Da han nu saa', hvorledes alt gik efter ønske for ham, blev han saa overmodig af den Medgang, han havde, at han besluttede at brede sig over hele Sverige, men den overvættes stærke Kulde og den Svaghed, Hestene blev overfaldne af som Følge af de vanskelige Veje og Mangel paa Foder, hindrede hans Fremtrængen. De, som havde mistet deres Heste og maatte gaa til Fods, lagde nu det, de havde at bære, paa deres Stalbrødres Heste, drev dem foran sig og gav sig uden Kongens Vidende paa Hjemvejen. Da det til sidst gik op for ham, at Hæren listede sig bort, kom han dens hemmelige Tilbagetog i Forkjøbet ved at give Krigsfolkene Lov til at drage hjem og begav sig selv strax ad en Gjenvej til Skaane. Karl haabede nu i Tillid til de Gisler, der var bleven stillet, at han frit og trygt kunde vende tilbage til Halland med sin Broder Knud. Da de næsten var komne til Grænsen dér, blev de budne til Gilde af Folkene i Finveden, som skjulte deres snedige Anslag under Gjæstevenskabs Maske, og de sad største Delen af Natten og svirede med dem. Da de var bleven mægtig drukne, fik de anvist Natteleje i en tom Lade tillige med deres Følge, som ogsaa havde sig en god Rus. Da de laa i den dybeste Søvn, stængede Finvedfolkene Dørene udvendig og stak Ild paa Laden. Største Delen af den var allerede brændt og næsten lagt i Aske, inden de drukne Mennesker mærkede noget til Heden. Omsider, da Ilden var ganske tæt ved dem, kom de da paa Benene og styrtede, nøgne som de var, til Dørene, men saa opdagede de, at de var lukkede udvendig fra. Ilden trængte paa derinde, og Fjenderne udenfor formente dem at komme ud. Den Ulykke, der var lige for Haanden, betog dem imidlertid Frygten for den, der kunde komme senere, og de ansaa den Fare, de i øjeblikket var stedte i, for værre end den, der ventede dem udenfor. Da Danskerne altsaa hellere vilde falde for Sværd end brænde op, stemte de sig af al Magt imod Dørene og sprængte Bommene, idet de ikke betænkte sig paa for at undfly én Fare at styrte sig i en anden. Nogle haabefulde unge Mennesker, som Karl havde optaget i sit Følge for Frændskabs Skyld, blev af disse Umennesker, der ikke havde Medlidenhed med deres unge Aar, under Haan og Spot nøgne til Skindet tvungne ned under Isen paa Nisaa, og der fandt de deres Død og Grav. Saaledes strandede dette store Tog paa nogle faa Bønders Svig. Nogen Tid efter rejste Almuen i Skaane sig imod Høvidsmændene og stævnede væbnet til Ting i Arnedal. Hver Gang Folkene i denne Landsdel nemlig fandt de Byrder, der lagdes paa dem, for tunge, satte de sig altid med Magt til Modværge imod den Uret, de mente tilføjedes dem; naar Almuen dér synes, at dens Aag bliver den for tungt, plejer den saaledes altid at gribe til Vaaben for at værne om sin Frihed. Kongen var bange for, at disse Uroligheder skulde udvikle sig til større Forstyrrelser i Riget, og for at faa Bugt med dem drog han derfor fra Sjælland over til Skaane og indfandt sig i Tillid til den Krigsstyrke, han havde med, paa Bøndernes Ting. Selv mødte han vaabenløs frem, men havde nogle væbnede Ryttere med, for at det mere skulde se ud, som om han var bange for, at der skulde ske ham Overlast, end som om han havde i Sinde at indjage dem Skræk. Almuen gjorde med Vilje Plads for ham, og da han var kommen ind i Kredsen, overvældede de ham med en Mangfoldighed af svære Kæremaal og raabte og skreg saaledes, at han ikke kunde faa ørenlyd og komme til at forsvare sig. Da han slog ud med Haanden for at paabyde Hoben Stilhed, blev der kastet en Mængde Sten paa ham, i den Grad var Oprørernes Raseri flammet op til Haan og Foragt for hans kongelige Værdighed. Saa traadte Toke Signessøn, en Mand, som udmærkede sig baade ved ædel Byrd og ved Veltalenhed, og som var en at Kongens bedste Venner, frem midt iblandt Almuen, paabød Stilhed og fik ved sin myndige Veltalenhed Folk til at holde op med deres uforstandige Støjen, thi han lempede sin Tale saaledes, at han tilsyneladende med rene Ord gav Almuen Medhold, medens han i Virkeligheden talte Høvdingernes Sag, uden at det dog rigtig gik op for dem. Da Bønderne igjen var dragne hver til sit, lod Kongen i sin Harme over den skammelige Tort, der var bleven tilføjet ham, adskillige Landsbyer afbrænde og hærjede næsten hele Skaane til Straf, fordi det havde gjort sig skyldigt i Majestætsforbrydelse. Ophavsmændene til Oprøret straffede han paa Livet eller berøvede dem deres Gods, idet han holdt for, at saadanne Urostiftere burde bøde med Hovedet eller miste alt, hvad de ejede og havde. Heller ikke Toke lod han gaa Ram forbi, skjønt hans Veltalenhed havde gjort ham saa god Nytte og hjulpet ham til at undgaa Bøndernes Forbitrelse; han paastod nemlig, at det var ham, der hemmelig havde ophidset Almuen imod ham. Saaledes skar han i sin Vrede, ophidset til det grummeste Raseri, Fjender og Venner over én Kam. Denne Svends Fremfærd i Skaane gav atter Knud Haab og Mod til at vække ny Uroligheder, men særlig den Endrægtighed, der var imellem Svend og Valdemar, afholdt ham dog fra at vove Forsøget, thi han saa' godt, at lige saa forhadt Svend var, lige saa elsket var Valdemar, og at man bar over med hans Ugjerninger for dennes Dyders Skyld. Knuds Raadgivere mente ogsaa, at han burde se at faa Valdemar til at skille sig fra Svend, førend han yppede Krig med denne, og at han burde søge at vinde Valdemars Venskab ved at give sig i Svogerskab med ham. For at opnaa det holdt de, hver Gang de talte med Valdemar, med Vilje Lovtaler over Knuds Halvsøster Sofia for hendes overvættes store Dejlighed. Valdemar sagde, at Jomfruens Fattigdom var en Hindring for, at han kunde ægte hende, thi hendes Fader var en Russer, saa der var slet ingen Godser, hun skulde arve i Danmark. Skjønt han i sit stille Sind gav dem Ret, der vilde overtale ham til at gifte sig med Pigen, lod han, som om han lagde mere Vægt paa hendes Fattigdom end paa hendes Skjønhed. Da Knud imidlertid lovede at give hende en Tredjedel af hele sin Fædrenearv i Medgift, trolovede han sig med hende og overdrog en gift Kvinde ved Navn Bodil at tage sig af hendes Opdragelse, indtil hun blev mandvoxen. Som Følge heraf blev Frændskabet imellem dem, som de saa længe ikke havde ænset, og som havde været brudt af ulykkesvangert Had, bragt paa Fode igjen med saa stor Oprigtighed, at ingen Skygge af det gamle Fjendskab, de selv eller deres Fædre havde næret til hinanden, formørkede det ny Venskab. Men jo oprigtigere dette blev, des mistænkeligere fandt Kongen det. Han passede i Stilhed paa dem, men turde ikke aabenlyst lægge sig ud med dem, fordi han indsaa, at største Delen af hans Magt var gaaet bort fra ham med Valdemar, paa hvis Lykke han ikke havde taget i Betænkning at støtte sin egen. Uagtet han derfor nærede Mistro til dem begge, lagde han Skjul derpaa for ikke at røbe det Had, han bar paa. De mærkede godt, at Kongen forstilte sig over for dem, og begjærede derfor Orlov for, som de sagde, at se til deres Godser i Sverige, og da de havde faaet den, drog de over til Kong Sverker dér, men i Virkeligheden var Knuds Ærind, at han vilde bejle til Sverkers Datter. Sverker tog saa venlig imod dem, at han i Haab om det tilkommende Svogerskab tilbød at gjøre dem til sine Arvinger med Forbigaaelse af sine egne Børn, hvad enten det nu var hans Sønners Uduelighed eller den udmærkede Bejlers høje Byrd, der drev ham dertil. Da de kom tilbage til Danmark, viste Kongen dem endnu mere Uvilje, fordi de havde sluttet Venskab med hans Fjende. Knud drog til Jylland og Valdemar til Ringsted, men Svend fulgte over Hals og Hoved efter ham did, og da han havde truffet ham, overfusede han ham længe med Skjældsord og Bebrejdelser for Troloshed og Forræderi. Da Valdemar nægtede sig skyldig, kom han frem med et Brev, han selv havde sat sammen, og som med Forsæt var uden Underskrift; det, sagde han, havde han faaet fra sine Venner, og deri stod, at han og Knud havde sluttet Forbund med Sverker. Skjønt Valdemar ellers var alt andet end let til at blive vred, blev han over al Maade opbragt over dette løgnagtige Paafund og betænkte sig ikke paa at give sit Hjærte Luft og skjælde Kongen Huden fuld. Beskyldningen for Troløshed gav han ham igjen og brød sig ikke længer om at forsvare sig, men blot om at give ham onde Ord; de udmærkede Bedrifter, han havde udført, og de Besværligheder, han havde paataget sig for ham, blev han nu lønnet for med Løgn og Sladder, sagde han. Kongen blev saa forbitret over det Frisprog, han førte, at han vilde have ladet ham gribe, hvis hans Hirdmænd ikke havde undslaaet sig derfor, thi de holdt meget mere af ham end af Kongen. Senere kærede Valdemar i Jylland over den Tort, Svend havde gjort ham, og skaffede ham derved mange Fjender paa Halsen. Han sejlede sammen med Knud over til Sjælland med hele den jydske Flaade, ikke fordi det var hans Agt at paaføre Kongen Krig, men for ved nye Bestemmelser bedre at sikre sig imod Troløshed fra ham for Fremtiden. Svend mødte dem med et Følge af væbnede Mænd ved Sundby, en Landsby, der ligger ved Havet, og her forhandlede de hele Dagen. Omsider kom de til Enighed, og ved Sengetid vendte Kongen tilbage til Roskilde. Imidlertid kom der Tidende om, at Venderne var komne til det østlige Sjælland med en usædvanlig stor Flaade. Da de allerede tidligere havde hærjet alle Markerne, gik de alle de Steder forbi, hvor der intet Bytte var at faa, og agtede at overrumple Roskilde. De undlod at stikke Ild paa Husene, for at Røgen ikke skulde røbe dem. De var i sig selv dristige nok, og nu havde de oven i Kjøbet af deres Spejdere hørt, at alt var stille i Byen, og at Kongen var langt borte. Da de havde faaet den Besked, lod de altsaa Markerne i Fred og skyndte sig af alle Kræfter ad Byen til, ja nogle af dem, som havde raskere Heste end de andre, var allerede naaet ind til Forstaden og var tæt ved Byens Porte. Kongen, som sov fast, fordi han havde vaaget en Del af Natten, fik saa sent Bud om den Fare, der var paa Færde, at der ikke var Tid nok til at træffe Forberedelser til at afværge den. Den første af Danskerne, der kom i Kast med Fjenden, fordi han havde en overmaade rask Hest, var en meget dygtig Rytter, der hed Radulf. Da han var ene, maatte han betjene sig af sin Færdighed, idet han snart undgik Fjenderne og snart satte efter dem. Hver Gang han kom ind paa udyrket Jord, havde han vanskeligere ved at komme af Sted paa Grund af sin tunge Rustning, medens Venderne, som ingen Rustning havde, frit kunde tumle deres rappe Heste. Da han mærkede det, besluttede han mere at stole paa sin Hests Kræfter end paa dens Hurtighed og begyndte derfor med Forsæt at ride ind paa de dyrkede Marker, hvor Vendernes Heste, der ikke var synderlig stærke, ikke kunde hamle op med hans i at bane sig Vej gjennem Kornet. Idet han altsaa magede det saa, at det ikke længer kom an paa Hestenes Behændighed, men paa deres Styrke, kunde hans Forfølgere ikke indhente ham, thi det tætte Korn hindrede mere deres svagere end hans kraftige Dyr i at løbe. Da de spurgte ham, hvem han var, svarede han, at han var Kjøbmand, og da de videre spurgte, hvilke Varer han førte, svarede han, at han handlede med Vaaben, som han plejede at tuske bort for Heste, og at han havde faaet den, han red paa, paa den Maade. Da de fremdeles spurgte, om Kongen var i Roskilde, svarede han Ja, og da de sagde, at han jo nylig var draget af Byen for at tale med sine Frænder, sagde han, at han ganske vist var draget af Byen, men var kommen tilbage, men det troede de ikke var sandt, fordi det ikke stemte med, hvad deres Spejdere havde sagt. Grunden til, at Radulf holdt det for rigtigst at sige Sandheden angaaende Kongens Opholdssted, var netop, at han mente, at naar han sagde, hvad sandt var, vilde Fjenderne tro det modsatte. Imidlertid kom de kongelige Ryttere alt efter som de var rappe og modige til, ud til Radulf og sluttede sig sammen i en samlet Trop, som strax vilde have angrebet Fjenden, hvis ikke Radulf i Betragtning af, at de var saa faa, havde fundet det raadeligst at vente, til deres Stalbrødre kom dem til Undsætning, saa visse var disse Mænd paa Sejren, fordi de stadig havde haft Lykken med sig i Krig. Venderne kaldte nu dem af deres Stalbrødre, der var ude paa Plyndring, tilbage for at slaas, men saa snart Radulf af Støvskyen, der rejste sig, skjønnede, at Kongen var nær, angreb han dem i Tillid til den Undsætning, der var undervejs. Vendernes Fodfolk blev hugget ned og flygtede, men deres Ryttere, som havde sluttet sig sammen i en samlet Skare, gav sig først paa Skrømt paa Flugt, men da Kongen truede dem i Ryggen, og de saa', hvor faa Ryttere han havde, gjorde de omkring og jog ham paa Flugt. Radulf holdt nu inde med Blodbadet paa Fodfolkene, angreb de vendiske Ryttere med sine Folk og nødte dem til for Alvor at fly over Hals og Hoved, men omsider opgav han at forfølge dem yderligere, fordi deres Heste var saa raske, sluttede sig til Kongens Rytterskare og gav sig igjen til at hugge løs paa Fodfolkene. Saa opsatte var de flygtende endnu paa at plyndre, at de, medens de rendte af Sted, flaaede Huderne af Faarene, de havde dræbt. Hvor maa de Mennesker dog ikke have været havesyge, eftersom de, medens de var stedte i den yderste Fare og havde kastet deres Vaaben, ikke kunde bekvemme sig til for at bjærge sig at give Slip paa et usselt Bytte, der blot hindrede dem i deres Flugt! Nogle faa af dem naaede ned til Strandbredden og svømmede ud til deres Skibe, nogle, som alt for hidsige søgte Frelse i Flugten, rendte blinde af Rædsel ud i Vandet og druknede i Massevis, saa det Liv, de var saa opsatte paa at bjærge for Fjendernes Vaaben, maatte de lade i Havets Bølger. Imidlertid søgte de vendiske Ryttere, idet de sprængte frem som fra et Baghold, ved Overrumpling at fravriste Kongen Sejren, saa Danskerne, der troede, at Kampen var til Ende, maatte til at slaas igjen. Deres Tapperhed fik Bugt med Venderne, som over Hals og Hoved gav sig paa Flugt og var saa ivrige efter at komme i Sikkerhed for Fjendernes Sværd, at de i kvindagtig Angst med deres Heste satte ud over en Klint og omkom, saa de med lemlæstede Legemer maatte lade Livet imellem Stenene, medens de ikke havde haft Mod nok til at vove det i Kampen. Saa stort var Blodbadet, Danskerne havde anrettet, at der knapt var Folk nok til at ro Skibene bort. Paa den Tid stod, som Følge af, at Sørøveriet havde taget saa stærkt Overhaand, alle Landsbyer i den østlige Del af Jylland forladte, fra Vendsyssel helt ned til Ejderen, og Markerne laa udyrkede hen. Den østlige og sydlige Del af Sjælland laa ogsaa gold og øde hen, thi Bønder var der ingen af, og Sørøverne holdt til dér, som om de var hjemme. Paa Fyn var der ogsaa kun faa Indbyggere tilbage. Falstringerne, hvis Tapperhed er større end deres Land, bødede ved Kjækhed paa Landets Lidenhed, thi de vilde ikke vide af at betale Fjenden Skat, men holdt ham borte med det gode eller med Magt. Laaland, som dog er større end Falster, skaffede sig derimod Fred ved at betale for den. Resten af øerne laa øde hen. Man stolede hverken paa Vaaben eller Byer, men spærrede Bugter og Vige med lange Pæle og Bomme, for at Sørøverne ikke skulde kunne lægge derind. Da Kongen nu skjønnede, at det gik ned ad Bakke med Riget, og at det allerede næsten var ødelagt, men at han ikke med egne Kræfter mægtede at forsvare det imod Sørøverne, mente han, at det klogeste, han kunde gjøre, var for Penge at kjøbe sig Hjælp imod Venderne af Hertug Henrik, som paa den Tid var overmaade mægtig. Han lovede ham tre Tusind Mark Sølv som Løn for hans Hjælp og skaffede Pengene til Veje ved en offentlig Indsamling. Da Henrik, hvis Venskab ikke var saa nyttigt som let til Fals, havde faaet Pengene, viste han sig imidlertid kun lidet ordholdende med Hensyn til, hvad han havde lovet, hvad enten det nu var, fordi han ikke vilde, eller fordi han ikke kunde. Saaledes opnaaede Kongen ikke Fred, men føjede, medens han søgte at sørge for Landets Tarv, blot Vanære til den Elendighed, det var stedt i. Herover harmedes Landsens Almue endnu stærkere paa ham, idet de holdt for, at det var en Skam at søge Fred ved at kjøbe sig den til i Steden for at skaffe sig den med Vaabenmagt, og at hele Landet var blevet holdt for Nar ved den Fejl, Kongen havde begaaet. Da Svend nu mistvivlede om at kunne afhjælpe Ulykken, opgav han at afværge de Farer, der truede fra Sørøverne, og gav sig i Steden derfor til at lægge Vind paa at sikre sig imod Landets egne Børn. Hans Mistanke vaagnede paa ny, og han pønsede paa at overrumple Valdemar i den Tanke, at naar han fik skilt sig af med den ene af dem, der voldte ham saa meget Besvær, vilde han lettere kunne tage det op med den anden. Da han mente, at han lettere kunde udføre sit Forsæt med List end med Magt, gav han sig paa Rejse til sin Svigerfader Konrad under Paaskud af, at han vilde kræve sin Hustrus Medgift, og blandt dem, han valgte til at ledsage sig, var ogsaa Valdemar, dels fordi han ikke fandt det sikkert at lade ham blive hjemme, og dels fordi han vilde, at Konrad skulde holde ham i Fængsel. Valdemar, som fra adskillige af sine Venner havde faaet Breve om den Svig, Kongen pønsede paa, bebrejdede ham, da han kom til Slesvig, med rene Ord hans Troløshed og mindede ham derhos om, hvor tro og tappert han havde tjent ham. Da Kongen nægtede at have ondt i Sinde imod ham, viste han ham Brevene, han havde modtaget, men Underskrifterne havde han skaaret af. Han bad ham dernæst huske paa, at de ypperste af hans Krigsmænd havde han skaffet ham, at han for hans Skyld ikke havde skaanet sig, men faaet svære Saar, og at han bestandig havde haft den største Andel i de Sejre, Kongen havde vundet, og nu, klagede han, blev han til Tak for sine store og gode Gjerninger lønnet med Svig og Falskhed. Han lovede ikke desto mindre at følge med ham, men det skulde han vide, sagde han, at hvis han fik sit svigefulde Anslag udført, var det sin Ondskab og ikke sin Kløgt, han kunde takke derfor. Svend søgte at fjærne hans Mistanke ved i højeste Grad at forstille sig, thi selv saa stor en Troskab kunde ikke faa ham til at opgive sit troløse Forsæt. Det stod uigjenkaldelig fast for ham, at han vilde bringe det til Udførelse, og saaledes kom han til Stade, hvor han gjæstede Ærkebiskop Hartvig af Bremen. Han bad denne om at give ham en Mand med, der kunde vise ham Vej paa Resten af Rejsen, men det vilde Ærkebispen ikke, og han fik derfor Valdemar, som han vidste var hans meget gode Ven, til at bede ham derom. Ærkebispen kaldte nu Valdemar afsides og aabenbarede ham, hvad Kongen pønsede paa; han havde med velberaad Hu sagt Nej til hans Anmodning, fordi han skjønnede, at det vilde blive til Valdemars Skade, om han opfyldte den. For at det imidlertid skulde se ud, som om han gjærne vilde tjene Kongen, lod han, som om det ikke stod i hans Magt, men opfordrede ham til at henvende sig om Ledsagelse til Henrik, som baade var mægtigere og højere paa Straa end han, saa skulde de alle tre, han selv og Svend og Valdemar, sende Bud til ham og anmode ham derom. Da Henrik havde hørt, hvad Sendemændene havde at forebringe, skjønnede han, at Kongen pønsede paa Svig, og vilde redde Valdemar, hvorfor han svarede, at det ingen Nytte var til, at Svend bad ham om, hvad han lettere kunde opnaa ved at henvende sig til sin Svigerfader. Derpaa tog han Valdemars Sendemand til Side og fortalte ham, hvor stor Fortræd det kunde volde hans Herre, om han opfyldte hans Begjæring, og at han. hvis han ikke vendte om, vilde udsætte sig for det værste, naar han kom til Konrad. Svends Sendemand drog nu, efter at de to andre havde givet sig paa Vej til Stade igjen, til Konrad, hvem han meddelte, at Kongen havde nogle af sine Frænder mistænkte; der havde før været Fjendskab imellem dem, men nu havde de indgaaet Svogerskab og forligt sig. Den ene af dem havde han ved Svig faaet med i sit Følge, og nu vilde han gjærne have, at han skulde holde ham i Fangenskab, fordi han ellers var bange for, at han skulde gjøre Oprør. Derhos bad han om en Mand, der kunde ledsage dem og vise dem Vej, saa de kunde fortsætte Rejsen til ham. Da Konrad nu spurgte, paa hvilke Vilkaar denne Kongens Fjende var fulgt med ham, svarede han, at han var fulgt med ham paa Tro og Love, hvorpaa Konrad forbandede Svends Anslag og sagde, at det ikke sømmede sig for ham nu, han var en gammel Mand, at gaa ind paa, hvad han fra sin Ungdom af havde skyet, thi det var i Sandhed skjændigt om en gammel Mand, der altid havde været et Mønster paa Retskaffenhed, nu vilde række Haanden til Svig, og i sit Livs Aften sætte en Plet paa sig, som han hidtil havde varet sig for. Han vilde hellere se sin Svigersøn, sin Datter og det Barn, hun havde født ham, dingle i Galgen end paa sine gamle Dage besmitte det Ry for Ærlighed og Oprigtighed, han havde bevaret i saa mange Aar, ved at begaa en Skjændselsgjerning og paa den ugudeligste Maade hjælpe en anden til at sætte hans forræderske Anslag i Værk. Hvis hans Svigersøn uden Svig aabenlyst vilde fejde paa dem, han var bange for, sagde han, kun i saa Tilfælde skulde han finde ham rede til at yde ham Hjælp. Da Svend fik den Besked, skammede han sig, og da den Vejviser, han havde begjæret til Fortsættelse af Rejsen, var blevet ham nægtet, rejste han hjem igjen til Danmark. En stakket Stund efter drog Svend fra Sjælland hemmelig over til Fyn i Haab om at kunne overrumple og gribe Knud og Valdemar, der opholdt sig i Viborg. Da hans Svig blev opdaget, sendte han Bud til dem, at han var kommen for at tale med dem og ikke for at angribe dem, saa de maatte endelig opgive deres ugrundede Mistanke. Da de i Forvejen havde faaet Nys om hans Svig, idet de havde ladet udspejde, hvad han havde i Sinde imod dem. og ikke længer stolede paa hans Løfter, fik de imidlertid Jyderne til at kaare dem til Konger. Kongen samlede nu sine Krigsfolk paa Slottet i Odense, hvor han just paa den Tid opholdt sig, og gav sig til nøje at spørge dem ud, snart enkeltvis, snart alle paa én Gang, om hvad Troskab han kunde vente sig af dem i den Krig, der nu var for Haanden. Skjønt de ivrig svarede, at han kunde stole paa dem, vilde han ikke lade sig nøje med et slet og ret Løfte, men forlangte, at de skulde bekræfte det med Ed. Da de skulde til at nyde Sakramentet, gik Sune, hvad enten det nu var den Kjærlighed, han fra gammel Tid af nærede til Valdemar, eller Harme over den Uret, han selv havde lidt, der drev ham, ene ud af Slottet. Der blev sendt Folk ud efter ham for at kalde ham tilbage, og de spurgte, hvorfor han saa pludselig gik sin Vej. Da han blev opfordret til at vende om, beklagede han sig over, at hans Fædrenegaard var bleven taget fra ham. Kongen lovede, at han skulde faa den tilbage, men Sune svarede, at den Retfærdighed kom sent, og at han ikke nu, da Lykken gik Kongen imod, vilde tage imod, hvad han havde sveget ham for, da Lykken var med ham. Derfor betænkte han sig da ikke paa ene at gaa over til det stærkeste Parti og efter en fornuftig Beslutning at falde fra den Konge, der havde forurettet ham. Han havde derfor god og gyldig Grund til sit Frafald og søgte strax til Valdemar, til hvem han var knyttet med Venskabs Baand fra sin Faders og Farfaders Dage. Da Svend, efter at hans Folk havde svoret ham Troskab, var vendt tilbage til Sjælland, blev han snart angrebet af sine Medbejlere med den jydske Flaade. Han opholdt sig da i Roskilde, hvorhen han stævnede den tit omtalte Ærkebiskop Eskild med den skaanske Hær. Da de var komne, spurgte han Peder Thorstensøn, som han altid plejede at raadføre sig med, hvorledes han bedst skulde tage Vare paa sine Sager. Denne Peder Thorstensøn skal en Gang, da Kongen spurgte ham til Raads om, hvorledes han bedst skulde sikre sin Trone, have svaret, at enten burde han vise sig særlig naadig imod Adel og Almue for at sikre sig imod sine Medbejlere, eller ogsaa maatte han se at tækkes sine Frænder og finde sig i, at de var de virkelige Konger, medens han selv nøjedes med Kongenavnet; ét af to maatte han gjøre, ellers var der ingen Tvivl om, at han ikke vilde faa lang Tid at være Konge i. Kongen fulgte imidlertid ikke dette gode Raad og tog ikke det skyldige Hensyn til sin Vens vise Svar, men betragtede hans gavnlige Formaninger som taabelig Snak, ja, han blev i den Grad optændt af Vrede, at han helt tabte Besindelsen og ikke kunde dy sig for at give sin Forbitrelse Luft ved at sige med en dyr Ed, at saa længe han havde et eneste Skjold tilovers, vilde han bruge det imod ham. Hertil svarede Peder: "Jeg har altid baaret mit Skjold for dig, men jeg er bange for, at det ikke vil vare længe, før du faar alle dine Skjolde nødig". Kongen, som troede, det var Havesyge, der talte ud af ham, spurgte, om han ikke havde faaet nok endnu, hvortil han svarede, at nok havde han faaet, men han var bange for, at han ikke fik Lov til i Ro at fordøje, hvad han havde faaet. Da Kongen nu endelig spurgte ham, hvad han skulde gjøre, raadede han ham til at drage over til Skaane, Folkene dér var mere til at stole paa, paa Sjælland havde han flere Fjender end Venner; Jyderne vilde ogsaa betænke sig paa at forfølge ham der over, for de rystede endnu ved Mindet om Slaget ved Fodevig, men kom de til Skaane før han, vilde de samle Landsens Folk dér imod ham; forsømte han at drage over til dem, tvivlede han ikke om, at de vilde falde fra ham og gaa over til hans Medbejlere. Svend sagde, at Peder vist vilde have været af en anden Mening, hvis han ikke havde kunnet gjøre sig Haab om, at Valdemar vilde spare hans Hus og Hjem, fordi han var hans Frillesøns Fosterfader, men hvis de overlod Fjenden Landet, vilde de andre Folks Gods ikke være sikkert, da de jo ikke stod i noget særligt Venskabsforhold til Valdemar. Saaledes kastede han Vrag paa Peders Raad, fulgte sit eget Hoved og besluttede at bie paa Fjenden i Roskilde. Da der blev knap Tid paa Levnedsmidler, solgte han adskillige af de kongelige Godser for at skaffe Føde til sine Folk. Da det omsider, efter at han havde brugt Pengene for mange Godser, saa ud til, at han vilde blive nødt til at lade sin Hær gaa fra hinanden, fordi den kostede ham alt for meget, fandt Eskild, som forudsaa et almindeligt Frafald, paa en List, hvorved han vendte den truende Fare til sin Fordel. Han betingede sig nemlig først i al Hemmelighed hos Fjenderne en stor Sum Penge som Løn for, at han faldt fra Svend, og strax efter gik han med Skaaningerne til Kongen og klagede over, at det var saa knapt med Levnedsmidler, bad ham sende dem bort, som han ikke kunde underholde, saa meget mere som de jo vilde komme til at forsynde sig imod Frændskab og Venskab, naar de skulde slaas med dem af deres Landsmænd og paarørende, Fjenden vilde stille i Marken imod dem. Efter at have sagt dette forlod han, som om han derved havde givet en skjellig Grund for sit Frafald, Kongeborgen med de skaanske Krigsfolk. Kongen sagde, at han havde fortjent at bøde med sit Hoved for sit Frafald, men hans Raadgivere fik dog ved deres forstandige Forestillinger Bugt med hans rasende Forbitrelse, idet de foreholdt ham, at det ikke gik an at begynde den forestaaende Krig med en Forbrydelse og Helligbrøde. Da allerede største Delen af Hæren nu var rømt, pønsede Kongen paa Flugt og begav sig i stor Hast paa Vejen ad Falster til med Resten af Krigsfolkene, uden at selv hans Raadgivere havde nogen Anelse om, hvad hans Mening var med at fjærne sig saa langt fra Byen. Da det gik op for Krigsfolkene, at det var Flugt, han tænkte paa, bad de ham om dog ikke at give tabt, før han havde holdt Slag, og lovede ham Sejr, hvis han vendte om. De sagde derhos, at han burde vide, at de var Krigere, som tit med en lille Skare havde overvundet store fjendtlige Hære, og at han ikke burde være bange, fordi de kun var faa, eftersom han saa mange Gange havde set dem sejre. Det vildee ogsaa være den største Skam og Skjændsel at give sig paa Flugt, før end de havde kæmpet, og frivillig overlade Sejren til en Fjende, de kunde overvinde, og hvis Styrke ikke saa meget beroede paa hans egne Kræfter som paa, at andre var bange for dem. De lagde ham derhos paa Sinde, at han ikke fra at have været en tapper Konge maatte blive til en fejg Rømningsmand, der forlod sine Folk, og at han ikke med én Flugts Vanære maatte sætte en Plet paa alle sine mange Sejre. Da de ikke kunde faa ham til at opgive sit faste Forsæt, overvældede de ham med bitre Smædeord, nøjedes ikke med at bebrejde ham hans skammelige Flugt, men føjede Forbandelser til Forhaanelsen. Derpaa opmuntrede de hverandre og besluttede at byde Fjenden Slag, de mente nemlig, at naar Fjenden i sin Iver efter at forfølge dem stormede frem i spredte Flokke og uden Orden, vilde det være en let Sag for faa at faa Bugt med de enkelte som Følge af Forfølgelsen adskilte Hobe. Vaaben og Heste havde de desuden nok af, og det kunde ingen Skade gjøre saa mange Mænd, at én fejg Høvidsmand var løbet sin Vej. Saaledes opflammede de hinandens Mod og brændte af Begjærlighed efter ved Krigermod at aftvætte den Vanære, Kongen saa skammelig havde paaført dem. De biede længe paa Fjenden uden at se noget til ham, thi Jyderne troede, at Svends Tilbagetog var en Krigslist, og holdt det derfor af Frygt for Baghold for raadeligst at rykke langsomt frem. Omsider opfordrede Peder dem til at opløse Hæren og se at frelse sig hjem hver til sit, thi det var overmaade taabeligt, sagde han, at holde Slag, naar man ingen Høvding havde. Sjællænderne, som jo selv var hjemme, forsynede da de andre med Vejvisere og Levnedsmidler, og alle de mange Mennesker naaede lykkelig og vel hjem. De fleste af dem gik siden over til Knud og Valdemar og skaffede sig derved Fred, thi de svor Kongerne Huldskab og Troskab og søgte ved Lydighed at vinde deres Gunst. Ulv og Thorbjørn udmærkede sig derimod ved deres Troskab imod Svend; de ansaa det for en Skam at opnaa Tilgivelse paa den Maade og blev grebne i deres Hus og sendt i Fangenskab til Kong Sverker, thi de vilde hellere saaledes leve i Udlændighed end underkaste sig Fjenden; saa herlig var deres Standhaftighed, at de ansaa det for en større Ære at bære Lænker end at kjøbe sig Friheden ved Frafald. Efter at Svend havde tilbragt tre Aar i Landflygtighed hos sin Svigerfader, døde denne, og han stillede da Sachsernes Hertug Henrik Gisler og lovede ham en stor Sum Penge, hvis han kunde hjælpe ham til Riget igjen. Hertugen gik ind derpaa for den tilbudne Betaling, rykkede op til Danevirke med en stor Hær, slap igjennem ved at bestikke Portvogteren og belejrede derpaa Slesvig, som han brandskattede. Ærkebiskop Hartvig af Bremen, der næst efter Henrik var Mester for dette Tog, sagde ved den Lejlighed, at han, som havde aabnet Porten for dem, havde fortjent at hænges med Pengene, han havde faaet derfor, ved Siden af sig, for at andre kunde skræmmes fra at begaa en saadan Ugjerning, naar de saa' Forræderen og den Betaling, han havde faaet for sit Forræderi, hænge i den samme Strikke. Dér plyndrede Svend en udenlandsk Flaade og tog en Mængde russiske Varer, som han gav Krigsfolkene som Sold, hvorved han ikke blot for Fremtiden holdt de mange Udlændinge borte, men ogsaa bevirkede, at den prægtige Kjøbing sank ned til en lille, uanselig Landsby. Sachserne drog uden at møde nogen Modstand igjennem det af Indbyggerne forladte Land, og jo længere de rykkedc frem, des tøjlesløsere blev de. Sønderjyderne var nemlig af Frygt for, at de var for faatallige, flygtet op i Nørrejylland, der var folkerigere, men under Skin af Flugt belavede de sig paa at tage Kampen op, og de, som tidligere havde lovet Svend Hjælp, vilde ingen Bistand yde ham, da han kom med fremmede Krigsfolk, for at de ikke skulde faa Ord for at have hjulpet en udenlandsk Krigsmagt imod deres Fædreland. Omtrent ved denne Tid blev Kong Sverker en Nat, da han laa og sov, dræbt af sin Kammersvend. Denne Forbrydelse straffede Himlen lige saa hurtig som retfærdig, thi kort efter maatte Magnus, som af lønlig Attraa efter at blive Konge havde faaet Svenden til at begaa dette Mord, bøde med Livet for sin skjændige Underfundighed; han faldt nemlig i et Slag, han holdt med Sverkers Søn Karl, som han ogsaa var opsat paa at skille ved Kronen, efter at han først havde berøvet ham hans Fader. Knud blev nu nødt til at drage til Højsverige for at trøste sin Moder. Imidlertid begav Valdemar, som paa Sjælland havde faaet Tidende om den Forstyrrelse, Tyskerne anrettede i Jylland, sig skyndsomst derover, men lod sin jævnaldrende og Diebroder Absalon vende tilbage med Paalæg om at faa Knud til at skynde sig over til ham, saa snart han kom tilbage fra Sverige. Saa meget havde det at have ham iblandt sig at sige for Jyderne, at de tapre blev endnu taprere, og at de fejge og sløve fik Mod til at gribe til Vaaben for Fædrelandet. Han sendte hemmelig Bud til en fornem Sachser ved Navn Henrik, som han alt for nogen Tid siden var kommen i Svogerskab med, idet Henrik havde faaet en Frænke af ham til Ægte, og bad ham indstændig for gammelt Venskabs Skyld om at egge sine Stalbrødre til at rykke frem og paa enhver mulig Maade søge at faa Hertugen til at lade være at drage hjem, da han snart vilde gaa imod ham med sin Hær. Saa stor Tillid indgjød saavel hans Krigsfolks Mængde som deres Ivrighed ham. Da Knud i Sverige fik Bud om, hvad der var paa Færde, begav han sig med et udsøgt Følge til Sjælland og vilde uopholdelig give sig paa Vej til Jylland. Da han imidlertid af et vældigt Stormvejr blev forhindret i at sejle derover, udspredte Soldaterne, som var kjede af at vente, et Rygte om, at Valdemar havde sluttet Fred med Fjenden, hvilket de foregav nylig at have hørt af en Bonde. Da dette falske Rygte kom Knud for øre, bebrejdede han dem, at de kunde være utaknemlige nok til at tale saa utilbørlig om den Mand, der vovede sit eget Liv ved at gaa imod den Fare, der truede dem alle, og opfordrede dem til, hvis de ikke vilde lovprise Valdemar, som han havde fortjent, i alt Fald at holde deres Tunger saa meget i Tømme, at de ikke kom med uværdige Bagvaskelser imod ham. Esbern, Skjalm Hvides Sønnesøn, som var Valdemars saare gode Ven, fordi de i deres Barndom var bleven opfostrede sammen, bød sig ene til at sejle over og skaffe Knud Besked om, hvorlunde Sagerne stod i Jylland, og han kom lykkelig og vel fra denne dristige og farefulde Rejse, paa hvilken han maatte ro sig frem i stadig Kamp med de rasende Elementer. Imidlertid fik Sachserne Kundskab om, at hele Jyllands Stridsmagt havde samlet sig om Valdemar, og at Fjenden var saa talrig, at de ikke kunde tage en Kamp op med ham uden at udsætte sig for Fare og Nederlag. I sin Forfærdelse over dette Rygte begyndte Hertugen ligesom for Spøg at udfritte Henrik om, hvor hans Smaakonge var, eftersom han vidste, at der som Følge af Svogerskabet var stort Venskab imellem ham og Valdemar. Henrik svarede, at han tænkte paa at skjule sig i ørkener og deslige Steder. Da Hertugen mærkede, at han drev Gjæk med ham, lod han sin forstilt skjemtefulde Maade at spørge paa fare og bad ham alvorlig og indtrængende om at sige, hvad han vidste. Da han ikke vilde til det og stadig tav med, hvad der var blevet ham betroet, besvor han ham ved den Troskab, han var det romerske Rige skyldig, at komme det Anslag, han vidste, Fjenden pønsede paa, i Forkjøbet ved at røbe det og ikke fortie, hvad der kunde blive hans Landsmænd til Fortræd, og den Opfordring kunde Henrik ikke modstaa. Han sagde da, at det var sandt, hvad Rygtet havde fortalt; der forestod et Slag, som de aldrig før havde oplevet Mage til, og som de, der slap levende fra det, bestandig vilde mindes og fortælle om. Denne Henriks Meddelelse indjog alle den største Skræk, men da de spurgte ham, om de skulde oppebie Fjenden, opmuntrede han dem alle til modig at tage imod Slaget, og saaledes delte han sin Troskab imellem sin Vens Bønner og Hertugens Befaling, idet han hverken tilsidesatte Hensynet til, hvad hin havde bedt ham om, eller fortav, hvad der angik dennes Velfærd. Saa stor var imidlertid alles Frygt, at de forkastede hans Raad, og Krigsfolkene, der var opsatte paa at vende om, benyttede Aarstiden som Paaskud. De sagde nemlig, at da Foraaret stundede til, var de nødt til at drage hjem, da der vilde blive knap Tid paa Fisk, saa de ikke kunde holde Fasten, som de burde. Men at det, de saaledes anførte, Mangel paa de nødvendige Levnedsmidler, kun var et Paaskud, hvorved de besmykkede deres Fejghed med Religionens Navn, kom aabenlyst for Dagen ved den Maade, hvorpaa de drog bort, thi den Vej, de havde været et halvt Aar om, da de kom, tilbagelagde de nu i tre Dage, og de efterlod sig i deres overvættes Iver efter at komme hurtig af Sted en Mængde Tros og andet, der kunde sinke dem. Samtidig vendte Esbern tilbage og friede ved det sikre Budskab om, hvorlunde Sagerne stod, Knud fra den store Tvivlraadighed og Bekymring, hvori han havde været stedt. Kort efter anrettede Venderne saa stort et Mandefald paa Fyn, at denne Landsdel, hvis den havde lidt saadant et Nederlag til, vilde være kommen til at ligge helt udyrket hen og ikke blot være bleven haardt medtagen, men fuldstændig ødelagt. Svend lod sig imidlertid ikke nøje med én Gang at have bedet Sachserne om Hjælp, men begav sig atter til Henrik og fik udvirket, at Venderne, der stod under hans Herredømme, skulde føre ham over til Danmark. Paa deres Flaade sejlede han til Fyn, hvor Landsens Folk tog gladelig imod ham; han begav sig til Odense for dér med sine faa Folk at forsvare sig imod sine utallige Fjender. Der blev lovet, at Venderne skulde holde Fred med dem, der sluttede sig til ham, og ikke tilføje dem nogen Skade, og hvad enten det nu var for at faa Fred eller fordi de satte saa stor Pris paa Svend, viste Fynboerne en saa brændende Iver efter at skjærme og tjene ham, at Mænd og Kvinder i Skarevis strømmede til ham alle Vegne fra for at kæmpe for ham, idet de ansaa det for en fortjenstlig Gjerning at hjælpe Kongens forfaldne Sager paa Fode igjen imod dem, der havde bemægtiget sig Riget. For yderligere at gjøre det af med ham samlede Knud og Valdemar hele det øvrige Riges Stridsmagt til Lands og til Vands imod Fynboerne, og den var saa talrig, at den let vilde have kunnet faa Bugt med de faa Folk, der var paa Fyn, men Valdemar ynkedes over dem, der endnu var i Live, og mente, at den haardt medtagne ø burde skaanes, for at han ikke ved at tilføje den et nyt usaligt Nederlag skulde komme til at gjøre det af med dem af Landsens Folk, der var tilbage og derved faa Udseende af mere at have skadet Land og Rige end Fjenden. Han holdt derfor for, at det var bedre med Skade for sig selv at finde sig i Medbejleren end at lemlæste Riget, og han fik da Krigstoget forvandlet til et Raadslagningsstævne. Paa hans Foranledning blev der nemlig holdt en Samtale, i hvilken det blev vedtaget, at Svend med sin Hird skulde begive sig til Laaland og holde sig i Stilhed dér, til der var blevet sluttet en fuldkommen Fred imellem ham og Knud og Valdemar. Da han Dagen efter drog til Odense for at bade sig, hvilket Knud ikke turde være med til af Frygt for Svig, blev han af Svend, som gjærne vilde vinde hans Venskab, modtagen med et højtideligt Optog af Klerker, der kom ham i Møde med Helgenskrinene. Svend førte ham derpaa selv ind i St. Albani Kirke, og ingen andre af deres Raadgivere end Absalon fik Lov til at følge ind med. Da de var komne ind i Sakristiet, tog Svend Plads og sagde: "En ond Skæbne har hidtil misundt mig dit Venskab, Valdemar, skjønt jeg altid har været vel sindet imod dig, og min Fader derhos ikke blot har taget Hævn over din Faders Banemand, men ogsaa, efter at have paaført sin Farbroder Krig, med Vaabenmagt kjærlig har frelst dit Liv, som var i Mordernes Vold, uden at du havde nogen anden til at beskytte dig. Efter ham paatog Erik Lam sig Omsorgen for dig saavel som for Riget, for at det Værk, som min Fader, hvem han længe havde tjent, havde paabegyndt, ikke skulde gaa til Grunde, og jeg var saa den tredje, som værnede om dig i din Ungdom, og det skal du vide, at jeg ikke har været mindre ivrig til at tage Vare paa dig end de andre. For at værne dit Liv greb jeg, inden du endnu var kommen til Skjels Aar og Alder, til Vaaben imod ham, som du nu stoler paa og plejer Venskab med. Havde jeg ikke da haft Lykken med mig, vilde Magnus' Søn have ladet dig undgjælde derfor, hvor uskyldig du end var. Havde han ikke frygtet mig som Tredjemand, vilde han ikke have taalt dig som den anden i Samlaget. Saa længe jeg lever, skal jeg beskytte dit Liv imod hans Rænker; naar min sidste Time kommer, slaar ogsaa din. Jeg tyer derfor saa meget tryggere til dig om Bistand, som jeg véd, at du skylder mig den for det gode, jeg har gjort dig. I Tillid til dit kjærlige Hjærte gjør jeg dig nu til Fredsmægler paa mine Vegne. Jeg vil være tilfreds med den Lod, du vil tildele mig, thi jeg har gaaet saa megen Ulykke igjennem i fremmede Lande, at jeg hellere vil leve som en ringe og fattig Mand i mit Fædreland end paa ny fordømmes til Landflygtighed. Jeg tror ogsaa, at naar du retsindig overvejer alt, vil du holde det for en Skjændsel at holde med Sønnen af din Faders Banemand frem for med Sønnen af hans Hævner". Da Svend kom med dette og andet saadant, betænkte Valdemar sig ikke paa at falde ham i Talen og sagde: "Du prøver forgjæves paa at forstyrre Enigheden imellem Knud og mig; han har ingen Del i sin Faders Brøde, og han har for længst givet mig fuld Mandebod for den. Naar jeg ikke længere har kunnet faa mig til at tjene under dig, skal du ikke søge Grunden dertil i Ustadighed hos mig, men i din egen Troløshed. Havde du ikke, da jeg fulgte dig paa din Rejse, sat dig for, at din Svigerfader skulde kaste mig i Fængsel og dræbe mig? Jeg var bleven lagt i Lænker og havde været Dødsens, hvis hans Retsindighed ikke havde gjort din Falskhed til Skamme. Hvor mange Gange har du ikke med Lumskhed og Svig stræbt mig og Knud efter Livet? Hvordan skulde du kunne finde dig i at have dem til Ligemænd, som du ikke har kunnet taale at have i din Tjeneste? Men for at man ikke skal lægge mig til Last, at jeg vender en Frænde Ryggen, vil jeg nu alligevel forsøge at hjælpe dine Sager paa Fode igjen, skjønt jeg udsætter mit Liv for Fare derved, men jeg gjør det ikke, fordi jeg stoler paa dit Løfte, men af Medynk med din Vanskæbne. Hvis du lønner denne min Godhed med Falskhed og Svig, skal du ikke bilde dig ind, at du har besnæret min Enfoldighed med dine Kunster, sig saa hellere, at det er vor Ærlighed og Ædelmodighed, der har ledet os i Fare". Nu forsikrede Svend med falske og hykleriske Ord, at han ikke pønsede paa Svig, og lovede ærlig og redelig at søge deres Venskab, saa meget mere, som han ikke havde nødig at sørge hverken for sit eget eller sine Børns Tarv. Selv var han nemlig saa syg, sagde han, at han næppe kunde have et Aar igjen at leve i, og han havde ingen Sønner, som han burde søge at skaffe Riget. Hvad andet end Synd og Skam skulde han altsaa kunne faa ud af at handle troløst? Han vilde derfor hellere finde sig i sin Skæbne, hvor bedrøvelig den end blev, end paadrage sig et forsmædeligt Rygte, bedække sit Minde med Skam og Skjændsel i Alverdens øjne og betale en stakket Stund paa Tronen med evig Vanære. Da Valdemar havde forladt ham, begav han sig til Laaland, hvor han ikke nøjedes med nogle faa Hirdmænd, men hver Dag tog ny Krigsfolk i sin Sold, og efter saaledes betydelig at have forøget sin Stridsmagt, oppebiede han des tryggere den til Sammenkomsten berammede Dag, jo stærkere han blev, i den Formening, at han nu kunde forhandle om Fred med sine Medbejlere som med Ligemænd. Paa den fastsatte Tid drog Knud og Valdemar til Laaland med hele den danske Adel. Da Valdemar plejede at omgaas Svend paa en fortroligere Maade, begav han sig til ham med nogle faa Ledsagere, medens Knud stadig nærede Mistillid til hans Ærlighed. Svend havde i den Tro, at Knud vilde komme i Følge med ham, underkjøbt nogle af sine Mænd til at yppe Klammeri med dem, saa der blev Bulder og Strid, og til paa én Gang at angribe begge hans Medbejlere med væbnet Haand. Da han nu saa', at Valdemar ikke havde sin Stalbroder med, opgav han sin Plan, idet han mente, at der ikke vilde være synderligt vundet ved, at den ene af dem blev ryddet af Vejen, naar den anden ikke ogsaa blev det. Valdemar, som godt mærkede hans Forræderi, lod som ingen Ting; Svend plagede ham med overvættes Smiger og indbød ham til en fortrolig Samtale næste Dag, men det vilde Valdemar ikke gaa ind paa undtagen paa det Vilkaar, at de begge hver for sig mødte ene, thi han var saa stærk, at der ikke var den Mand, han betænkte sig paa at give sig i Lag med paa Tomandshaand. Krigsfolkene fik derfor Befaling til at holde sig borte, og de talte da sammen og sammenkaldte Herredagen til næste Dag. Hvad enten det nu var, fordi han stolede paa sit Frændskab med Valdemar, eller det var for at skjule, at han pønsede paa Svig, gjorde Svend med Knuds Samtykke Valdemar til Voldgiftsmand og erklærede, at hvad han bestemte, vilde han gaa ind paa. Valdemar bestemte da, at de alle tre skulde bære Kongenavn, og delte hele Riget i tre Dele, af hvilke den ene var Jylland, som baade var stort og havde en til sin Størrelse svarende Folkemængde, Sjælland og Fyn den anden og Skaane med tilhørende Landsdele den tredje. Som den, der havde foretaget Delingen, havde han Ret til at vælge først, og han valgte da Jylland og gav derefter Svend Lov til at vælge. For ikke at blive klemt inde imellem sine to Medbejlere valgte Svend Skaane, og øerne, som de andre havde forbigaaet ved deres Valg, tilfaldt altsaa Knud. Den sluttede Overenskomst bekræftedes med Ed, for at Frygt for at krænke Religionen kunde afholde dem fra Svig, og med opløftede Hænder kaldte de Skaberen til Vidne og lod sig ikke nøje med at stadfæste deres Pagt med menneskelige Vidnesbyrd, men skjød Sagen ind under Gud og nedbad hans Hævn over den, som blev mensvoren. Bisperne gav ogsaa deres Ord med i Laget og truede dem, som brød Forliget, med Kirkens Band. Derhos blev det vedtaget, at de strax skulde meddele hinanden, naar nogen satte ondt for nogen af dem, for at Venskabet og Endrægtigheden imellem dem ikke skulde forspildes ved hemmelig Bagvaskelse. Da de var komne overens om alt dette, drog Knud i Følge med Valdemar i Forvejen til Sjælland, som var tilfaldet ham, for at rede til Gjæstebud for Svend, som havde lovet snart at følge efter. Da han Dagen efter fik at vide, at Svend var kommen til Ringsted, drog han ham i god Tro i Møde, men da han undervejs mødte Provsten i Ringsted, som fulgtes med den tyske Ridder Radulf, og de fortalte ham, at det var blevet meldt Svend, at han kom med et talrigt Følge af væbnede Mænd, fattede han Mistanke og besluttede at tage sig i Agt, hvorfor han opgav sit Forsæt at drage Svend i Møde, da han tog det, han havde hørt, som et Vidnesbyrd om, at han pønsede paa Svig, og begav sig i Stedet for til Landstinget, som just holdtes den Dag under stort Tilløb af Almuen. Valdemar, hvis Troskyldighed var større end hans Mistænksomhed, blev i Tillid til den sluttede Overenskomst ved sit Forsæt og drog til Svend, hvorved han lagde mere Bestandighed end Forsigtighed for Dagen. Der stod en Hob af Kongens Krigsfolk opstillede fuldt rustede og med Paalæg om at dræbe Knud og Valdemar, i Fald de indfandt sig der begge to, men da Svend saa', at den ene af dem holdt sig borte, kaldte han Krigsfolkene tilbage og modtog Valdemar med mange fagre Ord. Da Valdemar spurgte ham, hvorfor han havde væbnede Mænd om sig, skjønt der ingen Fare var paa Færde, fortalte han ham, hvad Rygtet havde meldt, og da saa Valdemar overøste ham med Bebrejdelser for hans Troløshed, skjulte han sit Anslag og forstod at give det Udseende af, at han var langt fra at tænke paa sligt. Derpaa drog han efter Knuds Indbydelse til Roskilde for at deltage i et Gjæstebud dér, hvor Knud var Vært. Han tilbragte Natten dér med Svir og Lystighed, og ved Daggry begav han sig med et lidet Følge ud til Thorberns Gaard ikke langt fra Byen, som om han var opsat paa at se til sin lille Datter, der blev opfostret dér. Der fortælles, at Thorberns Hustru skal have sagt, at det undrede hende, at han kunde finde sig i at nøjes med en Tredjedel af det Rige, han havde haft helt og holdent, og disse haanlige Ord eggede saa paa det stærkeste Svend til at begaa sin Udaad. Hen ad Aften kom der nogle Folk, som Knud havde sendt ud for at hente ham hjem til Nadveren. Thorbern tog overordentlig venskabelig imod dem, og da de spurgte, hvorfor Kongen lod vente saa længe paa sig, svarede han, at Grunden var, at han havde faaet Hovedværk af Osen og Dampen i Badstuen. Svend selv undskyldte sig derimod for, at han havde tøvet saa længe, med, at han havde fornøjet sig saa meget over sin lille Datters barnlige Sødhed. Disse modstridende Forklaringer var strax Knuds Sendemænd paafaldende. Da han efter deres Opfordring var vendt tilbage til Byen, blev der, som for at hædre ham som den ældste, anvist ham Plads imellem de to andre Konger. Da Bordene efter Maaltidet var bleven tagne bort, og Gildelystigheden steg, alt som Bægrene gik flittig rundt i Laget, bad Svend om et Brætspil og gjorde sig til af, at det Spil var han overmaade dygtig i, thi under hans Udlændighed havde det plejet at være hans største Fornøjelse. Disse Ord lød vel som Praleri, men i Virkeligheden indeholdt de jo imidlertid en bitter Erindring om, hvad han havde gaaet igjennem. Spillet blev der imidlertid ikke noget af, da der ikke var noget Tavlbord at opdrive. Saa gav en tysk Sanger sig blandt andet til at kvæde om Svends Flugt og Landflygtighed og gav ham i sin Sang adskillige Skoser og Haansord. Da Gjæsterne satte ham skarpt i Rette herfor, skjulte Svend sin Ærgrelse og bød ham blive ved og tage Bladet endnu mere fra Munden angaaende hans Gjenvordigheder, det var ham en stor Fornøjelse at mindes sine Ulykker, nu de var overstaaede, sagde han. Da Tusmørket faldt paa, og der som sædvanlig blev bragt Kjerter ind, kom en af Svends Krigsmænd ved Navn Ditlev tilbage efter kort i Forvejen at være gaaet bort fra Gjæstebudet, og nu stod han ganske tavs og spejdede efter Lejlighed til at begaa Udaaden. Da han havde staaet saaledes en liden Stund maalløs, og som om han var falden i Staver, bredte Knud sin Kappe ud paa Gulvet og bød ham tage Sæde paa den næst ved ham. Han takkede for den store Ære, Kongen viste ham, men gik ud og kom strax efter ind igjen og betydede ved et næsten umærkeligt Nik Svend, at han skulde komme hen til ham. Da Svend ikke saa' dette hemmelige Vink, sagde Knud til ham, at Ditlev kaldte paa ham. Svend rejste sig op og gik hen til ham, og Ditlev hviskede noget til ham, hvorpaa alle Svends Mænd stak Hovederne sammen med dem og gav deres Ord med i Laget, men saaledes, at ingen at dem, der sad længere borte, kunde høre, hvad de sagde. Nu var det, som om det gik op for Knud, at der var Svig paa Færde; han krystede Valdemar i sine Arme og kyssede ham. Da han ellers aldrig plejede at bære sig saaledes ad, spurgte Valdemar, hvad Meningen var med, at han saaledes kjærtegnede ham, men han vilde ikke sige det. Imidlertid lod Svend sig af en Kjertesvend lyse ind i sit Sovekammer ad en Bagdør, men hans Krigsfolk blev tilbage i Hallen. De, som han havde beskikket dertil, gik strax med dragne Sværd løs paa Knud og Valdemar. Valdemar sprang imidlertid hurtig op fra sit Sæde, viklede sin Kappe om Haanden og afbødede ikke blot med den de Hug, der rettedes mod hans Hoved, men gav ogsaa Ditlev, der styrtede voldsomt ind paa ham, et saadant Stød for Brystet, at han styrtede til Jorden. Valdemar faldt ogsaa selv og blev haardt saaret i Laaret, men han kom strax paa Benene igjen, og uden at ænse sit Saar brød han igjennem de Skarer, der stillede sig i Vejen for ham, og løb ud af Døren; en, der paa et mørkt Sted kom imod ham og greb fat i Kvasterne i hans Bælte for at holde ham tilbage, sled han sig løs fra. Imidlertid slog nogle Vinduerne op, for at Mørket ikke skulde hindre dem i at fuldbyrde deres Niddingsværk. Ditlev sprang op fra Gulvet og kløvede Hovedet paa Knud, der ikke havde andet end Haanden til at bøde for sig med. Absalon opfangede ham halv død i sine Arme, og i den Tro, at det var Valdemar, greb han med sine Hænder om det blodige Hoved og lagde det op til sit Bryst, thi midt under Vaabengnyet tænkte han mindre paa sin egen Frelse end paa at sørge for Kongen, hvis Hjærte endnu slog. Omsider skjønnede han af den faldnes Dragt, at det var Knud, han holdt i sine Arme, og hans Sorg blev blandet med Glæde. Dobik, en udmærket tapper Mand, blev dræbt, medens han søgte at hævne Kongemordet paa Morderne. Da Mørket ikke gjorde det muligt at skjelne nogen, styrtede man med dragne Sværd løs paa dem, der var nærmest ved Døren, uden paa Grund af Mørket at vide, om det var Venner eller Fjender. Knud havde nu opgivet Aanden i Absalons Arme, og for at slippe ud hviskede Konstantin, en af Kongens fortroligste Venner, nu til Absalon og bad ham om at søge til den ene af Dørene, medens han selv søgte til den anden for saa meget sikrere at komme ud af den; han slap ogsaa ud, men blev greben og dræbt af dem, der var udenfor. Uden at tænke paa sin egen Frelse føjede Absalon ham, lagde ærbødig Knuds Lig fra sig og gik uden at ænse nogen Fare frem imellem de hærklædte Mænd og værdigede ikke de mange, der spurgte ham om hans Navn, noget Svar. Ved saaledes standhaftig at holde Tand for Tunge banede han sig lykkelig og vel Vej imellem Fjenderne. Midt paa Broen mødte han Radulf, som ikke blot forbandede dem, der havde begaaet saa afskyelig en Niddingsdaad, men ogsaa dem, der var Medvidere i den, og forsikrede, at han ikke i fjærneste Maade havde Del i den. Efter ham kom Peder Temme farende i fuldt Løb og truede paa en haanlig Maade ad Absalon, idet han løb ham forbi. Da han var naaet til den søndre Port paa Hellig Trefoldigheds Kirkens Gaard, blev Absalon imidlertid angreben af en talrig Flok fjendtlige Krigsfolk, som svang deres Sværd over hans Hoved, men saa kom der en Mand til tillige med nogle andre, og han ikke blot værgede ham med sit Sværd og ved at bøde for ham med sit Legeme, men truede endogsaa en, der vilde jage sit Spyd i Brystet paa ham, med, at det skulde komme ham dyrt at staa, hvis han ikke holdt inde, og saaledes hjalp han ham til at slippe uskadt derfra. Absalon gjorde ogsaa selv sit for at undgaa at blive gjennemboret, thi han bukkede sig saa betimelig, at Spydet ikke naaede længere end til hans inderste Klædningsstykke. Saaledes sparede Skæbnen den Mand, der skulde blive Fædrelandets Støtte, for at Haabet om, at Danmark kunde komme paa Fode igjen, ikke skulde gaa fuldstændig til Grunde. Efter at være sluppen bort fra Roskilde naaede han i Løbet af Natten til Gaarden Ramsø, hvor Bonden blev meget forbavset over, at han saadan kom ene, og nær var gaaet fra Sans og Samling, da han fik at vide, hvad der var foregaaet i Roskilde. Efter at have faaet en frisk Hest af ham begav Absalon sig først til sin Søster, der var gift med en Mand ved Navn Peder, og derpaa til sin Moder, som, da han fortalte hende, at Knud var bleven dræbt og Valdemar haardt saaret, følte større Sorg over den Ulykke, der havde ramt dem, end Glæde over, at Sønnen var sluppen uskadt derfra. Imidlertid gik Valdemar, som kun havde faaet to af sit Følge med sig, opsat paa at bjærge Livet, af Sted, uagtet han næsten ikke kunde gaa for det Saar, han havde i Laaret, men Nøden tvang ham dertil, hvor meget Saaret end hindrede ham; i den Grad kan Frygt, der nager Sjælen, overvinde legemlig Smerte. Hans to Følgesvende fik skaffet ham en Hest, og det traf sig saa, at han kom til den samme Gaard, hvor Absalon kort i Forvejen havde været og fortalt, hvorlunde det var gaaet ham. Da han fik at vide af Bonden, at Absalon nylig var taget hen til sin Moder, fik han nogle Folk, som var godt kjendte med Egnen, til at vise sig Vej og skyndte sig efter ham; saaledes hjalp den overhængende Nød og Fare, som plejer at gjøre de svage haardføre, ham til at bære sine Legemssmerter. Dér blev hans Saar plejet, og efter at have faaet Laaret forbundet tilbragte han Resten af Natten der. Ved Daggry sammenkaldte Svend Byens Borgere og kærede for dem over, at hans Medbejlere om Natten forræderisk havde overfaldet ham, fremviste sin Kappe, som han selv med Flid havde stukket Huller i, og sagde, at Knud og Valdemar havde krænket Gjæstevenskabets Ret, kaldte dem Menedere, Røvere og Mordere, takkede Gud, fordi han ved den enes Død havde forebygget den Niddingsdaad, de begge pønsede paa, og bad dem om at hjælpe sig imod ham, som endnu var i Live. Ingen troede dog, hvad han sagde, thi hans Svig var aabenbar. For at Valdemar ikke skulde faa Lejlighed til at flygte bort til Søs, bød han derpaa, at alle Skibe paa hele øen skulde gjøres lække, og lod alle øde Steder omhyggelig ransage i den Tro, at han havde søgt Skjul der. Valdemar, som kun havde sine tre Følgesvende at stole paa, søgte derfor ikke til Skovenes Tykninger eller utilgængelige Sumpe, men flakkede om i Skovene, hvor de var tyndest, idet han holdt for, at han var sikrest dér, hvor Fjenden mindst tænkte sig, han var. Han sendte ogsaa Esbern med en Flok Folk ud paa aaben Mark langt borte fra, hvor han selv var, for at det, naar han saaledes af og til viste sig paa Steder, hvor alle kunde se ham, skulde se ud, som om det var Valdemar. Og under Esberns Anførsel viste der sig ogsaa mange Folk paa forskjellige Steder, hvor de gav det Udseende af, at Kongen agtede at udskibe sig dér. Da Valdemar omsider havde besluttet sig til at drage over til Jylland, bød Esbern en Tømmermand, der var en god Ven af ham, at gjøre et Skib i Stand, som han kunde sejle derover paa, men da Manden var bange for, at Svend skulde straffe ham derfor, bad han Esbern give det Udseende af, at han gjorde det nødtvungen. Esbern indfandt sig da en Dag i hans Værksted, hvor der var helt fuldt af Bønder, og bad ham først med gode Ord om at gjøre det, og da han vægrede sig derved, lagde han Haand paa ham og førte ham bunden bort, og saa gjorde han det. Ved saaledes at give det Udseende af, at der blev øvet Vold imod ham, magede han det altsaa saa, at han adlød og tjente sin Ven, uden at Svend kunde straffe ham derfor. Efter at Esbern nu havde faaet Skibet forsynet med de fornødne Redskaber og med Levnedsmidler, gik Valdemar ved Nattetid til Søs med sine Folk, men saa rejste der sig pludselig en Storm, og Havet kom i et usædvanligt Oprør. Mægtige Bølger overskyllede Stridsmændene, saa de blev i den Grad forfrosne, at de ikke kunde røre et Lem og derfor ikke kunde sætte Sejlene, som Sejladsen krævede det. Stormen var saa stærk, at Raaen knækkede og gik over Bord, og Regnen skyllede i den Grad ned, at den gav lige saa meget Vand inden Bords som Bølgerne. Styrmanden gav Skibet helt til Pris for Vind og Vove, thi da han ikke vidste, hvordan han skulde styre, slap han Styret og lod Vinden raade, som den vilde. Luften lyste af en Mængde Lyn, der fulgte Slag i Slag efter hverandre, og Tordenbragene buldrede. Omsider drev den rasende Storm dem, uden at de vidste, hvor det bar hen, ind under en ø, hvor de, da Ankere ikke mægtede at holde Skibet, slæbte det paa Grund op imellem nogle Træer, hvis Grene de bøjede og stak ned i Spygatterne, og paa den Maade fortøjede de det, saa at det ikke kunde vælte og blive slaaet i Stykker. Samme Nat strandede en vendisk Flaade paa femten Hundrede Skibe, der havde lagt ind ved Halland. De af Besætningen, der slap levende i Land, maatte springe over Klingen. Ved Daggry gav Valdemar sig atter til Søs, efter at Folkene var komne til Kræfter ved Hjælp af de Levnedsmidler, Esbern havde forsynet Skibet med, og naaede Jylland med god Bør. Han begav sig til Viborg, hvor han paa Tinge kærede over Svends Svig og vakte Sorg i alles Sind ved den bedrøvelige Fortælling om, hvad han havde oplevet. Synet af hans Saar vakte lige saa stor Deltagelse for ham som Tillid til hans Ord, saa det er ikke let at sige, om det Saar mest var ham til Gavn eller til Fortræd. Da Svend fik Nys om, at han var flygtet, lod han Skibene, som han havde ladet ødelægge, gjøre i Stand igjen og agtede sig over til Jylland, men saa øvede Absalons Moder og Søster med mandigt Mod en herlig Daad. For at sinke Kongens Afrejse lod de nemlig ved Nattetid hugge Huller i de Skibe, han agtede sig af Sted med, saa Svend maatte tøve en god Stund, medens de blev gjort i Stand igjen. Da han omsider havde faaet dem alle sammen i Orden igjen og var naaet over til Fyn, besluttede Valdemar, som holdt for, at det var bedst at møde sin Fjende saa hurtig som muligt, at hindre ham i at gjøre Landgang i Jylland. Da Svend fik Nys herom, begav han sig tilbage til Sjælland og opbød Landsens Folk dér og i Skaane til Leding, og tog saaledes Rigets Stridsmagt til Hjælp, uagtet det ikke var Rigets, men hans egen Sag, det gjaldt. Imidlertid begav Valdemar, som skjønnede, at det var usikkert, hvilket Udfald Kampen vilde faa, sig tilbage til Viborg, hvor han fejrede sit Bryllup, dels for lettere at faa dem, der havde kæmpet for Knud, til at gaa over til sig, dels for at Fjenderne ikke skulde kunne berøve hans fagre Fæstemø hendes Kyskhed. Derpaa bød han sine Stridskræfter samle sig og drog til Randers i den Hensigt derfra at begive sig til Sjælland og angribe denne Landsdel, fordi Svend havde sit Tilhold dér. Adskillige af Svends Stridsmænd sluttede sig nu ogsaa til Valdemar, fordi de var opbragte over den uhyre Niddingsdaad, han havde begaaet, og holdt det for en Skjændsel at hjælpe den, der havde gjort sig skyldig i en saadan Gjerning. Svend, som fandt det hæderligere at yppe Krig end at tage imod den, og som var alt for stor paa det til at kunne holde sig inden for en enkelt Landsdels Grænser, samlede Skibe fra Fyn og Sjælland og drog over til Jylland. Efter at have ladet Skibene lægge ind i Djursaa begav han sig med de flinkeste af sine Ryttere til Viborg, skjønt det var tvivlsomt, om han kunde lide paa Borgerne dér. Da Valdemar havde faaet dette at vide af en Overløber, samlede han Krigsfolk, saa hurtig han kunde, og sendte Saxe og Buris af Sted med Skibe, for at de skulde fordrive den fjendtlige Flaade. Ved disse Mænds Myndighed lod Sjællænderne sig bevæge til at sejle hjem, idet de holdt for, at de burde tage mere Hensyn til deres Frænders og Venners Formaninger end til Kongens Befalinger og hellere falde fra ham end gaa fjendtlig til Værks imod dem. Fynboerne derimod, hos hvem Hensynet til Kongen havde mere at sige end Hensynet til, hvad nogle Enkeltmænd sagde, ænsede ikke deres Formaninger og maatte bøde derfor ved at lide et Nederlag og slagne give sig paa Flugt, saa nu blev de nødte til at gjøre, hvad de havde vægret sig ved, da de kunde have gjort det uden endnu at have lidt nogen Skade. Ingen af de Ulykker, der var overgaaet Svend, gik ham saa haardt til Hjærte som denne. Derefter fik Esbern Befaling til at udspejde, hvad Fjenden havde i Sinde, og da han til den Ende var kommen nær op til Viborg, mødte han Svends Hær, som var paa Vej til Randers, og tog den i øjesyn. For at det ikke skulde hedde sig, at han i sin Egenskab af Spejder var mindre tapper end agtpaagivende, satte han drabelig ind paa nogle af de forreste, som red temmelig spredt, og strakte dem med stor Mandhaftighed til Jorden med sin Lanse. Deres Heste bemægtigede han sig og lod sine Følgesvende trække dem bort ad en Lønsti. Svends Folk troede nu, at den fjendtlige Hær var lige ved dem, skyndte sig at gribe til Vaaben, besteg deres mest udsøgte Heste og lavede sig til at holde Slag. Da de var komne over Bakkerne og kunde se ud over Sletten, saa' de, at Esbern var ene, og lod derfor de hurtigste af Rytterne sætte efter ham. Esbern, som stolede paa sin rappe Hest, holdt imidlertid saa stor Afstand imellem dem og sig, at han nu og da kunde give sig Tid til at staa af og hvile sig. Da hans Forfølgere saa', at det var forgjæves, at de søgte at indhente ham, raabte de langt borte fra til ham og bad ham om en Samtale paa Tro og Love. Esbern svarede, at det vilde han ikke indlade sig paa, eftersom man ikke kunde stole paa dem paa den Tid af Døgnet, hvorved han vittig bebrejdede dem den Troløshed, de for stakket siden havde begaaet i Roskilde. Han tillod kun en af dem ved Navn Peder Temme, som han stolede paa for gammelt Venskabs Skyld at komme nærmere, efter at han havde givet sit Ord paa, at han ikke vilde svige ham. Medens Peder nu spurgte ham ud om mangt og meget angaaende Valdemar, gav de andre sig til at holde Dystridt for under Paaskud heraf at komme bag paa ham. Esbern opfordrede da Peder til at give Agt paa, hvad hans Stalbrødre havde for, og da Peder var bange for, at de ved at fare med Svig skulde gjøre det Løfte, han havde givet, til Skamme, fældede han sin Lanse og raabte, at hvis nogen angreb Esbern, gjennemborede han ham. For at undgaa deres Svig skyndte Esbern sig imidlertid ad en snæver og bugtet Gjenvej hen til en Bro og afbødede med sin Lanse de Stød, de rettede imod ham. Efter gjentagne Gange at have skjældt dem ud, som de fortjente for deres Troløshed, red han langt bort fra dem og mødte saa nogle af sine Stalbrødre, som han fortalte, hvorledes han blev forfulgt af Fjenderne, og fik dem til at skjule sig bag nogle Buske ved Vejkanten, hvorpaa han selv strax sprang af Hesten. De, som var efter ham for at fange ham, havde endnu ikke opgivet Haabet om, at det vilde lykkes dem, og vedblev derfor med deres Forfølgelse. Da han saa' dem komme langt borte. sprang han igjen op paa sin Hest, gav den flittig af Sporerne og lod, som han gjorde sig al mulig Umage for at komme af Sted. Hans Forfølgere gjorde sig endnu mere Flid i Haab om at fange ham, drev deres Heste endnu ivrigere frem og vilde uden Tvivl selv være bleven fangne, hvis ikke en af dem, der laa i Baghold, i sin Utaalmodighed over at maatte vente var brudt for tidlig frem fra Skjulet, alt for opsat paa at komme i Kast med Fjenden. Da denne ene Mand brød ud, skjønnede de, at der var et Baghold, og skyndte sig over Hals og Hoved tilbage til deres Stalbrødre, saa de kunde snarere takke hans Utaalmodighed end deres egen Forsynlighed for, at de slap heldig fra det. Saaledes vilde Esbern ved sin Snildhed have hævnet sig for deres Troløshed, hvis hans Stalbrødres Fremfusenhed ikke havde hindret det. Da Valdemar fik at vide af ham, at Fjenden var ved at rykke frem, og han ikke mente, at han endnu havde Stridskræfter nok til at turde indlade sig paa at holde Slag, bød han, at Broen, der førte over til Byen, delvis skulde brydes af, saa at Fjenden ikke kunde komme over den, hvorved han baade opnaaede at faa et sikkert Værn for sin Hær bag Aaen og Lejlighed til at samle flere Stridskræfter. Da Svend nu ikke kunde komme over Aaen, og Valdemar ikke vilde gaa imod ham, besatte imidlertid de raskeste af de unge Mennesker paa egen Haand de Dele af Broen, der var tilbage paa begge Sider af Aaen, og kæmpede med Spyd og Pile, hvorved de gav store Prøver paa Tapperhed, thi da de ikke kunde komme til at gaa hinanden paa Livet løs, kunde de i deres ungdommelige Kaadhed ikke dy sig for at slaas med hinanden paa en lempeligere Maade. Omsider fik Valdemar, hvis Hær voxede for hver Dag, der gik, Mod til at indlade sig i Slag og besluttede at gaa over Aaen paa et andet Sted og angribe Fjenden. Natten før Slaget skulde staa, bød han sine Folk at lade Hestene staa optømmede og helt lade være at fodre dem, for at de ikke, naar de havde ædt sig mætte og tunge, skulde være uskikkede til at løbe. Svend derimod, som havde sin Lejr ude paa Markerne, bød sine Folk at fodre deres Heste rigelig med den Overflod af Korn, der var, idet han ikke betænkte, at naar deres Maver var overfyldte, vilde det hindre dem i at løbe. Da Valdemar rykkede frem efter at have fylket sin Hær, saa' han en Skare komme frem fra den ene Side med skinnende Vaaben og prægtige Bannere. Han troede først, det var Fjender, men fik saa af sine Spejdere at vide, at de, han var bange for, var Vaabenfæller. Han indlemmede dem i sin Slagorden og gik nu saa meget frejdigere imod Fjenden, thi hans Hær var nu bleven saa stor, at ikke Tiendedelen af hans Folk kunde se, hvor Bannerne stod. Da de Spejdere, Svend havde udsendt, vendte tilbage med Besked om, hvor umaadelig store Fjendens Stridskræfter var, raadede de ham da ogsaa til hellere at søge at udmatte denne store Mængde end at indlade sig i Slag med den; for hver Dag, der gik, vilde den nemlig mindskes, baade hvad Antal og Forraad angik, sagde de. Dette fornuftige Raad huede Kongen vel, men en Mand ved Navn Aage Kristjernssøn fik ham ved sin Fremfusenhed til at forkaste det. Han sagde nemlig, at hvis Kongen ikke vilde holde Slag, vllde hans Krigsfolk forlade ham, thi de vilde ingenlunde varetage deres Tarv saa ilde, at Fjenden uhindret fik Lov til at bemægtige sig deres Gods, som var dem kjærere end Livet. Han bød ham derhos mindes, hvor tit en liden Flok havde vundet stor Ære ved at sejre; han skulde maale sin Styrke efter sine Mænds Mod og ikke efter deres Antal; gjorde han det, maatte de, hvor faa de end var, indgyde ham mere Tillid, end Fjenderne kunde indgyde ham Frygt ved deres Mængde. Der var ogsaa mere Grund til at foragte end til at frygte en Hær, som ikke bestod af tapre Krigsfolk, men af vaabenløs Almue. Ved saadan Tiltale lod Kongen sig bevæge til at forkaste det forstandige Raad og følge det fordærvelige. Paa højre Fløj af Valdemars Fylking stod der en Del unge Mennesker, som havde staalgraa Kofter paa. Svends Folk troede, at det var Brynjer, de saa', thi det saa' ganske saaledes ud, og Kjærnen af Hæren gik derfor løs paa den Fløj, men da de opdagede, at de havde taget fejl, rettede de deres Angreb mod den Del at Hæren, Valdemar selv anførte. Værd at fortælle er det ogsaa, at der skal have kredset en saadan Mængde Ravne i Flokkevis omkring Valdemars Hær, at Krigsfolkene kunde naa adskillige af dem med deres Lanser og slaa dem ihjel. Midt i Hæren red en Sanger, som kvad den velbekjendte Vise om Svends troløse Mord for ved saaledes at opmuntre til Hævn at opflamme Krigsfolkenes Mod i Slaget. Da de skulde til at tørne sammen, var et Gjærde, som omgav Markerne, i Vejen for dem; da Rytterne paa begge Sider ikke turde sætte over det paa Grund af de spidse Staver, der ragede op i det, gav Valdemars Fodfolk sig i Færd med at rive det ned og begyndte Kampen. Svends Folk blev med Lethed overvundne og havde Nød med at fly, thi Hestene, som endnu var tunge af det Nattefoder, de havde faaet, kunde ikke løbe, thi overmætte, som de var, blev de hurtig trætte. Den Mand, der førte Svends Hovedbanner, sprang ganske vist af Hesten og gik løs paa Fjenden, idet han opmuntrede de flygtende til at tage Kampen op igjen, men da han saa', at der ikke fra nogen Kant kom Undsætning, plantede han Banneret i Jorden, holdt paa det med venstre Haand og fældede med højre Haand dem, der kom ham nær. Til sidst blev han, efter at have kæmpet berømmelig, fældet af den Mængde Fjender, der stimlede sammen om ham. Svend kom med nogle faa af sine Mænd ud i en Sump; da Hesten blev siddende fast i Hængesækken, maatte han se at komme videre til Fods, og da Dyndet endda ikke kunde bære ham, maatte han kaste sine Vaaben. Skjønt han støttede sig paa sine Folks Skuldre, blev han til sidst saa overvældet af Træthed, at han bød sine Ledsagere fly og satte sig paa Roden af et enligt Træ, der stod, thi Kræfterne svigtede ham i den Grad, at han ikke engang kunde slæbe sig af Sted, naar han støttede sig paa andre. En af hans Folk vilde hellere lide, hvad det skulde være, end fejgt forlade ham; denne Mand faldt ved sin Konges Fødder, ihjelslagen af nogle Bønder, der var ude for at gjøre Bytte. De tog Svend til Fange, og da de spurgte, hvem han var, sagde han, at han var Kongens Skriver. Til sidst kjendte de ham imidlertid, og af Ærbødighed for hans Kongeværdighed satte de ham op paa en Hest, hvorpaa han bad dem om at føre ham til Valdemar, hvad enten det nu var Frygt for Bønderne eller Haab om Naade, der drev ham dertil, men i det samme sprang en af Bønderne pludselig ind paa ham og huggede Hovedet af ham med sin øxe. Hans Lig blev uden nogen som helst højtidelig Jordefærd begravet af Bønderne. Ulf, der var bleven fangen i Slaget og sat i Fængsel i Viborg, blev, da Esbern var den eneste, som vilde have ham skaanet, straffet paa Livet af Knuds Krigsfolk, som mente, at deres Herres Død burde sones med hans Blod. Ditlev blev ogsaa fangen, og da han blev ført til Pinebænken, søgte han først over for dem, der trak af med ham, ivrig at undskylde, hvad han havde gjort, og da det til sidst gik op for ham, at det ikke hjalp, hvor meget han saa end bad for sig, førte han sig saa krysteragtig op, at man ikke skulde tro, han var et Mandfolk, kunde ikke engang bare sig for at græde og hyle og viste i alle Maader, at han havde en Kvindesjæl i en Mands Krop. Saaledes blev han dobbelt straffet, fordi han havde myrdet Kongen, idet han først blev til Spot og Spe og derefter maatte bøde for sin Gjerning med Livet. Magnus, Erik Lams Slegfredsøn, som med større Iver end Retsindighed havde forsvaret Svends Sag, mente, da han blev fangen, at nu vilde der times ham det værste, men Sejrherren viste ham en Mildhed og Naade, som langt overgik alt, hvad han kunde ønske sig. Da de, som havde taget ham til Fange, førte ham frem for Valdemar, skjænkede denne ham nemlig af Hensyn til deres Frændskab ikke blot Livet, men gav ham endogsaa mere Magt og Anseelse, end han havde haft tilforn, og skjønt det havde været mere end nok at lade ham slippe for Straf, viste han ham stor Bevaagenhed, for at han ikke ved strængelig at hævne sig paa ham skulde faa Ord for at tage mere Hensyn til sin Vrede end til Frændskabet. Skjønt Magnus havde fortjent Straf for sin skammelige Adfærd, kom han saaledes til Ære og Velstand, fordi han var i Slægt med Valdemar, som altsaa ikke satte ringere Pris paa en Fjendes Frændskab med ham end paa sine Tilhængeres Troskab og Lydighed og lønnede en Fjende lige saa godt som sine Venner. Buris, der ikke blot var i Slægt med ham, men ogsaa var ham tro og hengiven og havde været ham til stor Nytte i hans Kamp med Svend, lønnede han baade med Guld og Ære, og hans Broder Knud havde han nylig lige saa rundhaandet skjænket et Statholderskab. De, som havde tjent Knud, var imidlertid endnu ikke tilfredse med det Nederlag, deres Fjender havde lidt, hvorfor de i samlet Trop gik til Kongen og bad ham om at landsforvise dem, der havde raadet Svend til at dræbe Knud. Blandt andre forlangte de ivrig, at Thorbern skulde straffes, skjønt han i Slaget paa Randersbro, hvor de havde været til Stede, paa hvis Anstiftelse Drabet paa Knud var blevet begaaet, havde nægtet, at han havde nogen Del i dette Forræderi, og i skarpe Ord fordømt dem, der havde haft med det at gjøre. Kongen var bange for, at hvis han dømte saa mange af Rigets Ædlinger til Landflygtighed, vilde han skaffe Knud og Buris, som han ikke ret stolede paa, en væbnet Hjælp imod ham selv i de forviste, og han vilde derfor hellere tilgive de skyldige end skaffe dem, der vilde ham ilde, nogen Støtte. Til sidst, da de blev ved at trænge paa, gav han imidlertid efter, for at det ikke skulde faa Udseende af, at han var lunken i sin Hævn over Knuds Drabsmænd, og lovede at landsforvise dem, de vilde have straffet, paa den Maade, og at de kun skulde faa Lov til at vende tilbage til Riget, naar de, paa hvis Foranledning han forviste dem, selv bad derom. Han vidste nemlig, at Menneskets Sind let kan omskiftes fra Had til Kjærlighed, og at Folks Følelser forandrer sig, efter som Tider og Omstændigheder skifter, thi de er aldrig saa bitre, at Tider og Omstændigheder ikke kan mildne dem. De øvrige af Svends Tilhængere tilgav han, da man bad ham derom, thi han vilde hellere have Nytte af dem som tapre Krigsfolk end straffe dem, og han var saa meget tilbøjeligere til at vise dem Godhed, som han vidste, at de ikke var Medvidere i det morderiske Anslag. ## bok 14: Valdemar den store (Winkel Horn 1898) Da Valdemar nu havde faaet alt dette i Orden, satte han sig strax for at indvie sin Styrelse ved tapre Krigsbedrifter og at hævne al den Overlast, der var blevet tilføjet Riget ved, at det i saa mange Aar var blevet hærjet af Sørøvere, saa at næsten en Tredjedel laa øde og udyrket hen, og han stævnede til den Ende med hele Flaaden til Masnedø for at holde Slag med Venderne. Da han nu paa Tinge talte Almuen til desangaaende, erklærede de ældste, som plejede at føre Ordet, at der var Fare ved at lade Flaaden rykke ud, thi baade skortede det paa Levnedsmidler, og Fjenderne havde faaet Nys om, hvad Kongen havde for, saa de blev nødt til at bie paa bedre Lejlighed, til Sagen en Gang bekvemmere lod sig sætte i Værk. Det var for Resten ogsaa temmelig letsindigt, sagde de, at prøve Krigslykken imod Folk, der var forberedte og havde taget deres Forholdsregler, og desuden var hele Kjærnen af det danske Folk samlet paa denne Flaade, saa blev den ødelagt, vilde Venderne i Kraft af en eneste Sejr bemægtige sig hele Danmark. Maatte man nemlig ikke sige, at hvis Lykken gik dem imod, vilde saadanne Mænds Fald blive hele Rigets Undergang? Man burde derfor ikke sætte saa mange Ædlingers Liv paa Spil i et eneste Slag, eftersom de, hvis de sejrede, ikke vilde indlægge sig synderlig Ære derved, hvorimod de, hvis de blev overvundne, vilde faa den største Skam deraf. Denne Anskuelse samstemmede hele Forsamlingen med, og Kongen blev da nødt til at bøje sig for dens Mening og strax opgive Toget, hvor nødig han end vilde. Da han igjen kom om Bord paa sit Skib, spottede Absalon over hans Svaghed og skosede ham paa en overmaade vittig Maade. Da han nemlig spurgte, hvorfor Toget var blevet opgivet, og Kongen svarede, at det var, for at saa mange tapre Mænd ikke skulde udsættes for Fare, sagde Absalon: "Saa udfør dit Forehavende med fejge og ufrelse Mænd, saa faar du Sejren for godt Kjøb, hvis du vinder, eller taber ikke stort, hvis du bliver overvunden, thi at Usselrygge bliver slaaet ihjel, er da ikke noget at bryde sig om". Saaledes gav den vittige unge Mand sin Harme Luft ved paa en skjemtefuld Maade at bebrejde Kongen hans Træghed; hans vittige Ord indeholdt jo nemlig en skjult Bebrejdelse imod Kongen. I de samme Dage døde Biskop Asger i Roskilde, og Almuen og Gejstligheden kunde ikke blive enige om, hvem de skulde vælge i hans Sted. Samtidig var der ogsaa Splid imellem de Roskilde Borgere, og der blev slaaet mange ihjel paa begge Sider, og de fremmede, der havde bosat sig i Byen, blev dels dræbte, dels fordrevne. De indfødte nøjedes endda ikke med at gjøre det af med de fremmede, men forgreb sig ogsaa paa Kongens Møntmester og gik saa vidt i deres Raseri, at de ikke blot jævnede hans Hus med Jorden, men endogsaa ranede alt hans Gods. Kongen blev meget opbragt paa Byen for den Foragt, den havde vist hans kongelige Myndighed, og med en stor Skare Sjællændere rykkede han imod den for at ødelægge den. Byfolkene skikkede da Sendemænd ud til ham og bad ham om ikke at bruge de Vaaben, han burde anvende til Rigets Forsvar, imod Landsens egne Børn, og han skaanede da Byen, mod at den betalte en Pengebøde. Strax efter drog han mild og venlig ind i Byen og gik ind i Kannikegaarden ved Hellig Trefoldigheds Kirken for at give den Afgjørelse, Klerkerne maatte træffe i Henseende til Bispevalget, sin Stadfæstelse. Skjønt man skulde synes, at han med Rette maatte have noget at sige i den Kirke, hans Forfædre havde bygget og beriget, erklærede han, at han ikke vilde tiltage sig nogen Myndighed, der ikke tilkom ham, eller indføre nogen ny Skik, thi han vidste godt, at Kirkeloven bestemte, at Gejstligheden med Hensyn til sin særlige Valgret skulde være uafhængig af Kongemagten. At han var til Stede, skulde derfor ingenlunde være nogen Hindring for, at de frit kunde stemme paa, hvem de vilde. Klerkerne takkede ham mange Gange for den Fromhed og Retsindighed, han lagde for Dagen, hvorpaa de gik til Side for grundig at overveje Valget. De udtog da tre højt ansete Mænd, hvortil de som fjerde Mand føjede Absalon for hans store Tapperheds Skyld, og mellem disse fire skulde saa Valget træffes. Valdemar bød da, at de hemmelig skulde skrive deres Stemmer hver paa sit Blad i en og samme Bog, saaledes at hver af de fire fik sit Blad i den, thi han mente, at det var den ærligste Maade at stemme paa, at hver for sig stemte skriftlig, før end han mundtlig gav sin Mening til Kjende. Udfaldet blev, at alle enstemmig tilkjendte Absalon det kirkelige Højsæde. Da Absalon saaledes var bleven Biskop, optraadte han strax som Søkriger ikke mindre end som Bisp, thi han holdt for, at det kun havde lidet at sige, at han vogtede over Religionen indenlands, naar den stadig truedes af Fare ude fra; det hører nemlig ikke mindre ind under det hellige Embede at bekæmpe Troens Fjender end at tage Vare paa Kirketjenesten. Bispegaarden lod han derfor for en stor Del helt forfalde og laa stadig paa Vagt ude ved Kysterne for ved sin Aarvaagenhed at skabe Riget et sikkert Værn. Tit havde han ikke andet Husly end en Løvhytte i Skoven, og ved selv at tage til Takke med saa ringe en Bolig rejste han atter Fædrelandets Hus, da det var sunket i Grus. Sjællænderne fik ogsaa at mærke, hvor stort Gavn de havde af hans Veltalenhed, thi medens hidtil Vold og Kiv havde raadet paa deres Tingsteder, skaffede han ved sin Sindighed Ro og Fred til Veje. Saa stor var hans Veltalenhed, at de, som havde troet, at han hverken duede til at handle eller tale, maatte indrømme, at det var meget taabeligt tænkt af dem. Heller ikke betænkte han sig paa ved Vintertid, naar der var Is paa Søen, at pløje Bølgerne med sine Skibe, for at hans heldbringende Vagthold ikke skulde savnes paa nogen Tid af Aaret, eller for at det ikke skulde hedde sig, at den store Kjærlighed, han nærede til Fædrelandet, lod sig tvinge af noget som helst. Han var derfor ikke mindre en Fader for sit Land, end han var Biskop, og vandt sig et straalende Ry paa én Gang som Kriger og Troens Vogter. Sit første Slag med Venderne holdt han Dagen før Palmesøndag ved Landsbyen Boeslunde. Da det nemlig blev meldt ham, at de var faldne ind i Landet, kæmpede han, kun fulgt af sine Tjenere, atten i alt, med Mandskabet fra fire og tyve Skibe, og lige saa farlig en Dyst det var, lige saa heldig kom han fra den. Efter at have jaget adskillige af Fjendens Ryttere paa Flugt fældede han næsten alle Fodfolkene. Og til Trods for den store Overmagt, han havde imod sig, mistede han ikke mere end én eneste Mand. Saaledes indviede han sin Færd som Bisp og som Kriger med den skjønneste Sejr. Nogle faa af Fjenderne, som fejgt kastede deres Vaaben og det Bytte, de havde gjort, fra sig for lettere at komme af Sted, frelste sig ind i en nærliggende Skov. Samme Aar skal Aarhus være bleven skrækkelig medtagen af Sørøverne. Paa Falster, hvor Indbyggerne var saa faatallige, maatte paa samme Tid alle gribe til Vaaben for at forsvare sig imod en umaadelig stor vendisk Flaade. Kongens Mundskjænk var tilfældigvis bleven sendt til Falster for anden Aarsags Skyld og maatte nu finde sig i at være spærret inde ligesom alle de andre. En af Bønderne skal da for at bebrejde Kongens Raadgivere deres Sendrægtighed have sagt, at de tidligere Konger plejede at bære Sporer paa Hælene, men den, de nu havde, bar dem nok paa Tæerne. Mundskjænken, der, fejg, som han var, følte sin Samvittighed truffen, bragte disse Ord for Kongen paa en helt anden Maade, end han burde, thi han gav dem en ondsindet Udtydning, og det, som var til Forsmædelse for ham selv, fik han Kongen til at tro var møntet paa hans kongelige Værdighed. Han ophidsede ogsaa yderligere Kongens Vrede imod Falstringerne ved at fremføre andre ikke ringere Beskyldninger imod dem, opsat paa at faa en enkelts Kaadmundethed straffet med alles Undergang. Han skyldte dem nemlig for det ugudeligste Forræderi og sagde, at de havde for Skik at røbe Venderne alle de Foretagender, der sattes i Værk imod dem; det Venskab, de undertiden plejede med Fjenderne for at skaffe sig Fred, tydede han som en Forbrydelse, og den Tjenstagtighed, de viste dem, mere af Frygt end af Venskab, tilskrev han Troløshed. De plejede nemlig gjærne at holde de Fanger i Forvaring, som Venderne overgav til dem, og det hændte ogsaa jævnlig, at de, snarere af Frygt end af Velvilje, lod dem vide, naar Danskerne vilde fejde paa dem, men det gjorde de kun for ved Tjenstagtighed at skaffe sig den Fred, de ikke var stærke nok til at værge med Magt. Daaret af denne Mands giftige Tale besluttede Kongen med Vaabenmagt fuldstændig at ødelægge, hvad der var tilbage af Falster, og til at iværksætte det mente han, at Sjællandsfarernes Hjælp var tilstrækkelig. Han befalede da Absalon at stille sig i Spidsen for Folkene fra den vestlige Del af øen, medens han selv vilde anføre dem fra den østlige Del, og det var hans Agt at lade Hæren sætte over til Falster dels paa store Skibe og dels paa Smaaskuder. Sjællandsfarerne, som i lange Tider havde levet i stærkt Fjendskab med Falstringerne og var opsatte paa med forenede Kræfter at hævne, hvad Fortræd de havde gjort dem, var overmaade villige til at gjøre, som Kongen bød, og glade over, at han vilde paaføre deres Uvenner Krig og selv føre an. Dette usalige Forehavende, hvortil ondsindede Forestillinger havde egget Kongen, blev til alt Held forebygget af Tilfældet ved en uovervindelig Hindring. Da Kongen nemlig vilde give sig paa Vej med en stor Stridsmagt, fik han pludselig Feber i Ringsted og sendte Bud til Absalon, at han skulde give Folkene Hjemlov og skynde sig til ham. Saaledes blev denne belejlige Sygdom Midlet imod Kongens ulyksalige Forehavende, og denne fra Himlen sendte Sot friede Valdemar fra Synd og et uskyldigt Folk fra ødelæggelse. I hvilken ikke blot skammelig, men ynkværdig Tilstand maa vi ikke sige, at Danmark vilde være kommet, naar det var blevet angrebet af Fjender udefra og af Kongen i selve Landet! Hvem kan tvivle om, at det skyldtes det guddommelige Forsyn, at han, som skulde befri Landet for Sørøverne, ikke, da hans Herlighed saa at sige lige var begyndt, kom til at ødelægge det Rige, han skulde udrive af Fjendernes Hænder, thi det var jo dog bedre, at han, som stod for Styret, faldt i den haardeste Sygdom, end at han blev skyldig i den værste Synd. Da Sygdommen tog stærkere og stærkere til for hver Dag, der gik, aflod Absalon aldrig at vaage og bede for hans Liv, og til sidst, da han mistvivlede om, at der gaves noget Middel, der kunde hjælpe, og skjønnede, at det eneste, der var at haabe paa, var Guds Magt, iførte han sig sit Bispeskrud, holdt Gudstjeneste og søgte i den største Sjæleangst at forsone Gud og bad, at han vilde hjælpe den syge; derpaa forvaltede han rettelig Sakramentet og gav den næsten døende Konge det. Styrket heraf faldt han strax i Sved og kom igjen til sin Helsen. Bispen, som endnu ikke var vis paa, at han vilde komme sig, begyndte nu som Følge af den Bekymring, han havde gaaet i, selv pludselig at føle sig syg og afmægtig, og havde Himlen ikke ladet sin Naade lyse over ham, vilde det store Haab, han allerede havde vakt, være blevet kvalt i selve Fødslen. Men selv det, at han var syg, kunde ikke afholde ham fra at vise Kongen den samme Omsorg, som han havde vist ham, da han var karsk, thi da han tænkte, at et bedrøveligt Budskab igjen kunde gjøre det af med Kongens Helsen, sørgede han for, at han ikke fik at vide, at han var bleven syg, for at han ikke skulde faa et Tilbagefald, naar han pludselig fik noget sørgeligt at tænke paa. Da han var bleven rask, takkede de begge Gud, fordi han ved denne gavnlige Paamindelse havde hindret dem i at udføre deres fordærvelige Forehavende, angrede og bluedes over den Vildfarelse, de havde været i, og glædede sig over, at Herrens naadige Tugtelse havde gjort deres ugudelige Forsæt til intet. Efter saaledes at være komne paa bedre Tanker opgav de at hjemsøge Landsens Folk og besluttede i Stedet derfor at fejde paa Rigets Fjender. Absalon, Peder, Sune og Esbern var nu Hovedmændene i Kongens Raad, og efter deres forstandige Tilskyndelse besluttede han at drage imod Fjenden med en Hær, ved hvilken det mere gjaldt om, at den kunde komme hurtig af Sted, end om Størrelsen, og hellere at komme hemmelig over ham end at gaa aabenlyst imod ham med hele Flaaden. Det er jo nemlig meget lettere at overvinde Folk, naar man kommer bag paa dem, end naar de er belavede paa, hvad der forestaar, og desuden plejer Almuen, som har saa meget at sige, gjærne at sidde sine foresattes Befalinger overhørig, hvor fornuftige og gavnlige de end er, men paa den anden Side var den langt mere bange for Venderne end for at være ulydig imod Kongens Bud. Han indviede derfor kun ganske enkelte i denne Sag, fordi han var paa det rene med, at Krigsbedrifter skal udføres med alles forenede Kræfter, men Planerne skal der kun være faa til at lægge. Da han ingen Tvivl nærede om Sjællandsfarernes Troskab, foretrak han selv at anføre den skaanske Flaade. Da han nu, endnu ikke helt rask efter sin Sygdom, sammenkaldte Skaaningerne i Lund og bad dem drage med i Leding, svarede Ærkebiskop Eskild - thi ham havde de overdraget at føre Ordet paa deres Vegne -, at de havde ikke Skibe til rede til saa pludselig at efterkomme hans Bud. Da Kongen lod dem vide, at de, der adlød ham, skulde have hans Naade, men dem, der vægrede sig, skulde hans Vrede komme over, og var saa opsat paa at faa sit Forehavende sat i Værk, at han hellere vilde drage af Sted med et eneste Skib end opgive Toget, gik Eskild, som skjønnede, at det var hans faste og urokkelige Beslutning, ikke blot ind paa hans Plan, men lyste endogsaa Band over dem, som ikke fulgte med Kongen. Ja, han tog ham endogsaa paa egen Bekostning om Bord paa sit eget Skib, thi da det var saa længe siden, Kongen havde gjort noget Togt, havde han selv intet. Først til allersidst fik Lollikerne og Falstringerne Befaling til at støde til Flaaden, for at de ikke, naar de vidste Besked om Sagen længe i Forvejen hemmelig skulde sætte Venderne i Kundskab derom. Da Flaaden var samlet ved Landore, besluttede Kongen, der var opsat paa at mønstre sin Hær, at opstille sine Krigsfolk i Land for, naar han saa' hele sin Styrke samlet, at kunne skjønne, om der var Udsigt til, at han trygt kunde begynde Krig med den. Fra Kysten dér strækker der sig en lang, paa sine Steder gjennembrudt Sandrevle ud, som bugter sig saaledes, at den danner en Havn, som Skibe kan lægge ind i; den er saa lav, at man ikke kan se den, naar det er Højvande, men naar det er Ebbe, er den synlig. Indløbet til Havnen er grundt, men derfra breder den sig til begge Sider og er dyb nok. Da imidlertid alle danske Konger som Følge af en taabelig Overtro havde plejet at holde sig fra dette Sted, fordi de bildte sig ind, at der var Ulykke ved det, gik han til den næste Havn og mønstrede her omhyggelig hele Hæren, thi han vilde hellere ved at se med egne øjne danne sig et sikkert Skjøn om, hvor stor den var, end gjøre Overslag derover i Blinde. Derhos beskikkede han Folk, som skulde vejlede og øve de ganske ukyndige i Krigsvæsenet. Denne Mønstring af Hæren optog dem i fjorten Dage, og medens de saaledes laa ledige, gik største Delen af deres Levnedsmidler med. De lagde da ud af Havnen og stak i Søen i Magsvejr, men for hemmelig og uventet at komme bag paa Fjenden foretrak de blot at bruge Aarerne i Steden for at sætte Sejl til. Absalon blev sendt forud med syv Skibe for nøje at undersøge, hvor man skulde lægge til Land ved Rygens Kyst. Det var nemlig deres Agt Indbyggerne uafvidende at stikke Ild paa Byen Arkona, der var navnkundig paa Grund af det gamle Gudebillede, dér fandtes, og uventet at gjøre det af med alle dem, der tyede ind i den; Borgen havde nemlig ingen Besætning og var kun aflaaset, thi Byfolkene holdt for, at den ikke havde nødig at forsvares af Mennesker, eftersom deres Gud nok skulde vide at vaage over den. Hele den samlede Flaade, som rykkede frem i Orden, talte to Hundrede og tresindstyve Skibe. Da Absalon nu for at røgte sit Hverv som Spejder var kommen tæt op under Rygen, saa' han, da Skibsfolkene gjorde ham opmærksom derpaa, at Kongsflaaden pludselig havde taget Aarerne ind og i Steden for hejset Sejl. Han undrede sig over, hvad det skulde betyde, eftersom det for stakket siden var blevet bestemt, at den øvrige Flaade for at komme hemmeligere af Sted skulde undlade at føre Sejl, og da han saa', at den havde opgivet sit Forehavende, maatte han omsider, hvor ondt det end gjorde ham, ogsaa selv vende, eftersom hans Stalbrødre saaledes lod ham i Stikken, og søge Havn ved Møen, hvor Kongen var tyet ind. Absalon var meget mod i Hu, fordi hans Stalbrødre saaledes havde svigtet ham, og harmfuld over, at en saa herlig Lejlighed til at vinde en glimrende Sejr skulde gaa til Spilde nu, da Vinden var gunstig og Krigsfolkene ivrige, saa det skar ham i Hjærtet, at han maatte vende om fra det Togt, han havde begyndt paa. Da han gik fra Borde, blev han modtagen af Peder, Sune og Esbern, som Kongen plejede at raadføre sig med, og de førte ogsaa stærke Kæremaal over, at Kongen saa skammelig havde opgivet et nyttigt og berømmeligt Forehavende. Kongen skikkede nu Bud efter dem, og da han saa', hvor nedslagne de var, undrede han sig derover og sagde, at han havde fundet det raadeligst at lægge ind under øen for at undgaa en sendrægtig Nattesejlads; nu kunde de næste Morgen langt bekvemmere sætte det hele i Værk; Dagen er jo nemlig bestemt til Arbejde, Natten til Hvile. Da hans Raadgivere ikke svarede, undrede han sig over deres Tavshed og bød dem komme frem med, hvad der laa dem paa Sinde. De paalagde da Absalon at aabenbare, hvad de havde talt om indbyrdes, og han tog da til Orde og sagde: "Er det saa sært, at vi har ondt ved at faa Ordene frem, at de saa at sige bliver siddende i Halsen paa os, naar vi har saa tung en Sorg at bære paa og er lige ved at kvæles af Ærgrelse? Thi vel maa vi græmme os, naar vi ser dig slaa saaledes om, at der ikke kan komme andet end Skjændsel ud deraf. Du lyder jo, hvor du burde byde, og gjør dem til dine Ligemænd, hvis Overmand du burde være, naar du foragter de gavnligste Raad og gjør dem til Vilje, der er lige glade, hvad enten du har Skam eller Ære af, hvad du tager dig for. Det er nu det andet Tog, du gjør som anerkjendt og uanfægtet Enekonge, og nu skal det opgives lige saa skammelig som det første. Den ypperligste Lejlighed vrager vi, Levnedsmidler har vi kun lidt igjen af, vi kan sejle i Ro og Mag, og saa søger vi et Paaskud til at vende om, thi der er intet, som hindrer os, saa det er kun vor egen Fejghed, der driver os, hvor meget vi saa end vil give det Udseende af, at det er den haarde Nødvendighed. Er det saadanne Bedrifter, du vil udføre til Rigets Forsvar, og saadanne Befalinger, du vil indvie dit Kongestyre med? Sæt nu, vi faar en Storm, saa vi ikke kan komme af Sted, hvad andet har vi saa at gjøre end tvungne af den bitre Nød med Skamme at vende hjem efter at have gjort os fortjente til de forsmædeligste Bebrejdelser for vor Fejghed?" Disse og lignende Ting betænkte han sig ikke paa med de skarpeste Ord at sige Kongen, dels tilskyndet af den Ærgrelse, han følte, og dels i Tillid til det Venskab, der var imellem dem. Skjønt Kongen blev meget opbragt over den Frihed, han tog sig ved at tale ham saaledes til, vilde han dog ikke, at det skulde se ud, som om han ublu afviste den, der formanede ham, og betvang derfor sin store Vrede, som hans Ansigt noksom bar Vidne om, og svarede stilfærdig og taalmodig, at der var adskillige, som kunde vidne om hans Bedrifter, og at Absalon ikke havde øvet noget saa stort, at Kongen ikke endnu kunde kappes med ham i Bedrifter, selv om han maaske endnu ikke var hans Ligemand i Tapperhed. Mere sagde han ikke, men gik strax i sin Baad og lod sig ro ud til sit Skib, medens Absalon yderligere sagde, at han ikke burde blive vred paa den, der gav ham gavnlige Raad, eftersom det var langt bedre aabenlyst at lade sig sætte i Rette af sine Raadgiveres Formaninger end hemmelig at blive bagvasket og ilde omtalt. Om Natten brød der en Storm løs, og Havet kom i saadant Oprør, at Kongsflaaden til Trods for Havn og Ankere drev til Søs og splittedes ad, og i fire Dage holdt det Uvejr sig uden i nogen Maade at tage af. Dette bidrog i høj Grad til at dæmpe Kongens Harme imod Absalon, men han skammede sig ved at tilstaa, at han nu i sit Hjærte gav ham Ret, og skjulte af Undseelse, at han omsider var kommen til bedre Erkjendelse, thi i al den Tid talte han ikke med sine Raadgivere. Først Dagen efter gik han hen til dem, da de tilfældigvis stod paa Strandbredden, gav sine Ledsagere Befaling til at holde sig tilbage og sagde saa, at skjønt det havde været hans Agt at skjule det, havde de vel paa hans Ansigt kunnet læse, hvor opbragt han var bleven, og det var da heller intet Under, thi naar man spørger Folk til Raads, bør de svare med Forestillinger og ikke med grove Ord. Hvad de havde sagt, var meget forstandigt, men det kom noget for sent; havde de blot sagt det en tre Dage før, saa havde de kunnet forebygge en stor Ulykke. Den var for sent paa Færde som Raadgiver, der forsømte at tale om en Ting, naar den var uafgjort, og klagede over den, naar den var afgjort. At ville ændre gjort Gjerning er ikke langt fra at være forrykt. Det var derfor ingen Nytte til, at de havde overfuset ham med grove Ord, da sket var sket, og man for det meste ikke er synderlig oplagt til at tage imod Fornuft, naar man bliver hidsig. At der vilde rejse sig saadant et Uvejr, kunde intet Menneske paa Forhaand vide, med mindre det var blevet aabenbaret ham af Himlen, og han tvivlede ikke om, at det var en Straf, der kom over ham for hans Synder, men man burde ikke lægge ham til Last, at han ikke forud kjendte Vejr og Vind og ikke forudsaa en uundgaaelig Skæbne. Det var derfor bedst at lade Klagerne over, hvad der var sket, fare, og bruge al Kløgt og Flid til at lægge Raad op om, hvad der laa for; han vilde nemlig hellere ende sit Liv paa en berømmelig Maade end lade Toget ende med en skammelig Tilbagegang. Peder udtalte nu det samme som Absalon, men i mildere ord, og sagde, at en Konge burde mindst af alt optage sine trofaste Raadgiveres Ord med Vrede, thi ypperlige og berømmelige Mænd havde tit ynkelig maattet bøde med Livet, fordi de havde vraget et godt Raad. For Resten burde de bruge Vinden, naar den var gunstig, thi den er omskiftelig og aldrig til at stole paa. Nu burde de vente, til Vejret bedagede sig saaledes, at Folkene kunde holde ud at ro. De havde endnu Levnedsmidler til tre Dage og kun en kort Sejlads til Fjendens Land; skulde Levnedsmidlerne slippe op for dem, maatte de med Vaaben i Haand skaffe sig, hvad de behøvede. Saa snart de saa', at Bølgegangen lagde sig saa meget, at de kunde ro, burde de derfor skyndsomst samle den spredte Flaade og ro af Sted med alle Skibene paa én Gang, thi Sejladsen vilde gaa saa meget hurtigere for sig, naar Skibene laa Side om Side. Kongen roste Peder for hans Raad og paalagde Absalon at holde øje med, naar Vejret blev tjenligt, og lade ham vide, saa snart det lod sig gjøre at bruge Aarerne. Den Befaling var Absalon ivrig nok til at adlyde, eftersom det var hans eget Raad, der havde faaet den udvirket, og da Stormen den følgende Nat kjendelig tog af i Voldsomhed, blev han glad og gik ved Daggry, saa snart han havde holdt Messe, til Kongen for at melde ham, at Vejret nu havde bedaget sig saa meget, at det var muligt at bryde op, om det end vilde blive vanskeligt nok, og Folkene vilde faa fuldt op af Bryderi med at trække Aarerne. Da Kongen svarede, at saa skulde de bryde op, sagde Absalon skjemtende, at det vilde blive et smukt Stykke Arbejde, de fik gjort, i Fald de stoppede op paa Halvvejen og vendte om til det Sted, de kom fra. Skjønt disse Ord jo var lovlig hvasse til at kunne tages for en Spøg, eggede de blot i højeste Grad Kongens Mod; han undlod da heller ikke at give ham en vittig Skose igjen, idet han sagde, at naar han vendte om, kunde han jo vel faa at vide af Absalon, hvad der gik for sig i Venden. Til at begynde med gik Sejladsen for sig med stor Glæde og Ivrighed, og Folkene trak paa Aarerne i det bedste Haab om, at alt vilde gaa vel, thi inde i Bugten, hvor de havde Land paa begge Sider, kunde Vinden ikke piske Bølgerne saaledes op som ude i rum Sø; Landet, de paa alle Sider var omgivne af, hindrede dem nemlig i at bryde saa voldsomt paa. Men da Skibene begyndte at komme ud paa Dybet, blev de modtagne af en næsten uudholdelig Storm. Absalon, som ikke vilde have Udseende af, at hans Gjerninger ikke svarede til hans kjække Ord, opflammedes af ædel Ærekjærhed, lagde alle Aarer om Bord og stred af alle Kræfter saa at sige imod den haarde Nød og nødte derved Kongen, der ikke vilde staa tilbage for ham, til at følge med. Sejladsen gik imidlertid langsomt og vanskelig for sig og var egentlig næsten umulig, thi paa den ene Side var Havet i Oprør, og paa den anden Side var det ikke muligt at holde rigtigt Aareslag. Som Følge af, at Bølgerne brød saa voldsomt imod Kongens Skib, medens Stormen stod saa haardt paa, løsnedes det i Fugerne, saa det var ved at skilles ad. Da Kongen saa' det, vilde han, dels for at undgaa den truende Fare, dels ogsaa for at føre Sejladsen til Ende, over paa et Skib, hvor han kunde være tryggere, og han bød derfor Ingemar Skaaning lægge sit Skib nærmere op til hans, og med Sværdet i højre og Banneret i venstre Haand gjorde han saa et lige saa heldigt som dristigt Spring og bød saa Ingemars Folk ro til af alle Kræfter. Eskild holdt tappert ud og søgte en Stund at holde Trop, idet han mere tog Hensyn til sin Kjærlighed til Kongen end til sit Skibs Skrøbelighed, men til sidst blev han nødt til at vende om, dels fordi Faren blev saa overhængende, og dels fordi Kongen befalede ham det. Adskillige greb, da de saa' det, i deres Fejghed Lejligheden til ligeledes at vende om, idet de lod, som de misforstod, hvad der gik for sig, men denne foregivne Misforstaaelse burde ikke tjene dem til Undskyldning, thi den Omstændighed, at Kongen havde Banneret med, viste da tydelig nok, at han blot skiftede Skib og ikke agtede at vende om. Nogle maatte ogsaa imod deres Vilje vende om med deres haardt medtagne Skibe, som gik fra hinanden i Fugerne, saa de ikke kunde staa sig imod det oprørte Havs Braadsøer. Men de, som blev ved at ro sig frem, maatte, for at Kræfterne ikke skulde svigte dem under det vedholdende Arbejde, spise og ro paa én Gang, thi for at Sejladsen ikke skulde sinkes ved, at de lod Aarerne hvile om saa aldrig saa stakket en Stund, roede de med højre Haand, medens de holdt Maden i venstre. En liden Del af Flaaden, som var særlig opsat paa at vise sig tapper og indlægge sig Hæder, trodsede sig med Absalon i Spidsen igjennem den usædvanlige Storms Raseri, arbejdede sig igjennem det oprørte Hav ved utrættelig at bruge Aarerne og lagde ved Daggry ind under Hiddensø efter saa at sige at have besejret selve Naturen. Derpaa lod Absalon, for at intet skulde være uprøvet, den af sine Bedrifter som Søkriger navnkundige Vetheman udspejde Landet og kom derved til Kundskab om, at der ingen fjendtlige Skibe var i Havnene, og at Rygboerne ikke frygtede noget fjendtligt Angreb, thi deres Kvæg vankede om paa Strandbredden uden Vogtere, hvoraf man kunde skjønne, at Landsens Folk troede, at der var Fred og ingen Fare. Kongen, som var bleven meget mødig af den langvarige og besværlige Sejlads, begav sig, saa snart han havde naaet Havn, over paa Absalons Skib og lagde sig overvældet af Træthed og Nattevaagen til at sove. Resterne af Flaaden, der sammen med ham var naaet over til Rygen, talte kun tresindstyve Skibe. Der var blandt andre to Hallandsfarere, som var mere højbaarne end højsindede. De mente, at saa ringe, som Flaaden nu var, vilde den ufejlbarlig være udsat for stor Fare, og de stævnede derfor hen til Absalon med det Skib, de havde i Fællig, og sagde, at de nødvendigvis strax maatte have Kongen i Tale, og da de fik at vide, at han sov, forlangte de, at han strax skulde vækkes. Absalon sagde, at han ikke saa ubetimelig vilde forstyrre Kongen i den Søvn, han saa haardt trængte til, men vilde de lade ham vide, hvad de havde paa Sinde, skulde han sige Kongen det. Saa sagde de, at deres Skib var ilde tilredt, det skortede dem paa Levnedsmidler, og de havde en lang Vej hjem, og nu havde de den bedste Lejlighed med god Bør, thi Modvinden, der havde gjort Udfarten saa besværlig, var Medvind nu og vilde gjøre dem Rejsen let, naar de sejlede hjem, hvorfor de hellere vilde benytte sig af disse gunstige Omstændigheder end blive ved med dette mislykkede og unyttige Togt, hvorved de ufejlbarlig vilde sætte Livet til enten ved Skibbrud eller ved at dø af Sult. Absalon bød dem nu ikke blot at lade deres skammelige Forsæt fare og i dets Sted beslutte sig til, hvad de kunde have Ære af, men paalagde dem ogsaa for deres Æres Skyld at tie stille med, hvad de havde haft i Sinde, thi kom saa skammelige Ord som de havde talt, ud iblandt andre, vilde de uudslettelig brændemærke dem som fejge Krystere. Hvad de havde anført for at besmykke deres kvindagtige Fejghed, var ikke andet end tomme Paaskud, sagde han, thi de kunde med Lethed gjøre deres Skib i Stand, og det var ogsaa en let Sag at skaffe sig fuldt op af Levnedsmidler ved at gjøre Strandhug vidt og bredt. Var de skamløse nok til at forlade Kongen nu, da han stod over for Fjenden og havde saa faa Folk, vilde de sætte den største Skamplet paa deres Navn og Rygte. Saa sagde den ene af dem, at han havde Ting at tage Vare paa for Kongen hjemme, som det var ganske nødvendigt blev besørgede saa hurtig som muligt, og da Absalon indsaa, at han ingen Vegne kom over for hans Udflugter med det gode, søgte han at true ham til at give efter ved at lade ham vide, at Folk, der uden Forlov drog hjem fra Leding og fulgte deres eget Hoved i Steden for at vise Kongen den Ærbødighed, de var ham skyldige, efter Landsens Lov ikke blot havde forbrudt deres Gods, men ogsaa Livet. Men ikke engang ved at gjøre dem opmærksom paa, hvilken Fare de udsatte sig for, kunde han faa dem til at tage Mod og Mandshjærte til sig og lade Frygten fare, de hejsede Sejl for at benytte Børen og sejlede bort, medens han blev ved at forbande og udskjælde dem med de haardeste Ord. Da Kongen var vaagnet, og Absalon fortalte ham, hvad der var foregaaet, svor han paa, at disse skamløse og troløse Rømningsmænd skulde komme til at bøde for, hvad de havde forbrudt imod ham. Derpaa gik han i Land paa øen og sammenkaldte Skibsstyrismændene for at høre, hvad de mente, der burde gjøres. Adskillige fandt, at det var raadeligst at vende hjem, da man ikke uden Fare kunde give sig i Kast med Fjenden. Kongen sagde, at det Raad kunde være godt nok, hvis man ikke ved at følge det satte en Plet paa Fædrelandets Ære og gjorde Fjenderne over al Maade kry. Sporene af Lejren vilde nemlig røbe for Venderne, at Danskerne havde været der, og Grunden til det hemmelige Tilbagetog vilde de udelukkende søge i, at de var bange. Derfor vilde han hellere udsætte sig for Fare end for Skam og ikke sejle hjem uden at have været i Kast med Fjenden. Desuden vilde de bære sig lige saa fejgt ad som de, der var rømt under Paaskud af deres Skibes Skrøbelighed, hvis de ikke viste sig dem lige saa overlegne i Henseende til Mod og Tapperhed, som de havde overgaaet dem i Evne til at udholde Strabadser, men sejlede hjem med uforrettet Sag. Saa raadede Vetheman, som nylig havde udspejdet Rygboerne og vidste, at de ikke var belavede paa noget Angreb, til at lade Folkene gjøre Landgang; hvis Landsens Folk saa intet anede, kunde de uden selv at lide nogen Skade slaa dem ihjel og gjøre Bytte; viste det sig derimod, at de var forberedte, kunde de uden Fare strax trække sig tilbage igjen. Hvordan de skulde forholde sig, sagde han, kunde de skjønne af, hvorledes Pløjefolkene bar sig ad, thi naar de har gjort den første Del af deres Dagværk, plejer de altid at lægge sig til at sove for at samle friske Kræfter til Arbejdet, men det har de kun for Skik at gjøre, naar der ikke er noget, de er bange for, og naar de føler sig fuldkommen trygge, saa hvis de ikke fandt nogen af dem sovende, var det et Tegn paa, at de havde mærket Uraad. Kongen sagde, at det Forslag mere passede sig for Fribyttere end stemte med, hvad der sømmede sig for ham som Konge, thi det havde man dog endnu aldrig spurgt, at danske Konger havde ladet sig jage paa Flugt af Vender, og han vilde ikke være den første, som satte en saadan Skamplet paa den kongelige Værdighed. Derpaa fik Gnemer Falstring Ordet, og skjønt man ellers holdt for, at han var nok saa mandhaftig som kløgtig, gav han, hvad enten det nu skyldtes hans Kløgt eller Kongens Lykke, et godt Raad, som gjorde Ende paa den store Tvivl og Uvished, alle var stedte i, og fik Forsamlingen, som ikke vidste, hvad den skulde gjøre, til at gaa over til hans Mening. Han sagde nemlig, at det vilde være letsindigt med en ringe Styrke at indlade sig i Kamp med en overlegen Fjende, men Landskabet Barke, som var skilt fra Rygen ved et kort Sund, vilde det paa Grund af dets Lidenhed være en overmaade let Sag at hærje, om Folkene dér end var nok saa forberedte. Nu skulde Kongen gaa i Seng og hvile sig ud og friske sine af Nattevaagen medtagne Kræfter og sit af Bekymringer forpinte Sind op med en god Søvn, sagde han, og saa skulde han stævne did med Flaaden, naar Aftenen var falden paa, for at komme saa meget mere uventet over Fjenden. For Resten skulde de, naar de løb ind i det grunde og snævre Sund, holde Skibene spredte og ro ganske stille, for at ikke Lyden af Aareslagene skulde skræmme Landsens Folk op af deres Ro og Tryghed, og for at de selv ikke skulde løbe paa Grund og blive hængende paa Sandbankerne som Følge af, at de ikke vidste Besked om, hvor der var dybt, og hvor der var grundt. Alt øvrigt lovede han selv at udforske. Kongen gik med Begjærlighed ind paa dette Raad, og om Aftenen gav han Tegn til Opbrud, og Flaaden stævnede ind i Sundet. For at den bekvemmere kunde komme igjennem det, bød Kongen, at Skibene skulde sejle tre og tre i Følge for at undgaa de Forsinkelser, Løbets Snæverhed ellers kunde medføre, naar de sejlede i Uorden imellem hinanden. Gnemer kom ham nu i Møde med sit Skib og meldte, at Lejligheden var gunstig til at falde ind i Landet; han havde nogle Spejdere med, som Landsens Folk havde udsendt, og som han havde opsnappet. Kongen blev glad herover, og ved Daggry rykkede han frem igjennem Skovene, plyndrede Marker og Landsbyer med saa meget større Voldsomhed, som det skete hemmelig, og overrumplede og fældede Landsens Folk, som laa og sov trygt. Adskillige af dem troede, da de blev skræmmede op af Lyden af Hestenes Hovslag, at det var deres egne Høvdinger, der kom, men den Vildfarelse kom de snart ud af, da de fik Spydene i Kroppen. Flere af dem stak Hovederne uden for Døren og spurgte, om det var Cazimar eller Bugislav, der var kommen, og som Svar paa deres Spørgsmaal huggede Danskerne dem saa ned. Biskop Absalon var med en Del af Hæren draget en anden Vej og trængt langt ind i Landet. Da han kom til et Sted, hvor han ved et stort Mosedrag var skilt fra Kongshæren, og ikke vidste, hvor denne befandt sig, var han snild nok til ikke at lade stikke Ild paa de Landsbyer, han plyndrede; først da han langt borte saa' den lld, Kongen havde paasat, mente han, at nu kunde han gjøre ligesaa, lod strax stikke Ild paa Husene og tilkjendegav ved Luerne, der flammede rundt omkring i Egnen, sine Stalbrødre, at hans Tog var løbet heldig af. Da de mente, at de havde gjort tilstrækkelig rigeligt Bytte, begav de sig paa Tilbagevejen til deres Skibe, og skjønt der var et langt Stykke Vej imellem dem, gav de stadig ved rygende Baal hinanden til Kjende, hvor de var, dels for at det ikke skulde hedde sig, at de listede sig bort, og dels for at den ene Del af Hæren ikke skulde storme for stærkt paa og komme hurtigere af Sted end den anden. Imidlertid var Skjalm Skjæggemand, der var bleven ladt tilbage for at tage Vare paa Flaaden, stævnet ud i rum Sø med Skibene, for at Fjenderne ikke skulde spærre det smalle Indløb til Sundet for dem. Da Rygboerne angreb ham med deres Skibe, bemandede han nogle faa Skibe med hele Flaadens Besætning, idet han foretrak at møde Fjenden med vel bemandede frem for med talrige Skibe. Efter at have sejlet dem i Møde og slaaet dem paa Flugt undlod han at forfølge de flygtende og vendte tilbage til Havnen, for at Indskibningen af hans Stalbrødre ikke skulde sinkes, naar de vendte tilbage. Da han anden Gang blev angreben, satte han sig lige saa dristig til Modværge, og da de atter og atter blev ved at angribe ham, slog han hver Gang disse hyppige Angreb tilbage med sin haardnakkede Modstand, og egget ved disse mere uafladelige end skrappe Angreb, benyttede han Lejligheden og satte efter Fjenden. Imidlertid kom Kongen ned til Strandbredden, hvor han til sin store Forundring fandt Skibene uden Bevogtning og Skjalm borte, men da han omsider kom tilbage efter at have gjort Jagt paa Fjenden, lod Kongen Resten af Hæren gaa om Bord og hejse Sejl for at forfølge Rygboerne, som brugte Aarerne for at komme af Sted. De havde imidlertid saa stort Forspring og roede saa skrapt, at han mere indjog dem Skræk end udrettede noget ved at gjøre Jagt paa dem. Da Kongen saa' Styrismanden paa det Skib, der var nærmest ved hans, springe ud i Forstavnen paa sit Skib med en overmaade tapper og drabelig Mine, roste han ham meget og sagde til sidst, at hvad man gav ud til en tapper Mand, var herlig og priselig anvendt. Omsider sprang Vinden om, saa han ikke kunde komme videre, og han maatte da vende om og ro lige saa langt tilbage, som han var naaet frem med Sejl, og lige saa let det var gaaet fremad med Sejl, lige saa vanskeligt var det at komme tilbage ved Hjælp af Aarerne. Medens Danskerne nu stred sig frem med Strømmen imod sig, benyttede Venderne, som var nøje kjendte med Farvandet, en Gjenvej, som Danskerne ikke kjendte, og hvor Vandet var dybt, og søgte, idet de pludselig opgav deres Flugt, at komme bag paa dem. Da Absalon saa' dem komme frem fra skjulte Bugter, og hans Stalbrødre i deres Angst fremskyndede Sejladsen, foretrak han at holde sig blandt de bageste frem for at være blandt de forreste for ædelt at dække Flaaden i Ryggen. Hvad der nu skete, blues jeg ved at fortælle. Største Delen af Danskerne satte al Skam til Side, hejsede Sejl og forlod deres Konge, skjønt de saa' Fjenden rykke frem imod ham. Kongen, som blev ladt i Stikken med nogle ganske faa Skibe, harmedes mere over disse Rømningsmænd end over Fjenden. Den Styrismand, som han for stakket siden havde rost, da han stod i Stævnen paa sit Skib, saa' han nu, for at han kunde komme hurtigere af Sted, øge Stykker til Sejlet, fordi det var ham for kort, hvorfor Kongen nu gav ham Smædeord i Steden for Ros og sagde, at den Godhed, man viser Krystere, er ilde anvendt. Heraf kan man se, at det ikke er let at komme paa det rene med, om en Mand virkelig er i Besiddelse af Tapperhed, som er til at lide paa, naar man ikke ser ham stedt i den yderste Nød og Fare. Det var ikke muligt at faa dem, der sejlede bort, til at vende om, hvor meget man end raabte efter dem, gjorde Tegn til dem og opfordrede dem paa alle optænkelige Maader, i den Grad havde Angsten gjort dem alle døve. Kongen lod derfor sine Folk holde lidt inde med Roningen og spurgte dem, han havde om sig, hvad der var raadeligst at gjøre, og da de andre tøvede med at svare, sagde Absalon, at de burde søge til Hiddensø og bie paa gunstig Vind der. Peder sagde da, at det burde de ingenlunde, og anførte som Grund for denne sin Mening, at hvis den Storm, de nu havde, blev ved, kunde de hverken vende hjem eller faa Flaaden forstærket, medens Venderne hver Dag kunde trække flere Folk til sig. De burde derfor sætte Sejl til, men saaledes, at de lempede sig efter hinanden, idet de hurtigste Sejlere skulde tage et Svøft ind for ikke at sejle fra dem, der kom langsommere af Sted, saa at de alle kunde staa Last og Brast med hverandre. Absalons kjække Raad maatte vige for Peders overordentlig forstandige. Hver af dem tænkte i Overensstemmelse med sin Alder, Absalon, som det sømmede sig en modig Ungersvend, Peder, som det passede sig for hans graa Haar. Da der nu kun var syv Skibe tilbage af hele den danske Flaade, roede Slaverne stolende paa deres Mængde paa det ivrigste frem, idet de i deres Foragt for Fjendens ringe Antal udstødte skingrende Skrig; men de gik mere hidsig end modig til Værks, thi saa snart Pilene begyndte at ramme dem, turde de ikke ro nærmere. Lidt efter begyndte de med deres dragne Sværd at slaa snart paa deres Halse, snart paa deres Skjolde i den Tro, at de kunde skræmme Danskerne med den Slags Trusler. Derpaa begyndte de igjen at ro frem, medens de raabte og skreg i vilden Sky, saa det var gyseligt at høre paa. Men det gik denne Gang ligesom den forrige, thi da Danskernes Kastevaaben naaede dem, blev de slaaede paa Flugt og roede strax tilbage. Et tredje Forsøg paa at skræmme Fjenden gjorde de ved at dyppe deres af Solheden indtørrede Skjolde i Vandet og strække dem over Knæene for at gjøre dem brugelige til Kamp, som om det nu var uden for al Tvivl, at de vilde slaas med Danskerne, og nu endelig gav de sig til at ro ivrig fremad, hvad enten det nu var Begjærlighed efter Bytte, der drev dem, eller det var, fordi de skammede sig. Lige saa drabelig dette til at begynde med tog sig ud, lige saa ørkesløst faldt det imidlertid ud, thi ligesom tidligere skræmmede Pilene dem tilbage, og de opgav yderligere at binde an med de faas uovervindelige Standhaftighed, skjønt de saa', at Danskerne i høj Grad haanede og udæskede dem. Da Kongen atter fik Danmark i Sigte, havde Vinden lidt efter lidt lagt sig, og Sejladsen gik saa trægt og langsomt, at de, skjønt de satte alle Sejl til, om Morgenen næsten laa paa samme Sted, hvor de havde ligget om Aftenen. Da Vinden saaledes svigtede, lod Kongen imidlertid sine Fok bruge Aarerne. Omsider mødte han Eskils Skib og gik om Bord paa det og sejlede til Skaane. De, som havde holdt ud med ham til det sidste, sejlede til Sjælland. Peder fik nu Lyst til at spille en Mand ved Navn Rane et Puds; denne Rane var overmaade veltalende, men ikke synderlig snedig. Peder stillede da ikke blot sine Fanger, men ogsaa en Del af sine Rorkarle op i Løftingen, for at det skulde se ud, som om han havde gjort stort Bytte, eftersom han havde saa mange Fanger at vise frem. Da Rane nu saa' ham sejle forbi, vilde han give det Udseende af, at hans Skib var læk, og gav sig derfor til at skjælde sine Folk grovt ud og bød dem øse Skuden læns, hvortil imidlertid en af Folkene svarede, at der havde jo ikke været Vand i Kjølen i de sidste tre Dage. "Dine Folk forstaar sig ikke rigtig paa at svare dig", sagde Peder. Nu saa' Rane, som stod og stak Hovedet frem og kigede, at der kun sad faa Folk ved Aarerne paa Peders Skib, medens der var en Mængde unge Mennesker i Løftingen, som ingenting bestilte, og som han derfor troede var Fanger. Han ærgrede sig da over, at han havde holdt sig i Ro, og sagde, at Lykken ikke havde været ham saa god som Peder, eftersom han ikke havde kunnet tage Del i Togtet, fordi han var lige ved at lide Skibbrud. Om Efteraaret drog Kongen med en talrig Skare Sjællandsfarere og Skaaninger og en liden Skare Jyder til Egnen omkring Arkona, hvor de gjorde stort Bytte. Da de atter drog ned til Strandbredden, satte Rygboerne med en stærk Stridsmagt fra Fastlandet over til øen i den Hensigt at falde Danskerne i Ryggen, naar de atter søgte ned til Skibene for at gaa om Bord i dem. Danskerne blev nødt til at gjøre Holdt en Stund, thi der opstod en stærk Taage, som hyllede Himlen i tæt Mørke, saa de blev forvildede og ikke vidste, hvad Vej de skulde. Man skulde næsten tro, at Lykken i sin Gunst havde beredt dette Vejr for at skaffe dem den Sejr, de vandt. Venderne fo'r vild, da de ikke kunde se for denne mørke Taage, og kom næsten midt ind imellem Fjenderne, og da Solen saa pludselig splittede Taagen, saa' man begge Hære næsten lige inde paa Livet af hinanden. Prislav, som i sin Tid var flygtet fra Venden, kom nu ridende i fuld Fart; Barbarerne var der, sagde han, saa nu havde Danskerne den ønskede Lejlighed til at holde Slag med dem; han opmuntrede derhos alle til at kappes i Tapperhed med deres aldrig besejrede Forfædre, hvortil Kongen svarede, at Fjenderne skulde finde Folk for sig, som foretrak Døden for Flugt. Danskerne, som var overmaade hidsige og opsatte paa at holde Slag, opløste imod Sædvane deres Slagorden og begyndte at gaa løs paa Fjenderne, saa snart de saa' dem. De fik da ogsaa Sejr strax ved første Angreb, thi Venderne tog Flugten, førend Kampen ret var begyndt. Under denne Danskernes Fremstormen tørnede to af Kongens Hirdmænd saa voldsomt sammen med deres Heste, at de begge to faldt af; Kongens Hest styrtede som Følge deraf med ham, og han faldt saa voldsomt oven paa dem, at han stødte sin venstre Albue igjennem Skjoldet og langt ned i Jorden. Absalon skulde lige til at staa af Hesten for at hjælpe ham op, men han vinkede til ham, at han skulde lade det være, idet han holdt for, at det var et lykkeligt Fald, han havde gjort, naar han blot fik Oprejsning ved, at Fjenderne led et Nederlag. Denne Tildragelse varslede da heller ikke saa ilde, som den tog sig slemt ud, thi Kongens Fald var i Virkeligheden et Forbud paa Fjendens Nederlag. Barbarerne blev nemlig overvundne uden Kamp og huggede ned, uden at Danskerne led nogen Skade. En stor Del af dem ilede over Hals og Hoved ned til den Bugt, de havde sat over, og satte Livet, som de søgte at bevare, til i Bølgerne, og der druknede lige saa mange, som der faldt for Sværd. En Del vadede, for saa meget sikrere at undgaa Fjenden, med Forsæt ud, til Vandet naaede dem til Halsen, men det hjalp dem ikke, thi de kunde ikke skjule sig for Danskerne, som vadede ud efter dem og slog dem ihjel. Da nu alle de, der var ude i Vandet, var bleven dræbte paa én nær, som stod med Fødderne paa en Sten, der var skjult under Vandet, og saaledes havde undgaaet det Mandsslæt, der havde gjort det af med hans Stalbrødre, sagde Absalon til Krigsfolkene, som tøvede med at gaa ud og slaa ham ihjel, fordi de var bange for, at der var for dybt. "Den Karl er vel ikke saa lang, Folk, at I ikke kan maale jer med ham; hvor han kan bunde, kan vi vel ogsaa". Disse Ord tog hans Broder Esbern som en Opfordring, og skjønt han ikke tvivlede om, at Venderen stod paa en Sten, der var skjult under Vandet, lagde han mere Vægt paa at efterkomme sin Broders Bud end paa at bjærge Livet, og da de andre ikke vilde, gik han i fuld Rustning ud i Vandet, der var farvet rødt af Fjendeblod. Da han havde jaget sin Lanse igjennem Venderen og vilde tilbage til Land. greb Hvirvlerne i Vandet ham, og han gik til Bunds og vilde være druknet, hvis hans Stalbrødre ikke var kommet ham til Hjælp. Opsat paa at komme til at trække ham op af Vandet sporede Olaf nemlig sin Hest ud paa Dybet, hvor han var, og søgte efter at have faaet Tag i ham at løfte ham op, men var saa lige ved at falde af Hesten, og i den Nød tænkte han mere paa sit eget end paa den andens Liv og opgav Omsorgen for sin Ven for at bjærge sig selv. Saa var der en Mand ved Navn Niels, som tog den Gjerning op, som Olaf havde forsøgt, og ikke kunde dy sig for at spore sin Hest ud paa Dybet, men han lagde mere Mod for Dagen, end han havde Held med sig, thi han blev stedt i samme Nød og maatte opgive sit Forehavende. Da Rytternes Hjælp saaledes svigtede, faldt det i Fodfolkenes Lod at redde ham. Da de havde faaet ham bragt i Land, troede alle, som saa' ham, at han var død, thi det var ikke til at mærke, at han trak Vejret, saa fuld var hele hans Krop af Vand. Efter at hans Stalbrødre havde rullet ham en god Stund, begyndte han imidlertid omsider at spy Vandet ud, og da han var bleven af med det, slog han øjnene op, men tale kunde han ikke, hvorfor de, som stod hos, dækkede hans Legeme, der var helt stivt af Kulde, godt til med Klæder, og da han var bleven gjennemvarm, fik han ikke blot sit Syn, men ogsaa sit Mæle igjen, men hele den Dag var han saa bleg, at han saa' ud i Ansigtet som et Lig. Der var ogsaa en anden dansk Riddersmand, hvis Tapperhed jeg mener ikke bør forbigaas i Tavshed. Da han ganske ene, mere ivrig end forsigtig, forfulgte de flygtende Fjender og kom midt ind imellem dem, og Barbarerne opfordrede ham til at overgive sig, ænsede han ikke denne deres Opfordring, men sprang af Hesten og vilde hellere falde med Sværd i Haand end bjærge Livet ved at overgive sig. En vældig Hob Fjender trængte ind paa ham for at fælde ham, men enhver, der kom ham nær, huggede han ned, og uden at vise det ringeste Tegn paa Frygt faldt han kæmpende, bedækket med ærefulde Saar, paa den Dynge af Lig, han havde ophobet omkring sig. Ikke blot fulgte utallige Fjender ham i Døden, men de overlevende var slagne med Forbavselse over den Tapperhed, de havde set ham lægge for Dagen. Ved sin udmærkede Tapperhed opnaaede han, at de Vender, der var Vidne til den, aldrig siden vovede sig til at holde Slag med Danskerne. Næste Aar beredte Danskerne sig igjen til at gjøre Tog til Venden, og Rygboerne, som paa Grund af det Nederlag, de nys havde lidt, ikke havde Mod til at tage imod Krigen, sendte derfor en overmaade veltalende Mand ved Navn Dombar op for at bede om Fred. Absalon tog imod ham og tog hans Skib til Brug for sig selv paa Togtet, men hans Skibsfolk tingede han i Kost, til han kom tilbage, og Dombar selv tog han med til Kongsflaaden. Det var nemlig Skik, at Rygboerne og Danskerne gjensidig havde Ret til at holde de Sendemænd, der, medens et Tog var i Gang, kom fra Fjenden, tilbage, til de kom hjem fra Toget, for at de ikke, naar de vendte tilbage til deres Landsmænd, skulde bringe dem Bud om, hvad der foregik i Fjendens Land, og saaledes mere gjøre Tjeneste som Spejdere end som Sendemænd. Da stadig Modvind imidlertid sinkede Toget, og det saa' ud til, at Jyderne vilde gaa fra hverandre, fordi Levnedsmidlerne slap op for dem, afhjalp Sjællandsfarerne og Skaaningerne deres Trang ved gavmildt at overlade dem af deres Levnedsmidler, for at ikke saa stor en Del af deres Stridsmagt, tvungen af den haarde Nødvendighed, skulde forlade dem. Fynboerne derimod ydede ikke det ringeste Bidrag til at afhjælpe deres Stalbrødres Nød, skjønt de havde fuldt op af Levnedsmidler. Da Dombar mærkede det, tilbød han nu kun Fred paa lige Vilkaar, medens han før havde bedt ydmygt om den. For øvrigt forlangte han, at Absalon skulde mægle hos Kongen. Da Bispen spurgte ham, hvilken Borgen han vilde stille for, at han mente det ærligt, svarede han, at han som Borgen vilde kaste en Sten i Vandet; det var nemlig disse Barbarers hedenske Skik, naar de indgik en Overenskomst, at kaste en Sten i Vandet med Bøn til Guderne om, at de maatte gaa til Bunds som Stenen, i Fald de brød deres Ord. Da Absalon nu imidlertid forlangte, at han skulde stille Gisler, og ikke vilde vide af falsk og løgnagtig Overtro at sige, hvor det drejede sig om alvorlige Ting, var Dombar fræk nok til ogsaa paa sin Side at forlange Gisler. Absalon blev opbragt herover og sagde, at Rygboerne ikke blot plejede at sende Danskerne Gisler, men ogsaa Penge og Tilskud til deres Flaade, medens ingen mindedes, at Danskerne nogen Sinde havde tilstaaet eller sendt Rygboerne sligt. Hertil svarede Dombar: "I Fald du virkelig er i Besiddelse af den Klogskab, du anser dig for begavet med, saa laaner du villig øre til, hvad jeg nu vil sige dig, og lægger dig det vel paa Sinde. Enhver, der vil bære sig fornuftig ad, bør vel betænke, at Tiden falder i tre Dele, af hvilke han bør lægge mindre Vægt paa de to, men nøje tage den tredje i Betragtning frem for de andre - han mindes nemlig Fortiden, ser Fremtiden i Møde og betænker vel, hvad der ligger for i Nutiden. Daaren derimod plejer at svæve imellem Haabet om det tilkommende og Mindet om det forbigangne, medens han forsømmer at gribe den Lejlighed, som Nutiden byder ham, og slipper, hvad han har imellem Hænderne. Saaledes gaar det ogsaa dig; hildet i ørkesløse og vidtløftige Bekymringer hæger du saa grundig og omhyggelig om Fortidens Skyggebilleder og grubler saaledes over, hvad der skal ske i Fremtiden, at du ikke kan se, hvad der ligger lige for Haanden, og hvad der ligger lige for øjnene. Medens du fordyber dig i Mindet om henfarne Tider, mener du falskelig, at alt skal gaa lige saa lykkelig i Fremtiden som i dem, og medens du øser Haab af Mindet, lader du Nutiden, med hvad den bærer i sig, glide dig forbi. Jeg indrømmer, at Danskerne i sin Tid har undertvunget mit Folk, men nu er Lykken os lige saa god og huld, som den fordum plejede at være eder, og har sat os paa lige saa høj en Plads, som der nogen Sinde er faldet i eders Lod. Saa meget som I før har overgaaet os, saa meget overgaar vi nu jer i Magt og Velfærd; vi er ved Lykkens Gunst naaede saa vidt, at Danmarks Lykke aldrig har været større, end vor er nu. Derfor er det Daarskab af dig at komme med slige Forlangender; idet du taabelig stiller dig den svundne Oldtid for øje, glemmer du, hvad der er sket for stakket siden, og søger at paatvinge mig saadanne Vilkaar, som du i Betragtning af de forhaandenværende Omstændigheder snarere selv burde modtage end kræve af andre. Eders Landemærker er ynkelig medtagne af vore Vaaben og Hære og ligger øde og udyrkede hen; i vort Land er der Overflod, og dog forslaar den knapt til at ernære den Mængde Mennesker, det avler. Og dog oprører det dig ikke blot at betragte os som eders Overmænd, men selv som Ligemænd, skjønt du ser, at vi i alle Maader er jer overlegne. Vent med at kræve Skat af os, til I har naaet den Lykke og Velstand, vi nu har naaet, og til du ser os sukke under de Ulykker, der nu trykker jer". Saaledes talte Dombar. Absalon skjulte sin Harme og svarede ham kun med nogle faa Ord, men han fortalte Kongen, hvad han havde sagt. Togtet blev opgivet. fordi det Oprør, Havet vedblev at være i, hindrede Sejladsen. Skjønt Kongen hidtil havde haft Held med sig, naar han angreb Venderne, indsaa han dog, at det var en vanskeligere Sag at faa Bugt med dem, end at han kunde overkomme det med egne Kræfter. Han bad derfor Hertugen af Sachsen om at slutte Vaaben- og Krigsforbund med sig og lovede ham en stor Sum Penge derfor. Hertugen lovede at deltage i Toget, dels fordi den store Løn lokkede ham, og dels tilskyndet af Haabet om at underlægge sig sine Naboer. Den norske Konge havde allerede tidligere foræret Valdemar, som han havde det største Venskab til, et Skib forfærdiget med den største Kunst i en Drages Lignelse. Det bød han nu Absalon bemande med Rorfolk fra Roskilde og saa føre det til den danske Flaade. Da Absalon kom til Isøre Havn, blev han paa Grund af Modvind opholdt længere der, end han ønskede, og der var ikke noget, som gik ham mere til Hjærte, end at han, som ellers plejede at være hurtigere paa Færde med sine Forberedelser, naar de skulde sejle, end alle de andre, nu skulde være senere paa Færde og komme bag efter, medens de andre allerede var paa Vej til Samlingsstedet. Som han nu overvældet af Skamfuldhed og Ærgrelse laa og sov i Agterstavnen, bares det ham i et Drømmesyn for, at det vilde blive Magsvejr. Det tyktes ham nemlig, at en Mand kaldte paa ham, og at han gik op i Land, hvor han saa en Stund vandrede sammen med Biskop Toke af Børglum, som bød ham at lægge nøje Mærke til og drage sig vel til Minde, hvad han nu vilde faa at høre. Derpaa istemmede Toke tre Gange i Træk den Hymne, der plejer at synges Julenat, og bød ham høre nøje efter, hvad der blev sunget. Da han vaagnede, stod det, han havde set i Drømme, saa levende for ham, at han bildte sig ind, at det havde været Virkelighed og ikke et Drømmesyn, og da han huskede, at det i Drømmen var blevet ham lovet, at han næste Morgen skulde slippe af Sted, fattede han saa sikkert Haab om, at det vilde blive Magsvejr, at han gik i en Baad, skjønt Stormen endnu ingenlunde havde lagt sig, bød Astraad, som var Højbaadsmand paa Kongeskibet, skynde sig at rejse Masten og fik sig i en Fart noget at spise. Medens han var ved at spise, kom Astraad og meldte, at Stormen havde lagt sig, og spurgte, hvad han nu skulde gøre. Absalon bød ham strax hejse Sejl og lægge ud gjennem Isøregab og, naar han var kommen ud af det, sejle uden om øen paa den Side, Vinden vilde føre ham ad. Medens han nu skyndte sig at udføre denne Befaling, satte Folkene paa Krigsflaaden, der var lagt ind i den samme Havn, glade over, at det pludselig var blevet Magsvejr, ivrig Sejl til, men det var de ikke saa heldige med, som de var ivrige til det, thi hvert øjeblik sprang Vinden om og drev dem snart i øst og snart i Vest, saa de paa Grund af Vindens Ustadighed ikke kunde sætte Kursen, hvorhen de vilde. Man skulde næsten tro, det var Himlens Vilje, at Absalon ikke skulde sejle alene eller komme bag efter de andre, hvilket da ogsaa tydeligt viste sig, da han naaede dem, thi saa snart han kom til, skiltes Skyerne, og de fik saa god og stadig Bør, at Sejladsen, som hidtil ingen Fremgang havde haft, nu gik strygende. Saaledes viste selve Elementerne Absalon Ærbødighed ved at lægge Baand paa sig, medens de ikke vilde læmpe sig efter de andre. Da han skjønnede, at Kongeskibet, der var betroet til hans Varetægt, havde taget Skade i den stærke Storm og var i den største Fare for at synke, lod han det strax trække op paa Land og en ny Planke sætte i det, saa at det, efter at have været læk og næsten sønderslaaet, blev lige saa stærkt som før. For at det skulde tage sig saa meget smukkere ud, lod han Stævnen beslaa med gyldne Nagler. Efter at han var stødt til Kongen ved Masnedø, sejlede de med Flaaden til øen Poel, og Danskerne og Tyskerne faldt nu i Fællig, men hver fra sin Side, ind i Venden; undertiden var Danskernes og Tyskernes Hære hinanden saa nær, at de kunde se hinanden. Da Venderne en Gang havde overrumplet og dræbt nogle tyske Krigere, der havde vovet sig for langt ud for at samle Foder til Hestene, tog Rytterne Hævn for den skete Skade ved at ty til en dristig List. De skjulte nemlig deres Vaaben, tog simple og snavsede Klæder over Brynjerne og gav sig til at meje, som om de var ude at samle Foder, og da Venderne med Nuklet i Spidsen sprængte frem fra deres Skjul for at slaa dem ihjel, sprang de hurtig op paa deres Heste, kastede Leerne og greb til Sværdene i Stedet og hug dem ned. Nuklets Hoved hug de af og satte det paa en Stage og førte det saaledes til Lejren, til Gammen og Glæde for begge Hære. Da hans Søn Prislav, der var bleven fordreven fra sit Fædreland, fordi han elskede Kristendommen og afskyede den hedenske Overtro, og havde søgt Tilflugt hos Danskerne, fik det at vide, just som han sad ved sit Maaltid, holdt han en liden Stund op med at spise, støttede Haanden til Kinden og sagde, at det var ret og billigt, at en Gudsforagter fik et saadant Endeligt, og saa tænkte han ikke mere paa det, men viste sine Bordfæller sit sædvanlige glade og fornøjede Ansigt, saa stor var hans Selvbeherskelse og endnu større hans Ærbødighed for Kristendommen, eftersom han ikke vilde anse den for Fader, som han vidste var Kristendommens Fjende; det er derfor ikke let at sige, om han lagde mest Sjælsstyrke eller Fromhed for Dagen. Heller ikke ynkedes han nu mere end før over sit Fædreland, thi han vedblev med Raad og Daad at gjøre alt, hvad han kunde, for at det skulde blive et Bytte for de to fremmede Folkefærd. Nogle faa Dage efter kom Valdemar til Henrik for at tale med ham, og Hertugen førte ham tillige med Absalon og ellers ingen andre ind i sit Telt og anrettede der et Maaltid for ham, ved hvilket en stor Mængde Stormænd gjorde Tjeneste som Bordsvende. Det var et ypperligt Maaltid i Henseende til Retternes Mangfoldighed og Afvexling, men endnu prægtigere var det dog i Henseende til Betjeningen, ved hvilken der mere var lagt an paa at gjøre Ære af Gjæsterne end taget Hensyn til Nytten. Hirdmændene spiste ved et Bord for sig selv. Da Valdemar var kommen tilbage til sin egen Lejr, indtraf der nogle Begivenheder, som voldte ham ny Bekymring, og det var ham da meget om at gjøre at faa at vide, hvor han kunde træffe sammen med Henrik, da han nødvendigvis maatte have en Samtale med ham. Da han sagde, at han maatte have en forstandig Mand til at røgte dette Hverv for sig, foregav nogle, at deres Heste var halte, andre, at deres ikke var ordentlig skoede, alle kom med Udflugter og Undskyldninger for at skjule deres Frygt, thi ingen af dem turde paatage sig en saa farlig Sendefærd. Imidlertid kom Absalon, der som sædvanlig havde brugt sin Fritid til at hugge Brænde, tilbage fra Skoven, og da han blev spurgt, om han vilde drage i denne Sendefærd for Kongen, svarede han, at det vilde han gjærne. Da han nu blev opfordret til at vælge, hvem han vilde have med, valgte han næsten kun Frænder og paarørende, idet han holdt for, at han bedre kunde forlade sig paa dem end paa fremmede. Den mægtige vendiske Fyrste Nuklets Søn Prislav, der var bleven jaget bort som en Forræder af sin Fader, fordi han havde ægtet Valdemars Søster og antaget Kristendommen, lovede at følge med som Vejviser, eftersom han var godt kjendt med Egnen. Dels til Løn for hans Troskab og dels paa Grund af Svogerskabet havde Kongen forlenet ham med en stor Del af de vigtigste øer. Absalon drog nu af Sted, og da han havde talt med Hertugen, opfordrede denne ham til at blive Natten over hos ham, men han svarede, at da Kongen med Bekymring ventede paa dem, burde de ikke øge hans Ængstelse ved at lade ham vente længere, end det var nødvendigt, og desuden sagde han, laa Flaaden i rum Sø udsat for alle Vinde. Efter saaledes at have gjort Rede for, hvorfor han havde saadan Hast, steg han til Hest, da det led ad Nat. En højbaaren Tysker gik imidlertid af sig selv hen til Hertugen og sagde, at det kunde komme til at koste de danske Sendemænd Livet, hvis de ikke fik flere Folk med, ja han dristede sig endogsaa til at tale ham haardt til, fordi han lod en saa lille Skare udmærkede Mænd drage bort uden at give dem Ledsagere med, saa stor Fare, som der var for Haanden. Hertugen lod dem du kalde tilbage og tilbød at give dem Ledsagere med, men ligesom Absalon ikke havde villet tage imod Tilbudet om at blive Natten over, var han ogsaa for stolt til at tage imod det tilbudne Følgeskab, idet han holdt for, at der var større Ære ved, at han og hans Folk vovede sig i Fare, end at de lod sig beskytte af andre. De var ikke komne langt bort fra Lejren, før Prislav bød dem alle gjøre Holdt og sagde: "Havde jeg staaet for Styret her, vilde jeg ikke have vægret mig ved at tage nogle Ledsagere med, saa faa som vi er, thi det maa snarere regnes for et Vidnesbyrd om Forsigtighed end for Fejghed at ruste sig imod Fare, det bedste man kan. Tapperhed er des mere prisværdig, jo mindre den er parret med Dumdristighed; grunder den sig paa Letsindighed, fortjener den at lastes. Nu vilde det se overmaade ilde ud, om vi bad om, hvad vi for kort siden lod haant om at tage imod, da det blev os tilbudt. Der er altsaa ikke andet for, end at vi som den eneste Udvej til Frelse sætter vor Lid til vort Mod og vore Kræfter og holder Haabet oppe, just fordi vor Stilling er saa fortvivlet, som den er. Vi maa derfor vise, at vi er tapre danske Mænd, og gjøre alt, hvad vi formaar, for enten at vende frelste hjem ved at sejre eller vinde os et evigt Æreminde ved en berømmelig Død. Der kan ingen Tvivl være om, at vore Hestes Spor har røbet for Fjenderne, at vi er dragne herover, og heller ikke om, at de vil søge at overrumple os, nu da vi vender tilbage. Men det er bedre for jer, Stalbrødre, at falde end at blive tagne til Fange, thi bliver I fangne, vil I med en grusom Død komme til at bøde for min Faders Død, som om I var hans Banemænd, og mine Brødre vil under de grueligste Pinsler udgyde eders Blod som Sonoffer for ham. Det er derfor langt bedre, at vi kæmper tappert, til vi bider i Græsset, end at I falder i deres Hænder, for at de i deres Grumhed kan handle ynkelig med jer. Dette raader jeg eder til, mere af Kjærlighed til eder, end fordi jeg selv er bange, thi jeg er runden af en saadan Æt, at ingen Vender nogen Sinde har vovet at løfte Haand imod den. Jeg besværger jer derfor ved den algode og almægtige Gud og ved Danskernes blandt alle Folkefærd berømte Navn om at lade al Frygt og Fejghed fare og kæmpe drabelig og mandhaftig." Denne Prislavs Tale blev af alle modtagen med glade Bifaldsraab, og han sagde da, at nu tvivlede han ikke om, at de vilde sejre, det var Krigernes Iver et sikkert Varsel om, saa meget mere som Vendernes Angreb for det meste tog sig farligere ud, end de i Virkeligheden var. Under Fremrykningen burde de imidlertid holde sig saaledes ordnede, sagde han, at de unge, som var mindre godt rustede, red i Midten, saa de paa begge Sider dækkedes af sværere rustede Mænd. Hele Krigerskaren delte han derhos i to Afdelinger, for at den ene kunde komme den anden til Undsætning og Fjenderne tabe Modet, naar de saa', at der var to Afdelinger. Han paalagde dem ogsaa at raabe op og synge, for at det kunde tage sig ud, som om de var flere, end de var, og derfor ikke bange for noget. Dette Anslag lykkedes, thi de kom, uden at nogen angreb dem, til Havnen, hvor Flaaden laa. Kongen, som med Bekymring ventede paa dem, mod og ængstelig i Hu, fordi de blev saa længe borte, havde ved at læse i den hellige Skrift søgt at forslaa Sorgen over, at han saa letsindig havde sendt sine Mænd ud paa denne Færd, og da han fik at vide, at de var komne tilbage, lagde han sig strax til at sove, hvilket han ikke havde kunnet før, fordi han var saa mod i Hu. Derpaa sejlede de til Gudagerfloden, hvis Indløb var saa grundt, at store Skibe ikke kunde gaa derind, hvorfor Kongen maatte kaste Anker og blive liggende udenfor, da hans Skib var for stort. Den Del af Flaaden, der kunde bruges, fordi Skibene ikke stak for dybt, løb under Absalons Anførsel op ad Flodens snævre Krumninger, til den kom til et Sted, hvor den udvidede sig saaledes, at den saa' ud som en stor Sø. Det snævre Indløb til denne havde Venderne spærret med en talrig Flaade for at hindre Fjenden Adgangen. Danskerne søgte at splitte den ad, men da de ikke kjendte Farvandet eller vidste, hvor dybt eller lavt der var, løb de paa Grund. Opsatte paa at faa Skibene ud i dybere Vand, hvor det var let at sejle, sprang de, da de ingen Vegne kunde komme med Aarerne, over Bord, greb fat i Rælingerne og trak Skibene af Grunden. Venderne stod imedens paa deres Skibe som i Skanser og kastede Spyd ned paa dem, og ikke nok med, at de angreb dem paa den Maade, de sprang ogsaa over Bord og søgte Lejlighed til at kæmpe med dem paa nært Hold, men da Danskerne tappert gik imod dem, vendte de lige saa hurtig tilbage til deres Skibe, som de var komne. Prislavs to Skibe kom først ind i Søen, men der sprang saa mange af dem, der stod nede paa Grundene, op paa det ene af dem, at Bordene fuldstændig brødes og det flaktes midt ad. De trængte nemlig saa stærkt paa, at det ikke kunde bære den store Vægt. Danskernes Flaade fulgte nu efter og bemægtigede sig de fjendtlige Skibe, da Venderne rømmede dem og tog Flugten, og derpaa stak de Ild paa Landsbyerne, der laa paa Bredden af Søen. Da Absalon ved Nattetid vendte tilbage, havde Kongen ikke kunnet lukke et øje, saa bekymret havde han været, fordi han blev saa længe borte. Nu blev han glad over, at han kom, sendte sit Skib hjem, fordi det paa Grund af sin Størrelse ikke syntes at kunne bruges i disse Farvande, og gik ombord paa et, der var noget mindre, og paa det sejlede han ind i Søen, hvorhos han sendte Sune ud med to Skibe for at hærje rundt om i alle Bugterne. Han opbrændte ogsaa Byen Rostock, uden at det kostede ham nogen Umage, eftersom Byfolkene fejgt havde rømmet den. Han brændte ved denne Lejlighed ogsaa en Billedstøtte, som Folket i sin hedenske Overtro viste guddommelig Ære, som om det var en himmelsk Gud. Derpaa slog han en Bro, ad hvilken Henrik, der var paa Vej med sin Hær for at tale med ham, kom over. I det samme saa' Nuklets Søn Pribislav, der kom ovre paa den anden Bred, sin Broder Prislav paa et Skib sammen med Bernhard, om hvem Rygtet sagde, at det var ham, der havde givet Nuklet Banesaar, og han gav sig da til at skjælde paa ham og foreholde ham, at det var ugudeligt af ham at pleje venskabeligt Samkvem med sin Faders Banemand, men hertil svarede Prislav, at han var Bernhard stor Tak skyldig. fordi han havde skilt ham af med en gudsforgaaen Fader; han vilde ikke regnes for Søn af en Mand, om hvem det var vitterligt, at han var den største Ildgjerningsmand. Imidlertid udbredte der sig pludselig et Rygte om, at den rygiske og pommerske Flaade havde forenet sig og agtede at spærre Danskerne inde i Floden. Henrik forestillede da Kongen, at han nødvendigvis maatte lægge ud af Floden for ikke at komme galt af Sted i dens Snævringer, hvilket han da ogsaa strax gjorde. Da man imidlertid ikke saa' noget til den samlede Flaade, Rygtet havde meldt om, fattede han Mistanke om, at den havde lagt sig i Baghold, og besluttede at møde List med List. Venderne havde i Virkeligheden lagt sig paa Lur i skjulte Bugter og spejdede efter Lejlighed til at angribe Kongens Flaade, i Fald han gav sig til at hærje Landet. For nu at lokke dem frem ved at bilde dem ind, at der var Lejlighed til at fuldbyrde deres Forsæt, lod han en Mand ved Navn Magnus stikke Ild paa Landsbyerne paa Strandbredden, men bød Krigsfolkene holde sig skjult om Bord paa Skibene, idet han gik ud fra, at Venderne vilde tro, at det var hele Danskernes Hær, der skjændte og brændte, og som Følge deraf vilde være dristigere til at sætte deres Anslag i Værk. Fjenderne havde virkelig ogsaa netop lagt den Plan, som han tænkte. Saa snart Magnus havde stukket Ild paa Byerne, troede Rygboerne, at alle Danskerne var paa Færde dermed, tog Mod til sig og bragte ivrig deres Forsæt til Udførelse i den Tro, at de vilde finde Flaaden blottet for Forsvarere. Nogle af Danskerne, som ikke vidste Besked om, hvad Kongen havde befalet, gik imidlertid for tidlig imod dem, og saa opgav de deres Angreb og gav sig i Steden for pludselig paa Flugt. Den øvrige danske Flaade roede nu vel efter dem alt, hvad Aarerne kunde trække, men den kunde ikke indhente dem, saa hurtig sejlede de. Da Danskerne nu var bleven trætte, og Dagen derhos var hed, slog de Tjeldingerne op. Medens de andre Skibe nu laa i Havnen, kom Ærkebispen af Lund til, og da han saa' Skibene ligge saadan med Tjeldingerne oppe midt paa Dagen, bebrejdede han Folkene deres Dorskhed og sagde: "Er der nogen Glæde ved saaledes at begrave eders Legemer, Stalbrødre, naar eders Sjæle burde være paa Færde?" Med disse Ord skammede han Krigsfolkene ud, fordi de laa og dasede ved højlys Dag, og mindede Kongen om, at han i Steden for at ligge paa den lade Side burde give sine dovne Krigsfolk noget at øve deres Kræfter paa. Kongen blev halvvejs vred over Ærkebispens Ord, men fandt dog tillige, at det ikke var med Urette, at han bebrejdede ham hans ørkesløshed, hvorfor han svarede, at de Grave, de laa i, kunde de komme op af i en Fart; derpaa lod han Tjeldingerne tage ned og skyndte sig at sætte Kursen imod Fjendens Land. I to Dage hærjede de paa øens søndre Side og derpaa sejlede de til Valung. Da de her spurgte, at Rygboerne var ved at rykke frem imod dem, var der en af Danskerne, som i sine Stalbrødres Paasyn hug et Stykke af sin Spydstage for bekvemmere at kunne bruge den i Slaget; de andre gjorde ligesaa, og da de afhuggede Stumper blev sankede sammen, var der snart en hel Dynge af dem. Imidlertid var Fjenderne bleven mere opsatte paa at faa Fred end paa at føre Krig, og Dombar blev sendt til Danskerne for at underhandle. Da disse var gaaede om Bord paa deres Skibe, tændte han et Baal paa Strandbredden for at tilkjendegive, at han havde en Sendefærd at røgte. Absalon befalede imidlertid, at ingen maatte tage ham om Bord, for at det ikke skulde se ud, som om Danskerne var lige saa opsatte paa Fred som han, der kom for at bede om den. Da Dombar altsaa ikke kunde komme om Bord paa noget af deres Skibe, maatte han selv skaffe sig Skibslejlighed ud til Flaaden. Han henvendte sig ved Hjælp af en Tolk til Absalon og bad ham om at mægle Fred imellem Kongen og Rygboerne; som Tegn paa deres Underkastelse lovede han at stille Gisler. Absalon lod, som om han ikke forstod, hvad han bad om, og gav sig i Steden for at svare til omhyggelig at opregne de danske øer, der, efter hvad Dombar for kort siden selv havde ladet ham høre, laa øde og forladte hen. Da Dombar af Tolken fik at vide, at Absalon ikke gav ham skjelligt Svar paa Tiltale, sagde han: "Det er ikke uden Aarsag, højærværdige Biskop, at vi frem for nogen anden søger til dig. for at faa en Talsmand; det er saa meget rimeligere, at vi nu tyr til dig med vore Bønner, som det var ved din Farfaders Hjælp, vi i sin Tid opnaaede Fred med Danskerne. Et Nik af ham var os lige saa godt som et Kongeord. Da der nu ikke er nogen Søn af ham i Live, kommer vi ydmygt bedende og falder hans Sønnesøn til Fode, thi vi vil ikke søge Hjælp uden for den Slægt, hvor vi er vante til at finde den. Det er ogsaa med velberaad Hu, at vi har forbigaaet din Broder, skjønt han er den ældste af jer, thi det er for din høje Stillings og Værdigheds Skyld. at vi, uden Hensyn til Alder, giver dig Fortrinet. Indtil I lagde Freden i eders Land øde med Borgerkrige, viste vi stadig Daneriget Huldskab og Troskab, men da I begyndte at fejde paa hinanden indbyrdes og med væbnet Magt at støtte dem. der stræbte efter Kronen, blev vi mere opsatte paa at vinde vor Frihed end paa at blande os i et fremmed Folks Tvedragt og vilde hellere falde fra eder end svigte den Kjærlighed, vi skyldte vort Fædreland. Og hvad andet har vi gjort ved at paaføre jer Krig end at give jer en Anledning til at høre op med eders indbyrdes Stridigheder og at tilvejebringe Enighed imellem jer, da det gjaldt om at bekæmpe os? Vi har vendt eders af Medborgeres Blod dryppende øxer imod os selv, vi har hellere villet, at I ved eders Krige skulde bringe Ulykke over fremmede end over eders eget Fædreland. Tilsyneladende er vi optraadt som Fjender, men i Virkeligheden som Venner over for Jer; under Fjendskabets Maske har vi øvet en Kjærlighedsgjerning imod jer. At vi med vore Skibe har hærjet jert Land, er en Godhed, vi har vist jer, thi vi har mere stræbt efter at tilvejebringe Enighed imellem jer indbyrdes end efter at vinde Bytte. Nu, da vi har bevirket, at I er komne bort fra de Vildveje, I var inde paa, og har opgivet de Krige, i hvilke I udgød hinandens Blod, burde I sandelig med Føje takke os, fordi vi har øvet saa stor en Velgjerning imod jer. Hvorfor kan vi alene, nu, da alt er fredeligt bilagt imellem jer indbyrdes, ikke komme med ind i eders Endrægtigheds Tempel, hvis Døre vi selv har aabnet for jer og banet jer Vej til? Hvor kan det være, at Mænd, der har Ry paa sig for Visdom, skjønner saa lidt paa den Kløgt, vi har lagt for Dagen ved paa den mest heldbringende Maade at faa jer bort fra eders brødefulde Vildfarelser?" Da han havde endt sin Tale, og Absalon stadig blev ved at opregne de Landskaber i Danmark, der laa øde og forladte hen, tog han atter til Orde og sagde: "Der er intet sket, hvorfor du skulde støde Mennesker, der trænger til din Hjælp, bort fra dit ellers saa milde Bryst, som ingen, der kommer ydmygt bedende til dig, ellers har vanskeligt ved at faa Adgang til; støder du os fra dig, falder vi dig atter og atter til Fode som Børn, der kun saa meget ivrigere søger at krybe op paa den vrede Moders Skjød, jo haardere hun slaar dem. Mener I, at I ikke har straffet os tilstrækkelig, kan I jo frit tilfredsstille eders Vrede ved at tilføje os saa megen Fortræd, som jer lyster. Selv om I hærjer vore Marker, brænder vore Landsbyer, jævner vore Byer med Jorden og myrder Landsens Folk, vil vi kun bruge Bønner, ikke Vaaben imod jer, det er Tilgivelse og ikke Krig, vi søger. Tørster I efter Blod, saa rækker vi Halsen frem, at I kan slaa til med eders Sværd. Vil I gøre os til Trælle, hvad kan vi da gøre mere end at overgive os? Men hvem er saa grum, at han ikke hellere vil spare dem, der giver sig i hans Vold, og det er jo den største Taabelighed at ville erhverve sig det med Møje og Besvær, som man kan faa i Ro og Mag. Jeg ved vel, at du drages til Minde, at jeg i vor første Samtale spottede over, hvor øde Danmark er blevet, at det er derfor, du saa vedholdende regner op alle de Steder, vi har lagt øde, og at du ikke vil forhandle om Fred, førend I har lagt lige saa mange Steder øde hos os med eders Vaaben. En Taabe var jeg, at jeg krammede min Visdom ud og talte om min Modstanders Forhold paa en saadan Maade, at det kun kunde blive os til Skade, idet jeg ikke betænkte, at en saa opmærksom Tilhører vilde tage Lære af, hvad jeg sagde, thi det havde været bedre, om jeg havde sagt det barnagtigste Vaas. Men hvad jeg sagde den Gang, fortryder jeg nu, derfor bør du ogsaa glemme det. Men sagde jeg den Gang Ting til dig, som det var værd at overveje, saa opfat ogsaa det, jeg nu vil sige, med lignende Skarpsindighed, og skjænk mine Ord nu den samme Omtanke, som du skjænkede det, jeg sagde i vor første Samtale. Jo større Mandsslæt I anretter iblandt os, des færre Undersaatter faar I til jer Tjeneste. Hvad gjør I andet, naar I ødelægger os, end at fortære eders egne Indvolde og svække eders egen Kraft? Mener I, at vi ikke er straffede nok endnu, saa send os imod eders Fjender, at vi kan lade Livet for jer i Krig; falder vi, faar I jo saa jer Hævnlyst tilfredsstillet, og sejrer vi, bringer vi dem, der gjør Oprør imod jer, under Aaget. Bliver vi overvundne, har I ingenting at sørge over, sejrer vi, gjør vi eders Hjærter glade, saa hvordan det end gaar, føjer Lykken jer. For Resten kunde det jo, hvis I bliver ved at fejde paa os, hænde, at I kom til at bøde for vort Nederlag ved at miste den, for hvis Liv hele Rygen vilde være for dyrt kjøbt." Af disse Ord lod Absalon sig bevæge til at forelægge Rygboernes Bøn for Kongen, og han gik selv i Forbøn for dem. Kongen tog imod Gisler og drog hjem til Danmark. I de samme Dage opstod der Strid imellem Kardinalerne om Pavestolen, det ene Land stemte paa en, det andet paa en anden Pave. Frankrig holdt med Alexander, Tyskland efter Kejserens Tilskyndelse med Octavian, men Franskmændene havde mest Retten og Religionen paa deres Side. Da dette nu rygtedes i Danmark, sendte Ærkebispen af Lund, der havde været med i det nys omtalte Tog til Venden, nogle af sine Tjenere ned til Frankrig for at hente nogle Penge, han havde anbragt der; han var nemlig bange for, at han skulde blive narret for dem under den Kirkestrid, der nu rasede dernede. En af disse hans Tjenere, en Munk, var en Gang, da de holdt Maaltid i Byen Stade, saa uforsigtig, da der ikke var noget Træbæger ved Haanden, at tage et Guldbæger frem, som han havde i Forvaring. Dette Praleri kom ham dyrt at staa; dette Syn eggede nemlig Folkene i Herberget og gav dem hemmelig Lyst til at plyndre ham, thi de skjønnede nok, at en Mand, som de saa' til Hverdagsbrug drikke af saa kostbart et Bæger, maatte have flere Klenodier hos sig. De undsaa sig nu imidlertid af Ærbødighed for Gjæsteretten for aabenlyst at øve denne Udaad, thi de holdt det for en Skam og Skjændsel at krænke Gjæstevenskabets Love ved at overfalde ham i selve Huset. De fulgte derfor efter ham ind i Holsten, og der plyndrede de ham for alt det Guld og Gods, han førte med sig. Da han kom hjem med den Besked, bad Eskil Kongen om at skaffe ham sine Penge tilbage, idet han mente, at naar han satte sin kongelige Myndighed ind derpaa, maatte Røverne kunne tvinges til at give deres Bytte tilbage, og han indskrænkede sig ikke til at bede, men tilbød ogsaa en Overenskomst, idet han lovede, naar Kongen hjalp ham til Pengene igjen, at give ham en Del af dem som Løn for hans Umage, og jo trægere han mærkede Kongen var til at føje ham, des ivrigere trængte han ind paa ham for at faa ham til at hjælpe sig. Til sidst blev Kongen kjed af hans idelige Overhæng og lovede at gjøre, hvad han kunde, skjønt han nødig gik til det, thi baade var det uvist, hvem Røveren var, og det syntes ogsaa at maatte blive vanskeligt at finde Pengene; han mente, at det vilde have været lettere at komme paa Spor efter dem, hvis det havde været Stormænd og ikke Almuesfolk, der havde røvet dem. Saa bød han da Ærkebispen følge med sig til Slesvig, Her sad han en Gang og skjemtede med sine gode Mænd, og det gik da blandt andet ogsaa ud over den Pralhans, der havde drukket af Guldbægeret og som Følge deraf sat det til. Nu var der nogle af de tilstedeværende, som tog Kongens Ord i en vrang Mening og troede, at han lønlig havde skoset Ærkebispen, og som Følge af deres Klaffer brød Eskil sit Venskab med Kongen, ja han gik endog saa vidt i sin vanvittige Hidsighed, at han sagde, at han nok troede, at Kongen havde faaet de Penge, han havde mistet, og at han var Medvider i det Røveri, der var blevet øvet imod ham, og ved at udslynge saadanne falske Beskyldninger imod Kongen aabenbarede han, hvilke vanvittige Tanker han bar paa. Jeg ved ikke, hvad man mest skal undre sig over, Ærkebispens Forrykthed eller Kongens Taalmodighed; hin betænkte sig ikke paa at udslynge den hæsligste Beskyldning imod den retsindigste Mand, denne, som havde en ren Samvittighed, holdt med større Sagtmodighed, end man kunde forlange af ham, sin Vrede i Tømme over for den, der, til Trods for, at han var ganske uskyldig, rejste en saadan Anklage imod ham. Imidlertid havde Okke, som under Pavestriden var bleven afsat fra sit Bispesæde, fordi Octavian havde indsat ham, vundet Kongens Gunst og paa ny imod Kirkens Love besteget Bispestolen i Slesvig. I sin Nidkjærhed for Religionen lyste Eskil nu en Dag midt under Gudstjenesten ham og hans Tilhængere i Band, og det blev Kongen i højeste Grad opbragt over. Da Trætten imellem Kongen og Ærkebispen saaledes efterhaanden mere og mere udartede til Had og Fjendskab, kaldte Ærkebispen Absalon til sig paa Sjælland og kærede for ham over, at Kongen ikke blot ingen Hensyn tog til hans Besværing, men ogsaa drev Gjæk med den, thi han havde ingenlunde nogen ren Samvittighed med Hensyn til de Penge, han havde mistet og kunde godt give ham dem tilbage, i Fald han blot vilde. Og saa havde han oven i Kjøbet givet sig i strafværdigt Ledtog med Okke, der hørte til de frafaldne, og gav ved at pleje Samkvem med ham dem, der forstyrrede Kirkens Fred og Ro, et skammeligt Paaskud, hvorfor han da ogsaa brændte af den største Begjærlighed efter at yppe Krig med ham; den Slags Ting havde han tit og mange Gange vovet sig i Lag med, sagde han, og han var ikke vant til at lystre Kongerne, men til, at Kongerne lystrede ham. Han havde ogsaa fuldt op af mægtige Venner, der vilde staa ham bi ved det Vovestykke. Absalon var noget betænkelig ved rent ud at bruge grove Ord over for saadan en Mand, saa han nøjedes med lempelig at vise ham tilrette og med lemfældige Ord bebrejde ham hans overvættes Utaalmodighed, forestillede ham, hvor overmaade uværdigt det var at rejse saa skammelig en Beskyldning imod Kongens Redelighed, godtgjorde ved at give gode Grunde hans Uskyldighed, at han var fuldstændig hævet over saa nedrig en Mistanke. Hvad det angik, at Kongen havde taget sig af Okke, saa var det ikke, fordi han bar Nag til Kirken, men fordi der var Strid imellem ham og Ærkebispen. Han lod ham ogsaa vide, at dersom han indlod sig paa at fejde mod Kongen, vilde han faa alle dem til Fjender, som han haabede at faa Hjælp af, thi naar Lykken gaar en imod, er Folk sjælden synderlig standhaftige i deres Venskab. Han bad ham derfor om hellere at benytte ham som Mellemmand og lade ham prøve paa, om han ikke ved at mægle dem imellem kunde faa Striden bilagt, saa den Fare blev afvendt. Eskil ænsede imidlertid ikke dette gode Raad, men plagede ham med Spørgsmaal, om han vilde yde ham nogen Hjælp i den Sag; det var ikke Raad om, hvad han skulde gjøre, han forlangte af ham, men Bistand i den Fejde, han havde for; han vilde slet ikke raadføre sig med ham, men blot bede ham om Hjælp. Absalon betænkte nu paa den ene Side, hvad han skyldte Ærkebiskoppens høje Stilling, og paa den anden Side, hvad han skyldte sin Kjærlighed til Kongen, og svarede: "Da det i Kraft af den Ed, jeg i sin Tid har svoret dig, er min Skyldighed at være dig tro, vil jeg hellere tale Sandhed og lægge dig din Taabelighed paa Sinde end snakke dig efter Munden, for at det ikke, naar det, du har for, falder ud til din Ulykke, skal se ud, som om jeg har gjækket dig med tomme Løfter. Den Ed, jeg har svoret dig, forpligter mig ingenlunde i den Grad, at jeg for dens Skyld skulde sætte Kjærligheden til min elskede Herre til Side og indlade mig paa at sætte mig op imod ham, som jeg ikke blot er knyttet til ved Troskabs, men ogsaa ved Venskabs Baand. Det var ogsaa en langt lettere Sag at sætte sig op imod Kongerne, den Gang de stredes om Herredømmet, men det er taabeligt at ville fare frem med Vold og Magt imod Valdemar, som raader for Riget uden Medbejlere; slog vi os sammen om at angribe ham med forenede Kræfter, vilde vi blot udsætte os for i Forening at lide et Nederlag. At du tit har dristet dig til at indlade dig paa sligt, er i Betragtning af Omstændighederne mindre at laste, men jeg vilde, i Fald jeg gjorde det, ikke have noget at anføre til min Undskyldning, og det maatte saa meget mere lægges mig til Last, som jeg brød Venskabets Baand og lønnede den største Godhed paa den skammeligste Maade". Dette udmærket forstandige Svar vakte i højeste Grad Eskils Forbitrelse, og han besvor Absalon ved den Lydighed, han skyldte Kirken, at bringe hans Bud til Kongen. Det lovede Absalon at gjøre, men han erklærede, at han ikke vilde bringe Ærkebispen Svar, thi han vilde ikke have Ord for at sætte Splid imellem to saa berømmelige Mænd. Eskil, som ikke rigtig stolede paa, at han fuldt ud vilde røgte det Hverv, han havde overdraget ham, lod Gerhard, der var Abbed i Esrom Kloster, følge med ham, for at han kunde forvisse sig om, at Absalon tilbørlig overbragte Kongen den Besked, han havde givet ham til ham. Denne var affattet i saa skarpe Ord, at den ikke blot maatte bringe Fjendskab til at blusse yderligere op, naar saadant var for Haanden, men endogsaa kunde forvandle Venskab til Had. Disse skarpe Ord søgte Absalon nu at mildne, saa godt han kunde, idet han fremsatte den strænge Besked, det var blevet paalagt ham at overbringe, paa en saa lempelig og lidet stødende Maade som muligt. Da Kongen havde hørt den, blev han imidlertid imod Sædvane meget opbragt, sagde, at Eskil havde haft for Skik at drikke de tidligere Kongers Blod, og at han nu ogsaa tørstede efter hans, og gav ham i det hele taget Svar paa Tiltale i de haardeste Udtryk. Da Eskil fik det at vide af Gerhard, forvandledes hans Hidsighed til Angst; lige saa rasende, han før havde været, lige saa bange blev han nu, og for at undgaa Faren flyede han langt op i Værend, idet han foretrak at bjærge Livet ved Flugt frem for at føre Krig. Kongen belejrede nu den By, Ærkebispen havde bygget paa en Holm i Leire Mose, og som var vanskelig at indtage, da den baade var stærkt befæstet af Naturen og rigelig forsynet med Levnedsmidler. Dens Forsvareres Mod var imidlertid ringere end dens Mures Styrke, og i deres Iver efter hellere at overgive Byen end udholde en Belejring, lovede de at overgive den, hvis Eskil ikke hurtigst muligt sluttede Fred med Kongen, og stillede som Gissel en Søstersøn af Ærkebispen, der blev opfostret i Esrom. Det Vilkaar gik Kongen ind paa, og efter at have modtaget Gislet hævede han Belejringen. Da det blev meldt Eskil, svarede han, at Byen laa ham mere paa Sinde end hans Søsterbørn, og at han hellere saa', at de maatte strække Hals, end at der skulde times den nogen Overlast. Saa begyndte Kongen igjen Belejrinen og byggede en ny Skanse, hvorfra han endnu stærkere truede de belejrede, thi da han ikke kunde lade sin Harme gaa ud over sin fraværende Fjende, vilde han med største Strænghed lade hans Tilhængere undgjælde derfor. Han nærede nemlig det største Haab om, at han vilde kunne indtage Byen, naar Vinteren kom ham til Hjælp, og han over Isen kunde bane sig Vej til den, hvilket Vandet nu hindrede ham i. Imidlertid overbragte en ung Mand, som ingen kjendte, og om hvem jeg heller ikke ved, hvem der havde faaet ham dertil, Gerhard et Brev med falsk Segl, saa at det saa' ud, som om det kom fra Eskil, og det paalagde han ham at give de belejrede. Gerhard som ikke anede Svig, lod strax en af sine Venner bringe det ind i Byen. I Brevet stod der, at Søstersønnen laa Eskil mere paa Sinde end Byen, og at hans Folk ingenlunde gjorde ham til Vilje ved med alt for stor Iver for en saa ringe Sags Skyld at udsætte en fornem Mands Liv for Fare, hvorfor han befalede dem at forebygge hans Død ved strax at overgive Byen. Da han i sin Tid paalagde dem at lægge mere Vægt paa at forsvare Byen end paa, at der ingen Overlast timedes hans Søstersøn, havde han gjort det i Hidsighed og uden at have tænkt over det. Da Byfolkene havde læst dette Brev, lagde de Raad op om, hvorledes de skulde faa Gislet sat i Frihed. Det er uvist, hvem der har sat dette Paafund med Brevet i Værk, men de fleste havde Kongen mistænkt derfor. Imidlertid lod Kongen oprejse en høj Galge og Gislet føre hen dertil, som om det var hans Agt at lade ham hænge til Straf for, at de forsvarede Byen imod ham. Da Gerhard fik det at vide, gik han med alle sine Munke til Kongen og bad ham med grædende Taarer om at tillade ham at begive sig ind i Byen og om at opsætte Henrettelsen, til han kom tilbage. Kongen, som paa skrømt lagde en Grumhed for Dagen, der var langt fra hans Sind, gav langt om længe efter for hans Bønner, men erklærede, at hvis han ikke fik Byen i sin Magt. skulde Gidslet lide Døden. Da Gerhard kom ind i Byen, spurgte han de forsamlede Byfolk, hvad Ærkebispen havde raadet dem i sit Brev, og da han fik at vide, at det indeholdt Befaling til, at de skulde frelse den unge Mands Liv ved at overgive Byen, opfordrede han dem til at adlyde, og Følgen blev, at Byfolkene overgav Byen til Kongen og rømmede den paa det Vilkaar, at der ikke skulde ske dem eller deres Gods nogen Overlast. Saaledes gjorde denne fromme Mand, efter i sin Troskyldighed at være bleven ført bag Lyset, Ende paa denne Fejde. Eskil skal, da han spurgte dette, have sagt, at der aldrig var timedes ham noget, der var gaaet ham haardere til Hjærte. Senere vendte han dog tilbage til Skaane efter først at have sendt Folk, der skulde bede om Fred, og nu søgte han med lige saa overdreven Iver at gjenvinde Kongens Gunst, som før at forspilde den. Imod Lov og Ret lagde han nemlig atter de Jordegodser ind under Kronen, som de tidligere Konger i deres fromme Gavmildhed havde skjænket Kirkerne, og dette ulovlige Afkald har de senere Konger stadig holdt fast paa. For ikke at blive indviklet i Stridighederne om Pavevalget, foretog Ærkebispen derpaa en Pilgrimsrejse til Jerusalem, idet han holdt for, at det var raadeligere at forlade sit Fædreland end at sætte sit Venskab med Pavestolen til. I de samme Dage kom en Mand ved Navn Kristjern, som endnu ikke havde noget Embede, men senere blev Ærkebiskop i Mainz, som Sendebud til Danmark for ved sine Overtalelser at bevæge Danskerne til at tage Parti for Octavian. Ved sin sleske Tale fik han til en vis Grad Kongen til at gaa ind derpaa, men Absalon vendte stadig det døve øre til. Imidlertid havde Niels Ratzesøn, som nylig var bleven Høvidsmand i Slesvig og som laa i hidsigt Fjendskab med Biskop Esbern der, været saa ubesindig at rive en prægtig Gaard ned, som var opført paa Bispens egen Grund. Da han havde givet Befaling til, at Tømmer og Sten skulde kjøres bort, vilde Esberns Folk hindre det og slog ham ihjel. Esbern blev bange for, at Kongen vilde straffe ham for denne Gjerning, og unddrog sig derfor hans Hævn ved at gaa i Landflygtighed under Paaskud af, at han skulde ned til Rom. Medens han opholdt sig i Sachsen, faldt han imidlertid i en farlig Sygdom, og da Okke spurgte det, bemægtigede han sig atter, støttende sig til Octavians Myndighed, det Bispesæde, som han i sin Tid havde anmasset sig og beklædt med Urette. Nogen Tid efter belejrede Kongen Byen Volgast, i Henhold til den sluttede Overenskomst med Bistand af Rygboerne. Skjønt denne By ligger i Venden, stod den dog ikke under samme Herredømme som den øvrige Del af Landet, men styredes af sine egne Fyrster. Indbyggerne kaldte Hertug Bugislav af Pommern til Hjælp, men han pønsede mere paa Fred end paa Krig, og han fik da ogsaa stiftet Fred imellem dem og Kongen paa de Vilkaar, at de ikke blot selv skulde være Kongen hørige og lydige, men at de heller ikke maatte tillade, at noget Sørøverskib løb ud fra deres Flodmunding, og til Sikkerhed for denne Overenskomsts Overholdelse stillede de Gisler. Da Rygboerne ved samme Lejlighed holdt Landsting, opstod der en Trætte imellem dem og en Mand ved Navn Bernhard Henrikssøn, som var gift med Kongens Søsterdatter og i den Anledning var fulgt med ham med to Skibe. Da han nemlig spurgte dem, hvorfor de holdt det for overflødigt at søge Venskab med den berømmelige Hertug af Sachsen, svarede de, at de ikke brød sig en Døjt om Sachserne. Saa sagde Bernhard, at de inden føje Tid vilde faa at føle, hvor megen Magt Hertugen havde; nogle af dem svarede saa hertil, at de ikke regnede Hertugens Magt for det allermindste, hvor megen Pris han saa end satte paa ham, og saaledes blev de ved med at gjøre Nar ad Bernhards Spørgsmaal og Trusler. Da Kongen havde faaet gjort Ende paa denne Trætte, sagde en af de ældste og mest ansete blandt Rygboerne, en Mand ved Navn Maske, som vel var blind, men overmaade klog og forstandig og lige saa livlig, som han var gammel: "Med kaade Heste er det gjærne saa, at jo mere man strammer Tøjlerne, des hidsigere rykker de i dem. Det er derfor bedst at give Sachserne slappe Tøjler, for at de ikke skal rive dem itu, i Fald man strammer dem for stærkt; vi kjender tilfulde deres Tapperhed, ligesom de kjender vor". Disse Ord kom Hertugen for øre, og de blev Spiren til Fjendskab imellem ham og Kongen. I de samme Dage kom der Sendemænd fra Octavians Parti, som ved falske Forestillinger søgte at vinde Danskerne for sig. Kongen vidste ikke hvad han skulde tro om de Ting, de anførte, og for at komme paa det rene med Sandheden sendte han sin Skriver Radulf, en Englænder af Herkomst og mere veltalende end kløgtig, ned til Kejseren. Han blev modtagen af Kejseren tilsyneladende med den største Ærbødighed, og Octavian gjorde ikke mindre Stads af ham, saa at de saa at sige kappedes om at hædre ham og vise sig tjenstagtige imod ham. Octavian, hvem det Tilhæng, han saa uretmæssig havde faaet, havde givet et Skin af Myndighed, var imidlertid Kejserens Overmand i Henseende til at sleske og smigre, ligesom han syntes at overgaa ham i Henseende til Magt og Myndighed. Han overlod Radulf en Præst, som hver Dag skulde holde Bøn sammen med ham, for at hans Gudstjeneste kunde blive saa meget højtideligere, naar de var to om at forrette den, og ikke nok med, at han beviste Radulf denne Tjeneste, føjede han yderligere en Velgjerning til. Han gav ham nemlig Lov til, naar han forrettede Gudstjeneste, at bære Bisperingen og tildelte ham saaledes, skjønt han stod paa et ringere Trin i Kirken, det Værdighedstegn, som ene tilkommer Bisperne. Jeg ved ikke, hvem man skal sige bar sig taabeligst og latterligst ad, den, der tilstod denne Gunst, eller den, der tog imod den. Da Kejseren havde hørt hans Ærind, sagde han, at den Splid, der var kommen i Kristenheden, gjorde ham meget bedrøvet, men han vilde ikke give nogen af Parterne Medhold, førend han havde en almindelig Kirkeforsamlings Kjendelse at holde sig til; den, som blev godkjendt ved alles Stemmer, vilde han godkjende. Han havde ogsaa nylig ladet en Kirkeforsamling af de ypperste gejstlige i hele Italien sammenkalde for at granske den Sag. Octavian havde i Tillid til, at alt der vilde gaa ærlig og retfærdig til, ydmygelig underkastet sin Sag den almindelige Kirkeforsamlings Kjendelse, hvorimod Alexander i Følelsen af, at han havde en daarlig Samvittighed, ikke blot gjenstridig sad Stævningen overhørig, men endogsaa havde sagt, at han var for ophøjet til, at det sømmede sig for ham at bøje sig for nogens Kjendelse. For at faa en Ende paa denne Strid burde Kongerne i de forskjellige Lande være Kejseren behjælpelige med i Fællesskab at undersøge, hvad der tjente Kirkens Tarv. Disse stod imidlertid næsten allesammen paa Modpartens Side, saa godt som ingen af dem stemte med ham, hvorfor han i høj Grad vilde sætte Pris paa at tale med den saa overmaade forstandige danske Konge, hvis Dom han helst vilde rette sig efter, eftersom saavel hans dydige Sind som hans Helgenbyrd gjorde ham særlig skikket til at være Voldgiftsmand i saa vigtig en Sag. Kongen burde ogsaa betænke, hvilken Gud velbehagelig Gjerning det vilde være, om han ved sin Visdom frelste saa mange Sjæle, der var stedte i Tvivl og Vaande. Til Overflod vilde Kejseren, dersom han vilde paatage sig de Besværligheder, der var forbundne med denne fromme Rejse, til Løn for hans Møje overlade ham en Provins i Italien og Herredømmet over hele Venden. Med saadanne fagre Ord lokkede Kejseren for Radulf, og lige saa rundhaandet var han med dem i et Brev, han gav ham hjem med til Kongen. Da Radulf kom hjem til Danmark, meldte han om den store Kjærlighed, Kejseren og Octavian nærede til Kongen, som med større Iver end Klogskab fæstede Lid til sin Skrivers Forsikringer og blev opsat paa at besøge Kejseren, ikke saa meget af Iver efter at varetage Kirkens Tarv som efter at lære fremmede Folks Sæder og Skikke at kjende. I de samme Dage kom der en Mand ved Navn Bernhard som Sendemand fra Octavian til Danmark for at vinde Bispernes Stemmer. Da imidlertid kun faa tog velvillig imod ham, sendte han Breve ud over hele Landet og foregav, at han vilde sammenkalde dem alle til et Kirkemøde, men det fik han mere Tort end Ære af, thi der mødte kun ganske faa. Da dette Møde, som holdtes i Slesvig, var blevet hævet, aabenbarede Kongen, som følte sig stærkt lokket af Kejserens fagre Ord, Absalon, der laa paa Vagt imellem øerne, sit Forsæt at rejse ned til ham og bad ham om at følge med. Absalon, som tvivlede om Kejserens Ærlighed og mente, at der stak Svig bagved, svarede, at man ikke kunde fæste Lid til hans falske Løfter. Man kunde desuden heller ikke med god Samvittighed stille sig paa nogen fortrolig Fod med ham, sagde han, eftersom han med større Iver end Retfærdighed optraadte som det kætterske Partis Forsvarer. Og endelig erklærede han, at han hverken havde Raad eller Helbred til at indlade sig paa saa lang og besværlig en Rejse. Hertil svarede Kongen, at saa længe han havde noget, skulde han ikke komme til at lide Mangel, men Absalon sagde, at selv om der var fuldt op af, hvad der skulde til paa saadan en Rejse, vilde han ikke for dens Skyld sætte sin Sjæls Salighed til Side. Kongen sagde, at han ikke lagde mindre Vægt paa sin Sjæls Salighed end Absalon paa sin; naar det var ham saa meget om at gjøre at faa ham med, var det især for, at han, i Fald Retfærdighed krævede det, kunde afholde ham fra at slutte sig til Octavians Parti. Da Absalon vedblivende vægrede sig ved at rejse med. idet han gjorde gjældende, at man ikke burde have Samkvem med Kirkens Fjender, sagde Kongen, at hidtil havde han gjort mere af ham end af nogen anden, men hvis han nu nægtede ham sin Hjælp og Bistand, vilde han for Fremtiden ikke vente sig noget godt af ham mere. Absalon opfattede nu dette som en Bebrejdelse for Utaknemlighed og svarede: "Ingen Legemsfare skal kunne faa mig til at svigte mit Venskab for dig, men naar det gjælder Sjælen, er det min Skyldighed at give Gudsfrygt Fortrinet for Menneskefrygt. Men skjønt jeg grant ser de Farer, der er forbundne dermed, vil jeg dog, for at hindre din Sjæl i at fare vild, ikke tage i Betænkning at udsætte min egen for dem. Derpaa tog Kongen ham med og foruden ham en Del lige saa højbaarne som retskafne Mænd, nemlig fra Sjælland Sune og Esbern, fra Fyn Tage og Esger; af sine Frænder tog han kun Buris med, for at han ikke skulde stifte Oprør i Landet, medens han var borte. Ogsaa nogle Jyder valgte han til Ledsagere paa denne Rejse. Da de kom til Ejderen, kom en af Holsterhertugen Adolfs Riddere, som de ikke kjendte, dem i Møde, og da de spurgte ham, om han kom for at ledsage dem, svarede han, at hans Herre just for den Sags Skyld opholdt sig der i Nærheden og ventede paa deres Overgang over Floden. Kongens Raadgivere fraraadede ham at stole paa Ridderens Lejde, men han var saa opsat paa at komme af Sted, at han hverken ænsede Frygt eller Forestillinger og selv var den første til at ride over Broen, som om han fuldt ud stolede paa Hertugens Ærlighed. De andre fulgte efter, thi de vilde hellere sætte deres egen Mening til Side end lade Kongen i Stikken. Da de var komne et lidet Stykke frem, tog Adolf imod dem, hilste paa Kongen med det huldeste Aasyn og de venskabeligste Ord og gav sig i Følge med ham. Han mærkede imidlertid, at det, formedelst det gamle Fjendskab, der havde været imellem dem, mere var Kongen imod end med, at han saaledes tog imod dem, og for ved Venlighed at faa Bugt med hans Vrede bød han ham til Gjæst i Itzehoe. Kongen afslog imidlertid Indbydelsen, og Hertugen befalede da, at ingen maatte sælge ham Levnedsmidler. Da Danskerne nu gav sig til at spise af den Mad, de selv havde med hjemmefra, lod han sine Tjenere frembære de Retter, han havde ladet lave, og nødte dem saaledes til for Skams Skyld at gjøre Brug af hans Gjæstfrihed. Da de omsider spurgte ham, om han kunde give Kongen sikkert Lejde paa hans Rejse, svarede han, at det kunde han, indtil han kom til Bremen. Da de vare komne over Elben og var paa Vej til Bremen, kaldte Esbern, som snart skjønnede, hvor taabelig og ørkesløs denne Rejse var, hemmelig sin Broder Absalon og andre af de ypperste danske Ædlinger sammen og besvor dem at faa Kongen til at opgive den, saa meget mere som han intet Lejde havde, og at de ikke maatte finde sig i, at han fremturede i saa farligt et Forehavende. Absalon, der skjønnede, at det vilde være unyttigt at gjøre et saadant Forsøg, sagde, at Kongen ikke vilde opgive sit Forsæt, og at det ikke blot vilde være spildt Umage at gjøre ham Forestillinger i saa Henseende, men at den, der gjorde det, vilde faa at mærke, hvor stærkt Nag den, der fremturer i sin Vildfarelse, kommer til at nære til den, der søger at faa ham derfra. "Selv om jeg vidste", sagde Esbern, "at jeg strax skulde lide den haardeste Straf for mine Forestillinger, vilde jeg dog ikke kunne tie med, hvad jeg skjønnede var til Kongens Bedste. Kom derfor med mig, og hør paa, at jeg søger at tale Kongen til Rette, dersom I ikke selv vil tage Ordet, thi da hans Ære staar paa Spil, vil jeg hellere paadrage mig min Konges Vrede ved at sige, hvad der er ham tjenligt, end søge hans Gunst ved til ingen Nytte at snakke ham efter Munden; under saadanne Omstændigheder tykkes det mig nemlig bedre at paadrage sig hans Vrede ved at gjøre ham Bebrejdelser end at vinde hans Venskab ved at smigre for ham". Da Absalon skjønnede, at hans Broder var lige saa uvillig til at lade sig sige som Kongen, og at han ikke kunde faa nogen af dem til at opgive sit Forehavende, fulgte han med Esbern til Kongen for at formilde dennes Vrede, i Fald han tog ham hans Ord fortrydelig op, men ingen af de andre fandt det raadeligt at gaa med. Esbern sagde da til Kongen, at det undrede ham, at han var saa forhippet paa uden Lejde at give sig ud paa saa lang en Rejse, og at han vilde sætte baade sin egen og Rigets Velfærd paa Spil uden at have andet at holde sig til end en troløs Kejsers Hjærtelag. Man skulde næsten tro, at han var opsat paa at lade sit fri Folk, der ikke var vant til at trælle for Barbarer, bøje Nakken under Tyskernes Aag og overgive det til en skammelig og uværdig Trældom. Hvad kunde være taabeligere end, naar der ingen Fare var paa Færde, af egen Drift at overgive sig og ombytte den højeste Grad af Frihed med den dybeste Trældom og hellere at ville være Konge af Naade end i Kraft af egen Magtfuldkommenhed? Kejseren vilde, naar han fik underlagt sig Danmark, selv undre sig over, at han blot ved Løfter og uden Vaabenmagt havde faaet Bugt med saa mægtigt et Folk. Kongen, som aldrig brugte mange Ord, naar han blev vred - han plejede altid at udtrykke sig kortfattet, naar hans Sind var ophidset -, sagde: "Selv om du er saadan en Kryster, at du ikke tør gjøre mig Følgeskab, skal du dog ikke tro, at jeg ogsaa er ræd. Jeg er bedre tjent med at have tapre Mænd i mit Følge end Mænd, der staar mig nær, og jeg agter at udføre mit Forehavende uden dig og lader mig ikke overtale til at give efter for dine Forestillinger, der har deres Rod i led Fejghed". Saaledes kastede Kongen i sin Ilfærdighed Vrag paa Esberns fornuftige Forestillinger. Havde han rettet sig efter dem, vilde han ikke være bleven nødt til ydmygt at falde Kejseren til Fode, men saadan gaar det, naar man i sin Fremfusenhed farer af Sted over Hals og Hoved, saa taber man Hovedet. Da de kom til Bremen, modtog Ærkebispen dér, som var en Mand af de fineste Sæder og derhos venlig og gavmild, dem med den største Gjæstfrihed. Da Kongen bad ham om Lejde, svarede han, at han kunde ledsage ham, men Lejdebrev havde han ikke Ret til at udstede. Adskillige sachsiske Fyrster sluttede sig nu til Kongens Følge for saa meget tryggere at kunne rejse til Kejserhoffet, saa man troede, at de hørte med til den danske Konges Hofsinder og Følge. Som Følge heraf voxede hans Skare saaledes, at Landsens Folk blev forskrækkede, som om det var en fjendtlig Hær, der var kommen, og tyede ind i Kirkerne med Hustruer og Børn for at søge Beskyttelse paa de hellige Enemærker. Da det kom Kongen for øre, sendte han Folk forud, som skulde lade dem vide, at der ikke var noget at være bange for, eftersom han kom med Fred, og derhos sørge for, at der blev kjøbt Levnedsmidler til ham. Da han kom til Byen Metz, skruede Byfolkene Priserne paa alt, hvad der skulde kjøbes, op som Følge af de mange fremmede, men Kongen klagede til Byraadet og fik sat igjennem, at hvad han og hans Følge havde behov, skulde overlades dem til rimelig Pris. Som Følge heraf voxede hans Ry for Redelighed og Retfærdighed i den Grad, at de tyske Mødre lod deres Smaabørn bære hen til ham i den Tro, at naar Kongen rørte ved dem, var det, som om der blev dem en himmelsk Velgjerning til Del, og at de som Følge deraf vilde trives og arte sig bedre. Og ikke mindre overtroiske var Bønderne, de bad ham saa en Haandfuld Korn for dem, for at det skulde trives bedre. Da han kom til Kejserhoffet, overlod Hertug Henrik, i Ihukommelse af deres gamle Venskab, ham og hans Følge største Delen af sin Lejr og beværtede ham dér paa egen Bekostning. Dagen efter sendte Kongen Absalon og Radulf til Kejseren, men da denne var temmelig ukyndig i Latinen, maatte Absalon forebringe sit Ærinde med Bistand af Ærkebiskoppen af Køln som Tolk. Kejseren besværede sig, til at begynde med, over, at Kongen havde ladet vente paa sig og tøvet saa længe; det var en Fornærmelse, at han ikke havde indfundet sig før, eftersom han skyldte ham Hørighed og Lydighed paa sit Riges Vegne, som han havde til Len af det romerske Rige. Hertil svarede Absalon, at det havde sømmet sig bedre og været ærligere, om Kejseren havde ladet Kongen det vide, inden han begav sig paa denne Rejse, som han havde lokket ham ud paa med fagre Ord og Løfter. Kejseren lod, som om han blev forundret og spurgte, hvem han havde overdraget at give Kongen de Løfter. Absalon pegede da paa Radulf og sagde: "Der staar den Mand, som ved at overbringe dine Løfter har lokket den godtroende Konge herned", og da Radulf ikke havde Mod til at sætte sit Jo mod Kejserens Nej, gjorde Absalon Rede for alt, hvad han havde lovet. Da Kejseren blev ved at nægte, at han havde lovet noget, forlangte Absalon, at han skulde give Kongen en Fører paa Hjemrejsen, men Kejseren svarede, at han vilde ikke have mere med hans Hjemrejse at gjøre, end han havde haft at gjøre med hans Udrejse. Den samme Besked fik Kongens Sendemænd næste Dag, og da Kongen fik det at vide, fortrød han bitterlig, at han ikke havde lyttet til de gode Raad, han havde faaet, men skjønt han saa at sige saa' Sværdet hænge over sit Hoved, erklærede han, at han hellere vilde lade sig dræbe af det end styrte sit Land i Trældom. Da han nu saaledes var i stærkt Oprør og ivrig saa' sig om efter Redning, sagde Absalon, at han havde fundet paa en Udvej, saa han havde ikke nødig at være mere bange her end hjemme i sit Rige. Han skulde blot under Paaskud af at ride paa Jagt jævnlig ride over den Bro, der skilte Tyskland fra Frankrig, og naar man saa til sidst var bleven vant til at se det og ikke længer nærede Mistanke, skulde han med en udsøgt Del af sin Hird begive sig til en at de franske Grænsebyer, thi der var ingen Tvivl om, at Kongen af Frankrig med ganske anderledes stor Ære vilde lade ham drage hjem til Danmark. Denne Plan hindrede Kejseren ham ved sin Snedighed i at sætte i Værk, thi da han ikke turde øve Vold imod Kongen og ikke ved Tvang kunde faa ham til at være sig underdanig, søgte han med det gode at kjøbe ham til det. Han nødte nemlig alle de tyske Fyrster til at aflægge Ed paa, at de vilde lægge Venden under den danske Krone, og i Fald de ikke mægtede det, lovede han, at han selv vilde gjøre det, saa snart han vendte hjem fra Italien. Dette underfundige Tilbud tog Kongen imod med begge Hænder og lovede ham Hørighed og Lydighed, dog skulde han ikke, som Fyrsterne ellers plejede, være forpligtet til at give Møde ved Kejserens Hof eller stille Krigsfolk til det romerske Riges Tjeneste, saa det var kun tilsyneladende og ikke i Virkeligheden, at han blev Kejserens undergivne. Det skulde ogsaa staa hans Søn frit for, naar han fulgte ham paa Tronen, at sige sig fri for de Vilkaar, hans Fader var gaaet ind paa, saa Danmarks Rige havde ikke nødig fra Fader til Søn at gaa i Arv som et Lydland under det romerske Rige. Der syntes at være saa meget mindre Skam ved denne Underkastelse, som Kongen af England paa samme Maade maatte tage sit Rige som Len af Frankrig. Nu blev der holdt en Kirkeforsamling, paa hvilken Octavian med større Veltalenhed end Sandhed søgte at bevise, at han med fuld Ret beklædte Pavestolen, medens Alexander efter at have vraget den, da den blev ham tilbudt, nu havde bemægtiget sig den, da den var ham forment, ligesom han ogsaa gjorde gjældende, at medens han underkastede sin Sag de forsamlede Biskoppers Granskning, var Alexander i Bevidstheden om, at han havde en daarlig Samvittighed, bange for at indskyde sin Sag under deres Dom. For at vinde Bisperne for sig forøgede han derhos deres Værdighed ved gunstige Anordninger; saaledes fastsatte han, at de ikke havde nødig at henvise nogen Sag til Pavestolens Kjendelse, med mindre de selv var ude af Stand til at fælde endelig Dom i den. Da Octavian havde endt sin Tale, sagde Kejseren, at han for at faa en Ende paa denne Sag havde stævnet alle Konger til Raadslagning, da det var hans Agt ikke at modsætte sig, hvad de vedtog. De havde imidlertid ikke givet Møde, fordi de var opsatte paa at vælge en Pave i Rom paa Trods af den romerske Kejser og søgte med deres Stemmer at raade for, hvad der var et andet Riges Ret. Derpaa stod Biskop Regnald af Køln op og tog Ordet for at afslutte Sagen og udviklede, hvor letsindig og utilbørlig Kongerne angreb den romerske Kejsers Ret; thi hvis det var i deres Lande, der var opstaaet Strid om Pavevalget, og Kejseren vilde gjøre Ende paa den ved at lægge sin Stemme i Vægtskaalen, vilde de ganske sikkert betragte det som en grov Uret, og det var just det, de søgte at gjøre i Rom. Denne Tale holdt han selv for saa forstandig og vægtig, at han holdt den tre Gange efter hinanden, paa Latin, paa Fransk og paa Tysk, men hvor stort Bifald den end vandt hos hans Landsmænd, fik han dog ikke Danskerne til at gaa ind paa den. Da Octavian, der som Pave havde anmasset sig Navnet Victor, havde faaet Bispernes Stemme, lod han Lysene tænde og vilde til at lyse Band over Alexander og hans Tilhængere, men Valdemar forlod paa Absalons Opfordring Forsamlingen for ikke at blive delagtig i denne ugudelige Handling, idet han foretrak den fraværende Alexanders retfærdige Sag for de Vildfarelser, Forsamlingen her gjorde sig skyldig i. Da han gik ud, fulgte Absalon efter ham, og da Octavian opfordrede ham til at blive, svarede han, at han var udelukkende kommen hid for at følge sin Konge, saa ingen kunde forbyde ham at gaa, naar han gik. Saaledes slap han ud af den ugudelige Bispeforsamling og magede det saa, at han ikke fik Del i dens Kætteri. Dagen efter indviede Octavian urettelig Live til Biskop i Odense til Trods for, at Absalon af al Magt satte sig derimod. Derpaa forlagdes Forsamlingen til Besançon. Da Kongen ikke havde Foder nok til sine Heste og ikke kunde faa noget til Kjøbs, beklagede han sig derover til Kejseren, og denne bød da sin Staldmester at skaffe Danskerne, hvad de behøvede. Han tog strax Kongens Drabanter med til en Landsby noget derfra og gav dem Anvisning paa der at tage, hvad de havde behov. Da de ikke kjendte Landsens Skik og derfor uvæbnede bad Byfolkene om at overlade dem Foder, svarede disse dem med Pileskud og Spydkast, hvorpaa de holdt op at bede og gav sig til at slaas med dem. De indtog Byen, og da de saa' en stærk Røg slaa ud vidt og bredt, skjønnede de, at der var blevet stukket Ild paa de omliggende Byer, og saa mente de, at det havde de ogsaa Lov til, og opbrændte strax den By, de havde stormet, hvilket Kongen tog sig ubeskrivelig nær. Nogle Dage efter, da Kejseren raadførte sig med Forsamlingen, om hvilken Straf Folkene i Mainz burde lide, fordi de havde slaaet deres Biskop ihjel, beklagede Valdemar sig atter over, at hans Heste led Mangel paa Foder, og forlangte at faa saa meget til Kjøbs, som han behøvede. Kejseren svarede hertil, at hele det omliggende Land var hans Hustrus Arvegods, og at han ikke havde nødig at kjøbe, hvor han havde frit Lov til at tage. Valdemar sagde da, at han var Konge og ikke Røver, han vilde ikke tage, hvad han behøvede, paa Stimandsvis eller ude blandt fremmede indlade sig paa, hvad han hjemme ansaa for uretfærdigt. Skjønt saadan Vold kunde synes at være undskyldelig i Betragtning af den Nød, han var stedt i, vilde han dog ikke benytte sig af Kejserens Tilladelse for ikke ved i fremmed Land at fare grumt frem at forspilde det Ry for Retfærdighed og Mildhed, han havde vundet hjemme. Alle de tyske Fyrster gav i høj Grad deres Bifald til Kjende i Anledning af det fromme Sindelag, han saaledes lagde for Dagen; de saa' fulde af Beundring paa hinanden og sagde, at det Folk var lykkeligt, som med saa stor Retsindighed styredes af saa stor en Mand. Ved saaledes at rose ham lastede de jo lønlig, hvad der gik i Svang iblandt dem selv. Da Kongen havde taget Afsked, forestillede Henrik Kejseren, at han burde bekoste hans Hjemrejse og ikke lade en Konge, hvis Land saa at sige var et aabent Herberg for alle fremmede, drage bort uden at vise ham al mulig Gjæstfrihed. Kejseren lovede beredvillig alt, men holdt kun lidt af, hvad han lovede. Derimod holdt Bispen af Mainz mere, end han lovede, thi han bekostede to Gange Natteleje og Fortæring for Kongen og hans Følge. Henrik gav ogsaa ved jævnlig Tilførsel af Levnedsmidler det tydeligste Bevis paa sit Venskab. Derimod lagde Ludvig, Landgreven af Thyringen, ikke blot ingen Gavmildhed for Dagen, men viste sig endogsaa fuld af Havesyge, thi han tiggede saa skamløst Kongen om at forære ham sin Hest, at Kongen lod ham faa den. Da de kom til Holsten, fik Absalon stiftet Venskab imellem Kongen og Hertug Adolf, som strax svor Kongen Troskab og blev hans haandgangne Mand og til at begynde med viste ham sin Tjenstagtighed ved at yde ham al Gjæstfrihed. Saa kom Landets Fader da efter lykkeligt at have tilendebragt sin Rejse hjem til Danmark til Gammen og Glæde for Landsens Folk, som inderlig havde længtes efter ham. Dette Aar blev yderligere mærkeligt ved, at hans Dronning Sofia fødte ham Sønnen Knud, som Biskop Absalon paa den dertil fastsatte Dag betjente med Daabens hellige Sakramente. Denne højtidelige Handling forherligedes ved den svenske Hertug Guttorms Nærværelse; han var nemlig kommen til Danmark for at hjemføre Valdemars Søsterdatter, der var trolovet med den svenske Konge Karl. I de samme Dage kom der Sendemænd fra Norge for at bede Kongen om at føre Krig imod dem, der havde bemægtiget sig Herredømmet i Norge, og selv tage Styret i dette Rige, som var hærjet af alle de mange Borgerkrige, sønderslidt af grumme Voldsmænd og sin ødelæggelse nær. Eftersom Begivenhederne i Norge ved denne Lejlighed staar i nær Forbindelse med Danmarks Historie, vil det ikke være ukjærkomment kortelig at faa noget at vide om, hvorledes det stod til dér. En overmaade tapper Mand ved Navn Sigurd, der havde yppet Krig med Harald Irlænder, blev, efter at have øvet mange berømmelige Krigsbedrifter, taget til Fange af denne. Han blev paa et Skib ført ud paa Dybet for at druknes; han havde haft Omtanke nok til paa Forhaand at kjøbe en Del Drikkevarer, og under Paaskud af, at han vilde holde sit Gravøl, før han døde, fik han Skibsfolkene til at drikke sig fulde. Da de nu var blevet lystige, bad han dem som en sidste Villighed om at lade ham staa til Rors, og da de gav ham Lov dertil, opfordrede han dem til at ro stærkere til. Da han skjønnede, at Skibet skjød den stærkest mulige Fart, slap han Roret, sprang paa Hovedet i Vandet og naaede i Land, inden de kunde faa sagtnet Skibets voldsomme Fart. Saaledes slap han ved sin egen Kløgt og sine Fjenders Ligegyldighed ud af den Fare, der var beredt ham, og derpaa overfaldt og dræbte han Harald, da han ved Nattetid hemmelig var gaaet bort fra sin Lejr og laa og sov i en Slegfreds Arme, og straffede ham saaledes baade for, hvad han havde gjort imod ham selv ved at tage ham til Fange, og imod Magnus, som han havde røvet Riget fra og stukket øjnene ud paa. For med saa meget større Ret at føre sin Krig tog han strax Magnus ud af det Kloster, han var bleven sat i, fik ham. skjønt han var bleven berøvet sin Manddom, til at tage Mod og Mands Hjærte til sig og besluttede, for ikke at savne god og gyldig Grund til at fejde paa Haralds Sønner, at hæve ham op af de ynkelige Kaar, han havde været i, og atter indsætte ham i hans fordums kongelige Værdighed. I hans Navn og støttende sig til hans Ret holdt han et Søslag med Haralds tre Sønner, Inge, Sigurd og Ejsten, som gjorde Fordring paa deres Fædrenerige. Da hans Folk dels faldt og dels flyede, forsvarede han en Stund ganske alene med utrolig overmenneskelig Tapperhed sit Skib imod Fjenderne. Tilsidst, da de fleste af dem var faldne og de, der var tilbage, fra alle Kanter stormede frem for at faa Bugt med ham, der var ganske ene, sprang han, i Tillid til sin enestaaende Færdighed i Svømning, fuldt rustet, som han var, over Bord, skjønt det lakkede ad Vinter. Han svømmede under Vandet, som han havde rødnet med Fjendeblod, og det er vanskeligt at sige, om han havde vist sig mere tapper, da han stod i Stavnen og kæmpede, end han nu viste sig behændig i Vandet. For lettere at kunne svømme afførte han sig nemlig under Vandet sin Brynje og sine øvrige Hærklæder. Da han omsider dukkede op for at trække Vejret, kjendte en af hans fordums Venner ham imidlertid paa hans Kjortel og viste Fjenderne ham; saa dukkede han atter under Vandet og afførte sig der Kjortlen, som han skjønnede røbede ham, og da det ikke var nok til at unddrage ham Forræderens Opmærksomhed, klædte han sig af lige til Skjorten. Da han alligevel ikke kunde skuffe den, der angav ham, idet han var den eneste, der var tilbage, og han indsaa, at alt hans Mod og al hans Snildhed havde været forgjæves, lod han, som om han var død, og holdt sig saa længe under Vandet, at de, der lurede paa ham, virkelig ikke vidste, om han var levende eller død. Da han tilsidst blev nødt til at dukke op for at trække Vejret, klamrede han sig af al Magt til Roret paa et af Skibene, og her hang han en Stund ganske stille; han havde sikkert, saa modig, som han var, prøvet at bjærge sig paa endnu flere Maader, hvis ikke den stærke Vinterkulde havde gjort ham stiv, saa at Kræfterne svigtede ham. Omsider blev han greben, da en i Nysgjerrighed kigede ned i Vandet, fik øje paa ham og røbede ham; han blev bunden og ført frem paa Tinge for at dømmes til Døden af sine Fjender. Da de ikke vilde lade ham faa nogen Præst, der kunde skrifte ham, aflagde han, som tilladt var, sit Skriftemaal for de tilstedeværende og sagde, at den Straf og Revselse, de vilde idømme ham, vilde han underkaste sig som en Kirkebod, thi han mindedes vel, at det var tilladt at skrifte sine Synder for Lægfolk, naar ingen Præst var at faa. Han sagde derhos, at han var en Søn af Magnus, som Harald Irlænder havde udgivet for sin Fader, og han viste ogsaa under de Pinsler, han maatte lide, at han slægtede denne paa i Sjælshøjhed. Først blev han hudflettet og derpaa sønderknust med Hamre Led for Led, som for at hver enkelt Del af hans Legeme skulde straffes, men han hverken klynkede eller klagede sig, hverken sukkede eller stønnede, ja, det var slet ikke til at mærke paa ham, at han led nogen Pine, han læste som i Ro og Mag i Psalteren og opgav Aanden under fromme Bønner og Lovprisninger. Lykkelige maatte sandelig alle Kristne prise sig, om de kunde gaa i Døden med saadant Sind som denne Krigsmand! Lad saa være, at han havde været svigefuld, forstyrret sit Fædrelands Fred og fejdet paa sine Landsmænd, hans Fjender burde dog for hans Tapperheds Skyld have undladt at straffe ham, men disse hævngjerrige Mennesker tænkte mere paa at hævne den Fortræd, der var tilføjet dem, end paa at ære udmærket Tapperhed hos andre. Det var dem ikke engang nok, at de havde faret saa grumt frem imod ham, medens han var i Live; som om hans Død ikke var tilstrækkelig til at slukke deres Hævntørst, hængte de ham strax efter, at han var død, op i en Galge og handlede saaledes lige saa grumt imod ham, efter at han havde opgivet Aanden, som de havde gjort, medens han var i Live, idet de holdt for, at de intet havde udrettet, naar de ikke lod deres Grumhed gaa ud endogsaa over hans Støv og Aske. Magnus faldt i dette samme Slag, som Sigurd holdt i hans Navn, saa man kan sige, at han to Gange blev berøvet Dagens Lys, første Gang, da han fik øjnene stukne ud, og anden Gang, da han mistede Livet. Derefter kom Riget under Haralds Sønner, af hvilke kun Inge var ægtefødt, af de to andre havde den ene en norsk, den anden en irsk Slegfred til Moder, og ligesom Inge var den ypperste af dem i Henseende til Byrd, var han det ogsaa i Henseende til gode Sæder. Han var nemlig i alle Maader oplært til Høviskhed, medens den ene af Slegfredsønnerne var smudsig gjerrig, og den anden havde Ord for at søle sig i Vellyst. Men medens Inge var Barn, var han som Følge af sin Ammes Uforsigtighed faldet ned af hendes Skjød, saa at han knækkede Ryggen og for Resten af sin Levetid var skrutrygget, saa at man maatte sige, at denne Mands herlige Sjæl skamskjændedes af hans Legems Vanskabthed, og det er ikke let at sige, om Skæbnen mest har vist sig gunstig eller grum imod ham. Det traf sig imidlertid saa, at Inges Krigsfolk i Bergen kom i Klammeri med Sigurds; en af Inges Mænd blev dræbt, og de andre søgte da med saadan Hidsighed at hævne deres Stalbroders Død, at de ikke blot gik løs paa Drabsmændene, men grebne af det grummeste Raseri øvede Vold og Overlast mod selve Sigurd og efter at have tvunget ham til at fly ind i en Kirke brød Dørene op og undlivede ham; det saa' nu ud som et almindeligt Mord, men i Virkeligheden var det Hævn, de tog for den Tort, han havde gjort dem ved at skjænde deres Hustruer. Da Ejsten, som var paa Vej til Bergen med sin Flaade, fik dette at vide af Folk, han mødte paa Vejen, laa det ham mere paa Sinde at træffe sin Broder end at vare sig for ham, og han fortsatte derfor sin Rejse til ham, men da han efter en kort Samtale med ham kom paa det rene med, at han vilde forholde ham den Del af Riget, der tilkom ham, drog han atter bort. Han lod ganske vist, som om han ingen Mistillid nærede, men i Virkeligheden var han bange for, at han skulde lide samme Skæbne som Broderen, de havde myrdet, og foretrak at give sig paa Flugt frem for at give sig i deres Vold, som nylig havde øvet en saadan Misgjerning. Sigurds Drabsmænd havde ikke nok i den Udaad, de havde begaaet, men idet de erklærede ham for Inges Medbejler til Tronen, nødte de ham til at fly over Land i Steden for til Søs, og da han formedelst sin Førhed ikke kunde komme hurtig nok af Sted, indhentede de ham ikke langt fra Strandbredden og slog ham ihjel i Haab om, at den, der nu var ene om Riget, vilde lægge paa deres Sold og forøge deres Anseelse til Løn for, at de havde ryddet hans to Medkonger af Vejen. Disse Misdædere, som havde tørstet efter saa mægtige Høvdingers Blod, og som knap syntes at have faaet nok efter at have begaaet to Mord, fik imidlertid nogen Tid efter deres fortjente Straf af en Mand ved Navn Hakon, som tog Hævn over dem for sin Fader. Da Inge nemlig ved Vold og Udaad havde faaet den Magt og Myndighed i Hænde, som tidligere havde været delt imellem de tre Brødre, vilde Amund Simonsøn, Filip og adskillige andre ypperlige Mænd ikke finde sig i, at han i Fred og upaatalt beholdt det Rige, han havde erhvervet sig, dels ved egne og dels ved andres Misgjerninger. Det tyktes ogsaa adskillige uværdigt, at en Mand, der havde saadan en latterlig Legemslyde at trækkes med, skulde herske frit og uhindret over Riget, blot fordi hans ugudelige Krigsfolk havde spillet det i Hænderne paa ham. De valgte derfor den omtalte Hakon til Anfører, gav ham Kongenavn, skjønt han endnu var uøvet i Krigsvæsen, erklærede Inge Krig og holdt mange Slag med ham under Paaskud af at ville hævne Sigurd og Ejsten. Efter at være bleven overvundne i adskillige Slag, flyede de omsider til Sverige med deres Myndling. Inge forfulgte dem ind under Sjællands Kyst, og da han saa', at en stor Del af dem tyede ind i Skovene i Nærheden af Kysten, skikkede han Sendemænd til Absalon med Begjæring om, at de, der havde søgt Tilflugt i Strandskovene, maatte blive grebne. Det mente Absalon imidlertid var under hans Værdighed at indlade sig paa, saa han tog intet Hensyn til hans Anmodning. Da det lakkede ad Vinter, begav de, der var flygtede sammen med Hakon, sig tilbage til Norge i Haab om, at Lykken vilde vende sig, naar de skiftede Opholdssted, og i Løbet af Vinteren holdt de Slag med deres Fjender paa Isen og fældede Gregorius, den Mand, som, dygtig til Raad og Daad, næst efter Kongen nød den største Anseelse, og ved hvem alt Inges Haab og Mod hang, som en Dør hænger paa sine Hængsler; alle hans Krigsfolk faldt ogsaa. Hakons Folk gik lige saa listig som tappert til Værks; de fik nemlig i Løbet af Slaget Fjenderne lokket ud paa et Sted, hvor de om Natten havde hugget Vaager, saa den var saa svag, at de gik tilbunds. Dette Nederlag fik Inge til helt at opgive Haabet, thi ikke blot svækkedes hans Stridsmagt derved, men han tabte ogsaa Modet, thi han tog sin tro og hengivne Gregorius' Død som et Varsel om sin egen. Omsider optog han Kampen igjen, ogsaa denne Gang paa Isen, og han havde ikke bedre Lykke end Gregorius, thi skjønt Isen paa det Sted, han havde valgt til Kampplads, var lige saa fast som Landjorden, og skjønt han havde flere Folk end Fjenden, faldt han tillige med næsten alle sine Krigsfolk og maatte saaledes undgjælde for det Mord paa sine Brødre, som han havde givet sit Minde til eller i alt Fald set igjennem Fingre med. I dette Slag, det største og blodigste, der er blevet holdt i Norge, gik næsten hele Landets Kongestamme til Grunde. Dog undslap Erling med sin Søn Magnus, som den Gang endnu var et Barn, fra Blodbadet og begav sig til Jylland, thi gjennem sin Moder var Magnus nær i Slægt med Valdemar. Denne holdt ham da ogsaa i stor Agt og Ære og sørgede under hans Landflygtighed i alle Maader godt og rigelig for ham. Imidlertid havde Hakon gjort en Mand ved Navn Sigurd til Jarl til Løn for den Tapperhed, han havde udvist. Herover blev hans Stalbrødre i højeste Grad misundelige, og i deres Harme vilde de have anstiftet et stort Oprør, hvis ikke Erling pludselig var vendt tilbage fra Danmark og havde tvunget dem til at lade denne indvortes Strid fare ved at give dem andet at tænke paa. Han lod nemlig strax sin førnævnte Søn, der paa mødrene Side stammede ned fra Norges gamle Konger, udraabe til Konge og gjorde vitterligt, at han vilde støde Hakon fra Tronen og hævne Inge. Da Urolighederne saaledes begyndte igjen, forlod Sigurd Hakon, fordi denne ikke vilde betale ham hans Krigsomkostninger, og Kong Hakon faldt derpaa i et Slag, han holdt med Magnus. Sigurd flygtede til Sverige, og da han efter nogen Tids Forløb vendte tilbage derfra, blev han dræbt af Erlings Krigsfolk, saa at han paa en skammelig og forsmædelig Maade mistede det Liv, han ikke vilde ofre med Ære i Slaget. De, der var tilbage af Hakons Krigsfolk, udraabte nu imidlertid, dels fordi de var opsatte paa at stifte Uro, og dels fordi de var misundelige paa deres Fjender for den Medgang, de havde, en haabefuld Yngling, der opfostredes af en Mand ved Navn Marcus, til Konge. Det gik dem imidlertid ikke heldigere, end det var gaaet dem før; de blev overvundne i et Slag af Erling og gik ikke blot glip af Sejren, men mistede oven i Kjøbet deres Konge, hvorpaa de flyede til Kong Karl i Sverige, som ogsaa var noget i Slægt med de norske Konger, og bad ham om at føre dem an i Krigen. Da det, efter at han længe havde holdt dem hen med fagre Løfter, gik op for dem, at det laa ham mere paa Sinde at bevare det Rige, han havde, end at bemægtige sig et fremmed, skikkede de Sendemænd til Valdemar og bad ham om Hjælp, og da han omsider gav dem gunstigt Svar og indbød dem til sig, drog de selv til ham. De blev vel modtagne af Kongen og overhængte ham stadig med Bønner om Hjælp og Løfter om, at han skulde faa en Del af Norge. Han ansaa det imidlertid for taabeligt at indlade sig paa saa stor en Krig, blot fordi nogle Sendemænd opfordrede ham dertil, og sendte derfor først nogle Folk til Norge for i al Hemmelighed at forhøre, hvorledes Landsens Folk dér var til Sinds. Da han fik at vide, at Nordmændene var sindede, som Sendemændene sagde, drog han ufortøvet derop. Da Erling spurgte det, drog han, som havde nogle faa, men gode Skibe i Beredskab, mere egnede til Flugt end til Kamp, saa langt bort som muligt til Norges fjerneste Egne, idet han holdt det for raadeligere at fly til Landets yderste Grænser end at værge den Del af det, Fjenden først maatte komme til. Som Følge heraf vakte Kongens Ankomst stor Forskrækkelse blandt Erlings Tilhængere, medens hans Fjender glædede sig over den. Valdemar holdt nu Raad med sine Raadgivere, af hvilke nogle mente, at han burde sætte alt andet til Side og hurtigst muligt forfølge Fjenden, medens andre holdt for, at han først burde søge at vinde Landsens Folk for sig og sikre sig deres Hjælp. Han bestemte sig omsider for det sidste Raad i Steden for strax at sætte efter Erling. Han drog derpaa gjennem en stor Del af Landet, hvor han alle Vegne blev modtagen med Glæde af Folket, og da han kom til Sarpsborg, lod han sig dér af Vigboerne tildele Kongenavnet og holdt i største Endrægtighed Ting med Almuen. Hvis han imidlertid havde ladet alt andet fare og strax forfulgt Fjenden, vilde han uden Tvivl have kunnet forene Norge med Danmarks Rige. Han sejlede derfra til Tønsberg, hvor nogle faa af Erlings ivrigste Tilhængere, for at bjærge Livet, var flygtet op paa en høj Klippe. Kongens Fromhed forbød ham imidlertid at fare frem med Grumhed; han kunde nemlig ikke faa sig til at stikke Ild paa Byen, for at ikke Kirkerne, der laa inde mellem Husene, skulde gaa op i Luer. Alligevel kunde ingen af Biskopperne, hvis Myndighed paa den Tid var overmaade stor i Norge, faa sig til at begive sig til ham, hvilket jeg dog snarere tror skyldtes Hensynet til deres Fædreland end til Erling. Orm derimod, som de kaldte Kongsbroder, indfandt sig ganske vist hos Valdemar og lovede ham Hørighed og Lydighed, men under Forbehold af den Troskab, han havde lovet Magnus. Omsider maatte Kongen opgive Toget som Følge af den Mangel paa Levnedsmidler, der opstod, fordi det trak saa længe ud. En Mængde af de Nordmænd, der havde sluttet sig til ham, fulgte med ham, fordi de var bange for Straf, og levede længe i Landflygtighed i Danmark, dels paa Kongens og dels paa andre Stormænds Bekostning. Da Kongen derefter fik at vide, at de østlige Vender stolende paa deres Styrke var faldne fra og havde gjort Oprør, sluttede han Krigsforbund med Hertug Henrik af Sachsen, og for at knytte Venskabets Baand imellem dem saa meget fastere, trolovede han sin Søn Knud, der endnu ikke var et Aar gammel, med hans Datter, der endnu laa i Svøbet, og som hans Hustru, som han senere forskjød, havde født ham. Medens Henrik nu lavede sig til at angribe til Lands med sin Krigshær, sejlede Valdemar til Venden med sin Flaade, og da han var kommen til Rygen, lod han Absalon samle Forstærkning dér blandt Landsens Folk, paa hvis Venskab han ikke ret stolede. For ikke at narre Henrik ved at møde ham senere, end han havde lovet, sejlede han derpaa saa hurtig som muligt til Floden Peene. Absalon mødte imidlertid frem paa Rygboernes Landsting, skjønt han ikke havde anden Sikkerhed for deres Troskab end nogle faa Gisler; de anviste ham Hæderspladsen imellem dem, da han kom som Sendemand fra Kongen, og da de ikke forstod Dansk, lod han dem ved Hjælp af en Tolk vide, hvad han havde at meddele dem. Saa hændte det, at en ung Rygbo med vendisk Snedighed lod, som om han vilde afkjøbe en af de danske Krigsfolk hans Hest, og da han var kommen op paa den under Paaskud af, at han vilde prøve den, flygtede han bort med den. Da Absalon fik Nys herom, kærede han derover paa Tinge, og da den forsamlede Almue mente, at det Brud paa Tro og Love, en enkelt Mand havde gjort sig skyldig i, vilde blive lagt dem alle til Last, blev den rasende forbitret, sprang op og satte over Hals og Hoved efter Misdæderen. Da Absalons Ledsagere nu undrede sig saare, ja ligefrem blev bange, fordi Almuen saaledes stimlede sammen, faldt nogle af den unge Mands Paarørende, mere tilskyndede dertil af deres Kjærlighed til ham end af Skam over den Plet, han havde sat paa dem alle, Absalon til Fode og lovede at skaffe Hesten tilbage, hvis han blot vilde faa Almuen til at afstaa fra sit Forsæt. Absalon ynkedes over deres Bønner og Taarer, sendte Folk ud, som beroligede Almuen, og fik saaledes gjort Ende paa al den Støjen og Stimen. Hesten blev strax givet tilbage, og Absalon skjændte paa Krigsmanden for hans Dumhed, at han havde været taabelig og uagtsom nok til saaledes at lade sig tage ved Næsen af en Røver. Efter at Rygboernes Konge Tetislav havde lovet at sende Forstærkning til Flaaden, skyndte han sig derpaa af Sted efter Valdemar. Imidlertid sendte Hertug Henrik Adolf af Holsten, Grev Henrik af Ratzeburg, Guncelin, Høvidsmand i Schwerin, som Sachserne nylig havde underlagt sig og givet Kjøbstadsret, samt en Mand ved Navn Regnald, som kun var af ringe Herkomst, men havde vundet Ry ved sine Bedrifter, tillige med en stor Del af Hæren i Forvejen, for at de skulde sikre ham Overgangen over Floden. Da Venderne dels spurgte og dels fik at føle, at de var under Vejs, foretrak de at kæmpe med en Del af Fjenderne frem for at tage det op med dem alle paa én Gang og mente, at de vilde gjøre det af med en stor Del af deres Stridsmagt, i Fald de fik Bugt med denne Fortrop. Medens de nu med største Flid og Iver rykkede frem for at ødelægge den, saa' de et skrækkeligt Spøgelse svæve over deres Hoveder; dette øgede i høj Grad deres Mod, thi de troede, at det var en Fører, deres Guder havde sendt dem, og visse paa, at de vilde sejre, brød de uventet ind i Fjendens Lejr og nedhuggede Krigsfolkene, der ikke var belavede paa et saadant Angreb. Adolf og Regnald faldt ved Indgangen til Lejren og maatte saaledes med deres Liv bøde for deres Mangel paa Forsigtighed. Da de var faldne, lykkedes det Guncelin og Henrik at bryde igjennem de stormendes Skarer, de greb Bannerne og fik samlet de flygtende, hvorpaa de dristig gik løs paa Fjenderne, som nu var optagne af at plyndre, og saaledes fik de Flugten forvandlet til Sejr. Skjønt Sachserne saaledes kom i Slag uden at være belavede derpaa, kæmpede de saa tappert, at det ikke er let at afgjøre, om de eller Venderne led det største Nederlag. Da Henrik spurgte denne Tidende, blev han, som rimeligt var, gram i Hu over det Nederlag, hans Folk havde lidt, og for at hævne det rykkede han saa hurtig som muligt imod Byen Demmin for at belejre den. Da han fik at vide, at Byfolkene selv havde afbrændt den, bød han, at det, der var tilbage af dens Mure, skulde jævnes med Jorden, saa der ikke blev Sten paa Sten tilbage. Da han ikke kunde komme til at lade sin Harme gaa ud over Mennesker, maatte saa at sige livløse Ting undgjælde for den, og han lod derfor Byen Gutzkov brænde, efter at Indbyggerne ligeledes i deres Forfærdelse havde rømmet den. Indbyggerne i Volgast fulgte, rædselsslagne over deres Nabobyers ødelæggelse, Exemplet, rømmede Byen og satte hemmelig over Floden med Hustruer og Børn, for at Fjenden kun skulde have de tomme Huse at lade sin Grumhed gaa ud over. Denne By indtog Kongen selv uden Ulejlighed, lagde en Besætning i den og satte Søhanen Vetheman til Høvidsmand over den. Orneboerne, som var mere forfærdede over den Skæbne, der var overgaaet de andre Byer, end modige ved Tanken om det Værn, deres Mure bød dem, fulgte lige saa forfærdede som Folkene i Nabobyerne, disses Exempel, men brændte Byen af efter at have rømmet den, for at Fjenden ikke skulde have nogen Nytte af den, thi de vilde hellere lade deres Huse gaa op i Luer end overlade Fjenderne dem. Efter at Kongen derpaa havde ladet Broen, der førte over Floden, bryde af og de Hindringer, der ellers var for fri Sejlads, fjærne, begav han sig til Byen Stolpe, hvor han senere traf sammen med Hertugen. For at Volgast nu ikke lige saa let skulde gaa tabt igjen, som den var bleven indtaget, og falde i Fjendens Hænder, naar han var draget bort, og i den Tanke, at Danskerne bestandig vilde have Herredømmet over Venden, naar de var i Besiddelse af denne By, besluttede Kongen, at Absalon, Buris og Svend, som paa den Tid var Biskop i Aarhus, skulde tage Bo i den, og til yderligere Sikkerhed for, at de kunde vente paalidelig Støtte af ham, gav han dem sin Søn Kristoffer med. Han bød dem derhos at søge at faa deres Venner og paarørende til at være med, men kun Sjællænderne lovede Absalon at blive sammen med ham i Byen, de andre havde paa Grund af den store Fare, der var forbunden dermed, hverken Mod til selv at blive der eller kunde faa nogen til at være med, skjønt hele Skibsmandskabet ikke blot var villigt til at dele sine Levnedsmidler med dem, men ogsaa til at høste de omliggende Marker og bringe Høsten under Tag for dem, thi Kongen havde givet Befaling til, at Hæren skulde indhøste Sæden og overlade den til dem, der blev tilbage i Byen. Da denne Plan saaledes slog fejl for Kongen, og han hverken kunde faa Fjenden til at indlade sig i Slag eller til at slutte Fred, udpønsede han et snedigt Paafund, hvorved han kunde drive ham enten til det ene eller det andet. Han gav nemlig hemmelig Absalon Befaling til at lade Skibsfolket omhyggelig fjærne de Pæle, der var anbragte i Floden, og hvad der ellers kunde være til Hinder for Sejladsen, saa den blev farbar for hele Flaaden. Da alt, hvad der spærrede Floden, saaledes var ryddet af Vejen, sejlede Flaaden op ad den. Da den kom ind paa et Sted, hvor Floden var temmelig smal, kom adskillige Vender ridende ned paa begge Bredder og saarede Skibsfolkene paa nært Hold. Denne Fjendernes uforskammede Dristighed kunde en tapper Mand ved Navn Peder Ejlefsøn ikke finde sig i, han sprang strax i Land med sine Skibsfolk, satte tappert ind paa Venderne og drev dem bort fra Flodbredden. Da hans Stalbrødre imidlertid fejgt lod ham i Stikken, maatte han lade Livet, men hans Landsmænd kunde nu uhindret sejle videre. Kongen førte nu ikke blot uden Fare sin Sejlads til Ende, men han lod ogsaa sine Skibe lægge sig tæt sammen, saa at de dannede en Bro, paa hvilken Henrik gik over med hele sin Hær. Da Venderne fik det at vide, blev de bange for, at de Byer, de havde tilbage, ogsaa skulde blive ødelagte, og for at forebygge denne Fare søgte de nu den Fred, de hidtil havde vraget, og tilbød Valdemar Gisler, hvilket de erklærede, at de paa ingen Maade vilde gjøre over for Henrik. Kongen holdt imidlertid for, at det vilde være Svig over for hans Forbundsfælle, i Fald han sluttede Fred med Fjenden, uden at han var med, og han sendte derfor Thorbern til Henrik med Bud om det Tilbud, Fjenderne havde gjort ham. Henrik sagde, at han gjærne gik ind paa de Vilkaar, Kongen kom overens med dem om, og han sluttede da den Overenskomst med Fjenden, at Volgast skulde deles i tre Dele, hvoraf Tetislav skulde have den ene, Kazimar den anden og Nuklets Søn Prislav den tredje, hvorhos Floden Peenes Munding skulde holdes spærret for Sørøverne, der plejede at hærje paa Danmark, og Henrik uhindret skulde beholde de Fæstninger, han havde underlagt sig i Venden. Saa snart Kongen imidlertid var draget bort, begyndte Kazimars Folk som ikke kunde fordrage at holde Samkvem med fremmede, men alligevel ikke aabenlyst turde angribe dem, at plage Rygboerne med at røve og stjæle fra dem, saa de kom i stor Armod og ligefrem led Hungersnød og maatte fortrække fra Byen. Sørøveriet saa' de ogsaa igjennem Fingre med og brød ogsaa paa flere andre Maader den sluttede Overenskomst. Senere begyndte Rygboerne, efter at Henrik havde skaffet dem deres Gisler tilbage, aabenbar Fejde mod Danskerne, og Kongen, som fandt, at hans Ven viste sig lige saa troløs, som Fjenderne viste sig upaalidelige, gjorde da om Foraaret et Tog til Egnen om Arkona og hærjede dér med Ild og Sværd. Derfra begav han sig til en Havnestad, som Indbyggerne kaldte Por. Det var hans Hensigt ikke at indlade sig i Slag med alle Rygboerne paa én Gang, thi han holdt det for raadeligst at angribe dem snart hist og snart her. Han bød derfor Absalon om Natten at sejle i Forvejen til Sudar. For strax at følge efter ham havde han paalagt Skibsvagterne at give nøje Agt paa, hvornaar han lettede, men de foretrak at sove sødelig frem for at gjøre, hvad der var blevet dem paalagt, saa da Absalon var sejlet, fulgte Kongen ikke efter, og Absalon og hans Mænd hærjede ikke blot Sudar, men ogsaa Markerne og Landsbyerne i Omegnen med Ild og Sværd. To af hans Ryttere, som havde tvistet om, hvem af dem der var den tapreste, blev nu i deres Kappestrid lige ivrige efter at udføre tapre Bedrifter, og da de saa', at Fjenderne efter at være bleven dreven ned til en Sø tog Flugten over den i Baade, blev de saa opsatte paa at forfølge dem, at de ikke ænsede nogen Fare, og for at den ene ikke skulde komme den anden i Forkjøbet, sporede de begge uden at agte paa, at de satte Livet paa Spil, deres Heste og drev dem ud paa Dybet, hvor deres tunge Rustninger, som de helt havde glemt, trak dem til Bunds, saa de druknede. Saaledes straffede det vaade Element disse Mænd, som var mere opsatte paa at indlægge sig Ære end paa at bjærge Livet, og beredte dem, der selv styrtede sig i Undergang, baade Død og Grav. Da Absalon nu havde skjændt og brændt vidt og bredt der paa Egnen og vilde vende tilbage til sine Skibe med det store og rige Bytte, han havde gjort, saa' han, at en stor Skare Fjender satte efter ham. For at lokke dem hen paa Steder, hvor de skulde have ondt ved at komme frem, og hvor han derfor kunde gjøre det af med dem, lod han, som om han blev bange for dem, og gik over to ret ufarbare Vadesteder. Da Venderne uhindret var kommen over det første, blev de betænkelige ved at gaa over det andet af Frygt for ikke at kunne slippe tilbage og gjorde derfor Holdt. I det samme hændte det, at to sjællandske Krigsmænd, som kom gaaende med en Mængde Bytte i en stor Bylt, tog fejl af Vejen og næsten kom lige ind i Vendernes Hær. Da to af de vendiske Ryttere satte efter dem, besluttede de, skjønt de uhindret kunde være gaaet over Vadestedet, hellere at tage en Dyst op med Fjenderne end at vende tilbage til deres Stalbrødre, for at de ikke skulde faa Ord for at have trukket sig tilbage af Fejghed, thi de holdt det for uhæderligt, at Fjenderne, som jo ikke var flere end de, skulde overgaa dem i Tapperhed. De gjorde derfor Holdt, og for bedre at kunne røre sig kastede de Bylten fra sig og trak saa deres Sværd. Lykken stod dem da ogsaa saaledes bi i deres Standhaftighed og Tapperhed, at de kom uskadte derfra, thi ingen af de to Ryttere turde gaa imod dem, og saa tog de Bylten op igjen og gik videre. Da Venderne nu atter sendte fire Ryttere ud for at gjøre det af med dem, drev de med samme Aandsnærværelse dem tilbage, hvilket vakte saavel Fjendernes som deres Landsmænds Beundring og gjorde hine i høj Grad skamfulde og disse baade bange og glade. Da de omsider blev angrebne af sex Ryttere, holdt de ogsaa med urokkelig Sjælsstyrke Stand imod dem, som om de med deres store Tapperhed vilde spotte Fjenderne for deres Fejghed. Absalon var nu ikke sen til at sende disse tapre og paalidelige Mænd Undsætning, han skikkede dem lige saa mange af sine Ryttere til Hjælp, som han saa' der var Fjender imod dem. Venderne sendte ogsaa deres Folk Forstærkning, saa der blev stadig flere og flere. Da Styrken nu saaledes øgedes paa begge Sider, saa det saa' ud, som om Rytterne flokkedes for at holde Ridderspil, kunde Sjællandsfarerne tilsidst ikke længer finde sig i at se paa Fjendens Uforskammethed, men satte sluttet Trop med hele deres Styrke ind paa dem og slog dem paa Flugt. Vadestederne hindrede dem imidlertid i at forfølge dem ret langt, saa der omkom flere Heste end Folk. Da de vendte tilbage til deres Skibe, mødte de deres Skibsfolk fuldt rustede og med vajende Bannere; de havde tilfældigvis faaet at vide, hvad der var paa Færde, og kom nu for at bringe deres Stalbrødre Undsætning. De maa sandelig siges at have Lod og Del med Absalon i denne Sejr, eftersom de af egen Drift kom for tappert at kæmpe sammen med deres Stalbrødre. Da Skibsvagterne omsider, skjønt det nu var bagefter, havde kaldt paa Kongen, søgte han at indhente det forsømte ved at lade sine Folk trække paa Aarerne af alle Livsens Kræfter, men da han fik øje paa Sjællandsfarerne og vilde lægge til Land for at plyndre, lod Absalon ham vide, at der var intet Bytte mere for ham at faa. Han glædede sig da højlig over, at saa lille en Skare ved egne Kræfter havde fuldbragt det hele lige saa rask, som om han selv havde været med. Efter at han derpaa havde hærjet andre Dele af øen med Ild og Sværd, begav han sig paa Hjemvejen. Da det lakkede ad Høst, sejlede han atter did med sin Flaade, og nu lagde han især Vind paa at ødelægge Sæden paa Markerne for at berøve Fjenden Midlerne til at forsyne Byerne med Levnedsmidler. Da han en Dag paa et Strejftog var kommen til Arkona, syntes Byfolkene, at deres Tapperhed var for stor til, at de kunde holde sig inden for Murene, og i Tillid til deres Styrke gjorde de Udfald af Byens eneste Port og rykkede imod ham. Kongen søgte ved med Vilje at lade Danskerne trække sig tilbage at lokke dem længere bort fra Murene, men da han mærkede, at de var forsigtigere, end han havde haabet, angreb han dem og nødte dem til igjen at ty ind i Byen; dog varede han sig for at komme Porten for nær, for at de ikke skulde dræbe hans Heste med deres Kastespyd. En sjællandsk Ridder ved Navn Niels, som baade udmærkede sig ved Fagerhed og Tapperhed, kastede sit Spyd ind igjennem Porten og dræbte en af Fjenderne, der havde taget Stade i den for at forsvare den, hvorpaa han vendte sin Hest og red bort uden at have lidt nogen Overlast. Thorbern, der var en af de ypperste sjællandske Riddere, søgte at kappes med ham ved at øve en lignende Bedrift men Lykken var ikke ham saa gunstig, skjønt han ikke stod tilbage for ham i Tapperhed; efter at han nemlig havde kastet sin Lanse ind i Hoben og saaret en af Fjenderne blev han saa haardt saaret af et Stenkast, at en Masse Blod strømmede ud af Hovedet paa ham, og som Følge deraf paadrog han sig en langvarig Legemssvaghed, og først sent fik han med Nød og næppe sin Helsen igjen. Buris søgte ogsaa at øve tapre Manddomsgjerninger, der kunde svare til hans høje Byrd, og angreb med lignende Tapperhed dem, der forsvarede Porten, men blev ogsaa ramt saa voldsomt af en Sten i Hovedet, at han næsten livløs segnede af Hesten. Afmægtig, som han var, kom hans Stalbrødre ham til Hjælp, saa at Fjenderne ikke fik gjort det helt af med ham. Rygboerne lærte imidlertid heraf, at det ikke var uden Fare for dem at indlade sig i Kamp uden for Murene, siden Fjenden gik dem saa haardt paa Livet inden for disse. Derpaa sejlede hele Flaaden til Jasmund. Absalon plejede altid, eftersom han udmærkede sig ikke blot ved Tapperhed, men ogsaa ved den største Kyndighed i alt, hvad der hører til Krigsvæsenet, at anføre Fortroppen, naar Hæren rykkede frem, Bagtroppen derimod, naar den gik tilbage, og de raskeste danske Ungersvende, der var ivrige efter at vinde Bytte eller Ære, sluttede sig til ham, medens Kongen med Hærens Hovedstyrke plejede at rykke langsomt og sindig frem i sluttet Orden. Da Absalon nu var kommen igjennem en stor Del af Egnen, uden at der havde budt sig nogen Lejlighed til Kamp, lod han omsider sin Rytterskare sprede sig for at plyndre og beholdt kun nogle faa Folk tilbage som Følge. Kort efter fik han Bud om, at en Del af hans Folk var bleven omringede og ikke vilde kunne slippe bort, med mindre de fik Undsætning. Han tøvede da ikke med at komme dem til Hjælp, til han kunde faa Krigsfolkene kaldt tilbage, men uden at lade sig afholde af, at han kun havde faa Folk hos sig, ilede han, fuld af Mod, til Stedet, hvor de holdtes indsluttede, idet han lod sin Bannerfører udfolde Banneret som Tegn til, at nu gjaldt det om at skynde sig, og at Rytterne skulde opgive at søge Bytte, men samle sig og støde til ham. Saa tillidsfuld var han, at han holdt det for tjenligere at komme hurtig af Sted end at bie paa sine Stalbrødre. Da Sjællandsfarerne, som var bleven indespærrede i en Snævring, hvor det var vanskelig, at komme frem, saa', at der kom Undsætning, fattede de Mod og begyndte, for at det ikke skulde hedde sig, at de kun ved andres Tapperhed kunde redde sig ud af Faren, at angribe dem, der holdt dem omringede. Da Venderne som Følge heraf gav sig paa Flugt over Marker og Moser, traf det sig, at en tapper og højbaaren Ridder ved Navn Eskil iført sin tunge Rustning til Fods forfulgte en uvæbnet Vender, der flygtede gjennem Moserne saa hurtig hans Ben kunde bære ham. Eskil fulgte lige i hans Spor i det bløde Dynd og blev hverken hindret af dette eller af sin tunge Rustning, men løb ganske let, til han omsider indhentede ham og gjorde Barbaren et Hoved kortere, og da han igjen havde fast Grund at staa paa, var det ikke til at se, at han havde haft Fødderne i Dynd, hvilket maa vække from Beundring og ikke tilskrives hans Fodraphed, men en guddommelig Naade, snarere et himmelsk Under end menneskelig Tapperhed. Derefter afbrændte Krigsfolkene alle Vegne Landsbyerne og skjændte og brændte hele Landet over lige til Gore Klint, og da Rygboerne nu skjønnede, at deres Haab om at faa Undsætning fra Sachserne ikke gik i Opfyldelse, indfandt de sig ved Strelø, tilkjøbte sig Fred af Kongen for en Sum Penge og stillede fire Gidsler. Da Valdemar var kommen hjem, besluttede Stormændene i Betragtning af de Farer, der truede Danmark, og de vanskelige Tider, der var for Haanden, at overdrage Knud Valdemarssøn Kongenavnet, ikke blot som den, der skulde være sin Faders Efterfølger paa Tronen, men ogsaa for at han allerede nu kunde dele hans Værdighed med ham, paa det at Landets Ædlinge kunde holde sig til ham som den, der havde kongelig Myndighed, i Fald Lykken vendte sig og Kong Valdemar faldt fra. Kongen glædede sig over deres Visdom og Hengivenhed og billigede deres Beslutning, idet han holdt for, at det ikke vilde gjøre noget Skaar i hans Ære, men tværtimod øge hans Anseelse, at han delte Kongeværdigheden med sin Søn, og han lod derfor Stormændene hylde Knud som Konge paa Tinge. Medens nu alle Krigsfolkene enstemmig gjorde dette, holdt Buris sig saa at sige helt tilbage og stemte ikke, hvad enten det nu kom af, at han lønlig tragtede efter Kronen, eller af, at han ikke holdt af dette ny Paafund. Da han mærkede, at Kongen som Følge heraf nærede Mistanke til ham, erklærede han, at hans Tavshed var et Vidnesbyrd om Hengivenhed og ikke om Uvilje, thi han mindedes ikke, at Daneriget i Venskabelighed var blevet delt imellem flere Konger, men vel at der fra Arilds Tid var talrige Exempler paa, at der havde rejst sig Strid om Herredømmet imellem Fader og Søn. Havde han forud vidst, hvad Kongen havde i Sinde, vilde han imidlertid ikke have forholdt sig tavs, men nu havde han tiet, da hverken Kongen eller hans Raadgivere havde meddelt ham noget om denne Sag. Ved saaledes at undskylde sin Tavshed fik han Kongen til at skjule sin Vrede. Da Kongen efter tilendebragt Togt i Roskilde bød ham sammen med de øvrige danske Stormænd højtidelig at tilsværge Knud Huldskab og Troskab, hvilket alle de andre strax var rede til, undslog han sig og paadrog sig derved stor Mistanke om, at han tragtede efter Kronen. Denne sin Attraa efter Magten skjulte han imidlertid snildelig, idet han som Grund til sin Vægring anførte, at saa længe den, han først havde svoret Huldskab og Troskab, var i Live, vilde han ikke træde i nogen andens Tjeneste, at intet skulde faa ham til at give sig under en ny Herre i den gamles Sted, og at dette stred imod, hvad der var Sæd i Danmark, og var utilbørligt for en ærlig Mand, thi ingen dansk Mand havde for Skik at tjene to Herrer, det var noget, kun Tyskerne plejede at gjøre, fordi de var opsatte paa at faa saa megen Sold som muligt. Udbrød der nemlig Fejde mellem to, som havde lige stort Krav paa Lydighed, var det jo ikke muligt at være dem begge lydig, hvem af dem man saa støttede. Kongen var lige saa snild som han og skjulte sin Vrede under milde Ord og et venligt Ansigt, men da Buris siden fulgte med Kongen til Halland, gav denne ham stiltiende at forstaa, at han mente, han pønsede paa Svig imod ham. For at fri sig for denne Mistanke lovede Buris, at han vilde gjøre, hvad Kongen ønskede, hvis han vilde øge hans Magt ved at give ham nogle flere Len og give sine Frænders Børn Arveret til den Værdighed og ringere Vælde, som deres Fædre havde, ligesom han selv søgte at gjøre Danmark til et Arverige, medens det før havde været et Valgrige. Ved Absalons Bistand opnaaede han at faa største Delen af Jylland og gik saa til Gjengjæld ind paa at hylde Knud. Men Kongens Venskab vandt han aldrig mere igjen fuldt ud, thi Kongens Sind var saaledes, at naar han en Gang for Alvor var bleven vred paa nogen, blev han ham ingen Sinde helt god igjen. Da det lakkede ad Foraaret, overdrog Kongen Absalon, Kristoffer og Magnus Anførselen over et mindre Tog mod Venderne, thi Flaaden var kun bemandet med østdaner og Fynboer. Kristoffer havde Anførselen over Skaaningerne, men den, som egentlig raadede for det Hele, var Absalon. De angreb Landskabet Tribsees, og da Kristoffer var saa ung, fik han sin Plads anvist imellem Absalons og Magnus' Folk, for at han som Kongens Søn kunde have paalidelige Mænd at støtte sig til. De afbrændte Landsbyerne saa fuldstændig, at de endnu den Dag i Dag ligger øde, og at man endnu ser Spor af, hvor grumt Ilden har hærjet dem. Da det var paa Tide atter at vende tilbage til Flaaden, fik Absalon, som førte Bagtroppen, Bud om, at Fjenden var efter dem, og skjønt det var saa stærk Frost, at Fortroppen ikke kunde kaldes tilbage, angreb han Fjenden med kun fyrretyve Ryttere, førend han søgte at komme over Vadestedet, som han maatte over for at komme ned til Flaaden. Efter at have slaaet Fjenden paa Flugt rykkede han langsomt ned til Floden, som han slog Bro over, og denne undlod han, da han var kommen over, at bryde af bag sig, for at det ikke skulde se ud, som om han i nogen Maade var bange. Da han var naaet ned til Stranden, fik han at vide, at Flaaden havde søgt en anden Havn. Det var saa stræng en Kulde, at Folkene maatte grave Huler i Jorden for at beskytte Hestene, der var nær ved at fryse ihjel, og der var ikke en Mand i hele Hæren, som kunde bruge begge sine Hænder paa én Gang. Der blev under Gravningen fundet en stor Mængde Snoge, hvilket dog vakte mere Forundring end Skræk, thi den stærke Frost havde gjort dem helt afmægtige og næsten livløse. Da Vinden var gunstig, fik Skaaningerne Lov til at sejle hjem, men de fik strax efter Modvind, saa de ingen Vegne kunde komme og først kom afsted sammen med Sjællandsfarerne og Fynboerne, da hele Flaaden fik Bør. Da de kom hjem, beskikkede Kongen Peder og Selgret til Hovmestre for Kristoffer, for at den unge Mand under deres kyndige Vejledning kunde tilegne sig høviske Sæder. Om Sommeren gjorde Kongen selv et Tog. Volgasterne havde nemlig paa to Maader brudt den sluttede Overenskomst; de havde ved deres Tyvagtighed drevet de Rygboer, der boede sammen med dem, ud af Byen, og havde derhos aabnet Peeneflodens Munding for Sørøverne. Just som han vilde til at drage imod Leutizerne, fik han et Brev fra Henrik, der raadede ham til at tage sig i Agt for en af sine Frænder, der pønsede paa Svig og tragtede efter Kronen; det var Buris, som han kunde lade ham vide havde lagt Raad op med Nordmændene om at rydde ham af Vejen; de havde lovet at drage Kongen i Møde, naar han drog hjem fra Toget, og fange ham eller skille ham ved Riget. Det bedste Bevis for, at det forholdt sig, som han sagde, vilde være, om han mødte den norske Flaade paa Hjemvejen fra sit Togt til Venden. Næsten samtidig fik Kongen et Brev fra Norge, der ligeledes meldte ham, at der var Forræderi i Gjære. De Kongen havde aabenbaret Sagen for nogle faa af sine Raadgivere, dog uden at nævne sine Hjemmelsmænd, bestyrkedes hans Mistanke og hans Tro paa, at det forholdt sig, som Brevene meldte, yderligere ved, at Vendelboernes Biskop Toke forsikrede, at Buris havde nødt sine Krigsfolk til at sværge paa, at de vilde gaa med til alt, hvad han fik i Sinde at foretage sig. Kongen holdt ikke des mindre Sagen hemmelig, sejlede i al Hast til Landskabet Ostrusna, som han hærjede, og begav sig saa med hele Flaaden til Vordingborg. Der stævnede han Buris til sig tillige med Rigets andre Stormænd, aabenbarede, hvad der var kommet til hans Kundskab angaaende hans Rænker, og beskyldte ham for Forræderi. Da Buris nægtede at have pønset paa sligt imod ham, bød Kongen ham blive hos sig, til man kunde forfare, om Angivelserne havde nogen Grund, hvis det saa viste sig, at det forholdt sig anderledes, end der var blevet meldt ham, skulde han faa Lov at drage bort, uden at der skete ham nogen Overlast. Dertil svarede Buris, at det vilde være ganske urimeligt at sætte sit Liv paa Spil ved at give det til Pris for uvisse Vidnesbyrd, og ved at føre saadan Tale vakte han yderligere Mistanke, ikke blot hos Kongen, men ogsaa hos hans Raadgivere. Det blev derfor ikke engang tilladt ham at se til sine Skibsfolk, men han blev nødt til at følge med Kongen til Lejre, hvor han blev holdt i mild, men sikker Forvaring. Imidlertid kom Erling og Buris' Broder Orm med en Flaade ned til Danmark, traf Jydernes Flaade i Djursaa og overvandt den med Lethed, da den ingen Styrismænd havde. De tog dér Buris' eget Skib og begav sig hurtig til Landsbyen Kjøbinghavn. Der mødte Absalon dem med Sjællandsfarerne og formente dem at gaa i Land. Da han havde spurgt, at Nordmændene især stolede paa deres Buer, gik han for at udæske dem med femten Mand ned til Strandbredden og stillede sig blot for deres Pile, opsat paa at vise dem, hvor lidet han ænsede det, de satte deres Lid til. For at komme nærmere ind til Land gik Nordmændene nu i deres Baade, men de vippede saa stærkt, at de ikke kunde ramme, hvor de sigtede; deres Pile faldt dels i Jorden og dels i Vandet uden at gjøre nogen Skade, og da deres Færdighed saaledes slog dem fejl, og de kun blev til Spot for Danskerne, vendte de skamfulde tilbage til deres Skibe. Derpaa blev der paa Tro og Love holdt en Sammenkomst imellem dem og Absalon, som opfordrede dem til indtil videre at slaa sig til Ro, hvor de var, hvilket de dog først gik ind paa, da han gav dem sit Ord paa, at han, saa længe de laa der, ikke vilde søge at forraske dem hverken til Lands eller til Vands. Da Samtalen var til Ende, skiltes de med den Aftale, at de næste Dag skulde mødes igjen med lige mange og ens rustede Folk paa begge Sider. Da de atter mødtes, mønstrede Absalon Erlings Folk og saa', at han havde én for mange med. "Det undrer mig, Erling", sagde han da, "at en Mand, der er saa gammel som du og har gaaet saa meget igjennem, ikke er bleven lige saa fornuftig, som du er gammel til. Du kommer roende i en Baad til os, som er til Hest og med Lethed kan gjøre det af med dig, hvis vi vil, og saa betænker du dig endda ikke paa at møde med flere Folk, end vi har aftalt, og derved give os, der har Overtaget, Anledning til at bryde Freden og tage dit Liv. Holdt vi ikke bedre Ord end du, vilde du komme til at undgjælde med Livet for dit Brud paa vor Aftale". Erling blev baade bange og skamfuld, og da han efter at have mønstret sine Folk, saa', at det forholdt sig, som Absalon sagde, gav han sig til at skjælde en af sine Mænd ud, fordi han var fulgt med, uden at nogen havde bedt ham derom, og gjorde Absalon mange Undskyldninger. Derpaa bad han instændig om Tilladelse til at lade hente Vand i Søerne, da hans Krigsfolk led meget af Tørst. Det fik han Lov til, hvilket han holdt for en ikke ringe Velgjerning. Derpaa skyndte han sig strax tilbage til Norge, glad over, at han havde haft Held til at slippe uskadt bort fra Danmark. Da Kongen nu ansaa det for bevist, at Buris havde pønset paa Svig imod ham, lod han ham strax lægge i Lænker som skyldig i Majestætsforbrydelse. Imidlertid havde Erling med sin Flaade lagt til ved Sjællands yderste Spids, og da han efter Sædvane havde været i Land for at høre Messe og var ved at vende tilbage til sit Skib, brød Absalons Ryttere frem ad en Lønsti og huggede en Del af hans Følge, der havde spredt sig, ned. Hallænderne tog lige saa drabelig imod ham, thi da han havde lagt ind i Nisaa, skilte de ham, inden han slap bort, ved et af hans Skibe med hele dets Besætning. Samme Aar anlagde Absalon, for at fortrædige Sørøverne, paa en Holm en ny Borg, som, skjønt det kun var en ringe Befæstning, blev Landet til stor Beskyttelse, thi Sørøverne var bange for den, og Landsens Folk færdedes trygt paa Havet i dens Nærhed. Danskerne kunde ikke strax komme til at hævne den Uret, Nordmændene havde begaaet imod dem, thi Tyskerne brød troløst de Løfter, de havde givet dem. Bugislav havde nemlig i sin Frygt for Danskerne søgt Tilflugt hos Henrik og lovet ham Hørighed og Lydighed, og Henrik betænkte sig da ikke paa at bryde det Forbund, han havde indgaaet med Kongen, som om det var gjort i Taabelighed og ikke værd at bryde sig om. Ja, da han drog til Floden Krempe og havde en Sammenkomst med ham dér, beklagede han sig endogsaa over, at han havde fejdet paa hans Lensmand Bugislav uden først at have fremført for ham, hvad han havde at kære paa ham; hvis han mente, at Bugislav havde begaaet nogen Uret imod ham, sagde han, burde han have rejst Klagemaal imod ham, inden han angreb ham med Vaabenmagt. Hertil svarede Kongen, at han ikke af Hensyn til nogen Magt i Verden lod sig afholde fra at straffe den Uret, der tilføjedes ham, ved at hævne sig paa den paagjældende, og da de ikke kunde komme til Enighed, endte Sammenkomsten med, at Forbundet imellem dem gik over Styr. Her vil jeg Ord for Ord anføre, hvad en sachsisk Ridder sagde, der var til Stede ved denne Sammenkomst mellem Kongen og Hertugen og hørte, hvor ligegyldigt de talte om Toget imod Venderne. "Jeg har", sagde han, "noget at fortælle de tilstedeværende om min Herre Henrik, men vidste jeg, at han var tilstede vilde jeg hellere tie end komme frem dermed. Da han som umyndigt Barn ved sine Frænders Uretfærdighed blev berøvet sin Fædrenearv, og ingen ellers vilde tage sig af ham, var der fire Mænd, af hvilke jeg selv var den ene, som af Hensyn til hans Faders Fortjenester paatog sig at række det umyndige Barn en Vennehaand og forsvare ham, da alle andre vendte ham Ryggen. Vi gjorde os al Flid for baade med Raad og Daad at fremme alt, hvad der kunde tjene til hans Velfærd, og da vi mistvivlede om, at menneskelig Hjælp var nok, fremstillede vi ham for Alteret og aflagde paa hans Vegne det højtidelige Løfte, at om Gud vilde vise ham den Miskundhed at lade ham komme til sin Faders Ære og Værdighed, skulde han til Tak for hans Godhed imod ham alle sine Levedage hade Afgudsdyrkerne. Gud fandt Behag i dette Løfte og magede det strax saa, at den ædle Kejser Konrad tog ham i sin Beskyttelse, og ved hans Hjælp kom han til sin Fædrenearv. Men skjønt nu vi, som var gaaet i Borgen for ham over for Gud, ikke aflod med at opfordre ham til at holde det Løfte, vi havde aflagt paa hans Vegne, har han dog, dels af Gjerrighed og dels af Dorskhed, undladt at fortsætte Krigen mod Venderne og vist sig utaknemlig for den Naadegave, der var bleven ham til Del. Saa stor var den Iver, hvormed vi, der havde aflagt Løftet paa hans Vegne, mindede ham derom, at en af os, som formedelst sin høje Alder jævnlig plejede at falde i Søvn, medens han deltog i Hertugens hemmelige Raadslagninger, naar hans Sidemænd vækkede ham og spurgte, hvad han mente om den foreliggende Sag, var mere opfyldt af Tanken om det Løfte, han i sin Tid havde været med til at aflægge, end af det, Raadslagningen drejede sig om, og svarede, at Hæren burde føres mod Venderne. O, hvilken umaadelig Bestandighed maa der ikke have været hos denne Mand, siden han ikke engang kunde glemme sit Løfte, da han stod med det ene Ben i Graven, thi hvem, som er ved sine fulde fem, vil tro, at han gav dette fromme Svar, fordi han gik i Barndom? Jeg er sandelig bange for, at min hjærtenskjære Herre med Skamme skal styrte ned fra Lykkens højeste Tinde og komme til at dele sine ringeste Undersaatters Kaar, fordi han kaster Vrag paa sine Venners fromme Raad. Jeg har derimod i den Krig, jeg lovede at deltage i, forlængst faaet tre Saar forpaa, og hvis jeg i samme Krig havde faaet to til, kunde jeg paa den yderste Dag frejdig se paa min Frelsers Saar, thi saa havde jeg lige saa mange som han". Disse Ord var saaledes en Spaadom baade om Henriks timelige Ulykke og om den Løn, der i Evigheden ventede ham selv for hans Dyd og Tapperhed. Da Kongen kort efter havde begivet sig til Skaane, blev der bragt ham en falsk Tidende om, at Sacherne var faldne ind i Landet. Han satte sig da selv i Spidsen for Skaaningerne, som han opbød til Rostjeneste, hvorpaa han begav sig til Slagelse, bød Sjællænderne gjøre sig rede til at sejle og sendte saa Bud til Hurilds-Havn efter Absalon, med hvem han plejede Raad om mangt og meget. Han lod ham derhos vide, at han ikke havde ængstet sig synderlig over dette Rygte, som han ikke havde haft stor Tillid til, og sendte det Mandskab hjem, som han havde samlet i Anledning af den falske Tidende. Absalon havde i sit Følge en Islænder ved Navn Arnold, som, hvad enten det nu kom af en vis Synskhed eller beroede paa Færdighed i at gjøre skarpsindige Gisninger, ofte med sjælden Spaadomsevne forudsaa, hvad der vilde ske i Fremtiden, baade for hans eget og hans Venners Vedkommende, og lige saa dygtig som han var som Spaamand, lige saa kyndig var han i, hvad der angik Oldtiden, og kunstfærdig til at fortælle om dens Tildragelser. Han var for Morskabs Skyld fulgt med Absalon paa det ovenomtalte Togt og havde forudsagt ham, at han snart vilde komme i Slag med Sørøvere, men hvad der undrede ham i høj Grad, tilføjede han, var, at han ikke vilde komme med i det Slag; han kunde ikke begribe, hvorledes det skulde gaa til, eftersom han havde sat sig for, at han ikke vilde skilles fra ham. Da Absalon skulde bryde op, fik Kongen Lyst til at høre ham fortælle og bød ham blive tilbage, men han bad saa mindelig, om han ikke maatte være fri, og gav først efter, da Kongen lovede ham at sørge for, at han kunde komme afsted efter Absalon ved Daggry. Absalon havde sex Skibe med, de tre af dem var gaaet op i Fjordene for bekvemmere at sanke Ved til Brændsel, og da Ebben saa pludselig kom, kunde de ikke slippe bort, men blev siddende paa Grund. Da Absalon, som selv laa med de tre andre Skibe ude i Indløbet til Bugten, i Dagningen sammen med sin Skriver sang sin Morgensalme, hørte han Støj noget borte og bød Skriveren se efter, hvad der var paa Færde. Da han kom igjen og meldte, at han saa' ni Langskibe, tvivlede Absalon ikke om, at det var Sørøvere, og han kaldte derfor med lydelig Røst paa Skibsfolkene, som endnu laa og sov. De sprang op i den største Forskrækkelse, gav sig ikke Tid til at komme i Klæderne, men trak blot i Brynjerne, og saa bød han dem hurtigst muligt ro imod Fjenderne, som allerede var dem saa nær, at de overdængede dem med Sten. For at komme saa meget hurtigere af Sted lod han Ankertovene kappe, saa de strax kunde begynde at ro. Venderne mente imidlertid, at de med Lethed kunde jage Skræk i Blodet paa Danskerne, og for at betage dem Modet ved skrækkelige Skraal gav de sig til at brøle af alle Livsens Kræfter, men da de mærkede, at det kom de ingen Vegne med, flyede de til alle Sider, og et af deres Skibe blev taget med hele sin Besætning. De, der tyede ind i Bjørnekjær Skov for at skjule sig dér, fik heller ingen Nytte af det, thi Bønderne ransagede den paa det grundigste. I de Dage byggede Esbern Kallundborg og fik saaledes ved denne ny Befæstning Havnen gjort ryddelig for Sørøvere. Han tillige med Ingvar og Olaf slog sig derhos af egen Drift sammen med Absalon og fejdede tappert paa Sørøverne. Danmark var paa den Tid truet af de største Farer paa alle Kanter, thi dets Naboer lurede stadig paa Lejlighed til at angribe det; fra den ene Side pønsede Nordmændene, fra den anden Sachserne og Venderne paa at styrte det i Undergang. Følgen heraf var, at Danskerne ikke havde Mod til dristig at gaa imod nogen af disse Fjender, thi de frygtede for, at de, medens de var ved at drive den ene tilbage, skulde blive angrebne af en af de andre. Da Landet var stedt i denne Vaande, kom en Mand ved Navn Gotskalk det til Hjælp. Han stod paa en meget fortrolig Fod med Venderne, baade fordi han kunde deres Sprog, og fordi der havde været Venskab imellem hans Fader og dem, og han ogsaa selv havde levet imellem dem. Han meddelte hemmelig Absalon, at han havde fundet paa en List, ved hvilken han strax kunde faa det Venskab, der var imellem Venderne og Sachserne, forvandlet til Fjendskab. Han vilde nemlig drage til Venden, ikke som Sendemand, men under Skin af Venskab, som om han dreven af Kjærlighed kom for at give dem nyttige Venneraad, og saa skulde han mage det saa, at de lod sig besnære af hans listige Forestillinger og i deres Lettroenhed atter søgte Venskab med Danskerne og afkastede Sachsernes Herredømme. Det var navnlig Vendernes Væsen og Tænkemaade, der havde indgivet ham dette Paafund, sagde han, thi de plejede som oftest at gaa letsindig til Værks og mere at lægge Fremfusenhed end Eftertanke for Dagen ved alt, hvad de tog sig for. Absalon, som holdt for, at en enkelts Skarpsindighed undertiden kan udrette mere end alles forenede Kræfter, roste Gotskalk for hans Iver, men lagde ham paa Sinde, at han maatte tage sig i Vare for paa Danmarks Vegne at give dem falske Løfter, thi det var ham om at gjøre, at Rigets Ære forblev uplettet, og han betænkte, at da det havde fuldt op af tapre Mænd, burde det føre Krig ikke med Løgn, men med Vaaben. Gotskalk begav sig først til Pommerinkerne og lod dem vide, at han, dreven af Mindet om det Venskab, der var imellem dem, og af Kjærlighed til hele det vendiske Folk, var kommen for at vække dem at deres Sløvhed, da han saa', at de holdt det, som kun kunde blive til deres Fortræd, for godt og gavnligt. De burde vel lægge Mærke til, hvor fordærveligt det Aag var, som de havde lagt paa sig, og at de, som de viste Hørighed og Lydighed, var opsatte paa til sidst at fordrive dem fra deres Fædreland. Alt det af deres Land, som Sachserne havde besat, havde de nemlig strax bebygget og lagt under Ploven; de lod sig nemlig ikke nøje med at vinde Bytte eller Ære, men i deres Begjærlighed efter at udvide deres Herredømme søgte de at befæste de Fordele, Sejren havde bragt dem, ved for bestandig at holde fast paa, hvad de havde vundet. Derfor havde de skilt Nuklet ved Livet og drevet Prislav af Landet og til hele Vendens Fortræd omgivet Ratzeburg, Illow og Schwerin med Mure og Grave. Danskerne derimod førte Krig med et helt andet Maal for øje, de lagde ikke an paa at underlægge sig deres Fjenders Land, men blot paa at tilvejebringe Fred og godt Naboskab; det gjaldt mere for dem om at værne om deres eget end om at tilegne sig, hvad der tilhørte andre. Derfor burde de i højeste Grad lade sig være magtpaaliggende at faa Landet gjort frit for de sachsiske Besætninger og, naar alle Tyskerne var fordrevne, slutte Venskab med Danskerne, som de kunde stole paa var sachsernes Fjender; kun paa den Maade vilde de sikre deres Land en evig Friheds Velsignelser. Ophidsede ved disse Forestillinger angreb Pommerinkerne nu de Steder i Venden, som Sachserne havde sat sig i Besiddelse af; Illow indtog de, men de andre Fæstninger blev saa tappert forsvarede, at de holdt sig. For at det ikke skulde se ud, som om de gjorde dette paa egen Haand, foregav de, at de gjorde det i Kongen af Danmarks Navn. Saaledes fik Gotskalk sat Splid imellem tvende Folkefærd, hvis Stridsmagt truede Danmark, og frelste ved en from Løgn vort Fædreland fra overhængende Fare, da det paa alle Kanter var udsat for sine Naboers Angreb. Rygtet om denne Bedrift naaede til Danmark, før Gotskalk kom tilbage, og da Kongen, som først blev i høj Grad forbavset derover, fik at vide af Absalon, hvem der havde været Mester for den, priste han ham i høje Toner. Henrik kunde nu ikke faa Bugt med Venderne uden at gjenvinde Kongens Venskab, som han havde vraget, og han skikkede derfor Henrik af Ratzeburg og Biskoppen af Lybek som Sendemænd til ham for at tilbyde hans Søn sin yngste Datter til Ægte; den ældste, som havde været trolovet med ham, var nemlig død. De lovede derhos paa Hertugens Vegne, at han i betimelig Tid skulde møde Kongen i Bremen for at stadfæste dette sit Tilbud. Da Kongen efter Sendemændenes Opfordring havde begivet sig did, kom Gunzelin til ham og gjorde Undskyldninger for, at Hertugen formedelst Sygdom ikke kunde komme, og lovede, at han med det snareste skulde indfinde sig ved Ejderen, Da han var kommen did, stod Hertugen ved sit Ord, og det blev aftalt, at de i Forening skulde gjøre et Krigstog imod Venderne. Hertugen begav sig til Demmin, Kongen til Volgast, som han dog opgav at storme, hvorimod han hærjede Omegnen. Ogsaa Byen Osne, som knapt var bleven bygget op igjen, efter at han for kort Tid siden havde ødelagt den, lod han atter gaa op i Luer. Adskillige andre Steder der i Egnen blev ødelagte paa samme Maade. Venderne, som ikke var stærke nok til at staa imod, tilkjøbte sig Fred ved at betale begge Fjender en Sum Penge og stille Gisler. Da Kongen nu var bleven en stor Del af de Bekymringer kvit, som havde trykket ham, begyndte han atter at tænke paa Krigen med Norge, der var bleven opsat som Følge af Forholdet til Venden. Først paa Foraaret iværksatte han sit Forehavende med en talrig Flaade, og i hele Vigen blev han modtagen med den største Ærbødighed, Folkene dér tilstedte ham ikke blot fri Adgang, men kom ham endogsaa i Møde med Glæde. Han optraadte derfor ikke som deres Fjende, men som deres Høvding og holdt Ting i Steden for Slag med dem. Han blev saa glad over den Velvilje, de viste ham, at han glemte Fjenden og gav sig alt for gode Stunder til at rykke frem, saa at Erling fik rigelig Tid til at samle en stor Mængde Krigsfolk. Vigboerne var overmaade glade ved at se, hvor stor Valdemars Hær var, og de havde ogsaa stor Fornøjelse af at se paa hans Flaade, som de frit lod lægge ud af Havnene. Ved Snævringer, hvor Skibene maatte sejle ét ad Gangen, samledes mange paa Højderne, ikke for at gjøre dem Skade. men for at se paa dem, opfyldte af Beundring af, hvor mange de var, og for ret at kunne holde Tal paa dem. Tønsbergerne, som var endnu mere opsatte paa at vise Kongen deres Ærbødighed end de andre, modtog ham paa deres Enemærker i det højtideligste Optog, saa de ikke blot underkastede sig, men formelig bøjede sig for ham, som om han var en Helgen. Erlings Krigsfolk, som forrige Gang, da Kongen var der, ikke havde ænset hans Ankomst, fordi de stolede paa deres Fæstnings Styrke, tog denne Gang Flugten. Kongen steg op paa Klippen og undrede sig saare over, hvad han fik at se paa dens Top, thi han maatte indrømme, at det var en uindtagelig Fæstning, og at Naturen her havde udrettet mere end Kunsten. Nu blev det meldt Kongen, at Erling for at hindre Danskernes Gjennemfart havde befæstet Snævringerne i et Sund, som det ellers vilde være bekvemt for dem at sejle igjennem, med en Mængde Blider, idet han med Hensyn til Fjendens Modtagelse mere stolede paa de Vanskeligheder, Stederne i sig selv frembød, end paa sine egne Kræfter. Kongen forbandede nu sin Sendrægtighed, sammenkaldte sine Raadgivere og opfordrede dem til at skynde sig; det gjaldt nu om, ved at skynde sig af alle Kræfter at gjøre godt igjen, hvad man skammelig havde forbrudt ved at spilde Tiden, sagde han, thi de syntes at have drevet Tiden hen til ingen Verdens Nytte, og saa at sige i ørkesløshed og Lediggang havde de allerede fortæret alle deres Levnedsmidler. Dette blev nu optaget paa forskjellig Maade, Høvdingerne havde hver sin Mening; nogle raadede til at sætte Rytteri i Land for at jage dem bort, som passede Bliderne, og til med Flaaden at bryde igjennem de Skibe, der var lagt ud imod dem, andre mente, at det ikke gik an letsindig at trænge frem med en stor Flaade i saa farlige Snævringer. Nogle holdt for, at man burde staa ud i rum Sø og sejle uden om Fjenden og saa gjøre Landgang, thi saa maatte Erling strax opgive de faste Steder, han havde søgt Tilhold paa, og var nødt til enten at slaas eller fly; andre lo ad den Frygt, man nærede for en Fare, der ikke var for Haanden, og sagde, at det ikke gjordes nødig at holde Raadslagning, førend man havde set nærmere paa Tingene; disse sidste raadede til, at man ufortøvet skulde drage videre og ikke spilde Tiden længer med sendrægtig Sejlads. Da alle saaledes var uenige, tog en Mand ved Navn Niels Oxe, som var mere højbaaren end udmærket ved Tapperhed, Ordet og sagde, at det undrede ham, at Mænd, som var ved deres Fornuft og havde hjemme i et berømmeligt Land, kunde have Lyst til at forlade deres dejlige Fædreland for at vanke om i alle disse Udørkener, saa meget mere, som de aldrig stødte paa andet end stejle Klipper og ufarbare Fjælde. Saa vidt havde de drevet det i Vanvid, at de fandt den største Fornøjelse i de værste Gjenvordigheder, og selv om det føjede sig saa, at Kongen fik underlagt sig Norge, vilde han faa mere Bryderi af begge Riger, end han nu havde Glæde af det ene af dem. Hertil kom, at deres Levnedsmidler allerede begyndte at slippe op, saa de vilde ligefrem komme i Nød, hvis Sejladsen skulde fortsættes længere endnu, thi hvad de havde, forslog ikke engang til Hjemrejsen. Dette, som han snarere sagde af Frygt end af Klogskab, syntes de andre ved deres Tavshed at godkjende, men Absalon, som dømte helt anderledes om denne Tale, begyndte, da Raadgiverne var gaaet bort, i Enrum at tale Kongen haardt til, fordi han ved sin Tavshed havde godkjendt Niels` Mening, der fortjente den strængeste Dadel, i Steden for at udtale sin Fordømmelse af den ved at give ham et haanligt Svar; de haanende Ord, han havde sagt, var i højeste Grad egnede til at vække Mytteri. Hvis Kongen havde sagt, at han ikke brød sig det mindste om hans Følgeskab, og ladet ham vide, at han havde større Udsigt til at komme lykkelig fra, hvad han havde for, naar han forlod ham, end naar han var med, vilde den Forsmædelse, der var overgaaet ham, have drevet de andre til at tie af Frygt for, at den samme Skam skulde blive dem til Del, men nu, da han havde givet, eller syntes at have givet, ham Medhold i Steden for aabenlyst at udskamme ham for hans Fejghed, vilde det ikke vare længe, før andre vilde lade sig forlede af, at hans Frækhed var gaaet upaatalt hen, og komme med lignende Forestillinger. Det gik da ogsaa, som han havde forudsagt, thi da Høvidsmændene var langt mere opsatte paa at vende hjem end paa at drage videre, men ikke aabenlyst turde være ved det, ophidsede de hemmelig Menigmand til Oprør, og da man var paa det rene med, hvor tapper Absalon var, og gav hans Standhaftighed Skyld for, at Toget trak i Langdrag, havde nogle endogsaa den Frækhed at angribe hans Skib med Stenkast. Hans Skibsfolk tog imidlertid strax imod dem, og skjønt de var langt flere, flyede de. Kongen lod dem ikke lide deres fortjente Straf for deres forrykte Gjerning, thi han holdt for, at den Tort, der var overgaaet dem, ved at de saaledes tog Flugten, var Straf nok. Derpaa sejlede Kongen til Portørevig, der var navnkundig ved den store Sejr, Sigurd dér havde vundet, da han med tre Skibe overvandt en utallig Flaade. Dér stævnede nogle af Jyderne, forledte af deres Høvidsmænds skammelige Tilskyndelser, til Ting og krævede med voldsomt Skraal, at Toget skulde opgives. Nogle Krigsfolk blev i Forklædning sendt hen for at gribe dem og opholdt sig en Stund imellem dem, uden at nogen vidste, hvem de var, men da de omsider blev gjenkjendte af de omstaaende, kastede de deres Forklædning, greb dem, der hidsede til Oprør, i Struben og slæbte dem bort med sig. Da de var bleven ført om Bord paa Skibene, lod Kongen dem til Straf dygtig gjennemprygle, og for at gjøre Straffen yderligere haard, lod han dem skiftevis kaste i Vandet og gjennemprygle paa ny, naar de var bleven trukne op igjen. Derpaa drog Kongen op til de Steder, hvor Nætterne ved Sommersolhvervs Tid er usædvanlig lyse og ligner Dagen saa meget, at der næsten ingen Forskjel er, thi Solen giver ved Nattetid saa meget Lys, at man med Lethed kan læse den fineste Skrift. Her opfordrede de jydske Stormænd, hvad enten det nu var Frygt eller Utaalmodighed, der drev dem, aabenlyst Kongen til at vende hjem til Danmark og forlangte, at Toget skulde opgives af Mangel paa Levnedsmidler; holdt han saa fast ved sit Forsæt, sagde de, vilde de næste Aar vende tilbage til Norge, men i Steden for at følge alle de mange Krumninger i Vigen, vilde de saa tage Gjenvejen lige over fra Vendsyssel. Deres Begjæring understøttedes yderligere af Almuens Klager over Mangel paa Levnedsmidler, thi der var ikke én af den menige Hob, som ikke raabte paa, at man for at afhjælpe Hungersnøden hurtigst muligt burde vende hjem. Da Mængden saaledes skreg op, blev Kongen nødt til at afstaa fra sit Forehavende og opgive Toget. For at Fjenden dog ikke skulde slippe helt skadesløst fra det, tog han imidlertid de ypperste Skibe, der fandtes i hele Norge, med sig og skjænkede saaledes Danmark en fremmed Flaade. Saaledes tilintetgjorde nogle Jyders Utaalmodighed det største Haab om Sejr; thi hvis det ikke havde skortet paa den tilbørlige Udholdenhed, vilde Danmark have underlagt sig Norge. De norske Ædlinger, der havde sluttet sig til Kongen, da han kom, bluedes ved at forlade deres Fædreland og følge med ham, da han vendte hjem til Danmark. Medens dette stod paa, var Rygboerne faldne fra; trygge ved, at Kongen var optagen saa langt borte, havde de taget Mod til sig. Da Vinteren var omme, fik de at vide, at han havde bestemt at gjøre et Tog imod dem, og de fik da en særdeles snild og veltalende Mand til at begive sig til ham for ved udsøgt Smiger at faa ham til at afstaa fra sit Forehavende. Da han imidlertid intet kunde udrette, vilde han ikke vende hjem, før end Danskerne brød op, for ikke at vække Mistanke hos sine Landsmænd ved at fraraade dem at føre Krig eller styrte dem i Ulykke ved at tilraade dem det. Han bad derfor Absalon, om han maatte være med i hans Følge, til hans Landsmænd æskede hans Raad, thi taabelige Mennesker synes altid bedre om de Raad, de selv søger, end om dem, der tilbydes dem. Kongen angreb nu Rygen paa forskjellige Steder og gjorde alle Vegne Bytte, men fandt ingen Steds Lejlighed til Kamp, og opsat paa at udgyde Fjendeblod gav han sig da til at belejre Byen Arkona. Denne By ligger paa Toppen af en høj Klint og er mod øst, Syd og Nord stærkt befæstet, ikke ved Kunst, men af Naturen, idet Klintens stejle Sider danner ligesom Mure, saa høje, at intet Blidekast kan naa op over dem. Paa disse tre Sider skjærmes den ogsaa af Havet, men paa Vestsiden omgjærdedes den af en halvtredsindstyve Alen høj Vold, hvis nederste Del var af Jord, medens den øverste bestod af Tømmerværk med Græstørv imellem. Paa den nordre Side er der et Kildevæld, som Byfolkene kom til ad en forskanset Sti, som Erik Emun i sin Tid spærrede for dem, saa at han lige saa meget kuede de belejrede ved Vandmangel som ved Vaabenmagt. Midt i Byen var der en aaben Plads, hvorpaa der stod et overmaade prægtigt Tempel af Træ, som holdtes højt i Ære, ikke blot fordi det var saa pragtfuldt, men ogsaa paa Grund at det Afgudsbillede, der var opstillet i det. Udvendig prangede Templet med forskjellige Billeder i omhyggelig udskaaret ophøjet Arbejde, som imidlertid var grovt og fuskeragtig malede. Der var kun én Dør, men selve Templet var delt i to Rum, af hvilke det yderste løb langs med Væggene og havde rødt Loft, medens det inderste hvilede paa fire Piller og havde i Steden for Vægge Tjeldinger og ikke andet fælles med det yderste end Loftet og nogle enkelte Bjælker. I Templet stod den omtalte Billedstøtte i overmenneskelig Størrelse. Den havde fire Hoveder og lige saa mange Halse, af hvilke de to vendte fortil, de to bagtil; saavel af de to Hoveder fortil som af de to bagtil vendte det ene til højre og det andet til venstre. Haar og Skjæg var studset, saa Kunstneren, der havde gjort Billedet, havde i saa Henseende holdt sig til, hvad der er Skik blandt Rygboerne. I højre Haand holdt Gudebilledet et Horn, lavet af forskjellige Slags Malm; det fyldte den Præst, der gjorde Tjeneste i Templet, en Gang om Aaret med Vin, og spaaede af den, hvorledes næste Aars Høst vilde blive. Den venstre Arm holdt Guden bøjet og støttet ind til Siden. Kjortelen naaede ned til Skinnebenene, der bestod af forskjellige Slags Træ og var saa lønlig forbundne med Knæerne, at man kun ved at se nøje til kunde opdage Sammenføjningen. Fødderne var helt nede ved Gulvet, men det, de stod paa, var skjult nede i Jorden. Tæt ved saas Gudens Bidsel og Sadel og flere andre Tegn paa hans Værdighed, hvoriblandt man særlig maatte undre sig over hans overmaade store Sværd, hvis Skede og Fæste var af Sølv og prydet med prægtigt ophøjet Arbejde. Gudsdyrkelsen foregik paa følgende Maade: én Gang om Aaret, naar Høsten var til Ende, samledes alle Folk paa øen foran Templet, ofrede Kvæg og holdt et festligt Maaltid til Gudernes Ære. Præsten, som i Modsætning til, hvad der ellers var Landsens Skik, havde langt Haar og Skjæg, plejede, Dagen før han skulde foretage den hellige Handling, at gaa ind i Templet, som han alene havde Lov til at betræde, og feje og omhyggelig rengjøre det, hvorved han maatte passe paa at holde sin Aande, saa at han hver Gang, han var nødt til at trække Vejret, maatte skynde sig hen til Døren, for at Guden ikke skulde besmittes ved, at et Menneske drog Aande i hans Nærværelse. Dagen efter, naar Folket havde lejret sig uden for Templets Dør, tog Præsten Hornet ud af Gudebilledets Haand og eftersaa nøje, om Vinen i det var svundet, hvilket holdtes for et Varsel om, at der vilde blive Misvæxt næste Aar, hvorfor han i saa Fald paalagde Folk at spare paa Aarets Afgrøde for at have noget af den til næste Aar. Var Vinen derimod ikke svundet, spaaede han et frugtbart Aar; i Henhold til, hvad Hornet saaledes varslede, opfordrede han altsaa Folk til at holde godt Hus med Aarets Afgrøde eller til at gjøre sig rigelig til gode med den. Derpaa udgjød han Vinen som et Drikoffer for Afgudsbilledets Fod, fyldte Hornet paa ny, og lod, som om han drak til dets Ære, hvorhos han med højtidelige Ord bad om alt godt for sig selv og Landsens Folk, om Velstand og Sejr, satte saa Hornet for Munden og drak det hurtig ud i ét Drag, hvorpaa han atter fyldte det og atter stak det i Gudebilledets højre Haand. Der blev ogsaa ofret det en rund Honningkage, der var næsten lige saa stor, som et Menneske er højt. Den stillede Præsten imellem sig og Folket, og spurgte saa, om de kunde se den; naar de saa svarede Ja, udtalte han ønsket om, at de ikke maatte kunne se den til næste Aar, hvormed Meningen ingenlunde var, at han ønskede sig selv eller Folket Døden, men at han ønskede, at det maatte blive et frugtbart Aar. Derpaa hilste han i Gudens Navn paa Folket, formanede det til at vise ham sin Ærefrygt ved flittig Ofring og forjættede det som sikker Løn herfor Sejr til Lands og til Vands. Naar dette var tilendebragt, tilbragte de Resten af Dagen med at holde et overdaadigt Gilde, hvorved de gjorde sig til gode med at fortære Offergaverne, saa det, der var helliget Guden, fraadsede de selv i. Ved dette Gilde ansaas det for en Guden velbehagelig Gjerning at drikke sig fuld og for en Synd at holde sig ædru. Til denne Billeddyrkelse maatte hver Mand og Kvinde aarlig betale en Hvid, og Guden fik derhos Tredjedelen af det Bytte, de gjorde, thi de holdt for, at de havde hans Bistand at takke derfor. Der var ogsaa tillagt ham tre Hundrede Heste og lige saa mange Krigsfolk, der kæmpede for ham, og som maatte overgive alt det Bytte, de gjorde, til Præsten, hvad enten det var taget med Vaaben i Haand eller stjaalet; for de Penge, der kom ind herfor, lod han saa forarbejde allehaande Smykker og Tempelprydelser, som han forvarede i aflaasede Kister, i hvilke der ogsaa foruden Masser af Penge gjemtes mange Stykker Purpur, som var helt fortærede af Ælde, samt en Mængde Gaver, dels fra hele Folket, dels fra enkelte Mænd, der havde skjænket dem som Offergaver for at faa Held og Lykke. Hele Venden viste saaledes dette Afgudsbillede sin Ærefrygt ved at skatte til det, ja selv Nabokongerne skjænkede det Gaver uden Hensyn til den Helligbrøde, de derved gjorde sig skyldige i; blandt andre havde Kong Svend af Danmark skjænket det et prægtigt forarbejdet Bæger for at vinde dets Gunst, idet han satte en fremmed Afgud over sit Lands Gud, hvilken Helligbrøde han senere maatte bøde for ved at komme ulykkelig af Dage. Denne Afgud havde for øvrigt ogsaa andre Templer paa forskjellige Steder med Præster, der ikke nød saa stor Anseelse eller havde saa meget at sige som han i Arkona. Han havde ogsaa sin egen hvide Hest; det ansaas for Helligbrøde at rykke Haar ud af dens Manke eller Hale, og ingen andre end Praæten maatte fodre den eller ride paa den, for at det guddommelige Dyr ikke skulde blive holdt i ringere Anseelse, naar det blev hyppigere brugt. Paa denne Hest mente Rygboerne, at Svantevit - saaledes kaldtes Afguden - red, naar han kæmpede imod sin Helligdoms Fjender, og et Bevis herpaa fandt de især i, at den, skjønt den om Natten stod i Stald, som oftest om Morgenen var tilstænket og svedt, som om den kom lige fra Kamp og havde løbet en lang Vej. Der blev ogsaa taget Varsler af denne Hest paa følgende Maade: naar man fik i Sinde at føre Krig med et eller andet Land, plejede Tempeltjenerne at opstille sex Spyd, to og to korsvis sammen, i lige stor Afstand fra hverandre og med Oddene ned i Jorden. Naar Toget saa skulde gaa for sig, førte Præsten Hesten, efter at have holdt en højtidelig Bøn, optømmet ud af Forhallen og lod den springe over Spydene; hvis den saa hævede højre Ben før end venstre, ansaas det for et Varsel om, at Krigen vilde faa et lykkeligt Udfald, men hævede den blot én Gang venstre Ben først, opgav man det paatænkte Angreb, ja, de bestemte først, hvornaar de vilde lette Anker, naar de havde set den tre Gange i Træk springe over Spydene paa den Maade, de tog for et lykkeligt Varsel. Ogsaa naar de skulde rejse bort i andre Anliggender, tog de Varsel af det første Dyr de mødte. Var Varslet gunstigt, drog de gladelig videre, var det ugunstigt, skyndte de sig hjem igjen. Lodkastning var de heller ikke ukjendte med. de kastede nemlig tre Træstykker, hvide paa den ene Side og sorte paa den anden, i Skjødet som Lodder, og hvidt varslede saa Lykke, sort Ulykke. Ikke engang Kvinderne afholdt sig fra at give sig af med den Slags Ting. Naar de sad ved Arnen, trak de nemlig somme Tider paa Maa og Faa Streger i Asken og talte dem sammen, og var Tallet saa lige, troede de, det varslede Lykke, var det ulige, betragtede de det som et ugunstigt Tegn. Kongen var nu ikke mindre opsat paa at gjøre det af med al den Afgudsdyrkelse, der herskede i denne By, end paa at ødelægge deres Fæstningsværker; han holdt nemlig for, at naar han fik Bugt med Arkona, vilde han med det samme faa alt Afguderiet paa Rygen udryddet, thi han ansaa det for utvivlsomt, at, saa længe dette Gudebillede var til, vilde det være lettere at indtage Landets Fæstninger end at faa Bugt med Afgudsdyrkelsen. For saa meget hurtigere at føre Belejringen til Ende lod han alle Krigsfolkene med stort Besvær fra de nærliggende Skove hente en Mængde Tømmer der egnede sig til at lave Belejringsmaskiner af. Medens Haandværkerne nu var i Færd med at lave disse, kom han saa en Gang og sagde, at det ingen Nytte var til, at de gjorde sig Ulejlighed dermed, og at Byen vilde falde i deres Hænder hurtigere, end de haabede. Da man spurgte ham, hvoraf han formodede det, svarede han, at han formodede det deraf, at da Rygboerne i sin Tid var bleven undertvungne af Kejser Karl den store, og det var blevet paalagt dem at yde Skat og Skyld til St. Vitus i Corvey, der havde vundet Navnkundighed ved sin Martyrdød, havde de, da Karl var død, i deres Iver efter at gjenvinde Friheden afkastet Trældomsaaget og slaaet sig paa Hedenskab igjen; de havde da i Arkona oprejst dette Afgudsbillede, som de kaldte St. Vitus, til hvis Dyrkelse de saa anvendte de Penge, de før havde udredet til Corvey, som de nu ikke længer vilde have noget at gjøre med, thi de var godt fornøjede med den St. Vitus, de havde hjemme, sagde de, og havde ikke nødig at lystre en fremmed. St. Vitus vilde derfor nu, da hans Højtidsdag var for Haanden, ødelægge deres Mure til Straf for, at de havde fremstillet ham i saadant et Uhyres Skikkelse; det var ikke mere, end de havde fortjent, at han straffede dem, fordi de havde sat en gudsbespottelig Afgudsdyrkelse i Steden for hans hellige Amindelse. Dette var ikke blevet ham aabenbaret i Drømme, sagde han, ej heller sluttede han det af nogen Begivenhed, der var indtruffen, han havde kun en usvigelig Anelse om, at det vilde ske saaledes. Denne Forudsigelse vakte mere Forundring hos alle, end den vandt Tiltro, og da den ø, Arkona laa paa, og som hed Wittow, kun var skilt fra Rygen ved et smalt Sund, der knapt var saa bredt som et Aaløb, og man var bange for, at Arkonaboerne skulde faa Undsætning ad den Vej, blev der sendt Folk derhen for at passe paa Overgangen og hindre Fjenden i at gaa over. Med Resten af Hæren belejrede han Byen, og især lagde han Vind paa at anbringe Blider i Nærheden af Volden. Det blev paalagt Absalon at fordele Mandskabet og anvise det Lejrplads, og til den Ende opmaalte han Landet imellem Kysterne til begge Sider. Imidlertid fyldte Arkonaboerne Byporten med en mægtig Hob Jord, for at det skulde falde Fjenden vanskeligere at angribe den, og spærrede Adgangen til den med en Mur af Græstørv, og det gjorde dem saa trygge, at de undlod at holde Taarnet oven over Porten besat, men blot plantede nogle Bannere og Faner der. En af disse, som udmærkede sig saavel ved sin Farve som ved sin Størrelse, kaldtes Stanitza, og den nærede Rygboerne lige saa stor Ærefrygt for som for næsten alle deres Guder tilsammen, thi naar den blev baaret foran dem, mente de, at de havde Magt til at gaa løs baade paa Guder og Mennesker, og at der ikke var den Ting, de fik Lyst til, som de ikke havde Lov til at gjøre, plyndre Byer, nedbryde Altre, gjøre Ret til Uret og forvandle alle Huse paa Rygen til Grus og Aske. Saa stor var deres Overtro over for denne usle Pjalt, at de tillagde den mere end kongelig Magt og Myndighed og ærede den som et guddommeligt Banner, ja selv de, det gik ud over, viste den al mulig Hæder og Hyldest, hvor megen Tort og Fortræd der end vederfores dem. Imidlertid havde Hæren givet sig i Lag med de forskjellige Arbejder, Belejringen krævede; nogle byggede Skure til Hestene, andre rejste Telte og traf andre nødvendige Foranstaltninger. Medens Kongen paa Grund af den stærke Hede, det var om Dagen, holdt sig i Ro i sit Telt, begyndte nogle danske Drenge, som i Kaadhed havde vovet sig helt hen til Volden, med Slynger at kaste Sten op paa Fæstningsværkerne. Arkonaboerne morede sig mere, end de blev forskrækkede over deres Paafund, og undsaa sig ved at bruge deres Vaaben imod saadant Legeværk, saa de foretrak at se paa Drengene frem for at drive dem tilbage. Saa var der nogle unge Mennesker, som gav sig til at kappes med Drengene om paa samme Maade at udæske Byboerne, og saa blev disse kjede af at se ørkesløst til og greb til Vaaben, hvor nødigt de end vilde til det. En Del flere unge Mennesker forlod nu deres Arbejde og løb til for at komme deres Stalbrødre til Undsætning, men Rytterne betragtede det hele som Børnestreger. Saaledes blev det, der var begyndt som noget rent ubetydeligt, der ikke var værd at ænse, snart til en heftig Kamp, som man ikke kunde tage sig let, og Børnelegen voxede efterhaanden til en alvorlig Dyst imellem Mænd. Jorden, Porten var opfyldt med, var imidlertid sunket sammen og havde dannet en Hule eller Revne, saa der var opstaaet et stort Gab imellem Taarnet og Græstørvene. Det lagde en overordentlig modig Ungersvend, som man for Resten ellers ikke ved noget om, Mærke til, og han skjønnede da, at her var en gunstig Lejlighed til at sætte det i Værk, de pønsede paa; han bad da sine Stalbrødre om at hjælpe sig derop, gjorde de det, skulde Byen strax blive indtaget og Sejren vundet. Da de spurgte ham, hvorledes de kunde være ham behjælpelige dermed, sagde han, at de skulde stikke deres Spyd ind imellem Græstørvene, saa at han kunde klavre op ad dem som ad en Stige. Da han paa denne Maade var kommen derop og saa', at han inde i Hulen kunde være sikker paa, at Fjenderne ikke fra nogen Side kunde komme til at gjøre ham nogen Fortræd, forlangte han noget Halm, han kunde stikke Ild i. Da de spurgte, om han havde noget at tænde med, svarede han, at han havde Fyrstaal og Flintesten, og lagde dem paa Sinde, at de maatte hjælpe ham ned igjen, naar Ilden havde taget fat. Da de nu saa' sig om efter noget, han kunde stikke Ild i, spillede Tilfældet dem det i Hænderne, som de søgte; der kom nemlig en kjørende med et Læs Halm, der skulde bruges til et eller andet; det tog de nu, kastede Negene fra den ene til den anden og langede dem med deres Spyd op til den unge Mand, og snart var den brede Aabning stoppet helt fuld, hvilket der ingen Fare var ved, eftersom Taarnet var helt forladt. Byfolkene anede nemlig ingenting om, hvad der gik for sig, og Taarnets uhyre Størrelse bidrog yderligere til at føre dem bag Lyset, og dets brede Fremspring paa begge Sider tjente tillige Danskerne til Dækning. Da Ilden fængede, og Taarnet pludselig kom i Brand, steg han, som havde antændt Ilden og saaledes gjort det første Skridt til at skaffe sine Stalbrødre Sejr, med deres Bistand ned igjen. Da Byfolkene opdagede Røgen, blev de saa forfærdede over denne uventede Fare, at de ikke vidste, om de først skulde vende sig imod Ilden eller imod Fjenden, og da de omsider havde faaet besindet sig, gav de sig af al Magt i Kast med Ilden og begyndte, uden at ænse Fjenden, at bekæmpe Flammerne, medens Danskerne søgte at hindre dem i at slukke og var lige saa ivrige efter at holde Branden ved lige, som de andre var efter at dæmpe den. Da Vandet omsider slap op for Arkonaboerne, gjød de Mælk i Ilden, men jo mere de hældte paa af den, des stærkere blussede den, saa det havde blot til Følge, at den greb om sig af alle Kræfter. Al den Raaben og Skrigen, der var, fik nu Kongen til at gaa ud at Lejren for at se, hvad der var paa Færde, og da han saa', hvorledes det stod til, blev han strax meget forbavset og skjønnede ikke ret, om denne Brand kunde faa nogen Betydning med Hensyn til Byens Indtagelse, hvorfor han spurgte Absalon, hvad de skulde gjøre. Han bad Kongen om ikke at blande sig i Barnestreger eller overilet indlade sig paa noget, før de havde undersøgt Sagen, og bad ivrig om Tilladelse til først at maatte se efter, om Ilden kunde hjælpe dem til at indtage Byen. Han gav sig derpaa ufortøvet til at undersøge Sagen, gik, kun rustet med Hjælm og Skjold, hen til Porten og opfordrede de unge Mennesker, der søgte at storme den, til at øge Ilden. De nærede den da ogsaa paa alle Kanter, til den tog fat i Stolper og Støtter, fortærede Trægulvet i Taarnet og derefter steg helt op til Toppen og lagde Afgudsbilledets Fane og andre til Afgudsdyrkelsen hørende Ting i Aske. Da Absalon havde meldt Kongen dette, bød han efter Absalons Tilskyndelse, at Byen skulde omringes, og satte sig strax paa en Stol uden for Lejren for at se paa Kampen. En overmaade tapper ung Mand i den danske Hær, var i højeste Grad opsat paa at naa op paa Brystværnet før nogen anden, og da han saa blev dødelig saaret, lod han sig falde saaledes, at det saa' ud, som om han sprang ned med Vilje og ikke var bleven nødt til at bide i Græsset, saa det er ikke let at sige, om han, da han opførte sig saa tappert, indlagde sig størst Ære ved at kæmpe eller ved at dø. Pommerinkerne, som ansaa det for en Ære at kæmpe i Kongens Paasyn, lagde ogsaa under deres Høvdinger Kazimar og Bugislav udmærket Tapperhed for Dagen ved dristig at storme løs paa Byen, og Kongen saa' da ogsaa med Undren og Behag paa, hvor ypperlig de kæmpede; Da Rygboerne saaledes var udsatte for dobbelt Fare, bukkede adskillige af dem under for Ilden, medens mange faldt for Fjendernes Spyd, og ingen vidste, om man skulde være mest bange for Ilden eller for Fjenden, men nogle satte alt Hensyn til deres egen Velfærd til Side og forsvarede Byen saa udholdende og haardnakket, at de først bukkede under, da den brændende Vold sank i Grus, og de, liggende paa deres Bymure, fortæredes af de samme Flammer som paa et fælles Ligbaal; thi saa stor Kjærlighed nærede de til deres Fødebys Mure, at de hellere vilde falde med dem end overleve deres Fald. Da alt Haab nu var ude for Byfolkene, og de kun havde Død og Undergang for øje, var der en af dem, som oppe fra Brystværnet raabte med høj Røst paa Absalon og forlangte at komme til at tale med ham. Absalon bød ham gaa hen i den roligste Ende af Byen, saa langt som muligt fra Larmen og Blodsudgydelsen, og dér spurgte han ham saa, hvad han vilde. Han bad da, idet han ledsagede sine Ord med sære Fagter og Lader, om at Danskernes Angreb maatte blive standset, til Byfolkene kunde faa overgivet sig. Hertil svarede Absalon, at der ikke kunde være Tale om at holde inde med Stormen, med mindre de ligeledes holdt op med at søge at dæmpe Ilden. Det Vilkaar gik Venderen ind paa, hvorpaa Absalon ufortøvet forelagde Kongen hans Andragende. Kongen lod strax Høvidsmændene kalde sammen fra Slaget for at raadføre sig med dem om denne Sag, og Absalon sagde da, at man burde gjøre, hvad Venderne bad om, thi jo længere det trak ud, des vanskeligere vilde det falde Byfolkene at faa Bugt med Ilden, og kunde de ikke det, vilde Ilden gaa af med Sejren, selv om Danskerne holdt sig tilbage, saa selv om de holdt sig i Ro, vilde de ved at lade Ilden kæmpe for sig opnaa, hvad de ikke mægtede ved egne Kræfter. Selv om de en Times Tid afholdt sig fra at kæmpe, vilde man derfor ikke kunne sige om dem, at de var ørkesløse, da de uden selv at udsætte sig for nogen Fare lod en anden Magt kæmpe for sig. Dette Raad vandt Bifald, og Kongen sluttede Fred med Arkonaboerne paa de Vilkaar, at Afgudsbilledet skulde udleveres tillige med alle de til Templet hørende Skatte, at de skulde sætte alle de kristne Fanger i Frihed uden Løsepenge og indføre kristen Gudstjeneste, som den øvedes i Danmark. Alt det Jordegods, der var henlagt til Afguderne, skulde anvendes til bedste for den kristne Kirke. Naar som helst Omstændighederne krævede det, skulde de følge Danskerne i Leding og maatte ingen Sinde undlade at møde ved Hæren, naar Kongen opbød dem. Derhos skulde de aarlig udrede en Skat af fyrretyve Sølvpenge af hvert Par øxne og stille lige saa mange Gisler som Sikkerhed for, at de vilde overholde disse Vilkaar. Da Krigsfolkene, der tørstede efter Fjendeblod og Bytte, hørte det, blev der strax stor Forbitrelse og Røre imellem dem; de begyndte højt og lydeligt at klage over, at man røvede dem Sejrens Løn, nu, da de var lige ved at vinde den, saa de ikke fik andet end Saar og Vunder ud af deres store Anstrængelser, og over at de ikke fik Lov til, som de selv fandt for godt, at hævne al den Fortræd, der var tilføjet dem af en Fjende, de nu næsten havde faaet Bugt med; nu, sagde de, skulde der tænkes paa deres Velfærd, som man næsten uden Ulejlighed kunde tage den herligste Hævn over for alle deres Røvertog og alle de Ulykker, de havde udrettet hjemme i Danmark. De truede med, at de vilde forlade Kongen, fordi han ikke tillod dem at indtage Byen og foretrak en ussel Sum Penge for en stor Sejr. Kongen, der blev ærgerlig over saadan Klaffer, gik med Høvidsmændene ud af Lejren for at være saa meget længere fra al den Raaben og Skrigen, og spurgte dem om, hvad de syntes, om man skulde tage imod Byens Overgivelse eller give den til Pris. Da de opfordrede Absalon til at sige sin Mening om Sagen, sagde han, at Fæstningen kunde tages, men ikke uden en langvarig Belejring. Han vidste vel, sagde han, at Menigmand vilde give hans Mening en vrang Udtydning, men han vilde hellere mishage Folk, der optog den paa en ondsindet Maade, ved at give gode og gavnlige Raad end sætte sine Stalbrødres Velfærd paa Spil ved ufornuftig Forekommenhed. Selv om denne Ild, der snarere var tændt ved et guddommeligt Under end af Menneskehaand, næsten havde lagt den øverste Del af Volden, der bestod af Træ og Jord, i Aske, vilde den nederste Del, der var af en fastere Bygning, ikke blive ødelagt af Ilden, og den var saa høj, at det ikke vilde være let at komme Fjenderne til Livs. Dertil kom, at Byfolkene havde gjort næsten alle de Steder, Ilden havde ødlagt, i Stand igjen ved at fylde Hullerne med Ler, og at Flammerne ikke blot gjorde dem Skade, men ogsaa var dem til Værn, idet deres Voldsomhed ikke mindre hindrede Danskerne i at storme, end dem i at forsvare sig. Hvis man derhos nægtede at skaane Arkonaboerne, vilde Følgen blive, at Rygboernes andre Byer, drevne til Tapperhed af den haarde Nødvendighed, vilde sætte sig saa meget haardere til Modværge, jo mere fortvivlede de var; hvis de derimod fik at vide, at der var blevet sluttet Fred med Arkona, vilde de let kunne bringes til at følge Exemplet og være betænkte paa at bjærge sig, og da det nu maatte anses for bedre at vinde mange Byer med ét Slag end haardnakket at vedblive med at belejre en enkelt By, burde Tilbudet om Overgivelse ikke afvises. Var de andre af en anden Mening, burde Gislerne i alt Fald sendes ukrænkede tilbage, for at det ikke skulde kunne siges, at der var blevet handlet troløst imod dem og at Danskerne, imod Sædvane, svigagtig havde brudt deres Løfte. Denne Anskuelse undlod Ærkebiskop Eskil ikke at slutte sig til, idet han udtalte, at Almuen burde rette sig efter Høvdingerne og ikke Høvdingerne efter Almuen, og at det ikke sømmede sig, at Rigets ypperste gav efter for Menigmand. Desuden kunde der ikke opnaas nogen ønskeligere Sejr end ved at faa et hedensk Folk til ikke blot at betale Skat, men ogsaa til at antage Kristendommen. Han lagde dem ogsaa paa Sinde, at det var bedre at betjene sig af Arkonaboernes Hjælp imod de øvrige Fjender end at være opsat paa at berøve dem Livet, eftersom det at undertvinge Fjenderne er lige saa meget bedre end at dræbe dem, som Barmhjærtighed staar over Grumhed. Forøvrigt vilde det være bedre med ét Slag at vinde mange Fæstninger end at foretrække at storme én frem for at indtage dem alle. Ved disse Forestillinger fik han Høvdingerne til at godkjende sin og Absalons Mening, og Kongen blev ogsaa ved dem saa bestyrket i sit Forsæt, at han vendte det døve øre til over for Krigsfolkenes Knurren. Absalon lod dem gaa hen og gjøre sig til gode og røgtede nu det Hverv at tage imod Gislerne, som dels bestod af Børn, dels af Forældre, der fik Lov til at gaa i Børnenes Sted til næste Dag. Da han i Begyndelsen af den næste Nat laa og sov, var der en Vender, som med høje Raab kaldte paa Gotskalk, som Absalon brugte som Tolk over for Venderne, og bad, om han maatte tale med ham. Gotskalk vaagnede derved og raabte ud til ham, hvad han vilde, hvorpaa han forlangte at faa Absalon i Tale, og da han havde faaet Lov til at komme nærmere og var traadt frem for Absalon, som var gaaet ud af sit Telt, tiltalte han ham ved Hjælp af Tolken og begyndte indtrængende at bede ham om Lov til at bringe Karenzboerne Bud om, hvorledes det var gaaet Folkene i Arkona, og opfordre dem til paa lignende Vilkaar at forebygge deres ødelæggelse, for at de ikke skulde forsømme at opnaa Skaansel for dem og deres By, saa skulde han bringe Besked tilbage fra dem den næste Dag, sagde han. Han fortalte derhos, at han hed Granze og hans Fader Littog, at han havde hjemme i Karenz og slet ikke var Borger i Arkona, men at han var fremmed dér og ikke var kommen dertil med sin gode Vilje, men sendt did sammen med andre Hjælpetropper. For at han ikke skulde tro, det var Løgn, viste han ham et Saar, han havde paa Armen, og at han ikke kunde være sine Bysbørn til nogen Hjælp, eftersom han ikke kunde bruge den. Absalon, som skjønnede, at en Mand, der var saa haardt saaret, ikke kunde være Fjenderne til synderlig Hjælp, og at det ikke havde stort at sige, om han raadede dem til at slaas eller til at overgive sig, henviste hans Andragende til Kongens Afgjørelse, lod strax Valdemar vække og forelagde ham Sagen. Kongen bød ham gjøre, hvad han selv fandt for godt, og han svarede da Venderen, at Kongen tilstod ham, hvad han bad om, med Undtagelse af de tre Dages Vaabenstilstand, han havde forlangt, thi han tog sig vel i Agt for at give Fjenderne saa lang Frist til at befæste Byen, men for at han ikke skulde være helt uden Frist, tilstod han ham hele næste Dag og lod ham vide, at hvis han ikke til den fastsatte Tid indfandt sig paa Strandbredden næst ved Karenz med alle de rygiske Høvdinger, var al yderligere Forhandling afbrudt. Dagen efter bød Kongen Esbern og Sune at omstyrte Gudebilledet, Qg da det ikke lod sig gjøre uden Sværd og øxer, lagde de, efter at Tjeldingerne, der hang i Templet, var revne ned, de Folk, der skulde gjøre dette Arbejde, omhyggelig paa Sinde, at de skulde tage sig i Agt, naar den tunge Støtte faldt, at det ikke, naar de knustes under dens Vægt, skulde hedde sig, at det var en Straf, den vrede Gud havde ladet komme over dem. Imidlertid havde der samlet sig en umaadelig Mængde af Byens Folk omkring Templet, i Haab om, at Svantevit i sin Harme og Guddomsmagt vilde straffe dem, der tilføjede ham saadan Overlast. Da Billedstøtten var bleven hugget over ved Fødderne, faldt den over imod den nærmeste Væg; Sune bød da, for at faa den bort, sine Folk rive Væggen ned, men lagde dem paa Sinde, at de ikke i deres Iver efter at faa den væltet maatte glemme den Fare, de løb, og uforsigtig udsætte sig for, at Billedstøtten i sit Fald knuste dem. Den styrtede til Jorden med et Brag. Templet var helt rundt tjeldet med Purpur, der vel saa' straalende ud, men var blevet saa raaddent af at hænge saa længe, at det ikke kunde taale, at man rørte ved det. Der hang ogsaa sjældne Vilddyrhorn, som ikke var mindre mærkværdige ved deres naturlige Beskaffenhed end ved den Ærbødighed, der vistes dem. En Uvætte saas i et sort Dyrs Skikkelse løbe ud af Templet, saa de tilstedeværende pludselig tabte det af Syne. Byfolkene fik nu Befaling til at slaa Reb om Afgudsbilledet og slæbe det ud af Byen, men de turde ikke selv gjøre det formedelst deres gamle Overtro og paalagde derfor Fanger og fremmede, der var komne til Byen for at tjene Penge, at gjøre det i deres Sted, idet de holdt for, at de gjorde bedst i at lade Gudens Vrede komme over saadanne usselige Menneskers Hoveder, thi de mente, at den Afgud, som de altid havde vist saa stor Ærefrygt, ikke vilde tøve med haardelig at straffe dem, der krænkede ham. Man hørte imidlertid Byfolkene paa forskjellig Maade skifte Ord om, hvad der gik for sig, nogle jamrede over den Overlast, der tilføjedes deres Gud, medens andre lo deraf, og der kan da heller ingen Tvivl være om, at den forstandige Del af Byfolkene maa have følt sig overmaade skamfuld til Mode over den Enfoldighed, hvormed de i saa mange Aar havde ladet sig narre til saa taabelig en Gudsdyrkelse. Da Billedstøtten var bleven slæbt ud i Lejren, stimlede Krigsfolkene undrende sammen om den, og først da Menigmand havde set sig mæt paa den, undte Høvdingerne sig den Fornøjelse at tage den i øjesyn. Resten af Dagen gik med at tage imod de Gisler, der ikke var bleven udleverede den foregaaende Dag. Høvdingernes Klerker blev ogsaa sendt ind i Byen for at undervise de vankundige Byfolk i Kristendom og omvende dem fra deres Afgudsdyrkelse til den sande Lære. Da det lakkede ad Aften, gav alle Kokkene sig til at slaa løs paa Gudebilledet med deres øxer og huggede den i saa smaa Stykker, at de var tjenlige til Brug paa Ildstederne. Jeg tænker mig, at Rygboerne maa have skammet sig over deres fordums Afgudsdyrkelse, da de saa' deres Fædres og Bedstefædres Gud, som de plejede at vise saa stor Ærefrygt, skammelig kastes paa Ilden og anvendt til at koge deres Fjenders Mad ved. Derpaa opbrændte Danskerne ogsaa Templet og byggede i dets Sted en Kirke af det Tømmer, der var lavet Krigsmaskiner af, og forvandlede saaledes de Redskaber, der var bestemte til Krigsbrug, til en Fredens Bolig og anvendte det, der skulde have tjent til at ødelægge Fjendernes Legemer, til Frelse for deres Sjæle. Derhos blev den Dag fastsat, da Rygboerne skulde udlevere de Skatte, der var skjænkede og indviede til Svantevit. Da dette var besørget, meddelte Absalon Høvdingerne, hvad Karenzboen Granze havde lovet, og da alle var af den Mening, at man burde lade det komme an paa en Prøve, sejlede han ved Nattetid bort med tredive Skibe efter at have opfordret Kongen til at følge efter ved Daggry. Budskabet om Arkonas Indtagelse havde imidlertid jaget Karenzboerne saadan en Skræk i Blodet, at de havde indfundet sig paa det af Absalon bestemte Sted før den fastsatle Tid. Granze, som var til Hest, raabte, da de endnu var et godt Stykke fra Land, og spurgte, hvem der anførte den Flaade, og da han fik at vide, at det var Absalon, sagde han, at han var Granze, og at Kong Tetislav, hans Broder Jarimar og alle de ypperste af de rygiske Ædlinger var komne. Absalon tog dem paa Tro og Love om Bord paa sit Skib, og da de i alle Maader fulgte Arkonaboernes Exempel med Hensyn til Overgivelsen, beholdt han dem hos sig, til Kongen kom. Denne gik i alle Henseender ind paa Overenskomsten, og Absalon udvalgte da af de rygiske Stormænd kun Jarimar og begav sig sammen med ham og Biskop Svend af Aarhus til Karenz; de andre bød han sin Broder Esbern gjøre Gjæstebud for og ikke at lade dem fare, før end han vendte tilbage, for at han saa meget tryggere kunde begive sig til Byen. Han tog kun tredive af sine Hirdmænd med, og de fleste af dem sendte han endda paa Karenzboernes Anmodning tilbage, for at de ikke skulde yppe Klammeri i Byen, saa han kom mere tillidsfuld end mandsstærk did. Karenz er paa alle Kanter omgiven af Moradser og Sumpe, og der er kun Adgang til den ad én Vej over et Vadested, der er saa sumpet og vanskeligt, at hvis man uforsigtig viger af til en af Siderne, synker man uundgaaelig i. Naar man er kommen over denne Vejle, kommer man til en Sti, der imellem Moradset og Volden fører op til Porten. For nu at give deres Overgivelse et højtideligt Præg strømmede Karenzboerne, sex Tusind i Tallet, bevæbnede ud af Portene og stillede sig med Spydspidserne i Jorden op paa begge Sider af Vejen, som Danskerne skulde gaa ad. Biskop Svend studsede ved dette Syn og spurgte, hvad det skulde betyde, at Fjenden saaledes kom ud, hvortil Absalon svarede, at han ikke skulde være bange, det var blot for at lægge deres Underdanighed for Dagen; var det deres Mening at gjøre Fortræd, kunde de lettere have gjort det inde i Byen. Hvor stort Mod maa ikke denne Mand have været begavet med, eftersom han ikke tog i Betænkning saaledes uden videre paa det uvisse at give sit Liv i en væbnet Fjendes Vold! Gjort modige ved hans Exempel, fortrak Krigsfolkene da heller ikke en Mine eller forandrede deres Opstilling, men rykkede frem lige saa standhaftig som han, thi de nærede mere Tillid til Absalons Beskyttelse alene end Frygt for Fjendernes Mængde. Da Danskerne var komne over Vejlen og ind paa Vejen, der førte uden om Volden, kastede Karenzboerne, der havde opstillet sig afdelingsvis alle Vegne, sig næsegrus til Jorden, som om det var højere Væsener de vilde tilbede, og efter atter at have rejst sig fulgte de venskabelig efter dem, saa Absalon holdt sit Indtog til stor Fornøjelse for Byfolkene, der havde været saa opsatte paa at drage ham i Møde. Han blev ikke modtagen som den, der var sendt til dem i et særligt Hverv, men som den, der kom med Fred til hele Landet. Denne By var navnkundig ved tre højt ansete Templer, der var udstyrede med stor Kunst og Pragt. Den Anseelse, deres særlige Guder nød, havde gjort dem til Gjenstand for næsten lige saa stor Ærefrygt, som der vistes Landets fælles Gud i Arkona. I Fredstid stod Byen ellers tom, men nu var den helt opfyldt af Folk, der havde bygget sig Huse, der var tre Stokværk høje, saaledes at det nederste bar det midterste og øverste. De laa saa tæt op ad hinanden, at der ikke var en bar Plet Jord, hvor en Sten kunde falde, i Fald Byen var bleven beskudt med Blider. Alle Husene var som Følge af den Urenlighed, der herskede, saa fulde af Stank, at den plagede Legemerne lige saa meget, som Frygt plagede Sjælene, saa Danskerne skjønnede grant, at Karenzboerne ikke vilde kunne have udholdt en Belejring. De undrede sig da heller ikke længer over, at de saa hurtig overgav sig, da de tydelig saa', hvilken Vaande de var stedte i. Det største af Templerne havde sit allerhelligste inde i Midten, og baade det og selve Templet havde Tjeldinger i Steden for Vægge; Loftet hvilede kun paa Søjler. Absalons Folk behøvede derfor blot først at rive Tjeldingerne om Forhallen ned og kunde saa give sig i Lag med dem om det allerhelligste. Da de var blevne tagne bort, viste der sig en Billedstøtte af Egetræ, forestillende en Gud, som de kaldte Rygievit, og som i alle Maader frembød et hæsligt og latterligt Skue. Under dens Ansigt havde Svalerne nemlig bygget Reder og havde i Mængde kastet deres Skarn paa dens Bryst. Ja, den Gud fortjente rigtignok, at hans Billede saa hæsligt tilsmudsedes af Fugle! Den havde syv Menneskeansigter, som samledes under én Isse; Kunstneren havde givet den syv virkelige Sværd, der hang i Skeder i ét Bælte, et ottende holdt den draget i højre Haand; det var gjort saa fast med en Jærnnagle, at det ikke var til at faa ud, uden at Haanden blev hugget af, hvilket da ogsaa skete. Den var af overmenneskelig Tykkelse, og saa høj, at Absalon, naar han stod paa Tæerne, knap kunde naa dens Hage med den lille øxe, han plejede at bære i Haanden. Denne Gud, troede de, havde Kræfter som Mars, og de holdt for, at han raadede for Krig. Der var intet ved denne Billedstøtte, som var fornøjeligt at se, thi den var klodset og stygt gjort. Danskerne begyndte nu, til stor Forfærdelse for hele Byen at hugge løs paa dens Ben med deres øxer, og da de var hugne over, faldt Kroppen til Jorden med et Brag. Da Byfolkene saa' det, haanede de deres Guds Afmagt, og deres Ærefrygt forvandledes til Foragt. Drabanterne, som ikke vilde lade sig nøje med at have fældet ham, gav sig endnu ivrigere i Lag med Porevits Billed, der dyrkedes i det næste Tempel. Det havde fem Hoveder, men ingen Vaaben. Da det var omhugget, begav de sig til Porenuts Tempel. Denne Afgud havde fire Ansigter foruden et femte, der sad paa Brystet; venstre Haand holdt han paa dettes Pande, højre paa dets Hage. Den faldt ogsaa for Absalons Tjeneres øxer. Absalon bød nu Byfolkene opbrænde disse Billedstøtter inde i Byen, men de bad saa mindelig om at maatte være fri, og om at han vilde have Medlidenhed med den overfyldte By og ikke udsætte dem for at omkomme i Ildsvaade, som han havde sparet for Døden ved Sværdet; thi hvis Ilden bredte sig og tog fat i et af Husene, vilde utvivlsomt hele Byen blive lagt i Aske, eftersom Husene laa saa tæt op ad hinanden. Saa bød han dem slæbe den ud af Byen, men det vægrede de sig længe ved og undskyldte deres Vægring med deres Overtro, idet de var bange for, at Guden vilde straffe dem ved at berøve dem Brugen af deres Lemmer, naar de brugte dem til at udføre saadan en Befaling med. Men da Absalon omsider lagde dem paa Sinde, at det var lidet bevendt med en Guds Magt, der ikke kunde hjælpe sig selv, fattede de Haab om, at de vilde slippe ustraffet derfra, og skyndte sig at efterkomme hans Befaling. Det var for Resten intet Under, at de frygtede for disse Guders Magt, naar de betænkte, hvor tit de var bleven straffede af dem for deres Løsagtighed; naar Mændene der i Byen var sammen med Kvindfolk, gik det dem nemlig tit som Hundene, at de ikke kunde komme fra hinanden igjen, og saa fandt man dem stundom hængt op tværs over en Stang til Spot og Spe for andre Folk. Formedelst dette hæslige Jertegn, som i Virkeligheden skyldtes Djævelens Kunster, tilbad de disse usle Billedstøtter og troede, at det skyldtes deres Magt. For yderligere at vise, hvor foragtelige disse Billedstøtter var, stod Biskop Svend op paa dem, da Karenzboerne slæbte dem ud, hvorved han ikke blot gjorde dem tungere, men ogsaa øgede Forsmædelsen, ikke blot gav Folkene mere at slæbe paa, men ogsaa mere at skamme sig over, da de saa' deres fædrene Afguder traadt under Fødder af en fremmed Præst. Medens Svend foretog sig dette, indviede Absalon tre Kirkegaarde paa Karenzboernes Bymark og vendte først ved Aften tilbage til Karenz. Da Billedstøtterne var opbrændte, begav han sig af Sted sammen med Jarimar og naaede langt ud paa Natten ud til Flaaden, hvor han nødte ham til at spise Nadver sammen med sig. Absalon havde nu tre Nætter i Træk ingen Søvn faaet, og al den Vaagen havde taget saaledes paa hans øjne, at han næsten ikke kunde se. Dagen efter mødte Klerkene og Stormændenes Huskapelaner i fuldt præsteligt Skrud og døbte Landsens Folk, ligesom de ogsaa paa adskillige Steder opførte Kirker og saaledes rejste Gudshuse i Steden for de Rønner, Afgudsdyrkelsen havde haft hjemme i. Samme Dag blev ogsaa de Gisler, der endnu manglede, modtagne. Samtidig krævede Pommerinkernes Høvdinger Hjemlov og efter at have været Kongens Venner skiltes de fra ham i Fjendskab, thi de havde troet, at Tetislav skulde afsættes og de selv have Herredømmet over Rygen til Løn for deres Krigstjeneste. Dette gav senere Anledning til langvarig Krig imellem dem og Danskerne. Om Aftenen lettede Danskerne Anker og lagde ind under den ø, der var nærmest ved Fastlandet. Her overbragte Rygboerne Kongen syv lige store Kister fulde af Penge, der var bleven skjænkede til deres Afguder. Da det var besørget, lod Kongen kundgjøre, at nu kunde Folkene vende hjem. Da Absalon var kommen tilbage til Danmark, sendte han nye Præster over til Rygen og lod dem, han havde efterladt der, kalde tilbage. De nye førte ikke blot Præsteskrud derover, men ogsaa Levnedsmidler, for at de ikke ved at maatte leve paa andres Bekostning skulde falde Folkene, som de skulde oplære i Kristendommen, til Byrde ved at lade sig underholde af dem. Det skortede heller ikke paa Jertegn til Bekræftelse af deres Prædiken, thi adskillige Rygboer, som var svage og skrøbelige, fik ved deres kraftige Bønner deres Helsen igjen, hvilket jeg dog snarere skulde tro, at Gud har gjort for at vinde Folket end af Hensyn til Præsternes Hellighed. De, som foragtede Religionen, blev derimod straffede med alskens Legemsbrøst, saa det var aabenbart, at Gud baade lønnede dem, der lagde sig hans Ord paa Sinde, og straffede dem, der ringeagtede det. Der skete ogsaa for nylig et herligt Jertegn derovre, som man aldrig før har hørt Mage til. En Kone var med Urette af sin Mand bleven skyldt for Hor, og da hun ved Jærnbyrd skulde rense sig for denne forsmædelige Beskyldning, hævede Jærnet, hun skulde bære, sig, uden Hensyn til dets Tyngde, pludselig i Vejret, som om det skyede at lade sig berøre af den uskyldige Kvindes Haand, og fulgte svævende med hende, hvor hun gik, og da hun kom hen til Alteret, hvor hun skulde kaste det, faldt det af sig selv til Jorden til from Forundring for de tilstedeværende. Dette rensede ikke blot Kvinden for den vanærende Beskyldning, men gjorde ogsaa dem, som saa' det, mere tilbøjelige til at tage ved Troen, og visselig kan man ikke sige, at hun, som maatte være saa tryg i Bevidstheden om baade sin Sjæls og sit Legemes Renhed, handlede letsindig ved at underkaste sig saa farlig en Prøve for at bevise sin Kyskhed. Da alle Rigets Farvande, selv efter at Rygen var bleven indtaget, endnu stadig hjemsøgtes af Sørøverne, traf Danskerne den kløgtige Foranstaltning, at der skulde holdes Tal over Flaaden, og at hvert fjerde Skib skulde ligge ude paa Vagt imod 5ørøverne, saa længe Aarsens Tid tillod det, saa at nogle ved at gjøre det til Stadighed sparede alle de andre for det Arbejde, de ellers maatte gjøre. Danskerne udrettede nemlig med faa Folk, som stadig laa ude, lige saa meget som med store Krigstog nu og da. Til den Tjeneste bestemte man, at der især skulde udtages unge Mænd, som ikke var gifte, for at ikke Længsel efter Konerne skulde svække Krigsfolkenes Mod og Iver. De fik Absalon og Kristofer til Høvidsmænd, og de nøjedes ikke med at holde sig inden for Landets egne Farvande, men besøgte ogsaa Rygens Kyster og Bugterne ved Leutz. I de samme Dage kom de Sendemænd, Kongen havde skikket til Rom med Begjæring om, at hans Fader for sin Fromheds Skyld maatte æres og dyrkes som Helgen, tilbage med Brev fra Paven, hvori han gav sit Minde til, at det maatte ske. Saa snart Kongen havde faaet denne Tidende, udstedte han strax en Kundgjørelse, hvori han stævnede Rigens Adel til Møde i Ringsted til St. Hansdag, da han paa den Dag baade vilde lade sin Fader skrinlægge og sin Søn krone, idet han holdt for, at det vilde være til størst Hæder for ham selv, at den ene fik sit Alter, den anden Kronen, begge paa én og samme Dag, saa at hans Søn allerede i sin Barndom blev Konge og hans Faders henfarne Sjæl Gjenstand for from Tilbedelse. Intet ventede han sig dog saa megen Glæde af, som i levende Live at se Tegnene paa sin kongelige Værdighed overdragne til sin Søn. Skibene, som laa i Nærheden, kaldte han nu tilbage og bød dem drage ud paa Langfart, for at de snarest muligt kunde give sig i Kast med Sørøverne i de fjærneste Egne af østersøen, thi de skulde være tilbage inden St. Hansdag for at kunne være med ved Højtidelighederne. Da de sejlede bort, lagde han derhos Folkene paa Sinde, at de ikke maatte gaa for hidsig paa imod disse Sørøvere, thi de plejede mere at udmærke sig ved Snedighed end ved Tapperhed og havde for Skik, naar der kom en fjendtlig Flaade, at trække deres Skibe op paa Land og saa paa Skrømt over Hals og Hoved tage Flugten og søge Skjul og give Fjenderne Lejlighed til frit at forfølge dem; men naar de saa' dem skynde sig med at ro til Land, og at deres Skibe havde lagt til paa forskjellige Steder, kom de strax styrtende frem fra deres Skjulesteder, stak Armene ind imellem Tofterne og trak Skibene paa Grund, overdængede Mandskabet med en Hagl af Sten og Kastespyd og gjorde Skibene lække ved at bore en Mængde Huller i dem. Derfor skulde de ikke være for ivrige til at forfølge dem, selv om de saa' dem tage Flugten, thi der var lige saa megen Grund til at være bange for dem, naar de flygtede, som naar de angreb. Naar de derfor saa' dem vende Ryg og fly, skulde de ikke have alt for meget Hastværk med at sætte efter dem, men hellere i god Orden lægge ind til Land og ganske rolig stille sig i Slagorden. Naar de gjorde det, vilde det være dem en let Sag at vinde Sejr, thi de var vaabenløse og næsten nøgne og plejede, naar de gik i Kamp, mere at stole paa deres Snildhed end paa deres Krigsudrustning. Efter at have modtaget disse Formaninger styrede de nu ivrig ad øland til, men skjønt der paa den Tid var Uvenskab mellem Danskerne og Svenskerne, mente de dog, at de burde skaane øen for ikke at tilføje kristne Mennesker det Nederlag, som de havde tiltænkt Hedninger, idet de holdt for, at Hensynet til den fælles Religion burde gaa forud for Hensynet til Fjendskabet imellem Rigerne. Af Landsens Folk dér fik de at vide, at Kurerne i Forbindelse med Esterne laa paa Sørøveri i en Havn der i Nærheden, og saa hurtig Aarerne kunde trække, begav de sig da til det betegnede Sted uden at ænse Fjenderne eller tænke paa, hvad Kongen havde lagt dem paa Sinde. Et af Esternes Skibe, som laa paa Udkig, stævnede strax ud i rum Sø, saa snart det fik øje paa dem, idet det foretrak at fly frem for at bringe Flaaden Bud om, hvad der var i Sigte. Da de andre Sørøvere opdagede, hvad der var paa Færde, trak de deres Skibe paa Land og begyndte strax paa Skrømt at søge Skjul i en nærliggende Skov. Svend Skøling og Niels Vendelbo troede ikke, at det var et Krigspuds, men roede til af alle Kræfter og sprang i Land med alle deres Folk, og da Barbarerne saa strax kom løbende tilbage, maatte de, efter længe tappert at have kæmpet med dem, bøde med Livet, fordi de ikke havde lydt Kongens Raad, og da Tove Lange og Esger, to ypperlige Riddere i Absalons Tjeneste, vilde komme dem til Undsætning, faldt de sammen med dem, hvis Liv de vilde frelse. Mogens Skaaning, som blev mere opbragt end ræd ved at se, hvor ilde det gik hans Stalbrødre, gik i Land et andet Sted paa Strandbredden og fristede samme Skæbne. Efter at have ryddet alle disse Mænds Skibe huggede Barbarerne Huller i dem med deres øxer, saa de sank. Da Kristofer saa' det Nederlag, der saaledes blev anrettet blandt Danskerne, stoppede han op i Farten og holdt sig borte fra Land, men Skibet slingrede saaledes, at det kom til at ligge med Siden ind imod Kysten, og han blev da angreben af Fjenden med en saadan Stenregn, at Skibsfolkene maatte nøjes med at skjærme sig selv og ikke kunde angribe andre, idet de havde nok at gjøre med at bøde for sig, saa de ikke havde Tid til at slaa løs paa Fjenden. Da Esbern saa' det, vilde han ikke have, det skulde hedde sig, at Kongen lige saa godt kunde have ladet være at betro sin Søn til hans Varetægt, og han lod derfor sit Skib af alle Kræfter ro ind under Land, kastede sig midt ind i Stenregnen og frelste den haardt truede Ungersvend fra Døden ved at lægge sit Skib imellem hans og Fjenden. Barbarerne angreb det nu strax af al Magt, saarede dem, der stod i Forstavnen, og trak det hurtigt op paa Strandbredden. Esbern afskjød tre Pile med sin Armbrøst, men da han saa', at ingen af dem traf, slog han Buen, som han forgjæves havde gjort Brug af, i Stykker og gik fuldt rustet fra Bagstavnen frem i Forstavnen og holdt dér med vidunderlig Kraft og Tapperhed ene Stand imod alle de mange Fjender en hel Del af Dagen. Omsider var han i den Grad forslaaet af Sten og gjennemskudt af Pile, at han ikke kunde staa paa Benene og med Nød og næppe naaede tilbage til Bagstavnen, hvor han satte sig ned. Som han nu sad dér forladt af alle sine Stalbrødre paa én nær - alle de andre var i deres Forskrækkelse sprungne over Bord - saa' han Barbarerne entre op paa Skibet, som de allerede havde hugget Huller i med deres øxer, og ihukommende sin fordums Tapperhed samlede han atter sine Kræfter og drev dem tre Gange efter hinanden paa Flugt med de Kastevaaben, som de havde overdænget ham med, saa at det, de havde tænkt at berede ham Undergang med, nu kom ham til Nytte. Da Kræfterne omsider svigtede ham, og han overvældedes af Træthed, saa at han snarere maatte siges at give efter for sin Afmægtighed end at vige for Fjenderne, vilde han trække sig lidt tilbage for at komme til Kræfter igjen, men i det samme, blev han ramt i Hovedet af saa tung en Sten, at han segnede næsten livløs om foran Bagstavnen. Da Barbarerne, der havde entret Skibet, nu løb hen for at skære Halsen over paa ham, og den eneste Stalbroder, han havde tilbage, ikke kunde faa den halvdøde Mand vækket til Live igjen ved at raabe paa ham, greb han fat i ham med højre Haand og rejste ham op, og alene Synet af ham, som han stod dér, var nok til at drive Fjendernes Skarer paa Flugt, saa snart de kom ham nær, thi de havde set saa mange Prøver paa hans Tapperhed, at Synet af ham nu ikke indjog dem mindre Skræk end hans Kræfter før. Da han omsider kom til sig selv igjen, spurgte han sin Stalbroder, hvorfor han ikke lod ham i Ro, og da han saa fik at vide, at Skibet var fuldt af Fjender, jog han dem med sin gamle Tapperhed paa Flugt alle til Hobe og gik frem i Forstavnen. Da han efter at have stridt mandelig atter vilde trække sig tilbage til Masten, fordi Kræfterne næsten helt svigtede ham, faldt han atter halv død om og vilde være omkommen, hvis Kristofers Folk ikke skyndsomt havde faaet ham om Bord paa deres Skib og saaledes frelst ham. Heraf lærte de andre at være forsigtigere med at gaa i Land, saa de holdt sig mere paa Afstand og brugte deres Slynger og Kastespyd. Da Natten imidlertid stundede til, og det som Følge deraf syntes ugjørligt at tage sig noget yderligere for, besluttede de at opsætte Kampen, men sørgede for, at der blev holdt Vagt, for at intet af Barbarernes Skibe hemmelig skulde liste sig ud af Havnen ved Nattetid og tage Flugten. Da Barbarerne saa', at de var indesluttede af saa stor en Flaade, fik Fortvivlelsen dem til at tage Mod til sig, og de begyndte allerede at tænke paa Sejr i Steden for paa Flugt. Ved Hjælp, dels af deres egne og dem af Danskernes Skibe, som de havde bemægtiget sig, og dels af Træstammer byggede de en Befæstning ligesom en hel By, med to Indgange, der var saa lave og snævre, at man maatte bukke sig for at komme igjennem dem ligesom igjennem en Halvdør. Siderne, som de havde dannet af Skibsplankerne, beklædte de udvendig med mange Lag Sejl, saa de dannede som et Brystværn af Sejldug. Nogle skar derhos Stager til og hvæssede dem for at bruge dem til at støde og slaa med, medens andre sankede Strandsten til at kaste med, og for at det i ingen Maader skulde se ud, som om de havde tabt Modet, lod de, som om de var glade og fornøjede, og sang og dansede i overstadig Lystighed, medens Danskerne tilbragte Natten i bedrøvelig Stilhed. Kristofer havde en Skriver, en indfødt Englænder ved Navn Lukas, som ganske vist ikke var meget boglærd, men saare kyndig i Historien, og da han nu saa', hvor modfaldne Danskerne var, gjorde han med høj og lydelig Røst Ende paa den bedrøvelige og uhyggelige Tavshed og vendte Sorgen til Gammen. Han fortalte dem nemlig om Forfædrenes Tapperhed og tilskyndede dem med saadan Veltalenhed til at hævne deres Stalbrødres Død, at han ikke blot forjog al Bekymring af deres Hjærter, men endogsaa fik dem alle til at tage Mod til sig igjen, ja man skulde hartad synes, det var utroligt, at en udlændisk Mand ved sin Tale kunde indgyde Danskerne saa meget Mod. Da det begyndte at gry, lod Danskerne nogle faa Folk blive tilbage for at hindre Fjenderne i at slippe bort, medens Hovedstyrken gik i Land et godt Stykke fra deres Lejr, for at de ikke pludselig skulde komme over dem, inden de var færdige med deres Forberedelser. De bedst væbnede fik Befaling til at gaa forrest i Slagordenen, medens de ringere fik anvist Plads bagved. Barbarerne kom nu ud af deres Fæstning, ikke i Slagorden, men spredt, og begyndte under vældige Raab at styrte frem til Kamp, i den Tro, at Danskerne skulde lade sig skræmme af det store Skraal, saa de kunde faa Bugt med dem ved det første Angreb. Deres Skraalen var da ogsaa saa skrækindjagende, at de bageste i Danskernes Fylking ikke blot blev rædde, men endogsaa gav sig til at fly. De forreste tog imidlertid ganske anderledes imod dem, end de havde ventet, saa de blev snart lige saa ivrige til at søge tilbage til Lejren, som de havde været til at komme ud af den. Adskillige af dem blev dræbte; af vore fik kun én Mand ved Navn Olaf Halsen skudt igjennem af en Pil og blev saa medtaget af det stærke Blodtab, at han halv død blev baaren ned til Stranden. Niels Stigsøn, en baade højbaaren og tapper Mand, var den første, der brød ind i Barbarernes Fæstning, men strax i selve Indgangen blev han ramt af et vældigt Kølleslag og faldt. Hans Broder Aage søgte at skjærme ham med sit eget Legeme og fik ved den Lejlighed et svært Saar i Halsen. De andre fulgte mandelig i deres Spor og gik drabelig løs paa Fjenden, uden at ænse nogen Fare, da det første Skridt til Erobringen var gjort, De, der var blevne tilbage for at holde Vagt, kom dem nu ogsaa til Undsætning; nogle af dem stillede deres Master op ad Fæstningen, kom ved Hjælp af dem op paa den og sprang, opsatte paa at bringe deres Stalbrødre Hjælp, ned imellem Fjendernes Skarer; de anrettede saadant et Blodbad blandt Barbarerne, at der af hele den store Mængde ikke blev en eneste tilbage, der kunde bringe Bud om det Nederlag, de havde lidt. Efter at have delt Byttet og gjort Skibene i Stand begrov Danskerne de faldne menige dér paa Stedet, men Adelsmændenes Lig lagde de i Salt for at føre dem hjem til Danmark. Da de kom tilbage traf de Valdemar i Ringsted, hvor han med en stor Mængde af Rigens Stormænd holdt Fest med kongelig Pragt. Ærkebispen af Lund, hvem dette Hverv tilkom, lagde baade hans Faders Ben paa Alteret og salvede hans Søn Knud, som da var syv Aar gammel, til Konge og satte ham paa Tronen iført Purpurkaaben. Da dette nu var blevet besørget med tilbørlig Højtidelighed, traadte Biskopperne Helge af Oslo og Stefan af Upsala, der mødte som Sendemænd fra Erling, op paa et ophøjet Sted og bad med venlige Ord om Fred for Norge. De foreholdt Kongen, at han allersnarest burde opfylde denne deres Bøn paa denne Dag, da han ikke blot saa' sin Søn hædret med Kronen, men ogsaa sin Fader med Skrinlæggelse, og ved deres udmærkede Veltalenhed opnaaede de, at der blev lovet Erling at han skulde faa Lejlighed til en fortrolig Samtale med Valdemar. Paa Helges Opfordring drog Esbern, skjønt hans Saar endnu ikke var lægte, som Sendemand til Erling i Norge, medens Nordmændene Erling og Ivar imidlertid blev holdt tilbage hos Kongen som Gisler. Erling brugte mange grove Ord over for Esbern paa Tinge, men han gav ham dristig Svar paa Tiltale. Erling holdt ham tilbage i sit Hus, medens han selv med fire Skibe og ledsaget af Biskop Stefan fra Upsala drog til Sjælland for at tale med Valdemar. Da Absalon, som nylig var vendt tilbage med en stor Flaade efter at have ledsaget Kongen til Jylland, saa' ham stævne ind i Isefjord, forbød han sine Stalbrødre at tage sig noget fjendtligt for imod ham, for ikke at indjage ham og hans Følge Skræk, tog ganske rolig imod ham og førte ham over til Kongen efter at have sendt største Delen af sin Flaade bort. Da Valdemar den første Dag, de taltes ved, talte ham haardt til, opgav han Haabet om, at de vilde kunne komme til Enighed, og bad gjennem Stefan Absalon om at maatte faa Lov til at drage bort igjen i Sikkerhed. Absalon svarede, at han kunde være lige saa tryg her som i Norge, og han søgte da en ny Samtale og opnaaede Fred ved at gaa ind paa Valdemars Vilkaar. Han maatte nemlig under Ed love, og alle de norske Stormænd edelig stadfæste, at han vilde opfostre Kongens Søn Valdemar, som endnu kun var ganske liden, og først gjøre ham til Jarl i Norge og siden til Rigets Arving, i Fald hans Søn Magnus døde uden at efterlade sig ægtefødte Børn. Han skulde dernæst være den danske Konges haandgangne Mand og, naar som helst det gjordes nødigt, sende ham tresindstyve norske Skibe, der skulde følge ham i Leding. Siden, da han var kommen hjem, kundgjorde han paa Tinge denne Overenskomst og roste Danskerne meget for den Ærlighed, de havde udvist imod ham. Tove fulgte selv med ham til Norge med sit eget Skib for at føre Esbern tilbage, og da Esbern rejste, overvældede Nordmændene ham med Gaver af Buer og Pile. Da han var naaet til Odsherred, fik han af Spejderne dér at vide, at Kongen var draget paa Togt til Pommern, og da han derefter spurgte dem, om de for nylig havde set noget til Sørøvere, svarede de, at henved fyrretyve Skibe havde lagt ind under Sejerø, men om det var Handelsskibe eller Sørøverskibe, vidste de ikke, Da Esbern fik det at vide, besluttede han, idet han glemte, at det vilde blive maanelyst, at søge ubemærket at slippe forbi dem i Nattens Mørke og at holde sig saa langt borte fra Land som muligt, for at Sørøverne ikke skulde blive opmærksomme paa ham. Men medens han saaledes søgte at fjæle sig i Mørket, blev han pludselig røbet, ved at Maanen kom op. Da Venderne i Maaneskinnet fik øje paa hans Sejl, lagde de imod ham med deres Flaade. Da Esbern saa' dem, bød han sine Rorfolk tage deres Vaaben og brynjeklædte blive hver paa sin Plads, de andre tog han med hen i Forstavnen og bød dem angribe Fjenden til begge Sider med deres Kastespyd, for at han, naar han blev nødt til at værge for sit eget Liv, skulde blive mindre hidsig efter at angribe andre. Han bød dem ogsaa, naar det ved Hjælp af Sejlene var lykkedes dem at bryde igjennem Flaaden, de havde imod sig, at samles om ham i Bagstavnen og værge sig dér, som de nu til at begynde med værgede sig i Forstavnen, og derhos lagde han dem paa Sinde, at ingen uden han selv maatte sige noget, saa længe Kampen stod paa, for at de bedre kunde høre, hvad han befalede dem. Faldt han, skulde de adlyde Tove, og faldt ogsaa han, skulde Esger overtage Befalingen; inden de var faldne, sagde han, vilde Kampen for største Delen være forbi. Da han omsider vilde iføre sig sin Brynje, spurgte Manden, der stod tii Rors, hvad han skulde skjærme sig med, thi, da han havde begge Hænder optagne af at styre, havde han ingen ledig til at bøde for sig med. Esbern gav ham da strax Brynjen, han selv vilde til at tage paa, thi han vilde hellere selv gaa uden Værn imod Fjenderne, end at Rorgængeren skulde gjøre det, og ved saaledes at klæde én Mands Legeme i Jærn indgjød han Mod i alles Sind, da de saa', i hvor høj Grad han ringeagtede Fjenden. Efter at have kæmpet tappert, idet de nøje holdt sig Esberns Bud efterrettelige, og være brudt igjennem Vendernes samlede og i Slagorden ordnede Flaade, afværgede de med deres Pile Vendernes første Angreb, da de satte efter dem. Det andet, som der blev sat endnu mere Kraft ind paa, afslog de paa samme Maade. Under det tredje spurgte Barbarerne, som undrede sig over, at et eneste Skib kunde forsvare sig saa drabelig, hvem det var de kæmpede med. Esbern svarede, at det ingen Nytte var til, at de forskede efter Navne, eftersom der intet Bytte var for dem at gjøre her. Da en Mand ved Navn Erik Jurissøn, af fornem Byrd, men temmelig indskrænket, som Venderne havde taget til Fange og førte med sig, hørte hans Stemme, raabte han, saa højt han kunde, at det var Esbern, og at ham fik de aldrig taget. Da Venderne hørte det, begyndte de at forbande hinanden, i Fald de ikke fangede ham, og lagde alle paa én Gang ind paa det fjendtlige Skib. I den Dyst maatte adskillige af dem lade Livet, men ingen af Sjællænderne kom noget til. Da Vinden, som havde været Danskerne til ikke ringe Hjælp, syntes at sløje noget af, spurgte Esberns Folk, om de skulde trække paa Aarerne for at øge Farten, men det forbød han dem, for at det ikke skulde hedde sig, at de gjorde det, fordi de var rædde. Da han mærkede, at Barbarerne atter og atter tog Mod til sig og angreb ihærdig, blev han dog betænkelig ved deres Udholdenhed og spurgte, om der ikke fandtes en Flintesten om Bord, og da han fik at vide, at der fandtes en saadan, bød han en af Folkene klavre op i Toppen af Masten og slaa Ild med den. Herved fik han snildelig Barbarerne til at tro, at der kom en Flaade efter, som han gjorde Tegn til, at den skulde komme ham til Hjælp, og fik dem til at opgive al yderligere Forfølgelse. Da han skjønnede, at Fjenderne ikke længere kunde se Skibet, lod han Sejlet tage ned og roede i Havn. Saaledes kom hans Snildhed ham ikke mindre til gode end hans Folks Tapperhed, idet han værgede sig dels ved sindrige Paafund og dels med Mandemod. Imidlertid havde Kongen forstærket sig med den rygiske Flaade og var gjennem Svineflodens Mundinger trængt ind i Pommeren og hærjede Omegnen af Julin, idet han dog lod Byen selv urørt. Derpaa sejlede han med Kongsflaaden til den Flod, som, skjønt den kun har ét Udspring, deler sig i to Mundinger og løber baade forbi Julin og Camin. Den var vanskelig at befare som Følge af de mange Gjærder, Fiskerne havde rammet ned i den. Der var ogsaa en meget lang Bro, som fra Julins Mure strakte sig ud i Floden og hindrede Sejladsen, saa de maatte ligge Natten over uden for den. Næste Morgen gjorde Kongen Landgang og bød sine Folk bryde Broen af paa den søndre Bred ud for Byen, og ikke mindre travlt havde Sjællænderne med at tage Fiskergjærderne op. Da Julinerne i deres Baade hemmelig sneg sig under Broen og søgte at drive dem bort, fik Absalon, der var gaaet i Land sammen med Kongen, fat i nogle fremmede Fartøjer og kom dem saaledes betimelig til Undsætning. De Spyd, der ramte hans Skjold, gjorde ham ingen Skade, thi de maatte først gaa igjennem hans Stalbrødres. Da hans eget Skib, som laa et godt Stykke derfra, nu paa Kongens Opfordring rykkede længere frem, fik de Fjenderne drevne paa Flugt, et stort Stykke af Broen afbrudt og Vej banet for den øvrige Flaade. Da den sejlede forbi, angreb Byfolkene den med deres Baade, men Absalon og Sune lod deres Baade, der var fulde af Bueskytter, lægge imod dem. Den Dyst imellem Baadene var farlig nok for begge Parter, og der blev kæmpet haardt med allehaande Skud- og Kastevaaben, men ligesom Julinerne havde deres By at falde tilbage paa, saaledes havde Danskerne Flaaden. Omsider trak Byfolkenes Baade sig tilbage, og Vejen laa nu aaben for Flaaden. Da Sune kom roende bag efter den, var der en af Julinerne, som løb paa Flodbredden og spottede ham med stort Overmod, hvorfor han afskjød en Pil med sin Armbrøst og dræbte ham, og en anden, som søgte at komme ham til Hjælp, fældede han paa samme Maade. Derpaa kom der strax to andre løbende, som tog deres Lig paa Skuldrene og skyndsomst bar dem bort. Da en af Byfolkene i den Anledning gav sig til at skjælde Danskerne ud, som om han vilde hævne sine Stalbrødres Død med Smædeord, raabte Gotskalk til ham, at han bar sig frækt ad, idet han ved hidsige og forsmædelige Ord søgte at opnaa, hvad han saa' de andre havde faaet for intet; de saa' jo, at Danskerne havde ladet to af deres Fodfolk komme op at ride, og det kunde de andre ogsaa komme, hvis de blot vilde komme nærmere. Ved disse Ord stoppede han ikke blot Munden paa denne Skjændegjæst, men fik ogsaa gjort Ende paa alle de andre Byboeres Overmod. Derfra sejlede Danskerne til øen Gristow, som Kongen forbød at hærje med Ild, for at Kornet, som de havde Brug for til Foder for Hestene, kunde blive sparet. Derpaa sejlede de gjennem Floden til Camin, og efter at de havde hærjet Landskabet nord for denne By med Ild og Sværd, kom det til et Slag med Byfolkene paa Broen. Venderne listede sig ad lønlige Vadesteder ind under den, stak med deres Spyd op igjennem Sprækkerne og saarede saaledes Danskerne, men dette svigagtige Paafund fik disse dog strax forpurret ved Hjælp af en Mængde Baade. Broen var imidlertid saa brøstfældig, at de var nok saa bange for, at den skulde styrte sammen, som for den Fortræd, Fjenderne kunde gjøre dem. De opgav derfor at storme Byen og vendte tilbage til Gristow. Dér blev Hæren i højeste Grad betænkelig med Hensyn til, hvorledes man skulde slippe hjem igjen, og holdt Raad om, ad hvilken Vej man skulde søge at naa ud til Havet. Den pommerske Sø har nemlig tre Udløb til Havet, nemlig ved Pene, Swine og Camin, og da det var en lang og kjedsommelig Vej om ad Pene og Swine, var man mest stemt for at benytte Udløbet ved Camin, der var kortere. En Mand ved Navn Gere, der var godt stedkjendt i disse Egne, forsikrede imidlertid, at Farvandet dér var saa grundt og usikkert, at det kun var til at befare ved Højvande, og Absalon blev da udsendt med tre Skibe for at undersøge den Sag, men da Havet var i Oprør og styrtede ind, kunde han ikke komme til nøjagtig at undersøge, hvor dybt der var. Hvor denne Flod løber ud af den pommerske Sø, er den kun en smal, stillestaaende Rende, men siden bliver den bredere og bredere og danner eller optages i en stor Sø, og hvor den falder ud i Havet, bliver den snæver igjen ligesom tidligere. Skjønt Kongsflaaden skulde have ventet, til Absalon kom tilbage, glemte Folkene i deres Iver efter at komme af Sted, hvad der var blevet dem paalagt, ænsede i deres Hastværk ikke den Befaling, de havde faaet, men stævnede hen til det snævre Sund og kom af sig selv ind i det vanskeligste Farvand. Kristofer, som sejlede bagest for at dække Flaaden i Ryggen, havde stor Vanskelighed ved at slippe ind i Renden, da Venderne forfulgte ham, men dels ved egne Kræfter og dels ved sine Stalbrødres Bistand lykkedes det ham dog at afslaa deres Angreb. Da Kongen havde besluttet samme Dag paa ny at hjemsøge Egnen om Julin, undersøgte Absalon ved Midnatstid Bredderne for at komme under Vejr med, hvor der bekvemmest kunde gjøres Landgang, og hvor han fandt Grunden nogenlunde fast, rammede han Pæle ned eller mærkede Sivene paa Bredden ved at slaa Knuder paa dem, saa at han, da Dagen brød frem, ved Hjælp af disse Mærker kunde vise Rytterne, hvor de uden Vanskelighed kunde sættes i Land. Den Dag var Magnus Erikssøn, der var i Følge med Absalon, da de drog ud for at gjøre Bytte, nær ved at blive afskaaren af Fjenderne, fordi han uforsigtig havde vovet sig for langt ud. Da Absalon spurgte det, skyndte han sig strax ud og befriede Magnus, der paa et ganske snævert Sted var indesluttet baade af Fjendernes Skibe og Ryttere; han gav herved sin Kjærlighed til Magnus Fortrinet for den Lydighed, han var Kongen skyldig, thi denne, som stadig var optaget af at brænde Byer af, havde befalet ham at vende tilbage til ham. Magnus var ham da ogsaa taknemmelig for den Hjælp, han havde ydet ham, og tilstod, at han skyldte ham sit Liv, ja, han viste sig saa erkjendtlig imod ham, at han lovede, om det nogen Sinde gjordes nødigt, at ofre sit eget Liv for at frelse hans. Absalon kom nu imidlertid i Tanker om, at han havde handlet imod Kongens Befaling ved at yde ham denne Hjælp, og for at Kongen ikke skulde sætte alt for surt et Ansigt op, naar han kom, besluttede han at gjenvinde hans Gunst, som han havde forskjertset ved at være hans Befaling overhørig, ved at bringe ham det Bytte, han havde gjort. Han lod derfor Fangerne og Kvæghjorderne drive foran sig ind i Lejren, og det Syn frydede Kongens øjne saaledes, at han satte et venligere Ansigt op, da han kom. Da han nemlig fik at vide, hvilke Bedrifter Absalon havde øvet, og saa' det Bytte, han havde gjort, lod han i sin Glæde over hans Tapperhed Vreden, han havde paadraget sig ved sin Ulydighed, fare og nøjedes med at sige ham nogle mildt bebrejdende Ord. Da man igjen var kommen om Bord paa Flaaden, var der forskjellige Meninger om, hvorledes man skulde bære sig ad med at føre den ud. Nogle holdt nemlig for, at man skulde grave den snævre Rende bredere og saaledes udvide Floden, hvor den var for smal, saa at Skibene bekvemt kunde sejle igjennem den, men da det var indlysende, at disse Udgravninger vilde blive fyldte igjen af Sandet, der kom ind ved Flodtid, blev det Forslag ikke sat i Værk. Andre mente, at man burde lægge Bjælker under Skibene og ved fælles Kræfter slæbe dem ud i Havet, medens Rytterne holdt Fjenderne borte paa Bredderne. Det lykkedes kun Rygboerne at faa sex smaa Skibe frem paa den Maade, de andre, som var temmelig svært lastede, vilde før skilles ad end lade sig trække saaledes. Efter at Danskerne i deres umaadelige Iver efter at komme af Sted forgjæves havde slidt i det en rum Tid, kaldte Kongen dem tilbage, og det var kun med Nød og næppe, de opgav det, saa opsatte var de alle paa at slippe den Vej ud, dog med Undtagelse af Absalon, thi han havde undersøgt Floden og var ganske paa det rene med, at der var for grundt til, at Skibe kunde sejle der. Imidlertid havde Kazimar, som frydede sig over den uforstandige Maade, Danskerne søgte at slippe bort paa, for at spærre Floden lagt sig i Udløbet med en Flaade paa halvtredsindstyve Skibe i den Formening, at hans Fjender ikke havde andet Valg end Død eller Fangenskab. Han havde et Par udmærkede Bueskytter Konne og Kirin, som Henrik af Had til Danskerne havde sendt Venderne til Hjælp. Hans Broder Bugislav havde sendt ham nogle Skibe til Forstærkning og kom selv til for at hjælpe ham med en Del Ryttere, men Julinerne vilde han ikke have noget at gjøre med, fordi han skjældte dem for fejge, eftersom de ikke havde turdet tage en Dyst op med Danskerne. Alt dette jog Jyderne en saadan Skræk i Blodet, at de stimlede sammen om Absalon og ikke skammede sig ved aabenlyst at overdænge ham med grove Skjældsord og give hans Ledelse Skylden for det, de havde deres eget hæsblæsende Hastværk at takke for, ja de gav sig endogsaa til at klynke som Kvinder og kære over, at medens det i gamle Dage var udmærkede Mænd, Kongerne havde til Raadgivere, var det nu de dummeste, der havde mest at sige hos dem. Nu var Danskerne komne til et Sted, som de ikke kunde gjøre sig noget Haab om at slippe bort fra; man burde derfor ved fælles Anstrængelse søge at slæbe nogle faa Skibe ud, som Kongen og hans Stormænd kunde slippe bort paa, for at ikke Danmarks Navn og Rige paa én Gang skulde gaa helt til Grunde. Absalon fandt sig i den Grad rolig og taalmodig i denne Overfusning, at han ikke var det mindste anderledes til Sinds eller at se til end sædvanlig; han nøjedes med at lægge dem paa Sinde, at de ikke burde sige mere i øjeblikket, end at de ikke senere vilde komme til at fortryde det. En Mand ved Navn Skorre Vagnsøn kom tilfældigvis til, medens Folkene saaledes skjældte og smældte; i Førstningen kunde han ikke tydelig opfatte, hvad Talen drejede sig om, fordi de talte i Munden paa hinanden, men da deres Skjældsord tog af og Larmen blev mindre, saa han kunde høre, at det var Absalon, de saaledes overfusede, tog han til Orde og sagde: "I maa jo være forrykte, Stalbrødre, siden I med grove og hidsige Ord overfuser den retsindigste og tapreste Mands Iver og Omhu, som om han havde gjort sig skyldig i noget skammeligt og forsmædeligt, og paa Kvindevis overdænger ham med fejge og for tapre Mænd uanstændige Skjældsord, thi det er ganske utilbørligt at dømme saa ubilligt om hans tapre og mandhaftige Gjerninger. Under hans Anførsel har vi med Vaaben i Haand hjemsøgt disse Egne, som det ikke engang faldt i vore Fædres Lod at faa at se. Og som det tilkommer Høvdingerne at føre an, saa sømmer det sig de menige at følge dem efter; det bør sig derfor, at vi stoler paa vore egne Kræfter og lader os lede af andres Befalinger, thi det er ikke den Mands Sag, der anfører os, ogsaa at forsvare os. Derfor er det ikke mere end billigt, at vi føler Taknemmelighed imod den Mand, der saa tit har sat sin Velfærd paa Spil for at skaffe os Bytte og Sejr, og under hvis tapre Ledelse det nu har føjet sig saa, at vi ikke kan undgaa at forsvare vort Liv med Vaaben i Haand, thi har vi Attraa efter at komme hjem til vort Fædreland og vor Arne, bliver vi nødte til at udføre tapre Bedrifter for Fjendernes øjne og med Manddomsgjerninger at bane os Vej til vort Hjem. Kan nogen være i Tvivl om, at disse vore Folks Klager hidrører fra den største Fejghed? Men Gud bedre os! hvad er Grunden til, at Modet pludselig svigter saa mange udmærkede Mænds Hjærter, og at de fyldes med Fejghed i Stedet for? Hvorfor skaber vi os selv Frygt, da ingen indgyder os den, lader Haabet fare og ryster og bæver, skjønt der ingen Fare er paa Færde? Vi har jo hele Lemmer, har Armene fri og er ikke stedte i nogen Slags Ulykke; vi har Sværd i Haand, og hverken Nød eller Nederlag har svækket vor Kraft. Velan, lad os vise os al den Lykke værdige, som vi har i Behold, ved at lægge Mands Mod og Hjærte for Dagen. Lad os huske, at vi er prøvede Mænd og ikke blødagtige Kvinder, og at vi fuldt rustede, som vi er, har med næsten vaabenløse Fjender at gjøre. Om saa vor Flaade var brændt op eller gaaet til Grunde ved Skibbrud, vilde det ikke kunne hindre os i paa vore Heste at slaa os igjennem Fjenderne og vende hjem til vort Fædreland. Hold derfor op med paa Kvindevis i saa stor en Forsamling at fylde ørene med fejg og forsagt Tale, men skyd Hjærtet op i Livet og hvæs det sløvede Mod, til det atter bliver til den gamle Tapperhed". Saadan Tale vedblev han en Stund at føre, og det lykkedes ham da ogsaa derved at stoppe Munden paa Skjændegjæsterne, skjønt han ikke fik dem bragt paa andre Tanker, og ved sine myndige Ord fik han giort Ende paa deres Smædetale, thi hans store Retsindighed og overordentlige Mod havde i højeste Grad vundet hans Stalbrødres Gunst. Imidlertid var Kazimar i høj Grad opfyldt af Haab om at kunne bemægtige sig Danskernes Flaade, og for ret at stille sin Selvtillid til Skue lod han i et Telt, der var opslaaet paa Flodbredden, skjænke Vin for sig og sine Krigsfolk i Guld og Sølvbægere; men dette Overmod afløstes senere af Skamfuldhed, da han maatte tage Flugten. Da Valdemar havde befalet, at man skulde høre op med at slæbe Skibene, stævnede han Høvdingerne til sig, saa snart de havde gjort sig noget til gode. Da han fik at vide, at de fleste af dem var komne om Bord paa hans Skib, spurgte han, hvad de nu mente var raadeligst at gjøre. Da de ikke svarede, undrede han sig over deres Tavshed og bød dem sige, hvad Grunden var dertil. De betænkte sig alle paa at svare, paa én nær, som sagde, at han gjorde bedst i at raadføre sig med de Grønskollinger, hvis Raad han plejede at følge, og at de, af hvem han havde ladet dem føre hid, vel ogsaa kunde føre dem tilbage. Valdemar skjønnede af disse Ord, at man lagde ham det fortrolige Forhold imellem ham og Absalon til Last, og sagde, at det ikke var Skik og Brug blandt tapre Mænd at gjøre hinanden Bebrejdelser paa Kvindevis, men at man, hvor det gjaldt om at tage Vare paa det almene Vel, burde lade indbyrdes Strid fare. Heller ikke troede han, at den Mand, de bebrejdede Ukyndighed, vilde blive Svar skyldig, fordi han ikke vidste, hvad han skulde svare, i Fald han blev spurgt. Derpaa saa' han hen paa Absalon og spurgte, hvad han raadede til. Absalon svarede, at han havde Raad paa rede Haand, om Kongen vilde behage at følge det. Det, som tyktes de andre at være Hindringer og Anstødsstene, var nemlig let at faa Bugt med, saa at Fjenderne hverken ved at sende deres Skibe eller deres Ryttere imod dem kunde hindre dem i at komme samme Vej ud, som de var komne ind ad. Kongen skulde lade Rytterne sætte i Land og selv følge med dem helt op til Indløbet for at beskytte Flaaden, og saa skulde nogle Skibe bemandede med brynjeklædte Mænd ét for ét begive sig samme Steds hen forud for den øvrige Flaade, og saa snart de var samlede, skulde de saa bryde igjennem den fjendtlige Flaade. Da alle lo ad dette og spurgte, om han selv vilde gaa i Spidsen, svarede han: "Ja jeg vil; det skal ikke hedde sig, at jeg har sagt mere, end jeg tør staa ved, thi det sømmer sig, at de, som giver dristige Raad, i Gjerning viser, at de ikke fører løs Tale". Kongen blev glad over dette Raad, bød, at de Skibe og det Mandskab, Absalon vilde have, skulde stilles til hans Raadighed, og skyndte sig strax i Land med Rytterne og ilede op til Flodmundingen. Da Kazimar saa' ham komme langt borte, blev han strax bange, forlod skyndsomst sit Telt og begav sig over Hals og Hoved ned til sin Flaade. Absalon udsøgte sig syv Skibe, som han bemandede med brynjeklædte Folk, to af dem førte han selv, Esbern og Sune førte ogsaa hver to, og Thorbern, Olaf og Peder Thorstensøn hver sit af de øvrige tre. Efter at have befalet den øvrige Flaade at følge efter paa Rad sejlede Absalon selv i Spidsen og slap uhindret igjennem et ukjendt Løb i Floden. Hans andet Skib kom ved en Fejl, Rorgængeren begik, pludselig paa Grund, men Skibsfolkene var hurtig til rede, fik det af Grunden igjen og saaledes raadet Bod paa den fejle Kurs, der var sat fra først af. Den fjendtlige Flaade tog strax Flugten og spredtes til alle Sider, som om den var splittet ad af Vinden, til stor Glæde for Danskerne, som udstødte Fryderaab og sagde, at nu var der faldet en Sten fra deres Hjærter, og de, som for stakket siden havde besværet sig over Absalon, viste ham nu den største Ærbødighed, takkede ham af ganske Hjærte og gjorde ved Lovprisninger Bod for den Tort, de havde tilføjet ham; men sindig og adstadig, som han var, ansaa han det for at være lidet værd at blive hævet til Skyerne af den ustadige Mængdes Smiger og viste sig lige saa stor i sin Ringeagt for dens Lovtaler, som for stakket siden over for dens Smædeord. Med saa liden Umage fik man Bugt med saa stor en Fare. To vendiske Skibe, som Besætningen i sin Angst havde forladt, blev tagne af Danskerne ved Gristov; et tredje, som var kommet til at sidde fast paa Pælene, der var rammede ned i Sandet, fik Undsætning og slap fri. Kongen var imidlertid i fuld Fart redet med Rytterne til Julin. Her var Bugislav i Færd med at gjøre Broen i Stand for at trænge ind i Byen, men da han fik øje paa Danskerne, blev han forskrækket og tog Flugten, saa han glemte i den Angst, der pludselig kom over ham, rent den overmodige Tale, han før havde ført. Kongen gjorde nu det Arbejde færdigt, som Fjenderne havde begyndt, og da Broen var sat i Stand, førte han Rytterne over paa den søndre Bred, for at Skibene, som jo nu næsten var tomme, lettere kunde komme igjennem Flodens Snævringer. Da Absalon nu kom bagefter trækkende med Flaaden, gik han i en Baad besat med Bueskytter og holdt sig med den imellem Byen og Flaaden, for at Julinerne ikke, som de plejede, skulde angribe dem; men Byfolkene var alt for rædselslagne og holdt sig inden for deres Mure, de havde sat al Tapperhed til og fuldstændig opgivet Haabet. Da alle Hindringer nu var overvundne, blev Hestene igjen bragt om Bord, og Flaaden, hvis Besætning var træt af at ro, samledes i Havnen. Absalon og Sune, der plejede at holde Vagt, var de sidste, der kastede Anker, og saa gik de strax i Baade og begyndte omhyggelig at undersøge Floden, for at komme paa det rene med, hvor langt der var fra Bredden ud til Dybet, thi de var bange for, at Vinden om Natten skulde drive deres Skibe saa tæt ind imod Land, at de blev udsatte for Angreb af det fjendtlige Rytteri. Imidlertid kom en Juliner, som var noget beskjænket, men havde et meget stateligt Følge med, meget overmodig ridende ned til Flodbredden, gav sig ved Hjælp af Gotskalk som Tolk til at tale venskabelig med dem og lovede, at de vilde give Gisler for Freden næste Dag, men krævede saa til Gjengjæld, at de skulde skaane Landet og lade være at plyndre. Da han vilde ride bort igjen, kom Hesten, som han i sit Overmod sporede alt for stærkt, pludselig til at glide og kastede ham af, saa han fik et voldsomt Stød og laa næsten livløs paa Jorden. Hans Drabanter ilede strax til, men søgte forgjæves at hjælpe ham op igjen, thi han trak ikke Vejret og syntes helt bedøvet af det voldsomme Fald, og da Danskerne angreb dem med deres Pile, lod de deres Herre ligge i Fjendevold. Han blev strax af Absalons Tjenere kastet ned i en Baad og ført ud paa Skibet, og da han omsider slog øjnene op og begyndte at røre sig, troede han, at han befandt sig blandt sine Landsmænd, og vilde kysse og omfavne alle dem, der var om ham, til stor Morskab for alle, som saa' det. Der havde imidlertid udbredt sig et falsk Rygte i Hæren om, at Fjenderne havde lagt sig i Swinemünde med en Mængde Skibe for at hindre Danskerne i at slippe ud, men dette Rygte erklærede han for ganske falsk og sagde, at han var fuldkommen paa det rene med, at Vendernes Styrke ikke kunde maale sig med Danskernes. Hvis Pommerinkerne og Polakkerne slog sig sammen om at kæmpe med Danskerne, sagde han, vilde han hellere staa paa Danskernes Side end gaa imod dem, men hvis Polakkerne og Venderne skulde kæmpe sammen imod Danskerne og saa fik Hjælp af Sachserne, vidste han ikke, til hvilken Side han skulde sige, at Sejren vilde hælde. Denne Tale gjorde Danskerne yderligere opsatte paa at sejle videre uden at ænse Fjenden. Venderne havde i den Grad tabt Modet, at de ikke engang turde indlade sig paa, som de ellers altid plejede, at angribe de bageste Skibe. Ja, da Peder Todde, hvis Skib havde taget Skade ved at støde imod nogle Pæle, maatte blive tilbage for at bøde Skaden og lade den øvrige Flaade sejle fra sig, var han ikke et øjeblik, medens Udbedringen stod paa, udsat for nogen Fare, skjønt han var ganske ene, og da Skibet var gjort i Stand, sejlede han ganske rolig efter sine Stalbrødre, uden at nogen søgte at volde ham nogen Mén, og naaede uhindret ud til Flaaden. Saa stærk en Dæmper lagde den Frygt, Venderne endnu nærede for Danskerne, paa deres gamle Frækhed. Flaaden vendte altsaa uanfægtet hjem, da Togtet var til Ende, og Resten af Aaret tilbragtes i Ro. Imidlertid gav Kazimar og Bugislav sig af Frygt for Danskernes Magt ind under Hertug Henrik og tog deres Land, som hidtil havde været frit, til Len af Sachserne, saa af Frygt for én Fjende tog de en andens Aag paa sig og opgav for at opnaa Hjælp deres gamle Frihed. Valdemar mente imidlertid, at Venderne ingen Nytte vilde faa af, at de havde søgt Hjælp hos Sachserne, og, idet han foragtede begge disse Fjender, begav han sig med en vel udrustet Flaade til Stettin, en meget gammel By i Pommern. Absalon sejlede forud, men hans Vejviser var vel sindet imod Stettinerne og førte ham svigagtig om igjennem Oderens Krumninger, saa at han, som skulde være kommen først til Byen, kom sidst, da den øvrige Flaade sejlede den lige Vej. Stettin udmærker sig ved sine overmaade høje Volde og er derhos i lige saa høj Grad befæstet af Naturen som ved Kunst, saa at den næsten kan betragtes som uindtagelig. Herfra stammer det Udtryk, at man, naar nogen taabelig bilder sig ind, at han er sikker, siger, at selv Stettin ikke vilde kunne forsvare ham. Danskerne gik altsaa til Belejringen af denne By med mere Haab end Styrke, men da de opdagede, at Volden til Dels var opført af brændbart Stof, flettede de sig af Ris smaa Skansekurve, som de holdt for sig som Skjolde for at bøde for Kastespydene, og, idet de skjærmede sig med dem, gik de løs paa Volden med Hakker for at danne Miner de kunde lægge Ild i. Imidlertid indesluttede Kongen Byen og begyndte Bestormningen, men de svære Krigsmaskiner gjorde han ingen Brug af, thi det var kun muligt for Bueskytter og Slyngekastere at naa op til Murenes høje Brystværn; til Bliderne var de for høje. Der var imidlertid nogle af de unge, som for at indlægge sig Ære klavrede op til Murtinderne, blot skjærmede af deres Skjolde; andre angreb, uden at ænse Forsvarerne, Portene paa nært Hold med deres øxer, de var for øvrigt mindre udsatte for Fare end de, der holdt sig mere paa Afstand, thi der faldt fra alle Kanter en saadan Regn af Pile over Fjenderne, at disse kun kunde se at sigte paa dem, der var noget borte, saa at Dristighed medførte Tryghed, Fejghed Fare, og at man var des sikrere, jo nærmere man var Fjenden. Derimod blev ikke blot de, der forsvarede Volden, men ogsaa Folkene inde i Byen dræbte af Danskernes Pile, som blev afskudt paa Maa og Faa og jævnlig gik langt over Volden. Det, der var Byen til mest Skade, var, at den i Sammenligning med Belejrernes Mængde havde saa faa Forsvarere, thi der kunde ingen Afløsning blive. Høvidsmanden i Byen hed Vartislav, og det hed sig, at han var en Frænde af Bugislav og Kazimar. Han var næsten helt anderledes sindet end sine Landsmænd, thi han brændte i den Grad af Iver efter at fremme Kristendommen og forherlige Gudstjenesten, at man ikke skulde tro, at han var født i Venden og havde indsuget hedensk Sæd og Skik. For at drage sine til Hedenskabet hengivne Landsmænd bort fra deres vildfarne Afgudsdyrkelse og give dem et Exempel, der kunde faa dem omvendt fra deres falske Tro, havde han nemlig indkaldt Munke fra Danmark, bygget et Kloster til dem paa sit eget Gods og skjænket det mange og store Indkomster. Da han saa', at hans Folk var mødige og matte af Kampen, og at Byen var lige ved at blive indtagen, og han var bange for, at Fjenderne skulde fare grumt frem imod den, begjærede han Vaabenstilstand for at tilbyde Overgivelse, og da han havde faaet Lejde, lod han sig strax af andre, der delte hans Frygt, hisse ned i et Reb og begav sig til Kongens Lejr. Da Danskerne saa' det, kæmpede de med langt ringere Lyst og beklagede sig over, at de skulde skaffe Kongen Penge ved at udsætte sig for Fare, og at de som Følge af hans Vindesyge skulde narres baade for Sejr og Bytte. Da Kongen fik det at vide, red han, for at gjøre Ende paa den Klaffer, rundt omkring Byen og opmuntrede Folkene til at blive ved, men da han, efter at de havde gjort sig al mulig Umage, saa', at det vilde være vanskeligt og til ingen Nytte at forsøge en Storm, vendte han tilbage til Lejren og lod Vartislav stede for sig. Af hans Bønner lod han sig bevæge til at tillade Byfolkene at overgive sig; de skulde betale saa mange Penge, som knapt det hele Venden kunde udrede, og give Gisler, og derhos bestemte han, at Vartislav skulde tage Byen til Len af ham som kongelig Gave, saa at den ikke længer stod under vendisk Herredømme. Efter at have kaldt sine Krigsfolk tilbage fra Stormen kundgjorde han for dem, at Byen hverken skulde indtages eller plyndres, og bød, at hans Banner skulde plantes paa Brystværnet som Tegn paa, at han havde taget imod Tilbudet om Overgivelse. Nu fik man at se, hvorledes Volden overalt fra øverst til nederst var besat med Pile; det saa' ud, som om den var bevoxet med Rør; Danskerne samlede dem omhyggelig sammen og stak dem igjen i deres Koggere. Derpaa sejlede de bort, og efter at have indtaget Lubbin begav de sig til Rygen. Da det just var paa den Tid, at Fiskeriet dér skulde begynde, blev det i et almindeligt Raad vedtaget, at Tredjedelen af Flaaden skulde blive dér og holde Vagt, for at Frygten for Fjendens Nærhed ikke skulde hemme Fangsten. Kongen overdrog Prislavs Søn Knud Anførselen over denne Del af Flaaden, men han var fræk nok til at afslaa dette Hverv; han havde ikke andet Land at raade for i Danmark end det ubetydelige Lolland, sagde han, og det var ikke saa meget værd, at han for dets Forsvars Skyld vilde udsætte sig for utvivlsom Fare; for øvrigt var det noget, som med større Ret tilkom Bisperne, som jo var de eneste, Kongen raadførte sig med; det var lige saa langt fra at tilkomme ham, som han var langt borte fra Kongens Fortrolighed. Kongen blev opbragt over den unge Mands uforskammede Svar og sagde, at naar han kun havde faaet et ringe Len, var det, fordi han ikke var værdig til noget stort, og for Resten skulde han nok sørge for, at han for Fremtiden kom til at miste mere, end han fik. At han viste Bisperne Fortrolighed, skulde han ikke lægge ham til Last, thi blandt dem fandt han lettelig den Mand, som ikke vilde vægre sig ved at tage Ledelsen af den foreliggende Sag i sin Haand. Da Knud saaledes vægrede sig ved at overtage Anførselen, kaldte Kongen Absalon til og meldte ham, hvad Knud havde svaret, og spurgte ham derpaa, om han havde sørget for, at de Skibe, han selv skulde føre, var i Orden. Hertil svarede Absalon, at i Fald det var noget, en Bisp kunde bestride, var han overmaade villig til at paatage sig det; han vilde ikke anse sig for bedre end en Rømningsmand, om han af Begjærlighed efter at komme hjem lod Kongen i Stikken. Valdemar roste ham i høje Toner for hans gjæve Svar og sagde, at han rigtignok var en helt anderledes Mand end Knud, eftersom han af sig selv tilbød sin Tjeneste og saaledes kom Kongens Befaling i Forkjøbet, medens hin ikke turde paatage sig, hvad han befalede ham. Da Absalon var kommen tilbage fra Kongen, meddelte han sine sjællandske Venner, at de ikke maatte anvende mindre Flid paa Udrustningen af de Skibe, der skulde blive tilbage, fordi han skulde føre dem. Thorbern var den første, som uden Betænkning erklærede, at han vilde blive hos ham, idet han mindedes, at det var ved hans Bistand, han havde faaet Lov til at vende hjem, da han var i Landflygtighed. Ogsaa Peder Thorstensøn erklærede, at han vilde skamme sig som en Hund ved at svigte sin Frænde og Svoger. Sune sagde ligeledes, at det ikke mindre var hans end deres Skyldighed at blive hos sin nære Frænde. Esbern, hans eneste Broder, erklærede ogsaa, at han ikke vilde forlade ham, og det samme Svar gav næsten alle paa den sjællandske Flaade. Da Kongen fik det at vide, takkede han ikke alene dem, men ogsaa Absalon, som ved sine Fortjenester i saa høj Grad havde vundet sine Landsmænds Yndest. Absalon blev altsaa tilbage, for at beskytte Rygboerne, efter at Kongen var draget bort, og han sørgede ikke blot for, at de trygt kunde sejle ud paa Havet, men skaffede ogsaa Danmark Ro, thi Pommerinkerne turde ikke lægge ud fra deres Land med deres Flaade. Biskop Svend af Aarhus var ogsaa frivillig bleven hos ham med en Del af Jyderne. Imidlertid indfandt Tetislav, Fyrsten over Rygen, sig med sin Broder Jarimar hos Absalon, for at takke ham, og han viste sig saa tjenstagtig, at han bragte ikke blot ham, men ogsaa den øvrige Flaade saa mange Levnedsmidler, som den behøvede, saa længe den laa paa Vagt, og bad om, at der maatte blive sat nogle dygtige danske Mænd til at fordele dem imellem Skibene. Da Jyderne imidlertid rev Levnedsmidlerne til sig i Flæng uden at bryde sig om nogen Fordeling, vilde Absalon ikke yderligere benytte sig af denne Gavmildhed, fordi han ikke vilde, at den skulde gjengjældes paa slig utilbørlig Maade; det eneste, han vilde have, var de Sild, der tilkom Danskerne af Fangsten. Da han omsider begav sig paa Hjemvejen, gav han de jydske Skibe, der fulgte ham, Hjemlov ved Thymø. En Del af dem passede ikke tilstrækkelig paa, og, da de sejlede sønden om Fyn, stødte de ud for den By, Knud, Prislavs Søn, havde anlagt, paa nogle Sørøvere, hvorfor de reddede sig i Land og tog Flugten, uden at skamme sig ved af Frygt at lade deres Skibe i Stikken. Da Rygtet herom naaede Absalon, blev han meget opbragt, samlede strax sin Flaade og ransagede med stor Iver de Steder, hvor han vidste, at Sørøverne især holdt til. Han undersøgte derfor paa det grundigste alle hemmelige Bugter og Vige ved øerne med sine Skibe og fandt sørgelige Rester af de tagne Skibe og Spor af Byttet, Sørøverne havde gjort. Det gjorde ham endnu mere opsat paa at tage Hævn, og han delte derfor Flaaden og bød Skibene enkeltvis søge efter Fjenderne. Selv lagde han med største Delen af den sjællandske Flaade ind til Masnedø. Da han sejlede i Forvejen og havde tabt den øvrige Flaade af Sigte, fik han øje paa en Mand, der stod paa Stranden, han stævnede imod, og som stadig viftede med Hatten, som om han vilde tale med dem. Absalon tænkte strax, at han havde noget vigtigt at melde, og opsat paa at faa at vide, hvad han havde paa Sinde, kastede han Anker og roede ind til Land i en Baad. Da han paa langt Hold kjendte Manden, skjældte han først paa ham, fordi han havde brudt deres Aftale ved ikke at lade ham vide, at der var løbet vendiske Sørøverskibe ud, han havde nemlig for en Løn af tolv Mark Sølv om Aaret forpligtet sig til at lade Absalon vide, saa snart der løb fire eller flere Sørøverskibe ud for at gaa til Danmark. Han undskyldte sig med, at disse Sørøvere vare løbne ud, inden han havde sluttet den Overenskomst med ham. Derpaa spurgte han Absalon, hvor han agtede sig hen, og da han fik at vide, at han agtede sig hjem, sagde han, at saa lod han altsaa Togtet være forbi, lige som det burde begynde, thi Venderne havde netop samlet en stor Flaade imod Danmark; at det forholdt sig saa, vidste han ganske sikkert, derimod var han ikke paa det rene med, hvilken Del af Danmark Togtet gjaldt. Dette gjorde Absalon meget urolig, og han blev meget opsat paa forud at faa at vide, hvor Fjenderne vilde angribe. Det lovede Manden at udspejde, og da han spurgte, hvor han skulde bringe ham Bud, bestemte Absalon Møens Klint, og da han spurgte ham, hvornaar han skulde møde ham, bestemte han Mødet til sjette Dagen efter. Derpaa skyndte Manden sig af Sted og var ude af Syne, inden Absalons Flaade lagde ind til Land. Han havde saadan Hast med at komme derfra, for at Danskerne ikke skulde se ham, fordi han var bange for at blive røbet og straffet med Døden eller Landflygtighed, fordi han havde forraadt sine Landsmænds Forehavende. Absalon fortav imidlertid ikke Sagen, han kundgjorde, uden at nævne sin Hjemmelsmand, for Skibsmandskabet, hvad han havde hørt, og sagde, at nu var det ikke Tid til at sejle hjem, men til at lægge ud med Flaaden. Da ingen vidste, hvor han havde det fra, undrede alle sig over, at han kunde vide dette forud. Derpaa bød han dem overveje, om de helst vilde, at Flaaden skulde forstærkes, eller de skulde trække Rytteri sammen for at slaa Fjenden tilbage, naar han kom; hvis de ikke syntes om nogen af Delene, maatte de paalægge dem, der boede paa Kysterne, at rømme fra deres Gaarde for ikke at være udsatte for Sørøvernes Grumhed og trække sig tilbage til Steder, hvor de kunde være i Sikkerhed. Høvdingerne vedtog enstemmig, at det ikke kunde nytte at tænke paa at tage imod Fjenderne med Rytteriet, da det var uvist, hvor de vilde gaa i Land; at lade Kystboerne trække sig ind i Landet, ansaa de for en Skam, og de holdt derfor paa, at der skulde kæmpes til Søs. De søgte derfor ind i Havnene for at forøge Flaaden, og da Skibene var bleven tjeldede, fik Skibsfolkene Befaling til at drage ud og skaffe Levnedsmidler til det ny Togt. Absalon begav sig for nogle Forretningers Skyld til Roskilde. Da han vendte tilbage derfra, gav det sig pludselig til at fryse saa stærkt, at der lige paa én Gang kom Is paa Vandet. Da Sjællandsfarerne, som havde samlet Levnedsmidler, kjørte de belæssede Vogne til Skibene, lagde der sig en saadan Mængde frossent Dynd paa Hjulene, at de slet ikke kunde løbe rundt, thi Frosten bandt Dyndet saa stærkt til Egerne, som om det var limet fast. Som Følge heraf maatte Kuskene lade Vognene staa, læsse det, der var i dem, paa Hestene og gaa til Fods og trække dem, men saa frøs der saa meget Dynd fast paa deres Sko, at de knap kunde flytte Benene. Da Absalon kom ridende forbi dem, ynkede han dem og sagde, at de maatte slide haardt for Fædrelandet, men de svarede, at der var større Elendighed ved at sidde som Fanger paa Sørøvernes Rorbænke, saa det, de døjede nu, var de mere glade end bedrøvede over. Nu brød da Flaaden op, og da den var kommen i Nærheden af Møen, mødte Absalon den Mand. som han kort i Forvejen havde sendt til Klinten for at spørge nyt fra Venderen. Han fik da dér den Besked, at den vendiske Flaade endnu laa i Havnen ved Svolder og agtede sig til Møen, hvor den vilde sætte Rytteriet i Land paa Sydkysten og Fodfolkene paa Nordkysten, medens Skibene løb ind i Kjeldby Nor. Grunden til, at Venderne saaledes delte deres Styrke, var, at de vilde afskære Landsens Folk al Lejlighed til Flugt. Da Absalon fik det at vide, fandt han det raadeligst ganske roligt at sejle ind til Koster og ikke bryde op derfra, førend den fjendtlige Flaade efter Bestemmelsen havde lagt ind i Noret; kunde han ikke komme bag paa den og overrumple den, ansaa han det i alt Fald for en let Sag at faa Bugt med Resten af Fjenderne, som ikke havde anden Udvej til at slippe bort end Skibene. Venderne lod imidlertid vente paa sig, og forundret over, at de tøvede saa længe, sejlede han til Falster og udsøgte dér to Skibe af Flaaden, som han paalagde at udspejde, hvad Fjenden tog sig for. Det ene af disse bød han skulde bemandes med Sjællændere, det andet med Falstringer, og derhos bestemte han, at hvis de blev tagne af Fjenden, skulde Pengene til deres Løskjøbelse fordeles paa den øvrige Flaade. Da den af Sjællænderne, der stod for Styret paa det ene af Skibene, hørte det, sagde han, at han nok skulde gjøre sig Umage for, at han ikke skulde opnaa den Velgjerning at blive løskjøbt, ved først at paadrage sig den Tort at komme i Fangenskab, hvilket han ikke sagde, fordi han af Fejghed vilde unddrage sig det Hverv, der var betroet ham, men fordi han følte sig tryg i Tillid til sin Dygtighed og Aarvaagenhed. Da Absalon var vendt tilbage til Koster, gjorde en Mand ved Navn Gnemer Gilde for Falstringerne og afholdt dem derved fra at gaa ud med Skibet for at spejde. Under Skin af Venlighed fo'r denne Mand med Svig og fik dem ved at drikke dem fulde allesammen gjort matte og mødige og træge og helt uskikkede til at udføre Absalons kloge Befaling. Han havde nemlig saa længe plejet Venskab med Venderne, at han var bleven helt troløs mod sine Landsmænd og plejede hemmelig at røbe Venderne, hvad Danskerne havde for. Han var nu paa den sjællandske Flaade, men kun med Legemet, Hjærtet var hos Venderne. Da Venderne var brudt op fra Havnen ved Svolder for at sejle til Falster, sendte de Folk i Forvejen til ham, som hemmelig skulde forhøre sig om, hvad Danskerne havde for. Gnemer var imidlertid af Absalon bleven kaldt ud paa Flaaden, hvor han vel stillede sig an, som om han vaagede over Fædrelandets Tarv, men i Virkeligheden pønsede paa Rænker. Da de vendiske Sendemænd fik Besked herom af hans Tjenere, skyndte de sig at meddele deres Landsmænd, hvad de havde faaet at vide. Saa opgav Venderne deres Forehavende, lod alt andet fare og nøjedes med at lægge ind i Grønsund. Paa Strandbredden dér omhuggede de et Kors, som Landsens Folk i deres Gudsfrygtighed havde oprejst; de tænkte vel, at de indlagde sig stor Ære paa deres Sørøvertog ved at omstyrte denne herlige Støtte, men de kom senere til at bøde for denne deres letsindige Helligbrøde med den forsmædeligste Flugt og det ynkeligste Skibbrud. De vilde ogsaa have overfaldet Falstringerne, som endnu var øre efter Gaarsdagens Drikkelag, hvis ikke en sjællandsk Spejder, som med Nød og næppe slap igjennem Fjenderne i en Baad, havde faaet de drukne Mennesker raabt vaagne. Da Absalon af ham fik at vide, at Fjenden var under Vejs, sendte han om Natten et Par Mænd af prøvet Dygtighed - Ingvar og Olaf hed de - med nogle lette Skibe ud fra Bogø for at udspejde, hvad de havde for. Da de var dragne bort, havde han imidlertid ikke Taalmodighed til at oppebie deres Tilbagekomst, men besluttede at sejle efter dem, ja han fandt det endogsaa heldigere at sejle forbi dem end at blive i deres Kjølvand, for at det hele ikke skulde blive forsinket, i Fald han kom til at vente længe paa Besked. Han mindedes nemlig, at Venderne, naar de laa ude i Orlog, havde for Skik helst at angribe før Daggry, afgjøre det hele i en Fart og saa skynde sig at trække sig tilbage, og for ikke at komme bagefter lagde han derfor strax alle Aarer om Bord for paa én Gang at optræde som Spejder og Anfører. Da Venderne ved Daggry fik øje paa ham, lagde de alle deres Skibe med Bagstavnen imod ham og Forstavnen ud imod rum Sø, som om de vilde fly og ikke tænkte paa at angribe, men saa snart de fik Sjællandsfarernes Banner at se, tog de virkelig Flugten og roede alt, hvad Aarerne kunde trække, saa det viste sig, at skjønt de var som Mænd at se til, var de fejge som Kvinder. Absalon var ikke sen til at sætte efter Flygtningerne, men en Storm, der pludselig rejste sig, hindrede ham i at forfølge dem, og han søgte da atter tilbage til Falster. Havet var i den Grad i Oprør, at Skibene slyngedes imod hverandre, og det var ingen let Sag at komme dem til Hjælp, der tog Skade, eftersom de alle var i lige stor Fare, og Danskerne vilde være gaaet under, hvis de ikke skyndsomst havde søgt Læ for Stormen. Venderne søgte forgjæves med deres Aarer at kæmpe imod de rasende Bølger, og da de vilde tage Sejlene til Hjælp, kæntrede Skibene i den forrygende Storm. Som et haandgribeligt Vidnesbyrd om deres Undergang drev en Mængde Vragstumper af Sørøvernes Skibe i Land rundt om paa vore Kyster. To af deres Skibe bjærgede sig imidlertid som Følge af Rorfolkenes Udholdenhed, men faldt i Hænderne paa Fyrst Jarimar af Rygen, der senere sendte Absalon det ene af dem som Foræring, da han nok skjønnede, at han havde ham at takke for, at han havde faaet dem begge. Den Dag, da dette tildrog sig, var Hellig Niels' Dag, og hans Beskyttelse skyldtes det, at Venderne aldrig siden, lige til den Dag i Dag, har vovet at gaa paa Hærtog mod Danmark. Da Danskerne nu, som de havde for Skik, naar Vinteren kom, vilde til at sejle hjem, faldt det pludselig ind med saa voldsom en Frost, at Bugten, Skibene laa i om Natten, lige paa én Gang blev bedækket med saa tyk Is, at den ikke var til at hugge igjennem med ét Hug, Da de vældige Ismasser hindrede dem i at komme ud af Havnen, traf de den snilde Foranstaltning at lade ét Skib gaa i Spidsen og bane Vej for de andre, som fulgte efter. Det kunde et enkelt Skib imidlertid ikke ret længe holde ud, thi de skarpe Isskorper skar i Kjølen som Knive, og Skibene maatte derfor efter Tur skiftes til at gaa i Spidsen. Saaledes slap de da omsider gjennem den snævre Bugt ud i rum Sø, og saa sejlede hver hjem til sit. Da man regnede efter, viste det sig, at Absalon paa tre Maaneder nær havde ligget ude hele Aaret og gjort Jagt paa Sørøvere. Sommeren efter mødtes Kongen og Hertug Henrik tillige med Stormændene fra begges Lande ved Ejderen for at forhandle om deres fælles Anliggender. Om Vaaren havde Kristofer blot med Mandskabet fra sit eget Len gjort et heldigt Togt imod Bramserne. Da det var til Ende, blev der strax paa Kongens Befaling sat et nyt i Gang. Absalon og Kristofer fik Anførselen og begav sig først til Masnedø. Da Kongen lod vente paa sig, besluttede de igjen at angribe Bramserne, men i det samme kom Ærkebiskop Eskil til dem med en stor skaansk Flaade. Han var nylig vendt hjem fra Jerusalem, og hans side Skjæg vidnede om, hvilken lang Pilgrimsfærd han havde gjort. Da Absalon mente, at det maaske kunde lægges ham til Last, om han foretog sig noget uden saa stor en Mands Vidende, lod han ham ved Esbern vide, hvad han havde i Sinde. Eskil roste i høj Grad hans Forehavende og bad, om han maatte være med og til Trods for sine graa Haar faa Lov til at tage Del i de unges Bedrifter. Han skyndte sig nu at udsøge de raskeste af Skaaningerne og sejlede sammen med Absalon til Lolland. Der stødte syv rygiske Skibe til Danskerne. Da de om Natten brød op derfra, bad Eskil, som var bange for, at han skulde fare vild, Absalon om at overlade ham en Mand, der var kjendt i disse Farvande. Det fik han, og efter en lykkelig Sejlads naaede han den bestemte Havn, hvorimod Absalon i Nattens Mørke fo'r vild og maatte flakke noget om, og Sjællandsfarerne gik heller ikke helt fri for at fare vild. Lige saadan gik det de rygiske Skibe; de kom tilfældigvis til et Sted, i Nærheden af hvilket Bramsernes Flaade havde samlet sig for at begive sig ud paa Sørøvertog. Rygboerne, som ikke vidste dette, gik, saa snart Dagen brød frem, i Land for at støde til Danskerne og kæmpe sammen med dem og efterlod kun nogle faa Folk til Beskyttelse af Skibene. Da Bramserne fik øje paa disse, blev de, der skulde passe paa dem, strax forskrækkede og tog Flugten, hvorpaa Fjenderne plyndrede dem, og de lod sig ikke engang nøje med det Bytte, de gjorde paa dem, men førte de to Skibe, der tyktes dem bedst byggede, bort med sig. Da de, som vogtede Sjællandsfarernes Flaade, hindrede dem i at føre dem længere bort, borede de dem i Sænk. Der fandtes i hele denne Landsdel kun én By, som Byfolkene kalder Oldenborg. Danskerne fandt den helt forladt, thi Byfolkene turde ikke indlade sig paa at forsvare sig i den, fordi Murene var for svage, og da de saaledes mistvivlede om at kunne holde sig i den, havde de med Koner og Børn over Hals og Hoved begivet sig ud til en Kirke, der laa uden for den, idet de mente, at de var sikrere under Religionens Beskyttelse end ved at gribe til Vaaben for at forsvare sig, og at de kunde være trygge for Fare i et saadant Fredens Tempel. Der var da heller ingen af Danskerne, som dristede sig til at lægge Haand paa deres Gods for ikke af Lyst til Bytte at gjøre sig skyldig i Helligbrøde, skjønt det jo ingen Synd vilde have været at tage uretfærdigt Gods, selv om det skete i en Kirke, thi Religionens Myndighed burde ikke have tjent dens Foragtere til Hjælp og Beskyttelse. Medens Absalon allerede var i fuld Færd med at kæmpe, forsømte Eskil ikke sin vante Andagt, men passede først og fremmest sin Gudstjeneste. Saa stor Foragt nærede han ellers for Fjenderne, at han færdedes i Hæren i sin Præstekjole uden Brynje. Imidlertid havde en Mand ved Navn Urne og Markvard, som Hertug Adolf paa sit Dødsleje havde betroet sin Søn til Opfostring, samlet en stor Hær af Vender og Sachsere og talte overmaade haanligt om Danskerne. Det traf sig just saa, at Danskerne mødige af at ride havde lagt sig paa Jorden for at trække Vejret lidt, og Eskil sagde netop, at han som Følge af sin høje Alder var i den Grad mør og mat, at han ikke engang vilde kunne stige til Hest, uden at nogen hjalp ham, men da saa Fjenderne i det samme viste sig, kom han saa hurtig i Sadlen, at ingen ung Mand kunde gjøre det raskere, saa ingen skulde tro, at hans Legemsstyrke i nogen Maade var svækket. I den Grad kan Tapperhed bringe Alderdommen til at lystre. Han, som havde kæret over sin høje Alder, forherligede den nu med Bedrifter, der var Ungdommen værdige, og det viste sig, at det ikke var andet end Tapperhed, der saaledes bragte ham til at lægge Dølgsmaal paa sin Tapperhed før. Samtidig havde en lille Hob af Danskerne, lokket af Lysten til at gjøre Bytte, skilt sig fra de øvrige, og da de nu mente, at Fjenden var for mandsstærk til, at de turde angribe ham, og paa den anden Side ansaa det for en Skam at tage Flugten, stod de vaklende imellem Frygt og Undseelse og ventede paa, at de andre skulde komme dem til Undsætning. Imellem dem og Resten af den danske Hær laa der en Sump, hvorigjennem der løb en Flod, som kun havde ét Vadested. Da Mærkesmanden betænkte sig, red Absalon først over og viste de andre, hvorledes de let kunde komme over den Vanskelighed. Fjenderne mærkede intet hertil og kunde ikke se de danske Ryttere komme, fordi et højt Bjærg skjulte dem, saa at de begik den Uforsigtighed at bie ganske trygt. Da de af Danskerne, som først havde skilt sig fra de andre, nu saa' deres Stalbrødre saa nær, efter at de næsten havde opgivet Haabet om Undsætning, styrtede de hidsig løs paa Fjenden, for at det ikke skulde hedde sig, at de af Frygt tøvede med at begynde Slaget, til andre kunde vinde det for dem. Venderne ænsede dem ikke, saa faa, som de var, men da de saa' den store Styrke, som nu kom op fra Lavningerne og steg op paa Bjærget, vendte de strax Ryg og blev uden Anstrængelse splittede af dem, som de i deres Overmod havde udæsket med haanlige Ord. Saaledes plejer det altid at gaa, at Hovmod staar for Fald. De af Danskerne, som indhentede nogle af de flygtende, nøjedes med at støde dem af Hestene med Dupskoene paa deres Lanser, thi for den fælles Religions Skyld kunde de ikke faa sig til at gjennembore dem med Lansespidserne, for at ikke den Skade, de voldte deres egne Sjæle ved at dræbe dem, skulde blive større end den Ære, de indlagde sig derved. Jeg skulde næsten tro, at Venderne betragtede den Tort, de saaledes tilføjede dem, som en Velgjerning. Efter at have gjort stort Bytte blev Danskerne i Land, indtil Rygboernes Skibe, som Bramserne havde beskadiget, var blevne satte i Stand igjen. Imidlertid opholdt Hertug Henrik sig i Bayern, og alle de sachsiske Høvdinger rykkede frem med en stor Hær opfyldte af Begjærlighed efter at føre Krig med Danskerne, som de mente det vilde være dem en let Sag at faa Bugt med. Da de var paa Vej imod dem, mødte de nogle Flygtninger fra det sidste Slag, og af dem fik de da at vide, at Danskerne ikke havde for Skik at gaa i Slag i Bondekofter eller med daarlige Rustninger, men at de var prægtig og godt rustede, og at de var saa overbærende imod kristne Mennesker, at de hellere gav dem tørre Hug end Sværdslag, naar de flyede for dem, thi da de kunde have afskaaret og fanget hele deres Hær, havde de nøjedes med at tage deres Heste og ladet dem slippe med Livet; men den, som skaffede dem Sejr, var ene og alene den sjællandske Biskop. Dette undrede Høvdingerne meget. En af dem ved Navn Guncelin, som ved sin Dygtighed i Krigsvæsenet havde vundet Hertug Henriks Fortrolighed, svarede, da de andre spurgte ham, hvad han mente om Tingene, at det var bedst de mødte Absalon til Søs, thi det kunde vel ikke være saa svært at slaas med Mandskab fra en eneste ø. Da de fremdeles spurgte ham, om de uden Fare kunde give sig i Kast med Kongen selv, svarede han, at det kunde ikke engang Hertug Henrik uden Fare indlade sig paa. Ved denne Tale blev de alle betænkelige og bange for Danskernes Tapperhed, og han sagde da, at han havde fundet paa et Raad, der var forbundet med mindre Fare. Naar hele den danske Hærstyrke var ude paa Togt, sagde han, skulde man gjøre Indfald i Slesvig, saa vilde man kunne tilføje Danskerne større Skade hjemme hos dem selv, end de kunde paaføre andre udenlands. Da Bernhard af Ratzeburg hørte det, sagde han, at han ikke vilde fejde paa den Landsdel, som han selv havde til Len af Kongen, og selv om Kongen fejdede uden for Riget, var Slesvig for øvrigt ingenlunde i den Grad blottet for Forsvarere, at en Fjende kunde drage ind ad dets Porte, naar han vilde, thi der var sat tresindstyve Tusind Danskere til at bevogte dem. Da Henrik, som i Hertug Henriks Fraværelse var indsat som hans Stedfortræder i Landets Styrelse, hørte det, sagde han, at det var letsindigt af dem at lave sig til at føre Krig med Danskerne, som alene af brændende Kjærlighed til Freden og deres Fædreland havde paaført nogle uforskammede Trælle og vederstyggelige Røvere Krig, mere for at afværge end for at paaføre Skade. Da det anses for Synd at gjøre uskyldige Mennesker Fortræd, var de værdige til Helvede, i Fald de formastede sig til at besmitte deres Hænder med et saa retsindigt Folks Blod. Ved disse Forestillinger opnaaede han, at det blev vedtaget at opgive det paatænkte Krigstog, idet alle mente, at man burde lade en saa utilbørlig Fejde fare. Da Guncelin, som ved sine Krigsbedrifter i høj Grad havde vundet Hertug Henriks Fortrolighed, saa', at hans Stalbrødre forkastede hans Mening, ansaa han det for nødvendigt at slutte Fred med Danskerne og forlangte til den Ende at faa Sune i Tale, og denne paatog sig ogsaa at mægle, og han opnaaede da ogsaa en Vaabenstilstand, til Hertug Henrik kom tilbage fra Bayern. Derpaa sejlede Kongen til Rygen og besluttede at angribe Landet omkring Pene. Paa Vejen did kom Hæren til en stor Mose, som det var overmaade vanskeligt at komme over; paa Overfladen var den bedækket med tynd Græstørv med Grønsvær, men den bar saa daarlig, at man for det meste strax sank i til Halsen, naar man traadte paa den, thi helt ned til Bunden var den fuld af Dynd og Skarn. Der var imidlertid ingen anden Vej. For at gjøre det lettere og blive mindre trætte afførte Rytterne sig da deres Rustninger og lagde dem paa Hestene, som de saa ledede ved Haanden. Naar Hestene sank ned i Dyndet, støttede de dem og holdt dem oppe, og naar de selv sank i, medens de ledede dem, greb de fat i deres Manker og holdt sig oppe ved Hjælp af dem. Der var ogsaa en Mængde Bække, som løb igjennem Moser paa forskjellige Steder, dem kom de over ved Hjælp af Risfletninger. Nogle af Rytterne gav et herligt Exempel paa ædel Tænkemaade, idet de, medens de trak Hestene efter sig, selv bar deres Rustninger og ikke nænnede at lægge dem fra sig i Fortrøstning til, at de nok kunde klare sig uden det, hvilket saa meget mere fortjener at berømmes, som det er sjældent. Det hændte imidlertid ogsaa undertiden, at Hestene, naar de var faldne i et eller andet Hul, i deres Iver efter at komme op igjen, traadte med deres Hove paa dem, der trak dem. Kongen selv kastede alle Klæderne med Undtagelse af Undertøjet og kom med Nød og næppe over det bløde Dynd, støttende sig paa to Krigeres Skuldre. Sjældent har noget Foretagende kostet Danskerne mere Sved end dette. Fjenderne blev umaadelig forbavsede over, at det var lykkedes dem at komme over denne Mose, og de holdt det ikke for raadeligt at sætte sig til Modværge imod dem, de saa' havde overvundet selve Naturen. Efter at have faaet Bugt med denne store Vanskelighed rykkede Hæren saa modig frem, som om den havde slaaet Fjenden paa Flugt. Efter at være komne igjennem nogle store Skove saa' Danskerne en By for sig, der var omgiven af en Sø, som var saa dyb, at Skibe kunde sejle i den. Byen var mere beskyttet af det Værn, Søen ydede, end befæstet med Kunst og havde kun en Vold ud til den Side, hvor en Bro forbandt den med Fastlandet. For at hindre Overgangen lod Otmar, Høvidsmanden i Byen, da Hæren nærmede sig, denne Bro bryde af helt nede ved Vandet, saaledes at kun Pælene blev staaende. Dem benyttede Danskerne som Grundlag ved Anlæggelsen af en ny Bro, som de lagde af Risgjærder, de hentede i en Gaard i Nærheden, og fik saaledes efterhaanden lagt Vej over Søen. Saaledes gav Kongen sig da i Færd med at belejre denne By, som han haabede let at kunne indtage, da den ingen Mure havde, og medens Absalon med største Delen af Rytterne var ude paa Plyndringstog, samlede han med største Flid sammen alt, hvad der kunde være tjenligt til at bygge Broen færdig med. Byboerne blev bange for, at det skulde lykkes ham at faa det Arbejde fra Haanden, og de gav sig da til alle Vegne fra at samle Bjælker sammen og bygge et Trætaarn for at holde Fjenden Stangen fra det som fra en Fæstning, og i Tillid til dette Værn, som de besatte med Slyngekastere, begyndte de med Stenkast at angribe Danskerne, som var mere opsatte paa at faa Arbejdet fremmet end paa at skjærme sig, og som maatte nøjes med at afskyde deres Pile imod dem, eftersom de ikke kunde komme dem paa nærmere Hold. Otmar, som ogsaa blev meget forskrækket over den Fremgang, Arbejdet paa Broen havde, satte i en Baad over Søen og begjærede at faa Kongen i Tale og bad om Fred, mer eller mindre ivrig, alt efter som det gik med Belejringen. Nu sløjede Krigsfolkene imidlertid af med Arbejdet, thi hvis Belejringen skulde hæves, havde de jo ikke nødig at slaa Bro, sagde de til sig selv. Der var imidlertid strømmet en saadan Mængde væbnede Krigere ud paa den, at der ikke engang var Plads til at komme frem med, hvad der skulde bruges til Arbejdet; saa opsatte var alle paa at faa Byen erobret, at de ligefrem gik hinanden i Vejen ved Arbejdet. Risgjærderne kunde kun komme hen, hvor de skulde ligge, ved at Krigsfolkene løftede dem over deres Hoveder, hvilket for saa vidt gjorde sin Nytte, som Risgjærderne, der saaledes blev baarne over Hovederne paa dem, ikke blot kom til at gjøre Tjeneste ved Broanlægget, men ogsaa skjærmede deres Legemer; paa samme Maade blev de saarede ført tilbage. Da Krigsfolkene imidlertid var mere opsatte paa at faa Arbejdet fra Haanden end paa at gjøre det grundigt, blev Broen ikke saa fast og paalidelig, som den burde være. De var allerede næsten naaet ind til øen med den, da Fjenderne, som ikke blot stolede paa deres Styrke, men ogsaa paa deres Snedighed, fandt paa en ny Maade at angribe dem paa. De langede nemlig fra Taarnet ned efter de danske Krigsfolk med skarpe Kroge, der var anbragte paa Lanseskafter, saa de greb fat i deres Skjolde, som de saa trak fra dem midt under Kampen. De, der ikke vilde slippe dem, trak de ud Over Broen, saa de faldt i Vandet. Var der ikke snart blevet raadet Bod paa den Ulykke, vilde næsten alle de danske Ungersvende have mistet deres Skjolde og være bukket under; der var imidlertid en af dem, som ved Hjælp af en Trækrog bemægtigede sig den Jærnkrog, der havde grebet fat i hans Skjold, og med den greb han saa bagefter fat i Fjendernes andre Jærnkroge og berøvede dem saaledes den Hjælp, disse havde ydet dem. Da det lakkede ad Aften, blev Kongen bange for, hvad der kunde ske i den tilstundende Nat, og vidste ikke, hvad han skulde gjøre, thi han frygtede for, at det vilde blive for sent til at indtage Byen, og at der skulde blive stukket Ild paa Broen, og i den Vaande begyndte han da at laane øre til Otmars Bønner, for at han ikke skulde blive nødt til som en overvunden med Spot og Skam at ophæve Belejringen. Denne hans ugrundede Haabløshed fik Absalon imidlertid Bugt med ved sin beundringsværdige Snildhed, da han nu vendte tilbage med rigt Bytte. Han forbød nemlig Kongen under Trusler uden hans Vidende at opfylde Otmars ønske og tog derpaa Tolken til Side og paalagde ham at fremstille alt, hvad Otmar foreslog, helt anderledes, end det i Virkeligheden var, og da det var besørget, begav han sig i fuld Rustning ned paa Broen og opfordrede Krigsfolkene, som troede, at han kom for at afbryde Kampen, til at fortsætte Angrebet af alle Kræfter, hvorhos han lovede dem, at Byen skulde blive overgivet dem til Plyndring, hvis de sejrede. Det Løfte syntes Krigsfolkene godt om, og da Broen var færdig, banede de sig ikke alene Vej over til øen, men stormede ogsaa Taarnet, som de klavrede op i ad Stormstiger, og alle, som de stødte paa, jog de paa Flugt, og enhver, der satte sig til Modværge, blev strax hugget ned. En dansk Ridder ved Navn Herbert syntes, at Broen var for smal og Trængselen paa den for stor, til at han kunde komme rask nok af Sted, og for at skyde Gjenvej over til Fjenderne sprang han fuldt rustet, som han var, i Vandet og naaede ved sin utrolige Færdighed i Svømning did over, hvor han syntes, det tog for lang Tid at naa hen til Fods. Da de andre nu vilde skynde sig efter ham, blev der en saadan Stimmel paa den skrøbelige Bro, at den brast, og blandt andre faldt ogsaa Absalon i Vandet. Han var imidlertid saa dygtig en Svømmer, at han ikke blot slap op af Vandet til Trods for sin tunge Rustning, men ogsaa reddede andre, som ikke var saa drevne i Kunsten, fra den truende Livsfare. Da Venderne ikke havde Skibe, de kunde flygte bort paa, gik de om Bord i store Bryggerkar, som løb rundt med dem, og de blev fangne af deres Forfølgere. Deres Landsmænd ynkede dem i høj Grad for den usædvanlige Sejlads, de havde givet sig ud paa, og i lige saa høj Grad spottede Danskerne dem for den, saa Spot og Skade fulgtes ad. Da Byen var indtagen, blev Mændene hugne ned og Kvinderne gjort til Fanger. Der var ogsaa nogle, som raadede Kongen til at beholde Otmar som Fange. men han sendte ham bort uden Overlast for ikke at forringe den Hæder, den nys vundne Sejr havde skaffet ham, ved at handle troløst imod en enkelt Mand, thi det tyktes ham bedre at skaane sin Fjende end at lide Skaar i sin Ære. Derpaa drog han med hele Hæren samme Vej tilbage, som han var kommen ad, gik om Bord paa Flaaden og sejlede strax hjem. Sommeren efter, da Hertug Henrik var vendt tilbage fra Bayern, havde han en højtidelig Sammenkomst med Danskerne ved Ejderen. Her optraadte han, som Følge af det Held, han havde haft med sig, saa overmodig, at han ikke, som han plejede, vilde gaa Kongen i Møde længer end til midtvejs paa Broen, fordi han ikke vilde være ved at den, han skulde møde, stod over ham i Værdighed, idet han fuldstændig glemte, at Kongen herskede over det Land, der var gaaet i Arv til ham fra hans Fader og Bedstefader, medens han selv kun var en fremmed Fyrstes Lensmand. Kongen fandt sig saa rolig og taalmodig i denne Uforskammethed, at han gik ham i Møde midt paa Broen, som om han var hans Ligemand og ikke hans Overmand; han mente nemlig, at det var ham til større Ære at vise Ydmyghed over for en ringere Mands Overmod, og var saa sagtmodig, at han hellere vilde slaa noget af paa den Ærbødighed, der skyldtes hans høje Stilling, end efterligne en andens Hovmod. Da der nu var blevet sluttet Fred med Henrik, ladede Absalon, da han kom ind under Stevns Klint, sit Skib med Kastesten, som han sankede op paa Kysten; han vilde bruge dem til at forsvare den Borg med, som han havde opført i Kjøbmandshavn. Efter at have faaet dem om Bord sejlede han videre og naaede Borgen den næste Dag. Medens han her var ved at tage sig et Bad, hørte han nogle, som stod udenfor, tale meget om et Skib, der kom nordfra. Da han skjønnede, at det maatte være et Sørøverskib, forlangte han strax sine Klæder, skjønt han kun havde faaet sig halvt toet, lod blæse i Lur for at kalde sine Skibsfolk sammen, gik om Bord paa sit Skib, som han havde ladet ligge sejlklart i Havnen, og stævnede ud i rum Sø. Niels, der tjente ham som Hushovmester og Staldmester, skyndte sig at faa fat i en gammel læk Skude, som han lod øse læns og i en Hast fik gjort sejlklar, og saa satte de begge efter Sørøverne, Absalon for fulde Sejl, Niels med Aarerne. Da Sørøverne saa', at Absalons Skib sejlede bedre end deres, greb de til List for at slippe bort, tog Sejlet ind og arbejdede sig med Aarerne op imod Vinden, men medens de var i Færd med det, mødte Niels dem med sit Skib. Ogsaa ham narrede de ved et snildt Paafund af Styrmanden; thi da de næsten var lige paa Siden af ham og strøg forbi ham, løb de nemlig alle paa én Gang over i den anden Side af Skibet, saa at den, der vendte imod Fjenderne, rejste sig som en Mur, der skjærmede dem imod Kastespydene. Efter saaledes at have narret Fjenden krydsede de og gjorde de snildeste Vendinger for at slippe bort. De var saa opsatte paa at flygte, at da Spydene i Massevis haglede ned over deres Skib, og de endogsaa fik Hænderne gjennemborede af Pile, lod de Pilene sidde, hvor de sad, og holdt ikke op at ro, i den Grad nødte den overvættes Angst, de var i, dem til at lade de Smerter, deres Saar voldte dem, uænsede. Nogle arbejdede ogsaa saa voldsomt imod Bølgerne, at de sad og døde, medens de trak paa Aarerne; andre, der havde faaet Ryggen gjennemboret af Spyd, var saa optagne af at ro, at de ikke gav sig Tid til at trække Spydene ud af deres Legemer, i den Grad havde Frygten for de større Saar, de maaske kunde faa, døvet Smerterne i de mindre, de havde faaet. Efter at de saaledes længe havde roet om Kap, uden at det var muligt at afgjøre, hvad Enden vilde blive, fik Danskerne omsider Overtaget, og Sørøverne blev tagne. Nogle af dem turde i deres Angst for, hvad der nu sikkert forestod dem, ikke bie paa Danskernes Sværd, men sprang over Bord og vilde hellere selv søge Døden end falde for Fjendehaand, som det for det meste plejer at gaa, at fejge Folk af Frygt for én Fare styrter sig i en anden. De fleste af dem, der ikke sprang i Søen, huggede Danskerne ned, skjønt de burde have skaanet dem, fordi de ikke havde villet ende deres Liv paa saa uhæderlig Vis som deres Stalbrødre. Deres afhuggede Hoveder blev foran Muren om Absalons By sat paa de samme Stager, paa hvilke Hovederne af nogle andre Sørøvere, som Sjællandsfarerne for kort siden havde fanget, havde haft deres Plads. Dette jog Sørøverne stor Skræk i Blodet, og dette gruopvækkende Syn bidrog meget til at gjøre Ende paa deres Uvæsen. Styrmanden selv blev holdt fangen tillige med nogle faa af sine Folk, og da han bildte sig ind, at han skulde faa Lov til at kjøbe sig fri, sagde han, da han fik sine Stalbrødres raadne Hoveder at se, at han vilde gjøre det samme ved Danskerne, men han slap ikke ud af sit Fængsel og maatte bøde med Livet, ikke blot for det Sørøveri, han før havde drevet, men ogsaa for de Trusler, han nu havde ladet sig forlyde med. I de samme Dage traf Esbern og Vetheman, som stadig laa ude med deres Skibe for at vogte de danske Farvande og flittig gjorde Jagt paa Sørøverne, med fire Skibe paa syv Sørøverskibe. En stor Vovehals af en Kæmpe ved Navn Mirok kunde ikke lade sig nøje med tappert at værge sit eget Skib, men sprang i Tillid til sin Tapperhed ganske alene over paa Vethemans, da det bordede hans. Rorfolkene krøb fejgt i Skjul, saa Vetheman var den eneste, der stillede sig imod ham. Da Esbern kom sejlende forbi og saa' det, lo han blot og vilde hverken tilføje Fjenden nogen Overlast eller hjælpe sin Stalbroder, for at det ikke skulde hedde sig, at han havde hjulpet flere mod én. Han sejlede derfor videre og fangede en overmaade tapper Kæmpe ved Navn Strumik. Mirok lod sig imidlertid ikke drive tilbage, førend der kom Folk til fra et andet Skib, som kom Vetheman til Undsætning. Sejrherrerne gjorde saa stor Ære af ham, at de satte ham paa fri Fod, da han var bleven tagen til Fange og havde fortjent Døden, thi de vilde hellere ære ham for hans Tapperhed end straffe ham for hans Misgjerninger, Saaledes skjænkede de ham Livet for hans Mod og Manddom, skjønt han havde fortjent Døden for sin Ryggesløshed. Ærkebiskop Eskil, som nu var træt og mødig af sin Embedsgjerning og ivrig ønskede at komme til Ro, søgte nu Kongen om Tilladelse til at rejse bort, hvilket han med Nød og næppe fik Lov til, hvorpaa han begav sig til det anselige Kloster Clairvaux i Frankrig. Dér levede han et roligt og tilbagetrukket Liv, ombyttede sit anstrængende Liv i Fædrelandet med en frivillig og fredelig Udlændighed og følte sig lykkeligere til Mode blandt fremmede end blandt sine Landsmænd. Ved denne Tid begyndte Volgasterne, som var kjede af, at deres By var saa snæver, at udvide Byen, og ikke nok med det, men de fandt ogsaa paa en ny Slags Fæstningsværker. De rammede nemlig en Mængde Pæle ned omkring Murene, for at Fjenden ikke skulde kunne faa Adgang, afspærrede Vadestederne i Nærheden af Murene og gjorde ved Hjælp af store Sten de dybere Steder i Floden ufarbare for Skibe. Ogsaa alle andre Indløb, der var farbare for Skibe, spærrede de enten med Sten eller med andre Forhindringer. Da Kongen som Følge heraf ikke kunde komme ind her, hvad han helst vilde, maatte han paa det næste Togt, han gjorde imod Venderne, lade Flaaden løbe ind ad Swinemünde, hvorpaa han afbrændte Julin, der var blottet for Forsvarere, og Byen, som lige var bleven bygget op igjen, blev saaledes atter ødelagt. Han hærjede ikke blot Egnen omkring Julin, men ogsaa omkring Camin, men selve denne By angreb han ikke, idet han holdt for, at det ikke blot var hurtigere at faa besørget, men ogsaa til større Skade for Fjenden, at han plyndrede det aabne, opdyrkede Land, end at han med uvist Udfald belejrede Byerne. Julinerne havde nemlig, da de skjønnede, at deres By, der saa nylig var bleven lagt i Grus, ikke vilde kunne udholde en Belejring, rømmet den, som om de var helt afmægtige, og søgt Tilflugt i Camin, idet de hellere vilde ty til en fremmed By, da de ikke formaaede at værge deres egen. Derpaa begav Danskernes Hær sig til Byen Usedom, men ogsaa her undlod den at angribe Byen og nøjedes med at hærje Omegnen, idet Kongen holdt for, at det sikre Bytte, der var at vinde paa Markerne, var at foretrække for en usikker Belejring, ligesom han ogsaa fandt, at det baade var bedre og lettere at forfølge dem, der var spredte i det flade Land, end at angribe Fjenderne bag deres Fæstningsmure. Da Kongen derefter overvejede, hvorledes de hurtigst skulde komme tilbage med Skibene, var det den almindelige Mening, at man skulde grave de nu skjulte Sejlløb i den nærliggende Flod ud igjen, thi dens Udløb, som tidligere havde været sejlbare, men som nu var tilstoppede med Sand, maatte kunne udgraves i deres tidligere Dybde. Dette Forslag blev imidlertid forkastet, da det ved nærmere Overvejelse viste sig at være alt for vanskeligt at sætte i Værk. Kongen fandt nemlig, at det vilde være alt for møjsommeligt et Arbejde at grave saa umaadelig en Masse igjennem, og forbød dem derfor at begynde derpaa, da det syntes at være mere besværligt end nyttigt. Han vendte derpaa tilbage til Usedom og lod Blider stille op foran Murene for at give det Udseende af, at han vilde belejre den, idet han haabede, at Byfolkene derved vilde lade sig skræmme til at overgive den. Den skrømtede Belejring brød Byboerne sig imidlertid ikke om, og Kongen gjorde derfor Ende paa Togtet. Næste Sommer rustede han sig paa ny, og Rygtet herom jog Venderne, som indsaa, at de hverken ved egne Kræfter eller ved fremmed Hjælp kunde staa sig imod Danskerne, en saadan Skræk i Blodet, at de sendte Prislav til Danmark for at bede Kongen om ikke at paaføre dem Krig. Han traf Flaaden sejlklar, men opnaaede ved Tilbud om en Sum Penge ikke blot, at der ikke blev noget af Togtet, men ogsaa at der blev sluttet en toaarig Vaabenstilstand. For øvrigt blev det ikke gjort til Betingelse, at de skulde antage Kristendommen, som de fleste af deres Stormænd bekjendte sig til, medens Menigmand ikke vilde have noget med den at gjøre, thi skjønt de var kristne af Navn, levede de som Hedninger og besmittede Kristennavnet med deres Gjerninger. Hertug Henrik havde nu faaet sine Sager i Bayern bragt i Orden, og da han ikke kunde yde Venderne nogen Hjælp imod Danskerne, søgte han nu at vinde Valdemars Venskab, som han først havde stræbt at opnaa ved Sendemænd og dernæst ved et Møde ved Ejderen, men det var fra hans Side mere snedigt end ærligt ment. Stædig var han nemlig nok, men Standhaftighed i det gode havde han ikke noget af, og han kunde aldrig længe og trofast holde Venskab med Danskerne. Han holdt det for en Dyd at lyve, fo'r hellere frem med Svig end med Ærlighed, forstilte sig og foretrak, hvad der kunde være ham tjenligt, frem for hvad der var hæderligt, saa han brød stadig paa den skammeligste Maade sine Overenskomster med Danskerne. Derimod udmærkede Kongen sig ved sin store Retsindighed og ved den Standhaftighed, han lagde for Dagen i alle Maader. Det var derfor intet Under, at der ikke kunde bestaa noget varigt Forbund eller fast Venskab imellem den retsindige Konge og den upaalidelige Sachser. Omtrent i de samme Dage opgav en Mand, der var Søn af en Smed og hed Sverre, det Præsteembede, han en Tid havde haft paa Færøerne, begav sig til Norge og slog sig i Stedet for paa Krigsvæsenet, idet han benyttede sig af Lejligheden, da Erling havde fældet Eysten. Han mødte nemlig tilfældigvis dennes Hær, da den var paa Flugt over ødemarkerne, stillede sig i Spidsen for den og begyndte at fejde paa Sejrherrerne. For at det ikke skulde hedde sig, at han var af ringe Stand, løj han sig høj Byrd til og paastod, at Harald Irlænders Søn Sigurd var hans Fader, og opkaldte sin Søn efter ham, i Steden for, at denne hidtil efter sin rigtige Farfader havde heddet Unas, og for at udslette alle Omstændigheder ved sine fordums Kaar, og for at man, naar han bar sin foregivne Oldefaders Navn, skulde tro, at han var den rette Indehaver af den Slægts Herlighed, han udgav sig for at tilhøre, besluttede han ogsaa selv at tage et nyt Navn og lade sig kalde Magnus til Vidnesbyrd om, at denne var hans Oldefader. Da denne uforskammede Løgn blev tagen for gode Varer af den lettroende Almue og de efter Uroligheder lystne Krigsfolk, skred han til at anrette det grueligste Blodbad og Mandsslæt i hele Norge. Inden han endnu var bleven Konge, besøgte Sverre en Gang Birger Jarl i Sverige, og dér skal han have foræret en Præst, hos hvem han havde nydt Gjæstfrihed, sin Messehagl, der er en Præsts ypperste Skrud, tillige med sin Alterbog. Men for nu ikke længer at dvæle ved udenlandske Sager vil jeg atter gaa over til at fortælle, hvad der skete her hjemme, saa meget mere, som de skammelige Ting, her foregik paa den Tid, ikke tillader mig længer at opholde mig ved udenrigske Anliggender. Magnus Erikssøn var nemlig ikke fornøjet med den Lykkens Gunst, han nød, og fik Knud og Karl, der paa fædrene Side var i Slægt med Valdemar og havde Eskil til Morfader, samt adskillige andre til at gaa med til en skammelig Sammensværgelse, der havde til Maal lumskelig at tage Kongen af Dage. Magnus var bleven fanget af Valdemar paa Grathehede, da han kæmpede paa Svends Side, og Kongen havde ikke blot skjænket ham Livet, men ogsaa optaget ham blandt sine Venner og fortrolige og fra ringe Kaar hævet ham til stor Ære og Værdighed, saa i Steden for at straffe ham, som han havde fortjent, havde Kongen vist ham stor Kjærlighed. Han kunde saa meget tryggere arbejde paa sit forræderske Anslag, som ingen vilde tro ham i Stand til sligt, thi det kunde ikke let falde Kongen ind, at den, han i sin Tid havde skjænket Livet, pønsede paa hans Død. Dette Anslag blev længe holdt skjult, men saa blev det opdaget paa følgende Maade. Nogle Tyskere, som tjente i Magnus' Hird og var indviede i Anslaget, kom en Gang, da de i hans Ærind rejste igjennem Holsten, til at ligge Natten over hos en Eneboer. De vidste ikke af, at hans Sovekammer stødte lige op til det, de laa i, saa der kun var en Væg imellem dem, og om Natten laa de saa og talte sammen og udbredte sig vidtløftig over, hvor mærkværdigt det var, at Kongen endnu var i Live, saa mange Ting som Magnus og Karls Sønner havde udpønset for at overrumple ham og hemmelig berøve ham Livet; det kunde ikke skyldes Tilfældigheder, men maatte tilskrives Forsynets stadige Beskyttelse, sagde de, at alle de Anslag, der var bleven udtænkte imod ham, uden at han anede det, var blevne til intet. Magnus havde saaledes en Gang, kun væbnet med Sværd og Jagtspyd til at fælde Vildsvin med, ledsaget Kongen, da han skulde over til Sjælland, og fulgt ham helt ud til et Vadested, hvor Knud skulde møde dem tillige med de andre sammensvorne, rustet paa samme Maade, for at man ikke skulde fatte Mistanke, naar de blot var væbnede til Jagt. De kom imidlertid ikke, og Magnus turde ikke begaa Udaaden alene, saa han lod, som om han aldrig havde haft ondt i Sinde, sagde Farvel til Kongen og tog hjem. Da han var draget bort, mødte Kongen, da han var kommen over Vadestedet, Knud, som blev ganske bestyrtet over, at hans medsammensvorne ikke var der, og han lod da, som han var kommen for at ledsage Kongen. Han var imidlertid endnu ivrigere og mere opsat paa at udføre, hvad de havde sat sig for, end Magnus, og besluttede derfor at gaa løs paa Kongen, naar han, som han havde for Skik, havde sendt sine Riddere forud ned til Havet og sad sammen med Kvindfolkene paa Strandbredden for selv at være en af de sidste til at gaa om Bord. Han vilde da ogsaa have øvet Udaaden, hvis Kongen ikke imod Sædvane havde skyndt sig bort fra Kvindfolkene og strax var gaaet om Bord, hvilket ingenlunde skyldtes noget Menneskes Raad, men udelukkende Himlens naadige Styrelse. Karl var imidlertid i Forvejen af de andre sammensvorne bleven sendt over til Skaane, for, hvis hans Broder fik sit Forsæt udført, som han ønskede, at samle alle deres Venner for at udrydde alt Kongens Afkom. Knud vilde imidlertid ikke engang nu opgive sit Forsæt, men haabede at kunne faa større Held til at udføre i Skaane, hvad der var glippet for ham paa Fyn. Han skyndte sig derfor at komme over til Helsingborg før end Valdemar for uformodet at overrumple ham, saa snart han var kommen til Skaane og gaaet fra Borde, thi han vidste, at Kongen plejede at holde Jagt om Dagen og saa sende sine Raadgivere i Forvejen og i Tusmørket gaa over dér med et lille Fartøj. Dette Anslag var ikke blevet til noget, fordi Kongen tilfældigvis blev stedt i en anden Fare; Fartøjet, der førte Kongen over, blev nemlig af Drivis ført langt bort fra det Sted, hvor han vilde have gaaet i Land, og Krigsfolkene, som ventede paa ham, stimlede saa sammen i Mængde for at hjælpe ham ud af den Fare, og saa maatte de sammensvorne opgive deres Forehavende. Saa maatte Knud og Karl, som nu to Gange havde set deres Anslag glippe, hænge Brynjerne hen igjen, som de bar under deres Klæder for at komme Kongen til Livs. Men hvad der imidlertid endnu mere undrede dem, var, sagde Tyskerne, at Valdemar havde kunnet undgaa at blive dræbt af en af de sammensvorne, som han nærede stor Fortrolighed til og sidst af alle vilde mistænke. Han plejede at ledsage Kongen som Vognstyrer, naar han til Vogns drog paa Falkejagt, og at være hans eneste Ledsager, og da det glippede for de sammensvorne, havde han lovet dem at fuldbyrde Mordet paa Kongen med egen Haand, naar han sprang af Vognen og bukkede sig ned for at hjælpe Falken med at holde paa Fuglen, den havde fanget; men hvor let man end skulde synes, det maatte være at overrumple Kongen paa den Maade, havde Lykken aldrig været ham gunstig og givet ham Lejlighed til at begaa det Mord, han havde lovet at paatage sig. Af alle disse vidunderlige Tildragelser, sagde Tyskerne, fremgik klarligt, at Kongen ikke kunde falde for noget Menneskes Haand, da det ikke var Menneskekløgt, men et himmelsk Forsyn, der havde frelst ham ud af saa store Farer, som han ingen Anelse havde om. Denne Tyskernes Samtale, der havde sit Udspring i Undren over, hvorledes alt havde føjet sig, betragtede Eneboeren som en Hemmelighed, der var bleven aabenbaret ham af Himlen; han fortalte en Abbed, der besøgte ham, Ord til andet, hvad han havde hørt, og paalagde ham ufortøvet at begive sig til Kongen og meddele ham det. Da Kongen fik at vide, hvad Tyskerne havde sagt, og skjønnede, at de angivne Tider og Steder samt de øvrige Omstændigheder ved hans Rejse passede med Angivelsen, begyndte han at fæste Lid dertil og ønskede sig til Lykke, ikke blot med, at Gud havde gjort Forrædernes Anslag til intet, men ogsaa med at han havde ladet dem komme frem for Dagens Lys. Karl, som ikke vidste noget om dette, følte sig lige saa tryg som hidtil, og, hvad enten det nu var for snildelig at skjule de Mordplaner, han omgikkes med, eller han mistvivlede om at kunne sætte dem i Værk, begav han sig til Absalon og bad ham for deres Slægtskabs Skyld om at hjælpe sig til at opnaa et Len af Kongen. Absalon opfyldte med Glæde sin Frændes Bøn, og Valdemar lod sig ikke mærke med, at han vidste Besked med Forræderiet, og lovede, at han vilde give Karl Penge af sin egen Kasse, indtil der tilbød sig en Lejlighed til at lade ham faa et Len. Da han kom til Roskilde, holdt han sin Andagt i Hellig Trefoldighedskirken, og derpaa bød han sine Raadgivere trække sig tilbage med Undtagelse af Absalon. Efter at han havde ladet ham tage Plads ved Siden af sig, kaldte han paa Angiveren og bød ham gjentage, hvad han havde fortalt ham. Abbeden, som frygtede det nære Slægtskab, der var imellem Absalon og Knudssønnerne, turde ikke tale, blev rød i Hovedet og stod en Stund tavs og vidste ikke, hvad han skulde gjøre. Kongen skjønnede strax, hvad Grunden til hans Tavshed var, og sagde: "Du har ikke nødig at være bange, thi Absalon kan jeg stole paa; jeg er slet ikke i Tvivl om, at Hensynet til mig hos ham har Overvægten over Kjærligheden til hans Frænder". Ved denne Tiltale fik han den gamle Mands Tunge, der var bunden af Frygt, paa Gled igjen, og han fortalte frimodig, hvad der var blevet paalagt ham at fortælle. Han gjorde altsaa Rede for Forræderiet lige fra første Færd af og anførte paalidelige Vidnesbyrd for alt, hvad han sagde, skjønt han ikke lagde Skjul paa, at det ikke var ham selv, men en anden, der havde hørt det, og at han blot var bleven opfordret til at meddele Kongen det. Da han efter Kongens Befaling havde trukket sig tilbage igjen, sukkede Valdemar dybt og begyndte lønlig at kære for Absalon over, at hverken Frændskab eller Velgjerninger havde kunnet afholde hans nære Paarørende fra at pønse paa ondt imod ham. Hvis han nu lod som ingenting og fandt sig i deres Svig, kunde de nemt faa Lejlighed til at udføre det Anslag, som de drev saa ivrig paa, saa stor Indflydelse som de havde, og saa let som det var dem at faa Adgang til ham. Dersom han derimod skyndte sig at straffe dem, førend der var fældet Dom over dem, og hvis han, medens deres onde Anslag endnu kun var lidet kjendt og kun faa vidste Besked om deres Svig, fo'r alt for grumt frem imod sine Fjender, vilde man sige om ham, at han paa Grundlag af opdigtede Beskyldninger havde skilt uskyldige Mennesker ved Livet og af Misundelse over deres Dyder under forskjellige falske Paaskud vilde udrydde hele sin Slægt, og han vilde faa Ord for at stræbe sine Frænder efter Livet og for at ville lægge sin Slægt øde. Det var altsaa farligt at finde sig deri med Taalmodighed, og forhastede han sig med at tage Hævn, vilde han faa Tort deraf. Han vidste derfor ikke, hvad han skulde gjøre, eftersom det kunde bringe Skam over ham, i Fald han gik rask til Værks, og det var farligt at tøve. For Resten vilde han hellere udsætte sig for de Farer, deres Forræderi kunde medføre for ham, end tage Hævn over Misdæderne, hvis ikke hans Død strax vilde styrte andre i Undergang, thi faldt han, vilde der strax blive anrettet et ynkeligt Mandsslæt blandt hans Børn og Venner, der vilde strax udbryde Borgerkrig, og udenrigs Fjender vilde falde ind i Landet og med den største Grumhed lægge det øde. Dette og andet i samme Retning sagde Kongen under hyppig Sukken og Klagen, og saa bød han Absalon afgjøre, hvad der var raadeligst. Absalon sagde, at han var ganske enig med Kongen; det vilde i ikke ringere Grad udsætte ham for at lide Skade paa sit gode Navn og Rygte, i Fald han strax straffede dem, end det vilde udsætte ham for Fare, i Fald han tøvede dermed. Han mente derfor, at han burde overlade Straffen til Forsynet, som havde det i sin Magt at drage de Anslag, som det havde gjort til intet, frem for Dagens Lys; en Sag, som saa mange var indviede i, kunde heller ikke længe holdes skjult for Almenheden. Han raadede ham derhos til, at han skulde paalægge de Hirdmænd, der plejede at holde Vagt over ham, til at passe endnu bedre paa og paalægge dem aldrig at møde vaabenløse hos ham og at holde lige saa omhyggelig Vagt over ham om Dagen som om Natten. Naar de sammensvorne mærkede, at de var opdagede, vilde nogle af dem maaske ogsaa pludselig angive alle deres onde Anslag, saa at det hele kom for Dagens Lys. Det Raad huede Valdemar vel. Da han brød op fra Roskilde, fulgte Absalon med ham, og Karl anmodede ham da om igjen at fremsætte den Begjæring for Kongen, som han alt en Gang havde gjort. Det gjorde Absalon, og Kongen svarede da, at man kun kunde vente daarlig Løn for Velgjerninger, naar de, man gjorde dem imod, pønsede paa Mord; det undrede ham for Resten ogsaa, at visse Folk kunde fremture saa haardnakket i deres Falskhed og være saa drevne i at forstille sig. Han skulde ikke des mindre nok overlade den forræderske Hirdmand et Len, saa snart han kom til Jylland, for han tvivlede ikke om, at han helst vilde have det i den Landsdel. Karl blev glad over dette Løfte, som Absalon overbragte ham, og takkede ham overmaade mange Gange. Han satte nemlig et fornøjet Ansigt op og lod, som han var umaadelig glad, men det var i Virkeligheden ikke saa meget det lovede Len, han var glad over, som Haabet om, at han kunde komme til at fuldbyrde Mordet, eftersom den Omstændighed, at Kongen stillede sig saa venlig an, gjorde ham yderligere tryg. Nogen Tid efter begav han sig med sin Broder Knud til Ribe for at træffe deres Morfader Eskil, som just da var kommen hjem fra Frankrig og havde lagt ind med sit Skib dér. Disse to Brødre havde en Halvbroder ved Navn Benedikt, som deres Fader havde avlet med en Slegfred, og han tjente i Kongens Gaard, men han var ikke saa tro, som han var stærk. Da Valdemar faa Dage efter, at han var kommen til Fyn, sad i en aaben Gaard og spiste med sine Hirdmænd, sad Benedikt, hvad enten det nu var, fordi han var kjed af at skjule Svigen, han pønsede paa, eller det var hans rasende Mordlyst, der var Skyld deri, og spiste slet ingenting, men knugede Kniven, han havde taget frem for at bruge den ved Maaltidet, i Haanden og svang den hid og did, som om han øvede sig paa at støde med den. Snart skjulte han den paa sit Bryst, snart trak han den atter frem og svang den igjen, og alt imens havde han stadig sine øjne paa Kongen, og de var lige saa truende og ildevarslende som hans Fagter. Valdemar blev opmærksom paa den forrykte Maade, han bar sig ad paa, ved at hans Søn Knuds Fæstemø Gjertrud paa Kvindevis gav sig til at græde derover og bad ham om at se, hvad der gik for sig. Han kaldte da saa lønlig, han kunde, paa Niels, der førte Tilsyn ved Bordet, og hviskede til ham, at han skulde holde øje med Benedikts sære Fagter og, naar de havde spist og der var taget af Bordet, holde sig saa nær som muligt ved Kongen for at hindre ham i at begaa noget Forræderi, i Fald han pønsede paa sligt. Da Benedikt saa', at baade Kongen og hans Stalbrødre stirrede paa ham med stor Forbavselse, blev han nødt til at stikke Kniven i Skeden igjen. Jeg skulde næsten tro, at den Hidsighed, der var kommen over ham, var indgivet hans Hjærte af Forsynet, og at det var Gud selv, som baade røbede og hindrede hans Forsæt. Nu først fortrød Valdemar, at han ikke havde fulgt Absalons Raad, og han kaldte da sine Hirdmænd, deriblandt ogsaa Benedikt, ind i sit Sengekammer og sagde, at han havde noget sørgeligt at meddele dem, som vilde hue dem overmaade ilde, noget, som det smertede ham at aabenbare, men som det kunde være farligt at skjule; han tvivlede ikke om, at det, naar det blev vitterligt, vilde skære hans Venner i Hjærtet og volde dem des mere Sorg, jo større Kjærlighed de bar til deres Konge. Han vidste nemlig, at der var nogle, som havde sammensvoret sig om at tage ham af Dage, og det var ikke løse Gisninger, men han havde paalidelige Udsagn fra Medvidere at støtte sig paa samt sikre Tegn og Spor, og i Spidsen for denne Sammensværgelse stod Folk, som han havde betroet at vogte over sit Liv. Han vilde imidlertid ingen Navne nævne, thi han vilde hellere give de skyldige Tid til at komme til Besindelse end styrte dem i Fordærvelse af Iver efter at anklage dem. Han opfordrede dem derpaa til at vaage over ham med endnu større Paapasselighed end hidtil og til aldrig, hvor han saa færdedes, at møde ubevæbnede; havde de hidtil taget sig deres Tjeneste i saa Henseende let, maatte de for Fremtiden beflitte sig paa større Nidkjærhed og passe deres Dont saa omhyggelig, som om de hver for sig, jo mere ærlig og oprigtig de selv mente ham det, var nødt til at tvivle om de andres Ærlighed. Han ansaa dem ingenlunde for skyldige allesammen; han vidste godt, at der var adskillige af dem, som var rede til at gaa i Døden for ham, i Fald det gjordes nødigt. Hirdmændene kappedes nu om at bevidne ham deres Troskab og bad ham indstændig om at angive, hvem der var Medvidere i Sammensværgelsen, idet de lovede at ville hævne sig paa Forræderne og hverken at ville skaane Venner eller Frænder, men straffe dem, der tragtede efter at udgyde hans Blod, som de havde fortjent. Hertil svarede Kongen, at det fik være dem nok, at de havde en god Samvittighed, de burde ikke kræve yderligere Oplysninger, og med dette sagtmodige Svar fik han Hirdmændene til at ophøre med deres Bønner, som havde deres Udspring fra Bevidstheden om, at de var uskyldige. Benedikt tænkte imidlertid, at nogle af Medviderne i Sammensværgelsen maatte have røbet den for Kongen, og at han nu med snedig Forstillelse lovede dem Tilgivelse, som han pønsede paa at tage af Dage, naar de mindst anede det; han lod derfor de fleste af sine Vaaben i Stikken og begav sig, saa hurtig han kunde, over til Jylland, hvor han sendte Bud til Magnus, at Sammensværgelsen var opdaget, thi den onde Samvittighed, der nagede hans troløse Sind, tillod ham ikke at fæste Lid til Kongens Løfter om Mildhed. Følgen heraf blev, at Magnus næste Nat sejlede til Lybæk for at tage Tjeneste hos Hertug Henrik. Knud og Karl fik ligeledes Bud fra Benedikt, hvorpaa de hemmelig forlod Ribe, gik om Bord paa et Skib i Randers og tyede over til Birger Jarl i Götland i Tillid til deres Frændskab med ham. I den Grad lamslog deres onde Samvittighed dem, da de pludselig blev forskrækkede og følte sig utrygge. Deres Bortrejse voldte Eskil den største Sorg, og han klagede ynkelig saavel over sin egen som over sine Dattersønners kranke Skæbne; saa stor var hans Kummer, at den næsten berøvede ham Mælet. Da han kom til Kongen i Viborg, modtog denne ham med et mildt Ansigt for at han ikke skulde tro, at han fandt noget mistænkeligt ved, at han kom. Ærkebispen gjengjældte denne Sagtmodighed med lige saa stor Klogskab, thi han lagde ikke saa meget som et godt Ord ind for sine Dattersønner, for at der ikke skulde falde ringeste Mistanke om Delagtighed i Forræderiet paa ham, og for at han ikke selv skulde faa Udseende af at være deres medskyldige, naar han gik i Forbøn for dem. Han holdt det for raadeligere ved at tie stille at undgaa ethvert Skin af at have Del i deres onde Gjerning end at paadrage sig Mistanke ved at gaa i Forbøn for de skyldige. Da han var kommen over til Skaane, skaffede Lægerne ham ved deres Kunst hans Mæle igjen, men den store Sorg og Græmmelse, han følte over sine Dattersønner, der var ham kjærere end hans eget Liv, blev han aldrig kvit, thi det er lettere at faa Bugt, med hvad der piner Legemet, end med hvad der nager Sjælen. Magnus skammede sig imidlertid over den Misgjerning, der havde drevet ham i Landflygtighed, og turde ikke aabenbare den for Hertug Henrik, hvorfor han blot bad ham om at hjælpe sig til at blive forsonet med Kongen. Henrik syntes, det vilde være en Skam ikke at opfylde en saadan Bøn fra en Landflygtig, og sendte derfor Valdemar et Brev, hvori han bad ham om at tilgive Magnus hans Forseelse. Valdemar fandt det hensigtsmæssigere at svare herpaa ved at skikke Sendemænd til Hertugen end ved at skrive ham til, og han sendte derfor sin Staldmester Henrik, der var vel forfaren i det tyske Sprog, til Sachsen, for at han kunde anklage Magnus over for Hertug Henrik for hans Troløshed. Da Magnus hørte det, slog han fra Skamfuldhed over til Frækhed og nægtede paa det bestemteste, at han var skyldig i det, der lagdes ham til Last, og tilbød som Bevis paa sin Uskyldighed at gaa i Tvekamp, saa han viste lige saa stor Snedighed i at anstille sig uskyldig, som han havde lagt for Dagen, da han pønsede paa sin Misgjerning. Sendemanden svarede, at han ikke var udskikket for i fremmed Land at bevise Anklagens Sandhed med Sværdet, men for at minde den anklagede om, at han havde at voldgive sin Sag til Kongens Kjendelse og føre sit Forsvar, som det var foreskrevet i deres Lands Love. Da Hertugen derpaa spurgte, hvorledes det var foreskrevet i den danske Lov, at Forsvaret imod en saadan Anklage skulde føres, svarede han, at det i saadanne Tilfælde var Skik at forsvare sig ved Jærnbyrd. Hertugen spurgte derpaa Magnus, om han havde saa god en Samvittighed, at han for at bevise sin Uskyldighed turde underkaste sig den Prøve. Hertil svarede Magnus, at det var en tvivlsom Prøve, ved hvilken der ingenlunde altid skete Jertegn; ofte fældede den de uskyldige og frikjendte de skyldige, saa det var ganske tilfældigt, hvilket Udfald den fik. Man kunde ikke tro, at den guddommelige Almagt skulde være i den Grad optagen af os Mennesker, at den skulde lade Naturen forandre sig, saa snart nogen vilde have det. Dette Svar fandt de fleste mistænkeligt. Saa spurgte Hertugen ham alvorlig, hvad Hjælp han vel kunde haabe at faa af ham, naar han selv ikke vilde gjendrive saa svar en Beskyldning paa den Maade, hans Fædrelands Love foreskrev, og saa vidste han ikke længer, hvad han skulde gribe til, og stod en Tid og tøvede med at svare. Omsider, da han skjønnede, at han ingen anden Udvej havde, sagde han, at han godvillig vilde begive sig til Kongen, hvis man vilde love ham, at han ingen Straf skulde komme til at lide, hvilket Udfald Sagen saa end fik. Det lovede Staldmesteren ham strax og tilbød at gaa i Borgen derfor; der blev altid, i Henhold til den danske Lov, tilstaaet Folk, som var dømt fra Livet, Frist og Lejlighed til at rømme, sagde han, og det holdtes for Uret strax at fuldbyrde Dødsstraffen over dem. Dette Tilbud vragede Magnus imidlertid, han vilde ikke lade sig nøje med nogen andens Borgen end Absalons, sagde han. Da Kongen fik den Besked af Sendemanden, sendte han Hertugen et Brev, hvori han lovede Magnus, at han under Absalons Beskyttelse baade maatte komme og drage bort igjen, og Magnus havde da saadant Hastværk, at Absalon kom til at huse ham, inden han endnu havde faaet Brevet fra Kongen, der meldte hans Ankomst. Da det omsider kom, gjorde Absalon sit bedste for at forjage sin uventede Gjæsts Bekymring ved gode Løfter, og han fik da ogsaa saaledes sat Mod i ham, at hans Haab om den Hjælp, Absalon vilde yde ham, fik Overtaget over hans Frygt for Straf, ja han fik saa vidt Bugt med sin Angst, at han ikke betænkte sig paa at rejse hjem til sit eget for at træffe de nødvendige Foranstaltninger til at sejle over til Jylland. Det var nemlig blevet paalagt ham at føre sin Sag i Aarhus. Hans Tryghed fik imidlertid igjen sit Knæk, da nogle hemmelige Brevskaber fra ham blev opsnappede. Det lykkedes nemlig dem, der holdt øje med de Vejfarende, at faa fat i to Breve fra ham af forræderisk Indhold. Da han af nogle rejsende fik Nys om, at de var bleven overgivne til Kongen, fandt han paa den Løgn, at hans Skriver var kommen for Skade at tabe hans Signet, og den udspredte han ikke blot blandt sine egne Folk, men søgte ogsaa at bilde Absalon det ind, for at man skulde tro, at Brevene var falske og af Had til ham skrevne af dem, der havde fundet Signetet. Da nu Tiden til, at hans Sag skulde for, var for Haanden, begav han sig paa Vej med to Skibe og mødte Absalon, der ledsagedes af de skaanske og sjællandske Stormænd, men da han kom til ham, blev han i den Grad greben af Samvittighedsnag, at han blev saa angst og bange, at ingen i Betragtning af det Mod, han før i sine Dage havde lagt for Dagen, skulde have troet det muligt; han svor paa, at ingen, hvad de saa end sagde, skulde faa ham overtalt til at begive sig til Jylland, og sagde, at han frygtede mere for Kongens Vrede, end han haabede paa nogens Hjælp. Derhos jamrede han over, at han havde mistet sit Signet, som hans Fjender, der havde fundet det, i deres Ondskab havde benyttet til i hans Navn at udsende falske Breve af et imod Kongen fjendtligt Indhold. Absalon blev imidlertid ved at holde paa, at selv om han tilstod, hvad han beskyldtes for, havde han ikke begaaet noget, som kunde hindre, at han fik Lov til at drage bort, uden at der skete ham nogen Overlast, og saa sejlede han da videre i Følge med ham, idet han mere tog Hensyn til sin Vens Raad end til sin egen Frygt. Da Absalon nu i Landsbyen Viby førte ham frem for Kongen, som opholdt sig dér med hele den danske Adel, vilde Valdemar ikke indbyde ham til sit Bord, for at det ikke, naar han tog imod ham som Gjæst, skulde se ud, som om han havde ladet sin Vrede fare. Dagen efter blev han stævnet til Tinge, og Kongen foreholdt ham alle de Velgjerninger, han havde bevist ham, og sigtede ham for Majestætsforbrydelse, idet han havde villet lønne ham for hans Godhed ved at myrde ham, hvilket han nylig havde lagt for Dagen ved at rømme af Landet, eftersom ingen havde tvunget ham til at flygte, men det udelukkende var hans onde Samvittighed, der havde tilskyndet ham dertil. Hertil svarede Magnus, at naar han havde besluttet sig til at flygte, var det ikke, fordi han havde begaaet nogen Forbrydelse, men kun paa Grund af det ildevarslende Budskab, Benedikt havde bragt ham, idet han nemlig mente, at det var tryggere for ham, naar han var langt borte, at komme paa det rene med, hvad Kongen egentlig byggede sin Mistanke paa. Forøvrigt undrede det ham, at Kongen kunde faa sig til at fatte en ugrundet Mistanke til en nær Frænde, som han altid havde plejet at vise fuld Fortrolighed. Kongen svarede, at jo mindre han havde skjønnet paa hans Velgjerninger, des større havde hans Utaknemmelighed været, og som Vidnesbyrd om hans Forræderi fremlagde han hans ovenomtalte Breve, af hvilke det ene var aabent, det andet lukket, og lod dem bære om af de tilstedeværende Bisper med Paalæg om omhyggelig at undersøge, om det ikke var Magnus' Segl, de var forsynede med. Efter at alle havde undersøgt dem og erklæret, at Seglene var ægte, bød han, at de skulde læses op. Det aabne var stilet til Skaaningerne og beskyldte Kongen for at fare frem med Vold og Undertrykkelse imod mange og opfordrede dem alle til at rejse sig imod ham, saa skulde Magnus hjælpe dem til at gjenvinde deres Frihed. Det lukkede var til Knud og Karl og gik ud paa det samme, idet det opfordrede dem til at gjøre Oprør i Skaane, saa vilde Magnus gjøre ligesaa i Jylland, saa at Kongen vilde være magtesløs, naar han ingen Hjælp kunde faa fra de største Landsdele. Nu ventede man jo, at Magnus vilde tage Ordet og svare, efter at disse Breve var læst op, men han tav og gav dermed sin Frygt til Kjende, ja han var saa bestyrtet, at han ikke blot var helt maalløs, men ogsaa saa' saa forstyrret ud, at det var let i hans Ansigt at læse, hvor forvirret han var. Hans Tavshed var Vidnesbyrd nok om hans Skyld, men Absalon forebyggede paa en snild Maade, at den blev regnet for lige med en Tilstaaelse, thi han sagde, at det var intet Under, at en Mand, imod hvem der uventet blev rejst saadanne Beskyldninger, var i Tvivl om, hvad han skulde sige til sit Forsvar, betænkte sig vel og derfor tøvede med at svare. Han opfordrede ham derpaa til strax at afbryde Samtalen for at overveje sit Svar og raadføre sig med nogle af sine Venner, hvilke han selv vilde. Ved de Ord tog Magnus Mod til sig igjen og fattede Haab om at kunne gjendrive Beskyldningen, og da der var blevet tilstaaet ham en Frist til at raadføre sig, med hvem han vilde, kaldte han Absalon og Biskop Tyge fra Vendsyssel til Side. Denne Tyge havde været Hofpræst hos hans Fader Erik, havde staaet i stor Gunst hos ham og var fra hans Hird bleven kaldet til Bispestolen; i taknemmelig Ihukommelse heraf nærede han stor Kjærlighed til Magnus. Han talte ham længe strængt til og sagde ham, opfyldt af harmfuld Smerte, som han var, mange haarde Ord i Anledning af den svare Forbrydelse, han havde pønset paa, og da Magnus svarede, at Brevene var falske, sagde han, at saadanne Udflugter tjente til intet, thi han kjendte aldeles bestemt ikke blot Skriften, men ogsaa Skrivemaaden i Brevene igjen som hans Haandskriver Lamberts. Da Absalon fuldt ud gav Tyge Medhold heri, tabte Magnus i den Grad Modet, at han rystende og bævende spurgte dem, om der kunde være nogen Redning for ham ved at gaa til Bekjendelse. Absalon svarede, at skjønt der ikke var nogen Fare forbunden med, at han gik til Bekjendelse, skulde han dog ikke gjøre det, førend han havde opnaaet Kongens Løfte om fuldstændig Tilgivelse. Han raadede ham til at lade sin Frygt fare og enten selv eller ved en god Ven frimodig udbede sig, at Sagen maatte blive udsat til næste Dag, for at han, naar han havde faaet sit Mod igjen, kunde føre sin Sag med større Held. Den Frist blev tilstaaet ham, og Kongen begav sig med den tilstedeværende Skare Adelsmænd om Aftenen paa Gjæsteri hos en rig Mand ved Navn Unne. Paa Vejen did spurgte Magnus, som var i høj Grad urolig, meget indtrængende Absalon, hvorledes han skulde forsvare sig imod Beskyldningerne. Absalon svarede, at hvorledes han end bar sig ad, vilde han ikke kunne undgaa at udsætte sig for Skjændsel eller Fare, thi det var ikke let at gjendrive en Anklage, der støttede sig paa saa mange Beviser; paa den anden Side saa' det ilde ud, om han undslog sig for at rense sig for den, og endelig var det tvivlsomt, hvad Følgen vilde blive, om han gik til Bekjendelse uden forud at have opnaaet sikkert Tilsagn om Tilgivelse. Absalon ansaa det nemlig for ærligere over for den, der søgte Raad hos ham, at lade, som om han ingenting vidste, end som han var Mand for at give tilforladelig Besked i en tvivlsom Sag. Magnus sagde nu, at han sandfærdig vilde fortælle det hele, hvis han kunde gjøre sig Haab om at opnaa Tilgivelse ved sin Bekjendelse, og Absalon opfordrede ham da til frimodig at aabenbare ham alt, hvad han vilde, han skulde ikke røbe noget af det for Kongen. Da Magnus nu blev opsat paa at gjøre Rede for hele sit Forræderi, blev Absalon imidlertid betænkelig ved at høre paa ham, fordi det let kunde faa Udseende af, at det var et Skriftemaal, han havde hørt i sin Egenskab af Gejstlig. Han raadede ham derfor til at kalde Sune og Esbern til sig, det var Folk, vidste han, man trygt kunde betro Hemmeligheder til. Da de kom og med Haand og Mund havde lovet Absalon, at de ikke uden hans Samtykke vilde røbe noget om den Hemmelighed, Magnus betroede dem, begyndte denne at gjøre Rede for det forræderske Anslag lige fra første Færd af og tilstod, at han ikke blot med Rette var bleven beskyldt for at have spillet under Dække med dem, der ved at fly havde røbet deres Brøde, men bekjendte ogsaa oprigtig adskilligt andet, han havde taget sig for for at komme Kongen til Livs, og som man endnu kun vidste lidet om, hvorhos han angav Eskil Asserssøn og Kristjern Svendssøn som medskyldige i hans forbryderske Anslag, medens Kristjerns Broder Asser, der var Domprovst i Lund, havde vidst Besked om deres Forehavende, om han end ikke havde billiget det. Da de havde naaet Rejsens Maal, og der bød sig en gunstig Lejlighed, opfordrede Absalon, Sune og Esbern Kongen til at gaa lidt afsides med dem, saa de kunde tale sammen uden Vidner, og Absalon lagde da Kongen paa Sinde, at han burde betænke, hvorledes Sagen bedst lod sig afgjøre, eftersom det paa den ene Side ikke var let for Sagsøgeren at bevise Anklagens Sandhed, og det paa den anden Side var en vanskelig Sag for den anklagede at gaa til Bekjendelse. Slap han helt skadesløs fra Sagen. vilde adskillige tro, at han var uskyldig, bekjendte han derimod og ikke fik Tilgivelse, vilde hans medskyldige af hans Enfoldighed lade sig forlede til vedblivende at skjule Forbrydelsen. Man burde derfor mage det saa, at man fik en frivillig Tilstaaelse lokket ud af ham, da man ikke havde tilstrækkeligt Vidnesbyrd imod ham. Denne Absalons Anskuelse gik Kongen ind paa og lovede at eftergive ham hans Straf, naar han vilde gaa til Bekjendelse. Da han Dagen efter paa Tinge spurgte Magnus, hvad han saa havde betænkt at svare, satte han al Undseelse til Side, gjorde sandfærdig Rede for hele Forræderiet lige fra Sammensværgelsens første Begyndelse af, aabenbarede ikke blot. hvem der var Medvidere i den, men angav ogsaa nøjagtig Tider og Steder. Det var ikke menneskeligt Træf, men Forsynets Styrelse, der havde bevaret Kongens Liv under alle disse snedige og haardnakkede Efterstræbelser, sagde han, og intet undrede ham mere, end at Lykken havde været ham saa huld, at han havde undgaaet de Rænker, saa mange af dem, han nærede Fortrolighed til, havde spundet imod ham, og at en Mand, der var bleven svigefuldt efterstræbt af saa mange, var sluppen uskadt derfra. Efter at have sagt dette kastede han sig næsegrus for Kongens Fødder og bad ham med grædende Taarer om Naade. Kongen, som i Betragtning af deres fordums Venskab bluedes over, at han saaledes kastede sig i Støvet for ham, bød ham rejse sig og bebrejdede ham hans Utaknemmelighed, at han forræderisk havde kunnet stræbe den efter Livet, som lige fra hans tidlige Ungdom havde vist ham den største Kjærlighed. I Grathekrigens Tid havde han ikke blot skjænket ham Livet, sagde han, men han havde oven i Kjøbet givet ham større Magt og Myndighed, end han havde haft tilforn. Han havde nemlig ikke blot for deres Frændskabs Skyld eftergivet ham hans Straf, men ogsaa vist sig gavmild imod ham, og saa lønnede han ham med Troløshed, skjønt han skyldte ham Troskab for alt det gode, han havde gjort ham. Han kunde derfor ikke noksom undre sig over, at han saa skammeligt havde glemt hans Velgjerninger, og lod sig da heller ikke nøje med den Tilstaaelse, han havde aflagt, men blev ved at spørge ham, om det virkelig havde været hans Agt forræderisk at tage ham af Dage. Magnus svarede, at det hverken havde skortet ham paa Vilje eller Vaaben, eller hvad der ellers skulde til for at øve saadan en Daad, men det havde ikke været Guds Vilje. Kongen syntes saa godt om dette frimodige Svar, at han tilgav ham paa Grund af hans Tilstaaelse, men det gamle fortrolige Forhold, der havde været imellem dem, vilde han ikke forny, for at han ikke, ved atter at blive optagen i hans Venskab, igjen skulde falde i Fristelse til at staa ham efter Livet. Han forbød ham ogsaa al hemmelig Forbindelse med Knud og Karl og lagde ham paa Sinde, at han aldrig mere maatte indlade sig paa en Forbrydelse, som han Gang efter Gang havde faaet at mærke, at Forsynet hindrede. Hertil svarede Magnus, at hvis han nogen Sinde igjen gjorde sig skyldig i sligt, ansaa han sig for uværdig til Tilgivelse, ja vilde ikke engang driste sig til at bede om Livet. Kongen bød ham gaa hen og sætte sig, og da Kristjern Svendssøn, som ikke vidste noget om alt dette, tilfældigvis kom til, da Magnus' Sag var til Ende, begyndte Valdemar strax at overøse ham med Bebrejdelser. Da Kristjern erfor, at hans medsammensvorne havde røbet ham, og han ikke havde noget at sige til sit Forsvar, gik han til Bekjendelse og opnaaede derved Kongens Tilgivelse. Han slap ikke blot derfra med Livet, men fik ogsaa Lov til at beholde alle sine Godser og blev kun straffet med Landsforvisning, for at han ikke saa let skulde faa Lejlighed til igjen at begynde paa sin forbryderske Færd. Saa maadeholden var Kongen, at han nøjedes med at landsforvise en Hirdmand, hvis Brøde var saa aabenbar og havde fortjent den strængeste Straf. Da Tinget hermed var forbi, og Magnus var taget tilbage til Fyn, begav Kongen sig efter gammel Skik over til en ø, hvor der var fuldt op af Vildt og hvor han vilde holde Jagt. Her kom Absalon og Asser til ham udsendte af Ærkebiskop Eskil for at bede om Tilgivelse for hans Dattersønner, som han haabede de maatte opnaa lige saa vel som Magnus. Kongen var imidlertid ubønhørlig og spurgte til sidst Asser, om han ikke selv havde begunstiget Sammensværgelsen, hvortil denne svarede, at han ganske vist havde vidst Besked om den, men aldrig billiget den, og naar han ikke havde aabenbaret den, var det kun, fordi han skammede sig ved at røbe, hvad der var blevet ham betroet, og ikke af Avind til Kongen. Som Følge af denne Tilstaaelse maatte han en lang Tid begive sig i Landflygtighed. At denne Sendefærd saaledes mislykkedes, tog Eskil sig saa nær, at det skaffede ham forskjellige Sygdomme paa Halsen, saa hans Helsen var meget skrøbelig den Vinter. Næste Foraar bød Valdemar Danmarks og Sveriges Stormænd til Gjæst for at fejre sin Søns Bryllup. Da det var holdt, bad Eskil indtrængende om at maatte faa en Samtale med Valdemar under fire øjne, thi han havde en Hemmelighed at betro ham, som han ikke vilde have, at der maatte komme noget ud om i Utide. Kongen svarede, at der vel ikke kunde være noget i Vejen for, at det blev, som han ønskede, og han sagde da, at hans Hu allerede længe havde staaet til at nedlægge sit Ærkebispeembede, eftersom det nu i hans affældige Alderdom faldt ham alt for besværligt; det var ogsaa hans ønske ikke at dø i Ære og Højhed, men uden at have noget Embede at tage Vare paa og at ombytte sit hidtidige Liv med Klosterlivet. Kongen stillede sig særdeles venlig an og søgte at faa ham til at opgive dette Forsæt, han havde i alt Fald ikke Ret til at bringe det til Udførelse, førend han havde faaet Pavens Bemyndigelse dertil, sagde han. Hertil svarede Eskil, at han havde Brev fra Paven, der ikke blot tillod ham at nedlægge sit Embede, men ogsaa at overdrage det, til hvem han vilde, og som Pavens Legat paahvilede det ham at sørge for, at Ærkebispesædet ikke kom til at staa ledigt. Disse Ord vakte Kongens Mistanke om, at det var hans Agt at vælge Asser til sin Eftermand, og da han paa den anden Side ikke tvivlede om, at Knud og Karl, i Fald de yderligere vilde foretage sig noget imod ham, vilde finde megen Støtte hos deres Morfader, sagde han, efter længe at have talt tilsyneladende venskabelig med ham om Sagen, omsider, at saa maatte han jo føje sig efter hans ønske, da han jo ikke kunde modsætte sig Pavens Vilje, der var den højeste Myndighed i alt, hvad der angik Kirken. Eskil, hvem det laa meget paa Sinde, at alle Bisperne var til Stede ved hans Embedsnedlæggelse, for at den kunde foregaa med saa stor Højtidelighed som muligt, bad nu indstændig Kongen, der stod i Begreb med at rejse fra Byen, om at komme igjen om en Maaned og saa selv tage Bisperne med, for at de kunde være til Stede ikke blot ved hans Embedsnedlæggelse, men ogsaa ved den ny Ærkebiskops Indsættelse; han holdt paa, at Sagen fremdeles burde holdes hemmelig, for at ingen, naar den blev bekjendt, skulde afholde sig fra at give Møde af Frygt for, at Valget skulde falde paa ham. Da Kongen havde tilstaaet hans Begjæring, stævnede Eskil Almuen til Tinge, traadte frem for den og mindede om, hvor stor Kjærlighed han i den Tid, han havde beklædt sit høje Embede, havde baaret til sine undergivne, og om hvor stor Yndest og Kjærlighed Almuen til Gjengjæld havde baaret til ham, for hvad han havde gjort for den. Nu var det hans Agt at nedlægge sit Embede som Ærkebiskop, som han formedelst sin høje Alder ikke længer følte sig skikket til at varetage, hvorfor han vilde anbefale alle dem, han hidtil redelig havde gjort sit bedste for at tjene, til Guds Varetægt og løse alle fra den Hørighed og Lydighed, de havde svoret ham. Derhos tilgav han alle, hvad de maatte have forset sig imod ham, og bad dem gjøre ligesaa over for ham og bede flittig for ham, naar han var draget bort, ligesom han til Gjengjæld lovede at bede for dem. Alt dette sagde han med saa bevægede Ord, at alle, der var til Stede, hørte det med grædende Taarer. Da Tinget var hævet, sendte Eskil Folk med Heste for at hente Absalon, der lige var vendt tilbage fra Sjælland, og som han endelig vilde have skulde bo hos ham. Da Absalon var kommen hjem til ham og spurgte ham, hvorfor han havde voldet Menigmand den Sorg, svarede han, at dels hans høje Alder og dels hans Dattersønners Landflygtighed havde gjort ham kjed baade af hans Embede og af Fædrelandet. Hertil kom det højtidelige Løfte, han allerede for længe siden havde givet Bernhard af Clairveaux at han frivillig vilde give Afkald paa sit ærkebiskoppelige Embede og henleve Resten af sit Liv i Stilhed uden offentlige Hverv. Næste Morgen, da alle Rigets Bisper var forsamlede i St. Laurentii Kirke, bød han, at alle Kirkens Klenodier skulde hentes frem fra Sakristiet og stilles til Skue, thi det var ham magtpaaliggende at lade alle se, i hvor høj Grad han ved sin fromme Gavmildhed havde forøget Kirkens Alterskrud og Skat. Da det var sket, mindede han under mange Suk om, med hvor stor Kjærlighed han havde vaaget over sine undergivnes Fred og Sikkerhed, og om hvor mange Farer og Bekymringer han havde maattet gjennemgaa i al den Tid, han havde været Ærkebiskop. Nu havde han bestemt sig til at nedlægge sit Embede, sagde han, fordi han formedelst sin høje Alder ikke længer følte sig skikket til at varetage det. Kongen svarede paa denne hans Tale, at skjønt han havde haft mange Stridigheder med Kongerne, havde han dog røgtet sit Embede saaledes, at det var al Ære værd. Det huede ham ilde, at han nu havde sat sig for at trække sig tilbage, thi nu var han naaet til en saadan Alder, at ingen længer kunde have ham mistænkt for at have ondt i Sinde. Derpaa bød han ham sige, om det var af egen Drift, han nedlagde sit Embede, eller om det skete som Følge af nogen Tvang fra Kongens Side. Eskil strakte da Hænderne ud imod Alteret og svor ved de Relikvier, der laa der, at det hverken var Had til Kongen eller nogen Overlast, denne havde tilføjet ham, men udelukkende Ulyst til længer at sidde inde med en forgængelig Ære og Lyst til at vinde uforgængelig Ære, der havde bragt ham til at fatte denne Beslutning. Dette Svar blev Kongen glad ved, thi det var hans ønske ved en sandfærdig Erklæring fra Ærkebiskoppen at fri sig fra al Mistanke og Bagtalelse. Derpaa spurgte han, om han nogen Sinde havde undladt at straffe dem med kongelig Strænghed, som Ærkebiskoppen først paa sit Embedes Vegne havde lyst i Band, og da Eskil hertil svarede, at det havde han aldrig undladt, sagde Kongen, at dermed havde han lettet en tung Sten fra hans Hjærte, thi han havde været bange for, at Ærkebiskoppens pludselige Tilbagetræden vilde vække hemmelig Mistanke imod ham hos mange. Derpaa blev Brevet fra Paven læst op, thi med mindre denne gav sit Minde dertil, sagde Kongen, havde han ikke Ret til at nedlægge sit Embede. I det stod der, at Paven hidtil havde vægret sig ved at tilstaa den Lunde Ærkebiskop Begjæring om Afsked fra sit Embede, fordi han vidste, at han var saa overmaade dygtig til at forestaa det, men nu havde han endelig givet efter for hans stadige Bønner og tilstaaet ham det paa Grund af hans høje Alder og stadige Svagelighed. Kongen erklærede da, at Pavens Bud maatte han bøje sig for, og Eskil rejste sig da og nedlagde Stav og Ring som de vigtigste Tegn paa sin ærkebiskoppelige Værdighed paa Alteret og vidnede, at nu havde han fratraadt sit Embede, hvorover de omstaaende blev saa bedrøvede, at Kirken gjenlød af Suk og Graad. Da Kongen nu opfordrede Eskil, som jo var nøje kjendt med Rigets Gejstlighed, til at udpege sin Eftermand, roste Eskil ham for hans Iver i saa Henseende og fremtog et andet Brev fra Paven, hvori det paalagdes ham som pavelig Leget at vælge den ny Ærkebiskop. Efter at det var blevet oplæst, sagde han, at den Myndighed, som Paven saaledes i sin Naade havde tilstaaet ham, overdrog han til dem, som plejede at have Ret til at foretage Valget, thi han vilde hellere give Afkald paa sin egen Ret end krænke andres, og det skulde ikke hedde sig, at han sveg Kirken, hvis Myndighed og Anseelse han stadig havde vaaget over, for den Frihed, den var vant til. Da Biskopperne og Klerkerne nu indstændig opfordrede ham til at sige sin Mening, og Kongen ligeledes støttede deres Opfordring i Almuens Navn, paa hvis Vegne han sagde, at han talte, sagde han, at det var ham umuligt herved baade at tækkes Gud og Mennesker, thi tav han, fortørnede han Gud, og talte han, fortørnede han Mennesker. Det maatte nemlig vække Guds Mishag, hvis han ikke udpegede den, som han vidste var bedst skikket til dette Embede; hvis han derimod nævnede den Mand, der kunde varetage Embedet, og som ikke blot anden Steds havde forestaaet et Bispedømme med Ære, men ogsaa jævnlig paataget sig andre vanskelige Hverv i Fædrelandets Tjeneste, vilde han krænke en god Ven og Frænde, som han ikke tvivlede om vilde synes ilde om, at Embedet blev ham tilbudt. Alle tænkte sig nu vel, hvem han sigtede til, men de raabte alligevel, at han skulde nævne ham rent ud. "Saa udnævner jeg da min Frænde Roskildebispen, som er eder alle velbekjendt", sagde han da. Adskillige raabte højt og lydelig, at derved varetog han Kirkens Tarv vel, men saa rejste Absalon sig og sagde, at den Byrde var for tung for hans Skuldre; intet skulde formaa ham til at forlade den Kirke, som han havde overtaget i Danmarks svare Trængselstid, som han ved Anstrængelse af alle sine Kræfter, baade Sjælens og Legemets, havde ført frem til gode og lykkelige Kaar, og som han ikke blot med Vaabenmagt havde befriet for udvortes Fjender, men hvis gamle nedarvede Fattigdom han havde forvandlet til Velstand. Saa bebrejdede Eskil dem, hvem det tilkom at afgjøre Valget. at de tav og betænkte sig, og spurgte dem, hvem de vilde overdrage Embedet, hvorpaa alle raabte paa Absalon, og saa enstemmigt var dette Raab, at der ikke var én, som var af en anden Mening eller blot betænkte sig. Og de nøjedes ikke med at raabe, men for at det kunde blive vitterligt, at ingen stemte imod eller var i Tvivl, greb de fat i ham og søgte med Magt at trække ham hen til Ærkebispestolen, som de allerede havde tilkjendt ham ved deres Stemmer. Først lagde nemlig Eskil Haand paa ham, og det gav de andre Mod til at gjøre ligesaa. Klerkerne begyndte nu ogsaa, som Sæd er, at synge og istemmede som yderligere Vidnesbyrd om det højtidelige Valgs Enstemmighed en smuk Hymne, og Almuen, som hoppede og sprang af Glæde, vilde nu ikke lade Klerkerne være ene om at synge deres fromme Lovsang, men istemte ogsaa en gudelig Sang, thi den kunde ikke bare sig for at synge med, saa godt den kunde, og holdt det for en Skam at tie, medens Klerkerne sang, i den Grad var hele den tilstedeværende Mængde stemt for, at han skulde vælges. Han strittede imidlertid af alle Kræfter imod Mængden, der trak i ham, og han tog saa kraftige Tag, at adskillige faldt næsegrus i Gulvet derved. De flaaede Klæderne af ham, og der blev saadant et Slagsmaal og Bulder, at man ikke kunde høre Sangen. Da Absalon omsider med Vold og Magt var bleven slæbt hen til Ærkebispesædet af den fromme Almue, vilde han ikke sætte sig i det, for at det ikke paa nogen Maade skulde faa Udseende af, at han havde givet efter for dem, der vilde tvinge ham. Saa bad da først Eskil og derefter Valdemar ham om at tage imod den Værdighed, Himlen selv bød ham, for ikke at krænke den Kirkes Værdighed, de var i, ved at vise den en Ringeagt, man aldrig havde set eller hørt Mage til, men saa snart han kunde komme til Orde, henskjød han sin Sag under Paven og greb altsaa til det kraftigste Middel, han kunde værge sig med, just som de troede, han var ved at give efter for deres Bønner, medens en anden med begge Hænder vilde have grebet en saadan Værdighed, naar den blev ham tilbudt, og begjærlig have taget imod et saa højt gejstligt Embede. Niels, som var Roskildekannikernes Ældste, var nu heller ikke sen med at paaberaabe sig Paven i Anledning af den Vold, der blev øvet imod hans Biskop. Det blev Eskil noget urolig over, men han sagde, at de, der vilde have Absalon valgt, kunde stole paa, at han selv vilde staa paa deres Side, og saa skulde Absalon nok faa at mærke, hvem af dem der havde mest at sige i Rom. Derpaa blev der holdt Messe. Da den var til Ende, bød Eskil Absalon lyse Velsignelsen, idet han haabede paa den Maade at faa ham til at godkjende Valget; selv kunde han ikke gjøre det, sagde han, eftersom han ikke længer kunde befatte sig med noget, der hørte Bispeembedet til. Hertil svarede Absalon, at skjønt han havde nedlagt Bispeværdigheden, havde han som pavelig Legat Ret til at lyse Velsignelsen og burde ikke overlade et Hverv, der tilkom den øverste, til Folk af ringere Værdighed. Saaledes nødte Absalon i sin Beskedenhed den gamle Mand, der var opsat paa at faa sit ønske sat igjennem, til at huske paa den Værdighed, han havde glemt. Saa søgte Eskil ved at ydmyge sig paa en anden Maade at faa Bugt med hans stadige Vægring. Han kaldte ham nemlig ind i sit Sovekammer, og da han ikke kunde bevæge ham ved sine Bønner, kastede han sig paa Knæ for ham og begyndte at bønfalde ham med grædende Taarer. Da han heller ingen Vegne kom paa den Maade, fandt han paa et tredje Middel for at lokke ham til at gjøre hans Vilje og tage imod Valget, saa det er ikke let at afgjøre, hvem af dem der var den ihærdigste, han, som blev ved med at nøde, eller han, som blev ved med at staa imod. Han sendte nemlig sine Ryttere, der baade var talrige og statelige, til ham, for at de skulde sværge ham Troskab, men den Hylding vilde Absalon ikke tage imod, han var ganske uværdig til at have Folk som dem i sin Tjeneste, sagde han. Da Eskil omsider mærkede, at han ikke paa nogen Maade kunde faa Bugt med hans Standhaftighed, førte han ham ind i et hemmeligt Aflukke i Forhallen for at vise ham de Skatte, han havde besluttet at efterlade Kirken, og begyndte indtrængende at opfordre ham til i alt Fald at værdige dem et øjekast, men som han havde modstaaet de tidligere Fristelser, foragtede han ogsaa ganske denne, saa han, som ikke havde ladet sig lokke af Hæder og Ære, bukkede heller ikke under for Havesygens Fristelse. Saa blev Eskil tilsyneladende meget vred og sagde, at saa vilde han efterlade ham mindre, end han havde tænkt, baade til eget og til kirkeligt Brug, og saa kunde han takke sin taabelige Stædighed derfor. Derpaa forærede han Kongen et Guldbæger og Absalon et lignende, og ogsaa alle sine andre Venner gav han Gaver, for at man i hans Fædreland skulde mindes hans store Rundhaandethed. Han blev nu slagen med Svaghed i alle Lemmer, og til sidst fik han et Sted paa Kroppen den Syge, der kaldes Helvedesild, og som om det var en Straf fra Himlen, der var kommen over ham, skyndte han sig nu at rejse bort. Da han var draget bort fra Skaane, modtog Absalon ham som Gjæst paa sin Borg, og da han hørte den gamle Mand klage over, at han frøs saadan om Fødderne, at han ikke kunde sove om Natten, anbragte han en hed Mursten i en lille Kasse med mange Huller i og lagde den ved Fødderne, og det varmede den forfrosne Olding saaledes, at han igjen kunde sove. Eskil var saa meget gladere over dette Middel, som det mere skyldtes kjærlig Omtanke end Lægekunst. Absalon førte ham selv paa sit eget Skib over til Slesvig, og da han vilde forære ham en Sølvskaal, afslog Eskil Gaven og sagde, at nu havde han ikke længer Brug for saadanne kostbare Kar. Da han mødte Kongen paa Slesvig Bro, blev han saa afmægtig, at de fleste troede, han var død. Omsider kom han dog til sig selv igjen og blev i en Baad sat over Fjorden, hvorpaa han kjærlig kyssede de tilstedeværende, og grædende blev han, omgiven af sine grædende Venner, sat op i en Vogn, som Absalon havde skaffet til Veje, og hvori han kunde sidde blødt, thi ride kunde han ikke længer. Venneskaren fulgte med Taarer i øjnene den grædende Olding, saa det var som en Ligfærd, og de skulde jo heller ikke se ham mere. Derefter sendte Kongen og Kapitlet i Lund Sendemænd til Rom for at faa Absalon tvungen til at tage imod Valget. De begav sig først til Clairveaux, hvor de traf Eskil, som gav dem Brev med til Støtte for deres Andragende, thi han stod paa den Tid i ikke ringe Gunst ved Pavehoffet. Absalon og Kapitlet i Roskilde undlod imidlertid heller ikke at sende Bud til Rom for at nedlægge kraftig Indsigelse imod det Valg, Lundeboerne gjorde sig Umage for at faa stadfæstet. Medens Stormændene fejrede Paaskefesten i Roskilde og allerbedst var i Lag med at gjøre sig til gode ved Gildet, blev det meldt Kongen af Thord Høvidsmanden i Lund, at et Bud fra Magnus ved Navn Thormer nylig var vendt tilbage fra Gøtland og havde haft saadant Hastværk med at komme igjennem Skaane, at det ikke havde været muligt at fange ham, saa for at faa fat i ham blev det nødvendigt at lægge sig paa Lur efter ham ved Store Bælt, hvortil han uden Tvivl hurtigst muligt vilde begive sig. Da Magnus blev spurgt ud angaaende dette, søgte han at dække sig ved Benægtelse, skjønt Kongen lovede ham, at der ingen Fortræd skulde blive gjort ham, i Fald han bekjendte. Han paastod med den største Frækhed, at det var Løgn, hvad man beskyldte ham for, og sagde, at hvis der kom noget af den Slags for Dagens Lys, vilde han selv bede om, at der maatte blive nægtet ham Tilgivelse. Kongen troede ikke paa hans Benægtelser og sendte nogle Drabanter til en overordentlig paalidelig Mand af gejstlig Stand ved Navn Adolf, som boede ved Bæltet, med Paalæg om at passe paa en Mand af saadan Legemsbygning og i saadan Dragt, som Magnus' Sendebud var kjendelig paa. Thormer blev saaledes greben, og da han kom for Kongen og blev udspurgt om det Budskab, han havde overbragt, nægtede han først længe det hele, men røbede saa omsider af Frygt for Pinebænken den Hemmelighed, der var ham betroet, og tilstod, at han i Steden for Brev havde et Stykke Træ hos sig, hvis tilsvarende anden Halvdel Knud og Karl havde, saaledes som det i Danmark er Skik mellem Venner, naar de ikke vil sende deres Segl. Kongen nøjedes med at lade ham lægge i Lænker og gav Absalon ham i Forvaring. Derpaa lod han sin Staldmester Niels tage de fynske Krigsfolk med og gribe Magnus, fordi han nu igjen havde gjort sig skyldig i Forræderi imod ham og havde fortjent Straf for sin Troløshed. Han blev midt om Natten omringet i sit Sovekammer, og i den Grad glemte han sin fordums Tapperhed, at han søgte at bjærge Livet ved at krybe i Skjul i Steden for at værge sig; han blev funden bag Tjeldingen og trukket frem, saa det er ikke godt at sige, om han var mest at ynke, da han blev tagen til Fange paa saa forsmædelig en Maade, eller da han var bleven fangen. Da han blev ført frem for Kongen og udspurgt om sit forræderske Anslag, nægtede han sig en Stund skyldig i det, han beskyldtes for, men da hans fangne Sendebuds Vidnesbyrd fældede ham, og han ikke længer kunde fremture i sin Løgn, tilstod han sin Brøde. Om Skam eller Frygt for Straf har pint ham mest, skal jeg ikke kunne sige. Kongen sendte ham til Søborghus og satte Thorbern til at passe paa ham, thi han vilde hellere straffe ham med Fængsel end med Døden. I de samme Dage plyndrede vendiske Sørøvere Valdemars Sendemænd og opsnappede et Skib, der var ladet med Gaver til ham fra hans Svigerfader. Han sendte Bud til dem, at de skulde give det tilbage, men de svarede ham overmodigt. Den Tort blev Valdemar, som rimeligt var, opbragt over, og for at hævne sig søgte han derfor Forbund med Hertug Henrik og opbød Rygboerne til Leding, fordi de var stedkjendte i Fjendens Land. Derpaa lagde han ind igjennem Swinemünde og brændte Julin, som Indbyggerne havde forladt. Henrik belejrede imedens Demmin. Da han skjønnede, at den var vanskelig at tage med Storm, afledede han Floden, der løb imellem den og hans Lejr, saa den kom til at løbe længere borte fra Byen, men derved gjorde han det betydelig lettere for Fjenderne at forsvare Byen fra Murene, saa i Steden for at svække dens Modstandskraft styrkede han den, og som Følge heraf maatte han om Efteraaret med Skam opgive Belejringen efter at have drevet paa den hele Sommeren igjennem. Efter at han var draget bort, udbrød der ved et Tilfælde Ild i Byen, saa Skæbnen udrettede paa egen Haand, hvad den ikke havde undt Sachserne; Danskerne saa' den mildere til, de fik Held til at afbrænde Gutzkow, hvis Indbyggere magtesløse og med Angst og Bæven maatte fly ud til et Sted, der var helt omgivet af Moser. Dette fik Absalon imidlertid at vide af en Fange, der var bleven greben tillige med sin yngre Broder samt Kone og Børn, og han spurgte ham derfor, om han havde Lyst til at kjøbe sin og sine nærmestes Frihed ved at røbe sine Bysbørns Skjulested. Det Tilbud greb Fangen med Begjærlighed, og lovede, at han selv vilde omringe Mosen, de skulde angribe, med Landtropperne, og at hans Broder skulde vise Skibsfolkene Vej, saa at Venderne vilde blive afskaarne fra at flygte baade til Lands og til Vands og slet ingen Udvej have. Imellem den Mose, hvor de var, og den anden var der en smal Aa, som kun var farbar for Smaaskibe. Da Absalon sejlede op ad den, lod Venderen, som om han var faret vild, men Absalon truede ham til at vise dem den rette Vej, og da han aabenbart pønsede paa at springe over Bord, bød han, at der skulde kastes en Strikke om Halsen paa ham. Mange af Venderne faldt i Hænderne paa ham, medens de søgte at slippe bort i deres Baade. Kvæget, de havde drevet ud imellem Mosen og Havet, tog Sjællandsfarerne, og det blev fordelt imellem hele Hæren, men det indbragte alligevel Absalon mere Misundelse end Ære blandt hans Folk, thi de sagde, at Sjællandsfarerne alene havde bemægtiget sig, hvad de alle burde have været lige gode om at tage. Da han var kommen ud af Mosen, var der nogle kaadmundede Skibsfolk, som for Spøg sagde, at deres Vejviser havde fortjent Døden, fordi han havde ladt, som om han ikke vidste Besked, da han skulde vise dem Vej, og vilde have narret dem, der fulgte ham i Tillid til hans Løfte, ved at give det Udseende af, at han var faret vild. Denne Skjemt tog han for Alvor og troede, at han skulde hænges, og han lod derfor, som om han vilde tage noget Vand i Mosen for at to sig, og sprang paa Hovedet over Bord, idet han hellere selv vilde søge Døden end bie paa den. En Stund vidste de ikke, om han var druknet eller var svømmet uskadt bort under Vandet, men omsider kom han, som det plejer at ske, op igjen, og saa havde han omhyggelig samlet Rebet, han havde om Halsen, sammen i Hænderne, for at de ikke skulde trække ham op ved Hjælp af det. Da de saa' ham gaa til Bunds igjen, var de ligesom før i Tvivl om, hvorvidt han var druknet eller ej, men omsider fandt de hans Lig, og saa var der jo ingen Tvivl længer. Den danske Hær gjorde dér en saadan Mængde Kvæghjorder til Bytte, at de hver Dag maatte lade dem drive paa Græs af Hyrder. Egnen var overalt ganske øde, saa der var ingen Fare ved at lade dem gaa ude, og Ilden havde i den Grad hærjet den, at Svalerne, da de skulde udruge deres Unger, i Mangel af Tagene, som de var vante til at bo under, laante Hus hos Fjenden og byggede Reder paa Skibene baade i For- og Bagstavnen. Derpaa vilde Kongen have en Samtale med Henrik, som længe havde været optagen af at belejre Demmin. Efter at have afbrændt Gutzkow, som ingen forsvarede, begav han sig derfor over Land paa Vej til ham, men en overordentlig dyb Flod hindrede ham i at komme frem, og han fik ogsaa at vide, at der var andre Vanskeligheder. Han vendte sig derfor til Egnen om Camin, hvor han mere plyndrede Landet end indlod sig paa at storme Fæstningsværker, thi han angreb blot Camin paa Skrømt og tog nogle Skibe for at føre det tagne Kvæg bort paa dem. Der var saa fuldt op af Kvæg, og det var saa let at faa Tilførsel, at han dér fik Kjød nok til hele Hæren i to Maaneder. Derpaa skikkede han Sendemænd til Henrik og bød ham nu holde inde med Krigen; han var da just ved skyndsomst at ophæve den Belejring, han forgjæves havde drevet paa saa længe. Da Kongen fik den Besked, angreb han hele den mellemliggende Egn med Ild og Sværd og hærjede den paa det grummeste, til han kom til Volgast. Da Volgasterne og deres Høvidsmand Zulister saa' Danskerne komme, begyndte de at bryde den yderste Ende af Broen af for at hindre dem i at trænge ind i Byen over den. Nogle enkelte af Danskerne naaede imidlertid ved deres Stalbrødres Hjælp over Stumperne ind paa Broen, men Fjenderne gjorde Udfald fra Byen, og da de var for faa til at kunne staa sig, veg de alle tilbage med Undtagelse af Absalons Vaabendrager Hemming; han var kun let rustet, men han var altid med, hvor det gik haardest til, og rede til at styrte sig ind i enhver Fare. Da han trak sig lidt tilbage for de fremtrængende Fjender, fik han det lange Slagsværd, han var omgjordet med, imellem Benene og faldt, men det Fald fik han mere Ære end Fortræd af, thi skjønt Fjendernes Spyd regnede ned over ham, skjærmede Lykken ham bedre, end hans Skjold formaaede; det varede ikke længe, førend han fik rejst sig op paa Knæene, og saa fik han draget sit Sværd og hug de nærmeste Fjender i Benene med det. Da de for en Stund maatte trække sig tilbage, sprang han op, og da hans Stalbrødre omsider skammede sig, tog Mod til sig og kom ham til Undsætning, nødte han Fjenderne til at trække sig tilbage til Byen. Da han vendte tilbage til Danskerne, vakte det stor Forundring, at han var fuldstændig uskadt, saa man priste ikke blot hans Tapperhed, men ogsaa hans Lykke. Paa den Tid blev den Tvedragt i Kirken, der som Følge af Tyskernes haardnakkede Fremturen i deres Vildfarelse med Kejser Frederiks Samtykke havde hersket i saa mange Aar, omsider bilagt, idet den retmæssige Pave Alexander fik Overhaand og atter knyttede det søndrede Endrægtighedens Baand i Kirken. Samtidig vendte Kongens og Lundeboernes samt Absalons Sendemænd hjem fra Rom med et glædeligt Budskab til Fædrelandet. Skjønt de nemlig syntes at have saa indbyrdes stridige Ting at andrage om, tog Paven Sagen saa snildt, at begge Parter glædede sig over at have faaet deres ønske opfyldt. Absalon fik nemlig Befaling til at overtage Ærkesædet i Lund, men samtidig Tilladelse til at beholde Bispestolen i Roskilde. Begge Stifter blev saaledes underlagt hans Magt og Myndighed, det ene efter Pavens Befaling, det andet med hans Tilladelse, en Naadesbevisning fra Pavehoffet, som man aldrig har set eller hørt Mage til før, lige saa lidt som at Bispekaaben er bleven hængt paa en Mand, som vægrede sig ved at tage imod den, og at Tegnene paa den ærkebiskoppelige Værdighed, som med Nød og næppe tildeles dem, der attraar dem, med Magt paanødes en Mand imod hans Vilje. Der skulde sandelig værdige Skuldre til at bære saa anselig en Byrde! Da den pavelige Legat Galandus kom hertil, stævnede han Lundekannikerne til Roskilde, og dér oplæste han i Absalons Nærværelse Brevet, som ikke blot paalagde ham at tage imod Valget men ogsaa truede ham med Bandlysning, i Fald han fastholdt sin Vægring, hvorved han nødte ham til at føje dem, der havde valgt ham, og til højtidelig at tage imod deres Troskabsed. Senere iklædte han ham i Domkirken i Lund det ærkebiskoppelige Skrud, som han havde bragt med, og Dagen efter var han Vidne til, at Orm, der var bleven valgt til Biskop i Ribe, blev indviet til sit hellige Embede. Efter saaledes ærlig og redelig at have røgtet sit Sendefærd drog han, da Vinteren var omme, tilbage til Rom. ## bok 15: Valdemar den store (Winkel Horn 1898) Kongen havde endnu ikke faaet tilstrækkelig Hævn over de Røvere, der havde taget, hvad hans var, og han besluttede derfor at foretage et nyt Tog til Venden. Nørrejyderne lod han blive hjemme, men Sønderjyderne skulde med. Disse blev overfaldne af saa voldsom en Storm, at den gjæve og gode Biskop Frederik af Slesvig, da han for fulde Sejl stævnede frem i det forrygende Vejr, fik Roret revet af sit Skib og druknede med næsten alle sine Folk. Dette vakte stor Sorg paa hele Flaaden, saa meget mere, som man, skjønt det gik let nok med at finde Ligene af hans Folk, ikke kunde finde hans, hvor ivrig man end søgte efter det. Først Pinsedag drev det op paa Sjællands Kyst, og det hverken lugtede ilde eller saa' fælt ud, thi det var slet ikke gaaet i Forraadnelse, hvilket jeg skulde tro var et guddommeligt Vidnesbyrd om Mandens Hellighed, og ikke mindre Ære var det værd, at han forgjæves lod sig søge af sine Venner og just vilde forherlige den hellige Pinsedag, som han altid havde plejet at fejre som sin kjæreste Højtid, ved at lade sit Lig finde paa den. Absalon sørgede inderligt over ham, thi det var en Hjærtensven, han dér havde mistet. Kongen mødte Flaaden ved Falster, sammenkaldte Høvdingerne og sagde, at han havde besluttet, at han ikke selv vilde gaa imod Fjendens store Stridsmagt med saa faa Folk, thi gjorde han det, kunde han vel nok indlægge sig størst Ære derved, men han kunde ogsaa faa den største Skam deraf. Han vilde derfor hellere betro Anførselen paa dette Togt til Absalon og sin Søn Knud, thi hvis de kom godt derfra, vilde der dog altid vindes nogen Hæder derved, og gik det galt, blev Skammen ikke saa stor. De var strax rede til at gjøre, som han bød, og efter at der var stødt saa stor en rygisk Flaade til dem, som der i Hast kunde skaffes til Veje, sejlede de ufortøvet til Ostrusna og anfaldt Fjenden med lige saa stor Dristighed som Hurtighed. Deres Angreb skete med saa stor Hemmelighed og kom saa uventet, at de overrumplede de fleste af de intet anende Vender i deres Huse og vilde have hærjet hele Egnen uden at møde nogen Modstand, hvis ikke nogle Klodrianer havde stukket Ild paa og derved røbet dem. Det hændte ved denne Lejlighed, at Jarimar, da to Vendere søgte at slippe bort i en Baad, dræbte den ene af dem med en Pil; den anden vilde hævne sin Stalbroder, men da han saa', at det var Rygboernes Fyrste, han havde for sig, kastede han skamfuld Pilen fra sig og flyede; saa stor Ærefiygt nærer dette Folk for Mænd, der er højt paa Straa. Imidlertid løb Flaaden op ad Peene; Danskerne tog de Heste, de traf paa Engene, og sejlede op til Volgast. Efter at have brudt Broen af og bortryddet alt, hvad der hindrede Sejladsen, kastede de Anker lige uden for Byens Mure, medens Byfolkene var ved at lave deres Blider i Stand, som endnu ikke var i Orden. Danskerne foretrak imidlertid at sejle videre frem for at indlade sig paa en kjedsommelig Belejring og førte Krigen saa spredt og uberegneligt, at de stadig gjækkede Fjenderne, saa de aldrig vidste, hvor de helst skulde belave sig paa at forsvare sig, de undgik nemlig de Steder, hvor de kunde vente at ville møde Venderne, og angreb dem, der var blottede for Forsvarere, og naar disse kom til, trak de sig med Flid tilbage og angreb andre Steder, der var uden Værn. Og for at der ingen Standsning skulde blive i deres Foretagender, lod de Fodfolkene ro om Natten og sove om Dagen, medens Rytterne sov om Natten og fejdede om Dagen. Da Bugislav og Kazimar skjønnede, at den Maade at angribe paa var der ikke noget at stille op imod med Vaabenmagt, at deres Land blev lagt øde, og at de ikke kunde faa Bugt med Danskerne, der var lige saa hurtige som modige, besluttede de sig til at kjøbe sig Fred ved at tiltinge sig deres Venskab, hvis Vaaben de ikke kunde staa sig imod. De holdt da et Møde med dem og erkjendte dem for deres Overmænd, ja lod endogsaa, som om de ikke regnede den Skade, der var bleven tilføjet deres Land, for værd at tale om, og vilde drage bort til den store pommerske ørken og søge sig ny Bosteder dér. Da Niels Falstring hørte det, gav han sig til at le og sagde, at de kun daarligt sørgede for deres Fædrelands Tarv, naar de saaledes lod sig jage hid og did af deres Naboer og tvinge til at afstaa en Del af det til Danskerne og en anden til Polakkerne. Efter saaledes at være bleven mindede om, at de burde tænke paa, hvad der baadede deres Fædreland, lovede de Absalon, som den, der raadede for Togtet, hundrede Mark Sølv og Knud lige saa meget, hvorhos de Sendemænd, de havde taget til Fange, skulde sættes paa fri Fod og Kongen have to Tusind Mark Sølv i Erstatning for, hvad de havde røvet. Dette vilde Absalon ikke strax svare paa; han tog Høvidsmændene til Side og sagde, at de Vilkaar, Fjenden tilbød, vilde det være til Skade for Fædrelandet at tage imod, selv om man fandt Behag i dem, og at det var mere tjenligt end behageligt at forkaste dem. At skaffe Kongen Penge, Landsens Folk Fred og Fangerne Frigivelse kunde ganske vist se tiltalende nok ud, men om det var til Gavn, var et andet Spørgsmaal; derimod var der ingen Tvivl om, at det vilde være i højeste Grad fordelagtigt at forkaste dem og fortsætte Krigen. Vendernes Kræfter var allerede i den Grad medtagne, at de vilde blive nødte til at overgive sig, i Fald de ikke fik Fred. Han vilde nu overlade til sine Høvidsmænd at afgjøre, om der skulde være Krig eller Fred, for at det ikke skulde se ud, som om han dumdristig fulgte sit eget Hoved uden at ænse andres Mening. De svarede, at man burde vælge det, som Folk vilde synes bedst om, og denne sine Stalbrødres Mening maatte Absalon altsaa rette sig efter. Han bød da Esbern sejle i Forvejen og bringe Kongen Bud om de herlige Bedrifter, de havde øvet, thi han vidste jo, at han ventede i Spænding, og vilde ikke, at han skulde blive forskrækket, naar han saa hurtig og uventet vendte tilbage. Esbern blev imidlertid opholdt af Modvind ud for Hiddensø og fik ikke gunstig Vind, førend Absalon havde modtaget Gislerne og lettede Anker. For at komme forud for ham sejlede han saa hurtig, han paa nogen Maade kunde. Da Kongen, som just var paa Jagt, saa' ham komme sejlende, alt hvad Aarerne kunde trække, forud for Flaaden, undrede han sig saare og troede, at den var bleven slaaet paa Flugt. Da han havde faaet at vide af Esbern, hvorledes det forholdt sig, forvandledes hans ugrundede Bekymring til overvættes Glæde, og han sagde, at Krig var nyttigere end Fred. Han gjorde ogsaa i sin Glæde Gjæstebud for ham, og ved det gik det overmaade lystigt til. Dagen efter gav han Flaaden Hjemlov efter ikke blot at have prist Mandskabet i høje Toner, men ogsaa vist det den Ære at stede det til Kys. Siden, medens Kongen opholdt sig i Jylland, faldt Knud og Karl med en mere hidsig end udsøgt Skare Folk ind i Halland for at hævne sig paa deres Fædreland for den Landflygtighed, de selv havde paadraget sig ved deres forbryderske Færd. De havde ventet, at Hallænderne vilde tage imod dem med aabne Arme, men de drev dem tilbage, og de vilde da hellere lade Livet end fly og stillede sig i Slagorden ved den Skov, der danner Grænseskjellet imellem Halland og Gøtland. Lykken var dem imod, og de maatte bøde haardt, fordi de bar Avindskjold imod deres Fædreland. Knud fik nemlig en Mængde Saar, faldt i Hænderne paa Bønderne og blev sat i det samme Fængsel, hvor Magnus sad, saa han kom til at dele Straf med den, hvis Forbrydelse han havde været medskyldig i. Karl blev dødelig saaret og naaede kun et lidet Stykke bort, før han udaandede sin stærke Sjæl under Træernes spæde Løv, og man maa vel prise ham lykkeligere, fordi han døde, end hans Broder, fordi han slap derfra med Livet. Valdemar lagde Beslag paa deres Gods i Henhold til Lovens Bestemmelse om, at en Fædrelandsforræder har forbrudt alt, hvad han ejer, og saaledes fik han uventet sin Velstand øget. Karls Lig blev senere fundet af Egnens Folk; det var da allerede gaaet i Forraadnelse og kunde saaledes være et Vidnesbyrd om, at man ikke bør vrage egne Kaar for at stræbe efter andres Højhed. Hertug Henrik var imidlertid kommen i en farlig Krig med Kejseren, fordi han havde vægret sig ved at yde ham Hjælpetropper imod Italienerne. Da han skjønnede, at det oversteg hans Kræfter at klare saa vanskelig en Sag, sendte han det ene Bud efter det andet til Valdemar med Anmodning om at møde ham, og da Kongen føjede ham og kom, gik han helt over Broen, som han aldrig før havde villet gaa længere end til Midten af, og bad ham indstændig om Hjælp, idet han paa det mest indtrængende paaberaabte sig det svorne Forbund, der var imellem dem. Saaledes kan den haarde Nød kue Overmod og Stolthed bøje sig for Ulykken. Kongen svarede, at han ikke havde sluttet noget Forbund, der forpligtede ham til sligt, men for det Venskabs Skyld, der fra gammel Tid af havde været imellem dem, vilde han alligevel hjælpe ham, hvis han vilde lægge sig hans Ord paa Sinde og handle efter dem. Henrik spurgte om, hvad han mente, og han sagde da, at naar det maatte anses for en vanskelig Sag at yppe Strid med den jordiske Kejser, var det endnu langt farligere at udæske Himlens Herre, eftersom han blot ved et Vink uden menneskelig Hjælp mægter at gjøre os dødelige lykkelige eller ulykkelige. Dersom Henrik, som alt længe havde fortørnet Gud ved at gjøre sig skyldig i Kirkeran, vilde forsone sig med ham ved at give fuld Erstatning for, hvad han havde røvet, vilde han kunne gjøre sig Haab om Sejr, hvis ikke, var det letsindigt af ham at indlade sig paa Krig; gjorde de det i Fællesskab, saa længe Gud var ham gram, vilde de begge blive besejrede af Fjenden, thi der var ingen Tvivl om, at enhver, der dristede sig til haardnakket at sætte sig op imod Guds Almagt, vilde faa at føle, at hans egen Magt kun var svag og skrøbelig. Han turde derfor ikke yde ham nogen Krigshjælp, med mindre han først sonede den Helligbrøde, han havde begaaet, og derved afværgede den Fare, der truede ham, thi han satte Gudsfrygt over Venskab. Hertil svarede Henrik, at han ganske vist havde aftvunget Bisperne en hel Del Gods under Navn af Len, men vilde han frivillig give det fra sig igjen, vilde han blive stedt i den yderste Fattigdom; han satte heller ikke saa stor Pris paa de kronragede Skaldepander, at han godvillig vilde skille sig ved sin Velstand og agte deres Vrede mere end sin egen Ære. Han bad ham imidlertid om at fortie, at han havde afslaaet hans Anmodning, for at det ikke skulde rygtes blandt Folk, at han havde nægtet at hjælpe ham. Da Kongen var draget bort, lod Henrik over for sine Krigsfolk, som om han havde lovet ham Bistand, thi det var ham om at gjøre ved dette Haab at styrke deres Mod, ellers var han bange for, at de skulde gaa over til Kejseren. Da Danskerne var paa Vejen hjem, skete der et vidunderligt Jertegn, som man aldrig før havde set Mage til. Der stimlede nemlig i Løbet af én Nat en uendelig Mængde Mus sammen langvejs fra fra hele Landet, og ynkelig pibende sprang de af sig selv i Slien og druknede. Om Morgenen saa' man Ligene af dem, som Vinden havde kastet op paa Land, ligge spredte over hele Strandbredden, og det er ikke let at sige, om dette mest var til Forbavselse eller til Nytte for Landsens Folk. Samme Nat blev Absalons Klæder, medens han laa og sov, gnavede itu af nogle Spidsmus, hvilket var et sikkert Forvarsel om de Gjenvordigheder, der forestod ham. Da han var kommen tilbage til Sjælland, blev det meldt ham, at der var udbrudt Uroligheder i Skaane, at Almuen var kommen paa Kant med Stormændene, og at den offentlig havde sammenrottet sig imod de kongelige Fogeder og angrebet dem. En af de fornemste Lensmænd ved Navn Aage havde den paa Lundeting i sin Ubesindighed faret saa voldsomt og forsmædelig frem imod, at han vilde være bleven revet i Stykker, hvis han ikke var flygtet ind i St. Laurentii Kirke. Denne Brand, som den oprørske Mængde i sit Raseri havde tændt, kunde ingen andre end Absalon slukke, og det vilde være lettere for ham at gjøre det, medens Oprøret endnu var i sin Begyndelse, end naar det havde faaet Tid til at brede sig. Han maatte derfor endelig skyndsomst komme over til Skaane, hvis han vilde tage sig af Kongens Sager dér, som det stod saare ilde til med. Han raadførte sig med Sune og Esbern, men de raadede ham saa stærkt, som de paa nogen Maade kunde, fra at indlade sig paa den Rejse, thi de vidste, sagde de, at det i Virkeligheden var Stormændene, der hemmelig havde sammenrottet sig for at ophidse Almuen, og at deres eneste Maal var at komme ham til Livs. Da de skaanske Sendemænd imidlertid blev ved at forsikre, at det var umuligt at skabe Ro i Landet, med mindre han kom derover, svarede han, at saa skulde han komme, det fik saa gaa, som det vilde; han vilde, om saa skulde være, ofre Kongen sit Liv, i Fald det gjordes nødigt, til Tak for alt det gode, han havde gjort ham. Han skikkede altsaa Folk forud, som skulde stævne de skaanske Stormænd til Tinge i Lund, og lovede, at han selv skulde komme strax efter. Han tøvede da heller ikke med at begive sig over til Skaane for opfyldt af Forfædrenes Aand at stille sig imod Almuens Raseri og stemme imod det af al sin Magt. Almuen, i hvis Sind Oprørsbølgerne gik højt, kærede med voldsomme Ord over den Uret, den led, og da Thord begyndte at holde en Tale til den, nødte den ham ved stadig Piben og truende Tilraab til at holde op. Ogsaa de andre af Kongens Tilhængere, der vilde have Ordet, nægtede den det, kun Absalon fandt den sig i at høre paa i nogenlunde Ro. Da han imidlertid mærkede, at den ufornuftige Mængde blev ved med Raaben og Skjælden og ikke taalmodig hørte paa hans forstandige Formaninger, ansaa han det for hensigtsmæssigt at dele den og bød, at den skulde fordele sig i tre Herredsting, hvorhos han lovede at raade Bod paa al Uret, der var øvet af Stormændene. Thord satte han haardt i Rette, fordi han med løgnagtig Tale havde lokket ham over til et Oprør, som der næppe var nogen Mulighed for at dæmpe, men Thord svarede, at den ophidsede Almues Vildskab hidrørte fra Drukkenskab, og til Bevis herfor anførte han, at nogle sad og snorkede paa Tinge; man burde derfor ikke holde Ting med dem i Byen, men ude paa Landet, for at disse fordrukne Mennesker ikke skulde faa nogen Lejlighed til at drikke sig fulde. Absalon holdt nu først Ting med Sydskaaningerne. Han bød ved denne Lejlighed den kongelige Herredshøvding Peder Evarssøn tage Sæde ved Siden af sig, thi Mængden overøste ham med Beskyldninger, som mere skrev sig fra Avind, end de i Virkeligheden havde noget at støtte sig paa; ved saaledes at hædre sin gode Ven ved at give ham Plads ved sin Side sørgede han for, at der ingen Overlast tilføjedes ham. Dagen efter gik med at komme til Bunds i de forelagte Kæremaal, og med den største Retfærdighed afsagde han sin Kjendelse over alle de fremførte Klager, og efter at han havde dømt i Sagerne efter Lands Lov og Ret, kunde Almuen ikke andet end være fornøjet og takke ham derfor. Da han brød op derfra, blev det meldt ham af en skaansk Krigsmand, at Budstikken gik om imellem Almuen for at hidse den til Oprør og stævne den til et Møde om fire Dage ved Hvidkilde. Skjønt han havde de mægtigste skaanske Stormænd hos sig, sendte han for ikke at savne nogen af dem, han ønskede at raadføre sig med, ogsaa Bud efter Thord og fortalte ham det Rygte, der nys var kommet ham for øre om Bondeoprøret. Thord søgte nu vel at betage ham al Mistanke i saa Henseende og svække hans Tro paa Rygtet; der var slet ingen Grund til at frygte for sligt, sagde han, men de andre raadede til at tage sig vel i Vare for Almuens Magt og Vold. Da Meningerne angaaende denne vanskelige Sag saaledes var forskjellige, blev han selv tvivlraadig og begav sig ud paa Søfdøen for nærmere at undersøge Forholdene. Dér fik han større Vished om, at det var, som der var blevet sagt ham, at Almuen var helt rasende, og da det ikke tyktes ham, at han selv uden Fare kunde træde frem for den, sendte han nogle hen til Tinget for at stille den tilfreds ved at love den alt, hvad den med Billighed kunde forlange. Da disse imidlertid mærkede, at alt var i Oprør som Følge af Almuens vilde Raseri, og at den i sin frække Dumdristighed overøste Stormændene med grove og utilbørlige Ord, tav de stille med, hvad der var blevet dem paalagt, og opflammede derved yderligere Oprørerne, idet de tog mere Hensyn til disses Raseri end til det Hverv, der var blevet overdraget dem. Om de gjorde det af Frygt eller af Troløshed, faar staa hen. En af dem ved Navn Peder Lange, en ren Kæmpe at se til, sagde, da han omsider med Nød og næppe fik skaffet sig ørenlyd, at skjønt han stod i Absalons Tjeneste, var hans Ærbødighed for ham dog ikke saa stor, at han gav den Fortrinet for, hvad han skyldte sine Medborgere; Folkets Majestæt gik for ham forud for Hensynet til Ærkebispen, og han skyldte Fædrelandet større Kjærlighed end nogen enkelt Mand; han var rede til at staa Last og Brast med Almuen i alt, hvad den tog sig for, og vilde ikke betænke sig paa med Sværd i Haand at forsvare dens Frihed, der nu saa at sige havde lidt Skibbrud og var ved at gaa til Grunde. Hertil svarede en af Almuen, at den blot blev holdt for Nar, og at Absalon og Stormændene, som plejede at udsuge Menigmand, med fuldt Overlæg holdt sig borte fra Tinget, og det gav alle ham med Raaben og Skrigen Ret i, hvorpaa hele Hoben brød op med stort Bulder og Gny og fuldt væbnet steg til Hest for at angribe Absalons Gaard. Lidet tænkte de paa, hvor tit de havde nydt godt af hans Gavmildhed i det Hus, de nu vilde angribe. For at melde Absalon dette begav de yngste af Sendemændene sig nu hurtig af Sted til Søfdø, idet de snildelig undgik Pilene, der haglede ned over dem fra alle Sider. Absalons Krigsfolk blev saare forfærdede, da de fik Nys om, hvorledes Sagerne stod, og saa' sig om efter Midler til at forsvare sig med; nogle drev Hestene sammen, der gik løse paa Engene, andre samlede alle de Vogne, de kunde faa fat paa, og spærrede med dem Vadestedet over til øen, som Absalon senere lod befæste med en Teglstensmur, atter andre sankede Kastesten. De ældre raadede til, at man enten skulde belave sig paa en Belejring eller efter at have giort det af med de første, der angreb dem, drage bort, inden den store Bondehær kom, som de ikke kunde staa sig imod. Absalon sagde imidlertid, at intet af disse Raad kunde han gaa ind paa, thi til at udholde en Belejring havde han ikke Levnedsmidler nok, og desuden maatte han ikke glemme, at han mere burde være en Fader for disse Mennesker end en Røver. Han var kommen for at stifte Fred, og den vilde han ikke besmitte med Menneskeblod; han vilde optræde som en from Hyrde og ikke som en grum Drabsmand. Han foretrak derfor, at de første, der angreb, blev adsplittede, uden at der tilføjedes dem nogen Fortræd eller anrettedes nogen Blodsudgydelse; det vilde være dem en let Sag at jage dem paa Flugt, da de ikke havde nogen ordentlig Ledelse at stole paa. Han forbød derpaa sine Krigsfolk at tilføje nogen af Folkehoben nogen Overlast, og den første Skare, der kom og satte sig fast paa en nærliggende Høj, gik han imod med Korset foran sig, hvorpaa den flyede ind i den nærmeste Skov. Hovedmanden for Oprøret blev fangen, men Krigsfolkene mindedes, hvad Absalon havde paalagt dem, og nøjedes med at tage Vaabnene fra ham, trække Klæderne af ham og prygle ham igjennem. En af Krigsfolkene var saa uheldig, at hans Hest løb løbsk og rendte midt ind imellem Fjendernes tætteste Skare med ham og, uden at hans Stalbrødre vidste det mindste deraf, blev han dræbt i en Mose af Mængden, der stimlede sammen om ham. Saaledes lod Absalon sig nøje med at gjøre Bøndernes Angreb til Skamme, og da ingen Fjender længer truede ham, begav han sig uhindret tilbage til Lund, medens Bønderne lod deres Harme gaa ud over øen ved at plyndre den paa det grummeste. Ærkebispen valgte saaledes, højsindet, som han var, den lempeligste og derfor ogsaa den sikreste Udvej, idet han foretrak Mildhed for Grumhed, og ved at skaane sin Hjord indlagde han sig større Ære og lagde større Dyd for Dagen, end om han havde hævnet sig for de Krænkelser, der var blevet tilføjet ham; thi jo mere han afholdt sig fra at gjøre Brug af Sværdet, des mere fortjente han at prises for sin Fromhed. Da omsider de kom, som han havde udsendt for at berolige Almuen, beklagede han sig over, at han i sin Troskyldighed var bleven stedt i en saadan Fare paa Grund af den Tale, de havde ført, og spurgte dem, hvorfor de ved at røgte hans Ærind saa forsømmeligt havde beredt ham saadanne Vanskeligheder, som han ikke kunde forudse og aldeles ikke var belavet paa. De svarede, at de slet ikke havde tænkt sig, at det vilde gaa saaledes, og tilstod, at de havde baaret sig galt ad, og han bød dem da overveje, hvad der nu skulde gjøres, og ved et godt Raad bøde paa deres forrige Forseelse. De svarede, at de hverken havde Vaaben eller Mandskab og maatte drage hjem for at skaffe sig begge Dele, saa skulde de komme igjen næste Dag; han selv burde skjule sig saa længe, sagde de, der var ingen Skam i, at han gav efter for Forholdenes Magt. Om de sagde dette af Ondskab, eller fordi de ikke vidste bedre Raad, vil jeg overlade til dem at dømme om, som ikke skyr den Ulejlighed at læse, hvorledes de senere bar sig ad. Absalon svarede, at saa var det dog hæderligere for ham at trække sig tilbage til sin Borg paa Sjælland, han var ikke vant til at krybe i Skjul. Noget saa forsmædeligt vilde han ikke indlade sig paa, og han sejlede derfor bort paa et Skib, Thord skaffede ham; han holdt nemlig for, at for en Mand, der vidste med sig selv, at han ved sine store Bedrifter havde vundet sig et straalende Ry, sømmede det sig ilde at krybe i et Musehul. Da han var kommen over paa Sjælland, fik han fra Valdemar, der holdt Jagt paa Samsø, Brev og Bud om at begive sig did, for at de kunde raadslaa om vigtige Sager Riget angaaende. Efter at han dér tillige med Sune og Esbern tilbørligt havde drøftet de Sager, Kongen forelagde dem, fortalte han omsider om Oprøret i Skaane og betænkte sig saaledes ikke paa selv at være den første, der bragte ham Tidende om de Uroligheder, han havde været udsat for. Kongen blev opbragt og truede med at straffe Oprørerne, men Absalon fik ham ved sine Overtalelser saaledes formildet, at han opgav dette Forsæt og opsatte sin Hævn, til han fik talt med Skaaningernes Høvdinger, som han i al Venlighed lod stævne til sig, og da de var paa Vejen til ham over til Fyn, undlod Absalon ikke at behandle dem med al mulig Forekommenhed. Da de imidlertid opfordrede ham til at bede Kongen om at afskedige Saxe, Aage, Sune og Esbern, der ikke havde hjemme i Skaane, fra deres Bestillinger dér, og sagde, at Oprøret, som kun skyldtes deres overmodige Adfærd, strax vilde høre op, saa snart han satte indfødte til Styret i Steden for Udlændinge, svarede han, at de misundte Kongen hans Myndighed og vilde betage ham hans Frihed til at bortgive Lenene, til hvem han vilde. Hellere end ved saa lumsk en Begjæring at søge at berøve Kronen en Ret, den havde været i Besiddelse af i saa mange Aarhundreder, vilde han udsætte sig for Almuens Raseri. Herpaa gav Skaaningerne ham et utilbørligt overmodigt Svar og truede ham med, at saa skulde ogsaa hele Oprørets Raseri komme til at gaa ud over ham. Da Kongen spurgte dem, hvorledes han bedst kunde berolige Skaaningerne, svarede de, at naar blot han skrev et Brev til dem, hvori han med et vist Maadehold gav dem baade gode og onde Ord, vilde det være nok til at gjøre Ende paa Oprøret. Efter deres Tilskyndelse skrev Kongen da et Brev fuldt af Trusler til den skaanske Almue, hvilket ikke bidrog lidet til yderligere at puste deres Raseri op i Flammer. Bønderne blev nemlig opbragte over, at han brugte saa hvasse Ord til dem, og gav deres Harme over denne skarpe Skrivemaade Luft ved højtidelig at ophæve alle kongelige Skatter, vægre sig ved at betale Bispetiende samt give Præsterne Lov til at gifte sig. Ærkebiskoppen havde de slet ingen Brug for, erklærede de; Præsterne kunde godt besørge hele Kirketjenesten, saa de fo'r lige galent frem baade i gejstlige og verdslige Sager og føjede til den Foragt, de viste Kongemagten, ogsaa Foragt for Religionen. Da Kongen mærkede, at han ingen Vegne kom med Trusler, besluttede han at bruge Vaabenmagt, og da Høsten var til Ende, samlede han en Mængde Skibe til at føre Krigsfolk over paa og begav sig over til Helsingborg tillige med Absalon, som han havde befalet at være blandt de sidste, der lagde til Land. En stor Del Almuesfolk, der var samlede dér i Anledning af Fiskeriet og havde opført en Mængde Hytter paa Strandbredden, blev, da de fik øje paa Absalon, saa optændte af Had til ham, at de satte Hensynet til deres Erhverv til Side og kastede Sten paa hans Skib, da det lagde ind til Land, idet de rent glemte, at den Mand, som de nu vilde fordrive fra Skaane, kunde alle Danske takke for, at de trygt kunde bo, hvor det skulde være i hele Riget. En Del af Almuen viste Kongen den store Ringeagt at forlade Tinget for at styrte ned til Stranden og være med til at modtage Ærkebiskoppen paa denne utilbørlige Maade. O, I utaknemmelige Skaaninger, som i eders rasende Letsindighed ikke skammer jer ved at byde den, der har gjort jer saa meget godt, Skam til Tak! Henrevne af det utilbørligste Raseri søger I at holde eders Hyrde og Fader borte fra eders Land, ham, som I kan takke for, at I nu, efter saa tit at have været hjemsøgte af Sørøvernes Grusomhed, trygt kan sejle vidt og bredt, hvorhen I vil! Ham, hvis Tapperhed I skylder, at I selv i sin Tid ikke er blevne forjagne fra eders Kyster, ham formener I nu at lande paa dem! Lad dog af med saa grovelig at forsynde jer imod denne udmærkede og retsindige Mand, der har gjort sig saa fortjent af jer, og skynd jer ved Anger at gjøre godt igjen, hvad I ved eders ubillige Miskjendelse har forbrudt imod ham! Kongen kunde nu heller ikke længer taalmodig finde sig i deres skammelige Frækhed, men blev saa forbitret, at han raabte paa Heste og Vaaben. Biskop Svend af Aarhus slog imidlertid sine Arme om ham og besvor ham ikke at fare frem med Haardhed imod Almuen - om det var Frygt eller Kjærlighed, der gjorde ham saa dristig, skal jeg lade være usagt. De varme Følelser, Kongen bestandig nærede for Absalon. bevirkede dog, at han tog mere Hensyn til den Fare, hans Ven var stedt i, end til Bispens Bønner. Saa snart Kongen kom ned til Stranden, stillede de, der havde angrebet Skibet, sig ganske uskyldige an, gik ind i deres Hytter og lod Absalon gaa i Land. Her havde Kongen en Sammenkomst med en Del af den skaanske Adel og Absalon med en anden. De af Skaaningerne, som Kongen raadførte sig med, om hvad der var at gjøre for at dæmpe Oprøret, raadede ham til at afsætte Absalon og de andre fremmede, der var satte i Spidsen for Landets Styrelse; intet vilde hjælpe mere til at stille Almuens Raseri, end om de kom bort, sagde de, thi dette var ingenlunde rettet imod Kongen, men skyldtes udelukkende de fremmedes onde Gjerninger. De jydske Adelsmænd var af samme Mening. Man antager, at Grunden til, at de ønskede at faa Absalon af Vejen, dels var deres Had til Tienden, som nylig var bleven fastslaaet for Skaanes og Sjællands Vedkommende, dels den Frygt, de betoges af ved Tanken om Slaget ved Fodevig. Hans egne Krigsfolk var imidlertid af en hæderligere Tænkemaade og vilde ikke høre Tale om, at han skulde bort; de havde endnu saa mange Venner og Frænder og kunde stille saa mange vaabenføre Mænd, sagde de, at de nok haabede, selv uden Bistand af Kongens Krigsfolk, at være i Stand til at føre deres Herre frank og fri omkring i hele Skaane, om Almuen saa var aldrig saa fjendtlig sindet og gjorde nok saa megen Modstand. For at skaffe Almuen Fred tog Kongen imidlertid mere Hensyn til Jydernes fejge Forestillinger end til de andres mandige Tale. Han kaldte Absalon til sig i Enrum og mindede ham om, hvor enige de altid havde været, og at de aldrig havde staaet saa stivt og stridig hver paa sin Mening, at den ene jo ikke altid til sidst havde lempet sig efter den anden. Nu bad han ham om at opgive sin Beslutning om at drage videre om i Skaane og ikke anse det for en Skam at vende tilbage til Sjælland, men for en Gangs Skyld lægge mere Vægt paa, hvad der var nyttigt, end paa hvad der tog sig anseligt ud. Hertil svarede Absalon, at han heller ikke denne Gang vilde undslaa sig for at lyde Kongen, som han plejede, og følge hans Raad, skjønt han var ganske paa det rene med, at der, naar han drog bort, vilde blive sagt en Mængde skammelige Løgne om ham. Kongen takkede ham mange Gange for hans store Føjelighed og bad, om han maatte beholde hans Ryttere i sit Følge. Herover gav disse, som omfattede Absalon med den største Troskab og Kjærlighed, sig bitterlig til at græde og sagde, at det var en evig Skam og Skjændsel, at de, ikke som Følge af egen, men af andres Fejghed, skammelig skulde svigte ham, de havde forpligtet sig til at tjene. Med stor Hjærtesorg skiltes de derfor fra Absalon og sluttede sig til Kongens Følge. Kongen holdt nu forskjellige Tingmøder med Almuen, hvor det saa' sort nok ud, thi den mødte alle Vegne frem i fuld Rustning for saaledes tydelig at lægge for Dagen, hvad den bar i sit Skjold. Hver Dag fremkom den med nye falske Beskyldninger imod Absalon, hvilket Jyderne hemmelig roste den for, saa de lovpriste, hvad de burde have straffet med Vaaben i Haand, og ved denne skammelige Slesken bidrog de mægtig til, at Oprøret yderligere blussede op. Da Levnedsmidlerne slap op, udvalgte Kongen, inden han forlod Skaane, nogle af Almuen for at faa Stridighederne med Absalon bilagte og satte saa over til Helsingør. Her mødte Absalon omsider frem for Kongen, beviste med mangfoldige Vidnesbyrd sin Uskyldighed i det, man lagde ham til Last, og gjendrev alle de Løgne, der var blevne sagte ham paa i hans Fraværelse, med saa mange og gode Grunde, at hans Anklagere blev nødte til at tilstaa, at de havde Uret, og bede ham om Forladelse og i Steden for at anklage ham maatte ære og berømme ham. Hans Veltalenhed vakte ogsaa saa stor Beundring hos alle, at adskillige af de tilstedeværende sagde, at han havde talt som en Gud. De skaanske Sendemænd drog imidlertid bort med den Erklæring, at de maatte henskyde det hele til deres Landsmænds Afgjørelse, thi de havde ingen Ret til at indgaa paa noget Forlig uden deres Samtykke. De skaanske Sendemænd opfordrede ærlig og redelig deres Landsmænd til at lade deres galne Oprør fare, men det vilde de ikke høre noget om, de vilde hverken betale deres Bispetiende eller i nogen Maade yde Kirken, hvad der rettelig tilkom den. For nu at straffe dem for deres skammelige og ugudelige Halsstarrighed sendte Absalon ved næste Landemode Gejstligheden et Brev, hvori han paabød, at alle Kirker i Skaane skulde lukkes. Almuen, som havde faaet Nys om dette Paabud, mødte under Landemodet fuldt væbnet frem foran St. Laurentii Kirke og holdt Ting dér. Præsterne sendte da to af deres Midte did for at kundgjøre Paabudet om, at al Messe og anden Gudstjeneste skulde høre op, saafremt Almuen vedblivende vægrede sig ved at svare Tiende. Almuen udvalgte da ligeledes to af sin Midte, som til Gjengjæld skulde undsige Gejstligheden. De lod Præsterne vide, at det var Almuen og ikke Ærkebiskoppen, der sørgede for deres Underhold; det var vitterligt, at de havde dens Godhed og Gavmildhed at takke for, at de fik, hvad de behøvede til Livets Ophold; de skulde derfor enten forrette deres Kirketjeneste eller formedelst deres Utaknemmelighed rømme af Landet, og gjorde de ingen af Delene, skulde de ikke blot have alt deres Gods forbrudt, men ogsaa lide Straf paa Liv og Lemmer. Hertil svarede Klerkerne med største Standhaftighed, at hverken Frygt for Døden eller for Fattigdom skulde afholde dem fra at efterkomme deres Ærkebisps Befaling. Denne Klerkernes fromme og gudhengivne Bestandighed bevirkede, at Almuen holdt op med at true og i Steden for begyndte at bede om, at Forbudet ikke maatte blive sat i Kraft, førend de kunde faa Absalon i Tale. Bønderne var nemlig bange for, at de skulde fremkalde en Borgerkrig, hvis de fo'r haardt frem imod Præsterne, der ikke var af ringere Herkomst end de selv. Der var nemlig ganske vist en Del fremmede blandt den skaanske Gejstlighed, men de indfødte var Gjenstand for langt større Agtelse og Ærbødighed. Det blev da ogsaa vedtaget af begge Parter, at der skulde sendes Bud til Absalon med Begjæring om Udsættelse af den lovlige Straf, hvilket han villig tilstod dem, thi han var mere tilbøjelig til at fare frem med Mildhed end med Strænghed. Landemodet takkede han mange Gange for den Standhaftighed, det havde lagt for Dagen. Saa lidet ænsede Almuen imidlertid den Godhed, han viste den, at den aabenlyst vedblev med at plyndre baade Kongens og Ærkebiskoppens Drabanters Huse. Da det lakkede ad Fastetiden, drog Kongen over til Skaane ved Helsingborg, og denne Gang havde han kun sine sjællandske Krigsfolk med; Jyderne og Fynboerne lod han blive tilbage, fordi det ærgrede ham. at de forrige Gang havde pustet til Ilden. Absalon begav sig skyndsomst til Lund for som Ærkebiskop at indvie Salvingsolien, og efter at have tilbragt nogle Dage dér sammen med Kongen begav han sig ud paa Landet i Nærheden af Byen. Da det rygtedes, lod Nørreskaaningerne og Hallænderne, som de har for Skik, Budstikken gaa rundt, opbød til Krig under Paaskud af, at det gjaldt om at værne om deres Frihed, og fik paa den Maade samlet en hel Hær, der var saa rasende, at den hastede efter at komme til at slaas med Kongen og bildte sig ind, at det ingen Sag var at give sig i Kast med hele Rigets Styrke. Kongen, som kom fra den søndre Del at Landet, mødte Bondehæren ved Dysieaabro, og da Absalon bad ham om hellere at bruge Knipler end Vaaben imod dem, svarede han, at han sloges med Mænd og ikke med Hunde. Det var altsaa ikke Vrede eller Hidsighed, der drev ham, men hans store Klogskab fik ham til at fare frem med en Grumhed, han ellers afskyede, til foreløbig at aflægge sin medfødte Mildhed og give sig Skin af at være grusom for at kue den overmodige Almue og indjage andre Skræk for at indlade sig paa saadanne dumdristige Foretagender. Slaget stod paa Broen, som begge Hære søgte at komme først over. Kampens Udfald var længe tvivlsomt, thi Bønderne sloges med stor Tapperhed, men omsider kom Absalons Ryttere over et Vadested, Bønderne ikke kjendte, og saa var Sejren strax vunden. Mange af Bønderne maatte bide i Græsset, idet de omkom i Floden, medens de søgte at fly for Sværdet. De, der slap derfra med Livet, flygtede. Saaledes kom Guds Straffedom over denne ugudelige Hob, og den maatte bøde for sit gudsforgaaende Raseri. Da Kongen var vendt tilbage til Lund, fik han at vide, at Almuen i den østlige Del af Landet ogsaa havde grebet til Vaaben og rykkede frem imod ham, saa strax efter at have overvundet én Hær maatte han belave sig paa at tage imod en anden. Han fandt det raadeligst at angribe den, førend den var bleven fuldstændig samlet, men blev en Stund holdt tilbage af Lundeboerne, der som Løn for deres Tjeneste krævede Nedsættelse i Skatterne. Da de havde opnaaet det, fulgte de ikke Kongen længer end ud paa Bymarken, saa vægrede de sig ved at drage videre under Paaskud af, at de maatte forsvare Byen; det var Grunden til, at Kongen kom senere i Lag med Fjenderne. Disse havde fuldt rustede lejret sig ved Getingebro, hvor de taabelige Mennesker havde sanket mægtige Dynger af Sten for at spærre Broen. Kongen gik over Aaen gjennem en Vejle og besluttede at slaa til, men Bondehæren var saa forskrækket, ikke saa meget over, at Kongens Hær var nær, som over det svare Nederlag, deres Stalbrødre nylig havde lidt, at de sendte Bud til ham og bad ham om at gaa tilbage til Broen, imod at de lovede at nedlægge deres Vaaben. Det var især Absalons Maadehold, der formildede Kongens Sind, idet han foreholdt ham, at man burde undgaa at slaa alt for mange Bønder ihjel. Da Kongen var vendt tilbage til Broen, kom Hovedmændene for Oprøret, faldt ham ydmygt bedende til Fode med oprakte Hænder og lovede ivrigt, at de i alle Maader vilde være ham hørige og lydige, og da man ikke stolede paa deres Løfter, bekræftede de dem med Ed. Da Bondehæren havde opløst sig, vendte Kongen tilbage til Lund. Derpaa drog han rundt i hele Skaane og tog imod Gisler af Almuen; den gik villig ind paa alt, kun Tienden vægrede den sig haardnakket ved at betale, og intet laa derfor Kongen mere paa Sinde end at faa Absalon til at give Afkald paa den; han burde vogte sig vel, sagde han, for at det ikke skulde gaa ham som i sin Tid Kong Knud i Odense, da han søgte at indføre Tienden. Absalon ansaa det imidlertid baade for uhæderligt og ugudeligt at gjøre Skaar i Kirkens Rettigheder og vægrede sig standhaftig derved. Selv om Kongen holdt med Almuen, sagde han, skulde det ikke afholde ham fra at blive ved at kræve den for den Tiende, det var dens Skyldighed at udrede, uden at opfordre nogen til at dele den Fare med ham, som han udsatte sig for derved. Det sikreste for Kongen var derfor at tie stille, for at han ikke ved at støtte Kirken skulde paadrage sig Almuens Had. Kongen ærede i sit Hjærte Absalons lige saa retfærdige som modige Standhaftighed, og da han mærkede, at han ikke vilde opgive Tienden, bad han ham om at vente med at inddrive den, saa kunde man maaske senere opnaa med Lempe, hvad man ikke kunde tiltvinge sig med Vaabenmagt. Denne hans Anmodning gik Absalon ind paa, men han erklærede derhos, at han ikke vilde gjøre Brug af de Indtægter, der tidligere havde været tillagt Bisperne i Steden for Tienden, for at det ikke skulde faa Udseende af, at han gav Afkald paa sin lovlige Ret til denne. Det Maadehold, Absalon lagde for Dagen ved at give dette Løfte, gjorde Ende paa Oprøret. Efter at dette havde tildraget sig, lagde Kejseren sin Snedighed for Dagen ved den Maade, hvorpaa han førte sin Krig med Hertug Henrik af Sachsen, thi han haabede ikke mindre at faa Bugt med ham ved List end ved Vaabenmagt. Især aabenbarede han sin Underfundighed over for Valdemar, som han sikkert troede vilde hjælpe Hertugen. Han skikkede nemlig Sendemænd til Kongen og begjærede en af hans Døtre til Ægte for hver af sine to Sønner, af hvilke den ene skulde være hans Efterfølger paa Kejsertronen og den anden var Hertug i Schwaben. Det gjorde han nu i Virkeligheden ikke, fordi han for Alvor søgte Hustruer til sine Sønner, men for at berøve sin Fjende den store Hjælp, han kunde have af saadan en Ven. Jeg ved ikke, om han herved viste størst Underfundighed eller Uforskammethed, eftersom han ikke undsaa sig ved uden at mene noget med det at bejle til den Mands Svogerskab, som han tidligere havde hildet i sin Lumskheds Garn og narret til at blive sin Lensmand. Kongens Raadgivere forstod da ogsaa strax, at der stak Svig under, og sagde, at hans Bejlen ikke skrev sig fra, at han gjærne vilde have sine Sønner gifte med hans Døtre, men fra Had til Henrik, men skjønt de havde opfattet hans Underfundighed ganske rigtig, gik Dronningens Mening af med Sejren; hun mente nemlig, at det var en stor Ære at komme i Svogerskab med Kejseren. Da Kongen spurgte, hvor meget han forlangte i Medgift, sagde de, at det vidste de ikke, og henskjød det til Kejserens Afgjørelse. Denne skikkede saa Brev og bad Kongen om at begive sig til Lybæk, saa kunde de dér i Ro og Mag aftale alt fornødent, og den Amnodning efterkom Kongen. Imidlertid anspændte Kejseren alle Rigets Kræfter for at gjøre det af med Henrik, og den ene By efter den anden faldt fra Hertugen og overgav sig til Kejseren, ikke saa meget af Kjærlighed til denne som af Had til Hertugen, thi Henrik var som Følge af den Medgang, han saa længe havde haft, bleven overmodig og tænkte, at intet kunde styrte ham ned fra den Lykkens Tinde, han var naaet op til, hvorfor han herskede med uhørt Grumhed over dem, der havde maattet bøje Nakken under hans Aag, plagede dem med sit utaalelig barske Væsen og behandlede ikke sine Undersaatter bedre end sine Fjender. Da hans Magt nu var bleven i høj Grad svækket, ikke som Følge af Krig eller Nederlag, men fordi hans Krigsfolk sveg ham og faldt fra ham, saa at det eneste, han havde at sætte sit Haab til, var den Hjælp han ventede at faa af Holstenerne, forlod han over Hals og Hoved Lybæk, hvor han ikke troede sig sikker, og løb med sine Skibe ind i Stormarn, der var det sidste Tilflugtssted, han havde at ty til. Fyrsten dér, Adolf hed han, havde han fra Barnsben af opfostret med stor Kjærlighed; baade Naturen og Lykken havde været ham god, og Henrik havde drevet sin Godhed imod ham saa vidt, at han selv havde slaaet ham til Ridder. Nu lønnede han ham saa skammelig for alt det gode, han havde gjort ham i hans Opvæxt, at han blev den første af alle hans Lensmænd, der skjændig forraadte ham. Kejseren sendte nu nogle Skibe, med hvilke han agtede at gaa over Elben, og som var bemandede med Bueskytter og Slyngekastere, ned ad Floden. Henrik var paa sin Side lige saa ivrig til at samle en Flaade, som han bemandede med en udsøgt Krigerskare, for at formene Kejseren Overgangen, men da Hertugens Folk saa', hvor talrige de fjendtlige Skibe var, blev de saa forskrækkede for Overmagten, at de opgav deres Forehavende og tog Flugten, saa at Kejseren uhindret kunde sætte over Floden. Han begyndte at belejre Lybæk, men da han var meget bange for Brødrene Bugislav og Kazimars Stridskræfter, skikkede han Sendemænd til dem, og lovede dem begge at forøge baade deres Magt og Anseelse, idet han vilde gjøre dem til Hertuger i deres Lande, som de hidtil havde hersket over, uden at nogen ret vidste Besked derom, og uden at have nogen Ærestitel. Henrik havde saa tit krænket dem, at de blev glade over Kejserens Løfte, thi det gik ikke op for dem, at han under Skin af at vise dem en Velgjerning vilde lægge et skammeligt Trældomsaag paa dem. Imidlertid begav Valdemar sig til Lybæk med en Flaade, som var mere statelig end stærkt udrustet. De tyske Riddere kom ham i Møde og takkede ham overmaade mange Gange, fordi han var kommen, og bad ham om at sejle saa langt op ad Floden, som han kunde, for at han og Kejseren kunde have saa meget kortere til hinanden. Det gjorde han, og da Sendemændene Dagen efter spurgte ham, om han ønskede, at Kejseren skulde komme ham i Møde paa Halvvejen, svarede han, at han foretrak at begive sig til hans Lejr, da han holdt det for overflødigt, at det romerske Riges Kejser skulde have nogen Ulejlighed for saa ringe en Tings Skyld. Kejseren lagde ikke mindre Snildhed for Dagen ved den Maade, hvorpaa han tog imod Valdemar, end denne havde vist Beskedenhed ved at begive sig til ham. Efter først paa den mest høviske Maade at have hædret ham ved at omfavne og kysse ham greb han nemlig strax hans højre Haand, aflagde sin Kaabe og førte ham midt igjennem Lejren, idet han som en Herold raabte, at alle skulde gjøre Plads for ham. Da Teltet var styrtet sammen som Følge af den Trængsel, der opstod, fordi alle vilde se Kongen, førte han ham strax bort fra det, ud paa aaben Mark, og for at forebygge Trængsel holdt han sit Septer udstrakt og raabte saa højt, han kunde, at alle skulde sætte sig, hvor de stod. Valdemar, hvem det var om at gjøre at vise sig lige saa beskeden, som det var Kejseren magtpaaliggende at gjøre Stads af ham, svarede imidlertid, at han nok vilde vente med at sætte sig, til han fik sin egen Stol, thi han vilde ikke ved strax at sætte sig efter hans Opfordring give det Udseende af, at han anmassede sig en Æresplads paa Kejsertronen. De fornemme Herrer satte sig, ikke efter Rang og Stand, men som det bedst kunde føje sig i den voldsomme Trængsel, saa det blev Tilfældet og ikke deres Værdighed, der kom til at raade for, hvor de fik Sæde. Man hørte Tyskerne udtale deres Beundring over Kongens Skabning og Væxt; de var saa begjærlige efter at faa ham at se, at, da de ikke kunde komme til, naar de sad ned, kravlede den ene op paa Skuldrene af den anden og strakte Halsen frem for rigtig at tage ham i øjesyn. Det var en Konge, det var en Herre, det var en Mand, der var værdig til at være Kejser, sagde de; Kejseren var en Smaakonge, en Pusling at se til ved Siden af ham. Saa meget Væsen gjorde disse fremmede af Kongens herlige Legemsskabning. Troligvis har Kejseren ladet, som om han ikke tog sine Hirdmænd deres Ord ilde op, for at det ikke skulde se ud, som han blev stødt over den Ros, der blev Kongen til Del. Efter at alle længe havde beundret ham, rejste Kejseren sig og bød nogle faa andre gjøre ligesaa, hvorpaa han førte Kongen hen til det nærmeste Telt med samme Høviskhed, som han havde modtaget ham med, strax da han kom. Dér satte han alle alvorlige Forretninger til Side og talte en Stund venlig og muntert med ham, og da det led ad Aften, lod han Kongen følge hjem af alle de tyske Ungersvende, efter at de havde truffet Aftale om, at de skulde mødes næste Dag i Skoven tæt ved Havnen for at tales ved i Ro og Mag. Sine Sønner havde han imidlertid paalagt at begive sig om Bord paa Kongens Skib og blive dér, tilsyneladende fordi det morede dem, men i Virkeligheden fordi det var ham om at gjøre ved at lade sine egne Børn omgaas ham paa saa venskabelig en Fod at vise ham, hvor stor Pris han satte paa, at han var kommen. Da de mødtes paa det aftalte Sted, begyndte Kejseren at tale om sine Sønners Giftermaal og forlangte tredive Tusind Mark i Medgift med den ældste af Valdemars Døtre og otte Tusind Mark med den yngste. Det fandt de danske Stormænd nu strax mistænkeligt og mente, at der stak Svig bag dette Forlangende, eftersom ingen af de to Jomfruer endnu var i giftefærdig Alder, og Valdemar, som mente, at den største af de nævnte Summer var mere, end han kunde overkomme, indskrænkede sig til at love at udrede den mindste i Tillid til Kongen af Ungarn, som han var nær i Slægt med. Denne Overenskornst blev besvoret, og Trolovelsen stadfæstet med begge Parters Ed. Da det var besørget, vendte Kongen tilbage til sine Skibe og Kejseren til sin Lejr. Strax efter tog Kejseren imod nogle Sendemænd, Venderne havde skikket til ham; de turde nemlig ikke sejle ind til ham af Frygt for Kongens Flaade. Ved Daggry begav han sig med et lidet Følge i en af Kongens Baade ud til Valdemars Skib, hvor han kom ganske uventet. Da Kongen sammenkaldte sine Høvdinger, for at de skulde være til Stede ved Samtalen, vilde Kejseren ikke have, at Jarimar, Fyrsten af Rygen, ogsaa blev tilkaldt; han vidste nemlig, at han var Danskerne fuldstændig tro, og havde for Resten Dagen i Forvejen gjort en hel Del Stads af ham og oven i Kjøbet kaldt ham Konge. Han havde noget at meddele Kongen under fire øjne, sagde han, thi som Følge af det tilkommende Svogerskab betragtede han ham ikke blot som sin Ven, men som sin halve Sjæl. For at svække Henrik havde han lokket Venderne med Løfter, som det ingenlunde var hans Agt at holde, naar han først havde faaet Bugt med ham; han huskede nemlig godt, at han i sin Tid havde lovet ham at underlægge ham Venden. Han bad ham nu finde sig i, at han for Tiden tiltog sig Overhøjheden over Venden og gav de to Brødre, hver i sin Landsdel, en Titel, som de ikke vilde komme til at beholde nær saa længe, som den lød anselig, thi saa snart han havde overvundet Henrik, vilde han underlægge Kongen Venden. Da Kongen havde givet sit Minde hertil og Dagen efter indfandt sig paa Herredagen, overrakte Kejseren højtidelig Bugislav og Kazimar hver sit Banner og gav dem Titlen de Venders Hertug, saa at de solgte deres Fædrelands gamle nedarvede Frihed for tomme og intetsigende Ærestitler. Havde de vidst, hvilket Aag der blev lagt paa dem, da de tog imod den usle Klud, vilde de have foretrukket Døden for saadan en Velgjerning eller vilde hellere have henlevet alle deres Dage uden kongelig Værdighed, Nu havde de under et Skin af Ære paadraget sig den forsmædeligste Vanære og hjembragte til deres Fædreland et Trældomsaag, der var udpyntet med nogle falske Værdighedstegn. Ved samme Lejlighed fik en højbaaren Thyringer ved Navn Siegfried, som Kejseren lagde et godt Ord ind for, Løfte paa en af Kongens Døtre; han fulgte saa med Kongen paa hans Skib til Slesvig, hvor Bryllupet blev fejret med stor Højtidelighed. Imidlertid havde Venderne, da den Skanse, de havde opført ved Swinemünde, ved Vintertid var bleven revet bort af Havet, i Løbet af Vinteren samlet Bygningsæmner og opførte i Begyndelsen af Foraaret to andre samme Steds, idet de holdt for, at de vilde være uovervindelige, naar Peenefloden beskyttedes af Byen Volgast og Swinemünde af disse to Fæstningsværker. Dette fik Kongen lovlig sent Nys om, og han samlede da strax Krigsfolk og lagde ind i Grønsund for at hindre dem i Arbejdet, men her fik han at vide af Rygboerne, at Skanserne allerede var færdige og fuldt bemandede. Han mistvivlede om at kunne tage dem, især fordi der ingen Havne var i Nærheden, og han kaldte da sin Søn Knud, Absalon og Sune til sig og sagde, at da han skjønnede, at det vilde falde ham svært at tage de Skanser, vilde han hellere lade andre prøve derpaa end selv gjøre det, for at han ikke, dersom det ikke gik efter ønske, skulde sætte den Hæder til, han havde vundet ved sine tidligere Bedrifter. Han paalagde derfor Knud og Absalon at drage over og belejre dem; det vilde bringe mindre Skam over Landet, hvis det mislykkedes for dem end for ham, sagde han, og lykkedes det, vilde han ikke have mindre Ære deraf, end om han selv havde vundet den Sejr. Absalon lovede, at han vilde stille sig i Spidsen for Skaaningerne og Sjællandsfarerne, men Jyderne vilde han ikke have Anførselen over, thi han vidste paa Forhaand, at de vilde lade haant om at lystre ikke blot ham, men ogsaa Knud formedelst hans Ungdom, og det viste sig da ogsaa, at det havde han Ret i. Kongen blev vred over det Svar og sagde, at saa vilde han selv tage af Sted til Trods for, at han var ilde tilpas, og han blev da ogsaa saa bekymret, at han blev syg og maatte lægge sig til Sengs, saa forpint var han paa den ene Side af Begjærlighed efter at faa de Skanser tagne og paa den anden Side af Tvivl om, at det vilde lykkes. Om Morgenen gik Høvidsmændene til ham og bad ham om at skaane sig, de skulde nok udføre hans Befaling, skjønt han ikke selv var med, sagde de, og med Nød og næppe gik han ind paa at tage til Vordingborg efter at have overdraget Krigens Ledelse til sin Søn og Ærkebispen. De maatte blive liggende længe i Havnen paa Grund af en voldsom Storm, og hele Strandbredden over hørte man da de oprørske Jyder raabe op om, at de ingen Levnedsmidler havde, og at de ikke vilde med paa det Krigstog. Biskop Orm af Ribe, der nød stor Anseelse, ikke blot paa Grund af sin høje gejstlige Værdighed, men ogsaa for sine sjældne Talegaver, kunde ingen Vegne komme over for dem med sin Veltalenhed, og han mente da omsider, at naar Ord ikke hjalp, maatte man bruge Magt, og lod en af Oprørerne, der blev ved med at skrige op uden for hans Telt, gribe og binde, men det havde kun til Følge, at de andre skreg endnu værre op, og at Mytteriet blev endnu stærkere. Høvdingerne blev nu bange for, at Folkene skulde drage bort uden i mindste Maade at ænse Kongens Befaling, og de holdt derfor Raad og tog den Beslutning, at han af sig selv burde opgive dette Tog, idet de holdt for, at det var bedre ved tilsyneladende godvillig at give dem Lov til at drage hjem at forebygge, at de dumdristig rømmede, saa at det mere fik Udseende af at ske med Kongens Samtykke end af, at de trodsede deres Vilje igjennem. Dersom de i Steden for at gjøre det med Kongens Minde drog bort paa egen Haand, kunde det nemlig gaa ham, som det gik Hellig Knud, da han vilde straffe sine Folk, fordi de havde opløst Flaaden, og hvis Valdemar døde af sin Sygdom - Feber havde han allerede -, kunde Følgen let blive, at Knud ikke blev hans Efterfølger. Knud fulgte deres Raad, samlede Flaaden og gav Mandskabet Lov til at drage hjem, saa det fik Vdseende af, at han viste det en Velvilje ved at tilstaa det, hvad han ikke kunde nægte det, saa frækt som det gjorde Krav derpaa. Efter saaledes af Frygt for en Opstand at være bleven nødt til at opgive dette Krigstog sejlede Knud tillige med Absalon, Esbern og Sune til Vordingborg for der at oppebie Udfaldet af sin Faders Sygdom. Da Valdemar igjennem det aabne Vindue i sit Sovekammer saa' Skibene komme tilbage, blev han højlig forundret, og baade hans Græmmelse og hans Sygdom øgedes som Følge deraf. Han gjorde sig imidlertid al mulig Umage for at skjule begge Dele og modtog sin Søn, da han indfandt sig hos ham tillige med sine Raadgivere, med et saa fornøjet Ansigt, at de troede, at Sygdommen næsten var overstaaet; han sagde ogsaa selv, at han saa godt som ingen Smerte følte, og opbød al sin Sjælskraft for at skjule, hvor meget han led. Han glemte imidlertid ikke at skrifte sine Synder for Absalon, idet han holdt for, at man ikke burde vente med at omvende sig til sin Dødsstund, thi hvornaar den kom, vidste man aldrig med Sikkerhed, og den Anger kom for sent og var til ingen Nytte, sagde han, som man af Ulyst til at forbedre sig og af Begjærlighed efter at fremture i Synd opsatte til det sidste øjeblik. Derhos bestemte han, at Hælvten af hans Fædrenearv med Undtagelse af, hvad der hørte under Kronen, skulde tilfalde Klostrene. Alle nærede imidlertid godt Haab om, at han vilde komme sig, med Undtagelse af Sune, som, hvad enten han nu har haft en Drøm eller paa anden Maade faaet en Indskydelse, forudsagde, at denne Feber vilde blive Kongens Død, og opfordrede de andre til at være betænkte paa, hvad der bedst kunde tjene Sønnens Tarv, naar Faderen døde, thi naar det skete, vilde der blive saa stor Sorg, at ingen vilde kunne have Tanker for andet. Imidlertid kom en Abbed ved Navn Hans over fra Skaane, hvorfra han var bleven hentet, fordi man havde stor Tro til den Hjælp, han kunde yde, skjønt han ikke var nær saa kyndig i Lægekunsten, som han gav sig ud for. Efter løselig at have undersøgt Sygdommen lovede han paa det bestemteste, hvad han imidlertid ingenlunde var Mand for at holde, at han nok skulde skaffe Kongen hans Helsen igjen. Han tilberedte en Spise, som han kom nogle Lægemidler i og gav Kongen ind, og jog saa alle ud af Sovekammeret og bød ham lægge sig til at sove. Da de lidt efter kom ind til ham, fandt de ham helt maalløs og badet i Sved over hele Kroppen, og Abbeden bød dem da dække ham omhyggelig til og sagde, at det var en god og sund Sved, men gid Sunes Spaadom havde vist sig lige saa falsk, som hvad denne Læge i Tillid til sin Kunst forkyndte, thi Kongen døde, saa deraf kan man se, hvor lidt man kan stole paa Lægerne. Da Kongens Raadgivere om Morgenen kom ind i Sovekammeret, fandt de ham død, men han saa' ud, som om han endnu var i Live, hans Ansigt var ganske som ellers, hverken fortrukket eller stivnet, og hans Kinder var saa røde som et levende Menneskes; varm var han ogsaa endnu over hele Kroppen, saa det var ikke let at afgjøre, om han virkelig var død. Omsider blev han imidlertid bleg, og der var ingen Tvivl længer om, at Døden var indtraadt, og hans Lig blev da lagt paa en Baare og ført til Ringsted for at jordfæstes dér, thi denne By stod i stor Anseelse ikke blot paa Grund af sin Ælde, men ogsaa fordi hans Fader laa begravet der. Kvinderne gik Liget i Møde med udslagne Haar og sagde under Graad og Klage, at nu skulde de igjen til at bære det gamle Trældomsaag, thi nu var han død, som havde udløst Landsens Folk af Fangenskab, friet Landet for Frygt for Sørøverne og gjort dem, der boede ved Havet, lige saa trygge for Overfald af Røvere som dem, der boede inde i Landet. Bønderne forlod ogsaa deres Arbejde, saa snart de fik øje paa Ligtoget, og opfyldte Markerne med Graad og Klage, og det var dem en Glæde at vise deres Konge den sidste Ære ved at tage Ligbaaren paa deres Skuldre, medens de jamrede over, at Fædrelandet vilde gaa til Grunde nu, da Kongen var død, og at de selv kun havde Døden eller det, som var endnu bedrøveligere, i Vente. Da Absalon skulde læse Sjælemesse over ham, kunde han, medens han fremsagde de højtidelige Ord, ikke bekæmpe sin Smerte eller hindre, at hans Taarer randt ned over Alterét, ja han havde knapt saa megen Magt over Haand og Mund, at han kunde fuldføre Gudstjenesten; han blev saa sorrigfuld, at han pludselig blev overfalden af en svar og farlig Sygdom, saa at det var nær ved, at han havde opgivet Aanden samtidig med, at han sluttede Messen. Man skulde have anset det for utroligt, at en Helt som han kunde blive i den Grad betagen af Sorg, naar det ikke havde været vitterligt for alle, hvor stor Kjærlighed han bar til Valdemar. Men skjønt Skæbnen slukkede det ene af Fædrelandets Lys, sparede den dog det andet, for at Danmark ikke skulde savne en Mand, der kunde føre det an til at underlægge sig Venden og vedblive at værge det danske Folk, der under saa store Konger var naaet frem til saa stor Ære og Anseelse. Absalons Taarer, der randt ned over Alteret, medens han bad, var ikke noget ringe Vidnesbyrd om, hvor højt han elskede sin Konge, og jeg tror ogsaa, at Røgelsen, der var vædet af dem, har duftet sødt for Gud. Brand og Bjarre, Brodd, Hjarrande, Tand og Tyrfing, to Haddinger, Hjørvard, Hjarvard, Hrane, Angantyr. ## bok 15: Knud den Sjette (Winkel Horn 1898) Da Ligfærden var til Ende og Kongen stedet til Jorden med den største Ære, begav Knud sig efter sine Raadgiveres Tilskyndelse hurtigst muligt over til Jylland for at faa sin kongelige Magt og Myndighed stadfæstet og tage sin Faders Krigsfolk i Ed. Kongenavnet havde han jo ikke nødig at søge, eftersom han forlængst var bleven salvet og kronet. Paa Viborg Ting tog Folk imod ham med al mulig Velvilje, paa Urnehoved Ting var der nogle, som hemmelig var ham fjendske, men dem fik han snart Bugt med, og de andre tog da ogsaa venlig imod ham, saa at han med Landsens Folks Samtykke blev anerkjendt som Arving til Riget. Imidlertid begyndte Skaaningerne, glade over, at Valdemar var død, igjen at give deres Frækhed frie Tøjler og krævede Bøder af Stormændene for Nederlaget ved Dysieaabro, hvor saa mange havde mistet kjære Frænder og Venner. En Mand ved Navn Aage Tuesøn pustede med sin forgiftige Tale til Ilden og fik atter det dæmpede og næsten helt slukkede Oprør i Skaane til at bryde ud i lys Lue. For at forebygge denne Ulykke begav Absalon sig over til Skaane, hvor han paa Tinge talte frimodig til den ondsindede Almue, men uden at udrette noget, thi den forlod ham og begav sig hen til Hovedmændene for Oprøret, der holdt Ting et andet Sted og var saa overmodige og uforskammede, at de red omkring og stævnede hele den skaanske Almue til at møde bevæbnet samme Steds igjen, naar Saatiden var omme, for at værge sin Frihed. Absalon fandt det derfor raadeligst at begive sig over til Sjælland igjen, og som Følge af, at han drog bort, tog Almuens Dumdristighed og Grumhed yderligere til. Den overfaldt Thords og Esberns Gaarde, som den først plyndrede og derefter stak Ild paa, og i de følgende Dage gik adskillige andre af den skaanske Adels Gaarde ogsaa op i Luer. Hovedmændene for Oprøret lod nemlig Bønderne tilfredsstille deres Lyst til at ødelægge Stormændenes Gods for at gjøre dem saa meget dumdristigere og mere opsatte paa at gaa ivrig og gladelig til Værks ved Udsigten til det skjønne Bytte og den Løn, de kunde vente sig for deres Anstrængelser. Adskillige af Adelsmændene overgav derfor af Frygt for, at der vilde blive øvet samme Vold og Overlast imod deres Gaarde som imod deres Standsfællers, alt, hvad de ejede og havde, i deres Venners Varetægt; en Del gik om Bord paa Skibe og stak i Søen, fordi de holdt for, at deres Liv og Velfærd var sikrere dér end paa deres Gaarde; en Del søgte Trøst og Husvalelse hos Absalon. Da Knuds og Absalons Ryttere saa', at det gik dem lige saa ilde som deres Herrer, besluttede de at værge sig med Vaabenmagt imod den Vold og Overlast, der tilføjedes dem. Hovedmændene for Opstanden, som under de sidste Optøjer havde faaet at mærke, at de ingen Vegne kom, naar de ikke havde en Anfører, indkaldte nu fra Sverige en Mand ved Navn Harald, der vel var af kongeligt Blod, men baade sløv og daarligt skaaren for Tungebaandet og i det hele taget ganske uskikket til at være Konge, eftersom Naturen eller Lykken i ingen Henseende havde skjænket ham noget Fortrin med Undtagelse af hans fornemme Herkomst, saa jeg skal lade være usagt, om Svenskerne havde størst Skam af at sende saadan en Mand eller Skaaningerne af at tage imod ham. Stormændene blev imidlertid bestyrtede og forfærdede, da dette rygtedes, og efter som Rygterne om Fjendens Fremrykning lød forskjellig, skikkede de Bud til Absalon, snart med Opfordring til at komme over og hjælpe dem, snart med Paalæg om, at han skulde blive borte med hele sin Styrke, da Harald endnu ikke var falden ind i Landet. Da han omsider brød ind i Landet med de Krigsfolk, han havde faaet af Kong Knud af Sverige og Birger Jarl, strømmede Almuen ivrig til ved Rygtet om den nye Høvding, den havde faaet, og der samledes en utrolig Mængde Folk om ham. I Tillid til denne sin Stridsmagt truede han Lundeboerne, som lukkede deres Porte for ham, med at ødelægge Byen. Som Følge heraf skikkede adskillige af Stormændene Bud til hinanden, de samledes, og efter at have sat Mod i hinanden slog de Lejr ved Lommeaa, medens andre af Kongens Krigsfolk undlod at møde, idet de lod, som om de ikke vidste noget om, hvad der gik for sig. De, der havde samlet sig, var imidlertid saa opsatte paa at komme til at slaas, at de uden at ænse nogen Fare og opfyldte af Foragt for Bønderne, uden Hensyn til, at de selv var saa faa, gav Hestene slappe Tøjler og uden ordentlig Anførsel sprængte ind paa Fjenderne, alt hvad Remmer og Tøj kunde holde. Ved dette Angreb gjorde Fjenderne, de stormede løs paa, dem mindre Skade end Vinden, som de havde lige stik imod sig, thi den var saa stærk, at den i Farten rev Skjoldene fra dem, men Bønderne turde ikke engang holde Stand, da de kom farende imod dem, og Bondehæren, som var mere mandstærk end modig, blev saaledes slagen uden Blodsudgydelse, og det er ikke saa lige at afgjøre, om de havde mest Skam eller Skade deraf. For at komme hurtigere af Sted paa den Flugt, de greb til, førend de tænkte paa at slaa fra sig, skammede Bønderne sig nemlig ikke ved at kaste baade deres Skjolde og Vaaben, som de ikke trøstede sig til at gjøre Brug af. Efter at de dels var bleven dræbte, dels tagne til Fange, flyede Harald hjem til Sverige tillige med Aage, der havde faaet ham til at tragte efter Kronen. Hvad Lundeboerne angaar, hjalp de ingen af Parterne, men afventede Krigens Udfald, for saa at holde med dem, der gik af med Sejren. Da de saa', hvem der havde haft Lykken med sig, begyndte de at haane de overvundne, som om det var dem, der havde vundet Sejren, og begjærlige efter Ros og Bytte greb de nu efter det, andre havde tilkæmpet sig ved deres Tapperhed. Bønderne var imidlertid saa frække, at de ikke havde faaet nok af at paaføre Stormændene Krig to Gange; de stævnede atter til Ting og tog ikke i Betænkning at undsige dem for tredje Gang, idet det var deres Agt ved at udrydde hele Adelen at hævne sig for det sviende Saar, der var blevet tilføjet dem, og tilfredsstille den rasende Oprørslyst, de var besatte af, saa halsstarrig holdt de fast ved deres Forsæt, hvad enten det nu var Skam over det Nederlag, de havde lidt, eller Hævntørst, der drev dem. Hverken den Ærbødighed, de var disse udmærkede Mænd skyldige, eller Mindet om de Nederlag, de havde lidt, kunde afholde dem fra at følge deres Lyst til at gjøre Oprør. Den Fare, der som Følge heraf truede alle de skaanske Stormænd, afværgede Absalon imidlertid ved skyndsomst at komme over med Sjællandsfarerne. Han begav sig nemlig med vajende Bannere til Stedet, hvor Tinget skulde holdes, og hindrede ikke blot Almuen i at sætte sit oprørske Forehavende i Værk, men satte ogsaa ved de redeligste og retskafneste Kjendelser de Love i Kraft igjen, som den med den største Ubillighed havde kuldkastet. Det hjalp ikke Harald, at han ikke var til Stede, Stormændene fældede alligevel Dom over ham, saa man kan sige, at han blev straffet to Gange af Skaaningerne, en Gang med Vaabenmagt og en Gang ved, at der gik Dom over ham, og det er vel ikke godt at afgjøre, hvilken af de to Straffe der var værst for ham. Almuen var saa langt fra at driste sig til at øve Fjendtligheder, at den nedlagde Vaabnene og lod, som om den slet ikke havde haft ondt i Sinde, blandede sig imellem Absalons Folk, som om den kun var kommen for at holde Ting i al Fredelighed, og gav ivrig sit Bifald til Kjende ved hver enkelt Kjendelse, han fældede, skjønt den var alt andet end glad derved. Saaledes gjorde dette Ting Ende paa det skrækkelige og langvarige Oprør, og Almuen har aldrig siden dristet sig til at prøve paa at sætte sig op imod Adelen. Imidlertid havde Knud som Følge af Tidenderne om Krigen i Skaane set sig nødsaget til at begive sig fra Jylland over til Fyn, og dér mødte han Esbern, som af sin Broder Absalon var bleven sendt over til ham for at meddele ham, at de kongelige havde sejret. Da Kongen uventet mødte ham, troede han, at han havde sørgeligt nyt at melde, blev urolig og turde knapt se paa ham, saa bange var han for, hvad han vilde faa at høre. Da imidlertid ikke blot Esberns glade Ansigt gav ham Haab om, at det stod bedre til, end han troede, men hans Ord yderligere bragte ham det glade Budskab, at hans Folk havde sejret, blev han saare fornøjet og drog over til Skaane. Her gav han Frosteherred til Pris for Brand og Plyndring, og det vilde ogsaa være blevet ødelagt, hvis ikke Absalon, der havde stor Godhed for det, havde lagt sig imellem. Han fik sat igjennem, at de, der havde forbrudt sig imod Kongen ved at slutte sig til Harald, slap med Pengebøder, og det maa vel nok kaldes umaadelig mildt, at han i sin Godhed lod Folk, der havde gjort sig skyldige i den største Forbrydelse, slippe med at bøde for deres Brøde med en ringe Afgift. Dette gav ogsaa de andre Haab om at opnaa Tilgivelse, og ved Absalons kjærlige Forbøn lod Kongen sig formilde og gav saaledes et herligt Vidnesbyrd om sit Maadehold, idet han for en eneste Vens Bønners Skyld gav Afkald paa den Hævn, alle havde gjort sig fortjente til ved deres Brøde. Den dydige unge Mand havde sandelig ikke fortjent, at en fremmed Fyrste lagde Snarer for ham! Det gjorde nu alligevel Kejseren, thi han skikkede gjentagne Gange Sendemænd til ham med Paalæg om, at han skulde indfinde sig ved hans Hof for at søge hans Venskab, som hans Fader havde gjort før ham. Efter sine Raadgiveres Tilskyndelse skrev Knud imidlertid tilbage i de høfligste Udtryk og undskyldte sig med, at han endnu var saa ny i Regeringen. Hans Raadgivere var nemlig ganske paa det rene med Kejserens Snedighed og skjønnede grant, at han lagde an paa at besnære Sønnens Enfoldighed med den samme Træskhed, som han i sin Tid havde lokket Faderens Lettroenhed i Garnet med. Saa skikkede Kejseren et Brev fuldt af Trusler til ham og lod ham vide, at han vilde tage Riget fra ham og give det til en anden, men Kongen nøjedes med at svare tilbage, at før end han tog Riget fra ham, maatte han vel først finde en, der havde Lyst til at tage Danmark som Len af ham, ved hvilket dristige Svar han ikke blot spottede hans Trusler, men ogsaa gav til Kjende, at han nærede den største Tillid til sine Undersaatter. Da Kejseren indsaa, at han ingen Vegne kom paa den Maade, fik han Sigfried, som var gift med Kongens Søster, til at prøve paa ved Overtalelser at opnaa, hvad han ikke selv formaaede ved sine Breve. Han rejste til Danmark, og efter at have fortalt Kongen, hvor højt han elskede ham for Svogerskabets Skyld, og hvad Kejseren var for en mægtig Mand, begyndte han at forestille Absalon, Sune og Esbern, der var de eneste af Kongens Raadgivere, som var sammen med ham og Kongen, hvor stor Troskab de skyldte Knud, hvis Formyndere de var, og hvor stor Tillid hans Fader havde vist dem. Han bad dem derhos om dog endelig ikke under Skin af at være hans Venner at optræde, som om de var hans Fjender, ved at opfordre deres Myndling, som var betroet til deres Varetægt og som baade var ung af Alder og uskikket til at raade sig selv, til at kaste sig ind i en besværlig Krig, der oversteg hans Kræfter. Paa den Maade vilde de under Paaskud af at værne om hans Frihed skille ham ved Riget; hellere burde de give ham gode og nyttige Raad og ikke anse det for en Skam for ham at give sig ind under det romerske Riges Kejser. Hertil svarede Absalon, at der ingen Tvivl var om, at han med Glæde vilde give Knud de bedste Raad, han vidste; han ønskede ogsaa, at han skulde søge Kejserens Venskab, men paa saadanne Vilkaar, at det intet Skaar gjorde i hans egen Ære og Højhed. Valdemar havde nemlig ogsaa søgt Kejserens Venskab, men aldrig havde nogen været falskere og mindre ordholdende over for ham end Kejser Frederik. For Resten burde Sigfried vide, at Knud herskede over sit Land med samme Ret og Frihed som Kejseren over det romerske Rige. Nu blev Sigfried vred og gav sig i sit Overmod til at overøse ham med Trusler, men Absalon svarede: "Maaler du Danmark med samme Alen som dig selv, og bilder du dig ind, at det vil være den letteste Sag af Verden for Kejseren at tage Danmark, naar det behager ham, som han kan tage Thyringen? Pak dig strax og sig til din Kejser, at Danekongen ikke agter at vise hans kejserlige Majestæt den ringeste Hørighed og Lydighed". Jeg synes, at Manden ærlig havde fortjent den Foragt, der saaledes blev vist ham, eftersom han tog mere Hensyn til en fremmed Fyrste end til sin egen Maag og paatog sig en Sendefærd, der gik ud paa forsmædeligt at skille Danmark af med dets Frihed. Da Kejseren fik den Besked, fattede han Nag til Knud for den Foragt, han viste ham, men da han ikke kunde paaføre ham Krig, maatte han nøjes med at hade ham i Steden for at hævne sig paa ham med Vaabenmagt. Han opgav dog ikke Haabet om at faa Danmark i sin Vold, men holdt det for raadeligst at vente, til der blev Borgerkrig i Landet, i Haab om, at han, naar danskerne blev splidagtige indbyrdes, vilde kunne overvinde dem med ringere Fare for sine egne Folk. Da han imidlertid mærkede, at den ønskede Lejlighed lod vente paa sig, henvendte han sig til den vendiske Hertug Bugislav, som nylig havde taget Arv efter sin Broder Kazimar, da denne var død barnløs, og søgte ved mangfoldige Gaver og Løfter om Guld og grønne Skove at faa ham til at yppe Krig med Danmark. Bugislav var ikke klogere, end at han kun alt for villig laante øre til Kejserens Opfordring, men da han ikke aabenlyst turde erklære Danmark Krig, søgte han først Paaskud til at komme i Strid med sin Morbroder Jarimar, Statholderen paa Rygen, og foretrak saaledes Kejserens Tjeneste for Hensynet til, hvad han var sin nære Frænde skyldig. Da Knud fik Nys herom af Jarimar, sendte han strax Bud til Bugislav med Forespørgsel om, hvad Grunden var til, at han saaledes pludselig brød Freden. Bugislav svarede, at han ikke tænkte paa Fjendtligheder imod Kongen eller Danmark, men blot vilde hævne sig for, hvad Jarimar havde forbrudt sig imod ham, hvorhos han bad om, at den Uenighed, der var imellem dem, maatte hlive forelagt Kongen af Sendemænd fra begge Parter, for at han kunde dømme dem imellem, saa vilde han imidlertid lade Vaabnene hvile; han vilde meget gjærne have, at Kongen skulde stifte Fred imellem dem, sagde han, og søgte i det hele taget ved fagre Ord at give det Udseende af, at han mente det ganske ærlig. Kongen, som ikke anede, at han pønsede paa Svig, berammede Tid og Sted, for at han kunde dømme i Sagen, og paa Samsø, hvortil han havde stævnet en stor Del af Rigens Adel, ikke blot for at drøfte denne Sag, men ogsaa for at faa Rigets verdslige Love forbedrede, modtog han begge Parters Sendemænd. De forebragte, hvad de hver for sig havde at sige, men da Beskyldningerne imod Jarimar mere syntes at være løs Snak end grundede paa Sandhed, og Sagen ikke kunde optages til Doms, fordi de paagjældende selv ikke var til Stede, lovede og besvor Bugislavs Sendemænd af egen Drift, at deres Herre skulde give Møde, saa snart det maatte behage Kongen. Sendemændene var saaledes ikke mindre snedige og opsatte paa at føre Kongen bag Lyset end han, som havde udsendt dem, og Kongen var da ogsaa troskyldig og uforsigtig nok til at fæste Lid til deres Løfter, hævede strax Mødet og begav sig over til Jylland. De tapreste af Skaaningerne og Sjællandsfarerne kærede imidlertid over den langvarige Ro og Lediggang. Det alt for stilfærdige Liv, de førte, havde allerede begyndt at gjøre dem dorske, sagde de, og det langvarige Vellevned havde slappet deres Mod, som i Kong Valdemars Tid næsten hele Aaret rundt var blevet øvet og hærdet ved alskens krigerske Tog og Idrætter, og det følger jo af sig selv, at ligesom Krigeres Mod og Kræfter anspændes og holdes i Aande, naar de faar Lejlighed til at bruge dem, saaledes svækkes og sløves de, naar de skal gaa ledige. For at holde Krigsfolkenes Tapperhed ved lige blev det da bestemt, at der skulde foretages et Hærtog imod Esterne. Bugislav havde imidlertid paa Kejserens Opfordring samlet Krigsfolk ikke blot hjemme i sit eget Land, men ogsaa vidt og bredt i Nabolandene og havde faaet skaffet en Flaade paa fem Hundrede fuldt rustede Krigsskibe til Veje for at gaa mod Rygen. Den Stridsmagt mente han, at ingen Fjende vilde kunde modstaa, og han skikkede da strax en Mand ved Navn Bugislav som Sendemand til Kejseren for at melde ham, at han havde samlet saa stor en Hær imod Danmark, at der ingen Tvivl kunde være om, at Knud vilde opgive Haabet om at kunne staa sig imod den og hurtigst muligt give sig ind under det romerske Rige. Det Tilsagn blev Kejseren glad over, han priste Bugislav og gav Sendemanden kejserlige Gaver. Jarimar blev nu imidlertid forskrækket over den Krig, der saa pludselig og uventet var for Haanden, og sendte Bud til Absalon, som opholdt sig paa Sjælland, for at lade ham vide, hvilken stor Fare der hang lige over Hovedet paa Rygboerne. Absalon sendte med den Ilfærdighed, der var nødvendig, naar det gjaldt om at forebygge, at Forbundsfæller blev slagne, Breve rundt paa Sjælland og bød enhver, der var i vaabenfør Alder, begive sig til Flaaden, Han samlede store og smaa Skibe, Lastskibe og Krigsskibe imellem hverandre og gav Almuen og Adelen Lov til i Flæng at bemægtige sig de Skibe, de kunde faa fat paa. Det samme Bud lod han udgaa til øerne omkring Sjælland, men Fynboerne og Skaaningerne paalagde han inden sex Dage at indfinde sig i den til Mødested bestemte Havn, ellers kunde de blive hjemme, thi længere Frist kunde der ikke tilstaas til Forberedelser. Saa ivrige var imidlertid de, han stævnede til at deltage i Togtet, efter at efterkomme hans Befaling, at de i den Grad kappedes om at komme hurtig af Sted, at mange kom, før den fastsatte Tid var udløben, og ingen for sent. Knud kunde imidlertid, skjønt der blev sendt Bud over til ham i Jylland, ikke komme til at tage Del i Absalons Foretagende formedelst den lange Vej, han havde, og den knappe Tid, der var fastsat. Fynboerne mødte kun med sex og Skaaningerne med fjorten Skibe; de andre kunde ikke blive tidsnok færdige. Man kunde synes, at de fortjente at lastes, fordi de mødte saa overmaade faatallige, men det tjener dem jo noget til Undskyldning, at de havde saa lang en Vej. Det var Dagen før Pinse, at Absalons Flaade samledes i Havnen, hvor han havde stævnet den til at møde, og for ingen Tid at spilde brød han endnu samme Dag op og sejlede til Hiddensø. Dér kom nogle Sendemænd fra Rygboerne Flaaden i Møde og bad den blive liggende, til man kunde faa at vide, paa hvilken Kant af Rygen Fjenderne agtede at gjøre Angreb. Bugislav havde nemlig lagt sig ind under Kostø, der ligger ud for Rygen, men skjønt han var saa tæt ved Fjendens Land, kunde han ikke dy sig for at lade Ædruelighed vige Pladsen for Drukkenskab og dækkede saaledes op for sine Folk med Mad og Drikke, at man snarere skulde tro, han var kommen for at gjøre Gilde for dem end for at føre Krig. Absalon gjorde, som Sendemændene bad ham, og da de Dagen efter kom igjen og meldte, at Bugislav vilde gjøre Landgang lige over for Strelø, tog han strax Banneret og lod sig, skjønt Mørket allerede var ved at falde paa, hurtigst muligt sætte i Land i en Baad, stævnede ved en Herold Styrmændene til Krigsraad og lod i største Hast sende Bud omkring til alle Krigsfolkene, som han ved sine Opmuntringer fik gjort umaadelig ivrige, idet han lod dem vide, at han i en Drøm havde faaet sikker Forjættelse om Sejr. Krigsfolkene svarede da ogsaa, at de ikke ønskede andet, end at det maatte komme til Slag, og at de ikke tvivlede om, at de, hvis det gjorde det, vilde gaa af med Sejren. Denne deres Fyrighed hidrørte dels fra, at de saa længe havde været vante til at sejre, og dels fra den Danskerne medfødte Tapperhed, saa at de vel fortjente at vinde den Sejr, deres egne Ord forjættede dem. Af Frygt for at komme til at tage fejl af Sejlløbet, da Sundet ikke alle Vegne var lige dybt, ventede Absalon imidlertid til Daggry, og da han saa vilde lette, blev han forsinket noget ved, at Ankeret var gaaet for dybt ned i Sandet, hvilket havde til Følge, at alle de andre forlod ham i deres umaadelige Iver efter at komme af Sted. Han holdt det imidlertid ikke for nogen Tort, at Hæren var kommen forud for ham, thi han saa', at det mere skyldtes hans Opmuntringer end hans Tøven. Jeg holder da ogsaa for, at han med Rette kunde ønske sig til Lykke med at have saadanne Folk, som hellere vilde være med til at gjøre deres Skyldighed ved at skynde sig end til at tøve, fordi han var nødt dertil. Da han omsider slap løs, vandt han imidlertid den Tid, der var gaaet til Spilde, ind igjen ved at lade sine Folk ro saa hurtig, at han næsten havde naaet de forreste Skibe og i sin Iver efter at slaas var lige ved at indhente det forsømte. Saa mødte han imidlertid, medens hele Flaaden saaledes skyndte sig fremad, et Skib, der var udsendt af Rygboerne for at lade ham vide, at han helst maatte mindske Farten noget, thi Bugislav laa endnu ved Kostø, og det var uvist, hvor han vilde gjøre Landgang; Jarimar laa ogsaa med sine Folk og ventede paa, hvor Fjenden vilde gaa i Land. Absalon lagde da en Dæmper paa sin Ivrighed og sejlede ind til Drigge; dér kom der Bud til ham med Melding om, at Fjenden var sejlet hjem, men det var en Fejltagelse, thi Sendebudene var bleven ført bag Lyset af en Taage, der var kommen op. De bad ogsaa Danskerne om at begive sig til Havnen ved Darsin og lovede dem, at de dér skulde træffe Jarimar med hele den rygiske Hær, saa de kunde raadslaa om, hvad der videre var at gjøre. Da de kom did og hverken traf Jarimar eller nogen af hans Folk, sendte Absalon Niels Falstring, der var kyndig i det vendiske Sprog, til Jarimar for at faa at vide, hvor Fjenden var bleven af. Saa snart han var borte, roede Absalon i en Baad ind til Land for at holde Gudstjeneste, men saa fik han pludselig ved en af Jarimars Venner Bud om, at den pommerske Flaade var under Opsejling, den var allerede saa nær, at man vilde kunne se den, hvis den tætte Taage ikke hindrede det. Han kaldte derfor strax dem tilbage, som bar Messeskrudet, og lod hurtig Flaaden lægge ud paa Dybet for at møde Fjenden, thi nu vilde han ikke tjene Gud med Bønner, men med Vaaben, og vi kan vel heller ikke tænke os noget Gud mere velbehageligt Offer end saadanne ugudelige Menneskers Undergang. Det var imidlertid mindre Pommerinkernes Agt pludselig at gjøre Indfald i Fjendens Land end ved at sejle omkring snart hist og snart her at drive Gjæk med Rygboernes Rytteri, der skulde hindre dem i at gjøre Landgang. Da de fik øje paa den danske Flaade, troede de, at det var Borvin der kom dem til Undsætning med sine Folk fra den vestre Del af Venden, thi formedelst Taagen kunde de hverken se, hvor mange Skibe der var, eller hvorledes de saa' ud, og det kunde heller ikke falde dem ind, at Danskerne, der havde hjemme saa langt borte fra Venden, kunde være naaet did i Løbet af saa kort Tid, saa meget mere som deres Spejdere i deres overvættes Tryghed ikke passede deres Tjeneste med synderlig Omhu. Siden holdt Bugislav derfor for, at det maatte være den rygiske Flaade, der kom, og han bød da, at halvandet Hundrede Smaaskibe skulde omringe den, medens Resten af Flaaden lagde sig i Slagorden og kastede Anker; de Skibe, der var bestemte til at føre Levnedsmidlerne paa, og som var noget større end Langskibene, lod han lægge sig imellem disse og Land, for at det skulde tage sig ud, som om der var flere Krigsskibe, end der i Virkeligheden var; Sune lod sig da ogsaa narre deraf og troede, at Bugislav havde faaet Undsætning af Tyskerne, men da Taagen omsider begyndte at lette, og Absalon saa' Fjendernes Smaaskibe sejle forbi ham, sagde han skjemtende, at de ikke alle skulde slippe uskadte hjem igjen. Han opmuntrede nu sine Stalbrødre af al Magt og var som Anfører den første, der sejlede ind paa den fjentlige Flaade og angreb den. Da Sune foreholdt ham, at de havde faaet Undsætning af Tyskerne, og at han derfor ikke burde fare for hastig frem, men mindske Roningen og lade Krigsfolkene væbne sig, sagde han, at der slet ingen Grund var til at tøve, thi Fjenden var saaledes indestængt, at han hverken trygt kunde indlade sig i Kamp eller give sig paa Flugt med Udsigt til at slippe godt derfra; der var derfor intet til Hinder for, at de strax sejrede over ham. Da Sune imidlertid blev ved med sine Advarsler, begyndte Absalons Krigsfolk at iføre sig deres Rustninger, medens en Del blev ved med at ro. Fjenden mærkede endnu intet til, hvad de tog sig for, thi den stærke og vedholdende Taage hindrede ham deri. Da de kom nærmere, kunde de danske Ungersvende imidlertid hverken finde sig i at tøve eller tie længer, de hejsede Bannerne og dyede sig heller ikke for at give deres Kampiver Luft ved højrøstet at istemme en Sang. Absalons Banner, som altid plejede at jage Fjenderne paa Flugt, saa snart de saa' det, røbede Venderne, at Danskerne var der, og betog dem ganske Modet til at slaas. Under Angst og Bæven lettede de Anker og sejlede bort med Flaaden over Hals og Hoved, og det Stykke Vej, de havde været lang Tid om at sejle, tilbagelagde de nu i Løbet af nogle faa Timer. En utallig Mængde af dem, som ikke kunde komme hurtig nok af Sted, enten fordi Skibene var for store eller fordi det tog for lang Tid at faa Ankrene ind, sprang over Bord og vilde hellere omkomme i Bølgerne end falde for Sværd. Det gik saa hurtig, at man næsten i samme Nu saa' deres Skibe fulde af Mennesker og helt tomme. Det hjalp dem ikke, da de var sprungne over Bord, at de prøvede paa at svømme, thi Hvirvlerne i Vandet trak dem til Bunds, og dér blev de stikkende i Dyndet. Hvor angst og bange maa de Mennesker ikke have været, siden deres Rædsel var saa stor, at den ikke engang tillod dem at tænke paa at bjærge Livet! Atten Skibe sprang læk som Følge af, at saa overvættes mange strømmede over paa dem, og gik til Bunds med dem, der havde søgt at bjærge sig paa dem. Kun faa havde Mod til at bie paa Fjenden. En var saa angst, at han bar sig ligefrem latterlig ad, thi da han ikke turde følge sine Stalbrødres Exempel og springe over Bord og heller ikke vilde lade sig slaa ihjel af Fjenden, tog han et Stykke Skibstov og slog det om Halsen paa sig som en Strikke og hængte sig, hvilket adskillige af Danskerne til at begynde med undrede sig over, men siden gjorde Nar ad. Danskerne begyndte imidlertid i deres Begjærlighed efter at gjøre Bytte at sløje af med Forfølgelsen. Absalon lagde dem, idet han sejlede forbi dem, paa Sinde, at de hellere burde forfølge Fjenden end søge Bytte, og skjønt han kun fik syv Skibe med sig, aflod han ikke med at forfølge hele den flygtende Flaade med den tillidsfulde Forvisning, hvormed han saa tit havde jaget Fjenden af Sted foran sig, at naar Folk flygter, tænker de ikke paa, hvor faa der forfølger dem, men blot paa, hvor tapre de er. Mandskabet paa næsten hundrede Skibe opgav alt Haab om at slippe bort til Vands og søgte ind til Land og spredte sig vaabenløse og rædselslagne rundt om i tykke ødeskove. Jarimar, der var i høj Grad opsat paa at værge sit Fædreland, tørstede ogsaa mere efter Fjendeblod end efter Bytte. Fem og tredive Skibe med den fjendtlige Adel om Bord roede alt, hvad trække kunde, for at slippe bort fra Absalon, men da Mandskabet saa', at der kun var syv Skibe efter dem, syntes det, at det ikke blot var bedrøveligt, men ogsaa en Skam at fly, og mindskede derfor et Par Gange Farten, som om det agtede at give sig i Kamp med Danskerne. Absalons Venner opfordrede ham til at vente, til den øvrige Flaade kom til, men han vilde paa ingen Maade mindske Farten og blev ved at sejle efter dem, han holdt mere af at drage sig sine Fjenders Angst end sine Stalbrødres Hjælp til Nytte, sagde han. Da det gik op for Venderne, tabte de i den Grad Modet, at deres Frygt fuldstændig fik Overtaget over deres Skamfølelse, og de gav sig til at kaste Heste og Rustninger over Bord for ved at lette Skibene at sætte dem bedre i Stand til at komme hurtig af Sted, hvorhos de brugte Aarerne endnu ivrigere end før, til de omsider naaede Peenemünde, hvor deres vedholdende Flugt fik Ende, da de fandt et Tilflugtssted dér. Absalon, som uden Rast havde forfulgt dem lige dertil, vendte nu ved Aftentide tilbage til sine Stalbrødre, der havde været optagne af at gjøre Bytte. Han vilde ikke engang have sin Del af det, thi han holdt det for mest prisværdigt, at han høstede Ære og Krigsfolkene Bytte. Af de fem Hundrede Skibe, som den fjendtlige Flaade bestod af, slap fem og tredive bort, atten sprang læk og sank, og Resten faldt i Danskernes Hænder. Det var altsaa den Dag, da Fjendernes Flaade fuldstændig blændedes af den Glans, der udstraalede fra Absalon, og enten maatte fly eller gaa til Grunde, den Dag, der gjorde Ende paa de mange Rædsler og saa mange Farer for dem, der færdedes paa Søen, befriede Sjællands Havne og østersøen for Sørøvernes ulykkesvangre Angreb, nødte de vilde og grumme Barbarer til at bøje sig under Aaget og gjorde vort Fædreland, som hidtil knap nok havde kunnet værge sin egen Frihed, til Herre over Venden. Det var en vældig og mageløs Sejr, som i Bund og Grund gjorde det af med hele Fjendens Magt. Og medens den kostede Venderne en Mængde Blod, kostede den Danskerne slet intet; der faldt kun fire Rygboer, og det er endda uvist, om de faldt for deres Stalbrødres eller for Fjendernes Spyd. Dagen efter ankom der atten skaanske Skibe, og Absalon, som lagde mindre Vægt paa deres Sendrægtighed end paa deres gode Vilje, bød, at de skulde være med ved Byttets Deling mellem Sejrherrerne. Da han dernæst var opsat paa at faa at vide, hvad Venderne nu havde i Sinde, greb han til et snildt Middel til at komme under Vejr hermed. Under Paaskud af det gode Venskab, der før havde hersket imellem Danskerne og Bugislav, skikkede han nemlig Sendemænd til ham, der skulde foreholde ham, hvor troløst han havde baaret sig ad, og opfordre ham til at formilde Kongens overvættes Harme ved at gjøre sig al mulig Flid for at forsone ham. Bugislav lod, som om han ikke tog sig det store Nederlag nær, som han havde lidt, priste Absalon for den Venlighed, han viste ham, og lovede, at han vilde følge hans Raad. Den vendiske Almue derimod havde faaet en saadan Skræk i Blodet som Følge af, at den saaledes var bleven jaget paa Flugt, at den ikke engang skammede sig ved at flygte paany, rædselsslagen som den blev ved Synet af Skibet, Sendemændene var om Bord paa. Absalon holdt nu for, at det vilde tage sig anseligst ud, at han sendte en fornem Mand til Danmark med Bud om de Bedrifter, han havde øvet, inden Rygtet om dem naaede did. Han lod derfor en højbaaren Fynbo ved Navn Tage sejle til Danmark med Bugislavs Telt, der var tilfaldet Absalon som hans Del af Byttet, for at han ikke blot kunde meddele Kongen Sejren, men ogsaa til Stadfæstelse forevise ham dette herlige Bytte. Han paalagde ham ogsaa at opfordre Kongen til at gjøre et nyt Tog imod Venderne inden Høsten, for at de ikke skulde faa Tid til at samle nye Stridskræfter. Knud stævnede strax Jyderne til Ting i Viborg og lod Tage dér gjøre Rede for den Bedrift, Absalon havde udført, for at den, som havde bragt Bud derom, selv kunde opmuntre dem til den forestaaende Krig, og det gjorde han saaledes, at alle fik den største Lyst til at gaa ud med Flaaden. Da Kejseren fik Bud om det store Nederlag, Bugislav havde lidt, og fik at vide, at den Bedrift var bleven øvet udelukkende under Absalons Anførsel, opgav han ikke blot alt Haab om at kunne underlægge sig Danmark, men tabte ogsaa ganske Modet til at angribe det, idet han slet ikke stolede paa sine egne Kræfter, da han ingen Vegne var kommen ved fremmedes Hjælp. Rygtet om Sejren naaede ogsaa med utrolig Hurtighed ned til Byzanz, hvilket Absalon senere fik at vide af nogle af sine Ryttere, som paa den Tid gjorde Krigstjeneste der nede. Den ny Afgrøde afhjalp imidlertid Fjendernes Mangel paa Levnedsmidler, thi da det trak ud med Kongens Afrejse, benyttede de sig med overmaade stor Nytte deraf til at forsyne deres Byer med Kornforraad. Volgasterne blev dog saa forskrækkede over Rygtet om dette Tog, at de fyldte de dybere Steder i Peenefloden op med en Mængde Sten for at spærre Skibene Adgangen til deres Mure. Absalon var saa opsat paa at faa dem bort igjen, at han for at faa de unge Mennesker med sig ikke betænkte sig paa at springe ud i Vandet og tage Sten op, og han fik da ogsaa Flodlejet saa vidt ryddet, at det blev sejlbart, og Flaaden kunde løbe ud, skjønt Byfolkene havde stillet deres Blider saaledes, at de lige netop bestrøg de Steder af Floden, hvor Stenene laa. Efter at disse Hindringer var bleven ryddede af Vejen fra Indløbet, var det en let Sag for Danskerne at sejle ind imod Byen og omringe den. Belejringen begyndte altsaa, men de mange Pæle, der var rammede ned i Vandet til Værn for Byen, hindrede dog Skibene i at lægge helt ind til den. Denne Vanskelighed var de tapre danske Ungersvende saa opsatte paa at overvinde, at de ikke tog i Betænkning at ro ind til Pælene, springe i Vandet og vade videre frem, skjønt Byfolkene paa nært Hold overdængede dem med deres Kastespyd og skjød paa Skibene længere ude med deres Blider, saa at det gjaldt om at undgaa de vældige Stenkast, thi at værge sig imod dem ved at bøde for sig lod sig ikke gjøre. Skibene var derfor i en vanskelig og farlig Stilling, thi de laa tæt sammen, og Stenene, der blev udslynget imod dem, var overmaade store, man maatte stadig sno og dreje sig for at gaa Ram forbi, thi Vaaben og Værge kunde ikke hjælpe til at undgaa Blidekastene. Da Absalon var gaaet midt ud paa sit Skib, hvor han ved stadig at vende sig undgik Stenene, fik en Vender øje paa hans Skjoldmærke, hvorfor han gav dem, der stod for Blidekastningen et Vink, pegede paa ham og sagde, at ham skulde de skyde paa. Saa var der en, som spurgte Absalon, om han lagde Mærke til, at Venderen pegede paa ham, hvortil han svarede, at han nok saa', i hvor høj Grad hans Liv laa ham paa Sinde, ved hvilket skjemtefulde Svar han paa én Gang sigtede baade til Fjenden og den, der advarede ham. Det kan man kalde en uforfærdet Mand, som, medens hans Liv staar paa Spil, kan skjemte med Faren! Saaledes faar man, naar Nøden er størst, de sikreste Beviser paa en Mands Tapperhed og Bestandighed. Da man ingen Vegne kom med at tage Byen med Storm, fandt Esbern paa en anden Maade at angribe den paa. Han lod nemlig et usædvanlig stort Skib fylde med forskjellige brændbare Sager og drive for Vinden ind imod det Sted af Muren, der var lettest at stikke i Brand, men det stødle paa en Pæl, der var skjult under Vandet, og brændte helt op med alt det Tømmer, der var derpaa, uden at tilføje Byfolkene nogen Skade, saa at denne ubetydelige Pæl gjorde det af med Haabet om en stor Sejr, og en saa ringe Tilfældighed friede Fjenderne fra den truende Undergang. Imidlertid pønsede Bugislav paa, hvorledes han med Svig skulde hævne den Tort, der var overgaaet ham, og begjærede under Paaskud af, at han vilde slutte Fred, ved sine Sendemænd en Samtale med Absalon og begav sig derpaa med en stor Skare Ryttere til det fastsatte Mødested. Da Absalon kom ham i Møde med to Skibe, bad han ham om at gaa i Land, de kunde bekvemmere tales ved i et Telt end om Bord paa et Skib, sagde han. Da Absalon for at efterkomme hans Anmodning vilde gaa fra Borde, lykkedes det dog en højbaaren Nordmand ved Navn Erling at holde ham tilbage ved at fortælle ham en fæl Drøm, han havde haft, og forudsige ham, at Fjenderne ganske sikkert vilde svige ham, i Fald han gav sit Liv i deres Vold. Absalon lyttede til hans Ord som til en Advarsel, Himlen paa en underfuld Maade havde ladet ham blive til Del, og da Bugislav igjen opfordrede ham til at komme til ham, svarede han, at en Ærkebiskop var mere end en Hertug, og at det ikke sømmede sig, at den, der var højest paa Straa, søgte sin Undermand. Saaledes berøvede han ved at foreholde ham hans ringere Stand sin Fjende Lejligheden til at øve Svig imod sig. Bugislav brød da pludselig op igjen under Paaskud af, at der var ham for trangt om Bord paa Skibet, og røbede saaledes, at han virkelig pønsede paa Svig, thi medens han ellers altid plejede at søge Absalon paa hans Skib, skyede han det nu, slagen af sin onde Samvittighed, som et Sted hvor Døden hang ham over Hovedet. Absalon begav sig atter ud til Flaaden, glad over, at han havde fæstet mere Lid til Erlings Drøm end til Fjenden. Danskerne havde imidlertid besluttet at hærje Landet, hvilket de holdt for raadeligere end at ødelægge en enkelt By, og da de nu havde Vanskelighed ved at komme over den smalle Bro, angreb Byfolkene dem med en Mængde Smaaskuder. Absalon og Kongen sendte strax nogle Bueskytter, som drev dem tilbage, hvorpaa de lagde ind til Land for derfra bekvemmere at angribe Flaaden, og de begyndte nu at overdænge Danskerne, ikke blot med Kastespyd, men ogsaa med Skjældsord, idet de med Raaben og Skrigen skjældte dem for fejge Uslinger, som om de var overvundne. Da de andre Byfolk saa' det, tog de de Baade, de hist og her fik fat i, forlod Murene, de skulde forsvare, og satte over til den anden Bred for at plyndre Teltene, som Danskerne havde ladt i Stikken; disse havde imidlertid, inden de forlod dem, stukket dem i Brand, og formedelst Røgen kunde Volgasterne ikke se Kongens Ryttere, som paa Land ventede paa, at Flaaden skulde komme. Da de nu uventet blev angrebne af dem, blev de saare forfærdede; en Del af dem søgte ud til deres Baade, en Del faldt paa Land for Danskernes Vaaben eller omkom i Floden. Bueskytterne dræbte dem, der vilde svømme bort, og de, der søgte at slippe bort i Baadene, kæntrede, og saaledes fik de deres fortjente Straf, fordi de havde spottet Danskerne, og de, der var i Byen, og som nylig havde smædet Danskerne med falske Beskyldninger for Fejghed, fik nu nok at gjøre med at sørge over deres Bysbørns ynkelige Skæbne, da de blev dræbte lige for deres øjne. Da Rygtet herom naaede til Usedom, skyndte Folkene dér sig at afbrænde deres Forstæder, for at Fjenderne ikke skulde benytte sig af dem til at stikke Ild paa Bymurene, og ved saaledes frivillig at ødelægge deres Huse skaffede de deres By et mægtigt Værn, saa at det, at de fik færre Huse, øgede deres Sikkerhed inden for Murene. Imidlertid hærjede Kongen Landet og paalagde Absalon at indtage Julin og Skanserne ved Swinemünde. Til den Ende sendte denne sin Broder Esbern forud til Swinemünde med en Del af Flaaden for enten at indtage selve Skanserne, om det kunde føje sig saa, eller afskære Besætningen i dem, indtil han kunde komme did fra Julin. Da Esbern kom, fandt han imidlertid Skanserne tomme, thi Besætningen havde selvfølgelig ikke villet afvente Fjendens Komme, men var hemmelig draget bort, Der blev da stukket Ild paa dem begge. Da Absalon, som nu var bleven færdig med, hvad han havde at gjøre ved Julin, havde faaet Nys herom, ikke blot ved Røgen, han saa' langt borte, men ogsaa ved de Beretninger, han fik af Danskerne, som vendte tilbage derfra, begav han sig atter til Kongen, glad over, at hans Broder ved det Arbejde, han havde gjort, havde befriet ham for en hel Del Besvær. Da Kongen skjønnede, at det vilde blive vanskeligt at indtage de Byer, hvor der var fuldt op af de Ting, de havde Brug for, og at det kun var tomme Huse, han brændte, besluttede han at drage bort igjen og at komme tilbage, naar Høsten var overstaaet, for da, naar Laderne var fulde, at plyndre de Huse, han nu havde fundet øde og tomme. Og da han nu, ikke mindre kjed af de Anstrængelser, det kostede at indtage Byer, end af at brænde tomme Huse, var kommen til Swinemünde for at vende hjem med Flaaden, bød han, at det, der var tilbage af de afbrændte Skanser, skulde jævnes med Jorden, og for at udslette ethvert Spor af dem lod han endogsaa Stenene tage op af Jorden og kaste i Havet, skjønt man næppe kunde røre ved dem, saa varme var de endnu af Branden. Med dette Arbejde endte Togtet. Efter at have siddet hjemme Høstens Tid over samlede Kongen tolv Tusind Rygboere og drog igjennem Egnen om Tribse, som laa under hans Herredømme, og derpaa drog han for ikke at staa tilbage for sin Fader over Moserne ved Peenefloden og kom til Byen Lübkin. Da han var draget forbi den og agtede sig videre til Demmin, kom han til en By, hvor der var fuldt op af Drikkevarer, og hvor Folkene holdt Gildelag med saa stor Tryghed, at det var, som om de aldeles ingen Grund havde til at frygte for at blive angrebne af Fjenden. Hvilke Sviregaster maa vi ikke tro disse Mennesker var i Fredstid, siden de ikke engang, naar Fjenden stod for Døren, kunde afholde sig fra at svække deres Kræfter ved at hengive sig til Drukkenskab? Derpaa begav Danskerne sig igjen til deres Skibe og spredte sig saa for at gjøre Bytte og stikke Ild paa, thi Kongen havde nu paa Grund af den lange Vej opgivet at drage imod Demmin. Han havde ikke mer end tredive Mand med sig, da en Drabant meldte ham, at en stor Skare Vender holdt en rig Landsby besat, og han sendte derfor Absalon, som tilfældigvis var i hans Følge, did med Halvdelen af de Ryttere, han havde hos sig, for at han skulde komme sine Stalbrødre til Undsætning. Han gjorde, som der blev ham befalet, og for at skjule, hvor faa Folk han havde, bød han sine Ryttere sprede sig, saa at det fik Udseende af, at de var fler, end de var, og for yderligere at bibringe Fjenden et Indtryk af, at der fulgte flere efter, gjorde han et heftigt Anfald. Venderne havde imidlertid allerede rømmet Byen og trukket sig ind i en Skov, og da han her tog et Skjøn over deres Styrke og saa', at hans var deres langt underlegen, vilde han give det Udseende af, at han fik Forstærkning, og lod derfor en Del af sine Folk liste sig hemmelig bort og derpaa vende aabenlyst tilbage, og det gjentog han adskillige Gange. Fjenderne troede derfor, at han efterhaanden fik flere og flere Folk til Undsætning, og da han ikke havde Folk nok til at føre Byttet bort, lod han gjøre et stort Baal og brændte derpaa alt, hvad der fandtes af Forraad i Landsbyen, og lod saaledes det, han ikke kunde drage Nytte af, gaa op i Luer, og saa rigt Bytte var der, at det endogsaa skar dem i Hjærtet, der lavede Baalet, at se saa mange kostelige Ting blive ødelagte. Da det var besørget, begav Absalon sig tilbage til Kongen. Efter at denne havde overnattet foran Lubin, ødelagde han, hvad der endnu var tilbage af Landsbyerne, og lod Rygboerne lægge en Bro over Moserne, som det havde været saa besværligt at komme over; derpaa drog han uden Vanskelighed over dem, og saa gik de om Bord paa Flaaden og lagde ind i Havnen tæt ved Peenefloden. Der maatte de ligge længe paa Grund af en voldsom Storm, og imens skikkede Bugislav Sendemænd til ham for at bede om Fred, som han dog ikke tilstod ham, skjønt han var nødt til at rejse hjem, da Levnedsmidlerne var ved at slippe op. Efter at have tilbragt Vinteren hjemme lagde Kongen igjen med en stor Flaade ind i Swinemünde og ødelagde Groteswin. Da Jarimar hørte Fjendernes Krigslur og vilde melde Kongen, at de var under Fremrykning, forbød Absalon ham at gjøre det, førend han saa' dem for sine øjne, og han sagde da, at saa var det en vanskelig Sag, han havde paataget sig, thi hvis hans Forbundsfæller som Følge af, at han tav, uventet blev ramte af en Ulykke, vilde man lægge ham til Last, at han ikke havde passet ordentlig paa, og hvis han forhastede sig med at bringe Bud, kunde han faa Ord for at være fejg, saa hvis han kom for tidlig med sit Bud, fik han Skam af det, og tøvede han for længe, fik han Ord for at være efterladende. Danskerne var kun lidet fornøjede med det Bytte, de gjorde der paa Egnen, og Rygtet om de pomerske Rigdomme lokkede dem; de skulde, hed det sig, være overmaade store, og ingen havde været i Lag med dem før. Der var ingen, som fandt det vanskeligt at give sig ud paa Tog saa langvejs bort, og skjønt det blev sagt dem i Forvejen, at de vilde komme til at døje ondt, lide Sult og være nødte til at drage igjennem øde Egne, fik Begjærligheden efter Bytte Overtaget over Frygten for de Farer, der ventede dem. Det hed sig, at Befolkningen var fejg og kvindagtig, og at der kun fandtes faa Byer og Vaaben i Landet, og da Danskerne var vante til, at Lykken føjede sig efter dem, brændte de af Begjærlighed efter at komme af Sted i Haab om, at de, som havde gjort saa mange heldige Tog, ogsaa denne Gang vilde have Lykken med sig. Da der undervejs ingen Levnedsmidler var at faa, blev ikke blot de belæssede Heste, men ogsaa Fodfolkene, der maatte slæbe paa Levnedsmidlerne, saa udmattede, at deres Kræfter svigtede dem. Enden paa det blev, at de maatte vende om og paa Flaaden gaa tilbage til Julin. Kongen besluttede nu at angribe Camin, idet han foretrak at komme uventet over den frem for at angribe den aabenlyst, og med stedkjendte Vejvisere rykkede han under store Vanskeligheder hurtig frem igjennem ukjendte og uvejbare Skove. Adskillige fo'r vild; kun Sjællandsfarerne og Skaaningerne, som havde Rygboer til Vejvisere, naaede under Anførsel af Absalons Søstersøn Alexander frem til Camin ad den lige og korteste Vej og vilde have indtaget Byen, hvis de ikke havde varskoet Indbyggerne ved at brænde Gaarde af paa Vejen. Da Bugislav, som just paa den Tid opholdt sig der i Byen, saa', hvor faa de var, besluttede han at angribe dem med en stor Styrke. Esbern, som havde øvelse og Erfaring i den Slags Ting, opfordrede Danskerne til at fly paa Skrømt for at lokke Fjenderne saa meget længer bort fra Byen, og de forfulgte da ogsaa længe de flygtende. Til sidst gik det imidlertid op for Bugislav, at det var et Krigspuds, og han kaldte da sine Folk, som var komne i fuld Uorden ved at løbe efter Danskerne, tilbage og overøste dem med Bebrejdelser, fordi de i deres Uforsigtighed havde vovet sig saa langt bort fra Byen. Da Esbern saa' det, kastede han Masken, opgav den forstilte Flugt og vendte sine Bannere imod Fjenden, og saa vidt bragte han det, at Bugislav sprang af sin Hest og med Angst og Bæven flygtede ind i Byen igjen og søgte at bjærge sig ved sin Fodraphed, da han ikke turde stole paa, at han kunde gjøre det med sine Vaaben eller ved Hjælp af sin Hest. Alexander førte derpaa sit Banner ind ad Byens Port, og der var ingen, som drev ham tilbage, thi Fjenderne var saa betagne af Skræk at de ikke engang turde værge deres Port mod Angreb. De danske Ungersvende lod sig nøje med den Ære, de herved indlagde sig, lagde i Bevidstheden om deres ringe Antal Baand paa deres Mod og foretrak lidt efter lidt at trække sig tilbage i samlet Slagorden frem for yderligere at fortrædige Byen. Efter at de unge havde foretaget dette Angreb, kom Kongen til med Resten af Hæren. Han stod af Hesten tæt ved Muren for nøje at undersøge, hvorledes den lettest kunde tages, men da han igjen havde siddet op og ladet sine Bannere plante rundt om Volden, kom Klerkerne i højtideligt Optog ud til ham med deres Relikvier og paa bare Ben som Tegn paa, hvor sønderknuste og sorrigfulde de var, faldt paa Knæ for ham og bad ham, idet de mindede ham om hans fromme Fader, om dog at skaane Kirkerne og ikke brænde Guds Huse sammen med Menneskenes; de besvor ham om ikke at rase saa grumt imod Fjenderne, at han lod de til Guds Tjeneste indviede Bygninger gaa op i Luer, thi ved en saa afskyelig Misgjerning vilde han forspilde al den Fortjeneste, baade han selv og hans Forfædre havde indlagt sig. De tilføjede, at Bugislav krævede sikkert Lejde, saa at han trygt kunde begive sig ud til Kongen. Hertil svarede Knud, at det var hans Agt at kriges med Mennesker, men ikke med Gud, og at saa sandt den Krig, han førte, var en retfærdig Krig, skulde den ikke besmittes med Helligbrøde. Da Klerkerne saa sagde, at i Fald han brændte den Del af Byen, der laa uden for Murene, vilde de Kirker, der laa imellem Husene, ogsaa gaa op i Luer sammen med dem, lod han for deres Bønners Skyld sin Vrede fare og vilde hellere lade Fjendernes Huse ligge urørte end ødelægge Gudshusene sammen med dem. Glade blev de, da han saaledes for deres Bønners Skyld lovede at skaane Byen, og efter at have takket ham for denne Velgjerning gik de bort, idet de gav deres Fryd Luft i en from Sang. Da Bugislav havde faaet Tilsagn om, hvad han bad om, søgte han Absalon og bad ham om at møde ham næste Dag tillige med Jarimar, thi han vilde have dem til at mægle Fred imellem sig og Kongen, eftersom han i saa mange Samtaler havde fornummet, at de var hans Venner. Absalon, som mente, at han snarere pønsede paa Svig end sagde sin oprigtige Mening, erklærede, at han ikke vilde gaa i Forbøn for ham paa anden Maade, end at Egnen skulde hærjes med Ild, for at det ikke skulde hedde sig, at de havde draget saa lang en Vej for til sidst at lade sig holde for Nar. Bugislav svarede, at intet af, hvad der laa uden for Murene, hørte ham til, men bad om, at Kirkerne og for deres Skyld de Huse, der laa i Nærheden af dem, maatte blive skaanede. Den Begjæring blev tilstaaet ham, og Resten af Dagen gik med til paa det grummeste at ødelægge de omliggende Landsbyer. Som Følge af de Ulykker og Farer, der truede ham, turde Bugislav ikke undlade at holde sit Løfte og indfinde sig til den fastsatte Tid, og Absalon og Jarimar gav ham da Haanden og førte ham til Kongen. Det blev vedtaget, at han skulde betale en stor Sum Penge i Bøde, og han kunde kun opnaa Fred paa de Vilkaar, at han skulde tage sit Land, som han hidtil havde haft som Fædrenearv, til Len af Kongen og ombytte sin Frihed med Trældom, idet han ligesom Rygboerne skulde svare Skat. Til Bekræftelse paa denne Overenskomst lovede han at stille Gisler, og derpaa gik han bort ledsaget af de samme, der havde ført ham did. For at han ikke skulde skilles fra dem, uden at der var bleven gjort nogen Stads af ham, gjorde Absalon et Gilde for ham og sine Venner, og ved det drak han saa overstadig og blev saa magtes- og sanseløs, at man knapt skulde tro, han var ved sine fulde fem. Under dette umaadelige Drikkeri glemte han den Værdighed, der var bleven ham berøvet, og i Steden for at græde over den Trældom, han var kommen i, glædede han sig, som om han endnu stadig var en fri Mand. Da han omsider var bleven helt døddrukken, blev han baaren fra Skibet hen i et Telt, og Absalon bød fyrretyve væbnede Mænd at holde Vagt uden for Indgangen til Teltet og passe paa, at der ikke tilstødte ham noget i Løbet af Natten. I den Grad omhyggelige plejer Danskerne at være for, at deres Gjæster ikke skal komme noget til, at de vaager over deres Liv og Velfærd som over deres eget. Bugislav skjønnede saa meget paa denne Godhed, at han fik Venderne gjort venlig stemte over for Danskerne, saa at Absalon fik den Løn, han ved sin smukke Handlemaade havde fortjent. Da Bugislav vaagnede om Morgenen og fik øje paa Mændene, der havde vaaget over ham, priste han Danskerne for deres Trofasthed og sagde, idet han berømmede dem i de højeste Toner, at han var mere glad over den Opmærksomhed, Absalon havde vist ham, end bedrøvet over, at han havde maattet give Afkald paa sit Land. Derpaa blev han ført tilbage til det Sted, hvor hans Krigsfolk ventede paa ham, og Dagen efter kom han igjen med de fornemste vendiske Adelsmænd, kastede sig tillige med sin Hustru og sine Børn for Kongens Fødder og bad ydmygt om Forladelse for det langvarige Oprør, han havde anstiftet, og efter at han dels havde stillet og dels lovet at ville stille Gisler, undsaa han sig ikke ved at tage det Land, hans Forfædre havde ejet, som Len, saa at han for Fremtiden maatte takke en andens Gunst og Naade for det, der var gaaet i Arv til ham. Kongen ynkedes over denne Fyrste, som Nøden havde drevet saa vidt, og syntes, at han nu var straffet haardt nok, hvorfor han rejste ham op og sagde, at han hellere vilde skjænke ham Herredømmet over Landet end indlemme det i sit Rige. Og ikke mindre rørtes Kongen over Bugislavs Sønner, der paa mødrene Side var hans Frænder. Saaledes opnaaede Knud med ringe Ulejlighed at underlægge sig Venden, hvilket ikke var lykkedes Valdemar til Trods for hans stadige Anstrængelser, saa at Lykken var hans Vaaben endnu gunstigere, end den havde været hans Faders. I samme Stund tørnede vældige Skymasser sammen paa Himlen, og der lød saa vældige Tordenskrald, at baade Danskerne og Venderne forfærdedes derover. Dette holdt spaadomskløgtige Folk for et Varsel om det vendiske Riges Undergang. Bugislav, der nu havde faaet saa mange Beviser paa de Danskes Trofasthed, lagde ogsaa lige til det sidste ved ubrødelig Troskab for Dagen, at han ikke havde glemt den Velgjerning, der var bleven vist ham, ja, da han laa paa sin Dødsseng, kaldte han sine Raadgivere til sig og lod dem med Ed forpligte sig til at føre hans Hustru og Børn til Kongen og lade ham dele Riget imellem de umyndige, og hvad Kongen bestemte, skulde de holde sig efterrettelige, som om det var Bugislavs sidste Vilje. Han tvivlede i ingen Henseende om Danskernes Ærlighed og Oprigtighed, som han saa tit havde faaet herlige Beviser paa. Den ædle Herre droges vel ogsaa til Minde, hvor stort Gavn Rygboerne havde haft af stadig at holde trofast Venskab med Danskerne. ## bok 15: Facsimiler af det i Angers fundne brudstykke af et haandskrift af Saxos Danmarks Krønike (Winkel Horn 1898) Der foreligger intet fuldstændigt Haandskrift af Saxos Værk, kun enkelte Brudstykker er fra Tid til anden fundne i forskjellige Arkiver og Biblioteker benyttede til Indbinding af Bøger. Det vigtigste er det, som her meddeles i Facsimile. Det fandtes i Stadsbiblioteket i den franske By Angers (Dept. Maine-et-Loire) og ejes nu af det store kgl. Bibliotek i Kjøbenhavn (Ny kgl. Saml 4to, Nr. 869, g). Det bestaar af fire Pergamentblade i Kvartformat, der har været benyttede til Indbinding af et Haandskrift fra det femtende Aarhundrede, hvorved de selvfølgelig har lidt en Del. Det omfatter Slutningen af Fortællingen om Skjold og det meste af Fortællingen om Gram og Graa (i den her foreliggende Oversættelse fra S. 8 "Da Skjold var femten Aar gammel, var han saa stærk og velvoxen" o. s. v. til S. 11 den første Strofe af Vexelsangen imellem Gram og Graa). Det er smukt og omhyggelig skrevet, men paa mangfoldige Steder er der dels imellem Linierne og dels i Marginen gjort Tilføjelser rimeligvis med en anden Haand end den, der har skrevet den egentlige Text, men dog samtidig med denne, samt en Del Noter, der utvivlsomt hidrører fra en anden Haand og maa stamme fra c. 1300. Haandskriftet er udgivet i fotolitografisk Facsimile af det kgl. danske Videnskabernes Selskab med Indledning af Overbibliotekar Chr. Bruun (Kbh. 1879), som ogsaa har behandlet det i det store kgl. Biblioteks Lykønskningsskrift til Kbhs. Universitet ved dets Firehundredaars Stiftelsesfest (Kbh. 1879). Om dets Alder er Meningerne stærkt delte. Nogle, blandt andre den ansete franske Lærde Gaston Paris, sætter det til c. 1200 og mener, at vi har Saxos Værk for os med Redaktionsændringer, som maaske er foretagne med hans egen Haand, andre anser det ligesom de andre Brudstykker, der haves, for at være langt yngre (13de, 14de Aarhundrede) og ser i Rettelserne Forklaringer og Omskrivninger foretagne som øvelse i Latin i en eller anden Klosterskole. (OBS; faksimilene er ikke tatt med i denne utgave. Faksimilene finnes på denne siden [http://www.kb.dk/permalink/2006/manus/525/dan/ NKS 869 g 4°: Saxo, Gesta Danorum, Angersfragmentet])