# Jökuls þáttr Bárðarsonar

- **Verk:** Jökuls þáttr Bárðarsonar (verk:saga:jokuls_thattr_bardarsonar)
- **Datering:** 1200/1400
- **Källsamling:** heimskringla.no och sagadb.org: Íslendinga sögur, fornaldarsagor, kungakrönikor och Grágás
- **Utgåva:** {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" !align="left" valign="top" width="100%" | 25px Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók. |} Kongesagaer Oldnordiske Sagaer Bind 5 Fortælling om Jøkul Baardsøn Paa Dansk ved C. C. Rafn København, 1831 thu. heimskringla.no.
- **Språk:** dan
- **Typ:** oversattning
- **Licens:** Public domain

## kap. 1

<!-- passage: saga_jokuls_thattr_bardarsonar:dan:1 -->

Erik Werenskiold: Jøkuls død Hakon Jarl var, som forhen er fortalt, med sin Flaade sejlet ud fra Trondhjem og draget ned til Møre imod Kong Olaf; men da Kongen styrede ind i Fjorden, satte Jarlen efter ham, og traf da paa Kalf Arnesøn og flere Mænd, som havde forladt Kong Olaf. Kalf blev vel modtaget af Jarlen. Siden styrede Jarlen derind, hvor Kongen havde sat sine Skibe paa Land i Rodrefjord i Valdal; disse Kongens Skibe tog Jarlen, lod dem sætte ud og gjøre i Stand, og satte Befalingsmænd over dem. Der var en Mand hos Jarlen, som hed Jøkul, en Islænder, en Søn af Baard Jøkulsøn fra Vatsdal. Jøkul fik Befaling over det Skib Bøffelen, som Kongen havde ejet, og digtede da denne Vise:
Det blev min Lod at styre 
 Fra Sult det Skib, hvorpaa jeg 
 Mig venter Storm (dog Pigen 
 Ej høre skal jeg frygter); 
 Det Kongen selv har ejet
 Den tykke Olaf, Skjoldet 
 Han svang, men dog i Sommer 
 Blev Sejren fra ham røvet.
Det er her i Forbigaaende at fortælle, hvilket først senere tildrog sig, at Jøkul traf paa Kong Olafs Folk og blev tagen til Fange; Kongen lod ham føre ud at halshugges, og der blev snoet en Vaand i hans Haar, som en Mand holdt i; Jøkul satte sig ned paa en Bakke, og da kom der een frem for at halshugge ham, men da han hørte det hvine i Luften, rettede han sig op, saa Hugget traf ham i Hovedet og det var et stort Saar; Kongen saae, at det var dødeligt, og befalede dem, at lade det blive derved. Jøkul satte sig da op og digtede denne Vise:
Haardt svier Saarets Flamme
 Tit havde jeg det bedre!
 Vidt gaber Vunden, spruder,
 som Kilden, røde Strømme;
 Af aabnet Hoved Blodet
 Udspringer, jeg maa lide,
 Thi mig rundhaandet Fyrste
 Sin Vrede føle lader.
Og strax derpaa døde Jøkul.